1. No category

Kristeligt Dagblad Fredag 2. oktober 2015
Denne side er redigeret af Hannibal Erngaard
WW Ingen slap helt uskadt gennem skoleårene. De få af os, som yndede systematisk modstand,
som aldrig læste, som snød og løj, slap billigst. De fleste andre kom ud som åndelige invalider.
Hans Scherfig (1905–1979), dansk forfatter
22 | Debat
debatinterview | Karakterræset har taget overhånd på landets uddannelser og skaber en kultur, hvor for få tør
fordybe sig og tænke originalt, mener rektor på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen. Hun opfordrer til
et grundlæggende opgør, og det har skabt debat i ugens løb
Rektor. Stop karakterræset og fordyb
dig i dine interesser
5Men er det ikke en smule
bagstræberisk at sige: I behøver ikke få så høje karakterer, bare I har en personlig drivkraft?
3Det synes jeg ikke. Det er jo
ikke, fordi jeg slet ikke vil have karakterer, men optager
man kun på det, tvinger man
alle elever til at gå efter at få
så høje karakterer som muligt i alle fag, så gennemsnittet også bliver højt. Og det er
jo ikke nødvendigvis udtryk
for et talent at opnå det. Talentudvikling handler om at
koncentrere sig om det, man
er stærkest i. Man skal være
motiveret af en særlig interesse.
Problemet er for mig at se,
at vi i disse år er blevet ekstremt målorienteret, og at
F oto : Uff e W e n g / S c a n p i x
FÅR VI EGENTLIG den type
mennesker ud af vores uddannelsessystem, som vi har
brug for? Motiverer vi dem på
en måde, så de vælger den
rigtige retning, udfolder deres potentiale og fuldfører?
Nej, langtfra nok, mener
rektor på Roskilde Universitet, Hanne Leth Andersen, og
derfor skrev hun i sidste uge
et debatindlæg i Berlingske,
som siden har fået en velkendt diskussion til at blusse
op igen, nemlig brugen af det
danske karaktersystem som
middel til at måle de studerendes evner og fordele dem
derefter på landets uddannelser.
Vi bør gå væk fra i så høj
grad at bruge karaktergennemsnit som adgangskrav,
mener hun. Det såkaldte
kvote 1-system er nemlig en
alt for overfladisk måde at
vurdere de studerendes potentiale på. I stedet bør universiteterne optimere deres
brug af kvote 2, hvor man også vurderes på andre fagligt
relevante kvalifikationer og
erfaringer end karakterer. På
den måde vil vi nemlig få flere studerende, som er drevet
af det, Hanne Leth Andersen
kalder ”indre motivation”.
eftertryk
Af Jacob Ludvigsen
brugen af karakterer er en
del af den tendens. Lever vi
op til udstukne mål – det er
tidens mantra. Og det er alt
andet lige noget, der stimulerer elever til at kunne noget
forudsigeligt og i mindre
grad noget selvstændigt og
eksperimenterende, fordi
man er bange for at begå fejl.
Af Lars Henriksen
[email protected]
Hanne Leth Andersen
Født 1962, uddannet mag.art. i
romansk filologi, har en ph.d. i
fransk sprog og er professor i universitetspædagogik. Hun har
blandt andet været direktør for
Learning Lab på Copenhagen
Business School og beklædt
administrative poster som studieleder og prodekan på Aarhus
Universitet. I 2010 kom hun til
Roskilde Universitet som prodekan, og i 2014 blev hun rektor
samme sted. Her er hun ikke bare
ansvarlig for forskningen, men
også for uddannelse og undervisningskvalitet.
5Høje karakterer og en
original tilgang til tingene
udelukker vel ikke hinanden?
3Nej, selvfølgelig ikke.
12-tallet dækker over meget
forskellige typer, og jeg kender mange eksempler på, at
originaler godt kan trives i en
karakterkultur. Men jeg kender endnu flere, der er trætte
af den kultur og føler, de ikke
får nok ud af den. Jeg hører
gymnasieelever selv sige, at
de og andre mest af alt har
travlt med at vise, at de er
dygtige, eller skjule, at de ikke er det, og at der er mindre
incitament for tænke ud af
boksen end tidligere. Og det
er ikke et læringsmiljø, der
uddanner de originale, selvstændige og vedholdende
studerende, vi alle er enige
om, at der er brug for i et globalt arbejdsmarked. Det er
bare et tomt præstationsmiljø, hvor man forsøger at leve
op til nogle på forhånd fastlagte mål.
Her mener jeg, at vi som
universitet og jeg som rektor
har en forpligtelse til at sende et signal ned gennem hele
uddannelsessystemet om, at
det hele ikke handler om gode karakterer. Faren er jo, at
de unge vælger uddannelse
efter, hvor de bedst får indløst værdien af deres høje karakterer. De søger ind der,
hvor det krævede gennemsnit er højest, frem for at vælge efter, hvilke interesser de
virkelig brænder for. Og det
skævvrider systemet og gør,
at vi faktisk ikke får de kompetencer, vi har brug for.
5Men har arbejdsmarkedet ikke lige så meget brug
for den type studerende,
der netop stræber efter
I l lu st r at i o n : R a s m u s J u u l
perfektion – læger, ingeniører og den slags?
3Selvfølgelig, men der er ingen områder, hvor det ikke er
godt at kunne tænke selv.
Danmarks særkende er jo, at
vi er dygtige til at tage selvstændigt stilling til tingene.
Vi lærer ikke bare ting udenad, men reflekterer også
over, hvordan tingene hænger sammen.
5Ved at slække på karakterkravene risikerer du så
ikke generelt at sænke det
faglige niveau?
3Det vigtigste mål overhovedet med vores optagelseskrav – uanset hvordan de udformes – er at sortere dem
fra, der ikke hører til på universitetet. Denne kamp står i
virkeligheden om at definere,
hvem der vil få mest udbytte
af en videregående uddannelse, og her er vi nødt til at
kigge hinanden dybt i øjnene
og spørge: Hvad har vores
uddannelseskultur som mål?
Hvem er det, vi gerne vil have ud i den anden ende? Jeg
synes, der er behov for en
langt større bevidsthed om
det spørgsmål, både hos politikere, lærere, forældre og
elever.
For mig er der ingen tvivl:
Målet skal i højere grad være
at uddanne unge i det, de
brænder mest for og er allerdygtigst til. Det er sådan, de
udvikler deres potentiale
bedst, men en for stor fokus
på karaktergennemsnit modarbejder det mål.
5Er der dermed ikke en risiko for at sygeliggøre
stræberi og tage motivationen fra dem, der motiveres
af netop høje karakterer?
3Der foregår for tiden en
usund og uhensigtsmæssig
stigmatisering af især de såkaldte 12-talspiger, og jeg gør
mig umage med ikke at blive
koblet på den vogn. For det
er absolut ikke en sygdom at
gå efter 12-tallet. Stræbsomhed og flid er plusord, men
min pointe er, at man ikke
behøver at stræbe efter
12-tallet i det hele. Dygtighed
er ikke kun karakterer. Jeg så
hellere, at de unge i højere
grad fik muligheden for at
fordybe sig – samtidig med
at vi stiller højere krav til
dem inden for deres talent-
område. Denne debat er desværre karakteriseret ved ikke
at få nuancerne frem. Det bliver ofte for eller imod karakterer. For eller imod
12-talspige­syndromet. Mit
ærinde er at række hånden
ud til alle 12-talspiger og
-drenge ved at sige klart: I
skal ikke tro på, at den eneste vej ind på universitetet er
det der karakterræs. Vi vil lige så gerne have jer, som er
meget motiverede og dygtige
til det, I arbejder med. Vi vil
gerne have, at I er risikovillige og tør begå fejl. At I tænker ud af boksen, for selv i de
mest specifikke fag som datalogi, medicin og ingeniørstudiet er det innovation mere end perfektion, der udvikler.
Det liberale Danmark. Andre visioner er også mulige
Af Peter S. Jessen
UDTRYKKER
MAN SIG kritisk om Danmarks aktivistiske udenrigspolitik, udtrykker man sympati for fred,
ja så udfordrer man det liberale Danmark.
Et Danmark, som har råd til
at bombe Islamisk Stat i Irak
og Syrien, samtidig med at
der skal spares alle steder på
velfærd, uddannelse, ulandshjælp og asylsøgere og
selvfølgelig skatterne; de skal
sænkes. Krigens omkostninger fortsætter ufortrødent.
Når vi taler om os og dem,
om de gode og de onde, udtrykker vi i virkeligheden vort
eget sindbillede. Vi mennesker har en meget kedelig
trang til had. Og vi er letpåvirkelige til at rette hadet
imod det fremmede, det
ukendte, drevet af angst.
Den liberalistiske propaganda fastholder os i dette
forestillingsbillede. Vores il-
lusion om et værdifællesskab
med USA er baseret på løgn
efter løgn. ”Krigen mod terror” er det hidtil grelleste eksempel. ”Det handler ikke
om, hvad der er sandt, men
hvad der opfattes som
sandt,” blot for at citere en
ærkeamerikansk Henry Kissinger.
Vores demokrati, det, som
skulle være den bærende
kraft i samfundet, interesserer os mindre og mindre. Politikerne interesserer sig mindre og mindre for at delagtiggøre og engagere os i vort demokrati. Man er ved at brække sig over den sædvanlige
retorik om nødvendighedens
politik, blottet for ærlighed,
fornuft og menneskelighed.
Stramningen af offentlighedsloven i 2013 og salget af
Dong-aktier til Goldman
Sachs for at nævne nogle eksempler.
Apatien breder sig i den
danske befolkning, vores
hverdag ændrer sig. Arbejde
og fritid smelter sammen
med den nye teknologi. Det
er mange af os begejstrede
over. Men vi får mindre tid til
refleksion.
Den fritid, hvor vi skulle
engagere os i den substantielle side af vort demokrati,
halvdelen af vores vågne liv,
prioriterer vi nu anderledes.
Vi bruger mere tid på stupid
tv-underholdning, computerspil, rejser, oplevelser, shopping, events, fitness og selvrealiseringskurser.
Vi er blevet så forkælede.
Vi tager vore individuelle demokratiske rettigheder for givet. Men med rettigheder følger også pligten, og den skulle gerne være motiveret i et
dybtfølt ønske om at bidrage
til et meningsfuldt demokrati.
Vi kan kun sikre vort demokrati gennem opdragelse og
oplysning, en demokratiskpolitisk dannelsesrejse, som
vel at mærke involverer hele
den danske befolkning. Men
de seneste regeringer har ikke samlet befolkningen, og
den nuværende regering har
nærmest sat turbo på splittel-
WW Vi er let-
påvirkelige til at
rette hadet imod
det fremmede, det
ukendte, drevet af
angst. Den liberalistiske propaganda
fastholder os i dette
forestillingsbillede.
sen af befolkningen. Se bare
flygtningesituationen.
Når emnet drejer sig om de
nye jagerfly, vi skal indkøbe,
er der tavshed omkring det
etiske, moralske, menneskelige og samfundsmæssige
problem i denne beslutning.
Skal vi fortsætte vore angrebskrige med USA? Skal vi
fortsat støtte død og ødelæggelse frem for at arbejde for
fred på linje med FN? Er det
ikke fornuftigt og rationelt at
hævde følgende: Hvis vi vil
satse på fred og sikkerhed i
vores del af verden, så skal vi
opføre os mindre aggressivt
og mere anstændigt, gøre os
mere selvstændige og frigøre
os fra vores afhængighed til
USA og satse på forsvar frem
for angreb.
POLITIKERE OG militærfolk
gør alt for at overbevise os
om, at vi skal købe krigsfly
nu, samtidig med at vi diskuterer, hvad vi skal med vores
forsvar! Krigsfly er til angreb,
til mord og lemlæstelse, ikke
til forsvar.
I Karnovs Lovsamling stod
følgende passage siden 1953:
”Efter at Danmark gennem
internationale aftaler har afstået fra krig som middel for
sin udenrigspolitik, kan anvendelse af militære magtmidler mod andre stater kun
forekomme som forsvar mod
angreb eller som deltagelse i
sanktioner i overensstemmelse med FN-pagten.”
Denne fortolkning af
Grundlovens paragraf 19 stk.
2 har Folketinget fulgt indtil
2001. Herefter ændrede Anders Fogh Rasmussen (V) og
det meste af Folketinget
praksis. I den 23. udgave af
Karnovs Lovsamling fra 2008
havde højesteretsdommer
Jens Peter Christensen fjernet
passagen. Uden diskussion. I
2001 begyndte vi at føre angrebskrig – efter 150 års pause.
Vores sikkerhed står på
spil. Vi accepterer mindre og
mindre åbenhed i vores demokrati. Vi lader undersøgelseskommissioner lukke.
Hvorfor affinder vi os med
det? Hvorfor kommer den kritiske forskning ikke til orde?
Det ville være fantastisk,
hvis vi i Danmark (og EU)
ændrede kurs og arbejdede
for en fredeligere verden. Første skridt kunne være at
droppe indkøb af nye jagerfly
og bruge pengene til mere
velfærd og (uafhængig)
forskning.
I Nato-sammenhæng er det
Corsaren.
Et satireblad før
og nu
indlysende at argumentere
for at droppe missilskjoldprojektet. Missilskjoldet er en
hån imod den eksisterende
1972-nedrustningsaftale imellem Rusland og USA og en direkte trussel imod freden i
Europa.
Men våben- og sikkerhedsindustrien vægter mere end
lallende fredsaktivistsnak i
det liberale Danmark. Der er
penge i det. Og så er moral og
etik fortrængt. Og helt paradoksalt er resultatet af den
voksende ”sikkerhedsindustri” jo netop en destabilisering af sikkerheden og freden
i Europa.
Uanset om man er tekniker,
humanist eller økonom, så
har vi alle en interesse i at beskytte og forbedre vore fælles
levevilkår her på jorden, men
det kræver langsigtet tænkning. Desværre er det ikke
just det liberale Danmarks
stærke side.
Peter S. Jessen,
Akademiingeniør,
Rugvænget 90, Ballerup
”SOM BITTER
medicin en
sund satire jo
er, som en kirurgisk kniv,
der heler, når
den skærer,” fastslog Ludvig
Holberg i 1722. Et kløgtigt
apropos til den verserende
jubilæumsfejde om de unævnelige satiretegninger, som i
ti år har delt vandene og landene.
Torsdag den 8. oktober er
det 175 år siden, at forfatteren
M.A. Goldschmidt (1819-1887)
søsatte ugebladet Corsaren,
som fra 1840 og seks år frem
var den frækkeste og mest
omtalte forkæmper for den
ytringsfrihed, som Christian
VIII undertrykte, bistået af
den berygtede censor Reiersen, politi og domstole.
Klimaet i årene op til
Grundlovens vedtagelse i
1849 var giftigt: Systemkritikeren dr. J.J. Dampe sad på
nittende år som fange på
Christiansø som straf for kravet om en fri forfatning.
Som 18-årig oprettede
Goldschmidt Nestved Ugeblad, efter et par år solgte
han det for 200 rigsdaler –
startkapitalen til den satiriske avis i A4-format på otte
sider, illustreret med træsnit.
At sprede satire på tryk og
opmuntre folk til at læse mellem linjerne var risikabelt.
Goldschmidt lod en tidligere
urtekræmmersvend og en
forarmet sømand optræde
som ansvarshavende stråmænd for selv at undgå indespærring.
I 1843 lykkedes det dog
myndighederne at få ham
idømt 24 dages fængsel på
vand og brød, en bøde på 20
rigsdaler samt livsvarig censur.
Corsaren blev en succes
med 3.000 eksemplarer om
ugen. Det halve København,
herunder den nervøse konge,
kastede sig hver fredag over
tryksagen for at se, hvad redaktionen nu havde fundet
på. ”Der forevises i denne tid
en sjælden torsk, som har en
naturlig krone på hovedet.
Naturkyndige folk vil vide, at
det ikke er så stor en sjældenhed.”
Det Danske Sprog- og Litteraturselskab genudgav de
seks væsentlige årgange i
1977-79, mange af artiklerne
kan stadig nydes for den
sproglige finesse. Professor
Elias Bredsdorff skrev i 1941
en bog om Corsaren, der kunne opfattes som et raffineret
angreb på censuren under
Besættelsen. I 1962 udkom en
revideret udgave med en udførlig redegørelse for striden
mellem Corsaren og Søren Kierkegaard, som jo er et helt
forskningsfelt i sig selv.
Goldschmidt blev så træt af
polemikken, at han den 2. oktober 1846 afhændede bladet
for at dyrke sit forfatterskab.
Det mistede hurtigt glansen
og gik ind nogle år senere.
Journalisten Nils Ufer genopfandt Corsaren i 1974, men nu
var der ingen censur at udfordre.
I Allégade på Frederiksberg
står buster af forfattere med
tilknytning til bydelen, herunder Goldschmidt. Men ingen har inviteret til kransenedlæggelse og kransekage
på torsdag, skønt det brændende spørgsmål om satirens
formål og rettigheder nærmest overskygger den faktiske mængde af aktuel satire.
Jacob Ludvigsen er journalist,
forfatter og reklamemand. Hver
anden fredag skriver han om trykte
medier.