5-tetten fra Toftlund har eksisteret i mere end 30 år. Er man først med i 5-tetten er det ikke noget man sådan lige slipper igen, i de over 30 år gruppen har eksisteret har der kun været 3 udskiftninger, så det er nogle stabile medlemmer I starten bestod gruppen af 5 mand, og man valgte at kalde sig 5-tetten, i musiksproget er der ikke noget der hedder en femtet, derfor valgte man netop at kalde gruppen for 5-tetten. I dag består 5-tetten af 6 personer, 5 sangere samt en musiker. En af 5-tetten’s stærke sider er at de mestrer flerstemmig sang, idet de alle ved siden af er korsangere. Et andet kendetegn ved 5-tetten er deres egne tekster, hvor de tager et kendt nummer ”under behandling”, og gør det til deres udgave. Som eksempel kan bl.a. nævnes et nummer som: So, let me call you sweetheart…, som er blevet ”undersat” til: Åh, det er kold uden sweater… Og i nummeret Himmelhunden, er der selvfølgelig en der udklædt som hund. Ligeledes laver 5-tetten også parodier på kendte kunstnere, p.t. er det populæreste nummer på dette område en parodi på Troels Trier og Rebecca Bryel. Når der kun har været 3 udskiftninger i alle årene, så siger det jo sig selv at nogle af medlemmerne også må være oppe i årene, og det er da også tilfældet. To af medlemmerne har for længst rundet de 80 år, men på trods af dette så optræder de med bar mave og i bast skørt som ”Burma-piger” i nummeret Mandalay. Når man så fortæller publikum at de begge er over firs, ja, så høres ofte bemærkningen fra publikum: Ja det må da være tilsammen! – Det er især det modne publikum der har bud efter 5-tetten, der bliver underholdt i mange forskellige senior-foreninger, samt til familiefester. De senere år har der også været bud efter 5-tetten i andre egne af landet end det sønderjyske, på det seneste har gruppen eksempelvis været i Herning, Esbjerg, samt Vejle området. Medlemmerne i 5-tetten i dag er: Fra Toftlund, Pia Lyhne, der er musiker, Jens Otto Bjørnskov, Thomas Skov og Kurt Lyhne. Fra Gram Henry Lausen, samt fra Tiset, Kennard Beyer. På vegne af 5-tetten, Kurt Lyhne.
© Copyright 2024