1. No category

DANSK KIRURGISK SELSKABS ÅRSMØDE 12.-14. NOVEMBER 2014
ABSTRAKTER – Posters 2 minutters mundtlig præsentation
P1 – P12 Generel kirurgi
P1
Age is highly associated with stereo blindness among surgeons: a cross-sectional study
Charlotte Fergo¹ B.Sc., MBBS, Jakob Burcharth¹ M.D.,Ph.D., Hans-Christian Pommergaard² M.D.,Ph.D, Jacob Rosenberg¹ M.D.,Prof.
¹Center for Perioperative Optimization, Department of Surgery D, Herlev Hospital
²Department of Surgery, Hvidovre Hospital
Background
The prevalence of stereo blindness in the general population varies greatly within a range of 1-30%. Stereo vision adds an extra
dimension to aid depth perception and gives a binocular advantage in task completion. Lack of depth perception may lower surgical
performance, potentially affecting surgical outcome. 3D-laparoscopy offers stereoscopic vision of the operative field to improve
depth perception and is being introduced to several surgical specialties, however a normal stereo vision is a prerequisite. The aim
of this study was to establish the prevalence of stereo blindness among surgeons in the field of general surgery, gynecology, and
urology as these are potential users of 3D-laparoscopy.
Methods
The study was conducted according to the STROBE guidelines for cross-sectional studies. Medical doctors from the department of
general surgery, gynecology, and urology were recruited and stereo tested by the use of the Random Dot E stereo test. Upon
stereo testing a demographic questionnaire was completed. Multivariate logistic regression analysis was employed to assess the
association between stereo blindness and the variables resulting from the univariate analysis.
Results
Three hundred medical doctors completed the study. Of these 9.7% were stereo blind. There were 47% women and 53% men, aged
25-71 years. General surgery was represented with 64% of the participants, gynecology with 26%, and urology with 10%. Age
(OR=5.6; CI=1.7-18.9;P=0.005) and not being aware of having any vision anomaly in need for correction (OR=4;CI=1.4-11.4;P=0.010)
were significantly associated with stereo blindness.
Conclusion
Approximately one in ten medical doctors in general surgery, gynecology, and urology were stereo blind with an increasing
prevalence with age. This is relevant since stereo blind surgeons will not benefit from the implementation of 3D-laparoscopy.
P2
Erfaringer med kursusmodel til oplæring i herniekirurgi for yngre kirurger
Asger Eller, res. læge, Aarhus Universitetshospital; Kim Bøgelund Laugesen, afd. læge, Rikke Therkildsen, afd. læge, Hans FriisAndersen, overlæge, HE Horsens; Mikkel Lønborg Friis, afd. læge, Regionshospitalet Randers; og Charlotte Green Carlsen, overlæge,
HE Midt
Baggrund
Operation for inguinalt hernie er med 13.000 årlige indgreb en blandt de hyppigst udførte kirurgiske indgreb i Danmark. Ca.
halvdelen udføres som åbne operationer. I de seneste år, har der været et stigende fokus på senfølger til herniekirurgi, ikke mindst
smerter. At uddannelsen i høj grad er sporadisk og uformel syntes i den sammenhæng uhensigtsmæssig. Derfor har vi fra 2014
tilbudt alle nye hoveduddannelseslæger i Videreuddannelsesregion Nord et struktureret færdighedskursus i åben inguinalhernie
kirurgi i regi af MIUC. Kurset bygger på erfaringer fra et ph.d. projekt, hvor samme model blev anvendt.
Metode
Kurset er på en dag og opbygget af 3 moduler efter Miller’s principper. Der er ca. ½ dags forberedelse med læsning. Kurset indledes
med en MCQ-test. Første del er teori, hvor indikationer, operationsteknik og komplikationer gennemgås. Herefter trænes på en
plastik model af en lyske. Der lægges særlig vægt på korrekt placering og suturering af meshen. Afslutningsvis trænes på en
grisemodel, hvor der bruges grise med medfødt hernie, såkaldte posegrise, af Dansk Landrace. Grisene bedøves. Der anvendes en
adgang i midtlinjen og trænes dissektion af herniesækken. Grisens anatomi er forskellig fra menneskets, og en egentlig træning af
mesh placering er ikke meningsfuld. Efter kurset gentages MCQ-testen. Efter kurset skal kursisterne operere i egen afdeling og have
20 hernieoperationer bedømt. 5 operationer optages og indsendes til kursusleder til bedømmelse for endelig godkendelse.
Resultat
Kurset har kørt to gange i 2014. Der har været stor interesse og tilfredshed med kurset. MCQ testen har vist klar progression over
dagen. Grisen har været vurderet som nyttig, men lidt kedelig, da den primært er anvendt til dissektionstræning.
Konklusioner
Denne kursusmodel er attraktiv og nyttig i oplæringen af alle aspekter af den åbne herniekirurgi og kan med fordel udbredes til
andre regioner.
P3
Absorbable meshes are safe to use in inguinal hernia surgery: a systematic review and meta-analysis
Stina Öberg, Kristoffer Andresen, Jacob Rosenberg
Center for perioperative optimization, Department of Surgery, Herlev Hospital, University of Copenhagen, Denmark
Purpose
Absorbable meshes used in inguinal hernia operations are believed to result in less chronic pain than permanent meshes, but
concerns remain whether absorbable meshes result in an increased risk of recurrence. The aim of this study was to present an
overview of the advantages and limitations of fully absorbable meshes for the repair of inguinal hernias, focusing mainly on
postoperative pain and recurrence.
Methods
This systematic review is based on searches in PubMed, Embase, Cochrane and Psychinfo. Included study designs were case series,
cohort studies, randomized controlled trials (RCTs) and non-RCTs. Studies had to include adult patients undergoing an inguinal
hernia repair with a fully absorbable mesh.
Results
The meta-analysis showed no difference in recurrence rates between absorbable- and permanent meshes. Regarding pain, none of
the RCTs favored permanent meshes but several studies showed significantly less pain for absorbable meshes, both short- and
long-term. Four of the six observational studies assessing chronic pain found no chronic pain and the highest prevalence for the
two remaining studies was 7%. None of the studies reported any allergic reactions or other serious adverse events related to the
absorbable mesh.
Conclusions
Patients with an absorbable mesh have less pain following inguinal hernia surgery compared with permanent meshes, without
increased risk of recurrence.
P4
Muligheden for laparoskopisk bokstræning derhjemme forbedrer yngre kirurgers træningsmønstre.
Ebbe Thinggaard, Kirurgisk afdeling, Køge og Roskilde Sygehus
Flemming Bjerrum, Kirurgisk afdeling, Køge og Roskilde Sygehus
Jeanett Strandbygaard, Gynækologisk og Obstetrisk afdeling
Juliane Marie Centret, Rigshospitalet
Ismail Gögenur, Kirurgisk afdeling, Køge og Roskilde Sygehus
Lars Konge, Copenhagen Academy for Medical Education and Simulation, Simulationscenter Rigshospitalet
Region Hovedstaden
Baggrund
En del af uddannelsen af yngre kirurger er gennem de seneste år flyttet fra operationsbordet og ud på simulatorer. Det forventes
nu mange steder at yngre kirurger behersker den basale kikkertkirurgiske teknik før de begynder deres oplæring i klinikken.
Training and Assessment of Laparoscopic Techniques (TABLT) er et valideret boks-trænings system, der kan transporteres i en
skuldertaske og gør det muligt at træne derhjemme. Træningen derhjemme foregår dog som regel usuperviseret hvilket kan være
en udfordring for kursisterne. Formålet med studiet var derfor at undersøge effekten af at træne basale laparoskopiske
færdigheder derhjemme.
Metode
46 yngre læger fra gynækologiske, urologiske og mave-tarmkirurgiske afdelinger deltog i forsøget.
Alle deltagere blev rekrutteret blandt kursister der deltog i kurset i basal laparoskopi ved Simulationscenter Rigshospitalet i
perioden fra september 2014 til juni 2015. Kurset består af 4 elementer; teori, praktiske øvelser på bokstræner, praktiske øvelser
på virtual reality simulator og et afsluttende operativt kursus på bedøvede grise. Forsøgsdeltagerne blev randomiseret til enten kun
at lave praktisk træning i laparoskopi på Simulationscenter Rigshospitalet eller til at få udleveret et TABLT system, så de også kunne
træne derhjemme. For at undersøge effekten af træning derhjemme blev der målt på gennemførselstid, testscore og antal af
træningsgange.
Resultater
Da forsøget stoppede havde 36 gennemført, 5 var stadig i gang med at træne og ønskede at færdiggøre træningsforløbet, 5 var
droppet ud af forsøget og ønskede ikke at færdiggøre træningsforløbet. Vores dataanalyse viste at der var en signifikant forskel på
antal af træningsgange (2,3 vs. 5,8, p<0,001) men ikke på gennemførselstid (218 minutter vs. 302 minutter, p=0,26) eller testscore
(460 vs. 493, p=0,07)
Konklusion
Træning af basale laparoskopiske færdigheder derhjemme resulterer i et træningsmønster med flere og kortere træningsgange.
Denne form for opdelt træning øger retentionen af kirurgiske færdigheder. Muligheden for at supplere træning på et
simulationscenter med hjemmetræning kan give yngre kirurger et bedre træningsforløb.
P5
Prediction of Outcome After Emergency High-risk Intraabdominal Surgery Using the Surgical Apgar Score
1
1
1
2
Cihoric M , Tengberg LT , Nielsen MB , Foss NB
1
Department of Gastrointestinal Surgery, Hvidovre University Hospital, Copenhagen, Denmark
2
Department of Anaesthesiology and Intensive Care Medicine, Hvidovre University Hospital, Copenhagen, Denmark
Introduction
With current literature quoting mortality rates up to 45 percent, emergency high-risk abdominal surgery has, compared with
elective surgery, significantly greater risk of death and major complications. The Surgical Apgar Score (SAS) is predictive of outcome
in elective surgery, but has never been exclusively validated in an emergency setting.
Method
A consecutive prospective single center cohort study of 355 adults undergoing emergency high risk abdominal surgery between
June 2013 and May 2014. The primary outcome measure was 30 day mortality. Post-operative major complications were defined
according to the Clavien-Dindo Scale as well as NSQIP guidelines, SAS was calculated postoperatively. Cochran-Armitage test for
trend was used to evaluate the incidence of both outcomes. Area Under the Curve (AUC) was used to demonstrate the scores
discriminatory power. Data regarding ASA score as well as perioperative characteristics was retrieved from the Danish Anesthesia
Database.
Results
The overall incidence of major complications was 33,0 %, overall death rate 16,8 %. Risk of major complications, death and ICU
admission increased significantly with decreasing Surgical Apgar Scores (all P<0,001). The score’s c-statistics was 0,63.
Conclusion
We have demonstrated the Surgical Apgar Score to be significantly predictive but weakly discriminative for major complications
and death among adults undergoing emergency high risk abdominal surgery.
P6
Henvisningsmønster til specialistbehandling af pilonidalcyste
Maja Kjer Nielsen, reservelæge og Charlotte Green Carlsen, kvalitetsansvarlig overlæge, ph.d. Kirurgisk afdeling, Hospitalsenhed
Midt
Baggrund
Siden 2010 har patienter med kompliceret pilonidalcyste i Region Midtjylland kunnet henvises til specialistbehandling på
Regionshospitalet Randers. Der foreligger en regional retningslinje i Region Midtjylland for behandling af primær pilonidalcyste.
Denne beskriver hvilke patienter der bør henvises. Undersøgelsen her ser nærmere på henvisningsmønsteret til
specialistbehandling.
Metode
Journalgennemgang af patienter opereret for pilonidalcyste i perioden 1. juni 2013-31. januar 2015 på Kirurgisk afdeling,
Hospitalsenhed Midt. Der er set nærmere på behov for ambulant opfølgning og behov for viderehenvisning til Regionshospitalet
Randers.
Resultater
I perioden blev 75 patienter opereret for pilonidalcyste, heraf 59% akut pga. absces. 26 af patienterne er set til kontrol i
ambulatoriet efter operationen. 12 patienter blev i forløbet efter primær operation henvist til Randers og 1 patient omvisiteret
dertil. Heraf er 11 visiteret til re-opereration og 10 er behandlet med Bascom’s kløft-løft operation. Årsagen til henvisning var i 6
tilfælde manglende heling efter primær operation og i 7 tilfælde recidiv. Den gennemsnitlige tid til henvisning var 3 måneder
dækkende fra 14 dage til 8 måneder.
Konklusioner
Retningslinjerne for behandling er fulgt. I nogle tilfælde gik der lang tid inden henvisning til specialistbehandling. Næsten alle
henvisninger medførte re-operation. Nogle patienter ville formodentlig kunnet have profiteret af tidligere henvisning til
specialiseret behandling - ved konstatering af recidiv eller manglende opheling 8 uger efter primær operation.
P7
MRI is unable to illustrate the absorption time of the absorbable TIGR mesh in humans: a case report
1
1
2
1
Stina Öberg , Kristoffer Andresen , Jakob M Møller , Jacob Rosenberg
1. Center for perioperative optimization, Department of Surgery, Herlev Hospital, University of Copenhagen, Denmark. 2.
Department of Radiology, Herlev Hospital, Denmark.
Purpose
Meshes are used to reduce the risk of recurrence after inguinal hernia repair. Permanent meshes are the most commonly used, but
absorbable meshes, which disappears over time, are an option. Since no foreign material remains in the groin, these meshes may
have lower incidence of chronic pain, compared with permanent meshes. The aim of this study was to illustrate the absorption of
the TIGR mesh by MRI.
Methods
A male patient had a bilateral laparoscopic inguinal hernia repair in 2012. The right-sided hernia was treated with a polypropylene
mesh and the left-sided hernia received an absorbable mesh. The absorbable TIGR mesh should be completely absorbed after three
years, and by then be replaced by new connective tissue.
Results
The patient was followed for three years by clinical examinations and annual MRIs. At the last clinical examination, the patient was
free of pain and discomfort, and without a recurrence. During the follow up period, the thickness of the absorbable mesh slightly
decreased. However, MRI failed to clearly illustrate absorption of the TIGR mesh, perhaps since new connective tissue and the
mesh material had the same appearance on the images.
Conclusions
In conclusion, MRI was unable to confirm an absorption time of three years for the TIGR mesh. The only study investigating
absorption of the TIGR mesh was performed on sheep, and further studies are needed to investigate if the mesh is completely
absorbed in humans.
P8
Nationalt studie af recidiv af umbilikal-/epigastrielhernie efter graviditet
Erling Oma, Kristian K. Jensen og Lars N. Jørgensen
Abdominalcenter K, Bispebjerg Hospital
Baggrund
Kvinder i den fødedygtige alder præsenterer sig ofte med et umbilikal- eller epigastrielhernie (umb/epi). Nylige studier har påvist
nedsat risiko for recidiv ved brug af en meshe, men hvorvidt denne tilgang er optimal hos kvinder der planlægger fremtidig
graviditet er uvist, da en meshe kan være problematisk grundet det efterfølgende stræk af bugvæggen under graviditet. Vi søgte at
belyse recidivraten efter operation for primært umb/epi hernie hos kvinder med efterfølgende graviditet. Hypotesen var, at
holdbarheden af operation med sutur er inadækvat under graviditet, hvilket ville medføre flere recidiver sammenlignet med brug af
meshe. Studiets formål var at undersøge recidivraten efter operation for umb/epi hernie med brug af meshe sammenlignet med
sutur, hos kvinder med efterfølgende graviditet.
Metode
Dette retrospektive landsdækkende kohortestudie tog udgangspunkt i data indhentet fra Dansk Herniedatabase, Fødselsregisteret
og Landspatientregisteret (LPR). Alle kvinder der blev opereret for et primært umb/epi hernie mellem 2007 og 2013, og
efterfølgende blev gravide blev inkluderet. Kvinder der fik recidiv af herniet før graviditet blev ekskluderet. Primære outcome var
hernierecidiv – defineret som LPR-registreret diagnose og/eller reoperation. Patienterne blev fulgt fra graviditetens første dag indtil
20 maj 2015. Data blev analyseret med logistisk regression, samt uni- og multivariat Cox regressionsanalyse.
Resultater
I alt 224 kvinder blev inkluderet og analyseret. Median follow-up var 3,8 år (spændvidde 0,1-8,1 år). Totalt havde 27 (12,1%)
kvinder recidiv, herunder 8/49 (16,3%) efter brug af meshe sammenlignet med 19/175 (10,9%) efter sutur, P = 0,299. Der var ingen
forskel i risiko for at udvikle recidiv efter brug af sutur eller meshe (hazard ratio (HR) sutur 0,61, 95% CI 0,27-1,41, P = 0,249) og
multivariat model justeret for prægraviditets-body mass index og hernie defektstørrelse (HR sutur 0,36, 0,13-1,02, P = 0,059).
Konklusion
Der var ingen forskel i risikoen for recidiv efter brug af meshe sammenlignet med sutur ved operation for umb/epi hernie med
efterfølgende graviditet. Fremtidige studier er påkrævede for at undersøge den reelle recidivrate med billeddiagnostik samt
potentielle smerter fra operationsstedet under graviditeten.
P9
OATS - En webbaseret platform til bedømmelse af kirurgiske færdigheder
Kim Bøgelund Laugesen, afd. læge, Hans Friis-Andersen, overlæge, kir. afd., Hospitalsenheden Horsens og Charlotte Green Carlsen,
overlæge, kir. afd. Hospitalsenhed Midt
Baggrund
Med den nye målbeskrivelse i kirurgi fra juni 2015 gøres kompetencevurdering med skemaer obligatorisk. Til bedømmelse af
tekniske færdigheder anvendes redskabet “Objective Structured Assessment of Surgical Skills” udviklet I 1996 af R. Reznick m.fl.
Mange afdelinger har gjort sig den erfaring, at papirskemaerne sjældent bruges. Derfor har vi udarbejdet en web-baseret platform
med skemaerne, som er let at anvende og samtidig sikrer, at skemaerne ikke bliver væk.
Metode
Systemet er brugervenligt opbygget. Umiddelbart før et superviseret indgreb logger uddannelseslægen sig via sin mobiltelefon eller
computer på stuen sig på platformen og opretter en operation. Operationen tastes ind med procedurekode fx appendektomi,
hospital og navn på supervisor. Herefter modtager supervisor en e-mail. Efter operationen kan supervisor via e-mailen gå ind på
den indtastede operation og sammen med uddannelseslægen udfylde skemaet elektronisk. Alternativt kan supervisor udfylde
skemaet på et andet tidspunkt. Hvis uddannelseslægen ikke længere er superviseret til indgrebet kan dette optages på video,
uploades postoperativt og vurderes af supervisor senere.
Resultat
Skemaerne opbevares elektronisk og kan printes. Uddannelseslægen kan umiddelbart hente en graf til sammenligning af sin
opnåede score inden for de enkelte indgreb.
Video upload muligheden gør det muligt for afdelingen at vurdere læger længere i uddannelsesforløbet uden at afse supervisor på
et bestemt tidspunkt eller give mulighed for at andre kan give en second opinion i tvivlssager.
Så vidt vi ved, findes der ikke et tilsvarende gratis web-baseret system til lagring af operationsvurderinger, hvor lægerne kan følge
deres udvikling over et længere uddannelsesforløb.
Konklusion
OATS er et brugervenligt og nyttigt redskab til lagring og sammenligning af kompetencevurderinger.
P10
Surgical removal of permanent mesh ring for alleviation of chronic pain following Onstep inguinal hernia repair
Stina Öberg, Kristoffer Andresen, Jacob Rosenberg.
Center for perioperative optimization, Department of Surgery, Herlev Hospital, University of Copenhagen, Denmark.
Purpose
A promising open inguinal hernia operation called Onstep was developed in 2005. The technique is without sutures to the
surrounding tissue, causing minimal tension. A specific mesh is used with a memory recoil ring in the border, which may cause pain
superficial to the lateral part of the mesh for a slender patient. An easy and safe procedure can diminish the pain, or completely
remove it. The aim with this study was to illustrate how to perform this procedure by presenting a video and a protocol, explaining
the procedure.
Methods
The surgical procedure is shown step by step in a video and is explained as a protocol. The patient had persistent pain for 6 months
after the Onstep operation, and thereafter he had an elective ring removal operation in general anaesthesia.
Results
The patient returned to work only few hours postoperatively. At one month follow up, the only pain left was when coughing heavily
(the patient suffers from chronic lung disease). At the four months follow up, the patient was free of pain and had not developed a
recurrence of the hernia.
Conclusions
The presented method for removal of the mesh ring was successful in eliminating the patient's pain. It is advised to wait some
months after the initial hernia repair before removing the ring in the mesh, since the mesh needs time to become well integrated
into the surrounding tissue. The operation is safe and easy to perform, which is demonstrated in the video.
P11
The effect of anchoring device on mesh shrinkage depends on type of mesh: An experimental long-term study in sheep.
1
1
2
3
4
1
S. Harsløf , N. Zinther , T. Harsløf , C. Danielsen , P. Wara , H. Friis-Andersen
1
Department of Surgery, Regional Hospital Horsens
2
Department of Endocrinology and Internal Medicine, Aarhus University Hospital
3
Intitute of Biomedicine, Aarhus University
4
Department of Surgery P, Aarhus University Hospital
Background
The choice of mesh and anchoring device in laparoscopic ventral hernia repair is controversial. Clinically important long-term
properties of mesh and anchoring device such as mesh shrinkage have been sparsely investigated. Furthermore, the effect of
different anchoring devices on mesh properties has never been examined.
Methods
TM
TM
In 20 sheep we inserted two different meshes, Physiomesh (large pored polypropylene mesh) and Ventralight ST (normal pored
TM
TM
TM
polypropylene mesh), fixated with ProTack , Securestrap or Glubran using laparoscopic surgery thus inserting six meshes in
each animal. After 6 or 12 months (10 sheep at each time-point) we euthanized the sheep and harvested the meshes with the
TM
corresponding fascia. We measured the exact size and area of the harvested mesh using ImageJ , an image-processing program,
compared it to the initial mesh size, and expressed mesh shrinkage as a percentage of the initial area.
Results
We found a significant interaction between mesh and type of anchoring (p<0.001) indicating that the effect of type of anchoring on
shrinkage area depended on the type of mesh. Moreover, there was no effect of time on shrinkage area after 6 and 12 months,
respectively (p=0.30).
TM
TM
The Shrinkage area of Physiomesh was 35.7 ± 2.3 % (mean ± SEM), 23.8 ± 2.2 % and 17.7 ± 2.2 % when anchored with Protack ,
TM
TM
TM
TM
Glubran or Securestrap , respectively. Shrinkage area with Protack was significantly higher than with either Glubran or
TM
Securestrap (p<0.01 and p<0.01), respectively).
TM
TM
TM
The shrinkage area of Ventralight ST was 19.3 ± 2.2 %, 22.2 ± 2.2 % and 19.6 ± 2.2 % when anchored with Protack , Glubran
TM
and Securestrap , respectively (p>0.05 for all pairwise comparisons).
TM
TM
Overall shrinkage area of Physiomesh fixated with Protack was significantly higher for all comparisons (p<0.01). All other
possible comparisons were not significant (p>0.05).
Conclusion
Our results suggest that mesh shrinkage is an early event that takes place within 6 months after implantation. Moreover, there was
a significant interaction between mesh and type of anchoring indicating that the effect of type of anchoring on shrinkage area
depended on the type of mesh. The results of the current study imply that the combined effect of mesh and anchoring device
should be evaluated in future studies.
P12
The use of expanding ports in laparo-endoscopic single-site surgery may cause more pain:
a meta-analysis of randomised clinical trials
Jannie Dressler & Lars Nannestad Jørgensen
Digestive Disease Center, Bispebjerg Hospital, University of Copenhagen, Denmark
Background
Previous meta-analyses evaluating the difference in postoperative pain between laparo-endoscopic
single-site surgery (LESS) and conventional laparoscopic surgery (CLS) have not suggested any major
differences in clinical outcome between the two procedures. This meta-analysis aims to evaluate the
difference in postoperative pain between the two procedures, focusing on whether LESS was
conducted with a non-expanding or an expanding port within the incision.
Methods
In February 2014 EMBASE, Medline, PubMed and Cochrane Central Register of Controlled Trials were
searched for randomized clinical trials (RCTs) on LESS versus CLS for general abdominal procedures.
Odds ratios (OR) and weighted mean difference (WMD) were calculated with 95% confidence
intervals (CI).
Results
A total of 26 RCTs with 2 384 procedures were included. The instrument for LESS access was Triport™
(Advanced Surgical Concepts, Bray, Co Wicklow, Ireland, n=218), individual trochars (n=471), surgical
glove (n=74), SILS™ (Covidien Inc, Norwalk, CT, USA, n=435), SITRACC™ (EDLO S/A Produtos Médicos,
Canoas, Brazil, n=20) and conventional laparoscopy (n=1166). VAS-pain (0-10) 6 hrs after surgery was
significantly lower in the group where LESS was conducted with a non-expanding port (LESSnonex)
compared to CLS, WMD = -0.72 (-1.10 to -0.33). Wound related complications were significantly
more frequent in procedures where LESS was conducted with an expanding port (LESSex) compared
to CLS, OR = 2.40 (1.04 to 3.97). There were no significant differences between any of the groups
regarding consumption of analgesics.
Conclusion
The present meta-analysis indirectly suggests that the type of access device that is used for an
abdominal LESS procedure may contribute to development of early postoperative pain, as the use of
a non-expanding model was associated with a more advantageous outcome. Direct randomised
comparison between LESSnonex and LESSex is warranted to confirm if the use of expanding access
devices generates more pain and wound complications.
P13 – P23 Øvre GI
P13
DNA Hypermethylation as a Blood Based Marker for Pancreatic Cancer - A literature review
Stine Dam Henriksen, MD
Department of Gastrointestinal Surgery, Aalborg University Hospital, Denmark
Poul Henning Madsen, M.S
Department of Clinical Biochemistry and Molecular Diagnostics, Aalborg University Hospital, Denmark
Henrik Krarup, MD, PhD
Department of Clinical Biochemistry and Molecular Diagnostics, Aalborg University Hospital, Denmark
Ole Thorlacius-Ussing, MD, DMSc
Department of Gastrointestinal Surgery, Aalborg University Hospital, Denmark
Objectives
The aim is to review genes aberrantly methylated in pancreatic cancer. This review focuses on DNA promoter hypermethylation in
plasma and serum to describe the most promising genes that may be useful as minimally invasive diagnostic blood-based markers
for pancreatic cancer.
Methods
A systematic search of the literature was performed using the PubMed and Embase databases. The following MeSH terms and freetext were used: pancreatic disease, pancreatic cancer, pancreatic neoplasm, methylation, DNA hypermethylation, CG rich
sequence, CpG island, cell-free DNA, blood, plasma, serum, fluids and secretions.
Results
In total, 720 articles were found. Eight studies on cell-free DNA promoter hypermethylation in plasma or serum and 2 studies on
hypermethylation in whole blood/leukocyte DNA from patients with pancreatic cancer were identified. The search for a
hypermethylated marker in cell-free DNA is characterized by a few small studies lacking well-defined control groups. No single gene
has been identified as a diagnostic marker.
Conclusion
Due to insufficient power, none of the genes examined have the potential to work as an individual diagnostic marker, suggesting
that a panel of several genes is needed. Further research is warranted before a blood-based diagnostic marker for pancreatic
cancer based on promoter hypermethylation can be applied clinically.
P14
High Resolution Øsofagusmanometri – et uudnyttet værktøj i daglig udredning på kirurgisk afdeling
Jonas Sanberg Jensen, Jan Krzak, Lars Stig Jørgensen
Organkirurgisk Afdeling, Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt
Baggrund
Udredning af dysfagi på kirurgisk afdeling sker primært ved gastroskopi. Ved fravær af gastroskopisk eller histologisk erkendbar
årsag til dysfagi, er motilitetsforstyrrelse en vigtig differentialdiagnose. Til udredning af disse forstyrrelser har High Resolution
Øsofagusmanometri (HRM) skabt nye diagnostiske muligheder. Formålet med dette studie var at redegøre for indledende
resultater i forbindelse med henvisning og diagnosticering med HRM fra et kirurgisk funderet udredningscenter for
øsofaguslidelser.
Metode
Alle patienter henvist til HRM i Organkirurgisk Ambulatorium, Kolding Sygehus blev inkluderet i under-søgelsen. HRM blev udført i
perioden september 2013 til juni 2015. Henviser, henvisningsdiagnose, demografiske data og endelig HRM-diagnose blev
prospektivt registreret.
Resultater
438 patienter blev henvist til HRM, henholdsvis fra egen afdeling (N=350, 79,9%), andre afdelinger på eget sygehus (N=12 2,7%),
praktiserende speciallæger (almen og kirurgi) (N=20, 4,6%) samt andre syge-huse (N=56 12,8%). Af de 390 udførte undersøgelser,
var henvisningsdiagnosen henholdsvis motilitets-forstyrrelse (n=161, 41,3%) og reflux-sygdom (n=229, 58,7%). Gennemsnitsalderen
var 50,4±17,0 år (16-86 år) fordelt på 58,5% kvinder og 41,5% mænd. Der var ingen signifikant forskel på alder og køn mel-lem
henvisningsdiagnoser. Der var patologiske fund i 197 tilfælde og normal undersøgelse hos 193. Der var ingen forskel på fre-kvensen
af patologiske undersøgelser i forhold til henvisningsdiagnose (p=0.11). Pt henvist med mistan-ke om motilitetsforstyrrelse havde
højere forekomst af abnorm bolus-transport (p=0.02), akalasi (p<0.01) samt andre forstyrrelser (bla EGJ-outlet obstruction og
pseudoakalasi) (p<0.01). Pt henvist til udredning af reflux havde flere tilfælde af weak/ineffective motility (p=0.02). Der var ingen
forskel i forekomst af nutcracker/jackhammer øsofagus mellem henvisningsgrupper (p=0.35). Der blev i perioden udført 8031
ambulante gastroskopier på Kolding Sygehus, hvilket giver en HRM/Gastroskopi-rate på 4,4%. Til sammenligning var
HRM/Gastroskopi-raten for en tilsvarende kirur-gisk afdeling på Sygehus Lillebælt med 10419 ambulante gastroskopier 0,1%.
Konklusion
HRM har diagnostisk værdi i udredning efter gastroskopi og er en underudnyttet undersøgelse i kirur-gisk regi. Der mangler øget
fokus på HRM og savnes yderligere studier omkring henvisningsmønstre, udnyttelsesgrad og outcome på nationalt plan.
P15
International, multicentre prospective study comparing risk scoring systems for patients presenting with upper gastrointestinal
bleeding
1
2
3
4
5
6
2
3
1
5
7
SB Laursen , L Laine , K Wilkinson , S Thornton , JH Ngu , M Schultz , L Zakko , IA Murray , R Abazi , CJL Khor , T Steiner , HR
3
4
Dalton , AJ Stanley
1. Department of Medical Gastroenterology, Odense University Hospital, Odense, Denmark
2. Section of Digestive Diseases, Yale School of Medicine, New Haven, Connecticut, United States
3. Gastrointestinal Unit, Royal Cornwall Hospital, Cornwall, United Kingdom
4. Department of Gastroenterology, Glasgow Royal Infirmary, Glasgow, United Kingdom
5. Department of Gastroenterology & Hepatology, Singapore General Hospital, Singapore
6. Department of Medicine, University of Otago, Dunedin, New Zealand
7. Gastrointestinal unit, Dunedin Public Hospital, Dunedin, New Zealand
Objective
Several risk scoring systems have been developed for the assessment of patients with
upper gastrointestinal bleeding (UGIB). We compared the ability of five risk scoring systems to predict: 1. Need for hospital-based
intervention or mortality, 2. Rebleeding within 7 days, 3. Length of hospital stay (LOS), and 4. 30-day mortality.
Methods
Consecutive patients presenting with UGIB at six centres in United States, Scotland, England, Denmark, Singapore, and New
Zealand were prospectively included over 12 months. Using area under receiver operating characteristics curves (AUROC) we
compared the discriminative abilities of the pre-endoscopic scores: Glasgow Blatchford score (GBS), AIMS65, and admission Rockall
score (ARS) and the post-endoscopic scores: the full Rockall (FRS) and PNED scores to predict outcome.
Results
3171 patients were included. Median age was 65 years, and 58% were male; 45% needed hospital-based intervention or died, 5%
rebled, median LOS was 3 days, and mortality was 7%. In the prediction of need for intervention, or death, GBS had the highest
discriminative ability (AUROC 0.89) when compared to AIMS65 (AUROC 0.70; p<0.0001), PNED (AUROC 0.70; P<0.0001), FRS
(AUROC 0.69; P<0.0001) and ARS (AUROC 0.69; P<0.0001) (see graph). The PNED was best (AUROC 0.85) at predicting rebleeding,
compared with GBS (AUROC 0.71; P<0.0001), FRS (AUROC 0.62; P<0.0001), AIMS65 (AUROC 0.62; P<0.0001), and ARS (AUROC 0.62;
P<0.0001). All risk scores had poor discriminative abilities for predicting LOS >3 days (all AUROCs <0.70). PNED (AUROC 0.80) and
AIMS65 (AUROC 0.79) had better discriminative abilities for mortality than ARS (AUROC 0.76; P<0.02), FRS (AUROC 0.72; P<0.03),
and GBS (AUROC 0.70; p<0.0001). All of these findings were consistent across all sites.
Conclusion:
This large international study shows that GBS has the best accuracy for predicting need for hospital-based intervention or mortality.
PNED and AIMS65 are best at predicting 30-day mortality. Apart from PNED (which includes data on rebleeding) all scores were
poor at predicting rebleeding, and no score could accurately predict LOS.
P16
Laser speckle contrast imaging (LSCI) teknik kan monitorere gastrisk mikrocirkulation ”real-time” under esophagus resektion.
1
1
2
2
2
3
4
Rikard Ambrus , Lars Bo Svendsen , Kim Rünitz , Carsten Tollund , Hans-Jørgen Frederiksen , Morten Bo Svendsen , Mette Siemsen ,
1
Michael Achiam
(1) Kirurgisk Afdeling C, (2) Anæstesiologisk afdeling 2041, (3) Center for klinisk uddannelse (CEKU) og (4) Thoraxkirurgisk afdeling
RT, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
Baggrund
Et sufficient blodtryk under operation er essentielt for tilstrækkelig blod-flow og iltning af kroppens organer, og intraoperativ
hypotension har vist sig at korrelere med øget postoperativ morbiditet og mortalitet. Åben abdominal kirurgi er forbundet med
store hæmodynamiske ændringer, hvor hypotension kan være udtalt. Dette kan medvirke til en nedsat perfusion omkring
anastomosen. Monitorering af lokal mikrocirkulation under kirurgi synes derfor at være essentiel, da iskæmi er korreleret med
anastomoselækage.
Metode
Mikrocirkulationen blev monitoreret under Ivor-Lewis esophagus resektion. 25 patienter planlagt til åben esophagus resektion pga.
cardiacancer blev inkluderet i studiet. Hæmodynamikken blev monitoreret kontinuerligt med Nexfin® og gastrisk mikrocirkulation
blev estimeret ved hjælp af laser speckle contrast imaging (LSCI) teknik ved fem tidspunkter under kirurgien, både før og efter
tildannelse af anastomosen.
Resultater
Under den abdominale del af operationen blev det ikke registreret signifikante ændringer i mikrocirkulationen på antrum (p =
0,091), mens der var signifikant fald i mikrocirkulationen med 25 % til corpus efter mobilisering af ventriklen (p = 0,008).
Mikrocirkulationen til corpus var yderligere reduceret efter optrækning af ventrikelrøret til thorax (p = 0,013), men forblev stabilt
efter tildannelse af anastomosen (p = 0,667).
Under den abdominale del af kirurgien lå MAP (middel arterietryk) stabilt (p = 0,583), mens HR (puls) og hjertets minutvolumen
(CO) steg signifikant fra baseline til 15 min. efter start af kirurgi (p = 0,001 og p < 0,001). Til gengæld faldt SVR (systemisk vaskulær
resistance) signifikant efter 15 min. kirurgi (p = 0,005), men var normaliseret efter lukning af abdomen. Under den thorakale del af
kirurgi forblev CO og HR stabile (p = 0,506), mens signifikant fald i MAP blev registreret efter tildannelse af anastomosen (p =
0,019).
Konklusion
Der blev registreret store hæmodynamiske ændringer i ifm. Ivor-Lewis esofagusresektion, dog blev blodtrykket holdt stabilt vha.
vasopressorer og væske. Mikrocirkulationen til corpus faldt med 40 % fra start af kirurgi til efter tildannelse af anastomosen hvilket
kan have stor betydning for anastomosens integritet efter kirurgi. LSCl kan derfor spille en vigtig rolle i mikrocirkulatorisk
monitorering.
P17
Mesenterielt traktionssyndrom er muligvis korreleret med svære postoperative komplikationer efter esofagusresektion
Rikard Ambrus, Michael Achiam, Marianne Bille Wegmann, Sten Koefod, Kim Rünitz, Mette Siemsen, Rune B. Strandby, Amalie
Henriksen, Lars Bo Svendsen
Kirurgisk Afdeling C, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
Baggrund
Under operation for cardiacancer ses ofte systemiske symptomer i form af fald i blodtrykket, stigning i puls, samt ”flushing” af
ansigtet: mesenterielt traktionssyndrom (MTS). Lavt blodtryk udløst af MTS, i kombination med inotropisk behandling for at holde
blodtrykket, kan resultere i nedsat splanknisk microcirculation med risiko for dårligere heling pga. iskæmi.
Robotassisteret operation i den abdominale del af esofagusresektion har været standard på vores afdeling de sidste 2½ år.
Fordelene menes være mere ergonomiske kirurgiske procedurer, reduceret kirurgisk stressrespons og færre postoperative smerter.
Dog er det uklart om robotassisteret laparoskopisk kirurgi reducerer forekomsten af MTS sammenlignet med konventionel åben
kirurgi. Dertil er korrelationen mellem MTS og postoperative komplikationer ikke tidligere undersøgt.
Metode
50 patienter inkluderedes, hvoraf 25 blev opereret med robotassisteret laparotomi. Hæmodynamikken monitoreredes
®
kontinuerligt med Nexfin . Flushing vurderedes af to personer hver 5. min den første time af operationen og graderades som
”ingen”, ”mild/grad 1” (pande og kinder) eller svær/grad 2 (hele ansigtet og halsen). Forskellen mellem grupperne blev beregnet
2
ved brug af ”independent samples T-test”, χ -test og multiple regression. P-værdi < 0.05 var statistisk signifikant.
Resultater
Forekomsten af flushing var signifikant forskellig mellem grupperne (p = 0,002) og registreredes hos 16 patienter under åben
kirurgi, men kun hos 5 patienter under robotassisteret kirurgi. Af de 16 patienter med flushing under åben kirurgi registreredes 8
med grad 2 flushing, mens der ikke var grad 2 flushing under robotassisteret kirurgi (p = 0,0015).
MAP (middel arterietryk) blev hold stabilt mens HR (puls) steg signifikant hos begge grupper (p = 0,005 og p = 0,003). Til gengæld
faldt SVR (systemisk vaskulær resistance) signifikant efter 15 min. åben kirurgi (p = 0,001), men var stabil under robotassisteret
kirurgi (0,425).
Grad 2 flushing var signifikant korreleret med aktivering af kontinuerlig infusion af inotropika under kirurgien (p = 0,036) samt
svære postoperative komplikationer (Clavien-Dindo ≥ 3) (p = 0,038). Multivariat analyse viste dog kun en trend i korrelationen
mellem grad 2 flushing og svære postoperative komplikationer (p = 0,053).
Konklusion
Forekomsten af flushing med samtidig stigning i HR og fald i SVR registreredes mere hyppigt under åben end robotassisteret
esofagusresektion. Flushing med samtidige hæmodynamiske ændringer, dvs. MTS, er muligvis korreleret med svære postoperative
komplikationer.
P18
Recidiv efter kurativ operation for cardia cancer; en retrospektiv opgørelse.
Belmouhand M, Svendsen LB, Kofoed S, Jensen LB, Achiam M
Kirurgisk Gastroenterologisk Klinik, Rigshospitalet.
Baggrund
Incidensen af gastroesophageal junction (GEJ) cancer har været stigende i den vestlige del af verden, især pga. en øget forekomst af
adenokarcinom. I Danmark vil ca. 2/3 som henvises til en specialiseret enhed ikke blive tilbudt kurativ intenderet kirurgisk
behandling, enten på grund af dårlig almentilstand eller dissemineret kræftsygdom. Blandt de der undergår kurativ intenderet
kirurgi, vil en betydelig andel udvikle recidiv. Adskillige faktorer har tidligere været korreleret til recidiv, bl.a. TNM-stadie, R0/R1resektion, manglende neoadjuvant/adjuvant terapi og anastomoselækage.
Formålet med studiet var at fastslå hvorvidt TN-stadie, neoadjuvant/adjuvant terapi eller anastomoselækage er korreleret til
recidiv, lokalisationen af recidiv eller tiden til recidiv.
Metode
Retrospektivt studie af patienter som har undergået intenderet kurativ kirurgi (R0) for GEJ adenokarcinom i perioden 2003-2011.
Kun biopsiverificeret recidiv blev kategoriseret som recidiv. Alle patienter blev fulgt indtil død eller sidste statusdato (10/8-15).
Resultater
I perioden blev 444 patienter opereret for GEJ cancer på Rigshospitalet (371) og Gentofte (73) i kurativt øjemed, hvoraf 384
opfyldte inklusionskriterierne. Ved sidste statusdato var 134 patienter (34.9 %) diagnosticeret med recidiv, 89 (23.2 %) med
fjernrecidiv og 45 (11.7 %) med lokalrecidiv. T- & N-stadie var signifikant korreleret med recidiv, men ikke med lokalisationen af
recidivet. Det var ingen anden korrelation med recidiv (anastomoselækage, neoadjuvant/adjuvant terapi, ASA, alkohol, eller
rygning) og der var ingen association til lokalisation af recidiv.
Der var signifikant association mellem N-stadie og tid til recidiv, men ikke til andre faktorer (T-stadie, anastomoselækage,
neoadjuvant/adjuvant terapi, ASA, alkohol, eller rygning). Af dem som fik recidiv, var der ingen signifikant forskel i tid til lokal eller
fjern recidiv, men efter 3 år var der dog signifikant færre som havde fået lokalrecidiv (79,5%) end fjernrecidiv (92,1%).
Konklusion
Recidiv af GEJ cancer var udelukkende associeret til T- & N-stadie og der fandtes ingen korrelation til lokalisationen af recidivet.
Tiden til recidiv var kun associeret til postoperativ N-stadie, ligesom der ikke var forskel i tid til lokalisationen af recidivet.
Konklusioner må drages med forsigtighed da det kun er biopsiverificerede recidiver inkluderet, men resultatet kan anspore til debat
vedr. optimering af den perioperative behandling, både kirurgisk og onkologisk.
P19
Robot-assisteret cardiaresektion er associeret med kortere postoperativ indlæggelsestid sammenlignet med konventionel åben
cardiaresektion
1
1
1
1
1
1
Hans Christian Rolff , Rikard Ambrus , Mohamed Belmouhand , Michael Achiam , Lars Bo Svendsen , Steen Kofoed , Mette
2
1
Siemsen og Marianne Bille Wegmann
1: Kirurgisk Klinik C, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
2: Thoraxkirurgisk Klinik RT, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
Baggrund
Operation for cardiacancer er behæftet med en betydelig morbiditet, hvorfor man via minimal invasiv kirurgi (MIS) har forsøgt at
reducere dette. Der er dog ikke etableret nogen klar konsensus omkring de eventuelle gevinster ved introduktionen af MIS. Siden
opstarten i 2013 er der på Rigshospitalet udført hybrid cardiaresektioner med robot-assisteret MIS i abdomen og åben
thorakotomi. Formålet med dette studie var en sammenligning af robot-assisterede operationer og konventionelle
cardiaresektioner med hensyn til peri- og postoperative events.
Metode
Alle operationer for adenocarcinom i cardia udført på afdeling C, Rigshospitalet i perioden 1.1.2013 - 1.6.2015 blev retrospektivt
opgjort. Demografiske data inklusiv operationstid, estimeret blodtab, høstede lymfeknuder, indlæggelsestid, komplikationer og
overlevelse blev opgjort. Komplikationerne blev gradueret i henhold til Dindo-Clavien klassifikation og samtidig blev comprehensive
complication index (CCI) -score udregnet for hvert patientforløb.
Resultater
Der var i alt 216 cardiaresektioner i perioden, fordelt på 160 konventionelle - og 56 robot-assisterede procedurer. Der var ingen
forskel på de to kohorter mht. alder, køn, BMI, og ASA-score, ligesom den mediane operationstid (233 vs. 248 minutter) ikke var
signifikant forskellig. Blodtab (600 vs. 200 ml, p<0.001), antal fjernede lymfeknuder (23 vs. 28, p<0.05) og indlæggelsestid (11,5 vs.
10 dage, p<0.05) var signifikant forskellig mellem henholdsvis den robot-assisterede gruppe og den konventionelle gruppe. Andelen
af patienter med én eller flere grad 2, 3, 4, eller 5 komplikationer (i henhold til Dindo-Clavien klassifikationen) var signifikant lavere i
den robot-assisterede gruppe (39 vs. 57 %, p<0.05), men der var ingen forskel i CCI-score mellem de to grupper. Der blev heller ikke
observeret nogen forskel i andelen af patienter med anastomoseinsufficiens og der var ej heller nogen forskel i 30- og 90-dages
mortaliteten.
Konklusion
Vores data indikerer at MIS mindsker indlæggelsestiden og det perioperative blodtab. Dog kan dette ikke umiddelbart oversættes
over til en entydig reduktion af de postoperative komplikationer. Dette kan skyldes at den thorakale del af operationen udføres
identisk med åben thorakotomi i de to grupper. Planlagt fremtidige procedurer med MIS og robot-assisteret thorakoskopisk teknik
kan muligvis entydigt mindske komplikationsraten. Interessant var det at antallet af høstede lymfeknuder i denne opgørelse var
signifikant højere i den robot-assisterede gruppe.
For at drage definitive konklusioner vedrørende eventuelle fordele ved et minimalt invasivt robot-assisteret abdominalt indgreb
sammenlignet med konventionel åben operation kræves der prospektive randomiserede studier.
Table 1
Classical (n=160)
Robot-assisted
(n=56)
P-value
Age *
65 (28-88)
66 (39-86)
0.76
125 (78 %)
50 (89 %)
0.08
26.6 (15.6-43.7)
25.8 (18.8-31.2)
0.19
41 (26 %)
80 (50 %)
39 (24 %)
0 (0%)
16 (29 %)
27 (48 %)
12 (21 %)
1 (2%)
0.73
0.88
0.72
0.26
Operating time *
248 (100-1450)
233 (174-800)
0.25
Blood loss *
600 (100-4400)
200 (50-1970)
< 0.001
Gender
-
Male (%)
BMI *
ASA-score
-
ASA 1 (%)
ASA 2 (%)
ASA 3 (%)
ASA 4 (%)
Harvested lymph nodes *
23 (11-60)
28 (15-61)
0.02
Length of stay *
11.5 (8-101)
10 (8-69)
0.03
Comprehensive complication index **
20.9 (0-100)
12.5 (0-100)
0.22
122 (76 %)
91 (57 %)
51 (32 %)
36 (65%)
22 (39 %)
14 (25 %)
0.11
0.03
0.40
Anastomotic leakage (%)
11 (7 %)
4 (7 %)
1.00
30-day mortality (%)
3 (2 %)
0 (0 %)
0.57
90-day mortality (%)
5 (3 %)
3 (5 %)
0.43
Complications ***
-
≥ Grade 1 complications (%)
≥ Grade 2 complications (%)
≥ Grade 3 complications (%)
P20
Spredning og prognose af lymfeknudemetastaser ved adenokarcinom i den gastroesophageale overgang
1
2
2
1
1
Cecilie Okholm , Kaare Terp Fjederholt , Lone Susanne Jensen , Lars Bo Svendsen , Michael Patrick Achiam
1
Kirurgisk Gastroenterologisk Klinik C, Rigshospitalet
2
Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling L, Aarhus Universitetshospital
Baggrund
Incidensen af adenokarcinom i den gastroesophageale overgang (GEJ) er stigende i den vestlige verden. 5-års overlevelsen efter
intenderet kurativ behandling er 24-36%. En vigtig prognostisk faktor er tilstedeværelsen af lymfeknudemetastaser. Dissektion af
lymfeknuder er en vigtig del af den kirurgiske behandling, men der findes ikke entydige retningslinjer for, hvor radikal en dissektion
der skal foretages. I Asien foretages en D2-dissektion og i Europa en mindre radikal D1+-dissektion. Formålet med denne opgørelse
var at kortlægge spredningen af GEJ cancer til lymfeknudegrupper samt at relatere overlevelsen til patienter, der får foretaget hhv.
en D1+- og en D2-dissektion.
Metode
Data fra patienter opereret på Rigshospitalet fra 1. januar 2003 til 31. december 2013 blev hentet retrospektivt fra patient
journaler. Inklusionskriterierne var patienter med adenokarcinom i GEJ, der var intenderet kurativt behandlet. Oplysninger om
lymfeknudedissektion blev hentet fra operationsbeskrivelsen samt Patobank. Lymfeknudestationerne blev klassificeret jvf.
Japanese Gastric Cancer Association.
Resultater
I alt blev 318 patienter opereret for adenokarcinom i GEJ. Spredning af lymfeknuder sås primært til de tumor-nære
lymfeknudegrupper st. 1-4, 7 og 9 (30-44%) og sjældnere til de fjernere grupper st. 8 og 10 (11-20%). Ydermere fandtes ofte
spredning til paraesophageale lymfeknuder (30%). 5-års overlevelsen hos patienter uden lymfeknudemetastaser (N0) var 41 % mod
kun 13 % hos dem med metastaser (N1+). Gennemsnitsoverlevelsen (mean) for patienter, der fik foretaget en D1-resektion var 60
måneder (95% CI 53-67) og 46 måneder for en D2-resektion (95% CI 28-64).
Konklusion
Det kan ud fra danske data bekræftes at prognosen falder ved tilstedeværelsen af lymfeknudemetastaser. Det findes væsentligt at
fjerne de tumor-nære lymfeknuder samt de paraesophageale grupper. Desuden ses en tendens til bedre overlevelse jo mindre
ekstensiv dissektion der foretages, hvilket bekræfter Dansk Esophagus-, Gastroesophageal overgangscancer og Ventrikelcancergruppes (DECV) guidelines om en D1+ dissektion. Dette skyldes eventuelt at spredning til fjernere stationer reelt
repræsenterer dissemineret sygdom end lavere morbiditet og mortalitet pga. et mindre invasivt indgreb, men dette er forsat uvist.
P21
Thorakal epidural analgesi reducerer gastrisk mikrocirkulation i en eksperimentel grisemodel
Rikard Ambrus, Rune Strandby, Michael Achiam, Niels Secher, Kim Rünitz, Morten Bo Svendsen, Lonnie Pedersen, Jens P. Gøtze, Lars
Bo Svendsen
Kirurgisk Afdeling C, Rigshospitalet, Blegdamsvej 9, 2100 København Ø
Baggrund
Thorakal epidural analgesi (TEA) er standard praksis ifm. større abdominalkirurgi, da denne reducerer graden af postoperative
smerter, bedrer postoperativ respiratorisk funktion og hæmmer det kirurgiske stressrespons. Epidural analgesien aktiveres før start
af det kirurgiske indgreb og resulterer ofte i et kraftigt blodtryksfald intraoperativt, hvilket kan medvirke til øget forekomst af
postoperativ morbiditet og mortalitet. Endvidere er det ukendt om TEA har en negativ effekt på splanknisk mikrocirkulation. Vores
hypotese var at TEA reducerer den splankniske mikrocirkulation.
Metode
Effekten af TEA blev undersøgt hos 9 grise (vægt: 31,9 ± 1,66 kg) under fuld anæstesi. Efter laparotomi blev regionalt blod-flow
(ml/min/g) estimeret ved brug af microsphærer mens microcirkulationen (udtrykt som flux) blev målt med laser speckle contrast
imaging (LSCI) teknik. Målingerne på lever, ventrikel og tyndtarm blev gennemført før, 15 min. og 30 min. efter aktivering af TEA.
Ændringer i blod-flow og microcirkulation blev beregnet med Friedmanns test og p < 0,05 var statistisk signifikant.
Resultater
Flux (LSCI) på ventriklens antrum og corpus faldt med hhv. 12 % (p = 0,015) og 17 % (p = 0,028) 15 min. efter aktivering af TEA,
mens den var uændret på leveren (p = 0,115) og tyndtarmen (p = 0,895). På den anden side var der kun signifikant fald i regionalt
blod-flow til antrum 30 min. efter aktivering af TEA (p = 0,048), mens regionalt blod-flow til corpus, lever og tyndtarm var uændret
(p = 0,417; p = 0,819; p = 0,657).
Der var også signifikant fald i systolisk blodtryk 15 min. efter aktivering af TEA (p = 0,03), mens ingen signifikante ændringer i
diastolisk blodtryk (p = 0,161), hjertets minutvolume (p = 0,326) eller puls (p = 0,236) blev registreret under forsøget.
Konklusion
Reguleringen af splanknisk microcirkulation er kompliceret, hvilket kan ses i forskellen af regionalt blod-flow og flux efter aktivering
af TEA. TEA inducerede et fald i systolisk blodtryk samtidig med et fald i gastrisk microcirkulation. Dette kan have betydning for
heling efter operation og rekonstruktion af ventrikelrøret ifm. f.eks. esofagusresektion. Der er behov for randomiserede kliniske
studier for at afklare TEA´s effekt på det kirurgiske outcome.
P22
Tidlig tvunget stentskift i dybe galdeveje – bidrager materiale, form og antal til stent-dysfunktion?
Jonas Sanberg Jensen, Jan M Krzak, Lars Stig Jørgensen
Organkirurgisk Afdeling, Kolding Sygehus, Sygehus Lillebælt
Baggrund
Stent anlagt ved ERCP anvendes til midlertidig aflastning af dybe galdeveje ved obstruktion (stenose eller sten). Stents kan være
lige eller JJ-stent. Stent-dysfunktion kræver ny ERCP med stentstift før det planlagte tidspunkt 1-3 måneder senere, og er associeret
med øget morbiditet.
Formålet med dette studie var at sammenligne hvorvidt nogle stenttyper stopper til før tid i højere grad end andre.
Metode
Patienter, der fik udført ERCP med anlæggelse af stent på Kolding Sygehus de første seks måneder af 2015 med planlagt stentskift
eller seponering inden 1/8-15, blev prospektivt inkluderet i undersøgelsen. Alder, køn, diagnose, stenttype samt hvorvidt stenten
blev skiftet/seponeret før eller til planlagt tid, blev registreret. Patienter, der fik anlagt selvekspanderende metalstents blev ikke
registreret
Patienterne blev opdelt i 3 grupper: Gruppe 1 fik anlagt én polyethylene 7F JJ-stent (Zimmon, Cook Medical), gruppe 2 fik anlagt to
polyethylene 7F JJ-stents (Zimmon, Cook Medical) og gruppe 3 fik anlagt én teflon 8,5F Tannenbaum-stent (ST-2 Soehendra
Tannenbaum, Cook Medical).
Resultater
32 patienter blev inkluderet i studiet (Grp 1=19, Grp 2=8, Grp 3=6)
Gennemsnitsalder var 71,2 år. 53,1% af patienterne var kvinder. Der var ikke signifikant forskel i alder eller kønsfordeling grupperne
imellem (p=0.60 & p=0.27).
Der var signifikant forskel (p<0.01) på diagnoser mellem de tre grupper, med en overvægt at patienter med choledochus-sten i
gruppe 1 og patienter med stenose i gruppe 2 og 3.
Der var ingen stents, der gled ud i perioden mellem anlæggelse og skift/seponering.
Der var en tendens til, men ikke statistisk signifikant, forskel på hvorvidt de forskellige stenttyper fungerede indtil planlagt skift eller
seponering, med henholdsvis 79%, 100% og 60% i gruppe 1,2 og 3 (p=0.18)
Konklusion
Der er en ikke-signifikant tendens til at 2 stk 7F polyethylene-stents er mere effektiv til aflastning af galdeveje end en enkelt 7F
polyethylene- eller 8,5F teflonstent. Den manglende signifikans skyldes måske det lave antal inkluderede patienter. Der er behov
for yderligere studier for at afklare om stent-dysfunktion skyldes materiale eller stentens form samt hvorvidt tendensen er
signifikant ved et større antal patienter.
Med en sikkerhed på 90% og et signifikansniveau på 5% vil der ud fra dette pilotstudie kræves mindst 40 patienter i hver gruppe i et
randomiseret klinisk interventionsforsøg, hvor man ønsker at undersøge den mest optimale stenttype og antal.
P23
Effect of gastric electrical stimulation for drug-refractory diabetic gastroparesis
1,2
2
3
1
Mette Winther Andersen , Peter Rask , Lene Sundahl Mortensen , Klaus Krogh
1. Department of Hepatology and Gastroenterology, Aarhus University Hospital, Denmark
2. Department of Abdominal Surgery, Aarhus University Hospital, Denmark
3. Department of Endocrinology, Aarhus University Hospital, Denmark
Background
Gastroparesis (GP) is a common complication to diabetes mellitus (DM). GP may cause severe symptoms, poor glycaemic control
and reduced quality of life. If standard-treatment with dietary modifications and prokinetics fails, gastric electrical stimulation (GES)
is an option. For GES two electrodes are implanted laparoscopically on the larger curvature of the stomach. The electrodes are
connected to a neurostimulator placed subcutaneously. The aim of the present study was to evaluate the effects of GES performed
for diabetic GP at Aarhus University Hospital.
Patients and methods
Between August 2005 and August 2013, 30 patients with diabetic GP had the GES implanted. All patients had a history of symptoms
characteristic of GP for at least 12 months and none had sufficient relief of symptoms with standard treatment for at least 6
months. Symptoms of GP were evaluated by having patients filling in a diary for two weeks before GES-surgery (baseline), 6 and 12
months post surgery and hereafter every year. Alongside the diaries patients filled in a validated health survey (SF-36).
Results
The surgical procedures were without major complications. Our main criterion of success of at least 50% reduction in time with
nausea was achieved in 76 % after 6 months, in 52% after 12 months and in 67 % at long-term follow-up. At least 50% reduction in
episodes with vomiting was achieved after 6 months in 48%, after 12 months and in 48% and at long-term follow-up in 67%. The SF36 summary score for physical and mental health improved after 6-, 12 months and at long-term-follow-up.
Conclusion
Our data supports previous international reports that GES is a safe procedure, which reduces time with nausea and episodes of
vomiting in approximately half the patients with diabetic GP. GES has marked effect on quality of life, which appears to persist at
long-term follow-up.
P24 – P34KRC
P24
Fosfodiesteraser har ændret aktivitet i makroskopisk normal kolonvæv hos patienter med kolorektal neoplasi
1,2
1,2
1
2
2
2
1,3
B. Mahmood , M. M. B. Damm , T. S. R. Jensen , M. B. Backe , M. S. Dahllöf , N. Bindslev , M. B. Hansen
1
Abdominalcenter, Bispebjerg Hospital, København, Danmark.
2
Biomedicinsk Institut, Københavns universitet, Danmark.
3
AstraZeneca, R&D, Mölndal, Sverige.
Baggrund
Patogenesen bag kolorektal cancer og neoplasi er uklar. Senest har en del nyere studier fundet ændret aktivitet og ekspression af
fosfodiesteraser i humane tumorcelle-linjer som en del af årsagsmekanismen bag udviklingen af kolorektal cancer og neoplasi.
Formålet bag vores studie var at undersøge aktiviteten og ekspressionen af fosfodiesteraser i makroskopisk normalt udseende
sigmoideum-væv.
Metode
Seks biopsier fra 27 patienter blev inkluderet i studiet. Alle biopsier blev taget i sigmoideum fra makroskopisk normalt væv.
Funktionelt blev biopsierne undersøgt ved montering i et modificeret Ussing-kammer, særligt udviklet til at kunne måle den
elektrogene transport over slimhinden på små humane vævsbiopsier. Patienter med neoplasi eller ny opdaget kræft, som ikke var i
behandling blev inkluderet i neoplasi gruppen, N = 12. Patienter uden neoplastiske forandringer i tarmen eller anden
gastrointestinal sygdom udgjorde kontrolgruppen, N = 15. I den funktionelle arm af studiet blev fosfodiesteraser 3,4 og 5
undersøgt. Ekspressionsniveauet af fosfodiesteraserne blev undersøgt ved real time polymerase chain reaction(qPCR),
-ΔCT
referencegenet var ß-actin, kvantitative date blev udregnet via 2 metoden.
Resultater
Fosfodiesterase 4 var mere sensitiv for sin specifikke hæmmer(rolipram) hos kontrolgruppen, p=0.006. Responset af
fosfodiesterase 4, ved hæmning med rolipram hos neoplasi-gruppen var 36% mindre end hos kontrolgruppen. Der blev ikke fundet
nogen forskel i undersøgelsen af den funktionelle aktivitet af fosfodiesterase 3, p=0.869 eller fosfodiesterase 5, p=0.899.
Alle undersøgte fosfodiesteraser blev detekteret ved qPCR. Ekspressionen af fosfodiesterase4B var 78% højere end hos
kontrolgruppen, p=0.002. Der var 49% mere messenger-RNA af fosfodiesterase5A hos neoplasi-gruppen sammenlignet med
kontrolgruppen, p=0.02.
Konklusion
Vores studie viser at fosfodiesterase4B er dys-reguleret i makroskopisk normal sigmoideum-væv hos neoplasi patienter. Vi finder
en øget ekspression af fosfodiesterase4B og 5A ved qPCR, som man tidligere har fundet i humane cancerceller.
P25
Blood perfusion in human colon cancer
,
Authors: Ninna Voss¹ ⁴, Henrik Kold-Petersen², Henrik Elbrønd³ and Ebbe Bødtkjer⁴.
¹Regionalhospital Randers; Research unit; ²Aalborg University hospital, surgical department; ³Regionalhospital Randers, surgical
department ; ⁴Aarhus University, Institute of Biomedicine.
Background
The blood supply to cancer tissue is typically insufficient to maintain normal nutrient and O 2 levels and to eliminate waste products
from cell metabolism. Multiple studies have investigated the mechanisms involved in tumor vascularization and the therapeutic
potential of anti-angiogenic drugs for cancer treatment. In contrast, our understanding of the functional differences between
tumor arteries and normal arteries is limited.
Method
Human biopsies of primary colon carcinomas and normal colon tissue were obtained from surgical operations at Regional hospital
Randers. Upon excision, the biopsies were immediately transferred to ice-cold physiological saline solution and brought to the
Department of Biomedicine, Aarhus University. Small arteries were dissected from the fresh biopsies of colon cancer and matched
normal colon and mounted in wire myographs. Contractile responses were tested in response to depolarization with elevated
+
extracellular K , noradrenaline, U46619 (thromboxane analogue), endothelin 1 (ET1) and arginine vasopressin (AVP).
Results
+
The vasocontractile responses to depolarization with elevated extracellular K and to AVP stimulation were similar in arteries from
colon cancer and normal colon. In contrast, the vasocontractile responses to noradrenaline, ET1 and U46619 were reduced in
tumor arteries compared to control arteries.
Vasomotion during AVP stimulation had similar frequency in cancer and control arteries however the cancer arteries had
significantly smaller wave heights.
Conclusion
The pharmacological profile of colon cancer arteries differs from that of arteries from normal colon. The tumor arteries show
particularly attenuated responses to U46619 and ET1 stimulation. These results demonstrate that tumor blood vessels differ
functionally from equivalent normal blood vessels. We propose that adaptations during carcinogenesis attenuate vasomotor
responses in tumor arteries to enhance tumor perfusion. Pharmacological differences between normal and cancer arteries open
the possibility for therapeutic interventions that can specifically modify tumor perfusion.
P26
Altered expression of acetylcholine related proteins in normal colonic mucosa from patients with colorectal neoplasia
M.M.B. Damm1, T.S.R. Jensen1, B. Mahmood1, M. Lundh4, S. Knuhtsen1, N. Bindslev2, M.B. Hansen1,3.
1Abdominal Center K, Bispebjerg Hospital, Copenhagen
2Department of Biomedical Sciences, University of Copenhagen
3AstraZeneca R&D, Mölndal, Sweden
4 The Novo Nordisk Foundation, Center for Basic Metabolic Research, Integrative Physiology, University of
Copenhagen
Background
Studies suggest that acetylcholine (ACh) plays a role in development of colorectal neoplasia (CRN). Local level of several
transporters and enzymes involved in epithelial synthesis of ACh, muscarinic M3-receptor and ACh esterase appear dysregulated
and involved in neoplastic cell-proliferation.
Methods
Endoscopic biopsies (N=25) from patients with CRN (CRN-pts) and controls were acquired from macroscopically normal mucosa in
the sigmoid colon. qPCR was performed for the following 17 ACh-related
genes: Choline transporter-like protein (CTL) 1-5, organic cation transporter 1-3, high-affinity choline
transporter-1, vesicular ACh transporter, choline acetyltransferase, carnitine acetyltransferase, muscarinic receptor M1-3, ACh
esterase and butyrylcholine esterase. Results were normalized with β-actin expression. For functional assessment, biopsies were
mounted in micro-Ussing chambers and exposed to amiloride (20 μM) and subsequently increasing doses of ACh (0.125–2048 μM).
Transepithelial electrogenic transport was measured by short circuit current (SCC). Data are reported as mean ± SE. Statistical
significance was tested using Student's unpaired t-test and Mann-Whitney U-test for equal and unequal variances of the groups,
respectively. Unequal qPCR-data were first log-transformed. For categorical data Chi-square was used.
Results
qPCR: CTL1 and CTL4 were significantly increased in CRN-pts compared to controls. Relative
expression level for CTL1 was 0.95±0.06 in CRN-pts vs 0.61±0.06 in controls (p = 0.002). Relative expression level for CTL4 was
0.57±0.04 in CRN-pts vs 0.42±0.06 in controls (p = 0.04). Ussing chamber: ACh induced rapid biphasic change in SCC. First part
(decrease in SCC) was observed in 36 % of CRN-pts vs 78 % of controls (p=0.049). For the second part of SCC response (increase),
double Michaelis-Menten analysis provided the best fit indicating activation of two receptors. For both parts of the biphasic
response, the EC50 and maximal responses showed no significant difference between CRN-pts and controls.
Conclusions
Data demonstrate increased expression of choline transporter CTL1 and ACh transporter CTL4 in mucosa from CRN-pts, indicating
increased absorption/excretion of choline/ACh. Functional data demonstrate altered response to ACh in CRN-pts as measured by
electrogenic transepithelial transport.
P27
Coloskopiinstruktion afhængig af køn?
Lars Lang Lehrskov1, Anders Bak- Christensen2, Elisabeth Knudsen3, Jakob Hendel3, Inge Bøtker-Rasmussen Ifaoui2, stud. psyk.
Rebecca Hatting4 og Lene Hendel3
1Hvidovre Hospital, Gastroenheden - Kirurgisk sektion
2Kirurgisk Klinik Allerød
3Speciallægerne på Rolighedvej
4Københavns Universitet
Bagrund
I den almindelige opfattelse er mænd mere smertereagerende end kvinder ved ubehagelige undersøgelser, her coloskopi.
I en tidligere publiceret undersøgelse vedrørende selvrapporteret ubehag ved coloskopi er kvinder signifikant mere
smertereagerende end mænd.
Metode
Patienter: 541 kvinder og 421 mænd, der får foretaget coloskopi af erfaren endoskopør.
Patienterne blev bedt om at vurdere ubehaget ved coloskopien på en visuel analog skala (VAS 0-10), umiddelbart efter
undersøgelsen og dagen efter undersøgelsen. Yderligere blev en delmængde af patienterne vurderet af personalet.
Diagnoser, alder, comorbiditet, undersøgelsesvarighed og succesrate blev opgjort.
De 50 kvinder med højest VAS-score og 50 kvinder udvalgt at random (ved statistiker) i hele gruppen blev udspurgt om tidligere
abdominalt operativt indgreb (parret t-test og Wilcoxon rank sum test for henholdsvis parametriske og non-parametriske data).
Til vurdering af forskellen på mænd og kvinders gennemsnits VAS-score er der benyttet ordinal logistisk regressionsanalyse af data.
50 mænd og 50 kvinder, tilfældigt udvalgt, tilkendegav enslydende, at mænd var mere smertereagerende end kvinder.
Resultater
Gennemsnits VAS-score viser en signifikant lavere værdi hos mænd (3,2±2,53SD) end hos kvinder (4,6±2,98), p <0,001.
Diagnosespektret, comorbiditet, undersøgelsesvarighed og succesrate var ikke signifikant forskellige i de to grupper og VAS-scoren i
kvindegruppen ikke signifikant forskellig mellem tidligere abdominalt operede og ikke-opererede.
Konklusion
Når der er total diskrepans mellem den almene opfattelse og virkeligheden, og virkeligheden ikke kan forklares ved hårde facts,
peges på en psykologisk forklaringsmodel baseret på copingmekanismer.
Kønsspecifikke patientinstruktioner bør overvejes
P28
18
Diagnostisk værdi af F-FDG PET/CT som første billeddiagnostik ved mistanke om recidiv af colorektal cancer ved stigende CEA
1
1
1
2
1
Michael Gade , Magdalena Kubik , Rune V. Fisker , Ole Thorlacius-Ussing , Lars J. Petersen
1
2
Nuklearmedicinsk Afdeling og Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling, Klinisk Kræftforskningscenter, Aalborg Universitetshospital
Baggrund
Uforklarlig stigning i tumormarkøren carcinoembryonalt antigen (CEA) efter kurativt intenderet kirurgi for colorektal cancer (CRC)
18
er en stærk indikator for recidiv. På klinisk mistanke om recidiv udføres vanligt CT, men F-FDG PET/CT er et nyere alternativ. Den
18
diagnostiske værdi af F-FDG PET/CT som første billeddiagnostik ved stigende CEA er dog ikke entydig. Formålet med dette studie
18
var at undersøge værdien af F-FDG PET/CT blandt patienter med CRC og mistanke om recidiv på baggrund af stigende CEA.
Metode
Retrospektivt opgjorde vi 73 patienter (32 kvinder, 41 mænd) med CRC, som opfyldte inklusionskriterierne og i perioden 1. januar
18
2006 til 28. maj 2013 fik udført F-FDG PET/CT-scanning på Nuklearmedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital. Patienterne
var henvist til PET/CT efter radikal kirurgi, og størstedelen fulgte et CT-baseret opfølgningsprogram. For de fleste patienter med
stigende CEA blev PET/CT udført med kontrast-forstærket CT. Alle undersøgelser blev uafhængigt revurderet af to erfarne
speciallæger. Tilstedeværelse eller fravær af recidiv var baseret på histopatologi eller standardiseret klinisk opfølgning.
Resultater
35 patienter (48%) havde verificeret recidiv af CRC, hvor PET/CT viste en sensitivitet på 85,7%, specificitet på 94,7%, positiv
prædiktiv værdi på 93,8%, og negativ prædiktiv værdi på 87,8%. Gennemsnitlig tid siden seneste billeddiagnostik før PET/CT var 8
måneder (median 4 måneder), for næsten en tredjedel af patienterne kortere tid end 3 måneder. CEA-værdier ved henvisning
varierede fra 1,5 til 164,0 µg/L (median 5,6 µg/L). Diagnostisk værdi af PET/CT blev analyseret i undergrupper af patienter med en
enkelt stigning i CEA (30 patienter, 41%), 31 patienter (43%) med to eller flere konsekutive stigninger, og 12 patienter (16%) med
vedvarende forhøjede værdier.
Konklusion
18
F-FDG PET/kontrast-forstærket CT har høj diagnostisk værdi i diagnosticering af recidiverende CRC. Selv blandt patienter i
konventionel CT-baseret opfølgning. I klinisk praksis har PET/CT fortsat potentiale som førstevalg af billeddiagnostik ved mistanke
om recidiv af CRC ved stigende CEA.
P29
Laser fluorescence angiography for intraoperative assessment of gastrointestinal anastomotic perfusion: a systematic review of
clinical trials
*
*
Thea Helene Degett , Helene Schou Andersen , Ismail Gögenur
Center for Surgical Science (CSS), Roskilde and Køge University Hospital, Denmark.
*
share first authorship
Background
Anastomotic leakage following gastrointestinal surgery remains a frequent and serious complication associated with a high
morbidity and mortality. Laser fluorescence angiography (LFA) is a newly developed technique to measure perfusion
intraoperatively. The aim of this paper was to systematically review the literature concerning LFA to assess perfusion during the
construction of a primary gastrointestinal anastomosis in order to predict anastomotic leakage.
Methods
The following four databases PubMed, Scopus, Embase, and Cochrane were independently searched by two authors. Studies were
included in the review if they assessed anastomotic perfusion intraoperatively with LFA in order to predict anastomotic leakage in
humans.
Results
Of 790 screened papers fourteen studies were included in this review. Ten studies (n = 916) involved patients with colorectal
anastomoses and four studies (n = 214) patients with esophageal anastomoses. All the included studies were cohort studies.
Intraoperative LFA assessment of colorectal anastomoses was associated with a reduced risk of anastomotic leakage (n = 23/693;
3.3% (95% CI: 1.97-4.63%) compared with no LFA assessment (n = 19/223; 8.5%; 95% CI: 4.8-12.2%). The anastomotic leakage rate
in patients with esophageal anastomoses and intraoperative LFA assessment was 14% (n = 30/214). None of the studies involving
esophageal anastomoses had a control group without LFA assessment. .
Conclusion
No randomized controlled trials have been published. LFA seems like a promising method to predict anastomotic leakage,
especially in colorectal cancer, though we do not have the sufficient evidence to determine that the method can reduce the leak
rate.
P30
Opgørelse af de første 5 år med Robot-Assisterede Abdominalkirurgiske Indgreb på Herlev hospital
Niclas Dohrn, Mads Klein
Gastroenheden, kirurgisk sektion, Herlev Hospital
Baggrund
De første 5 år med Robot-Assisteret Laparoskopi (RAL) ved abdominalkirurgiske indgreb på Herlev hospital er gået. Målet med
dette studie var at bringe en overordnet status af de seneste 3 års produktion (sen periode) sammenlignet med indkøringsfasen i
de første 2 år (tidlig periode), og undersøge om der er sket en ændring i brugen af robotten mht. patientgruppen, procedurer og
kortsigtede postoperative resultater i hhv. tidlig og sen fase.
Metode
Observationelt databasestudie baseret på retrospektivt opsamlet data på alle patienter, der fik foretaget et RAL indgreb indenfor
de første 5 år efter indførelsen i maj 2010.. Data blev efterfølgende registeret ved opslag i elektronisk patientjournal (OPUS) og
statistisk analyseret (IBM SPSS Statisctics 22).
Resultater
Der blev i alt opereret 664 patienter med robotten. 222 (mediant 9/md) i tidlig periode, og 442 (mediant 12/mdr (R 4-20)) i sen
periode
Robotten blev overvejende anvendt til colorektal cancerkirurgi i både tidlig (170/222 (76%) og sen periode 365/442 (83%), med
tendens til stigning i sen periode (p =0,065). De resterende benigne indgreb var hyppigst rektopeksi og operation for
divertikelsygdom. Indenfor cancerkirurgien udgjorde rektumresektioner en stigende andel fra tidlig (54/170 (32%)) til sen periode
(159/364 (44%)) (p=0,009).
Der var ingen udvikling i demografi, patientselektion, operationstid, konverteringsrate (9,5% vs. 10,0%), indlæggelsestid (6 dage
(IQR 3-10) vs. 6 dage(IQR 4-11)) og 30-dages mortalitet (1/167 (0.6%) vs. 4/364 (1,1%)
Risikoen for anastomoselækage var overordnet set uændret (9/157 (5,7%) vs. 10/275 (3,6%); p=0,33), men dog med en tendens til
en faldende risiko efter rectumresektioner (5/32 (15,6%) vs. 3/66 (4,5%); p=0.06) i hhv. tidlig og sen periode.
Konklusion
RAL anvendes overvejende til cancerkirurgi og i stigende grad til rectumkirurgi. Dette synes rimeligt, i og med at gevinsten ved RAL
formodes at være størst ved kirurgi i det lille bækken. Vi fandt en en tendens til faldende anastomoselækagerate fra tidlig (15,6%)
til sen periode (4,5%) efter rectumresektioner. Konverteringsrater samt mortalitetsrater var sammenlignelige med laparoskopiske
indgreb jf. DCCG opgørelse fra 2013.
P31
Perineale sårkomplikationer og smerter efter ELAPE og APE for rectum cancer i Danmark
1
2
3
Emilie Palmgren Colov , Mads Klein og Ismail Gögenur
1
2
3
Kirurgisk afdeling Rigshospitalet, Gastroenheden Herlev hospital, Kirurgisk afdeling Køge hospital
Baggrund
Ekstralevatorisk abdominoperineal excision (ELAPE) blev indført som alternativ til konventionel abdominoperineal excision (APE)
med målet at reducere forekomsten af peroperativ tumorperforation og positiv resektionsmargin. Dissektionen og den
medfølgende perineale defekt ved ELAPE er mere omfattende end ved APE.
Formålet med dette studie var at undersøge forekomsten af perineale sårkomplikationer, smerter og hernier efter APE og ELAPE
for lav rectumcancer på nationalt plan.
Metode
Studiet var et databasestudie baseret på DCCG’s database suppleret med oplysninger om perineale sårkomplikationer, smerter og
hernier fra patienternes journaler. Den samme population er blevet undersøgt med hensyn til de onkologiske resultater og
overlevelse. Forskelle mellem de to gruppe blev undersøgt med Chi square samt Fisher’s exact test. Der blev lavet uni- og
multivariate analyser for at identificere faktorer med betydning for perineale sårkomplikationer og smerter varende længere end
30 dage postoperativt.
Resultater
445 patienter blev inkluderet hvoraf 245 (55%) var opereret med ELAPE. Grupperne var demografisk sammenlignelige fraset en
højere ASA-score i APE gruppen end i ELAPE (p=0,037). Ved ELAPE sås en højere frekvens af neoadjuvant kemostrålebehandling (71
vs. 41%; p<0,001), T-stadiet var højere (flere T3 tumorer; 52% vs. 38%; p=0,006) og flere tumorer var fikserede (21% vs. 12%;
p=0,021) end ved APE. Perineale sårkomplikationer (44% vs. 25%; p<0,001)og smerter (38% vs. 22%; p<0,001) var hyppigere
forekommende efter ELAPE . Hernier forekom lige ofte i de to grupper.
Efter multivariat logistisk regression var neoadjuverende kemostrålebehandling den eneste faktor med betydning for forekomsten
af perineale sårkomplikationer mens kemostrålebehandling samt postoperative sårkomplikationer havde betydning for
forekomsten af smerter.
Konklusion
Der sås ikke signifikant betydning af procedure (ELAPE eller APE) efter multivariate analyser i forhold til antal af langvarige
perineale sårkomplikationer og smerter. Kemostrålebehandling var den eneste faktor med signifikant indflydelse på
sårkomplikationer mens kemostrålebehandling og sårkomplikationer havde betydning for smerte.
P32
Præoperativ udredning med diffusionsvægtet MR og MR kolografi er bedre og billigere end standard udredningen for patienter
med rektum cancer.
1
2
3
Michael P Achiam , Jakob Kjellberg og Jacob Rosenberg
1. Kirurgisk Gastroenterologisk Klinik, Rigshospitalet
2. KORA, Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning
3. Gastroenheden, Kirurgisk sektion, Herlev Hospital
Baggrund
Kolorektal cancer er en af de hyppigste cancere i verden med risiko for synkrone kolon cancer (7%), metastaser i leveren (19%) eller
lungerne (5%). Behovet for en samlet TNM-stadie vurdering medfører en omfattende og kostbar præoperativ diagnostisk
udredning. I to nyligt publicerede studier blev en samlet præoperativ kolon- og lever udredning hos patienter med rektum cancer
beskrevet. Udredningen blev foretaget med MR kolografi og diffusionsvægtet MR af leveren (TOMREV). MR kolografi blev fundet
en mere effektiv præoperativ kolon udredning end koloskopi pga de inkomplette (op til 61%) koloskopier (stenose, smerter,
manglende udrensning). Samtidig viste studierne at DWMR af leveren var mere sensitiv en CT af leveren i den præoperative
udredning. Formålet med det aktuelle studie var at sammenligne de sundhedsøkonomiske aspekter af TOMREV med den
eksisterende præoperative standard udredning i en analyse af de forskellige omkostningsfaktorer.
Metode
Baseret på resultaterne fra de tidligere undersøgelser blev to beregninger udført, en teoretisk omkostningsberegning hvor
forskellige modeller og takster blev anvendt, og en beregning baseret på de faktuelle omkostninger til undersøgelserne. De
anvendte takster til beregningerne blev indhentet fra "Statens Serum Institut", og reguleres hvert år i henhold til de
diagnoserelaterede grupper (DRG). DRG taksterne er en gennemsnitlig udgift baseret på omkostningerne af alle procedurer og
diagnostiske modaliteter udført på hospitalsindlagte patienter (DRG takst) og ambulante patienter (DAG (dansk ambulant
gruppering) takst) i Danmark.
Resultater
De samlede omkostninger for en fuld præoperativ udredning og CT af thorax/abdomen var mindre for TOMREV gruppen i alle
teoretiske modeller foreslået; 1.679 kr i model A, 2.402 kr i model B og 2.857 kr i model C. Ved brug af resultater fra de tidligere
studier var den faktuelle forskel og den potentielle forskel i omkostninger mellem de to præoperative diagnostiske modaliteter hhv.
2.328 kr og 5.312 kr per patient. I Danmark ville det teoretisk mindst medføre en årlig besparelse på 1,7 millioner, hvis alle
patienter med rektum cancer udredtes med TOMREV.
Konklusion
Denne omkostning analyse har vist at TOMREV, både i en teoretisk og faktuelt udregning, er en billigere og bedre fremtidig
præoperative udredning. Dette skyldes at TOMREV reducerer de samlede omkostninger samtidig med at der findes en højere
sensitivitet og gennemførelsesprocent.
P33
The prognostic and predictive value of soluble type IV collagen in colorectal cancer: A retrospective multicenter study
1,2,3
4
5
1
6
4
Hans Christian Rolff,
Ib Jarle Christensen , Ben Vainer , Lars Bo Svendsen , Rikke Løvendahl Eefsen , Michael Wilhelmsen , Ida
2,3
2,3
4
2,3
Katrine Lund, , Gunilla Høyer-Hansen , Hans Jørgen Nielsen & Martin Illemann for the Danish collaborative research group
7
on colorectal cancer .
1: Department of Surgical Gastroenterology and Transplantation, Rigshospitalet, Copenhagen, Denmark
2: The Finsen Laboratory, Rigshospitalet, Copenhagen, Denmark
3: Biotech Research Innovation Center – BRIC, University of Copenhagen, Copenhagen, Denmark
4: Department of Surgical Gastroenterology, Hvidovre Hospital, Hvidovre, Denmark
5: Department of Pathology, Rigshospitalet, Copenhagen, Denmark
6: Department of Oncology, Rigshospitalet, Copenhagen, Denmark.
7: Appendix
Aim
The aim of the present study was to evaluate the prognostic and predictive biomarker value of type IV collagen in colorectal cancer
(CRC) patients.
Materials and methods
Two independent cohorts of CRC patients included prospectively in 2004-5 (training set, 297 patients) and 2006-8 (validation set,
482 patients) were analyzed retrospectively. Type IV collagen determinations were performed using a commercially available ELISA
platform. From the training set 222 tumors were available for tissue expression evaluation using immunohistochemistry. Clinical
and follow-up data were retrieved from patient files and national registries.
Results
High levels of type IV collagen showed independent prognostic significance in both cohorts with hazard ratios (HRs) of 2.25 (95 %
CI: 1.78 – 2.84, p < 0.0001) and 2.24 (95 % CI: 1.75 – 2.86, p < 0.0001), respectively. The prognostic impact was present both in
patients with metastatic and non-metastatic disease. The prognostic value of the marker in samples from the validation cohort was
not present among stage II-III patients, who received adjuvant chemotherapy (HR 0.90, 95 % CI: 0.42-1.93), but still significantly
present among those stage II-III patients who did not receive adjuvant chemotherapy (HR 2.88, 95 % CI: 1.98-4.21). That indicates a
predictive value of the biomarker. However this finding was not reproduced in the training cohort. There was no correlation
between the tissue expression of type IV collagen and the plasma levels. No prognostic value of the tissue expression could be
shown.
Conclusion
The results showed clinical value of type IV collagen as a prognostic biomarker in CRC. The predictive role of the marker is still
uncertain. Further studies are needed to assess the clinical utility of the marker.
Appendix
The following co-authors represent the participating hospitals in Denmark and are partners in the Danish Collaborative Research
Group on Colorectal Cancer:
Bispebjerg Hospital, Copenhagen:
Lars Nannested Jørgensen
Herning Hospital, Herning:
Mogens Rørbæk Madsen
Hillerød Hospital, Hillerød:
Per Jess
Horsens Hospital, Horsens:
Michael Klaerke
Hvidovre Hospital, Hvidovre:
Eva Rømer
Odense Hospital, Odense:
Hans B. Rahr
Randers Hospital, Randers:
Knud T. Nielsen
Aarhus Hospital THG, Aarhus:
Søren Laurberg
P34
Both COX-1 and COX-2 contribute to increased cyclooxygenase activity and expression in colonic mucosa from patientens with
colorectal neoplasia
1
1
1
2
2
1,3
2
T.S.R. Jensen , B. Mahmood , M.M.B. Damm , M.B. Backe , M.S. Dahllöf , M.B. Hansen , N. Bindslev .
1
Abdominal Center K, Bispebjerg Hospital, Copenhagen, Denmark.
2
Department of Biomedical Sciences, University of Copenhagen, Denmark.
3
AstraZeneca R&D, Mölndal, Sweden.
Background
Cyclooxygenase (COX) is overactive in macroscopically normal colonic mucosa from patients with colorectal neoplasia (CRN). So far,
COX-2 subtype is thought to be the COX enzyme involved in CRN. However, the relative contribution of COX-1 and COX-2 subtypes
in development of CRN is unknown. Clinically, knowledge about this relative contribution is important as this could help develop
targeted therapy in the treatment of CRN.
Methods
The aim of this study was to investigate the functional activity and expression of COX-1 and COX-2 subtypes in colonic mucosa from
patients with (CRN) and without (controls) CRN. Endoscopic colonic mucosal biopsies from 24 patients were studied for activity and
expression of COX-1 and COX-2. Techniques used were Ussing-chamber and real-time polymerase chain reaction (qPCR). Biopsies
were obtained from macroscopically normal mucosa in the sigmoidal part of colon and mounted in micro-Ussing chambers. A
selective inhibitor of COX-1 (SC-560, 500 nM) or COX-2 (celecoxib, 500 nM) was added, followed by indomethacin (13 µM). Induced
changes in short circuit current were measured. Data reported as mean ±SEM in % of total change in SCC. Expression levels were
-ΔCT
related to ß-actin and calculated by the 2 method. Statistically, Mann-Whitney Rank Sum test or unpaired t-test was used.
Results
Activity: SCC data from the Ussing-chamber experiments showed no difference between CRN and control patients in the fractional
inhibition of either COX subtype. COX-1: CRN 68.8 ± 5% vs controls 80.6 ± 5% (p = 0.16). COX-2: CRN 53.7 ± 5% vs controls 52.6 ±
10% (p = 0.9). However, combined activity of COX-1 and COX-2 was significantly higher in CRN compared with control patients.
-2
-2
CRN: 126.5 ± 15.3 µA·cm vs controls 85.2 ± 9.1 µA·cm (p = 0.04). Expression: Comparing COX-1 and COX-2 between CRN and
controls, we found no significant difference in mRNA-expression. COX-1: CRN 0.024 ± 0.003 vs controls 0.018 ± 0.002 (p = 0.23).
COX-2: CRN 0.007 ± 0.002 vs controls 0.005 ± 0.002 (p = 0.43). Combining COX-1 and COX-2 expression values did not show any
statistically significant difference between CRN compared to controls: 0.015 ± 0.003 vs 0.011 ± 0.003 (p = 0.33).
Conclusion
The functional part of the study suggests that COX-1 and COX-2 together have higher activity in macroscopically normal colonic
mucosa from patients with colorectal neoplasia. Accordingly, medical treatment for CRN should prefer non-selective COXinhibitors.