Sundtoldens Helsingør

Helsingør i Sundtoldstiden: Handel Håndværk Liv
I 2012 ønskede Helsingør Museum at puste liv i Sundtoldtiden i Helsingør gennem et marked foran
Skibsklarerergaarden. Der blev nedsat grupper af frivillige, der udarbejdede planer, syede autentiske
dragter og undersøgte, hvorledes et marked så ud i 1800-tallet.
Projektet lykkedes. De store huse fra 1700-tallets storhedstid som kulisse på landsiden, havnen og
Kronborg på de andre sider, og markedsdeltagerne i autentiske dragter, skabte illusionen om et ægte
marked anno 1801.
Succesen har betydet, at byens politikere, Cityforening, Industriforening og byens erhvervsdrivende
forestiller sig, at en tradition om et 1800-tals høstmarked i august er skabt. Med velvilje fra havnefogeden og politikere, kan markedet i år også disponere over Kongekajen. En del sejlskibe med
mandskab vil således ankre op i havnen og være en del af markedet. Også det gode skib ”Haabet”
har meldt sin ankomst! Nogle af byens handlende deltager fra egen forretning rundt om i byen,
mens andre har bod på markedspladsen. Præcis, som man havde det ved de store markeder i 1800tallets begyndelse.
Udover at alle synlige detaljer skulle være i orden, har de mange aktører fået udleveret materiale om
Helsingørs historie og de forhold, byens borgere levede og arbejdede under. Nordea Fonden og
Tuborg Fonden har i år givet tilskud til trykning af materialet til en pamflet (lille bog).
Selvom materialet først og fremmest var tænkt som information til markedets aktører, er det rettet
til, således at det kan anvendes i 7. klasser i et undervisningsforløb, hvor temaet er ”Handel Håndværk Liv” i Helsingør i Sundtoldstiden, med fokus på perioden fra ca.1800 til 1857, hvor sundtolden blev afviklet.
Pamfletten udleveres også til markedets aktører, således at de har mulighed for at kende den historie, de agerer i.
Tove Lund
Cand. mag. i historie og dansk
Indholdsfortegnelse
1. Helsingør Sundtold og markeds historie. .................................................................................................. 1
2.Økonomi,møntfod og bankvæsen i Danmark, med fokus på 1800-1873. ................................................. 5
3. Sparekassen for Helsingør og Omegn 1829............................................................................................... 7
Tema I: Soldater, Skibsfart og tilhørende Erhverv......................................................................................... 9
4. Soldat i Helsingør ....................................................................................................................................... 9
5. Rebslager ................................................................................................................................................. 10
7. Fiskeri, handel, fiskekoner ....................................................................................................................... 12
8. Rygning af sild .......................................................................................................................................... 13
9.Udskænkning genever, rom, øl................................................................................................................. 14
10. Kromandskipperlabskov. ....................................................................................................................... 15
Tema II: Håndværk, manufaktur og uldkræmmere .................................................................................... 16
11. Smede i Helsingør .................................................................................................................................. 17
12. Skorstensfejer ........................................................................................................................................ 18
13. Pottemager og Pileflet ........................................................................................................................... 19
14. Skomager og brygger ............................................................................................................................. 20
15. Klæde/Manufaktur/Hatte...................................................................................................................... 21
16. Uldkræmmer ......................................................................................................................................... 22
Tema III: Mad:.............................................................................................................................................. 22
17. Slagter .................................................................................................................................................... 22
18. Høker/købmand/Marked ..................................................................................................................... 23
19. Bager ...................................................................................................................................................... 24
20. Ostehandel ............................................................................................................................................ 25
21. Torvekoner frugt og marmelade, med grønt, levende høns ................................................................. 26
22. Krydderihandel ...................................................................................................................................... 27
23. Blomstersælgerske ................................................................................................................................ 28
24. Kaffe, te, chokolade .............................................................................................................................. 28
Tema IV:Kultur. ............................................................................................................................................ 30
25. Tobak ..................................................................................................................................................... 30
26. Avis i Helsingør ...................................................................................................................................... 31
27. Bogtryk, -handel og -binding ................................................................................................................. 32
28.Apotek/ personlig pleje. ......................................................................................................................... 33
29. Barber/ Badskærer. ............................................................................................................................... 34
30. Kvaksalver .............................................................................................................................................. 35
31. Skibsklarerer .......................................................................................................................................... 36
32.Klarerergården: Brygger ......................................................................................................................... 37
33. En borgerfamilie med tjenesteholdi begyndelsen af 1800-tallet .......................................................... 38
34.Klarerergård,skibsproviant, med sømandssouvenirs og tjenestefolk, skriver, kommis, gårdskarl ........ 39
Tema V: Markedsliv ..................................................................................................................................... 40
35. Faldne fruentimmere/Finker ................................................................................................................. 40
36. Fattigfolk og godtfolk............................................................................................................................. 41
37. Marked med kaffeservering, pandekagebagning og legende børn ...................................................... 42
38. Gøglertrup, rariteter, musikere, sangere og fortæller. ......................................................................... 43
39. Børneaktivitet: Skriver ........................................................................................................................... 44
40. Børneaktivitet: Tatovør (Kropsmaling) .................................................................................................. 45
41.Anvendt Litteratur: ................................................................................................................................. 46
1. Helsingør Sundtold og markeds
historie.
Billedet viser H.G.F. Holms tegning 1821, af
Helsingør Brygge.
Byens tidlige historie
I 1426 beslutter den danske konge, Erik af
Pommern, at grundlægge en by ved porten til
Østersøen, som var dansk farvand, idet begge
kystområder var dansk. Erik af Pommern
valgte Helsingør frem for Helsingborg, til den
by, der skulle opkræve Sundtolden.
Inden denne beslutning, havde der på stedet
kun været et lille fiskerleje, hvor beboerne
havde levet af fiskeri og fiskehandel.
I 1200-1300 tallet taler man om sildeeventyr
ved Skanør, Falsterbo, Dragør og Malmø,
men også ved Helsingør har der været sildestimer.
Sild
Sildestederne udviklede en ”sildeindustri”,
hvor købmænd fik sildene saltet, lagt i tønder
og eksporteret til det meste afEuropa.
Naboskabet mellem Helsingør og Helsingborg fungerede fint.Nabobyerne havde haft
fælles handelsrettigheder og fungerede som
en fælles handelsby.
Detteophørte delvist efter svenskekrigene i
1600-tallet, der sluttede med svensk sejr og
Roskildefreden i 1658. Sverige fik tildelt de
erobrede Skånelande og ønskede ingen kontakt mellem de to sundbyer. Men på trods af
forbud, fortsatte de to byer med at handle
sammen og deltage i hinandens markeder.
Købmænd og håndværkerne i de to byer har
haft fælles vilkår. Dette dokumenterer en
brevveksling mellem Helsingborgs snedkere,
der var medlemmer af Helsingørs lav.
I perioder hvor Sundet var tilfrosset, var der
nærmest en landevej mellem Helsingør og
Helsingborg. Byernes indbyggere gik over
isen, hvor de handlende havde opført boder,
med forfriskninger. Danskerne solgte især
kommenskringler.
Store Nordiske krig 1701- 21, Napoleonskrigene 1801-1814.
Danmark ønskede at genvinde Skånelandene
og deltog derfor i Store Nordiske Krig. Det
mislykkedes ved fredsslutningen i 1721. Derefter opgav man håbet.
Ved Slaget på Københavns Red i 1801, ønskede England, på grund af søfartskrig med
Frankrig, at få Danmark ud af det væbnede
neutralitetsforbund, der var vendt mod England.
I 1807 bombarderede England København og
tog flåden. Derved kom Danmark i alliance
med Napoleon og førte
søkrig mod England indtil
1814.
I kampen mod England,
udstedte kongen kaperbreve
til en hvilken som helst
sømand, der havde en båd
med kanoner. På den måde
førte civile borgere krig
mod engelske handelsskibe.
Ved Freden i Kiel i1814
havde Danmark tabt krigen
og måtte afstå Norge til
Sverige.
1
Fra 1820erne blev forholdene mellem Sverige
og Danmark langsomt bedre. Det kan ses ved,
at den danske nationalromantiske digter
Adam Oehlenschläger i 1829 blev laurbærkranset som "Nordens digterkonge” i domkirken i Lund.
Fra 1838-46 opstod der en bevægelse med
nordisk samhørighed, ”Skandinavisme”. Denne bevægelse var med til at genoprette et tættere samarbejde mellem Helsingør, Helsingborg og Landskrona.
Om sommeren var der livlig sejlads i robåde
til gensidige besøg mellem byerne på begge
sider af sundet. Man hejste genbobyernes
flag. Helsingoranerne skænkede Helsingborgs
Brandkorps en fane og modtog selv et sølvbeslået drikkehorn, der står på Helsingørs Rådhus i dag.
Sundtold og Købstadsprivilegier
Sundtolden, der indførtes samtidig med Erik
af Pommerns købstads privilegier i 1426, gik i
kongens kasse. Mens selvom toldindtægterne
ikke direkte gik til byen, så skabte de mange
skibe og de mange aktiviteter en økonomisk
vækst. Købstadsrettigheder gav særlige næringsrettigheder og en vis grad af administrativt selvstyre.
Chr. 4 og de europæiske lande førte i 1600tallet en økonomisk handelspolitik, merkantilisme, hvis idé var at man ville gøre sig uafhængig af udlandet ved at skabe en gunstig
handelsbalance. Værdien af de varer man eksporterede skulle helst overstige værdien af de
varer, man importerede.
Man ønskede et overskud i penge. Gennem
handelskompagnier som ØK og Vestindisk
kompagni, hentede man varer i Asien og
Vestindien, både til eget forbrug og videresalg
for sølv. For at undgå import forsøgte man
selv at producere de varer, man tidligere havde købt i udlandet og betalt for med sølv.
Staten oprettede manufakturvirksomheder,
som en tvangsarbejdsanstalt med et børnehus
i København, hvor forældreløse børn og voksne kriminelle var indsat og boede og arbejdede med klædefremstilling.
I Hellebæk blev der oprettet en våbenfabrik,
hvor der i perioden forsøgtes produktion af
kanoner og geværer, der krævede dygtige
smede.
Målet med den merkantilistiske politik var at
styrke statsmagten. Byerne blev centrale gennem deres eneret på handel og håndværk. Dette monopol forsvandt først med næringsfrihedens indførelse i 1857.
Købstad Ret og Pligt
Sundtolden førte til livlig handel fra mange
lande. Søfolk bragte varer fra Ost- og Vestindien og fra hele Europa. Øresunds Toldkammer med kongeligt udnævnte embedsmænd
trak udenlandske konsuler og klarerere til
byen, der hjalp handelshuse og kaptajnerne
med tolden.
Helsingør blev en international by og rig på
grund af den proviantering, de mange skibe
foretog i byen, når de skulle betale told.
Også Kronborg og garnisonen var medvirkende til at skabe liv i byen.
Mange købstæder var i denne periode omgivet af bymure, volde og voldgrave. Helsingør
fik ingen bymur, men var delvis beskyttet af
det vandløb, Strømmen, der løb fra højderne
ved det nuværende Marienlyst Slot til Rosenkilden, hvorefter de to vandløb løb ud i Øresund.
Byens Porte
Acciseboderne var placeret ved byportene,
hvor fiskere og bønder fra omegnen skulle
betale accise (told) og konsumptionsafgift.
Hovedporten til Helsingør gik gennem Svingelport. Der var også porte ved Rosenkilden,
2
ved Nykirkegård og Røde Port ved St. Annagade nær Marienlyst. Varer, der kom fra havet, blev fortoldet ved havnen. Al handel
skulle foregå enten fra byens torve eller fra de
handlendes ”vindue”.
På torvet betaltes en afgift for en bod eller
stadeplads. ”Torvefred” var et centralt begreb,
og der var ansat en torvemester, der skulle
sikre, at alt forløb, som det skulle. Alle skulle
visiteres af toldbetjente for at sikre, at der
ikke smuglet varer. købt uden for byporten,
ind. Acciseboden som ses ovenfor blev bygget ved Svingelport ca. 1800 og fungerede
som sådan til Sundtoldens ophævelse.
Lav
Købmænd, færgemænd, håndværkere og skudeskippere oprettede lav. En Oldermand varetog lavets og medlemmers faglige, økonomiske og sociale interesser ved at begrænse tilgang af mestre, antal af lærlinge og svende og
bestemme indhold og varighed af de relevante
uddannelser..
Mestrene var de ledende. Svende og lærlinge
blev betragtet som fuldt uddannede håndværkere, når de havde udstået deres læretid og
produceret deres mesterstykke.
Skibsklarererne skabte deres egen virksomhed
og havde ikke noget lav. Deres fortjeneste
kom fra skibenes proviantering i klarerernes
udsalg og ikke fra klareringen, der ikke gav
megen fortjeneste. Da de selv uddannede deres ansatte var disse heller ikke medlem af
lavene. På trods af reglerne var der helt op til
1857, hvor næringsfrihed blev indført, klager
over, at både bønder, borgere og skippere ikke
alle overholdt købstadslovens krav.
Smugling
Ved de forskellige byporte blev varerne undersøgt og vejet, hvorefter konsumptionsafgift
og accise blev betalt til den betjent, der stod
for opkrævningen ved acciseboden.
På torvet kontrollerede og vurderede en torvemester varernes kvalitet og vægt. Der måtte
hverken snydes med råvarer, kvantum eller
”ret bagning”, når det drejede sig om brød.
Bagerne skulle levere 3 slags brød: ”Hvedebrød, Skonroggen og Rugbrød”.
For at undgå afgifter handlede en del trods
forbud direkte med byens beboere uden for
købstaden ved for- og landprang, der kan
sammenlignesmed smugling og ”sort arbejde”.
Den der købte først, købte bedst og billigst..
Det var lovlig at udøve det nødvendige håndværk uden for byportene, som fx smedene
udøvede. Enhver landsby havde brug for en
smed til hesteskoning og reparation af redskaber!
Som
modydelse for
lavenes
monopol,
skulle de
erhvervsdrivende
holde
byen
forsynet
med varer i til-
3
strækkelig mængde. Bystyret og lavenes oldermænd undersøgte til gengæld varernes
kvalitet og fastsatte priser.
betydning, og de rigeste af mestrene kunne
også løse borgerskab. Arbejdere og fattige
regnede man ikke med som samfundsbærere.
Straf
Enkelte lav accepterede, at fattigfolk måtte
”flikke sko”, og ”fattige kvinder bage grovbrød for at kunne forsørge sig selv”, men kun
fra deres ”vindue”. Kom de på torvet, ”skulle
Bytjenerne tage Brødet fra dem og give det til
Helliggejsthusets Folk”, eller Hospitalet, som
det også kaldtes.
Det var det samme som et fattighus. Overtrædelse af reglementet kunne betyde bødestraf
og kagen. Se billedet side 3.
Torve- og markedshandelen dækkede behovet
for fisk, kød og grønt, mens den øvrige handel
fandt sted hos kræmmer, høker, købmand og i
klarerergårdene, samt hos mestrene på deres
værksteder.
Med indførelsen af loven om næringsfrihed
1857 forsvandt lavenes opgaver, men de påtog sig i stedet sociale opgaver for lavets
medlemmer, som fx støtte til enker og skolegang til deres børn.
Torv og Marked
Torvedagene fandt sted inden for byportene.
Da Helsingør først sent fik et rigtigt torv, slog
Samfundslag i Helsingør
Helsingør var med omkring 6.000 indbyggere
i 1830 Danmarks tredjestørste by. De havde,
en talrig embedsstand, som sammen med de
ca. 50 officerer, udsendte konsuler og store
skibs- klarerere udgjorde byens øverste samfundslag.
I et mellemlag fandt man små konsuler og
skibsklarerere, samt velhavende købmænd.
Også enkelte brændevinsbrændere, bryggere,
møllere og byens 72 færgemænd hørte til dette lag. Hvis økonomien var i orden, havde de
mulighed for at løse borgerskab og dermed
blive valgt ind i byens råd.
Håndværkernes rang var lavere end købmændenes, men gennem deres lav havde de social
de handlende sig ned i byens gader, hvor der
var plads. Områder tæt ved byportene var
populære, fordi bønderne så var fri for at køre
for langt på den ujævne gadebelægning.
Det betød, at gader, stræder og porte i Stengade, Strandgade, St. Annagade og flere andre
var tæt pakkede, når der var torvedag.
1745 opførtes 6 nye slagterboder ved indgangen til det nuværende Polititorv.
Det andet torv, madtorvet, blev placeret mellem Sudergade og Bjergegade. Konerne fra
fiskelejerne, både Gilleleje, Aalsgaarde, Snekkersten og Sletten holdt til i det nordøstre
hjørne af St. Annagade og Stengade, hvor
vejerboden lå.
De store kram- og hestemarkeder fandt sted
uden for byportene.
Der var markeder om foråret, ved Midsommer, St. Hans og høstmarked i forbindelse
med Mikkelsdag den 29. september. Senere
kom kvæg- og to hestemarkeder udenfor byens porte til.
Markedssalg var anderledes end torvesalg.
Byens handelsmonopol var ophævet på markeder. Handlende var velkomne, når de over-
4
holdt reglerne og købte stadeplads og et personligt markedspas. Dette skulle vises og
stemples af værten på det logi, hvor de overnattede.
Passet skulle i øvrigt også stemples ved markedets ophør og fremvises ved næste marked.
Mikkelsdagsmarked/høstmarked
I 1800tallet indeholdt de
store markeder
salgsboder
og forskellige former
for gøgl. Ole Lund, søn af storkøbmand Troels Lund der havde købmandsgård i Stengade54,fortæller om, hvordan familien drog til
markedet.
Det var festdage for hele byen, uanset hvilket
socialt lag man tilhørte.
Mikkelsdagen den 29. september markerede,
at bøndernes høst var i hus. På landet fejredes
det med høstgilder. Men det var også det tidspunkt, hvor høsten skulle sælges.
Bønderne kom med hele familien til marked,
hvor byens beboere købte forråd til vinteren.
Potter, krukker og andre varer, der var slået i
stykker eller slidt, skulle erstattes.
Der blev købt, kurve og lertøj som jydepotter,
skåle og træbestik.
Også vævede stoffer til klæder og sengetøj,
uldgarn til strømper og trøjer, kjolestoffer
samt luksus som silketørklæder kom i indkøbskurven.
Faderen udvalgte kvæg og svin, som blev ført
til den store købmandsgård, hvor en slagter
sørgede for slagtning og partering på købmandsgårdens gårdsplads.
Husmoderen sørgede for røgning, henkogning
og saltning, så den store familie og de mange
ansatte kunne bespises det kommende år.
Markedet var udover handel fest, farve, gøgl
og galskab. Håndværkerne havde deres salgsboder. Hvor der var plads,
gjorde gøglere og akrobater deres kunster. Gøglertelte og raritetskabinet
med monstre og nys
fangne levende havfruer
kunne ses for nogle skillinger. Der var karruseller og lirekasser.
Frugt, grønt og krydderier stodside om side med
honningkager, friskbagte vafler og kaffeboder.
Der var mad, øl og genever. På markedsdagene var der leben hele døgnet rundt. Og ikke
alle kom, som billedet viser, lige ædru hjem,
men fik alligevel kram af konen.
2.Økonomi,møntfod og bankvæsen i
Danmark, med fokus på 1800-1873.
I Danmark har der fra slutningen af Christian
4.’s regeringstid og til i dag kun været to forskellige systemer for pengeenheder. Frem til
1873 regnede man i rigsdaler, mark og skilling, derefter i kroner og øre. En rigsdaler var
6 mark, og en mark var 16 skilling. En rigsda-
5
ler var 96 skilling. Skilling fandtes som en, to,
fire, seks og otteskillinger. De kaldtes kurantmønt, dvs. gyldig mønt.
I 1875 blev Danmark og Sverige enige om en
møntunion, hvor Norge kom med i 1877.
Denne union blev opløst i 1924. Billedet på
side 5, viser en 10 kroners mønt, indløselig i
guld fra 1873, hvor man gik over til kroner og
ører.
Tusk- og international handel
Frem til 1800-tallet var den interne handel
ofte tuskhandel, fordi man producerede varer
til eget forbrug og ”byttede” egne varer med
de varer, man ikke selv producerede. Man
havde ikke særlig brug for kontanter. Rede
penge blev anvendt i forbindelse med småhandel i byer og på markeder.
Kronborg som slot og fæstning, og sundtolden
med den efterfølgende handel, trak mange
fremmede til.
I 1500-tallet talte man om et ”Lille Amsterdam”, senere kom skotter, englænderne og
tyskerne, der i en periode havde egne kirker,
og der kom konsuler fra mange andre lande.
Helsingør blev med de mange udlændinge og
søfolk en rig, levende og international by.
Hver gang Danmark har deltaget i krige, eller
når der kom epidemier, kom landet og dermed
dets indbyggere dog i økonomiske vanskeligheder. Danmark kom i gæld, som staten
klarede, ikke ved at spare, men ved at optage
lån og ved at udstede underlødige mønter. I
den florissante periode fra 1780erne, fik den
internationale handel et opsving.
De store handelskompagnier, som ØK, bragte
krydderier, kineserier, silke og te til Danmark
fra Asien, mens Vestindisk Kompagni var
med i trekantshandelen, hvor man leverede
geværer fra Hellebæk til Afrika. Derfra sejlede man de sorte afrikanere til Vestindien,
hvor de blev solgt som slaver. For pengene fik
man så varer som sukker, bomuld, tobak, kaffe, rom og meget andet.
Da trekantshandelen var tidskrævende, foretog Vestindisk Kompagnis handelsskibe også
sejladser direkte fra Danmark til Vestindien.
På trods af handlen var statens økonomi i krise.
Denne forværredes da England krævede
Danmarks flåde i 1801 i deres kamp mod Napoleon. Derfor valgte Danmark at alliere sig
med Frankrig. Det medførte at England i
1807bombarderede København, tog flåden og
ødelagde byen.
Derpå var Danmark og England i krig.
I krigsperioden udstedte den danske konge
kaperbreve til kaptajner, der dermed havde ret
til at beskyde og erobre engelske handelsskibe
og selv beholde udbyttet.
Under krigene forsøgte man igen at finansiere
militæret ved at udstede mønter med mindre
metalindhold, end den værdi mønterne havde
6
som betalingsmiddel. Man trykkede også
pengesedler uden fast vekselkurs.
Denne økonomiske politik skabte inflation og
statsgæld, så i 1813 brød pengevæsenet sammen, og staten gik bankerot. De gyldige mønter forsvandt fra omsætningen og blev erstattet med mønter med mindre kobberindhold pr.
skilling. I perioden måtte man, på grund af
mangel på mønt, trykke pengesedler med lave
skillingsbeløb for at kunne klare den daglige
omsætning.
Statsbankerot 1813 og freden 1814
Den fred, Danmark måtte indgå efter Frankrigs sammenbrud, betød at vi måtte afstå Norge til Sverige. Det hjalp ikke på økonomien.
Fra1813 forsøgte man at stabilisere systemet
ved at oprette en Rigsbank, der afløstes af
Nationalbanken i 1818. Det blev nødvendigt
med en pengereform for at sikre et solidt pengevæsen.
Krisen bevirkede, at mange af de store klarerer- og handelshuse gik fallit, også selv om
nogle af dem havde tjent godt på kaperet.
Dengang var der ikke mange muligheder for
private at ”sætte penge i banken”. De store
fortjenester var blevet brugt til at udvide og
bygge palæer, købe lystgårde og sølv, og til
luksuriøse fester, men ikke til investeringer.
Kun få havde sparet op.
Store virksomheder som Claessens Reberbane
i Lundegade og hans træskibsværft lukkede
på grund af konkurser. Sukkerraffinaderierne
lukkede, og Helsingørs alt for lille havn fremmede ikke handelen.
Borgmester J.A. Stenfeldt arbejdede derfor på
at få en havneudvidelse. Da den blev vedtaget
blev det besluttet, at den nye havn skulle være
statshavn.
Arbejdet med havneudvidelsen, blev sat i
gang 1825, og den nye havn var færdig 1834.
Da skibsfarten kom i gang igen, trak den nye
havn fremmede klarerere til, så konkurrencen
blev større og et opsving kunne begynde.
3. Sparekassen for Helsingør og
Omegn 1829
Det opsving for handel og skibsfart, man havde håbet på, kom ikke helt, men så længe
sundtolden stadig opkrævedes, var der fremgang og fortjeneste til byens borgere.
I forbindelse med krisen under Englandskrigene, opstod ”Sparekassebevægelsen”.
Grevskabet Holsteinborg på Sydsjælland fik
allerede i 1810 en sparekasse, hvis målgruppe
var almuen. Embedsmænd og gårdmænd var
udelukket fra at gøre indskud. Sparekassen
udlånte til "den stræbsomme, men dog ej formuende", der skulle hjælpes til "sin Drifts
Fremme".
Statsbankerotten og den fortsatte krise resulterede i oprettelsen af Nationalbanken i 1818.
Trængslerne var dog ikke forbi. Kornpriserne
faldt, fordi Danmarks tidligere aftagerlande
England, Tyskland og Norge selv øgede produktionen. De ville heller ikke aftage det danske korn og smør, hvis kvalitet var for ringe.
Man talte om ”skidensæd og mastesmør”. Der
kom ligefrem vejledning i aviserne om,
hvorledes forbrugerne skulle behandle det
våde og halvmugne korn i madlavningen for
at undgå sygdomme.
Den fortsatte krise fremmede tankerne om
oprettelse af en Sparekasse, og i oktober
1829 kunne Helsingørs borgmester J. A. Stenfeldt sammen med 9 af byens magtfulde
mænd, repræsenteret ved storkøbmænd, embedsmænd og officerer, indbyde til at deltage
i en stiftelse af ”Sparekassen for Helsingør og
Omegn”.
I indbydelsen understregedes det, at Helsingør
havde behov for en sparekasse, fordi byens
erhvervsliv var sæsonbetonet. Det var derfor
nødvendigt, at man gemte penge til den peri7
ode, hvor der var lavsæson og indkomsten
lav.
Hovedformålet med Sparekassen var at ”modtage, opbevare og forrente de smaa Summer,
som de Vindskibelige i de arbeidende og tjenende Klasser kunne lægge til side”, hvilket
vil være til ”betydelig Gavn.”
Sparernes penge ville blive indsat i statspapirer og i Nationalbanken til en årlig rente på
ca.4 %.
På det tidspunkt var Helsingør Danmarks 3.
største by med ca. 6.000 indbyggere.
På billedet ovenfor ses Helsingørs Rådhus,
hvor banken havde lejet lokaler fra 1829 til
1850.
I 1832havde 511 borgerskab i byen. ”Sparekassen for Helsingør og Omegn” kunne holde
100-års jubilæum i 1929. Langt senere i det
20. århundrede fusionerede Helsingørs Sparekasse med andre danske sparekasser, som
igen fusionerede i 1997-2000 og blev til Nordea.
Hvad var pengene værd i 1800-tallet?
Poul Thestrup har forsøgt at give en fornemmelse af pengenes værdi ved at se på pris og
lønninger fra ca. 1800-1809. En rigsdaler var
6 mark og en mark 16 skilling.
En rigsdaler var 96 skilling
Der er beregnet et pristal, hvor 1800 er lig
100.
1801:119, 1802:122; 1803:112; 1804:105;
1805:120;1806:128; 1807:109; 1808:119;
1809:165.
Man kan se, at priserne får et hop fra 1800 lig
100 til 119 i 1801, hvor slaget på Reden fandt
sted. Derefter bølger det lidt op og ned og
topper i 1809 til 165, hvor Danmark er reelt i
krig mod England.
De priser, P. Thestrup giver på forskellige
varer er:
Et pund groft rugbrød: mellem 2½ og 4 skilling
Oksekød: 6-10 skilling pundet
Flæsk: 9-20 skilling pundet
Et pund ost: 4-8 skilling.
Thestrup har også priser på landbrugsprodukter: (en tønde korn svarer til 100 kg og en
tønde smør svarer til 224 pund, eller 112 kg).
Således koster:
en tønde hvede: 7-13 rigsdaler
en tønde rug: 4-10 rigsdaler
en tønde byg: 2-8 rigsdaler
en okse 36: rigsdaler i 1801 men 55 rigsdaler
i 1809
et svin 12-20: rigsdaler
en tønde smør: 32-50 rigsdaler, men 112
rigsdaler 1809/10 (i krisen efter 1807)
Daglønnen i 1800-1810 for arbejdsmænd
i år 1800 ca. 16 skilling mens murersvende og
tømrersvende tjente 32 – 38 skilling, stigende
i perioden til 44-50 skilling.
Både L. Pedersen og M. Galschiøt har i deres
værker opgivelser over middel- og overklassens lønforhold samt lidt om arbejdsmænds
løn.
En arbejdsmand havde i 1860erne en dagløn
på 4 mark.
8
Fastansatte skolelærere havde i 1841 en årsløn på 240 rdl. inklusiv bolig og brændsel.
Tjenestemænd i faste stillinger havde i begyndelsen af 1800-tallet en årsløn mellem
200-400 rdl.
Til sammenligning oplyses det, ud fra helsingørlæge og kirurg W. Galschiøts regnskaber fra 1836-52 et andet billede: Hans årsindtægt som hospitalslæge, søpraksis og huslæge
var i:
1835 406rdl. 4 mark, 10 sk.
1840 690 rdl.
1852 2047 rdl.
Hans honorar som huslæge udgjorde til sammenligning mellem 10 og 25 rdl. om året.
Tema I: Soldater, Skibsfart og
tilhørende Erhverv
Helsingør var som grænse- og garnisonsby
bevogtet af fæstningen og slottet Kronborg.
Kronborg var en del af byen, selvom den lå
uden for portene. Kronborg beskyttede både
grænser, sundtold og søfartshandel.
En del af garnisonens officerer og soldater var
indkvarteret på Kronborg og en del hos byens
borgere. Nogle officerer havde lejet egen herskabsbolig i byen.
Efter et afsnit om soldaternes vilkår, kommer
der lidt om skudernes vedligeholdelse ved
kalfatring, lidt om søhandel, rebslagning og
færgemænd. Endelig beskrives fiskeri, sild og
rygning af disse samt udskænkning og krohold, som er en vigtig del af havnemiljøet.
4. Soldat i Helsingør
Soldater var synlige i Helsingør. De menige
soldater var alle bønder, idet de var de eneste
værnepligtige indtil 1849, hvor der med enevældens afskaffelse og grundloven blev indført almindelig værnepligt.
Omkring 1800tallet har der i Helsingør været ca.
1000 indkvarteret
blandt byens borgere. Officererne lejede glimrende
boliger, men de
menige soldater
måtte rykke sammen i små værelser
hos private familier.
Underofficerer og soldater skulle have bolig,
men ingen forplejning. Ofte arbejdede soldaterne for kosten hos deres værter. Borgerne
kunne slippe for indkvartering mod at betale1
skilling daglig pr. individ.
Logierne for de menige var ofte usle. I fattige
familier sov soldaten i deres fællesstue og
tilbragte aftenen hos værten. Mange soldater
havde kone og børn med, som byen måtte
skaffe husly til, og ofte forsørge, når soldaterne skiftede garnison, fratrådte tjenesten eller
faldt i krig. De fleste kompagnichefer var enten husejere eller boede til leje.
For at bøde på den menige soldats ringe løn,
drev en del af dem, borgerlig næring. Dette
var dog ikke populært hos de lokale, der opfattede dette som ubillig konkurrence.
I retsprotokollerne hører man om en del problemer med de mange soldater. Selvom flertallet til daglig har levet et normalt liv, har der
i en havneby med så mange unge samlet uden
det store at foretage sig i fritiden, været brodne kar.
Officererne besøgte vinhuse, de menige søgte
øl og brændevinsskipperne med løsagtige
kvinder. Nogle af dem har, sammen med de
mange sømænd, huseret i gaderne om natten.
Vægterne klagede over soldaterne, og i 1704
måtte Magistraten forøge antallet af disse.
9
Efter overstået tjenestetid slog en del af soldaterne sig ned som håndværkere og næringsdrivende i byen.
Indkvarteringsbyrden var dyrt for byen, der af
staten var pålagt denne pligt uden at få udgifterne betalt. I midten af 1700-tallet måtte der
fx indrettes et hospital til garnisonen.
I 1785 var Kronborgs østre fløj blevet omdannet til kaserne for ingeniørkorpset med
plads til 4 officerer og 132 mand.
Kronborgs militære besætning hørte til Mariakirkens menighed, hvis præst tillige var pligtig til at prædike i slottets kapel. Fra ca. 1800
til 1843 var kirken reduceret til Fægteskole,
indtil kapellet blev restaureret og genindviet
til kirkelige handlinger.
I 1799 søgt Helsingør om at få en stærkere
militær besætning. Dette kan hænge sammen
med den angst, Napoleonskrigene medførte,
og måske at byen havde indset, at det alligevel var en fordel med en befolkningstilvækst
og det arbejde, som soldaterne på trods af
ulemperne medførte.
Som andre byer havde Helsingør en borgervæbning, der i fredstid var uden betydning.
Den fik nyt liv i februar 1801, hvor Helsingør,
blev bombet af engelske krigsskibe, der efter
at have provianteret i Helsingborg, var på vej
gennem sundet til Københavns red for at
snuppe den danske flåde.
Kronborg svarede igen, men ramte ingen af
skibene
Selvom englændernes kugler ikke gjorde større skade i Helsingør, så blev den engelske
konsul Fenwicks gård ramt af en kugle, der
endnu kan ses i gården i Strandgade 87.
Efter englændernes angreb, var der en del af
englænderne, der foretrak at flytte til Helsingborg!
Folketællingen af 1801 viser, at på det tidspunkt var hovedparten af soldaterne indlogerede i byen, enten stadig som lejere hos små-
folk eller i indrettede ”kaserner” eller ”soldaterbarakker” i både Anna Queens stræde,
Bjergegade og Fiolgade.
5. Rebslager
Reberbaner hører sammen medskibsfart, idet
rebslageren fremstiller tovværk. For at kunne
fremstille tovværk i de fornødne længder,
kunne reberbanerne være fra 100 til 330 meter
lange. De var ofte overdækkede.
Jean Claessen
I Helsingør havde købmand Jean Claessen i
1784 fået privilegium på at anlægge og drive
et skibsværk, med reberbane og ankersmedje.
Reberbanen lå på Blegdamsområdet mellem
Lundehusgade og Marienlyst Alle, hvor Reberbaneparken er i dag.
Der var ansat en rebslagermester med 11
svende og 7 drenge. Der var også et pakhus
og en hestemølle. Folketælling fra 1801 viser,
at de fleste af de ansatte boede til leje i nogle
af familien Claessens mange ejendomme i
Helsingør.
Billedet ovenfor viser et rebslager- eller et
tjærehus ved Skotterup.
Tovværket blev fremstillet til søfart, men reb
anvendtes også i andre erhverv. Oprindeligt
blev tovene fremstillet af bast, men senere
afløst af hamp, der fra 1500-tallet blev importeret fra Rusland og Baltikum.
10
I processen blev hampen og de heglede fibre
eller taver samlet i et bundt (en dis). Derefter
foregik spindeprocessen ved, at rebslageren
med disen på sin mave holdt det spundne garn
med hånden, mens han gik baglæns ned ad
banen og en hjuldrejerdrev spindehjulet.
Sidst i 1800-tallet erstattedes hjuldrejeren af
en selvtrækkermaskine.
I arbejdsprocessen lå garner og tovværk på
trækamme placeret med 10-15 m afstand
langs banens sider. Garnerne blev snøret
sammen til såkaldte dugter eller kordeler, og
3-4 dugter blev slået sammen til en line eller
et tov. I tykt tovværk indgik op til flere hundrede garner.
Tovværk anvendes på sejlskibe, hvor man
taler om stagtov, vanttov, tove og taljereb,
som sammen med riggen holdt masten stående.
I nyere tid kender man "rigtigt" tov på duften
af tjære. De bløde fibre fra hamp imprægneres
mod fugt og råd med trætjære, hvilket ikke er
tilfældet med hårde fibre som manila, sisal og
kokos. Derfor har tjæret hamptov været brugt
i flere hundrede år som rigningstov på sejlskibe.
Fortøjnings- og slæbetov blev tidligere fremstillet af kokosfibre pga. dets fjedrende evne,
selvom brudstyrken var dårligere end for
hampfibre. I dag bruges syntetiske fibre til
dette formål.
Fra ca. 1950 er syntetisk tovværk blevet næsten enerådende på markedet pga. dets styrke,
blødhed, holdbarhed og pris. Det er ikke nødvendigvis bedre end tovværk af naturfiber.
Tovværk fremstilles stadig på reberbaner og
tovværksmaskiner. I 2000 var der ni reberbaner og fire tovværksfabrikker i Danmark.
6. Kalfatring, Skudeskippere og
færgemænd
Da Helsingør manglede et egentligt opland,
var det skudeskipperne, der forsynede byen
med korn og fødevarer. Træskibene skulle
årligt behandles for at bevare sødygtighed.
Skrog og dæk tætnedes ved at sætte tjæret
hamp i fugerne mellem plankerne, der forsegledes med smeltet beg, der hældtes i fugerne.
Efter størkning skrabedes overskydende beg
af, og skibet var parat til sejlads.
Denne proces kaldtes kalfatring, og blev en
del af bådebyggernes vedligeholdelse af skibene.
Skipperlav
I 1632 oprettedes et skipperlav for skuder og
andre fartøjer til handel. Overholdtes lavets
bestemmelser ikke, fik man bøder. Misbrug af
byens privilegium, blev straffe efter den vedtægt, som var ”befattet i den sorte Bog”.
Lavet holdt øje med, at byens indbyggere fik
andel i køb af ”Salt, Sild, saltet Fisk og tør
Fisk”. ”Forprang” var forbudt, og handel
skulle som nævnt foregå på torvet, hvor
”skæppemål” blev kontrolleret for at undgå
snyd på vægten.
Færgemænd
Færgemændene fik et lav i 1685, der gav dem
eneret på sejlads mellem Sjælland og Skåne
og fra Helsingør til København. De sejlede
11
også kaptajner fra Helsingørs red til Toldboden. Da tariffen var afhængig af vindstyrken,
var den i hård vind særdeles høj.
Andre fortjenester fik de, da færgelavet i 1770
fik eneret på ankerfiskeri. Det var lukrativt,
fordi ankre, der ikke var afhentet år og dag
efter opfiskningen, tilhørte færgemanden, der
frit kunne sælge dem og selv få fortjenesten.
Lavet tjente også på overisede skibe, som
sejledes til Nivå havn. Mange færgemænd
havde desuden, herberg og udskænkning. Det
var hårdt, men velbetalt arbejde at være færgemand, og enker og sønner havde arveret til
jobbet.
tilbudt dusør på 100 Rigsdaler for dåden afslog han med ordene. ”Sådan noget gør jeg
ikke for Penge." Belønnet blev han senere
med en sølvkande med en radering, der skildrer bedriften, som man stadig taler om i Helsingør.
Borgerskab
Færgemændene var respekterede. De var bevidste om deres betydning. I rang hørte de til i
byens mellemlag, som gav mulighed for at
løse borgerskab.
Det arvelige arbejde gav yngre mænd en
chance for at komme ind i lavet gennem ægteskab med en enke efter en færgemand.
Da arbejdet var farligt, døde en del som unge,
og enkerne har kunnet nå flere ægteskaber,
ofte med langt yngre mænd. Den største aldersforskel var, da en 90-årig enke blev gift
med 65 år yngre færgekarl, der så blev færge
mand. Derefter vedtog lavet, at så stor aldersforskel i ægteskabet alene havde det formål, at
ægtemanden blev færgemand, og det
ville man ikke længere acceptere.
I 1807 indførte Danmark en lov, der tillod
søfolk at kapre og sælge engelske skibe og
varer.
Lars Bache deltog i dette pirateri og nåede at
tage nogle ”priser”, men kuldsejlede og druknede allerede i 1807. Hvis man ser godt efter,
kan man ane den lille kaperbåd mellem de to
skibe på foto af original på M/S Søfartsmuseet
af S. Engelbrechtsen.
En del købmænd og færgemænd, blandt andre
”dandyen” Jens Lind, kaldet ”Fløjelslind” på
grund af sit tøj, blev på kort tid styrtende rige.
Men de ”lettjente” penge gik til et liv i ”sus
og dus”. De blev ikke investeret i virksomheder eller gemt til senere tider.
Det betød, at mange gik konkurs da freden
kom. Det samme gjordeden danske stat i1813.
Ved Færgemandslavets ophør i 1883, fik færgemændene, trods rosende omtale, det
skudsmål, at de ”stedse har vist sig uregerlige
og til Oprør og Sammenrottelse aldeles hengivet”.
Lars Bache
Færgemanden Lars Bache, var gift, havde 3
små børn, færgekarl og tjenestepige i sin husholdning. Han blev berømt, da han i hårdt vejr
ved Københavns red i 1801 reddede 7 af 8
mænd fra et kæntret handelsskib. Skibets
mænd var i livsfare. Med livet som indsats
sejlede Lars Bache og de 5 mand ud til det
kæntrede skib. Redningen lykkedes, men en
Kaperi
7. Fiskeri, handel, fiskekoner
Selvom sildestimerne forsvandt i løbet af
middelalderen, har man stadig fisket fra
12
strand og båd. I 1770 har omkring 170 mænd
i Helsingør været beskæftiget i fiskeriet.
For at undgåforprang fra mellemhandlere besluttede man, at fisk hverken måtte sælges på
strand eller gade, men kun på byens torve.
På denne måde sikrede man, at de handlende
betalte afgift for de indførte varer og for leje
af en stadeplads på torv eller marked. Hvis
snyd blev opdaget, ville varerne kunne konfiskeres.
I krisetider indskærpedes handelsreglerne.
I et dekret påpeges det, at ingen måtte foretage masseindkøb af sild og anden fisk uden at
lade borgerne få 1/2 eller hel tønde til hver
husholdning, hvis de ønskede det.
Hvis øvrigheden formodede, at nogen havde
købt ind for at sælge igen til en højere pris,
havde denne ret til at foretage husundersøgelse med efterfølgende straf, hvis loven var
overtrådt.
mente at have hævd på Stengadefortovet ud
for Brostræde. De ville ikke væk fra trafik og
handel. En ny ejer af hjørnehuset forlangte i
1794 handelen flyttet, ”fordi konerne spærrede adgangen til hans kontor og fyldte hans
forstue i regnvejr”. Det lykkedes ikke!
I modsætning til den pågældende ejers irritation, beskrev en rejsende i 1798 den glæde det
var for ham hver morgen at se
”fiskerne på torvet forsynet med mange sorter
levende fisk, som nys forladt deres element”.
En senere rejsende beskrev konerne som ”renligt klædte fiskerkoner med korte skørter, store tørklæder om hovedet og tykke ben, der
solgte torsk og kuller ovre på den anden side
af gaden”
Først i 1833 blev der indrettet et fisketorv.
Det blev langsomt taget i brug. Da pladserne
ved Strandgade var de mest eftertragtede,
forblev alle helst på fortovet.
Først efter etableringen af det nye Axeltorv
fik Helsingør et samlet torv i 1864.
8. Rygning af sild
Rygning var tidligere en vigtig konserveringsmåde, som er kendt i Nord- og Østeuropa.
Formålet var at forlænge madvarernes holdbarhed ved tørring, saltning eller rygning.
Tørringen var den billigste form, men tog
lang tid. Saltning krævede salt, som skulle
købes, mens rygning var let og billig at gå til.
Fiskerkonerne
Da fiskekonerne kun havde skamler og ikke
boder, burde det være let at flytte dem rundt.
Men konerne fra Aalsgaarde og Snekkersten,
13
Så længe man i køkkenet lavede mad over
åbne ildsteder, kunne man ryge et par sild ved
at hænge fiskene op i skorstenen.
Ved koldrygning var temperaturen 35-50 °C,
med rygetid fra dage til måneder, mens den
varme rygning havde 75-90 °C med rygetid i
timer.
Varmrygning anvendes mest til fed fisk (sild,
makrel, laks), rygeost og visse pølser.
Den er ikke konserverende.
Saltning og lang tids koldrygning var almindelig. I dag ryges mest for at give røgsmag.
Røget mad får en pæn brun farve, og rygningen beskytter maden mod harskning. Varerne
får en god smag, når man ryger med løvtræ
eller løvtræsspåner.
Folk begyndte at bygge selvstændige røgeovne til formålet. I slutningen af 1800-tallet var
røgerierne med murede skorstene blevet det
normale.
Maden blev
lagt på riste
eller på spid
over brænde,
alt efter hvilken smag, der
ønskedes.
Sild hænges
på et tørrestillads med
spid.
Princippet i
rygningen er, at der kun skal være gløder.
Derfor skal rygningen overvåges, og flammer
skal kvæles. Der ryges ofte med savsmuld,
fordi forbrændingen kan styres, så der kun
kommer gløder. Desuden bliver brandarealet
mindre, fordi der ikke er hulrum mellem
brændestykkerne. Mange fritidsfiskere har
rygning som hobby.
9.Udskænkning genever, rom, øl
Lokale historieskrivere som M. Galschiøt og
Laurits Pedersen fortæller om, hvorledes søfolk tilbragte deres landlov.
Efter hård sejlads fristede utallige udskænkningssteder i by og havn.
Det var enkelt at brænde stærke drikke.
Et brænderiapparat, nogle få
mæskekar og håndelag var alt,
der var nødvendigt for at
fremstille brændevin. Mange
småhandlende og håndværkere
supplerede indtægten ved at
brænde og holde værtshus.
I alt 68 brændevinsbrændere er
registreret i 1801 folketællingen. Den udbredte brænding kunne være en alvorlig konkurrent til de brændere, der havde borgerskab, og
som var medlem af brænderlavet. Men Helsingør havde kunder til alle.
I 1801 havde John Daniel Belfour på Møllebakken Christine Mølle, og på Marienlyst
Alle 1 byens eneste Geneverbrænderi.
Slavehandel og rom
Rommen blev finansieret og importeret af
Vestindiensfarernes slavehandel, som Danmark forbød i 1792. Der blev dog givet en
udfasning på ca. 10 år, som blev udnyttet til at
føre så mange slaver til Vestindien som muligt inden forbuddet skulle gennemføres. En
del af rommen og andre varer fra Vestindien
blev eksporteret videre til landene ved Østersøen, efter at Helsingørs lokale købmænd og
skibsklarererne havde købt deres del.
Monopol på pakhuse i København
Principielt skulle alle varer til afsætning i
Danmark lastes i København, der havde de
store pakhuse på Christianshavn. Helsingør
klagede ofte over, at de ikke havde lagerplads
nok, hvilket betød, at en del af handelen gik
til Helsingborg.
14
En del af den hjemlige produktion af genever
og øl, blev afsat til de passerende skibe og til
Sverige. Endnu ved år 1800 var mere end
2.500 registrerede brænderier i gang i hele
2.500 brænderier i gang i Danmark. De fleste
var små og primitivt indrettede.
Ølbrygning
Når det gjaldt ølbrygning stod 32 købmænd
og bryggere i Helsingør for denne. Men mere
end 100 er registreret til at have arbejdet med
øl, hvis kvalitet næppe har været lige godt og
ensartet. Bryggerne påstod, imidlertid, at øllet
snarere var for stærkt end for svagt. Et forslag
om at ansætte en "ølvrager" eller ølsmager
blev ikke til noget.
Matroskneiper
Et utal af knejper stod til rådighed for sømænd på landlov. Matrosknejperne lå tæt i
Strandgades og Stengades vestlige ende. Efter
deres navne at dømme har de ikke været helt
kedelige. I det stærkt klasseopdelte Helsingør
havde borgerne kvarteret omkring den østlige
del af Strandgade hvor vinhandler Johan Chr.
Spruncks værtshus lå. Efter Spruncks død i
1774 blev denne virksomhed ført videre af M.
Liebman, der havde op til 10 ansatte. På billedet viser Marstrand sin opfattelse af et par
fyre på vej hjem fra en våd aften.
Matroser,
fiskere,
tilrejsende og
byens
småfolk
havde
mulighed
for at
besøge
Strandgades sydvestlige ende, hvor der har været små
værtshuse med udskænkning af øl og genever.
I Strandgade 27 lå ”Peder i Ankerets datter”.
Andre, i områdets mere ydmyge steder efter
navnene at dømme, har været ”Mads i Møget”
og ”Snasken”. Søfolkene kunne her få en glad
stund, så længe pengene slog til. Splid og
slagsmål hørte dog til dagens orden. Det hed
sig, at ingen sømand var helbefaren før han
havde fået sine prygl på Helsingørs skibsbro.
10. Kromandskipperlabskov.
Helsingør havde i sundtoldtiden utallige
værtshuse til det særdeles varierede publikum,
der boede og besøgte byen.
Dagligt ankrede skibe op ved Helsingørs red
for at få deres varer klareret og få indkøbt nye
forsyninger hos skibsklarererne. Forretningerne blev ikke overstået på én dag, og den
videre sejlads var afhængig af vind og vejr.
De sejlende fik således et pusterum, som gav
omsætning til Helsingørs forskellige handlende, herunder også værtshuse, kroer, knejper
og vinkældre.
Skipperhus
Mens klarering og forsyninger blev ordnet,
blev skipperne beværtet i klarererhusene tæt
ved landgangsbroerne. En del af klarererne
15
holdt skipperhus, hvor skipperne kunne spise
og bo mod en rimelig betaling.
Brænderier og Kneiper
Som tidligere nævnt blev det i 1700-tallet
lovligt, at håndværkere, småhandlende og
færgemænd kunne supplere deres indtægter
ved selv at brænde og sælge brændevin. De
fik også lov til at holde værtshus med udskænkning af øl og genever til kunderne. I
1760erne blev der således registreret en traktør, 13 værtshusholdere med 6 mandlige og 9
kvindelige medhjælpere. Af bryggere registrerede man 15 med 10 medhjælpere. Omkring
1800 er der registreret 32 købmænd og bryggere, der stod for ølbryg og salg. Ingen behøvede at tørste i Helsingør!
Klasseskel
I Helsingør havde de adelige deres residens i
Kongensgade nærmest Kronborg, borgerne
havde deres kvarterer omkring den østlige del
af Strandgade og Stengade. Håndværkerne
havde boliger og værksteder i Olai- og Sudergade. Matroser, fiskere, tilrejsende og byens
småfolk havde derimod mulighed for at besøge Strandgades ydmyge, sydvestlige ende.
Her var der mange små værtshuse med salg af
øl og genever og billige herberge. I Strandgade 27 lå som tidligere nævnt værtshuset ”Peder i Ankerets datter”.”Pumpen” og ”Sugeværket” har fået navne efter nødvendige pumper og sugesystemer og lå i Strandgade som
naboer til de store klarererejendomme.
Drikkevarer i Helsingør
Helsingør var kendt for sine gode vine og
drikkevarer. Skibene forsynedes med øl og
dansk kornbrændevin, og solgte til gengæld
vin til helsingoranerne. De større købmænd
havde både kypere og vinlagre. Desuden havde 6 af de store købmænd vinkældre, hvor der
var udskænkning for alle, der havde lyst og
råd.
Det skal også nævnes, at byens borgere naturligvis om sommeren har taget på udflugter til
smukke steder ved skov og strand hvor der
også har været udskænkningssteder.
Tema II: Håndværk, manufaktur og
uldkræmmere
De fleste af de erhverv, der kan findes på
markedet, har også haft værksteder og forretninger i byen, hvor byens beboere havde mulighed for at handle til daglig. Men både handelsdrivende, håndværkere og torvekoner, har
set en mulighed for at kapre kunder, når der
var marked.
I det følgende kommer der beskrivelser af
smedene, som der er flere slags af. Der findes
både grovsmede, men også kobber-, sølv- og
guldsmede i Helsingør. I Hellebæk havde man
støberi, hammermølle og geværfabrik. Smedene boede i Skyttenstræde og havde smedje i
gavlene.
Og alle har udover deres hovedområder, kunnet skabe kunsthåndværk.
Jo ædlere materiale, jo finere værker kunne de
udføre. Der har været brug for dem alle.
Skorstensfejeren har haft en vigtig funktion
ved at feje og undgå løbesod i skorstenene,
der kunne medføre ildebrand. Så han har først
og fremmest deltaget som markedsgæst for at
være en del af begivenheden
Men både Pottemager, Pileflet og Skomageren har haft en funktion i dagligdagen og på
markedet. Skomageren producerede fodtøj
efter mål, men reparererede også dette. Nogle
af skomagerne har også haft standardfodtøj,
som ville kunne sælges på markedet.
Endelig har vi en Manufakturhandler, der
både handlede med klæde, bånd og tørklæder,
men som også har haft kontakt til skræddere,
16
som syede efter mål. Da alle gik med hovedbeklædning når de var ude, har der været et
marked for hattemagere. Endelig har markedet en uldgarnsbod, hvor kunder har kunnet
købe strikkegarn, samt uldne trøjer, veste,
sokker og huer.
11. Smede i Helsingør
I 1801 viser en folketælling, at
Helsingør havde 6-7 smedemestre med værksteder. Lavene
bestemte, hvor mange mestre,
svende og lærlinge der skulle
være. Ved havnen var der Claessens Ankersmedje med to
kraner. Ifølge Galschiøts redegørelse i ”Helsingørs historie”
fra 1921, steg antallet af smede
således, at der i 1834 skulle
være 15 smedemestre og en del
svende og lærlinge. Denne
vækst kan hænge sammen med
det behov for jernprodukter
den begyndende industrialisering skabte.
Smedene i Hellebæk var en ”koloni” for sig,
der har produceret materiale til staten, med
deres ”egne” fortrinsvis svenske smede.
Håndsmedning
Smedning var
vigtig i produktion af redskaber
og våben. Indtil
ca.1860 dominerede smedning af
støbejern. Derefter gjorde nye
metoder det muligt at fremstille
smeltet stål til
priser, der gjorde
støbning til et alternativ. Der har været for-
skellige former for jern og jernudvinding,
men smedejern som er et kulstoffattigt og
slaggerigt jernprodukt, har været dominerende
til smedning og svejsning på essen. Op til
midten af 1800-tallet har håndsmedning formentligt været det almindelige i byen, hvor
smedejernet opvarmedes på en esse til smedetemperatur var nået. Der fyredes med kul.
Materialet bearbejdedes på en ambolt med
hammer til den ønskede form var nået. I nyere
tid er arbejdet automatiseret.
Redskaber og kunsthåndværk
Udover at jern anvendtes til fremstilling af
redskaber, våben og til brugsgenstande som
låse og nøgler, blev det i renæssance og barok
anvendt til udsmykkende beslag på døre og
møbelkister m.m. Visse smede udviklede en
form for kunsthåndværk i forbindelse med
smedejernsgitre, rækværker og porte med
snoninger af blade og blomster.
Smedelav og svendestykker.
Smedenes lav har stillet store krav til svendeog mesterstykker. Dette kan stadig ses på byens huse i Helsingør, hvor nogle af disse smedejernsarbejder har været udstillet som udhængsskilte, dørbeslag, kunstige låse mv.
Også byens klarerere har ved opførelse af
deres palæer kunnet bestille kunstfærdig udsmykning. Et eksempel er både et smukt gitterværk for et kældervindue på Claessens Palæ og en lygte, der holdes af en knægt i rokoko i Strandgade 93. Kobbersmede har endvidere lavet smukt husgeråd i kobber og messing.
Reperationsarbejder
Smedeværkstederne har også udført opgaver
som produktion og reparation af redskaber og
beslagdele til vogne.
17
Da de store handelshuse har haft vogne og
heste, har der også været skoning af disse.
Claessens Ankersmedje har kunnet imødekomme behov for større produkter og reparation af skibe og ankre. Denne arbejdsplads må
have leveret arbejde til mange uddannede
smede, både mestersvende, svende og lærlinge, som har boet til leje i byen. Under industrialiseringen overtog stålskibsværfter det
meste smedearbejde og gjorde efterhånden de
små værksteder overflødig.
12. Skorstensfejer
I dag er skorstensfejeren en veluddannet
håndværker, der renser skorstene, fyringskedler, røgkanaler og
rør. Han kontrollerer
olie- og gasfyr, foretager brandsyn og vejleder i energi- og miljøspørgsmål. Faget går i
Danmark helt tilbage
til 1300-tallet, da man
byggede murede skorstene i stedet for de
huller, man tidligere havde haft i taget. Rensningen har været uundværlig for at undgå
skorstensbrand.
Man skal op i 1700-tallet, før man får en
egentlig skorstensfejeruddannelse. Købstæderne var små, og mange har ”fejet” deres
egen skorsten.
Efter svendeprøven gik håndværkerne på valsen i nabolandene. På den måde fik de rejsende svende udvekslet erfaringer om skik og
brug og kom hjem med nye ideer. Således
kom der faguddannede skorstensfejere til
Danmark fra Tyskland.
København fik i 1778 et skorstensfejerlav,
som bestemte, hvor mange mestre og læredrenge, der måtte være i faget.
Billedet ovenfor af Strandgade 91 viser, at det
har været en god ide at få faglærte folk til
jobbet. Husene var, som det ses på billedet af
Skibsklarerergaarden, temmelig høje!
Folketælling viser, at der i Helsingør i 1801
kun har været én skorstensfejermester, Ernst
Bohse, inden for byportene. Han boede i Fiolgade 6 i en lejet bolig. Han var 36 år og gift
med den 37 årige Johanne Koch. De havde
sammen 4 døtre og en dreng. Da hans kone
ikke havde nogen stilling, må man formode,
at han har kunnet forsørge familien med de 5
børn med én indkomst.
Skorstensfejerens redskaber bæres på dragten
og omfatter et arbejdsjern, der er velegnet til
at hugge soden løs, en håndkost af birkeris,
liner med diverse koste, samt sodkasse og
stige. I dag bærer skorstensfejere i Helsingør
den sorte dragt med blanke knapper og sort,
høj hat i hvilken de kan anbringe regninger og
notater.
Denne dragt har, sammen med H. C. Andersens eventyr om ”Hyrdinden og Skorstens–
fejeren”, været med til at romantisere erhvervet.
I eventyret brugte skorstensfejeren skorstenen
som en mulighed for at slippe væk fra borgerskabets krav og regler og ud i den vide verden, hvor han ville kunne indgå ægteskab
med hyrdinden.
18
Forfatteren beskriver den farlige rejse gennem
skorstenen til de når helt op på toppen af denne og så ”himlen med stjerner oven over
dem”, og ”alle byens tage nedenunder”; de så
langt ud i den vide verden.
Men den sarte hyrdinde turde ikke forlade den
trygge stue, så de vendte pænt tilbage til den
lukkede verden. Selv om skorstensfejerens
uddannelse er blevet moderniseret, må han
stadig op på taget og sende kosten gennem
skorstensrøret. Han udfører arbejdet, næsten
som det blev udført i 1800-tallet, men forhåbentlig med større sikkerhedsudstyr end dengang.
Skorstensfejeruddannelsen er siden 1991 blevet til en fireårig erhvervsuddannelse.
13. Pottemager og Pileflet
Indtil industrialiseringens gennembrud i slutningen af 1800-tallet har de enkelte husstande
på landet været selvforsynende, både hvad
angår fødevarer, beklædning og håndværk.
Da købstæderne havde privilegier på lav, måtte håndværkerne på landet selv kæmpe for
deres ret til at sælge produkter til byerne. På
købstædernes torve og markeder, har der udover fødevarer været et stort udbud af varer,
som købstædernes håndværkere ikke har kunnet leve af at fremstille, fordi byens behov
ikke var stort nok.
Husflid
Fra begyndelsen af 1800-tallet taler man om
husflidsprodukter, som landbefolkningen producerede. De var både til selvforsyning og
salg. På den måde fik små landhusholdninger
en tiltrængt biindtægt.
Eksempler på disse produkter kan være
hjemmevævede stoffer, husgeråd og fx fletprodukter som kurve af forskellig art. Denne
produktion har landbefolkningen udført vinteren igennem, hvor dyrkning af jorden lå stille.
Kvinderne forarbejdede tekstiler, mens mændene kunne fremstille og reparere redskaber af
træ og binde kurve af pilevidjer og halm, fx til
bikuber. Helsingørs folketælling fra 1801,
viser ingen erhverv med flet og kurve, så
landbrugernes husflid kan have forsynet befolkningen med kurve.
I 1801 fandtes der et værksted med brændeovn, en pottemager og en pottemagersvend i
Helsingør. Værkstedet lå i Sudergade. Værkstedet har leveret potter og kander til byen,
men vi ved fra Ole Lunds erindringer, at hans
mor forsynede sin husholdning på Mikkelsdagsmarkedet med jydepotter og andet lertøj,
som var gået itu i årets løb.
På markederne kom sælgerne fra hele landet
Det skønnes, at kræmmere fra Vestjylland har
tjent mere på husflidsprodukter end på almindelige landbrugsvarer. Man kunne også købe
strikkede uldvarer, jydepotter, træsko og meget andet.
Med industrialiseringen i løbet af anden
halvdel af 1800-tallet aftog husfliden på gårdene. En del blev erstattet af fabriksfremstillede varer, mens andet overgik til husmænd
og arbejdsmænd.
Men så kom der fortalere for husflid som fritidsbeskæftigelse. Arkitekter engagerede sig i
husflidsbevægelsen i kampen for ”den gode
smag og skønheden” i brugsting. Der kom
”foreninger” hvor man kunne blive undervist i
fremstilling af de tidligere salgsprodukter.
19
I dag findes der designuddannelser og håndarbejdsseminarier, hvor man får en professionel uddannelse, men der findes også aftenskoler, hvor man kan lære at væve, producere
krukker, krus og potter i ler, såvel som man
kan få undervisning i Pottemageri og Pileflet
14. Skomager og brygger
Skomagerhåndværket fik allerede et lav i
1400-tallet. Da erhvervet havde talrige udøvere, har deres indtjening på grund af konkurrencen fra de andre været ringe. Derfor fik de
som mange andre håndværkere lov til sammen med deres erhverv at brygge øl til udsalg.
Helsingørs købmænd skabte et bryggerlav i
1624, hvor medlemmerne fik monopol på
brygning. Rådmændene besluttede dog, at
skomagerne fik brygtilladelse, fordi der i deres lavsskrå stod, at ”Konninger” har bevilget
dem ret til både at være skomager og at udføre anden ”ærlig næring”, når de ikke har kunnet leve af deres hovederhverv.
Årsagerne hertil kan også være, at man drak
tyndt øl i stedet for vand, på grund af vandets
forurening.
Konsekvenser af krig og pest
Efter Chr. IV´s deltagelse i 30 årskrigene mellem 1618 og1648, var Danmark i gæld og
måtte blandt andet afstå Skånelandene, som
mistedes endeligt ved Store Nordiske Krigs
fredsslutninger i 1721.
I 1711 gik en pest hårdt ud over befolkningstal og erhvervsliv i Helsingør. En oversigt fra
1735 viser, at Skomagerlavet det år havde 12
mestre. I sidste halvdel af 1762 kom der et
økonomisk opsving, således at der da var 20
Skomagere med 22 medhjælpere. I1801 ser
man 14 skomagermestre og 50 svende, der
alle boede hos mestrene. På det tidspunkt
kunne skomagerne undvære brygning som
bierhverv og leve af deres erhverv, herunder
fremstilling og reparationer af fodtøj.
Fremstilling af fodtøj
På billedet ved siden af ser man på et udsnit
af en skydeskive fra 1825, en svend fra en af
byens store skomagermestre Daniel Hannemanns værksted i Strandgade 62,tage mål af
en kvindes fod.
Fodtøj var håndværk, der blev lavet fra bunden. Værkstederne havde kar til garvning af
huder. Når man skulle have fodtøj, skulle der
tages mål til størrelse af fod, og ved støvler
skulle man enes om skafter og ”design”, ligesom man skulle vælge typer af skind.
Da konkurrencen var hård, har skomagerne
også udfærdiget standardfodtøj, som de kunne
have held med at afsætte både i byen og på de
store årlige markeder. De har naturligvis også
repareret fodtøj.
På markederne har der været konkurrence fra
omrejsende skoflikkere fra hele landet. Helsingør havde i 1801 8 skoflikkere med egen
bolig. De udførte billige, reparationer på fodtøjet end byens skomagere.
Redskaber
Skomagerens redskaber har været kniv, syl,
hammer, skojern, læst og en krumkniv.
Mesterstykkerne var ifølge de generelle lavsartikler fra 1682 et par støvler og et par sko.
M. Galschiøt, der er født i 1844, nævner i sine
erindringer, at familiens skomager Lorenzen
havde blikket stift rettet mod hans fodtøj, når
han kom og skulle bestille nyt. Skomageren
20
ville sikre sig, at de sko eller støvler, han havde på, var fra hans eget værksted. Hvis ikke,
fik han det at vide!
I dag bliver en skomager uddannet med forskellige specialer, og uddannelsen kan tage 2
til 3 år
15. Klæde/Manufaktur/Hatte
Først i 1800-tallet var moden præget af antikken. Man anvendte tyndt stof til kjoler i sarte
farver. Chemisekjolen med høj talje gled over
i empirestilen, hvor kraftigere stoffer med
tilhørende tætsluttende, stive kyser af strå
blev foretrukket.
Fra 1830 blev det moderne med kjoleliv med
store kraver og stivere til de mange skørter.
Herrerne fra den engelske koloni i Helsingør,
fik syet deres tøj i England i engelsk landadels stil med frakke med skøder, knappet
vest og tætsiddende, ankellange bukser. Mørke farver dominerede.
Helsingørs overklasse, der bestod af embedsmænd, konsuler, og store skibsklarerere, har
haft kontakter til København og har fulgt med
i moden, således at nye stoffer og snit er nået
frem til både butik, skrædder, hattemager og
syerske.
Skrædderne har aftaget manufakturhandlernes
stoffer af forskellig art. I 1762 var der12
skræddermestre med 17 svende og lærlinge.
Rige familier har haft egne sypiger. I 1829
efterlyses ”En eller to unge Fruentimmer kan
antages til Undervisning i Dameskrædersyening efter Maal hos Cecilie Cohen”
Men man skal langt op i 1800-tallet, førend
man har kunnet udkonkurrere de lavere befolkningslags hjemmevævning og syning. I
denne periode var der 4 hattemagere i Helsingør
Manufaktur og Hørkram havde ikke selv et
lav. De konkurrerede med de købmænd, der
foruden egne varer også solgte lærred og italienske halstørklæder mv. Varer, som var klædehandlernes område.
I 1829 reklamerede Skibsklarerergårdens provianteringshandel i Helsingør Avis med klæde
i forskellige ”kulører” og lærred til billige
priser. Dette bekræfter, at konkurrence mellem købmænd og manufakturhandel ikke var
ukendt.
På skydeskiven til venstre kan man se, hvordan E. Hilligsøes Hørkrambutik i Stengade 52
har set ud i 1834.
Hattemager
I modsætning til klædehandlerne, udøvede
hattemageren et håndværk, idet han fremstillede hatte af uld, strå, skind eller nappa.
Hattemagerfaget kendes i Danmark fra anden
halvdel af 1600-tallet. Hattemageren fremstillede selv filt, der blev presset i form, stivet og
farvet. Stråhatte blev lavet af stråfletninger,
som blev syet sammen. Disse blev også presset under tryk.
Hattemagerlavet fra 1600-tallet blev i 1886
organiseret i Hatte- og Buntmagerforeningen i
Danmark.
Antallet af hattemagere voksede til hen imod
midten af 1800-tallet, hvorefter håndværksfaget i slutningen af århundredet blev fortrængt
af den industrielle fremstilling. Arbejdet med
21
damehatte blev fabriksmæssigt, idet det blev
opdelt i en række funktioner, bl.a. tilskæring,
syning og montering.
Hattemagerfaget er videreført som hue- og
kasketmagerfag samt modistfag.
16. Uldkræmmer
Uld blev et af de vigtigste råstoffer til fremstilling af beklædningsgenstande. I Danmark
har man fundet bronzealderdragter af uld.
Uldens kvalitet hører sammen med fåreracer.
Merino, der omtales i Peter Fabers julesang,
”Højt fra træets grønne top”, hvor Anna får
”Fire alen merino, til en vinterfrakke”, kom
fra Spanien til resten af Europa i 1700-tallet,
hvor Sverige fik fåreracen i 1723.
Fårehold var udbredt i alle dele af landet.
Kvinderne spandt uld til garn, som man selv
forarbejdede eller solgte til lokale vævere.
Vævning var således et af de mest udbredte
håndværk i det traditionelle landbosamfund,
ligesom ten, spinderok og væv. De sidstnævnte redskaber fandtes også hos borgerskabet.
I de jyske hedeegne strikkede både mænd og
kvinder, hvilket ses på Frederik Vermehrens
billede fra 1855, En jysk fårehyrde på heden
Selv om Herning-Ikast blev centrum for produktion af tekstilvarer, handledes uldvarer
overalt. Fx tjente Søren Kierkegaards far, der
boede i København, en formue på denne måde.
Omvandrende hosekræmmere opkøbte strikvarer, som de solgte på Kræmmermarkeder
over hele landet, også i Helsingør.
Tema III: Mad:
Husholdningerne har i dagligdagen handlet på
torvet, hvor slagterne stod for det ferske kød i
deres stationære boder. Købmandsvarer som
smør, ost, grønt og sild købtes hos torvekonerne og hos høkerne. Hos bagerne kunne
man levere sin æltede rugbrødsdej og gåsestege til bagning hos de bagere, der havde et
fast udsalg med bageovn. Ellers købte man
det nødvendige brød hos bagerne.
Jernkomfurer til bagning og stegning blev
først almindelige fra 1830erne. Luksusvarer
som kaffe og te, købte man hos købmand,
høkere eller i klarerergårdenes provianteringshandel.
17. Slagter
I 1801 var der i
Helsingør 9
slagtermestre
med et stort
antal slagtersvende og lærlinge boende
hos sig. De fleste af mestrene
har både haft
slagtehus, stald og lade i deres boliger, der
fortrinsvis lå i Sct. Annagade. En enkelt har
også haft svinesti. Slagterne har således udført
udskæring og slagtning og behandling af kødet, som har været solgt fra bod på Slagtertorvet.
Arkivmaterialet viser, at 1500-tallets slagtere
har været utilfredse med de regler, bystyret
har fundet nødvendige for at kunne opfylde
købstadslovgivningens krav om at forsyne
22
byen med varer. Både maksimalpriser og kravet om, at de kun måtte sælge inden for byportene passede dem ikke.
Rent faktisk har det været lovlig at holde auktion over kvæg og heste inde i Helsingørs bys
gårde. Det viser annoncer i Helsingørs Avis i
efteråret 1829.
Høkersker, smuglede varer og straf
De fattige omstrejfende høkersker konkurrerede med slagterne. De havde ret til at slagte
og sælge et lam om dagen, men aftalerne blev
ikke overholdt. Det gik ud over de ”lovlige”
slagteres omsætning, fordi høkerskerne kunne
sælge smuglede varer billigere. Ulovlige
handlinger blev straffet enten med fratagelse
af varer, bøder eller kag. Men kontrollen var
ikke effektiv.
I løbet af 1700-tallet forbedredes samfundets
økonomi. I 1745 lod bystyret opføre 6 faste
slagterboder ved indgangen til Polititorvet.
Her kunne byens borgere købe det ferske kød.
På pladsen bag de nye slagterboder stod kagen.
Fiskerkonerne skulle også have stade der,
men de forblev en rum tid hvor de altid havde
været, ved Bramstræde.
Torv og Marked
Pladsen på torvet var trang, så slagterne måtte
kun have en skammel anbragt foran bodens
vindue, som kunne lukkes med en lem, der
kunne slås ned og bruges som disk.
Slagterne har formentlig, ligesom dele af byens befolkning købt levende kvæg på de store
kvægmarkeder. Til daglig havde byens slagtere haft konkurrence fra omegnens bønder, der
efter at have betalt accise, på alle torvedage
havde lov til at sælge deres varer på torvet.
Her tyede ikke blot fattigfolk, men også de
mere velstillede til bønderne for at få fersk
kød.
Som nævnt har ”torvehandel” fundet sted,
hvor der var plads i gader og stræder.
Forbud mod køb uden for byportene har de
været tilfredse med.
Nye Tider
I midten af 1800-tallet kom der nye tider. I
Brostræde lukker slagter Nielsens port med
kødblok, økse, bismer og udstilling af halve
oksekroppe og afløses af en elegant slagterbutik med marmordisk og flisevægge med præsentable varer i vinduerne.
18. Høker/købmand/Marked
Byrådet udstedte vedtægter og regler for torve- og markedshandel. Der var regler for mål,
vægt og for fremstilling af varer, især fødevarer som brød og øl.
En storkøbmand som Troels Lund, havde en
købmandsgård, der løb fra Stengade til
Strandgade, hvor der var port til gården.
I denne var der både stald, lade og lager. Hans
butik lå i Stengade, hvor også familiens bolig
lå i stueetagen. Mens den meget store stadsstue lå på førstesalen, hvor den blev brugt når
der var store middage og baller.
23
Børn og de mange tjenestefolk har haft sovekamre i sidelængen.
En købmand som Troels Lund har handlet
med alle mulige købmandsvarer til både borgere og bønder. Han har også handlet med
forskellige sorter mel. Man spiste rugbrød til
alle måltider. Husmoderen kunne selv ælte
dejen til rugbrød, men brødet blev bagt hos
bageren indtil jernkomfurer med ovne blev
almindelige.
Høkeren kan have betragtet torvehandel og
markeder som en konkurrent. Men til daglig
var det kun lovligt for handelsmænd og torveog fiskerkoner at handle på byens torv.
På landet var bissekræmmere og omløbende
handlende nødvendige, men ikke i byerne.
Derfor kontrollerede myndighederne de udenbys handlende. Man fik bøder og man risikerede, at miste sine varer, hvis reglerne ikke
var overholdt.
På de årlige markedsdage var lavsmonopolerne ophævet, og de handlende, hvad enten de
var bissekræmmere eller faste handlende,
kunne frit sælge deres varer mod at betale
afgift for at leje af telt eller en bod.
Markederne, fungerede både som forlystelsessted og handelsmarked. Folk kom fra nær og
fjern. Troels Lunds søn fortæller, at hele familien deltog i de store markeder, hvor der blev
provianteret til hele året og købt slagtedyr.
Der blev også købt hjemmevævede lærredsstoffer og uldstrik. Det kunne også være pilefletkurve og trævarer som tønder, malkeskamler, træskeer, stylter, legetøj og lignende.
Skoflikkere kan ikke betegnes som husflidsarbejdere, men de stillede op på markederne
og kunne nemt reparere fodtøj, mens kunden
ventede.
Med dette varesortiment kunne de ikke fungere som konkurrenter til byens faste handlende
og håndværkere. Derfor betragtede man dem
derfor positivt ved disse lejligheder, fordi
markederne tiltrak kunder og kunne dermed
gøre markedsdagene mere varierede. Dette
kunne betyde, at byens egne handlende måske
fik nye kunder fra alle dem, der strømmede til
markederne.
19. Bager
Så længe bagerne forsynede beboerne tilstrækkeligt havde de ret til at udøve deres
håndværk og sælge produkterne. Lavene bestemte hvor mange bagermestre byen skulle
have.
1762 havde Helsingør 5 bagermestre med 10
hjælpere. Dette er i 1801 blevet til 10 bagermestre. Dertil kommer svende og lærlinge.
Da jernkomfuret, kom ca. 1830, men først
blev almindeligt i 1840, skulle bagerne levere
3 slags brød til borgerne: ”Hvedebrød, Skonroggen og Rugbrød”. Fattige enker kunne få
ret til at bage og sælge grovbrød fra eget hus,
men ikke på torvet.
Bagernes udsalg fra eget vindue var beskedne.
Der var en hvidskuret disk med et hul til pengeskuffe og plads til plader med det nybagte
brød.
Da brød var en stor del af kosten, og folk ikke
selv havde mulighed for at bage det, har det
været nødvendigt med kontrol.
24
Et tilsyn undersøgte jævnligt om bagernes
forråd af korn og mel var tilstrækkeligt til at
forsyne byen, og om brødet var ”ustraffeligt
bagt i alle Maader og af umænget Korn”. Det
var forbudt at blande byg eller havre med
hvede eller rug. Så brødene blev kontrolleret
og prøvevejet.
Hvis reglerne for vægt og kvalitet ikke var i
orden, blev brødet uddelt til de fattige, og
bageren kunne straffes med bøde, eller på
”kagen”. I værste fald kunne bageren miste sit
privilegium som bager.
Myndighederne besluttede, at i stedet for faste
krav til brødenes vægt, skulle det have en fast
pris. Det skulle være større, når korn blev billigt, og mindre, når det blev dyrt.
Priserne blev fastsat for både hvedebrød, sigtebrød og grovbrød. Det var daglig mad, så
kvalitet og pris var vigtig. Som forsvar for
undervægt og dårlig kvalitet af deres brød
mente bagerne den fastsatte pris var for lav,
og at brødet i øvrigt var af samme kvalitet,
som det, der kunne fås i de andre byer ved
Øresund.
Det var især surdejsbrød (rugbrød) der blev
undersøgt.
Fladbrød som vafler og pandekager var lettere
at fremstille. De blev bagt over åben ild på en
plade ophængt i en krog over ilden. Postejer
blev bagt i lerforme eller forme af metal med
låg, så der kunne lægges gløder på låget til
overvarme. Disse produkter kunne også bages
i private husholdninger.
Brødets kvalitet var afhængig af både korn og
bageovn, men det danske korn var i 1818 så
dårligt, at England, Tyskland og Norge ikke
ville købe det. Det var ikke let at levere godt
brød på dårligt korn.
Brødet blev bagt i en kuppelformet ovn, af ler
eller teglsten. Når bålet var brændt ned, blev
gløderne fejet ud. Derefter blev brødet bagt i
strålevarmen fra lerkappen.
Ovnene har krævet plads og et ordentligt bageri. Først ca. 1830 kom brændekomfuret
med indbygget bageovn frem. Det gav større
chance for at levere ”velbagt” brød til billig
pris. Trods bagernes problemer med at levere
tilfredsstillende brød og de heraf følgende
mange klager, har erhvervet været rimeligt
attraktivt.
20. Ostehandel
De
første
danske
oste
man
kender,
menes
at være
Rygeost fra Fyn, der kan spores til Middelalder, en ost fra Esrom Kloster og Øl-ost.
Klosterost
Man er ikke sikker på dateringen af Esromosten, fordi klosteret efter Reformationen i
1536, blev revet ned i 1559. Stenene blev
genanvendt ved bygningen af Kronborg. Esromosten karakteriseres som en halvfast løbeost med få og uregelmæssige huller. Den har
en tynd lidt fedtet skorpe.
Rygeost
Rygeosten, der er en blød, frisk surmælksost
uden skorpe, kaldes ofte “Fynsk Rygeost”.
Den produceredes på små, lokale mejerier.
Den har brune striber, der stammer fra den
rist, som osten ligger på, mens den ryges. Det
sker ofte over halm og tørrede brændenælder.
Den strøs ofte med kommen.
Øl-ost
I 1800-tallet fremstillede bønderne selv en
lang række af de varer, der skulle bruges i
husholdningen - såvel øl som ost og smør.
Hvis øllet ikke blev vellykket, kunne det for25
bedres med f.eks. sukker og hældes over ”syltemælk” (frisk ost), som så blev serveret som
”øl-ost”.
Marked og Importerede oste
I forbindelse med sundtoldshandelen, har
Danmark importeret oste fra både Schweiz,
England, Frankrig og Holland.
Disse oste har været dyre, så det er mest den
absolutte overklasse, der har haft råd til de
eksklusive oste.
Da Helsingørs omliggende bondegårde fortrinsvis har været små, er det nok ikke heller
ikke mange markedshandlende, der har leveret danske oste.
Men da markederne har været besøgt af alle
befolkningslag, kan storkøbmænd have haft
personale til at stå med et stade, hvor man har
falbudt luksusvarer som importerede oste,
pateer, oliven og vineddike til glæde for storborgeren.
Vi ved også, at der har været handlende fra
Helsingborg, der har haft stadeplads på markeder med både smør og oste fra Småland.
Indtil Danmark mistede Skåne, måtte både
borgere og handlende fra Helsingør og Helsingborg frit handle på hinandens markeder,
hvis blot de betalte accise og havde markedspas. Stadsarkiverne viser, at det nogle gange
gav besvær.
Herregårds- og andelsmejerier
Herregårdsmejerier har kunnet levere oste til
overklassen.
Med andelsbevægelsen og de første andelsmejerier fra 1880erne blev der basis for osteproduktion til større dele af samfundet. En
mejerist, Constantin Bruun fra Samsø, fik,
efter at have haft osteproducenter fra Schweiz
på besøg, sat en produktion af dansk Emmentaler i gang. Produktionen blev en succes. En
videreudvikling af osten førte til den ost, vi i
dag kender som Samsø eller dansk schweizer
ost.
Osten er en fast løbeost med et begrænset
antal huller og en tør, gullig skorpe. Den er
lavet af opstukken komælk.
I dag spiser danskerne alle mulige oste med
inspiration fra hele Europa.
21. Torvekoner frugt og marmelade,
med grønt, levende høns
På Helsingørs torvehandel har der
været torvekoner,
der har handlet
med frugt og
grønt.
De fleste er formentlig kommet
fra gartnerier og
haver uden for
byportene, som
billedet viser, men
der har også været
grønthandleres udsalg, der hørte til de store
skibsklarerergårde, i gårdens kælder eller
port. Det fremgår af folketællingen fra 1801,
at der har været 10 gartnere, 1 svend og 1
lærling.
26
Af grønthandlere er der kun registreret 2
kvinder og 5 mænd. Men det udelukker ikke,
at der har været høkersker, der uden at være
registreret som grønthandlersker kan have
falbudt grønsager fra deres vindue.
Grønthandlerskerne, der var tilknyttet klarerergårdene dannede en stand for sig selv, og
de forsvandt sammen med skibsklarererne,
brokaprerne, færgemændene, toldkammerherrerne, og hvad der ellers hørte sundtoldstiden
til, fortæller Galschiøt i sin bog om Helsingør.
Grønthandlerskerne opholdt sig på fortovet
ved nedgangen til de kælderbutikker eller ved
de porte, de var knyttet til. På store dage, med
mange skippere, kørtes det ene læs efter det
andet af alle slags urter fra gartnerhaverne i
byens udkanter ind til kældrene ved havnen,
hvor kaptajnerne forsynede sig med de friske
produkter til deres skibe. Og alt blev solgt
med god fortjeneste til både leverandør og
sælger.
Produkterne var porrer, gulerødder, løg, kartofler og sellerier. Blomstergartneri var der
ikke meget af, og kun Marienlyst havde både
et drivhus og et vinhus i slotshavens velmagtsdage.
Leverandørerne var ikke kun små gartnere,
men også byens spidser, direktører og kammerherrer, der leverede produkter til grøntkældrene fra deres havebrug.
På både torvedage og markederne kan man
forestille sig, at mange kvinder fra byens omegn, uden privilegium, er mødt op med
hjemmesyltet marmelade, frisk frugt af egen
avl, og æg og høns.
Når der ikke var et specielt lav, har de, mod
en beskeden afgift, haft tilladelse til at sælge
deres egne produkter også uden for deres eget
vindue. De var som regel enlige, enker og
fattige, der fik lov til begrænset salg på markeder, men var ikke særlig populære hos de
faste sælgere.
Om man også i 1800-tallet har kunnet opleve
en situation, som den der fandt sted i 1579,
hvor en byfoged ”en helligdags eftermiddag”
gav ordre til, at høkerskerne skulle fordrives
fra torvet, hvor de havde slået sig ned, og deres æbler, pærer og nødder fratages dem, er
ikke usandsynligt.
22. Krydderihandel
Krydderi har altid været anvendt i forbindelse
med madlavning og som lægemiddel.
Gennem handel i Europa og Asien har man i
Danmark udover de nordiske urter som persille, timian, mynte, og laurbærblade udvidet
samlingen med peber, estragon, salvie, rosmarin, oregano og basilikum og med forskellige
rodfrugter. Krydderurter blev først langt oppe
i 1800-tallet afløst af færdigstødte krydderier.
Omkring 1800 har Marienlyst Slot haft en
hofgartner, J. L. Manza, der udviklede bedre sorter af både krydderier og eksotiske frugter. Han har leveret til det kongelige hof, men
Helsingørs borgere har også haft glæde af
hans arbejde og af den Havekatekismus, som
han skrev og som blev udgivet.
På både torvedage og markederne kan man
forestille sig, at kvinder fra byens omegn,
uden privilegium til handel, er mødt op med
27
krydderurter, enten af egen avl eller ved indsamling af vilde krydderurter. Mod en beskeden afgift, har de haft tilladelse til at sælge
deres egne for at få lidt indtægt ved markedshandelen.
Af folketællingen fra 1801 fremgår det, at der
har været 10 gartnere, 1 svend og 1 lærling i
byen. Af grønthandlere er der kun registreret
2 kvinder og 5 mænd
Men på de årlige markeder, som tiltrak både
mange kunder og handlende af forskellig
slags, var det tilladt, også høkersker, at handle, selvom de ikke var registrerede som borgere.
23. Blomstersælgerske
På de store
sommermarkeder i Helsingør,
har der foruden
torvehandel med
frugt, grønt og
krydderier, været
kvinder som
hverken havde
stadeplads eller
tilhørte et lav.
En sådan omløbende sælgerske kunne få tilladelse til lidt småhandel. Man accepterede de
sælgere, der ikke var en konkurrent, men
tværtimod kunne være med til at give markedet liv.
I begyndelsen af 1800-tallet har det ikke været almindeligt med afskårne blomster, så disse omløbende handlende har ikke været konkurrenter. Nogle rejste rundt og solgte forskellige former for bl.a. hårsmykker og ”prydting” som Dalarheste.
Andre solgte husflidsprodukter og legetøj til
børn, men der har også været kvinder, der
ikke havde noget erhverv, men som gerne
ville tjene lidt på småsalg.
Naturen selv
har leveret
materialet til
de små buketter og
duftblade til
potpourriposer. De har
ikke krævet
kapital eller
leverandør,
men har
krævet evne og tålmodighed til både at sætte
de vilde blomster sammen og tørre de velduftende blade. Duftbladene kunne bestå af lavendel, konval og rosenblade. Buketterne
kunne bestå af vilde blomster fra grøftekanter.
De kunne indeholde violer, tusindfryd, cikorie, ranunkel, katost, røllike og mange flere.
De etablerede grønthandlersker har haft deres
faste leverandører fra gartnerier og haver uden
for byportene, hvor de leverede produkter
kunne være porrer, gulerødder, løg, kartofler
kål og selleri.
Blomstergartneri var der ikke meget af, og
ved Helsingør var det kun Marienlyst, der
havde både et drivhus og et vinhus i slotshavens velmagtsdage. Leverandørerne var ikke
kun små gartnere, men også byens spidser,
direktører og kammerherrer, der leverede produkter til specielt klarerernes faste grøntkældre fra deres havebrug.
På både torvedage og markederne har fattige
kvinder fra byens omegn kunnet have lidt
småsalg.
24. Kaffe, te, chokolade
Både kaffe, te og chokolade stammer fra de
kolonier de store opdagelser var med til at
etablere.
28
I 1500-tallet kom kaffen fra Etiopien via
Mekka til den øvrige islamiske verden. I
1600-tallet nåede den de europæiske handelsbyer og blev via det nederlandske Ostindiske Kompagni bragt til Asien. I midten af
1700-tallet nåede dyrkningen Brasilien, den
største kaffedyrkende nation i dag.
Allerede i 1665 bragte Østasiatisk Kompagni
kaffen til Danmark. Der er forskellige sorter
af kaffe, med forskellig smag. Både dyrkning, ristning og malen af bønnerne har,
ligesom kaffebrygningen, betydning for smagen.
Te er også en af de klassiske kolonialvarer,
der fortrinsvis blev dyrket i Asien til moderlandenes forbrug.
Som kaffe findes teen i forskellige kvaliteter
og smag, der hænger sammen med dyrkning,
behandling og brygning af denne.
Chokoladen stammer fra Sydamerika. Her
blev den anvendt til usødede drikke tilsat
krydderier som vanilje, kanel og peber. Den
blev først udbredt i Europa i midten af 1600tallet.
Indtil midten af 1800-tallet drak man varm
chokolade, men så kom spisechokolade frem.
Denne fik man ved at tilsætte kakaomassen
ekstra kakaosmør, sukker, vanilje og lecitin.
Mørk chokolade har det største indhold af
kakao.
Kvaliteten afhænger af bønnernes oprindelse,
af forholdet mellem sukker og kakaobestanddele og forarbejdningen. I løbet af 1800-tallet
skabte selvstændige sukkerbagere og konditorer konfekt, dessertchokolade og sæsonartikler som fx påskeæg.
I Danmark har man således kendt til både te,
kaffe og chokolade siden 1660'erne. I midten
af 1700-tallet var kaffe med mælk og sukker
samt te en almindelig drik for borgerskabet.
Nydelsesmidlerne blev en del af sociale sammenkomster både i hjemmene og på cafeer.
Ideen med konditori- og musikcafeer og andre
cafétyper med dans og kabaret blev moderne i
Danmark i slutningen af 1700-tallet.
Der blev dannet private klubber, hvor man
både diskuterede politik og litteratur. I Helsingørs klubber, hvor borgerskabets mænd
mødtes kl. 20 for at læse aviser, diskutere,
ryge og drikke punch, kan der måske også
være blevet serveret kaffe.
Om aftenen underholdt kvinderne sig selv og
børnene i hjemmene. selvom kaffe oprindeligt
var forbeholdt overklassen, bredte kaffekulturen sig til andre sociale lag.
Udover byens cafeliv blev det almindeligt at
drikke kaffe på markeder og andre forlystelsessteder som Hammermøllen i Hellebæk,
Dyrehavsbakken i Klampenborg og Frederiksberg Have, hvor gæsterne trakteredes med
levende underholdning i form af musik, sang,
dans og kager til kaffe, te og chokolade.
29
Tema IV:Kultur.
Det er tidligere nævnt, at der var forskel på
enevældens rangklasser. De øverste klasser
bestod af adelige, officerer, af kongeligt udnævnte embedsmænd på Øresunds Toldkammer og andre ansatte der, konsuler, de store
skibsklarerere og af borgmesteren. Det næste
lag bestod af færgemænd og storkøbmænd og
offentlige ansatte som skolelærere og præster,
der stod over håndværkerne.
Af folk med borgerskab har der kun været 5600 af Helsingørs ca. 6.000 indbyggere. I lagene under har der været torvehandlende,
toldbetjente ved accisen, politifolk og vægtere. De nederste klasser kunne være torvehandlende, løse arbejdere og tyende. Der var endvidere fattiglemmer og dårer. Garnisonens
soldater har været tilknyttet Helsingør, mens
de gjorde tjeneste på Kronborg. Men der har
været utallige indbyggere, der har levet særdeles fattigt. De højere klasser har læst aviser
og bøger. De har haft råd til artikler til personlig pleje og til at gå til læge og på apotek,
når de har haft behov. I det følgende belyses
borgerskabets liv med udgangspunkt i, hvordan familien i Skibsklarerergaardens liv i
Strandgade 91 kunne have været.
25. Tobak
”Da vanen har gjort brug af tobak til mandkjønnets daglige fornødenhed … en pibetobak
ståer i udadskillelig forbindelse med ethvert
måltid. … og til gilder damper den flittigen
imellem retterne. En stor deel skråer; men …
dette er overladt til aldrende qvinder..." skriver E. C. Schade i Beskrivelse over øen Mors,
1811.
Tobaksvarer blev normalt forhandlet hos urtekræmmere og i klarerernes butikker. Men på
markedsdage var det ikke usædvanligt, at
kræmmere mødte op med deres udvalg af
skråtobak, snus, røgtobak og cigarer.
Det er sandsynligt, at noget af tobakken kom
fra lokale tobaksmarker. Det kunne være fra
Nikolaj Jensen Find i tobaksspinderi i Helsingør og fra Fredericia Plantager, hvor huguenotterne havde slået sig på tobaksdyrkning.
Tobakken kom til Danmark i slutningen af
1500-tallet, men blev først for alvor udbredt
omkring år 1600. Tobak blev betragtet som en
lægeplante og havde i Danmark sin plads i
køkkenhaven.
Planten blev brugt i salver, som pulver eller
balsam. Tobak kunne lindre sult og tørst, den
gav kroppen styrke og forfriskede ånden,
mente man. Den kunne også helbrede smerter
i hoved, bryst, mave og lever. Den kunne
fjerne vorter og ligtorne, og endelig mente
man at røgen var gavnlig og desinficerende
mod pest. Da tobak ansås for at være et lægemiddel, købte man den på apoteket.
I 1700-tallet frem til ca. 1800 blev snustobak,
som man snusede op i næseborene populært
30
blandt kvinder, men blev senere betragtet som
uæstetisk.
Efterhånden blev tobak betragtet som et nydelsesmiddel, og det blev populært både at
tygge skråtobak og ryge pibe og cigar.
Tobaksspinderiet var først og fremmest til det
lokale marked, som på grund af de mange
sømænd, der kom til byen, har været stort.
Det blev nok også mest sømænd og småkårsfolk der efterspurgte den lokale tobak, idet
den lokale overklasse hellere serverede importeret tobak for deres gæster.
William Thalbitzer, søn af en østrigsk konsul,
og dermed en del af overklassen, besluttede
sig i 1830erne for at drive tobaksfabrikation i
Helsingør, hvor han mente, at der måtte være
et marked. Det første år producerede han
20.000 pd. tobak. Hans søn overtog firmaet
efter farens død 1869 og drev dette til 1880erne, hvor han solgte firmaet og flyttede til
København.
Trods cigarindustriens opblomstring fik Helsingør dog aldrig den store tobaksvirksomhed.
26. Avis i Helsingør
I perioden fra 1769 har Helsingør haft forskellige forsøg med regelmæssige nyhedsaviser,
men først med Helsingørs Dagblads grundlæggelse 21. oktober 1867,der blev oprettet af
bogtrykker Henrik Donatzky har Helsingør
været forsynet med en fast dagligavis.
”Helsingørs
Adresse Contors
Nye Efterretninger” på 4 sider
udkom ugentlig i
kvartformat.
Avisens emneområder minder
meget om Helsingørs Dagblad
i dag.
Foruden politiske nyheder fra udlandet og
små artikler om løst og fast, bragte avisen
lokalstof. Lister over skibe, der kom forbi
Helsingør, blev noteret. Det samme gjorde
bryllupper og dødsfald.
Der var artikler om livet i by og på land i fortid og nutid og om skoleundervisning vist ved
en samtale mellem en lærer og tre skoledisciple.
Også en oversættelse af den franske Charles
Ogiers besøg i Helsingør 1634 hører vi om.
Avisen er en detaljeret og god kilde til overklassens liv.
Der blev også bragt eksempler på datidens
litteratur. Allerede i 1770 lukkede avisen,
men i 1797 fik Bogtrykker E. Michaelsen
tilladelse til at udgive en avis i Helsingør to
gange ugentlig.
”Helsingørsbladet” udkom i 1798-99 med
artikler om stort og småt som om ”Kaptajn
Brisacs opførsel på Helsingørs Rhed” eller
”For eller imod Færgefolket”.
Også nytten af Helsingørs Krammarked og
”Torvets slette Renholdelse” blev beskrevet.
Da Struensees trykkefrihed var blevet indskrænket 1798 forlod Michaelsen Helsingør.
Derefter fik pastor Grüner, der havde ført
skibslisterne i Helsingørsbladet, bevilling.
Han købte Bogtrykkeriet og lod listen over
skibe i Øresund trykke. Den 1. april 1800 udkom ”Helsingørs Kongelige alene privilegerede ind- og udenlandske Nyheder”. Grüner
efterlyste bidrag til avisen, som ikke kunne
fornærme nogen. Hvis han kendte forfatterens
navn, kunne bidragene trykkes anonymt.
Resultatet blev i første omgang til beskedne
Efterretninger som kun kom jævnligt i 18001801.
I 1818-19 udkom 3 numre af Helsingørsvennen. I 1832-34 udgav F. Schaldemose bladet
”Helsingøersposten” og i 1835 kom den nye
31
Helsingsøerspost og Helsingøers Ugeblad
1836-37 til.
Indtil Helsingør Dagblads grundlæggelse i
1867, var der udgivelser af forskellig kvalitet.
Det menes, at redaktør Schaldemose, har været den betydeligste af de forskellige redaktører.
27. Bogtryk, -handel og -binding
Efter bogtrykkerkunstens opfindelse i 1400tallet voksede antallet af boghandlere i Europa
i større byer med katedraler og universiteter.
De første bogtrykkere var også forlæggere.
Der kom selvstændige forlag med boghandel,
hvor forlæggerne solgte deres værker via
agenter eller i boder på universitetet.
Andre bogsælgere drog fra by til by med bøgerne i transportable kasser. De fik stader ved
kirker og markedspladser.
I 1700-tallet kom der læseselskaber og lejebiblioteker, og i 1837 stiftedes en brancheforening i København, for at sikre litterære ophavsrettigheder mod "pirattryk".
Bogbinding hører naturligt sammen med bogtryk. Bogbinderfagets udøvere har snart været
selvstændige, snart ansat hos bogtrykker eller
forlægger og har, som andre fagfolk haft uddannelsesforløb og organisationer.
Af bogbindere var der i Helsingør 1801 en
mester og 2 svende, mens der kun fandtes en
bogtrykker med 2 svende og 4 lærlinge.
Bogtrykkunsten skabte behov for indbinding,
der foretoges af praktiske og æstetiske grunde. Det typiske materiale var ofte fint hvidt
skind.
Man arbejdede med enkelt-, rulle- og pladestempler med dekorative eller figurlige motiver; en særlig fornem teknik var de gotiske,
tyske lædersnitbind med individuelle dekorationer skåret i læderet.
Bogbinderen skærer de trykte ark til og hæfter
dem derefter sammen med nål og tråd. Bog-
ryggen limes, og bogen beskæres på alle tre
sider.
Den får så enten et guldsnit eller marmoreres
eller farves. Bogryggen rundes og sættes i
presse. Derefter sættes pap på siderne der beklædes fx med lærred eller skind, der er skåret
tyndt i kanterne.
Den sidste proces er påsmøring af lim eller
klister på det yderste forsatsblad, hvorefter
bogen presses
et døgn.
Bogindbinding var et
udbredt håndværk op til
industrialiseringen. Skolereformen i
1814 førte til
efterspørgsel
efter bøger og
dermed bogbinding.
Da hurtigpressen blev indført, blev den håndværksmæssige bogbinding eksklusiv på grund
af prisforskellene på industriproduktion og
håndværk.
Der findes stadig grupper og enkeltpersoner,
der har holdt håndværket i hævd. Den traditionelle uddannelse blev 1995 opsplittet, så
man kan vælge industribogbinding eller
håndbogbinding.
Elias Grüner havde tidligere bestyret et engelsk læseselskab og et lejebibliotek. Hans
bogbestand bestod af mere end 1000 bind i tre
verdenssprog. Han oversatte Lafontanes romantiske familieromaner fra tysk.
Pastor Grüner, fik både bevilling til et bogtrykkeri og til at oprette en boghandel. Han
drev hele virksomheden med sin familie, hvor
hans 7 børn i alderen 3 til 13 år, blev oplært i
trykkeriet. Et 13 årig familiemedlem, Peter
Bendsen Grüner, optræder i 1801 som bog-
32
trykkerdreng sammen med de 4 andre drenge
i alderen 11 til 19 år.
Hans bolig husede beboelse til familie, forlag,
tjenestefolk, avisredaktion, og lejebibliotek.
Bogtrykkeri og sætteri lå i en sidebygning i
gården. Bierhvervene gav ham en tiltrængt
årlig ekstra indtægt på 1000 rdl. til den store
familie oven i en beskeden pastorløn på 400
rdl. I 1801 lå Grüners gård i Sophie Brahes
gade nr. 5 med sætteri, trykkeri og redaktion,
men 1. Dec. 1829 meldes i en lille annonce:
”At Trykkeriet er flyttet fra Brøndstrædet til
Tømmerpladsen bekjendtgjøres herved.
Grüner & Comp.”
28.Apotek/ personlig pleje.
Allerede i 1546 oprettedes Danmarks første
apotek i København, hvorefter der kom apoteker også i købstæderne. I 1801 ved vi fra
folketællingen i Helsingør, at der fandtes én
apoteker, Jens F. Steenberg, med en svend og
2 apotekerdrenge. Apoteket lå i Strandgade
nr.79, hvor der både var udsalg og bolig til
familie og tjenestefolk
For retten til at forhandle lægemidler blev der
stillet krav til apotekeren om kendskab til
varernes kvalitet, til lægens receptforskrift og
vejledning om hygiejne som sygdomsbekæmpelse. Man har solgt pulveriserede lægeurter
og tobak, som anså for at være lægende. De
første bevillinger var arvelige fra far til søn,
men fra 1843 var bevillingen personlig. Borgerskabet havde råd til læge og apotek. De
lavere klasser brugte gamle husråd, kloge
koner og omvandrende kvaksalvere ved sygdom.
Indtil ca. 1600-tallet var det at tage bad en
almindelig del af den personlige hygiejne.
Men da offentlige badstuer lukkede i forbindelse med udbrud af forskellige smitsomme
sygdomme skulle man hen i midten af 1800tallet, før man bevidst om hygiejnens betyd-
ning for sundhed
igen åbnede offentlige badeanstalter.
Den personlige
hygiejne var begrænset til daglig
vask af ansigt og
hænder ved brønden eller indendørs
ved et fad. En
grundig vask blev
undertiden foretaget om lørdagen, hvor køkkenvask eller et kar
blev taget i brug, og her badede man efter tur.
Hos borgerfamilier har der været servantesæt,
og de rigeste fik gennem 1800-tallet indrettet
bad.
1800-tallets normer krævede, at kvinder var
naturlige, dannede, dydige og diskrete. Det
var forkasteligt at bruge kosmetik eller parfume. Ansigtet skulle være nøgent og med en
bleg, sart teint. Kvinder måtte knibe sig i kinderne og bider sig i læben, hvis de ville have
lidt farve. Idealet viser C.W. Eckersbergs billede af købmand Nathansens 2 ældste døtre.
Kun skuespillere og horer sminkede sig. For
at leve op til idealet måtte kvinder undgå sol
og vind. Udendørs var håret dækket af en kyse eller et tørklæde, armene af lange handsker,
og paraplyen var uundværlig.
Selv kvinder med udendørs arbejde som torvekoner, skulle være blege. De forsøgte at
beskytter huden mod påvirkning af vejr og
vind. Mænd måtte gerne have en sund, rødlig
kulør på en naturligt bleg hud.
Det var mod god tone at anvende parfume
Man skulle først og fremmest dufte rent.
Kvinder brugte blomsterdufte med et strejf af
ansigtsvand, mens mænd foretrak dufte med
læder og moskus. Dufte måtte kun anbringes
på handsker, vifter, slør og lommetørklæder.
Aldrig på huden.
33
Blomsterpotpourri i duftposer kunne lægges
mellem tøjet. Cremer, sæbe og dufte kunne
købes hos apotekeren.
Dufte har også været anvendt i kvinders hovedvandsæg. Det var en lille sølvbeholder
med en svamp og lidt duftevand, der kvikkede
op hvis man duftede til det.
29. Barber/ Badskærer.
Nutidens barber er meget forskellig fra Sundtoldstidens.
De faglige krav var store. Læretiden var 3 år.
Derefter skulle man vandre 4 år som svend
for at blive undervist i lægekunsten og blive
badskærer.
Som udlært kunne man få arbejde hos en mester i Helsingør. Enkelte badskærere havde
også badstue. Og mange barberstuer fungerede som værtshus.
Badskærlavene havde som andre lav et fastsat, begrænset antal mestre, der havde privilegium på barber-, kirurgi og sårlægekunst.
Indtil slutningen af 1700-tallet arbejdede de
fortrinsvis som læger og kirurger. De kunne
behandle folk for sår, knoglebrud og læsioner.
De fremstillede også plastre og salver. I krigstid måtte lavet stille med en badskær til at
følge hæren og udruste ham med en feltskærkiste med instrumenter og medikamenter.
De måtte ikke gå de medicinske læger i bedene. Anklager fra lægerne viser, at barbererne
ikke altid holdt sig til deres eget fagområde. I
1801 var der 11 feltskærere, som var en del af
barbererne i Helsingør. Der var også 8 parykmagere og 4 hårskærere til at tage sig af
frisurerne.
Badskærerne klager over konkurrence fra
omløbende kvaksalvere og ”kloge koner”, der
ud fra erfaring arbejdede med sygdomsforløb.
Skarpretteren, der gennem sit arbejde havde
kendskab til anatomi og kunne udføre kirur-
gisk behandling, som var badskæreres privilegium.
Det blev besluttet, at det ville være lovligt at
skarpretterne (bødlerne) forsøgte sig med helbredelse, hvis de kun arbejdede med patienter
med gamle skader. Ellers ville badskærerne
afvise disse patienter, hvis noget gik galt. I
dag kender man mest en barber som frisør,
selv om enkelte også barberer folk. Badskærer/barber arbejdede også som frisør. Badskærernes Lavsskrå, fra 1603
krævede 7 mestre i byen.
Man kunne kun blive mester og dermed få
adgang til barberlavet, hvis man efter teoretiske og praktiske studier i København havde
bestået en prøve i anatomi og kirurgi.
Ved oprettelse af et Kirurgisk Akademi i København i slutningen af 1700-tallet supplerede
så mange læger deres uddannelse med kirurgi,
at barbererne mistede deres betydning som
læge/kirurg.
Gennem 1800-tallet blev det almindeligt for
herrerne at gå til barber, hvilket medførte en
opblomstring af faget.
Da sæbe, kost og skrabere med barberblade i
1900-tallet gjorde det lettere at barbere sig
34
hjemme, forsvandt en del af barberernes kundegrundlag.
I dag søger de fleste kunder barbererne for at
blive klippet. I nutiden er der dog enkelte barberer, der udover klipning foretager den oprindelige barbering med ragekniv.
Barberernes redskaber var saks, ragekniv,
sæbe, sæbekop. Barberbækken blev brugt ved
indsæbningen. Det sidste er især kendt som
forretningsskilt.
stillinger og religiøse bevægelser om tro og
mirakler.
Før reformationen i 1536 havde de katolske
klostre munke, der fremelskede et utal af lægeplanter og urter, som kunne have lægende
virkning. Samtidig har der eksisteret ”kloge
koner”, der som fødselshjælpere ofte er blevet
spurgt om lægemidler.
Efter reformationen risikerede en del af disse
”kloge koner” at blive beskyldt for at stå i
30. Kvaksalver
På markederne har der, som det fremgår af
illustrationen fra 1500-tallet, gennem tiderne
været omrejsende kvaksalvere. I 1800-tallet,
har der ligeledes, deltaget gøglere ved siden af
alle handelsboderne.
Da kvaksalvere og andre gøglere ikke har
været underlagt nogle håndværkerlav, har de
frit kunnet ”underholde” markedsgæsterne,
hvis de løste markedspas.
Kvaksalvere påstår, at de kan hjælpe personer
til at blive raske, hvis de køber medicin fra
deres medbragte produkter.
Nogle gange ”fjerner” de svulster med de bare
hænder. Det kan man vist godt regne med til
kategorien gøgl.
De kan lokke med undergørende salver, eller
tilbyde livseliksir, der fjerner al dårligdom og
forlænger livet. De kan have medicin mod
ulykkelig kærlighed og sælge elskovsdråber,
som en bejler kan narre i den udkårne.
Da de var omrejsende, var de formentligt forsvundet, inden deres kunder kunne opdage, at
de var blevet snydt og bedraget.
Troen på, at omrejsende helbredere kunne
hjælpe folk, kan stamme fra kloge koner i
området, der har haft held med at hjælpe patienter.
De kan også stamme fra fjernere kulturers
medicinske traditioner, og fra magiske fore-
forbindelse med djævle og kunne blive
brændt på bålet, hvis de blev dømt.
Så længe kvaksalverne i 1800-tallet ikke har
frarådet syge at søge læge, har de formodentlig ikke gjort større skade, end at personerne
er blevet snydt.
I nutiden har der både i Danmark og den øvrige vestlige verden udviklet sig en blomstrende virksomhed af naturhelbredere. Mange er
organiserede i brancheforeninger, der giverundervisning og "autoriserer" udøverne.
Behandlingsmetoder og naturmedicin annonceres i ugepresse og annonceblade, hvor personer fortæller om før og efter.
Mange af præparaterne fabriksproduceres i
stort omfang og sælges som kosttilskud, og
efter lægemiddelloven af 1992 også som naturlægemidler, homøopatiske lægemidler og
vitamin- og mineralpræparater.
35
Kravet om deklaration af indholdsstoffer er
blevet skærpet, men der stilles fortsat kun
beskedne krav om dokumentation af virkning.
Så interessen for ”vidundermikstur” er stadig
udbredt, selv i vore dage.
31. Skibsklarerer
Når skibene ankrede op i Helsingør, kom tolderne ombord,
registrerede og
vurderede skibets
ladning og så på
sundhedsforhold.
Kaptajnen gik i
land ved karantænebroen ved
Øresunds Toldkammer, hvor
kaptajnens og
skibenes navn,
ladning, ankomst
og afgang registreredes. Var alt i orden, angav
kaptajnen, hvilken skibsklarerer han ville
henvende sig til.
Klarering var en kommissionsforretning, hvor
klarererne havde deponeret en sum eller værdipapirer i Øresunds Toldkammer.
Tolden blev trukket af denne konto, hvorefter
skibets reder betalte tolden og et gebyr til klarereren. Gebyret var klarererens udbytte af
dette arrangement.
Klarering omfattede registrering af ladning og
proviant, som blev bragt om bord under opholdet, samt kontrol af, at havneafgifter var
betalt.
Øresunds Toldkammer var ansvarlige for tolden, men det var de respektive konsuler, der
hjalp deres hjemlands skippere med klareringen. Heraf opstod efterhånden den egentlige
klarerervirksomhed, hvor både udenlandske
og danske klarerere ordnede skibspapirer og
betalte told, afgifter og sportler, samt hvad der
i øvrigt kunne blive af udgifter.
Ofte lånte klarereren også skipperen rede
penge.
Skipperen betalte klarereren med en veksel
eller et kreditbrev trukket på deres rederi eller
handelshus. Hvis der ikke var dækning fordi
fordringen var tvivlsom, var det klarereren,
der måtte bære tabet. Øresunds Toldkammer
var sikret gennem de penge eller værdipapirer, klarereren skulle deponere som sikkerhed.
Derved blev klarererne de faktiske opkrævere
af tolden og var et uundværligt mellemled for
skipper og Øresunds Toldkammer. For den
risiko og det arbejde klarereren udførte, beregnede han sig en mindre provision, men
forventede at skipperne provianterede i hans
butik.
Statens embedsmænd var selvfølgelig ansvarlige for, at tolden blev indkrævet og overført
til den enhver tid siddende konge, idet tolden
var kongens private indtægt.
Det var ikke tolden, men de indtægter, der
blev byens borgere til del gennem de mange
sømænds forbrug samt proviantering.
Imens klareringen blev ordnet, og de bestilte
varer blev bragt ned til færgemændene, der
sejlede varerne ud til handelsskibene, blev
skipperen godt beværtet i klarerergårdene,
bl.a. hos N. P. Kirk 1802-64, som ses på billedet.
En del af klarererne holdt skipperhus, hvor
kaptajnerne kunne spise og bo mod en rimelig
betaling. Efterhånden blev det kutyme, at klarererne betænkte ”deres” skippere med en
”kaptajnsgave”, ofte en porcelænsskål med et
billede af kaptajnens skib.
I tilknytning til klareringsvirksomheden opstod der i sidste halvdel af 1700-årene et helt
korps af såkaldte brokaprere. Disse skulle
kapre nye kunder til klareringsfirmaer blandt
36
de fremmede skippere, når de ankom til
skibsbroen.
Det kunne gå livligt til blandt kaprerne, når de
forsøgte at indfange skipperne, fordi klarerernes hovedfortjeneste bestod i skibenes proviantering.
I nedgangstider var kaprerne ekstra aktive i
deres konkurrence om at hente de bedste kunder til deres arbejdsgiver.
Det sidste var det dårligste og i modsætning
til priorøl, som var en tand bedre, fordi det var
forbeholdt klosterets ledere.
I 1600-tallets Helsingør havde man ølsmagere
og ølvragere, der skulle smage på og godkende øllets kvalitet.
Hos Laurits Pedersen hævdes det, at da Hel-
32.Klarerergården: Brygger
I Erik af Pommerns købstadsordning fra 1422
regnes ølbryggerne som købmænd og ikke
håndværkere.
Købmændene rangerede over håndværkerne. De enkelte erhvervslav
bestemte, hvor mange mestre der skulle være,
og hvem, der kunne blive mester. Formålet
var at sikre rimelige priser og kvalitet i produkterne.
Ved år 1800 var der i Helsingør 44 bryggere
og utallige brændevinsmænd. Begge produkter kunne fremstilles uden de store investeringer og på lille plads.
Efterhånden reduceredes antallet af bryggere,
således at der i 1835 kun var 6 tilbage af de
tidligere 44, bl.a. brdr. Galschiøt.
I 1839 løste købmand C. Wiibroe borgerskab
som brygger og blev dermed, i 1840, én af de
tre bryggere, der på det tidspunkt var tilbage i
Helsingør.
Fordi vandet både i middelalderen og op til
midten af 1800-tallet var sundhedsfarligt at
drikke, var øllet uundværligt i den daglige
husholdning. Man drak øl til daglig, og det
var almindeligt at folk både i by og på land
selv bryggede. Man må gå ud fra, de professionelle bryggere fremstillede det bedste øl.
I 1626 bryggede man tre slags øl: Dobbeltøl,
middeløl og klosterøl.
singør alligevel ikke kunne forsyne de mange
skibe, der rundede Helsingør, med øl, så sejlede rostockerne øl til Helsingør og vendte
ballastede hjem for at hente nye forsyninger.
Rostockerøl var i øvrigt mere populært end
det lokale bryg hos både de fremmede sømænd og de lokale helsingoranere.
Op gennem 1700-tallet fortsatte almindelige
helsingoranere med deres hjemmebrygning,
der dog stadig havde skarp konkurrence fra
både Rostock og København.
37
Det hjemlige øls kvalitet har ikke været lige
godt og ensartet. Men klarerernes bryggerier
bryggede det bedste lokale øl.
I slutningen af 1700-tallet, da handelen blomstrede, konkurrerede importerede drikkevarer
som vin med øllet, ligesom også det lokale
brændevin fik konkurrence fra importeret
spiritus som genever og tysk korn.
Bryggerne påstod imidlertid, at deres eget øl
snarere var for stærkt end for svagt. Men forslag om at genoptage tidligere tiders tradition
med ølsmagere og ølvragere blev afvist.
I nutiden er det blevet en hobby at brygge sit
eget øl, og en del mikrobryggerier er opstået.
33. En borgerfamilie med
tjenesteholdi begyndelsen af 1800tallet
Skibsklarerergaarden i Strandgade 91 står
som museum og har i 1800-tallet været beboet
af skibsklarerere, der var købmænd, vinhandlere og bryggere. Billedet viser vingrosserer
Waagepetersens familie malet af Bendz 1830,
der, selv om han er fra København, er repræsentativ for tidens rige købmænd.
I Helsingør kan skibsklarerergården være et
eksempel for de rige borgerfamilier med butik, skipperstue, og kontor i stueetagen. Familien boede på første sal. På anden sal var der
herberg for skipperne, når de opholdt sig på
land.
Folkeholdet var stort. Skipperstuen blev brugt
som spisestue for familie og de ugifte folk på
kontor og i butik, der var på kost og logi. Tjenesteholdet bestod i 1801 af en fuldmægtig,
tre købmandskarle i alderen49 - 22 år og
en16-årig købmandsdreng. Der var 2 bryggerkarle, en kusk og 4 tjenestepiger i alderen
40 til 20 år. Alle var ugifte.
Husets herre var forsørgeren, der varetog kontakter uden for hjemmet. Han var medlem af
de rigtige
klubber,
der forenede selskabs- og
erhvervsliv. Kvinden var i
hjemmet.
De fleste
aftener
samledes
mændene i
klubberne
til avislæsning, diskussion og punch.
Fruen i huset tog sig af livet i familien. Hun
var opdraget til at opfylde de borgerlige dyder
og var dannet, stod for børneopdragelse, havde kendskab til litteratur og kunne spille, sy
og male.
Planlægning af husførelsen stod hun for, mens
manden styrede regnskabet for husholdet.
Fruen havde ikke rådighed over økonomiske
midler. Hun overvågede tjenestefolkene, der
skulle opføre sig ordentligt. De skulle også
være dydige og lydige. Barnepigen tog sig af
de ofte mange børn, som hun passede og gik
tur med om eftermiddagen. Stuepige og kok
stod for den daglige rengøring, madlavning og
almindelige indkøb. De rigeste familier havde
ofte ekstrahjælp til reparationer af tøj, vask og
syning. Tjenestefolkene boede ofte flere
sammen i små værelser på loftet.
Husets døtre skulle kunne det samme som
moderen og opdroges til at blive passende
gift. Døtrene skulle være interessante samtalepartnere for en vordende ægtefælle, der ligeledes skulle have en passende familiebaggrund og god uddannelse.
Borgerfamilierne deltog derfor i det rige kultur- og selskabsliv, som fandtes i Helsingør.
38
Pigerne var klar til at blive forlovet efter konfirmationen og til at debutere på debutantballerne, som der var en del af i Helsingør.
Om sommeren flyttede familierne til deres
landsteder i området.
I byen foregik selskabslivet om vinteren, hvor
man afholdt både kaneture, store baller, middage med avancerede retter og et stort udvalg
af fine vine, som Helsingør havde stor import
af.
Det var vigtigt at finde egnede ægtefæller til
børnene. Ugifte døtre hensmægtede deres liv
som skyggetanter, hvis de ikke fik et job som
guvernante. Sønnerne skulle helst gå i faderens fodspor. Også de skulle finde et godt
parti, men var langt ældre end døtrene, mindst
i midten af tyverne inden ægteskab. Dannelse
og status skulle nemlig være på plads for begge parter, førend de kunne bejle til en passende partner, hvor valget ofte var styret af fædrene.
boede ofte flere sammen i små værelser på
loftet.
Skriveren har skrevet toldregnskaberne ind
på håndlavet pergament, der passede til fjerpenne og den hjemmegjorte blæk. Ved siden
af blækhuset har der været et sandhus, der
erstattede trækpapir. Skriften var gotisk, men
tallene arabertal. Det krævede god uddannelse
at føre registrering og regnskab. Evt. breve
blev forseglet med stempel i rødt voks. Arbejdet med klareringen fandt sted på et kontor
ved siden af butikken. Ved en dobbeltpult var
der plads til fire kontorister, mens chefen
havde et mindre kontor.
Gårdskarle og kusk har taget sig af lager,
heste og vogn samt transport af varer. Udklarering af skibe omfattede registrering af ladning og proviant, som blev bragt om bord
under opholdet, samt kontrol af, at havneafgifter var betalt.
Skibsklarererne var blandt Helsingørs største
34.Klarerergård,skibsproviant, med
sømandssouvenirs og tjenestefolk,
skriver, kommis, gårdskarl
Et tjenestehold i Klarerergården har bestået af
butiks og kontorfolk, tjenestepiger og tjenere,
samt gårdskarle og kusk.
Tjenestepigerne var direkte under fruen. De
stod for den daglige rengøring, madlavning,
børnepasning og
almindelige indkøb. Tjenestefolkene skulle være
dydige og lydige.
De rigeste familier havde ofte ekstrahjælp til vask,
syning og reparationer af tøj. Ugifte tjenestefolk
købmænd. De havde valgt at stå uden for
købmandslavet. Det gav dem en frihed, men
det betød også, at deres kommiser ikke fik
lavets lange uddannelse fra lærling til svend
til mester, der sluttede med en eksamen af
både praktisk og teoretisk art.
Denne eksamen krævede lavene som adgangsbillet til arbejde hos købmænd af lavet.
Da sundtolden ophørte fra 1857 hvor klarererkøbmændenes indtægter faldt, betød det, at
tidligere ansatte hos klarererne fik svært ved
39
at finde arbejde hos byens lavskøbmænd. De
ville kun ansætte folk med lavets eksamen.
Når et fæsteforhold ophørte ved opsigelse fra
en af parterne, skulle herskabet give den ansatte en god anbefaling i skudsmålsbogen.
Denne skulle bruges ved jobsøgning. Uden
denne, var alt håb om en ny plads ude.
I øvrigt havde klarererbutikken et rigt udvalg
af efterspurgte varer som helsingørshuer, skrå,
tobak, uldtrøjer og skibssouvenirs.
På disken stod et anker med brændevin eller
genever. Der var kaffe, te, sejldug og søkort.
Under loftet hang koste og nautiske redskaber
og overalt var der en duft af tjære, transtøvler
og tobak. Desuden var en grønthandlerske
tilknyttet butikken.
Tema V: Markedsliv
Det sidste tema handler om livet generelt i
Helsingør og om kulturen på markederne, der
både havde noget for børn og voksne.
Fattigfolk, den største gruppe i Helsingør, der
er lidt usynlig i infoerne, beskrives kort. Til
disse hører de løse fruentimmere. Ellers bliver
andre oversete grupper i forbindelse med børneaktiviteterne på markedet præsenteret.
35. Faldne fruentimmere/Finker
Synet på faldne fruentimmere har været præget af dobbeltmoral. De skulle helst ikke eksistere, men var et ”nødvendigt onde”, som man
skulle forholde sig til.
I 1496 skulle prostituerede bo i bestemte
kvarter i byen og bære en rød og sort hue. I
1522 måtte de ifølge Christian 2.s købstadslov
gå i det tøj, de ville, bortset fra kåber, så man
kunne kende dem fra andre kvinder; men de
skulle stadig bo i særlige bydele.
Danske Lov af 1683 forbød bordeller, og der
fastsattes en straf for kvinder, som opholdt sig
i "Horehuse til Utugt", og straf for mænd, som
"sig i Horehuus lader finde til Utugt at bedrive og der antreffis".
I 1775 kunne kvinder, som "paa deres egne
Værelser tillade Freqvence af Mandfolk"
straffes. Uden for disse tilfælde var der ikke
udtrykkelig straffehjemmel.
I 1800-tallet indførtes regelmæssig
sundhedsmæssig kontrol af de prostituerede.
Straffeloven af 1866 fastsatte strafansvar for
"Fruentimmer, som imod Politiets Advarsel
søge Erhverv ved Utugt".
Men reglementeret utugt var tilladt. Kvinderne skulle være registreret hos politiet og tilses
af læger.
Loven gav borgerskabets sønner mulighed for
at få seksuel erfaring inden de indgik ægteskab med dydige borgerdøtre.
I Folketællingen i Helsingør 1801 er der ingen, der er registret som prostitueret. I havnebyer som Helsingør har der været en del ”løse
fruentimmere” både i knejper og på markeder,
hvor de har haft en biindtægt.
Niels Bache, søn af den berømte færgemand
Lars Bache, fortæller i sine erindringer fra
Helsingør om de engelske kaptajner, der ofte
havde deres koner med på sejladsen.
Derudover har kaptajnen accepteret, at der
kunne være fra 4- 10 ”vadskekoner” med ombord, som Bache har set som prostituerede.
De gik slanke og ranke i land for at købe sæbe, men kom slingrende og fulde ombord med
forbudt spiritus og øl gemt under skørterne,
som de og matroserne kunne feste med.
40
Disse ”vadskekoner”, skal ikke forveksles
med de agtværdige 23 vaskekoner, der ifølge
Helsingørs folketælling fra 1801 boede i byen. De fleste har været logerende i St. Annagade og Olaigade.
10 ud af de 23 er husmødre, der arbejder som
vaskekoner, de13 enlige. De fleste er enker og
oppe i årene. En arbejder på hospitalet, et par
stykker har derudover børn til opdragelse i
pleje. Endelig bor en til leje sammen med sin
datter og en søn, der er færgekarl.
Eckersberg skildrer i 1807 i billeder ”løse
fruentimmeres” skæbner. Det begynder med
at tjenestepigen sminken sig, senere er hun en
sjuske, forfalder til druk, har herre på besøg,
der flygter ud af vinduet og ender med bortvisning fra pladsen. For hende var der kun én
vej frem, og den endte i prostitution. Man kan
håbe, at det ikke går lige så galt for kvinden i
det kyssende par øverst i afsnittet.
36. Fattigfolk og godtfolk.
Helsingørs forretningsdrivende
har haft
gode økonomiske
og sociale
kår.
Offentlige ansatte har ikke alle været vellønnede, men de grupper, der som fx præster
havde en del af deres indtægter gennem ”offer” ved højtiderne, havde kun til dagen og
vejen.
Småfolk som gifte tjenestefolk, arbejdsmænd,
håndværkersvende, og småhandlende kunne i
krisetider knap og nap overleve. Byen har haft
uendeligt mange små usle boliger og et stort
pjalteproletariat, der har forsøgt at overleve
via tiggeri.
Disse fattige har også kunnet ses på markederne,
hvor de
kunne
håbe på
at nogle
forbarmede sig
og gav
dem en
skilling.
Ved folketælingen1801 var der registreret 87
fattige, hvoraf de 76 boede i Fattighuset, og
64 gamle og syge, der boede på Byens
publiqe Hospital.
Nogle familier har i deres husstand fattigbørn
anbragt af kommunen, som betaler en
minimal sum til familien. Børnene får kost og
logi og må så arbejde for familien.
1805 blev fattigvæsenet organiseret efter fattigforordningen af 1803. Tidligere havde man
i Helsingør lagt beslag på Fattighuset til et
militært sygehus. Da man fik et garnisonssygehus, i Fiolgade 13, blev der bedre plads.
I fløjen mod Hestemøllestræde var der rum til
60 personer. Mod St. Annagade boede forstanderen.
Fra 1798 blev der oprettet en »rumfordsk suppeanstalt«, hvor de fattige kunne få suppe
(kogt på ben med tilsætning af okseblod). I
1805 indrettedes der fire arbejdsstuer eller
spindestuer for mænd, kvinder, piger og drenge.
En fattigskole fik plads i sydfløjen. Man havde en realskole og
Latinskolen,
der flyttede
til Kongensgade. Fattige
piger blev
undervist i at spinde og væve.
41
Oprindeligt havde man forstillet sig at hospitalerne skulle betjene militæret og husvilde,
gamle og fattige, men man fandt ud af, at også
folk, der havde en bolig, kunne få brug for et
hospital.
På trods af at den nye forordning, så hed det,
at fattighuset var den rene jammer. ”Det var
ikke noget tiltalende hjem for fattige og en
uhyggelig bolig at se til”, hedder det fra et
øjenvidne. Som vaskekonen ville folk hellere
bo for sig selv end i fattighuset.
Rent faktisk opføres der en del hospitaler i
Helsingør.
Direktøren for Øresunds Toldkammer tog
initiativ til at opføre Øresunds- og Helsingørs
Sygehospital med henblik på et hospital for
søfarende. Det er da også Toldkammeret og
nogle af de fremmede skibsklarerere, der støttede dette økonomisk. Men det blev også et
hospital for Helsingørs beboere.
der og galende kyllinger, der sammen med
lirekassemusik gav et inferno af lyd.
Der beskrives ”lergøgene, som hvert barn
skulle ha sig en af og gå og fløjte i”. Der var
endvidere salgsboder med husflidsprodukter
som tøndebånd, snurretoppe, bolde og træfigurer side om side med boder med friskbagte
pandekager, vafler og honningkager.
37. Marked med kaffeservering,
pandekagebagning og legende børn
I Danmark
drak mani
byen kaffe
fra midten af
1700-tallet
med mælk og
sukker. I løbet af 1800tallet optog
arbejdere og
bønder også
skikken.
På markeder, især de store årlige, kunne man
fx i Helsingør fra først i 1800-tallet få serveret
kaffe og kage. M. Galschiøt, der er født i
1844, har en udførlig beskrivelse af, hvordan
han i Helsingør oplevede et marked med både
handel, øredøvende larm, af skræppende æn-
For børnene var der legeaktiviteter samt mulighed for pandekagebagning, mens forældrene drak kaffe og spiste kringler.
Forlystelsessteder som Dyrehavsbakken og
Frederiksberg trakteredes gæsterne med levende underholdning i form af musik, sang og
dans til kaffen.
Kvægmarkedet var en festdag, hvor alle mødtes.
42
38. Gøglertrup, rariteter, musikere,
sangere og fortæller.
De store markeders besøgende var fra alle
samfundslag. Der var borgere, tjenestefolk,
borgerbørn og fattigfolk, soldater, sømænd og
løse kvinder. Alle var der.
Blandt de mange salgsboder var der alle former for underholdning og gøgl og lyd fra folk
og dyr, karruseller og lirekasser.
Galschiøt fortæller om mad og drikke i rigeligt mål. Handel med frugt, og krydderier
fandtes side om side med uldkræmmere. Vafler og honningkager solgtes ved siden af et
telt, hvor man kunne se ”Jordens største
mærkværdighed: en nylig fanget levende havfrue” og en ægte menneskeæder side om side
med et raritetstelt,
med udstilling af
misfostre og andre
mærkværdigheder
fra naturens hånd.
En udenlandsk gøglertrup havde en
Pjerrot, der spiste
blår og en sort ildsuger. Der var slangemennesker, jonglører og akrobater i
konkurrence med
Mester Jakel. ”Tryllekunstnere” og omvandrende sangere og orkestre fyldte pladsen op.
Men da en lille, guldlokket pige gik rundt
med en bøsse for at få lidt for underholdningen, var det ofte
forgæves. Der
kom ikke mange
skillinger til de
optrædende i
bøssen.
Måske havde
den omvandrende fortællerske,
og boghandlere
med lødige og
ulødige bøger bedre held.
En kvaksalver udkonkurrerede bartskæreren i
kampen om kunder. En præst fortalte om dyd
og næstekærlighed, mens løse fruentimmere i
konkurrence med præsten, tilbød selskab til
soldater og sømænd på landlov.
Imens kunne forældrene drikke kaffe, spise
kringler eller drikke øl, snaps og genever for
at skylle kroens ret ned.
På markedsdagene var der leben døgnet rundt.
Politibetjente sørgede for ro og orden, når
søfolk på landlov blandede sig med de optrædende, og fik en svingom med kvinder af forskellig slags.
Ikke alle
kom lige
ædru hjem
fra marked.
43
39. Børneaktivitet: Skriver
Denne aktivitet er nok ikke autentisk for
Sundtoldmarkeder i 1800-tallet, men den
kunne have været det, idet børnene skrev med
fjerpenne i skolen.
I ældre tid har skriveren skrevet toldregnskaberne ind på
håndlavet pergament,
der passede til fjerpenne og den hjemmegjorte blæk. Ved
siden af blækhuset
har der været et
sandhus, der erstattede trækpapir. Skriften
var gotisk, men tallene arabertal. Det krævede
god uddannelse at føre registrering og toldregnskab. Evt. breve blev forseglet med stempel i rødt voks.
I boghandelen, der også var papirhandel, førtes papir af al slags, fra tapetpapir i ruller til
karduspapir i pakker. Der var kraftigt ru ”bikubepapir” i folioformat med en bikube som
vandmærke. Da der ikke fandtes kuverter
brugt man tyndt, glat blåt postpapir i kvartark.
Det blev lagt sammen i brevformat med en
fold på langs og to på tværs.
Normalt hvidt papir, der blev brugt til almindelig dagligdags brug, var også på lager.
Til at skrive med brugte man rødt og blåt
blæk, og ”ægte sort galæbleblæk”, lak og oblater til brevforsegling.
Blyanter og sortkridt stod i messingholdere,
pennegåsefjer i bundter og stålpenne var også
på lager.
Gåsefjerene skar man
selv til med sin ”pennekniv”. De kunne
gøres bløde eller hårde efter ønske og
behov.
Lige til midten af
1850erne skrev børnene med fjerpenne i
skolen.
Den Store Bastian med fjerpen og blækhus
udkom i 1845 som en parodi på moraliserende
børnebøger. Den er senere end vort Sundtoldmarked i begyndelsen af 1800-tallet. Den
danske udgave, der udkom i 1867 har været
mere opdragende end den tyske. Børnene
skulle lære at være artige. De måtte ikke være
grådige eller forfængelige, og de måtte ikke
plage.
Den Store Bastian, der har lagt navn til den
danske titel, hedder i den tyske Nikolas og er,
også af udseende, en brysk variant af Sankt
Nicolaus, der er forbillede for julemanden.
Teksten på billedet belærer nogle børn, der
har peget fingre ad en neger, de har set på
gaden og lyder:
Da kom den store Bastian
(på billedet du se ham kan).
Sit store blækhus med han har;
han sagde: „Børn, gør ikke nar
af negerens den sorte hud;
den fik han af den gode Gud,
så han ej selv kan gøre for,
at den er ikke hvid som vor!"
Men drengene langt værre lo
og lod ej neg'ren gå i ro.
Moralen er, at børnene bliver dyppet i blækhuset, så de selv bliver så sorte som negeren!
44
40. Børneaktivitet: Tatovør
(Kropsmaling)
På markederne har der været mange former
for gøgl. Der har også været tatovører, der har
medbragt deres grej i form af nåle og farver i
en lille kasse.
I en travl havneby, har matroserne haft bud
efter tatovøren, når lejlighed var der. Nogle af
tatovørerne har måske også været i stand til at
male skibe, så sømanden kunne få et lille billede med hjem, af det skib, de har haft hyre
på.
H. C. Andersen, der blev student i Helsingør i
1827, har haft en fantasi, som er kommet
til udtryk i hans digtning. På siden her
vises nogle samtidige
illustrationer til hans
eventyr. Datidens
tatovører, har kunnet
misunde ham hans
fantasi. Nogle af dem
kan i nutiden have givet inspiration til de
overføringsmærker børn i dag kan vælge, når
de vil pynte sig med en ”tatovering”
Man mener, at folk gennem tiderne er blevet
tatoveret, fordi tatoveringer var magiske, og at
de kunne holde onde ånder ude.
Om søfolk gennem tiderne har tænkt på det
magiske, kan være en mulighed. Man har måske haft en idé om, at tatoveringen som symbol kan beskytte en mod de farer, der er og
har været på søen. Men en tatovering, et hjerte måske med et navn i, kan også være symbol på, at ens kæreste er i ens tanker hele tiden. Et anker kan
være symbol på håb.
Et kors på kærlighed.
Man kan vælge tatoveringer, der kan
symbolisere styrke.
Mange vælger tatoveringer, fordi de
synes godt om udsmykningen.
Ved en rigtig tatovering, placerer man farverne i huden.
Tidligere gjorde man det ved at skære hul i
huden og gnide det med aske. Senere blev
man stukket med nål, men i dag forgår det
mest en elektrisk maskine.
Børnetatoveringer bliver ”malet” på huden
med giftfrie farver, der let kan vaskes af. De
rigtige
tatoveringer skal
fjernes
med laser.
På dette
augustmarked
har vi ”tatovøren”
som barneaktivitet.
I datiden har det ikke været brugt, at børn fik
udsmykket deres hud.
45
41.Anvendt Litteratur:
Bill-Jessen, T. og Lars Bjørn Madsen: Folketælling i Helsingør 1801
Blom, Ida red.: kvinder fra urtid til nutid bd 2, 1992,
Christensen, Leif: Rigsdaler som betalingsmiddel i Danmark, 2010
Damgaard, Kjeld, foto
Degn, Ole og I. Dübeck: Håndværkets Historie, bd. 2, og bd. 3, 1983
Den store danske Encyklopædi
Det industrielle Danmark, Håndværkets kulturhistorie
Galschiøt, M.: Helsingør omkring midten af forrige aarhundrede, NNF, 1960
diverse årbøger fra Helsingør Museum, 1977-1996
Hvass, Lone Helsingør Museets Årbøger
Håndværkets Historie bd. 3 1700-1862,
Højriis, Ole og Thomas Ledet, red.: Oplysningens Verden, 2007
Hyldtoft, Askgaard, Helle og N. F. Christiansen, Det industrielle Danmark 1840-1914, 1981
Kjærsgaard, S. W.: Udgivelser Helsingør Museum
Madsen Lars Bjørn: En tur tilbage til Sundtoldstidens Helsingør, Museet Skibsklarerergaarden, 1996
Madsen Lars Bjørn: Klarerergården. Det finurlige Helsingør, med flere titler
Madsen Lars Bjørn og Kenno Pedersen: Mellem Helsingør og Kronborg, 2005
Mikkelsen, Birger: Helsingør, Sundtoldstad og borgerby, 1976, NF
Nørgaard, Hans: Penge, Nørgaard, Pedersen
Kenno: Torvelivet i Helsingør, Helsingør Bymuseum, 1973-1976
Pedersen, Kenno: Træk af markedslivet i Helsingør, Helsingør Bymuseum, 1978
Pedersen, Kenno: Jean Jacob Claessens Helsingør, NF 1996
Pedersen, Laurits m.fl.: Helsingør i Sundtoldstiden 1426-1857 bd. I og II, NNF, 1928
Pedersen, Laurits: Sparekassen for Helsingør og omegn 1829 1. Oktober 1929, J.M. Welsch’s bogtrykkeri
1929
Thestrup, P.: Mark og Skilling, Kroner og Ører. Pengeenheder, priser og lønninger i Danmark i 350 år (1640
til 1989), Rigsarkivet, Gad 1991
Weilbach, Fr.: Kronborg
Billeder fra Museets arkiver og
Pedersen, Vilhelm og Lorenz Frølich: Vignetter til H. C. Andersens eventyr
1820 C.W. Eckersberg (1783-1853), Bella og Hanna M.L. Nathansons ældste døtre, 1820.
http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/samlingerne/dansk-og-nordisk-kunst-17501900/highlights/christoffer-wilhelm-eckersberg-bella-og-hanna/
Bendz, Wilhelms: Familien Waagepetersen, 1830 SMKhttp://www.smk.dk/udforskkunsten/samlingerne/dansk-og-nordisk-kunst-1750-1900/highlights/,
Karnevalscene til gøglerinfohttp://www.smk.dk/udforsk-kunsten/samlingerne/europaeisk-kunst1300-1800/highlights/giovanni-domenico-tiepolo-karnevalsscene-pulcinellas-triumf/Københavns
bombardement, 1807
Frederik Vermehren), En jysk fårehyrde på heden, 1855. SMK
Møller, Martin Matros på landlov, Handels og Søfartsmuseet
Københavnsk politibetjent,
Holtzbecher, Johannes Simon, Blomsterranke, og Rosa Gallica1649-1659
46
http://www.smk.dk/udforsk-kunsten/samlingerne/kobberstiksamlingen/highlights/johannes-simonholtzbecker/
47
48