Læserbrev fra gruppeformændene for de seks borgerlige partier i Region Syddanmark, V, DF, K, RV, LA og Vejle Folkeparti, vedr. Poul-Erik Svendsen: Et par hektiske måneder kulminerede i onsdags, da Poul-Erik Svendsen (S) krævede regionens sundhedsdirektør fyret for rullende kameraer. Et fundamentalt nybrud i regionspolitik at man på den måde agerer uværdigt og uanstændigt som ledende regionspolitiker. Et helt uhørt bagholdsangreb. Der er ingen tvivl om, at Region Syddanmarks anseelse har lidt skade de sidste måneder, og der pågår en lang række undersøgelser: i statsforvaltningen, hos advokater og politi - og at ikke at forglemme mediernes afdækninger af både relevant og irrelevant karaktér. Sådan må det være i et demokrati, og de ca. 100 aktindsigtsager, der behandles, vil sikkert afstedkomme flere avisskriverier. Det er tankevækkende, at PoulErik Svendsen, når han taler om udluftning og udrensning, helt har glemt sin egen rolle. Politikerne har det øverste ansvar, og den del skal vi selvfølgelig påtage os. Poul-Erik Svendsen, der har været udvalgsformand og 1. næstformand i hele regionens levetid, flygter belejligt fra sit eget store ansvar. Der er så sandelig kø ved håndvasken. Vi går også gerne forrest for at rydde op i det, der af af Poul-Erik Svendsen er blevet døbt ”den syge politiske kultur” - en kultur som Svendsen senest har demonstreret ved sin adfærd i onsdags. En adfærd, der også har markant svækket vores tillid til ham. Hvis vi skal genoprette tilliden til regionen og hinanden, må Poul-Erik Svendsen også her tage ansvar! Tiden må så vise, om tilliden til Poul-Erik Svendsen kan genoprettes. Nu er det op til den nye ledelse, i form af den nye regionsdirektør, sammen med regionsrådet at få genskabt tilliden til regionen, så samtlige 25.000 medarbejdere igen kan være stolte af at være ansat i Region Syddanmark. Det bliver en stor opgave, men vi er klar til at løfte den, men er Poul-Erik Svendsen egentlig det?
© Copyright 2024