1. No category

1.2. LYSET
Lysforholdene har stor indflydelse på soldatens muligheder for at bevæge sig uset, at
observere, at skyde osv.
Terrænets belysning afhænger om dagen af solen og i den del af natten, hvor sollyset ikke når jorden, mest af månen. Hvor lyst eller hvor mørkt det er i det enkelte
øjeblik på et bestemt sted afhænger i øvrigt af vejret (skydække, sigtbarhed, snedække) og terrænet (bevoksning, bebyggelse, bakker og dale).
Kamp i mørke adskiller sig bl.a. fra kamp i dagslys ved, at det er vanskeligere at
• finde vej,
• holde forbindelse,
• opdage fjenden i rette tid,
• beskyde fjenden på effektiv skudafstand,
• afgøre, om man selv er skjult for fjenden,
• betjene våben, instrumenter m.m.,
• bevæge sig både til fods og opsiddet.
En betingelse for at kunne overvinde disse vanskeligheder, der først og fremmest
skyldes, at man ser væsentligt dårligere i mørke end i dagslys, er en grundig og
omfattende praktisk uddannelse.
1.2.1. Lysforhold.
Nat er ikke det samme som mørke. Før solopgang og efter solnedgang er der et
tidsrum, tusmørke, i hvilket det hverken er helt lyst eller helt mørkt, fordi solen ikke
står lavere, end at dens lys når op over horisonten. Dette tidsrum kaldes om morgenen for dæmring, om aftenen for skumring.
Natten er som helhed karakteriseret ved
• mørke af varierende tæthed,
• at al aktivitet i naturen er dæmpet ned eller skifter karakter,
• at alle lyde får forøget betydning,
• at temperaturen normalt er lavere end om dagen og
• at der kan anvendes mørkeobservationsmidler.
1.2.2. Tusmørke.
Den del af natten, hvor solen ikke står lavere end 18° under horisonten, kaldes tusmørket. Tusmørket inddeles i tre perioder: borgerligt, nautisk og astronomisk tusmør-
HRN 212-011
110
2006-06
ke. Disse perioder glider jævnt over i hinanden. Lysforholdene vil gradvist blive ringere, jo længere ind i tusmørkeperioden man kommer.
For soldaten er det borgerlige tusmørke at betragte som dag. Nautisk og astronomisk
tusmørke som nat.
Tusmørkes varighed er ikke den samme året igennem. Længst er det ved midsommer og midvinter, kortest ved forårs- og efterårsjævndøgn.
Desuden er tusmørkeperioderne forskellige på forskellige breddegrader. På den
nordlige halvkugle bliver tusmørket af længere varighed, jo længere nordpå man går.
I Danmark varierer tusmørket mellem ca. 1/2 og 1 time.
Jo tættere man kommer på Ækvator, jo kortere er overgangen mellem lys og mørke.
1.2.3. Mørke.
Mørket påvirker mennesket og dets sanser på en lang række områder:
• Synsevnen er nedsat; til gengæld er de øvrige sanser, navnlig høresansen, skærpede.
• Farver forsvinder; alle genstande synes sorte eller grå.
• Relief- og perspektivvirkningen bliver dårlig og påvirker afstandsbedømmelsen.
• Eventuelle træthedsfornemmelser forstærkes. (Det er i dette tidsrum, man normalt
sover).
• Mørket fremkalder en forstærket nervøsitet.
• Man føler sig i særlig grad isoleret, når der ikke er andre i nærheden.
• Man er tilbøjelig til at se syner eller tolke naturens lyde som udtryk for fjendtlig
aktivitet.
For at soldaten i mørke kan bevare sin selvtillid og handle korrekt, er det nødvendigt,
at han er fortrolig med ovennævnte forhold; men er dette tilfældet, vil mørket for den
dristige vise sig at være en særdeles værdifuld forbundsfælle.
I mørke vil selv en talmæssig underlegen styrke ofte kunne opnå betydelige resultater over for en stærkere modstander. Mulighederne for at opnå overraskelse er større
end om dagen, og den psykiske indvirkning, som mørket har, vil kunne forstærke
overraskelsesvirkningen.
1.2.3.1. Synet.
I mørke er menneskets evne til at se væsentligt dårligere end om dagen. Det betyder,
at man ser kortere, at omgivelserne fremtræder uskarpt, og at man ikke kan skelne
farver. Soldatens evne til at se i mørke varierer naturligvis med mørkegraden, men
herudover er den forskellig fra individ til individ, dels fordi øjets opbygning kan variere, og dels fordi der til at se i mørke kræves en særlig teknik, som ikke alle har lige let
ved at tilegne sig.
Kun få mennesker er helt natteblinde; de fleste kan træne deres nattesyn op, når de
forstår teknikken og samtidig får den fornødne praktiske øvelse.
Når man om dagen skal se tydeligt, retter man blikket direkte mod målet. Dette skyldes at den del af øjets nethinde, hvor billedet af målet om dagen dannes er tilnærmelsesvis centreret i øjet. Området er karakteriseret ved en stor koncentration af
nerveceller (tappe) der kræver dagslys for at kunne danne et billede.
Koncentrationen af en anden type nerveceller (stave) der kan danne sort/hvid billeder
på nethinden er koncentreret i det perifere område af øjets nethinde. Disse nerveceller kræver ikke så meget lys for at kunne virke, men de giver også et mindre skarpt
synsbillede. For at udnytte disse nerveceller (stave) skal man ikke rette sit blik direkte
mod målet, men i stedet knapt 2 håndsbredder (ca. 200 TS) ud til siden for målet.
Nervecellernes ”brændstof” er sammensat af stoffer, og når nervecellen er ”udtømt”
for brændstof nedsættes cellernes effektivitet og synet bliver sløret/mister fokus. For
HRN 212-011
111
2006-06
at aktivere nogle nye nerveceller som indeholder frisk ”brændstof”, bliver man nødt til
at skifte sit fokus. Derved skal man hele tiden flytte blikket en lille smule. Det bedste
nattesyn opnår man altså ved at se til siden for målet og lade blikket rykvis cirkle om
målet.(fig. 1-29).
Figur 1-29: Udnyttelse af synet i mørke (det perifere syn).
Øjet kan i stor udstrækning tilpasse sig skiftende belysninger. Øjets lysfølsomhed kan
således blive mere end 1000 gange større i mørke end i dagslys.
Tilpasningen fra mørke til lys sker hurtigt. Når man går fra mørket ind i en oplyst stue,
vænner man sig således hurtigt til den stærke belysning.
Tilpasningen af øjets lysfølsomhed fra lys til mørke tager derimod ret lang tid. Man
mærker en stor forbedring efter 3 minutter, men man regner i praksis med ca. ½ time,
før soldaten har effektivt nattesyn. Selv efter en times forløb sker der en stadig om
end mindre forbedring af nattesynet.
For under feltforhold at undgå at miste sit nattesyn kan man træffe forskellige foranstaltninger (fig. 1-30):
• Undgå at se direkte på lysgiveren.
• Beskyt øjet man sigter med, så dets nattesyn beholdes.
• Lukke begge øjne.
• Anvende hvidt lys så lidt og i så kort tidsrum som muligt.
• Anvende rødt lys eller røde briller, dog under hensyntagen til, at f.eks. røde linier
på et kort bliver grå, ændres til en anden farve eller forsvinder helt.
• Huske, at feltlygtens grønne lys svarer til svagt hvidt lys og ikke er uskadeligt for
nattesynet i samme grad som det røde lys.
HRN 212-011
112
2006-06
Figur 1-30:
Undgå at se direkte ind i lyset. Hold evt. hånden for øjet man sigter
med, så man beholder nattesynet på dette.
Er en soldat ved at observere mod et punkt, kan han lægge sig ned, for at få det han
observerer imod i silhuet mod den lysere nattehimmel eller en lignende baggrund.
1.2.3.2. Hørelsen.
I mørke spiller hørelsen i mange tilfælde en større rolle end synet. Dette er særligt
udpræget i meget mørke nætter eller i tæt tåge.
Man hører normalt bedre i mørke end i dagslys. Dette kan i fredstid naturligvis forklares ved, at der er mindre støj om natten, og at man derfor hører de enkelte lyde bedre. Men også andre forhold gør sig gældende, blandt andet, at høresansen bliver
mere koncentreret, når man ikke bruger sine øjne. Hvis man skal anspænde sin
hørelse om dagen, vil man således undertiden være tilbøjelig til at lukke øjnene.
Hovedårsagen til høresansens større effektivitet om natten er imidlertid, at der om
dagen sker en varierende opvarmning af de forskellige terrænoverflader, hvilket igen
medfører uensartede tilbagestrålinger og luftbevægelser, der dæmper lydbølgerne.
Om natten falder disse fænomener for en stor dels vedkommende bort.
Man forbedrer sin hørelse, hvis man (fig. 1-31)
• lytter med åben mund og uden hjelm,
• koncentrerer hele sin opmærksomhed om høresansen,
• tager front mod lydkilden,
• lægger en hånd (hænderne) bag øret (ørerne) og
• holder vejret momentvis.
• evt. lukker øjnene for at koncentrere sig om hørelsen.
HRN 212-011
113
2006-06
Figur 1-31: Lytteteknik.
Visse vejrforhold kan forbedre hørelsen. Kulde vil således lette udbredelsen af lydbølgerne, og lyde, der føres med vinden, høres tydeligt.
Lyde går godt gennem jord, hvorfor man ved at holde øret tæt til jorden bedre vil
kunne høre bevægelser på kort afstand. Man kan evt. forstærke hørelsen ved at
stikke f.eks. en feltkniv i jorden og holde øret til denne (fig. 1-32).
Figur 1-32:
Lyden fra bevægelse i nærheden går gennem jorden og kan opfanges
ved hjælp af feltkniven.
Hørelsen forringes af
• uvedkommende støj, der overdøver de lyde, man samtidig søger at opfatte,
• tildækkede ører (tøj, hjelm), tyggebevægelser og synkebevægelser,
• forkølelse og ørevoks,
• voldsomme lydpåvirkninger (skydning, eksplosioner m.v.) og vindens susen såvel i
øret og hjelmen som i buske, træer m.m.
Yderligere kan lyden svækkes over særligt terræn, f.eks. over højt græs.
Ekko kan medføre alvorlige fejltagelser, især hvad angår retning og afstand.
For bevarelse af hørelsen gælder bl.a. følgende almene regler:
Så vidt det er muligt, skal man undgå at være i nærheden af kraftige lydkilder, hvis
man lige derefter skal lytte efter svage lyde. Vedvarende kraftige lyde eller en stærk
lyd, som gentages flere gange, kan frembringe døvhed i indtil flere timer.
I kamp anlægges som hovedregel ørepropper, da støjen på kamppladsen kan
give svære høreskader. Skal man kommunikere ved kommandoforplantning inden
en forestående kamp, kan soldaten (eller hans makker) tage en øreprop ud for at
lette kommunikationen mellem makkerparrene.
HRN 212-011
114
2006-06
Skal man i nærheden af skydende våben eller under granateksplosioner opfange
ordrer, bør man stikke fingrene i ørerne, idet man herved får en noget større mulighed for at høre ordrerne (fig. 1-33). Er man i nærheden af et større våben, som f.eks.
en kanon, skal man enten vende ansigtet eller ryggen mod det punkt, lyden kommer
fra, således at man ikke vender et øre direkte mod lydbølgerne. Man bør tillige åbne
munden, så trykket bliver ens på begge sider af trommehinden.
Figur 1-33: Hørelse under ekstrem larm.
1.2.3.3. Følesansen.
Når synssansen ikke er tilstrækkelig i mørke, vil følesansen ofte kunne give oplysning
om genstandes tilstedeværelse, form, størrelse og stilling. I meget tæt mørke føler
man uvilkårligt for sig med hænderne, hvis man frygter at støde mod noget, og man
lægger vægt på de følelsesindtryk, man får gennem sine fødder. Disse indtryk fortæller, om man går på en sti eller i græsset ved siden af, over jævnt eller hullet terræn,
på fast mark eller blød bund osv.
Følesansen hjælper dels med at fortælle, hvor man skal gå, og dels, hvordan man
skal gå sikkert (uden at falde i grøfter eller over forhindringer) og lydløst. Dette opnås
naturligvis kun ved en effektiv og omfattende træning, men en sådan vil til gengæld
kunne opvise en meget iøjnefaldende forbedring af resultaterne, navnlig hos soldater, der ikke er vant til at færdes i naturen.
Følesansen kan være af stor værdi ved
• undersøgelse af hindringer, herunder eftersøgning af miner,
• identifikation af genstande,
• våbenbetjening,
• førstehjælp samt
• mange andre handlinger.
Enhver soldat skal kunne føle sig til (genkende) og arbejde med enhver del af sin
udrustning i mørke uden brug af lys (fig. 1-34). Soldaten hjælper sig selv og kammeraterne ved konstant at have styr på, hvor materiel og udrustning er oplagt på en
vogn, i rygsækken, kampuniformen o. s. v. Dette kræver den nødvendige militære
selvdisciplin og ordenssans.
HRN 212-011
115
2006-06
Figur 1-34: Følesansen er den vigtigste, når soldaten arbejder i total mørke.
1.2.3.4. Lugtesansen.
Menneskets evne til at bruge lugtesansen er ikke tilnærmelsesvis så stor som f.eks.
hundens, der primært anvender lugtesansen, når den skal finde vej. Menneskets
lugtesans trættes meget hurtigt, og egentlig træning vil ikke forbedre resultaterne i
rimelig grad i forhold til den tid, der skal anvendes hertil.
Tobaksrøg kan under gunstige forhold lugtes på lang afstand.
Røgen fra en skorsten - uanset fyringsmiddel - kan ligeledes lugtes på lang afstand.
Benzin- og olieos fra motorkøretøjer kan undertiden blive hængende i luften i ret lang
tid.
Visse dele af terrænet og visse terrængenstande kan - navnlig om foråret og sommeren - afgive bestemte lugte og derved give, f.eks. en patrulje, visse oplysninger om
terrænets art og bevoksning. Det gælder således pløjemarker, nåleskove, blomstrende træer og buske, kløvermarker, kyster (havluft eller tanglugt) osv.
1.2.4. Solen.
Ved jævndøgn (21. marts og 23. september) står solen op i øst og går ned i vest.
Steder, der har samme geografiske længde (dvs. ligger stik nord og syd for hinanden), har samme solopgangs- og solnedgangstider. Solopgang og solnedgang indtræffer 4 minutter senere for hver længdegrad, man går mod vest.
Ved midsommer - tiden omkring sommersolhverv, 21. juni - står solen op ca. i nordøst og går ned ca. i nordvest.
Ved midvinter - tiden omkring vintersolhverv, 22. december - står solen op ca. i sydøst og går ned ca. i sydvest.
Uden for jævndøgn vil dagens længde være forskellig på steder med forskellig geografisk bredde, og steder, der har samme geografiske længde, vil ikke have solopgang og solnedgang samtidigt. I Københavns Universitets ”Skriv- og Rejse-Kalender”
(”Almanakken”) findes en tabel over dagens længde på forskellige breddegrader året
rundt. Ud fra denne kan solopgangs- og solnedgangstider for et hvilket som helst
sted bestemmes. Metoden er nøje beskrevet i kalenderen.
1.2.5. Dæmring og skumring.
Det er ovenfor nævnt, at for soldaten er det borgerlige tusmørke at betragte som dag.
Solopgangs- og solnedgangstiden er derfor knap så væsentlig som tiderne for borgerlig dæmrings begyndelse og borgerlig skumrings ophør. Disse tidspunkter kan
findes i ”Skriv- og Rejse-Kalender” (”Almanakken”).
HRN 212-011
116
2006-06
1.2.6. Månen.
Terrænets belysning afhænger
• om dagen og under borgerligt tusmørke mest af solen,
• om natten mest af månen.
I en almindelig lommekalender kan man finde, hvornår månen er i sine forskellige
faser: Nymåne, første kvarter (tiltagende måne), fuldmåne og sidste kvarter (aftagende måne). Månen kulminerer (står højst på himlen) således:
Figur 1-35:
Nymånen. Kulminerer ved
middagstid.
Figur 1-36:
Månen i første kvarter
(tiltagende). Kulminerer kl.
ca. 1800.
Figur 1-37:
Fuldmånen. Kulminerer
ved midnatstid.
Figur 1-38:
Månen i sidste kvarter
(aftagende). Kulminerer kl.
ca. 0600.
Dette betyder, at man med
• nymåne har mørke aftener, nætter og morgener,
• tiltagende måne har månelyse aftener,
• fuldmåne har månelyse nætter,
• aftagende måne har månelyse morgener.
I ”Skriv- og Rejse-Kalender” (Almanakken) kan man for hver dag finde tidspunkterne
for månens op- og nedgang samt øvre kulmination for København.
”Skriv- og Rejse-Kalender” angiver en simpel metode til at overføre dette tidspunkt til
øvrige lokationer.
Halvmåne (til- og aftagende måne), fuldmåne med overskyet vejr og stjerneklar nat
ved nymåne giver nogenlunde de samme lysbetingelser. Det er under sådanne for-
HRN 212-011
117
2006-06
hold muligt at skelne de enkelte konturer i terrænet. Observationsbetingelserne er
rimelige.
Ved fuldmåne er natten så lys, at vilkårene næsten kan svare til dagslys. Der vil ikke
være større vanskeligheder forbundet med at orientere sig, og det er nødvendigt og
muligt at udnytte skygger ganske som om dagen.
1.3. VEJRET
Vejret påvirker direkte soldatens kampkraft og materiellets tilstand især ved meteorologiske faktorer som vind, temperatur og fugtighed.
1.3.1. Vind.
Vinden kan øve indflydelse gennem sin retning og hastighed/styrke.
Retningen angives, hvorfra vinden kommer, og kan opgives ved verdenshjørne, i
vinkelmål (grader, tusindedele) eller, hvis en mere vag angivelse er tilstrækkelig, ved
udtryk som f.eks. ”skråt forfra fra højre”.
Hastigheden angives normalt i m/ sek.
Vindstyrker angives i Beauforts skala med tallene 1-12.
Som bærer af støj og ved at frembringe støj i bevoksning m.v. kan vinden, navnlig i
mørke, påvirke vilkårene for overvågning og bevægelser.
Ved anvendelse af røg og kemiske våben er vindens retning og styrke af afgørende
betydning, idet virkningen af disse våben følger vindens retning.
Ved skydning med fladbanevåben vil medvind og modvind ikke have nævneværdig
betydning inden for ca. 1500 m. Derimod vil vind fra siden medføre sideafvigelser i
træfningen afhængig af vindens styrke og retning, skudafstanden samt projektilets
vægt og begyndelseshastighed.
Kraftig vind kombineret med en lav temperatur vil afkøle soldaten (chill-faktor) betydeligt. En kombination af lav temperatur, kraftig vind og regn/nedbør kan gøre en
soldat ukampdygtig.
1.3.2. Temperatur.
Kulde vil tilskynde soldaten til at bevæge sig, stampe i jorden o. lign. Støjen vil kunne
høres på lang afstand især i mørke og navnlig i frost. En frysende soldat mister let
koncentrationen.
Kuldegrader kan påvirke terrænets passabilitet i gunstig retning ved at øge en fugtig
jordbunds bæreevne og i ugunstig retning ved at gøre en fugtig bund glat.
HRN 212-011
118
2006-06
Figur 1-39: Vurdering af vindhastighed.
HRN 212-011
119
2006-06
1.3.3. Fugtighed og nedbør.
Soldatens naturlige trang til at beskytte sig mod regn og sne kan mindske hans agtpågivenhed. Brugen af tykt lag tøj og regntøj kan hæmme hans bevægelser, og støjen fra det vil i mørke være tydelig. Regn og blæst larmer også og vil overdøve noget
af støjen fra soldaten. En tør soldat vil altid være bedre end en våd soldat, og derfor
klæder han sig på a. h. t. opgaven og vejret.
Dis, tåge, skyer og nedbør kan - foruden at nedsætte sigtbarheden - påvirke belysningsforholdene i ugunstig retning. Virkningen kan især være stor i tusmørkeperioderne. I tåge er lyde vanskelige at lokalisere.
Indtræffer nymåne og overskyet vejr på samme tid, kan mørket være så tæt, at man
næppe kan se en person på få skridts afstand.
Snedække vil i væsentlig grad forbedre belysningsforholdene om natten, og mørke
genstande vil på åbne flader træde tydeligt frem, f.eks. soldater i mørke uniformer.
Bevægelser i sne vil kunne efterlade afslørende spor.
Tykt snelag kan nedsætte passabiliteten for både personel og køretøjer, og regn kan
påvirke jordbundens bæreevne og konsistens i ugunstig retning.
1.3.4. Sigtbarhed.
Sigtbarheden afhænger af faste og flydende bestanddele i luften: Vanddråber, iskrystaller, støv, aske og røg.
Om dagen kan tæt tåge, snefog, større eksplosioner og brande skabe kampvilkår,
der kan sidestilles med mørke.
Figur 1-40: Primær jungle.
HRN 212-011
120
2006-06