Kristelig Lægeforenings forårsmøde i Holstebro 7. marts 2015. "At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der." Overlæge Tinne Hornstrup indledte sit foredrag ved Kristelig Lægeforenings forårsmøde lørdag den 7. marts med blandt andet dette Søren Kierkegaard-citat. Under overskriften "Sygdomsforståelse og lægegerning i kulturel kontekst" blev de cirka 30 fremmødte klogere på, hvordan vi som læger kan møde mennesker med anden kulturel og religiøs baggrund. Tinne Hornstrup fortalte, hvordan samtalen om sygdom og død håndteres forskelligt i forskellige kulturer. Derefter fortalte uddannelseslæge Adam Nissen om sine erfaringer fra Indvandrermedicinsk Klinik, Odense, hvor svært traumatiserede og sygdomsplagede flygtninge og indvandrere opfordres til at dele deres "livsfortælling" med andre - som en vej mod heling og nye løsninger. Sagsbehandler Anne Lyster og overlæge Tine Damsgaard gav et engageret indblik i det arbejde, de begge har bidraget til via Mercy Ships hospitalsskibe. Her findes kulturmøde på mange planer, idet mennesker fra hele verden på disse skibe arbejder sammen om at levere gratis behandling og undervisning til patienter og sundhedspersonale i udviklingslande verden over. Inden forårsmødets afslutning fortalte overlæge Kristian Kristensen om den globale sammenhæng, som Kristelig Lægeforening, sammen med ca. 75 andre kristne lægeforeninger, er en del af via International Christian Medical and Dentist Association, ICMDA. Også her møder vi mennesker fra meget forskellige kulturer - og er senest blevet knyttet til Serbiens kristne lægeforening som venskabsland.
© Copyright 2024