Workshops ved Kristelig Lægeforenings årsmøde, lørdag den 26. September (klokken 16.00) Danhostel, Vestergade 45, 5700 Svendborg 1. Aktiv dødshjælp - kan vi skabe en holdningsændring? 70 % af den danske befolkning går ind for aktiv dødshjælp. Denne workshop vil samle op på den aktuelle debat om emnet og drøfte: Hvordan får vi formidlet, at det er muligt at skelne mellem at stoppe en udsigtsløs behandling og give aktiv dødshjælp? Hvordan optimerer vi den palliative behandling, så aktiv dødshjælp ikke kommer på tale - og hjælper patienten med at klare de lidelser, vi ikke kan fjerne? Hvordan bruger vi pressen til at skabe holdningsændring i befolkningen? Workshoppen skal opfattes som en brainstorm, hvor alle gode ideer er velkomne. Tovholder: Hans Holmsgaard, praktiserende læge og initiativtager til Omsorg indtil døden. 2. "Lægen i samtale med sin patient. Gør det en forskel, at lægen tror på Gud?" I dag udbydes læssevis af kurser i, hvordan man leder en patientsamtale, tager fat om de vanskelige emner og motiverer patienten til en livsstilsændring. Det personlige møde med patienten er jo vigtigt og kan være altafgørende for, om behandlingen lykkes. Men hvilke kilder trækker vi på som kristne læger - gør troen en forskel i mødet med patienten? Havde Jesus en bestemt måde at møde mennesker på, som vi kan lære af? Denne workshop vil dels videregive dryp fra en erfaren læges praksis, dels lægge op til diskussion: Gør det en forskel for din patient, at du tror på Gud? Deltagere forventes at deltage aktivt i samtalen. Tovholder: Karen Margrethe Nissen, praktiserende læge. 3. Når lægen er nødt til at "nægte af samvittighedsgrunde" Kristelig Lægeforenings nordiske søsterbevægelser er midt i en debat om dette emne i forhold til myndighederne. Men har vi helt styr på den del som kristne læger i Danmark? Hvad siger gældende lov om ”nægtelse af samvittighedsgrunde”? Hvorfor skulle man som læge risikere klager og retssager? Hvordan håndterer vi de etiske dilemmaer, vi møder? Workshoppen tager fat om et emne, vi som kristne læger gør klogt i at forholde os til. Deltagerne forventes at deltage aktivt i drøftelsen. Tovholder: Ellen Kappelgaard, psykiater og formand for Kristelig Lægeforening. 4. Hvad er Kristelig Lægeforenings eksistensberettigelse og fremtid? Kristelig Lægeforening blev oprettet i 1897 - har den levet sin tid ud, eller har vi mere brug for foreningen end nogensinde? Denne workshop er tænkt som opsamling på generalforsamlingens drøftelse: Hvad er Kristelig Lægeforenings eksistensberettigelse og fremtid? Hvad betyder foreningen for mit liv som troende læge? Deltagerne forventes at bidrage med egne erfaringer, kritiske indspark og gode ideer med henblik på at klargøre, hvor foreningen er på vej hen. Tovholder: Elisabeth Dørken, akademisk medarbejder i Kristelig Lægeforening.
© Copyright 2024