Første Slesvigske Krig. Den danske
Inge Adriansen og Jens Ole Christensen Første Slesvigske Krig 1848-1851 Kort over den danske helstat efter Englandskrigene bestående af kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg. Trykt 1817 til brug i skoleundervisningen. Inge Adriansen og Jens Ole Christensen Første Slesvigske Krig 1848 -1851 Forhistorie, forløb og følger Sønderborg Slot – Tøjhusmuseet Forord Første Slesvigske Krig 1848-1851 er i den almindelige danske bevidsthed ofte trådt i baggrunden i forhold til Anden Slesvigske Krig 1864. Men de to krige hænger snævert sammen og skal forstås i sammenhæng. Første Slesvigske Krig er blevet karakteriseret som et oprør, en frihedskrig, en borgerkrig, en dansk-tysk krig og en international konflikt – og der er noget rigtigt i alle beskrivelserne, for det er en kompliceret krig, der langtfra er entydig. Traditionelt er krigen fra dansk side blevet set som et oprør i hertugdømmerne mod den legitime regering i København, og fra slesvig-holstensk side som en frihedskrig båret af samme idealer som de øvrige europæiske frihedsbevægelser i den revolutionsbølge, der i foråret 1848 gik over Europa. Denne lille oversigt over krigens forhistorie, forløb og følger søger at se på krigen med nye øjne. Den er skrevet ud fra et dansk perspektiv, men med udblik til den slesvig-holstenske side. Selve krigen bestod primært af tre ’felttog’ i årene 1848, 1849 og 1850 afbrudt af to lange våbenstilstandsperioder. Den varede fra marts 1848 til februar 1851, hvor stormagterne kvalte den sidste rest af revolutionsbølgen fra 1848. Krigen blev ført mellem den danske hær på den ene side og den slesvig-holstenske hær samt styrker fra den preussiske hær og fra den tyske forbundshær på den anden side. Første Slesvigske Krig efterlod ingen sejrherrer. Ganske vist havde slesvig-holstenerne tabt, men danskerne havde intet vundet. Det danske monarki blev genetableret, men de problemer, der havde udløst krigen, forblev uløste. De slesvigske krige har været med til at præge den nationale bevidsthed og give det erfaringsgrundlag, som Danmark blev formet ud fra gennem mere end et århundrede. Krigene har også givet anledning til en erindringskultur både på dansk og tysk side i grænselandet. Den vidtgående bearbejdning af fortiden, der er foregået her siden 1980’erne, afspejler sig i de årlige mindedage og ceremonier. De er blevet til levende udtryk for nutidens konstruktive samarbejde mellem Danmark og Tyskland. Ved at opridse hovedtræk af denne udvikling håber vi at vække lysten til at få mere viden om den periode, hvor det moderne Danmark var i støbeskeen, og til at besøge museer og slagmarker også syd for den nuværende grænse. Inge Adriansen Sønderborg Slot Jens Ole Christensen Tøjhusmuseet Indhold Forord . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Indhold . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Krigens forhistorie . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Trusselsbilleder og forsvarsplaner . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Revolutionsbølgen 1848 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Helstatens sammenbrud . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Bov, Slesvig og Dybbøl - 1848 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . De frivillige . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Ekernførde, Kolding og Fredericia - 1849 . . . . . . . . . . . . . . . . . . To stater – to forfatninger . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Den Tapre Landsoldat . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Isted, Mysunde og Frederiksstad - 1850 . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Helstatens genoprettelse . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Fra krig til krig . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Krigen i billedkunsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Krigen i digtekunsten . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Krigens mindesmærker . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Krigen som erindringssted . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Tidslinje og kort . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . Museer, slagmarker og litteratur . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . 2 3 4 8 9 12 14 19 20 24 25 26 30 32 34 36 38 40 42 44 Bogen er udgivet på dansk, tysk og engelsk, og det har kun været muligt takket være støtte fra Alving Fonden, Helen og Ejnar Bjørnows Fond, Historisk Samfund for Als og Sundeved, Jyllands-Postens Fond, Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorck’s Fond, Marinehistorisk Selskab / Orlogsmuseets Venner, Nikolai og Felix Fonden, Oberst H. Parkovs Mindefond, Oticon Fonden, Selskabet Tøjhusmuseets Venner og Sydbank Fonde. Vi takker varmt for disse bidrag. Krigens forhistorie Tyske Forbund, en løs sammenslutning af selvstændige fyrstestater med forbundsdag i Frankfurt, hvis vigtigste opgave blev at opbygge en forbundshær og udbygge et antal forbundsfæstninger. Forbundshæren og -fæstningerne skulle forsvare grænserne mod Frankrig. Freden i Wien i 1815 afsluttede den lange, ødelæggende, europæiske krigsperiode, der havde raset stort set siden den franske revolution i 1789. Krigsårene havde været kendetegnet af revolutionstidens ubegrænsede krig med helt uoverskuelige følger for stater og samfund. Statssystemet skulle fremover skabe sikkerhed og stabilitet gennem politisk balance og samarbejde i stedet for militær rivalisering og krig. Balancen mellem stormagterne skulle sikre systemet, men Rusland og Storbritannien fik en særlig rolle i kraft af deres militære og økonomiske ressourcer. Den danske stat eller rettere det danske monarki, også kaldet helstaten, var helt forskellig fra nutidens Danmark. Det var en enevældig, flernational stat. Den havde ved afslutningen af Englandskrigene 1801-1814 måttet afstå Norge til Sverige og bestod herefter af to hoveddele, kongeriget Danmark samt hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenburg, og havde to tyngdepunkter, henholdsvis København og Kiel (se kortet på forsatsen). Det var ikke en stat eller en nation i moderne forstand, men ’kongens riger og lande’. Det, der bandt staten sammen, var først og fremmest kongen og kongeslægtens arveret. De tre hertugdømmer havde forskellig status, idet Holsten og Lauenburg, men ikke Slesvig, indgik i Det Tyske Forbund. Holsten og Lauenburg skulle bidrage med et militært kontingent til den tyske forbundshær og økonomisk til forbundsfæstningerne. Det nye Europa skulle være fyrsternes Europa, ikke folkenes. Nyordningen af Europakortet tog hverken hensyn til befolkningernes sprog eller nationale tilhørsforhold. De liberale og nationale ideer, som var udløst af de amerikanske og franske revolutioner, blev udpeget som årsagen til alle krigsårenes ulykker. De konservative europæiske stormagter, ikke mindst Rusland, vågede i årene efter 1815 nidkært over, at revolutionære tanker blev bekæmpet med alle midler. Grundtanken i Wienerfreden var en militær og politisk inddæmning af Frankrig – og af de liberale og nationale ideer. Som et led i den militære inddæmning blev der skabt en ny stat, Nederlandene, omfattende det nuværende Holland, Belgien og Luxembourg, hvis grænser mod Frankrig blev omfattende befæstet. De tyske stater blev samlet i Det Trods alle forsøg på inddæmning vandt liberale og nationale ideer efter 1815 udbredelse i de europæiske borgerskaber. De centrale forestillinger heri var, at al magt måtte udgå fra folket og ikke fra enevældige 4 fyrster, og at man tilhørte en bestemt nation, det vil sige et folk og et fædreland, der var kendetegnet af fælles historie, sprog og kultur. reformer. Udviklingen i Tyskland førte til pres for at indføre forfatninger i forbundslandene, herunder Holsten og Lauenburg, og i 1831 måtte Frederik 6. give løfte om rådgivende stænderforsamlinger. I løbet af 1820’erne og 1830’erne tabte de konservative stormagter i nogen grad deres faste greb om udviklingen. I 1830 kom det til en ny revolution i Frankrig og til uroligheder i flere tyske stater og i Polen samt til Belgiens løsrivelse. Det gav rygstød for de liberale kræfter og medførte flere steder liberale De rådgivende stænderforsamlinger trådte i funktion i 1834. Egentligt var det kun Holsten og Lauenburg, der som medlemmer af Det Tyske Forbund havde krav på at få en forfatning, men kongen ønskede ikke at gøre forskel på helstatens forskellige dele, der alle Skamlingsbanken i det nordlige Slesvig blev i 1840’erne ramme om en række dansk-nationale møder. Ved en fest her i 1844 blev den danske bevægelse i Slesvig knyttet sammen med den nationalliberale i kongeriget. 5 Fra slesvig-holstensk side blev det nationale spørgsmål knyttet sammen med tronfølgen. Alt tydede på, at den oldenborgske kongeslægt ville uddø med kronprins Frederik (Frederik 7.), og fra slesvigholstensk side blev det hævdet, at der gjaldt en anden arveret til hertugdømmerne end til kongeriget. Helstaten ville hermed blive opløst, hvis kongeslægten uddøde. Christian 8. svarede i 1846 med et såkaldt åbent brev, der hævdede, at arvefølgen i kongeriget også gjaldt i hertugdømmerne. Det vakte vrede blandt slesvig-holstenerne, også fra Tyskland kom der vrede reaktioner. Spørgsmålet om et samlet Slesvig-Holsten blev nærmest prøven på tysk enhed, og regeringerne i Berlin og Wien kom under folkeligt pres. fik forsamlinger. Langsomt skete der en ’politisering’ af helstaten, hvor der opstod en offentlig opinion samt en stadig mere markant presse. Den franske revolution i 1830 blev fulgte af en opblomstring af fransk nationalisme med krav om en revision af Wienerfredens grænser. Det medførte voksende spændinger mellem Frankrig og de tyske stater. Napoleonskrigenes tyske nationale vækkelse og drømmen om en tysk samling fik på ny vind i sejlene. I de skandinaviske lande blev det århundredgamle fjendskab mellem Danmark og Sverige langsomt afløst af en sameksistens. De nationale tanker blev i hele Europa en vigtig del af de liberale kræfter. Helstatens liberale opposition udviklede sig i 1840’erne til to stridende nationalliberale bevægelser, en dansk i København og en slesvig-holstensk i hertugdømmerne, med det nationalt delte Slesvig som stridspunkt. De fremsatte begge krav, der truede helstaten. Bevægelsen i København krævede et ’Danmark til Ejderen’, efter grænsefloden mellem Slesvig og Holsten. Bevægelsen i hertugdømmerne krævede et samlet Slesvig-Holsten og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Imod dette krav kæmpede den danske bevægelse, der var opstået i det nordlige Slesvig fra omkring 1840. Den understregede samhørigheden mellem kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig. Det danske monarki begyndte for alvor at knage i fugerne, og det blev stadig mere tydeligt, at enevælden ikke havde noget svar over for de nationale, politiske og sociale modsætninger, der i stigende grad kom til overfladen. I løbet af 1847 indså Christian 8., at der måtte ske forandringer, og igangsatte et arbejde med at formulere et forfatningsudkast. Ganske uventet døde kongen imidlertid i januar 1848. Men forfatningsarbejdet fortsatte, og nogle få dage efter, at Frederik 7. havde efterfulgt sin far, blev der udstedt et kongeligt reskript, der stillede en forfatningsændring i udsigt. Umiddelbart så det ud til, at de nationalliberale bevægelser var kørt ud på et sidespor. 6 Dobbeltegen blev i 1840’erne et symbol for hertugdømmernes nære forbindelse. Det samme blev understreget i den slesvig-holstenske ’nationalsang’ Schleswig-Holstein meerumschlungen skrevet i 1844. De to studenter holder den slesvig-holstenske fane (rød-hvid-blå) og den tyske enhedsbevægelses fane (sort-rød-gylden). 7 Trusselsbilleder og forsvarsplaner man så fra Storbritannien, Rusland og Sverige. En mindre del var placeret i Jylland og på Fyn og skulle i første række bruges til forstærkning af styrken på Sjælland, i anden række til forsvar ved de jysk-fynske kyster. Endelig var en mindre del placeret i hertugdømmerne, hvor den primært skulle udgøre Det Holsten-Lauenburgske Forbundskontingent. Sikkerhedsmæssigt vandt den danske helstat meget ved freden i Wien, men det europæiske system var dog ikke helt uden mislyde. Der opstod hurtigt spændinger mellem de to dominerende stormagter Storbritannien og Rusland, og et af de steder, hvor interesserne kolliderede, var i Østersøen. Begge stormagter så det som afgørende, at kontrollen med adgangen hertil gennem de danske stræder ikke faldt i modpartens hænder. I Danmark – med Englands krigene og Københavns bombardement i levende erindring – frygtede man en krig mellem de to stormagter, og som følge heraf et britisk eller russisk angreb mod Sjælland og København for at sikre sig kontrollen med stræderne. Samtidig frygtede man, at Sverige ville udnytte en sådan situation til et angreb mod Sjælland. Derimod så man ikke nogen trussel mod den jyske halvø, hvor Det Tyske Forbund havde overtaget forsvaret af helstatens sydgrænse. Flåden var under genopbygning efter katastrofen i 1807. Først og fremmest i form af et mindre antal større skibe, rettet mod en tilsvarende svensk flåde, men også i form af et større antal små kanonbåde til kystforsvar. Traditionelt havde Flåden udgjort forsvarets første linje, som særligt Sjælland og København havde været beskyttet bag. Men efter 1807 måtte fæstningsforsvaret overtage denne rolle, som det dog vanskeligt kunne udfylde. Befæstningssystemet gik tilbage til Svenskekrigene i 1600-tallet og var forsømt og forældet. Der fremkom i årenes løb utallige forslag til udbygning og forbedring, ikke mindst til helstatens hovedfæstning København. Men det lykkedes aldrig at finde de fornødne midler. Det danske forsvars tre dele, Hæren, Flåden og fæstningsforsvaret, var opbygget med dette trusselsbillede for øje. Hæren var delt i tre dele, hvoraf hoveddelen var placeret på Sjælland og rettet mod den trussel, 8 Revolutionsbølgen 1848 Stormen på Tuillerierne i Paris 23. februar 1848. Fra Paris bredte revolutionen sig som en steppebrand til det meste af Europa. Gadekampe mellem borgere og soldater i Berlin 18.-19. marts 1848. I både Berlin og Wien vaklede grunden faretruende under konge og kejser, og de konservative regeringer blev sat skakmat. 9 Folketoget til Christiansborg 21. marts 1848, der førte til dannelsen af en ny dansk regering i København 22. marts. En regering med et Danmark til Ejderen som målsætning. kræfter, der ønskede at skabe et Italien, et Tyskland og et Polen, men splittende for nationalt sammensatte monarkier som det østrigske og det danske. I februar 1848 brød en ny revolution ud i Paris. Den greb hurtigt om sig, det kom til voldsomme uroligheder, og en ny republik blev udråbt. En bølge af liberale og nationale revolutioner bredte sig hurtigt til bl.a. Tyskland, Østrig, Italien, Polen – og Danmark; ikke mindst Berlin, Wien og Prag blev ramt af voldsomme uroligheder. Den tyske forbundsdag forvandlede sig fra en grå fyrsteforsamling til selve revolutionens arnested med krav om liberale og nationale reformer - og tysk enhed. Af stormagterne forblev kun Rusland og Storbritannien næsten uberørt. I marts 1848 nåede revolutionsbølgen den danske helstat, hvor den gav nyt liv til oppositionen i både kongeriget og hertugdømmerne. Det gærede af uro i Kiel, Rendsborg og København, og det kom til udtryk i en kædereaktion af møder og stadigt skarpere udtalelser. Den 11. marts blev der holdt et stort politisk møde på Casino-teatret i København. Her kom de liberale og nationale tanker til udtryk, og ejderpolitikken blev kraftigt markeret. Ved et møde i Rendsborg 18. marts blev der vedtaget krav om en slesvig-holstensk fri forfatning og Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund. Revolutionsbølgen omfattede flere strømninger. Den liberale strømning krævede indskrænkning af fyrsternes magt, frie forfatninger samt borgerlige rettigheder som trykkefrihed og forsamlingsfrihed. Den sociale krævede reformer for de fattigste dele af befolkningen, og den nationale krævede nationalstater defineret ud fra indbyggernes nationalitet. Den nationale strømning virkede derfor samlende for de En deputation rejste til København for at fremføre disse krav for kongen. Men før den ankom, havde nationalliberale i København afholdt endnu et møde 10 Proklameringen af den slesvig-holstenske regering foran rådhuset i Kiel natten til 24. marts 1848. En regering med et samlet Slesvig-Holsten som målsætning. på Casino 20. marts, hvori de afviste alle krav fra Rendsborg-mødet og krævede en dansk-slesvigsk fri forfatning, og underforstået en udskillelse af Holsten og Lauenburg af helstaten. På mødet blev der vedtaget en resolution, der indeholdt en slet skjult trussel om revolution og krævede en ny regering – og et Danmark til Ejderen. Herefter tog begivenhederne fart. Den 21. marts gik københavnske borgere med bystyret i spidsen til Christiansborg med resolutionen fra Casino-mødet. Situationen var yderst anspændt, men Frederik 7. valgte at give efter for kravene. Hermed brød det enevældige styre samme – og med det helstaten. Den 22. marts blev der dannet en regering i København med et dansk-slesvigsk nationalt samlingsprojekt som målsætning. Natten til 24. marts blev der i Kiel dannet en provisorisk regering for hertugdømmerne med et slesvigholstensk nationalt samlingsprojekt som målsætning. 11 Og den 24. marts om formiddagen blev Rendsborg Fæstning overrumplet af slesvig-holstenerne ved et dristigt kup. Fæstningen, der lå på grænsen mellem Slesvig og Holsten, var næst efter København helstatens vigtigste og rummede både en stor garnison, et stort tøjhus med militær udrustning – og hertugdømmernes pengekasse. I rask tempo tilsluttede hærenhederne i hertugdømmerne sig den slesvig-holstenske side, undtagen en del officerer samt enkelte underofficerer og menige, der drog nordpå og tilsluttede sig den danske hær. Den slesvig-holstenske regering blev straks anerkendt i Holsten og det sydlige Slesvig, mens det i det nordlige Slesvig især var yngre embedsmænd og borgere, der tilsluttede sig. Her var der mange kongetro sles vigere på landet, men også i flere af købstæderne. Der var hermed to regeringer og to nationale samlingsprojekter i helstaten, og begge gjorde højlydt krav på Slesvig. Helstatens sammenbrud Helstaten var brudt sammen, og i stedet var der dannet to regeringer; den danske i København og den slesvig-holstenske i Kiel. Hermed var der to magt centre - og to uforenelige nationale projekter. Sammenbruddet trak nye skillelinjer imellem dansk og tysk – såvel på det overordnede plan som på det helt nære. Skellet mellem dansk og tysk gik undertiden tværs gennem familier. I et brev fra april 1848 skildres det således: ”Her står jo mangen broder mod broder, fader mod søn.” Det gjaldt i høj grad for officerer. Overrumplingen af Rendsborg Fæstning om morgenen 24. marts foregik uden et skud. Billedet viser en række af dagens begivenheder. Til venstre ankommer bevæbnede borgere fra byen, og i baggrunden til højre soldater og bevæbnede borgere fra Kiel og Neumünster. Forrest til højre forhandler den slesvig-holstenske leder med den danske kommandant, der valgte at stille sit mandskab frit, men selv at drage mod nord. Efter Rendsborgs overrumpling tilsluttede de øvrige garnisoner i hertugdømmerne sig den slesvig-holstenske side. 12 Ved 1. Dragonregiment i Slesvig by valgte regimentschefen oberstløjtnant M.C.F. von Holstein at gå mod nord til den danske hær med dele af regimentet. Samtidig valgte hans søn, premierløjtnant A.C.F.H. von Holstein, efter et højdramatisk sammenstød med sin far, at blive i regimentet, der tilsluttede sig den slesvig-holstenske hær. Premierløjtnant H.C.L. Jenssen-Tusch fra 13. Linie Infanteribataillon i Fredericia organiserede fra slutningen af marts dansksindede folkevæbninger i Nordslesvig. Men en måned senere ankom hans far, major G.F. Jenssen-Tusch, der havde valgt den slesvig-holstenske side, som stedlig kommandant. Han lod de våben, som hans søn havde udleveret, indsamle og fik opløst væbningerne. Som oftest fulgte officererne deres regimenter. Det var tilfældet for prins Christian af Glücksborg (Christian 9.). Han blev i dansk tjeneste som chef for Livgarden til Hest, mens to af hans brødre blev i deres holstenske regimenter, der tilsluttede sig den slesvig-holstenske hær. To af hans andre brødre tjente i preussiske regimenter, der deltog på slesvig-holstensk side, og en bror meldte sig som frivillig til den slesvig-holstenske hær. 13 I den fremtrædende slesvigske adelsfamilie von Krogh var der såvel dansk- og slesvig-holstensk nationale som helstatspatriotiske sympatier. I det danske krigsministerium veg man i første omgang tilbage fra at udnævne G.C. von Krogh til hærchef, fordi to af hans brødre havde valgt den slesvig-holstenske side. Men der var også helstatsfolk, der holdt sig helt uden for de nationale bevægelser og med sorg så på det had mellem dansk og tysk, som nu var opstået i Slesvig. Blandt disse var den gamle kniplingskræmmer Jens Wulff, der i april 1848 skrev i sin dagbog: ”… hele verden er som beruset, og den ulyksalige partiånd hersker overalt, hvor nu desværre bliver fjende, hvad før var ven. Ve dem, der har frembragt dette. Tysk og dansk levede før så fredeligt med hinanden, men nu står i samme land de forskellige nationaliteter fjendtligt mod hinanden.” Holdninger som denne fandtes overalt, men især i Nordslesvig, hvor tanken om opsplitning af helstaten havde ringe tilslutning. Bov, Slesvig og Dybbøl – 1848 Straks ved nyheden om revolutionen i Paris tog den danske regering – med erfaringerne fra Englands krigene for øje – fat på forberedelser til at sætte Københavns Fæstning og Flåden i krigsmæssig stand samt til at mobilisere Det Holsten-Lauenburgske Forbundskontingent. Men inden de militære forberedelser var gået rigtigt i gang, faldt regeringen. Som et led i den nye regerings tiltrædelse blev der 22. marts dannet et krigsministerium og et marineministerium til afløsning af enevældens kollegier. Og Det danske 5. Batteri (Batteriet Dinesen) (efter chefen kaptajn A.W. Dinesen) under kampen ved Bov 9. april 1848. Batteriet deltog fra krigens første kamp ved Bov til dens sidste ved Mysunde 31. december 1850. 14 der blev udpeget politisk ansvarlige krigs- og marineministre. Regeringen og særligt krigsministeren A.F. Tscherning lagde en kurs, der havde en militær løsning af situationen i hertugdømmerne for øje. I de sidste dage af marts indledte begge regeringer og hære et kapløb om Slesvig. Den slesvig-holstenske hær rykkede nordpå, hvor den gik i stilling ved landsbyen Bov ved bunden af Flensborg Fjord, og den danske rykkede sydpå; hovedstyrken fra Kolding og den mindre styrke fra Als gennem Sundeved. Den danske hær skulle med støtte fra danske flådestyrker omringe og nedkæmpe den slesvig-holstenske hær, inden den var konsolideret, og inden den tyske hjælp kunne nå frem. Hermed sad man bevidst den preussiske advarsel overhørig. I hertugdømmerne faldt hele forbundskontingentets udrustning i slesvig-holstenernes hænder ved overrumplingen af Rendsborg den 24. marts, og i de følgende dage oprettede den nye slesvig-holstenske regering en egen hær af tropperne i hertugdømmerne, suppleret med frivillige. Den 25. marts blev der givet ordre til at samle et dansk korps ved Kolding, og et par dage senere ordre om at samle et mindre korps på Als. Fra dansk side valgte man, i takt med at nyhederne fra hertugdømmerne nåede København, at satse på dels at nedkæmpe slesvig-holstenerne, inden de kunne konsolidere sig og få undsætning fra Tyskland, dels at besætte Slesvig, før slesvig-holstenerne fik fodfæste her. Fra slesvig-holstensk side søgte man omvendt at vinde tid, men også at vinde fodfæste i Slesvig. Den 28. marts anmodede den slesvig-holstenske regering Forbundsdagen i Frankfurt om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund, og der blev rettet henvendelse til en række tyske stater om militær hjælp, særligt Preussen. Også Danmark henvendte sig til Preussen for at søge opbakning, men blev mødt af en skarp advarsel mod at lade danske tropper rykke ind i Slesvig. Preussen kunne ikke sidde den tyske folkestemning overhørig, og en dansk indrykning ville medføre en preussisk intervention. Den 2. april meddelte Preussen i Forbundsdagen, at man sammen med andre tyske stater havde påtaget sig at hjælpe slesvig-holstenerne, og to dage senere tilsluttede Det Tyske Forbund sig dette. Forbundet lagde den militære og politiske udførelse i Preussens hænder, og i dagene omkring 4. april rykkede preussiske styrker ind i Holsten. Den 9. april angreb den danske hær den slesvig-holstenske i stillingen ved Bov. Den danske var talmæssigt overlegen, og den slesvig-holstenske hær måtte hastigt trække sig tilbage til Rendsborg, men det lykkedes ikke at omringe og nedkæmpe den. Hermed var situationen radikalt ændret. Borgerkrigen var en realitet, den slesvig-holstenske hær var under konsolidering, og fra syd var overvældende forstærkninger på vej fra både den preussiske hær og forbundshæren. En international konflikt var på trapperne. Den danske side var tvunget i defensiven og måtte søge at vinde tid til at organisere og udruste en større 15 Danske soldater fra 2. Lette Infanteribataillon holder hvil, en underofficer og menige spiser af fælles fad. På begge sider meldte flere yngre kunstnere sig som frivillige. Gennem deres gengivelser af oplevelser fra krigsårene kommer vi tæt på den menige soldat og krigens hverdag. hærstyrke og samtidig søge at fastholde mest muligt af Slesvig – og om muligt søge hjælp udefra. Et sidste forsøg på at nå en dansk-preussisk aftale glippede, og fra 18. april var der krig mellem Danmark og Preussen og dermed Det Tyske Forbund. Efter kampen ved Bov rykkede den danske hær frem til en stilling vest for Slesvig by, lidt nord for det gamle Danevirke. Her fik den til opgave så vidt muligt at standse en tysk fremrykning uden at risikere at blive fastholdt og nedkæmpet. Kunne den 16 danske hær ikke standse tyskerne her, skulle den føre henholdende kamp fra stilling til stilling – fra Slesvig over Bov til Als – og i disse stillinger yde kraftig modstand uden at sætte sin eksistens på spil. Fra Als kunne den, med Fyn bagved, true en fremtrængende hær i flanken. Den 23. april angreb en preussisk hærstyrke den danske hær i stillingen ved Slesvig by. Det udviklede sig til hårde kampe, som endte med, at den danske hær trak sig nordpå. hærstyrkerne og støtte deres operationer. I foråret 1848 indledtes desuden en dansk flådeblokade af enkelte nordtyske havne, der skulle stoppe søhandelen herfra. Under vejs nordpå gik den danske hær i kvarter i Flensborg. En større tysk styrke, der var på vej sydfra, overfaldt imidlertid en dansk forpost. Rygter herom førte til panik, og den danske hær forlod i al hast Flensborg. Overkommandoen opgav Bov-stillingen, og førte hovedparten af styrkerne til Als. Kun kava leriet forstærket med en mindre infanteri- og artilleristyrke rykkede nordpå mod Nørrejylland. Forbundsstyrken fulgte efter til Sundeved, mens de preussiske og slesvig-holstenske styrker rykkede nordpå. Forsvaret af den jyske halvø kom nu til at omfatte to dele, et flankeforsvar fra Als og et frontalforsvar ved grænsen til kongeriget, dog primært omkring Kolding. Hermed skulle der vindes tid til at organisere en større styrke og færdigorganisere den danske hær. Flåden fik fornyet betydning i forsvaret under de to slesvigske krige 1848-1851 og 1864 og opretholdt søherredømmet i de danske farvande under begge krige. Herved kunne den sikre øerne og særligt København mod angreb og på den måde frigøre hærstyrker til forsvaret af den jyske halvø samt flytte 17 I begyndelsen af maj rykkede preusserne over grænsen til kongeriget, og det kom til mindre kampe her, der dog ikke kunne hindre preussernes fremtrængen nordpå. Her begyndte de en udskrivning af en krigsskat som gengæld for den skade, som den danske flådeblokade påførte den tyske side. Udskrivninger og beslaglæggelser var en byrde for dem, der blev berørt, men generelt ramte krigshandlingerne i begge slesvigske krige kun i meget begrænset omfang civilbefolkningen – i modsætning til senere tiders krige. For at overskære de tyske styrkers forbindelseslinjer og true dem i flanken planlagde den danske overkommando et større, overraskende frembrud fra Als, som man håbede ville føre til en tysk rømning af Jylland. Samtidigt fik den preussiske overskridelse af grænsen til kongeriget for alvor stormagterne på banen, ikke mindst Rusland. Rusland ønskede ikke en forskydning i preussisk favør i den vestlige Østersø og truede direkte Preussen. Det lagde en tydelig dæmper på den preussiske krigsførelse, og den tyske øverstkommanderende fik ordre til at rømme kongeriget. Der blev nu tale om et mindre dansk fremstød for at erobre højderne ved Dybbøl - Dybbøl Banke - og derved styrke forsvaret af Als. Den 28. maj angreb den danske hær og overrumplede den tyske forbundsstyrke, der blev trængt tilbage. Herefter tog den danske hær stilling foran Dybbøl Banke, Preussiske gardere marcherer ind i Slesvig by den 23. april 1848, efter at den danske hær har trukket sig nordpå. Tropperne blev modtaget med jubel af hovedparten af befolkningen. der blev et brohoved og flankestilling på det slesvigske fastland. Den preussiske overskridelse af kongerigets grænse førte også til, at Sverige-Norge sendte et mindre korps til Fyn, mens et større korps blev holdt i beredskab i Skåne. Fra tysk side søgte man ved et angreb 5. juni at erobre flankestillingen ved Dybbøl, men efter et dansk modangreb måtte de tyske styrker trække sig tilbage. Herefter gik krigen i stå, og i august blev der efter pres fra stormagterne indgået en våbenstilstand. Den skulle vare frem til foråret 1849, samtidig med, at der blev ført internationale forhandlinger om en fred. Både den danske og den slesvig-holstenske hær skulle rømme Slesvig, dog var der fortsat danske styrker på øen Als. På begge sider blev de fleste af soldaterne hjemsendt. Hertugdømmerne skulle styres af en fællesregering, udpeget af Danmark og Preussen, men den fik dog hurtigt slesvig-holstensk slagside. 18 Allerede i 1848 tegnede konturerne sig af en delingslinje mellem danske og tyske sympatier i Slesvig nord om Tønder og syd om Flensborg. Tanken om en deling af Slesvig blev overvejet af begge krigens parter – og forkastet. På slesvig-holstensk side efter at Preussen og Det Tyske Forbund var gået ind krigen. På dansk side efter at kampene i 1848 havde gjort tanken umulig både i befolkningen og blandt politikere. Det kom til udtryk i en sang til Frederik 7., fremført ved en tropperevy ved Vejle i september 1848. Heri blev en deling afvist med ordene: ”Det skal ej ske! Vi sværger her som mænd!”; ord som kongen gjorde til sin politik. Delingstanken var tillige umulig for hovedparten af de danske politikere og de nationale kredse i befolkningen. De anså Slesvig som en del af den danske stat, der ikke kunne opgives med den nationale ære i behold. De fleste slesvigere, også de dansksindede, ønskede heller ikke Slesvig delt. De frivillige Almindelig værnepligt blev først indført under Første Slesvigske Krig. Indtil da hvilede soldatertjenesten alene på bondestanden. Men hurtigt efter krigsudbruddet meldte der sig frivillige fra andre samfundsgrupper både på dansk og slesvig-holstensk side. I løbet af krigsårene meldte der sig ca. 1.200 frivillige til den danske hær. Deres motiver var forskellige. Nogle var især drevet af eventyrlyst, mens andre var akademikere eller kunstnere fra det københavnske borgerskab, der var opflammet af den nationale vækkelse. Blandt de frivillige på dansk side var der ca. 350 fra Island, Sverige-Norge og Finland, hovedpar- Billede på slesvig-holstensk og tysk samhørighed 1848. Det slesvig-holstenske frikorps fører den tyske fane. ten dog svenskere og nordmænd. Også deres motiver for krigsdeltagelsen var forskellige. Mange var skandinavister og havde deltaget i det store studentermøde i København i 1845. Og nogle af dem fulgte nu op på mødets vision om et samlet Norden ved at drage i krig for Danmark. Visionen levede videre i tiden mellem de to slesvigske krige, og i 1864 meldte en del af de nordiske frivillige fra 1848 sig på ny til den danske hær. Der meldte sig også mange frivillige til den slesvigholstenske hær, i alt ca. 1.000 fra hertugdømmerne og 1.200 fra de tyske stater. Oprettelsen af den slesvigholstenske stat havde vakt begejstring hos mange tilhængere af et frit og demokratisk Tyskland, og de anså kampen for Slesvig-Holsten som en vigtig del heraf. Ligesom i den danske hær var der mange unge akademikere blandt de frivillige. De blev indrulleret i særlige frikorps, hvoraf det mest berømte var ledet af major L. von der Tann. Billede på skandinavisk samhørighed 1848. De skandinaviske soldater var ledsaget af teksten ”Enighed gør stærk”. 19 Ekernførde, Kolding og Fredericia – 1849 Træfningen ved Ekernførde 5. april 1849. Det danske linjeskib Christian 8. blev skudt i brand og sank, og fregatten Gefion erobret. Begivenhederne blev fulgt af mange tilskuere. 20 Den 2. april 1849 udløb våbenstilstanden. Den blev ikke forsøgt forlænget fra dansk side, da der havde været stærk utilfredshed med den måde, dens bestemmelser blev efterlevet. Den danske hær var betydeligt forstærket. Helt fra krigens begyndelse var der arbejdet på at organisere og udruste en større hærstyrke ved at indkalde reserver. Men det var tillige nødvendigt at øge udskrivningen af soldater betydeligt. danske flådes nyeste skibe. Politisk og militært var træfningen betydningsløs, men moralsk virkede den meget opmuntrende på den slesvig-holstenske / tyske side og stærkt trykkende på den danske. Den 13. april angreb og erobrede forbundstropper flankestillingen ved Dybbøl, og 20. april angreb og indtog den slesvig-holstenske hær overrumplende Kolding - og overskred hermed grænsen til kongeriget. Et dansk forsøg på at generobre byen 23. april mislykkedes, og den danske hærstyrke i Nørrejylland blev trængt mod nord. Her blev en del af den indesluttet i den nyistandsatte Fredericia Fæstning, der blev et dansk brohoved og flankestilling. Herefter gik krigen mere eller mindre i stå. Politisk var det dog kun muligt, hvis udskrivningen blev udstrakt til andre samfundsgrupper end bondestanden, der hidtil havde båret krigsbyrden. I efteråret 1848 blev det vedtaget at foretage ekstraordinære udskrivninger blandt de hidtil ikke værnepligtige, og det blev fulgt op af loven om almindelig værnepligt i foråret 1849. En tilsvarende udvikling fandt sted i hertugdømmerne. Den revolutionære bølge var i foråret 1849 afgørende på retur i Tyskland, og den passive tyske krigsførelse i Danmark afspejlede dels dette, dels det konstante stormagtspres især fra Rusland mod Preussen. Den tyske forbundsstyrke stod uvirksom i Slesvig og preusserne ligeså i Nørrejylland, tydeligvis for at undgå kamp. Kun slesvig-holstenerne belejrede aktivt Fredericia. Der blev i foråret 1849 udrustet en større dansk flådestyrke end i det foregående år, der muliggjorde en mere omfattende støtte til den danske hærs operationer og en mere virksom flådeblokade af tyske havne. Alle tyske forsøg på at bryde blokaden blev afvist af den danske flåde, og den virkede efterhånden meget generende på de tyske havnebyers handel. Store dele af den tyske varetransport gik over hav og floder, før jernbanerne kom til. I denne situation udviklede den danske overkommando en dristig plan: Den danske styrke i Nørre jylland skulle trække den preussiske styrke langt nordpå, mens resten af den danske hær dels bandt den slesvig-holstenske hær ved Fredericia, dels forbundsstyrken over for Als. Herved blev modstanderne spredt mest muligt. Dernæst skulle den danske hær ad søvejen samles i Fredericia og på Fyn og Fra dansk side blev krigen indledt med en mindre operation mod Ekernførde i begyndelsen af april for at forsinke tyske tropper, der var under fremrykning nordpå. Operationen førte til tabet af to af den 21 nedkæmpe den slesvig-holstenske hær. Hermed ville det måske være muligt at afslutte krigen. af den danske hær samlet i Fredericia og på det vestlige Fyn. Natten til 6. juli 1849 foretog den danske hær et udfald fra Fredericia Fæstning. Det udviklede sig til meget hårde kampe med store tab, men endte med en dansk sejr over den belejrende slesvig-hol- Den første del af planen lykkedes. Styrken i Jylland blev udskibet fra Helgenæs på Mols og hovedparten Danske soldater spiller kort i en lade på Als efter kampene på Dybbøl i april 1849. Trods billedets muntre tone var den langvarige og blodige krig en tung pligt for soldaterne og deres familier. 22 Dansk soldat fra 5. Linie Infanteribataillon skriver brev hjem til familie og venner. De mange bevarede soldaterbreve er vigtige kilder. Herigennem tegner der sig et ganske andet billede af krigen end set gennem det københavnske nationale borgerskabs øjne. stenske hær. Sejren fik stor moralsk betydning i Danmark, men forandrede ikke den politiske situation og kun i begrænset omfang den militære. Det var ikke lykkedes at omringe og nedkæmpe slesvig-holstenerne, der kunne trække sig sydpå. Derimod lagde sejren grunden til en dansk militær selvovervurdering i visse dele af den offentlige opinion; en selvovervurdering, der så helt bort fra den centrale rolle, stormagternes pres havde spillet gennem hele krigen. Få dage senere blev der efter hårdt russisk pres på preusserne indgået en ny våbenstilstand, der kom til at strække sig helt til sommeren 1850, og der blev indledt egentlige fredsforhandlinger. Våbenstilstanden indebar dels, at Slesvig skulle regeres af en dansk-preussisk-britisk bestyrelseskommission, dels at Nordslesvig skulle besættes af svensk-norske tropper, Sydslesvig og Holsten af preussiske, mens Als og Ærø fortsat skulle besættes af danske tropper. 23 To stater – to forfatninger Krigsårene indebar gennemgribende samfundsændringer, der i høj grad var forårsaget af militære behov både i kongeriget og i hertugdømmerne. vælges ved privilegeret valgret, og det gav godsejerne en stor indflydelse. Alligevel var grundloven, der blev vedtaget 15. september 1848, den mest demokratiske forfatning, der hidtil var blevet skrevet på tysk. Den sikrede personlig frihed, ytringsfrihed, trosfrihed, forsamlingsret, lighed for loven og almindelig værnepligt. I hertugdømmerne blev der i sommeren 1848 valgt en grundlovgivende forsamling, der i løbet af kort tid udarbejdede en grundlov for et selvstændigt SlesvigHolsten. Den garanterede borgerlige frihedsrettigheder og ret til dansk skole- og kirkesprog i Nordslesvig. Den indførte et parlament, hvor halvdelen af parlamentets medlemmer skulle vælges ved lige og almindelig valgret, mens den anden halvdel skulle Også i kongeriget blev der, i efteråret 1848, valgt en grundlovgivende forsamling, der i løbet af syv måneder udarbejdede en forfatning, Danmarks Riges Grundlov. Den gav lige og almindelig valgret til alle mænd over 30 år med egen husstand og var dermed en af samtidens mest demokratiske – selv om der ikke var tale om demokrati i en moderne forstand. Den sikrede personlig frihed, ytringsfrihed, trosfrihed, forsamlingsret, lighed for loven og almindelig værnepligt. Grundloven blev underskrevet 5. juni 1849 af Frederik 7. på årsdagen for kampen ved Dybbøl i 1848, den mest markante danske sejr i det første krigsår. Grundloven afspejlede, at man befandt sig i en langvarig krig, hvor der var et stort behov for at udskrive soldater. Derfor var det nødvendigt at sammenknytte ret og pligt: Almindelig værnepligt måtte følges af grundlæggende borgerlige rettigheder, først og fremmest almindelig stemmeret. Udsnit af mindeblad for underskrivelsen af den slesvigholstenske grundlov i september 1848. 24 Den Tapre Landsoldat Traditionelt var landsoldater blevet ringeagtede som bondeknolde. Men Første Slesvigske Krig ændrede dette grundlæggende. Den almindelige værnepligt blev indført i 1849, dog med en væsentlig undtagelse. Det var tilladt at stille en stedfortræder, der blev betalt for det, og en del økonomisk bedrestillede benyttede sig heraf. Den danske hær bestod i krigsårene 1848-1851 stadig helt overvejende af mænd fra bondestanden, ikke mindst husmænd og landarbejdere. Billede fra skillingstryk med 1848’s største slager Dengang jeg drog af sted. Landsoldaten peger på sin fane med ordene: ”… den har tysken hånet og trådt den under fod”. I sangen Dengang jeg drog af sted fra foråret 1848 hylder landsoldaten kampen for kongen, flaget, fædrelandet og modersmålet. Men i de mange breve og beretninger fra jævne landsoldater skildres den langvarige, blodige og bitre krig helt anderledes: Den var en tung pligt, der undertiden blev en økonomisk og social katastrofe. I landsoldaternes verden dominerede truslen om at blive dræbt eller invalideret. Mange af dem var religiøse og præget af det standsopdelte og patriarkalske, enevældige samfund. blev landsoldater opfattet som personificeringen af fædrelandskærlighed og forsvarsvilje. H.W. Bissens statue i Fredericia af Første Slesvigske Krigs menige soldat udtrykker fortællingen om Den Tapre Landsoldat. Den er sandsynligvis verdens første monument, der hylder den ukendte, menige soldat. Statuen blev afsløret i Fredericia 6. juli 1858 på årsdagen for udfaldet. Virkelighedens landsoldat, der stod model for Bissen, hed Christian Christiansen og var husmand og landarbejder fra Tybjerglille ved Næstved. Han var født i 1825 og døde i 1916. Han deltog som soldat i udfaldet fra Fredericia og stod model i vinteren 1849-1850. Sejren ved Fredericia 6. juli blev af mange set i lyset af den kun én måned gamle grundlov og bekræftede den optimistiske tiltro til den unge nations egne kræfter. Landsoldaterne blev nu symbolet på nationen; de var ikke mere kuede bondekarle, men selve det frie danske folk – i al fald set med det toneangivende borgerskabs øjne. Fra at være ringeagtede 25 Isted, Mysunde og Frederiksstad - 1850 I 1850 var den europæiske revolutionsbølge et overstået kapitel. Stormagterne var nu travlt optaget af endnu en gang at stille tiden tilbage til før revolutionen. Efter langvarige forhandlinger pressede de øvrige stormagter i sommeren 1850 Preussen til at indgå fred med Danmark, hvortil Det Tyske Forbund senere tilsluttede sig. Freden indeholdt ingen løsning af de stridspunkter, der havde udløst krigen, men var kun en ’simpel’ fred, hvor alle parter forbeholdt sig sine synspunkter. Dog fik Frederik 7. løfte om hjælp til at genoprette sin myndighed i hele helstaten. I Slesvig fik han frie hænder til at gennemtvinge en afslutning af krigen, hvis ikke slesvigholstenerne ville nedlægge våbnene. I Holsten blev Slaget ved Isted 24.-25. juli 1850 dramatisk skildret i samtidigt tysk billede. 26 Danske soldater sandsynligvis ved Danevirke i slutningen af 1850. ’Ånden fra 48’ fortog sig hurtigt, og den langvarige krig fremkaldte en omfattende krigstræthed på begge sider. den tilsvarende opgave pålagt Det Tyske Forbund. Slesvig-holstenerne nægtede dog at acceptere freden. styrke udrustet. Den danske hær stod nu igen udelukkende over for den slesvig-holstenske. Begge hære var opbygget til det hidtil største niveau, men både i hærene og i befolkningerne bredte en længe næret og betydelig krigstræthed sig. I foråret og sommeren 1850 blev hærene på begge sider igen indkaldt, og på dansk side blev en flåde- 27 Belejringen og bombardementet af Frederiksstad i de første dage af oktober 1850 set fra slesvig-holstensk side. Midt i juli rykkede den slesvig-holstenske hær ind i Slesvig, hvor den indtog en stærk stilling i den sydlige del omkring Isted. Også den danske hær rykkede ind i Slesvig og sydpå mod Isted. På slesvig-holstensk side var der nu kun én mulighed tilbage, nemlig at tilføje den danske hær et afgørende nederlag, hvilket måske kunne vende situationen. Omvendt fik den danske hær endnu en chance for at nedkæmpe den slesvig-holstenske, og dermed afslutte krigen. I dagene 24.-25. juli mødtes de to hære i slaget ved Isted, der udviklede sig til meget hårde kampe med store tab – blandt de blodigste i danmarkshistorien. Men til trods for en dansk sejr glippede planen om 28 at omringe og nedkæmpe den slesvig-holstenske hær endnu en gang. Heller ikke denne sejr forandrede den politiske situation og kun i begrænset omfang den militære. Sidst på året 1850 var situationen således, at hverken den danske eller den slesvig-holstenske hær kunne gennemtvinge en afgørelse. Ingen af forsøgene herpå var lykkedes, hverken for den danske side ved Fredericia og Isted i 1849 og 1850, eller for slesvigholstenerne ved Mysunde og Frederiksstad i 1850. Begge krigens parter kom nu under voldsomt pres fra stormagterne med Rusland i spidsen, der ønskede at stoppe borgerkrigen og slette de sidste spor af den europæiske revolutionsbølge. Da de militære muligheder var udtømte, måtte begge parter gå ind på stormagternes krav. Den langvarige, blodige og bitre krig var til ende – men de problemer, der havde udløst krigen, var ikke løst. Efter slaget ved Isted rykkede den danske hær frem til Danevirke, som blev indrettet til forsvar med feltbefæstning, bl.a. ved overgangsstederne Mysunde og Frederiksstad. Slesvig-holstenerne rykkede tilbage til Rendsborg; tiden var nu for alvor imod dem. Forbundsdagen i Frankfurt arbejdede på at ratificere freden i Berlin, hvilket ville efterlade slesvig-holstenerne helt alene. I september og oktober forsøgte den slesvig-holstenske hær ved to voldsomme angreb på Mysunde og Frederiksstad at fremtvinge et større slag som et sidste forsøg på at vende situationen, men uden held. Begge angreb blev afvist, og slesvigholstenerne måtte trække sig tilbage til Rendsborg med uforrettet sag. Krigen var kommet uventet i 1848 og havde så at sige ramt dansk forsvar i ryggen. Men i løbet af krigsårene blev der gjort en række erfaringer, som blev udgangspunkt for en operativ planlægning bygget op om et flankeforsvar ved Dybbøl og Fredericia og et frontalforsvar ved Danevirke; erfaringer og planlægning som kom til at præge krigen i 1864. Den danske hær havde i kampene vist sig på højde med de tyske hære og havde en række dygtige førere – en arv fra Frederik 6.s hær. Men Første Slesvigske Krig blev også kendetegnet af en række svagheder i dansk forsvar både på det politiske og det militære niveau; svagheder der ikke lod sig løse i den fragmenterede helstat, der fremstod i årene mellem de slesvigske krige. Og som ligeledes kom til at præge krigen i 1864. Efter de voldsomme kampe i sommeren og efteråret 1850 var begge hæres kræfter udtømte. Danske styrker blev stående ved Danevirke i vinteren 18501851. Politisk var det af hensyn til de tyske stater og stormagterne ikke muligt for den danske hær at rykke ind i Holsten, og militært rakte dens kræfter ikke til at angribe og erobre Rendsborg Fæstning. Også den slesvig-holstenske hær forholdt sig afventende. På begge sider bredte krigstrætheden sig nu for alvor. 29 Helstatens genoprettelse Efter indgåelsen af freden i Berlin i juli 1850 var stormagterne for alvor trådt ind i forsøgene på at afslutte krigen. Med Rusland i spidsen blev der gennemtvunget en international aftale som indebar, at det danske monarki - helstaten - skulle genoprettes i den form, det havde haft før 1848. Aftalen – Londonprotokollen – blev underskrevet i august 1850. Og i årene 1851-1852 blev helstaten formelt gen oprettet. De danske soldater fik en stormende modtagelse ved hjemkomsten til København i krigsårene, her i februar 1851. Der var rejst æresporte med nationale tekster på indtogsruten. 30 Ved en ny international aftale - Londontraktaten – i maj 1852 gennemtvang stormagterne, igen med Rusland i spidsen, valget af en tronfølger, der skulle efterfølge den barnløse Frederik 7., når han døde. Valget faldt på Prins Christian af Glücksborg (Christian 9.), der således arvede opgaven med at holde sammen på helstaten. I vinteren 1850-1851 bankede Preussen og Østrig, efter hårdt russisk pres, slesvig-holstenerne på plads. I januar 1851 blev de tvunget til at nedlægge våbnene og opløse den slesvig-holstenske regering og statsdannelse, og hermed afsluttedes krigen. I stedet blev der indført et preussisk-østrigsk kommissærstyre i Holsten og Lauenburg, som blev besat af preussiske og østrigske tropper frem til 1852. Helstaten var genetableret, men på det folkelige plan kneb det, da de nationale spændinger var for store. Befolkningen i det sydlige Slesvig, Holsten og Lauenburg følte samhørighed med det tyske folk og ikke med det danske. Grænsen for stat og nation var således ikke sammenfaldende. De problemer, der havde udløst krigen, var lige uløste – og uløselige, skulle det vise sig. Også den danske nationalliberale regering blev i efteråret 1851 tvunget væk til fordel for en konservativ regering, som gik i gang med en rekonstruktion af helstaten, bl.a. gennem indgåelsen af en række internationale aftaler 1851-1852 med udgangspunkt i tilstanden før 1848. Her lovede den danske regering, at der ville blive indført en fællesforfatning for helstaten, at Slesvig ikke ville blive knyttet nærmere til kongeriget end Holsten, og at alle dele af staten skulle være ligestillede. Som en følge heraf blev Holsten og Lauenburg i 1852 genindlemmet i helstaten. Det blev nu altafgørende at skabe en ny fælles forfatning, der både kunne samle alle helstatens dele, og tilfredsstille stormagterne – men det lykkedes ikke. 31 Fra krig til krig Som følge af helstatens genoprettelse skulle der skabes en ny fælles forfatning for alle dele af staten. Efter et langt, kompliceret forløb fik den danske regering i 1855 gennemført en fællesforfatning med et rigsråd, begge tosprogede og fælles for helstaten. Men Rigsrådets første samling i 1856 endte i sammenbrud, hvor de nationale og politiske spændinger viste sig uoverstigelige. Fra tysk side blev det kritiseret, at fællesforfatningen havde været forelagt den danske rigsdag, men ikke stænderforsamlingerne i Slesvig Den mentale oprustning i tiden mellem de to slesvigske krige ses i denne tegning fra 1855. Den gengiver den klassiske myte om den handlekraftige danske dronning, Thyra Danebod, der i 900-tallet lod voldanlægget Danevirke opføre som et værn mod indtrængende fjender sydfra. Danevirke fik i årene mellem de slesvigske krige mytisk status som ’danskhedens’ grænse siden tidernes morgen, og et militært og kulturelt bolværk mod Tyskland. 32 ejderpolitikken, dvs. en tættere tilknytning af Slesvig til kongeriget. I marts 1863 blev der proklameret en fællesforfatning, der kun skulle omfatte kongeriget og Slesvig og dermed udskille Holsten og Lauenburg. Selvom der ikke var tale om en regulær indlemmelse af Slesvig i kongeriget, var forfatningen et klart brud med de internationale aftaler fra 1851-1852, og den bragte Danmark på kollisionskurs med stormagterne, de tyske stater og hovedparten af borgerne i hertugdømmerne. Få var i tvivl om, at det ville ende med krig, og i løbet af 1863 blev forberedelserne sat i gang. og Holsten. Forfatningen blev derfor afvist af den holstenske stænderforsamling og erklæret for ugyldig af Forbundsdagen i Frankfurt. Den danske regering måtte i 1858 ophæve fællesforfatningen for Holsten og Lauenburgs vedkommende. Endnu indgik Slesvig ikke i forfatningskonflikten, men det skete snart. Samtidigt var der sket en betydningsfuld ændring i den europæiske magtbalance. Rusland havde i 1856 måtte erkende et alvorligt nederlag i Krimkrigen, og dermed svækkedes det konservative, russiske greb om europæisk politik. Inspireret af Italiens samling blev den liberale sammenslutning Deutscher Nationalverein oprettet i 1859 med det formål at skabe tysk enhed ’nedefra’. Også konservative kræfter som den preussiske ministerpræsident Otto von Bismarck arbejdede for tysk enhed. Hans mål var en samling af de tyske stater under preussisk ledelse og konservativt præget. Da det slesvigske problem var en vigtig del af de liberales folkelige mobilisering, ville en løsning heraf styrke Bismarck og de konservative kræfter. Fra 1857 havde de nationalliberale igen regeringsmagten i Danmark. Ud fra den opfattelse, at indrømmelser til Det Tyske Forbund og den holstenske stænderforsamling blot førte til flere krav, blev helstatspolitikken opgivet omkring 1860 til fordel for 33 Den 13. november blev den nye forfatning vedtaget af Rigsrådet. Men kongen, Frederik 7., nåede ikke at underskrive den; han blev syg og døde uventet 15. november. Hans efterfølger, Christian 9., advarede indtrængende om, at Novemberforfatningen ville føre til krig og ende med en katastrofe. Men regeringen var under voldsomt pres af en ophidset offentlighed, og til lyden af optøjer og demonstrationer i København blev den nye konge presset til at underskrive forfatningen. I januar 1864 krævede Preussen og Østrig, at Novemberforfatningen skulle ophæves straks. Regeringen måtte afvise kravet. Der var tilsyneladende kun en vej tilbage: Krig. Krigen i billedkunsten Første Slesvigske Krig 1848-1851 har været med til at præge den nationale bevidsthed og give det erfaringsgrundlag, som Danmark blev formet ud fra gennem mere end et århundrede, og på tilsvarende vis blev den en vigtig del af den tysknationale sam hørighed i Slesvig-Holsten. Krigen er blevet skildret i store livfulde slagmalerier (som forsidebilledet) og mindre tegninger fra hverdagslivet i felten. Både i Danmark og i Slesvig-Holsten meldte yngre kunstnere sig som frivillige og tog skitsebøgerne med i felten. Blandt de danske frivillige kan nævnes F. C. Lund, Carlo Dalgas og Johan Thomas Lundbye, der omkom ved et vådeskud i april 1848 på vej til fronten. Flere lidt ældre kunstnere fulgte den danske hær som bataljemalere, blandt disse malende krigskorrespondenter var Niels Simonsen og Jørgen Sonne. Også på slesvig-holstensk side deltog en del kunstnere som frivillige, bl.a. C.C. Magnussen og D.C. Blunck, der i fællesskab samlede et lille frikorps. Blandt de mest fremtrædende tyske kunstnere, der skildrede krigen, var Georg Bleibtreu fra Düsseldorf og Feodor Dietz fra München. Kampen ved Bov 9. april 1848. Udført af Georg Bleibtreu i 1850 i tysk ”wildromantisch” stil. Han skildrer tyske studenter, der som frivillige var ilet slesvig-holstenerne til undsætning. 34 Reservesoldater fra 1848 på march. Udført af Nicolai Habbe i 1851 i dansk nationalromantisk stil. Han skildrer ’ånden fra 1848’ med lystige landssoldater i et nationalromantisk landskab med stendysse. Slaget ved Isted 24.-25. juli 1850. Udført af Jørgen Sonne i 1852 i historieberettende stil. Han skildrer i fortættet form slutningen af det omfattende og komplicerede slag. 35 Krigen i digtekunsten Paaskeklokken kimed mildt fra den danske Kyst, meldte over Lande dog om saa haard en Dyst. Slutter Kreds og staar fast, alle danske Mænd! Gud, han raader, naar vi fanger Sejr igen. Krigens begivenheder gav stof til talrige nye sange og viser skrevet både af fremtrædende digtere og jævne rimsmede. Skillingstryk med danske viser om de forskellige kampe udkom i en jævn strøm, og en del soldater havde dagbøger med i felten og indskrev her de mest populære viser. På slesvig-holstensk side blev der skrevet digte om den danske undertrykkelse, den retfærdige krig og de faldne. Over Thyras brustne Led Blod i Strømme randt, Tysken maatte købe hel dyrt hvert Fjed, han vandt. Vegen er for Overmagt liden Flok til sidst; men af Danmarks Ære den haver intet mist’. Carl Ploug 1848 Dengang jeg drog af sted, dengang jeg drog af sted, min Pige ville med, ja, min Pige ville med. Det kan du ej, min ven, jeg gaar i Krigen hen, og hvis jeg ikke falder, kommer jeg nok hjem igen. Ja, var der ingen Fare, saa blev jeg her hos dig, men alle Danmarks Piger, de stole nu paa mig. Og derfor vil jeg slaas som tapper Landsoldat. Hurra, hurra, hurra! Peter Faber 1848 I Natten klam og kold, bag Fredericia Vold Forventningsfuld og taus staaer Danner-Hæren bold; Paa Gaden er strøet Halm, man hører Fjendens Malm, der tordner gjennem Byen og gjør Luften kvalm. Soldatens Hjerte banker, han ved jo han skal frem, han beder til Vorherre, han tænker paa sit Hjem. Da lyder Bülows Bud: »Soldater vi skal ud! at kæmpe for Konge og vort Land med Gud! « See Fjenden er paa Flugt, han løber lige lukt i Randsfjord ud og drukner i den dybe Bugt. En Skare fløi mod Nord, men Størsteparten for ad Erritsø og efterlod et dækket Bord. Vi gav ham netop Tid at faae Bankekjødet med, men Laurbærblade mangled’ – han kom saa fort afsted; Hans hele Skyts og Tros vi førte hjem med os, Og viste ham, at saadan kan de Danske slaas. Adolf von der Recke 1849 Sort ser det ud, men almægtig er Gud, dine Fjender til Lands, er og Fjenderne hans, de er Fjender af Sandhed og Retten, de er Fjender af Kærlighedsætten, de har alle det værste tilbage, thi end lever den Gamle af Dage! N.F.S. Grundtvig 1848 36 Fra Als til Danevirke, fra Sli til Ægirs dør skal Danmarks løver springe paa gyldengrund som før. Hos angler og hos friser i genfødt vennelag skal synges kæmpeviser om sejrens julidag! Schleswig-Holstein, auf, erwache! Rüste Dich zum Kampf und Streit! Denn gerecht ist Deine Sache, Schleswig-Holstein, auf, erwache! Deine Waffen sind geweiht. Worte können dich nicht retten, Nein, dich rettet nur das Schwert; Schwing es in die Eisenketten, Nur das Schwert kann dich erretten, wenn es rauschend niederfährt!“ Heinrich Zeise 1848 N.F. S.Grundtvig 1850 Slumrer sødt i Slesvigsk Jord! dyrekøbt den blev ved eder, Sommeren sit Blomsterflor over eders Grave breder! Mindet flyver som en Fugl hen til Slesvigs grønne Vange, synger dér fra Gravens Skjul ensomt sine simple sange. Seid willkommen, deutsche Waffenbrüder! Tretet ein in uns’res Kampfes Glieder; Schleswig-Holstein: Freiheit oder Tod! Helft uns kämpfen, Brüder, helft uns siegen, Lasset hoch die deutsche Fahne fliegen, Sieg verkündend: golden, schwarz und rot! Wir zu Dänemark? Aller Welt zum Spotte? Nein, wir schwören’s bei dem ew’gen Gotte: Lieber sterben, als der Dänen Knecht! Anonym 1848 Skøn er døden, som I fik, ingen skønnere der findes, derfor vil med vaade Blik heller ej vi eder mindes; men hvor danske Hjerter slaa, og hvor danske Toner klinge, skal med Stolthed store, smaa Fædrelandets Tak jer bringe! Decke sanft sie, Schleswig-Holsteins Erde! Deine Knechtschaft grub ihr frühes Grab; Daß die Freiheit dir erstritten werde, Tapf ’re Preußen, sankt ihr hier hinab; Und der große Wurf, er ist gelungen Sterbend habt ihr uns den Sieg errungen. Sophie Dethleffs vermutlich 1848 H.P. Holst 1850 37 Krigens mindesmærker Efter krigens afslutning i 1851 blev der rejst en række mindesmærker for krigsbegivenhederne og for de faldne. I løbet af de tre krigsår havde der været betydelige tab. På dansk side var der omkring 2.100 faldne og 5.800 sårede. På slesvig-holstensk/tysk side var der omkring 1.300 faldne og 4.700 sårede. De faldne fra de større kampe blev begravet på nærliggende kirkegårde, hvor der blev rejst beskedne markeringer på massegravene. Efter de mange mindre sammenstød og fægtninger blev de faldne begravet uden kister nær kamppladsen på marker og i skove, ofte uden markering af stedet. Den uværdige begravelse fremmede behovet for at rejse værdige mindesmærker. Under krigen var der rejst nogle mindesmærker over faldne slesvig-holstenere og tyskere med indskrifter, som fra dansk side blev anset for krænkende. Derfor blev de fjernet efter det danske styre var genoprettet i 1851 – men i 1864 blev disse mindesmærker genskabt. I 1852 tog den danske feltpræst Erik Høyer Møller initiativ til opsætning af obelisker og mindesten ved de 25 største gravpladser i Slesvig. Projektet blev finansieret gennem en landsindsamling, og på stenene blev indhugget: ”DENNE STEEN SATTE DET DANSKE FOLK OVER TROFASTE SØNNER, SOM HENGAVE LIVET FOR FÆDRELANDET”. 38 Det er første gang, det fremhæves som betydningsfuldt, at ’folket’ har medvirket ved en monumentrejsning. Også andre mindesmærke-initiativer blev iværksat. De to største massebegravelser, henholdsvis i Fredericia efter udfaldet 6. juli 1849 og i Flensborg efter slaget ved Isted 24.-25. juli 1850, fik en særlig udformning. På begge gravpladser blev der anlagt ’kæmpehøje’, da det blev anset for en værdig gravform for helte, og i tilknytning hertil skabte billedhuggeren H.W. Bissen kunstneriske udsmykninger. Til kirkegården i Flensborg skabte han i 1860-62 den store skulptur Istedløven, der skulle vogte krigergravene. Lige fra indvielsen blev den det mest omstridte af alle danske monumenter. Bissen skabte også andre nationale monumenter om Første Slesvigske Krig, først og fremmest statuen Landsoldaten i Fredericia. Krigen satte sine spor i de faldnes hjemsogne både i kongeriget og hertugdømmerne. Der blev ophængt mindetavler i kirkerne og rejst mindesmærker på kirkegårdene. Mindehallen på slagmarken i Isted. Den blev opført i 1930. Her skildres krigens forløb og de faldne på begge sider bliver mindet. Istedløven på Flensborg Kirkegård. Monumentet blev rejst her 25. juli 1862, nedrevet i 1864 og efter en lang odyssé genrejst her i 2011. 39 Krigen som erindringssted Et erindringssted rummer en koncentreret fortælling om fortiden, som en gruppe er fælles om. Erindringssteder kan bl.a. være slagmarker, mindesmærker, museer eller mindedage. På årsdagene for de vigtigste kampe i de to slesvigske krige afholdes der fortsat både danske og tyske ceremonier. Af indlysende grunde er det nederlagene i Anden Slesvigske Krig, der bliver mindet på dansk side, for der var ingen egentlige danske sejre. Til gengæld er det sejrene i Første Slesvigske Krig, der markeres i dansk erindringskultur, mens det på slesvig-holstensk / tysk side er omvendt. Årsdagen for udfaldet fra Fredericia 6. juli 1849 fejres hvert eneste år med en stor folkefest i Fredericia over to dage. Højdepunktet er en højtidelig og festlig procession mellem tre af byens mindesmærker med taler og musik undervejs. Den starter på Bülows Plads, som har navn efter en af kampens ledende generaler, hvis buste er anbragt i en triumfbue – landets eneste af sin art. Herfra går man i sørgemarch til gravpladsen med de danske faldne. Med normal fart fortsætter processionen til statuen af Landsoldaten, hvor en politiker taler om et aktuelt emne med afsæt Hvert år 6. juli bliver der lagt kranse og blomster i rigt mål ved monumentet for Den Tapre Landsoldat i Fredericia, og en soldat i uniform fra 1848-51 står denne dag æresvagt. 40 Hvert år 25. juli bliver der lagt blomster og kranse på Flensborg Kirkegård ved graven med faldne fra Isted-slaget. Chefredaktøren fra Flensborg Avis holder tale. i landsoldaten som begreb. Her synges Dengang jeg drog af sted, og i hurtigt tempo med munter musik marcheres tilbage til Bülow-monumentet, hvor de sidste taler holdes. På kirkegården i Flensborg samles om formiddagen danskere og dansksindede sydslesvigere ved den store fællesgrav med ca. 500 faldne til en stilfærdig sammenkomst. Der nedlægges kranse fra den danske hær, hvorpå repræsentanterne fra det danske krigergravstilsyn fortsætter til selve slagmarken og andre gravpladser med danske faldne. Slaget ved Isted 24.-25. juli er blevet markeret på tysk side siden 1870’erne. På slagmarken blev der opført en mindekirke og opkastet en høj med en obelisk. I tilknytning hertil blev der senere opført en mindehal. Hvert år er kampdagen blevet markeret. Fra at være en ceremoni præget af tysk patriotisme er det nu blevet en dag, der også er præget af det grænseoverskridende samarbejde, og hvortil der ofte indbydes danske talere. Der nedlægges kranse udvalgte steder på slagmarken. Erindringskulturen er således ændret markant – fra at være præget af en entydig fortidsfortolkning, der skulle styrke det nationale fællesskab, er den blevet et udtryk for nutidens gode dansk-tyske forhold. Den samme udvikling er sket med markeringen af 18. april 1864. Fortolkningen og brugen af erindringssteder ændres i takt med tidens behov. 41 De vigtigste begivenheder 1848 -1852 Borgerkrig, dansk-tysk krig og international konflikt. Historien om Første Slesvigske Krig 1848-1851 er kompliceret, og rummer flere konflikter og mange deltagere. 23.-24. februar 1848: Revolutionen bryder ud i Paris og spreder sig hurtigt over store dele af Europa. 11.-20. marts 1848: Kædereaktion af møder og stadigt skarpere udtalelser. Det første Casino-møde i København (11. marts), Rendsborg-mødet i hertugdømmerne (18. marts) og det andet Casino-møde i København (20. marts). 21. marts 1848: Folketoget til Christiansborg. Det enevældige styre bryder sammen – og med det helstaten. 22. marts 1848: Der dannes en dansk regering i København med et dansk-slesvigsk nationalt samlingsprojekt. 24. marts 1848: Der dannes en slesvig-holstensk regering i Kiel med et slesvig-holstensk nationalt samlingsprojekt. Rendsborg Fæstning overrumples af slesvig-holstenerne; i de følgende dage dannes en slesvig-holstensk hær. 28. marts 1848: Den slesvig-holstenske regering anmoder Forbundsdagen i Frankfurt om Slesvigs optagelse i Det Tyske Forbund, og beder en række tyske stater om militær hjælp, særligt Preussen. Marts 1848: I de sidste dage af marts indleder de danske og slesvig-holstenske regeringer og hære et kapløb om fodfæste i Slesvig. 22. januar 1849: Sammenstød i Brøns mellem bønder og slesvig-holstenske soldater på skatteopkrævning. 2. april 1848: Preussen og andre tyske stater påtager sig at hjælpe slesvig-holstenerne militært. To dage senere tilslutter Det Tyske Forbund sig dette. 5. april 1849: Kamp ved Ekernførde mellem danske orlogsskibe og slesvig-holstenske kystbatterier. 9. april 1848: Kamp ved Bov mellem den danske og den slesvig-holstenske hær; krigens første egentlige kamphandling. Borgerkrigen er en realitet. 18. april 1848: Preussen og Det Tyske Forbund træder ind i krigen på slesvig-holstensk side. 23. april 1848: Slag ved Slesvig by mellem den danske hær og preussiske styrker. Den danske hær trækker sig til Als samt nord for Kongeåen (grænsen til kongeriget). 28. maj 1848: Kamp ved Dybbøl mellem danske styrker og forbundsstyrker. Dybbøl Banke erobres som dansk brohoved. 5. juni 1848: Kamp ved Dybbøl mellem danske styrker og forbundsstyrker. Et tysk forsøg på at erobre Dybbøl Banke afvises. 26. august 1848 – 2. april 1849: Våbenstilstand. 15. september 1848: Slesvig-holstensk grundlov. 42 13. april 1849: Kamp ved Dybbøl mellem danske styrker og forbundsstyrker, der erobrer Dybbøl Banke. 23. april 1849: Kamp ved Kolding mellem danske og slesvig-holstenske hærstyrker. Et dansk forsøg på at generobre byen mislykkes. 5. juni 1849: Dansk grundlov. 6. juli 1849: Dansk udfald fra Fredericia. Den slesvig-holstenske belejring brydes og den slesvig-holstenske hær trækker sig sydpå. 10. juli 1849 – 2. juli 1850: Våbenstilstand. 2. juli 1850: Danmark slutter fred med Preussen og senere Det Tyske Forbund. Borgerkrigen fortsætter. 24.-25. juli 1850: Slag ved Isted mellem den danske og den slesvig-holstenske hær. Den slesvig-holstenske hær trækker sig tilbage til Holsten. 2. august 1850: Londonprotokollen indgås. Stormagterne dikterer, at helstaten (kongeriget og hertugdømmerne) skal genoprettes. 12. september 1850: Kamp ved Mysunde. Et slesvig-holstensk angreb afvises. 29. september – 4. oktober 1850: Kampe ved Frederiksstad. En slesvig-holstensk belejring med bombardement og storm afvises. 31. december 1850: Kamp ved Mysunde. Et slesvig-holstensk angreb afvises; krigens sidste kamphandling. Januar-februar 1851: Preussen og Østrig tvinger slesvig-holstenerne til at nedlægge våbnene og opløse den slesvig-holstenske regering og statsdannelse. Borgerkrigen er slut. Der indføres et preussisk-østrigsk kommissærstyre i Holsten og Lauenburg, som besættes af preussiske og østrigske tropper frem til 1852. 1851-1852: Den nationalliberale danske regering tvinges af stormagterne væk til fordel for en konservativ, som går i gang med en rekonstruktion af helstaten. Regeringen indgår en række internationale aftaler, der skal rekonstruere helstaten med udgangspunkt i tilstanden før 1848. 1. februar 1852: Holsten og Lauenburg bliver genindlemmet i helstaten, der hermed formelt er genoprettet. 8. maj 1852: Londontraktaten indgås. Prins Christian af Glücksborg (Christian 9.) vælges som tronfølger. Kortet viser de vigtigste byer og slagmarker. 43 Museer, slagmarker og litteratur Museer: Tøjhusmuseet, Tøjhusgade 3, 1220 København K Orlogsmuseet, Overgaden oven Vandet 58, 1415 København K Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot, Sønderbro 1, 6400 Sønderborg Dybbøl Mølle, Dybbøl Banke 7, 6400 Sønderborg Historiecenter Dybbøl Banke, Dybbøl Banke 16, 6400 Sønderborg Fredericia Museum, Jernbanegade 10, 7000 Fredericia Idstedt-Gedenkhalle / Isted Mindehal, D-24879 Idstedt, Tyskland Danevirke Museum, Ochsenweg 5, D-24867 Dannewerk, Tyskland Slagmarker: De vigtigste steder, hvor der fortsat er spor, bl.a. i form af mindesten: Helgenæs på Mols, Fredericia Vold, Dybbøl Banke og Isted Hede. Litteratur: Der findes ikke nogen samlet bibliografi over litteraturen om Første Slesvigske Krig. Den danske militærhistoriske del frem til 1981 findes i: Liebe, P.I. og E. Borgstrøm: Dansk krigshistorie i det nittende århundrede 1800-1899. Det kongelige Garnisonsbibliotek, København 1974. 2. rev. udgave 1981. Af udvalgt især nyere litteratur kan nævnes: Adriansen, Inge: De Slesvigske Krige i kulturlandskabet i Sønderjylland. 2013. Ahlers, Jens (red.): Aufbruch & Bürgerkrieg. Schleswig-Holstein 1848-1851, bd. I-II. Kiel 2012. 44 Becker-Christensen, Henrik og Hans Schultz Hansen: Sønderjyllands historie efter 1815. 2009. Bjerg, Hans Christian og Ole L. Frantzen: Danmark i Krig. 2005. Bjørn, Claus: 1848. Borgerkrig og revolution. 1998. Bjørn, Claus og Carsten Due-Nielsen: Fra helstat til nationalstat 1814-1914. Dansk udenrigspolitiks historie, bd. 3. 2003. Christensen, Jens Ole og Rune Holmeå Iversen: Hæren - 400 års danmarkshistorie. 2014. Frandsen, Steen Bo: Holsten i helstaten. 2008. Frantzen, Ole L. og Knud J.V. Jespersen (red.): Danmarks krigs historie, bd. 2. 1814-2008. 2008. Frost, Søren J.C.: Fædrelandskærlighed i landsoldatens breve fra Krigen 1848-51? 2008. Glenthøj, Rasmus: 1864. Sønner af de Slagne. 2014. Hansen, Hans Schultz: Hjemmetyskheden i Nordslesvig – den slesvig-holstenske bevægelse, bd. I, 1840-1850. 2005. Hansen, Hans Schultz: Nationalitetskamp og modernisering 1815-1918. I: Sønderjyllands historie efter 1815. 2009. Iwitzki, Angela: Europäische Freiheitkämpfe. Das merkwürdige Jahr 1848. Berlin 1994. Johansen, Jens: Krigen 1848-50. Et strategisk Overblik. I: Militært Tidsskrift 1948. Johansen, Jens: Krigen 1848-49-50. Kortfattet historisk Frem stilling. I: Tøjhusmuseets Bog om Treaarskrigen. 1948. Noack, Johan Peter: Da Danmark blev Danmark. Fortællinger af forhistorien til 1864. 2014. Paulsen, Jørgen: Billeder fra Treaarskrigen 1848, 1849, 1850. 1952. Paulsen, J. (red.): Tøjhusmuseets Bog om Treaarskrigen 1848-49-50, bd. I-II. 1948-49. Stolz, Gerd: Die schleswig-holsteinische Erhebung. 1996. Vammen, Hans: Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864. 2011. Inge Adriansen og Jens Ole Christensen: Første Slesvigske Krig 1848-1851. Forhistorie, forløb og følger. Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot og Tøjhusmuseet 2015. © Forfatterne og udgiverne. Layout: Finn Petersen, Museum Sønderjylland Tryk: P. E. Offset ISBN 978-87-87375-29-0 Illustrationer Forsiden: Jørgen Sonne: Angrebet fra Dybbøl Bjerg 5. juni 1848. Malet 1849. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, Lennart Larsen. Forsats: Kort over den danske helstat 1817. Sønderborg Slot. Titelblad: Træsnit af udfaldet fra Fredericia 1849, F.C. Lund 1852. Sønderborg Slot. Forsidebilledet: Den danske bataljemaler Jørgen Sonnes billede af kampen ved Dybbøl 5. juni 1848 (se forsiden) er et monument over den nationale begejstring, ’ånden fra 48´, der greb Danmark ved krigens udbrud – eller i al fald det toneangivende nationale, københavnske borgerskab. Det er det godes sejr over det onde, i en nationalromantisk ramme. Sonne kom til den danske hær i midten af juni 1848 og havde ikke selv overværet kampen, men malede efter beretninger. Den oplevelse af krigens virkelighed, som præger Sonnes senere arbejder, mangler her. Billedet kan sammenlignes med Sonnes billede af Dybbøl under belejringen i 1864 (se forsiden til museernes hæfte om Anden Slesvigske Krig 1864), der er et monument over nederlaget. Der er en verden til forskel på de to billeder – og på Danmark før og efter de slesvigske krige. s. 5: Samtidigt billede 1844. Sønderborg Slot. s. 7: Samtidigt billede 1848. Schleswig-Holst. Landesbibliothek. s. 9: Samtidige billeder 1848. Sønderborg Slot. s. 10: Tom Petersen. Det Kgl. Bibliotek. s. 11: Hans Olde og Julius Fürst 1898. Schleswig-Holst. Landesbibliothek. s. 12: Samtidigt billede. Sønderborg Slot. s. 14: Niels Simonsen 1852. Sønderborg Slot. s. 16: F.C. Lund 1849. Tøjhusmuseet. s. 18: Samtidigt billede 1848. Sønderborg Slot. s. 19: Samtidigt billede. Sønderborg Slot. s. 19: D.G. Blunck 1848. Schleswig-Holst. Landesbibliothek. s. 20: Samtidigt billede. Schleswig-Holst. Landesbibliothek. s. 22: F.C. Lund 1849. Tøjhusmuseet. s. 23: Niels Simonsen 1850. Tøjhusmuseet. s. 24: Samtidigt billede 1848. Sønderborg Slot. s. 25: Skillingstryk. Det Kongelige Bibliotek. s. 26: Samtidigt billede. Sønderborg Slot. s. 27: Niels Simonsen 1850. Tøjhusmuseet. s. 28: Samtidigt billede. Schleswig-Holst. Landesbibliothek. s. 30: F.C. Lund 1852. Sønderborg Slot. s. 32: Lorenz Frølich 1855. Sønderborg Slot. s. 34: Georg Bleibtreu 1850. Kunsthalle zu Kiel. s. 35: Nicolai Habbe 1851. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. s. 35: Jørgen Sonne 1852. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. s. 38: Foto Eiko Wenzel. Sønderborg Slot. s. 39: Foto. Sønderborg Slot. s. 40: Foto. Sønderborg Slot. s. 41: Foto Povl Klavsen. Flensborg Avis. s. 43: Kort over Slesvig 1852. Sønderborg Slot. SØNDERBORG SLOT OG HISTORIECENTER DYBBØL BANKE www.museum-sonderjylland.dk/sonderborg www.museum-sonderjylland.dk/dybbol-banke www.tojhusmuseet.dk www.orlogsmuseet.dk Første Slesvigske Krig 1848-1851 giver en let tilgængelig oversigt over krigens forhistorie og forløb samt dens dybtgående virkninger på en række felter. Kort sagt, baggrundsviden om og perspektiver på en krig, der forandrede Danmarks historie. 9 788787 375290
© Copyright 2024