VELKOMMEN TIL BYGGERI OG INFRASTRUKTUR 2015 Vi, dine vektorer (rusvejledere) og KABS (Koordinator Af Bachelor Studiestarten), vil gerne ønske dig hjertelig velkommen på Danmarks Tekniske Universitet (DTU). Vi har til opgave at give dig en god studiestart på DTU og vil derfor gerne invitere dig til introdag på DTU fredag den 21. august 2015, hvor vi vil præsentere dig for studiet, miljøet og nogle af dine kommende forelæsere. Du vil også få mulighed for at møde dine nye studiekammerater på Byggeri og Infrastruktur samt din vektor og dit vektorhold. Du skal møde til introdagen på Lyngby Campus, fredag d. 21. august kl. 09:00 i Sportshallen, byg. 101 B, Anker Engelunds Vej 1, 2800 Kgs. Lyngby. Hvis du har problemer med at finde vej, står der en masse vektorer i farvede t-shirts rundt omkring, som du kan spørge om hjælp. Introdagen starter i Sportshallen, hvor du vil blive budt velkommen af DTU´s rektor, dekanen for bacheloruddannelserne på DTU og Polyteknisk Forenings formand. Efter velkomsten vil du blive kørt til Ballerup Campus i bus. Der vil stå vektorer med skilte, hvorpå du kan finde din retning. Vælger du at cykle til DTU Lyngby på introdagen, fredag d. 21/8, vil det være muligt at få fragtet cyklen med busserne til Ballerup Campus! På Ballerup Campus har vi blandt andet planlagt en rundvisning, og du vil modtage anden relevant information fra din vektor og et par af underviserne. Desuden vil der blive serveret en let frokost. Selve introdagen slutter omkring kl. 16:00, men herefter kan du og dine studiekammerater hygge videre med vektorerne, og der vil være mulighed for at købe øl og vand i vores Studenterhus (husk kontanter). Til dem, der bliver til senere, vil der blive tændt op i grillen, og vi vil stege nogle pølser og brød. Vi vil stærkt opfordre dig til at blive til dette hygge-arrangement bagefter for på den måde at skabe nogle gode bånd med de andre nystartende studerende på dit studium. Efter introdagen tager alle nystartende studerende af sted på hver deres rustur, nogle på weekendrustur (fredag d. 21. august – søndag d. 23. august) og nogle på en uges rustur (mandag d. 24. august – fredag d. 28. august). På den længere rustur vil du være sammen med det hold, som du om fredagen mødte sammen med din vektor. På DTU har vi blandede rusture, så på den måde vil du komme til at møde folk på tværs af DTU’s mange retninger. Selvom du ikke har mulighed for at deltage på rusturen, er det en rigtig god idé at møde op til introdagen om fredagen, da du ellers går glip af vigtig information vedrørende dit nye liv som studerende på DTU, og fordi det er det samme vektorhold, som du skal mødes med til kagemøder det første semester. Yderligere information om selve rusturen får du i den invitation, du vil modtage på mail ca. en uge før, rusturen starter, eller hos din vektor. Husk at tilmelde dig rusturen! Din første undervisningsdag er mandag den 31. august 2015. Transport til DTU Lyngby Campus: Bus 300S, 190 og 180E (kører fra Lyngby Station og stopper ved hovedbygningen/101) Bus 150S/173E (kører fra Nørreport Station og stopper på motorvejen ved ”Rævehøjvej/DTU”) Kort over DTU Lyngby kan findes på: http://www.dtu.dk/Om-DTU/Praktisk-information/Kort_over_dtu eller søg på ”Kort DTU” på Google. Transport til DTU Ballerup Campus: Bus 350S (kører fra Nørreport Station og fra Ballerup Station). Kort over DTU Ballerup Campus kan findes på sidste side. Vi glæder os meget til at møde dig og dine nye medstuderende! Inden vi ses, kan du indmelde dig i ”Diplom Byggeri og Infrastruktur 2015”-gruppen på Facebook. Du kan finde gruppen ved at scanne koden nedenfor. Stil endelig spørgsmål, hvis du har nogen! M.v.h. Vektorerne og KABS for Diplom Byggeri og Infrastruktur 2015 Hvis du har nogen spørgsmål, kan du kontakte os på 28 68 40 45 eller på [email protected]
© Copyright 2024