Stillingsopslag: Arrangementskoordinator / projektleder til Realdania

16. oktober 2015
Side 1 | 2
Arrangementskoordinator / projektleder til Realdania
Elsker du at være på og tale med nye mennesker? Hvis du gør, kan du hjælpe os med at
tiltrække nye medlemmer til Realdania. Vi søger en arrangementskoordinator med stærke
praktiske evner og gåpåmod.
Realdania er en forening som arbejder filantropisk. Det vil sige, at vi støtter en lang række projekter, som skal være med til at skabe livskvalitet i byen, i boligen og i alt det midt i mellem. Nu
skruer vi op for de tilbud, vi har til vores mere end 140.000 medlemmer. Samtidig vil vi gerne tiltrække nye medlemmer, og det har vi brug for hjælp til.
Vi søger derfor en medarbejder til vores medlemsteam: en arrangementskoordinator som kan
udvikle og gennemføre medlems- og hvervearrangementer med udgangspunkt i de mange filantropiske projekter, Realdania har støttet. Arrangementerne kan spænde vidt: Det kan være i forbindelse med indvielse af en restaureret mølle, fremvisning af Arne Jacobsens sommerhus, åbning af Royal Arena, Folkemødet, Kulturnatten mv. Listen er lang og mulighederne mange.
Stillingens indhold
Du får ansvar for:
•
at udvikle et koncept, hvor vi benytter Realdanias arrangementer og aktiviteter til omkostningseffektivt at rekruttere nye medlemmer
•
at screene Realdanias projekter og aktiviteter med henblik på at identificere mulige lejligheder til at rekruttere nye medlemmer
•
at gå i dialog med samarbejdsparter og projektejere om arrangementernes og aktiviteternes
form og indhold
•
at udarbejde program, invitation og eventuel annoncering ved medlems- og hvervearrangementer
•
at deltage ved arrangementer med det formål at rekruttere medlemmer, samt kommunikere
og synliggøre arrangementet gennem alle relevante kanaler, herunder på de sociale medier
og ved artikelskrivning til hjemmeside mv.
•
at bistå med løsning af andre opgaver i medlemsteamet
Din faglige profil
Vi søger en person, som har et højt drive og gåpåmod. Du skal være både praktisk anlagt og
skrive godt. Du kan være kommunikationsuddannet, arkitekt eller noget helt tredje. Som udgangspunkt forventer vi, at du har en videregående uddannelse. Du skal have interesse for og
gerne viden om det byggede miljø, og hvis du har erfaring med gennemførelse af arrangementer, projekter og kommunikation af fagligt indhold, er det en fordel. Det vigtigste er et godt blik for
at tiltrække nye medlemmer og kommunikere de gode fortællinger om Realdanias medlemsarrangementer og -aktiviteter på sociale medier, digitale medier og gennem andre kanaler.
Side 2 | 2
Stillingen omfatter den praktiske gennemførelse af arrangementer, og du skal være forberedt på
betydelig rejseaktivitet i Danmark.
Vi forventer, at du er selvstændig og udadvendt, og er komfortabel med ansigt-til-ansigt at
”sælge” fortællingen om Realdania og muligheden for blive medlem.
Der er tale om en fuldtidsstilling med løn efter erfaring og kvalifikationer. Du ansættes som projektleder i medlemsteamet i funktionen Forening, som består af i alt 6 teams. Medlemsteamet
består p.t. af 6 medarbejdere, og du refererer i det daglige til chefen for medlemsteamet. Din ansøgning bilagt CV og relevante eksamensbeviser sendes elektronisk til [email protected] senest den 6. november 2015 kl. 12. Der holdes samtaler i uge 47. Spørgsmål
kan stilles til konstitueret medlemschef Ulrik Kampmann på 29 69 52 08 eller COO Pui Ling Lau
29 69 52 53.