Læs mere her
Onsdag 15. juli 2015 POLITIKEN Debat 7 Dagens citat Læserne Mener VIDENSKAB OG RELIGION Arne Hornborg, Spangåvej 34, Sengeløse, Tåstrup: Videnskabsminister Esben Lunde Larsen tror på Gud. Er gudstroen og videnskaben forenelige? Jeg selv, der ikke er særlig religiøs, har svært ved at se modsætningerne. Hvis der er en Gud, der har skabt vor verden, har samme Gud også givet os vores gode forstand, evnerne til at forske, evnerne til at være kreative. Det må så også være Guds skaberværk. Naturligvis tvivler jeg også, som sikkert mange gejstlige gør. Men jeg har aldrig forstået de modsætningsforhold, der er mellem videnskab og religion. Hvis jeg var gejstlig, præst eller biskop, ville jeg, med stor glæde, tage imod alle de opdagelser, videnskaben gør. Jeg ville sige, at det kun ville gøre mig stærkere i min tro. OGSÅ VORES KRISE Allan Levann, Strandvejen 379, Klampenborg: Kære grækere, I kan tage det roligt. Selv om momsen stiger, betyder det intet i forhold til den store kærlighed, vi har til jeres smukke og dejlige land. Om rejsen til Grækenland skal koste 5.000 i stedet for 4.000, betyder intet. Om jeres smagfulde tomater skal koste 5 kroner for et kilo i stedet for 4 kroner, betaler vi med glæde. Jeg tror, at jeg taler på vegne af mange mennesker i Danmark, Europa, hele verden. Vi er på vej ud af finanskrisen, så vi har rigeligt med penge til at betale for rejsen, jeres venlighed og gæstfrihed. Til gengæld lever vi nu i en tid, hvor det at dele betyder lige så meget som at eje. Vi deler biler, lejligheder, viden og erfaringer. Derfor deler vi også krisen med jer. For det er også vores krise. Vi kan ikke blot se til, at magtfulde politikere vender ryggen til jer. Jeg er sikker på, at 2016 bliver det største turistår nogensinde for Grækenland. Fordi vi rykker sammen, når krisen kradser – og fordi vi skal hjælpe hinanden. Hvis man i morgen lavede en danmarksindsamling for Grækenland, ville den slå alle rekorder. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Lad os prøve at vise verden, at Grækenlands krise er en fælles krise. Nogle kalder det en humanitær krise. Det er måske så meget sagt, men lad det nu ligge, og lad os komme i gang med at vise Grækenland, hvor meget vi holder af det land, som er en vigtig del af vores fælles kultur. Jeg kommer i hvert fald. Og jeg bliver med garanti ikke alene. Det er godt at vide i en tid, hvor den græske sol og varme bliver overskygget af regnedrenge og andre bureaukrater, der ikke tænker i mennesker. God ferie 2016. Turen går til Grækenland. FODBOLD Kirsten Galløe, Kongshvilebakken 65, Kgs. Lyngby: Hvorfor får de sure, filistrøse, jaloux jeronimusser i DBU lov til at ødelægge drømmen om en fodboldskole fra Barcelona i Danmark? Der var allerede tilmeldt flere hundrede børn og unge. Et stort tilbud til Danmark fra Barcelona. Det kunne være blevet afsæt for mange fodboldkarrierer. Sport er konkurrence. Måske fik de ikke tilbuddet selv i forne tider, spidserne i DBU. DANSK KULTURARV Nina Christensen, Stationsvej 59, Dragør: Et oplagt emne til Unescos liste over uhåndgribelig dansk kulturarv: Den danske model. DOBBELTSPIN Svend Erling Hansen, Bakkegade 24, Hillerød: Jeg hører i radioen, at de tre øverste ministre i den nye regering, Lars Løkke, Claus Hjort og Kristian Jensen, er de eneste i regeringen, der må have to spindoktorer. Betyder det, at vi kan forvente dobbelt så meget spin, manipulation og andre omgåelser af sandheden fra dem end fra de andre ministre? FJERNVARME Kaj Madsen, Tranemosevej 2, Stenløse: Man kan undre sig over, at energiselskabet E.ON’s direktør Tore Harritshøj i Politiken 11.7. udtaler, at private selskaber kan drive fjernvarmen billigere end forbrugerne. For to år siden købte bor- gerne her i Slagslunde byens fjernvarmeværk og -net af E.ON gennem et brugerejet andelsselskab. Dengang var den årlige varmepris for Energitilsynets standardhus (130 m2, 18,1 MWh) 30.066 kroner. I dag, hvor værket drives af forbrugerne, er prisen for standardhuset 19.505 kroner. Vi forventer, at prisen falder yderligere, når vi får gennemført planen om at erstatte energikilden naturgas med biomasse. rettigheder KASPER ENEVOLDSEN, BESTYRELSESMEDLEM, DSU AARHUS DE STORE TRUMFER DE SMÅ Dina Wildt, Fruevej 16, Dyssegård: Så blev de små partier lige sat uden for indflydelse. Med de store partiers aftale om altid at stemme for hinandens kommuneaftale kan den til enhver tid siddende regering blæse højt og flot på, hvad de små partier mener om kommunernes økonomi, og hvad mindretallet kan bidrage med. TAK TIL OLAV OG JACOB Kjeld Ammundsen, Vagtbovej 1, Stege: Tak til Olav Hergel og Jacob Ehrbahn. For et fremragende journalistisk arbejde. Skarpt og medfølende, underbygget af stærke medrivende fotos. Det er en af de dage, man er glad for Politiken og for at betale for sit abonnement. HVAD MED DE ÆLDRE? Agnete Boe, Vejruplund 42, Marslev: Man hører tit blandt menigmand, at vi skulle bruge vores penge på ældrepleje i stedet for på flygtninge. Nu ændrer regeringen hjælpen til flygtninge, men er der nogen, der har hørt, at man vil bruge pengene på de ældre – nej, vel? Før valget ville Dansk Folkeparti under ingen omstændigheder nedsætte hjælpen til de ældre, nu stemte de for forringede vilkår for kommunerne – første løftebrud. Dansk Folkeparti er yderst tavse nu. Regeringen har ikke rigtig givet udtryk for, hvad de sparede penge skulle bruges til, men ingen har sagt noget om bedre ældrepleje. Der har derimod – både før og efter valget – været talt en del om lettelse af skattetrykket. Er menigmand nu tilfreds? Husk nu homo-rettigheder Det er helt ude i skoven at sammenligne behandlingen af Grækenland med den behandling, Tyskland fik med Versailles-freden efter Første Verdenskrig. Dengang blev Tyskland ribbet for alt, og kimen blev lagt til nazismen og Anden Verdenskrig. Grækenland bliver ikke ribbet for alt. Tværtimod. De presses til at gøre det nødvendige Uffe EllemannJensen, tidligere udenrigsminister. I Berlingske JEG ER 20 år gammel og politisk aktiv i DSU. Jeg elsker at gå i byen, elsker at spise slik i weekenden og jeg elsker at drikke en kop kaffe med mine venner. Og ja, så er jeg homoseksuel. Jeg er først for nylig sprunget ud for mine forældre og min familie. Egentlig hader jeg udtrykket at springe ud. Hvorfor springe ud? Hvorfor var det egentlig, min omgangskreds forventede, at jeg sprang ud? Hvorfor forventer samfundet, at homoseksuelle springer ud? Og hvorfor skulle jeg som homoseksuel gå rundt med en klump i halsen i flere år, fordi jeg var bange for, hvordan netop samfundet og min familie ville reagere, når jeg sprang ud? Jeg er dog glad for at være homoseksuel i Danmark. Jeg er glad for, at jeg kan adoptere børn og blive gift med den mand, jeg elsker – på lige fod med heteroseksuelle par. Men kampen for vores rettigheder er ikke slut. Jovist, jeg kan adoptere børn, men det eneste land, som reelt set afgiver børn til homoseksuelle par, er Sydafrika. Og hvis min fremtidige mand og jeg skal adoptere et barn fra Sydafrika, skal det være et barn med special needs. I 2013 udarbejdede Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder (FRA) en rapport, der viste, at 47 procent af LGBT-personerne i alle EUmedlemslande og Kroatien havde oplevet diskrimination inden for de sidste 12 måneder. I Danmark var tallet 31 procent. Det næstlaveste i EU. Men stadig alt for højt. Samme rapport tilkendegav, at 66 procent af respondenterne ikke turde holde i hånd med en af samme køn i det offentlige rum af frygt for at blive overfaldet, truet eller chikaneret. JO, VI ER KOMMET langt de sidste 30 år. I sidste måned afgjorde den amerikanske højesteret, at homoseksuelle har ret til at blive og være gift i alle amerikanske stater. Det er historisk. Og det er noget, vi skal fejre. Uden tvivl. Men vi må og skal ikke i glædens rus glemme, at lande i Afrika og Mellemøsten stadig straffer homoseksuelle med døden. At Ruslands antihomolove stadig eksisterer. At selvmordsforsøg blandt homoseksuelle er hyppigere. Det gør mig virkelig vred og ked af det, at jeg i Danmark sagtens kan være gift med en anden mand, men i an- dre lande kan jeg ikke. I Danmark har jeg ret til at leve som homoseksuel, men i andre lande ikke. Og selvom Danmark er et foregangsland, når det kommer til LGBT-personers rettigheder, er vi stadig ikke i mål. Jeg har en enkelt gang i byen oplevet at blive kaldt bøsserøv. En forbigående fandt det nødvendigt at råbe det efter mig. Hvorfor? Jeg ved det ikke, og jeg forstår det ikke. Jeg forstår ikke, hvorfor han havde en trang til at gøre mig ked af det. Og det er selvfølgelig ikke sjovt at blive verbalt overfuset af en tilfældig person på gaden. Men det forstærker min overbevisning om, at vi ikke er i mål. Der er stadig mange mennesker i verden – også i Danmark – der mangler forståelse for homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle. Men det er ikke kun de homoseksuelles, biseksuelles og transseksuelles kamp. Det er også de heteroseksuelles kamp. Vi har et ansvar for hinanden. Vi skal i fællesskab kæmpe for, at alle har de samme frihedsrettigheder. Vi skal i fællesskab kæmpe for accept og respekt for og af alle. Vi skal i fællesskab kæmpe for en bedre verden. Jeg håber, at du vil kæmpe sammen med mig. Sammen er vi bedre. Sammen er vi stærkere. Nye samarbejder giver bedre bistand udviklingsbistand BIRGITTE QVIST-SØRENSEN, VAGN BERTELSEN OG THOMAS BUSTRUP, GENERALSEKRETÆR, FOLKEKIRKENS NØDHJÆLP, GENERALSEKRETÆR, IBIS, OG DIREKTØR, DANSK INDUSTRI I DENNE UGE mødes udenrigsminister Kristian Jensen med ledere fra hele verden for at diskutere, hvordan fremtidens udvikling skal finansieres. Danmark skal naturligvis løfte sin del. Det gængse vil være at vende blikket mod statslige donorer som Danida. Men i dag er det de færreste, der tror på, at udviklingsbistand alene kan takle de udfordringer, som udviklingslandene står over for. De klassiske donorer og udviklingslandene skal blive langt bedre til at inddrage nye aktører, deres ressourcer og kompetencer. Det er her, nye stærke partnerskaber mellem virksomheder og ngo’er kommer ind i billedet. Virksomhederne står nemlig klar med innovative løsninger, finansiering til investeringer og et ønske om at nå nye markeder. Udviklingsorganisationerne har kompetence inden for temaer som ernæring, sundhed og uddannelse, et stærkt lokalt netværk og stor erfaring med at levere løsninger til gavn for de fattigste. Udviklingsorganisationen Ibis har sammen med virksomheder som Toms Gruppen A/S, Coop og Claus Meyer været med til at sikre børn og unge en bedre skolegang og en iværksætteruddannelse som følge af samarbejdet. Med Toms Gruppen A/S og Coop samarbejder Ibis om at sikre, at børn og unge i kakaoområderne ikke blot bliver billig arbejdskraft, men at de får en uddannelse. Med Meyer er det bolivianske køkken kommet på verdenskortet til gavn for producenter, turisme og bedre ernæring, samtidig med at unge har fået en uddannelse som kokke og iværksættere. FOLKEKIRKENS Nødhjælp bekæmper fejlernæring i Etiopien sammen med Arla Foods. Det skaber resultater, fordi de fattige bønder inddrages sammen med viden om ernæring og nye afgrøder. Sammen med Rockwool A/S arbejder Folkekirkens Nødhjælp med at forbedre vilkårene for flygtninge verden over. Det sker gennem fælles udvikling og tests af nye innovative måder at bruge Rockwoolprodukter på i flygtningelejre. Vi har bevist, at vi kan skabe nye resultater, og at vi sammen kan trække ekstra ressourcer med til dem, der har det største behov. Det er muligt, fordi virksomheder, udviklingsorganisationer og Danida udnytter hinandens forcer. Og det er muligt, fordi vi sammen sætter lokale kræfter og viden i spil. Kun på den måde kan danske erhvervskompetencer bidrage mest muligt til en positiv udviklingseffekt. Vi er nødt til at række ud for at skabe løsninger, der kommer verdens fattigste til gode. Hvis det så også gavner dansk eksport, er det fint. Udviklingsbistanden skal ikke bruges som eksportstøtte for danske virksomheder, men virksomhederne skal inddrages, fordi de har ressourcer og kompetencer, som Danida og udviklingsorganisationer ikke har. I Danmark har vi en lang tradition for at bekæmpe de strukturelle årsager til fattigdom og krig. Udfordringer, som med al sandsynlighed kommer til at vokse og påvirke Danmark endnu mere fremover. Den tradition skal vi holde fast i. VI VIL PEGE på tre indsatser, der kan være med til at skabe flere resultater for bistandsmidlerne: 1. Danmark skal bidrage til at skabe flere gode og anstændige arbejdspladser, især for de millioner af unge, der i disse år træder ind på arbejdsmarkedet i Afrika. Vi skal give dem muligheder hjemme, der betyder, at livet som flygtning ikke bliver et reelt alternativ. 2. Danske kompetencer og lokale udviklingsbehov skal begge tænkes ind som forudsætninger for at skabe bæredygtig vækst. Lokale behov skal drive danske erhvervsløsninger, ikke omvendt. 3. Den langsigtede bistand er vigtig for at skabe forudsætningerne for en vækst, der bekæmper fattigdom. Danmark skal fortsat være en drivkraft for øget ligestilling, bekæmpelse af korruption og fremme af demokrati og menneskerettigheder. kroniken 15. juli 2015 Invitation til en havnefest RIKKE JUUL GRAM Danmarks 10 største byer ligger ved kysten. Ikke desto mindre bærer havnebyggerier præg af nyopført historieløshed og hurtige kvadratmeter. Rikke Juul Gram er arkitekt MAA og partner i tegnestuen Schønherr KYSTERNES fremtid er til diskussion. Bebyggelse af hidtil uberørte kyststrækninger er på vej, og bølgerne går højt. Danmarks 10 største byer ligger langs kysten, og af vores 30 største byer er 20 faktisk opstået med udspring i deres havne. Flertallet af danskere lever altså ganske tæt på havet. Diskussionerne om kysterne handler således ikke bare om økonomisk iltsvind i tyndtbefolkede områder, men også om, hvad fremtiden skal være for vores, samlet set, 8.750 kilometer lange kystlinje. Udviklingen kommer uanset hvad, men egentlige fremskridt skal vi kæmpe for. Danmarks hovedstad har navn efter sin havn, og havnens metaforik og mytologi er til stede overalt i vores sprog og kultur. Det er med andre ord meget tydeligt, hvorfor vi kaldes en søfartsnation. For det er det, vi gør her – farer til søs – og vi har gjort det siden vikingernes tid. HAVNEBYERNE er blevet rige og dynamiske netop på grund af deres havne. Udvekslingen af varer, de fremmede tungemål, knejperne, pakhusene og de store kraner har sørget for, at havnene altid har været udlængslens og drømmenes territorium – steder for afsked og gensyn, steder for hårdt arbejde og den sidste desperate hyre på en slowboat to China. Havnens sære industrilandskab formes af sammenstillede bygninger, der ligesom indmaden i et analogt fjernsyn er forstørret op til det overvældende. Cylindre forbundet med wirer og transportbånd højt oppe i luften fletter sig ind imellem fremspringende studser, tude og enorme tomme haller, hvor støvet lys strømmer gennem udskæringer i taget. Tunge teglkolosser, der med deres mørke vinduesøjne glor ud mod havnebassinernes vandpladser, hvis mening og størrelse til stadighed forandres af gastankere og containerskibe. Havnen har sin egen arkitektur. Det, der er tænkt som rationelt og praktisk, sender helt andre og gådefulde signaler til den, der kommer der uden ærinde. Det er havnens natur. DEN NATURLIGE udvikling i transport, industri og verdenshandel har gennem de seneste 20 år tømt havnene for en masse af deres traditionelle indhold, og så skal der ske noget andet. Derfor er det også naturligt, at de efterhånden udtjente og alligevel attraktive arealer forvandles til meget dyre byggegrunde for tidens investorer, der gerne vil betale en stor klump guld for udsigt og historisk fylde. Havneområderne er derfor med inspiration fra hinanden blevet et mekka for iværksættere, arkitekter, planlæggere og visionære mennesker af enhver slags. De store, tomme, bynære arealer formelig råber på aktivitet – og det har de fået. For en stund i hvert fald, nemlig den tid, de er byggepladser. Så længe der bliver bygget på havnene, bevarer de deres karakter af udveksling og grænseløse muligheder, og man kan stadig Så længe, der finde små bræddebliver bygget skure som naboer på havnene, til nålestribede bevarer de domiciler. Stegt deres karakter flæsk serveres lige så hyppigt som suaf udveksling og grænseløse shi, og det er stamuligt at finde muligheder, og dig en stille plet, hvor man kan stadig man kan nyde en finde små håndbajer og kigge mod den fjerne bræddeskure horisont. som naboer til Men når byggenålestribede kranerne er væk, er domiciler det, som om der mangler noget. Trods alle gode intentioner: For tilbage står nu en mur af byggeri i smukkeste udførelse – med altaner, rekreative udearealer i miniformat og en promenade langs vandet, hvor beboerne kan møde hinanden. Hele nye bydele opstår på én gang og i samme tidens tone. Tit virker det bare, som om det nye byggeri skygger for den oplevelse, der satte det i gang. Almindelige mennesker kan ikke mere se vandet, som gæst føler man sig ikke velkommen, og der er ikke meget havnemystik tilbage at gå på opdagelse i. Den havn, der før tilhørte alle, bliver ramt af akut historisk demens og styres af grundejerforeninger og lodsejere, der sætter privatiserende hegn op mod omverdenen. DET ER IKKE de arkitektoniske eksperimenter, som også finder deres plads mellem mainstream-arkitekturen på havnearealerne, som får havnene til at miste stedsansen. Tværtimod kan et underligt isbjerg eller en tårnhøj bygning bidrage til fortællingen om den skulpturelle diversitet, som vi kender fra industrihavnene. Men det, der mangler, er ganske enkelt liv. Og der mangler også tilhørsforhold til den by, som havnen er en del af. Den forskelsløse forskellighed dominerer blandt mange af de nye, eksisterende eller planlagte boligblokke, som balancerer på havnekanterne foran byerne som moderne fæstningsmure, ikke blot i Danmark, men i det meste af verden. Endeløse blokke, der ofte har næsten mindre individualitet end de stabler af containere, de erstatter. Beboerne lever den samme slags liv, har samme slags arbejde, samme slags fritidsinteresser – og derfor opstår det blandede byliv ikke. Havnens gådefuldhed er afløst af letforståelige hvide boligblokke: altan, vindue, vindue, altan, og legepladser med vippedyr og skaterbaner med passende mellemrum. Men havnens fortælling fortoner sig. Et andet problem i udviklingen af havnearealerne har rod i en næsten modsat problematik. I landets mange stadig aktive havne kolliderer omdannelsen af arealerne med de livligt larmende og lugtende havneaktiviteter, der stadig finder sted nogle steder. Planloven står i vejen for at bevare og udvikle forladte bygninger tæt på industrien, og de økonomiske forhold gør, at havnearealerne helst skal sælges på én gang, så der skabes økonomi i havnekassen til at etablere nye havnefaciliteter rettet mod den aktive havneindustri. DE TOMME havnes store arealer rummer et fantastisk potentiale for enhver vækstorienteret kommune, og derfor har havnene været nogle af de ganske få steder, hvor der er blevet bygget boliger gennem de seneste års krise. I København er man fortsat med at bygge og fylde op og forbinde i en sådan grad, at man kan frygte, at byen om få år slet ikke mere har den havn, der har givet den navn – og at kun Køben står tilbage som byens indhold. Senest har man startet det store projekt Enghaveholmen med opfyldning af 84.000 m2 havneareal for at skaffe plads til endnu en pittoresk, men kun halvt levende kanalby til de privilegerede. Københavns status som vandby bliver på den måde draget i tvivl. De kvaliteter, der gør havnen så attraktiv, er desværre også de kvaliteter, der gør, at den risikerer at forsvinde fra almindelige menne- POLITIKEN Onsdag 15. juli 2015 8 Navne Navneredaktør Peter Thygesen Jourhavende Marie Tetzlaff Telefon 33 47 22 68 Listestof Gerd Salmark E-mail [email protected] i morgen fylder Korchef, dirigent Phillip Faber, 31, blokfløjtenist Pernille Petersen, København, 32, landsholdsspiller Kim Christensen, Göteborg, Sverige, 36. 30 Designer Louise Campbell, København, 45, billedkunstner Ingar Dragset, Berlin, Tyskland, 46, kongelig operasanger Niels Jørgen Kofoed Riis, København, 46, professor mso Poul Alberg Østergaard, Aalborg, 47, professor Mikkel Heide Schierup, Hjortshøj, 48. 40 Borgmester Thomas Andresen, Tinglev, 51, arkitekt, adjungeret professor Per Feldthaus, Beijing, Kina, 56, direktør Alexandra Foss, Kirke Eskildstrup, 59, museumsinspektør Allan Leth Frandsen, Aarhus, 59. 50 Fhv. håndboldlandsholdsspiller Jenny Yde, Frederiksberg, 60, matematisk direktør, lic.act. Per Linnemann, Værløse, 62, fhv. rådmand Torben Brandi Nielsen, Risskov, 62, direktør, cand.scient.pol. Martin Teilmann, Vedbæk, 65, restauratør, kok Jan Hurtigkarl, Ålsgårde, 66, restauratør Allan Carlsen, 67, forstander Kjeld Biering-Sørensen, Værløse, 68. 60 Fhv. museumsinspektør, assisterende direktør Lene Margit Burkard, Odense, 70, generalmajor Ulf Scheibye, Vedbæk, 71, direktør Knud Aage Gerstenberg, Frederiksberg, 72, skuespiller Lene Tiemroth, København, 72, professor, overlæge, dr.med. Kristian Anton Thygesen, Risskov, 73, overlæge Peter Ege, Charlottenlund, 74, direktør, elinstallatør Aage Kjærgaard, Løsning, 74, fhv. direktør, civilingeniør Peer Suhr, Charlottenlund, 77, chefkonditor Gert Sørensen, Viborg, 78, divisionsdirektør Børge Torben Jacobsen, Taastrup, 79, direktør, cand.jur., oberstløjtnant, adjungeret professor Claus Valentiner, Hellerup, 79, baronesse, direktør Hanne Wedell-Wedellsborg, Klampenborg, 79. 70 Skuespiller Rita Angela, Hellerup, 82, guldsmed Karen Kolding, Dragør, 82, dommer Else Marie Hoffmann, Charlottenlund, 83. 80 Fhv. stiftamtmand, departementschef, cand.jur. Henning Strøm, Hellerup, 90 og cand.jur. Otto Wandall-Holm, København, 91 år. 90 Dødsannoncer Telefon 33 47 12 01 Fax 33 14 85 15 E-mail [email protected] Husk at sende nyt om personlige mærkedage, fødselsdage og jubilæer senest fem dage før begivenheden til: Politiken, Dagens Navne, Rådhuspladsen 37, 1785 København V, eller e-mail: [email protected] Kunstens 40 fynske verdensdame I MORGEN Ewa Daniél blev cand.techn.soc. fra RUC i 2005 og var i syv år ledende toksikolog med fagligt ansvar for deklarationsordningen Den Blå Krans hos patientforeningen Astma-Allergi Forbundet. I 2014 stiftede Ewa Daniél sammen med kommunikationschef Lene Stiil AllergyCertified, verdens første internationale allergimærke, med ambitioner om at udbrede kendskabet til kontaktallergi og forebyggelse. I AllergyCertified er det Ewa Daniél, der foretager risikovurderinger af kosmetik, rengøringsmidler, bleer, makeup m.m. Hun er oplægsholder på konferencer om kontaktallergi, kosmetiske produkter og certificering af produkter. Derudover er hun bestyrelsesmedlem hos Scancos, the Scandinavian Society of Cosmetic Chemists. I MORGEN. Da Lene Burkard sidste år gik på pension efter 25 år som museumsinspektør og vicedirektør på kunsthallen Brandts i Odense, gjorde hun det klart, at hun ikke forlod kunsten. Jo, hun skulle måske nok få mere tid til rollen som farmor og bage de småkager, som børnebørnene havde efterlyst. Men hendes mangeårige liv i kunsthallen havde hun aldrig opfattet som et almindeligt lønarbejde, hvor der kunne stemples ud. »For mig er arbejde noget, man bliver ved med hele livet, hvis man kan«, sagde hun til Fyens Stiftstidende. 70 DERFOR VILLE HUN i gang med at skrive en bog, der både skulle have forskningsmæssig tyngde og underholdningsværdi, fortalte hun. Og researchen har hun allerede i rigt mål: Hun har realiseret over 100 udstillinger på Brandts, som hun selv var med til at opbygge og placere solidt på danmarkskortet. Det værdsættes i den nuværende ledelse i kunsthallen, som i dag er et fyrtårn for samtidskunst, og hvis lige man skal til de store metropoler for at finde. »Lene har gennem en lille menneskealder inkarneret det usædvanlige i sin holdning til tilværelsen. Dette er kommet til udtryk i en næsten talløs række af udstillinger, om hvilke man kan sige, at de alle har det uforudsigelige, det kompromisløse og det højst poetiske til fælles«, siger administrationschef Birgitte Wøhlk Laursen. LENE BURKARD er en mønsterbryder. Hun voksede op på efterkrigstidens Fyn, hvor forældrene drev et børnehjem og derefter en købmandsforretning. Familien tilbragte ikke fritiden på Hun har museerne, og Lene realiseret over Burkard skulle selv 100 udstillinger omkring en konpå Brandts, toruddannelse, en som hun selv højere handelseksamen og arbejde var med til at nogle år på kontor, opbygge før interessen for kunst gjorde, at hun ændrede bane. Med sin daværende amerikanske mand rejste hun til USA, hvor hun fik indblik i universitetsverdenen, og hjemme igen valgte hun at læse engelsk og kunsthistorie på universitetet. Ewa Daniél Direktør, Roskilde 50 UFORUDSIGELIG. Kunsthistoriker Lene Burkard er en mønsterbryder. Foto: Maros I 1989 blev hun ansat på kunsthallen Brandts, hvor også hendes livsindstilling blev værdsat. »Med professionalismen og de tårnhøje ambitioner i behold er Lene et særligt sorgløst menneske, omkring hvem tingene synes at dale naturligt på plads af sig selv. I kombination med hendes verdensdame-agtige fremfærd og holdning til det meste gør Lene en på en gang slagkraftig og følsom figur«, fortæller Birgitte Wøhlk Laursen. En af Lene Burkards mange bedrifter er, at hun sørgede for at give væsentlige internationale og danske kvindelige kunstnere en platform, og det er hun blevet hædret for. I 2005 modtog hun N.L Høyen Medaljen af Akademiraadet og i 2011 Tagea Brandts Rejselegat. Hun har udgivet en række bøger, blandt andet ’Hist hvor vejen’ om danske maleres syn på Fyn gennem 200 år. CAMILLA STOCKMANN Tonny Pedersen Afdelingsleder, 60 Bente Hogrefe Nielsen Kirkesanger, Holte Bente Hogrefe Nielsen tog i 1978 almen musikpædagogisk eksamen fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium. I 1984 tog hun diplomeksamen i sangog i 1987 havde hun solistdebut. Bente Hogrefe Nielsen har haft en omfattende kammermusikalsk koncertvirksomhedmed særlig interesse for opførelsespraksis og samarbejdet med historiske instrumenter. Hunfungerede 19712006 som kirkesanger ved Frederiksværk Kirke, Jesuskirken, Enghave Kirke og Bagsværd Kirke. I 1991-2005 sang hun i Danmarks Radios koncertkor. Efter fra 1988 at have været sanglærer ved Løgumkloster Kirkemusikskoles afdeling i Bagsværd blev Bente Hogrefe Nielsen i 1992 sanglærer og siden også studievejleder ved den nyoprettede Sjællands Kirkemusikskole i Roskilde.Fra 2010 er Bente Hogrefe Nielsen medlem af bestyrelsen for Dansk Organist og Kantor Samfund. København Hvis man kan tale om en grå eminence på Politikens udlandsredaktion, er Tonny Pedersen manden. Oversætterchefen er nemlig ham, der dag ud og dag ind kommer med ideer og forslag til den daglige dækning af alt fra afrikanske krige til hardcore økonomistof. Hans overblik er ganske enkelt imponerende, hans viden ligeså. Og for at det ikke skal være løgn, er manden et af de mest pligtopfyldende og ansvarsfulde mennesker, man kan drømme om, for han er kun optaget af én ting: at understøtte Politiken som en avis af international klasse og kvalitet. Han bidrager i den grad selv til det. Er han så ikke kedelig? Belastende? Nope. Oversætterchefen er oven i alt det andet et herligt jovialt menneske, der tilmed deler udlandsredaktørens elendige sorte humor, hvilket – i hvert fald for de to – gør hverdagen endnu mere festlig. Tonny Pedersens hjerte banker dog primært for hans kone, to børn og deres fælles rødder i Jylland, Brasilien og Etiopien. Og så for sprog ... Så dem mestrer han også en hel del af, hvilket Politikens læsere vil vide fra hans enestående oversættelser fra indimellem helt andre skrive- og avistraditioner end vores. De flyder altid, og oversætterchefen ser kun forpint ud, hvis han en sjælden gang bliver grebet i en trykfejl, for han er også detaljens mand. Oversætterfejl ... dem begår han til gengæld aldrig. Det sker bare ikke.. Michael Jarlner 90 Henning Strøm Fhv. stiftsamtmand, Hellerup Man taler meget om at komme på danmarkskortet og om at sætte fingeraftryk. Det kan man roligt sige, at Henning Strøm har gjort. Den kommunalreform, der blev indført i 1970, og som stadig af mange fornuftige mennesker betragtes som idealet af en kommunalreform, var i høj grad Henning Strøms værk. Den reducerede antallet af kommuner fra 1.388 til 275 og antallet af enheder, der løste amtsopgaver, specielt sygehusvæsenet, fra 110 til 16. En reform, der banede vejen for det lokale demokratis glansperiode i 30 år, frem til det hele blev lavet om i 2000. En anden hjørnesten i Henning Strøms virke er rapporten ’Hovedstaden – hvad vil vi med den’ fra 1988, der analyserede årsagerne til den manglende udvikling i området og 20 forslag, der kunne bidrage til vækst. Mange af dem blev gennemført. Så juristen Henning Strøm kan med sindsro og med sit medfødte gode humør rose sig af en smuk indsats for fædrelandet. Han kan se tilbage på en flot karriere fra sekretærpost i Indenrigsministeriet via departementschef i Boligministeriet til 12 år som stifts- og statsamtmand over Københavns Amt, en stilling, han varetog til pensioneringen i 1994. Aktiviteterne begrænser sig nu til blomstervanding for ferierende familiemedlemmer og til at lufte hunde og børnebørn i flere størrelser. ersc ... Invitation til en havnefest skers åsyn. Halvt abstrakte forhold som sigtelinjer er i virkeligheden af vital betydning, for det, der er let at bygge, er sværere at få til at forsvinde igen, når vi som byboere for alvor begynder at savne kontakten til vand og horisont. Måske vi har brug for at gøre op med det forhold. Lad os gøre havnene til bedre og mere interessante steder at bo, leve, arbejde og gå i skole, som et livligt modsvar til de åbne kysters ukrænkelighed. Tilgængelighed til vandkanter og udsigter er indiskutable værdier, men er desværre et problem i mange af de nye havnebebyggelser. Tilgængelighed handler nemlig ikke blot om en smal kajkant, man kan spadsere på foran de nye fæstninger, der er skudt op i vore havne. Tilgængelighed handler også om en sansemæssig tilgængelighed. I en havneby skal man kunne høre, se og lugte havnen. Derfor skal de offentlige arealer være åbne, synlige og med en langt højere grad af den mangfoldige blanding af funktioner, som kendetegner den slags byer, vi gider besøge eller bo i. DANMARK er et relativt homogent land, men Frederikshavn og Fredericia er alligevel vidt forskellige. Ensartetheden hører op, i det øjeblik man lytter og forstår byernes helt forskellige fortællinger, forskellige karakteristika og forskellige mennesker og tager det helt alvorligt, når både de små og de store linjer trækkes. Historiebevidsthed er nemlig ikke det samme som nostalgi – historie er læring, når utopier skal formes. Når vi taler om fremtidssikrede samfund, handler det ofte om økonomisk bæredygtighed, og så bliver vi på den korte bane. Vi bruHvis nye utopier ger samtidsforskere og ikke historiskal skabes i kere, når nye pladen måde, vi ner skal fostres, og byudvikler på, resultatet heraf er skal historisk oftest en temmelig kortsigtet planlægviden sættes i ning. Hvis nye utospil pier skal skabes i den måde, vi byudvikler på, skal historisk viden sættes i spil. Hvis havneområderne i højere grad skal blive nytænkende og levende forlængelser af bykernerne, må byernes forskellighed tage afsæt i de fortællinger, der allerede eksisterer, og gøre dem synlige. MODBILLEDET hertil er en fremtidig situation, hvor enhver havneby kendes på en hvid mur af maskinproduceret modernisme, som på en prik ligner byerne i alle andre dele af den rige verden. Hvor ville det være fantastisk, hvis Københavns grønne voldanlæg blev båret videre i havneomdannelsen som en helt naturlig og indlysende måde at skabe højtvandssikring på? Sådan kunne borgernes spadsereture på voldene også komme til at omfatte havneområdernes nye bydele, og Københavns fortælling og udvikling ville gå i takt. Og hvor ville det være fantastisk, hvis man i Esbjerg byggede boliger, kultur og erhverv på havnen klos op ad de enorme erhvervsområder og med en arkitektur i slægtskab med byens åndeløst interessante industrihavn og dens endeløse rækker af møllevinger, borerigge og enorme, uforståelige objekter. Et naboskab med udfordringer. Ja, det støjer og vibrerer på en levende havn, men måske er det netop, hvad ungdomsboliger og kulturinstitutioner mangler? Planloven står i vejen for den slags eksperimenter, men skal den det? Og tænk, hvis man i Frederikshavn skabte en stærk og tydelig sammenhæng mellem havnen og byen, der i dag er delt, så det ligner et alvorligt tilfælde af identitetskrise. Men både by og havn har faktisk noget at byde på, og strømmene af turister fra både Norge og Sverige ville potentielt kunne opleve byen som en ny urban port til Danmarks og Nordjyllands kystlandskaber og turistattraktioner og ville ikke længere bare skynde sig videre fra færgelejet og forbi de viftende forsøg med forkølede palmer på kajen. De ville umærkeligt standse op og fundere over, hvad Frederikshavn har at byde på. PLANLOVEN er det redskab, som borgmestre og landspolitikere i øjeblikket diskuterer som det hotteste emne på Folkemøder og seminarer. Omfattende revisioner er nært forestående, og det kan få alvorlige konsekvenser for kystmiljøet, fordi man nu ønsker at åbne op for byggeri i uberørte landskaber med henblik på at skabe vækst i yderområderne. Fremtiden kommer til at dømme os på denne fejltagelse. Andre dele af planloven kunne derimod godt tåle et eftersyn – den del, der handler om afstandszoner mellem bolig og erhverv på havneområderne. Måske vi her kan åbne mulighed for en langt mere frugtbar synergieffekt mellem havnens eksisterende og levende miljøer i kombi- nation med iværksætteri, nye anvendelser af eksisterende bygningsEnhver planlægning er masse og eksperimenterende boligen stadig former. armlægning Enhver planlægmellem snævre ning er en stadig armlægning meløkonomiske lem snævre økonointeresser og miske interesser hensynet til og hensynet til det det almene almene. Det er ganske naturligt at ville skabe de bedste vilkår for de nye beboere på havnene – og derfor er det ikke en manglende vilje til byliv, der har skabt nutidens hvide vandbaserede sovebyer for middel- og overklassen. Det er bare noget, der sker, når udgangspunktet ikke er helheden, men det enkelte projekts økonomi. VORES TEGNESTUE vil derfor gerne slå til lyd for en ny strategi for havneudbygningen. En strategi, der baserer sig på helhedens økonomi og nogle grundtanker om historiefortælling, tilgængelighed, iværksætteri og generøsitet. Diversitet står med flammeskrift over enhver planlægning i disse år. Alligevel er det, som om det sjældent lykkes at skabe den. Selv om vi gerne vil blande både bolig- og erhvervsformer, gør vi det i praksis aldrig. Havnene har jo som nævnt netop den store mulighed, fordi mange af dem endnu ikke er helt tømte. En god løsning kan være, at det offentlige køber arealerne og giver plads til gradvis udbygning over en lang tidsplan i en trial-and-error- proces i stedet for at udbygge på en gang. Man kan godt forestille sig en slags mellemtilstand, hvor man tillader byggeri eller nye og anderledes anvendelser af forladte industrianlæg med den forståelse, at beboere, iværksættere og kontorfolk skal acceptere, at de bor lige ved siden af en arbejdsplads. Det vil således ikke være muligt at klage over støj eller rystelser – for begge dele er da bedre end endeløse, evige søndage i pænhedens tegn. Hvis havnene planlægges og bebygges ud fra et dogme om maksimal kompleksitet, bliver resultatet ikke rod – det bliver en havn, som vi forestiller os en havn skal være. IVÆRKSÆTTERÅNDEN er derfor påkrævet som boligbyggeriets uundværlige følgesvend. Det er ikke nok at lave et stort vindue og så sige, at her kan være en butik. Den butik kommer ikke, hvis man ikke sørger for, at der findes et grundlag for dens eksistens. I Aarhus har developeren Olav de Linde omdannet en hel havnepier, Balticagades kornlagre og gamle værftsbygninger, til et stærkt iværksættermiljø, som er transformeret med stor respekt for bygningernes ånd. Fuldstændig ligesom hele slagteriområdet på Sydhavnen i Aarhus huser mængder af unge virksomheder, som blandt andet er godt i gang med at transformere havnens nedlagte transportbånd til et High Line-projekt med inspiration fra New York. Her er masser af muligheder, som vi skal passe rigtig godt på. Kontrasten til den nordlige ende af havnen i Aarhus er slående. Her stormer nybyggeriet derudad og jævner selv de mindste gamle pakhuse med jorden. Måske det med tiden bliver godt. Vi ved det bare ikke, for byens og havnens dybere fortællinger i hele det udviklingsområde virker ganske fraværende. VI SKAL I havneplanlægningen i langt højere grad være åbne for de selvgroede aktiviteter, der typisk opstår i havnenes forladte haller, fordi de er billige. At bygge dyre butikker i de hvide paladser og så forvente, at en horde af smykkedesignere og advokater får lyst til at åbne butik dér, er i bedste fald naivt. Økonomisk aktivitet opstår af forskellighed – at nogle lejemål er billige, så de kreative har råd til dem, og at nogle er dyre, så der er kunder i nærheden. Derfor skal vores havne planlægges som eksperimentarier, der tillader variation og aldrig før sete blandinger af bolig, kontor og forretning. Generøsitet er den kvalitet, der samler de tre ovennævnte. Havnenes urtilstand af drømme og handel kan genskabes i en nutidig forståelse ved at indbygge gavmildhed så at sige. Ved at fællesarealerne er mere end blot attraktive, ved at alle bygninger har et socialt program, ved at dyrke mulighederne for andre end beboerne skabes den form for åbenhed, der skaber liv. Havnefesten må aldrig blive en lukket fest for sejlerne og de få velhavere – havnefesten skal være alles fest. RIKKE JUUL GRAM
© Copyright 2024