« EROGENITETER »
Fjerde fælles-‐ seminar : Freuds Agorá og Freud-‐Lacan-‐ Gesellschaft KØBENHAVN, 26.-‐27. SEPTEMBER 2015 « EROGENITETER » Sted: Frederiksholms Kanal 2, 2.th., 1220 København K Tidspunkt: Lørdag fra 9 :30 til 16; Søndag fra 10 til 13 Selv det nu er næsten hundrede år siden Freud foretog sit tredje forsøg på udarbejdelsen af en driftslære, er denne i en vis forstand fortsat ufærdig. Det skyldes at spørgsmå-‐ let om 'erogeniteten' stadig afventer en drøftelse på bag-‐ grund af overvejelserne vedrørende 'hinsides lystprincip-‐ pet', hvilket imidlertid forudsætter at den biologiske eller filosofiske fundering af denne sidste problematik afklares. Tilløbet dertil efterlod Freud, som bekendt, nærmest tomhændet. Men kun næsten, gudskelov. For i de allersidste sider af hans tekst fra 1920 —to sider som i øvrigt for det meste overses—, diskuterer Freud for og imod berettigel-‐ sen ved sin 'spekulation', som han kalder det. Hans kon-‐ klusion er da, at problemet ligger formodentlig i at denne ikke er vidtgående nok. Der skal nogle “ord til kritisk be-‐ sindelse” til ganske vist, men disse skal frem for alt bruges til at overveje de logiske betingelser der ligger til grund for et sådant forsøg, det vil sige til afklaring af følgende spørgsmål: I hvilken forstand er formodningen om døds-‐ driften en nødvendig antagelse? Dette fører han simpelthen til at vende pro-‐ blemstillingen om på hovedet: Dødsdriften skal nemlig forstås mindre som en 'forklaring' på hinsides lystprin-‐ cippet (hvilket er for så vidt standard læsning), end som netop forudsætningen for at denne hinsides kommer i stand. I de omtalte sider inviterer Freuds os til ikke blot at følge ad dén vej, han opfordrer os for så vidt til at gå læn-‐ gere ude end hvad han selv formåede. Dertil kræves at vi tør at give den rette status og anvendelse til den begrebslige sondring han udfører i sin argumentation og som indskærper forskellen mellem ka-‐ tegorierne antagelse, spekulation, hypotese og tro. Allerede i marts 1919 —og som følge af opdagelsen af gentagelsestvangen—, blev Freud nødsaget til at sætte spørgsmålstegn ved den lethed hvorved psykoanalytiker-‐ ne antager “at sjælelige processer [Vorgänge] automatisk bliver reguleret af lystprincippet”. Det var en tid hvor han var begyndt at kaste lys over spørgsmålet hvad de "for os så bydende [imperative] lyst-‐ og ulystfornemmelser", be-‐ tyder. Det forekommer han at det er noget af "sjælelivets mest dunkle og utilgængelige område", og eftersom "vi umuligt kan undgå at berøre det", som han siger, da vil "den mindst stramme antagelse" være den bedste. Denne “mindst stramme antagelse” består imid-‐ lertid ikke kun i "at sætte lyst og ulyst i relation til kvanti-‐ teten af den i sjælelivet tilstedeværende —men på ingen måde bundne— spænding [Erregung]”, den indebærer også (i og med narcissisme-‐afhandlingen fra 1914) at ero-‐ geniteten (dvs. den "virksomhed" som knytter sig til en-‐ hver "kropslokalitet" og som derfor er "almen egenskab ved alle organer"), opfattes først og fremmest som en ak-‐ tivitet "der består i at sende seksuelle ophidselsesimpul-‐ ser [sexuell erregende Reize] frem til sjælelivet". Han un-‐ derstrejer tillige at den pågældende aktivitet (eller virke) er i stand til at forøge og/eller formindske erogeniteten i de forskellige kropsdele. Tolv år senere og i direkte forlængelse af sine overvejelser angående en hinsides lystprincippet, bliver Freud i stand til at udpege "en almen tendens" for hæm-‐ ningen (som desuden skelnes fra symptomet), nemlig det forhold at den netop træder frem i forbindelse med en "al for kraftige [überstarke] eroterisering af de pågældende organer". Herfra fastlår han "en almen indsigt", "at en or-‐ gans jeg-‐funktion beskadiges, når dens erogenitet, dens seksuelle betydning, forøges. " Det er værd at bemærke hvordan Freud, i for-‐ bindelse med erogeniteten, benytter sig af det samme be-‐ grebspar (forøgelse of formindskelse), som han gør brug af når han skal bestemme forholdet mellem lyst /ulyst og spørgsmålet om kvantiteten af den ubundne spænding [Erregung] (jf. hans udsagn om at "at ulyst svarer til en forøgelse og lyst til en formindskelse af denne kvantitet"). Freud understreger dog samtidig: "Dermed forestiller vi os ikke noget entydigt [einfaches] forhold mellem for-‐ nemmelsernes styrke og de ændringer, de bliver sat i re-‐ lation til. Allermindst forestiller vi os […] nogen direkte proportionalitet." Sammenhæng 'lyst/ulyst' kan ikke være udtryk for et entydigt forholdt. Det er snarere "graden af forøgel-‐ se eller formindskelse i relation til tiden, [der] er det afgø-‐ rende moment for fornemmelsen". Men dette er ikke til-‐ strækkelig i de forgange der gør sig gældende i forbindel-‐ se med erogeniteten. For déri indgår ikke kun kvantitative mængder [Betrag] af spænding [Erregung] i ubundne til-‐ stand, men ligeledes forhold af mere kompleks beskaffen-‐ hed (kompleks i den forstand man anvender denne term inden for fysikken i dag), hvor der indgår en type spæn-‐ dinger [Erregung] af kvalitative art, som kun kan betegnes som et emergent sagsforhold. Vi står med andre ord over-‐ for to spændingstilstande (bundet og ubundet), som ud-‐ grænser de kvalitative og kvantitative forhold ved hjælp af en foregang som i Freuds terminologi kaldes binding [Bindung]. Spændingens binding fremstår i den forstand som grundlag for den betydning som "så bydende lyst-‐ og ulystfornemmelser" Freud omtaler, er i stand til at indta-‐ ge. Noget taler i hvert fald for, at man med fordel kan nærme sig erogenitetens problem ved at studere den i sammenhæng med de spørgsmål som forbindelsen kvali-‐ tet — binding — betydning rejser. De tre afhandlinger om de infantile seksualteo-‐ rier fra 1905 kan læses som en første udkast til en afkla-‐ ring. Hinsides lystprincippet fra 1920 er i den forstand et nyt forsøg på det samme. Man kan kun gå forsigtig til værks. For som Freud skriver allerede ved første forsøg, "I sager, der angår lyst og ulyst famler psykologien endnu så meget i mørket, at den forsigtigste antagelse vil være den mest anbefalelsesværdige". Vi inviterer hermed til det fjerde ‘Arbeitstreffen’ mellem psykoanalytikere fra Freud-‐Lacan-‐Gesellschaft i Berlin og Freuds Agorá — Skole for psykoanalysen i København, for i fællesskab går ind i “sjælelivets mest dunkle og utilgæn-‐ gelige område” med udgangspunkt i ›erogeniteten‹ og med henblik på at undersøge bl.a. de spørgsmål som her er antydet . Obwohl es nun beinahe einhundert Jahre her ist, dass Freud seinen dritten Versuch der Ausarbeitung einer Tri-‐ eblehre unternommen hat, ist diese in einem gewissen Sinne nach wie vor unfertig. Unter anderem die Frage der ’Erogenität’ wartet noch immer darauf, vor dem Hintergrund der Überlegungen hinsichtlich eines ’Jenseits des Lustprinzips’ behandelt zu werden, was allerdings zur Voraussetzung hätte, dass zunächst die biologische oder philosophische Begründung dieses ’Jenseits’ geklärt wird. Nach seinem eigenen Anlauf in diese Richtung, steht Freud bekannterweise beinahe mit leeren Händen zurück. Doch nur beinahe, zu unserem Glück. Denn auf den allerletzten Seiten seines Textes aus dem Jahr 1920— zwei Seiten, die im übrigen meistens gerne übersehen werden—, diskutiert Freud das Für und Wider der Be-‐ rechtigung seiner 'Spekulation', wie er es selber nennt. Seine Konklusion ist hier, dass das Problem vermutlich darin besteht, dass diese Spekulation nicht weitreichend genug ist. In diesem Sinne also Freuds “Worte kritischer Besinnung”, die vorallem dazu da sind, um Überlegungen zu den logischen Bedingungen anzustellen, die einem sol-‐ chen Versuch zugrunde liegen, also der Klärung der fol-‐ genden Frage: In welchem Sinne ist die Vermutung eines Todestriebes eine notwendige Annahme? Dies führt Freud schlichtweg dazu, die Pro-‐ blemstellung auf den Kopf zu stellen: Der Todestrieb soll nämlich weniger als eine ’Erklärung’ des Jenseits des Lustprinzips verstanden werden (was der Standard-‐ lektüre entspricht), sondern vielmehr überhaupt erst als die Voraussetzung für dieses Jenseits. Auf den erwähnten Seiten lädt Freud uns nicht nur dazu ein, ihm auf diesem Weg zu folgen, er fordert uns auf, in dieser Hinsicht länger zu gehen, als er selbst es vermochte. Dies erfordert aber gleichzeitg, dass wir es wa-‐ gen, der begrifflichen Sonderung, die Freud in seiner Ar-‐ gumentation ausführt, und die uns den Unterschied zwis-‐ chen den Kategorien Annahme, Spekulation, Hypothese und Glaube einschärfen will, ihren angemessenen Status zu geben. Bereits im März 1919 —und als Folge der Entdeckung des Wiederholungszwanges—, sah Freud sich gezwungen, die Leichtigkeit in Frage zu stellen, mit der die Psychoanaly-‐ tiker annehmen, “daß der Ablauf der seelischen Vorgänge automatisch durch das Lustprinzip reguliert wird”. Es war dies die Zeit, in der er begonnen hatte, Licht in das Dunkel der “Bedeutungen der für uns so imperativen Lust-‐ und Unlustempfindungen” zu bringen. “Es ist das dunkelste und unzugänglichste Gebiet des Seelenlebens”, schreibt er und setzt im gleichen Atemzug fort: “[…] wenn wir un-‐ möglich vermeiden können, es zu berühren, so wird die lockerste Annahme darüber, meine ich, die beste sein.” Zu dieser “lockersten Annahme” gehört aber nicht nur, wie Freud schreibt, von jeher “Lust und Unlust mit der Quantität der im Seelenleben vorhandenen —und nicht irgendwie gebundenen— Erregung in Beziehung zu bringen”,_ sondern spätestens seit der Narzißmus-‐ Abhandlung von 1914 ebenso die Erogenität genannte “Tätigkeit einer Körperstelle” —ja: “allgemeine Eigen-‐ schaft aller Organe”— “sexuell erregende Reize ins Seelenleben zu schicken”. Er unterstreicht bei dieser Tätigkeit oder Eigenschaft die Möglichkeit der Steigerung und/oder Herabsetzung der Erogenität an einem bes-‐ timmten Körperteil._ Zwölf Jahre später wird Freud in direkter Verlängerung seiner Überlegungen zu einem Jen-‐ seits des Lustprinzips als “allgemeine Tendenz” der vom Symptom zu unterscheidenden Hemmung die “überstarke Erotisierung der […] in Anspruch genommenen Organe […]” unterstreichen und als “allgemeine Einsicht” formu-‐ lieren, “daß die Ichfunktion eines Organs geschädigt wird, wenn seine Erogenität, seine sexuelle Bedeutung, zunimmt.” Zum einen führt Freud damit in Sachen Ero-‐ genität das gleiche Begriffspaar —Steigerung und Herabsetzung— ins Feld wie für die Beziehung Lust/Unlust und Quantität ungebundener Erregung, — wenn er etwa für diese letztere Beziehung postuliert, “daß Unlust einer Steigerung, Lust einer Verringerung dieser Quantität entspricht.” Wobei Freud sich beeilt zu unterstreichen: “Wir denken dabei nicht an ein einfaches Verhältnis zwischen der Stärke der Empfindungen und den Veränderungen, auf die sie bezogen werden; am wenigsten […] an direkte Proportionalität.” Während davon ausgehend im Falle der Lust/Unlust (an-‐ statt eines einfachen Verhältnisses) “wahrscheinlich […] das Maß der Verringerung oder Vermehrung in der Zeit das für die Empfindung entscheidende Moment [ist]”, gilt zum anderen für die Frage der Erogenität allerdings ein ganz anderes Maß: nicht jenes, mit dem sich (dort) die Quantität von (ungebundener) Erregung misst, sondern ein Maß, das (hier, in einem bereits komplexeren Ver-‐ hältnis) über die Frage nach der Qualität einer (nicht länger ungebundenen) Erregung spannt. Anders aus-‐ gedrückt: Der Übergang zu diesem neuen, anderen Maß hat die Bindung der Erregung zur Voraussetzung und geht deshalb zugleich mit der Frage der Bedeutungen der, wie Freud schreibt, “so imperativen Lust-‐ und Unlustemp-‐ findungen” einher. Es spricht also einiges dafür, sich dem Thema der Erogenität ausgehend von dem Zusammenhang zwischen den Begriffen Qualität — Bindung — Bedeutung anzunähern, ganz so, wie es im übrigen auch schon bei Freud selbst angedeutet ist, wenn er in der zweiten der »Drei Abhandlungen zur Sexualtheorie« das Sexualziel der infantilen Sexualität untersucht. Dort findet sich nun auch ein Satz, dessen Echo —wie sich sogleich ohne weiteres hören lässt— noch fünfzehn Jahre später in jenem Jenseits des Lustprinzips nachhallt, zu dem Freud aber also bereits in seinen »Drei Abhandlungen« die Tür aufgestossen hatte: “In Sachen der Lust und Unlust”, schreibt Freud schon 1905, “tappt die Psychologie noch so sehr im Dunkeln, daß die vorsichtige Annahme die empfehlenswerteste sein wird.” Wir laden hiermit zum vierten Arbeitstreffen von Psycho-‐ analytikerinnen und Psychoanalytiker der Freud-‐Lacan-‐ Gesellschaft in Berlin und Freuds Agorá — Skole for psy-‐ koanalysen in Kopenhagen ein, um ausgehend von ›der Erogenität‹ gemeinsam dies “dunkelste und un-‐ zugänglichste Gebiet des Seelenlebens” zu betreten, und im Hinblick auf eine Untersuchung unter anderem auch der hier angedeuteten Fragen. . PROGRAMM Lørdag : 9:30-‐10:00 Velkomst og indledning v/ FRANK GROHMANN 10:00-‐12:00 » Moderkærlighed og erogenitet « v/ DOMINIQUE JANIN-‐PILZ Diskutant: LIS HAUGAARD 12:00-‐13:30 Fælles frokost i Agoráen 13:30-‐15:30 » Spiseforstyrrelser: to forløb « v/ MARINA TESTA PEDERSEN Diskutant: ALEJANDRA BARRON 15:30-‐16:00 Opsamling 19:00 Fælles middag Søndag: 10:00-‐12:00 » Erogeniteten som kroppens urmasochisme« v/ OSVALDO CARIOLA 12:00-‐13:00 Fælles diskussion & perspektivering Arbeidssprog : dansk og tysk. www.freudsagora.dk
© Copyright 2024