1. No category

Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
OBLIGATORISK FORSIDE
Prescribed front page
BA-PROJEKT – SOMMER 2015
INSTITUT FOR ERHVERVSKOMMUNIKATION
Department of Business Communication
201209356
20116572
STUDIENUMMER
NAVN
Christian Pharsen
Jonas Friis-Jeppesen
Europæiske studier
STUDIUM:
(Engelsk, Tysk,
Fransk, Spansk eller
Europæiske studier)
Dr. Amin Alavi
VEJLEDER:
ANTAL
TYPEENHEDER I
DIN BESVARELSE
(ekskl. blanktegn):
90.947
05.05.2015
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
En konflikt under opsejling eller
et samarbejde i fremgang?
En teoretisk analyse af relationen mellem EU og Rusland
Maj 2015
Christian Pharsen og Jonas Friis-Jeppesen
Vejleder: Dr. Amin Alavi
Bachelor i engelsk og europæiske studier
School of Business and Social Sciences, Aarhus Universitet
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Abstract
The purpose of this project is to investigate the relationship between EU and Russia,
presenting background facts, contemporary events and theoretical approaches, resulting in a
further discussion of the stability of the relationship. By using the international relationstheories realism and liberalism, an analysis of the relationship between EU and Russia will be
carried out, with special reference to the power political situation between them. The analysis
will focus extensively on identifying the stabilizing and destabilizing determinants within the
relationship.
The study indicates that Russia’s behavior on the international stage seems to be mostly in
line with realist thinking. This comes to show in the militant and aggressive way in which the
nation carries out its foreign policy, especially with regards to Ukraine which is distinguished
as the main trigger between the two parties. In contrast, EU relates to a more liberal approach
to foreign policy which is made evident by how it attempts to achieve economic
interdependence with Ukraine.
Another main trigger includes the one of the internal energy cooperation. Realism identifies
Russia’s threats of cutting off the export of natural gas to Europe as Russia’ way of exploiting
EU’s dependency on natural gas as a means to damage EU’s security and power. On the other
hand, liberalism identifies the energy cooperation as a way of furthering economic
interdependence between the two parties and thus stabilizing the relationship.
In terms of the degree of a stable relationship, the relation between them seems to drag in a
destabilized direction. This is primarily due to the fact that more realistic than liberal
assumptions are identified between them. As realism is characterized by mistrust and power
struggles between states, it is only logical and natural to apply these traits to the relationship
as well, thus making it a predominantly destabilized relation.
However, despite the destabilizing elements identified in the relationship, neither of the
theories predicts a full-scale war between the two parties. Realism finds it unlikely because of
nuclear deterrence, whereas liberalism finds it unlikely because of the intertwined economy
which would be heavily damaging for both parties in the event of a full-scale war.
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Indholdsfortegnelse
1. Indledning (Christian og Jonas) .............................................................................................. 1
2. Metode (Christian og Jonas) ................................................................................................... 2
2.1 Deskription og valg af teori (Jonas) ................................................................................. 2
2.2 Kildekritik (Christian) ...................................................................................................... 3
2.3 Videnskabsteori (Christian) .............................................................................................. 3
2.4 Interview (Christian)......................................................................................................... 4
2.4.1 Interview-personen (Christian) .................................................................................. 6
3. Deskription (Christian og Jonas) ............................................................................................ 6
3.1 Ukraine-krisen (Jonas) ...................................................................................................... 6
3.2 EU og Ruslands energisamarbejde (Jonas) ...................................................................... 8
3.3 Ruslands styreform (Jonas) .............................................................................................. 9
4. Teori (Christian og Jonas) .................................................................................................... 11
4.1 Realisme (Jonas) ............................................................................................................. 11
4.1.1 Realismen i sin grundform (Jonas) .......................................................................... 11
4.1.2 Klassisk realisme og neorealisme (Jonas) ............................................................... 13
4.1.3 Offensiv neorealisme og defensiv neorealisme (Jonas) .......................................... 15
4.2 Liberalisme (Christian) ................................................................................................... 16
4.2.1 Liberalismens grundantagelser (Christian) .............................................................. 16
4.2.2 Liberalismens aktører (Christian) ............................................................................ 17
4.2.3 Interdependens (Christian) ...................................................................................... 18
4.2.4 Liberalisme og sikkerhedsspørgsmålet (Christian) ................................................. 18
4.2.5 Samarbejde som grundsten (Christian).................................................................... 19
4.2.6 Styreformer (Christian)............................................................................................ 20
4.2.7 Absolute gains (Christian) ....................................................................................... 20
4.2.8 Kritik af Liberalismen (Christian) ........................................................................... 21
5. Analyse (Christian og Jonas) ................................................................................................ 21
5.1 Realisme (Jonas) ................................................................................................................. 21
5.1.1 Menneskets natur (Jonas) ........................................................................................ 22
5.1.2 Magt er relativ (Jonas) ............................................................................................. 23
5.1.3 Staten er rationel (Jonas) ......................................................................................... 24
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
5.1.4 Anarki i det internationale system (Jonas) .............................................................. 25
5.1.5 Offensiv neorealisme (Jonas) .................................................................................. 26
5.1.6 Sikkerhedsdilemma og zero-sum game (Jonas) ...................................................... 27
5.1.7 Defensiv neorealisme (Jonas) .................................................................................. 27
5.2 Liberalisme (Christian) ................................................................................................... 28
5.2.1 Økonomisk interdependens (Christian) ................................................................... 28
5.2.2.1 Energipolitik (Christian) ....................................................................................... 30
5.2.3 Politiske samarbejdsaftaler som stabilisator (Christian) ........................................ 31
5.2.4 Staternes rolle (Christian) ........................................................................................ 35
5.2.5 Ikke-statslige aktører (Christian) ............................................................................. 37
6. Diskussion (Christian og Jonas) ........................................................................................... 38
7. Konklusion (Christian og Jonas) .......................................................................................... 42
8. Fremtidige problemstillinger (Christian og Jonas) ............................................................... 44
9. Litteraturliste ........................................................................................................................ 44
9.1 Bøger .............................................................................................................................. 44
9.2 Artikler ........................................................................................................................... 46
9.3 Illustrationer ................................................................................................................... 50
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
1. Indledning (Christian og Jonas)
Being the largest geopolitical entities on the European continent, Russia and the EU are
interdependent in many spheres, linked by their common civilization roots, culture, history,
and future. The agenda of our interaction is multidimensional and covers various sectors. We
are willing to enhance it – on the basis, of course of equality and mutual benefit. (Lavrov
2010: para. 1)
Således beskriver Sergey Lavrov, nuværende udenrigsminister for Rusland, forholdet imellem
EU og Rusland. Det er en beskrivelse, som er kendetegnet ved et fælles ønske om harmoni,
lighed og som begge kan drage fordele af. Spørgsmålet er, hvorledes disse aspekter er så
kendetegnende for dette forhold, som Lavrov forsøger at gøre det til. På trods af et samarbejde
imellem Moskva og Bruxelles, der daterer over 20 år tilbage, tyder meget på, at det interne
forhold ikke har været helt så gnidningsfrit.
Som følge af krisen i Ukraine har spændingerne imellem de to parter nået sit højeste siden den
kolde krig. Der tegner sig i øjeblikket et billede af en konflikt, som hverken EU eller Rusland
har det nødvendige værktøj eller motivation til at løse. En konflikt, som ikke alene bunder i
nyopståede problemer, men som derimod tager sit udgangspunkt i et større historisk
perspektiv.
For at kunne forstå og forklare aktørerne og motivationen bag disses udenrigspolitiske ageren
i international politik, er der i opgaven benyttet to af de mest centrale international relationsteorier, realisme og liberalisme, for at forsøge at afklare forholdet imellem EU og Rusland.
Derfor er vores problemformulering formuleret med henblik på at afklare dette.
Problemformuleringen har følgende ordlyd:
På baggrund af forholdet mellem EU og Rusland og deres gensidige afhængighed som følge
af, at deres veje dagligt krydses på den udenrigspolitiske arena, er det opgavens formål at
undersøge, hvilke afgørende udslagsgivere der påvirker forholdet mest, samt i hvor høj en
grad disse hver i sær er med til enten at stabilisere eller destabilisere forholdet mellem EU og
Rusland.
Page 1 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
I det følgende vil denne problemstilling blive undersøgt ved hjælp af en struktureret
redegørelse for de ovennævnte IR-teorier. Herefter vil opgaven fokusere på en analyse af
relevante politikområder, hvilket vil danne grundlag for den efterfølgende diskussion med
henblik på at klarlægge, hvilke stabiliserende og destabiliserende elementer, der kendetegner
forholdet mellem EU og Rusland.
For på bedst mulig måde at kunne identificere de faktorer, som har mest relevans for forholdet
mellem EU og Rusland, er et ekspert-interview blevet foretaget for at indsnævre de vigtigste
politikområder i samarbejdet.
2. Metode (Christian og Jonas)
Formålet med dette afsnit er at beskrive og forklare de beslutninger og fremgangsmetoder,
som
er
truffet
i
forbindelse
med
udformningen
af
denne
teoretisk-funderede
bachelorafhandling. Dette gælder både valg af teori samt valg af kilder, såvel som den måde
hvorpå opgaven er struktureret. Da opgaven som helhed primært er teori-baseret, tillægges
forklaringen på motivationen bag disse stor betydning. Teorierne bruges både til at analysere
den direkte interaktion aktørerne imellem samt de platforme, hvorpå aktørerne agerer.
2.1 Deskription og valg af teori (Jonas)
Forinden analyse- og teoriafsnittet er et deskriptivt afsnit, hvilket har sin berettigelse ved dets
bidrag til en forståelse af opgaven som helhed, herunder især analysen. Analysen tager ikke
direkte udgangspunkt i de specifikke emner, som beskrives i det deskriptive afsnit – til
gengæld berøres emnerne trods alt i så høj en grad, at en forståelse af disse er nødvendig for at
kunne forstå resten af opgaven. Herudover er de berørte emner af så kompleks en natur, at et
separat afsnit dedikeret til en beskrivelse af disse synes på sin plads.
Hvad angår teorier, er valget faldet på de to mest traditionelle og anerkendte teorier inden for
international relations; realisme og liberalisme. Disse to teorier er som udgangspunkt
hinandens diametrale modsætninger, hvilket netop er årsagen til, at de komplementerer
hinanden så godt. Når et forhold analyseres ud fra disse to teorier respektivt, synliggøres
nuancerne i forholdet, hvilket bidrager til et mere komplet helhedsbillede, end havde kun den
ene af de to teorier været taget i brug. Herudover gør modsætningsforholdet i teorierne, at der
kan trækkes skarpe linjer mellem de resultater, som hver teori når frem til. Desuden synes
Page 2 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
begge teorier oplagte til at søge at forklare staters udenrigspolitik, hvilket spiller en afgørende
rolle i opgaven.
2.2 Kildekritik (Christian)
Opgaven igennem har vi hele tiden holdt os for øje at være kritiske i forhold til hvilke kilder,
vi har udvalgt. Dette er gjort på baggrund af overvejelser om, hvorledes vi bedst og mest
objektivt vil kunne besvare vores problemstilling. Vi har specielt været opmærksomme på,
hvornår vores skriftlige kilder er publiceret, da vi vil undersøge de politikområder, der er
stabiliserende og destabiliserende for EU og Ruslands forhold for nuværende.
Derudover har vi holdt fokus på troværdigheden af vores data og generelt hvilke motiver, der
har kunnet ligge bag eventuelle påstande. Vi har derudover været opmærksomme på, at vores
data i høj grad bygger på europæisk litteratur, og at der derfor kan opstå et problem i forhold
til at skabe et nuanceret billede. Vi har dog forsøgt at finde eventuel litteratur i form af
professionelle akademiske artikler, interviews og bøger, hvor forlægger holder en høj
professionel distance til emnet.
2.3 Videnskabsteori (Christian)
I denne opgave har vi brugt den videnskabsteoretiske tilgang hermeneutik. Hermeneutikken er
læren om og forståelsen af meningsfulde tekster og enheder. I starten af hermeneutikken en
metode, hvorpå man lavede teologiske og juridiske tekster, men gennem de tyske filosoffer
Martin Heidegger og Hans-Georg Gadamer udviklede teorien sig til den, vi bruger i denne
opgave. (Denstoredanske 2015)
Princippet i den nyere hermeneutiske tilgang er forståelsen for en sag eller indhold og det
faktum, at man bliver nødt til at se helheden for at forstå de enkelte dele. Men omvendt bliver
man også nød til at se de enkelte dele for at forstå helheden. Derudaf er den hermeneutiske
cirkel opstået, altså princippet om at forståelsen først opstår, når man har det fulde billede og
vice versa. (Denstoredanske 2015)
Dette princip har vi fulgt igennem opgaven, og vi forsøger hele tiden at søge en sandhed i
forhold til at behandle mange enkelte dele, hvorefter vi ser på helheden. Derudover forsøger
vi i henhold til de hermeneutiske principper hele tiden at søge forståelse i forhold til kontekst,
tid og sted.
Page 3 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Ordet hermeneutik kommer fra det græske hermeneuein og betyder ”fortolke”. Det er netop
det, vi gør i vores opgave, da vi fortolker vores kilder og derved danner en analyse, hvorefter
vi sætter det op imod vores teori og forsøger at danne nogle overvejelser ud fra dette.
(Denstoredanske 2015)
Netop derfor er konteksten hele tiden i fokus igennem hele processen, da dette er vigtigt i
forhold til de kilder, vi bruger. Den kontekst, kilden er skrevet i, vil altid holde på nogle
motiver, og disse motiver er vigtige at forstå for at validere både kildens troværdighed og
kildens brugbarhed i forhold til vores opgave.
Igennem hermeneutikken tolker man også igennem kultur og fordomme, og dette er igen
noget, vi har holdt for øje i vores udvælgelse af kilder. Vi har klar over, at vores opgave
kommer til at hælde mere imod en europæisk forståelse af diverse problematikker, da vores
subjektive holdning kommer til at skinne igennem, og da de kilder, vi har tilgængelige, med
overvejende sandsynlighed også er set igennem et europæisk perspektiv. Det er desuden
derfor, vi har valgt at foretage et ekspert interview, da vi ønsker en mere neutral kilde i
forhold til problematikken mellem EU og Rusland. Vi har gennem opgaven stilet efter at opnå
en generel forståelse for begge sider for bedst at kunne besvare vores problemformulering,
men sprogbarrieren i forhold til kyrillisk skrift og russisk sprog har muligvis ikke givet en
retfærdig fordeling. Vi er dog opmærksomme på, at dette er noteret som en variabel, man skal
have for øje, når man læser resten af opgaven. (Denstoredanske 2015)
2.4 Interview (Christian)
Vi har foruden akademiske kilder brugt ekspertinterview til at belyse vores problemstilling.
Vi har benyttet os af denne metode ud fra overvejelser omkring subjektivitet i forhold til vores
egne forudindtagede holdninger og vores skriftlige kilders ditto. Vi har derfor benyttet vores
ekspertinterview til både at støtte vores argumenter, og i forhold til vores tankeproces
igennem hele opgaven i en mere overordnet funktion.
Ydermere har vi benyttet os af en specifik fremgangsmåde i forhold til den specifikke
fremgangsmåde baseret på Robson Research fra 2002. (Lewis and Ritchie 2003: 138-154)
Denne foreskriver, at der er seks forskellige trin til et vellykket interview bestående af:
’Arrival’, ’introducing the research’, ’begining the interview’, ’during the interview’ og ’after
the interview’. (Lewis and Ritchie 2003: 138-154)
Page 4 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Disse forskellige trin bunder i etiske overvejelser, der sætter interviewpersonen i centrum, så
han eller hun får en forståelse for perspektivet i interviewet, og i hvilke sammenhænge den
fremkommende data vil blive brugt i. Derfor er de to vigtigste punkter i Robsons
interviewguide introducing the resarch og after the interview. (Lewis and Ritchie 2003: 138154)
I forhold til punktet introducing the resarch har vi fokuseret på at informere vores
interviewperson på forhånd om, hvad vores problemstilling er, og i hvilken funktion vi vil
bruge den data, interviewet vil producere. Derudover har vi fokuseret på, under hvilke
omstændigheder interviewet vil forløbe, og da vores interviewperson foretrak et telefonisk
interview, accepterede vi dette.
Endvidere havde vi et stærkt fokus på den opfølgende samtale med vores interviewperson,
hvor vi i henhold til interview-teori (Lewis and Ritchie 2003: 138-154), briefede vores
interviewperson omkring vores opgaves videre forløb, og i hvorledes han vil bidrage til vores
projekt. Derudover gav vi personen mulighed for at komme med indvendinger i forhold til det
netop overståede interview, da det er vigtigt at holde et professionelt forhold til
interviewpersonen. Vi tilbød, ud over mulighed for indvendinger, også at sende et eksemplar
af vores færdige opgave, så vores interviewperson i en fremtidig hensigt vil være fortrolig i
forhold til, hvorledes data er blevet benyttet konkret i opgaven.
Vi har desuden forud for interviewet lavet en screening af vores spørgsmål for at sikre, at vi
vil opnå den data vi ønskede og for at få interviewet til at forløbe acceptabelt i forhold til
vores egne og vores interviewpersons vilkår. I henhold til denne praksis har vi forsøgt så vidt
muligt at bygge vores interview op i forhold til relevant teori inden for kvalitativ metode.
Grundet denne tilgang har vi valgt at bruge en klassisk opbygning af spørgsmål, hvor vi i
praksis stater med ’ground mapping questions’ efterfulgt af ’dimension mapping questions’
og afsluttende med ’perspective widening questions’. (Lewis and Ritchie 2003: 138-154)
Denne opbygning agter at minimere gnidninger og opbygge tillid imellem interviewer og
interviewperson. Tilliden er vigtig i forhold til interviews, da man får mere oprigtige svar, og
da man derved øger interviewpersonens engagement, hvilket fører til et generelt bedre
interview.
Page 5 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
2.4.1 Interview-personen (Christian)
Vi har valgt at interviewe Hans Mouritzen, seniorforsker fra Dansk Institut for Internationale
Studier (DIIS), da han har en særlig ekspertise inden for Europas østlige naboskab og
udenrigspolitik generelt. Derudover har Mouritzen udgivet en kronik omkring Ruslands
energipolitik, og Ukraine-konflikten i Politikken den 19. august, 2014. Dette er begge emner,
der er relevante i forhold til at beskrive vores problemstilling om, hvorvidt forholdet imellem
EU og Rusland hovedsageligt kan ses som værende stabilt eller ustabilt.
3. Deskription (Christian og Jonas)
Dette afsnit fungerer som baggrundsinformation, der videre vil blive brugt i forhold til
analysen og diskussionen. Formålet er at give et kort deskriptivt indblik i tre centrale områder,
der ikke nødvendigvis er udgangspunktet for analysen, men som tilføjer en overordnet
forståelse og tydeliggør opgavens pointer fremadrettet.
3.1 Ukraine-krisen (Jonas)
Ukraine-konflikten kan ikke alene ses i forhold til de sidste to år konfrontationer og
sanktioner, men den skal derimod sættes i et historisk perspektiv for at forstå de
underliggende motiver bag de involverede aktørers ageren i konflikten. Efter opbruddet af
Sovjetrepublikken i start-90’erne har landet været delt og har kæmpet for at finde sin egen
identitet. Den vestlige del af Ukraine med Kiev som centrum har været fortalere for et tættere
samarbejde med EU, og med optagelsen af flere tidligere sovjet republikker i det europæiske
samarbejde er denne interesse gradvist forøget. Den østlige del af Ukraine med Donetsk som
regionalt centrum har derimod kæmpet for et tættere samarbejde med Rusland. Deres
argument for et samarbejde med Rusland er grundlæggende i forhold til kultur, værdier og
sproget, der alle er tæt knyttet til Rusland og på sin vis meget fjern fra de vesteuropæiske
lande (Curran 2015).
Konflikten, der stadig ikke har taget sin ende, opstod, da den tidligere ukrainske præsident
Vikor Yanukovych droppede planerne om et tættere samarbejde med EU. Forhandlingerne
med EU om et samarbejde var ellers meget fremskyndt, og deri ligger også en del af
forklaringen på, hvorfor konflikten blussede op. De vestlige ukrainere så denne handling som
et svaghedstegn fra deres præsident og så det som et signal om, at den russiske præsident
Putin havde presset Yanukovych til at droppe aftalen.
Page 6 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Få dage efter den fejlslåede aftale med EU accepterede Yanukovych en aftale fra Rusland, der
inkluderede en hjælpepakke på 13,8 milliarder euro.
Optøjerne i hovedstaden Kiev udbrød, da de vestlige ukrainere blev opmærksomme på, at de
økonomiske reformer, de søgte, og den velstand, de forventede ville opstå ved et samarbejde
med EU, ikke længere var mulige. Dette faktum og det tættere samarbejde med Rusland fik
folket til at erklære præsident Yanukovych illegitim og hans regering korrupt.
Det ukrainske folk gik på gaden for at få deres præsident afsat, og gaderne i Kiev var fyldt
med flere tusinde borgere, der ønskede et nyt styre. Den ukrainske regering svarede igen og
forsøge via militær magt at holde protesterne nede. Dette havde dog ikke den ønskede effekt,
og den 21. februar blev præsidenten afsat.
Rusland, der støttede den afsatte præsident, så protesterne som uretmæssige. De så ikke alene
dette som et problem i forhold til Ukraine, men også i forhold til dem selv og deres
hjemmelige marked. Den anerkendte amerikanske historiker Robert McMahon beskriver
Ruslands tankegang i situationen således: “Why would Russia care about Ukraine or its
economic deals? For one, Russia had (and continues to have) legitimate fears about the
economic blowback it would endure if Ukraine signed an association agreement with the EU.
This kind of agreement would translate to a massive influx of high-quality, low-priced
European products into Ukraine. Some of these products would inevitably end up in Russia
and would not be subject to tariffs due to Ukraine and Russia's free-trade agreements.”
(McMahon 2014)
Ruslands svar var derfor en mobilisering af kamptropper nær den ukrainske grænse, og
derefter annekterede de halvøen Krim. Deres argumentation for denne annektering var
beskyttelsen af russiske statsborgere, som udgjorde og stadig udgør en stor del af Krims
befolkning. Krim-halvøen har historisk set også tidligere været under russisk kontrol, og
sammen med den geografiske placering tæt på Rusland forklarer det, hvorfor en stor del af
Krim-borgerne er på Ruslands side i denne konflikt.
I kølvandet på denne illegitime annektering af en del af en suverænstat, har EU reageret ved at
fryse midler hos flere enkeltperson, der har haft en direkte eller indirekte rolle i konflikten.
EU har indefrosset aktiver og uddelt visumforbud til over 150 mennesker på baggrund af brud
på Ukraines territoriale integritet. (European Union 2015)
Page 7 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Men spørgsmålet er grundlæggende, i hvor stor grad Ukraine faktisk er i centrum i denne
konflikt, eller om dette i virkeligheden blot er en arena, hvori EU og Rusland kan kæmpe på
den internationale scene. Timothy Snyder, professor på universitet Yale, siger om dette:
“Events in Ukraine have no effect on what Russia does or says, because its propaganda is not
based on reality but on pushing Europe’s sensitive buttons.
The true object of Moscow’s policies is not even Ukraine, it is Europe, which finds it hard to
accept what the Ukrainian crisis is really about” (Garbačiauskaitė 2014)
Derved er der en skævvridning i forhold til opfattelsen af problemet i konflikten. EU
fokuserer fortsat på at hjælpe Ukraine i forhold til Rusland, imens de måske burde skifte
fokus og se Rusland imod dem selv (Curran 2015).
3.2 EU og Ruslands energisamarbejde (Jonas)
Energi er et centralt punkt, der er nødvendigt at komme omkring, når man beskriver
relationen imellem den europæiske union og det føderale Rusland. I tråd med konflikten i
Ukraine kan dette område ikke alene ses i en kontekst af moderne begivenheder. Man skal
derimod holde det op imod de historisk data for at få det fulde indblik. Selvom man sjældent
ser energisamarbejdet i et historisk perspektiv har samarbejdet reelt eksisteret fra sent i
60’erne, hvor det blev etableret imellem de tidligere sovjetiske stater og Vesteuropa. Man
skulle derfor tro, at samarbejdet ville være mere stabilt, end det for øjeblikket er, men
historiske omvæltninger (mest fremtrædende er opløsningen af Sovjetunionen) har over flere
omgange vendt op og ned på forholdet til vesten og særdeles EU.
EU søger i energisammenhæng partnere, der er stabile, og som man kan stole på, og heri
opstår en del af problemet, da de russiske gas- og olievirksomheder ofte bliver brugt som et
redskab for den russiske regering i forhold til internationale politik. De fleste olie- og
gasvirksomheder er enten helt eller delvist eget af den russisk regering. Dette er et stort
problem for EU, da man på den måde kan blive straffe af de russiske virksomheder i forhold
til den udenrigspolitik, man fører.
EU står derudover i det problem, at de har gjort sig afhængige af udefrakommende gas og
olie, og EU importerer pt. omkring 30 procent af deres olieforbrug fra Rusland. Derudover
importerer de omkring 40 procent af alt naturgas fra Rusland, hvilket beløber sig til omkring
25 procent af det samlede naturgas forbrug i EU. Derfor er de grundlæggende afhængige af
Page 8 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Ruslands eksport af olie og gas, da en omlægning af hele EU's energiforbrug ville tage flere
år. Problematikken er således, at hvis Ruslands ageren udenrigspolitisk ændrer sig, og de
derefter bruger olie og gas som et våben, ville EU stå i en klemt situation. Dette relaterer sig
til Ukraine konflikten, hvor dette scenarie konstant spiller ind i forhold til, hvor langt EU har
mulighed for at gå i sanktionerne mod Rusland (Europa-Kommissionen 2011).
Endnu et tegn på, at energisamarbejdet mellem EU og Rusland ikke fungerer fuldstændig
gnidningsfrit, er evident ved, at den russiske gasvirksomhed Gazprom adskillige gange er
blevet anklaget af blandt andet Europa-Kommissionen for at have forbrudt sig imod gældende
konkurrencelovgivning.
Dette
skete
senest
i
april
2015,
hvor
den
nuværende
konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, sendte en klagepunktsmeddelelse, hvori hun
beskyldte Gazprom for at forhindre salg af gas på tværs af europæiske landegrænser og for at
opkræve urimeligt høje priser i enkelte lande (DR Nyheder 2015).
3.3 Ruslands styreform (Jonas)
Hvorvidt Rusland enten er et demokrati eller et diktatur har stor indvirkning på, hvorledes
man kan beskrive forholdet imellem Rusland og EU som værende mest liberalistisk eller mest
realistisk. I den liberalistiske international relations-teori bliver det senere i opgaven
beskrevet, at den gensidige afhængighed, der er med til at binde stater tættere sammen, opstår
på baggrund af normer og værdier. Disse normer og værdier er ikke de samme i en
demokratisk stat over for en autoritær. Dette afsnit vil derfor analyserer, hvorvidt Rusland
reelt er et demokrati.
Hvorvidt Rusland faktisk er et demokrati eller et diktatur, er der splittede meninger omkring,
og sandheden skal måske findes et sted midtimellem. Flere faktorer spiller ind, når man skal
beskrive hvorledes en stat er kvalificeret til værende et demokrati, og disse indbefatter blandt
andet: Garanti for basale menneskerettigheder, adskillelse af magtens tredeling, ytringsfrihed,
religionsfrihed, retten til at stemme og generel god regeringsførelse.
Rusland er i strid med flere af disse grundlæggende principper, hvilke udgør et demokrati. For
eksempel vedtog Rusland igennem 2011 og 2012 flere love, der begrænsede ytringsfriheden i
landet betydeligt og strammede sanktionerne for protester imod regeringen. Freedomhouse
skriver:
Page 9 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
The government enforced a series of harsh laws passed the previous year in response to
massive opposition protests in December 2011 and May 2012. Among other restrictions, the
laws increased controls on the internet, dramatically hiked fines for participating in
unsanctioned
street
protests,
expanded
the
definition
of
treason,
and
branded
nongovernmental organizations (NGOs) that accepted foreign grants…” (Freedomhouse
2014: para. 2)
Ifølge Transparency International scorer Rusland også utrolig højt på Press Freedom Index,
hvilket betyder, at der er en høj grad af censur. De rangerer desuden som nummer 142 ud af
179 lande.
Derudover er de systemer, der er sat i verden for at sikre de folkevalgte autoriteter, kritisable i
Rusland. Det er præsidenten, der har alt magten, og der er intet, der forhindrer ham i at
misbruge sine beføjelser. Det er ekstremt svært at vælte præsidenten på en legitim måde, da
der er flere foranstaltninger i forhold til dette. (Høj et al. 2014)
Endvidere beskriver Freedomhouse Rusland, som et ufrit land på deres indeks, hvor de også
scorer lave karakterer i både politiske rettigheder og borger rettigheder. (Freedomhouse 2014)
De politiske rettigheder bliver især krænket i forhold til den store mængde korruption, der
hersker i det politiske system i Rusland. Rusland er på Transparency Internationals indeks for
korruption rangeret lavt på alle målte faktorer. En samlet score på 27 ud af 100 hvor 100 er
mindst korrupt, vidner om et system, hvor korruption ikke alene er udbredt, men også har en
stor indvirkning på selve systemet. (Transparency 2015)
Ud over korruption og en begrænset ytringsfrihed er Rusland igennem de sidst mange års
præsidentvalg blevet beskyldt for valgsvindel. Hvorvidt dette faktisk er sandt, hersker der dog
også tvivl om, da Putin over flere gange har nægtet valgobservatører tilgang til specifikke
valgsteder. Men dette vil blot være endnu et brud på de grundlæggende principper, der udgør
et velfungerende demokrati, og spørgsmålet er, om Rusland måske i højere grad er et
autoritært regime.
Democracy-building.info beskriver et autoritært styre således:
”Government by a little group of leaders. In contrast to totalitarian regimes, authoritarian
regimes have no distinct state ideology and grant some amount of freedom (e.g. economic and
Page 10 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
cultural) as long as their rule is not jeopardized. The most important goal of authoritarian
regimes is the maintenance of power and the personal enrichment on cost of the country and
its population.” (Democracy Building 2004)
Denne beskrivelse passer muligvis bedre på Rusland end den demokratiske struktur, men
hvorvidt man er villig til hudrede procent at afskrive Rusland som demokrati afhænger i
højgrad af, hvem der beskriver regeringsformen, og af hvorvidt de bevæger sig i en retning,
hvor de demokratiske principper kommer til at spille en større eller mindre rolle.
4. Teori (Christian og Jonas)
I dette afsnit vil de valgte teorier blive redegjort for med henblik på at give en fyldestgørende
forståelse af disse. Da den efterfølgende analyse vil tage udgangspunkt i netop disse teorier,
vil en dybdegående redegørelse af disse være nødvendig for at kunne forstå analysen i sin
helhed.
De to international relations-teorier, realisme og liberalisme, er helt naturligt blevet valgt som
den teoretiske ramme, da de er udviklet med henblik på at forstå den internationale struktur,
som staterne opererer under.
4.1 Realisme (Jonas)
Realismen er en af de grundlæggende teorier indenfor skolen af IR-teorier og er grundlagt og
videreudviklet af en lang række tænkere. Teorien kan dateres helt tilbage til omkring 400 år
f.Kr., hvor den græske historiker Thukydid menes at have lagt grundstenen for det, der senere
skulle blive til den internationale relations-teori realismen. Senere hen har både Thomas
Hobbes, Niccolò Machiavelli, Hans Morgenthau, Kenneth Waltz og John Mearsheimer været
med til at præge realismen, som den kendes i dag. ’Realisme’ er dog i dag blevet til et vidt
begreb, der spænder over flere forskellige grene og fortolkninger (Goodin 2010: 132-133).
Realismen er ofte anerkendt som en af de dominerende IR-teorier, hvilket især skyldes dens
evne til at forklare en række af de største internationale konflikter op igennem det 20.
århundrede.
4.1.1 Realismen i sin grundform (Jonas)
Realismen arbejder ud fra ideen om, at der de facto kun er én helt central aktør, der spiller en
rolle i international politik; staten. Dette skal ses i forlængelse af realismens fokus på hård
Page 11 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
magt og ’high politics’, og da det er staterne, der kontrollerer den hårde magt i form af militær
kapacitet, er det kun naturligt, at staten tillægges så fundamental en rolle, som den netop gør i
realismen (Rittberger 2004: 3).
Den grundlæggende antagelse i realisme er, at internationale relationer baserer sig på
rationelle staters egeninteresse. Denne egeninteresse, som kommer til udtryk ved enhver
politisk beslutning som træffes af en stat på den internationale arena, udspringer af det
gennemgående overlevelsesinstinkt, som enhver stat menes at besidde. For at kunne sikre
egen overlevelse og suverænitet, hvilket er statens primære mål, er staten nødt til i alle
henseender at agere ud fra, hvad der er i statens egen interesse (Morgenthau 2005: 11; Hill og
Smith 2011: 28).
Statens overlevelse afhænger af, i hvor høj grad den lykkes med at maksimere egne ressourcer
– især militære og økonomiske – i de internationale forhandlinger. Derfor anses den
internationale arena som staternes kampplads, hvori det handler om at tilegne sig så central en
position i magtbalancen som muligt. En del af forklaringen på denne iver efter at tilegne sig
dette skal findes i realismens skildring af internationale forhandlinger som et zero-sum game.
Et zero-sum game er defineret ved antagelsen om, at én deltagers opnåede værdi vil udmønte
sig ved, at en anden deltager mister værdi proportionelt med den første deltagers opnåede
værdi. Opnået værdi og mistet værdi er derved nøjagtigt afbalanceret, således at en deltager
kun kan opnå værdi på bekostning af en anden deltager. I realismen overføres konceptet om
et zero-sum game til de internationale forhandlinger, i hvilken en stat derved udelukkende kan
øge egne ressourcer, simultant med at en anden stats ressourcer mindskes proportionelt
(D’Anieri 2011: 194).
Karakteriseringen af internationale forhandlinger som et zero-sum game er blot medvirkende
til at intensivere spændingen og konkurrencen staterne imellem. Relateret hertil er desuden
konceptet ’relative gains’, der anses som et af de dominerende koncepter inden for realismen,
samt det der i høj grad adskiller realismen fra liberalismen. Relative gains er defineret ved de
fordele eller værdier, som staten tilegner sig i et zero-sum game ved forhandlingsbordet.
Hele idéen om relative gains samt anskuelsen af internationale forhandlinger som et zero-sum
game passer perfekt ind i hele realismens fundamentale idegrundlag om, at staten anser øvrige
stater som konkurrenter, og at staten udelukkende agerer ud fra egeninteresse (D’Anieri 2011:
194).
Page 12 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
I statens stræben efter at sikre egen overlevelse kan opstå, hvad der omtales som
sikkerhedsdilemmaet. Sikkerhedsdilemmaet opstår, når staten i håbet om at højne egen
sikkerhed opruster militært eller laver alliancer. Denne handling kan skabe usikkerhed hos
andre stater og en frygt for, at den førstnævnte stat opruster for at anvende hård magt. Andre
stater vil derefter, med udgangspunkt i den formodede trussel mod egen sikkerhed, anse
militær oprustning som eneste måde at imødegå truslen. Denne situation kan føre til et
militærkapløb, hvor to eller flere stater konstant forsøger at overgå hinanden i militær
kapacitet, hvilket i værste fald kan føre til krig.
Det sætter dermed staten i en situation, hvor den enten kan vælge at melde sig ud af
militærkapløbet med en øget sårbarhed over for angreb til følge, eller den kan vælge at tage
del i militærkapløbet og dermed øge usikkerheden ved andre stater. Dilemmaet består derved i
at uanset udfaldet, øges statens usikkerhed.
Det paradoksale ved sikkerhedsdilemmaet er, at ingen af de deltagende parter nødvendigvis er
interesserede i konflikt, men blot lader sig diktere af frygten for statens sikkerhed.
Fejlkommunikation mellem de konfliktfyldte stater bliver desuden ofte betragtet som en af de
udløsende eller intensiverende faktorer i sikkerhedsdilemmaet (Jervis 1978: 167-174).
Det faktum, at staten lever i en konstant frygt for udefrakomne trusler, skal ses i forlængelse
af staternes generelle mistillid til hinanden. Ingen stat hverken kan eller bør under nogen
omstændigheder stole på en anden stat. Selv i en hypotetisk verden baseret på international
fred vil denne mistillid blandt staterne være intakt. Den amerikanske realisme-teoretiker John
J. Mearsheimer beskriver dette aspekt således: ”The reason for this tragic situation is that
states cannot discern the intentions of other states with a high degree of confidence.
Moreover, it is almost impossible to know the future intentions of other states” (Mearsheimer
2004: 120). I følge Mearsheimer spiller dynamiske og skiftende omstændigheder i det
internationale system derved ingen rolle i forhold til statens mistillid til andre stater, da
mistilliden vil blive fastholdt uanset formen af det politiske landskab.
4.1.2 Klassisk realisme og neorealisme (Jonas)
Realisme-teorien udspringer i to forskellige varianter; klassisk realisme og neorealisme. Disse
to varianter deler mange ligheder, men adskiller sig især på spørgsmålet om, hvor statens
bevæggrunde for at være magtbegærlig skal placeres, herunder hvorledes dette fører til
Page 13 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
international konflikt. Ifølge den klassiske realisme er statens magtsøgende og
konkurrenceprægede ageren i internationale forhandlinger en direkte konsekvens af
menneskets natur. Mennesker er af natur magtsøgende, ikke blot i en politisk men også i en
social kontekst, og ligesom denne faktor kan skabe konflikt blandt civile mennesker, kan den
ligeså skabe konflikt blandt stater (Morgenthau 2005: 3).
Hvor klassisk realisme primært tilskriver konflikterne i international magtpolitik til
menneskets natur, tilskriver neorealismen derimod international magtpolitik og den
manglende samarbejdsvillighed blandt stater til strukturen af det internationale system. Det
mest iøjnefaldende og altoverskyggende element i det internationale system er anarki.
Anarki er centralt i alle realismens afskygninger, men som følge af neorealismens betoning af
strukturen af det internationale system, spiller anarki en aldeles fremtrædende rolle i netop
neorealismen (Rittberger 2004: 3).
Anarki baserer sig på ideen om, at der ikke eksisterer nogen central, international orden eller
institution, som har beføjelser, der rækker ud over staten. Det gør sig gældende i og med, at
der, modsat nationalt, ikke er monopol på legitim brug af vold på internationalt plan.
Mearsheimer
beskriver
anarkiet
i
det
internationale
system
med
følgende:
In a system where there is no higher authority that sits above the great powers, and where
there is no guarantee that one will not attack another, it makes eminently good sense for each
state to be powerful enough to protect itself in the event it is attacked (Mearsheimer 2013:
78).
Fraværet af en international overmagt cementerer dermed statens position som vigtigste aktør
i international politik og betyder således, at staten ikke kan regne med, at andre stater end den
selv er interesserede i eller optagede af dens egen sikkerhed. Det er dermed den anarkistiske
struktur af det internationale system, der er drivkraften bag statens interesser og adfærd i
international politik. I kraft af det altoverskyggende anarki tillægges internationale
institutioner, NGO’er, osv. i realismen en noget perifær og ubetydelig rolle. Anarkiet
udelukker dog ikke nødvendigvis samarbejde med andre stater, så længe samarbejdet ikke er
skadeligt for statens egen sikkerhed eller magtposition (Waltz 2001: 224-234; Rittberger
2004: 4).
Page 14 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
4.1.3 Offensiv neorealisme og defensiv neorealisme (Jonas)
Neorealismen kan opdeles i to undergrupper; defensiv neorealisme og offensiv neorealisme.
Disse to grene af neorealismen adskilles i kraft af deres differentierede tilgange til, hvorledes
staten bedst varetager egen sikkerhed.
Ifølge den offensive neorealisme varetager staten bedst egen sikkerhed ved at forsøge at
maksimere sin egen magt i så vid udstrækning som muligt. Til grund for denne aggressive
tilgang til international politik ligger den offensive neorealismes betoning af anarkiet,
usikkerheden og frygten for militære angreb stater imellem som udslagsgivende faktorer, der
kun kan imødekommes ved at vinde så meget relativ magt som muligt. Det skal forståes
således, at jo mere magt en stat har, des mindre har andre stater, og derved mindskes den
potentielle
trussel
mod
statens
egen
sikkerhed.
(Mearsheimer
2001:
21-29).
Endvidere nævnes udtrykket ’hegemoni’ ofte i forbindelse med offensiv neorealisme.
Hegemoni er et udtryk for, at en stat udøver eller besidder dominans over en eller flere andre
stater – en dominans, der som oftest tager sig ud i enten militær eller økonomisk
overlegenhed.
Graden af stabilitet i det internationale system kan til dels tilskrives antallet af hegemoniske
stater på et internationalt plan. Hvis kun én stat kan karakteriseres som hegemonisk, hvilket
omtales unipolaritet, forventes en vis form for stabilitet og balance i det internationale system,
da ingen stat er så irrationel at angribe den hegemoniske stat. Inden for den teoretiske
referenceramme eksisterer ligeledes bipolaritet med to hegemoniske stater og multipolaritet
med en række af hegemoniske stater. Unipolaritet er dog den gængse identificering af det
internationale samfund i dag med USA som den hegemoniske stat i kraft af landets
overlegenhed militært og økonomisk (D’Anieri 2011: 69-70).
Årsagen til at hegemoni er essentielt i offensiv neorealisme skyldes, at statens aggressive
adfærd i det internationale system er en direkte konsekvens af statens stræben efter netop
hegemoni. Ifølge den offensive neorealisme vil større stater forsøge at opnå regional
hegemoni ved at øge dennes militære styrke. Opnår en stat dette, vil andre stater med al
sandsynlighed afstå fra at angribe den givne stat, hvis sikkerhed dermed varetages
(Mearsheimer 2001: 21-29).
Den defensive neorealisme er i den henseende den offensive neorealismes diametrale
modsætning. Ifølge den defensive neorealisme værner staten bedst om egen sikkerhed ved,
Page 15 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
modsat offensiv neorealisme, at forholde sig tilbageholdent frem for aggressivt i international
politik. Det skal ses i lyset af, at aggressiv adfærd kan opfattes truende for andre stater og
dermed være en katalysator til konflikt. Opfattes en stats adfærd som en trussel mod en eller
flere staters sikkerhed, kan det give anledning til sikkerhedsdilemmaet og generel usikkerhed
staterne imellem. Desuden anses statens stræben mod hegemoni og den dertilhørende militære
oprustning som så kolossal en omkostning, at den på sigt vil føre flere ulemper end fordele
med sig og i værste fald true statens magtposition.
Derved afskrives magtmaksimering som et kardinalpunkt i staters overlevelsesstrategi. Istedet
bør stater søge at bevare status quo i det internationale system – både hvad angår egen
position i systemet samt magtbalancen heri som et hele (Waltz 1979: 126).
Et nøglebegreb i defensiv neorealisme er ”balance of power”-teorien, som baserer sig på
antagelsen af, at stater er interesserede i at afbalancere magtbalancen i det internationale
system, således at ingen statsenhed opnår internationalt hegemoni. Teorien antager, at stater i
højere grad er interesserede i afbalancering ved at alliere sig imod den hegemoni-søgende stat,
end de er i at alliere sig sammen med den hegemoni-søgende stat. I en international struktur
baseret på anarki anses afbalancering, som den bedst mulige måde at sikre sig mod angreb fra
en potentiel hegemonisk stat (Waltz 1979: 118-121).
4.2 Liberalisme (Christian)
Siden renæssancen har realismen været brugt som den centrale metode, hvorpå man har
grebet internationale relationer an i et teoretisk perspektiv. Det er først i nyere tid, hvor
klassiske liberale tænkere så som John Mill, John Keynes, Richard Cobden, Woodrow Wilson
osv. har bragt deres liberalistiske syn over på international relations-teori. I et historisk aspekt
har der været et tomrum, hvorfra det ikke har været muligt at beskrive, hvorfor samarbejde
har været centralt, og hvorfor konflikt i nogle tilfælde har været udeblevet. Mere specifikt
skriver Rittenberg: Like the neorealist outlook on international politics, liberalism in
international relations theory is firmly rooted in the history of political ideas, counting
classical thinkers such as 18th and early 19th century political and moral philosophers Smith,
Kant, and Bentham among its most important ancestors (Rittberger 2004).
4.2.1 Liberalismens grundantagelser (Christian)
Imens realismen primært beskæftiger sig med termerne magt og magtbalance, og hvordan
disse kan forklare krig, politiske og økonomiske relationer i forhold til det internationale
Page 16 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
samfund, behandler liberalismen i højere grad de forhold, der skaber internationalt
sammenhold og samarbejde. Derudover undersøger liberalismen også, under hvilke
omstændigheder situationer, der kan fremme internationalt samarbejde, opstår. (Kauppi and
Viotti 1999: 129-131)
Den liberale tankegang i forhold til international relations-teorien bygger grundlæggende på
fire antagelser. Disse er som følgende:
1) Stater, ikke statslige aktører og tværnationale aktører er alle vigtige i forhold til det
internationale politiske klima. (Kauppi and Viotti 1999: 129-131)
2) Økonomi og andre faktorer, der skaber gensidig afhængighed af hinanden i et international
perspektiv, har en indvirkning på staters ageren. (Kauppi and Viotti 1999: 129-131)
3) Liberal international relations-teori afviser, at den internationale agenda udelukkende bliver
sat i forhold til militære sikkerhedsspørgsmål. (Kauppi and Viotti 1999: 129-131)
4) I modsætning til realisterne, som antager, at international politik er skabt ved en ”topdown” struktur, altså hvor staterne er den centrale aktør og sætter agendaen, bruger
liberalisterne en ”inside-out”. Denne struktur bruges til at forklare, hvordan aktører påvirker
de internationale relationer. (Kauppi and Viotti 1999: 129-131)
4.2.2 Liberalismens aktører (Christian)
I forhold til den første antagelse er det vigtigt at påpege, at de forskellige aktører alle er
vigtige, da der er mange forskellige aspekter af verdens politik. Christopher Hill og Michael
Smith beskriver dette således: ”States are not the only actors in world politics. Other types of
actors are important at the supranational level (international organizations, such as the ECC
(European Consumer Center)), transnational level (for example, multinational corporations
or religious organizations), or subnational level (for instance, interest groups or political
parties)” (Hill og Smith 2011: 27) Det er derfor ikke alene staterne, der kan sætte agendaen,
men også multinationale firmaer, menneskerettighedsorganisationer og andre internationale
organisationer. Dette eksemplificeres tydeligt i forhold til Non Govermental Organisations,
altså de ikke statelige organisationer, der de senere år har opnået mere politisk
gennemslagskraft. En struktur, der minder meget om ’bottom-up’, hvor det er medlemmerne
af diverse organisationer, der sætter dagsordenen, som de statslige aktører derefter agerer
Page 17 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
efter. Derudover kan der argumenteres for, at det er de private aktører, der opstiller de mål,
politikerne bliver valgt ind på. Det er altså samfundets krav, der pålægger politikerne at have
fokus på visse politikområder, og derfor vil det altid være de politikområder, samfundet og de
private aktører har fokus på, der vil være de mest fremtrædende. Nationale interesser er
bundet op på, hvad vælgerne har sat i fokus, da man ikke bliver valgt, hvis man har en radikal
anden holdning, end de mennesker, der står bag en. Afvigelsen fra dette vælgerkoncept ligger
i virksomhederne, og de internationale organisationer, der forsøger at influere politikerne,
men også disse er ikke-statslige aktører. Grundlæggende hævder den liberalistiske
international relations-teori, at den internationale politik er formet af de sociale aktørers
interesser, og da staterne påtager sig disse interesser fra de dominerende sociale aktører bliver
staters udenrigspolitik altså styret fra et ’bottom-up’-princip.
4.2.3 Interdependens (Christian)
Interdependens er antagelsen omkring den gensidige afhængighed, som er meget central i den
liberalistiske international relations-teori. Globalisering er væsentlig i dette aspekt og den
måde, hvorpå vi er blevet mere afhængige af hinanden ikke alene økonomisk men også
kulturelt og politisk. Hill og Smith beskriver denne gensige afhængighed således: ”Interstate
anarchy can therefore be tamed by a network of relations between states, between states and
other types of actors, and between other types of actors themselves.” (Hill og Smith 2011: 27)
Sammenhængen i forhold til den første antagelse er mærkbar, da en øget globalisering også
gør det mere tilgængeligt at dele tanker, ønsker og ideer på kryds af stater og grænser. Denne
internationale samhørighed på et menneskeligt niveau driver også beslutningsprocessen hen
imod en struktur, der i højere grad minder om ’bottom-up’ eller måske nærmere en ’insideout”-struktur. Dette er også beskrevet i antagelse nummer 4.
4.2.4 Liberalisme og sikkerhedsspørgsmålet (Christian)
Den tredje antagelse, hvori de liberale tænkere afviser, at den internationale agenda
udelukkende bliver sat i forhold til militære spørgsmål, bygger desuden på en udvidet
forståelse for det internationale system, hvori mange andre agendaer er lige så vigtige, og
nogle gange endnu mere vigtige, end de militære. Herunder kan for eksempel nævnes de
økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål. Liberalisterne argumenterer altså for, at
forskellen i vigtigheden imellem high og low politics ikke reelt eksisterer. Hill og Smith
uddyber: ”International politics is not fully determined by the distribution of military power.
Page 18 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Other issues, namely of an economic nature, can be crucial. There is therefore more room for
choice than in realist accounts, allowing for cooperation and the development of
international institutions” (Hill og Smith 2011: 27)
4.2.5 Samarbejde som grundsten (Christian)
Antagelse nummer fire bygger, modsat de strukturalistiske realister, ikke på en ”top-down”struktur i forhold til, hvorledes stater agerer i international beslutningstagen og international
politik. De arbejder derimod med en ”inside-out”-tilgang, hvor man er opmærksom på mange
faktorer. Faktorer, der bliver undersøgt under den liberalistiske tilgang til international
relations-teorierne er blandt andet ’peace theory’, der forsøger at vise, hvordan politisk kultur
og værdier også kan influere stater. (Kauppi og Viotti 1999: 129-131)
Endvidere ser den liberalistiske teori ikke verden som et farligt sted, hvori staters ageren
udelukkende er for egen vindings skyld. Man ser dog konsekvensker af militær magt og
sammenstød som fatale og anser derfor økonomisk og social magt for vigtigere end den
militære.
Liberalismen erkender, at de forskellige stater og aktører ikke har de samme interesser, men
arbejder ud fra det faktum, at igennem samarbejde kan man nedbryde barrierer og derved
skabe en gensidig afhængighed af hinanden. I denne sammenhæng spiller internationale regler
og organisationer en stor rolle, da disse giver en ramme, hvori stater styret af sociale aktører
kan
danne
grundlag
for
samarbejde.
(Kauppi
og
Viotti
1999:
129-131)
Den liberale tankegang fortsætter og forudser, at disse regler og organisationer kan skabe
tillid staterne imellem, hvorefter samarbejdet fortsætter med at blive stærkere og den
gensidige afhængighed af hinanden større. (Kauppi og Viotti 1999: 129-131)
Et eksempel på den liberalistiske tankegang er forholdet imellem USA og EU. Igennem flere
årtier er USA og EU blevet gensidigt afhængige af hinanden, og de stridigheder, de har med
hinanden, udvikler sig derfor ikke til et stadie, hvor militærmagt bliver nødvendigt. Derimod
kan staterne på trods af deres uenigheder arbejde sammen, da et stærkt samarbejde mange
gange opvejer de ulemper, der er. Derudover spiller de ikke-statslige aktører også en stor rolle
i dette sammenspil, da disse heller ikke vil have en interesse i en konflikt, da dette med
overvejende sandsynlighed vil skade dem og deres virksomhed eller organisation.
Page 19 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
4.2.6 Styreformer (Christian)
Endnu en vigtig faktor i den liberalistiske teori er måden, hvorpå stater agerer i forhold til
hvilken styreform, de har. Inden for visse liberalistiske tilgange til international relationsteorien er der stor forskel på, hvorvidt en stat er et demokrati, eller hvorvidt en stat er et
autoritært regime. Dette hænger igen sammen med de grundlæggende antagelser, der
definerer teorien og er en logisk deduktion, da man naturligvis vil skelne imellem en stat, der
er præget af en bottom-up i forhold til et regime, der er topstyret. Christopher Hill og Michael
Smith beskriver dette således: ”Democracies behave differently from non-democracies in the
international scene because they are forced to take electorates view into account, because
they are governed by a complex institutional mechanism, and because they are based on
norms prescribing peaceful conflict resolution” (Hill og Smith 2011: 32)
Herudaf kan man udlede, at på grund af de fredfyldte normer, der er hæftet ved et demokrati,
vil konfliktfyldte interaktioner imellem demokratier ikke ende med militærmagt men derimod
dialog.
Endvidere uddyber Christopher Hill og Michael Smith: ”In particular, democracies tend, for
these reasons, not to go to war with each other, forming a democratic security community in
which a ’separate peace’ rules” (Hill og Smith 2011: 32)
4.2.7 Absolute gains (Christian)
Aboslute gains eksemplificerer tangegangen i den liberale international relations-teori og
forklarer grundlæggende, hvordan de internationale aktører tager beslutninger. Aktørerne
overvejer hele tiden deres beslutninger i forhold til udfaldet af disse og deres konsekvenser.
(Powell 1991) Som tidligere beskrevet arbejder liberale tænkere ikke kun med magt som
central interesse for aktørerne, men derimod vægter de også økonomi og kultur højt. Centralt i
forhold til absolute gians er også udtrykket zero-sum game (se afsnit 4.1.1). Endvidere
foreskriver absolute gains, at igennem ’comparative advantage’ kan begge parter få noget ud
af et samarbejde. Dette står i direkte kontrast til overstående realistiske teori, der arbejder med
begrebet relative gains. (Powell 1991) Heri søger aktørerne udelukkende indflydelse i forhold
til magtbalancen, der ser bort fra økonomi, kultur og soft-power generelt. Kontrasten opstår,
idet at relative gains kun beskriver zero-sum game, og at man derved udelukkende kan opnå
magt og få gains ved at tage det fra andre aktører. (Powell 1991)
Page 20 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Sammenhængen imellem antagelse nummer to og tre er derfor stor, da absolute gains bygger
på grundlaget af disse to.
4.2.8 Kritik af Liberalismen (Christian)
Man skal dog være opmærksom på, at den liberale international relations-teori har været udsat
for kritik hovedsageligt fra realister. Denne kritik består i, at man ikke kan ignorere, at stater
har forskellige interesser, og at denne uenighed uomtvisteligt vil udmønte sig i konflikt.
Realisterne mener altså, at den generelle liberalistiske tilgang er utopi og ikke har hold i
virkeligheden.
Liberalisterne forsvarer sig med argumentet baseret på, at man ikke får et fuldendt billede,
hvis man udelukkende fokusere på sikkerhedspolitikken. (Kauppi og Viotti 1999: 129-131)
De argumenterer desuden for, at hvis stater kun fokuserer på konflikt og mistro, så ville det
være en skrue uden ende, da handlinger, der er intenderet til udelukkende at varetage egne
interesser, som oftest ville blive modtaget negativt. Der bliver desuden lagt vægt på, at det
ikke alene er vigtigt at undersøge de situationer, hvor sikkerhedspolitikken har resulteret i
krig, men også de cases hvori samarbejde har afværget konflikter. Dette ville skabe et mere
komplet billede.
5. Analyse (Christian og Jonas)
Gennem anvendelsen af de ovennævnte teorier søger dette afsnit at tjene til en forståelse af
forholdet mellem EU og Rusland. Først vil forholdet blive analyseret med en realistisk
tilgang, hvorefter det vil blive analyseret med en liberalistisk tilgang.
5.1 Realisme (Jonas)
Med udgangspunkt i realisme-teorien, som beskrevet i det foregående afsnit, vil dette afsnits
hovedfokus være på forholdet mellem EU og Rusland. Det vil foregå ved, at principperne i
realismen sektioneres én efter én med henblik på at analysere de elementer i forholdet mellem
EU og Rusland, som passer ind i de givne principper i realismen. Her vil især blive lagt vægt
på menneskets natur, relativ magt, den rationelle og magtsøgende stat, anarkiet i det
internationale system, sikkerhedsdilemmaet, zero-sum game samt offensiv og defensiv
neorealisme. (Morgenthau 2005; Waltz 1979; Waltz 2001).
Page 21 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
5.1.1 Menneskets natur (Jonas)
Ifølge Morgenthaus klassiske realisme skal menneskets grundlæggende egoistiske og onde
natur tillægges en væsentlig del af de faktorer, der ligger til grund for statens ageren i det
internationale system. Mennesket er styret af dets iboende begær efter at dominere, hvilket
fører til konflikt blandt mennesker – og stater ligeså. (Morgenthau 2005: 3). Med
introduktionen af neorealismen anses dette element af realismen dog ofte som forældet, fordi
’ondskab’ og ’egoisme’ opfattes som værende uhåndgribelige begreber, der ikke
nødvendigvis er tilstede i alle mennesker. I en fyldestgørende analyse med udgangspunkt i
realismen er det dog en facet, der ikke uden videre kan afskrives, og til en vis grad kan
Morgenthaus fokus på mennesket også godt kobles på forholdet mellem EU og Rusland, så
længe dette aspekt sættes i forbindelse med realismens ide om staten som højeste instans i det
internationale system.
Det skyldes, at det i adskillige tilfælde er et individ, der er
repræsentant for og forbindes med statens ansigt udadtil. Et eksempel herpå er præsident
Barack Obama, der fungerer som ansigtet udadtil for nationalstaten USA. Ifølge historikeren
Willem Post fra Clingendael, det hollandske institut for internationale relationer, er Obamas
enorme popularitet i store dele af Europa medvirkende til, at staten USA’s popularitet
ligeledes er voksende blandt store dele af Europa (Leveille 2014: para. 3). I kontrast hertil står
USA’s tidligere præsident, George W. Bush, hvis upopularitet i store dele af Europa havde en
negativ indvirkning på staten USA’s popularitet blandt store dele af Europa under Bush’s
præsidentembede (GlobeScan 2005: para. 1-9).
Begge præsidentembeder er eksempler på, hvordan individet bliver repræsentant for staten og
derved bliver afgørende for den måde, hvorpå resten af verden opfatter den pågældende stat.
Dette fortæller i sig selv ikke noget om menneskets natur, men cementerer derimod
Morgenthaus fremhævning af individet og dets indflydelse på staten, som betydningsfuldt i
internationale relationer (Basu 2012: 12-13).
På samme måde er Ruslands præsident Vladimir Putin Ruslands klare ansigt udadtil. Han er
ikke en vellidt mand i Vesten, hvilket afspejler sig i Ruslands upopularitet blandt vestlige
lande (Pew Research Center 2014a; Pew Research Center 2014b). Til gengæld er Putin
billedet på en stærk, politisk leder af et samlet, forenet Rusland, som bakker op om deres
statsleder samt har tiltro til, at han agerer hensigtsmæssigt i indenrigs- såvel som
udenrigspolitiske henseender. (Pew Research Center 2014a; Pew Research Center 2014b).
Page 22 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Putins stærke lederegenskaber og nationale opbakning cementerer Ruslands position og
berettigelse i international politik og gør, at øvrige stater er nødt til at anerkende Rusland som
en vigtig spiller i internationale forhandlinger (Basu 2012: 12-13).
Den vitale forudsætning for, at EU står stærkt overfor Rusland i denne sammenhæng, er
derfor først og fremmest, at den repræsenteres af en personificeret europæisk leder, der på
samme måde som Putin kan være et stærkt politisk billede udadtil, og samtidig har unionens
befolkning bag sig. For nærværende lider EU dog under en væsentlig EU-modstand. I følge
en Standard Eurobarometer-undersøgelse, som er foretaget af Europa-Kommissionen, har 31
procent af Europas befolkning et positivt syn på EU, 39 procent har et neutralt syn på EU,
mens 28 procent har et negativt syn på EU (Europa-Kommissionen 2013a: 6). Med en reel
tilslutning til EU blandt den europæiske befolkning på kun 31 procent er det svært at se en
europæisk lederskikkelse være i stand til at forene så splittet et EU. Så længe EU ikke er
repræsenteret af en stærk politisk skikkelse med den europæiske befolkning i ryggen, tyder
meget på, at EU vil møde hård medfart i international politik samt i dette aspekt opfattes som
svækket i forhold til Rusland med Putin i spidsen.
Ruslands stærke leder i form af Vladimir Putin, EU’s manglende lederskikkelse og disses
respektive indflydelser på deres roller i international politik passer ind i den rolle, som
Morgenthau og den klassiske realisme tilegner individet og dets påvirkning på det
internationale system.
5.1.2 Magt er relativ (Jonas)
Modsat idéen om menneskets naturs indvirkning på statens adfærd er der én antagelse, som
stort set alle realistiske teoretikere kan blive enige om - at staten først og fremmest er rationel
og derfor udelukkende agerer ud fra egen interesse (Morgenthau 2005: 11; Hill og Smith
2011: 28). Dette element af realismen kommer i høj grad til udtryk i forholdet mellem EU og
Rusland, især hvad angår deres indbyrdes samarbejde om energiressourcer, hvori begge
parter, både EU og Rusland, er stærkt afhængige af hinanden. EU, herunder især Tyskland og
Italien, er afhængigt af den olie og naturgas, som eksporteres fra Rusland gennem
olierørledninger i Ukraine. Det ville få katastrofale konsekvenser for EU, skulle disse
ressourcer blive afskåret (Europa-Kommissionen 2011: 28). Rusland er ligeledes afhængige af
EU, som er Ruslands vigtigste eksportmarked for olie og naturgas (Europa-Kommissionen
2011: 34). Dermed indgår EU og Rusland i et samarbejde baseret på økonomisk
Page 23 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
interdependens, hvor ingen de facto kan undvære den anden part. Af samme årsag er det
interessant, at netop dette samarbejde er genstand for splid og konflikt mellem de to parter.
Rusland har adskillige gange truet med at lukke for eksporten af energiressourcer til Ukraine,
hvilket ville ramme EU, da disse går gennem Ukraine (Boren 2015). Ruslands trusler
stemmer overens med den offensive neorealisme, hvori relativ magt er et centralt element.
Når Rusland truer EU på et område, hvor deres afhængighed gør dem sårbare, skaber det
usikkerhed ved EU, og dermed opstår en situation, hvor Rusland står med overtaget. Rusland
kommer til at stå stærkere på bekostning af EU, som kommer til at stå svagere, hvilket
korrelerer med den offensive neorealismes grundide om, at tilført magt ét sted altid sker på
bekostning af mindsket magt et andet sted.
I forlængelse af det realisme-teoretiske perspektiv på energisamarbejdet mellem EU og
Rusland, er det desuden interessant, at EU har vist en klar interesse i at diversificere importen
af energiressourcer (Global Risk Insights: 2015). Det signalerer, at EU ser en fordel i, at
afhængigheden af russiske energiressourcer mindskes, hvilket til en vis grad stemmer overens
med realismens ide om en verden baseret på selvhjælp, og at man ikke kan eller bør stole på
andre aktører. Med andre ord skaber EU’s afhængighed af Rusland en vis frygt for, at Rusland
lukker for naturgassen til EU, hvilket har ført til mistro. En mistro, som primært kan imødegås
ved at finde andre eksportører af naturgas.
5.1.3 Staten er rationel (Jonas)
I den samme forbindelse kan sættes spørgsmålstegn ved realismens antagelse vedrørende
staten som rationel. Spørgsmålet er, om Rusland agerer rationelt, når realiseringen af truslen
om afskæring af energiressourcer vil få negative, økonomiske følger for landet selv. I 2009
gjorde Rusland alvor af truslen og lukkede af for gassen til Ukraine og dermed til store dele af
Europa, hvilket i retrospekt anses som en katastrofal beslutning for landet selv (BBC News
2009). Som følge heraf anslås det, at Gazprom, Ruslands førende leverandør af naturgas,
mistede i omegnen af 10 mia. kroner i tabt indtægt, og at Ruslands omdømme som troværdig
leverandør af naturgas blev svækket for bestandigt. Dette understreges af Karel
Schwarzenberg, den daværende tjekkiske udenrigsminister, som til et møde i EU udtalte: ”The
main lesson learned from this crisis is that Russia and Ukraine aren’t reliable suppliers.
Europe must think about alternative sources and pipelines.” (Pirani et al. 2009: 57). Ifølge
Kenneth Waltz, en af de vigtigste teoretikere inden for realisme-skolen, er det dog ikke muligt
Page 24 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
for staten at agere rationelt i alle dens beslutninger. Han udtaler: ”Since making foreign policy
is such a complicated business, one cannot expect of political leaders the nicely calculated
decisions that the word ‘rationality’ suggests” (Waltz 1986: 330). Ifølge Waltz kan Ruslands
beslutning derved godt karakteriseres som irrationel, idet han anerkender, at rationalitet ikke
nødvendigvis indgår i alle statens handlinger i det internationale system.
Neorealismens fokus på den rationelle stat kan desuden benyttes til at gisne om
fremtidsperspektiverne for udviklingen mellem EU og Rusland. Først og fremmest antyder
realismen, at ingen af parterne vil bekrige hinanden, da en sådan militær aktion ville
karakteriseres som irrationel. Det skyldes især frygten for, at det ville kunne udvikle sig til en
atomkrig med katastrofale konsekvenser til følge. I forlængelse heraf omtales teorien
’mutually assured destruction (MAD)’, hvis omdrejningspunkt netop er, at blot tanken om to
parter, der anvender atomvåben mod hinanden, i sig selv virker afskrækkende, og dermed helt
afholder parterne fra at bekrige hinanden til at begynde med.
I kraft af at både Rusland og enkelte EU- og NATO-medlemslande er i besiddelse af
atomvåben, tegnes et billede af, at begge parter vil anse en krigserklæring som en irrationel
handling. Havde den atomare afskrækkelse ikke været til stede, havde konflikten mellem EU
og Rusland muligvis set anerledes ud, hvilket har ledt Waltz til gentagende gange at
argumentere for, at atomvåben besidder en stabiliserende effekt i konfliktfyldte relationer
(Waltz 1981: 34-35)
MAD anses i dag som værende en af de afgørende faktorer for, at spændingerne mellem USA
og det daværende Sovjet Unionen under den kolde krig ikke udviklede sig til decideret
krigsførelse mellem de to parter på trods af det omfattende atomkapløb (Jervis 2009). Selvom
atomkapløbet ikke eksisterer i samme omfang i dag, er det ikke utænkeligt, at dette ligeledes
er en af de faktorer, der indtil nu har afholdt Rusland og enkelte medlemslande i EU fra at
bekrige hinanden, og som formentlig også vil afholde disse fra det i fremtiden.
5.1.4 Anarki i det internationale system (Jonas)
Anarkiet i det internationale system er det altoverskyggende element, der tillader staten at
tilsidesætte andre staters behov eller interesser til fordel for statens egne. Så længe der
eksisterer anarki, det vil sige så længe der ikke er nogen instans højere end staten, er der
bestemte stater, som ikke kan kontrolleres af andre aktører. Én af disse stater er Rusland. Det
Page 25 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
kommer til udtryk ved Ruslands militære assistance til de pro-russiske separatister i Ukraine
og annekteringen af Krim. Begge er handlinger, som bliver fordømt af store dele af det
vestlige samfund, heriblandt EU, NATO og FN, med belæg i at Ruslands aggressive og
ekspansionistiske adfærd forbryder sig mod internationale konventioner, og at Ukraine har ret
til territoriel integritet og sikkerhed (Lilmoes 2014). Det har også fået konsekvenser for
Rusland i form af suspendering fra G8, advarsler fra NATO og økonomiske sanktioner fra
EU. Disse konsekvenser synes dog utilstrækkelige, da Rusland fastholder sit militære status
quo i Ukraine. Det bekræfter realismens antagelse af, at ikke-statslige aktører ikke kan stille
noget op, når først en større stat ser en interesse i en given aktion. Staten er den højeste aktør,
og der er ingen international, central overmagt til at gribe ind og sikre orden i det
internationale system. Med andre ord retter Rusland sig ikke efter det vestlige samfunds
henstillinger, fordi Rusland ikke behøver rette sig efter dem.
I realismen beskrives suveræne stater som selvstændige og uafhængige, og i en anarkistisk
verden uden en aktør til at opretholde international lov og orden, er det nøjagtigt, hvad
Rusland er; suveræn, selvstændig og uafhængig (Waltz 2001: 224-234; Rittberger 2004: 4).
5.1.5 Offensiv neorealisme (Jonas)
Hvor det er anarkiet i det internationale system, der tillader Rusland at agere så aggressivt i
forhold til Ukraine, som de gør, er det elementer fra den offensive neorealisme, der forklarer
motivationen bag Ruslands ageren. Udgangspunktet er EU’s ekspansionistiske tilgang til
Østeuropa, som blandt andet udmøntede sig i den omfattende østudvidelse i 2004, hvor en
række østeuropæiske lande blev medlem af EU. Sidenhen har Østeuropa været at betragte
som en kampplads for EU og Rusland, hvor begge parter ihærdigt forsøger at vinde de
østeuropæiske stater over på egen side. Rusland betragter den europæiske ekspansion i
Østeuropa som en trussel mod Ruslands fortsatte indflydelse i de tidligere sovjetstater, som
både udgør en politisk og økonomisk gevinst for Rusland (Burakovsky 2004). Dermed står
Ruslands dominans og stormagtsstatus for skud, og hvis EU får øget indflydelse i Østeuropa,
vil Ruslands magt blive svækket, idet den østeuropæiske løsrivning fra Rusland vil mindske
Ruslands politiske og økonomiske situation.
Ruslands militære assistance til pro-russiske separatister i Ukraine samt annekteringen af
Krim skal derfor, i et realisme-teoretisk perspektiv, ses som Ruslands middel til at fastholde
og muligvis maksimere Ruslands magtpolitiske position. Formår Rusland at vinde kontrollen
Page 26 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
over Ukraine, bliver Rusland dermed bedre stillet til at sikre egen overlevelse, hvilket læner
sig op af den offensive neorealismes fokus på en aggressiv udenrigspolitik og maksimering af
magt (Mearsheimer 2001: 21-29).
Ifølge den prominente realisme-teoretiker John Mearsheimer er der da heller ikke nogen tvivl
om, at Ruslands intervention i Ukraine sker som direkte konsekvens af EU’s
ekspansionistiske strategi i Østeuropa. I den forbindelse udtaler han: ”Putin’s pushback
should have come as no surprise. After all, the West had been moving into Russia’s backyard
and threatening its core strategic interests, a point Putin made emphatically and repeatedly”
(Mearsheimer 2014: para. 3).
5.1.6 Sikkerhedsdilemma og zero-sum game (Jonas)
I forlængelse af den offensive neorealisme og dens fokus på aggressiv og magtsøgende
adfærd er karakteriseringen af international politik som et zero-sum game og det ofte
dertilhørende sikkerhedsdilemma. Som Waltz (1988) udtaler: “The uneasy state of affairs is
exacerbated by the familiar “security dilemma”, wherein measures that enhance one state’s
security typically diminish that of others.” (Waltz 1988: 619) Ud fra denne devise kan
Ruslands intervention i Ukraine, fra et realisme-teoretisk synspunkt, anses som et resultat af
Ruslands forsøg på at imødegå den trussel mod egen sikkerhed, som EU udgør. EU udgjorde
en sikkerhedstrussel mod Rusland i og med, at de forsøgte at skabe tættere relationer til
Ukraine, hvorved Ruslands sikkerhed ville blive mindsket, og EU’s sikkerhed ville blive
forøget. Dette er dermed et eksempel på et sikkerhedsdilemma, da aktioner, som fører til øget
sikkerhed ét sted, leder til mindsket sikkerhed et andet sted. Derfor vil neorealismen blot anse
Ruslands handlinger som en måde at sikre egen sikkerhed på – hvilket til stadighed er statens
fremmeste mål; at sikre egen sikkerhed og overlevelse.
Zero-sum game’et kommer ligeledes til udtryk gennem EU’s og Ruslands kamp om
sikkerhed. Lige så snart sikkerheden bliver relativ – det vil sige, når øget sikkerhed kun kan
ske på bekostning af mindsket sikkerhed et andet sted – er der tale om et zero-sum game, da
sikkerheden ikke er en uendelig størrelse, men en begrænset størrelse.
5.1.7 Defensiv neorealisme (Jonas)
Modsat den offensive neorealisme, hvor magt altid er noget, der tilstræbes i jagten på at opnå
hegemoni, vil man med den defensive neorealisme i stedet argumentere ud fra balance of
Page 27 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
power-teorien og staters tilstræben efter at fastholde magtbalancen. Ifølge den defensive
neorealisme kan Ruslands indblanding i Ukraine derved identificeres som et forsøg på at
fastholde statens nuværende magtposition i det internationale system og samtidigt sørge for,
at EU ikke tilegner sig mere magt. Dermed afbalanceres magten, og Rusland mindsker
risikoen for, at EU opnår europæisk hegemoni. Med andre ord argumenterer den defensive
neorealisme for, at Rusland søger at afbalancere magten, hvorimod den offensive neorealisme
argumenterer for, at både EU og Rusland har anset Ukraine som et essentielt politisk led i
håbet om at kunne opnå magt på bekostning af modparten.
5.2 Liberalisme (Christian)
I forhold til den liberalistiske tilgang til international relations-teori ville en central hypotese
være, at EU og Ruslands forhold ville søge i en retning, hvori samarbejde ville spille en stor
rolle, og hvori man vil forsøge at holde sig væk fra konflikt. Derfor vil man ud fra et
liberalistisk synspunkt forsøge at finde politikområder, hvori man er enige og derved skabe et
mere stabilt forhold. Derudover beskriver teorien ikke-statslige aktører som central spillere,
og at det militære sikkerhedsspørgsmål spiller en mindre rolle til fordel for soft power, som er
vigtig. Soft power er et koncept skabt af Joseph Nye brugt til at beskrive overtalelse i forhold
til penge, værdier, kultur, politikområder og institutioner. Soft power er ud fra disse områder
et værktøj i liberalistisk international relations-teori til at tiltrække og styrke internationale
bånd eller frastøde andre aktører. Det er derfor også et nøglekoncept i forhold til de
stabiliserende og destabiliserende områder, EU og Rusland imellem.
Vi vil i dette afsnit forsøge at analysere, hvorvidt EU og Rusland er gensidigt afhængige og
identificere hvilke områder, der virker stabiliserende og destabiliserende for forholdet. Dette
vil vi gøre ved at analysere økonomisk data og se, hvorvidt en ændring af den ene parts
handlinger har konsekvenser for den anden. Dette koncept af gensidig afhængighed er
beskrevet teoretisk af Keohane og Nye. Vi har igennem vores ekspertinterview og egen
research identificeret følgende punkter som essentielle i forhold til EU og Ruslands indbyrdes
forhold: Økonomisk interdependens (herunder energi samarbejdet), samarbejdsaftaler,
staternes rolle og afsluttende de ikke-statslige aktørers rolle.
5.2.1 Økonomisk interdependens (Christian)
I forhold til økonomiske ressourcer er EU en langt større magtfaktor end Rusland, og EU's
medlemslande er sammenlagt verdens største økonomi, endog større end USA og Kina. Ifølge
Page 28 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
tal fra IMF (International Monetary Fond) og deres WEO (World Economic Outlook) beløb
EU's 28 medlemslandes BNP sig til 13.186 milliarder euro. (Europa-Kommissionen 2014)
Dette er 17,2 procent af verdens samlede økonomi, hvilket til sammenligning er 13,8 procent
mere end Ruslands. Deres BNP beløb sig i år 2013 til 1.579 milliarder euro. (EuropaKommissionen 2014)
EU er derudover også den aktør, hvis BNP i største grad består af tjenesteydelser. Disse
tjenesteydelser er handelsvare af ikke fysisk karakter, altså et punkt hvor viden og mennesker
er i fokus. Modsat består langt størstedelen af Ruslands BNP af råvarer. Tal fra 2012 viser, at
Ruslands olie- og gassektor stod for 16 procent af deres samlede BNP. Derudover stod den for
52 procent af deres budgetindtægter og over 70 procent af deres eksport. (World Bank 2013)
I forhold til den gensidige økonomiske afhængighed er det interessant, at deres samhandel er
voldsomt ujævn, da EU eksporterer væsentligt mere til Rusland, end de importerer. Deres
eksport til Rusland ligger omkring 205 millareder euro, hvorimod deres import er væsentlig
lavere på omkring 125 milliarder euro. Rusland importerer i langt højere grad tjenesteydelser
fra EU, end EU gør fra Rusland. Ifølge Europa-Kommissionen er EU Ruslands absolut største
handelspartner, da over halvdelen af Ruslands import og eksport går til eller igennem EUlande. (Europa-Kommissionen 2014) I 2012 blev Rusland optaget i WTO (World Trade
Organization), hvilket blandt andet medførte et drastisk fald i importtolden. WTO, der også
fungerer som et forum, hvori man kan diskutere handelsstridigheder, er efterfølgende flittigt
blevet draget ind i stridighederne imellem Rusland og EU. Siden Ruslands indtrædelse i 2012
er over 5 sager blevet så alvorlige, at WTO er blevet bedt om at gå ind i sagen. Disse sager
handler om alt fra importtold på pap, papir, palmeolie og køleskabe. (Ritzau 2014) EU har
flere gange klaget over den russiske told, der, ifølge dem, er langt højere end de grænser, der
er sat af WTO. Dette betyder en skævvridning af forholdet, når landene ikke har samme
spilleregler.
Det økonomiske forhold imellem Rusland og EU blev svækket i 2008, da den internationale
finanskrise slog igennem. Under finanskrisen begyndte Rusland at føre en mere
protektionistisk økonomisk politik, hvilket havde en negativ effekt på handelen imellem de to
økonomier. Men siden 2010, og efter finanskrisens hårdeste år, er der igen begyndt at komme
gang i den gensidige handel. (Europa-Kommissionen 2015A).
Page 29 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Denne økonomiske interdependens fungerer som en stabiliserende faktor, da den liberalistiske
teori foreskriver, at jo større en grad af interdependens, des mindre risiko er der for konflikt.
Den største importvare fra Rusland til EU er råstoffer, hvor især gas og olie bliver importeret
af EU i store mængder. Netop gas og olie er en af nøglerne til at beskrive forholdet imellem
EU og Rusland som mere ligeligt, end hvad de økonomiske nøgletal viser. EU har uden tvivl
en større økonomi end Rusland og bedre forbindelser til omverden, men samtidig er de stadig
i stor grad afhængige af russisk olie og gas. Næste del af analysen vil sætte fokus på gas og
olie i forhold til, hvorledes forholdet imellem EU og Rusland kan beskrives som en gensidig
afhængighed af hinanden, og altså hvordan den liberalistiske international relations-teori
beskriver dette.
5.2.2.1
Energipolitik
(Christian)
Igennem de sidste 50 år har Rusland været en vigtig partner i forhold til EU's energi
forsyning, og ligeledes har EU været et vigtigt økonomiskmarked for Rusland. Naturligvis er
det vigtigt for EU borgerne at have energi og olie, men omvendt er EU, Ruslands vigtigste
eksportmarked, med over 500 millioner forbrugere, der alle er forbundet i et struktureret indre
marked. (Europa-Kommissionen 2013B)
Dette forhold bliver beskrevet meget godt af dette citat fra EU selv:
The EU imports a significant amount of oil, natural gas, uranium, and coal from Russia. At
the same time, the EU also serves as an important energy market for Russia. On the basis of
this interdependent relationship, the EU and Russia work together on energy issues such as
security of supply and energy efficiency. (Europa-Kommissionen 2015B)
EU er altså for det første klar over, at de er meget afhængige af den russiske energisektor,
men beskriver også forholdet som gensidigt, da Ruslands økonomi hænger meget tæt sammen
med EU's i forhold til deres import. Energiområdet er derved essentielt i forhold til, hvorledes
forholdet imellem de to er stabilt eller ej.
På baggrund af Ruslands annektering af Krim og de følgende sanktioner fra EU's side er
forholdet imellem de to økonomier mere anstrengt end nogensinde før, men man kan
argumentere for, at Ukraine-konflikten blot er en mindre detalje i et meget større spil. EU's
sanktioner har været meget overvejede i forhold til ikke at støde Rusland helt væk fra sig og
Page 30 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
derved også deres naturressourcer, mens Rusland heller ikke har råd til at afskære EU, da
deres økonomi vil lide uoprettelig skade. På denne måde virker energipolitikken ifølge den
liberalistiske teori som værende overvejende stabiliserende, de to parter imellem.
På trods af EU's vision om mere miljørigtig og vedvarende energi importerer de stadig store
mængder af kul, olie og naturgas. I år 2012 importerede de 28 medlemslande af EU over 900
millioner toe (tonne of oil equivalent), hvilket især skyldes de mest folkerige medlemslande af
EU, herunder Storbritannien og Polen. Danmark har siden 2004 været det eneste medlemsland
i EU, der har eksporteret mere energi, end de har importeret, hvilket betyder at de andre 27
medlemslande ikke er selvforsynende. Interdependensen kan derfor beskrives som stor.
Gennem de sidste år har nye importruter betydet en ændring i forhold til de markeder, EU
henter energi fra, dog har Rusland fortsat den førende position i forhold til eksport af energi til
EU. I 2012 importerede de 28 medlemslande 33,7 procent af deres energi fra Rusland, hvilket
er en markant stigning i forhold til de kun 13,1 procent, der blev importeret derfra i år 2002.
På ét område har Rusland dog mistet betydelige markedsandele i forhold til EU – nemlig
naturgas. Fra 45,2 procent i 2002 til 29,5 procent i 2012, hvilket hovedsageligt skyldes nye
handelsaftaler med Qatar, hvis andel gik fra 1 procent til 11 procent fra år 2002 til 2011.
På trods af dette fald er det tydeligt, at EU stadig er meget afhængige af den russiske energi,
men omvendt er Rusland også afhængige af EU's store indre marked. Naboskabet med EU
gør det geografisk også til et mere oplagt marked, da en omlægning af handelspartnere er en
omfattende proces, som naturligvis tager mange år. Grundlæggende er den store
interdependens derfor i et liberalt øjemed med til at gøre forholdet imellem EU og Rusland
mere stabilt.
5.2.3 Politiske samarbejdsaftaler som stabilisator (Christian)
I forhold til hvorledes man bedst kan beskrive forholdet imellem Rusland og EU som værende
mest stabilt eller ustabilt, for nuværende, er det vigtigt at se på i hvor høj grad, der faktisk er
et sammenspil politisk. Politik bliver diskuteret både formelt og uformelt, men da det kan
være svært at analysere disse uformelle forummer, har vi valgt at fokusere på de
samarbejdsaftaler, der eksisterer mellem EU og Rusland, og hvilke internationale
organisationer begge er medlemmer af.
Page 31 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Siden 90’erne har EU forhandlet ti samarbejdsaftaler med stater i Østeuropa, Kaukasus og
Centralasien. Disse stater er Armenien, Aserbajdsjan, Georgien, Kasakhstan, Kirgisistan,
Moldova, Ukraine, Usbekistan, Tadsjikistan og Rusland. Grundideerne med Partnership and
Cooperation Agreements (PCAs) er blandet andet:
-
At give en ramme for politisk dialog
-
At støtte landenes demokrati
-
At styrke landendes økonomier
-
At hjælpe med en overgang til markedsøkonomi
-
At fremme handel og investering
Men da EU udviklede deres European Neighbourhood Policy (ENP), valgte Rusland ikke at
deltage, da de ikke vil gå med på præmissen om at stå ulige i forhold til EU. Da EU og
Rusland ikke kunne enes om ENP, besluttede de sig for at udvikle fire fælles områder, hvori
de var villige til at samarbejde på lige vilkår. Grundlæggende er forskellen imellem disse fire
samarbejdsområder og EU's ENP ikkeeksisterende, men derimod endnu et tilfælde hvor
Rusland brugte et internationalt forum til at udfordre styrkeforholdet med EU. Disse fire
samarbejdsområder bygger videre på fundamentet af samarbejdsaftalen PCA fra 1997. De fire
områder kræser omkring: ’Økonomi’, ’frihed, sikkerhed og retfærdighed’, ’ekstern sikkerhed’
og ’forskning, uddannelse og kultur’.
5.2.3.1 Økonomi (Christian)
Som tidligere berørt i analysen er EU og Rusland utroligt tæt knyttet i et økonomisk øjemed,
og det har derfor været vigtigt for begge parter at have dette som et centralt
samarbejdsområde. Ideen er at lave et åbent marked imellem EU og Rusland, hvor man
fjerner mange af de barrierer, der hindrer handelen mellem de to parter. Derudover vil man i
dette forum fremme reformer og styrke konkurrenceevnen. Alt dette skal baseres på
retfærdige principper, altså underforstået at der ikke skal forskelsbehandles, og der skal være
en stor grad af gennemsigtighed.
5.2.3.2 Frihed, sikkerhed og retfærdighed (Christian)
Under dette punkt har det verserende spørgsmål de senere år gået meget omkring
forhandlingerne vedrørende opnåelse af visa i både EU og Rusland. Både EU og Rusland har
vist en stor interesse i at åbne grænserne for hinanden og gøre bevægelsen imellem begge
Page 32 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
parter nemmere. Ud over visa-spørgsmålet behandler dette forum også organiseret
kriminalitet, menneskehandel og terrorisme. Disse punkter har man også en stor interesse i at
samarbejde inden for, da en stærk indsats internationalt er hjørnestenen i forhold til at komme
disse problemer til livs. Hvis ikke et internationalt samarbejde eksisterer bliver det nemmere
for de kriminelle at udøve kriminalitet over grænsen fra EU til Rusland uden repressalier.
5.2.3.3 Ekstern sikkerhed (Christian)
Inden for dette område bliver den eksterne sikkerhed i forhold til EU og Rusland diskuteret,
og nogle af hovedaktørerne, der har stor gavn af et samarbejde i dette henseende, er for
eksempel OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe), FN og Europarådet.
Derudover håndteres også globale trusselsspørgsmål, terrorisme og spredningen af
masseødelæggelsesvåben (WMD). EU handler i disse sager udelukkende på grundlaget af
deres fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.
5.2.3.4 Forskning, uddannelse og kultur (Christian)
Dette samarbejdsområde går længere tilbage end både ENP og PCA, da Rusland og EU har
arbejdet sammen i forhold til både udvikling og forskning forud for indgåelsen af disse
aftaler. Målet er på sigt at udnytte styrken af europæiske og russiske forskningsmiljøer og
kulturelle og intellektuelle arv ved at styrke forbindelserne mellem forskning og innovation
og derved skabe et tættere samarbejde inden for uddannelse.
I forhold til teorien bliver disse samarbejdsområder vigtige, da man inden for en række
områder er enige om, at begge lande vil drage fordel af hinanden. Samarbejde inden for disse
områder vil på sigt skabe en gensidig afhængighed, og i takt med at disse samarbejder bliver
vigtigere for både EU og Rusland, vil grundlaget for, at konflikter opstår mindskes.
Derudover er det centrale områder, begge parter har valgt at samarbejde omkring, hvilket også
er essentielt, da det sender et signal om at begges hensigt er reel. Hvis man kun var enige om
at samarbejde i forhold til politikområder af mindre betydning, kunne dette ses som en
gardering i forhold til fremtiden. Det er derfor positivt, at man igennem mange år har arbejdet
sammen omkring disse politikområder, og at man fortsætter arbejdet.
5.2.3.5 Ruslands optagelse i WTO (Christian)
Som tidligere beskrevet i analysen blev Rusland optaget som medlem af WTO den 22. august,
2012. På trods af de problemer, der i mellemtiden er opstået blandt EU- medlemslandene og
Page 33 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Rusland i forbindelse med dette medlemsskab, var ideen med Ruslands optagelse et tættere
samarbejde. Grundlæggende vil Ruslands optagelse altså derved opfattes som værende en
stabiliserende faktor. EU gav derfor også stor støtte i forhold til Ruslands ansøgning, da der
tidligere i det interne forhold har været problemer i forbindelse med ensidige stigninger i told
og afgifter. I WTO-samarbejdet ville dette ikke på samme måde blive accepteret på baggrund
af både EU og Ruslands medlemskab grundet en fælles ramme for handel. De åbenlyse
økonomiske fordele ved WTO’s optagelse i EU's perspektiv berettigedes på baggrund af disse
punkter:
-
Mere lempelige importafgifter i forhold til Rusland og derved lettere adgang til det
russiske marked for EU-virksomheder.
-
Mere sikkerhed i forhold til investeringer i en beskyttet lovgivende ramme.
I forhold til hvorfor Rusland ville være interesseret i at blive optaget i WTO, er de mest
åbenlyse fordele i forhold til de russiske forbrugere. Disse vil opleve en lavere pris og en øget
kvalitet på grund af den øgede konkurrence i forhold til de andre WTO-medlemmer.
Derudover vil medlemsskabet også have en indvirkning på de russiske virksomheder, der vil
have bedre vilkår i forhold til international investering og konkurrence. De vil desuden være
beskyttet i det omfang, WTO’s regler gælder. Ruslands optagelse gavner altså ikke alene
staten men også private aktører, og interdependens vokser derved og danner grundlag for et
mere stabilt samarbejde EU og Rusland imellem.
På trods af Ruslands udsagn om andet har de dog ikke endegyldigt overholdt WTO’s
regelsæt, og på visse områder er udviklingen i forhold til Ruslands og EU's forhold faktisk
gået den forkerte vej. Dette er specielt eksemplificeret ved en strid om genbrug af køretøjer,
hvor WTO’s regler ikke er fulgt. EU har derfor klaget til WTO, men dette er ikke den eneste
sag. Generelt har Rusland over den sidste årrække vist en noget mere protektionistisk tilgang
til markedsøkonomien, der ellers over de sidste 20 år efter murens fald kun har virket til at
blive mere liberalistisk. Rusland har desuden øget deres importforbud for landbrugsvarer fra
EU-lande, hvilket også er en indikation på, at Rusland på det økonomiske område er begyndt
at opføre sig væsentligt mere protektionistisk end før set.
Page 34 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
5.2.3.6 EU – Rusland og G8 (Christian)
G8 (Group of Seven; tidligere fra G7) er en gruppe af nogle af verdens største industrinationer
og inkluderer USA, Tyskland, Japan, Frankrig, Storbritannien, Canada, Italien og, indtil
fornyligt, Rusland. G8 er et internationalt forum, hvori international politik bliver diskuteret,
og nogle af politikområderne er blandt andet miljø, terrorisme, internationale organisationer
og økonomi. (Denstoredanske 2015)
EU er også repræsenteret i gruppen, selvom flere af medlemmerne også repræsenterer egne
interesser i forummet. Siden 1977 har EU-Kommissionens formand deltaget og har haft lige
så meget medbestemmelse som de øvrige, og videremere har formanden for Det Europæiske
Råd også deltaget i møderne fra år 2010 og frem. (Denstoredanske 2015)
Rusland er dog blevet ekskluderet fra gruppen i år 2014 (Waterfield 2014) efter deres
annektering af Krim-halvøen i Ukraine. Dette er et hårdt slag for Putin, der tidligere meget
åbent har søgt international anerkendelse ved blandt andet at søge optagelse i diverse
internationale organisationer, herunder WTO og G8. Rusland under Putin vil behandles på
lige fod med USA, EU og Kina og regnes som en global magtfaktor.
Derudover agerer institutioner som G8 som rammerne for samarbejde imellem lande og
unioner. (Denstoredanske 2015) Vigtigheden af Ruslands eksklusion er ikke at negligere, og i
forhold til den liberalistiske international relations-teori er det af stor vigtighed, da en af
grundstenene er samarbejde. Hvis EU og Rusland fortsætter med at underminere hinanden og
skabe en større distance, bliver risikoen for en eskaleret konflikt i samme grad større. Den
gensidige afhængighed, der danner grundlaget for et fredfyldt samarbejde, opstår i disse fora,
hvor rammerne for samarbejde og dialog er klare. Hvis man derudover anser Rusland for ikke
at være et demokrati, spiller disse formelle fora en endnu større rolle, da man ifølge teorien
har et skævvredet forhold. Hvis landene indbyrdes ikke har samme styreform, spiller de heller
ikke efter samme regler, og derved bliver G8, WTO, osv. vigtige instrumenter i forhold til at
balancere forholdet i internationale arenaer, hvor begge parter spiller efter samme regler.
5.2.4 Staternes rolle (Christian)
Når man kigger på den liberalistiske international relations-teori, er det centralt, at staterne
ikke spiller en lige så stor rolle som i realismen, og at det i højere grad er private
virksomheder og organisationer, der er dominerende. Ideen er altså, at samfundet er bygget op
Page 35 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
omkring uofficielle diplomatiske kanaler, og at forholdet bygger på meget mere, end
hvorledes man kan snakke sammen imellem EU og Kreml. Virksomheder, både i Rusland og
EU, spiller en kæmpe rolle og er med til at bygge et tæt forhold. I forhold til teorien forholder
det sig således, at det er organisationer og virksomheder, der påvirker politikerne til at føre en
bestemt form for politik og ikke den anden vej rundt.
Grundet denne udvikling i det moderne samfund, hvor virksomheder og private interesser er
kommet mere i fokus, bliver det også mere og mere usandsynligt, at militære handlinger
kommer til at finde sted. De ikke-statslige aktører som energiselskaber, miljøorganisationer,
osv. har alle en interesse i, at forholdet imellem EU og Rusland er godt og stabilt. I forhold til
EU bliver det derfor også svært at formulere end sammenhængende politik imod Rusland, da
der er mange aktører, der netop ikke ønsker en strammere kurs, da dette ville skade deres egne
interesser. Rusland er modsat EU i højere grad topstyret, og det er derfor nemmere for dem at
ligge en stram kurs, men også på russisk side er der pres fra ikke-statslige aktører, der presser
på for et bedre forhold til EU.
I sammenhæng med den liberalistiske teori, hvori der står, at det kun er demokratisk styrede,
lande der kan opnå en varende gensidig afhængighed, ligger en del af svaret på, hvorfor EU
og Rusland har været på kollisionskurs. På trods af Ruslands officielle status som demokratisk
land og føderal stat, er virkeligheden en anden. Den anerkendte analytiker Zachary K. Ochoa
beskriver Rusland som et land, der måske aldrig har været et demokrati grundet deres historie:
”From the beginning through the present, democracy has been non-existent in Russia. The
country was founded as a monarchy, converted into an empire, reborn as a communist state
and today lives on as an imperial presidency. This is not because Russians hate freedom and
transparency; it is simply a product of their culture. The reality is that democracy is not the
universally favored form of government. Democracy is a result of people’s desire for
transparency, accountability and involvement in their government” (Ochoa 2013)
På trods af at de vestelige lande er fortalere for den demokratiske styreform, er det altså ikke
nødvendigvis den universelt bedste styreform. Men hvis Rusland ikke er et demokrati, gælder
den liberalistiske teoridel, hvori gensidig afhængighed er centralt, heller ikke. Præmissen for
gensidig afhængighed vil simpelthen ikke være opfyldt, da rammerne for et samarbejde på
lige vilkår aldrig ville have været til stede. I vores deskriptive analyse i forhold til den
russiske styreform klarlagde vi, at Rusland ikke fungerer som demokratisk stat, og dette
Page 36 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
virker derfor som destabiliserende i forholdet, da norm og værdisættet, EU og Rusland
imellem, ikke er det samme.
5.2.5 Ikke-statslige aktører (Christian)
Ud over staterne spiller de ikke-statslige aktører en stor rolle i forholdet imellem EU og
Rusland, da man i nyere tid har set en ændring i forhold til magtbalancen på den politiske
scene. Ikke-statslige organisationer har sammen med virksomhederne fået større politisk
indflydelse og er ikke alene med til at sætte den politiske agenda men også til at udforme
lovgivning ved hjælp af lobbyarbejde. Dette lobbyarbejde sikrer et tættere bånd imellem EU
og Rusland, da virksomheder og internationale organisationer i forhold til den liberale teori
vil fremme et samarbejde. Dette vil derfor også agere som en stabiliserende faktor EU og
Rusland imellem.
I et samarbejde på størrelse med EU og Ruslands, vil der naturligvis også være mange
interesser at have for både stater, virksomheder og organisationer. De interesseorganisationer,
der forsøger at få deres problemer hørt, benytter hovedsageligt lobbyarbejde, og specielt
lobby arbejde er vigtigt i samarbejdet imellem EU og Rusland. Dette kommer ud fra den
antagelse, at lobbyarbejde er rigtig effektivt, når magten er centraliseret, som den både er i
Rusland og i EU-systemet. Alle de vigtige beslutninger bliver taget i enten Bruxelles,
Strasbourg eller Moskva, hvilket gør det nemmere at fokusere sit lobbyarbejde. Igen kan man
argumentere for, at det meste af lobbyarbejdet imellem EU og Rusland bliver gjort på den
europæiske side, da Rusland, på trods af deres status som velfungerende demokratisk stat,
ikke i realiteten fungerer således. Rusland er nærmere at betegne som en autoritær stat, hvor
hverken
virksomheder,
internationale
organisationer
eller
opposition
har
megen
gennemslagskraft.
På trods af et umuliggjort lobbyarbejde i Rusland findes der et alternativ i forhold til at præge
politikken i Rusland og vinde magt. Korruption er meget udbredt i store dele af det russiske
samfund, og de scorer på Corruption Perceptions Indexet 27 i 2014 på en skala hvor 0 er mest
korrupt og 100 er mindst. Til sammenligning scorer Danmark 92 på indekset og er derved det
mindst korrupte land i verden ifølge Transparency International. (Transparency 2014)
Den største ikke-statslige aktør i forholdet imellem EU og Rusland er formentlig Gazprom,
der ikke alene står for det meste af Ruslands energisektor, men også for store dele af
Page 37 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Østeuropas og Tysklands. For eksempel virker Gazprom udefra som en privatdrevet
virksomhed, men dette kan der dog stilles spørgsmålstegn ved, da den russiske stat ejer over
50 procent af aktierne i firmaet og derved har aktiemajoritet. Dette betyder grundlæggende, at
virksomheden agerer i forhold til den russiske stat. Den russiske stat har yderligere aktier i
mange råstofselskaber grundlangt i Rusland, som fungerer på samme måde som Gazprom
som politisk styrede virksomheder. Man har senest set Rusland bruge Gazprom som et våben
i konflikten imod Ukraine og EU og truet med at lukke for gassen. Denne aktion sætter
tydelige spor tilbage til Kreml, da en virksomhed sandsynligvis aldrig vil handle på samme
måde uden politisk indflydelse. (MacFarquhar 2013)
Hvis Gazprom agerede som privatvirksomhed, ville man argumentere for, at den virkede som
stabiliserende i det interne forhold, men da Rusland bruger virksomheden som våben, er
realiteten, at den virker destabiliserende.
EU står i denne sammenhæng i stærk kontrast til Rusland, da de dagligt bliver forsøgt
influeret af virksomheder. EU har ikke på samme måde som Rusland et instrument, der kan
bruges i international politik i form af politiske virksomheder, men bliver derimod præget af
dem omkring økonomiske, miljømæssige og politiske forhold.
På den måde kan man se det politiske system i EU som en hæmsko skabt af demokratiet i
kontrast til et Rusland, der kan handle mere frit, da samhørigheden er større imellem
virksomheder og stat. Derved ikke sagt, at EU skal søge væk fra de demokratiske principper,
som hele unionen er skabt på, men blot at landene i EU skal tilsidesætte egne egoistiske
behov for en mere samlet og stærkere stemme i international politik.
6. Diskussion (Christian og Jonas)
I dette afsnit vil en række af de belyste pointer i analysen blive opsummeret og diskuteret med
henblik på at identificere de stabiliserende og destabiliserende aspekter i forholdet mellem EU
og Rusland.
Den liberalistiske teori foreskriver, at gensidig afhængighed imellem stater opstår under
forhold, hvor stater indbyrdes deler værdier og normer. Det kan diskuteres, hvorledes disse
værdier og normer manifesterer sig i et samfund, men overordnet set kan man argumentere
for, at forskellige styreformer er udtryk for en grundlæggende forskellig holdning til værdier
Page 38 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
og normer. På baggrund af analysen står det klart, at EU og Rusland ikke har samme
styreform, da EU i højere grad end Rusland bygger på demokratiske værdier. På trods af
uenigheden om, hvorvidt Rusland faktisk er et demokrati, er der ingen tvivl om, at det
grundlæggende værdigrundlag i henholdsvis Rusland og EU ikke er ensartet.
Vi kan desformedelst identificere, at i forhold til den liberalistiske teori vil de ikke-delte
værdier og normer være et problem, der vil hindre et tættere samarbejde. Endvidere har
udviklingen i Rusland ikke gået i en mere demokratisk retning og kan derfor på sigt blive et
endnu støre problem end for nuværende. Hvorvidt man kan argumentere for, at disse værdier
og normer er direkte destabiliserende for forholdet indbyrdes, er usikkert, da der hersker
eksempler i virkeligheden på, at samarbejde imellem aktørerne er muligt på trods af
forskellige værdier. En forståelse af dette kan opnås ved at fokusere på de internationale
institutioner og organisationer, hvori både EU og Rusland er medlem.
Disse institutioner danner basis for et samarbejde på tværs af egne værdier og normer, da der i
disse i forvejen er dannet et eksternt sæt af regler. Samarbejde er derved muligt, da grundlaget
for dialog, handel og sikkerhedspolitik er ens på trods af mulige uoverensstemmelser. Man
arbejder altså ud fra en konsensus, hvori man har accepteret de eksterne regler, normer og
værdier, og derved fungerer disse internationale organisationer og samarbejder som en
mægler imellem Rusland og EU.
Samarbejde er derudover også muliggjort, da staterne i den liberalistiske teori ikke er de
eneste aktører. Private virksomheder, organisationer og interessegrupperinger spiller en stor
rolle for staterne, hvilket igen kan forklare, hvorledes et samarbejde faktisk fungerer på trods
af staternes forskellige holdninger og værdier. Grundet en bottom-up politisk struktur bliver
magthaverne nødt til at rette ind i forhold til de aktører, der holder dem ved magten. Dette
gælder også Rusland til trods for deres dysfunktionelle demokrati.
Den realistiske teori vil derimod argumentere for, at staternes regningsform og værdisæt
grundlæggende ville være ligegyldige, og at et samarbejde imellem udelukkende vil opstå på
grundlaget af en cost-benifit analyse, hvori begge stater vil se det fordelagtige i et samarbejde.
Realismen tillægger derudover ikke internationale institutioner meget magt og argumenterer
for, at staterne kun er medlemmer af disse for egen vinding. Ligegyldigt om man beskriver
Rusland som et demokrati eller et autoritært regime og derved også argumenterer for, at et
Page 39 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
samarbejde bliver besværliggjort, kan man ikke nægte, at Rusland og EU begge er gensidigt
afhængige af hinanden inden for energiområdet.
Denne afhængighed grunder i, at EU ikke er selvforsynende med gas og olie, og omvendt er
EU en for stor samarbejdspartner til at blive ignoreret af Rusland. Hvorvidt samarbejdet er på
vej i en retning, hvor interdependens kommer til at spille en større eller mindre rolle, er svært
at spå om, men sikkert er det, at hverken EU eller Rusland pt. har råd til at miste hinanden.
Hvis samarbejdet stoppede, vil EU mangle store mængder af olie, og Ruslands økonomi vil
lide et meget stort knæk. På længere sigt er det muligt, at de to økonomier kan blive mindre
afhængige af hinanden blandt andet ved en EU satsning på vedvarende energi og i forhold til
et tættere Rusland - Kina samarbejde. Dog kommer dette til at tage en årrække.
Derudover er Rusland endnu ikke klar til at lade EU vinde det geopolitiske spil omkring de
tidligere sovjetrepublikker, som nu er medlemmer af EU, hvortil de stadig har tætte
økonomiske bånd.
I analysen har vi derudover identificeret, hvorledes absolute gains spiller en stor rolle i
forhold til, hvorledes samarbejdet fungerer. Vi har i analysen både identificeret de statslige og
de ikke-statslige aktører. Endvidere kan der derfor argumenteres for, at forholdet imellem EU
og Rusland udelukkende er baseret på de forskellige aktørers handlinger, der udspringer fra
konceptet omkring absolute gains, og at de politikområder og den førte diskurs, der både
fremmer og svækker samarbejdet, hænger sammen med aktørernes grundlæggende interesser.
Set ud fra et realisme-teoretisk synspunkt er der, modsat liberalismen, kun få aspekter i
forholdet mellem EU og Rusland, der kan identificeres som værende stabiliserende. Et af
disse forhold er idéen om, at staten er rationel, hvilket dog ikke direkte mindsker
spændingerne i konflikten, men som trods alt taler imod, at den udvikler sig til decideret
krigsførelse. Hvis man antager, at begge parter er rationelle, vil en krigserklæring være
forbundet med flere omkostninger end fordele, især med tanke på risikoen for, at det ville
kunne udvikle sig til en atomkrig, som ville have altødelæggende konsekvenser for både
Rusland og EU. Ifølge Waltz er der heller ingen tvivl om atomvåbnets stabiliserende effekt;
”Most important, policymakers and citizens in the Arab world, Europe, Israel, and the United
States should take comfort from the fact that history has shown that where nuclear
capabilities emerge, so, too, does stability. When it comes to nuclear weapons, now as ever,
Page 40 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
more may be better.” (Waltz 2012: para. 18). Han bruger verdenshistorien, som belæg for sin
påstand, i og med at der til dato endnu ikke har været krig mellem to atombevæbnede stater
(Waltz 2012: para. 16).
Til gengæld er der ud fra et realisme-teoretisk perspektiv adskillige aspekter i relationen
mellem EU og Rusland, der kan identificeres som værende destabiliserende for forholdet.
Hvor den liberalistiske tangegang vil betragte energisamarbejdet mellem EU og Rusland og
den resulterende økonomiske interdependens heraf som et skridt i en positiv retning for de to
parter, er der med realistiske briller god grund til at være en anelse mere pessimistisk omkring
energisamarbejdet. Det skyldes, at Ruslands ageren i forbindelse med energisamarbejdet langt
hen af vejen kan karakteriseres som realistisk, fordi Rusland adskillige gange har udnyttet
EU’s afhængighed til at true EU på den internationale scene i et forsøg på at maksimere egen
magt på bekostning af EU’s.
Således bliver afhængighed i realismen en akilleshæl, som kan udnyttes til at skabe ustabilitet,
hvorimod afhængighed ifølge liberalismen ville blive brugt til at forstærke og udbygge
samarbejdet for de implicerede parter og dermed sikre stabilitet.
Rusland bruger desuden Ukraines afhængighed af den russiske gas til at presse Ukraine til at
indgå aftaler med Rusland fremfor EU, og på den måde sørger Rusland for, at egne interesser
i Ukraine varetages, og at indflydelsen i landet øges. Ukraine har dog, siden den nuværende
præsident Petro Poroshenko kom til magten i 2014, tilstræbt en pro-europæisk aftale frem for
en pro-russisk, hvilket mundede ud i underskrivelsen af en ukrainsk frihandelsaftale med EU i
juni 2014 (Knudsen 2014). Så længe Ukraine foretrækker en pro-europæisk aftale frem for en
pro-russisk, korrelerer det med realismens ide om, at magten er relativ, idet EU’s øgede
indflydelse – og derved magt – gør, at Ruslands indflydelse og magt mindskes. Uagtet hvilken
side Ukraine ville vælge, ville det dog have en destabiliserende effekt, da det ville rokke ved
det interne magtforhold og betyde mindsket magt og mindre sikkerhed for den ene af parterne.
EU’s ønske om at få indflydelse i Østeuropa kan i det hele taget identificeres som et ønske om
øget magt og sikkerhed. Hvis EU på sigt skulle lykkes med at få indlemmet Ukraine i
unionen, ville dette være en enorm gevinst for EU, som på den måde ville komme tættere på
det resterende Østeuropa. Meget tyder dog på, at Rusland imidlertid opfatter EU’s
Page 41 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
østeuropæiske ekspansion som en sikkerhedstrussel, og derfor er dette også medvirkende til,
at spændingerne øges i konflikten mellem EU og Rusland.
7. Konklusion (Christian og Jonas)
Igennem opgaven har vi ved hjælp af IR-teorierne, realisme og liberalisme, forsøgt at
identificere, hvilke politikområder der fungerer som stabiliserende og destabiliserende i
forholdet mellem EU og Rusland. På baggrund af de to teoriers forskellige syn på
international politik har vi fået indblik i, hvor mange forskellige måder man kan se forholdet
på, og derfor også mange pointer hvorpå man kan drage sine konklusioner.
Realismen er den IR-teori, som synes mest oplagt til at beskrive, forklare og analysere
Ruslands ageren i international politik. Det skyldes især den måde, hvorpå Rusland forsøger
at fastholde og vinde indflydelse og magt i Østeuropa, heriblandt især i de tidligere
Sovjetstater. Landets offensive og militante udenrigspolitik kommer blandt andet til udtryk
ved den militære assistance til de pro-russiske separatister i Ukraine samt annekteringen af
Krim. Når en aktør søger at imødegå egne interesser gennem så aggressiv en tilgang til
international politik, indikerer det en tankegang, der klart og tydeligt kan karakteriseres som
realisme-teoretisk.
Ruslands realisme-teoretiske udenrigspolitik kan – som realisme i al almindelighed – i høj
grad kobles sammen med en destabiliserende effekt på det EU-russiske forhold. Det skyldes
blandt andet realismens fokus på magtfordelingen som relativ, hvilket under alle
omstændigheder vil have en destabiliserende effekt, da en aktør ikke kan tilegne sig magt,
uden at dette sker på bekostning af en aktør. Idet både EU og Rusland anser Ukraine som en
vigtig politisk aktør, der – hvis denne lægger sig definitivt fast på den ene af de to parter –
øger egen indflydelse og magt, vil én af de to stå som den tabende part. Netop af den årsag
bliver Ukraine billedet på det paradoksale ved forholdet mellem EU og Rusland, nemlig det at
forholdet i følge realismen er dømt til at være konfliktfyldt og destabiliserende.
Endvidere er Ruslands håndtering af energisamarbejdet med EU destabiliserende. Det
skyldes, at Rusland bruger de knappe og vitale energiressourcer, som EU er afhængige af,
som et politisk våben til at vinde indflydelse og rokke ved magtforholdet til EU
Vi kan ud fra den liberalistiske teori overordnet konkludere, at forholdet imellem EU og
Rusland formenligt aldrig vil nå til et punkt, hvor parterne vil bruge militær magt imod
Page 42 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
hinanden grundet den interdependens, der er opbygget. Selv på baggrund af Ukrainekonflikten, hvor Rusland har brugt militær magt, har EU været meget tilbageholdne og i
stedet forsøgt sig med restriktioner og sanktioner. Det hænger igen sammen med, at Ruslands
ageren i højere grad er bundet op på den realistiske IR-teori, hvorimod EU agerer ud fra den
liberalistiske.
Endvidere har vi i forhold til den liberalistiske teori analyseret os frem til bestemte
politikområder, hvori forholdet imellem EU og Rusland bedst beskrives som liberalistisk.
Mest centralt for nuværende er energisamarbejdet, der samtidig spiller en stor rolle i forhold
til den igangværende Ukraine-konflikt. Men vi har samtidig fundet ud af, at de internationale
samarbejder, både EU og Rusland er medlemmer af, er vigtige i forhold til den gensidige
afhængighed, da disse danner rammerne omkring samarbejdet.
Derudover spiller den geografiske placering og historiske kontekst også en stor rolle i det
indbyrdes forhold og påvirker det i en mere stabil retning. Dette på trods af at vi har
argumenteret for, at Rusland og EU har forskellige værdier og normer på baggrund af en
analyse om, hvorvidt Rusland er et demokrati eller ej. Der er nemlig stadig en kraftig
sammenhæng imellem Rusland og de EU-stater, der tidligere har været en del af
Sovjetunionen. Vi beskriver EU som en samlet enhed, hvilket i realiteten er en forenkling af
virkeligheden, da hver enkel medlemsstat i forhold til den realistiske teori agerer efter egne
interesser. Derfor kan vi også konkludere, at på trods af et skel imellem det værdisæt, EU og
Rusland repræsenterer, er der flere nuancer især i forhold til EU-medlemsstaterne. De
tidligere medlemmer af østblokken, herunder de baltiske lande, Polen osv. har altså et værdiog normsæt, der naturligt ligger tættere på Rusland end for eksempel Storbritanniens.
Med hensyn til graden af et stabilt forhold mellem EU og Rusland ser det dog alt i alt ud til at
trække i en destabiliserende retning. Dette skyldes primært det faktum, at flere samt mere
prominente realistiske end liberale antagelser er identificeret mellem de to parter. I og med at
realisme karakteriseres af mistillid og magtkampe mellem stater, er det kun logisk og naturligt
at disse aspekter sammenkædes med forholdet, hvilket gør det til et overvejende destabiliseret
forhold.
Page 43 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
8. Fremtidige problemstillinger (Christian og Jonas)
Da vi har identificeret Ukraine som en vigtig spiller imellem EU og Rusland, kunne man i
fremtidige opgaver sætte fokus på sandsynligheden for, at Ukraine vil blive optaget i EU eller
NATO, og hvilke konsekvenser dette vil have i forhold til det indbyrdes forhold imellem EU,
Rusland og Ukraine. Denne problemstilling vil igen være relevant i forhold til den realistiske
og liberalistiske teori-tilgang, da begge teorier anerkender Ukraines vigtighed i forhold til EU
og Ruslands indbyrdes relation.
Videre vil man kunne fokusere mere specifikt på Ruslands udenrigspolitik i forhold til
russiske minoriteter i tidligere sovjetlande, da disse ofte danner grundlag for Ruslands
aggressive adfærd på den internationale scene. Dette er igen en problemstilling, der kan
perspektiveres direkte til Ukraine-konflikten.
Yderligere vil det være interessant at undersøge EUs muligheder for at diversificere deres
import af naturgas og olie. Dette vil være relevant, da vi har identificeret energipolitikken
imellem Rusland og EU som værende det politikområde, hvor EU har den største
afhængighed af Rusland. En løsrivelse fra Ruslands naturressourcer vil have en afgørende
indflydelse på det indbyrdes forhold, da EU vil kunne have en mere effektiv udenrigspolitik
mod øst.
Afsluttende kunne man undersøge, hvorledes Ruslands offentlige diskurs i forhold til
samarbejdet med EU faktisk stemmer overens med virkeligheden. Vi har igennem vores
opgave oplevet, at den førte diskurs fra Rusland ofte har virket som samarbejdsvillig, imens vi
har kunnet konstatere, at Rusland i virkeligheden i højere grad har søgt konflikt end
samarbejde. Derudaf kan man argumentere for, at det ville være spændene at undersøge de
skjulte motiver i forbindelse med Ruslands ageren på den internationale scene.
9. Litteraturliste
9.1 Bøger
Basu, R. (ed.) (2012) International Politics: Concepts, Theories and Issues. New Delhi:
SAGE Publications India Pvt Ltd.
Page 44 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
D’Anieri, P. (2011) International Politics: Power and Purpose in Global Affairs. Boston:
Wadsworth.
Goodin, R. E. (2010) The Oxford Handbook of International Relations. Oxford: Oxford
University Press.
Hill, C. og Smith, M. (eds.) (2011) International Relations and the European Union, 2nd edn.
New York: Oxford University Press.
th
Kauppi, M. og Viotti, P. (eds.) (1999) International Relations Theory. 5 edn. Boston:
Longman.
Lewis, J. og Ritchie, J. (eds.) (2003) Qualitative Research Practice. London: SAGE
Publications Ltd.
Mearsheimer, J. J. (2001) The Tragedy of Great Power Politics. New York: W. W. Norton &
Company, Inc.
Mearsheimer, J. J. (2004)
Mearsheimer, J. J. (2013) I T. Dunne, M. Kurki og S. Smith (eds.) International Relations
Theories – Discipline and Diversity. Oxford: Oxford Press, 77-94.
Morgenthau, H. J. (2005): Politics Among Nations: The Struggle for Power and Peace, 7th
edn. New York: McGraw-Hill.
Powell, R. (1991) Absolute and Relative Gains in International Relations Theory.
Washington: Political Science Association
Waltz, K. N. (1979) Theory of International Politics. New York: McGraw-Hill.
Waltz, K. N. (1986) Reflections on Theory of International Politics. New York: University
Press of America.
Waltz, K. N. (2001) Man, the State and War: A Theoretical Analysis. New York: Columbia
University Press.
Page 45 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
9.2 Artikler
BBC News (2009) Russia to cut Ukraine gas supply. BBC News, [online]. Tilgængelig ved:
http://news.bbc.co.uk/2/hi/europe/7812368.stm [Tilgået 25. april 2015].
Boren, Z. D. (2015) Ukraine Crisis: Putin will cut gas to Europe unless Russia is paid by the
end of the week. The Independent, [online]. Tilgængelig ved:
http://www.independent.co.uk/news/world/europe/ukraine-crisis-putin-will-cut-gas-to-europeunless-russia-is-paid-by-the-end-of-the-week-10071475.html [Tilgået 25. april 2015].
Burakovsky, I. (2004) Regional economic integration as an element of economic security.
Institute for Economic Research and Policy Consulting, [online]. Tilgængelig ved:
http://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=9&ved=0CGAQFjAI&
url=httpprocent3Aprocent2Fprocent2Fwww.unece.orgprocent2Ftradeprocent2Fworkshopproc
ent2FOSCE_0304procent2Fpresentationsprocent2FBurakovski.doc&ei=pSNAVd3WGc7sO5
K5gOAF&usg=AFQjCNFzqbD_FRSRycJHwqer4kq3DdL7w&sig2=sM6YDNcKbtpR7U5hHxTj2g [Tilgået 29. april 2015].
Curran, J. (2015) Russian-Ukrainian Conflict Explained. Huffinton Post. Tilgængelig ved:
http://www.huffingtonpost.com/john-curran2/russian-ukrainian-conflictexplained_b_4909192.html [Tilgået 4. maj 2015].
Democracy Building (2004) Definiton. Democracy Building. . Tilgængelig ved:
http://www.democracy-building.info/definition-democracy.html [Tilgået 14. april 2015].
Den Store Danske (2015) Hermeneutik. Den Store Danske. Tilgængelig ved:
http://www.denstoredanske.dk/Sprog,_religion_og_filosofi/Filosofi/Filosofiske_begreber_og_
fagudtryk/hermeneutik [Tilgået 25. april 2015].
Denstoredanske (2015) Russia. Denstoredanske. Tilgængelig ved:
http://www.denstoredanske.dk/Samfund,_jura_og_politik/Samfund/International_politik_og_
organisationer/G8 [Tilgået 4. maj 2015].
DR Nyheder (2015) Gazprom og Ruslands regering protesterer over EU-klage. DR Nyheder,
[online]. Tilgængelig ved: http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2015/04/22/132345.htm
[Tilgået 3. maj 2015].
Page 46 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Europa-Kommissionen (2011) EU-Russia Energy Dialogue – the First Ten Years: 2000-2010.
Europa-Kommissionen. Tilgængelig ved:
http://ec.europa.eu/energy/sites/ener/files/documents/2011_eu-russia_energy_relations.pdf
[Tilgået 25. april 2015].
Europa-Kommissionen (2013b) EU-Russia Energy Cooperation until 2050. EuropaKommissionen. Tilgængelig ved:
http://ec.europa.eu/energy/sites/ener/files/documents/2013_03_eu_russia_roadmap_2050_sig
ned.pdf [Tilgået 4. maj 2015].
Europa-Kommissionen (2014) Indblik I EU-Politik. Europa-Kommissionen Tilgængelig ved:
http://europa.eu/pol/pdf/flipbook/da/trade_da.pdf [Tilgået 4. maj 2015].
Europa-Kommissionen (2015A) Russia. Europa-Kommissionen. Tilgængelig ved:
http://ec.europa.eu/trade/policy/countries-and-regions/countries/russia/ [Tilgået 4. maj 2015].
Europa-Kommissionen (2015B) Russia International Cooperation. Europa-Kommissionen.
Tilgængelig ved: http://ec.europa.eu/energy/en/topics/international-cooperation/russia [Tilgået
4. maj 2015].
European Union (2015) EU sanctions against Russia over Ukraine crisis. EU Newsroom.
Tilgængelig ved: http://www.cfr.org/ukraine/ukraine-crisis/p32540 [Tilgået 4. maj 2015].
Freedomhouse (2014) Freedom In the World. Freedomhouse.org Tilgængelig ved:
https://freedomhouse.org/report/freedom-world/2014/russia#.VUdGfvntmkp [Tilgået 4. maj
2015].
Garbačiauskaitė, M. (2014) Historian Timothy Snyder: Ukrainian crisis is not about Ukraine,
it’s about Europe. DELFI. Tilgængelig ved: http://m.en.delfi.lt/article.php?id=66368672
[Tilgået 4. maj 2015].
Global Risk Insights (2015) EU Struggling To Diversify Away From Russian Gas. Oil Price.
Tilgængelig ved: http://oilprice.com/Energy/Gas-Prices/EU-Struggling-To-Diversify-AwayFrom-Russian-Gas.html [Tilgået 2. maj 2015]
Page 47 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
GlobeScan (2005) In 18 of 21 Countries Polled, Most See Bush’s Reelection as Negative for
World Security. GlobeScan, [online]. Tilgængelig ved:
http://www.globescan.com/news_archives/bbcpoll.html [Tilgået 22. april 2015].
Høj, K., Nielsen, P. R., Pharsen, C. og Stenumgaard, I. (2014) Østeuropastudier – Hvorvidt
hænger demokratikvalitet og social ulighed sammen i Østeuropa.
Jervis, R. (1978) Cooperation under the Security Dilemma. John Hopkins University Press.
Tilgængelig ved:
http://www.columbia.edu/itc/sipa/S6800/courseworks/cooperation_under_dilemma.pdf
[Tilgået 3. april 2015].
Jervis, R. (2009) The Dustbin of History: Mutual Assured Destruction. Foreign Policy,
[online]. Tilgængelig ved: http://foreignpolicy.com/2009/11/09/the-dustbin-of-historymutual-assured-destruction/ [Tilgået 30. april 2015].
Lavrov, S. (2010) Brief Overview of Relations. Russian Mission, [online]. Tilgængelig ved:
http://www.russianmission.eu/en/brief-overview-relations [Tilgået 2. maj 2015].
Leveille, D. (2014) President Obama starts this week's trip to Europe in a country where his
popularity is huge. Public Radio International, [online]. Tilgængelig ved:
http://www.pri.org/stories/2014-03-23/president-obama-starts-weeks-trip-europe-countrywhere-his-popularity-huge [Tilgået 22. april 2015].
Lilmoes, S. P. (2014) Stort FN-flertal fordømmer russisk annektering. Berlingske, [online].
Tilgængelig ved: http://www.b.dk/globalt/stort-fn-flertal-fordoemmer-russisk-annektering
[Tilgået 28. april 2015].
MacFarquhar, N. (2014) Gazprom Cuts Russia’s Natural Gas Supply to Ukraine. New York
Times Tilgængelig ved: http://www.nytimes.com/2014/06/17/world/europe/russia-gazpromincreases-pressure-on-ukraine-in-gas-dispute.html?_r=0 [Tilgået 4. maj 2015].
McMahon, R. (2014) Ukraine in Crisis. Council on Foreign Relations. Tilgængelig ved:
http://www.cfr.org/ukraine/ukraine-crisis/p32540 [Tilgået 4. maj 2015].
Page 48 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Mearsheimer, J. J. (2004). Conversations in International Relations: Interview with John J.
Mearsheimer. International Relations, [online]. Tilgængelig ved:
http://mearsheimer.uchicago.edu/pdfs/A0039.pdf [Tilgået 3. maj 2015].
Mearsheimer, J. (2014) Why the Ukraine Crisis Is the West’s Fault. Foreign Affairs, [online].
Tilgængelig ved:
http://wakeupfromyourslumber.com/why_the_ukraine_crisis_is_the_wests_fault/ [Tilgået 29.
april 2015].
Ochoa, Z. (2013) Russia: The Democracy That Never Was. E-International Realtions
Students Tilgængelig ved: http://www.e-ir.info/2013/12/23/russia-the-democracy-that-neverwas/ [Tilgået 4. maj 2015].
Pirani, S., Stern, J. og Yafimava, K. (2009) The Russo-Ukrainian gas dispute of January
2009: a comprehensive assessment. Oxford Institute for Energy Studies. Tilgængelig ved:
http://www.oxfordenergy.org/wpcms/wp-content/uploads/2010/11/NG27TheRussoUkrainianGasDisputeofJanuary2009AComprehensiveAssessmentJonathanSternSimonPiraniKatjaYafimava-2009.pdf [Tilgået 25. april 2015].
Knudsen, T. H. (2014) Ukraine underskriver EU-aftalen, som antændte konflikten i landet.
Politiken. Tilgængelig ved:
http://politiken.dk/udland/fokus_int/fokus_krim/ECE2328519/ukraine-underskriver-euaftalen-som-antaendte-konflikten-i-landet/ [Tilgået 3. maj 2015].
Rittberger, V. (2004) Approaches to the Study of Foreign Policy Derived from International
Relations Theories. Center for International Relations. Tilgængelig ved:
https://aarhus.blackboard.com/bbcswebdav/pid-157613-dt-content-rid258260_1/courses/4120910051-E14-28962/approachesprocent20toprocent20theprocent20studyprocent20ofprocent20foreignprocent20po
licy.pdf?target=blank [Tilgået 3. april 2015].
Ritzau (2014) EU klager igen over Rusland i WTO. Børsen. Tilgængelig ved:
http://borsen.dk/nyheder/oekonomi/artikel/1/293602/eu_klager_igen_over_rusland_i_wto.htm
l [Tilgået 4. maj 2015].
Page 49 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Transparency (2014) Corruption Perceptions Index 2014: Results. Transparency International
Tilgængelig ved: http://www.transparency.org/cpi2014/results [Tilgået 4. maj 2015].
Transparency (2015) Corruption by country. Transparency International. Tilgængelig ved:
https://www.transparency.org/COUNTRY#RUS [Tilgået 4. maj 2015].
Waltz, K. (1981) The Spread of Nuclear Weapons: More May Better. Adelphi Papers,
[online]. Tilgængelig ved: http://polsci.colorado.edu/sites/default/files/10B_Waltz.pdf
[Tilgået 30. april 2015].
Waltz, K. (1988) The origins of war in neorealist theory. Journal of Interdisciplinary History,
[online]. Tilgængelig ved: http://www.metu.edu.tr/~utuba/Waltz.pdf [Tilgået 30. april 2015].
Waltz, K. (2012) Why Iran Should Get the Bomb – Nuclear Balancing Would Mean Stability.
Foreign Affairs, [online]. Tilgængelig ved: https://www.foreignaffairs.com/articles/iran/201206-15/why-iran-should-get-bomb [Tilgået 1. maj 2015].
Waterfield, B. (2014) G8 suspends Russia for annexation of Crimea. The Telegraph.
Tilgængelig ved: http://www.telegraph.co.uk/news/worldnews/europe/russia/10720297/G8suspends-Russia-for-annexation-of-Crimea.html [Tilgået 4. maj 2015].
World Bank (2013) World Development Indicators: Contribution of natural resources to gross
domestic product. World bank Environment. Tilgængelig ved:
http://wdi.worldbank.org/table/3.15 [Tilgået 4. maj 2015].
9.3 Illustrationer
Europa-Kommissionen (2013a) The Image of the European Union: Trend. [online
undersøgelse] Tilgængelig ved:
http://ec.europa.eu/public_opinion/archives/eb/eb80/eb80_first_en.pdf [Tilgået 23. april
2015].
Pew Research Center (2014a) Europeans, Americans More Negative toward Russia. [online
undersøgelse] Tilgængelig ved: http://www.pewglobal.org/2014/07/09/russias-global-imagenegative-amid-crisis-in-ukraine/pg-2014-07-09-russia-favorability-02/ [Tilgået 22. april
2015].
Page 50 of 51
Christian Pharsen 201209356
Jonas Friis-Jeppesen 20116572
05.05.2015
Pew Research Center (2014b) Confidence in Putin Low Worldwide. [online undersøgelse]
Tilgængelig ved: http://www.pewglobal.org/2014/07/09/russias-global-image-negative-amidcrisis-in-ukraine/pg-2014-07-09-russia-favorability-03/ [Tilgået 22. april 2015].
Page 51 of 51