artiklen
UfR ONLINE U.2015B.69 U.2015B.69 Erstatning uden for kontraktforhold 111.4 - 1.9 - Konkurs- og anden insolvensret 2.3 Om konkurrencen mellem konkurskreditorernes og konkursboets erstatningskrav mod tredjemand Formålet med artiklen er at klarlægge, om, og da hvornår, et konkursbo må acceptere, at en konkurskreditor foretager retsforfølgning af sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet. Det konkluderes, at en konkurskreditor kan retsforfølge sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, hvis konkurskreditor er direkte og individuelt skadelidt, forudsat at konkurskreditors, henholdsvis konkursboets krav ikke hviler på samme grundlag. Af advokat Anne Malling Hansen og advokatfuldmægtig Jonatan Hjortdal, begge Bech-Bruun 1. Indledning Der har været uklarhed om retsstillingen i de tilfælde, hvor både et konkursbo og en kreditor i samme bo (i denne artikel kaldet konkurskreditor) vil retsforfølge et muligt erstatningskrav mod tredjemand, og hvor kravene er konkurrerende.(1) Højesteret har nu i en kendelse (»Aurora«)(2) og i en dom (»eHuset«)(3) i to situationer taget stilling til, hvorvidt konkurskreditorer kan anses for at være skadelidte i så direkte og individuel grad, at konkursboet ikke kan afskære disse fra at retsforfølge deres mulige erstatningskrav, selvom kravet konkurrerer med konkursboets. Formålet med denne artikel er at undersøge, om den nye praksis fra Højesteret giver klarhed over, i hvilke tilfælde og under hvilke betingelser et konkursbo skal acceptere, at konkurskreditor kan retsforfølge sit mulige erstatningskrav mod det nu konkursramte selskabs ledelse eller revisor i konkurrence med konkursboet.(4) Problemstillingen vil formentlig være særlig relevant, hvor konkurskreditor har et simpelt krav der har udsigt til beskeden eller ingen dividende i konkursboet, også selvom konkursboet får medhold i sit erstatningskrav mod ledelsen og/eller revisor.(5) 2. Sammenfatning En gennemgang af retspraksis foranlediger os til at konkludere, at når konkurskreditors henholdsvis konkursboets krav ikke hviler på samme grundlag, vil en konkurskreditor altid kunne retsforfølge sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, hvis konkurskreditor er direkte og individuelt skadelidt. At konkurskreditors grundlag skal være forskelligt fra konkursboets, må forstås således, at det grundlag, som konkurskreditors erstatningskrav er baseret på, skal være forskelligt fra konkursboets. En konkurskreditor kan således foretage retsforfølgning af sit mulige erstatningskrav, hvis vedkommende kan påberåbe sig et konkret grundlag over for eksempelvis konkursboets typiske grundlag baseret på en tabsgivende drift og dermed en balanceforringelse efter, at håbløshedstidspunktet var indtruffet. Afgørelserne i eHuset og Aurora afklarer ikke det vigtige spørgsmål om, hvordan en endelig fordeling af et provenu fra en erstatningssag mod tredjemand skal være mellem konkursboet og konkurskreditor. Det kan dog konkluderes, at som følge af, at konkurskreditor alene kan foretage retsforfølgning af sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, hvis retten har fundet, at konkurskreditor er direkte og individuelt skadelidt, så vil et provenu hidrørende fra den af konkurskreditor anlagte retssag som udgangspunkt tilkomme konkurskreditor, som den, der har lidt tabet. Copyright © 2015 Karnov Group Denmark A/S 3. Problemstilling Direktører og medlemmer af et selskabs bestyrelse samt selskabets revisor er ved udførelsen af deres erhverv undergivet den almindelige erstatningsretlige regel kodificeret i selskabslovens § 361, stk. 1, der fastslår, at disse ifalder erstatningsansvar for den skade, de culpøst har påført selskabet, kapitalejerne og/eller tredjemand.(6) 70 I tilfælde af, at selskabet har lidt skade, som kan bebrejdes direktionen, medlemmer af selskabets bestyrelse og/eller dets revisor, er det selskabets generalforsamling, der har kompetencen til at træffe beslutning om, hvorvidt der skal anlægges erstatningssag mod dem, som har tilføjet selskabet skade, jf. selskabslovens § 364, stk. 1. Hvis selskabet tages under konkursbehandling, overgår denne beslutningskompetence til konkursboet,(7) der afleder retten til erstatningskravet fra det nu konkursramte selskab.(8) Retssag om erstatningskrav, som tilkommer og rejses af konkursboet, anlægges af kurator på konkursboets vegne, jf. konkurslovens § 135. I det tilfælde, at konkursboet og konkurskreditor hver især gør gældende, at retten til et konkret erstatningskrav tilkommer dem, og der er konkurrence mellem de to mulige erstatningskrav, rejses spørgsmålet, om konkursboet med henvisning til konkurslovens § 135 og/eller til princippet om universalsuccession og formålet med konkursen, der er at varetage konkurskreditorernes interesser som helhed, har fortrinsret til at foretage retsforfølgning af det mulige erstatningskrav. Den skadevoldende tredjemand kan alene tilpligtes at erstatte samme skade én gang i medfør af dansk rets almindelige erstatningsretlige principper. Dette betyder, at konkursboet og konkurskreditor ikke begge kan tilkendes erstatningskrav over tredjemand angående samme skadevoldende forhold. Det bliver således af afgørende betydning for konkurskreditor, om konkurskreditor kan retsforfølge sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet. Hvis konkurskreditor ikke kan retsforfølge sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, vil konsekvensen være den, at konkursboet, hvis det tilkendes et erstatningskrav over tredjemand, vil fordele provenuet efter konkursordenen. En fordeling efter konkursordenen vil i de fleste tilfælde betyde, at der ikke vil være nogen nævneværdi dividende til den simple konkurskreditor. Kan konkurskreditor derimod retsforfølge sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, vil konkurskreditor som udgangspunkt kunne beholde provenuet fra erstatningssagen selv, side 1 UfR ONLINE hvilket alt andet lige vil medføre en dækning af konkurskreditors tab. 4. Højesteretspraksis 4.1 Aurora-kendelsen I Aurora havde konkursboet efter Fiskeeksporten Aurora anlagt sag mod selskabets revisor. Konkursboet gjorde gældende, at revisors revisionspåtegning af selskabets seneste aflagte årsrapport var behæftet med så alvorlige mangler, at regnskabet ikke gav et retvisende billede af selskabets økonomiske stilling. Konkursboet gjorde derfor gældende, at revisor burde have taget forbehold for selskabets fortsatte drift, i hvilken situation selskabets ledelse ikke ville have forsat selskabets tabsgivende drift i en yderligere periode. Konkurskreditorerne, Prime Ocean og Seamore, havde efter konkursboets anlæggelse af retssag anlagt individuelle retssager mod revisor med påstand om erstatning af tab for levering på kredit til Aurora. Konkurskreditorerne gjorde gældende, at deres tab var forårsaget af, at Auroras revisor med urette havde forsynet selskabets årsrapport for 2009 med en blank revisionspåtegning, idet de hver især havde fortsat deres levering på kredit i tillid til årsregnskabet med den blanke revisionspåtegning. Konkursboets og Prime Oceans og Seamores sager blev behandlet sammen efter retsplejelovens § 254 og forelagt Højesteret. Spørgsmålet for Højesteret var, om Prime Ocean og Seamore som konkurskreditorer var afskåret fra parallelt at retsforfølge deres individuelle, mulige erstatningskrav mod revisor, i det omfang disse kunne anses for at være indeholdt i det mulige erstatningskrav, som konkursboet havde rejst mod revisor.(9) Forholdet mellem konkursboets og Prime Oceans og Seamores sager blev udskilt til særskilt behandling under sagens forberedelse. I kendelsen udtalte Højesteret, at: »Prime Oceans og Seamores krav er baseret på, at de i tillid til den blanke revisionspåtegning har leveret fisk på kredit til det nu konkursramte selskab, hvilket de ikke ville have gjort, hvis de ikke var blevet præsenteret for årsrapporten. De ville i så fald ikke have lidt tab ved, at deres fakturaer for den pågældende periode ikke er blevet betalt. Konkursboets krav er baseret på, at den blanke revisionspåtegning har bevirket, at Fiskeeksporten Aurora Esbjerg fortsat har en tabsgivende drift i yderligere en periode, og kravet er opgjort som balanceforringelsen i denne periode. Det følger af det anførte, at kravene ikke har samme grundlag.« [vores fremhævelse] U.2015B.69 sionsskik og pådraget sig et erstatningsansvar over for dem hver især. Konkursboets påståede krav var baseret på, at ledelsen efter konkursboets opfattelse ville have standset selskabets tabsgivende drift på et tidligere tidspunkt, hvis ledelsen havde været bekendt med den faktiske økonomiske situation i selskabet, hvorfor revisionsfirmaerne skulle erstatte den skade, der var påført selskabet. Konkursboet opgjorde tabet som underbalancen i perioden. Jyske Banks påståede krav baserede sig på, at banken ikke ville have ydet kredit (overtaget engagementet) til selskabet, såfremt revisionspåtegningerne havde været retvisende. Jyske Bank gjorde gældende, at revisionsfirmaerne havde pådraget sig et erstatningsansvar direkte over for Jyske Bank og opgjorde bankens tab som tabet på lånet til selskabet. Højesteret udtalte følgende omkring forholdet mellem konkursboets og Jyske Banks krav: »I begge sager begrundes erstatningskravet med, at eHusets årsregnskaber for 1998/1999 og 1999/2000 ikke er retvisende, og at revisionen af årsregnskaberne ikke er udført i overensstemmelse med god revisionsskik. Jyske Banks krav om erstatning angår tab i forbindelse med konkret kreditgivning i tillid til regnskaberne. Højesteret finder, at konkursboets sagsanlæg ikke kan afskære Jyske Bank fra særskilt at rejse krav om erstatning for det tab, som banken gør gældende at have lidt ved at have ydet kredit til eHuset i tillid til de revisorpåtegnede regnskaber for 1998/1999 og 1999/2000, idet kravet angår erstatning for en skade, som direkte og individuelt har ramt denne kreditor.«[vores fremhævelser] Jyske Bank havde tilbagekaldt sin anmeldelse af kravet i konkursboet forud for sit sagsanlæg. Tilbagekaldelsen skal formentlig ses i lyset af UfR.1980.825 Ø (»Amanda Busrejser«). En mandatar, som repræsenterede rejsekunders (konkurskreditorers) krav, anmodede under sagens forberedelse om at indtræde som hovedintervenient i konkursboets anlagte erstatningssag mod selskabets tidligere direktør. Retten afviste mandatarens anmodning og begrundede afvisningen med, at mandataren havde opretholdt anmeldelsen af rejsekundernes krav i konkursboet, og at konkursboets rejste erstatningskrav således omfattede de på samme grundlag mod direktøren rejste krav. Det følger af Amanda Busrejser og senest af Aurora, at forståelsen af termen »samme grundlag« er af central betydning for, om konkurskreditor kan retsforfølge sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet. Hvad der forstås ved »samme grundlag« gennemgås i det følgende. 71 Selvom såvel konkursboets som Prime Oceans og Seamores krav støttedes på samme ansvarspådragende forhold, fandt Højesteret, at Prime Ocean og Seamore ikke var afskåret fra parallelt at retsforfølge deres individuelle mulige erstatningskrav mod revisor. Som begrundelse herfor udtalte Højesteret, at: »Konkursboets sagsanlæg kan ikke afskære Prime Ocean og Seamore fra at kræve erstatning hos tredjemand for en skade, som direkte og individuelt har ramt disse kreditorer, jf. herved Højesterets dom af 5. februar 2014 (UfR 2014, s. 1346). Dette gælder, uanset om konkursboet mener at have et krav mod tredjemand i anledning af samme ansvarspådragende forhold. Kreditorernes direkte og individuelle tab kan endvidere ikke anses for subsidiære i forhold til konkursboets krav.«[vores fremhævelser] Kendelsens betydning analyseres nærmere i det følgende. 4.2 eHuset-dommen Højesteret henviser i sine præmisser i Aurora til Højesterets dom i eHuset. I eHuset havde konkursboet, henholdsvis konkurskreditor ved Jyske Bank, anlagt retssag mod to revisionsfirmaer, idet begge gjorde gældende, at revisionsfirmaerne havde tilsidesat god reviCopyright © 2015 Karnov Group Denmark A/S 5. »Samme grundlag« Det kan af afgørelserne i eHuset og Aurora udledes, at en direkte og individuel skadelidt konkurskreditor i konkurrence med konkursboet kan anlægge erstatningssag mod samme skadevolder, hvis konkurskreditors krav er baseret på et andet grundlag end konkursboets. Når kravene ikke bygger på det samme faktiske og retlige grundlag, kan det ene søgsmål således ikke have »litispendens-virkning« i forhold til det andet.(10) Dette gælder også, selv om kravene udspringer af samme fundamentale problemstilling. Højesteret anfører i Aurora, at konkurskreditors og konkursboets krav ikke har samme grundlag. I Aurora var konkursboets krav baseret på selskabets tabsgivende drift i yderligere en periode, mens konkurskreditorernes krav var baseret på, at de havde leveret fisk på kredit til det nu konkursramte selskab. Grundlaget synes at skulle forstås som det grundlag, på hvilket konkursboet henholdsvis de enkelte konkurskreditorer kan opgøre deres erstatningskrav, det være sig en balanceforringelse som konkursboets i Aurora og fakturakrav som konkurskreditors. side 2 UfR ONLINE I Aurora var grundlaget, fakturakravene, for opgørelsen af Prime Oceans og Seamores krav indeholdt i konkursboets tabsopgørelse, idet fakturakravene indgik som gældsforpligtelser i balancen, som dannede grundlag for opgørelsen af konkursboets tab. 72 Selv om der således var overlap i opgørelsen af selve kravene, nåede Højesteret frem til, at kravene havde forskelligt grundlag. Vi bemærker, at konkursboet allerede under byretssagen adresserede overlapningsproblematikken, men at hverken landsretten eller Højesteret adresserede denne. Den tidligere teoretiske diskussion om, at et sådant »overlap« måtte medføre, at konkurskreditors krav blev afvist, synes med kendelsen i Aurora at være tilbagevist.(11) Den tidligere opfattelse af, at konkurskreditors retsforfølgelse af sit mulige erstatningskrav forudsatte, at konkurskreditor ikke havde gjort eller ubetinget havde tilbagekaldt sit anmeldelses- og dividendeberettigede krav i konkursboet, er således tillige tilbagevist.(12) Hvis »grundlag« skal forstås så bogstaveligt, som det må udledes af Aurora, så vil der være meget få tilfælde, hvor grundlaget for konkursboets, henholdsvis kreditorernes, krav vil være det samme. Konkursboets krav i denne type erstatningssager, hvor der kan være konkurrence med enkelte konkurskreditorers krav, vil skulle opgøres som balanceforringelsen og ikke som eksempelvis et fakturakrav. I Amanda Busrejser blev konkurskreditorerne afskåret med den begrundelse, at konkursboets og konkurskreditorernes krav havde samme grundlag, idet konkursboet under retssagen oplyste, at dets endelige krav under sagen mod selskabets tidligere direktør ville indeholde samtlige de af mandataren indtalte krav gjort gældende på vegne af konkurskreditorer. Det er vores forståelse af afgørelsen i Amanda Busrejser, at retten må have lagt til grund, at konkursboets krav ville indeholde nettobeløbene for forudbetalingsbeløbene samt nettobeløbene for afholdte omkostninger af rejsekunderne selv, som intervenientens samlede krav var opgjort på baggrund af. Konkursboets krav var således ikke opgjort på baggrund af balanceforringelsen for en given periode. En sådan forståelse af afgørelsen rejser det spørgsmål, om et konkursbo kan anses for at være direkte skadelidt i forhold til forudbetalingsbeløb modtaget af det nu konkursramte selskab. 6. Øvrige betingelser 6.1 Direkte og individuel skadelidt Højesteret udtalte i Aurora, at hvis konkursboets og de enkelte konkurskreditorers mulige krav hviler på forskellige grundlag, så kan konkursboet ikke afskære sagsanlæg mod tredjemand fra en enkelt konkurskreditor, hvis denne har lidt en direkte og individuel skade. At den enkelte konkurskreditor for at kunne retsforfølge sit mulige erstatningskrav skal være direkte og individuelt skadelidt, er ikke en yderligere betingelse i forhold til den almindelige erstatningsret.(13) Om konkursboet og/eller den enkelte konkurskreditor er direkte skadelidt, giver i de fleste tilfælde ikke anledning til lange overvejelser. Landsrettens afgørelse i Amanda Busrejser hverken kan eller skal bruges som vejledning ved vurderingen af, hvem af konkursboet henholdsvis konkurskreditor som må anses for direkte skadelidte. I Amanda Busrejser nåede landsretten til det resultat, at allerede fordi konkursboet og mandatarens krav hvilede på samme grundlag, kunne mandataren ikke indtræde i retssagen som hovedintervenient. I landsrettens afgørelse blev der ikke taget eksplicit stilling til, om Copyright © 2015 Karnov Group Denmark A/S U.2015B.69 konkursboet kunne anses som direkte skadelidt i forhold til konkurskreditorernes krav. Det forekommer vanskeligt at anse selskabet, nu konkursboet, som direkte skadelidt for erstatningskrav på forudbetaling, som rejsekunderne havde indbetalt til selskabet. Selskabets tab må anses for at være et indirekte tab afledt af konkurskreditors direkte tab. På den baggrund synes afgørelsen i Amanda Busrejser at hvile på et forkert grundlag.(14) Der kan være tilfælde, hvor konkurskreditor på samme grundlag, eksempelvis et fakturakrav, kan anses for at være indirekte skadelidt i forhold til selskabet, men direkte skadelidt i forhold til en solidarisk ansvarlig tredjemand. Forestiller man sig den situation, at et selskab lider tab som følge af underslæb eller anden økonomisk kriminalitet foretaget af et selskabs ledelsesmedlem med den følge, at selskabet går konkurs, så er det selskabet, nu konkursboet, som må anses for at være direkte skadelidt. Den enkelte konkurskreditor vil som følge af det passerede ikke have et direkte krav mod ledelsesmedlemmer, idet konkurskreditors krav mod ledelsesmedlemmet er afledt af selskabets. Har underslæbet været foregået hen over en regnskabsaflæggelsesperiode, og har revisionen ikke opdaget det passerede, hvorefter årsregnskabet er aflagt på ukorrekt grundlag, og kan revisionen bebrejdes dette, vil den enkelte konkurskreditor, der har handlet i tillid til 73 årsregnskabet, formentlig kunne rejse krav mod revisor, idet den enkelte konkurskreditor i forhold til revisor vil blive anset for at være direkte skadelidt. 6.2 »Samme forhold« Højesteret udtalte i kendelsen i Aurora, at: »Konkursboets sagsanlæg kan ikke afskære Prime Ocean og Seamore fra at kræve erstatning hos tredjemand for en skade, som direkte og individuelt har ramt disse kreditorer, jf. herved Højesterets dom af 5. februar 2014 (UfR 2014, s. 1346). Dette gælder, uanset om konkursboet mener at have et krav mod tredjemand i anledning af samme ansvarspådragende forhold. Kreditorernes direkte og individuelle tab kan endvidere ikke anses for subsidiære i forhold til konkursboets krav.« [vores fremhævelse] Disse bemærkninger efterlader ikke nogen tvivl om, at det er uvedkommende for vurderingen af, om konkurskreditor kan fortage retsforfølgning i konkurrence med konkursboet, om den direkte og individuelle skadelidte konkurskreditor mener at have et krav mod tredjemand i anledning af samme ansvarspådragende forhold som konkursboet. 7. Sammenfatning og perspektivering Højesteret har med kendelsen i Aurora og dommen i eHuset fastslået, at en konkurskreditor kan retsforfølge sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, hvis konkurskreditor er direkte og individuelt skadelidt, og hvis konkurskreditors, henholdsvis konkursboets krav ikke hviler på samme grundlag. Grundlaget synes at skulle forstås som grundlaget, efter hvilke konkursboet henholdsvis konkurskreditor kan basere deres erstatningskrav, fx fakturakrav eller krav på balanceforringelse. Det er uden betydning for vurderingen, om konkurskreditor og konkursboet mener at have et krav mod tredjemand på grundlag af samme ansvarspådragende forhold, fx en fejlagtig revisionspåtegning. Denne tydeliggørelse af retstilstanden medfører, at kurator ikke kan afskære en direkte og individuelt skadelidt konkurskreditor fra at retsforfølge sit mulige erstatningskrav under henvisning til, at kompetencen hertil principalt tilkommer konkursboet i medfør af side 3 UfR ONLINE konkurslovens § 135 og under henvisning til universalforfølgningsprincippet i konkurs. Princippet om universalforfølgning og konkurslovens § 135 har således ikke forrang eller lex specialis-status i forhold til almindelige erstatningsretlige principper. Højesteret har ikke med kendelsen i Aurora og dommen i eHuset taget eksplicit stilling til, om det forhold, at konkurskreditor kan retsforfølge sit direkte og individuelle erstatningskrav mod tredjemand, medfører, at erstatningskravet (og dermed et provenu fra erstatningssagen) i sidste ende alene tilkommer konkurskreditor. I Aurora blev problemstillingen rejst under sagens forberedelse. Hovedsagen verserer fortsat i skrivende stund. I eHuset fandt Højesteret, at der hverken forelå et erstatningsansvar for revisionsfirmaerne over for konkursboet eller konkurskreditor grundet manglende årsagssammenhæng. Om provenu fra en erstatningssag skal indgå i bomassen og udloddes som dividende efter konkursordenen, om konkurskreditor kan beholde hele provenuet selv, eller om provenuet skal fordeles i et forholdsmæssigt omfang mellem konkursbo og konkurskreditor er 1 2 3 4 5 6 7 8 Se Georg Lett m.fl. i ET.2010.79. Højesterets kendelse af 24. juni 2014 i sag 272/2013. Kendelsen er gengivet i UfR.2014.2918 H. Højesterets dom af 5. februar 2014 i sagerne 87/2011 og 93/2011. Dommen er gengivet i UfR.2014.1346 H. Se hertil også Arne Bierfreund i RR.8.2009.26. Dette afhænger dog af, hvordan et eventuelt provenu fra en erstatningssag mod tredjemand skal fordeles mellem konkursboet og konkurskreditor. Se fx Jan Schans Christensen, Kapitalselskaber, 4. udgave, 2014, side 697. Se Bernhard Gomard og Peer Schaumburg-Müller, Kapitalselskaber, 7. udgave, 2013, side 589 og Jan Schans Christensen, Kapitalselskaber, 4. udgave, 2014, side 710 med henvisning til UfR.2001.873 H. At kompetencen til at anlægge erstatningssagen kun overgår til konkursboet som udgangspunkt skyldes, at konkursboet ikke per definition afleder ret til erstatningskravene fra det nu konkursramte selskab. Der kan således være tilfælde, hvor erstatningskravet i højere grad tilkommer konkurskreditorerne end det nu konkursramte selskab, da det reelt ikke er selskabet, men de individuelle konkurskreditorer, der har lidt tabet. I disse tilfælde vil boet nærmere agere som repræsentant for kreditorerne i forbindelse med retsforfølgningen af deres krav. Dette forhold er nærmere diskuteret i norsk ret, jf. herom Georg Lett m.fl. i ET.2010.79, afsnit 5. Copyright © 2015 Karnov Group Denmark A/S U.2015B.69 en konkret vurdering ud fra, hvem som har lidt tabet, idet provenuet som udgangspunkt tilkommer den, som har lidt tabet, dvs. er direkte skadeslidt.(15) Har retten foretaget en vurdering af, om konkurskreditor kan foretage retsforfølgning af sit mulige erstatningskrav i konkurrence med konkursboet, har retten allerede fundet, at konkurskreditor er direkte skadeslidt. Der er herefter grundlag for at konkludere, at et provenu fra konkurskreditors anlagte retssag vil tilkomme konkurskreditor. Det forhold, at konkursboer er forpligtet til at tåle, at konkurskreditor kan retsforfølge sit direkte og individuelle mulige erstatningskrav mod tredjemand, vil navnlig for konkursboer få betydning i relation til procesøkonomiske overvejelser. Kuratorer er nu henvist til at overveje, om det er hensigtsmæssigt at stævne for et muligt erstatningskrav opgjort på grundlag af blandt andet et krav, som konkurskreditor som direkte og individuel skadeslidt selv ønsker at retsforfølge, velvidende at det kan medføre en øget retsafgift og øgede sagsomkostninger for konkursboet. 9 10 11 12 13 14 15 Sagen vedrørte for Højesteret alene søgsmålskompetencen. Se Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, Lasse Højlund Christensen og Kim Sommer Jensen, Konkurs, 2014, side 617. Synspunktet om at overlap afskærer konkurskreditorer, er blandt andet fremført af Bernhard Gomard og Peer Schaumburg-Müller, Kapitalselskaber, 7. udgave, 2013, side 589. Som det var tilfældet i både Amanda Busrejser og eHuset. Da et erstatningskrav netop tilkommer den direkte skadelidte, jf. Bo von Eyben og Helle Isager, Lærebog i erstatningsret, 7. udgave, 2011, side 326 og Anders Vinding Kruse, Erstatningsretten, 5. udgave, 1989, side 285 ff. Thorbjørn Sofsrud kritiserer også afgørelsen i UfR.1980.825 Ø (»Amanda Busrejser«) for at være urigtig, idet han anfører, at en del af erstatningskravet tilkom den individuelle kreditor og ikke selskabet. På den baggrund mener Sofsrud, at kreditorerne burde have haft søgsmålskompetencen, jf. Thorbjørn Sofsrud, Bestyrelsens beslutning og ansvar, 1999, side 237238. Se UfR.2006.870 H, hvor Højesteret udtalte, at erstatningskravet som følge af en uberettiget opsigelse og realisation tilkom den, der havde lidt tabet. Som udgangspunkt skulle kravet derfor gøres gældende af, eller til fordel for den, som havde lidt tabet, og efter skadeslidtes konkurs af eller til fordel for skadeslidte. Højesteret udtalte, at der ikke var oplyst omstændigheder, der kunne føre til fravigelse af dette udgangspunkt. side 4
© Copyright 2024