1. No category

RUBICON 2015 (1)
Leder
Af de ansvarshavende redaktører Aske Hennelund Nielsen og Bue KindtlerNielsen
Historiestudiet på Syddansk Universitet kan bolstre sig af mange gode og
dygtige undervisere og lektorer, som er anerkendt både i Danmark og i
udlandet. Desværre måtte vi, de studerende på SDU, sige farvel til en af
dem i slutningen af sidste år, da Kurt Villads Jensen afsluttede hans 20årige karriere på Syddansk Universitet Odense, idet han har modtaget et
professorat i middelalders historie på Stockholms Universitet. Mange studerende har stiftet bekendtskab med Kurt Villads igennem hans mange år
som underviser i både store fag som Europa i Verden, men også igennem
hans mange områdefag omkring middelalderen, korstogene og helgener.
Her har hans livsglæde og entusiasme for perioden altid være en fornøjelse at være vidne til. Andre studerende, som begge ansvarshavende redaktører for Rubicon hører under, har også haft den glæde at arbejde som
instruktorer under Kurt Villads.
På vegne af Rubicon og de studerende på Syddansk Universitet vil vi gerne sige tusind tak til Kurt Villads for de mange år, vi har tilbragt sammen
med ham på historiestudiet. Vi ønsker ham alt mulig held i hans fremtid i
Stockholm, og vi ser frem til at læse hans næste udgivelser.
Forårssemestret er begyndt, og dermed udkommer det næste nummer af
Rubicon, der i anledning af 1864 denne gang er dedikeret til de danske
hertugdømmers historie, for at vise at der er mere til den sønderjyske historie end bare slaget ved Dybbøl. Vi har blandt andet artikler om det
slesvigsk-holtenske ridderskab i middelalderen og renæssancen og om
den fribondested ved Haderslev Næs. Derudover har lektor Michael
Bregnsbo bidraget med en artikel om nationalismens betydning for de
slesvigske krige i 1848-1851.
1
RUBICON 2015 (1)
Indhold
Helstaten, nationalismen og borgerkrigen 1848-51
4
Michael Bregnsbo
20 ”En duft af lavadel”
Mikkel Leth Jespersen
2
RUBICON 2015 (1)
32
Det slesvig-holstenske
ridderskabs politiske indflydelse
Kjeld Stabell
53 Fra SK 4b til MH 17
Therkel Stræde
63 ”De har en kvindelig hersker.
Så dybt er de sunket”
Christina Holst
72 Fanget på østfronten
Anmeldelse af The Vinh Tran
75 Spøgelsesfronten
Anmeldelse af Peter Klüwer
3
RUBICON 2015 (1)
Helstaten, nationalismen og borgerkrigen 1848-51
Af lektor, ph.d., Michael Bregnsbo, Institut for Historie, Syddansk Universitet
I marts 1848 gik en demonstration af borgere gennem Københavns gader
til Christiansborg Slot for at overrække den nye konge, Frederik VII, krav
om afskaffelsen af enevælden og indførelse af en fri forfatning. Kongen
modtog en deputation fra demonstrationen og lod meddele, at det gamle
ministerium allerede var afskediget, og at han fra nu af betragtede sig selv
som konstitutionel monark. Da demonstranterne ude på slotspladsen blev
meddelt dette svar, brød de ud i jubel og hurraråb – og gik dernæst hver
til sit. Kongen kommenterede efter sigende selv situationen med ordene:
”Nu kan jeg sove, så længe jeg gider”! Det var en revolution på dansk –
fredelig og ublodig, ja man fristes til at sige hyggelig. Det indtryk bekræftes, når man ser, at der senere på året blev holdt valg til en grundlovgivende rigsforsamling, der lod udarbejde Danmarks Riges Grundlov, der
den 5. juni 1849 fik kongens underskrift. Valgretten, som blev hjemlet i
denne grundlov, var efter samtidens normer enestående demokratisk.
Valgret til Folketinget havde nemlig alle over 30, med mindre de var et af
de syv F’er:
4
-
Fruentimmere
-
Folkehold (d.v.s. tjenestefolk uden egen husstand)
RUBICON 2015 (1)
-
Fattige (d.v.s. modtagere af offentlig fattighjælp)
-
Fremmede (d.v.s. ikke-danske statsborgere)
-
Forbrydere (d.v.s. straffede personer)
-
Fjolser (d.v.s. umyndiggjorte)
-
Fallenter (d.v.s. folk uden råderet over eget bo)
Og set i et bredere europæisk perspektiv var systemskiftet i Dan-
mark 1848-49 også bemærkelsesværdigt. Også mange andre steder i Europa fandt der politiske systemskifter sted i foråret 1848, og ideologiske,
politiske og sociale modsætninger stod stærkt. Men her skete forandringerne ved voldelige og blodige revolutioner, gade- og barrikadekampe
står som et stærkt symbol i den offentlige erindring herom. Og ikke nok
med det: allerede i efteråret 1848 kom reaktionære kræfter atter ovenpå,
de gamle magthavere vendte tilbage og undertrykte brutalt de hårdt tilkæmpede frihedsgoder fra det europæiske forår 1848. Sådan gik det slet
ikke i Danmark. Hvordan kan denne exceptionelt fredelige og harmoniske
danske udvikling forklares?
Helstat eller imperium
Her må man imidlertid allerførst tage i betragtning, at begrebet ”Danmark” i 1848 ikke var noget entydigt begreb. Kongeriget Danmark indgik
nemlig i en helstat, der også bestod af hertugdømmerne Slesvig, Holsten
og Lauenburg, af hvilke de to sidstnævnte var medlemmer af Det tyske
Forbund, en løs sammenslutning af store, mellemstore og små tyske stater. Desuden indgik Grønland, Island, Færøerne og de tre danskvestindiske øer, men de er ikke så væsentlige i denne artikels sammenhæng. I bogen Det danske imperium. Storhed og fald har Kurt Villads Jensen og jeg argumenteret for, at det nuværende Danmark gennem det meste af historien har indgået i en større statsdannelse som ét blandt flere
territorier. Og vi har gjort gældende, at danmarkshistorieskrivningen har
været præget af, at det nuværende Danmark, en lille, udsat og fredeligsindet småstat, er blevet projiceret tilbage på tidligere tidsaldre, og den
5
RUBICON 2015 (1)
nævnte fler-territorialitet, og hvad den har betydet for den danske stat, er
blevet mere eller mindre ignoreret. I et forsøg på at komme ud over denne
traditionelle ramme for danmarkshistorieskrivningen har vi anvendt begrebet ”det danske imperium” for derigennem at ind- og medtænke skiftende tiders fler-territorialitet og den betydning, territorierne havde for
hinanden1.
I modsætning til de to hertugdømmer Holsten og Lauenburg,
hvoraf sidstnævnte ikke er så vigtigt i denne sammenhæng, var hertugdømmet Slesvig ikke medlem og havde aldrig været det2. Men ikke desto
mindre var Slesvig og Holsten tæt knyttet til hinanden og havde været det
siden Ribeprivilegiet af 1460, der rummede den berømte plattyske sætning: “Dat se bliven ewich tosamende ungedelt”. D.v.s. at de to hertugdømmer udgjorde en realunion som var i personalunion med kongeriget
Danmark. Dette dokument og den nævnte sætning fik stor betydning i løbet af 1800-tallets politiske og nationale konflikter3.
Nationale modsætninger
I løbet af det tidlige 1800-tal var Slesvig og Holsten blevet mere økonomisk udviklet end kongeriget, og hertugdømmernes erhvervsmæssige og
intellektuelle eliter blev derfor i højere og højere grad orienteret imod
Tyskland snarere end selve Danmark. I 1834 var den tyske Zollverein
(toldunion) blevet etableret, og som medlem af Det tyske Forbund var
Holstein naturligvis medlem her, mens Slesvig netop ikke var. Men oprettelsen af Zollverein førte til ønske om, at Slesvig måtte indgå i den sammen med Holsten. Ja, der var sågar dem, der mente, at også kongeriget
Danmarks fremtid lå i Det tyske Forbund som dets admiralstat. Men denne ide vakte imidlertid stærk vrede i selve kongeriget og blandt dansksin-
Bregnsbo & Jensen.
Bregnsbo & Jensen 2004).
3 Jahnke (2003); Riis (2003).
1
2
6
RUBICON 2015 (1)
dede slesvigere. Så ville de hellere – langt hellere – lade Holsten udsondre
af helstaten og til gengæld knytte Slesvig så meget desto tættere til kongeriget. Følgelig blev de liberale i kongeriget Danmark nationalliberale4.
Ideen om at Slesvig skulle tilsluttes Det tyske Forbund var
uacceptabel set fra dansk side, dels fordi Slesvig som nævnt aldrig havde
været en del af dette, og dels fordi Slesvig havde en betydelig plads i den
danske nationalmytologi. Men blandt tysksindede slesvigere var der derimod tilslutning til ideen om, at Slesvig både skulle med i toldunionen og i
Det tyske Forbund, ja sågar var der tilslutning til tættere integration imellem Slesvig og Holsten. Derved opstod den separatistiske ideologi slesvigholstenisme (med bindestreg), og de liberale i hertugdømmerne blev ligesom deres ideologiske fæller i kongeriget nationalliberale 5. Men rigtignok
henholdsvis tysk- og dansk-nationalliberale. Problemet var, at Slesvig var
sprogligt og etnisk blandet. I den nordlige del var dansk fremherskende,
den sydlige del tysk, i den midterste del var sprog og etnicitet blandet, om
end tysk her var på fremmarch6. Slesvig var derved genstand for en konflikt mellem to nationaliteter og politisk om, hvor vidt hertugdømmet
skulle være dansk eller tysk.
Politiske, sociale og dynastiske problemer
Hertil kom så, at den danske helstat i løbet af 1830’erne og 1840’erne stod
over for en række andre alvorlige problemer af politisk og social art. Såvel
i kongeriget som i hertugdømmerne var der liberale politiske bevægelser,
der kæmpede for at få enevælden afskaffet og erstattet af en fri forfatning.
Men selv om de liberale i alle dele af helstaten delte dette mål, så betød
konflikten om Slesvig som nævnt imidlertid, at de dansksindede og tysk-
4
5
6
Jensen, Hans (1934), pp. 37-355; Fink (1946) pp. 287-303; Fink (1950-1952), pp. 93-106;
Skovgaard-Petersen (1985), pp. 181-184 & 190-197; Hansen (2008), pp. 67-84.
Hansen, (2005).
Allen (1857-1858); Bock (1946); Thorsen, P.K. (1901); Rohweder (1976); Schultz Hansen
(2008), pp. 63ff..
7
RUBICON 2015 (1)
sindede liberale trods fælles ideologisk tankegods stod uforsonligt over
for hinanden7.
Inden for landbefolkningen, som udgjorde langt hovedparten
af befolkningen i helstaten, var misfornøjet med de eksisterende skatteog værnepligtssystemer, idet den fandt, at denne del af befolkningen bar
en uforholdsmæssig stor del af de offentlige byrder her. Heri kunne både
gårdmænd, husmænd og landarbejdere være enige. Men de to sidstnævnte, der udgjorde landbosamfundets voksende underklasse, lod desuden
oftere og oftere deres røst høre med egne krav om forbedringer i deres
retlige og sociale forhold8.
Og for at det ikke skal være løgn, var problemerne større endnu. Der var nemlig også dynastiske problemer, som medvirkede til spændingerne internt i helstaten. I løbet af 1830’erne og 1840’erne begyndte
det at stå klart for flere og flere, at mandslinien i kongehuset sandsynligvis holdt på at uddø med prins Frederik (VII). Og hvem skulle i så fald arve tronen? Problemet var, at der gjaldt forskellige arvefølgeregler inden
for de forskellige dele af helstaten. Der herskede ingen tvivl om, at i kongeriget og i hertugdømmet Lauenburg gjaldt det agnatisk-kognatiske arvefølgeprincip, hvorefter kvinder ikke ville kunne blive regerende statsoverhoveder, men tronen ville kunne nedarves gennem en kvinde og f.eks.
overgå til en søn af en konges søster. Om dette princip også gjaldt i Slesvig, som den danske regering hævdede, var der ikke enighed om. Derimod
var der enighed om, at det i hvert faldt ikke gjaldt i Holsten. Her gjaldt det
agnatiske princip, som betød, at der ikke ville kunne arves gennem kvindelige medlemmer af konge(hertug)familien. Det betød bl.a., at den russiske zar ville kunne gøre arvekrav gældende her. M.a.o. var der risiko for
sprængning af helstaten, når mandslinien i kongefamilien uddøde. En
7
8
8
Skovgaard-Petersen (1985), pp. 181-184 and 190-203.
Jensen (1921-1923); Skrubbeltrang (1952), pp. 111-144; Simonsen (1977).
RUBICON 2015 (1)
fjern slægtning af det danske kongehus, hertugen af Augustenborg, hvis
hertugtitel ene og alene var titulær og ikke indebar, at han regerede over
noget hertugdømme, var af den formening, at en augustenborger i givet
fald ville være nærmest arveberettigede til hertugdømmerne, Derved opstod der en alliance af så besynderlige ”sengekammerater” som de tysksindede, liberale slesvig-holstenere og den aristokratiske, konservative
augustenborgerfamilie9.
Marts 1848
Således var situationen i den danske helstat forud for 1848, og da nyhederne om revolutionen i Paris i februar 1848 nåede frem til den danske
helstat, fik de stor virkning i alle dens territorier, ligesom den fik mange
andre steder i Europa. Men der var imidlertid én henseende, hvori forholdene i den danske helstat adskilte sig fra forholdene i det øvrige Europa,
og som havde betydning for den efterfølgende udvikling: med udsigten til
den vidtløftige og uberegnelige Frederik VII som ny enevældig konge og
med de voksende nationale og politiske spændinger mellem kongeriget og
hertugdømmerne havde den gamle regering allerede truffet principbeslutning om at afskaffe enevælden og erstatte den med en fri forfatning.
Det var sket før revolutionen i Paris og altså uden noget direkte pres fra
neden fra en revolutionære masse10.Da nyhederne om begivenhederne i
Paris nåede den danske helstat, var regeringens beslutning om at indføre
en fri forfatning imidlertid endnu ikke ført ud i livet. Og i alle politiske lejre inden for helstaten søgte man derfor at udnytte denne usikre overgangssituation til at fremme egne dagsordener.
I Tyskland var der mange steder revolution i 1848, og foruden
politiske og sociale krav rummede disse også krav om en samlet, tysk nationalstat. Denne skulle ikke bare bestå af medlemsstaterne af Det tyske
Forbund, men også af de tyskere, der boede uden for dette forbund, herunder slesvigerne. Og i Slesvig-Holsten fulgte man nøje med i denne udvikling, og der blev rejst krav om, at ikke bare Holsten, men også Slesvig,
skulle tilslutte sig den nye tyske samlede nationalstat, der var på tegne9
Hjelholt (1973); Clausen and Paulsen, (1980); Bjørn (2003), pp. 63-139; Møller (2012).
Petersen, Niels (1969); Vammen (1988), pp. 254ff.
10
9
RUBICON 2015 (1)
brættet11. Den 18. marts 1848 holdt medlemmerne af både Holstens og
Slesvigs rådgivende stænderforsamling således et fællesmøde i Rendsburg. Her blev der stillet forslag om, at Slesvig-Holsten skulle udråbes til
en uafhængig stat, der skulle indmeldes i den nye forenede tyske stat. Men
dette forslag vandt imidlertid ikke flertal, i stedet besluttede moderate
kræfter at sende en delegation til København for at præsentere følgende
krav for konge og regering:
-
Et udkast til en ny forfatning skulle forelægges stænderforsamlingerne i Slesvig og i Holsten.
Slesvig skulle tilslutte sig Det tyske Forbund.
Hertugdømmerne skulle have en folkevæbning med valgte officerer.
Presse- og forsamlingsfrihed skulle indføres.
At den siddende regeringspræsident (kongens øverste repræsentant) i hertugdømmerne skulle afskediges12.
Det var særligt krav nr. 2, som var fuldstændig uacceptabelt
både for de dansksindede slesvigere og ikke mindst i politiske kredse i
selve kongeriget. Her vakte udsigten til at miste Slesvig dyb bekymring,
men også politisk handlekraft. Indtil da havde den gamle, enevældige regering haft situationen under kontrol, men i løbet af andel halvdel af
marts 1848 begyndte den nationalliberale opposition i Danmark at udnytte Slesvigkrisen som politisk samlingspunkt til at destabilisere det gamle
styre og som løftestang for selv at komme til magten. Den demonstration,
der drog til Christiansborg den 21. marts, og som er omtalt i denne artikels indledning, havde nemlig yderligere et krav, nemlig at Slesvigs fortsatte tilhørsforhold til kongeriget Danmark skulle sikres. Man kan udtrykke det således, at det var denne kombinering af kravet om en ny regering med Slesvigspørgsmålet, der gav de nationalliberale mulighed for at
gennemføre magtskiftet. Demonstrationen foregik fredeligt, måske især
fordi kongen erklærede, at dens krav allerede var opfyldt, og at han fra nu
af anså sig for konstitutionel monark. Og den følgende dag blev der dannet en ny regering: det var en bredt sammensat koalition bestående af
konservative aristokrater, der havde siddet i den gamle regering, de nati11
12
10
Sperber (2006), pp. 136f., 229 and 262; Nipperdey (1983), pp. 624-626.
Rerup (1982), p. 119; Bjørn (1998), p. 68; Hansen (2008), pp. 91-96.
RUBICON 2015 (1)
onalliberale koryfæer og repræsentanter for den demokratiske opposition til venstre for de nationalliberale13.
Det ser altså ud til, at den nationalliberale opposition bevidst
udnyttede Slesvigkrisen til at fremtvinge et politisk systemskifte i København. Historikeren Hans Vammen har argumenteret for, at de nationalliberale, især deres ledende skikkelse, Orla Lehmann, bevidst udspredte en
løgn om, at der var udbrudt oprør i hertugdømmerne for derved at fremstille den gamle regering som uduelig og få gennemført et politisk systemskifte. Og det var angiveligt først, da slesvig-holstenerne hørte om regeringsskiftet i København, at der så vitterligt udbrød oprør her 14. Det er
muligt, men i betragtning af den gæring, der allerede var i gang i hertugdømmerne, herunder ikke mindst kravet om, at Slesvig skulle tilsluttes
Det tyske Forbund og i videre forstand den nye samlede tyske stat, kan
det være svært at se, hvordan et oprør på nogen made skulle kunne have
været undgået.
Men hvor om alting er, så blev regeringsskiftet i København i
hertugdømmerne opfattet som et kup, og en separatistisk slesvigholstensk regering blev dannet. For at legitimere denne handling, der ret
besat var en oprørshandling, blev regeringen dannet i ”den ufrie hertugs
navn”, d.v.s. at man foregav, at Frederik VII var taget til fange af kupmagerne i København. Og ligesom den nye regering i kongeriget Danmark
var også den nye regering i hertugdømmerne en bredt sammensat koalition af konservative aristokrater (herunder broren til Augustenborghertugen), liberale og radikal-demokrater. Alla andre steder i Europa var det
i foråret 1848 ellers folk af sådanne politisk-ideologiske anskuelser, der
stod stejlt over for hinanden. Men både i kongeriget Danmark og i SlesvigHolsten sad folk med sådanne politiske observanser i regering med hinanden og bekæmpede en regering, der var sammensat på samme måde.
De nationale modsætninger omkring Slesvigs tilhørsforhold overskyggede
altså de ideologiske, politiske og sociale modsætninger – i hvert fald for
en tid. Og sidst i marts fandt de første militære konfrontationer mellem
13
14
Bjørn (1998), pp. 62-115; Bjørn (1999).
Vammen (1988).
11
RUBICON 2015 (1)
danske og slesvig-holstenske styrker sted, og de sidstnævnte fik snart efter militær støtte fra Det tyske Forbund15.
Tyske samlingsbestræbelser
I Tyskland blev der valgt et fællestysk parlament, der mødtes i Frankfurt
a.M. Dette parlament var imidlertid i realiteten svagt og magtesløs, idet de
mange forskellige store og små tyske fyrster ikke var til sinds at overdrage noget af deres magt til det. Men ikke desto mindre var Slesvigs skæbne
en sag, som optog dette parlament stærkt. Og denne sag var et af de få
spørgsmål, som de valgte parlamentarikere og de tyske fyrster havde en
fælles interesse i, om end den udsprang af forskellige motiver: nationale
og magtpolitiske resp.16. Derudover blev konflikten om Slesvig internationaliseret ved at stormagter som Rusland og Storbritannien greb ind17.
For at gøre en lang historie kort, så endte konflikten i 1851
med indgreb fra stormagterne, som besluttede, at den danske helstat fra
før 1848 skulle genoprettes. Hverken danskernes ønske om at skille sig af
med Holsten og i stedet knytte Slesvig tættere til kongeriget eller slesvigholstenernes ønske om at tilslutte Slesvig til Det tyske Forbund kunne der
altså blive noget af18. I stedet blev begge de stridende parter tvunget til
atter at leve sammen i den helstat, som ingen af dem ønskede. Det førte til
krigen 1864, og herom kan man læse mere hos Rasmus Glenthøj. 19.
Borgerkrig
For at vende tilbage til konflikten i 1848, så er den i tysk historiografi traditionelt blevet set som en national befrielseskrig mod Danmark, som
nægtede slesvigerne retten til sammenføring med deres holstenske brødBjørn (1998), pp. 100-126.
Nipperdey (1983), pp. 606-616 & 624-626; Wollstein (1977), pp. 23-97.
17 Scharff (1969); Bjørn (2003), 108-139.
18 Bjørn (2003), pp.127-139
19 Bjørn (2003), pp. 143-263, Glenthøj.
15
16
12
RUBICON 2015 (1)
re og deres tyske familie i almindelighed. I dansk historiografi er konflikten derimod blevet set som en dansk-tysk krig, som Danmark gik sejrrigt
ud af, ja som en af danmarkshistoriens store stjernestunder 20. I historieskrivningen i Slesvig og Holsten har der traditionelt været tendens til at
antage enten den tyske eller den danske version alt efter den pågældende
historikers nationale sympati. Der er dog enkelte, der har prøvet at anlægge et særskilt slesvigsk perspektiv, og det er en tendens, der synes at
vinde større og større fodfæste i hvert fald inden for dansk historieskrivning. Ifølge dette perspektiv skal konflikten ses som en etnisk borgerkrig
inden for den danske helstat21. Borgerkrig kan defineres som ”krig mellem
to eller flere grupper inden for den samme stat sædvanligvis med det
formål at opnå regeringsmagten i landet eller danne en ny selvstændig
stat på en del af landets territorium”22. Slesvig-Holsten var en del af den
danske helstat og søgte at løsrive sig herfra som en selvstændig stat, der
ønskede at indgå i den tyske nationalstat, der var under planlægning.
Slesvig var stridens æble i denne borgerkrig. Nationale modsætninger mellem danskere og tyskere, konflikten om Slesvigs fremtidige
status og slesvig-holstenernes ønske om at få Slesvig skulle tilknyttes Holsten og med det indgå i den nye, samlede tyske stat synes at have overskygget de eksisterende interne ideologiske, politiske og sociale spændinger både inden for Kongeriget og inden for hertugdømmerne. De nationale modsætninger overtrumfede altså de modsætninger, der ellers gav an-
E.g.: Jørgensen(1896-1897); Engelstoft(1926-1927), pp. 3-378; Fink(1951), pp. 87-162.
Mørch (1996), pp. 113-129; Bjørn (1998); Bregnsbo (1998), Bregnsbo (1999); Bregnsbo
(2010); Frandsen (2008), pp. 323ff. et passim; Vammen (2011), p. 121 et passim. Termen
”borgerkrig” er også blevet anvendt i historiografi af ikke helt ny dato: Skovmand (1964),
p.252 and Skovgaard-Petersen (1985), p. 225, selv om synspunktet ikke er blevet argumenteret konsekvent her endsige blevet tolket i sammenhæng med den interne politiske og sociale udvikling i Kongeriget Danmark. Endvidere er termen blevet anvendt i generelle danske oversigter over Sønderjyllands og Slesvig-Holstens historie, og man må da også synes, at
en sådan karakteristik netop i et regionalt- eller lokalhistorisk perspektiv må forekomme
ret oplagt, Fabricius (1937-1939), pp. 341-396; Rerup (1982), pp. 122-126.
22 Danmarks Nationalleksikon.
20
21
13
RUBICON 2015 (1)
ledning til blodige konflikter andetsteds i Europa i 1848. Hermed være
ikke sagt, at de øvrige politiske og sociale modsætninger aldeles forsvandt
eller ikke havde nogen betydning. I foråret 1848 skyndte både den nye
regering i Danmark og den nye regering i Slesvig-Holsten sig hver især
med at få gennemført lovgivning, der hver især sigtede på at afhjælpe de
misforhold, som landbounderklassen følte sig udsat for begge steder. Et
motiv her var at undgå revolutionær gæring blandt landbounderklassen.23. Så vist forsvandt de ideologiske, politiske og nationale spændinger
ikke, men de blev sammensat på en sådan måde, at de nationale krav fik
en overskyggende betydning. Derved kan man sige, at borgerkrigen fungerede som politisk og social integrationskraft – og det både i kongeriget
og i hertugdømmerne.
Konklusion og perspektivering
Set i det perspektiv var enevældens fald i København måske slet ikke så
fredeligt og ublodigt endda. For ikke blot var de begivenheder, der førte
til det, stærkt påvirkede af den forudgående udvikling i hertugdømmerne,
men begivenhederne i København havde også selv indgribende betydning
for, hvad der dernæst skete i Slesvig-Holsten. Så selv om der ikke blev udgydt blod i København i marts 1848, selv om ingen døde i gade- og barrikadekampe i København, ja så førte systemskiftet ikke desto mindre til en
etnisk borgerkrig inden for den danske helstat. Og hvis man tager udbruddet af denne i betragtning som en direkte følge af enevældens fald, så
gik det måske slet ikke så fredeligt til. Hvis man lavede en opgørelse over
antallet af faldne i gade- og barrikadekampe i storbyer som Paris, Berlin,
Wien og Budapest i foråret 1848 og sammenholder det med antallet af
faldne i borgerkrigen, ville det ikke undre mig, hvis det viste sig, at antal-
23
14
Bjørn (1985); Bjørn (1998), pp. 180-191; Klussmann (1998), pp. 149-179.
RUBICON 2015 (1)
let af faldne i den sidstnævnte konflikt var størst. Systemskiftet i Danmark
i 1848 var således ikke ublodigt, men modsætningerne blev bare udkæmpet på andre ledder og kanter end ved systemskifter andetsteds i Europa
dette forår. Men den traditionelle tendens i dansk historieskrivning til at
projicere det nuværende Danmark tilbage på tidligere tidsaldre og undgå
at indtænke, hvad det daværende danske imperiums fler-territorialitet
indebar, har gjort det muligt at overse dette forhold.
Man kunne argumentere, at det var nationalismen eller national tilhørsforhold, der dominerede i den danske helstat i 1848. Dette argument må imidlertid uddybes. Problemet i Slesvig var i og for sig ikke
nationalismen selv, men det forhold, at der fandtes to nationalismer, en
dansk og en tysk. Begge nationalismer havde tilknytningspunkter uden
for selve Slesvig, i Danmark på den ene side og i Holsten og i Tyskland i
videre forstand på den anden side. Og de udelukkede gensidigt hinanden,
idet de gjorde krav på det samme område, Slesvig, for Danmark og Tyskland resp. og derved tjente de to nationalismer hver især andre formål og
politiske interesser end rent slesvigske
Nyere forskning har peget på, at der på begge sider fandtes en
særlig slesvigsk, regional identitet. De dansksindede slesvigere støttede
selvfølgelig Danmark, men de ønskede ikke, at de slet og ret skulle blive
danskere og Slesvig blive en dansk provins. Det samme gjaldt for de tysksindede slesvigeres vedkommende. Deres interesser var ikke i et og alt
sammenfaldende med holstenernes, selv om også de ønskede at komme
til at tilhøre en samlet tysk stat. Men da Slesvigspørgsmålet blev stærkt
nationaliseret både fra dansk og fra tysk side, kunne disse særegne slesvigske interesser ikke rigtig få et ben til jorden.24.
24
Hansen (2008), pp. 84 & 96-101.
15
RUBICON 2015 (1)
Begivenhederne i Slesvig i 1848 havde altså stor indvirkning
på udviklingerne inden for både kongeriget Danmark, i Holsten og i Det
tyske Forbund, ligesom begivenhederne disse steder virkede ind på Slesvig. For at formulere det lidt provokerende så var problemet ikke, at begge stridende parter var nationalistiske, men derimod at de ikke var konsekvente nok i deres nationalisme. Hvis de nemlig havde været det, så
ville de måske have fundet på at dele Slesvig efter etniske linier, således
som det skete i 1920. Og i 1848 var der faktisk røster, der talte for en sådan løsning, men forgæves. Når den ene part i konflikten blev drevet i defensiven, havde den tendens til at stille sig mere åben over for en sådan
delingsløsning, men når den atter kom i offensiven, mistede den interessen for en sådan løsningsmulighed. Og det gjaldt begge parter. I efteråret
1848, hvor den danske regering erklærede sig rede til en deling, sagde
kong Frederik VII, der tænkte dynastisk snarere end nationalt imidlertid
utvetydigt nej. Hvorefter regeringen gik af. Og en anden stærk hindring
for en deling af Slesvig var, at den offentlige mening på begge sider – så
vidt man kan bedømme – var helt afgjort imod. Og det var noget, som en
regering, der kaldte sig selv konstitutionel, var nødt til at tage hensyn til 25.
Problemet var altså dybest set ikke nationalismen, men at ingen af parterne var nationalistiske nok. I stedet for at argumentere med
folkenes selvbestemmelsesret, argumenterede begge parter i 1848 historisk-legitimistisk. Fra slesvig-holstensk og tysk side blev der henvist til
Ribeprivilegiet af 1460, som fastslog, at Slesvig og Holsten for altid skulle
forblive forenede, mens man fra dansk side slog på det forhold, at hertugdømmet Slesvig var et gammelt dansk len, der aldrig havde været en del
af hverken Det tysk-romerske Rige før 1806 eller af Det tyske Forbund
efter 1815.
25
16
Elberling (1901); Vammen (2011), pp. 120ff. & 294ff.
RUBICON 2015 (1)
Litteratur
Allen, C.F., Det danske Sprogs Historie i Hertugdømmet Slesvig eller Sønderjylland, vol. 1-2 (København, 1857-1858).
Bjørn, Claus, Frygten fra 1848. Bonde- og husmandsuroen på Sjælland i foråret 1848 (Odense, 1985).
Bjørn, Claus, 1848. Borgerkrig og revolution (København, 1998).
Bjørn, Claus, Kampen om Grundloven (København, 1999).
Bjørn, Claus, ’1814-1864’, in Fra helstat til nationalstat. Dansk udenrigspolitiks historie, vol. 3, eds Carsten Due-Nielsen et al. (København, 2003).
Bock, Karl N., ’Sprogforholdene i Sydslesvig’, in Sydslesvig gennem Tiderne,
vol. 2, ed. Morten Kamphøvener (København, 1946).
Bregnsbo, Michael, ’Danmark 1848 – systemskifte og borgerkrig’, Fortid og
Nutid 1998:4 (1998).
Bregnsbo, Michael, ’Dänemark und 1848: Systemwechsel, Bürgerkrieg und
Konsensus-Tradition’, in ’1848 Revolution in Europa. Verlauf, politische Programme, Folgen und Wirkungen’, Dokumente und Schriften der Europäischen
Akademie Otzenhausen, 87, ed. Heiner Timmermann (Berlin, 1999).
Bregnsbo, Michael, ‘Denmark 1848: Political Transition and Civil War. Le
Danemark en 1848: transition politique et guerre civil’, Revue d’histoire
nordique. Nordic Historical Review 10 (2010), 113-130.
Bregnsbo, Michael & Jensen, Kurt Villads, Det danske imperium. Storhed og
fald (København, 2004).
Clausen, H.P. & Paulsen, Jørgen, Augustenburgerne. Slægt – slotte – skæbne
(Sønderborg, 1980).
Elberling, Emil, ’Den slesvigske Delingstankes Historie’, in Haandbog i det
nordslesvigske Spørgsmaals Historie. Dokumenter, Aktstykker, Kort og statistiske Oplysninger vedrørende Sønderjylland, ed Franz von Jessen (København, 1901).
Engelstoft, Povl, ’Det danske Folk 1848-1864’, in Det danske Folks Historie,
vol. 7, eds Aage Friis (København, 1926-1927).
Fabricius, Knud, ’Tidsrummet 1805-1854’, in Sønderjyllands Historie fremstillet for det danske Folk, vol. 4, eds. Vilhelm la Cour et al. (København,
1937-1939).
Fink, Troels, ’Admiralstatsplanerne i 1840’erne’, in Festskrift til Erik Arup
den 22. November 1946, eds Astrid Friis & Albert Olsen (København, 1946).
Fink, Troels, ’Omkring Ejderpolitikkens udformning. Danmarks forhold til
Holsten og til det tyske forbund omkring 1840’, Jyske Samlinger new series
vol. 1 (1950-1952).
Fink, Troels, ’Borgerne og Friheden 1814-1852’, in Historiskergruppens
Danmarks historie, vol 2., eds. Johan Hvidtfeldt et al. (København, 1951).
17
RUBICON 2015 (1)
Frandsen, Steen Bo, Holsten i helstaten. Hertugdømmet inden for og uden for
det danske monarki i første halvdel af 1800-tallet (København, 2008).
Glenthøj, Rasmus, 1864. Sønner af de slagne (København, 2014).
Hansen, Hans Schultz, Hjemmetyskheden i Nordslesvig – den slesvigholstenske bevægelse, vol. 1-2 (Aabenraa, 2005).
Hansen, Hans Schultz, ‘Nationalitetskamp og modernisering 1815-1918’,
Sønderjyllands Historie, vol. 2, eds Hans Schultz Hansen, Lars N. Henningsen
and Carsten Porskrog Rasmussen (Aabenraa, 2008).
Hjelholt, Holger, Arvefølgesag og forfatningsforhold i det danske monarki ved
midten af det 19. århundrede. Fr. v. Pechlins virksomhed for monarkiets opretholdelse ca. 1845-51 (København, 1973).
Jahnke, Carsten, ’”dat se bliven ewich tosamende ungedelt”. Neue Überlegungen zu einem alten Schlagwort’, Zeitschrift der Gesellschaft für SchleswigHolsteinische Geschichte 128 (2003).
Jensen, Hans, ’Bondecirkulæret af 8. November 1845. Et Bidrag til Kristian
8.s Historie’, Historisk Tidsskrift 9:2 (1921-1923).
Jensen, Hans, De danske Stænderforsamlingers Historie 1830-1848, vol. 2
(København, 1934).
Jørgensen, A.D., ’Anden Bog. 1832-1852’, Danmarks Riges Historie, vol. 6:1
(København, 1896-1897).
Klussmann, Jan, ’Christus war Demokrat und Proletarier dazu”. Ländliche
Unterschichten und soziale Bewegung in Holstein 1848-1850’, Zeitschrift der
Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte 123 (1998).
Møller, Anders Monrad, ’Depeche fra St. Petersborg. Omkring det åbne brev
af 9. juli 1846’, Historisk Tidsskrift 112:2 (2012).
Mørch, Søren, Den sidste danmarkshistorie. 57 fortællinger af fædrelandets
historie (København, 1996).
Nipperdey, Thomas, Deutsche Geschichte 1800-1866. Bürgerwelt und starker
Staat (Munich, 1983).
Petersen, Niels (ed.), Betænkninger fra Christian VIII’s tid om styrelsen af det
danske monarki (København, 1969).
Rerup, Lorenz, Slesvig og Holsten efter 1830 (København, 1982).
Riis, Thomas, ’Up ewich ungedelt” – ein Schlagwort und sein Hintergrund, in
Geschichtsbilder, eds T. Stamm-Kuhlmann et al. (Stuttgart, 2003).
Rohweder, Jürgen, Sprache und Nationalität. Nordschleswig und die Anfänge
der dänischen Sprachpolitik in der ersten Hälfte des 19. Jahrhunderts (Glückstadt, 1976).
18
RUBICON 2015 (1)
Scharff, Alexander, ’Scleswig-Holstein in der deutschen und nordeuropäischen Geschichte. Gesammelte Aufsätze’, in Kielser Historische Studien, vol.
6, eds Manfred Jessen-Klingenberg, Horst Braunert et al. (Stuttgart, 1969).
Simonsen, Asger Th., Husmandskår og husmandspolitik i 1840erne (København, 1977).
Skovgaard-Petersen, Vagn, ‘Tiden 1814-1864’, in Danmarks historie, vol. 5,
eds H.P. Clausen and Søren Mørch (København, 1985).
Skovmand, Roar, ’Folkestyrets fødsel 1830-1870’, Danmarks historie, vol. 11,
eds. John Danstrup and Hal Koch (København, 1964).
Skrubbeltrang, Fridlev, Den danske Husmand. Husmænd og husmandsbevægelser gennem tiderne, vol. 1 (København, 1952).
Sperber, Jonathan, The European Revolutions, 1848-1851, 2nd edn (Cambridge, 2006).
Thorsen, P.K., ‘Det danske Folkesprog i Sønderjylland’, in Haandborg i det
nordslesvigske Spørgsmaals Historie. Dokumenter, Aktstykker, Kort og statistiske Oplysninger vedrørende Sønderjylland, ed. Franz von Jessen (København, 1901).
Vammen, Hans, ’Casino 1848’, Historisk Tidsskrift 88:2 (1988).
Vammen, Hans, Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik 1848-1864
(København, 2011).
Vosgerau, Heiko, ‘Die parlamentarische Auseinanderseyzungen um inneren
Reformen während der Schleswig-holsteinischen Erhebung’, Zeitschrift der
Gesellschaftt für Schleswig-Holsteinische Geschichte vol. 123 (1998).
Wollstein, Günter, Das “Grossdeutschland” der Paulskirche. Nationale Ziele
der bürgerlichen Revolution von 1848/49 (Düsseldorf, 1977).
19
RUBICON 2015 (1)
”En duft af lavadel”
- De slesvigske frigårde mellem bondestand
og adel
Af museumsinspektør Mikkel Leth Jespersen, Kulturhistorie Aabenraa
”Fra Gaarden Bejerholm i Halk gaar der følgende Sagn. En Kadet, ved
Navn Jacob Streks, opholdt sig der. En Søndag Morgen, da han gik i Kirke,
saa han, at der paa en Mark i Nærheden, gik en Mand og pløjede. Kadetten
blev saa hidsig herover, at han løb hjem, sadlede sin Hest og red ud paa
Marken og myrdede Karlen. Derfor fik han til Straf, at han en Gang daglig
skulde ride fra Gaarden Bejerholm til Langmoos [en nærliggende gård] og
omvendt. Paa denne Vandring havde enhver Lov til uhindret at straffe
ham. Der fortielles, at han ogsaa virkelig er bleven myrdet. I Halk Kirke
hænger der Sporer og et Spyd, som siges at have tilhørt ham”.1
Således blev historien om den kårde og de to stykker sporelæder, der
endnu den dag i dag hænger i Halk Kirke på Haderslev Næs, nedfældet og
afleveret til Dansk Folkemindesamling i 1930. Det kan med det samme
afsløres, at der var tale om en myte, uden megen forbindelse til realiteterne.
Ifølge en våbenkyndig, som er tilknyttet Tøjhusmuseet, er det en såkaldt
hushofmesterkårde fra omkring 1650.2 Sporelæderet daterer han til omkring samme tid. Går man til de skriftlige kilder fra perioden, var Beier-
1
2
20
Dansk Folkemindesamling 1930/5 stk. 2, optegnet af Ester Efsen, Halk.
Forfatteren takker Kay Søren Nielsen for hans vurdering.
RUBICON 2015 (1)
holm dengang ejet af en Hans Knudsen, der gjorde tjeneste som dansk
ritmester under slaget ved Nyborg den 14. november 1659. Året efter
vendte han hjem til sin krigshærgede hjemegn på Halk, hvor der i selve
landsbyen var nedbrændt hele 20 huse. Det var formentlig Hans Knudsens handlinger under hans krigstjeneste, der i november 1660 fik ham til
at stå offentligt skrifte i Halk Kirke for manddrab, som oplyst i kirkebogen.3 Nu kunne han lægge krigens rædsler bag sig med god samvittighed.
Hans Knudsen levede frem til 1677, hvor han blev begravet i Halk Kirke,
hvilket blev betalt med 6 mark. Det var efter alt at dømme ved den lejlighed, at hans kårde og sporelæder blev hængt op over Beierholms stolestader i kirken.
Som både myten fra 1930 og realiteter fra anden halvdel af 1600-tallet
indikerer, var ejerne af Beierholm ikke helt almindelige bønder, og Beierholm ikke nogen helt almindelig bondegård. Hans Knudsens krigstjeneste
var en pligt, der påhvilede gården, hvis den fortsat skulle bevare den status af frigård, den havde haft fra gammel tid. Fribønderne skulle ikke betale de afgifter, som fæstebønder og selvejere. Beierholm havde et stort
tillæggende, ja sågar eget fæstegods. Også på andre måder skilte gården
sig ud: For eksempel kunne dens beboere komme ind på kirkegården ad
en egen låge i det stendige, der omkransede kirken. Det var en rammende
formulering den tidligere arkivar på Landsarkivet i Aabenraa, Jesper
Thomassen, anvendte, da han konkluderede, at en ”duft af Lavadel hang
ved fribønderne til det sidste”.4
Lavadel på retur
Frigårdene var et særligt slesvigsk fænomen, som man ikke kender fra
kongeriget. I Danmark tilhørte man enten den skattefrie verdslige overklasse, som fra omkring år 1500 fik betegnelsen adelen, eller bondestanden. Der var ikke noget midtimellem. Det var der til gengæld i hertugdømmet Slesvig – nemlig de såkaldte fribønder. Da netop ”friheden” for
skatter var adelens grundlæggende træk, kan man måske tale om en slags
”adelsbønder”. Det er da også blandt 1400-tallets lavadel, at mange fri-
3
P.K. Hofmansen: Gaarden i Soed med Langmose og Beyerhom, 1951 s. 69 (manus på Landsarkivet i
Aabenraa). Havde der været tale om et civilt drab ville det være omtalt i kilder fra den verdslige
administration, bøderegistre o.lign, men det er det ikke.
4 Arkiv Nyt 2000, s. 87.
21
RUBICON 2015 (1)
bondeslægter har deres oprindelse – om end udviklingen endnu aldrig er
undersøgt til bunds.
Det er derimod lavadelens forhold i 1400-tallets Danmark, som Troels
Dahlerup har beskrevet indgående: Kongernes, bispernes og højadelens
håndgangne mænd fik fribrev – ofte med tilhørende smålen eller eget jordegods – til gengæld for deres tro tjeneste. Hvis en mægtig herre havde
udløst fribrevet hos kongen, fremgik det som regel billedligt derved, at
den nyadledes våbenskjold fik lighed med patronens. Der var således tale
om en undervassalitet, som afspejlede sig heraldisk. Der var en betydelig
tilgang til lavadelen, og det lykkedes nogle af disse slægter at kravle op i
adelens højere lag. Hovedparten fristede dog en tilværelse som landsbyvæbnere, der kun med nød og næppe opretholdt den adelige status, som
krævede, at de leverede krigstjeneste og levede op til overklassens sociale
og kulturelle normer. I første halvdel af 1500-tallet måtte mange lavadelige opgive friheden og sank derved ned i bondestanden.5
I hertugdømmet Slesvig var der både ligheder med og forskelle til Danmark. Lige som i Danmark udstedte de skiftende fyrster fribreve i Slesvig.
De første fribreve kendes fra begyndelsen af 1400-tallet, som var en
yderst urolig tid i området. Kampene mellem på den ene side dronning
Margrethe og Erik af Pommern og på den anden side de holstenske grever
bølgede frem og tilbage. I denne periode fik flere af den danske kongemagts støtter på Haderslev-egnen frihed for deres fædrene gods. I det
ældste bevarede slesvigske adelsbrev fra 1416 fortælles det, at Iver Fallesen fik frihed for sin gård Medsted (beliggende i Halk sogn på Haderslev
Næs) for den ”troscap og thienist” som han ”righet oc oss her till trolighe
giort hauer…”.6 Året efter fik brødrene Peder og Knud Knudsen ”frihed og
frelse” for deres fædrene gård i Stubbum i Tyrstrup herred nord for Haderslev for den ”Troscab og tjeneste” de efterfølgende skulle gøre riget og
kongen.7 Det sidste af Erik af Pommerns fribreve til en slesvigsk forbunds-
5
6
7
22
Dahlerups omfattende studier i den danske lavadel er resumeret i Mikkel Leth Jespersen:
”Patron-klientforhold i dansk senmiddelalder”, Fortid og Nutid, 2006:2, s. 107-126.
Niels G. Bartholdy: Adels- og våbenbreve udstedt af danske (unions-)konger indtil 1536, København 2007 s. 81.
Ibid. s. 82.
RUBICON 2015 (1)
fælle blev givet til Henrik Jude (eller Ytsen) på Langmose i 1430, hvilket
formentlig var en bekræftelse af et privilegium fra år 1400.8
Erik af Pommerns modstandere, de holstenske grever Adolf og Gerhard,
udstedte i samme periode fribreve til deres tilhængere. Således fik deres
foged i Bredsted, Magnus Haiesen, fribrev i 1430 efter at have været en
central spiller i grevernes kamp mod kongen og kongens lokale tilhængere.9 Efter at have vundet magten i hele Slesvig benyttede Adolf 8. sig fortsat af muligheden for at give frihed. Det var således ham, der adlede de
første medlemmer af slægten Leve på den store Vesterhavsø Nordstrand.10 Fyrstemagten stod svagt ned langs den jyske vestkyst og forsøgte derfor at udbygge sit netværk med loyale mænd i området.
Efter hertug Adolf 8.s død overtog den danske konge Christian 1. herredømmet over Slesvig (og Holsten) i 1460, og i de efterfølgende år udstedte
han fribreve til en række personer. Bortset fra en enkelt kom de alle fra
det vestlige Slesvig (1461: Hans Brodersen i Sønder Goes Herred, Peder
Knudsen i Stubbum. 1462: Andreas Sönniksen (af slægten von Andersen)
i Kær Herred, Hans Knudsen i Husum og en Steffen Harrensen). Derefter
fulgte en længere pause, men efter et bondeoprør i 1472 under anførsel af
Christian 1’s broder, grev Gerhard af Oldenburg, havde rystet kongens
magt i Slesvig, fulgte atter en bølge af fribreve. Efter oprøret blev kongens
støtte Jes Thomsen fra Kollund i Bov Sogn indsat som herredsfoged i Vis
Herred, og i 1488 blev han yderligere benådet med fribrev af kong Hans. 11
Samme år fik Peter Bennich fra det nærbeliggende Rinkenæs fribrev på sit
gods, Benniksgård.12 Også kongelige støtter i Vestslesvig fik privilegier
(1476: Volquardt Tetens i Ejdersted. 1480: Broder Frodtsen i Tønder).
Under hertug Frederik – som fra 1523 også var kong Frederik 1. – blev
der udstedt yderligere en række fribreve på Haderslev-egnen (1493: Grarupgård. 1497: Nis Matsen i Lunding. 1507: Hundevad, Gymos og Kragelund. 1507: Olufskær x 2: ”Da it einem Adelichen guthe da he uppe wahnet”). Den 21. oktober 1516 fik så Hans Vothe/Fod fribrev for den lange
Ibid. s. 88.
Bjørn Poulsen: 1988 s. 61.
10 Bartholdy 2007 s. 131-32.
11 Ibid. s. 151; Poulsen 1988, s. 62.
12 O. H. Moller: Historischer Bericht etc.; nebst einem Anhang von verschiedenen Gegenden u.
Freygüter etc. Flensburg 1767, s. 22
8
9
23
RUBICON 2015 (1)
og tro tjeneste, han havde gjort hertug Frederik. For en sjælden gang
skyld ved vi mere om, hvad det var for en tro tjeneste, der var tale om.
Hans Fod havde nemlig gjort tjeneste som hertug Frederiks drabant. Gården han fik fribrev på, var den Beierholm på Haderslev Næs, hvor ritmesteren Hans Knudsen – som beskrevet indledningsvist – et halvandet århundrede senere fortsat ydede fyrstetjeneste til gengæld for gårdens privilegerede status. Beierholm var den sidste gård på Haderslev-kanten,
som Frederik 1. gav fribrev. Frederik 1. var dog også aktiv i Vestslesvig,
hvor han tildelte en række personer fribrev (1504: Wunke Knudsen på
Nordstand, 1513: Herman Hoyer i Husum, 1527 Poppe Boginck i Nørre
Gos Herred).13 Frederik 1. var den sidste fyrste, der uddelte fribreve til
sine lavadelige i støtter i Slesvig. Ved Reformationen ophørte denne praksis fuldstændig – ligesom det var tilfældet i kongeriget.
En væsentlig forskel på lavadelens forhold i Danmark og i Slesvig var forholdet til de højere lag i adelstanden. I Danmark var mange lavadelslægter
forbundet til højadelen gennem familie- og venskabsforbindelser, primært i form af patron-klientforhold, som beskrevet af Troels Dahlerup. I
Slesvig var lavadelen derimod forholdsvis isoleret fra områdets aristokrati, som i stigende grad var domineret af indvandrede holstenske slægter –
efterhånden organiseret i det slesvig-holstenske ridderskab. I Danmark
lykkedes det for nogle nyadlede slægter at klatre op i standens højere lag,
men ingen af alle de indtil nu omtalte slesvigske lavadelsslægter fik varigt
fodfæste i det slesvig-holstenske ridderskab. Den højadelige Sivert Rantzau konstaterede således i 1555, at han ikke anså en Paul Paysen fra
Flensborg for at være adelig, selvom denne faktisk havde lavadelige forfædre, frigods og i øvrigt anså sig selv for at være adelig.14
Paysen og andre slesvigske lavadelige havde dog den fordel, at de ikke
nødvendigvis behøvede at rutsje helt ned i bondestanden, når de ikke
længere kunne fastholde deres adelige position. I stedet kunne de fastholde deres privilegerede status som fribønder. Det var i denne kategori
langt hovedparten af de omtalte gårde og slægter endte i løbet af 1500tallet, som en konsekvens af at kravene til de adeliges tjeneste og ekstra-
13
14
24
Bartholdy 2007.
Mikkel Leth Jespersen: Fyrste og folk. Hertug Hans den Ældres slesvig-holstenske fyrstestat,
Flensborg 2010, s. 100
RUBICON 2015 (1)
vagante livsførelse steg, i takt med at ridderskabet fik udvidet sine politiske og økonomiske privilegier. Det gjaldt især med hals og håndsret over
egne bønder og oprettelse af en eksklusiv adelig landret. Det slesvigholstenske ridderskab havde i forvejen monopol på embederne som
amtmænd og fyrstelige råder.
De egentlige fribønder
Det var dog ikke i lavadelen, at alle fribondeslægter havde deres oprindelse. Det gjaldt blandt andet de grupper af bønder i Kær herred og Slogs
herred, som Adolf 8. omkring 1435 lod konvertere deres pantegods til
frigods. For bønderne i Kær herred gjaldt det, at de til gengæld kollektivt
skulle betale hertugen 80 mark årligt for at måtte beholde deres gods
skattefrit ”als Freimannsgüter”. I 1574 var fribønderne i Kær herreds omtalte privilegium blevet væk, og hertug Hans den Ældre i Haderslev benyttede lejligheden til at pålægge fribønderne i Kær herred nye forpligtelser.
I 1600-tallet var gruppen af fribønder i Kær herred således mindre ”fri”
end førhen, men de kan identificeres, da de betaler såkaldt ”friskat”, og
gennem dette århundrede havde de en stadig kamp med landsherren om,
hvad friheden indebar.15
Omkring midten af 1400-tallet begyndte udstedelsen af individuelle frigårdsprivilegier, der ikke indebar egentlig adelsværdighed. De blev først
og fremmest givet til fogeder og kromænd. Eksempelvis fik kromanden i
Bolderslev i 1452 fribrev på en gård til gengæld for en årlig levering af en
tønde honning til amtmanden i Flensborg. Den fyrstelige foged i Husum,
Hans Harstede, fik i 1455 et stykke jord, som var fritaget for ”skat, bede og
pligt”.16 I 1472 blev gården Oldemorstoft i Bov Sogn overdraget til Henrik
Jæger, som indtil da havde været i tjeneste hos amtmanden i Flensborg.
Gården fik han med nogle ikke helt klart definerede friheder, men adelsstatus var der tydeligvis ikke tale om.17 Ikke langt fra Oldemorstoft lå
Krusågård, der før 1483 blev overdraget ”frit” til kongens enspænder
Hans-Peter Carstensen: „Die Dorf und Flurverfassung im Amte Tondern im 17. Und 18.
Jahrhundert“, Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte, nr. 54, 1924,
s. 185ff.
16 Bjørn Poulsen: Sønderjyllands Landbrugshistorie, bd. 1, Haderslev 2000.
17 Mikkel Leth Jespersen og Bjørn Poulsen: Oldemorstoft og dens omverden på reformationstiden – omkring et nyopdukket frigårdsprivilegium, Bov 2013.
15
25
RUBICON 2015 (1)
Mikkel Kræmmer, som til gengæld skulle holde kro. Da han døde barnløs,
overgav han gård og frihed til sin slægtning Andreas Petersen.18
Der var også slesvigske fribondeslægter, hvor baggrunden for og omfanget af deres privilegier er mere uklar. Det gælder blandt andet Nis Henriksen på Hajstrupgård i Slogs herred, som angiveligt fik sin frihed til gengæld for støtte til Frederik 1. i dennes magtkamp med Christian 2. Et frigårdsprivilegium på selve hans gård Hajstrup er ikke kendt, men han blev
forlenet med gården/godset Vrågård i 1527 og af et brev fra 1546 fremgår det, at Nis Henriksen var blevet benådet med skattefrihed i sin livstid.
Da han også var herredsfoged – et hverv der altid indebar skattefrihed –
er det lidt vanskeligt at se, hvad der var hvad.
Det var ligeledes i 1523, at Frederik 1. gav herredsfogeden i Struxdorf
herred Clement Eriksen på Fahrenstedt på Angel fribrev på tre gårde og
to øde jorde – altså et mindre gods.19
Karakteristik
Omkring midten af 1500-tallet var der således opstået en forholdsvis talrig fribondestand i Slesvig. Nogle med rødder i 1400-tallets brevadel, andre med udgangspunkt i forskellige andre privilegier, som de havde erhvervet gennem fyrstetjeneste. Fælles for dem alle var, at de udgjorde en
overklasse i bondesamfundet, og fra omkring Reformationen begynder vi
at kunne følge fribondeslægterne i større detalje og dermed komme nærmere en karakteristik af deres selvforståelse og rolle i lokalsamfundet.
I mange tilfælde havde enkelte frigårde nærmest monopol på at beklæde
de eftertragtede herredsfogedembeder. Blandt de mest berømte herredsfogedslægter var den netop omtalte familie på Hajstrupgård, der beklædte
herredsfogedembedet i Slogs herred i fem generationer fra begyndelsen
af 1500-tallet til anden halvdel af 1600-tallet. Hver gang familien kunne
stille med en voksen mand til embedet, syntes denne at have haft forrang
frem for alle andre.20 Det samme gjaldt familien Clemmensen på Fahren-
Moller 1767, s. 21.
H.N.A. Jensen: Angeln zunächst für die Angler historisch beschrieben, Flensburg 1922, s. 271f.
20 Mikkel Leth Jespersen: ”Nis Henriksen – helt og herredsfoged”, Skurke og helte i Sønderjyllands historie, Inge Adriansen og Mikkel Leth Jespersen (red.), Aabenraa 2012, s. 80-95.
18
19
26
RUBICON 2015 (1)
stedt, hvor førstemanden Clement Erichsen angiveligt sad på herredsfogedembedet i Struxdorf Herred i 65 år. Dernæst fulgte søn og sønnesøn på
posten. Da den sidste Clemmensen døde, giftede enken sig med en Kamphövener, som det også lykkedes at blive herredsfoged. 21
I Vis Herred i området nord for Flensborg lå embedet i mange år hos slægten på Kollundgård, der havde støttet Christian 1. under oprøret i 1472.
Denne loyalitet blev sent glemt af fyrstemagten. Den sidste herredsfoged
på Kollundgård havde en søster ved navn Mette, som giftede sig med en
søn fra den nærtliggende frigård Oldemorstoft. Sammen fik parret en søn,
Nis Asmussen, der voksede op og blev herredsfoged i Vis herred. Oldemorstoft-slægten beklædte embedet i tre generationer. Det var i gårdens
storhedstid, hvor blandt andre Christian 4. overnattede på den smukt indrettede og udsmykkede gård.22
Det var dog ikke en selvfølge, at store herredsfogedslægter blev benådet
med frihed. Slægterne på de store gårde i Roost i Arrild Sogn og Astrupgård i Brøns Sogn fik aldrig frihed. Derimod skete det, at andre mindre
betydelige slægter og gårde kunne nyde frihed, i det mindste for en tid.
Ægteskaber mellem frigårdsbørn var almindelige, og ægteskabsforbindelsen mellem Kollundgård og Oldemorstoft var blot et led i et større slægtsnetværk. En datter fra Oldemorstoft var således gift med herredsfoged Nis
Hansen på Hajstrupgård. Det resulterede blandt andet i, at børnene fra de
to frigårde fik fælles privatundervisning af en lærer på Hajstrupgård, altså
en slags frigårdskole. Fra slægten på Hajstrupgård gik ægteskabsforbindelserne videre til slægten Clemmensen på Fahrenstedt og herredsfogedslægten Outzen på Roost Fogedgård. Den sidste relation viser, at man ikke
behøvede at være fribonde for at være et acceptabelt parti.23
En datter fra Benniksgård ved Rinkenæs ved navn Anna giftede sig med
en af fribønderne i Kær herred, Iver Karlsen fra Læksgårde (”Anna var
nach Lexgard in Karharde verheiratet an Iver Karlsen und starb ohne Erben”).24 Han var også herredsfoged i en periode, indtil han i 1551 kom i
Jensen 1922 s. 271ff.
Jespersen og Poulsen 2013.
23 H.P. Jensen: ”Christian Outzen på Roost Fogedgård (1732-1809)”, i: Sønderjyske Årbøger
1982 s. 87-120.
24 Moller 1767.
21
22
27
RUBICON 2015 (1)
konflikt med amtmanden i Tønder og blev afsat. Det fik et længere efterspil, som er beskrevet indgående i indledningen til min bog om hertug
Hans den Ældre: Fyrste og Folk.
Desuden blev mange frigårdsbørn gift ind i byernes borgerskab, blandt
andet i Flensborg og Tønder. Byerne tilbød også attraktive uddannelsesmuligheder til yngre sønner, der ikke stod til at arve frigården. Slægten på
Hajstrupgård ejede desuden ejendom i Flensborg, hvor den også var aktiv
i handelslivet.
Det er bemærkelsesværdigt, at der ikke var slægtsrelationer mellem frigårdsslægterne på Haderslev-egnen og så de øvrige fribondeslægter. Frigårdene ved Haderslev udgjorde efter alt at dømme et eget miljø, som var
integreret i det storbondesamfund, de var omgivet af, og formentlig også
borgerskabet i Haderslev.
Kirkelig iscenesættelse
En række af fribondeslægterne brugte det lokale kirkerum til at markere
deres ophøjede status og økonomiske potentiale. De tre mest markante
var Fahrenstedt-slægten i Böklund Kirke, Hajstrupgård-slægten i Bylderup Kirke og Oldemorstoft-slægten i Bov Kirke. Alle tre kirker er rigt udstyret med gravmonumenter (gravsten og epitafier) og kirkeinventar
(stolestader, prædikestole m. himmel, altertavler, døbefond) fra disse
slægter.
I 1600-tallet begyndte slægterne på Hajstrupgård og Oldemorstoft, at følge den adelige mode med at få trykt præsternes omfattende ligprædikener over medlemmer af slægterne. Hovedparten af indholdet i disse prædikener var teologisk, men de indeholdt også biografiske oplysninger om
den afdøde og vedkommendes slægt.
Kirkerne på Haderslev Næs var ikke synderligt præget af fribøndernes
iscenesættelse. Der var dog lidt hist og her – enkelte epitafier, gravsten og
kirkesølv. Mere markante var formentlig frigårdsslægter fint placerede
stolestader i kirkerne, men ingen af disse er bevaret.
28
RUBICON 2015 (1)
I nærheden af Hoptrup lå den endnu ikke omtalte frigård Hovgård, der fik
privilegier af kong Chr. 3. Frigårdsprivilegierne fik en senere ejer bekræftet af Hans den Ældre i Haderslev i 1560. 25 I 1682 oplyses det, at en i dag
forsvunden stol i Hoptrup Kirke tilhørte ”velbyrdige fru Christine til Hovgaard”. Den var ”anbragt så højt og så nær prædikestolen, at den generede”.26 Hvordan sagen endte, fremgår dog ikke.
1600-tallets myter – legitimering
I 1628 nedfældede Flensborg-rådmanden Jonas Hoyer ”Beretning om
nogle frigårde i hertugdømmet Slesvig, først og fremmest i Vis Herred”. 27
Beretningen handler om frigårdene og indeholder dels genealogisk materiale om fribondeslægterne, dels hvad man kan kalde gårdenes oprindelsesmyter. Det vil sige forklaringer på, hvorfor disse gårdes ejere var blevet benådet med frihed. Myterne indeholdt en kerne af sandhed, men en
del af deres indhold var frit opfundet.
Om Kollundgård stod der, at den fik sine privilegier af kong Hans, da Jes
Thomsen havde deltaget i kongens togt mod svenskerne. Det er muligt, at
Jes Thomsen deltog i kong Hans’ krige mod svenskerne, som blev indledt i
1497, men på det tidspunkt havde Kollundgård været privilegeret med
frihed siden 1488.
Om Benniksgård ved Rinkenæs fortælles det, at Peter Bennik ligeledes
blev adlet og fik fribrev på gården efter, at han havde hjulpet kong Hans
mod de oprørske undersåtter i Sverige. Da også han blev adlet i 1488 indeholder denne historie tilsvarende problemer med kronologien.
Om Oldemorstoft fortælles det, hvorledes amtmanden i Flensborg havde
en jæger ved navn Henrik Lorentzen. Jægeren gik ofte på jagt i buskadset i
området ved gården, hvorpå der boede en gammel frue. Hos sig havde
fruen en ung pige, som stod til at arve gården. På en af sine jagt ture må
Henrik Jæger have mødt pigen. De to blev i hvert fald gift og fik frigårdsprivilegier for Oldemorstoft. Derefter gik gården i arv til parrets børn.
Trap. De Sønderjyske Landsdele 1929, s. 104.
Danmarks Kirker, Haderslev Amt, s. 272.
27 Moller 1767, s. 19 ff.
25
26
29
RUBICON 2015 (1)
Krusågård var blevet givet til Mikkel Kræmmer, som i mange år havde
tjent som kong Hans’ enspænder. Da han var blevet træt af livet ved hoffet, bad han kongen om en at måtte bygge et hus og holde kro ved Hærvejen, der hvor Kruså nu ligger. Og sådan blev det.
Den mest dramatiske historie handler dog om herredsfogeden Nis Henriksen på Hajstrupgård, som ifølge forfatteren talte Frederik 1.s sag over
for oprørske bønder på Urnehoved Landsting i 1523. Han var en myndig
mand, som der blev lyttet til, men det lykkedes ham ikke at overtale hele
forsamlingen til at opgive deres forehavende. I stedet greb nogle af bønderne deres buer og sendte en regn af pile efter den nu flygtende Nis Henriksen. Fem pile satte sig fast i hans kappe – og de havde angiveligt hængt
længe i Bylderup Kirke. Historien om sammenstødet på Urnehoved landsting er tidligst kendt i en version i en ligprædiken fra 1616. Det vil sige 11
år før Jonas Hoyer nedskrev den i en mere dramatisk version. Over de
næste to århundreder udviklede historien sig til det mest fantastiske
eventyr.
Som sagt havde disse fortællinger om frigårdenes oprindelse karakter af
myter. Det egentlig interessante er dog ikke, hvorvidt de er sande, men at
de tydeligvis blev brugt til at legitimere fribøndernes ophøjede særstatus i
lokalsamfundet. De spillede således godt sammen med det overdådige
inventar, som fribønderne havde skænket kirkerne. Budskabet var klart:
Friheden (og i flere tilfælde førsteretten til herredsfogedembedet) havde
de fået på grund af deres forfædres ædle bedrifter.
1700-tallets undersøgelser
Legitimeringen af deres status var da også nødvendig, da fribønder kunne
synke videre ned i den ufri bondestand, hvis ikke de fik fornyet deres privilegier og/eller evnede at opfylde de forpligtelser, de havde i forhold til
fyrstemagten. Det gjaldt ikke mindst den ofte bekostelige krigstjeneste,
som ritmesteren Hans Knudsen ydede under slaget ved Nyborg den 14.
november 1659.
I de følgende år mistede flere frigårde deres status. Hajstrupgård måtte
efter alt at dømme vinke farvel til sine privilegier, da den sidste af slægtens herredsfogeder, Hans Nissen (den tredje) døde i 1681. Hovgård ved
30
RUBICON 2015 (1)
Hoptrup ophørte med at være frigård, da kong Christian 6. (1730-1746)
ikke ville forny privilegierne.28
I det hele taget blev 1700-tallet en vanskelig periode for frigårdene, da
regeringen i København fik øje på disse særligt privilegerede gårde, som
man ikke kendte tilsvarende i kongeriget. Hvad var nu det for noget? Der
blev igangsat et vældigt kommissionsarbejde, som gik ud på at klarlægge
den historiske baggrund for frigårdenes særlige status. For Haderslev egnens vedkommende er hele materialet bevaret, og indeholder afskrifter af
dokumenter tilbage til begyndelsen af 1400-tallet. Dem skulle fribønderne
vise til undersøgelseskommissionen for at få lov til at opretholde deres
frie status. Det skulle bevises, at gårdene var ejet af frimænd, der havde
aner tilbage til den gamle lavadel. En lille trøst var det, at gårdene gerne
måtte nedarves gennem spindesiden – det lettede i nogen grad argumentationen.
Således måtte en Johannes Keding på Beierholm, som havde arvet gården
fra sin fader Nis Hansen Keding i 1729, aflægge ed på, at han ofte havde
hørt faderen sige, at han kun havde kunnet købe Beierholm af ritmester
Hans Knudsens arvinger, fordi han havde en nær familierelation til slægten Fod, som jo oprindeligt havde fået fribrev på gården tilbage i 1516. 29
Og således er vi tilbage ved Beierholm, og når vi ser på, hvordan gårdens
hovedbygning fra 1865 ser ud, kan vi endnu engang nikke genkendende
til Jesper Thomassens ord om, at ”der hang en duft af lavadel” over frigårdene til det sidste.
28
29
Trap. De Sønderjyske Landsdele 1929, s. 104.
E. Juhler: ”Frigaardene i Haderslev Herred”, Sønderjysk Månedsskrift, 18. årg. 1942, s. 153.
31
RUBICON 2015 (1)
Det slesvigholstenske ridderskabs politiske indflydelse
- Hovedtrækkene i Senmiddelalderen og
Renæssancen
Af cand.jur. Kjeld Stabell
Det slesvig-holstenske ridderskab er betegnelsen for en korporation af
adelsmænd, som i Senmiddelalderen og Renæssancen udøvede en betydelig politisk indflydelse af særegen karakter, ikke blot i Slesvig-Holsten,
men også internationalt, nemlig i forhold til de omkringliggende statsdannelser, i særdeleshed i forhold til Danmark. Valgene af Christian I i
1460 til hertug/greve af Slesvig og Holsten og i 1523 og 1536 af hhv. Frederik I og Christian III til konger af Danmark1 var således instrumenteret
af ridderskabet.
Betegnelsen ridderskab kan umiddelbart synes lidt misvisende. Faktisk
var kun et fåtal riddere (Ritter), de fleste var almindelige adelsmænd
(Knapen/Knappen), men i Europa var det da almindeligt at bruge betegnelsen for adelen som stand.
1
32
Christian III blev strengt taget ikke valgt, men blot i løbet af perioden 1534-36 kongehyldet.
RUBICON 2015 (1)
Betegnelsen korporation er dækkende, for så vidt som der oprindeligt er
tale om et samfund, bestående af personer, hvis eneste kvalifikationskrav
for medlemskab bestod deri, at vedkommende var fuldmyndig adelsmand, bosiddende i Holsten eller, fra ultimo 1200-tallet, i Slesvig. Om
korporationen, som det ses hævdet, er opstået med udgangspunkt i den
holstenske lensadels samarbejde fra 1200-tallet, er sandsynligt, men ikke
beviseligt. Hvornår korporationen har antaget sit navn, vides ikke, men
sandsynligvis er det sket i 13-1400-tallet. Uden hensyn hertil benyttes her
betegnelsen det slesvig-holstenske ridderskab.
Oprindeligt var medlemmerne ud af i senmiddelalderen bofaste adelsslægter, de såkaldte Originarii, men i første halvdel af 1600-tallet
åbnedes for tilgang af adelige, som hidrørte fra indvandrede familier, de
såkaldte reciperede, Recepti. Korporationen havde ikke vedtægter el. lign.
og ingen formel ledelse. Ved deltagelse i politiske forhandlinger udvalgtes
repræsentanter, som handlede på ridderskabets vegne, men kun i de konkrete tilfælde. Der foreligger ikke oplysninger om afstemningsregler eller
om interne afstemninger, og udadtil fremtræder ridderskabets beslutninger altid som truffet i enighed, hvilket dog ikke udelukker, at der kan have
været fraktionsdannelser, et spørgsmål, som kunne have været belyst
gennem protokollater, men ej heller sådanne foreligger fra den tid 1. Først
i løbet af 2. halvdel af 1500-tallet forekommer dokumenterede tilfælde af
splittelse i ridderskabet, væsentligst hvor landsherrernes interesser kom i
konflikt med ridderskabets og hvor landsherrernes nu separate adelige
råder i kraft af deres ansættelse og råds ed måtte forfægte deres herskabs
synspunkter.
Det slesvig-holstenske ridderskab eksisterer endnu, men overvejende
med kulturelt formål. Naturligvis havde der været ikke-formaliseret samarbejde mellem adelen i Holsten og den fra Holsten til Slesvig fra 2. halvdel af 1200-tallet udvandrede adel, befordret af fællesinteresser og familiemæssige bånd, men traditionelt betegnes af Carstens og senere forfat-
1
Indtil ultimo 1500-tallet foreligger kun to dokumenterede tilfælde af uenighed mellem medlemmerne. Det ene er det skift til dansk side, som en del slesvigske adelsmænd foretog efter
kejserdommen af 1415 om Slesvigs tilhørsforhold. Det andet vedrører spørgsmålet om indførelse af lutheransk kirkeordning, behandlet på landdagen i 1540. Her var et så stort mindretal imod ordningen, at Christian III udskød afgørelsen, hvorefter landdagen i 1542
énstemmigt vedtog ordningen.
33
RUBICON 2015 (1)
tere en begivenhed i 1397 som ”die Geburtsstunde der schleswigholsteinischen Ritterschaft”, idet der for første gang dokumenteres et udadrettet samarbejde mellem slesvigske og holstenske adelige. Anledningen var arvestridigheder mellem grev Henrik II´s tre sønner. På et møde
dette år i Bornhöved mellem de tre brødre og adelen i Slesvig og Holsten
udvirkede de sidstnævnte et forlig om fordeling af amter og fogedier, men
således at det stadfæstedes, at Holstens og Slesvigs adel med dens besiddelser overalt i landene forblev udelt.
Dette udtryk, udelt, er væsentligt. De germanske regler om arvefordeling,
in casu af en afdød regents landområder mellem hans sønner2, medførte,
at undersåtterne ved deres hyldnings ed automatisk kom til at deltage på
hvert sit parti i tilfælde af uoverensstemmelser mellem arvingerne og at
der således risikeredes tvedragt mellem adelsmændene, ligesom de mistede den styrke, der lå i optræden i fællesskab. At adelen havde øje for
dette problem, blev bestemmende for ridderskabets nationale politik og
det fik sit vel fornemste udtryk ved traktaterne i 1460, se nedenfor.
”Udelt” indebar således, at adelsmændene kunne prioritere indbyrdes
loyalitet over loyalitet i forhold til en enkelt af flere landsherrer og derved
bevare korporationens styrke. Princippet genoptræder fremover eksempelvis ved landsdelingen i 1490 og ved hyldningen i 1533, hvor kong Hans
og hertug Frederik, respektive hertug Christian og hans umyndige brødre,
anerkendtes som ”samhertuger”. Og udeleligheden var en af forudsætningerne for, at adelen som (samlet) stand kunne skaffe sig stadig mere omfattende privilegier hos landsherrerne.
I praksis medførte udeleligheden også, hvor der var flere landsherrer, at
lens rettighederne tilkom samtlige landsherrer i forening, enkelt af dem
kunne på samtliges vegne forny lens forhold, lens hyldning ydedes landsherrerne i forening og ingen landsherre havde individuelt herskabsret
over nogen adelsmand. Ingen af landsherrerne havde særskilte militære
rettigheder og ingen adelsmand kunne således mobiliseres ved indbyrdes
stridigheder mellem landsherrerne.
2
34
Et meget beskrivende citat fra Carstens, Landesherrschaft s.290: ”dass um 1300 fünf verschiedene Linien neben- und gegeneinander regieren.”, jfr. dokument af 1292 i Urks. SHL. I
s.134f.
RUBICON 2015 (1)
Men som foran antydet havde princippet været praktiseret af adelen i
Holsten, senere Slesvig og Holsten, længe før det i 1397 fandt sin formelle
stadfæstelse.
35
RUBICON 2015 (1)
Perioden indtil 1397
Hertug Lothar af Sachsen indsatte 1110/11 sin lensmand, Adolf af Schauenburg, som sachsisk lensgreve over (Alt-) Holsten og Stormarn. Adolfs
søn, Adolf II (1130-64), tilkøbte sig i 1142 af hertug Henrik Löwe af Sachsen yderligere forlening af Wagrien, nemlig det af slaver beboede område
øst for ”limes saxoniae” (en sydgående linie fra Kiel til Elben) frem til Lübeck, et område omtrent på størrelse med Fyn. Adolf II nedkæmpede den
sidste modstand i Wagrien og iværksatte en koloniseringsproces af det
frugtbare, men uciviliserede landområde, ligesom han oprettede befæstninger og indsatte høvedsmænd på disse.
For greverne indebar erhvervelsen af Wagrien overordentligt store fordele. Hidtil havde deres magtposition været baseret på højhedsretten over
området nord for deres faste plads, Hamburg, frem til Ejder, et område,
der i det store og hele var undergivet privat ejendomsret for beboerne,
men ved erhvervelsen af Wagrien opnåedes grevelig ejendomsret over
hele dette område, idet den oprindelige slaviske befolkning, i det omfang
den ikke var fordrevet, blev undertrykt. Derved fik greverne mulighed for
at bortforlene jord som belønning til deres embedsmænd og at foretage
salg og pantsætning af fast ejendom3. Samtidig betød erhvervelsen, at
greverne nu besad hele området mellem Lübeck og Hamburg (Adolf II
havde i praksis opgivet besiddelsen af Hamburg), således at der kunne
eksporteres uhindret til begge disse bystater samt opnås betydelige indtægter fra transithandelen mellem disse.
Hvornår udnyttelsen af området sattes i system, kan ikke fastslås, men det er næppe sket før i slutningen af 1100-tallet, idet Wagrien
indtil da var genstand for diverse felttog og kamphandlinger i øvrigt. Carstens, Landesherrschaft s.294ff, anfører, at først under Albrecht af Orlamünde (som 1203-25 under dansk protektion var indsat som greve af
Holsten) indtræder lensvæsenet i Holsten, hvilket stort set, men ikke helt
er korrekt. Heller ikke tidspunktet for indførelsen af lokatorsystemet i
Wagrien kan fastlægges nærmere, end at det synes sket i løbet af 1200tallet. – Lokatorsystemet bestod i udnævnelse af adelsmænd til at forestå
3
36
Lange, Grundlagen s. 14, 21f, 33 og 36. Lange m.fl. s. 88 anfører som eksempel, at i 1250´erne
til 1270´erne afhændede greverne ca. en tredjedel af deres besiddelser i Oldenburg til finansiering af deres krigstog. Det angives ikke, i hvilket omfang der var tale om salg eller pantsætning og om erhververne var gejstlige institutioner eller adelsmænd.
RUBICON 2015 (1)
deres forlenede områder og ”sætte disse i kultur”, herunder forestå opførelse af kirker, anlægge veje, broer, møller m.m. samt beskytte kolonisterne mod slaviske angreb. Nogen klar definitionsmæssig sondring mellem
lokatorsystemet og forleningssystemet i øvrigt lader sig ikke foretage. –
Lange s.102f. anfører, at først under Adolf IV (1225-39) var den sidste
rest af Wagrien nyttiggjort (”erschliessen”).
Positionen som lensmand i det uciviliserede område udkrævede en vis
hårdførhed, pionérånd og egen og/eller egne folks våbenførhed, men gav
også mulighed for erhvervelse af stor rigdom, bl.a. på bekostning af bønderne, der i Wagrien i stort omfang fik position som fæstebønder og som
måtte betale afgifter og yde hoveri over for lensmanden. Formelt var
lensmændene landsherrernes repræsentanter i deres områder, men i
praksis udøvede de højhedsretten (”Herrschaftsrecht”), herunder jurisdiktionen, og deres forleninger udviklede sig til egentlig ejendomsret,
hvilket bl.a. illustreres af, at de foretog salg og pantsætning af godserne
og/eller de underliggende landsbyer, ligesom disse faldt i arv, alene med
den begrænsning, at der indtil hen imod midten af 1500-tallet, nærmest
som en formalitet, indhentedes landsherreligt samtykke til sådanne dispositioner4.
Lensmændene havde naturligvis pligter i kraft af lens forholdet. De skulle
sørge for inkassering af afgifter til landsherrerne, ligesom de var underlagt rostjeneste (efter 1422-privilegiet dog kun inden for landegrænsen).
Men de skulle ikke betale (grund-)skat, idet adeligt domicil (Hoffeld) var
fritaget herfor iflg. gammel sædvane (derimod skulle nok af ejendom
uden for domicilet, indtil 1422-privilegiet). Indtægten fra godsdriften var
skattefri, da indkomstskat ikke eksisterede, og ved salg af markafgrøder,
træ og kvæg til især Hansestæderne kunne betydelige indtægter skabes i
det frugtbare område. Muligvis har der i begyndelsen skullet betales en
4
Lange, Grundlagen s.93: ”De facto werden vom Ende des dreizehnten Jahrhunderts und im
vierzehnten Jahrhundert gräfliche Vasallen durch Usurpation und Verleihung Eigentümer
ihres Lehngutes.” En af forfatterne tilsyneladende overset bestemmelse i privilegiebekræftelsen ved hyldningen i 1533 giver adelen fri ret til at sælge deres godser, hvor det har været sådan ”vom Alters”, hvilket logisk set kun kan relatere sig til lensgodser. – Carstens, Untersuchungen s. 86 og 101 nævner, at lensgodser var genstand for mandlige descendenters
arveret senest fra 1292 (Carstens fremstiller det, som var der alene tale om arv efter førstforlenende, hvilket er ukorrekt). Kvindelig arveret til lensgodser dokumenteres fra senest
1592 i tilfælde, hvor der ikke forekom mandlige efterkommere, men kvindelige arvinger
kunne udkøbes af nærmeste agnat(er).
37
RUBICON 2015 (1)
lens afgift, hvis denne da ikke ækvivaleredes af forrentning af det lån, der
som oftest ydedes landsherren som vilkår for opnåelse af forleningen,
men dette spørgsmål ses ikke at foreligge belyst.
Som nævnt gav systemet for lensmændene store muligheder
for at erhverve sig rigdom, og der opstod i Wagrien adelsfamilier, som
efter den tids forhold var overordentligt velhavende, og Wagrien udviklede sig via disse adelige til, hvad man kunne kalde et kraftcenter for Holsten. – Denne rigdom var af væsentlig betydning for de holstenske adeliges indtrængen i Slesvig, ikke blot ved at muliggøre finansieringen af områdets erobring, men også ved at skabe den finansielle basis for, at de
wagriske adeliges standsfæller og som oftest slægtninge kunne erhverve
sig godser i Slesvig. Generelt medførte det forhold, at landsherrerne i stort
omfang var henvist til at søge deres finansiering hos adelen, og derved
blev gældbundne til den, at adelens politiske indflydelse som stand fremmedes og bl.a. muliggjorde opnåelse af væsentlige standsmæssige privilegier. Karakteristisk i den henseende er også, at de lån og kautioner, som af
adelige ydedes til greverne i Senmiddelalderen, i det omfang der foreligger dokumentation, synes ydet af adelige med domicil i Wagrien (senere
også i Slesvig) eller med familiemæssig tilknytning dertil. I mange tilfælde
lader det sig ikke gøre at bestemme domicil m.v., men i intet tilfælde er
det lykkedes at påvise kreditorer eller kautionister, som med sikkerhed
har haft deres ophav uden for Wagrien. – Samme forhold gør sig gældende f.s.v. angår de grevelige råder.
Hvorfra de adelsmænd kom, som omkring 12 - 1300-tallet etablerede sig i
Wagrien, har været genstand for gisninger hos forskellige forfattere. Eksempelvis angiver Lange m.fl. s.89, at der var tale om adelige fra ”det
sydelbiske rum” og Weserbergland samt ”Volksadel” fra (Alt-)Holsten.
Hemberg s. 189 angiver udefrakommende adelige, såsom jordløse sønner
af adelige og eventyrere, som ikke i deres hjemegn fandt rum for deres
foretagsomhed. Brandt s.88 nævner kun adelsmænd fra det oprindelige
Holsten.
Angivelsen af, at adelige fra det oprindelige Holsten fik forleninger i
Wagrien, er udokumenteret og næppe korrekt. I en artikel i ZSHG 1958
gennemgår Arno Jenkis systematisk det foreliggende materiale og når
frem til, at der ikke har eksisteret nogen holstensk adelsstand før Schauenburgernes ankomst, derimod nok frie bønder. – De tre første grever
38
RUBICON 2015 (1)
havde modsætningsforhold til den oprindelige befolkning, og grev Adolf
III´s fordrivelse i 1203 var således forårsaget af, at den oprindelige befolkning (ikke adel, som nogle forfattere angiver) allierede sig med hertug
Valdemar af (da) Sønderjylland (senere Valdemar Sejr), som derefter indsatte sin nevø, Albrecht, som greve. Det er derfor ikke sandsynligt, at
”adelsmænd fra det oprindelige Holsten” skulle være tildelt forleninger i
Wagrien i de tre første Adolf´ers tid, og er der sket forleninger til adelsmænd med bopæl i det oprindelige Holsten, må der være tale om adelsmænd, der er indvandret i grevernes tid eller afkom af sådanne. Til gengæld er det nærmest utænkeligt, at adelige ikke, i hvert tilfælde i begrænset omfang, skulle være etableret i det ledige, frugtbare område allerede
før Albrechts tid, og i R.U. I s. 106 nævnes da også som vidne for Adolf III i
1197 en Hartvig de traloe (Tralau i Oldenburg sogn).
Grev Albrecht foretog i Wagrien bortgivelse af områder til gejstlige institutioner, men kun ét tilfælde af adelig forlening foreligger dokumenteret,
nemlig forlening i 1216 af et område i Probstei, herunder ”die Salzwiese”,
til en Markvard de Stenwer. Der kan sagtens have været flere. Iflg. sagens
natur er gejstlige institutioners arkivalier bevaret i langt større omfang
end det er tilfældet for adeliges. Et af Albrechts vidner optræder i 1220 en
Benedict de prodole, hvilket formentlig betyder, at vedkommende havde
forlening med Perdoel ved limes saxoniae, og i 1221 optræder som Albrechts vidner Sccacko de perdole, Ludolfus de Lanke (i Wagrien) og
Markvard de tralowe (Tralau)5. Alt sammen viser, at der er påbegyndt en
forleningsvirksomhed.
Under Adolf IV nævnes i 1226 som grevelige vidner med wagrisk baggrund bl.a. fornævnte Markvard de tralowe og hans broder Henrik, Ludolfus de Lanken, Theodericus de quale og Johannes Rantzau6. Bemærkelsesværdigt er, at to af de nævnte fem år forinden var vidner for Adolfs modstander, Albrecht.
På basis af det foreliggende kildemateriale må lægges til
grund, at der i de tre første grever i Adolfs tid er påbegyndt en kolonisering af Wagrien. Startende med etablering af militære anlæg og indvan-
5
6
R.U. I s.150, 164, 165f.
R.U. I s.203f.
39
RUBICON 2015 (1)
dring af især bønder fra (Alt-)Holsten og øvrige germanske områder, senere i begrænset omfang forlening af områder til adelsmænd, der udøvede højhedsret over deres områder og i et vist omfang havde position som
lokatorer. Udviklingen fortsattes i grev Albrechts tid og derefter med især
med udvidelse af forleningernes antal. Hvorfra lensmændene hidrørte,
kan ikke udledes af kildematerialet, men i hvert tilfælde har de næppe
været (alt-)holstenere. Overvejende sandsynligt har der været tale om
adelsmænd med rødder i andre nordtyske områder, herunder i de første
grevers hjemegn, grevskabet Schauenburg i Weserbergland og dettes omegn. Herved bemærkes også, at greverne naturligvis ikke har etableret sig
i et ukendt område uden at medbringe et følge af adelige.
Med sikkerhed kan det kun fastslås herkomst for tre wagriske lensmandsslægter i perioden indtil ultimo 1200-tallet, nemlig slægterne Brockdorff
og Damme, som stammer fra bispedømmet Minden (som grænser op til
grevskabet Schauenburg) og slægten Ratlow, som har sit udspring i slægten Parkentin fra Mecklenburg og som modsat det to andre slægter tog
navn efter sit domicil i Wagrien. Tidspunktet for de tre slægters første
forleninger kan ikke fastlægges til nærmere end til mellem ultimo 1100tallet og ultimo 1200-tallet.
Med den wagriske adels store rigdom allerede fra senest 2. halvdel af
1200-tallet (demonstreret især ved dens evne til at erhverve landområder og ved dens udlån til landsherrerne) fulgte standsbevidsthed og politisk indflydelse – og bevidsthed om, at denne indflydelse fremmedes
bedst ved fællesoptræden, ved at optræde som korporation. Den største
hindring herfor lå i landsdelingerne mellem de grevelige arvinger, jfr. foran. Carstens, Beiträge s. 20, redegør for problemet og omtaler, hvorledes
de to principper. Adelens fællesoptræden (”einheitliche Landesvertretung”) på den ene side og enkeltgrevernes tendens til at ville danne deres
eget højhedsområde (”echte Territorialbildung”) stredes mod hinanden
allerede fra 1200-tallet. Han omtaler bl.a. landsdelingen i 1273 (Johan I´s
sønner og Gerhard I), som synes at opretholde adelens enhed, og adelsforbundet af 1323.
Sidstnævnte forbund etableredes ved underskrift fra 61 adelsmænd fra
hele Holsten, incl. Plön-området, på et dokument, rettet imod nogle af Jo-
40
RUBICON 2015 (1)
han III af Plöns mænd7, og det er en milepæl i historien om den holstenske
adels enhedsbestræbelser over for den landsherrelige magt.
Et tegn på adelsstandens voksende indflydelse ses også i etablering af råd, bestående af adelsmænd, for de enkelte grever. Oprindeligt
bevidnedes grevelige dokumenter af dispositionskarakter, så som salg,
pantsætning, privilegiebevillinger m.v., af de netop tilstedeværende
adelsmænd, men senest fra begyndelsen af 1300-tallet optræder som vidner adelsmænd, benævnt som råder, og formuleringer som ”presentes
fuerunt et consenserunt” og ”quorum consensus fuerat requirendus” begynder at dukke op. Disse formuleringer viser, at greverne binder sig til
tiltrædelse fra deres, blandt de mest ansete adelsslægter hentede rådgivere8. De grevelige råder var ikke et fastsluttet embedsværk, hvilket eksempelvist ses af formuleringer som ”ad hoc specialiter vocati”, men senere
udvikle de systemet sig hertil, jfr. næste hovedafsnit.
Adelens voksende indflydelse modsvaredes naturligvis af svækkelse af
grevernes magtbeføjelser. I den henseende spiller også landsdelingerne
en rolle, idet disse medførte reduktion i den enkelte greves landområde
og dermed indkomst m.v. Men især var det af betydning, at greverne til
finansiering af ikke mindst deres krige måtte sælge eller pantsætte landområder og rettigheder til adelige og gejstlige og derved mistede indtægterne herfra. En undtagelse herfra synes umiddelbart at dannes af Gerhard III, som fra 1326 til sin død i 1340 også var egentlig herre i Danmark,
til dels sammen med fætteren Johan III, men også han måtte foretage afhændelser og pantsætninger for at opretholde sin militære indsats, især
honorering af lejetropper, og hans regeringsperiode medførte ingen begrænsning af adelens indflydelse. Ved hans død forelå der for hans sønner
næppe upantsatte amter9.
R.U. I s.54f. udviser at 88 personer har beseglet, men kun navnene på 61 personer fremgår af
teksten. – Carstens, l.c., s.20f, opfatter dokumentet som et led i en strid mellem grev Gerhard
III og hans fætter, Johan III, men argumenterer ikke overbevisende herfor.
8 Scharff s.48f. – Eksempelvis i 1324, hvor fem adelige vidner for grev Johan III samtykker
(”consensentur”). Ved landsdelingen i 1316 mellem Gerhard III og Johan III er i traktaten
anført ”na rade user beyder man” 2 gange og ”na dheme rade user bederuen man”. Disse
mænd er 19 riddere og 3 væbnere fra hele Holsten, Urks. SHL II s.36f,
9 Carstens, Landesherrschaft s.305. – UBBL II s.56 og 65 viser eksempler på hans og broderen
grev Giselberts pantsætninger til lybske borgere i 1331 og 33, hvor i 1331 nævnes, at der er
samtykke fra dem, ”quorum consensus erat requirendus”, nemlig de bevidnende adels7
41
RUBICON 2015 (1)
Endelig skal det nævnes at den overordentligt store betydning, som muligheden for erhvervelse af områder i Slesvig indebar for adelen. Forhistorien er, at Mechtilde, datter af Adolf I, som enke efter hertug Abel af Slesvig (1250-52 konge af Danmark), i 1260 pantsatte ”sin andel” af området
mellem Slien og Ejder til sine brødre, greverne Johan I (død 1263) og Gerhard I (død 1290)10, op fulgt 1288 af egentlig ejendomsoverdragelse til
grev Gerhard af hele området eller i hvert tilfælde en del af det. Derved
skabtes en form for legalisering af grevernes overdragelse af områder til
holstenske adelsmænd allerede før 1288, hvilket resulterede i, at disse
adelsmænd etablerede til dels store godsbesiddelser, væsentligst i
Schwansen og Dänischer Wohld, og i tiltagende grad indtog ledende stillinger i hertugdømmet. Udviklingen fortsattes naturligvis efter 1288 (f.
eks. domineredes fra o. 1300 det hertugelige råd totalt af indvandrede
holstenere), og også efter 1340, hvor hertug Valdemar V overdrog Gerhard III hele resten af Slesvig, med undtagelse af Als, som pant 11. De adeliges godserhvervelse i Slesvig skete overvejende til eje og ikke til pant, aldrig som forlening, og der opstod i Slesvig en velhavende og magtfuld
godsejerstand med holstenske rødder. Typisk var der tale om yngre sønner af adelige, hvis familie bibeholdt deres holstenske godser 12. Denne
godsejerstands familiemæssige og politiske samhørighed med de holstenske adelige indebar naturligvis en væsentlig yderligere styrkelse af korporationen.
Betegnende er Carstens omtale i Landesherrschaft s.291f. af den holstenske adel efter dennes indtrængen i Slesvig, ”hvor den var kommet til magt
og rigdom”: ”Når den slesvig-holstenske adel i 15. og 16. århundrede kun-
mænd. – Giselbert gav i øvrigt ikke anledning til landsdeling, idet han affandtes med stilling
som domherre i Bremen.
10 Pantebrevet er usædvanligt kortfattet og upræcist. Af afskrift i Danmarks Riges Breve II 1
s.216 og R.U. II s.300 fremgår, at pantsætterne er Mechtilde og hendes to (overlevende)
sønner, Abel og Erik, og at pantesummen, 8.000 mark lødigt sølv, bl.a. dækker udlagt beløb
til løskøbelse af ”vor elskede broder Valdemar” (Abelsøn, død 1257). Pantet kan indløses
ved betaling af pantesummen men intet er anført ang. tidspunkt. Pantsætningen omfatter
brugen af ”al vor jord mellem Slien og Ejder”, nemlig (i) Schwansen, Fresleth, Stapelholm,
skoven Jernved og byen Rendsburg. Pantesummen taget i betragtning må der være tale om
store områder (formentlig også dansk krongods), især i det sydøstlige Slesvig. Indtægterne
af det pantsatte tilfaldt greverne og disse forholdt sig til pantet, som var der tale om ejendomsret. Nærmere bl.a. hos Voigt s.68ff. og VE LXVIII, IIIC.
11 Windmann s.125 med henvisninger,
12 Voigt s.131.
42
RUBICON 2015 (1)
ne gælde for ikke kun den rigeste, men også som den politisk mest habile
og indflydelsesrige i Nordeuropa, så ligger roden hertil i det 14. århundrede … Der kan ikke være tvivl om, at den holstenske adel (ved etableringen i Slesvig) høstede den største gevinst.”
Perioden efter 1397
Efter 1397 fortsatte og udbyggede ridderskabet sin rolle som egentlig
magthaver i Slesvig-Holsten. I de sidste år af kampene mod Erik af Pommern var hertug Adolf VIII13 vel den formelle holstenske leder, men den
lange række af hertugelige ejendomsoverdragelser og pantsætninger i
Slesvig til adelsmænd og disses ydelse af lån til høj rente viser tydeligt
adelens kraftige og helt nødvendige involvering, og gang på gang fremgår
af hans officielle dokumenter, at disse er udfærdiget efter råd fra hans
rådgivere. Disse rådgivere overgår i 1430´rne til at være en fast institution.
I løbet af krigsårene havde den holstenske adel fået udvirket sit første
(kendte) privilegium, idet brødrene Henrik IV, Adolf VIII og Gerhard VII i
1422 dekreterede, at ingen adelsmand havde pligt til (militær) tjeneste
uden for Holstens grænser, mod Danmark ikke længere end til Levensau.
Tillige at adelsmænd ikke kunne pålægges skat, undtagen til brug for en
landsherres datters udstyr ved giftermål med en fyrste (”Fräuleinsteuer”)
og i så fald kun ”nach Rath unseren treuen Rathgeber des landes Holsten”,
eller hvor et hovedslag var tabt. 1460-traktaterne stadfæstede privilegiet,
således at dette, hvor det havde relevans, nu også kom til at gælde for
Slesvig. – Når privilegiet kun tilgodeså den holstenske adel og altså ikke
det slesvig-holstenske ridderskab, kan det forklares med, at Slesvig da var
genstand for voldsomme kampe mellem Danmark og de holstenske
landsherrer med hyppigt skiftende fronter og med adskillige slesvigske
adelsmænds forudgående skift af loyalitet til den danske konge, således at
det da var illusorisk at lovgive vedr. den slesvigske adel.
Valget i 1448 af hertug Adolfs søstersøn, Christian, til dansk konge skete
efter det danske rigsråds konsultation hos hertugen og hans råder, som
udvirkede, at Christian 28/6-1448, inden sit valg, underskrev han på løfte
13
Titlen hertug af Slesvig var 1386 tillagt grev Gerhard VI arveligt således, at efter hans død én
af hans efterkommere stadig skulle være hertug.
43
RUBICON 2015 (1)
om, at hertugdømmet ikke måtte forenes med Danmark, en bekræftelse af
den såkaldte ”constitutio valdemariana” fra 1326 (hvis ægthed er dubiøs)
og et af ridderskabets kardinalpunkter. Christians foreløbige, danske,
håndfæstning af 1/9-1448 er beseglet af Christian og hertug Adolf og
sidstnævntes ”elskeilighe radh”, nemlig biskoppen af Slesvig og 11 adelsmænd, hvoraf nogle var hjemmehørende i Slesvig, andre i Holsten. – Valget af Christian til dansk konge var ideelt for ridderskabet, bl.a. fordi han
afgav nævnte løfte og fordi ridderskabet kendte ham fra hans opvækst i
en lang periode hos Adolf. Valg af en anden ville meget sandsynligt skabe
problemer i relation til Slesvig, når Adolf døde barnløs, da Slesvig så kunne forventes betragtet som hjemfaldent len.
Ved Adolf VIII´s død ultimo 1459 opstod problemet om, hvem der skulle
efterfølge ham. Kandidater var dels grev Otto af Schauenburg (fra Pinnebergs sidelinie), dels Christian I og hans brødre Gerhard og Moritz, Adolfs
søstersønner. Den første kunne postulere arvekrav på Holsten via den
fælles stamfader Gerhard I (død 1290), men ingen kunne have arvekrav
på (forlening af) Slesvig, da samtlige efterkommere i mandslinien efter
Gerhard III (og hvem der siden var tillagt arvelig forlening) var døde.
Christian I og hans brødre havde således ej heller arveret, men som konge
af Danmark kunne Christian kræve Slesvig inddraget under kronen som
hjemfaldent len – såfremt han ikke havde underskrevet løftet af 28/61448, om end løftet måske kunne fragås ved juridiske spidsfindigheder 14
eller i sidste instans gennem magtudøvelse, hvis grev Otto overtog Slesvig.
Ridderskabet traf ultimo 1459 enstemmigt en edelig beslutning om, at det
endrægtigt ville vælge én herre. Dets primære interesse var, at Slesvig og
Holsten forblev sammen, udelt, og i øvrigt med den størst mulige selvstændighed under ridderskabets ledelse.
Problemet med efterfølgeren for Adolf VIII kunne altså ikke
løses via arvereglerne, men disse kunne bruges til at give resultatet et
skær af legitimitet. Ribe-traktaten af 5/3-1460 gør dette ved at anføre, at
Christian og hans brødre efter Adolfs død er nærmeste arvinger til lande-
14
44
En nærliggende mulighed ville være at gøre gældende, at Christians løfte var afgivet, før han
blev dansk konge og i øvrigt uden rigsrådets tiltrædelse, hvorfor det ikke kunne være bindende for Danmark. - Scharff s.53 udtaler i øvrigt, at det ikke kan være et tilfælde, at dokumentet forsvandt sporløst fra ridderskabets arkiv.
RUBICON 2015 (1)
ne, og fortsætter så med at anføre, at Christian er valgt til herre over landene ud fra gunst for hans person. Påfaldende er også, at Christian i september 1460 indgår forlig med grev Otto om en affindelsessum på 43.000
rh.g. Havde Christian været nærmeste arving, savnes grundlag for en affindelsessum. Ligeledes at traktaterne ikke med ét ord anfører, at kongen
aktuelt var lens herre over Slesvig.
Ridderskabet, som via hertug Adolfs råder førte forhandlingerne af egen
drift og i realiteten uden legitimitet, valgte Christian I til greve af Holsten
og hertug af Slesvig, da denne gav dem betingelser, som vanskeligt kunne
tænkes bedre og som udmøntede sig i Ribe-traktaten og ”den tapre forbedring” af 4/4-1460. Disse traktater sikrede i realiteten, at SlesvigHolsten forblev en selvstændig statsdannelse, som blot var i personalunion med Danmark (hvilket sikrede fred mellem staterne), og med ridderskabet som det dominerende organ i såvel landsforvaltningen som i regeringsførelsen. Samtidig sikredes, at Christian (udover at udløse grev Otto
og sine brødre) overtog hertug Adolfs store gæld til de slesvig-holstenske
adelige, vel at mærke ved egne ( = danske) midler og ikke ved skattepålæg
i Slesvig-Holsten (Et forsøg i 1471 fra Christians side på at pålægge bede
måtte opgives p.g.a. ridderskabets modstand).
Traktaterne indeholdt i øvrigt en lang række rettigheder og privilegier for
ridderskabet, herunder at 1422-privilegierne nu også kom til at gælde for
Slesvig, at Slesvig og Holsten skulle blive ”ewich tosamende ungedelt” og
at ridderskabet havde valgretten m.h.t. en ny landsherre ved en landsherres død, dog at Christians efterslægt havde fortrinsret. Traktaterne må
betragtes som det fornemste politiske resultat, som ridderskabet opnåede
i sin eksistensperiode. Ingen af de instanser, som formelt havde valgkompetencen, for Holstens vedkommende den tysk-romerske kejser, for det
hjemfaldne len Slesvig det danske rigsråd, blandede sig (men 17 delegerede fra rigsrådet beseglede Ribe-traktaten). – Bemærkningen om ewich
tosamende ungedelt fik betydning så sent som 400 år senere.
I 1466 indgik ridderskabet med det danske rigsråd en statsretlig unionstraktat om evig fred mellem staterne og om, hvorledes der
skulle forholdes ved regentvalg efter Christian I´s død. Sidstnævnte bestemmelse, der dog proceduremæssigt aldrig kom i brug, åbner mulighed
for fravigelse af 1460-traktaternes prioritering af Christians efterslægt og
45
RUBICON 2015 (1)
giver i realiteten ridderskabet vetoret desangående, men Christian så sig
nødsaget til at ratificere traktaten.
I 1469 underskrev i Kiel 143 slesvig-holstenske adelsmænd fra 32 familier et forbundsdokument om sammenhold mod udefra kommende interesser, der kunne true ridderskabets position. Samme år og i 1473 afsluttede
ridderskabet på egen hånd to statsretlige traktater med Ditmarsken.
I 1482 brydes i en vis forstand princippet om landenes udelelighed, da
såvel kong Hans som hans broder, den mindreårige Frederik, efter faderens død var kandidater til hertugtitlen (Holsten var i 1474 blevet ophøjet
til hertugdømme). Frederiks kandidatur promoveredes af moderen, enkedronning Dorothea. For at gardere sig mod ufred mellem rigerne indgik
ridderskabet, der ellers ikke syntes utilbøjelig til at acceptere Frederik
som enehertug, på en landdag i november 1482 et kompromis, hvorved
begge kandidater valgtes som Sam hertuger. Som en konsekvens heraf
foretoges i 1490, hvor Frederik var blevet regeringsmyndig, en landsdeling, hvorved hertugerne fik tillagt hver sine, spredt placerede, områder i
hertugdømmerne, kaldet hhv. den (kongelige) Segebergske og den Gottorpske del, incl. pågældene områders borge, slotte og byer, men for at
bevare landenes enhed (og ridderskabets magtposition) således, at alt
adeligt og gejstligt gods, lensrettigheder, skatteudskrivninger m.m. henhørte under fællesregering, ligesom landråderne skulle være fælles. Delingstraktaten er vitterlighedsbeseglet af enkedronningen og 11 fremtrædende medlemmer af ridderskabet, og den udtaler udtrykkeligt, at delingen gælder arveligt og ”tho ewigen Tiden”, altså umiddelbart en indskrænkning af ridderskabets valgret, hvilket dog ikke fik effekt. – I den
følgende tid sluttede ridderskabet i tiltagende grad op om hertug Frederik.
Under Christian II´s krige mod svenskerne og Hansestæderne lykkedes
det ridderskabet og hertug Frederik trods kraftig pression, at bevare hertugdømmernes neutralitet (også den kongelige dels), men også i øvrigt
kom kongens og ridderskabets interesser på kollisionskurs, bl.a. derved,
at Christian II af sin svoger, kejser Karl V, i 1521 fik tillagt forleningsretten
46
RUBICON 2015 (1)
over (hele) Holsten15. Da ydermere den jyske del af rigsrådet ultimo 1522,
efter forudgående kontakt til ridderskabet, anmodede Frederik om at stille sig i spidsen for et oprør mod kongen og Lübeck havde stillet finansiering til rådighed, indledte Frederik erobringen af Danmark og lod sig hylde som enehertug af Slesvig-Holsten.
Som følge af ridderskabets privilegier havde Frederik ikke kompetence til
at træffe beslutninger af denne art, og ydermere er der intet, der taler for,
at han som 52-årig skulle have haft noget som helst ønske om at blive
konge af Danmark. Men ridderskabet havde en stærk interesse i at slippe
af med Christian II og derved tillige opnå, at Slesvig-Holsten igen blev reelt udelt. Og uden ridderskabets involvering, såvel økonomisk som ved at
danne kernen i invasionshæren og i det hele taget politisk at berede jordbunden for foretagendet, ville det utvivlsomt aldrig være blevet iværksat,
endsige lykkedes. Efter sejren belønnedes ridderskabet da også i 1524
med yderligere privilegier, især af erhvervsøkonomisk og retslig art.
Efter Frederik I´s død 10/4-1533 skulle der ske regentvalg i
såvel hertugdømmerne som Danmark. Den ældste søn, Christian, aspirerede til begge positioner, men væsentlige problemer gjorde udfaldet af
egentlige valg i begge lande usikkert, især den omstændighed, at Christian
var lutheraner, mens den næstældste søn Hans formentes at være katolik
og som sådan kunne forventes understøttet af et væsentligt mindretal af
ridderskabet og et flertal i rigsrådet, og valgte ridderskabet Christian, ville
personalunionen glippe, hvis rigsrådet valgte Hans. Yderligere kompliceredes situationen af, at Lübeck øvede pres på rigsrådet for at opnå en unionstraktat med Danmark, mens Christian og ridderskabet arbejdede for
en unionstraktat med Lübecks krigsmodstander Nederlandene, samt af, at
det danske rigsråd traktatligt var bundet til at lade det norske rigsråd deltage i kongevalget.
Christian handlede hurtigt. Straks efter faderens død lod han slotsloven
overføre til sig og sine umyndige (sted-)brødre, idet han lod de fyrstelige
embedsmænd på hertugdømmernes slotte og befæstede byer aflægge ed
15
Som kejserens breve til kongen og hertugen er formuleret (Allen, De nordiske Riger III2
s.108) er forleningsretten diskretionær og giver kongen ret til at fordre lenstjeneste af hertugen. Hvis ikke kongen i 1522 var blevet presset til at frafalde retten, kunne den i givet fald
have fået uoverskuelige konsekvenser for ridderskabet magtposition.
47
RUBICON 2015 (1)
til ham om, at de holdt slottene og byerne til hans og hans brødres hånd (i
øvrigt i strid med 1460-bestemmelsen om, at de skulle holdes til hertugdømmernes råds hånd), hvorved han disponerede over ”die Gewaltmittel
des Staates”16.
Derefter indkaldte han til landdag 3/6-1533 i Kiel. Her undgik han i sit
oplæg spørgsmålet om indførelse af Reformationen og nøjedes med at
bekræfte alle ridderskabets privilegier og at tillægge det nogle yderligere,
f.eks. vedr. tiende – samt lovede at betale faderens gæld, inkl. den gæld,
som faderen havde overtaget efter Christian II – men i øvrigt argumenterede han med, at han og hans brødre var nærmeste arvinger (”der lande
unde furstendome rechte unde behaclyke erue”) og begærede arvehyldning (det var jo konsekvensen af arve-argumentet) af alle fire brødre,
hvilket opnåedes enstemmigt 8/6-1533. Der var således ikke tale om en
valghandling, men om et indgreb i ridderskabets valgret og om godkendelse af arveretlige principper, hvilket ridderskabet nærmest stiltiende
accepterede. Betegnende for indstillingen på herredagen, som indledtes
8/6-1533, var, at rigsrådet end ikke havde besvaret en henvendelse fra
Christian om personlig deltagelse. Afgørelsen om kongevalg udsattes til
foråret 1534. I mellemtiden kom Grevens Fejde i vejen.
Begivenhederne i hertugdømmerne i 1533 indebar en flerhed
af krænkelser af ridderskabets privilegier, især valgretten, og etablering
af Sam hertuger, uden at der som i 1490 samtidig blev indføjet bestemmelse om fælles råder, fik som konsekvens den for ridderskabet ulykkelig
landsdeling i 1544. Alligevel må det passerede betragtes som den bedst
mulige udgang på en kompliceret situation, og ubodelig skade var ikke
lidt. Ridderskabets indflydelse var foreløbig intakt, og Sam hertuger havde man jo også haft 1490-1523. Den virkelige skade indtraf først i
1544/45, jfr. nedf.
Under Grevens Fejde 1534-36 sluttede ridderskabet, trods intern religiøs
splittelse, samlet op om hertug Christians kandidatur til den danske trone,
og alle våbenføre slesvig-holstenske adelige med deres folk synes at have
deltaget aktivt, herunder Johan Rantzau som øverstbefalende over hertugens styrker. Krigen førtes i øvrigt fra begge sider i høj grad med lejetrop-
16
48
Hoffmann s.119, som også kalder fremgangsmåden for ”næsten revolutionær”.
RUBICON 2015 (1)
per og krævede derfor betydelig kapitalindsats. Hertugen havde ingen
personlig formue, også fordi Frederik I ved sin død var personligt insolvent. Den nødvendige finansiering tilvejebragtes af ridderskabet, hvis
medlemmer dels lånte ham store beløb, dels i stort omfang kautionerede
for ham. Efter sin kroning i 1537 tilbagebetalte Christian sin gæld til ridderskabet i løbet af de følgende ca. 10 år, bl.a. ved hjælp af midler fra inddraget kirkegods.
Det lykkedes at få Frederik I´s søn Frederik affundet med en gejstlig karriere, men ved Hans og Adolfs opnåelse af regeringsmyndighed krævede
de tre andre sønner en opdeling af hertugdømmerne, så hver fik sit landområde. Ridderskabet ville naturligvis helst undgå sådan deling, men dets
forhandlingsposition var dårlig, da de tre hertuger jo var hyldet som Sam
hertuger og landsdelingen således en naturlig konsekvens, hvortil kom, at
dets modpart i forhandlingerne var tre hertuger, hvoraf den ene oven i
købet var en dansk konge, der efter anneksion af kirkegodset ikke længere havde behov for dets finansiering (Reformationen indførtes i Danmark
1536, i hertugdømmerne 1542). Resultatet blev den på landdagen 9/81544 vedtagne landsdelingstraktat, som bl.a. udtaler, at de tre brødre har
delt ”vore fædre nedarvede fyrstendømmer” i tre dele (i øvrigt bestående
af områder, spredt i hele Slesvig-Holsten), at ridderskabet, landdagene,
landsskatterne m.m. var fællesanliggender og at amtmænd og råder kun
måtte tages af indfødt adel. Af helt afgørende betydning var imidlertid
spørgsmålet om fællesregering via for landsherrerne fælles råder. En sådan havde eksisteret i den periode, 1490-1523, hvor delingstraktaten af
1490 var gældende, problemløst, da fællesregeringen med hjemmel i traktaten havde været udøvet af ridderskabet. Hyldningsdokumentet af 1533
og 1544-traktaten indeholdt ikke lige artet bestemmelse, og på landdagen
i 1545 fordrede ridderskabet bibeholdelse af fælles råder (=medlemmer
af ridderskabet). Dette afvistes af Christian III, hvilket bl.a. bevirkede, at
Johan Rantzau og Wulf Pogwisch opsagde deres råds ed over for kongen,
førstnævnte tillige sin stilling som hofmester.
Hvad der er årsag til, at bestemmelsen ikke medtoges i 1533og 1544-dokumenterne, vides ikke, således ikke, om der var tale om en
forglemmelse eller om ridderskabet, hvad der ikke er usandsynligt, har
stolet på deres i 1460 fastlagte status lig det danske rigsråd. Men i hvert
tilfælde fik traktaten af 1544 det resultat, som ridderskabet havde frygtet,
49
RUBICON 2015 (1)
nemlig en splittelse af standen og dermed en reduktion af dens styrke. De
skiftende landsherrer udviklede tendenser til ud af deres landområder, at
danne territorier og strides indbyrdes, og hver for sig antog de råder,
herunder også ikke-adelige udlændinge, typisk retslærde, hvis loyalitet lå
hos deres respektive herrer, til hvem de aflagde råds ed, og ikke hos ridderskabet17. Især hertug Adolf (død 1586) benyttede ikke-adelige embedsmænd eller adelige, som var fast tilknyttet ham i kraft af embedsstilling.
Yderligere landsdelinger fandt sted i 1564 (Frederik II, arvedeling med
Hans den Yngre, hvis hyldning ridderskabet i øvrigt med held modsatte
sig) og i 1581, hvor Hans den Ældres del deltes mellem kongen, Hans den
Yngre og Adolf. Den sidste deling bevarede sin status indtil 1700-tallet, og
den var et resultat af et kompromis i en strid mellem kongen og Adolf om
arveretlige principper og ikke resultat af en valghandling.
Ridderskabets indflydelse havde hidtil i stort omfang bygget på landsherrernes behov for dets økonomiske støtte, men i løbet af 1500-tallet bevirkede landsherrernes forbedrede økonomi en mindskelse af støttebehovet.
En del adelige forsøgte sig så i sidste halvdel af 1500-tallet som pengeudlånere på Antwerpens børs og mistede store formuer.
Ridderskabets i praksis allerede reducerede valgret m.h.t. landsherre reducerede Adolfs søn, Johan Adolf, for sit gottorpske hertugdømme i 1608,
hvor han udstedte statut om Primogenitur (førstefødselsret) i henhold til
tilladelse fra sine lens herrer, den tyske kejser og den danske konge. For
den kongelige del indførte Frederik III samme system i 1650, efter at han
to år i forvejen uden valghandling var efterfulgt sin fader. Også landdagenes skattebevillingsret udviklede sig i 1600-tallet under tryk fra landsherrerne og disses faste råder reelt til en skattebevillingspligt.
Endelig medførte besættelserne under Kejserkrigen 1627-29, Torstenssonkrigen 1643-45 og Svenskekrigene 1657-60 ofte voldsomme tab for
adelen ved især plyndring af godser og arbejdsydende undersåtters flugt
eller død samt kontributionsudskrivninger fra såvel egne landsherrer
som fjendtlige styrker.
17
50
Illustrerende er en fortegnelse fra 1551 over kongens holstenske råders årpenge (de var alle adelige) i VE IX.
RUBICON 2015 (1)
Alt i alt må konstateres, at rigdom og sammenhold som korporation fra
12-1300-tallet havde forskaffet ridderskabet en enestående politisk
magtposition i Holsten, senere Slesvig-Holsten, udbygget gennem
standsmæssige privilegier, tildelt det af landsherrer, som stod i afhængighedsforhold til det. I sidste halvdel af 1500-tallet begynder magtpositionen, at smuldre over for en tiltagende landsherrelig magt. Landsherrernes
forbedrede økonomi frigør dem gradvist for afhængigheden af ridderskabet, samtidig med, at dettes økonomiske formåen af forskellige årsager
formindskes. Væsentlige dele af deres privilegier bortfalder, legalt eller
blot i praksis, uden at ridderskabet evner at yde et effektivt forsvar for
bevarelsen, især fordi ridderskabet splittes indbyrdes og mister sin korporative kraft, og medio 1600-tallet er ridderskabet ikke længere en
magtfaktor i hertugdømmerne. Vel kunne adelige som enkeltpersoner
stadig, i kraft af personlig rigdom eller dygtighed, opnå personlig magt og
indflydelse, men mest som civile eller militære embedsmænd, og ridderskabet som sådan havde udspillet sin politiske rolle.
I 1675 afholdtes den sidste egentlige slesvig-holstenske landdag og dermed ophørte ridderskabet som stand med deltagelse i landsanliggender. I
1721, efter fredsslutningen i Den store nordiske Krig, inddrog den danske
konge den hertugelige del af Slesvig under den danske krone. Tilbage til
hertugen blev alene hans holstenske andel, kaldet Grossfürstentum Kiel.
UDVALGT LITTERATUR
Brandt, Otto: Geschichte Schleswig-Holsteins, 8. udg. v/ Wilhelm Klüwer
(Kiel 1981).
Carstens, Werner: Die Landesherrschaft der Schauenburger. Artikel i
ZSHG 1926.
Samme: Untersuchungen zur Geschichte des Adels und des adligen Gutes.
Artikel i ZSHG 1935.
Samme: Beiträge zur Entstehung der landständischen Verfassung. Artikel
i ZSHG 1951.
Fuhrmann, Kai: Die Ritterschaft als politische Korporation (Kiel 2003).
Geschichte Schleswig-Holsteins. Udg. Ulrich Lange m.fl. (Neumünster
2003). Ved henvisninger: Lange m.fl.
51
RUBICON 2015 (1)
Hoffmann, Erich: Der Sieg der Reformation. Artikel i SchleswigHolsteinische Kirchengeschichte, bd. 3 (Neumünster 1982).
Jensen, F.C., og D. Hegewisch: Die Privilegien der schleswig-holsteinischen
Ritterschaft (Kiel 1797).
Lange, Ulrich: Grundlagen der Landesherrschaft der Schauenburger. Artikel i ZSHG 1974 og 75.
Scharff, Alexander: Die Wahl von Ripen. Artikel i Dat se bliven (Neumünster 1960).
Voigt, Harald: Die Einwanderung des holsteinischen Adels. Artikel i ZSHG
1958.
Windmann, Horst: Schleswig als Territorium (Neumünster 1954).
Zangel, Frederic: Die Koldinger Union von 1466. Artikel i ZSHG 2013.
FORKORTELSER
Rh.g.: rhinske gylden.
R.U.: Schleswig-Holsteinische Regesten und Urkunden.
UBBL: Urkundenbuch des Bistums Lübeck.
Urks. SHL: Urkundensammlung der Schleswig-Holstein-Lauenburgische
Gesellschaft für vaterländische Geschichte.
V.E.: Voss´ Exerpter i Rigsarkivet.
ZSHG: Zeitschrift der Gesellschaft für Schleswig-Holsteinische Geschichte.
52
RUBICON 2015 (1)
Fra SK 4b til MH
17
Af lektor Therkel Stræde, Syddansk Universitet
Artjómovsk, Slavjansk, Kramatorskaja, Konstantinovka og Gorlovka: byer
i det sydøstlige hjørne af Ukraine, som få før kendte eksistensen af. I dag
er de i medierne konstant. Snart besætter separatister, der hævder at repræsentere områdets russiske befolkningsflertal, offentlige bygninger og
udråber lokal autonomi, snart bølger kampe mellem dem og ukrainsk militær. Gidseltagning og overgreb på civile er en del af kampen. I Gorlovka
styrter et malaysisk passagerfly ned med hundredvis af sagesløse civile,
skudt ned af et missil. Artemivs’k, Slovjans’k, Kramators’k, Kostjantinivka
og Horlivka hedder disse steder på ukrainsk, men den ukrainske centralregering har ikke megen magt i denne del af, hvad der under kommunismen var en dynamisk industriprovins med miner og masser af sværindustri. Nu hersker her vold og vilkårlighed.
For halvfjerds år siden regerede vold og vilkårlighed også i
regionen. Da var byernes officielle navne Artemowsk, Slawiansk, Kramatorskaja, Konstantinowka og Gorlowka. Det er sådan, vi finder dem på tyske værnemagtskort, for fra efteråret 1941 til sommeren 1943 herskede
Nazityskland over området. Og begivenhederne fra dengang er med til at
præge sindene i dag. Den russiske og ukrainske befolknings forskellige
holdning til besættelsesmagten og de tyske forbrydelser dengang er med
til at gøre den etnisk-politiske konflikt anno 2014 endnu mere forbitret.
53
RUBICON 2015 (1)
En svirebror bliver skrivebordsmorder
En ny tysk bog giver et sjældent indblik i, hvad der skete i det område, der
i dag er så omstridt, dengang Hitler med opbakning fra en stor del af Tysklands befolkning og eliter forsøgte at virkeliggøre sin utopi om et Europa
ordnet efter etniske, racemæssige principper og udstrakte sit besættelsesherredømme helt til Sydøstukraine. I Im Netzwerk der Täter skildrer
Joachim Potthast (der kun har efternavnet til fælles med Heinrich Himmlers elskerinde og sekretær) sin svigerfars liv og karriere før, under og
efter nazismen. Svigerfaderens navn var Jobst Thiemann. Han var i efterkrigsårene advokat i Bielefeld, en by i den westfalske provins, kendt for
sit ansete, progressive universitet, levnedsmiddelkoncernen Oetker – og
for nazisten Horst Wessel. Wessel, der stod i spidsen for en trop af SAslagsbrødre i Berlin, blev skudt i 1930 i et opgør med en alfons om en
prostitueret, Wessel havde forelsket sig i. Men nazistpartiets chefpropagandist Josef Goebbels konstruerede Horst Wessels historie om til et politisk martyrium, og sangen ”Die Fahne hoch…”, som Wessel havde digtet,
fik under det nazistiske diktatur status af Tysklands anden nationalsang
ved siden af ”Deutschland, Deutschland über alles…”.
Det er muligt, at Jobst Thiemann kendte Horst Wessel fra opvækstårene. Thiemann var født i 1911, Wessel fire år tidligere i 1907.
Wessels far var evangelisk præst, Thiemanns far engageret i det evangeliske menighedsliv. Men mens Horst Wessel blev professionel partiaktivist,
studerede Thiemann jura først i Marburg og siden i Berlin. Det er en flyttekasse med gamle fotos og papirer, fundet efter Jobst Thiemanns død,
der satte Joachim Potthast i gang med at rekonstruere svigerfaderens liv
og færden og prøve at finde ud af, hvad han egentlig lavede i krigsårene,
som han kun ugerne havde talt om i familiens kreds.
Af Thiemanns dagbog kan man se, at han gik væsentligt højere op i livet
som Burschenschaftler, altså studenterliv med kårdefægtning og hyppige
drukture. Han bliver også aktivist i SA og svirer videre med sine nye par54
RUBICON 2015 (1)
tikammerater, men får da til sidst færdiggjort sin embedseksamen. Da han
begynder at snakke om at skrive ph.d., lukker faderen dog pengekassen i,
og så går jagten på en stilling som forvaltningsjurist. Efter forskellige skuffelser søger Jobst Thiemann ind til Gestapo, og en uge inden han skal til
ansættelsessamtale, gør han endelig alvor af at indmelde sig i SS. Da en
række af den nazistiske stats hemmelige tjenester i 1939 kort efter angrebet på Polen samles under ét ”hovedkontor for rigets sikkerhed”
(Reichssicherheitshauptamt, RSHA), bliver Thiemann sagsbehandler her.
Snart leder han Gestapo-forvaltningens kontor for polske anliggender og
er aktivt medvirkende til at udforme undertrykkelsespolitikken overfor
det besatte land og de mange polakker, der arbejder som tvangsarbejdere
i Tyskland. Han har nu rang af SS-Hauptsturmführer (kaptajn).
Jobst Thiemann sidder nu bag et skrivebord i rigshovedstaden
Berlin. Terrorcentralen RSHA er fyldt med unge jurister, og dens særlige
virksomhedskultur kendetegnes ved begrebet ”kæmpende forvaltning”,
formuleret af organisationschefen Werner Best, der er RSHA-chefen
Reinhard Heydrichs højre hånd og senere bliver Nazitysklands rigsbefuldmægtigede i Danmark. Dr. Best er jurist, og han vil – trods Hitlers foragt for disse - have jurister på de ledende poster; men de skal en tur til
fronten og bevise, at de er hærdede og hensynsløse nok til at optræde som
ledere og politiske soldater for nazismen. Så vejen opad i systemet går
gennem tjeneste i de besatte østområder. Front og front er nu så meget
sagt: de fleste bliver indsat som ledere af SS- og politienheder, der opererer i baglandet og sjældent – om nogen sinde – kommer i direkte kamp.
Man ligger ikke og skyder på Den røde Hærs soldater ved fronten med
fare for selv at blive ramt, når de besvarer ilden, men arbejder bag denne
med – som det hedder – ”sikring” af det tyske besættelsesherredømme:
det gælder om at smadre sovjetstatens institutioner og forhindre lokalbefolkningen i at gå til modstand.
55
RUBICON 2015 (1)
At stå sin mand ved fronten
Det er her, Artjómovsk og de andre byer i det østlige Donetsindustriområde kommer ind i billedet. Jobst Thiemann bliver nemlig tilknyttet Sonderkommando 4b. Sikkerhedspolitiet har ved indmarchen i
Sovjet opstillet nogle særlige Einsatzgrupper, som har til opgave at følge i
hælene på værnemagten og mandat til at foretage masseeksekutioner. SK
4b, som den hedder i forkortelse, er en enhed under Einsatzgruppe C. Den
skal på sin vej sikre sig arkiver, navneregistre og de af sovjetstatens og
kommunistpartiets funktionærer, som ikke er sluppet væk. Den medbringer henrettelseslister hjemmefra, som er udarbejdet af lokalkendte kollaboratører, og satser i øvrigt på lokales stikkeri og på oplysninger fra de
anholdte, der systematisk underkastes tortur. Hvad man møder af jøder,
bliver rutinemæssigt skudt eller – hvis det drejer sig om større grupper –
tvunget ind i interimistiske ghettoer for indtil videre at stå til rådighed for
den tyske besættelsesmagt som slavearbejdere.
Einsatzgrupperne er folkedrabets og den politiske undertrykkelses mobile
kommandocentraler og deles op i Sonderkommandoer, der opererer nær
fronten, og Einsatzkommandoer, der dækker områderne længere bagude.
De deler sig op i ”delkommandoer” efter behov. Flere af disse delkommandoer er ikke større, end at folkene kan køre sammen i én personbil, så
alle har intimt kendskab til, hvad alle gør. Når der er brug for det til større
aktioner, forstærkes de med andre politistyrker, værnemagtsenheder og
lokale kollaboratørenheder.
Thiemanns første stop på turen til fronten er Kiev. Her opholder han sig nogle uger ved staben i Einsatzgruppe C, der fra sit hovedkvarter her styrer sikkerhedstroppernes aktiviteter i det meste af Ukraine. I
Kiev bliver han sat ind i opgaverne og sendes så østpå til Sonderkommando 4b. Denne enhed er via L’viv, Kirovgrad og Poltava nået frem til Kramatorskaja. Her standsede den tyske fremrykning i slutningen af 1941, da
vinteren satte ind, og her står SK 4b for sikringen af et større område lige
56
RUBICON 2015 (1)
bag fronten – inklusive nabobyen Slavjansk, hvorfra der kun er få kilometer til ingenmandsland. SK 4b’s opgave er ikke let. Agenter for sovjetregimet er blevet tilbage for at destabilisere det tyske herredømme, og tyskerne frygter et oprør fra lokalbefolkningen, som let vil kunne udløse et
sovjetisk angreb. I området er der også en del jøder tilbage, som ikke har
haft held til at flygte i tide, eller som har tænkt, at værre end under Stalins
regime kan forholdene ikke blive. En del sovjetiske jøder var nemlig uvidende om den tyske udryddelsespolitik, fordi den sovjetiske presse i Hitler-Stalin-pagtens tid var tavs om forbrydelserne. Og Stalin-systemet havde med sine massedeportationer og udstrakt hungersnød ingen høj stjerne i Ukraine. Flygte med Stalin-styrets folk eller blive under Hitlers herredømme, det var for mange et valg mellem pest og kolera.
Thiemann ankommer til Kramatorskaja juleaften 1941 sammen med
endnu en SS-officer. De har været undervejs i bil på dårlige tilsneede veje i
mange dage, i øvrigt medbringende diverse marketendervarer til forsødelse af folkenes jul. Folkene fra SK 4b har endnu i frisk erindring, hvordan de i Poltava nedskød 565 patienter på et psykiatrisk sygehus for at
spare fødevarer, så man kunne sikre forplejningen af de tyske soldater på
byens krigslazaretter. Fra Kramatorskajas naboby Slavjansk er der som
sagt kun få kilometer til fronten, så her udskriver en delkommando af SK
4b civilbefolkningen til tvangsarbejde ved bygning af forsvarsværker i
bidende kulde og snefog. Thiemann bliver næstkommanderende for SK
4b, optræder i de følgende måneder også i flere perioder som øverstkommanderende. Om denne tid er hans dagbog tavs, men efterforskningsakter fra efterkrigstidens krigsforbrydersager giver et indblik i hans
aktiviteter.
I januar 1942 går Den røde Hær til angreb nord for Slavjansk, og SK 4b’s
stab flyttes hastigt sydpå til Gorlovka og ligger så her frem til starten på
den tyske sommeroffensiv i juli måned. Imens gennemfører man registrering af områdets jøder og konfiskerer alt, hvad de ejer. Man skyder ruti57
RUBICON 2015 (1)
nemæssigt alle, der mistænkes for at være fjender af besættelsesmagten,
især russere og de jøder, der mere eller mindre tilfældigt falder i det tyske
politis hænder.
Udryddelse af jøderne
I Artjómovsk gennemfører SK 4b så den 9. februar 1942 en massakre, som
tømmer byen for jøder. I samarbejde med lokale værnemagtsenheder
fragter sikkerhedspolitiet jøderne til en alabastmine udenfor byen, hvor
de skydes – mænd, kvinder og børn – ved nakkeskud. Det sker i en hule
inde i minen, der til lejligheden er oplyst af projektører og efterfølgende
mures til. Thiemann leder aktionen sammen med en SS-kollega, og SK 4b’s
rapport til Kiev opgør udførligt antallet af dødsofre til 63 ”politiske aktivister”, 30 ”partisaner og sabotører” og 1224 jøder. Dermed er også
Artjómovsk ”jødefri”, konkluderer rapporten triumferende.
Kort forinden har SK 4b udrenset alle jøder og ”upålidelige elementer” fra
Gorlovka og mindre nabobyer. Nær Gorlovka findes der også en forladt
mine. Udenfor denne må ofrene klæde sig af i hårdeste frostvejr. Derefter
føres de til en minegang, der skråner 45 grader nedad, skydes enkeltvis
med nakkeskud og sendes med et spark ned i skakten. Aktionens leder
har på forhånd tænkt på den mulighed, at et offer skulle finde på at rive
sin bøddel med sig i faldet, så skytterne har fået en sikkerhedsline om livet. En af jøderne tror at kunne redde sig ved at kaste sig i dybet, inden
skuddet falder, men Thiemann og hans medkommanderende, der overværer henrettelserne, sender en regn af pistolkugler efter manden. Aktionen varer i flere timer, koster 250 mennesker livet og efterfølges i de følgende uger af yderligere masseeksekutioner.
Kort efter får SK 4b en ”gasvogn” til Gorlovka: en lastbil, hvis varekasse er
ombygget til gaskammer. Meningen med at bruge det mobile gaskammer
er at skåne skytterne for det personlige møde med ofrene og for selve
drabet på klods hold. Men drabene i mobile gaskamre er om muligt endnu
58
RUBICON 2015 (1)
mere grufulde, fortæller en SS-mand senere: ”Under kørslen koblede
chaufføren udstødningsanlægget over på gasning. Ofrene skal have skreget noget så forfærdeligt. Så chaufføren måtte afløses. Både gamle mennesker og spædbørn blev gasset.”1 Ved én lejlighed dræbes 250-300 jøder på
denne måde. Det krævede 5-6 køreture og varede det meste af en nat. Ofrene blev kørt til den føromtalte mine, hvor nogle jøder blev tvunget til at
udlade ligene af de gasdræbte og smide dem i skakten - hvorefter de selv
blev skudt til sidst.
Jobst Thiemann er efter alt at dømme med til at planlægge,
hvilke fængsler, børnehjem og alderdomshjem, der skulle have besøg af
gasvognen, og han var uomtvisteligt til stede ved flere, måske mange
mindre og større drabsaktioner. For sin ”fronttjeneste” tildeles han den
30. januar 1942 Førerens Kriegsverdienstkreuz, en orden, der var indstiftet for at belønne særlige præstationer, der ikke havde noget med de direkte kamphandlinger at gøre. Faktisk var det nærmeste, han – skønt stationeret tæt ved fronten - kom disse, at han under den omtalte massakre i
Gorlovka kom til at skyde sig i foden med sin pistol. Dette var ikke et forsøg på at slippe væk fra tjenesten, for Thiemann befandt sig rigtig godt i
”Østområderne” og havde egentlig kun én bekymring: at man skulle kalde
ham tilbage til Berlin for tidligt. Det fremgår af hans brevveksling med sin
mor og søster.
Men efter at han havde bevist sit værd som nazistisk massemorder, kom
ordren til at vende tilbage til Berlin altså, og fra september 1942 fortsætter han sin karriere her – nu igen som skrivebordsmorder i Reichssicherheitshauptamt.
59
RUBICON 2015 (1)
Efter krigen
Ved Tysklands sammenbrud går Jobst Thiemann under jorden og skjuler
sig en tid i Østrig, hvor hans hustru kom fra. Senere vender han tilbage til
Bielefeld. Her lykkes det ham med hjælp fra et netværk af tidligere RSHAofficerer med Werner Best som ”edderkop” at få fodfæste igen og lige som
Best etablerer sig som advokat. Torsdag den 20. juni 1963 indhentes Jobst
Thiemann imidlertid af de forbrydelser, han begik som folkedrabsfunktionær i Slavjansk-regionen. Han arresteres, endda i selve domhuset efter
en retssag, hvor han netop har fået frikendt en spritbilist. Der følger en
årelang efterforskning, som han og hans kammerater med alle mulige
tricks og vildledningsmanøvrer forsøger at obstruere. Inden den kan føres
til ende, dør Thiemann dog den 29. november 1966 af blodkræft.
Fra 1942 til 2014
Umiddelbart er der ikke noget, der forbinder de tyske folkedrabsforbrydelser i Gorlovka og nabobyerne anno 1942 med flystyrtet samme sted
den 17. juli 2014 og kampen mellem russiske separatister og den ukrainske centralregering i Donets-regionen. Og dog alligevel. For erindringerne
om, hvad der skete, mens Nazityskland herskede i området, er stadigvæk
aktive hos begge konfliktens lokale parter.
Da tyskerne rykkede ind i Sovjetunionen i sommeren 1941,
blev de mange steder og især i Ukraine mødt med begejstring og udstrakt
kollaborationsvilje. Ukrainske nationalister håbede at kunne etablere en
selvstændig stat efter fascistisk mønster under Nazitysklands ”paraply”,
lige som det kort forinden var sket i Kroatien. I den ukrainske befolkning
var mange – især på landet - lede og kede af Stalin-styrets terror, tvangskollektivisering og hungersnød og parate til at gå i tysk tjeneste. Tusindvis
af ukrainere strømmede ind i hjælpepolitienheder, der assisterede tysk
politi og SS med at holde orden i de besatte østområder, bekæmpe partisaner og udrydde jøder, og over 80.000 ukrainere meldte sig til tjeneste i
SS.
60
RUBICON 2015 (1)
Til forskel fra det vestlige og centrale Ukraine havde industribyerne i den
østlige Donets-region derimod overvejende russisk befolkning. Og mange
af de russiske arbejdere og teknikere havde oplevet sovjettidens forcerede industrialisering som en chance for fast arbejde og social opstigning. Så
hvor mange ukrainere så tyskerne som befriere og var parate til at gå dem
til hånde, herunder deltage i folkedrabet på jøderne, identificerede de fleste af regionens russere sig mere med sovjetmagten. De så tyskerne som
aggressorer - noget den ekstremt voldelige undertrykkelses- og folkedrabspolitik, tyskerne førte med en vis ukrainsk støtte, bestyrkede dem i.
Så man kan sige, at i de to år, hvor Nazityskland - bl.a. ved
hjælp af ”politiske soldater” som Jobst Thiemann - herskede i området,
blev der skabt to grundforskellige, modstridende erindringer om en tid,
hvor ekstrem vold imod civile hørte til dagens orden. De to uforenelige
fortællinger er stadigt til stede i den kollektive erindring. De bruges propagandistisk og er i lyset af den stærke, etnisk forankrede nationalisme
med til at forværre den ulykkelige konflikt. På den måde er både Jobst
Thiemann og de jøder, han lod nedskyde i mineskakten i Gorlovka, ufrivilligt og længe efter deres død blevet en slags medaktører i den strid, der
halvfjerds år senere fylder medierne.
NOTE: Joachim Potthast: Im Netzwerk der Täter. Eine Juristenkarrire im
Reichssicherheitshauptamt (Lorbeer Verlag, Bielefeld 2014); se også Grzegorz Rossoliński-Liebes artikel om ukrainsk historieskrivnings tavshed
om Holocaust i Vierteljahrshefte für Zeitgeschichte hefte 3, juli 2014.
61
RUBICON 2015 (1)
”De har en kvindelig hersker. Så
dybt er de sunket”
- Antikke forestillinger om de fremmede og
antikhistoriens samfundsmæssige relevans
Af stud.mag. Christina Holst
Artiklen tager udgangspunkt i et oplæg om Tacitus’ Germania til et
offentligt studiegruppemøde på Møntergården i forbindelse med
særudstillingen The Roman Connection (februar- august 2015).
Matriarkalske tendenser, hæslig geografi og barbarisk kultur; sådan forestillede den romerske senatselite sig overvejende den germanske verden.
Disse forestillinger udfolder Tacitus (56- ca. 120 e.v.t.) i sin etnografi
Germania (ca. 98 e.v.t.). I det følgende analyserer jeg den romerske senatselites forestillinger om de fremmede germanere, og reflekterer på den
baggrund over antikhistoriens samfundsmæssige relevans.
Indledende bemærkninger om Germania som kilde og Tacitusforskningens historiografi
Cornelius Tacitus var romersk historiker og senatsmedlem, og repræsenterede derfor den romerske senatselite. Germania beskriver geografisk og
62
RUBICON 2015 (1)
kulturelt, dels Germanien og germanerne generelt, 1 dels de enkelte germanske stammer.2 Germania skal tolkes i henhold til det første århundrede e.v.t.; en periode præget af dels et dysfunktionelt principat, dels moralsk forfald. Domitian (81-96 e.v.t.) personificerede en af periodens dårlige kejsere, som ikke respekterede senatets krav om indflydelse, og som
således problematiserede det politiske system. Østlige luksuriøse tilbøjeligheder forårsagede romersk dekadence. Tacitus’ samfundskritiske tendens skal forstås i henhold til denne historiske kontekst.
Uoverensstemmelser mellem arkæologiske fund og beskrivelserne i Germania tyder på, at Tacitus aldrig forvildede sig ind i Germanien.3 Derfor
besidder etnografien ikke udsagnskraft i forhold til spørgsmålet om,
hvordan Germanien og germanerne var i det første århundrede e.v.t.
Imidlertid besidder den udsagnskraft angående spørgsmålet om den romerske senatselites forestillinger om den germanske verden. Denne vurderingen af etnografiens udsagnskraft er overensstemmende med tolkningstraditionen inden for historiografien om Tacitus’ Germania.4
I forlængelse af den historiografiske tolkningstradition kvalificerer Ellen
O’Gorman Tacitusforskningen i ”No Place Like Rome: Identity and Difference in the Germania of Tacitus” i Tacitus (2012, Rhiannon Ash red.).
O’Gorman argumenterer for, at Tacitus’ undersøgelse af den germanske
verden i Germania reelt er en søgen efter den tabte romerske moral: ”This
representation of Rome as strange and divergent is a strong feature of
subsequent Tacitean writing, and we see it here reflected in the representation of the foreign land, traditional repository of the strange and diver-
Bruun og Lund (red.): 37-61 (afsnit 1-27)
Bruun og Lund (red.): 61-81 (afsnit 28-46)
3 Michaelsen: 17
4 O’Gorman: 95
1
2
63
RUBICON 2015 (1)
gent, now a refuge for the familiar. The search through Germany, then, is a
search for Rome and what are seen as Roman values.”5
I henhold til den historiografiske tolkningstradition og inspireret af
O’Gormans tolkning analyserer jeg den romerske senatselites forestillinger og den germanske verden, som Tacitus udfolder i Germania.
Analyse af den romerske senatselites forestillinger om den
germanske verden
Umiddelbart afspejler beskrivelserne i etnografien overvejende den romerske senatselites negative forestillinger om den germanske verden.
Imidlertid afspejler visse af beskrivelserne eksplicit og implicit positive
forestillinger.
Den romerske senatselites negative forestillinger angår Germaniens geografi og germansk offentlig og privat kultur. Problemet med Germaniens
geografi er dets manglende æstetik: ”Skønt landets udseende varierer en
hel del, fremtræder det dog stort set enten med gruopvækkende skove
eller hæslige moser […] End ikke hornkvæget har sin naturlige skønhed
og mangler pandens stolte pryd”.6 Desuden er Germanien resursesvag:
”Jeg ved ikke rigtig, om det er i nåde eller vrede, at guderne har nægtet
dem sølv og guld”.7
Den offentlige germanske kultur er belastet af bl.a. militære anliggender
og et problematisk kvindesyn. Æstetisk lider det germanske militær
samme slette forfatning som geografien: ”Der er intet prangende over deres udrustning […] Deres heste er hverken særligt smukke eller særligt
hurtige, og de dresseres ikke engang, som hos os”.8 Om germanernes fysik
i forhold til militære aktiviteter forklarer Tacitus, at: ”kroppen [germane-
O’Gorman: 114-115
Bruun og Lund (red.): 41 (afsnit 5)
7 Bruun og Lund (red.): 41 (afsnit 5)
8 Bruun og Lund (red.): 41 (afsnit 6)
5
6
64
RUBICON 2015 (1)
rens] er stor og kun egnet til stormløb. Over for militærlivets hårde strabadser udviser de ikke tilsvarende udholdenhed”.9
Noget som er virkelig slemt ved germanerne, er deres kvindesyn. Germanerne har bildt sig ind, at kvinder har synske evner, og anerkender derfor
kvindelig rådgivning.10 En yderligere komplikation af germanernes kvindesyn er, at kvinderne er med på sidelinjen i krigshandlinger for at indgyde mændene krigsmod med deres skrigeri og blottede bryster.11 Forfærdet beskriver Tacitus, at ”de [den germanske stamme svionerne] har en
kvindelig hersker. Så dybt er de sunket”.12 Tacitus’ kritiske beskrivelse af
det germanske kvindesyn skal forstås i henhold til hans kulturelle kontekst; det stærkt patriarkalske romerske samfund, som forbød kvindelig
indblanding i politiske og militære anliggender.
Tacitus’ negative beskrivelser af den private kultur er også nådesløs.
Germanernes daglige rutiner er primitive: ”Når de ikke drager i krig, tilbringer de ikke megen tid med at gå på jagt, men mere med ingenting at
bestille; og de tænker kun på at sove og spise. Især de tapreste og mest
krigslystne bestiller slet intet”.13 Germanske boligforhold er ligeledes
primitive; de bor i jordhuler.14 Germanernes barbariske hårtraditioner er
endnu et forhold, som ligger den germanske kultur til last: ”De [den germanske stamme chatterne] lader nemlig, så snart de er blevet voksne, hår
og skæg gro vildt, og aflægger ikke denne hovedpragt, der højtideligt lover
og forpligter til mandsmod, før de har dræbt en fjende. Bøjet over det blodige bytte klipper de deres pandehår af”.15 Uciviliserede er også deres
skødesløse klæder: ”Den øverste del af deres dragt [kvindernes] lader de
Bruun og Lund (red.): 39 (afsnit 4)
Bruun og Lund (red.): 45 (afsnit 8)
11 Bruun og Lund (red.): 43 (afsnit 8)
12 Bruun og Lund (red.): 79 (afsnit 45)
13 Bruun og Lund (red.): 51 (afsnit 15)
14 Bruun og Lund (red.): 51 (afsnit 16)
15 Bruun og Lund (red.): 65 (afsnit 31)
9
10
65
RUBICON 2015 (1)
ikke gå ud i ærmer, men både over- og underarme er bare; også den øverste del af brystet er imidlertid blottet”.16 Endnu et uciviliserede element
er germanernes manglende sans for materielle sager: ”De vil også hellere
have sølv end guld, dog ikke af nogen særlig forkærlighed, men fordi
sølvmønter er mere bekvemme, når de skal købe deres simple og billige
sager”.17
Tacitus’ betoning af germanernes primitivitet og uciviliserede kultur implicerer, at de er barbariske. Den romerske senatselites negative forestillinger om den germanske verden angår altså den hæslige geografi, matriarkalske tendenser og barbarisk kultur. Germanernes barbariske kultur
står i kontrast til romersk civiliseret kultur. Symptomatisk for det modsætningsfyldte kulturmøde spørger Tacitus retorisk: ”Hvem kunne […]
være kommet på den tanke at forlade Lilleasien, Afrika eller Italien for at
tage til Germanien […] med mindre det da var hans fædreland?”.18
Uagtet de negative forestillinger om den germanske verden gør Tacitus
sig visse positive forestillinger, som angår germansk moral, sædelighed og
forfatningstradition. Eksplicit anerkender Tacitus germansk moral: ”og
oppe hos dem er den gode moral stærkere end andetsteds gode love”. 19
Endnu større sympati har Tacitus for germansk ægteskabstradition: ”Alligevel omfattes ægteskabet med strenghed og alvor, og der er ingen side af
deres levevis, som fortjener større ros. For det er næsten det eneste
fremmede folkeslag, der nøjes med én kone – med undtagelse af nogle
ganske få mænd, som har flere hustruer, ikke fordi de er særlig kvindekære, men fordi de på grund af deres fornemme byrd modtager særdeles
mange ægteskabstilbud”.20 Desuden er germanerne dydige og praktiserer
Bruun og Lund (red.): 53 (afsnit 17)
Bruun og Lund (red.): 41 (afsnit 5)
18 Bruun og Lund (red.): 37 (afsnit 2)
19 Bruun og Lund (red.): 55 (afsnit 19)
20 Bruun og Lund (red.): 53 (afsnit 18)
16
17
66
RUBICON 2015 (1)
ikke utroskab.21 Altså gør Tacitus sig positive forestillinger om germanernes sædelige (overvejende) monogame tendenser.
Om germansk forfatningstradition forklarer Tacitus, at folkeforsamlingen
vælger høvdingen, og at høvdingen tager folket med på råd i alvorlige sager.22 Beskrivelsen afspejler (Tacitus’ historiske kontekst taget i betragtning) en implicit positiv forestilling om et politisk system præget af dialog
mellem de politiske aktører.
Tacitus’ positive forestillinger om den germanske verden angår altså moralske og politiske anliggender. Germanernes moralske og politiske forfatning står i kontrast til Tacitus’ kulturelle kontekst; romersk dekadence
og et korrumperet politisk system. Således har de positive forestillinger
funktion som implicit samfundskritik. Desuden, som O’Gorman påpeger,
antyder de positive forestillinger angående germansk moral, en omvendt
hierarkisk relation; den germanske verden er den romerske verden kulturelt overlegen.23 I forlængelse af denne tolkningstradition svarer
O’Gorman på Tacitus’ retoriske spørgsmål: ”The only reason for a Roman
to visit Germany is to seek his native land.” 24 Således tolker O’Gorman Tacitus’ positive forestillinger (og etnografien generelt), som udtryk for Tacitus’ længsel og søgen efter ufordærvet romersk moral i den germanske
verden. I modsætning til de civiliserede, men moralsk fordærverede, romere besidder de uciviliserede germanere nemlig ren moral, idet de ikke
har materielle og usædelige tilbøjeligheder.25
Med udgangspunkt i Tacitus’ og den romerske senatselites negative forestillinger om den germanske verden reflekterer jeg over antikhistoriens
samfundsmæssige relevans.
Bruun og Lund (red.): 55 (afsnit 19)
Bruun og Lund (red.) 47 (afsnit 11)
23 O’Gorman: 111
24 O’Gorman: 114-115
25 O’Gorman: 112
21
22
67
RUBICON 2015 (1)
Refleksioner over antikhistoriens samfundsmæssige relevans
Tre forhold præger de negative forestillinger om den germanske verden;
for det første angår forestillingerne den germanske kultur, som Tacitus
kun indirekte har beskæftiget sig med. For det andet konstruerer forestillingerne en modsætning (dem vs. os) mellem germanerne, som forestillingerne angår, og romerne, som gør sig forestillinger om germanerne: ”og
de dresseres ikke engang, som hos os”.26 Endelig, for det tredje implicerer
forestillingerne, at germanerne er barbariske.
Elementerne i de antikke forestillinger om de fremmede (indirekte kendskab til den fremmede kultur, modsætningskonstruktionen og ”barbarisk”-diskursen) kan genfindes i nutidige forestillinger om fremmede (typisk muslimer). Disse elementer er problematiske, idet de skaber unuancerede forestillinger. Unuancerede forestillinger udfordrer forståelse for
den fremmede kultur. Særlig problematisk er ”barbarisk”-diskursen, som
nedvurderer den pågældende kulturs berettigelse, og således overflødiggør forståelse for den fremmede kultur. Uden forståelse for fremmede
kulturer, kan vi ikke overkomme kulturelle konflikter.
De antikke forestillinger om de fremmede er altså af samfundsmæssig
relevans, idet de tydeliggør, at nutidige forestillinger ikke er tidssvarende
og bør nuanceres, hvis kulturelle konflikter skal løses.
Sofie Carsten Nielsen og ligesindede i Ingeniørforeningen mener ikke, at
humaniora har samfundsmæssig relevans. Det er ikke korrekt. Antikke
forestillinger om de fremmede, antikhistorien, historievidenskaben og
humaniora har betydelig samfundsmæssig relevans. Humanistiske refleksioner over fx antikke og nutidige forestillinger er relevante for løsningen
af kulturelle konflikter i vores nutidige samfund.
26
68
Bruun og Lund (red.): 41 (afsnit 6)
RUBICON 2015 (1)
Kære medstuderende, lad os reflektere mere over vores historievidenskabelige studiers samfundsmæssige relevans. Ellers risikerer vi et samfund, som er fattigt på humanistisk refleksion, som ellers ville kunne forbedrede vores nutidige samfund.
Kilde og litteratur
Kilde (oversættelse):
Bruun, Niels W. og Allan A. Lund (red.). Tacitus Germania. Bd. I. Århus:
Wormanium, 1974. Print.
Litteratur:
Michaelsen, Kasten Kjer. Den romerske forbindelse. Odense: Forlaget
Odense Bys Museer, 2015. Print.
O’Gorman, Ellen. ”No Place Like Rome: Identity and Difference in the Germania of Tacitus” i Rhiannon Ash (red.): Tacitus. Oxford: Oxford University Press, 2012. 95-118. Print.
69
RUBICON 2015 (1)
Udviklingsprojekt – og hvad så?
De Studerende i Centrum arbejder på at forbedre dit studiemiljø,
din undervisning og den service, du møder på universitetet.
Af Charlotte Kusk Clausen, De Studerende i Centrum.
Idet dette er min første artikel i Rubicon, må en introduktion være på sin
plads. Jeg har fremover fået lov til at skrive et par ord her i bladet på vegne af projekt De Studerende i Centrum. De Studerende i Centrum er et udviklingsprojekt på SDU, som bliver styret af tre hovedformål; nemlig ambitionerne om at få skabt et universitet med inspirerende undervisning,
med et motiverende miljø og som formår at yde kompetent service til de
studerende. Arbejdet mod at nå disse mål er inddelt i fire programmer:
Læring, Information, Liv samt Værdier, Incitament & Kompetenceudvikling. Disse fire programmer udmøntes i praksis i en række projekter.
Blandt resultaterne af dette projektarbejde kan nævnes: En ny fredagsbar
i 2012, De studerendes dag - hvor alle de studerende får undervisningsfri,
så de kan deltage i en række sociale arrangementer samt Studieservice, så
de studerende kun skal opsøge ét sted for at få hjælp og svar på deres
spørgsmål.
Som den opmærksomme læser måske allerede har regnet ud, bliver artiklerne lidt af en joker i et historisk fagblad. Men ikke-fagligt er ikke lig med
ligegyldigt eller irrelevant. Min opgave er at fortælle jer, som studerende
på historiestudiet, om relevante tiltag, events og forandringer, der er foretaget af De Studerende i Centrum - men også de tiltag vi arbejder på, samt
tænker på eller drømmer om. I øjeblikket er det særligt den kompetente
service i form af kommunikationen mellem de studerende og universite70
RUBICON 2015 (1)
tet, der arbejdes på, idet vi fokuserer på fremover at kunne tilbyde alle
studerende et personligt skema. Foreløbigt er den første version af skemaet klar til studiestarten 2014. Denne version er dog ikke den endelige,
og vil derfor løbende blive ændret og forbedret.
Skulle du have idéer til ændringer eller forbedringer DU drømmer om på
SDU, er du mere end velkommen til at dele dem med mig og resten af projektkontoret. Det kan du gøre via vores inputside www.sdu.dk/input. Jeg
glæder mig i hvert fald til fremover at dele universitetets forbedringer
med dig.
71
RUBICON 2015 (1)
Fanget på østfronten – tvunget
i tysk uniform
Anmeldelse af ”Fanget på østfronten – tvunget i tysk uniform” af Jens
A. Berg. Gyldendal 2011, 217 sider, 299,95 kr (vejl.).
Af stud. BA. The Vinh Tran
Fanget på østfronten – tvunget i tysk uniform fra 2011 er Jens A. Bergs historie.
Som en del af det danske mindretal i
Nordtyskland, var han én af omkring tusinde danske mænd fra området, der
kæmpede på den tyske side i 2. Verdenskrig. Bogen er kommet til verden i samarbejde med journalisten Ole Sønnichsen,
der ved samtaler med Jens A. Berg har
skrevet Bergs historie om at være ung
dansker i den tyske hær.
Jens Berg kom fra den lille landsby Agtrup, der ligger ca. 10 km. fra den
dansk-tyske grænse. Danskheden i Bergs familie kom fra moderen, som
havde giftet sig tysk. Moderen gjorde meget for at holde på danske traditioner. Berg kunne faktisk ikke lide ideen om at skulle vælge mellem nationaliteterne, og han følte sig hverken fuldstændig dansk eller tysk. Da han
72
RUBICON 2015 (1)
som 11-årig oplevede Hitlers magtovertagelse i 1933, beskriver Jens,
hvordan skolen begyndte at bruge propaganda i undervisningen. Han
brød sig ikke om nazismen, men han måtte alligevel som 15-årig melde
sig ind i en nazistisk ungdomsorganisation, da han ønskede sig et motorcykelkørekort. Efter at han havde erhvervet kortet, meldte han sig ud. Da
Berg var 19 år blev han indkaldt til den tyske hær. Herefter var han i tre
omgange ved østfronten i perioden 1941-45, og det er oplevelserne ved
fronten, som Berg hovedsageligt erindrer.
Bergs fortællinger omhandler hovedsageligt livet ved fronten, små anekdoter og hverdagen. Hvis man er til store kampe, rædsel og ødelæggelse
er denne bog ikke en anbefaling. Berg fortæller på intet tidspunkt om
større kamphændelser. Han fokuserer på intet tidspunkt på de grusomheder, den tyske hær oplevede eller udsatte den russiske befolkning for.
Det skal tilføjes, at Berg var en del af de tyske styrker, som var omkring
100 km. fra Moskva i 1941. Det virker underligt, at Berg undlader at fortælle om grusomhederne, men kun fokuserer på det positive. Det var dog
ikke umærket, at Berg overlevede krigen. Han blev såret to gange, hvorefter han returnerede til Tyskland for igen at blive sendt til fronten, da han
var helet begge gange. Han beskriver sig selv som heldig, for at han kom
hjem igen.
Det utrolige ved denne bog er, at Jens A. Bergs hukommelse intet fejler og
at han stadig husker sine oplevelser meget detaljeret på trods af sine 89
år i 2011. Dog, som nævnt tidligere, er de grusomheder, som de tyske soldater udsatte civilbefolkningen for på østfronten ikke nævnt. Om Berg
ikke oplevede dette ved fronten, eller han har fortrængt hændelserne, kan
vi kun gætte os til. Udover Bergs erindringer er der sidst i bogen et afsnit
med breve fra Berg til hans forældre og søskende. Dette kapitel fungerer
73
RUBICON 2015 (1)
rigtig godt med resten er bogen og understøtter meget Bergs historie.
Selvom Berg undlader negative dele af krigen, er Fanget på østfronten –
tvunget i tysk uniform rigtig god. Ole Sønnichsen har gjort et godt stykke
arbejde, og Jens A. Bergs historie er meget fascinerende og spændende,
hvor læserne får et godt indtryk af Bergs oplevelser og tanker omkring sin
fortid i den tyske hær. Fanget på østfronten – tvunget i tysk uniform kan
varmt anbefales, hvis man interesserer sig for den almene soldats oplevelser under 2. verdenskrig.
74
RUBICON 2015 (1)
Spøgelsesfronten -
Ardennerne
1944: Hitlers sidste offensiv
Anmeldelse af ”Spøgelsesfronten – Ardennerne 1944: Hitlers sidste
offensiv” af Jacob Sørensen. Gyldendal 2014, 336 sider, 299,95 kr
(vejl.).
Af stud.Mag. Peter Klüwer
Nu til dags ser man oftere og oftere et skifte
mellem formidling og forskning. Hvor den
første har til hensigt at fortælle historien, har
den anden til hensigt at bibringe så meget
sandhed som muligt. Hvert af disse punkter
er ekstremer og vi, som historikere, må bevæge os mellem de to punkter. Mulighederne
er mange for at trække beretningen enten i
den ene eller anden retning, men nogle gange rammes en rigtig god balance som giver det
bedste af begge sider.
En sådan balance rammer Jakob Sørensen. Spøgelsesfronten er ikke traditionel forskning, men derimod et forsøg på at fortælle en kompliceret
historie for den alment interesserede. Det er ikke den nye forskning der
er spændende, men rettere metoden hvormed beretningen bliver fortalt
på dansk for en af de første gange.
75
RUBICON 2015 (1)
Panserslaget i Ardennerne har særligt for amerikanerne været et symbol,
som filmatisering, men også i kulturen generelt. The Battle of the Bulge er
ikke desto mindre en svær historie at beskrive, for denne gang havde tyskerne initiativet – det var amerikanerne, der blev angrebet og taget på
sengen. En skræk blev sandelig sat i livet på amerikanerne.
Alligevel har slaget, det med det største antal af involverede i Vesteuropa,
kun haft begrænset opmærksomhed for danske forskere og publikum. Det
retter Sørensen op på med denne bog. Det er en beskrivelse, ikke bare af
slagets store armbevægelser, men også dets menneskelige sider – soldaten i skyttegraven og pigen som igen ser tyskerne i sin landsby. At alle
disse små historier væves ind i den store beretning, gør at historien bliver
levendegjort og velfortalt.
Et lidt ømt emne, Massakren i Malmedy hvor amerikanske krigsfanger
blev skudt, bliver ligeledes taget under behandling. Selvom den er en del
af slaget, falder diskussionen om denne i faldgruben mellem at fylde for
meget i forhold til dets betydning under selve slaget, og for lidt til at det
bliver en ordentlig gennemgang. Dermed ikke sagt at massakren ikke er
relevant. Den har bare ikke fået den plads den fortjener. En lidt uheldig
disposition i et eller ganske fornuftigt struktureret værk.
Sproget flyder godt og fortællende, og gør bogen til en ganske overkommelig fornøjelse at læse. Omfanget er måske lidt på den tynde side, men
for formidlingens skyld kan jeg sagtens se igennem fingre med det. Jeg
kan varmt anbefale bogen til dem, som er interesseret i Anden Verdenskrig, særligt den amerikanske del af krigen. Som sagt er der ikke meget
nyt at komme efter, men formidlingen er ganske god. Både studerende og
lægfolk vil kunne få glæde af denne bog.
76
RUBICON 2015 (1)
Historisk Foredragsforening forårsprogram
2015
05.02.15
Post. doc. Thomas Kristian Heebøll-Holm.
Hvad er pirateri – et begrebs tidlige historie
I de seneste år har pirateri på godt og ondt oplevet et revival. I populærkulturen har ”Pirates of the Caribbean” filmene og tv-serien ”Black Sail”
gået sin sejrsgang, mens virkelighedens pirater fra Somalia og Nigeria
spreder skræk og rædsel i de afrikanske farvande. Men hvad er pirater og
pirateri egentlig for en størrelse?
I dette foredrag vil Thomas Heebøll-Holm kaste lys over pirateriet i Antikken, men i særdeleshed også i middelalderen, for at forklare hvorledes
disse perioder har spillet en afgørende rolle for definitionen på pirateri,
kapervæsen og krig på havet.
26.02.15
Adjunkt. Jens-André Herbener.
Religion, natur og den globale klimakrise
Menneskeskabte klimaforandringer er over os. Gennemsnitstemperaturen stiger og det kan få dramatiske konsekvenser. Verdenshavenes vandhøjde kan stige markant, mange kystbyer kan blive oversvømmet. Vold77
RUBICON 2015 (1)
somme hedebølger, regnfald og orkaner kan brede sig. Alt dette kan skabe
uoverskuelige politiske og sociale problemer verden over.
I dette foredrag vil vi først se nærmere på den globale klimakrises historiske og mentalitetshistoriske rødder med særligt fokus på religionens rolle. Dernæst vil der zoomes ind på den globale klimakrises store indflydelse på religion i dag. De nye ”grønne” religioner, der er opstået, de økologiske reformer og naturbevarelsesprojekter, der har fundet sted i de store
religioner er blevet kaldt for nogle af de vigtigste religiøse innovationer i
moderne tid.
16.04.15
Dr.phil. et lic.oecon. Jørn Henrik Petersen, Professor.
Pligt og ret – de røde faner
”Gør Din Pligt og Kræv Din Ret” var de danske socialisters mantra gennem
mange år. I dag har det skiftet sin betydning og vægtning på ordene, er det
så virkelig en socialdemokratisk idé arv eller er det blot en hvidvaskning
igennem historieskrivningen?
Jørn Henrik Petersen vil fortælle om det nuværende velfærdsstats dobbelt
natur, hvor ”Pligt og Ret” burde runge igennem hele dens historie. At den
hægter hele sin eksistens op på mantraet og gør krav på en socialdemokratisk eftermæle, er blot ”historieforfalskning”. Hvor det ikke er så meget
økonomien, men det sociale og kulturelle der afgør formen for velfærdsstaten.
78
RUBICON 2015 (1)
30.04.15
Adjunkt, Ph.d. Rasmus Glenthøj.
1864
Hvad skete der egentlig i Danmark i 1864, hvad var årsagerne til den, med
danske øjne, store katastrofe og hvilken rolle spillede ”skandinavismen” i
dette drama?
Disse spørgsmål vil blive forsøgt besvaret af Rasmus Glenthøj i hans foredrag om 1864, hvor historien om den dansk-tyske helstat blev revet fra
hinanden i en strid mellem nationale og demokratiske kræfter på den ene
side og konservative på den anden side. Det er en fortælling der både
rummer historien om planerne om at gøre Danmark til en del af Det Tyske
Forbund, samt forsøgene på at skabe Nordens forenede stater under Karl
XV af Sverige og Norge. Det er ligeledes historien om hvordan krig og nederlag kan være med til at forme et lands historie og et folks selvforståelse. For at forstå Danmark, må man forstå 1864 og de forskellige fortællinger om det traumatiske nederlag.
79