Høringssvar til Nissum Fjord - Herning
9629 6666 . www. hflc.dk Nupark 47 . 7500 Holstebro Birk Centerpark 24 . 7400 Herning Juni 2015 Høringssvar til Vandområde Nissum fjord: Yder Fjord, Mellem Fjord og Felsted Kog hhv. 129, 130, 131 Nissum Fjord og opland. Oplandene er på ca. 11.000 ha, 30.000 ha og 120.000 ha. Fjordens karakteristika Fjorden dækker et areal på ca. 65 km2 og består af tre bassiner Yder Fjord (inkl. Bøvling Fjord), Mellem Fjord og Felsted Kog. Fjorden er meget lavvandet med en middeldybde på 1 m og en max. dybde i hvert af de tre bassiner på 2-2½ m. Fjordens nordvestlige del forbindes med Vesterhavet gennem slusen ved Thorsminde. Vandtransporten mellem bassinerne sker over lavvandede områder og gennem to smalle sejlrender. I Felsted Kog har Storåen sit udløb, og fjorden har en stor ferskvandsgennemstrømning. Fjordens saltholdighed afhænger dels af ferskvandsafstrømningen og dels af indstrømningen af saltvand fra Vesterhavet, som styres ved slusen i Thorsminde. Saltholdigheden stiger trinvist fra Felsted Kog til Yder Fjord. Årstidsvariationen af afstrømningen bevirker, at saltholdigheden varierer ganske meget over året fra helt ferskt eller næsten helt ferskt om vinteren og op til 12-28‰ (Yder Fjord), 12-15‰ (Mellem Fjord) og 4-5‰ (Felsted Kog) om sommeren. Den store forskel i saltholdigheden mellem bassinerne er afgørende for økologien. Dels påvirker den meget skiftende saltholdighed vegetationen i fjorden, som bliver stresset af variationerne og dels kan indstrømmende saltvand give anledning til bundlag om sommeren, hvor ilten hurtigt bliver opbrugt DLBR er et forpligtende forretningssamarbejde mellem 32 selvstændige rådgivningscentre i Danmark og følgerne er en stor frigivelse af næringssalte fra sedimentet, især fosfor, som påvirker systemet negativt. Udformningen af fjorden er præget af landindvindingsforsøg, især Felsted Kog er påvirket heraf i udformningen, idet det lykkedes at få tørlagt ca. 900 tønder land. Inddæmningen af fjorden blev i 1884 opgivet. Målebordsblade 1870-1882. Gravearbejdet udformede den nuværende relativt aflukkede Felsted Kog Fjorden modtager vand fra ca. 160.000 ha opland, hvilket betyder at oplandet er 24 gange større end fjordens vandareal. Til sammenligning er dette forhold 11 for Ringkøbing Fjord. Vandet i Nissum Fjord er ikke opblandet i ét bassin, som det er i Ringkøbing Fjord, og hvis der alene ses på forholdet for Felsted Kog, hvor størstedelen af ferskvandtilstrømningen sker, så er forholdet mellem opland og fjordareal på 100. Dette udtrykker at ferskvandspresset og dermed også nærings-stoftilførslerne uanset koncentrationer bliver ganske høje. Det er derfor indlysende, at det ikke er muligt direkte at sammenligne tilstanden i Ringkøbing Fjord, med Nissum Fjord som et hele, og at de forskellige bassiner i Nissum Fjord er meget forskelligt påvirket af tilstrømning af ferskvand og saltvand, og derfor også danner rammerne for hvilken miljøtilstand som kan opnås. Nissum Fjord – med opdelte bassiner: Yder fjord med vandudskiftning til Vesterhavet via sluse, Mellem Fjord og sydligst Felsted Kog. Generelt om beregningsmetoder Det beregnede kvælstofreduktionsbehov som fremgår af forslag til vandområdeplaner, som er sendt i høring frem til den 23. juni 2015, er beregnet af Aarhus Universitet og DHI. 3 forskellige metoder er blevet anvendt til at udregne indsatsbehovet for indsatsbehov for danske kystvande. Mekanistiske modeller, statistiske modeller og meta-analyser1,2,3. I flere vandområder er opstillet to eller flere modeller, hvorfor det er muligt at sammenligne resultater. Mekanistiske modeller er de mest komplekse modeller og beskriver flest processer, fx inkluderer disse modeller fjordens næringsstofpuljer i sedimentet og vandudskiftning med de omkringliggende vandområder. Antallet af udarbejdede mekanistiske modeller har været begrænset pga. omkostninger ved udviklingen af disse. Specifikt for de to fjorde har der ikke været anvendt en mekanistisk model til beregning af indsatsbehov i vandområdeplaner. Der er imidlertid tidligere i anden sammenhæng opstillet en mekanistisk model for begge fjorde (opstillet af daværende Ringkøbing Amt og overgået til Naturstyrelsen ved kommunereformen i 2007), men de har ikke været anvendt. De statistiske modeller dækker over en sammensætning af statistisk validerede modeller, generelle sammenhænge og skøn. Et samlet indsatsbehov er under betegnelsen ”statistiske modeller” opnået ved en vægtning mellem disse. Meta-analyse er helt generelle sammenhænge mellem kvælstof og fx klorofyl, og der er ikke anvendt data for den specifikke fjord og den enkelte fjord er ikke specifik vurderet ud fra dens karakteristika. Det skal gøres opmærksom på, at DHI og AU har brugt 2007-2012 som reference for nutidig tilførsel, mens 2008-2012 er anvendt i udkast til vandområdeplaner. Det kan betyde at reduktionsmålene er lidt lavere i vandplanerne end angivet i rapporter fra DHI og AU. Beregning af reduktionsmål for kvælstof Det samlede indsatsbehov for fjorden er i vandområdeplaner opgjort til 747 ton N ud af en tilførsel på 1996 ton N (opgjort 2008-2012) svarende til en reduktion på 37%. Indsatsbehovet fokuserer alene på næringsstoffer og mangler fokus på andre relevante stressfaktorer, såsom fiskeri, næringsstoffer og slam i bundlaget, tungmetaller, ændrede fysiske forhold m.m. Der sker derfor en overestimering af indsatsbehovet på kvælstoftilførslen. Denne vurdering3, er alene baseret ved at anvende Ringkøbing Fjord som dimensionsgivende. Der foreligger således ikke en reel vurdering af data for Nissum Fjord. Nissum Fjord har fået samme reference på klorofyl for god/moderat på 8 μg/l som Ringkøbing Fjord. Dette giver naturligvis ikke mening set i forhold til fjordens inddeling i bassiner. Tilstanden for klorofyl er på den baggrund, af Naturstyrelsen, vurderet høj i Yder Fjord og ringe i mellem fjord og Felsted Kog, hvilket er et udtryk for en tilsidesættelse af al tidligere indsamlet viden om fjorden. Der sker i dag ikke monitering af miljøtilstanden i Felsted Kog, hvilket betyder at miljøtilstanden ikke er kendt. På trods af dette fastsættes et kvælstof-indsatskrav på 37% for et opland på ca. 120.000 ha. Dette strider mod Vandrammedirektivets krav om proportionalitet mellem mål og midler. Ålegræs og miljømål I 1. generation af vandplaner var ålegræsset dybdegrænse eneste parameter. Efter megen kritik af ålegræsværktøjet er alger, der beskrives ved klorofylindhold samt bunddyr nu også inddraget som kvalitetselementer til beskrivelse af miljømålene. Dertil kommer en række fysiske og kemiske parametre, f.eks. nærringsstoffer, som ikke i sig selv er målet for god økologisk tilstand, men alene skal være på et niveau, der muliggør at ovenstående biologiske kvalitetselementer kan komme i god økologisk tilstand. Ålegræs har historisk været meget udbredt overalt i danske farvande, og har en afgørende betydning for hele det økologiske system. Ålegræs danner et filttæppe med rødderne, og er i stand til at mindske erosion langs kysterne. Bladene dæmper bølgernes kraft, og partikler i vandet falder til bunds og bliver liggende. Samtidigt er ålegræs produktivt og optager næringsstoffer, hvorved vandet bliver mere klart med mere ålegræs. En positiv spiral. Det giver samtidigt liv til en kaskade af dyr op gennem fødekæden. Uden ålegræs og andre havgræsser i udbredte enge vil fjorde og kystnære områder ikke kunne betegnes som værende i god økologisk tilstand jf. vandrammedirektivet Ålegræs bliver fortsat ikke korrekt håndteret i vandplaner. Ministeriet ser i de kommende vandområdeplaner bort fra direktivets ordlyd om ”tæthed” af blomsterplanter (ålegræs) og fokuserer igen alene på ålegræssets dybdegrænse. Der er videnskabelig evidens for, at ålegræs i mange områder ikke danner udbredte enge som forventet, på trods af at vandet giver tilstrækkeligt lys til bunden. En fortsat fokus alene på dybdegrænsen for ålegræs, vil derfor ikke medføre, at fjordene får udbredte enge med ålegræs, som er en forudsætning for at fjordene kan opfylde betingelserne for god økologisk tilstand jf. Vandrammedirektivets bestemmelser. Dybdegrænsen udtrykker kun et potentielt ålegræsområde, men hvis ålegræs ikke optræder i udbredte enge inden for den bestemte dybdegrænse, kan direktivet ikke siges at være opfyldt, da miljøtilstanden ikke nødvendigvis bliver bedre. Det bør derfor vurderes på tæthed fremfor dybdegrænse. Der foreligger gode undersøgelser af ålegræssets udbredelse i de danske farvande for 100 år siden, hvorved det bliver muligt at definere en form for referencetilstand og i tilknytning hertil en grænse for overgangen mellem god og moderat økologisk tilstand. Denne er fastsat til 74 % af referencedybden. Der knytter sig imidlertid en væsentlig problemstilling til ønsket om at nå tilbage til denne referencetilstand: At det økologiske system tilsyneladende ikke uden videre eller måske slet ikke kan bringes tilbage til en tidligere tilstand som opfattes som ønskelig. Internationale forskning 4 peger på, at økosystemer kan have svært ved at returnere til tidlige tiders gode økologiske tilstande grundet en lang række af bl.a. menneskeskabte faktorer som fiskeri, fysisk modificering, mv. og grundet klimaændringer generelt. Dette synspunkt understreges også i DMU´s overvågningsrapport for det marine område 2009, og betyder at der helt konkret kan stilles spørgsmålstegn ved miljømålenes opnåelighed Data i oplandsanalysen henviser til undersøgelser i Nissum Fjord i 1920, hvor ålegræs slet ikke er observeret i fjorden. Sluserne blev taget i brug i 1931, hvorved saltholdigheden steg. Der er ingen beskrivelser af vegetationen mellem 1930 og 1957. I 1957 blev fjordens vegetation beskrevet i forbindelse med undersøgelse af knortegæssenes forekomst og levevis. De næste registreringer er i 1970’erne og 1980’erne, hvor der observeres store mængder næringsstoffer og dermed ændret vegetation. Udledningen af næringsstoffer er mindsket markant siden 1980’erne. Dybdegrænsen for udbredelsen af ålegræs i Yderfjord er målt til 0,8 m i alle årene fra 1985 – 2008 med en standardafvigelse på mellem 0,00 og 0,41 m. Der har tydeligvis ingen effekt været af alle vandmiljøplanerne på trods af de store N og P reduktioner i den årrække. I Mellemfjord og Felsted Kog er der ikke registreret ålegræs5. Fra Basisanalysen (Natura 2000): Dybdeudbredelse af undervandsvegetation har de sidste 15 år svinget mellem ca. 0,6 og 0,9 m. Dog har det på mange undersøgelsestransekter været svært at observere nok punkter med vegetation til en egentlig dybdegrænsebestemmelse, pga. meget lidt vegetation på dybt vand. Så lidt, at man kunne overveje om dybdegrænsen burde angives som væsentlig mindre. Dybdegrænsen har været signifikant stigende fra 1985 og fra 1989 - den toppede i 2000, og er siden faldet. Den større dybdegrænse først 2000’erne er udtryk for at vegetationen disse år var ved at sprede sig til de dybere områder flere steder, uden tvivl som følge af den forbedrede sigtdybde. Denne forbedring i dybdegrænsen har ikke kunne fastholdes, måske som følge af generel tilbagegang af arterne på det lave vand, som var de arter der havde spredt sig til de dybere Områder og igen forsvundet. I amtets regionplan er opstillet en målsætning om en udbredt bundvegetation med en dybdegrænse større end 2 m, der således ikke er opfyldt. Dækningsgraden af blomsterplanter, der er et udtryk for hvor mange procent af det undersøgte område, der er bevokset med blomsterplanter, giver sammen med dybdegrænsen et udtryk for denne habitattypes størrelse. Dækningsgraden af blomsterplanter har været statistisk signifikant faldende i perioden 1985-2004. Niveauet har siden 1990 svinget mellem 3% og 15%, hvor det fra 1985 til 1989 var 25%. Artssammensætningen er forskellig i fjordens tre delområder primært pga. forskelle i saltholdighed og der er også forskel i forekomsten af arterne i forhold til dybden. Den størst tilbagegang er i Mellem- og Ydre Fjorde, uden for ålegræsområdet på dybere vand i den nordlige del af ydre fjord. Den største sammenhængende bevoksning i fjorden er i et mindre område i den nordlige del af Ydre Fjorde, hvor der er Ålegræs. Som følge af kritikken af ålegræsværktøjet, rejst af Landbrug & Fødevarer via DHI-rapporten nedsatte Miljøministeriet og Fødevareministeriet en arbejdsgruppe, der skulle se nærmere på værktøjet. I et arbejdspapir, udgivet i maj 20116 skriver gruppen blandt andet: ”Der er således en erkendelse af, at reetablering af ålegræsset i mange tilfælde ikke vil ske i takt med reduktionen i kvælstofbelastningen, idet der kan være en betydelig forsinkelse i reetableringen. Desuden kan også andre faktorer end kvælstof have betydning for reetableringen” ”Det bør samtidig understreges at ålegræssets dybdegrænse ikke er en indikator, der kan stå alene. Dels fordi dybdegrænsen ikke nødvendigvis siger noget om den, for økosystemet, betydende tæthed og udbredelse. Og dels fordi ålegræssets dybdegrænse ikke siger noget, om hvorvidt næringsstofkoncentrationerne er på et niveau, der vil kunne understøtte opfyldelse af miljømålet.” Ydermere er det meget problematisk for fastsættelse af dybdegrænsemål for ålegræs, at lysets dæmpning i vandsøjlen generelt er større i dag end i referenceperioden for 100 år siden, bl.a. pga. kulstofforbindelser i vandet. Der ligger ikke en reel vurdering af mulighederne for at opnå de meget høje sigtdybder, som er målet i VRD, andet end en vurdering af næringsstofniveauets påvirkning af vandkvaliteten. Det er således meget problematisk, at de sidste 100 års ophobning af organiske forbindelser og en stadig frigivelse fra havbund og land, ikke er blevet inkluderet i en vurdering af mulighederne for målopfyldelse. Desuden er fjorden ændret i væsentlig grad i forhold til tilstanden ved referencetidspunktet. Dette gælder fysiske ændringer som følge af ændring af slusepraksis, fysiske konstruktioner, der ændrer vandgennemstrømningen, så som konstruktion af broer, havne, sejlrender og dæmninger, hvilket man burde tage hensyn til ved målfastsættelsen. Der er også sket ændringer i klimaet i forhold til referenceperioden. En ny slusepraksis, som er startet i foråret 2015, vil ligeledes skabe ændringer. I Nissum Fjord vil ålegræs ikke være en relevant indikator, da den ofte stresses af svingende saltholdighed. I stedet kunne der fokuseres på andre havgræsser (børstebladet vandaks, langstilket havgræs…). Se senere om udplantning af disse. Referencen og de efterfølgende miljømål er derfor fastlagt på baggrund af et yderst spinkelt grundlag baseret på ét års observation i 1957. Denne undersøgelse havde endda ikke til formål at undersøge fjordens vegetation, men at vurdere knortegæssene. Det er meget tvivlsomt, om undersøgelsen har tilstrækkelig høj kvalitet til, at en vandplan kan baseres på dette. Miljømålet for udbredelsen af ålegræs i Nissum Fjord er sat til henholdsvis 2, 1,7 og 1,3 m i henholdsvis Yder Fjord, Mellem Fjord og Felsted Kog. Dette er besluttet ud fra en reference-tilstand og et maksimalt økologisk potentiale på baggrund af data tilbage i 1957, hvor der blev målt ålegræs ud til 2,5 m’s dybde samt ud fra sammenligning med forholdene i Ringkøbing Fjord. Ringkøbing Fjord og Nissum Fjord er forskellige på det punkt, at Nissum Fjord består af 3 bassiner og vandvolumenet er væsentligt mindre i Nissum Fjord end i Ringkøbing Fjord. Lighedstegnene er, at der i begge fjorde er en sluse til Vesterhavet. I Ringkøbing Fjord har man haft held med en ændret slusepraksis, hvor man tager toppen af de salttunger, der lukkes ind i fjorden. Man holder en stabil saltholdighed i fjorden, og det har øget bundvegetationen kraftigt. Samme praksis skal afprøves i Nissum Fjord, så man derved sænker saltholdigheden og undgår høj saltholdighed i stille, varmt vejr med iltsvind til følge. Saltholdigheden i Mellem Fjord og Felsted Kog er derudover så lav, at ålegræs ikke kan etablere sig og det havde således været mere relevant at bruge andre planter som målestok, såsom fx børstebladet vandaks. Temperaturen i Danmark er over de sidste 100 år steget med ca. 2 grader. DHI7 har konkluderet i en rapport at ålegræssets dybdegrænse påvirkes af høje sommertemperaturer og selv de små temperaturøgninger på 1-1,5 gr.C, som har fundet sted gennem de seneste 20 år, fører til reduktioner i dybdegrænsen på 20-30%. Reference-værdierne for ålegræssets dybdegrænser er fastlagt på basis af målinger gennemført i en periode, hvor sommertemperaturen var 2 gr.C lavere end i dag. Hvis der tages højde for den lavere temperatur i reference-perioden, vil referencedybdegrænserne antageligt være 25-30% lavere end angivet i Vandplanerne. Det er således problematisk at vandplanen er baseret på registreringer, som er 50 år gamle. Nødvendige tiltag I Yder Fjord og Mellem Fjord er der store lavvandede områder uden vegetation, på trods af gode lysforhold. Fjorden har nu så lidt vegetation, at det i sig selv er begrænsende for større udbredelse. En anden vigtig og afgørende faktor er saltholdigheden i fjorden. De store variationer, som spænder fra 0 promille om vinteren i nogle år til over 20 promille i sommerhalvåret i Yder Fjord stresser planternes mulighed for udbredelse voldsomt. En bedre styring af slusen, hvor saltholdigheden holdes mere konstant er helt afgørende for at vegetationen kan udbrede sig igen. Det er endvidere højst sandsynligt, at en aktiv hjælp til reetablering af planter er nødvendig, fordi bestanden i dag er kommet under et kritisk niveau mht. spredningspotentiale. Det er ligeledes vigtigt, at man aktivt beslutter, hvilken vegetation man ønsker i fjorden. I 1920’erne, hvor slusen endnu ikke var i funktion, var saltholdigheden lavere end i dag og ålegræs fandtes ikke i fjorden, mens andre hav-græsser og brakvandsarter dominerede i store mængder8. I 1950’erne var der udbredt ålegræs i Yder Fjord ved en højere saltholdighed end i 1920’erne9. Ved en reetablering af vegetationen i Yder og Mellem Fjord vil der ske en positiv feedback på miljøtilstanden, i form af mere klart vand og mindre planteplankton i vandet, hvilket er eftervist på storskala niveau i USA10 og ved model-simuleringer fortaget af DHI for Odense Fjord. Yderligere kvælstofreduktioner vil ikke føre til udbredelse af vegetation, fordi der allerede er lys tilstede på store område i Yder og Mellem Fjord. Hvad angår Felsted Kog må det konstateres, at forholdet mellem opland og vandområde er endog meget stort og man bør derfor enten fastsætte lempede mål eller/og anvende aluminiumsbehandling af sedimentet, således de meget store fosformængder bindes permanent til sedimentet og ikke frigives under iltsvind, og således Felsted Kog i langt højere grad fosforbegrænser væksten af planteplankton. En forbedret tilstand i Felsted Kog vil have en betydelig positiv påvirkning på de andre dele af Fjorden. Alternativt til aluminiumsbehandling kunne være at lægge et nyt lag sand ud over dyndbunden (sandcapping). Der oprenses årligt betydelige mængder sand ved slusen for at holde havneløbet fri for sand. Virkemidler til forbedret tilstand i fjorden Slusepraksis. Slusen ved Thorsminde har tidligere stået åbent det meste af året, hvorved havvand frit kunne strømme ind i fjorden. Saltvandet lagde sig i varme, stille perioder på bunden af fjorden, idet saltvand er tungere end det ferskvand, som er i fjorden. Hermed risikeres iltsvind. Risikoen var størst om sommeren, hvor der strømmer mest havvand ind i fjorden og hvor der er mindst vind. Saltholdigheden har indtil videre været på henholdsvis 4, 12 og 20 o/oo i henholdsvis Felsted Kog, Mellem Fjord og Yder Fjord. Niveauet har tidligere frem til 1970 været lavere. Vandplanterne i fjorden stresses af det varierende saltniveau hen over året. Altså ville det være lettere at få den ønskede vegetation med et konstant saltniveau. Dette vil favorisere ferskvandsplanterne i Felsted Kog, der knap tåler salt. Børstebladet vandaks vil blive favoriseret i Mellem Fjord og formodentligt forskellige havgræsser i Yder Fjord. Historiske referencer viser at ålegræsset har været udbredt i Yderfjorden ved en højere saltholdighed11. En styring af slusepraksis, som man gør det i Ringkøbing Fjord, hvor slusen hovedsagligt åbnes når vejret er blæsende, sikrer en størst mulig opblanding af saltvandet. Det giver det mest stabile saltindhold i fjorden og mindsker risikoen for lagdannelse og dermed iltsvind. I Ringkøbing Fjord har man med denne slusepraksis set, at vegetationen i fjorden er blevet væsentlig forbedret, og at den strækker sig ud til større dybde (ses i områderne Haurvig og Tipperne). Det er især vegetationen af havgræsser der er i fremgang. I sommeren 2014 har man registreret havgræsser (formodentlig langstilket havgræs) ud på 3,7 m’s dybde i Ringkøbing Fjord. En ændret slusepraksis vil dog næppe kunne bedre tilstanden i Felsted Kog, da en opblanding af vandet helt derud ikke vil være praktisk mulig. I 2013 udarbejdede en nedsat teknikergruppe med repræsentanter fra Lemvig og Holstebro kommune, Kystdirektoratet og Naturstyrelsen følgende til Sluseudvalget: ”Teknikergruppen indstiller til sluseudvalget, at slusen drives således: - Vandstanden i fjorden overstiger ikke + 0,20 m DVR90 og er ikke under – 0,1 m DVR90 Minimumsvandstanden holdes i perioden 15. marts – 1. juli i intervallet 0 – +0,10 m DVR90. Vandstanden styres efter et beregnet simpelt gennemsnit af vandstandene ved de tre vandstandsmålere i fjorden. - Saltholdigheden i Yder Fjord holdes i perioden maj – september i intervallet 12-20 promille resten af året holdes saltholdigheden under 20 og gerne over 6 promille Saltholdigheden styres efter et vægtet gennemsnit af målinger fra saltholdighedsloggere opsat i Yder Fjord Det tilstræbes, at lukke saltvand ind ved vejrforhold, så lagdeling af vandmasserne undgås. Det betyder, at der skal være, eller være udsigt til, vindhastigheder, det tillader en opblanding af vandmasserne. - - I situationer hvor det er nødvendigt at prioritere mellem at opfylde vandstands- eller saltholdighedskravene, prioriteres vandstand over saltholdighed - Der opretholdes en lokkestrøm gennem slusen for at tilgodese vandrefiskenes muligheder for at finde gennem slusen ind og ud af fjorden - Besejling og oprensning af indsejlingen i havnen kræver, at man i perioder holder slusen lukket ligesom slusen lukkes under storm og kraftigt højvande Baggrund: Ønsket om at holde minimumsvandstanden fra midt i marts til udgangen af juni mellem 0 og 10 cm DVR90 handler ikke om at hæve vandstanden i fjorden generelt, men derimod om at undgå situationer med meget lav vandstand, af hensyn til engfuglenes ynglemuligheder. Dette vil medføre, at slusen i perioder skal holdes mere lukket i potentielle udstrømningssituationer end hidtil for at holde vandstanden over 0. Målinger fra 1989 og frem viser, at vandstanden ca. 10 % af tiden ligger under 0, hvoraf kun få af disse dage ligger i månederne marts og april (se bilag a). Den foreslåede justerede drift af slusen medfører derfor, at der fremover vil forekomme enkelte perioder i forårsmånederne, hvor man, for at undgå situationer med meget lav vandstand i fjorden, holder vandstanden 5-10 cm højere end den ellers kunne have været. I sommermånederne vil der forekomme perioder, hvor der lukkes for indstrøm af havvand fra Vesterhavet for at undgå, at saltholdigheden bliver for høj. Det tilstræbes desuden, at indsluse havvand når vinden vurderes at være kraftig nok til, at vandet opblandes hurtigt efter det er sluset ind. Dette gøres for at undgå lagdeling af vandmasserne, hvor det tungere havvand ligger sig som et salt bundlag under det lettere brakke fjordvand. Lagdeling er uønsket, fordi der ved lagdeling, specielt i sommermånederne, kan komme iltsvind ved bunden. I vintermånederne vil man når det er muligt, sluse saltvand ind fra Vesterhavet for at undgå, at Yder Fjord bliver helt fersk. Dette skal gøres under hensyn til at vandstanden stadig skal holdes så lav som mulig, så man undgår at forøge risikoen for opstuvning af vand i vejrsituationer, hvor man risikerer i en længere periode ikke at kunne lukke vand ud af fjorden.” Den nye praksis er først startet i foråret 2015 – der bør derfor afventes en periode inden der vedtages nye tiltag, som får store konsekvenser og som måske ikke er nødvendige. Det er trods alt kendt viden at ålegræs ikke bryder sig om de svingninger i saltholdighed eller lav saltholdighed i perioder, som hidtil har været faktum i fjorden og som nu forventes stabiliseret. Plantning af ålegræs Igennem de senest år er der sket en kraftig forbedring af sigtbarheden i fjorden, så der nu bør være basis for at få genetableret ålegræsser og havgræsser igen. Det er uforståeligt hvorfor det ikke er lykkedes. Er det pga. saltholdigheden, mudret fjordbund, sandflugt, makroalger, aktivitet af sandorme, fosfor m.m. eller en kombination af disse. Derfor er der forsøgt udplantning af havgræsser 4 steder i Yderfjorden (100x100m), hvor der er højest saltholdighed. Der er plantet langstilket havgræs og børstebladet vandaks, som tåler større variation i saltholdigheden end ålegræs. Ålegræs kan vokse på dybere steder end disse to havgræsser, så hvis de kan etablere sig med den pågældende dybdegrænse er det også muligt at få ålegræs ud på den dybde – det er kun et spørgsmål om tid vurderer kommunens biologer. Det vurderes at selv om ålegræs bliver etableret, vil et hurtigt fald i saltholdighed kunne slå bestanden af ålegræs ned igen – ved samme næringsstofkoncentration. Derfor bør fjordens tilstand ikke alene skulle vurderes ud fra ålegræsbestanden. De øvrige to havgræsser er mere tolerante overfor svingninger i saltholdighed. Indtil videre er der ikke resultater fra forsøget. Ekstra tiltag for at gavne tilstanden for ålegræs bør derfor afvente disse forsøg. Minivådområder og drænfilterløsninger Konstruerede minivådområder og drænfilterløsninger har et stort potentiale for fjernelse af næringsstoffer i drænsystemer. Disse nye teknologier bør tages i betragtning, når metoder er færdigafprøvede. Minivådområderne kan både anvendes til rensning af drænvand fra større delvandoplande og som alternativ løsning på krav tilknyttet den enkelte ejendom. Der er data fra de første nordjyske anlæg, som allerede nu kan anvendes. Måbjerg Bioenergy Måbjerg Bioenergy er et biogasanlæg, som er startet op i 2012. Anlægget modtager husdyrgødning fra ca. 25.000 DE. Hovedparten af de 25.000 DE er placeret i oplandet til Nissum Fjord, men det eksakte antal har det ikke været muligt at få oplyst. I hele oplandet er der ca. 100.000 DE. Dvs. at gødningen fra ca. 25 % af det samlede antal DE i Nissum Fjord fremover vil blive afgasset. I biogasanlægget sker der en omsætning af gyllen, så det organiske kvælstof i gødningen nedbrydes. Udover forgasningen sker der også en separering, hvorved fiberdelen skilles fra. I alt laves ca. 45.000 tons fibre med et indhold af 472 ton N og 540 ton P, hvor hovedparten eksporteres bort fra området. Derudover sænkes udvaskningen af kvælstof markant, når det organiske kvælstof er fjernet. Desuden er der en højere udnyttelsesprocent af kvælstoffet, så tilførslen af handelsgødning vil også falde. Der er i vandplanen ikke lavet beregninger på hvor meget udvaskningen af kvælstof forventes at blive reduceret eller hvor meget tilledningen af fosfor reduceres med biogasanlægget. Dette bør dog foretages, idet anlægget er af en sådan størrelse, at det får en indvirkning på miljøtilstanden i fjorden. Dermed bør det indgå i vandplanen, så der kan fjernes andre omkostningstunge tiltag. Felsted Kog som rørsump Felsted Kog er forbundet med resten af Nissum Fjord ved en rende, Kedlen, ud for Felsted Odde. Det statsejede område er vildtreservat og domineres af fladvand med rørsump, og hver vinter høstes tagrør som bortauktioneres. Typiske rastefugle er dykænder som taffeland, hvinand og skallesluger. I rørsumpen nord for kogen kan fuglelivet følges fra et udkigstårn. I reservatet, der blev oprettet i 1936, drives reguleret jagt. Felsted Kog blev 1870-84 forsøgt tørlagt, men uden held. De bagvedliggende arealer er i vidt omfang beskyttet af diger. I navnet Felsted Kog betyder sidste led kog 'inddiget marsk'. I denne forbindelse er det egentlig misvisende, idet alle forsøg på inddigning - i sidste halvdel af 1800-tallet - mislykkedes. Felsted Kog har altså været en rørsump bevokset med tagrør gennem de sidste knap 140 år. Hvis tagrørene i Felsted Kog får lov til at udbrede sig og der høstes tagrør har man et naturligt rensningsanlæg for vandet inden det kommer videre ind i Mellem- og Yderfjord. Tagrør kan optage meget store mængder N og P, og det bliver nemmere at opnå den ønskede miljøtilstand. Lokale resultater af drænvandsundersøgelser I Heden og Fjorden er der lavet drænvandsundersøgelser på 19 dræn i 2014, hvoraf hovedparten er i Nissum Fjord opland. Det gav følgende resultater. Tabel 1. Heden og Fjorden gennemsnit af de 19 prøver Prøve Nitrat-N mg/l Total-N mg/l November 2013 5,92 7,53 Januar 2014 3,74 4,73 Marts 2014 3,73 5,15 Orthofosfat mg/l 0,03 0,03 0,03 I landbrugets drænvandsundersøgelse ligger kvælstofkoncentrationerne generelt 20-40 % lavere end i LOOP-drænene. LOOP er ikke repræsentativt for landet men viser kun resultater fra få udvalgte oplande og viser derfor ikke det sande billede. Vi kan konstatere, at vi i vores vestjyske område har foreløbige undersøgelser der viser, at der er stor variation og at niveauet ligger langt under LOOP-værdierne, så risikoen og potentialet er langt overdrevet. Økonomiske konsekvenser Beregninger fra SEGES nedenfor viser konsekvenserne af et reduktionskrav på 37 % N-tilførsel i Nissum Fjord opland, beregnet ud fra at eneste virkemiddel for reduktion er braklægning. Dette giver et braklægningskrav på 24 %. Antallet af bedrifter med høj gældsprocent og negativ likviditet stiger fra 68 til 110. Samtidigt falder antallet af bedrifter med positiv likviditet og lav gældsprocent fra 258 til 213. Desuden falder værdien af jord med 1473 mio. kr. I beregningerne er der ikke taget højde for at braklægning vil give et reduceret harmoniareal. I Vestjylland er der generelt et højt dyretryk, så det bør tages med i betragtningerne. I gennemsnit er der 1,11 DE/ha, men det er skævt fordelt i det store opland og vil derfor kunne resultere i store transportomkostninger, hvis det overhovedet bliver muligt at finde afsætning for husdyrgødningen, da ikke alle planteavlere ønsker at modtage husdyrgødning med krav til arealgodkendelser m.m. Beregninger med gødskning efter afgrødernes N-behov viser hvilket potentiale der er i landbruget og viser nu at antallet af bedrifter med høj gældsprocent og negativ likviditet kan reduceres til 54 fra 110 med den foreslåede vandområdeplans reduktion. Tilsvarende øges jordværdien med 1402 mio. kr. Beregninger fra enkelte landbrug viser ligeledes hvordan de enkelte brug påvirkes. Nedenfor ses en sådan beregning, hvor en landmand med 416 ha mister 387.737 kr. pr år. Dette er en kraftig reduktion i en landmandsfamilies rådighedsbeløb og vil uden tvivl give store udfordringer for den enkelte landmand og for samfundet, hvor det skal erindres at landbruget og dets følgeerhverv udgør en stor del af beskæftigelsen i Midt-Vestjylland. Den konkrete landmand, som har fået lavet nedenstående beregninger har en husdyrproduktion og fuldt dyretryk på 1,4 DE/ha og vil derfor miste ca. 25 % af harmoniarealet, som skal findes i lokalområdet i et område, som i forvejen har et højt dyretryk. Alternativt skal produktionen skæres ned med 25 %, hvilket vil koste yderligere, da disse vurderinger ikke er medtaget i de 387.373 kr. En reduktion i producerede dyr vil derfor få yderligere økonomiske konsekvenser for den enkelte landmand samt følgeerhvervene, som bl.a. slagterierne. Konklusion Nissum Fjord Fjorden er i dag ikke i tilstrækkelig grad bedømt ud fra dens karakteristika, hvilket giver sig til udtryk ved at den både er bedømt i ”høj” og ”ringe” tilstand i forskellige dele med forskellige kvalitetselementer. Kvælstofindsatsbehovet er fremkommet ved at overføre en fejlbehæftet vurdering fra Ringkøbing Fjord til Nissum Fjord, hvilket er yderst problematisk, da Nissum Fjord slet ikke ligner Ringkøbing Fjord. Kvælstofindsatshovet er derfor fastsat på et helt usagligt grundlag. Man opnår således ikke en løsning på problemstillingen, den manglende udbredelse af vegetationen, herunder ålegræs. Årsagen til at der er valgt en metaanalyse og draget sammenligninger til Ringkøbing Fjord er fordi der mangler data til at opstille sammenhænge. Idet fjordene er forskellige er det kritisabelt, at et så højt indsatsbehov som 37 % baseres på et så løst grundlag. Allerede modelberegningen for Ringkøbing Fjord er behæftet med stor usikkerhed. Enhver indsats bør derfor udskydes, indtil man har tilstrækkelig med viden til at foretage kvalificerede vurderinger. I direktivet er der mulighed for at undtage fra krav om målopfyldelse på grund af manglende data. Hvis fjorden skal have fremgang skal der anvendes marine virkemidler herunder aktiv hjælp til reetablering af havgræsser og saltholdigheden skal holdes mere konstant over året gennem en bedre styring af slusen. Ydermere skal alle andre havgræsser anerkendes som kvalitetselement og ikke kun ålegræs, hvilket vil gøre vandområdeplanen mere direktivnær. Endvidere bør det overvejes at lave en undtagelse for Felsted Kog grundet det voldsomme ferskvands-og næringsstoftryk på et meget lille vandområde og/eller foretage aktiv indsats med marine virkemidler i dette område. Vi anser således den nuværende vandområdeplan som værende et meget ukvalificeret bud på at få forbedret miljøtilstanden i fjorden. Den overholder ydermere ikke bestemmelserne om proportionalitet mellem mål og midler jf. Vandrammedirektivet. Vandløb Med den nyligt udkomne Miljøtilstandsrapport fra 2014 ses nedenstående udvikling i faunaklassen fra 1994 til 2011. ”Andelen af vandløb i dårlig-ringe tilstand reduceret fra 22-26 % i perioden 199498 til 5-11 % i perioden 2008-12. Tilsvarende er andelen af vandløb i moderat tilstand reduceret fra 45-58 % til 33-38%. Mængden af vandløb i god til høj tilstand er også øget i perioden fra 19 % i 1994 til 62 % i 2012.” Vandløbenes tilstand er således i bedring mht. DVFI. Med de nye kvalitetselementer fisk og planter kan dette se anderledes ud. For langt de fleste vandløb er tilstanden ukendt for især planter, men også for fisk. Stærkt modificerede og kunstige vandløb Vi har gennemgået kort over området mht. vandløb og fundet, at der er udpeget meget få stærkt modificerede og kunstige vandløb. En stor del af oplandet består af drænede arealer, hvor vandløbene måske er rettet ud og jævnligt oprenset for at vedligeholde afledningsevnen. Stærkt modificerede er netop defineret som vandløb som er betydeligt påvirkede af fysiske forstyrrelser i form af regulering og i nogle tilfælde af intensiv vedligeholdelse. Mange af vandløbene havde allerede i Regionplanen 2005 en lempet målsætning (C-, D- og E-målsatte). Ifølge EU’s guidelines bør vandløb i drænede områder, hvor effekten af ændringer vil give en signifikant negativ karakter, skulle målsættes som modificerede vandløb. Dette er i modstrid med de danske retningslinier, som der er anvendt i nærværende vandplaner. Netop de negative konsekvenser diverse tiltag vil være så høje, at vandløbene bør omklassificeres til modificeret. Det fremgår af vurderinger fra DCE, at danske vandløb som hovedregel er stærkt modificerede. Eneste fornuftige løsning kan være at bringe vandløbsbunden op til terrænet for at nå miljømålene, og når dette vil føre til markante forringelser af afvandingen og påføre landmændene uforholdsmæssigt store omkostninger, er betingelserne for at udpege vandløbene som stærkt modificerede opfyldt. C-målsatte vandløb Ifølge NST er de C-målsatte vandløb medtaget i vandplanerne, hvis der er målopfyldelse. Der er ved gennemgang af vandplanerne fundet mange tidligere C-målsatte vandløb med udsat indsats, ukendt tilstand eller målopfyldelse på baggrund af 10-12 år gamle faunaprøveudtagninger. Flere af de tidligere C-målsatte vandløb er i 2. generations vandplan nedklassificeret til ”blødbundstype”. De blev medtaget i 1. planperiode, da der var målopfyldelse på DVFI. DCE har siden vurderet, at denne metode til fastsættelse af DVFI er uanvendelig i blødbundsvandløb, så nu er status i de tidligere C-målsatte vandløb ”ukendt på alle parametre”!! Smart! Det kan ikke være rimeligt. Vi har indgivet høringssvar på en række af dem, men NST bør selv gennemgå planerne og luge ud i vandløbene. Det kan ikke være antal km vandløb, der er afgørende – det skal være de rigtige vandløb, der er med i planerne, så må det være af underordnet betydning, om det udgør 2000 eller 5000 km. Typologi 1 vandløb I Danmark har man medtaget langt flere små vandløb i vandområdeplanerne end landene omkring os. Ifølge guideline fra EU (Guidedance no. 2, Identification of Water Bodies) skal man som udgangspunkt (særlige forhold kan tale for) kun medtage betydelige vandområder; her defineret som vandløb og sidegrene med et opland, der er større end 10 km2. I Danmark er der medtaget mange vandløbsstrækninger beliggende i oplande mindre end 10 km2. I Danmark er alle vandløb, som var målsat som A eller B i de tidligere amters regionplaner inddraget i vandområdeplanerne. Regionernes målsætninger blev ikke lavet for at op-fylde vandrammedirektivet og dermed er det retsgrundlag, som kommer til at ligge til grund for opfyldelsen af vandrammedirektivet, ikke vurderet i lyset af EU-reglerne, og dette er selvsagt juridisk problematisk. Brugen af regionplanerne som grundlag for vandrammedirektivets identifikation af vandløb er fejlagtig og der skal derfor ske en langt mere grundig tilretning, der bringer praksis i overensstemmelse med EU-vejledningen. I vandområdeplanerne fremgår følgende; ”De målsatte vandløb omfatter alle større vandløb samt mindre vandløb, som på hovedparten af deres udstrækning opfylder miljømålet udtrykt ved DVFI, og vandløb med gode faldforhold, naturligt forløb udtrykt ved slyngningsgrad eller dokumenteret god fysik” Der er i vandområdeplanerne som nævnt talrige eksempler på, at der er vandløb med, hvis opland er mindre end 10 km2, hvorfor vandløbet i første omgang slet ikke burde være medtaget i planen, men de har heller ikke gode faldforhold, god fysik osv. Der er tale om et generelt problem, der gør sig gældende i vandområdeplanerne og den størrelsesmæssige afgrænsning i reguleringsgrundlaget er systematisk fraveget af Naturstyrelsen. Vi vurderer, at Naturstyrelsen ikke har den fornødne bemyndigelse til at foretage sådanne systematiske fravigelser af det reguleringsgrundlag, der foreligger som forudsætning for vedtagelse af vandområdeplanerne. En helt generelt formuleret bemyndigelsesbestemmelse i en lov (”Ministeren kan fastsætte nærmere regler om…”) indeholder ikke fornøden bemyndigelse til, at ministeren, eller for den sags skyld en delegationsmyndighed, kan foretage sådan selvstændig overimplementering. Beføjelsen hertil tilkommer alene lovgiver. Med ovennævnte er det således vores vurdering, at det generelt er en overimplementering at vandløb med et opland under 10 km2 er medtaget i vandområde-planerne, og at de bør udgå af vandområdeplanerne. Okkerproblematik I nogle områder er der problemer med okker. Et forslag til løsning af problemet, som kan gøres rimeligt omkostningsfrist for de omkringliggende landbrug kunne være at etablere flere grødefyldte okkerfældningsbassiner, som giver effektiv rensning af vandløbene. Hydromoforlogisk karakterisering En hydromorfologisk karakterisering af de vandløb, som indgår i vandplanerne, er en grundlæggende forudsætning for meningsfyldt at bedømme deres potentiale for den økologiske tilstand. Den hydromorfologiske karakterisering skal ske ved at bedømme en række ”hydromorfologiske kvalitetselementer”, jfr. direktivtekstens bilag V. Den økologiske tilstand er ”et udtryk for kvaliteten af de med overfladevandet forbundne vandøkosystemers struktur og funktion, som klassificeret i henhold til bilag V” I Danmark er der ikke sket en systematisk og tilbundsgående karakterisering af hydromorfologien. Det betyder, at vandøkosystemernes struktur og funktion ikke er meningsfyldt beskrevet i vandområdeplanerne. Det betyder samtidig, at virkemidler ikke meningsfyldt kan placeres på vandløbstrækninger med rimelig sikkerhed for, at økosystemets struktur og funktion lever op til den ønskede tilstand. I Kommissionens rapport fra nov. 2012, som gennemgår danske vandplaner, påpegedes den manglende hydromorfologiske karakterisering. Med inddragelse af vandløbsplanter og fisk som yderligere økologiske kvalitetselementer, er der ingen tvivl om, at kravene til de helt grundlæggende fysiske og hydromorfologiske forhold er blevet skærpet markant, set i forhold til første planperiode, hvor det udelukkende drejede sig om smådyrsfaunaen. For at vandløbene kan opfylde målene for alle økologiske kvalitetselementer, er det vores klare vurdering, at vandløbenes form og funktion skal bringes tilbage til en tilstand, hvor der stort set ikke er plads til modifikationer af nogen art. Vandløbenes bund skal i mange tilfælde bringes op i nærheden af terrænet, der skal være mulighed for udstrakt grad af variation i traceets forløb (stærkt forøget, fri mæandrering), bevoksningen på og langs brinkerne skal være varieret etc. Kravene til fysiske forhold i og ved et vandløb, der skal kunne opfylde målene for alle økologiske kvalitetselementer, er uforenelige med landbrugsproduktion. Hævning af bunden, reduceret vedligeholdelse og nedsat afvandingsevne, vil føre til meget alvorlige oversvømmelses- og forsumpningsskader. Ændres vandløbenes fysik som beskrevet, kan det få katastrofale følger for anvendelsen af enorme landbrugsarealer. Konsekvenserne forstærkes af, at der er taget mange vandløb med ringe eller intet fald med i vandområdeplanerne. Her vil konsekvenserne blive særligt udtalte, samtidig med, at de økologiske målsætninger ikke vil blive opfyldt, grundet manglende potentiale. Miljømål og data Der er interaktion mellem hældning, vandstrøm, bundforhold og vandløbsstørrelse på den ene side, og økologisk potentiale på den anden side, således at jo mindre vandløb, jo større hældning, jo kraftigere vandstrøm og jo bedre bundforhold skal der til, for at vandløbet har potentiale til at nå miljømålet. Vandløb i flade landskaber har større risiko for stillestående vand, hvor der er ringe potentiale. Desuden er mange små vandløb i området karakteriseret ved lav sommervandføring og til tider tørlægning i tørre somre, hvilket umuliggør målsætnings opfyldelse på bl.a. fisk. Mindre vandløb har markant sværere ved at nå høje miljøklasser end større vandløb, hvilket ikke er medtaget i forbindelse med fastsættelsen af målene. For en række vandløb er der ikke anvendt nyere data som grundlag for klassificeringen og kommende indsatser. Dataene er typisk mellem 5 og 12 år gamle, til trods for at der forefindes data af yngre dato, som blot ikke er integreret i vandområdeplanen. Næringsstofudvaskningen har generelt været faldende de senere år pga. vandløbsplanerne I-III og rensning af spildevand i det åbne land, hvilket har givet en forbedret vandløbskvalitet. Selv en lille ændring i et vandløbs indhold af organiske stoffer (BOD5) kan give store udslag i vandløbsfaunaen. Generelt er alle danske vandløbs BOD5 faldet i de seneste år, så når der i flere tilfælde er observationer af fx DVFI for 4-10 år siden, kan tilstanden meget vel have ændret sig. Det er ikke acceptabelt at de nuværende faunaklasser i vandplanen er gennemsnitsvurderinger af flere års målinger. Enhver stigning i faunaklasse udvandes således, da man ved gennemsnitsberegninger også altid runder nedad (4+5/2 = 4!). Sjovt nok gælder denne regnemetode ikke altid ved de C-målsatte vandløb med målopfyldelse…. Netop udviklingen i faunaklassen er essentiel og sandsynlig i mange vandløb pga. en lang årrække med miljøtiltag. Det er vigtigt at lave nye registreringer, inden der iværksættes dyre tiltag som kan få konsekvenser for omkringliggende arealer. I flere tilfælde er vandløbsmålsætningerne måske allerede nået. Det er vigtigt at de afsatte midler til miljøforbedringer anvendes optimalt. Der foreligger nye data på en del vandløb som ikke er medtaget i vandplanudkastet. Det er fuldstændigt urimeligt at nyeste data ikke anvendes. Der bør ikke iværksættes dyre tiltag med store omkostninger for lodsejere, hvis den eksakte viden og data på området ikke anvendes. Dette fremgår af forsigtighedsprincippet. I de landområder, hvor der er påtænkt spildevandsrensning i det åbne land indenfor de kommende år, bør målfastsættelsen og tiltagene også afvente ændringen i vandløbene, som følge af forbedret rensning. Hvis spildevandsrensningen alene kan forbedre tilstanden, vil det være et ressourcespild at iværksætte andre tiltag. Store nedbørsmængder, der giver store mængder overfladevand og evt. overløb af kloakker i byerne vil i høj grad påvirke vandløb. Dette kunne ses en sommerdag i Holstebro, hvor laksene døde i Storåen. Det er derfor også vigtigt at byernes kloaksystem og afløb fra befæstede arealer er velfungerende, så en enkel kraftig regnvandshændelse ikke ødelægger et vandløbs fauna i løbet af kort tid. Der er ingen viden om en tydelig sammenhæng mellem virkemidlerne og DVFI, planter og fisk, hvilket giver en urimelig usikkerhed omkring indsatsbehovet. Der bør kun iværksættes indsatser, hvor datakvaliteten og sammenhængen mellem indsats og resultat er høj nok til at retfærdiggøre investeringer og eventuelle gener. Vandrammedirektivet giver mulighed for at anvende undtagelsesbestemmelse for udskydelse af tidsfrist (artikel 4.4) og lempelse af miljømålene (artikel 4.5), hvis indsatsen bliver uforholdsmæssig dyr. Disse muligheder bør i højere grad anvendes. Det bør erkendes, at nogle vandløb har det primære formål at aflede vand, som de også oprindeligt var målsat til i Regionplan 2005. Miljømålsætningen bør tilpasses andre samfundsbehov end blot opnåelse af god økologisk tilstand for enhver pris. Ændringer i vedligeholdelsen Virkemidlet ændret vedligeholdelse indgår ikke længere i vandområdeplanerne. Det er positivt, idet reduceret afvandingsevne som følge af reduceret grødeskæring og/eller mindre oprensning, vil medføre store og svært forudsigelige konsekvenser for de dyrkede arealer. I de gældende vandplaner fra 2014, er bl.a. følgende angivet i retningslinjerne samt i bilag 7: 18) Vedligeholdelse af vandløb begrænses mest muligt og udføres kun i et sådant omfang, at det ikke hindrer opfyldelse af de fastsatte miljømål. Hvor grødeskæring er nødvendig, foretages den så vidt muligt manuelt, i strømrende eller netværk og altid under hensyntagen til natur-og miljømæssige interesser. Omfanget og udførslen af vedligeholdelsen af offentlige vandløb skal fremgå af et vandløbsregulativ, jf. vandløbslovens bestemmelser. 19) Slåning af vegetation langs vandløbets kanter, brinker og bræmmer udføres, så det ikke forhindrer en varieret beskygning af vandløbet. 20) Eksisterende bevoksninger af træer og buske langs vandløb bevares så vidt muligt og i så stor bredde som muligt. Bevoksningerne kan dog med fordel udtyndes, hvis de visse steder fastholder vandløbet i uønsket stor bredde. 21) Opgravning af bundmateriale i form af sand/mudder begrænses mest muligt, og der fjernes aldrig sten/grus fra bunden. 22) Hvor der forekommer dødt ved i og ved vandløb, skal dette så vidt muligt blive liggende. Herved sikres den størst mulige fysiske variation i og omkring vandløbene. Det skal for god ordens skyld bemærkes, at retningslinjerne ikke er uforpligtende, jfr. følgende tekst fra vandplanerne: ”...bindende virkning over for myndighedernes planlægning og administration, herunder i relation til konkrete sager inden for hovedvandoplandet”. Der er således lagt op til, at myndighederne har pligt til at reducere vedligeholdelsen mest muligt, at vedligeholdelsen aldrig må stride mod natur- og miljøinteresserne (herunder målopfyldelsen) og at der ikke under nogen omstændigheder må fjernes grus og sten. Såfremt disse eller bare tilnærmelsesvis tilsvarende krav opretholdes som indhold i de kommende vandområdeplaner, vil det være et alvorligt anslag mod mulighederne for at sikre tilstrækkelig afvanding, ikke mindst i fremtiden, hvor afvandingsbehovet vil fortsætte med at blive større grundet klimaforandringerne. Vandområdeplanerne med tilhørende bilag og bekendtgørelser skal derfor udformes på en måde, så der ikke længere kan herske tvivl hos landmænd og vandløbsmyndigheden om, at der ikke skal ske en ændring af vandløbsvedligeholdelsen som følge af vandområdeplanerne. I den sammenhæng er det vigtigt, at det tydeligt fremgår, at tilstrækkelig vandafledningsevne er essentielt; afvandingsevnen er ikke lavere prioriteret end opfyldelsen af miljømål. Det må i øvrigt konstateres, at der ikke er fremlagt viden om, hvilken sammenhæng, der er mellem udførelsen af vandløbsvedligeholdelsen og vandløbets DVFI. Det er således betydelig usikkerhed omkring effekten af at reducere vedligeholdelsen. Evt. disharmoni mellem forbedring af miljøtilstanden og effektiv vandløbsvedligeholdelse er desuden endnu et i rækken af argumenter for at sikre korrekt identifikation og karakterisering; på sigt risikerer de forkerte udpegninger og deres tilhørende overambitiøse målsætninger at indhente Danmark, når Kommissionen for øje på, at en meget stor andel af vores vandløb ikke har målopfyldelse. Markvanding Markvanding er en nødvendig forudsætning for stor og stabil planteproduktion på de sandede jorder med lille rodzonekapacitet. Vandingen i Danmark omfatter omkring 400.000 ha - fortrinsvis beliggende i Jylland - eller 14 % af det samlede landbrugsareal. I Syd- og Vestjylland udgør det 30-50 % af arealet. Det aktuelle vandingsbehov viser store årsvariationer bestemt af nedbøren i sommerperioden. På grovkornede sandjorder er det gennemsnitlige vandingsbehov eks. 80 mm til vårbyg og 130 mm til græs. På kvægbedrifter vest for israndlinien dyrkes der især grovfoder (græs, majs mv.) til områdets husdyrproduktion. Men også højværdiafgrøder som kartofler til stivelse og almindelig konsum samt salgsafgrøder i form af kornafgrøder og frøavl er af stor betydning. I den årlige vandbalance er nettonedbøren i Jylland beregnet til områdevis at være op mod ca. 700 mm. I forbindelse med tørre somre er markvanding afgørende nødvendigt for at undgå store tab af udbytte og kvalitet i salgs- og grovfoderafgrøder. Muligheden for at kunne vande nu og fremtiden har derfor højeste prioritet, og såfremt indvindingen påvirker den økologiske tilstand negativt, må der enten findes afværgeløsninger eller tages undtagelsesbestemmelser i anvendelse – fastsættelse af mindre strenge miljømål, så produktion baseret på markvanding kan fortsætte i de relevante dele af Danmark. Det er positivt, at der blev sat et stort arbejde i gang for at forbedre det faglige grundlag frem mod nærværende udkast til vandområdeplaner. Det har været en god og konstruktiv proces, med inddragelse af interessenter, og man er nået frem til et resultat, der er langt bedre end det tidligere. Det bør derfor snarest muligt inddrages i forvaltningen af indvindingstilladelser. Umiddelbart er der ikke fastlagt en indsats i udkast til vandområdeplanerne, fordi modelberegningerne af vandindvindings påvirkning af vandløb ikke kan estimere betydningen for vandløbenes tilstand på mindre end ID15-oplandsniveau – en geografisk opløsning, der er alt for lav til at vurdere betydningen af mindre vandindvindinger, endsige foretage reguleringer af indvindingerne. Der står dog i udkastet: ”Det kan således ikke afvises, at en mere detaljeret, lokal vurdering vil kunne vise et indsatsbehov i forhold til vandindvinding.” Det er således ikke på forhånd udelukket, at der kommer indsatser på et senere tidspunkt. Det skaber store usikkerheder i de områder, hvor markvanding er essentielt, da det nye administrationsgrundlag ikke er på plads, og der derfor er usikkerhed om vandindvindingens størrelse – eller om den overhovedet kan opretholdes - ved ansøgning om indvindingstilladelser. Det nye administrationsgrundlag bør komme på plads hurtigst muligt, så der kan komme afklaring. Det er vigtigt for bedrifter, der overvejer at udvide eller omlægge produktionen, at vide, hvordan mulighederne for indvinding bliver fremadrettet, da det er altafgørende for landbrugsdriften i nogle områder af landet. Muligt indsatsbehov i forhold til markvanding Der kan sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt der overhovedet er behov for på sigt at reducere indvindingen af vand til markvanding. Vi mener tvært imod, at man bør øge muligheden for indvinding, så de fremtidige markvandingstilladelser lyder på minimum 150 mm pr. ha. pr. år. Begrundelsen er, at man indtil dato har opereret med 3 årige gennemsnit af tilladelserne. Det er ikke længere en mulighed. De fleste vandingstilladelser er idag på 1.000 eller 1.200 m3 vand pr. ha. Det svarer til 100 og 120 mm. I gennemsnit er vandingstilladelserne blevet udnyttet 50-60 % set over en årrække. Selv i de intensivt vandende områder udgør det vandede areal under halvdelen af områdets samlede areal. Det betyder, at det årlige vandforbrug til markvanding i intensivt vandede områder svarer til en regnbyge på 20-25 mm. I de områder af Jylland, hvor der er meget markvanding, kommer der 800- 1100 mm nedbør om året. Vandforbruget til markvanding udgør altså under 3 % af års-nedbøren. Det kan også påpeges, at en opgørelse fra GEUS12 viser, at nedbøren i Vestjylland (Skjern Å-oplandet) er øget med 266 mm i løbet af de seneste 100 år. Nedbøren er altså øget ca. 10 gange så meget, som det samlede forbrug af vand til markvanding. Set i det lys kan det undre, at markvandingen skulle være et større problem for miljø- og naturtilstanden. Desuden er minimumsvandføringen, der vurderes at have betydning for miljøtilstanden, mere stabil fra år til år i Vestdanmark. De vestdanske vandløb kan derfor som udgangspunkt ”tåle” en større vandindvinding uden negative konsekvenser for miljøtilstanden. Det er desuden vigtigt, at der ikke fastlægges en indsats på baggrund af vandløb, der ikke lever op til de hydromorfologiske krav, som der er til et naturligt forløb for vandløb og har god kemisk tilstand (herunder ingen negativ påvirkning fra okker og spildevand). Ydermere er det ikke muligt for modellerne at skille påvirkningen fra indvinding fra andre påvirkninger såsom, spildevand, okker, udretning eller nedgravning, og det må derfor være et krav at de forhold bringes i orden før en indsats med hensyn til indvinding fastlægges. Samlet set bør der derfor ikke fastlægge indsats i vandløb, hvor vandkemien og de hydromorfologiske forhold ikke er i orden. Der bør foretages en samlet vurdering af omkostningerne til den nødvendige indsats, og på baggrund af denne kan der enten iværksættes den fornødne indsats, ske en ændring af karakteriseringen til stærkt modificeret eller ske en anvendelse af vandrammedirektivets undtagelsesbestemmelser (mindre strenge miljømål). Som tidligere nævnt er markvanding i de udsatte egne ofte en absolut nødvendighed for at kunne få et udbytte. Reduktioner eller ophør af muligheden for at kunne indvinde vand vil derfor i sig selv medføre uforholdsmæssigt store omkostninger – og dermed omkarakterisering til stærkt modificeret vandløb eller anvendelse af undtagelsesbestemmelserne. Vi forudser derfor, at, såfremt der skønnes at være et fagligt behov for at reducere påvirkningen af vandføringen, vil de fleste vandløb i de berørte egne blive undtaget for indsats, grundet de økonomiske konsekvenser. Det understreges at markvanding er en forudsætning for landbrugsproduktionen på især de lette jorde i Syd-, Vest- og Nordjylland. Det vil derfor have betydelige samfundsøkonomiske konsekvenser, hvis mulighederne for at markvande indskrænkes i fremtiden. Det er derfor afgørende, at der foretages retvisende økonomiske konsekvensberegninger før der tages endelig beslutning om en evt. indsats. Dels for at vurdere om indsatsen står mål med omkostningerne, dels med henblik på at vælge de mest omkostningseffektive løsninger. Vi ser i den forbindelse endvidere et påtrængende behov for, at der kan indrages flere alternative virkemidler til reduceret indvinding. Juridiske aspekt Når et område administreres, skal det med den fornødne sikkerhed kunne godtgøres, at reglerne efterleves med den valgte forvaltning. For Nissum Fjord knytter der sig en usikkerhed til miljømålet på ålegræssets dybdegrænse på 2, 1,7 og 1,3 m, som er i en størrelsesorden og af en karakter, som begrunder, at usikkerheden bør reduceres, hvis forsigtighedsprincippet skal være opfyldt. Kun således foreligger der den fornødne sikkerhed, hvormed det kan garanteres, at vandrammedirektivets miljømål ’god økologisk tilstand’ kan nås for Nissum Fjord. Ifølge undersøgelsesprincippet er der en pligt for den forvaltende myndighed til at skaffe sig et forsvarligt grundlag, som afspejler de faktiske forhold. Det ligger indenfor grænserne af det mulige og rimelige at inddrage de specifikke lokale forhold for Nissum Fjord i fastlæggelsen af miljømålet. Ligeledes bør det ved fastsættelsen af indsatsbehovet tages med i betragtning, at tidligere tilstande ikke kan opnås alene ved reduktion i kvælstof og måske slet ikke nås. Inddrages disse forhold ikke i vandplanen for Nissum Fjord, foreligger der ikke den fornødne sikkerhed for overensstemmelse mellem midlet og målet, og forvaltningen er på det foreliggende grundlag i strid med forsigtighedsprincippet og proportionalitetsprincippet. Indsatsbehovet bør derfor bestemmes på ny og på baggrund af bedre værktøjer og data, der inddrager alle betydende faktorer for den økologiske tilstand. Der findes i dag mere avancerede værktøjer, som kan medregne flere af de betydende lokale faktorer som påvirker et vandområde, så ikke kun næringsstofniveauet bliver afgørende for ålegræssets udbredelse. Et sådan værktøj vil være mere omkostningstungt, men sammenlignet med de betydelige samfundsmæssige omkostninger som kvælstofreduktionskravene stiller i udsigt vil en øget omkostning til beregning af indsatsbehovet være mere proportionel. Konklusion og opsamling Fjorden: Der bør moniteres på Børstebladet vandaks, langstilket havgræs og øvrige havgræsser og ikke kun på Ålegræs Der bør afventes resultater af ændret slusepraksis i Nissum Fjord, så saltholdigheden bliver mere stabil samt af resultaterne for udsåning af ålegræs / havgræsser. Felsted Kog bør udlægges som rørsump med høst af tagrør, og dermed som ”rensningsanlæg” for Yder- og Mellem Fjord. Måbjerg Bioenergy bør indregnes som N og P reducerende virkemiddel på lige fod med de øvrige virkemidler Der bør findes alternativer til N-reduktion som virkemiddel, såsom minivådområder, Aluminimum-fældning af fosfor i Felsted Kog, sandcapping, udplantning/såning af ålegræs og andre havgræsser Vandløb: For vandløb er det vigtigt at udpegningen af naturlige vandløb i forhold til stærkt modificerede eller kunstige vandløb er korrekt og lever op til EU’s intentioner, så kravene ensrettes i alle lande. Der skal udpeges langt flere stærkt modificerede vandløb i Danmark Blødbundsvandløbene bør udtages af vandplanerne Der skal inddrages nyere data til fastlæggelse af DVFI. Data som er 10 år gamle er simpelthen ikke godt nok. Der er ingen viden om en tydelig sammenhæng mellem tiltag og kvalitetsparametrene, hvilket giver en urimelig usikkerhed omkring indsatsbehovet Der bør kun iværksættes indsatser, hvor datakvaliteten og sammenhængen mellem indsats og resultat er høj nok til at retfærdiggøre investeringer og eventuelle gener. Vandrammedirektivet giver mulighed for at anvende undtagelsesbestemmelse for udskydelse af tidsfrist (artikel 4.4) og lempelse af miljømålene (artikel 4.5), hvis indsatsen bliver uforholdsmæssig dyr. Disse muligheder bør i højere grad anvendes. Ændret/reduceret/ophørt grødeskæring skal fjernes fra retningslinierne samt bilag 7, da det er politisk vedtaget, at dette virkemiddel ikke længere er en del af vandplanerne. Ellers er det en måde at få det ind af bagdøren på. Generelt: Principperne om forsigtighed og proportionalitet skal overholdes, så der først iværksættes tiltag, når der findes et fyldestgørende, opdateret og sikker faglig baggrundsviden. Samt for at sikre sammenhæng mellem effekt og middel. Der skal udarbejdes konsekvensvurderinger og foretages økonomiske analyser, så den mest omkostningseffektive kombination af foranstaltninger foretages. På vegne af Holstebro Struer Landboforening v. Kristian Gade Herning-Ikast Landboforening v. Karsten Willumsen Familielandbruget VEST-Jylland v. Lone Andersen Lemvigegnens Landboforening v. Bent Graversen Vestjysk Landboforening v. Søren Christensen Kontaktperson: Helle Borum og Karen V. Thomasen, Heden og Fjorden, Nupark 47, 7500 Holstebro Referencer 1. Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder – del 3. Statistiske modeller og metoder til bestemmelse af indsatsbehov. Notat fra DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, 6. april 2015. Karen Timmermann, Jesper Christensen, Ciarán Murray & Stiig Markager, Institut for Bioscience 2. Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder – del 2 . Mekanistiske modeller og metode til bestemmelse af indsatsbehov. DHI - Anders Chr. Erichsen, Hanne Kaas 3. Modeller for Danske Fjorde og Kystnære Havområder – Del 1. Metode til bestemmelse af målbelastning, DHI, Anders Chr. Erichsen og Hanne Kaas , DCE, Karen Timmermann, Stiig Markager, Jesper Christensen, Ciarán Murray, Aarhus Universitet 4. Duartes, Carlos. 2009. “Return to Neverland: Shifting Baselines Affect Eutrophication Restoration Targets" 5. Henriksen, H.J & Refsgaard, J.C. (2013): Sustainable groundwater abstraction. Review report. Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelse Rapport 2013/30. Tilgængelig på: http://www.geus.dk/program-areas/water/denmark/rapporter/geus_rap_2013_30.pdf 6. Miljøministeriet og Fødevareministeriet (2011): Ålegræsværktøjet i vandplanerne. Arbejdspapir fra Miljøministeriets og Fødevareministeriets arbejdsgruppe om ålegræsværktøjet 7. Analyse af ålegræsværktøjets anvendelighed til fastsættelse af miljømålsætning for kystvande og kvælstof-reduktionskrav, nov 2010. DHI 8. Meutz: Betænkning om ordning af afløbsforholdene ved Nissum Fjord, 1923, 9. Salomonsen: Nissum Fjord og Knortegæssene, 1957, Finn Salomonsen 10. Robert J Orth & Kenneth A Moore: Distribution of Zostera marina L. and Ruppia maritima L. sensu lato along depth gradients in the lower Chesapeake Bay, U.S.A. Virginia Institute of Marine Science, School of Marine Science, College of William and Mary, Gloucester Point, VA 23062, U.S.A. Aquatic Botany (Impact Factor: 1.47). 11/1988; DOI: 10.1016/03043770(88)90122-2 11. Nissum Fjord og opland – analyse af miljøtilstand og næringsstoftransport, nov. 2006, Ringkøbing Amt. 12. Karlsson I B, Sonnenborg TO og Høgh Jensen K (2010). Hydrologiske konsekvenser af historiske og fremtidige klimatiske ændringer i Vestjylland. I Geoforum Perspektiv nr. 17 (2010), s. 32-39.)
© Copyright 2024