Resocialisering i Kriminalforsorgen
BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Forside til afleveringer Fornavn og efternavn Studienummer Louise Torp Kristensen 4252012018 Hold (husk at anføre a, b, c eller d) HF12 Vejleder fra Metropol Richard Lee Stevens Opgavetitel Resocialisering i Kriminalforsorgen Dato Studerendes underskrift jf. nedenstående 27. maj 2015 Side 1 af 45 Ph Metropol Maj 2015 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Resocialisering i Kriminalforsorgen Bachelorprojekt, Ph Metropol, Socialrådgiver Klassisk 2015 Louise Torp Studienummer: 4252012018 Vejleder: Richard Lee Stevens Anslag: 94.127 Side 2 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Side 3 af 45 Ph Metropol Maj 2015 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Indhold Introduktion ................................................................................................................................................ 5 Problemstilling ........................................................................................................................................... 6 Problemformulering ................................................................................................................................... 7 Underspørgsmål ......................................................................................................................................... 8 Målgruppe – beskrivelse og afgrænsning .................................................................................................. 9 Metode ..................................................................................................................................................... 12 Læsevejledning og afklarende begreber .................................................................................................. 19 Analyse..................................................................................................................................................... 21 Konklusion ............................................................................................................................................... 33 Kritisk refleksion...................................................................................................................................... 35 Handleplan ............................................................................................................................................... 36 Litteraturliste ............................................................................................................................................ 42 Bilag 1 ...................................................................................................................................................... 44 Bilag 2 ...................................................................................................................................................... 45 Side 4 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Introduktion ”Og det er derfor det er lettere at holde en afstand man kan styre, fremfor at sidde og involvere sig med et menneske, som rent faktisk er i stand til og vil straffe dig, hvis du gør noget forkert.” - Citat afsoner CC Ovenstående er et citat fra et interview med en afsoner, der lige nu er i gang med at afsone det sidste af en 8 års dom. CC har indtil nu afsonet 5½ år af sin dom. Han har gennemgået et afsoningsforløb, der har bragt ham gennem arresthus, lukket fængsel, åbent fængsel og udslusningspension. Citatet er rammesætningen for den opgave du, som læser, skal til at i gang med. Den danske Kriminalforsorg bryster sig af, at arbejde resocialiserende, og gøre en aktiv indsats for at arbejde recidivnedsættende ved hjælp af resocialiserende indsatser i alle institutioner. Man har endda udarbejdet et Principprogram, der skal beskrive hvordan man gør dette i praksis. Spørgsmålet er bare om alle de gode intentioner virker i praksis? Som citatet illustrerer, er målgruppen – de indsatte, ikke nødvendigvis af samme opfattelse som de ansatte, i forhold til det resocialiserende arbejde i fængslerne. De menneskelige konsekvenser af lang tids afsoning er mangfoldige og stort indgribende i et menneskes liv, hvorfor effekterne af afsoning kan påvirke langt udover selve straffuldbyrdelsen og have indflydelse på et menneskes liv i lang tid efter løsladelsen og den reelle straf er udstået. Side 5 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Problemstilling Direktoratet for Kriminalforsorgen er, at betragte som et socialt system. Det sociale arbejde der foregår i Kriminalforsorgen er resocialiseringsrettet hvilket betyder, at man arbejder med social praksis. De problematikker der arbejdes med er i høj grad sociale problematikker, der er defineret ved, at det er belastende for samfundet. Både i økonomisk hensigt, men også af hensyn til velfærdssamfundet. Kriminalitet er noget der belaster hele samfundet, ikke kun de kriminelle selv. Der er mange faktorer der spiller ind i kriminalitetsbegrebet og det har store konsekvenser for mange. Den kriminelle selv, fordi han/hun oplever et opbrud i eget liv. Ens liv går i stå og man bliver sat uden for indflydelse i eget liv. Pludselig er der andre der bestemmer over ens tid og hverdag, hvad man må og ikke må, hvornår man spiser, hvornår man må gå ud. Andre har nøglerne til ens dør, og har derved magten over dit liv. Effekterne eller konsekvenserne af at være frihedsberøvet er mangfoldige Min problemstilling er kort sagt konsekvenserne ved frihedsberøvelse. I særdeleshed vil jeg have fokus på om det resocialiserende arbejde i fængslerne virker og om det kan modvirke nogle af konsekvenserne ved afsoning. Jeg har valgt, at undersøge selve afsoningsforløbet, og hvordan det opfattes af såvel medarbejdere som indsatte. Hvordan man arbejder resocialiserende i en total institution er en essentiel del af min problemstilling, og hvorvidt det overhovedet er muligt er et aspekt af dette jeg søger at besvare. Udgangspunkt i Kriminalforsorgen Min problemstilling og problemformulering tager udgangspunkt i Kriminalforsorgens Principprogram (www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer-1385.aspx), hvori Kriminalforsorgens hovedopgaver er beskrevet. I Principprogrammet fremgår det, at Kriminalforsorgens hovedopgaver er ”kontrol og sikkerhed” og ”støtte og motivation”. Heraf kommer forsøget på resocialiserende arbejde i fængslerne. Jeg ønsker, at undersøge denne dualitet nærmere, idet Kriminalforsorgen søger at opfylde to grundlæggende forskelligrettede opgaver. Er det muligt at støtte og motivere til et liv uden kriminalitet, samtidig med at være straffende og kontrollerende? Er den tillid der skal til i en relation, for at man kan ændre et andet menneskes handlemønstre og tankegang, forenelig med Side 6 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 at man samtidig står for at være den udøvende straffende og kontrollerende myndighed? Alle de følgevirkninger der kommer af indespærring, kan ikke løses alene af det resocialiserende arbejde man laver i Kriminalforsorgen. Når man definerer det sociale arbejde i Kriminalforsorgen, skal man hele tiden have for øje, at det foregår under den indespærringssanktion der er idømt den pågældende afsoner. Så på trods af, at man ved hjælp af programvirksomhed, samtaleteknikker, behandling og andre juridiske værktøjer, som mulighed for frigang, udgang o.lign., forsøger at arbejde med det resocialiserende mål for øje, er man fortsat den udøvende og straffende myndighed. Man er den myndighed der udfører frihedsberøvelsen og man er den myndighed der først og fremmest skal sørge for at straffuldbyrdelsen finder sted. Jeg har valgt en problemstilling der har fokus på langtidsafsonere, hvilket betyder at det er afsonere der har domme på 8 år og opefter. Dette skyldes at min hypotese er den, at jo længere tid man er afskåret fra indflydelse og initiativ i eget liv, jo større konsekvenser har det. Jeg ønsker, at undersøge de personlige konsekvenser der kan være ved at afsone i lang tid – i særdeleshed konsekvenserne ved at blive institutionaliseret og sat udenfor indflydelse på eget liv. Hermed ikke sagt, at mine resultater muligvis vil tegne et generelt billede, der kan vise sig gældende for alle afsonere, hvad enten de har afsonet 8 år eller 1 år. De teorier jeg har valgt at benytte mig af, vil højst sandsynlig hjælpe mig til at tegne et mere generelt og universelt billede, da de er med til at beskrive konsekvenserne af frihedsberøvelse, uanset tidsperspektivet for afsoningen. Jeg har lagt mig fast på en problemstilling der kun omhandler de menneskelige konsekvenser af afsoning, da jeg ikke ser mulighed for at lave en fyldestgørende undersøgelse og analyse af de problemstillinger der er ved at blive løsladt og overgå fra et system til et andet. En sådan problemstilling er meget kompleks, og genstand for megen forskning og projektvirksomhed. Jeg har derfor valgt, at lægge fokus på at afklare hvordan et afsoningsforløb opfattes, af såvel indsatte som ansatte, i forhold til det resocialiserende mål Kriminalforsorgen har. Problemformulering Side 7 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Hvordan påvirker dualiteten i Kriminalforsorgens hovedopgaver, det resocialiserende mål? Kriminalforsorgen søger at varetage to primære opgaver; sikkerhed og kontrol samt resocialisering af indsatte. Idet disse to opgaver ses at være modsatrettede, er der tale om en dualitet i opgavevaretagelsen. Min oprindelige undren, udspringer af observationer gjort i arbejdslivet, hvori det er oplevet, at Kriminalforsorgens institutioner, stiller krav til de indsatte om at de skal indgå i behandling, uddannelse eller arbejde, med de selvsamme personaler, der er tvunget til at straffe dem hvis de træder ved siden af. Denne dualitet – som både de ansatte og de indsatte, tvinges til at befinde sig i, ses at påvirke det endelige mål; resocialisering. Denne påvirkning ses både hos de indsatte og de ansatte, i form af afstandtagen og manglende tillid. Kan man som instans (Kriminalforsorg), varetage to så forskelligrettede opgaver? Eller er det nødvendigt med en tydeligere opdeling i hvem der varetager hvilken opgave? Underspørgsmål Er det muligt at arbejde resocialiserende i totale institutioner? Hvilken betydning har frihedsberøvelse for en afsoners mulighed for/evne til at gå fra fast struktureret hverdag til selvforvaltet hverdag? Hvordan kan man som socialrådgiver arbejde støttende og straffende? Og hvordan dette udmøntes i praksis? Side 8 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Målgruppe – beskrivelse og afgrænsning Beskrivelse Af delrapport vedrørende langtidsafsonere i Kriminalforsorgens klientundersøgelse fra 2014, fremgår det, at de seneste tal er fra indexdagen den 31. januar 2011(http://www.kriminalforsorgen.dk/Klienter-1374.aspx). I alt er 334 såkaldte langtidsafsonere, dvs. personer der udstår tidsbestemt fængselsstraf på 8 år eller derover samt personer der udstår tidsubestemt fængselsstraf, hvilket dækker over livstidsstraf og forvaring. Det skal dog bemærkes herunder at 17 af disse er idømt forvaring efter Grønlandsk kriminallov, hvorfor disse er anbragt i Anstalten ved Herstedvesters særlige afdeling for grønlandske forvaringsdømte. Jeg har valgt en problemstilling der har fokus på langtidsafsonere. Jeg ønsker, at undersøge de personlige konsekvenser der kan være ved at afsone i lang tid – i særdeleshed konsekvenserne ved at blive institutionaliseret og sat udenfor indflydelse på eget liv. Det må formodes, at jo længere tid man har status som afsoner i en af Kriminalforsorgens institutioner, jo flere personlige omkostning har dette. Her tænkes blandt andet på konsekvenser for det levede liv, tab af netværk, tab af primære relationer samt øget prisoniseringseffekt. Når man er idømt tidsubestemt straf eller straflængde på mere end 8 år, har man ofte lavet alvorlig personfarlig kriminalitet, der kan frembringe store grader af berøringsangst hos langt de fleste mennesker. Dette er ofte ligeledes gældende for afsonernes familier og tidligere primære relationer. Såfremt pågældende afsoner formår, at opretholde kontakten til tidligere netværk, og i særdeleshed familie, kræver det meget af denne, at opretholde kontakten til et andet mennesker der er så indskrænket i sine kontaktmuligheder. Der kræves meget af de pårørende til en afsoner, og langtidsafsonerne er ofte længere tid i lukket fængsel, hvor deres kontaktmuligheder er væsentligt mere begrænsede end i åbent fængsel eller på udslusningspension. Der kræves derfor stor fleksibilitet og tålmodighed af de pårørende for, at bibeholde kontakten til afsoneren. Relationen bliver, så at sige, sat på prøve og i nogle tilfælde kan relationen ikke bære denne adskillelse. En anden udfordring ved at være langtidsafsoner er, at man ikke følger den normale sagsbehandlingsrække. Alle afgørelser der skal træffes i forhold til de tidsbestemte straffe på 8 år eller derover, skal træffes af Direktoratet for Kriminalforsorgen. Beslutningskompetencen ligger således ikke i den pågældende institution afsoneren befinder sig i, som ellers er normal procedure Side 9 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 for afsonere. De resocialiserende indsatser i forhold til udgang, opstart af regelmæssigt udgangsforløb, frigang, udstationering og lignende, har ofte længere sagsbehandlingstid end ved personer der afsoner en dom under 8 år. For afsonere idømt tidsubestemt straf, gør ovenstående sig ligeledes gældende i forhold til udgang, men bliver yderligere besværliggjort af, at beslutningen om at opstarte regelmæssigt udgangsforløb, frigang eller udstationering ikke kan behandles, førend dette er godkendt på et såkaldt fællesmøde, hvor statsadvokaten deltager. Den generelle sagsbehandling varetages dog altid af den pågældende institution hvor afsoneren befinder sig. Alle beslutninger omkring denne type afsonere, har derfor oftest længere sagsbehandlingstid end normalt, hvilket er kilde til stor frustration hos den enkelte afsoner. Ingen spørgsmål vedrørende frihedsgoder kan afgøres eller besvares med det samme, men afsoneren må væbne sig med tålmodighed indtil en ansøgning er behandlet. Denne organisatoriske opbygning, besværliggør de resocialiserende indsatser i stor grad. Afgrænsning Jeg har valgt, at afskære mig fra afsonere med psykiske diagnoser, da denne målgruppe vil tvinge mig ud i andre problematikker jeg ikke er interesseret i, at beskæftige mig med i dette projekt. Det vil kræve et andet teorigrundlag, og jeg ville være tvunget til, at lægge større vægt på psykologiske teorier. Jeg ser heller ikke mulighed for, at belyse de sociale problematikker (som må formodes at være flere og mere komplekse) ved denne målgruppe, idet dette ville bevirke, at jeg ville være nødsaget til, at redegøre for og undersøge langt flere faktorer. Heriblandt ses nødvendigheden af, at skulle undersøge en eventuel løsladelsessituation for, at redegøre for de sociale konsekvenser af lang tids afsoning. En løsladelsessituation, indebærende overgang fra Kriminalforsorg til andet system samt overgangen fra fængselshverdag til deltagelse i et normsamfund man har været sat udenfor i så mange år, vil øge mængden af faktorer omkring en langtidsafsoner, hvorfor det er en langt mere kompleks situation. De individuelle forhold i hver enkelt afsoners liv, ville ligeledes skulle afgrænses i forhold til familiekontakt eller mangel på samme. Jeg har afskåret mig fra misbrugsfaktor, da jeg ikke ser dette har relevans for min analyse. Hvad enten pågældende afsoner har eller har haft misbrug eller ej, er således ikke relevant for min analyse af afsoningsforhold. Uagtet, at et eventuelt misbrug kan have indflydelse på en afsoners syn på eget afsoningsforløb, bevirker dette sjældent den konkrete afsoners syn på forholdet mellem Side 10 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 resocialisering og kontrol. Nogle afsonere får mulighed for, at se deres afsoningsforløb som en hjælp til at komme ud af misbrug, men da det hverken er det daglige personale på afdelingen eller socialrådgiveren der står for denne behandling, ses det ikke at have relevans for min analyse. Misbrugsbehandling kan også bevilliges udenfor murene, hvilket betyder, at en afsoner kan sendes i eksternt behandlingstilbud. Der findes lovhjemmel til forskellige løsninger af behandlingslignende tilbud, hvor de enkelte institutioner har mulighed for, at samarbejde med forhåndsgodkendte samarbejdspartnere. Derfor ses misbrug ikke, at have væsentlig relevans for denne analyse. Endnu et afgrænsningsfelt er kriminalitetens art. Jeg har ikke ønsket, at beskæftige mig med dommen eller kriminalitetens art i denne opgave. Hvad den enkelte er dømt for har ingen relevans for, at afdække en langtidsafsoners oplevelse af eget afsoningsforløb. Jeg ønsker, at analysere Kriminalforsorgens opgavevaretagelse og denne er først gældende efter en person er dømt for en forbrydelse. Kriminalforsorgen er således ikke en del af hverken domsafsigelse eller efterforskning, ligesom denne ikke skal tage stilling til skyldsspørgsmål. Det er naturligvis en del af det daglige arbejde, som ansat i Kriminalforsorgen, at snakke med afsonerne om kriminalitet idet dette er et handleplanspunkt, der er nødvendigt, at afklare for at vurdere recidivrisiko og mulighed for prøveløsladelse. Man skal dog på intet tidspunkt tage stilling til skyldsspørgsmål i forhold til idømte kriminalitet, hvorfor kriminalitetens art ingen relevans har for muligheden af opgavevaretagelsen. Det er givet, at den målgruppe jeg har valgt – langtidsafsonere med domme over 8 år, er dømt for grove forbrydelser og oftest af personfarlig karakter. Dette vil dog have minimal betydning for besvarelse af Kriminalforsorgens opgavevaretagelse. Jeg har valgt ikke at tage stilling til køn. Hvad enten langtidsafsonere er kvinder eller mænd, gælder samme sagsbehandlingsregler og sagsgange. Der skelnes i Kriminalforsorgen således ikke mellem køn hvad angår fuldbyrdelse af straf. Det eneste tidspunkt hvor Kriminalforsorgen tager hensyn til kønnet på afsoneren, er ved valg af placering i institution. Hvis langtidsafsoneren er en kvinde, skal hun placeres i en institution hvor der findes en kvindeafdeling. Herudover skelnes der ikke køn imellem, hvorfor det ikke ses at have relevans for denne analyse, uagtet at der ses at findes flere mandlige langtidsafsonere end kvindelige. Jeg har afgrænset mig fra aldersspørgsmålet, da dette ligeledes heller ingen relevans har for sagsbehandlingsgangen. Der skelnes ikke i alderssnit for langtidsafsonere i Kriminalforsorgen, hvorfor dette ingen betydning har for et afsoningsforløb i forhold til dualiteten i opgavevaretagelsen. Uagtet, at et så langt afsoningsforløb muligvis kan have større sociale Side 11 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 konsekvenser, jo yngre afsoneren er. Dette er dog blot eget udsagn og ikke dokumenteret i denne undersøgelse. Som ved spørgsmålet vedrørende psykiske diagnoser, ville en sådan analyse kræve et mere omfattende psykologisk teorigrundlag, men da man ikke skelner mellem alderssnit i sagsbehandling, ses alder på afsoneren ikke at have afgørende betydning for min analyse. Metode For at svare på min problemformulering og belyse min problemstilling, har jeg taget metodemæssige valg og beslutninger, der har betydning for min undersøgelses indhold samt resultat. Nedenstående er en argumentation for disse valg samt en redegørelse for mulige konsekvenser af disse valg. Kvalitativ undersøgelse fremfor kvantitativ undersøgelse Jeg har valgt at udføre en kvalitativ undersøgelse, i form af semi-strukturerede interviews med både socialrådgivere i Kriminalforsorgen og nuværende og tidligere langtidsafsonere. Jeg har valgt dette, da jeg vurderer det er denne undersøgelsesform der bedst kan bidrage til at belyse min problemstilling. Jeg har bevidst fravalgt kvantitativ undersøgelse, da jeg ikke ser praktisk mulighed for at udføre en sådan. Det vil ikke være muligt for mig at hverken indsamle eller bearbejde kvantitative data fra hele Kriminalforsorgen, da det er en stor organisation der dækker hele Danmark. Herudover kræver Kriminalforsorgen, at man som studerende skal underskrive kontraktaftale og tavshedspligtserklæring for at få mulighed for at interviewe indsatte. Som udgangspunkt giver Direktoratet for Kriminalforsorgen kun tilladelse til udførelse af kvantitative undersøgelser i enkelte eller få institutioner, hvis man er Phd-studerende og udarbejder forskningsbaseret kontraktundersøgelse (www.kriminalforsorgen.dk/For-forskere-og-studerende1363.aspx ). Brugen af kvalitativ undersøgelse, frem for kvantitativ undersøgelse, giver mig større mulighed for at gå i dybden med de personlige problematikker, hvilket vil bidrage til et mere fyldestgørende svar på min problemstilling. Det dybdegående indblik i de personlige erfaringer, fra såvel afsonere som medarbejdere i Kriminalforsorgen, som en kvalitativ undersøgelse giver, vil være med til at validere min undersøgelse og de resultater jeg når frem til gennem analyse. Da jeg søger svar på individuelle konsekvenser ved min problemstilling, er det derfor mest relevant for mig at vælge kvalitativ undersøgelse som metode. Side 12 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Socialkonstruktivisme Da jeg har valgt at benytte mig udelukkende af kvalitativ undersøgelsesform, bevirker det at mit videnskabelige udgangspunkt bliver socialkonstruktivistisk, idet de problematikker der bliver identificeret er socialt konstruerede og ikke ville eksistere hvis ikke vi som samfund og undersamfund, havde defineret dem som sociale problematikker (Thurén, 2007). Ved kvalitative interviews bliver problematikkerne italesat og derved konstrueret som sociale problematikker i interviewsammenhængen. Fænomenologisk udgangspunkt med Ernesto Spinelli For at få det optimale ud af interview situationen, har jeg valgt at benytte mig af den fænomenologiske tilgang som videnskabsteoretisk udgangspunkt. I bogen ”Kvalitative metoder i organisations- og ledelsesstudier” beskrives den fænomenologiske tilgang således: ”… ifølge Kvale handler fænomenologi om at forstå sociale fænomener ud fra aktørernes egne perspektiver og beskrive verden, som den opleves af interviewpersonerne, ud fra den antagelse, at den vigtige virkelighed er den mennesker opfatter (Kvale 1997: 44).” (Justesen og Mik-Meyer, 2010, s. 23). Dette citat beskriver grunden til mit valg af den fænomenologiske tilgang. I arbejdet med empiriindsamling hos Kriminalforsorgen, ses det som en væsentlig overvejelse og pointe, at forståelsen af de sociale fænomener skal forstås ud fra deres virkelighed. Det vil ikke være i min interesse i arbejdet med denne problemstilling, at forsøge at arbejde på anden måde end ud fra aktørernes eget synspunkt, da fængselslivet forstås som en form for subkultur – altså et selvstændigt samfund i samfundet. Derfor er det ikke muligt for mig som udenfor stående, at beskrive det sociale fænomen ud fra min egen virkelighed, da dette ikke ville bidrage til et kvalificeret svar på min problemformulering. Jacobsen, Schnack, Wahlgren og Madsen (1999) fortolker og beskriver Ernesto Spinellis bidrag til den fænomenologiske tilgang. Ernesto Spinelli har opstillet 3 væsentlige regler man skal være Side 13 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 opmærksom på når man vælger en fænomenologisk tilgang til en problemstilling (Jacobsen et al., 1999, s. 162); 1. parentesreglen, 2. beskrivelsesreglen 3. ligestillingsreglen. Parentesreglen henstiller til, at man sætter alt det man mener at vide om området i parentes under sin indsamling af empiri. Dette gøres for, at undgå at eventuelle forforståelser eller meninger om emnet, kommer til at påvirke ens indsamling af data, samt at man kommer til at tillægge dele af data mere betydning end andet, da dette vil bekræfte det man mener at vide om emnet i forvejen. Beskrivelsesreglen henstiller til, at man blot beskriver og ikke søger at forklare under sin empiriindsamling og beskrivelsen af det erfarede. Hvis man kan formå at holde sig til blot, at beskrive sin empiri, fremfor at begynde at forklare og fortolke allerede i nedskrivningsfasen, vil man give sig selv et langt bredere og mere åbent materiale, at fortolke senere i en analyse. Ligestillingsreglen henstiller til at man behandler alt data og iagttagelser ligeværdigt. Dette kan dog kun praktiseres, hvis man har formået, at overholde de to øvrige regler. Såfremt man ikke har sat parentes om det man mener, at vide under dataindsamlingen, og efterfølgende ikke har formået at forholde sig udelukkende beskrivende, men har forsøgt at forklare og fortolke materialet allerede under nedskrivelsen af dette, har man overtrådt ligestillingsreglen, da man derved ikke kan formå at behandle al data ligeværdigt (Jacobsen et al., 1999). Hermeneutik som fortolkningsredskab Som fortolkningsmetode har jeg valgt den hermeneutiske tilgang. Dette skyldes at jeg i min opgave beskæftiger mig med menneskelige ytringer, handlinger, frembringelser og institutioner; altså fænomener der er lagt en mening i. Ifølge den hermeneutiske cirkel er det en nødvendighed, at for at forstå betydningen af en teksts forskellige dele, er man nødt til at tage hensyn til tekstens helhed, men for at forstå tekstens helhed, er man nødt til at forstå teksten forskellige dele (Jacobsen et al., 1999, s. 167). Gadamer beskriver, at alle mennesker oplever verden ud fra deres egen forståelseshorisont, der udspringer af erfaringer fra livet gennem den fysiske virkelighed, hvor man interagerer med andre mennesker, tænker over det hele og reflekterer både alene og i sammenhæng med andre og derved vidensdeler og danner nye erfaringer. Ifølge Gadamer kan man gennem dialog med en tekst eller et andet menneske, udvide og udfordre sin egen forståelseshorisont. Det er Side 14 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 gennem dialog, mennesket reflekterer over det oplevede, og kun gennem dialog kan man udvide sin viden, fortolke aspekter og viden og udvikle sin forståelse af virkeligheden. Det beskrives således; ”Når man bliver klar over, at ens egen forforståelse forhindrer, at man kommer videre, så må ens forståelseshorisont åbnes og overskrides.”. (Jacobsen et al., 1999, s. 170) Valg af interviewpersoner For at svare på problemformulering, har jeg indsamlet primær empiri, i form af kvalitativ undersøgelse, bestående af semi-strukturerede interviews. Jeg har interviewet socialrådgiver fra KiF, som er den myndighed der står for tilsyn og kontrol af overholdelse af vilkår. Dvs. at denne har kontakt til afsonere efter løsladelse, og derved ser dem i sammenhæng med normsamfundet. Jeg har interviewet socialrådgiver fra fængsel – helt præcist Anstalten ved Herstedvester samt pensionen Brøndbyhus. Interviewperson har arbejdet 8 år ved Anstalten ved Herstedvester og 2 år på pension, hhv. 1 år på Pension Engelsborg og 1 år på Pensionen Brøndbyhus. Jeg har ligeledes interviewet nuværende afsoner på pension, der afsoner en dom på 8 år, hvoraf han har tilbragt 2 år i arrest, 1½ år i lukket fængsel, 2 år i åbent fængsel og ½ år på pension, hvor han fortsat afsoner. I andet borgerrettede interview, har jeg interviewet nuværende afsoner, der ligeledes afsoner en dom på 8 år, hvoraf han har tilbragt 1 år i arrest, 2 år i lukket fængsel, 3 år i åbent fængsel og 3 måneder på pension, hvor han fortsat afsoner. Mit mål med at interviewe socialrådgivere, både fra KiF og på udslusningspension med erfaring fra fængsel er, at klarlægge hvordan det resocialiserende arbejde forvaltes af medarbejdere. I forhold til interview med KiF og udslusningspension ønsker jeg, at afklare hvordan det resocialiserende arbejde udmønter sig ved afslutningen af et fængselsophold. En socialrådgiver ansat i Kriminalforsorgen må antages, at kunne give et andet perspektiv på det resocialiserende aspekt i kriminalforsorgsarbejdet end en fængselsbetjent. Der er nogle lovmæssige og professionelle hensyn en socialrådgiver tager med i overvejelserne omkring det resocialiserende mål og forvaltning af dette i praksis. Her tænkes i særdeleshed på helhedssynet. Jeg ønsker også, at klarlægge om det er de professionelles opfattelse, at det resocialiserende i institutionerne giver det ønskede resultat eller om det giver resultat overhovedet. Mit mål med, at interviewe en klient, er i denne sammenhæng, at kaste lys over de oplevede konsekvenser ved lang tids afsoning. Jeg ønsker, at afklare hvordan et afsoningsforløb opleves fra Side 15 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 en klients synspunkt, og hvordan det resocialiserende arbejde, lovgivningen giver mulighed for, forvaltes af Kriminalforsorgens medarbejdere. Oplever afsonere det resocialiserende arbejde, og føler de gavn af dette i en institution hvor kontrol og sikkerhed er et nødvendigt og brugt aspekt? Kritikpunkter i metodevalg Som kritik af mit valg af metode skal det siges, at en kvalitativ undersøgelse alene, ikke kan give genereller svar. Jeg kan drage generelle konklusioner ud fra min analytiske tilgang, men det er ikke muligt for mig, at give et generelt billede af alle afsoneres oplevelse af et afsoningsforløb, ligesom jeg heller ikke kan give et generelt billede af alle ansattes opfattelse af arbejdet i Kriminalforsorgen. På denne måde indskrænker mit empiriindsamlingsvalg mig fra, at drage generelle konklusioner der er begrundede og validerede gennem undersøgelse. Mit empiriske grundlag giver ligeledes kun anledning til, at kunne belyse enkelte institutioner i Kriminalforsorgen. Mine interviewpersoner har således kun mulighed for, at tale ud fra egen erfaring med de enkelte institutioner disse har befundet sig på og ikke alle institutioner i Kriminalforsorgen. Hvorvidt arbejdsgangen eller opfattelsen af afsoning – for såvel indsatte som ansatte, er anderledes i andre institutioner, har jeg intet grundlag for at udtale mig om i forbindelse med min empiriske undersøgelse. Derfor giver min undersøgelse blot et indblik i et udsnit af Kriminalforsorgens institutioner og kan ikke påstås, at give et generelt indblik i alle institutioners opfattelse og udførelse af det resocialiserende arbejde. Dog kan jeg, ved at sammensætte empiri og teori, uddrage generelle konklusioner, der kan underbygges af teoretiske udgangspunkter, hvilket bidrager til at besvare og belyse min problemstilling. Herudover er et kritikpunkt i min undersøgelse, at der ikke findes effektevalueringer på nogle af de eksisterende programmer i Kriminalforsorgens regi. Det kan således ikke dokumenteres, hvorvidt de eksisterende programmer rent faktisk har en resocialiserende effekt eller ej, idet der ikke er lavet effektevaluering af de eksisterende programmer. Der ses, at findes afslutningsrapporter på enkelte pilotprojekter der er afviklet over en begrænset periode, begrænset i en enkelt institution. Dette gør sig ligeledes gældende for undersøgelser af bestemte afsoningskategorier, som fx kvindelige afsonere eller afsonere dømt for sædelighedskriminalitet. Der findes ikke direkte effektevalueringer af implementeret programvirksomhed i Kriminalforsorgens institutioner, ligesom der heller ikke findes dokumentation for hvorvidt udgang efter Udgangsbekendtgørelsen har recidivnedsættende effekt. Kort beskrivelse og argumentation for valgt teori Side 16 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Jeg har valgt, at benytte mig af Erwing Goffmans teorier om totale institutioner samt stigmatisering. Jeg har herudover valgt at benytte mig af Donald Clemmers teori om prisonisering, og den viderebyggende udfoldelse og forskning af begrebet i danske fængsler, i form af Linda Kjær Mintkes afhandling om livet i de danske fængsler, kaldet ”Fængslets indre liv”. Jeg har udvalgt disse teorier, da jeg ser disse som mest relevante for at belyse min problemstilling samt til at besvare min problemformulering. Min problemformulering tager sit udspring i Kriminalforsorgens Principprogram, hvorfor dette principprogram ligeledes bruges aktivt i analysen, til at besvare overordnede problemformulering. Erwing Goffman Erwing Goffman præsenterede begrebet totalt institutioner i sin afhandling kaldet ”Anstalt og Menneske”, hvor han definerer totale institutioner som ”… steder, hvor et større antal mennesker i en længere periode fører en indelukket, afsondret og formelt administreret tilværelse afskåret fra samfundet udenfor. Alle livsytringer og gøremål udfolder sig samme sted, er rutineprægede og regulerede.” (Goffman, 1967a, s. 9) Goffman uddyber endvidere ovenstående med at definere at ”formelt administreret tilværelse” (Goffman, 1967a, s. 9), henviser til at det er personale der administrerer klienternes hverdag, gøremål o.lign. Teorien vedrørende totale institutioner er kompleks og beskriver alle aspekter af livet i en total institution. Med dette menes, at Goffman beskriver både det fysiske miljøs påvirkning, samspillet mellem personale og klienter, den psykologiske proces og ændring af identiteten. Ligesom Goffman i forbindelse med samspillet mellem personale og klienter, også beskriver hvorledes det kan påvirke en ansat at arbejde i en total institution, og hvorledes man som personale kan påvirkes af arbejdet (Goffman, 1967a). Jeg ser relevans i at benytte denne teori til at belyse min problemstilling, da et fængsel er at karakterisere som en total institution. I Goffmans teori om totale institutioner, beskriver han gennem cases, bl.a. hvordan det opleves at være klient i en total institution, men ligeledes hvordan samspillet mellem klienter og personale opleves. Det er disse to aspekter af teorien jeg vælger at sætte særligt fokus på. Side 17 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Erwing Goffman præsenterede teorien om stigmatisering i 1963 i bogen ”Stigma”, hvori han definerer stigmatisering som ”en egenskab der er dybt miskrediterende” (Goffman, 2009c, s. 20). Ifølge Goffman findes der 3 forskellige former for stigmatisering; 1) kropslige vederstyggeligheder, 2) karaktermæssige fejl og 3) tribale eller slægtsbetingede (Goffman, 2009c, s. 21). I denne opgave vil jeg holde fokus og benytte mig af stigmatiseringskategori nummer 2, idet det er denne der har mest relevans for besvarelsen af denne opgave. Kriminalitet er samfundsbestemt som afvigende handling, idet der er nedskrevet lovgivning, der tydeligt angiver hvornår man har overtrådt de angivne regler, og derved bliver dømt af samfundet som afvigende. Samfundet dømmer kriminelle som socialt afvigende, idet de har overtrådt samfundets regler, og da det hverken er en betingelse for kriminelle at have kropslige vederstyggeligheder eller tribale eller slægtsbetingede stigma, bliver de antaget for at have karaktermæssige fejl. Jeg ønsker, at benytte mig af denne teori, til at belyse hvorledes den kriminelle oplever sit stigma, samt hvordan omverdenen – både samfundet udenfor murene, men også samfundet indenfor murene (Kriminalforsorgen), ser dette stigma. Teorien bruges til, at belyse de problematikker der kan være forbundet med at være dømt som afviger af samfundet, samt hvordan det kan påvirke en indsats hverdag. Donald Clemmer og Linda Kjær Mintke Donald Clemmers introducering af begrebet prisonisering i 1934, var banebrydende og har siden dannet grundlag for stort set al fængselsforskning. Clemmer beskriver prisoniseringsbegrebet som en dynamisk proces, der kort sagt kan inddeles i 2 faser. 1) Overgangsfasen, 2) integreringsfasen (Mintke, 2012, s. 23). Den dynamiske proces er der hvor den indsatte optager fængslets generelle kultur, og ifølge Clemmer, sker prisoniseringsprocessen i det øjeblik et menneske bliver frihedsberøvet, og derved går fra at være et frit og egenrådigt menneske til fængselsindsat. Clemmer fremførte dengang en tese, der forklarede, at prisoniseringen kan blive så gennemgribende og fatal i et menneskes identitet, at følgerne bliver, at det er så godt som umuligt at tilpasse sig normsamfundet igen (Mintke, 2012). Clemmers prisoniseringsbegreb kan bruges til at udfolde hvad der sker med et menneske, når denne bliver indsat. Til forskel fra Goffmans teori om totale institutioner, retter Clemmers teori sig direkte mod fængselskulturen blandt indsatte, og hvilken proces man gennemgår ved at skulle tilpasse sig ny kultur og ny hverdag, hvor man selv er sat udenfor indflydelse på eget liv. Modsat Goffman, har Clemmer fokus på kulturen blandt de indsatte og den kultur der dannes disse imellem, fremfor forholdet mellem klienter og personale. I Side 18 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 forlængelse af Clemmers teori om prisonisering, har jeg valgt at benytte mig af Linda Mintke Kjærs forskning og udfoldelse af prisoniseringsbegrebet i de danske fængsler (Mintke, 2012). Kriminalforsorgens Principprogram Herudover benytter jeg mig af Kriminalforsorgens Principprogram som ramme for min problemstilling, problemformulering samt som analyseredskab for, at afklare om denne virker efter hensigten. Kriminalforsorgens Principprogram, beskriver kort Kriminalforsorgens to hovedopgaver og præsenterer herudover seks principper man arbejder efter i Kriminalforsorgen for, at sikre at de to hovedopgaver bliver løst. De seks principper består af; 1. Normalisering, 2. Åbenhed, 3. Ansvarlighed, 4. Sikkerhed, 5. Mindst mulig indgriben, 6. Optimal ressourceanvendelse. Disse seks principper bliver kort udfoldet og defineret i Principprogrammet, ligesom udmøntningen af disse principper bliver beskrevet i Principprogrammet, således principperne bliver konkret operationaliseret. Kriminalforsorgen har siden 1993 arbejdet efter dette Principprogram, og det er beskrevet i Principprogrammet, at dette skal være med til at sikre, at formålet inklusive krav fra samfundets side, bliver løst og at dette sker ens på de forskellige niveauer og i de forskellige institutioner (www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer-1385.aspx). Læsevejledning og afklarende begreber Idet resocialisering kan dække over mange forskellige indsatser på mange forskellige måder, vil jeg i dette afsnit redegøre for hvad der menes med resocialisering i denne opgave, og hvilke resocialiserende værktøjer Kriminalforsorgen har lovhjemmel til at benytte sig af. De resocialiserende indsatser i Kriminalforsorgen dækker over; Side 19 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 - Mulighed for frigang samt konkrete tidsbestemmelser for mulighed for at opnå dette - Mulighed for udgang samt konkrete tidsbestemmelser og bestemt opbygget forløb - Mulighed for regelmæssige orlovsforløb samt udvidet orlov, såfremt der er forhold der taler for dette - Mulighed for deltagelse i Kriminalforsorgens interne programvirksomhed, der dækker over kognitive programmer, misbrugsbehandling, vredesbehandling samt diverse pilot- og forskningsprojekter der alle er målrettet forskellige grupper af afsonere med bestemte problematikker - Mulighed for udstationering til en af Kriminalforsorgens pensioner - Mulighed for udstationering til egen bopæl med fodlænke - Mulighed for deltagelse i udarbejdelse af afsoningsplan - Mulighed for uddannelse Da min opgave er rettet mod langtidsafsonere, er ovenstående de resocialiserende indsatser der er mulige at opnå. Alternative afsoningsformer er ikke nævnt i denne opgave, men bliver betragtet som bidragende til de resocialiserende kontraktmål for perioden 2013-2016 i Flerårsaftalen (http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2012/AftaletekstKRF.pdf). Af disse resocialiserende værktøjer, bliver der lagt ekstra vægt på deltagels i programvirksomhed i løsladelsessituationen. I det daglige resocialiserende arbejde lægges der stor vægt på uddannelse for, at optimere muligheden for at opnå beskæftigelse enten under afsoning eller efter løsladelse. Dette udmøntes i et krav om beskæftigelse jf. Straffuldbyrdelseslovens § 38. I 2000 nedsatte Kriminalforsorgen således et Beskæftigelsesudvalg, der skulle evaluere og optimere beskæftigelsesindsatsen i fængslerne (www.kriminalforsorgen.dk/Admin/Public/Download.aspx%3Ffile%3DFiles%252FFiler%252FPub likationer%252Frapporter%252Fbeskaeftigelsen_af_indsatte2002.pdf+&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl =dk ). I denne rapport defineres beskæftigelse på følgende måde: ”Beskæftigelse defineres som al aktivering, der ligger i den betalte ”arbejdstid”, dvs. de aktiviteter, der foregår for at opfylde beskæftigelsespligten efter Straffuldbyrdelseslovens § 38. Der kan være tale om arbejde, undervisning, frigang, deltagelse i behandling, programvirksomhed, projektvirksomhed eller andre godkendte aktiviteter”. (www.kriminalforsorgen.dk/Admin/Public/Download.aspx%3Ffile%3DFiles%252FFi Side 20 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 ler%252FPublikationer%252Frapporter%252Fbeskaeftigelsen_af_indsatte2002.pdf+ &cd=1&hl=da&ct=clnk&gl=dk s. 14) Da jeg beskæftiger mig med en dualitet mellem resocialisering og sikkerhed og kontrol, vil jeg nu beskrive hvad der menes med sikkerhed og kontrol. I Kriminalforsorgens Principprogram beskrives den dualiserende del i hovedopgaven, hvor kontrol og sikkerhed defineres som: ”Udøve den kontrol, der er nødvendig for at fuldbyrde straffen.” (www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer-1385.aspx) Der er ligeledes beskrevet i to af principperne, kaldet ”sikkerhed” og ”mindst mulig indgriben”, hvor det er beskrevet hvad disse to begreber dækker over. Sikkerheden består i, at sikre hensynet til retsfølelsen og beskytte normsamfundet mod kriminalitet samt sikre afsoneren mod overgreb, selvskade og dårlig påvirkning fra andre. Institutionerne skal sikre mod selvmord, selvbeskadigelse, indsmugling af både våben og narkotika samt mod indtagelsen af dette (www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer-1385.aspx). Sikkerhedsaspektet er rettet mod såvel indsatte som ansatte og er gældenden for både frihedsberøvede og andre dømte, der tæller betingede domme med vilkår om tilsyn, samfundstjeneste og IO (Intensiv Overvågning eller afsoning i eget hjem med fodlænke). Disse føres der også kontrol med ved hjælp af samtaler med den dømte samt samfundstjenestested, arbejdsgiver eller misbrugscenter, alt efter hvilke vilkår der er tilknyttet den betingede dom. Såfremt man overtræder institutionens regler vedrørende det sikkerhedsmæssige aspekt, kan man blive idømt en straf der kan betyde advarsel, bøde, fratagelse af goder, tildelelse af strafcelle eller ny politianmeldelse, alt efter regelovertrædelsens alvorlighed. Analyse Er det muligt at arbejde resocialiserende i totale institutioner? For at afdække dette spørgsmål, har jeg i interviewsituationen stillet socialrådgiverne (praktikerne) en afart af dette spørgsmål. De er blevet direkte adspurgt hvordan de som praktikere på deres konkrete specialiseringsfelt ser på muligheden for at arbejde resocialiserende i totale institutioner. Den primære empiriindsamling peger retning af, at det ikke er muligt at arbejde direkte Side 21 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 resocialiserende i totale institutioner, i form af lukkede fængsler. Begge socialrådgivere svarede nægtende på muligheden for, at arbejde resocialiserende i lukket fængselsregi. Dog er der visse forbehold i deres svar, som peger i retning af at der muligvis kan være en åbning. Begge svarer nemlig, at det i høj grad handler om den indre proces hos den enkelte indsatte. Motivationen der danner grobund for et ønske om at ændre adfærd, tankegang eller handlemønster i så indgribende en grad, som det resocialiserende mål er, skal komme indefra. Og begge svarer, at hvis den enkelte indsatte ikke er motiveret for at ændre sig selv og sin livsstil, kan man intet gøre i den resocialiserende retning. Lone Brix udtaler således: ”Det tror jeg ikke man kan. Det nægter jeg at tro på man kan, fordi det er sådan en lille ø.” Lone B. udtaler, at det hun ser som det største problem ved indespærring i totale institutioner er understimulering, og at de indsatte bliver frataget ethvert ansvar for eget liv, hvorfor man som total institution er med til at gøre dem ansvarsfralæggende. Fængslet servicerer de indsatte i en sådan grad, at man som indsat helt kan slippe for at tage stilling til, og ansvar for, eget liv, hvilket italesættes og problematiseres i Principprogrammet under princippet ”Ansvarlighed” (www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer-1385.aspx). Det faktum, at man som indsat er totalt afhængig af personalet, for at komme i kontakt med de nærmeste, mulighed for at opnå arbejde eller uddannelse, ansøgninger om diverse goder – i det hele taget til, at komme gennem et afsoningsforløb gør, at man lever i det der er Goffmans definition på en total institution (Goffman, 1967a), nemlig, at man er afsondret fra samfundet udenfor og man lever en tilværelse der er styret af personalet i det pågældende fængsel. I Goffmans terminologi, beskrives denne form for tilværelse for ”en formelt administreret tilværelse” (Goffman, 1967a, s. 9). Og når man vælger, at fratage mennesker ansvaret for eget liv, ved at overtage administrationen af deres liv, virker det svært at man i samme institution skulle formå, at forberede den indsatte på livet udenfor, da dennes virkelighed fortsat er i et miljø, hvor man ingen kontrol har over eget liv og det daglige ansvar er frataget den enkelte. Lone Harsberg svarer således på spørgsmålet: ”Jeg tror det er svært at forene det til at blive til noget ordentligt, når du samtidig har hele systemet med at lukke låse og op og i seng på bestemte tidspunkter.” Denne udtalelse bekræftes af afsoner CC, der siger således: Side 22 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 ”Man kan få tingene til at fungere, men det bliver aldrig det supertætte. Det vil altid gå galt på et eller andet tidspunkt. Og det er jo – sådan er det når man bliver nært om noget, hvor man ikke kan gå i samme retning hele tiden. For det kan man ikke. Når man er betjent og indsat, det er to vidt forskellige ting. Så vil du aldrig nogensinde 100 % følges ad.” og videre: ”Men det personlige forhold kommer du aldrig nogensinde til at få 100 % op at stå, overfor et andet menneske som der har lyst til at straffe dig. For det er der sgu ikke nogen af dine venner der gør.”. Ud fra disse udtalelser, kan man se at det resocialiserende arbejde på daglig basis, opleves – af såvel ansatte der ser afsonere i en løsladelsessituation som indsatte, som en nærmest umulighed. Goffman argumenterer for at man som menneske tilpasser sig sine omgivelser, og man som menneske i en total institution, hvad enten dette er som ansat eller indsat, skaber en distance (Goffman, 1967a). Goffman beskriver, at der dannes en diskurs i institutionen der minder meget om ”os vs. dem”, idet man som indsat tillægger personalet bestemte værdier og magt. Goffman beskriver, at disse værdier og magt også går den anden vej, hvorfor han mener personalet også er opmærksom på denne diskurs, hvilket giver en tydelig opdeling og distance mellem personale og indsatte (Goffman, 1967a). Citaterne ovenfor bekræfter Goffmans beskrivelser af opdelingen og distancen mellem indsatte og personale. Afsoner CC siger det direkte, idet han beskriver, at man aldrig vil kunne få total tillid eller nært forhold til en person, man ved, har mulighed for at straffe dig, og en person man ved, vil straffe dig, hvis man træder ved siden af. Ligesom socialrådgiver Lone Harsberg bekræfter Goffmans teori med sin udtalelse, hvilket understreger, at selvom viljen til at arbejde resocialiserende, muligvis er til stede blandt personalet, er det svært at forene dette arbejde med, at skulle forvalte en indsats hverdag, låse døre og udøve straf når det er nødvendigt. I forlængelse af ovenstående, beskriver Goffman hvorledes de involverede parter i en total institution (klienter og personale), opnår en stereotyp fjendtlig opfattelse af hinanden, hvoraf konsekvensen bliver at personalet opfatter klienterne som hemmelighedsfulde og upålidelige og klienterne opfatter personalet som nedladende og ondskabsfulde (Goffman, 1967a, s. 17). Den sociale omgangstone bliver som følge af dette påvirket i negativ retning, idet den sociale bevægelighed mellem de to parter er stærkt begrænset, hvilket ifølge Goffman er med til at Side 23 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 forstærke den stereotype opfattelse af hinanden. Dette udgangspunkt i en total institution bekræftes af afsoner CC, der udtaler således: ”Betjentene skal hjælpe dig igennem din afsoning – det er det de glemmer tit. Du skal ikke gøre dig fortjent til og stå og hilse pænt på dem og sige ”hej” som en lille hund.” og uddyber videre: ”Det er jo noget de skal, uanset hvem du er. Hvis du er pisseirriterende, så skal de stadig gøre det. Men det er det der forsvinder.”. I disse citater, fremgår det at den stereotypt fjendtlige opfattelse af hinanden, fortsat eksisterer på tværs af begge parter. Afsoner CC har den oplevelse af betjentene, at de bliver nedladende og ondskabsfulde i deres ageren omkring de indsatte, fremfor at løfte opgaven med at hjælpe de indsatte gennem afsoningsforløbet. CC giver ligeledes her udtryk for, at den personlige holdning til hver enkelt indsat får lov til at dominere afsoningsforløbet og muligheden for et samarbejde mellem personale og indsatte. I ovenstående afsnit, er det beskrevet hvorledes begge socialrådgivere tillægger motivationen stor vægt, i forhold til at opfylde et resocialiserende arbejde, ligesom tilliden i relationen beskrives som altafgørende. Hvis opfattelsen blandt de indsatte er, at personalets opfattelse af deres individuelle personlighed, får indflydelse på deres muligheder i et afsoningsforløb eller blot den daglige behandling, burde det ifølge Goffman bidrage til den fjendtlige stereotype opfattelse af hinanden, hvilket skaber en større distance i relationen og ender med det resultat, at tilliden i relationen erstattes af mistillid og mistænksomhed, hvilket ikke kan danne grobund for at kunne arbejde i nogen som helst retning sammen. Igennem hele Kriminalforsorgens Principprogram, lægges der op til at man på de enkelte tjenestesteder skal udnytte de ressourcer der er tilgængelige optimalt, og at man som udmønter af dette principprogram, skal kunne yde en indsats der lever op til de krav og principper er beskrevet i Kriminalforsorgens hovedopgave samt principper (www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer1385.aspx). Det kan udledes af disse 6 principper, at de er til for at sikre, at alle institutioner arbejder på samme måde, i samme retning for at sikre kontinuitet i de indsattes afsoningsforløb. Men som citatet ovenfor fremviser, er det ikke altid de indsattes oplevelse af hverdagen, at der leves op til disse principper, hvilket ikke kan understøtte det resocialiserende formål. Lone H. understøtter denne pointe i dette citat: Side 24 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 ” … og så tror jeg også at man i fængslet ligesom har givet lidt op og man får bare ødelagte mennesker ud der ikke har fået noget ud af program eller udslusning i det hele taget.” Når man som indsat oplever, at personalet enten har opgivet eller blot ikke gider hjælpe en, opstår dette svælg mellem personalet og de indsatte, som Goffman beskriver i sin teori vedrørende de totale institutioner. Den stereotypt fjendtlige opfattelse af hinanden, som Goffman beskriver, bliver blot bekræftet eller styrket (Goffman, 1967a). I Principprogrammet er det beskrevet hvorledes udmøntningen af de 6 principper skal foregå, og under 6. princip ”Optimal Ressourceanvendelse”, står der skrevet således: ”Vi skal etablere en personalestruktur, som muliggør en tæt kontakt med de indsatte og en passende differentieret kontakt til klienterne” (www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer-1385.aspx) Delkonklusion Såfremt de indsatte oplever effekterne af den totale institution ved, at svælget mellem personale og indsatte bliver større – hvad enten det er grundet ens personlighedsstruktur eller følelsen af at personalet har opgivet en, lader dette til at være en umulig opgave at løfte. Afsoner CC beskriver en oplevelse af, at personalet ganske enkelt ikke lever op til Principprogrammet, og tilsynsførende socialrådgiver Lone H., angiver, at hun har oplevet at fængselspersonalet helt har opgivet det resocialiserende mål i afsoningsforløbet med enkelte indsatte. Et sådant brud på tilliden i relationen eller en øget oplevelse af opdeling mellem personale og indsatte, er alt sammen med til at bidrage til at svare negativt på spørgsmålet om resocialiserende arbejde i totale institutioner. Hvilken betydning har frihedsberøvelse for en afsoners mulighed for/evne til, at gå fra fast struktureret hverdag, til selvforvaltet hverdag? Som præsenteret i ovennævnte afsnit, bliver ansvarsfralæggelse en del af ens handlingsstrategi og identitetsfølelse, når man er frihedsberøvet. Lone Brix udtaler følgende synspunkt: Side 25 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 ”De får ikke nogen regninger og det er der jo også noget resocialiserende i. Altså, de er fuldstændig udelukket fra alt hvad der er af stimulans ude i samfundet hvor de selv skal tage stilling. Så derfor er det ikke så mærkeligt at de bliver ansvarsfralæggende og det måske bliver styrket lidt. Men det vi ofte ser herude er jo også at de bliver meget angste og sveder og pyha skal jeg være sammen med dem, det kan jeg jo slet ikke finde ud af. Og det er jo fordi hjernen pludselig begynder at reagere på alle de der andre krav som bliver stillet”1. Her bliver begrebet prisonisering operationaliseret og omsat til direkte praksisbeskrivelse. Man skal pludselig til at forholde sig til et andet miljø og et andet normsæt end det man har påtaget sig under afsoning, hvor man er blevet prisoniseret. Og dette argumenterer Clemmer for, kan være en meget svær overgang, da man gennem afsoningsforløbet har skullet indgå i et miljø, hvor normerne var en oppositionel holdning til samfundets legale normer, som netop legale (Mintke, 2012, s. 25). Dette bekræftes af afsoner CC. På spørgsmålet om han hvorvidt han kan se nogle sammenhænge mellem sin hverdag i fængslet og sin nuværende hverdag, svarer han: ”Nej det kan den satanedme ikke! Det kan det ikke. […]det spontane findes jo ikke i et fængsel, og derfor så kommer det aldrig til at ligne den hverdag, og det skal det jo selvfølgelig heller ikke, for det er jo stadig konsekvens og straf, men det er forkert tit at sidde og sige ”vi prøver at afspejle” fordi, det gør man jo ikke. Man giver simpelthen bare nogle basale rettigheder der skal være der. Der er ingen muligheder for afvigelser, hvilket sker i en normal hverdag. Det spontane sker jo ikke.”. Linda Kjær Mintke beskriver i sin afhandling hvordan et aspekt af konsekvenserne ved frihedsberøvelse kan være, at afsonerne mister tidsperspektivet og derved evnen eller viljen til at planlægge ude i fremtiden. Det er nemmere ikke at forholde sig til fremtiden eller fortiden, men blot sørge for at være i nutiden for at gøre frihedsberøvelsen udholdelig. I stedet for, at tidsregning er noget der forekommer over dage, uger eller måneder, vælger afsonerne andre holdepunkter i tidsregningen der ikke ligger for langt ude i fremtiden. Hun skriver således: 1 ”Herude” refererer til Pensionen Brøndbyhus, hvorfor der refereres til de indsattes situation ved udslusning tilbage til normsamfund Side 26 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 ”Disse indsatte opfattede tiden mekanisk på den måde, at vedkommende så frem til den næste ugedag, tidspunktet for styrketræning, tidspunktet for det næste besøg – altså den umiddelbare nære fremtid” (Mintke, 2012, s. 232). Denne mestringsstrategi gør det muligt for afsonerne, at udholde det lange tidsperspektiv, men dette ses ligeledes, at have en indvirkning på evnen til at kunne gå fra en fast forvaltet hverdag til selvstrukturering af hverdag. Såfremt en indsat har påtaget sig denne mestringsstrategi for at komme igennem et afsoningsforløb med lange tidsperspektiver eller slet ingen tidsperspektiver, ses dette at skabe en problematik der har indvirkning på individets evne til, at følge med de mange krav det senmoderne samfund stiller til omstillingsparathed, risikovurderinger og kravet om at indgå i mange forskellige sociale arenaer og planlægningen af dette. Prisoniseringseffekten har på denne måde indvirkning på afsonerens opfattelse af tid og krav, idet og i forhold til langtidsafsonerne kan dette vise sig, at være en langsigtet mestringsstrategi det kræver store kognitive kræfter at ændre (Mintke, 2012). Linda Kjær Mintke påviser, at prisoniseringsprocessen øges over tid (Mintke, 2012, s. 263) gennem sin analyse. Hun konkluderer således, at jo længere tid en afsoner tilbringer i fængselskulturen, jo højere bliver prisoniseringseffekten. Goffmans teori om stigmatisering, og herunder i særdeleshed hans beskrivelse af stigmatiseredes ”Relationer til ind-gruppen” kan benyttes her til, at understrege prisoniseringseffekten. Herunder beskriver Goffman, at: ”Selvom disse foreslåede livsfilosofier, disse recepter på tilværelsen, fremlægges, som om de tager udgangspunkt i den enkelte stigmatiseredes personlige oplevelser, fremgår det klart ved nærmere undersøgelse, at de henter oplysninger fra en anden kilde, nemlig fra grupper, forstået som flere individer i samme situation. Og det er kun, hvad man kan forvente, eftersom det, som et individ er, eller skulle kunne være, hidrører fra hans gruppes placering i den sociale struktur” (Goffman, 2009c, s. 152) og videre ”Den karakter, disse talsmænd tildeler individet, har sit udspring i den relation, han har til sine fæller. Hvis han holder sig til sin gruppe, er han loyal og autentisk; hvis han vender sig bort fra den, er han fej og tåbelig” (Goffman, 2009c, s. 153). Side 27 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 At opnå en kriminalitetsfri tilværelse efter afsoning kan være svært i sig selv. Det stigma der følger med at opleve divergens mellem personlig identitet og social identitet (Goffman, 2009c, s. 44) kan øges ved, at man bliver fastholdt i den kriminelle identitet af andre kriminelle, men ligeledes af at man har været en del af en fast struktureret hverdag, forvaltet af andre end én selv. Hvis man har taget afstand fra sin kriminelle identitet, kan dette betyde et brud med tidligere relationer og grupper og et brud med tidligere normer og værdier. I en fængselskultur der har karakter af total institution, hvori man tvinges til at indgå i ufrivillige fællesskaber med andre kriminelle, kan dette have indvirkning på ens evne til, at motivere sig selv til at tage beslutning om en så drastisk ændring af ens liv og værdisæt. Såfremt man ikke har en anden kultur at læne sig opad eller falde tilbage til, bliver man, så at sige, overladt til sig selv i en sårbar situation. Hvis man herudover oplever sig stigmatiseret, kan fængselsopholdet og prisoniseringseffekten få ødelæggende konsekvenser for et individs evne til, at tilpasse sig et konstant foranderligt samfund og et liv uden kriminalitet. En undersøgelse af prisoniseringsbegrebet i forhold til afsoneres socialisering i fængslet og fællesskabet, udarbejdet af Richard Korn og Lloyd McCorkle (Mintke, 2012, s. 26), påviste netop denne sammenhæng mellem relationer til ind-gruppen og prisonisering. De så i undersøgelsen, at prisoniseringsprocessen også kunne betyde, at fællesskabet med andre indsatte forhindrede, at afvisningen af normsamfundet blev til en negativ selvopfattelse. De argumenterede for, at socialiseringen i fængslet og fællesskabet medførte en oplevelse af accept og socialt tilhørsforhold blandt ligestillede (Mintke, 2012, s. 27). Mere uddybende i forhold til skandinavisk fængselsforskning og prisonisering og selv-stigmatisering, undersøgte den norske retssociolog Thomas Mathiesen, i samarbejde med Wheeler, prisoniseringsprocessen i de norske Kriminalforsorgs institutioner (Mintke, 2012, s. 31). Han fandt dog frem til et andet begreb, der nuancerede prisoniseringsbegrebet i forhold til retningen af prisoniseringens effekter. Mathiesen kaldte dette begreb for censoriousness og udviklede det som en skandinavisk pendant til prisoniseringsbegrebet. Censoriuosness præsenterede en ekstra dimension til fællesskabet blandt afsonere. Mathiesen konkluderede, at fællesskabet blandt afsonere kan have en anden karakter end tilhørsforhold karakteriseret af kriminel tankegang og i stedet fandt afsonerne sammen om en fælles modstand mod fængselssystemet og de ansatte i systemet (Mintke, 2012, s. 31). Denne måde, hvorpå afsonerne fik mulighed for, at danne fællesskab uden at udveksle kriminalitet eller føle sig tvunget til, at påtage sig andres kriminelle orientering, bevirker at det stigma der tildeles i en indgruppe situation, som Goffman påtaler kan ændre karakter og man har derved en anden kultur at læne sig opad end blot kriminalitetsstigmaet og kulturen omkring dette (Goffman, 2009c). Side 28 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Delkonklusion Uagtet, at man kan finde fællesskab i fængslet udenom kriminel tankegang og orientering, er man dog fortsat fastlåst i en total institution i ufrivilligt fælleskab med ligestillede og den kultur der er mulig, at læne sig opad i fængslet, fjernes ved endt afsoning. Man skal formå, at oprette en ny hverdag uden al det velkendte fra fængselslivet og den struktur og ansvarsfralæggelse dette indebærer. I citatet i toppen af dette afsnit, beskriver Lone B. hvordan det kan være direkte angstprovokerende, at skulle forholde sig til en helt ny hverdag fyldt med nye udfordringer og krav at forholde sig til. Ikke nok med, at man skal forlade al det velkendte uden ansvar for eget liv, så skal man også til at strukturere sin egen hverdag samt finde ressourcer til at overkomme disse udfordringer. Prisoniseringsbegrebet, og i begrænset omfang censoriousnessbegrebet, kan hjælpe os til at få indsigt i nogle af de problematikker der ses ved, at have været frihedsberøvet. Hvordan kan man som socialrådgiver arbejde støttende og straffende? Og hvordan udmøntes dette i praksis? I bogen ”Socialrådgivning og socialt arbejde” beskrives det, at den indbyrdes afhængighed og tillid er en meget vigtig faktor i den relation der er mellem socialrådgiver og klient, eller i dette tilfælde, afsoner. Det beskrives således: ”I socialt arbejde spiller afhængighed og tillid en ganske særlig rolle, idet socialrådgiverens beslutninger på et meget konkret plan kan gribe ind i borgerens tilværelse. Borgeren har brug for at kunne have tillid til, at socialrådgiveren behandler ham og hans sag bedst muligt.” (Posborg, Nørrelykke, Antczak, 2011, s. 48). Netop det faktum, at ”socialrådgiverens beslutninger på et meget konkret plan kan gribe ind i borgerens tilværelse”, er noget der italesættes af begge interviewede socialrådgivere. Disse lægger stor vægt på, at der ikke må opstå forvirring i relationen, da dette vil ødelægge tilliden til, at man som socialrådgiver evner at forvalte afsonerens sag og derved vil det blive meget svært, at hjælpe afsoneren gennem afsoningsforløbet på den bedst mulige måde for den konkrete afsoner i forhold til det resocialiserende mål og i særdeleshed til, at lægge en resocialiserende plan i forhold til beskæftigelse. I samme bog beskrives der nogle nøgleelementer til, at tage lederskabet over samtalen og derved sørge for, at man beholder kontrollen over relationens retning samt professionel Side 29 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 troværdighed og tillid, samtidig med man er myndighedsperson. Disse indebærer kontakt, engagement, anerkendelse, ansvarsfordeling, inddragelse, beslutning og konflikt (Nørrelykke et al., s. 264). Disse elementer er med til at beskrive hvordan man som socialrådgiver kan beholde troværdigheden og tilliden i en relation der ellers er præget af et ulige magtforhold. Det er derfor vigtigt, at man selv er klar over hvad relationen kan og hvad man selv ønsker den skal indebære. Lone B. udtaler: ”Så er det bare at gøre opmærksom på at man er socialrådgiver og der er visse ting man ikke skal snakke om indsat og ansat imellem. Det må de tage med til deres medindsatte.” Hermed beskriver hun hvorledes det er vigtigt, at tage lederskab over, såvel samtalen som relationen for, at undgå at rollen bliver forvirrende og tilliden brudt. Evnen til, at tage ledelsen over samtalen og derved definere relationen italesætter Lone H. ligeledes som en betingelse for at relationen og den indledende kontakt bliver succesfuld. Hun udtaler: ”Man skal i hvert fald selv være meget bevidst om den der rolle – at du er den kontrollerende og at man skal kontrollere vilkår. Jeg synes i hvert fald man skal gøre meget opmærksom på det ved de første samtaler man har – at man har tænkt sig at føre den kontrol, så de er klar over det og de ved at det også er den funktion man har. Men samtidig også give udtryk at for at man er der for at hjælpe og støtte og hvilke instanser man kan hjælpe med, hvad det er man kan hjælpe med. Men det er jo et spørgsmål om den tillid der opstår mellem folk.” En betingelse for, at relationen og kontakten mellem afsoner og socialrådgiver kan derfor konkluderes at være klarhed omkring hvad socialrådgiveren kan tilbyde, uden der opstår forvirring om rolle- og ansvarsfordelingen. Der ses dog ikke, at gives nogle konkrete svar på hvordan dette gøres. Hovedvægten af argumenterne ligger i, at der er klarhed i kommunikationen, således der ikke sker misforståelser i forhold til hvad socialrådgiveren kan tilbyde i forhold til at opnå øgede frihedsgoder, planlægning af afsoningsforløb og lytte og anerkende frustrationer og oplevede konflikter versus varetagelsen af fuldbyrdelse af straf og være en del af det straffende system. Som ovenstående viser, skal der en relation til for, at kunne varetage socialrådgiverens opgave. En relation kan dog indebære mange ting og have forskellig karakter. Den relation der er nødvendig i Side 30 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 denne sammenhæng, er en professionel relation, hvori socialrådgiveren i første kontakt formår at holde en engageret, velafgrænset og grænserespekterende kontakt (Nørrelykke et al., s. 266). Såfremt socialrådgiveren formår, at opnå denne form for kontakt er der et grundlag for, at afsoneren ønsker, at åbne sig for socialrådgiveren og derved viser tillid til socialrådgiveren og den relation der er opstået gennem første kontakt. Denne relation bevirker, at der kan arbejdes motiveret, idet afsoneren vil opleve tillid til, at åbne for sine følelser, ønsker og frustrationer. Det er i denne kontakt og efterfølgende relation, at der skabes tillid til socialrådgivningen og at socialrådgiveren kan varetage afsonerens sagsbehandling på den mest hensigtsmæssige måde. Juul og Jensen beskriver det således: ”… skelner mellem den gode personlige kontakt i professionelle problemorienterede samtaler, som indebærer autencitet, dvs. åbenhed omkring tanker, værdier og følelser, og en social hverdagskontakt, der ikke behøver at involvere en personlig dimension, men bygger på det faktum, at begge parter er frie til at opretholde netop den distance, som de føler sig bedst tilpas ved (fra: Nørrelykke et al., s. 266). Som citaterne fra interviewede socialrådgivere i ovenstående afsnit viser, er det netop denne distance for begge parter der vigtig for, at relationen bliver succesfuld. Relationen dannes således i den første kontakt, og såfremt man som socialrådgiver får kommunikeret klart og tydeligt, hvad relationen kan indebære og hvilke begrænsninger der er, er dette med til at skabe det tillidsrum der skal til for, at afsoneren ønsker at indgå i relationen. En af socialrådgiverens hovedkompetencer er helhedssynet, og i Kriminalforsorgen udnyttes denne kompetence til det fulde. Det er socialrådgiverens rolle, at danne et helhedssyn på den enkelte afsoner for, at kunne varetage sagsbehandlingen vedrørende handleplaner, afsoningsplaner, indstillinger til beskæftigelse udenfor murene samt udgang og opstart af orlovsforløb, udstationering og prøveløsladelse. For at kunne varetage denne sagsbehandling er det vigtigt, at socialrådgiveren har helhedssynet og derved sørger for, at indhente oplysninger fra og sparre med diverse relevante samarbejdspartnere i form af psykologer, psykiatere, jurister, det daglige personale på afdelingen, behandlere og hvad der ellers måtte være relevant. Det er ligeledes socialrådgiverens rolle, at sørge for at indhente samtykkeerklæringer til indhentning af oplysninger ved de relevante personer omkring en afsoner, inden denne blev indsat. Alt dette sker for, at Side 31 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 afdække helhedssynet, således der kan indstilles til de relevante resocialiserende værktøjer. I forbindelse med dette er det også en del af socialrådgiverens rolle at sørge for, at den indsatte forstår formålet med indhentning af alle disse personlige oplysninger samt, at denne forstår vigtigheden af, at samarbejde omkring at belyse egen situation i forhold til at få det bedst mulige ud af afsoningen. En socialrådgiver er således tovholder mellem en masse forskellige samarbejdspartnere omkring den enkelte afsoner, både interne og eksterne. Jens Guldager beskriver helhedssynet på følgende måde: ”For socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker m.v. er der ikke tale om en specialisering i ”dybden”. Udøverne i disse professioner kan snarere karakteriseres som eksperter i ”bredden”; de benytter sig af og kombinerer viden fra mange specialiserede professioner i et helhedssyn. Og her er pointen, at praktikerens brede helhedssyn giver en mere kvalificeret forståelse af borgerens, barnets, klientens eller patientens problemer, ressourcer og behov, end den smalle, specialiserede ekspertviden kan” (Bo, Guldager, Zeeberg, 2011, s. 19). Det er denne forståelse af afsonerens problemer, ressourcer og behov der er altafgørende for opgavevaretagelsen. Da frihedsberøvelse i forvejen er en alvorlig og sårbar situation, er det derfor i sær vigtigt, at socialrådgiveren husker, at holde fokus på helhedssynet for bedst muligt at kunne vurdere de realistiske muligheder i et afsoningsforløb og afdække afsonerens behov. Jens Guldager beskriver vigtigheden af helhedssynet ved at argumentere for at dette styrker den helhedsorienterede faglige vurdering. Han skriver således: ”Disse model- og perspektivbetragtninger kan kun styrke systematikken og ekspliciteten i den helhedsorienterede faglige vurdering. En styrkelse, som udgør en kvalitetsforbedring” (Bo et al., s. 57). Delkonklusion En socialrådgiver arbejder således i dualiteten mellem støttende og straffende ved hjælp af samtale, relationsdannelse gennem kontakt og helhedssyn. Det er socialrådgiverens evne til at tage ledelse over samtalen, ansvar for ansvarsfordelingen mellem socialrådgiverens opgaver og afsonerens egne opgaver, relationen gennem den første kontakt og værdisætning af relationens retning samt brugen Side 32 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 af helhedssynet der er afgørende for hvorvidt det sociale arbejde i dualiteten bliver en succes. De to interviewede socialrådgivere giver nogle bud på hvordan dette kan udmøntes i praksis. De argumenterer for vigtigheden af, at være klar og tydelig i sin kommunikation og aldrig love noget man ikke kan overholde. Hvis der går forvirring i relationen, hvad denne kan indebære og hvilken retning den har, er tilliden brudt, hvilket er ødelæggende for det motiverende og resocialiserende arbejde. Alle de redskaber der er nævnt er med til, at sikre at der ikke sker tillidsbrud og man derved kan benytte helhedssynet til, at afdække afsonerens behov og derved udføre opgavevaretagelsen. Konklusion ”På trods af forsøg med forbedring af de indsattes boglige og sociale kompetencer samt diverse psykiatriske behandlingstiltag, fortsatte fængslet med at udbrede kriminalitet. Fængselsopholdet var med andre ord en læringsproces i retning af, at den indsatte blev endnu mere kriminelt orienteret”. (Mintke, 2012, s. 25) Sådan skriver Linda Kjær Mintke i sin afhandling, efter mange eksempler på fængselsundersøgelser der alle konkluderer det samme. Indsatte kan ikke have tillid til, at dem der straffer dem, ønsker dem noget godt – et miljø præget af mistillid avler mere mistillid og den stereotypt fjendtlige opfattelse af hinanden forstærkes med den konsekvens, at resocialisering i totale institutioner er noget nær umuligt. Det ansvarsfratagende og fysisk afskærende, som Goffman præsenterer i sin teori om totale institutioner, påvirker ligeledes i en grad, der gør det stort set umuligt, idet man er afskåret fra samfundsudvikling i så mange år. Indespærringssanktionen er en straf der er til for, at beskytte det øvrige samfund mod kriminelle (Goffman, 1967). En straf der er nødvendig når man overtræder de skrevne regler i samfundet, men som dog har mange negative konsekvenser i et – for langtidsafsonere, system der er bygget op omkring flere lag, hvilket gør sagsbehandling længerevarende og langt mere besværligt end andre tilfælde og måske også end det behøver være, såfremt man tænker resocialiserende aspekter. Konklusionen på hvordan dualiteten i Kriminalforsorgens hovedopgave påvirker det resocialiserende mål, må derfor ses at være, at der gøres et forsøg på at arbejde resocialiserende, Side 33 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 men at det ender med at blive et halvt forsøg og et halvt stykke arbejde. Der kan ikke arbejdes udelukkende resocialiserende, idet man fortsat har den straffefuldbyrdende funktion, hvilket påvises, at have indvirkning på hvordan de resocialiserende værktøjer modtages af målgruppen. Manglen på måling af hvorvidt det resocialiserende arbejde har en effekt i de totale institutioner, er ligeledes med til at bekræfte, at dualiteten har en påvirkning. Det faktum, at det ikke kan påvises hvilke værktøjer der har recidivnedsættende virkning eller om de forskellige resocialiserende indsatser har recidivnedsættende virkning, men at det blot kan konkluderes ud fra forskellige udenlandske effektevalueringer, at nedsættelse af recidivrisikoen er afhængig af hele afsonerens livssituation og motivation og at mange forskellige faktorer har indflydelse på dette, bidrager til at det må konkluderes, at det resocialiserende arbejde udføres et tyndt grundlag. Det individbaserede synspunkt der ses nødvendigt for, at kunne løfte den resocialiserende opgave, er uforenelig med overordnede regler og lovgivning og når det ikke er påvist hvilke tiltag og indsatser der med sikkerhed virker resocialiserende, ses dualiteten i Kriminalforsorgens hovedopgave, at have den påvirkning, at der arbejdes ustruktureret og ikke ensartet. Dette ses at have en indvirkning på målgruppens modtagelse af indsatserne, som der ender med en følelse af, at der ikke er styr på hverken ansvarsfordelingen eller opgavevaretagelsen, hvilket svækker tilliden til Kriminalforsorgen og de ansatte der forsøger at arbejde under de fastsatte rammer. Personalets kompetenthed, professionalitet og evne til at varetage opgaven ansvarsfuldt bliver draget i tvivl og derved mistes, eller i hvert fald svækkes, tilliden til deres kompetencer. En socialrådgiver der arbejder i denne dualiteten mellem støttende og straffende er derfor nødt til, at gøre brug af de værktøjer der er kendetegnende og styrken ved professionen. Ved hjælp af samtale, relationsdannelse gennem kontakt og helhedssyn. Det er socialrådgiverens evne til at tage ledelse over samtalen, ansvar for ansvarsfordelingen mellem socialrådgiverens opgaver og afsonerens egne opgaver, relationen gennem den første kontakt og værdisætning af relationens retning samt brugen af helhedssynet der er afgørende for hvorvidt det sociale arbejde i dualiteten bliver en succes. Alle de redskaber der er nævnt er med til, at sikre at der ikke sker tillidsbrud og man derved kan benytte helhedssynet til, at afdække afsonerens behov og derved udføre opgavevaretagelsen. Side 34 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Kritisk refleksion Til ovenstående analyse er der brug for en del kritisk refleksion, idet der i den danske Kriminalforsorg ikke er lavet effektevalueringer over de resocialiserende indsatser. Fokusset på beskæftigelse opstod allerede med fængselsreformen i 1913 (Fode, 2013), hvor beskæftigelsespligten blev indført. Siden er fokusset øget og tesen om, at beskæftigelse fører til mindsket recidivrisiko har opnået stor anerkendelse. I forbindelse med implementeringen af den nye Straffuldbyrdelseslov 6. maj 2015, udgav Justitsministeriets forskningskontor en rapport vedrørende evaluering af kriminalitetshæmmende indsatser (Jørgensen, Kyvsgaard, Pedersen, Pedersen, 2015). Denne rapport bygger på udenlandske effektevalueringer af programmer med resocialiserende og formodede recidivnedsættende indsatser. Dette har dog vist sig, at være marginalt målbart i det tilgængelige forskningsmateriale, hvor størstedelen af undersøgelserne konkluderer, at man ikke udelukkende kan tillægge opnåelse af beskæftigelse eller andre enestående resocialiserende indsatser som recidivnedsættende parameter. Der er mange forskellige faktorer der spiller i nedsættelse af recidivrisiko, herunder afsonerens generelle livssituation og motivationsfaktorer (Jørgensen et al., 2015, s. 6). Manglen på konklusioner der viser målbar effekt af de evaluerede programmer med kontrolgrupper oplyses, at skyldes hovedsageligt to forskellige grundlag. Dels har en del af effektevalueringerne vist sig ikke at kunne bruges, idet forsøgene har været dårligt implementeret samt kontrolgruppen har vist sig for lille og udvalgt på forkerte parametre. Dels er det konkluderet, at man ikke entydigt kan pege på gennemførsel af programvirksomhed, opnåelse af beskæftigelse, bolig ved løsladelse eller andre indsatser som udelukkende recidivnedsættende (Jørgensen et al., 2015). Den danske Kriminalforsorg har ikke selv vurderet på deres egen programvirksomhed og effekterne af disse. Manglen på effektevalueringer af programvirksomheden i de danske fængsler bevirker, at min analyse kan komme til at fremstå på et tyndt forskningsbaseret grundlag. Der findes ingen effektevalueringer med kontrolgrupper til, at validere de resocialiserende indsatser. Der ses, at findes evalueringer af pilotprojekter i enkelte institutioner, ligesom der findes evaluering af projekt God Løsladelse, men dette er blot evalueringer af indførslen og udmøntningen af projekterne. Side 35 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Al det tilgængelige forskningsmateriale bygger på udenlandske forsøg, hvor man har udført en effektevaluering med lidt eller ingen målbar succes. Disse forsøg er fortrinsvis effektevalueret i USA, Canada og Storbritannien (Jørgensen et al., 2015, s. 5). Som nævnt ovenfor har disse effektevalueringer konkluderet, at det ikke har været muligt at måle nogen effekt eller blot måle en marginal effekt så lille, at det ikke kan konkluderes, at det var de resocialiserende indsatser der alene havde recidivnedsættende effekt. Dog er manglen på tilgængeligt forskningsbaserede resultater og evalueringer med til, at underbygge min tese og analyse, hvorpå det konkluderes, det resocialiserende arbejde i fængslerne som totale institutioner ikke kan dokumenteres at have nogen effekt. Handleplan Med afsæt i ovenstående konklusion og analyse ses det relevant, at give et forbedringsforslag til ny social praksis. Jeg har valgt, at tage udgangspunkt i egne praksiserfaringer fra Kriminalforsorgen samt de to interviewede socialrådgiveres kritik af nuværende praksis og deres forslag til ændring eller forbedring af nuværende praksis i de totale institutioner. Det store fokus på beskæftigelse af afsonere og brugen af beskæftigelse som resocialiserende værktøj, giver anledning til, at se på hvorvidt mulighederne for meningsfyldt beskæftigelse kan forbedres, således der er bedre forudsætninger for at benytte dette som resocialiserende værktøj. Social indsats Jeg ønsker, at oprette en arbejdsmarkedsrettet beskæftigelse i Kriminalforsorgens institutioner. Det nuværende udbud af beskæftigelsesmuligheder, herunder uddannelse, er begrænset i en sådan grad, at det sjældent forbereder afsonerne til at indgå i et normsamfund og opstarte uddannelse eller job på ordinære vilkår. De arbejdspladser der udbydes i fængslerne er i form af ensformigt fabriksarbejde, rengøring og vedligeholdelse af udendørs arealer. For få heldige, kan der også blive tale om, at udføre mindre reparationer. Såfremt man optimerede udbuddet af beskæftigelsesmuligheder, således dette var målrettet arbejdsmarkedet, ville det resocialiserende aspekt i beskæftigelse ligeledes blive optimeret. Uddannelsesudbuddet skulle ligeledes højnes, således uddannelsesønsker kan imødekommes og ikke blot erstattes med sekundære muligheder som det eksisterende, hvor HF er højeste uddannelsesniveau og der ikke er mulighed for at opstarte Side 36 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 erhvervsuddannelse. Ved ansættelse af jobkonsulenter med kontakt til jobmarkedet og ved, at have værkmestre på institutionerne der har kompetencer til at lære fra sig i arbejdsmarkedsrelaterede fag, ville det resocialiserende aspekt i beskæftigelsen højnes, ligesom det ville være muligt at give afsonerne en meningsfyldt hverdag. Kortsigtede mål i forhold til denne sociale indsats er, at få oprettet arbejdspladser der kan fungere i arbejdsmarkedsrelateret øjemed. Eksempelvis kan man omdanne produktionsværksteder til, at kunne varetage de håndværksmæssige uddannelser. Cellearbejde skal afskaffes, idet dette forhindrer, at afsonerne kommer ud på de mulige arbejdspladser indenfor murene. Jobkonsulenter med kontakt til arbejdsmarkedet skal ansættes, med henblik på at lave en afsoningsplan der er holdbar i forhold til arbejdsmarkedet, således afsoneren kan forberedes til udstationering2 eller placering i åbent fængsel hvor der er mulighed for at gå frigang, når de tidsmæssige betingelser er opfyldt. Denne jobkonsulent skal have ansvaret for, at den beskæftigelsesrettede plan bliver videreført til næste institution, til løsladelseskommunen samt til Kriminalforsorgen i Frihed (KiF) når afsoneren løslades til tilsyn, således der er en tråd gennem hele afsoningsforløbet og beskæftigelsesplanen ikke går tabt eller går i stå. Afsoner MC har italesat problematikken vedrørende tabte aftaler og problemet med, at efterspørgsler vedrørende opstart af uddannelse eller opstart af frigang skal igennem flere instanser og ledelseslag før der kan træffes afgørelse. Han udtaler: ”Både mig og så også andre – jeg har set masser af det, hvor de sætter sig ned og så lover de folk en hel masse og så bliver det aflyst, og så ”jamen det kan vi ikke liiige gøre i dag alligevel om aftalt” og… altså jamen alt bliver udskudt og det virker ikke som om de tager det seriøst. Det virker ikke som om de forstår, jamen altså det her det er… jamen vi har ét skud her for at komme videre. Alternativet er at vi kommer tilbage igen og det virker ikke som om at når man så virkelig vil det her, så virker det ikke som om de tager det alvorligt. Og det… det er der mange steder, synes jeg, hvor det er et stort problem.” Ligesom han problematiserer, at der ikke er noget personale der har viden om kun et enkelt felt, men som så til gengæld har helt styr på alle love og regler vedrørende dette felt, således vedkommende ikke skal undersøge spørgsmålet vedrørende beskæftigelse eller uddannelse inden der kan gives et svar på anmodningen. Han har dog et forslag til en løsning på dette problem: 2 Ophold på pension Side 37 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 ”For eksempel som jeg sagde før, så hvis man havde 3 mennesker på Søby og man sagde at det var dem der havde at gøre med alt hvad der hed uddannelse eller behandling af frigang omkring uddannelse. […] Men frigang omkring skole: få nogle mennesker ind der kender alle reglerne, sørg for det er dem der behandler på det og så er det dem der arrangerer alt omkring det. Hvis du har et fængsel hvor der er 120 indsatte og så du har 3 mennesker til det, så skal der nok være en af dem der altid er på arbejde, der kan arrangere det.” Varetagelsen af jobkonsulentopgaven kan udføres af det eksisterende personale i fængslerne ved hjælp af ændring i stillingsprofiler. Nuværende socialrådgivere varetager helhedsorienteret arbejde i form af, at afklare og igangsætte alle beskæftigelses- og uddannelsesrettede planer samt generel sagsbehandling og oprettelse af afsoningsplan og handleplan. Ved at ændre på opgavevaretagelsen, således det nødvendige antal socialrådgivere i forhold til antallet af indsatte, bliver flyttet til at sørge for at varetage den beskæftigelsesrettede plan og de resterende socialrådgivere varetager den resterende sagsbehandling, bliver opgavevaretagelsen opdelt og de enkelte socialrådgivere kan beskæftige sig med deres hovedområde. Ansvaret for, at videregive beskæftigelsesplan og handleplan er derved tydeligt placeret. Kortsigtede og langsigtede mål samt gevinster De langsigtede mål er, at få flere igennem succesfulde beskæftigelsesforløb. At opnå arbejde eller uddannelse ved løsladelse og viden om, at der er et planlagt forløb for tiden efter løsladelse kan bidrage til, at fjerne et stressmoment i løsladelsessituationen. Ligesom recidivrisikoen formodentlig vil kunne nedbringes, dog uden at kunne dokumentere denne påstand, som det er beskrevet i afsnittet ”Kritisk refleksion”. På lang sigt vil den tydelige ansvarsfordeling i viderebringelse af beskæftigelsesplaner og handleplaner sikre et kontinuerligt forløb, der ikke går i stå eller bliver afbrudt ved ændringer i afsoningsforholdene. Den samfundsmæssige gevinst ved denne indsats er, at tidligere afsonere vil kunne bidrage til samfundet efter endt straf. Fremfor at løslade tidligere afsonere der ikke har fået noget ud af deres afsoningsforløb, til en situation hvor de ikke er klædt på til at indgå i et ordinært arbejdsmarked eller uddannelse, vil man på denne måde tænke langsigtet og derved tænke udover afsoningen. Straffeattesten er ofte en hindring i, at opnå ansættelse for en tidligere afsoner. Såfremt der ved løsladelse allerede foreligger kontakt til arbejdsmarkedet eller uddannelsessystemet, har man fjernet Side 38 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 denne hindring. Samfundet vil derfor opnå borgere i ordinære forløb, hvad enten dette er beskæftigelse eller uddannelse, der på sigt kan bidrage fremfor, at være tvunget til at modtage kontanthjælp ved løsladelse eller blive fristet til at begå ny kriminalitet. Kedsomhed og håbløshed i forhold til at opnå beskæftigelse, kan være bidragende faktorer til, at man oplever recidiv. Den individbaserede gevinst ved dette er, at man får bidragende mennesker ud på den anden side af et afsoningsforløb. Deltagere i det senmoderne samfund identificerer sig med sit arbejde ligesom man i dag også finder en stor del af sit netværk via arbejdspladsen. Såfremt man som tidligere afsoner ønsker, at indgå i nye arenaer der ikke er omgivet af kriminalitet, og har set nødvendigheden af, at bryde med tidligere netværk, kan det være ensomt og svært, at opretholde denne beslutning, hvis man går hjemme hele dagen på kontanthjælp. Muligheden for at danne nye relationer gennem arbejdspladsen, samtidig med at man har et formål med dagen, giver livskvalitet og er bidragende til fortsat motivation for at holde sig ude af kriminalitet. Problematikker og etiske dilemmaer En problematik i denne sociale indsats er, at få oprettet den nødvendige kontakt til arbejdsmarkedet. For at denne indsats kan gennemføres og lykkedes, kræver det at der oprettes kontakt til relevante samarbejdspartnere på arbejdsmarkedet og, at disse ønsker et samarbejde. Samarbejdet er således betinget af, at mulige samarbejdspartnere ønsker at ansætte folk med en straffeattest, kan acceptere de restriktive vilkår der kan være tilknyttet en afsoner samt, at arbejdspladsen er villig til at indgå en aftale med en afsoner der muligvis kan have nogle tidsmæssige begrænsninger tilknyttet jobstart. En løsning på dette kunne være, at udvide den profil projekt High Five arbejder ud fra. High Five er et eksternt projekt udviklet i 2006 af Virksomhedsforum for Socialt Ansvar der hjælper unge op til 30 år der er i fare for marginalisering grundet kriminalitet (http://www.highfive.net/da/side/omhighfive ) med, at skaffe kontakt til virksomheder, med henblik på at opnå ansættelse eller læreplads. Det kan dog fortsat være et problem, at fremskaffe arbejdspladser eller muligheder for kontakt til arbejdsgivere, da dette vil være afhængig af den generelle situation på arbejdsmarkedet og arbejdsløshedsprocenten. Såfremt der er stor arbejdsløshed, er der mulighed for at det attraktivefor virksomhederne ved at ansætte afsonere, erstattes af muligheden for at opnå mere kvalificeret arbejdskraft gennem ordinære ansøgere. Side 39 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Et andet etisk dilemma i denne løsning er retsfølelsen og det retssikkerhedsmæssige aspekt. Disse to dele i et afsoningsforløb og fokusset på disse aspekter, er ofte meget påvirket af den generelle diskurs omkring kriminalitet og kriminelle i samfundet. Sikring af retsfølelsen er et aspekt der altid er i spil og dette dilemma er svært at finde en løsning på. Ligesom det er en del af den dualitet og det spændingsfelt der findes i Kriminalforsorgens to hovedopgaver. Retsfølelsen og sikring af retssikkerheden er naturligvis et aspekt der er nødt til at være med i overvejelserne omkring denne sociale indsats, da straf findes for netop at sikre retfærdighed for ofre. I forbindelse med dette skal hensynet til retsfølelsen naturligvis vægtes højt og være en del af overvejelserne ved implementering af en sådan indsats, og det er naturligvis også et aspekt der skal vurderes ved, beslutningen om hvilke indsatte der skal have gavn af et sådant tilbud. Løsningen på et sådant etisk dilemma ses endnu ikke at være fundet ved nuværende praksis, og det er et dilemma det ses svært at finde en acceptabel løsning på, for alle involverede parter. Synet på straf og hvordan straf skal fuldbyrdes, er et emne der fortsat er genstand for megen diskussion og omtale, da det er meget individuelt hvordan man ser på disse problematikker. Det er dog sikkert, at man i Danmark har taget det resocialiserende udgangspunkt til praksis, fremfor at fuldbyrde ren straf. Med i overvejelserne omkring dette følsomme dilemma, skal være hvilket resultat man søger, at få ud af at straffe lovovertrædere. Hvis målet blot er straf for straffens skyld, uden at undersøge bagvedliggende faktorer eller forsøge at afklare hvordan man kan bedre problematikker for individet, er der ingen mening i, at forsøge at arbejde resocialiserende med det mål, at få bidragende samfundsborgere ud på den anden side af et afsoningsforløb. Så skal Kriminalforsorgen hovedopgave laves om til ren opbevaring af indsatte og fuldbyrdelse af straf i form af frihedsberøvelse. Al forskning i frihedsberøvelse som straf og al forskning i sociale problematikker vedrørende kriminalitet, har dog påvist, at ren frihedsberøvelse ikke virker kriminalitetsnedsættende. Derfor har man i langt de fleste vestlige lande taget det resocialiserende arbejde og alternative afsoningsformer til praksis. For at imødekomme og forsøge, at nedsætte kriminalitetsproblematikkerne. De sociale omkostninger kriminalitet har, både for samfundet, ofrene og de pårørende samt de pårørende til den kriminelle er mangfoldige og omkostningsfulde. Derfor må man i denne optik huske, at man søger et resultat der afhjælper et socialt problem ved hjælp af resocialiserende indsatser fremfor, at have fokus på individets syn på straf og sikring af den individuelle retsfølelse. I forlængelse af ovenstående diskussion omkring samfundets syn på kriminalitet og kriminelle som gruppe, ses der også at ligge et etisk dilemma i, at afsonerne vil aftage arbejdspladser fra ordinære jobsøgende. Som nævnt ovenfor vil den generelle tilstand på arbejdsmarkedet ses, at kunne have en Side 40 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 mulig effekt på samarbejdspartneres vilje til at ansætte afsonere fremfor ordinære jobsøgende. På samfundsniveau kan dette ligeledes blive til et dilemma. Såfremt der er dårlige tilstande på arbejdsmarkedet og der findes mange jobsøgende, kan diskursen omkring ansættelse af afsonere fremfor ordinære jobsøgende, blive rettet i negativ retning. Arbejdsløshed er ligeledes et socialt problem der søges at blive løst, og i tider hvor arbejdsløsheden er høj er der generelt ikke plads eller overskud til at tage hensyn til andre og mere udsatte borgere med mere end ét socialt problem. Diskursen omkring kriminelle er ofte den, at det er selvforskyldt – hvad det naturligvis også ofte er, idet afsonerne er dømt for en kriminel handling. Denne diskurs kan blive forstærket og drejet negativt, da man ser borgere, der tidligere har bidraget til samfundet og ikke haft nogen sociale problematikker, nu have et socialt problem i form af arbejdsløshed, hvilket påvirker deres syn på hvordan et socialt problem som kriminalitet, skal løses. Hermed ikke sagt, at mange borgere ikke kan se det fornuftige i resocialisering og vigtigheden af tilknytning til arbejdsmarkedet i denne forbindelse. Men for en arbejdsløs person der blot mangler et arbejde for igen, at kunne leve et liv uden sociale problematikker, kan det være svært at mønstre overskud nok til at acceptere, at et ledigt job er gået til en kriminel indsat. Ligesom ovenstående dilemma vedrørende sikring af retsfølelsen og retssikkerheden, ses der heller ikke i dette dilemma, at være en acceptabel løsning for alle parter, idet begge dilemmaer i høj grad er diskursbestemte. Et perspektiv på dette kan dog være, at man som medarbejder i Kriminalforsorgen og som indsat, må acceptere at muligheden for, at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet kan have nedgangstider. Resocialisering i form af opnåelse af beskæftigelse, skal ikke ske for enhver pris. I dette dilemma, er det dog ikke Kriminalforsorgens personale der skal foretage en vurdering af situationen, men i stedet er man nødt til at lade en beslutning om ansættelse af en indsat, fremfor en ordinær arbejdssøgende, være op til den enkelte virksomhed. Side 41 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Litteraturliste Bo, K.A., Guldager, J., Zeeberg, B. (2011) Udsatte børn: Et helhedsperspektiv. (2. udg.). København: Akademisk Forlag Direktoratet for Kriminalforsorgen (1998). Kriminalforsorgens Principprogram. Lokaliseret d. 9. februar 2015 på: www.kriminalforsorgen.dk/Brochurer-1385.aspx Direktoratet for Kriminalforsorgen (2014). Klientundersøgelsen; Delrapport om langtidsafsonere. Lokaliseret d. 4. april 2015 på: http://www.kriminalforsorgen.dk/Klienter-1374.aspx Direktoratet for Kriminalforsorgen (2002). Beskæftigelsen af indsatte. Lokaliseret d. 30. april på: www.kriminalforsorgen.dk/Admin/Public/Download.aspx%3Ffile%3DFiles%252FFiler%252FPubl ikationer%252Frapporter%252Fbeskaeftigelsen_af_indsatte2002.pdf+&cd=1&hl=da&ct=clnk&gl= dk Dreyer, V., Skar, M., Blindum, R., Tvede, L. (2012) Resocialisering i det danske fængsel. Roskilde: Samfundsvidenskabelig basiskursus, Roskilde Universitet. Bachelorprojekt. Goffman, E. (1967). Anstalt og menneske. Viborg: Jørgen Paludans Forlag (a) Goffman, E. (1992). Vores rollespil i hverdagen. Norge: Pax Forlag A/S (b) Goffman, E. (2009). Stigma: Om afvigerens sociale identitet. København: Samfundslitteratur (c) Jacobsen, B., Schnack, K., Wahlgren, B., Madsen, M.B. (1999). Videnskabsteori (2. udg.). København: Gyldendal Justesen, L., Mik-Meyer, N. (2010). Kvalitative metoder: I organisations- og ledelsesstudier. København: Hans Reitzels Forlag Justitsministeriet (2012). Aftale om kriminalforsorgens økonomi i 2013-2016. Lokaliseret d. 25. april 2015 på: http://www.justitsministeriet.dk/sites/default/files/media/Pressemeddelelser/pdf/2012/AftaletekstKRF.pdf Side 42 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Jørgensen, T.T., Kyvsgaard, B., Pedersen, A.J.B., Pedersen, M.L. (2015). Præventive effekter af straf og andre tiltag over for lovovertrædere: En forskningsoversigt. Justitsministeriets Forskningskontor Mintke, L.K. (2012). Fængslets indre liv. København: Jurist- og Økonomforbundets forlag Posborg, R., Nørrelykke, H., Antczak, H. (2011). Socialrådgivning og socialt arbejde: En grundbog. København: Hans Reitzels Forlag Rentzmann, W., Fode, H., Henriksen, B.L., Fransen, P., Madsen, M., Federspiel, S. (2013). At skrive fængselshistorie: Ikke mindst om arbejdsdriften. I: Fode, H., Fængselshistorisk Selskab 2013 (s. 10). Nyborg: De Grafiske Fag, Statsfængslet i Nyborg Thurén, T. (2007). Videnskabsteori for begyndere (2. udg.). København: Rosinante Side 43 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Bilag 1 Interviewguide klienter Hvordan har du oplevet dit afsoningsforløb? Har du gennemført programvirksomhed? Hvis ja, føler du at du har fået værktøjer du har kunnet bruge efter løsladelse? Hvordan bruger du disse værktøjer i din hverdag? Oplevede du mulighed for at opnå en hverdag i fængslet? Fik du hjælp af personalet i fængslet til at opnå uddannelse eller beskæftigelse? Følte du at personalet hjalp dig til at opnå alle de resocialiserende værktøjer loven giver mulighed for? Kendte du til dine rettigheder i forhold til deltagelse i programvirksomhed, udgang, frigang m.m? Hvis ja, var det personalet der hjalp dig til dette eller fandt du selv ud af det? Mindede din hverdag i fængslet om den hverdag du har nu på nogen måder? Så du mulighed for at bruge de værktøjer du lært gennem behandling eller programmer, ved løsladelse i en normal hverdag eller var det blot værktøjer der kunne bruges under afsoning til at bearbejde hverdagen og tanker omkring kriminalitet? Side 44 af 45 BA-projekt, HF12 Louise Torp Kristensen, H8 4252012018 Ph Metropol Maj 2015 Bilag 2 Interviewguide socialrådgivere Opleves det at der er forskel på, hvordan klienter der har deltaget i programvirksomhed og klienter der ikke har deltaget i programvirksomhed, klarer sig igennem løsladelse? Er det din vurdering at klienternes ændrede tankegang i forhold til kriminalitet, skyldes resocialiserende arbejde af fængselspersonalet, eller er det i højere grad et udtryk for de kriminelles livssituation og reducering af krimonogene faktorer? Giver klienterne udtryk for at de har fået nytte af de resocialiserende muligheder i fængslet? Hvordan ser du på muligheden for at arbejde resocialiserende i en total institution? Hvordan praktiserer du balancen mellem at være tilsynsførende/straffende/kontrollerende samtidig med at arbejde resocialiserende og støtte klienterne i at deres straf er udstået? Giver klienterne udtryk for at føle sig stigmatiseret af Kriminalforsorgen og samfundet, f.eks. i forbindelse med muligheder for at opnå beskæftigelse eller uddannelse både før, under og efter afsoning? Er der forskel på klienter der har været langtidsafsonere og klienter der har afsonet kortere tid? Hvis ja, hvordan kommer dette til udtryk? Side 45 af 45
© Copyright 2024