Bachelorprojekt af Julie og Stine - Selve opgaven til
Selvafgrænsning og intersubjektiv kontakt En undersøgelse af det psykomotoriske afgrænsningsbegreb som fænomen og dets betydning for intersubjektiv kontakt Bachelorprojekt udarbejdet af: Julie Ballisager, pmu1190 Stine Rath Hansen, pmu1158 09.01.2015 Psykomotorikuddannelsen, Professionshøjskolen UCC Nordsjælland Vejleder: Tanja Thinggaard Andersen Anslag eksklusiv mellemrum: 95.668 Må gerne udlånes Side | 1 Resumé Formålet med undersøgelsen har været, at undersøge afgrænsningsbegrebets fremkomst som fænomen i intersubjektiv kontakt. For dernæst at belyse hvordan et psykomotorisk interventionsforløb med afgrænsningsøvelser, kan understøtte fornemmelsen af at være sig selv sammen med en anden. Vi har valgt at basere undersøgelsen på vores psykomotoriske eksperiment, som foregår gennem to tilrettelagte interventionsforløb over 4 sessioner. Hvor der indgår to forøvelser og en hovedøvelse. Derigennem påtager vi os rollerne som faglige innovatorer, ved først at fungere som terapeuter og dernæst som forskere. Gennem eksperimentet undersøges klientens egen fænomenologiske oplevelse af indre og ydre afgrænsningsproces. Idéen er at komme bag om afgrænsningsøvelsen som metode, for at undersøge dens påvirkning på evnen til at indgå i kontakt. Problemformuleringen lød således: Hvilken betydning har en psykomotorisk afgrænsningsøvelse for oplevelse af selvafgrænsning? Og hvordan understøtter den fornemmelsen af at kunne være sig selv sammen med en anden i intersubjektiv kontakt? Vi har valgt at lave to semistrukturerede interviews, som vi har analyseret med Giorgi’s fænomenologiske analyse, modificeret af Malterud. Vores primære kilder har været Anne-Lise Løvlie Schibbye’s teori om selvafgrænsning, Daniel Stern’s teori om intersubjektivitet. Samt psykomotorisk kropsteori i form af begreberne kropsbevidsthed, kropsoplevelse og kropsopfattelse. Vores undersøgelse har vist, at øvelsen har været medvirkende til. At informanterne har erfaret at der i afgrænsningsprocessen, er en fysisk, psykisk og relationel bevægelse. Samt at der med bevægelsen, kan opnås en balance i kontakten til den anden. Diskussionen gik på først at afdække oplevelsen af uafgrænsethed, for dernæst at diskutere øvelsens grundlag for terapeutisk forandring. Dette har ledt os frem til at diskutere baggrunden for, vores fund af afgrænsningsbevægelsen og dens mulige vekselvirkende bevægelse fra to yderpoler. Vi har endt i en diskussion, af klienternes erfaringer med at blive sig selv i kontakten. Konklusionen på undersøgelsen er at afgrænsningsøvelsen, for begge informanter, har været med til at skabe en fleksibilitet i deres afgrænsningsbevægelse. Det er sket gennem en oplevelse af vild intersubjektiv kontakt, hvor øvelsen fungerer som et redskab til at dosere kontakten. Øvelsen har bidraget til styring i, at deltage mere eller mindre i den fælles oplevelse og derved balancere kontakten. Vi kan konkludere at intersubjektiv kontakt, kan facilitere afgrænsning. Øvelsen kan have en effekt i styring af opmærksomhed, som bidrager til at skabe en ligeværdig relation. Den ligeværdige relation, er med til at skabe en oplevelse af selvaccept som har givet en stor styrkefølelse. Side | 2 Abstract The purpose of this research has been to investigate the appearance of the boundary concept, as a phenomenon in intersubjective contact. Hereafter to shed light upon how a psychomotor therapy intervention course with boundary exercises, can support the sense of being oneself in the company of another. We have chosen to base the research on our psychomotor experiment, which is carried out through two organized intervention courses over four sessions, which includes two pre exercises and one main exercise. By this we take upon ourselves the role as professional innovators, by first functioning as therapists and hereafter as scientists. Through the experiment the clients own phenomenological experience, of the inner and outer process of the boundary concept is investigated. The idea is to get underneath the surface of the boundary exercise as a method, to investigate its impact on the ability to obtain contact. The research questions are as follows: What importance does a psychomotor boundary exercise have, for the experience of personal boundaries? And how does it support the sense of being able to be oneself, in the company of others in intersubjective contact? We have chosen to conduct two semi-structured interviews, applying the phenomenological analysis method of Giorgi, modified by Malterud. Our primary sources have been the theory on personal boundaries by Anne-Lise Løvlie Schibbye. The theory on intersubjectivity by Daniel Stern along with psychomotor concepts of awareness of body, experience of body and sense of body. Our research has shown that the exercise has been instrumental, in making the informants experience that there in the process of boundary is a physical, psychical and a relational movement. And that with this movement a balance in contact with the other can be achieved. The discussion was first focused on uncovering the experience of being free from boundaries, and thereafter to discuss the foundation for therapeutic transformation of the exercise. This has led us to discuss the background of the findings on the boundary movement and its possible interaction between two extremes. The discussion is then ended on the clients experience of becoming oneself in the contact. The conclusion of the research is that for both informants, the boundary exercise has assisted in creating flexibility in their boundary movements. This has been achieved through an experience of wild intersubjective contact, where the exercise acts as a tool for dosing the contact. The exercise has contributed with control of an either de- or increased participation in the joint experience and thereby balancing the contact. We can conclude that intersubjective contact can facilitate boundaries. The exercise can have an effect on the control of attention, which contributes to creating an equal relation. The equal relation is a catalyst for experiencing self-acceptance which has given substantial feeling of strength. Side | 3 Indholdsfortegnelse Resumé (Julie) ......................................................................................................................................... 2 Abstract (Stine) ....................................................................................................................................... 3 Indledning (Julie) ..................................................................................................................................... 7 Identifikation af videnshul (Stine) ................................................................................................... 8 Forforståelse (Julie) ......................................................................................................................... 8 Problemformulering........................................................................................................................ 9 Psykomotorisk interventionsmetode (Stine) .................................................................................. 9 Undersøgelsesmetode (Julie).......................................................................................................... 9 Undersøgelsens synsvinkel (Stine) ................................................................................................ 10 Begrebsgennemgang af nøglebegreber (Julie) ............................................................................. 10 Kort om teorivalg (Stine) ............................................................................................................... 11 Problemafgrænsning (Julie) .......................................................................................................... 12 Opgavens fremgangsmåde (Stine) ................................................................................................ 12 Metode og intervention (Julie) ............................................................................................................. 13 Den videnskabsteoretiske ramme (Stine) ..................................................................................... 13 Bagvedliggende paradigmer (Julie) ............................................................................................... 13 Forskningstype og kvalitativ metode (Stine)................................................................................. 14 Terapeut og forskerrolle (Julie) ..................................................................................................... 14 Udvælgelseskriterier for informanter (Stine) ............................................................................... 15 Undersøgelsesdesign (Julie) .......................................................................................................... 16 Interventionsmetode (Stine)......................................................................................................... 16 Pilotintervention (Julie)................................................................................................................. 17 Etiske aspekter (Stine) .................................................................................................................. 18 Dataindsamlingsmetode (Julie)............................................................................................................. 18 Interviewguide og transskriptionsregler (Stine) ........................................................................... 18 Under interviewene (Julie)............................................................................................................ 19 Analyseprocedure (Stine).............................................................................................................. 19 Selvafgrænsning (Julie) ..................................................................................................................... 22 Intersubjektivitet (Stine) ................................................................................................................... 25 Teoriernes indbyrdes bidrag (Julie) .................................................................................................. 27 Konvergerende teorier (Stine) .......................................................................................................... 28 Psykomotorisk kropsteori (Julie)....................................................................................................... 29 Teoretisk forudsætning for terapeutisk metode (Stine) ................................................................... 30 Metodediskussion (Julie) ...................................................................................................................... 31 Diskussion af interventionsmetode samt forskerrolle (Stine) ...................................................... 31 Etiske dilemmaer i dobbeltrollen (Julie) ....................................................................................... 32 Side | 4 Diskussion af dataindsamlingsmetode (Stine) .............................................................................. 32 Diskussion af analysemetode (Julie) ............................................................................................. 33 Diskussion af undersøgelsesmetode (Stine) ................................................................................. 33 Analyse og Resultatdiskussion (Julie).................................................................................................... 34 En tidligere tendens til uafgrænsethed (Stine) ................................................................................. 34 Delkonklusion (Julie) ..................................................................................................................... 35 Grundlag for terapeutisk forandring (Stine) ..................................................................................... 36 Eksistentiel angst og dens baggrund for et selvudviklingspotentiale (Julie) ................................ 36 En vild oplevelse af kontakt som vej til terapeutisk forandring (Stine) ........................................ 37 Delkonklusion (Julie) ..................................................................................................................... 38 Psykomotorisk fund af en afgrænsningsbevægelse (Stine) .............................................................. 38 Delkonklusion (Julie) ................................................................................................................... 40 Afgrænsningsbevægelsen: Fra yderpol mod midte (Stine) .............................................................. 40 Større tilgang til egne selvprocesser (Julie) .................................................................................. 41 Bevægelse udefra-ind (Stine) ........................................................................................................ 41 Bevægelse indefra-ud (Julie) ......................................................................................................... 42 Delkonklusion (Stine) .................................................................................................................... 43 En oplevelse af vekselvirkning (Julie) ................................................................................................ 43 Afsmitning af accept (Stine) .......................................................................................................... 43 Kontakt som en støtte til afgrænsning (Julie) ............................................................................... 44 Udveksling gennem øjenkontakt (Stine) ....................................................................................... 44 Styring af opmærksomhed (Julie) ................................................................................................. 45 Delkonklusion (Stine) .................................................................................................................... 45 Erfaring med at blive sig selv i kontakten (Julie) ............................................................................... 46 Ændret opfattelse af afgrænsning og kontakt (Stine)................................................................... 46 Selvaccept og styrke (Julie) ........................................................................................................... 46 Delkonklusion (Stine) .................................................................................................................... 47 Konklusion............................................................................................................................................. 48 Model af Afgrænsningsbalancen (Julie) ................................................................................................ 51 Perspektivering (Stine) .......................................................................................................................... 53 Referenceliste ....................................................................................................................................... 56 Bilag 1: Informationsbrev...................................................................................................................... 58 Bilag 2: Samtykkeerklæring................................................................................................................... 59 Bilag 3: Interventionsbeskrivelse .......................................................................................................... 60 Bilag 4: Skema til operationalisering af forskningsspørgsmål .............................................................. 62 Bilag 5: Interviewguide ......................................................................................................................... 63 Bilag 6: Transskriptionsregler................................................................................................................ 65 Side | 5 Bilag 7: Analyseprotokol ....................................................................................................................... 66 Bilag 8: Matrice ..................................................................................................................................... 68 Bilag 9: Kunstige common-sense citater ............................................................................................... 91 Side | 6 Indledning Gennem vores uddannelsesforløb, har vi beskæftiget os en del med temaet afgrænsning. Dette er kommet til udtryk gennem et individuelt erfaringsbaseret arbejde, med forskellige kropslige afgrænsningsøvelser. Vi har erfaret at undervisere, har udtalt sig med forskellig sprogbrug omkring afgrænsning. Forskelligheden er kommet til udtryk i, hvordan afgrænsningsbegrebet skal forstås og bruges i praksis. Vi har set at der er en tvetydighed, når det kommer til at definere afgrænsning som begreb, samt at forstå hvordan det viser sig fænomenologisk. Definitionen og forståelsen af, hvordan begrebet viser sig. Mener vi er en vigtig forudsætning for, at skabe et professionelt overblik over, hvad afgrænsning betyder i psykomotorisk kontekst. Vi oplever selv en forvirring, og har derfor diskuteret dette med andre psykomotorikstuderende. Som udtaler modsatrettede oplevelser af, hvad de forstår ved afgrænsning. Vi synes det svære ved at definere afgrænsning er, at det er et komplekst begreb, der skal ses i relation til kontakt. I og med der skal to mennesker til at skabe et individuelt behov, for at afgrænse sig fra den anden. Vi har oplevet at afgrænsningsøvelser har fungeret som et redskab, til at kunne gå ind i en kontakt. Vi ser derfor afgrænsningsøvelser, som et vigtigt grundlag for at skabe en god relation. Relationen mellem terapeut og klient, kan være afgørende for udfaldet af et terapiforløb. Dette understøttes af en artikel, af psykolog Stephen S. Mathiasen kaldet: “Terapeut og klient - veje og vildveje i samarbejdet”. I denne artikel formidler Mathiasen resultater fra en undersøgelse som Hubble, Duncan og Miller har diskuteret i bogen: “The Heart and Soul of Change - What works in Therapy”. “De fire områder tildeles følgende virkningsgrader i forhold til behandlingens effektivitet: Klientressourcer: 40% Relationen: 30% Forhåbninger: 15% Metoder: 15%” (Mathiasen) Citatet viser en procentfordeling, af virkningsgraden i terapieffekt. De ser at 15% består af terapeutisk metode, mens 30% afhænger af relationen. Vi mener at afgrænsningsøvelsen kan være specielt virksom, som en terapeutisk metode til at kunne indgå i kontakt. Vi tænker at det at kunne indgå i en god kontakt, har en væsentlig betydning for hvordan en relation udvikler sig. Vi har en antagelse om, at afgrænsningsøvelsen kan virke som en såkaldt “relationsmetode”. Hvor relation og metode, ifølge Mathiasen, begge er vigtige betingelser der tilsammen udgør 45% af udfaldet i et terapiforløb. Dette har skabt vores nysgerrighed på at lave en undersøgelse af, hvad en afgrænsningsøvelse kan bidrage med i en professionel kontakt. Opgavens fremgangsmåde ligger i at vende den gængse opgaveprocedure om, hvor vi vil starte med at undersøge metodens brugbarhed. Side | 7 Vi vil derfor påtage os rollerne som faglige udviklere og innovatorer, ved at tilrettelægge denne undersøgelse som et eksperiment. For igennem et eksperimentalt design, at belyse nye nuancer af mulig anvendelse af afgrænsningsøvelsen i psykomotorisk praksis. Vi håber at undersøgelsen af, afgrænsningsøvelsen som metode. Viser at den kan være et brugbart redskab, i arbejdet med kontaktproblemer generelt. Vi ser et potentiale i, at integrere afgrænsningsøvelsen i psykiatrien. Fordi flere grupper af mennesker med psykiatriske lidelser, ofte har problemer med at gå i kontakt. (Psykiatrifonden.dk) Identifikation af videnshul For at danne et grundlag i arbejdet med afgrænsning i praksis, har vi haft et behov for at identificere afgrænsning som fænomen. Vi har som et afsæt for at gå ind i en undersøgelse omkring det psykomotoriske begreb afgrænsning, identificeret et videnshul i omkring manifestationen af afgrænsning i kontekst til en god kontakt. Hvilket har resulteret i, at vi har set det som en nødvendighed, at få en dybere forståelse af begreberne afgrænsning og kontakt samt deres indvirkning på hinanden. Under vores uddannelse, til psykomotoriske terapeuter. Har vi lært at afgrænsning skal ses, som et fænomenologisk begreb. Der kan manifestere sig forskelligt, fra individ til individ. Dette gør det svært for os, at lave en generaliserbar vurdering af hvad der virker. Samt at metodens funktionalitet, vil være påvirket af den mellemmenneskelige kontakt mellem klient og terapeut. Forforståelse Det er vigtigt at vi tydeliggør vores forforståelse i starten, så vi bedst muligt kan forholde os refleksive under forskningsprocessen. (Launsø & Rieper, 2011) Vores forforståelse går på, at en psykomotorisk afgrænsningsøvelse, kan bidrage til at udvikle evnen til selvafgrænsning. Vi har en antagelse om, at afgrænsningsøvelsen kan bidrage til, at udvikle evnen til at gå i kontakt. Hvoraf vi antager, at selvafgrænsning i kontakt, kan være med til at understøtte en fornemmelse af, at være sig selv sammen med andre. Vi forestiller os at det at være sig selv sammen med andre, kan være med til at skabe fundamentet for en god og ligeværdig relation. I tråd med dette skriver Lis Møller at “Gode relationer er præget af ligeværdighed også i hierarkiske relationer.” (Møller, L., 2011, s. 88) I forståelsen af at kunne være sig selv sammen med andre, ligger derfor et element af en oplevelse af ligeværd. Ovenstående faglige begrundelser, belyser hvorfor vi vælger at undersøge hvordan Side | 8 afgrænsningsbegrebet viser sig som fænomen i en kontakt. Dette vil vi gøre gennem nedenstående problemformulering: Problemformulering Hvilken betydning har en psykomotorisk afgrænsningsøvelse, for oplevelse af selvafgrænsning? Og hvordan understøtter den fornemmelsen af, at kunne være sig selv sammen med en anden i intersubjektiv kontakt? Psykomotorisk interventionsmetode Gennem to interventionsforløb, som vi kører sideløbende med hinanden. Vil vi nå frem til, at undersøge hvad afgrænsningsøvelsen kan bidrage med i praksis. Her har vi valgt at anlægge et klientcentreret oplevelsesorienteret perspektiv, som ligger indeholdt i den fænomenologiske metode. Forløbet indeholder tre øvelser, der med en opbygning af 2 afgrænsende forøvelser medvirker til at bygge op til en hovedøvelse. Som tilsammen fremover gennem opgaven, vil blive omtalt “afgrænsningsøvelsen”. De to behandlingsforløb kører vi med hver vores klient, af fire gange 30 min. Formålet er stringent at afprøve specifikke øvelser til afgrænsning. Hvor de to forøvelser foregår hhv. i den stående - og gående stilling. I hovedøvelsen bruges den siddende stilling i kontakt til behandleren. Undersøgelsesmetode Efter hvert behandlingsforløb har vi for hver af informanterne, valgt at udføre et dybdegående interview. Dette har vi gjort for at undersøge nuancerne, af de oplevelser som fremkom under behandlingsforløbet. Klienternes oplevelsesmæssige udbytte, vil vi underlægge en analyse hvori vi sammenligner ligheder og forskelle informanterne imellem. En potentiel fejlkilde ved den kvalitative metode, er at vi vælger at sammenligne to forskellige klienters oplevelsesverdener. I den fænomenologiske fremgangsmåde, ligger der et subjektivt sandhedsperspektiv. Hvilket indebærer, at hver klient vil have sin personlige sandhed. Det er i uoverensstemmelse med et forsøg på, at sammenligne resultaterne af de to interventionsforløb. Side | 9 Undersøgelsens synsvinkel Den form for viden som vil fremkomme i undersøgelsen, er den viden som er erfaringsbaseret. Vores hensigt er at undersøge vores erfaringsbaserede forforståelse, ved at inddrage nye teoretiske vinkler. Vi vil gerne henvende resultaterne til psykomotoriske terapeuter og andre professionelle, som møder klienter med kontaktproblemer. Samt klienter og privatpersoner der ønsker indblik i, hvordan afgrænsning kan vise sig som fænomen. Hensigten med undersøgelsen er, at nå et perspektiv på afgrænsningsøvelsens muligheder i psykomotorisk intervention. Undersøgelsens synsvinkel tager afsæt i et eksistentielt psykodynamisk perspektiv, i dialektisk relationsteori jf. AnneLise Løvlie Schibbye. Samt et udviklingspsykologisk perspektiv jf. Daniel Stern. Begge teoretikere sætter fokus på den dialektiske proces i terapi. De danner derfor baggrunden for, at vi kan undersøge afgrænsning som fænomen i en dialektisk én til én proces. Begrebsgennemgang af nøglebegreber Herunder redegøres kort for de anvendte teoriers centrale nøglebegreber. Schibbye’s nøglebegreber i selvafgrænsning: Selvafgrænsning: Er evnen til at kunne sortere og skelne mellem egne indre oplevelser og andres. Samt evnen til at kunne skelne mellem egne indre følelser. Selvrefleksivitet: Er evnen til at være sit eget objekt og at have et metasyn på sig selv, samt indlevelsesevnen til at kunne forstå den andens indre subjektive oplevelsesverden. Anden-selvrefleksivitet: Evnen til at sætte grænser for andre og handle på egne vegne. Samt kunne sortere følelser, og genvinde overblikket over egne og andres selvprocesser. Organismiske selvprocesser: Er ordløse oplevelsesstrømme som kan erfares af individet, f.eks. i form af sansninger og stemninger. (Schibbye, 2010) Sterns nøglebegreber i intersubjektiv kontakt: Intersubjektivitet: Deling af intentioner, opmærksomhed og følelser mellem to mennesker. Alterocentrisk deltagelse: Det er den opmærksomhed som er mulig at dele, gennem en deltagelse i den andens oplevelse. Side | 10 Intersubjektiv bevidsthed: Er en fælles interpersonel bevidsthed af, at der er opstået intersubjektiv kontakt. Der skaber grundlag for en fælles samhørighed. Intersubjektiv orientering: Er en individuel fornemmelse af en orientering, i den nuværende relation. (Stern, 2004) Psykomotorisk kropsteori: Kropsbevidsthed: Er et sansemotorisk begreb, som dækker alt der kan sanses i kroppen og bevidstgøres. (KB) Kropsoplevelse: Er den personlige subjektive oplevelsesverden, der omfatter f.eks. følelser og forestillinger. (KO) Kropsopfattelse: Er den samlede opfattelse af KB og KO, og er relateret til begrebet selvopfattelse. (Akasha et. al, 2003) Kort om teorivalg Vi vælger at beskæftige os med Anne-Lise Løvlie Schibbye’s teori om afgrænsning, i sammenhæng med Stern’s teori om intersubjektivitet. Fordi vi ser dem som to konvergerende teorier, der kan belyse forskellige sider af afgrænsningsfænomenerne. Gennem teoriafsnittet, vil vi skabe tydelighed på teoriernes forskelle og nuancer, i hvordan de hver især bidrager til problemstillingen. Schibbye har overordnet fokus på hvilke aspekter, der er tilstede i den enkeltes afgrænsningsproces. Stern beskæftiger sig med de microforhold der gælder, i en etablering af en kontaktfuld relation. I vores problemformulering, vælger vi at lægge fokus på oplevelsen af afgrænsning, og fornemmelsen af at kunne være sig selv i kontakt. Derfor finder vi det relevant, at anvende psykomotorisk teori, om kropsoplevelse og kropsbevidsthed. Det gør vi for at binde Schibbye og Stern’s teorier, til en psykomotorisk praksisnær kontekst. Ud fra vores hensigt om at belyse hvordan krop, psyke og afgrænsning i samspil kan influere fornemmelsen af kontakt. Kan vi skabe en teoritriangulering mellem Schibbye, Stern og Kropsbevidsthed - Kropsoplevelse. Side | 11 Problemafgrænsning I undersøgelsen af en afgrænsningsøvelses indvirkning på kontakt, kunne vi have valgt også at inddrage gestaltterapiens awarenessbegreb. (Hostrup, H. 1999) Vi har fravalgt gestaltterapiens vinkel, da vi ikke synes at den er nær så anvendelig i forhold til at skabe fokus på de fænomenologiske fund. Gennem gestaltterapiens begreb om kontaktcirklens faser, kan terapeuten se på klientens vej fra før-kontakt mod fuld-kontakt, efter-kontakt og hen til ingen-kontakt. Det ville bidrage til, at anlægge et mere overordnet perspektiv på hvordan klienterne går i kontakt. Det kunne have været spændende at se på begrebet kontakt-grænsen, som bidrag til vores foreliggende teori. Det ville skabe mulighed for at sidestille Schibbye og Stern’s teorier, med en ny vinkel på et sammensat begreb af “kontakt” og “grænse”. Opgavens fremgangsmåde Vi starter med at fortælle om de metoder, vi har valgt at benytte. Det drejer sig om den forstående forskningstype, det semistrukturerede kvalitative interview og den psykomotoriske interventionsmetode til afgrænsning. Derefter fortæller vi om vores dataindsamling og brugen af Giorgi’s fænomenologiske analyse, modificeret af Malterud. Som vi har anvendt til at tydeliggøre temaerne, i klienternes oplevelser. I teoriafsnittet præsenterer vi de kilder, vi bruger til at belyse vores resultater. Vi har søgt efter supplerende undersøgelser, der kunne ses i relation til vores. For at konstatere at der ikke findes nogen lignende. I resultatafsnittet præsenterer vi vores data som dokumentation, for vores diskussion med den anvendte teori. Her kommer vi med delkonklusioner undervejs. Til sidst konkluderer vi på vores resultater, i et svar på problemformuleringen. Hvorefter vi laver en afsluttende vurdering i form af en model, tilrettelagt ud fra vores konklusioner. Dette gøres for afslutningsvis at tage stilling til generaliserbarheden i en videre perspektivering, til hvor i praksis vi ser afgrænsningsøvelsen med fordel ville kunne anvendes. Side | 12 Metode og intervention Dette afsnit har til formål at klargøre sammenhængen mellem undersøgelsens paradigmatiske bagland, den anvendte forskningstype, undersøgelsesmetode og intervention. Den videnskabsteoretiske ramme Vi har valgt at tage udgangspunkt i Merleau-Ponty's kropsfænomenologiske teori, i undersøgelsen af informanternes betydningsdannelse. Som funderes ud fra et kropsligt grundlag og de dertil hørende mekanismer. (Ragans, 2012) Hensigten med den kropsfænomenologiske teori, er at skabe en bedre forståelse for kroppens og biologiens erkendelsesledende funktion. Dvs. dens målsætning er, at bidrage til forståelsen af sammenhængen mellem krop og psyke. Merleau-Ponty’s begreb; motorisk intentionalitet, placerer motorikken som en såkaldt "situationel viden", uafhængig af almen kategorisk tænkning. Dvs. en viden som lige nu og her, kan benyttes gennem sansning og som foregår præverbalt. Det er denne situerede viden, som vi gennem vores undersøgelse, har været særligt interesserede i at få sprogliggjort i selve datamaterialet. Netop fordi det, ifølge kropsfænomenologien, er gennem den motoriske intentionalitet at verden fremstår meningsfuld. (Ragans, 2012) Vi ser at styrken af det fænomenologiske "begrebsapperat" består i, at det er med til at skabe indre billeder af kroppen og af vores verdens sammenhæng. Svagheden er, at det er svært at konkretisere begreberne i en omsættelig generaliserbarhed. Dvs. også teknisk set svært, at lave en tydelig operationalisering af dem. Dermed bliver det svært at omsætte dem, i en empirisk undersøgelse som vores. Den kropsfænomenologiske teori tilhører det decentrerede subjektsyn, hvor subjektet ses som "intersubjektivt medieret". Ved det forstår vi, at når subjektiviteten dannes i relation til den anden. Vil det der former subjektet, være noget uden for subjektet selv. Subjektets dannelse sker altså i komplekse forbindelser, sammenhænge, dynamikker og relationer. Denne opfattelse ligner dialektikkens af, at intrapsykiske processer står i et dialektisk forhold til relationelle processer. (Schibbye, 2012) Ragans skriver at fænomenologien, ydermere er beslægtet med eksistentialismen, og forenelig med dialektikken. (Ragans, 2012) Dermed ser vi at vi kan forene fænomenologien og dialektikkens tilgange, i vores undersøgelse. Bagvedliggende paradigmer Et paradigme er nogle grundlæggende antagelser som fagfolkene arbejder ud fra. (Launsø & Rieper, 2011) Det bagvedliggende paradigme, kan være mere eller mindre bevidst. Med denne Side | 13 undersøgelse, lægger vi os op ad det subjektorienterede praksis paradigme. Der ifølge Launsø & Rieper, bl.a. er kendetegnende ved at være kontekstafhængig erfaringsviden. Hvor både klient og behandlers, subjektive fortolkning gør sig gældende. I denne undersøgelse, vil vi imidlertid fokusere på klientens perspektiv. Undersøgelsens ramme sammenbinder det subjektorienterede praksis paradigme, som ligger indlejret i interventionernes behandlingsprincipper. Med det fortolkningsvidenskabelige paradigme, som vores forskningsmetode er konstrueret ud fra. Forskningsetikken vedrørende vidensanvendelse, definerer fortolkning som et led i overvindelse af forståelsesbarrierer og nedbrydning af fordomme. (Launsø & Rieper, 2011) At benytte fortolkningen som et led i at nå gennem forståelsesbarrierer, ser vi som en vigtig metode til at undersøge vores problemstilling. Forskningstype og kvalitativ metode I undersøgelsen af, hvordan afgrænsningsbegrebet viser sig som fænomen, i intersubjektiv kontakt. Har vi ønsket at komme dybere ned i det subjektive klient-perspektiv, i en forståelse for hvilke delkomponenter som begrebet dækker over. Vores perspektiv ligger inden for det, som Launsø & Rieper kalder den forstående forskningstype, som er baseret mest muligt på informanternes perspektiv. I denne forskningstype er informanternes kontekst, en integreret del af fortolkningsprocessen. Den skal derfor kort omtales, i nedenstående afsnit omkring udvælgelseskriterier. Dette gør vi for at sikre et niveau af ekstern validitet. (Launsø & Rieper, 2011) Vi har valgt at indsamle vores data, omhandlende interventionsforløbets oplevede kvaliteter af fænomenerne i afgrænsning. Gennem et kvalitativt semistruktureret interview, for hver af informanterne, udført efter 4. og sidste intervention. (Kvale, 2005) Kvale definerer intervieweren gennem en “minearbejder-metafor”, hvor intervieweren kan søge klumper af essentiel mening. Ifølge denne opfattelse findes der en viden i interviewpersonens indre, som venter på at blive afdækket. Vi har valgt den kvalitative metode i interviewforskning, fordi den bidrager til at vi kan afdække informanternes subjektive betydningsdannelse. Fordele og ulemper ved den kvalitative metode, vil blive diskuteret i metodediskussionen. Terapeut og forskerrolle Som en del af forskningsprocessen, har vi først måtte fungere som terapeuter. Gennem interventionerne har vi været i direkte kontakt, med hver vores klient. Hvilket har været Side | 14 medvirkende til en gensidig erkendelsesproces, omkring afgrænsningsbegrebets fænomenale helhed. Den opstillede ramme i form af interventionsforløbet, har fungeret som undersøgelsens afsæt for en ny forståelsesramme. Som skaber grobund for, at kunne nå til en ny fortolkning af informanternes nyerhvervede viden. Hele denne fortolkningsproces, blev gennemgået igen i det afsluttende interview. I overensstemmelse med humanistisk videnskab, har vi haft en forforståelse af hvordan afgrænsning kommer til udtryk som et socialt fænomen. Dog har vi fra forløbets start, forsøgt at sætte denne forforståelse mest mulig i parentes, jf. den empirisk fænomenologiske psykologiske metode. I tråd med dette har vi derfor forsøgt, at følge Ernesto Spinelli’s tre særlige regler ved den fænomenologiske metode i eksistentiel terapi; Parentesreglen, hvor behandleren sætter sin forforståelse og forventninger i parentes, for at have et bedre udgangspunkt for det umiddelbare i oplevelsen mellem klient og terapeut. Beskrivelsesreglen, som gælder at beskrive hvad der sker i den gældende terapisession, fremfor at forklare. Dvs. al årsag, tænkning og forklaring skal væk, i stedet skal der være fokus på den sanselige og konkrete beskrivelse af det oplevede. Tredje og sidste regel er Horisontaliseringsreglen, som handler om at undgå at udvælge elementer i oplevelsen som særligt vigtige eller overordnede. Man skal derimod lade alle elementer være lige højt prioriterede, så længe som muligt, så der ikke lægges et præmaturt mønster ned over det oplevede. Dette er vigtigt da det oplevede, i sidste ende fungerer som vores materiale. (Karpatschof, B.; Katzenelson, B. 2011) Disse regler har efterfølgende været medvirkende til, at vi har haft en særlig lang databearbejdningsproces. Som vi kommer nærmere ind på, under afsnittet omkring analyseprocedure. Udvælgelseskriterier for informanter I udvælgelsen af vores 2 informanter, har vi først og fremmest været underlagt nærhedsprincippet. Det har været nærliggende, at benytte skolens lokaler til interventionsforløbet. På skolen har vi sikret os fælles rammer mellem interventionsforløbene, og har på forhånd kunnet reservere lokaler. Dernæst har vi underlagt os et mestringskriterie, som omhandler at informanterne har de bedste forudsætninger for at indgå i forløbet. Dvs. at vi har en forhåbning om de i en vis grad, kan nå at mestre øvelserne, da det er vores forudsætning for at undersøge dens virkning. Vi har grundet rammer, mestring og i en vurdering af motivation. Valgt at søge to psykomotorikstuderende, som befandt sig på første år af studiet. Vi har ved valget af vores informanter, haft nogle didaktiske overvejelser vedrørende tilrettelæggelse af øvelsen. Vi har forinden gjort os overvejelser omkring informanternes forudsætninger, for at deltage i forløbet. Disse er gået på, at skabe de bedste Side | 15 forudsætninger for nye erfaringer med afgrænsningsøvelsen. Samt sikre at det ikke skal blive for intimiderende, at deltage i forløbet. Undersøgelsesdesign I undersøgelsen af hvordan afgrænsningen kan foregå, søger vi at få et bedre indblik i hvordan effekten af øvelsen opleves. Den form for viden som vil fremkomme i undersøgelsen, er den viden som er erfaringsbaseret. Spørgsmål om interventioners effekt kan ifølge Hagen opdeles i fire dele, beskrevet ud fra PICO-huskereglen. (Hagen et al., 2008) PICO står for hhv. Patient, Intervention, Comparative og Outcome. Dvs. Undersøgelsen afhænger af patienten, interventionen, en komparativ intervention og et effektmål. P (Patienten): Karakteristika som influerer på interventionernes effekt. Samt grad af detaljeret beskrivelse som er relevant og specifikt. I (Intervention) og C (Komparativ intervention): Beskrivelse af intervention og sammenholde den med effekten af en anden tilfredsstillende intervention. O (Effektmål): Understøttelse af fornemmelsen af “at være sig selv sammen med andre”. Vi tager højde for karakteristika, som influerer interventionens effekt. Ved at medtage to informanter med mest mulige lige betingelser, for at indgå i forløbet. For at få den nødvendige detaljeringsgrad, som vi ser relevant for problemstillingen. Er vores informanter udvalgt ud fra et forhåndskendskab, til den psykomotoriske praksis. Beskrivelse af interventionen, kan ses i vedlagte bilag. (Bilag 3) Vi har valgt at udføre to ens tilrettelagte interventionsforløb, for gennem undersøgelsen at sammenholde informanternes indbyrdes oplevede effekter. Effektmålet skal ses i relation til vores forforståelse. Hvor vi vil analysere hvordan de oplever og fornemmer udviklingen i, at være sig selv sammen med behandleren gennem forløbet. Interventionsmetode I udarbejdelsen af interventionens opbygning har vi via to møder, samarbejdet med psykomotorisk terapeut og underviser Mads Folmer Jensen. Dette har vi gjort for at dobbeltsikre den professionelle kvalitet i valget af afgrænsningsøvelser, deres sammenhæng og udførelse. Vi har forsøgt at øge den interne validitet, ved at skabe mest mulig stringens mellem de to udførte interventioner. Dette har vi Side | 16 gjort gennem en forud-arbejdet skitseplan for øvelserne, for dernæst at afprøve dem via en pilotintervention. Til sidst har vi planlagt interventionens gennemførelse, i et ordret nedskrevet vejledningsdokument til nøjagtig udførelse af interventionen. (Se bilag 3) Efterfølgende har vi diskuteret brugen af støttekommentarer, for at vedtage hvilke der kan indgå ved forskellige behov. Da vi arbejder fænomenologisk kan interventionsforløbene vise sig at gå hver deres retning, derfor har vi formuleret eventuelle nærliggende afvigelser fra det planmæssige. Vi har inden hver behandling, afholdt et møde for at opfriske fremgangsmåden. Samt efter hver behandling, et møde hvor vi har delt vores ny-opdagede erfaringer af klienternes respons. Her følger en kort gennemgang af opbygningen af interventionen. Interventionsforløbet er designet med tre øvelser, hvor der indgår to forøvelser, der fører frem til en hovedøvelse. I vores første forøvelse, penduløvelsen, har vi valgt at have et fokus på klientens fysiske bevægelse, i samspil med hvordan de psykisk oplever bevægelsen. Fokus er at indfange de forskellige aspekter, af deres emotionelle oplevelser og sansninger i øvelsen. Vi har derfor undervejs i øvelserne, stillet åbne reflekterende spørgsmål, med fokus på både kropsbevidsthed og kropsoplevelse. Anden forøvelse er en gangøvelse, der kombinerer gang rundt i rummet med en visualisering af rummet bagved. Heri har vi et fokus på, at etablere kontakt til bagsiden. I vores hovedøvelse, sidder klient og terapeut overfor hinanden på to stole. Her undersøges hvordan kontakten opleves og hvor meget klienten psykisk er hos sig selv. Formålet med øvelsen er at klienten skal undersøge, hvordan hun fornemmer og oplever at være tilstede med terapeuten i kontakten. Da det kan være følsomt at arbejde med kontakt og grænser, har vi været åbne og anerkendende i vores møde med klienterne. Vi har været opmærksomme på deres kropslige autonome reaktioner, for at tage højde for ikke at skabe en overdosering af et pres fra specielt hovedøvelsen. Derfor har vi haft et fokus på, at veksle imellem bevægelse, snak og stilhed. For at opretholde et kropsligt fokus, har vi været opmærksomme på at ændre i tempo, bevægelseskvalitet og den fysiske stilling. Pilotintervention For at øge undersøgelsens interne validitet og reliabilitet, har vi forsøgt at skabe en intern tydelig fælles referenceramme til interventionernes gennemførelse i praksis via en pilotintervention. Det skete i form af en enkelt behandling, med en studerende fra vores eget modul. Hvor en af os fungerede som terapeut, den anden som observatør. Her afprøvede vi også om klienten opfattede både spørgsmål og øvelser som meningsfulde. Side | 17 Etiske aspekter Inden interventionsforløbets start, har vi talt med informanterne om al formalia vedrørende deltagelse i projektet. Yderligere har vi sikret os, at informanterne fik tilsendt et informationsbrev. Omhandlende pågældendes tildelte behandler, eksakte reserverede behandlingslokaler inkl. dato og tider, samt tid og dato for interview. Klientens rettigheder er samtidig blevet beskrevet, i form af frivillighed, anonymitet, makulering af fortrolige oplysninger og garanti for ingen risici ved deltagelse jf. helsinki-deklarationen. (Laeger.dk) Derefter har vi indhentet en underskrevet samtykkeerklæring, der igen understregede klienternes rettigheder. Vi har tydeliggjort at al data som medvirker i denne undersøgelse, udelukkende stammer fra interviewet. Vi har derved påpeget, at de frit kunne bruge forløbet som de ønsker, under vores tavshedspligt. Samtykkeerklæringen indeholdt en endelig skriftlig bekræftelse ang. forløbets formål og indhold. Beskrevet ved at vi ville undersøge hvordan “du” oplever den valgte afgrænsningsøvelse virker for “dig”. At indholdet vil bestå af en penduløvelse, en gå-øvelse og en siddende øvelse. Hvor af den sidste øvelse vil fungere som hovedøvelse, i forhold til at undersøge kontakten mellem klient og behandler. Derudover at behandlingsforløbet kører 4 gange af 30 minutters varighed. At der direkte efter sidste behandlingsgang laves et afsluttende interview på ca. 1 times varighed. Dataindsamlingsmetode I det følgende beskrives vores arbejde forud for og under interviewet, samt med den efterfølgende analyseproces. Analyseprocessen har vi valgt yderligere at beskrive skridt for skridt, i en detaljeret analyseprotokol vedlagt som bilag. (Bilag 7) Interviewguide og transskriptionsregler Som baggrund for udarbejdelsen af vores interviewguide, har vi jf. Launsø & Rieper lavet en åben operationaliseringsproces af vores forskningsspørgsmål. (Se bilag 4) Dernæst udarbejdede vi en fælles semistruktureret interviewguide til begge informanter, jf. kvales principper. (Se bilag 5) Inden selve interviewet udarbejdede vi nogle fælles transskriptionsregler, for at sikre en større intern reliabilitet i datareduktionen fra lyd til tekst. (Se bilag 6) Side | 18 Under interviewene Vi har valgt at interviewe hver vores klient, fordi vi allerede har opbygget en relation og fælles forståelse af det der er sket i vores eget forløb. Vi har undladt at fungere som hinandens cointerviewer, fordi vi havde en antagelse om at det ville påvirke dynamikken i relationen. Interviewene foregik i samme lokaler, som interventionsforløbene. De var derfor med til at sikre en tryg ramme. Vi har lavet en testoptagning inden interviewene, for at sikre at interviewet blev optaget. Optagelserne af begge interviews foregik på både diktafon og iphone, for at mindske risikoen for at miste vores data. Vi gennemgik en briefing hvor vi gennemgik interviewguiden, og spurgte om informanten var i tvivl om rammer og formål. Vi startede interviewet med at stille et indledende spørgsmål. Som kunne åbne op for informantens tydeligste oplevelser, under forløbet med øvelserne. Dette gjorde vi for at informanterne fra start selv kunne komme frem med, hvad de oplevede som de væsentligste oplevelser i øvelsen. (Kvale, 2005) Gennem interviewet stillede vi os åbne overfor uventede drejninger. Som gjorde at informanternes subjektive beskrivelser af oplevelser i forløbet, fik mest mulig plads. De mest brugte spørgetyper var først og fremmest opfølgende spørgsmål, som blev brugt til at udvide informanternes svar. Dette foregik ofte med et anerkendende nik og gennem en nysgerrig holdning. Sonderende spørgsmål brugte vi til at forfølge informanternes svar, ved at spørge ind til mere detaljerede beskrivelser, af hvad der skete under øvelsen. Fortolkende spørgsmål har vi anvendt til, at danne en fælles afklaring af informantens svar. (Kvale, 2005) Til sidst afsluttede vi interviewet, med at spørge ind til det vigtigste i forløbet som en opsummering. Samt til hvad de tager med sig, og hvad der kunne have været anderledes. Under vores debriefing gav vi informanterne mulighed for, at tilføje nogle afslutningsvise kommentarer. Analyseprocedure Selve analyseproceduren har taget os mere end 3 uger, hvor fremgangsmåden står detaljeret beskrevet i en vedlagt analyseprotokol. (Se bilag 7) Den valgte analysemetode, følger Giorgi’s 4 trin i den fænomenologiske analyse, modificeret af Malterud. (Malterud, 2008) Vi har valgt denne analysemetode, fordi den ifølge Malterud, egnes godt til en deskriptiv tværgående analyse af fænomener. Hvilke beskrives i et materiale fra flere forskellige informanter, med henblik på at udvikle nye beskrivelser og begreber. Vi har overvejende fulgt en datastyret analyse, hvor alle fund løbende er blevet valideret op imod transskriptionen i sin helhed. (Malterud, 2008) Herunder gennemgås kort de 4 trin i den systematiske tekstkondensering: 1. Dannelse af et helhedsindtryk - Fra vildnæs til temaer Side | 19 I en gennemlæsning af begge interviews, arbejdede vi aktivt for at sætte forforståelsen i parentes og den teoretiske referenceramme til side. Det gjorde at vi åbent kunne høre informanternes stemmer. Da vi havde læst alt, læste vi det igennem igen og noterede alle de “temaer” som hver informant repræsenterede. Tilsammen fandt vi nogle overordnede temaer, som viste sig ved at gå igen hos begge informanter. 2. Identificere meningsbærende enheder - Fra temaer til koder På dette trin læste vi begge interviews igennem igen, og udvalgte alle de meningsbærende enheder, som kunne sige noget om de udvalgte temaer. Her tog vi alt med som kunne sige noget om temaerne, hvilket gjorde vores analyseproces omfattende. Kodningsarbejdet med klassificeringen af temaerne, blev en lang spiralformet proces. Hvor koderne gentagne gange blev justeret, da vi samtidig her tog stilling til resultatgruppernes fællestræk, i forhold til vores forforståelse. Vi organiserede koder med tilhørende subgrupper i en matrice (Se bilag 8). Det endelige system blev således: Tema: Afgrænsning: -> Kode 1: At være ovre i andre -> Kode 2: At være hos sig selv -> Subgruppe: 2.1: Forside -bagside -> Subgruppe: 2.2: At give slip og stå ved sig selv -> Subgruppe 2.3: Kontakt til sig selv i afgrænsningsøvelsen Tema: Kontakt: -> Kode 3: At passe på sig selv i kontakt med en anden -> Kode 4: At være i kontakt med en anden -> Subgruppe 4.1: Øjenkontakt og vekselvirkning -> Subgruppe 4.2: Kognitiv støj Tema: Intervention: -> Kode 5: Afgrænsningsøvelser -> Kode 6: Tanker om forløbet Side | 20 3. Kondensering - Fra kode til mening I dette trin gennemgik vi hver enkelt af de meningsbærende enheder, som lå under hver kodegruppe, samt subgruppe. For dernæst at omskrive det konkrete indhold, til abstrakt mening i form af kunstige citater. Som giver os et arbejdsnotat, i form af en sammenfatning af informanternes udtalelser. (Se bilag 9) Ud fra dette udvælges de citater, som bedst muligt illustrerer koder og subgruppers samlede meningsindhold. 4. Sammenfatning - Fra kondensering til beskrivelser og begreber I dette trin rekontekstualiserede vi vores fund, ved at lave en indholdsbeskrivelse for hver kode og subgruppe. Indholdsbeskrivelsen fremstod som en direkte formidling, af hvad vores data fortalte. Efter vi havde skrevet indholdsbeskrivelsen, der fungerende som analyseresultater. Sammenskrev vi dem i et fælles afsnit, med en resultatdiskussion af vores foreliggende teori. Side | 21 Selvafgrænsning I definitionen af selvafgrænsning, har vi valgt at tage udgangspunkt i Anne-Lise Løvlie Schibbye’s teori. Hun er psykolog, ph.d. og har gennem 30 år kombineret forskning med klinisk praksis. Vores essentielle grund til at benytte hendes teori er at, hun både anlægger den teoretiske og kliniske vinkel af selvafgrænsningsbegrebet. Samt har fokus på begrebets funktion og fundament i udvikling af forandringsprocesser. Hun ser selvafgrænsning og selvrefleksivitet, som to vigtige begreber i den dialektiske model. De fænomener, som er knyttet til begreberne er dialektiske. Vi må derfor forstå dem, som to gensidigt afhængige dele i teorien om afgrænsning. Dog ses selvafgrænsning også, som en betingelse for selvrefleksivitet. Herunder vil vi gennemgå hendes begreber indenfor Selvafgrænsning. (Schibbye, 2010) Selvafgrænsningsbegrebet At afgrænse sig er evnen til at skelne mellem, eller adskille sig fra. I begrebet ligger en forestilling om en skillelinje som en form for grænse. Selve afgrænsningsbegrebet består af forskellige dialektiske forhold: 1. Evnen til at kunne sortere og skelne mellem egne indre oplevelser og andres. Det gælder f.eks. mellem egne og andres repræsentationer, behov, fantasier, ønsker, følelser, lyster, tanker, synspunkter og meninger. Afgrænsningsbegrebet er essentielt for at kunne forstå forholdet mellem selvet og den anden. 2. Evnen til at kunne skelne mellem egne indre følelser. Begrebet dækker også over en intrapsykisk grænsedragning. Dvs. skelnen mellem følelser som individet oplever. Der er et dialektisk forhold mellem pkt. 1 og 2 dvs. indre afgrænsninger i individet og de ydre interpersonelle. (Schibbye, 2010) Kort om udvikling af selvafgrænsning Vores selvafgrænsning ligger hele tiden under for et pres fra hhv. indre følelser og emotionelt pres i vores relationer. Derfor skal selvafgrænsning ikke ses som en tilstand - men som en proces. Det dialektiske syn på selvafgrænsningsprocesser, er at de fremmes gennem modsætninger. Man afgrænser gennem modsætninger og især mellem forskelle og ligheder. Denne modsætningsidé Side | 22 består i at modstand med den rette mængde frustration, kan bidrage til selvudvikling. (Schibbye, 2010) Selvrefleksivitetsbegrebet Schibbye definerer selvrefleksivitet som evnen til at være sit eget objekt, hvilket gør det muligt at få et forhold til os selv som aktører. I begrebet ligger forestillingen om handlingers rekursivitet, hvilket betyder at vi får vores handlinger tilbage fra omverden. Det vil så sige at følelsesudtryk og mentale tilstande, bliver reflekteret som en spejling i andre. Men der sker også rekursivitet i den betydning, at man får noget tilbage fra sit eget selv. På den måde kan man have et metasyn på sig selv, den ydre verden og herunder ens relationer til andre. Selvrefleksivitet muliggør også at man både kan forestille sig, og forstå den andens subjektive indre oplevelsesverden. Den er derfor en forudsætning for empati, indlevelsesevne og medfølelse med andre. (Schibbye, 2010) Anden-selvrefleksivitet: Er en vigtig del af selvrefleksivitet, som gør at vi kan “læse” den andens samværsmåde og hvad den “gør ved” os. Vi har altså mulighed for at forudsige og indstille os på den andens udspil, vide hvornår vi bliver manipuleret, afvist, invaderet osv. Det gør os i stand til at sætte grænser for andre og handle på egne vegne. Det handler om at sortere følelser og kunne genvinde overblikket over egne og andres selvprocesser. (Schibbye, 2010) Et dialektisk begrebspar At selvafgrænsning fungerer både som en forudsætning for selvrefleksivitet, samt at begreberne står i et dialektisk forhold er beskrevet nedenfor: “At se sig selv er at se den anden, herunder at se sig selv fra den andens perspektiv. Og samtidig: At kunne udskille sit eget selv er at give den anden mulighed for at udskille sit selv. At kunne tage den andens perspektiv giver den anden mulighed for at tilegne sig sin oplevelse som sin.” (Schibbye, 2010, s. 78) Senere tillægger Schibbye en mere tydelig kropslig dimension: “Jo mere jeg som person kan adskille mine oplevelser fra dine, desto nærmere er jeg processer i mig selv. Og hvad mere er, jo nærmere jeg er mine egne processer, desto nærmere er jeg i selvprocesser i den anden” (Schibbye, 2010, s. 82) Side | 23 En anden vigtig dimension er at hun tilføjer at; refleksivitet indebærer et nærvær i forhold til processer i selvet. (Schibbye, 2010) Da selvrefleksivitet betyder at man har en fleksibel, umiddelbar og direkte adgang til oplevelse af egne selvprocesser. Opsummerende er refleksiviteten en tilgang til selvprocesser, tilgang til andres selvprocesser og selvanden processer. Refleksivitet skaber sammenhængen mellem indre og ydre oplevelsesverdener, hvor den indre afgrænsning afspejles i det ydre samspil. (Schibbye, 2010) Processuelle begreber og forandring Selvafgrænsning handler ikke bare om at skelne, men vigtigst af alt, om at kunne genvinde grænser i samspil med andre. Det processuelle i selvrefleksiviteten ligger i, at man må genvinde overblikket over samspillet. Schibbye beskriver at for at vi kan forandres, må vi slippe grænserne og bare være i den andens oplevelse. Det er et grænseløst umiddelbart moment, uden selvrefleksivitet. Dernæst må vi genvinde vores afgrænsning, ved at tage vores bevidsthed tilbage og integrere den. (Schibbye, 2010) To former for selvafgrænsning - to typer af selvrefleksivitet Schibbye introducerer derudover to former for selvafgrænsning, en kognitiv og en organismisk. Dertil hører to forskellige former for “tilgang” til selvprocesser gennem refleksivitet: Kognitiv refleksivitet: Medfører at man kan tænke om tanker og følelser. Det kan føre til en vis forandring, men fører sjældent til strukturændring dvs. overskridende forandring i personen. Det kan ydermere fungere som et forsvar. Organismisk tilgang: Omhandler organismiske processer som er præverbale, de befinder sig inden for oplevelsesmodaliteten som er direkte og umiddelbar. Den indebærer en type af refleksivitet, der gør det muligt for klienten at komme i kontakt med processer, som tidligere har været utilgængelige. (Schibbye, 2010) Organismiske processer: Omfatter affekter, vitalitetsaffekter, sansninger, stemninger, gryende selvfornemmelser og umiddelbare sanseindtryk. Det er en slags ordløse oplevelsesstrømme, som kan erfares af individet, og kan være tilgængelige selvom de, ifølge Schibbye, ikke kan verbaliseres. (Schibbye, 2010) Side | 24 Intersubjektivitet Der findes adskillige forskelle i definitioner på intersubjektivitet. Schibbye vælger f.eks. kun at se intersubjektivitet, som en deling af affektive tilstande. (Schibbye, 2010) Vi har valgt at tage udgangspunkt i Daniel Sterns teori om det nuværende øjeblik, i psykoterapi og hverdagsliv. (Stern, 2004) Herunder vil vi gennemgå de tilhørende teoretiske begreber: Intersubjektiv kontakt: Består ifølge Stern, overordnet af en fælles intersubjektiv deling af intentioner, opmærksomhed og følelser. Herunder gennemgås først, de tre begreber som dækker over dette. Dernæst defineres Sterns andre begreber, som kan lede os til en dybere forståelse af, hvordan denne deling sker i terapirummet. Intentionel følelsesstrøm: Dette begreb dækker over de intentioner, som er mulige at dele. Det består af en subjektiv fornemmelse, af at en intention er undervejs mod sit mål. Den indebærer fornemmelsen af, at læne sig frem mod målet. Samt en fornemmelse af, at reducere afstanden til målet. Såvel som forandringer i styrken af forventning og lyst. Alterocentrisk deltagelse: Dette begreb dækker over den opmærksomhed, som er mulig at dele. Det omhandler selve evnen til at opleve, hvad den anden oplever. Det ses som en deltagelse i den andens oplevelse, ofte uden at man er opmærksom på det. Karakteriseret ved en involuntær oplevelsesakt, som om ens orienteringscentrum og perspektiv var centreret i den anden. Det er denne evne som muliggør imitation, empati, sympati, emotionel afsmitning og identifikation. Affektiv afstemning: Dette begreb dækker over de affektive oplevelser, som er mulige at dele. Det giver udgangspunktet for at dele affektive oplevelser, som en måde at imitere indefra. Det er en type adfærdsform, som reaktion på en andens kommunikative affektive adfærd. Det er altså en nøjagtigt gengivelse af, hvordan den anden må have haft det, da han eller hun udtrykte sig med de pågældende handlinger. Intersubjektiv bevidsthed: Er en interpsykisk hændelse som kræver to sind. Når det ene individ har en subjektiv oplevelse, som føles direkte i situationen. Spejles og opleves det af den anden via intersubjektiv deling. Oplevelsen afleveres derefter tilbage til den der oplevede oplevelsen første gang, via blik og kropssprog. Dette kaldes en reentry-sløjfe, når den er skabt opstår der en bevidsthed om den intersubjektive deling. Den intersubjektive bevidsthed skaber en fælles følelse af en bevidsthedsmæssig højere oplevelse, af et fælles rum eller en samhørighed. Der vil i en god kontakt, opstå en gensidig hensyntagen. Samt en fælles enighed, omkring den umiddelbare deling og forståelse af oplevelsen. Side | 25 Intersubjektivt felt: Er det område hvori, delte følelser, tanker og viden om den aktuelle relation opstår. Feltet deles og valideres, enten implicit eller eksplicit. Feltet kan omformes, man kan gå ind i det eller træde ud af det. Intersubjektiv orientering: Er både karakteriseret ved behovet for at afprøve - og selve afprøvningen, af det intersubjektive felt. I orienteringen forsøger man på at vide hvordan det forholder sig mellem to mennesker, man fornemmer hvad relationen går ud på i dette øjeblik. Den skal ses som en kontinuerlig proces. Når den går tabt opstår der intersubjektiv angst. Nuværende øjeblik: Det er et tidsrum, som gennemsnitligt varer 3-4 sek. Subjektivt er det hvad vi oplever som et uafbrudt nu. I tidsrummet sker en holistisk hændelse, der er sammensat af forskellige gestalter. Disse skal forstås som organiserede grupperinger af forskellige perceptioner, sansninger, kognitioner, handlinger og affekter. Det nuværende øjeblik kan opdeles i forskellige dynamiske tidsformer, der går under betegnelsen vitalitetsaffekter. Her forekommer lynhurtige mikroforandringer, der kan ændres på få sekunders varighed. Disse ændringer kan f.eks. være en tiltagende opbygning af følelser, eller en ændring i kropstonustilstanden. I det nuværende øjeblik, indgår nu-øjeblikke og møde-øjeblikke. Nu-øjeblik: Er det øjeblik der kan opstå lige pludselig i en terapisession, når der forekommer en uventet bevægelsesproces. Det skaber uvished i relationen mellem klient og terapeut. Da de begge tvinges ind i nuet, vil angstniveauet ofte vil være højt mellem dem. Der vil blive sat spørgsmålstegn ved de tilvante rammer, der kan resultere i et sammenstød. Dette giver en konflikt der skal løses, for at kunne agere i samarbejdet. Denne konflikt bliver behandlet i mødeøjeblikket. Møde-øjeblik: I mødeøjeblikket bliver det intersubjektive felt omformet. Det gøres ved at klienten og terapeuten løser den nyopståede konflikt, omkring hvordan de går i kontakt med hinanden. I dette møde, vil terapeuten være nødsaget til at agere autentisk og affektivt afstemt. For at skabe et godt fundament for en udvikling, af det intersubjektive felt mellem terapeut og klient. Relationelle skridt: Er karakteriseret som en åben adfærd, enten i form af tale eller tavshed. De er betegnet som de mindste enheder, som man kan tillægge en intention om at ændre eller justere relationen. Tavs relationel viden: Det er den viden vi har om hinanden, der er ikke-symboliseret, ikke verbaliseret og ikke-bevidst. Den består af motoriske procedurer, affektmønstre, forventninger og tankemønstre. Det er en form for interpersonel og intersubjektiv viden, der gør os i stand til at vide hvordan man er sammen med andre mennesker. Det er en viden der bliver konstrueret i et Side | 26 nonverbalt øjeblik. Den kan anvendes i et behandlingsforløb, ved ikke at skulle sætte ord på det oplevede hele tiden. Fælles følelsesrejse: Det er en fælles oplevelse af et mødeøjeblik, hvor klient og terapeut sammen, i et nu-øjeblik, bevæger sig igennem de samme følelser, sansninger og forandringer. Der skal være en fælles erkendelse af, at de sammen bevæger sig ud på den fælles følelsesrejse. Den fælles erkendelse, er et intersubjektivt fænomen. Intersubjektiv angst: Den følelse der kan opstå, når det er svært for klienten at koordinere med terapeuten og dermed orientere sig i det intersubjektive felt. Angsten kan ses som en eksistentiel angst, som ofte opstår i forbindelse med nu-øjeblikket. Bevægelse: Bevægelse er en udviklingsproces som sker i terapitimen, der er forbundet med ukendthed og uforudsigelighed, da det er en meget nonlineær og rodet proces. Den består af relationelle skridt og nuværende øjeblikke. Bevægelsen karakteriseres ved at være en proces, der arbejder sig hen imod et intersubjektivt felt. Det intersubjektive felt skal have tilstrækkelig med sammenhæng, til at der kan ske en bevægelse. Dette kan resultere i, at der hele tiden kan opstå nye nuværende øjeblikke. Derved kan der blive skabt endnu flere intersubjektive oplevelser. Disse kan skabe et godt fundament, for de sammen kan begive sig ud i en fælles følelsesrejse, uden at der bliver skabt for meget intersubjektiv angst. (Stern, 2004) Teoriernes indbyrdes bidrag Vi har valgt disse to teorier, da vi kan se at de komplimenterer hinanden, når vi skal svare på vores problemformulering. Schibbye’s teori fungerer som en overordnet teori, der kan bruges til at undersøge hvordan oplevelsen af selvafgrænsningen er for den enkelte klient. Den er meget direkte at gå til, fordi den beskriver fænomenerne fra et enkelt persons-perspektiv. Derfor er den som udgangspunkt lettere at gå til, og i nogen grad mere valid at benytte til analyse af informanternes udsagn. Sterns teori tilføjer en dimension af, at vi kan udvide forståelsen af hvad der sker direkte i terapirummet. Med den bliver det måske tydeligere, at undersøge de helt små interpersonelle processer under afgrænsningsøvelsen. Den tilføjer samtidig, at vi kan se oplevelsen af selvafgrænsning, i henhold til klientens oplevelse af dens påvirkning i den direkte kontakt. Derfor bliver det med Stern, muligt at vurdere afgrænsningsøvelsens påvirkning på klientens oplevelse af at gå i kontakt. Vi kan benytte hans teori, til at få øje på hvad der foregår i den nuværende oplevelse, når selvafgrænsningen opstår. Dermed kan vi lettere undersøge, det der sker relationelt på et Side | 27 mikroniveau. Fordi vi anskuer det som en måde, hvorpå vi kan bearbejde råmaterialet i en fænomenologisk oplevelse. Den går derfor ind og understøtter Schibbye’s teori på et dybere og mere abstrakt niveau. Konvergerende teorier Stern og Schibbye’s teorier, grænser på adskillig vis op imod hinanden. I dette afsnit vil vi kort komme ind på de begreber som er mest sammenlignelige, for dernæst at identificere deres indbyrdes nuanceforskelle. Det ser vi som en måde at skabe et overblik, over hvorledes vi kan drage bedst udbytte af begge teorier i analysen. Selvrefleksivitet vs. alterocentrisk deltagelse I Selvrefleksivitetsbegrebet ligger bl.a. evnen til at være sit eget objekt, som skaber forudsætning for empati, indlevelsesevne og medfølelse med andre. Derudover ligger at man kan forestille sig, og forstå den andens subjektive indre oplevelsesverden. Det kan sammenlignes med Sterns’ begreb alterocentrisk deltagelse. Hvor nuancen mellem dem er, at deltagelsen ses som en ofte ubevidst, deltagelse i den andens oplevelse. Hvilket udvider med at muliggøre imitation, empati, sympati, emotionel afsmitning og identifikation. Vi ser en forskel i at der i selvrefleksivitet ligger en større afstand til den andens oplevelse, fordi man forestiller sig og forstår hvad den anden oplever fremfor at tage del i oplevelsen. Anden-selvrefleksivitet vs. intersubjektiv bevidsthed Vi ser en forskel i at intersubjektiv bevidsthed har fokus på, hvordan man finder sammen i en samhørighed. Hvor der er en gensidig hensynstagen og samhørighedsoplevelse, med fokus på at oplevelsen kan skabe en fælles følelse af at indgå i kontakt. Anden-refleksivitetsbegrebet har derimod fokus på hvordan den gensidige fornemmelse af den anden, kan være med til at sætte fokus på hvilke følelser der tilhører en selv, med henblik på at kunne sortere i egne oplevelser. Stern har et øget fokus på hvad den fælles bevidsthed, kan bidrage med i den fælles kontakt. Hvorimod Schibbye er opmærksom på et enkelt persons-perspektiv for at kunne sætte grænser. Side | 28 Psykomotorisk kropsteori Som psykomotoriske terapeuter arbejder vi med koblingen mellem det sansede, det oplevede og erkendelsen. I arbejdet med at skabe bevidstgørelse af afgrænsningsøvelsens betydning, er det også nødvendigt i nogen grad at kunne sprogliggøre det ordløse. Til dette eksisterer der forskellige begrebsdefinitioner af kropslige vidensformer, herunder f.eks. kropsskema og kropsbillede. (Stelter, 2006) Samt begreberne kropsbevidsthed, kropsoplevelse og kropsopfattelse (Akasha et al., 2003) sidstnævnte vælger vi at benytte: Kropsbevidsthed Bliver omtalt med forkortelsen KB, og er et sansemotorisk begreb, der arbejder med alt det vi sanser i kroppen. Det bygger på en konkret sansning af bla. føle/taktilsansen, den kinæstetiske sans og vestibulærsansen. Ved anvendelse af KB, bliver der arbejdet kognitivt med sammenhængen mellem krop og perception, hvilket kan bidrage til selvrefleksion. En fuldt integreret kropsbevidsthed, er vigtig for udviklingen af et velfungerende selv og for udvikling af accept af selvet. Derudover er den med til at konstituere viden om hvordan man bruger sin opmærksomhed. KB omfatter følgende forhold: ● Basale fysiologiske behov (f.eks. sult og træthed) ● Kropslige tilstande, herunder muskulære spændingstilstande, smerte, fysiologiske reaktioner på følelsesmæssige tilstande (f.eks. hjertebanken, håndsved) og handleimpulser som forspændinger i muskulaturen. ● Kropsfunktion (f.eks. viden om vejrtrækning, kredsløb, og fordøjelse) ● Kropslige muligheder og viden om kropslig kapacitet, holdning og vaner. (Akasha et al., 2003) Kropsoplevelse Omtales med forkortelsen KO, og rummer klientens personlige subjektive oplevelsesverden. Det ses som et kropsligt univers der omfatter alt fra følelser til fantasier, forestillinger, erindringer og drømme knyttet til kroppen. Denne subjektive oplevelsesverden, er i høj grad præget af den enkeltes baggrund. Evnen til at mærke kroppen kan være nedsat af oplevelser, tanker eller følelser, som fylder hele bevidstheden. Hvis man udelukkende præges af KO, har man dårlig kontakt til sine sanseindtryk, og tolkningen af sanseinformationerne vil være urealistiske. Er ens kropsbevidsthed derimod veludviklet, kan den hjælpe med at rumme overvældende kropsoplevelser. Efterhånden kan man lære at skelne mellem KB og KO, og dermed mellem realitet og oplevelser. (Akasha et al., 2003) Side | 29 Kropsopfattelse Er karakteriseret ved klientens samlede opfattelse af sig selv og sin kropslige identitet: dvs. en sammensætning af KB og KO. Kropsopfattelsen kan være mere eller mindre realistisk, alt efter om den bygger på en god kropsbevidsthed. Kropsopfattelsen er relateret til begrebet selvopfattelse. Den skal helst være balanceret, mellem brug af KB og KO. Så de sansede realiteter kan skabe klangbund for følelserne, og dermed afbalancere dem i forhold til virkeligheden. (Akasha et al., 2003) Teoretisk forudsætning for terapeutisk metode Stern var med til at ændre opfattelsen i den dialektiske relationsteori, som oprindeligt byggede på symbiosetanken. Han mente at symbiosetanken, i virkeligheden omhandler angst for adskillelse. Hvor angsten bidrager til forsvarsmekanismer, som blokerer for selvafgrænsningen. Han mente at mennesket fra start er programmeret til at skelne mellem sig selv og andre, i hvert fald perceptuelt og kognitivt. Hvor Schibbye tilføjer, at sammensmeltningen mellem mennesker sker meget åbenlyst i praksis. (Schibbye, 2010) Uanset om vi i denne undersøgelse betror os den psykodynamiske symbiosetanke, eller tanken om angst for adskillelse. Så udbreder begge teoretiske perspektiver vigtigheden af selvafgrænsning i interpersonelt samspil, som speciel forudsætning for terapeutisk forandring. (Schibbye, 2010)(Stern, 2004) Schibbye problematiserer at de fleste teorier, i højere grad har fokuseret på resultatet af en given selvorganisering. End på de oplevelsesprocesser der indgår, i udviklingen af selve organiseringen. (Schibbye, 2010) Dette vil vi tage til efterretning i denne undersøgelse, ved at anlægge et fænomenologisk subjekt-syn, hvor vi vil forsøge at komme tæt på informanternes indre subjektive oplevelsesverden. Schibbye hævder også, at det at henvende sig til subjektsiden hos et andet menneske, i form af den indre subjektive oplevelsesverden, er afgørende for dets selvudvikling. Til forskningen indenfor dette område, har Stern udviklet en interviewmetode kaldet “mikroanalytisk interviewteknik.” Den brugte han, i udforskningen af klientens subjektivt levede aspekter af oplevelsen. Det er også ifølge Schibbye, denne type oplevelse som er mest interessant klinisk. (Schibbye, 2010) Side | 30 Metodediskussion I dette afsnit diskuterer vi vores metodevalg, undersøgelsesdesignets opbygning, samt forskerrollens etiske dilemmaer, herunder hvilke fordele og ulemper vi ser ved de forskellige metodevalg. Diskussion af interventionsmetode samt forskerrolle I Thagaards kapitel om observation, skriver han at det har stor betydning for relationen, at informanten både forstår og accepterer den rolle, som forskeren har. (Thagaard, 2004) Fordi vi som terapeuter i interventionen, har været en del af undersøgelsesfeltet sammen med klienten. Har det netop været en forudsætning, at klienterne har forstået undersøgelsesdesignet, meningen med projektet og accepteret vores dobbelte rolle. Vi kan ikke vide i hvilken grad de har gjort det, men vi oplever begge, at de har taget forløbet til sig og brugt det til deres egen fordel. En første fejlkilde er, at informanterne også er i gang med at uddanne sig til psykomotoriske terapeuter. Dermed kan de begge have haft et underliggende ønske, om god effekt af øvelsen. En anden mere væsentlig fejlkilde er, at vi ikke kan vide i hvor stor en grad relationen mellem pågældende behandler og klient, har påvirket udfaldet af interventionen. Derfor kan vi stille spørgsmålstegn ved om det i højeste grad er øvelsen, eller relationen vi har undersøgt? Ifølge Mathiasens artikel omhandlende terapeutisk effekt, gælder 30% relationen, hvor 15% omhandler metoden. I hvilken grad disse tal kan overføres til denne undersøgelses psykomotoriske praksis, kan vi ikke udpege. Vi kan samtidig ikke tage det relationelle aspekt, ud af en psykomotorisk intervention. Vi har dog i interviewet, kun haft fokus på at stille uddybende og opklarende spørgsmål omkring øvelsens virkning. Vi har selv interviewet vores egne klienter, hvilket har kunnet medføre en tendens til pleasing, som kan have influeret informantens udtalelser. Når vi forsøger at sammenligne oplevelser fra to forskellige behandlingsforløb, med to forskellige behandlere og klienter. Er der adskillige bias som påvirker reliabiliteten, i graden af reproducerbarhed, mellem de to forløb. Et bias går på forskelle mellem intern sprogbrug og sprogforståelse, specielt når ord anvendes som brede begreber. Et andet bias består af de personbårne ukontrollerbare afhængige variable, som påvirker relationen forskelligt under de to interventionsforløb. Da selve interventionsmetoden påvirkes af vores individuelle behandlertilgange, samt af den unikke relation mellem behandler og klient. Kan det være svært at gøre undersøgelsen så gennemsigtig, at den kan gentages af andre behandlere, også selvom der foreligger et vejledningsdokument som bilag. Side | 31 Etiske dilemmaer i dobbeltrollen Der er nogle helt klare etiske dilemmaer i opbygningen af undersøgelsesdesignet. Et etisk dilemma ligger i, at vi i det hele taget går ind og opbygger en terapeutisk relation, til vores informanter. Hvori det måske for klienten, kan opleves som at der ligger et øget underliggende pres. Selvom vi har fortalt de skulle deltage “for sig selv”, kan de have oplevet at skulle deltage, for at vi skal finde resultater. Dette kan have været medvirkende til, at give en markant større skævhed i magtbalancen. Hvor de har kunnet opleve det, som at vores terapeutroller har haft en skjult dagsorden. Vi har startet forløbet op, med det formål at skifte til forskerrolle, hvor vi deraf har skullet “bruge” klientens tilegnede viden. Derfor har det indgået, som en vigtig del af informationen, at informanterne frit har kunnet benytte forløbet som de ville. Hvor de derefter selv kunne vælge hvordan og hvorledes, de ville udtale sig om hvad de havde oplevet. Vi kunne have valgt at benytte en ekstern interviewer, men vi så det ville skabe et problem, i at lave opfølgning på udtalelser af informantens oplevelser. Det at klienterne undervejs har forholdt sig til os, i omskiftelige roller, kan have haft en betydning for trygheden i relationen. Diskussion af dataindsamlingsmetode Vi havde på forhånd taget højde for vores forforståelse, og havde derfor reflekteret over hvilke teorier vi ønskede at benytte. Teorierne havde vi en smule kendskab til i forvejen, hvilket kan have influeret det perspektiv, vi har brugt for at undersøge vores materiale. Gennem interviewguiden stillede vi meget åbne spørgsmål, som ikke skulle være farvede af de psykomotoriske begreber (Kvale, 2005) Dette gjorde at informanterne, frit kunne tale om deres egne oplevelser. Det blev derfor endnu sværere for os, at sidestille de to interviews, i et samtidigt forsøg på at fortælle den enkelte informants historie. I forhold til at kunne vurdere interventionernes generaliserbarhed, ønskede vi at give klienterne mulighed for at komme med kritik af interventionerne. Vi afsluttede derfor interviewet, med at give informanterne mulighed for at tilføje deres kritik, af hvad der kunne have været anderledes. Vi prøvede at etablere en generel uformel stemning, for at skabe en åbning for deling af kritik. Begge informanter, kritiserede kun ydre faktorer, eksempelvis rummets størrelse. Gennem analysen, har vi valgt at vægte de oplevelser, som har gentaget sig for begge informanter. Eftersom det er disse oplevelser, der i vores undersøgelse i største grad kan skabe nye generaliserbare forståelser. Idet vi kun har medtaget 2 personer, vil undersøgelsens konklusion kun bygge på de to personers oplevelser, og konklusionen kan dermed ikke ses som repræsentativ. Set i lyset af en ekstern validering, kan der altså sås tvivl om overførbarheden til andre kontekster. Da vi Side | 32 arbejder fænomenologisk, er det ikke vores primære ønske at skabe generaliseringer. Vi vil alligevel i perspektiveringen, se på anvendelsesmuligheder af konklusioner i et praksissammenhæng. Diskussion af analysemetode Fordelen ved at vi har valgt en datastyret metode, hvor der laves systematisk tekstkondensering er, at det ikke kræver at vi er erfarne forskere. (Malterud, 2008) Her har vi lavet en oversigt over vores systematik, samt været reflekterede over vores fremgangsmåde. Det har samtidig været vigtigt for os, at være vores forforståelse og teoretiske referenceramme bevidst. Så vi har kunnet arbejde aktivt på at sætte den i parentes. De 4 trin i analysen har været med til at sikre en systematisk gennemgang af datamaterialet, som har medvirket til at vi kunne fremhæve informanternes perspektiver. Vi har været ekstra opmærksomme på, ikke at reducere vores datamateriale for meget og for hurtigt. Samt forsøgt at være mest muligt loyale overfor informanterne, ved at lede efter modsigelser i deres udsagn. Dette har tilsammen har resulteret i, at vi har haft en meget langtrukken og dog forsvarlig analyseproces. Det har været en fordel at lade informanterne gå i dybden, med de emner som dukkede op for dem spontant. Da det har ført til nogle uventede fund, som uddybes i resultatdiskussionen. Diskussion af undersøgelsesmetode Vores fordel ved at anvende det kvalitative interview, er at vi kommer i dybden med det vi ønsker at udforske. Ydermere har det givet vores informanter en chance for at samle op på forløbene, og blive klogere på deres egen proces. (Launsø & Rieper) Vi har kendskab til det miljø som informanterne til daglig bevæger sig i, hvilket gør at vi har en større forståelse for det område vi udforsker. Nogle ulemper ved metoden er at den er tidskrævende, og at vi ikke har haft tid til at interviewe flere end to. For at kunne generalisere, og dermed bedre overføre resultaterne til en ydre kontekst. Kunne det have været en fordel at lave flere forløb, med tilsvarende interviews. For bedre at kunne undersøge interventionseffekten, kunne vi have lavet metodetriangulering med en kvantitativ RCTundersøgelse. Hvor vi udvidede med at lave flere forløb, der samtidig blev vurderet med spørgeskemaer. F.eks. omhandlende graden fra gang til gang, af “fornemmelse af at være sig selv sammen med en anden”. Ved dette kunne vi øge validiteten, hvor der også her kunne indgå en kontrolgruppe. (Hagen, 2008) Side | 33 Analyse og Resultatdiskussion Ifølge Malteruds udlægning af Giorgi’s analysemetode til systematisk tekstkondensering, skal der i 4. trin skrives en indholdsbeskrivelse for hver kode. Indholdsbeskrivelsen består af ren data og fungerer som et afsnit, hvor resultater af de foregående trin fremlægges. Dernæst skal de foreliggende resultater diskuteres op imod relevant teori. (Malterud, 2008) For at vi kan se direkte på de helt små detaljer i informanternes oplevelser, har vi valgt at sammenskrive disse to dele i ét samlet afsnit. En tidligere tendens til uafgrænsethed For at undersøge hvilken betydning en psykomotorisk afgrænsningsøvelse har for oplevelsen af selvafgrænsning, vil vi i følgende afsnit undersøge hvordan klienterne tidligere har oplevet uafgrænsethed. Ida definerer oplevelsen ved at være uafgrænset med at hun tænker på andre før sig selv: “Jamen det betyder at jeg sådan tit tænker på andre, før at jeg tænker på mig selv. Så jeg tit tænker hvad mine venner har lyst til før mig selv. Så jeg tænker på deres behov. Eller hvad jeg tror deres behov er, før jeg tænker på mit eget. At jeg tilpasser mig. Jeg er rigtig god til at tilpasse mig situationer eller andres følelser. Eller det er måske ikke så meget at tilpasse, men jeg bliver meget påvirket af andres følelser. Jeg kan selv nogle gange få det på samme måde som andre, selvom jeg måske havde det anderledes før.” Det at hun tit tænker på andre før sig selv, som gør at hun påvirkes af andres følelser, indikerer at hun har en tendens til uafgrænsethed. Ifølge Schibbye’s selvafgrænsningsbegreb, er det vigtigt at kunne skelne mellem egne og andres behov og følelser, for forstå forholdet mellem sig selv og den anden. Når klienten tænker på andres behov før sine egne, kan det være med til at utydeliggøre den interpersonelle skillelinje i hendes afgrænsningsproces. Skillelinje skal ses som en grænse mellem to afgrænsede individer. Hendes påvirkning af andres behov, kan bevidne at hun måske oplever andres følelser som sine egne. Ifølge selvrefleksivitetsbegrebet viser det, at hun i for stor grad, deler andres indre subjektive oplevelsesverden. Det at hun har svært ved at sortere i egne og andres følelser, viser en manglende anvendelse af selv-anden refleksivitet. Dermed kan hun få svært ved at genvinde overblikket over egen selvproces, som derved gør det svære at navigere i en relation. Alt beskriver et billede af Ida’s problematikker, ved at være uafgrænset. Hvis vi ser på Sofie beskriver at hun en tendens til at “løbe over i andre”, fordi hun ikke er i sin krop: Side | 34 “Ja f.eks. hvad kan man sige der hvor jeg, i afgrænsningen tenderer til og skulle løbe over i den anden, det er jo fordi jeg ikke er i mig selv, altså i min krop.”...“Og hvis man falder over i den anden, og det har jeg da også oplevet, så bliver der for meget sympati, der bliver for meget subjektivitet, så man identificerer sig for meget med det her menneske. Og måske vækker det menneske nogle ting i én selv, og det er ikke fordi det ikke må det, men det må bare ikke tage overhånd.“ “At løbe” ser vi som en bevægelse fra hende selv og over i den anden. Hun beskriver en billedlig oplevelse af at løbe over i andre, som er domineret af det oplevede jf. begrebet kropsoplevelse. Det giver os en indikation, om at uafgrænsethed kan komme til udtryk via en overfokusering på det oplevede. Dvs. en overfokusering på kropsoplevelse fremfor kropsbevidsthed. Derved oplever hun for meget sympati, subjektivitet og identifikation. Den mulige dominerende kropsoplevelse, kan måske være med til at blokere for selvafgrænsningens dialektiske forhold til selvrefleksivitet, og dermed fastholde en oplevelse af uafgrænsethed. Derved kan uafgrænsetheden, komme til udtryk i en for stor alterocentrisk deltagelse. Det viser sig ved en deltagelse i den andens oplevelse, hvor eget orienteringscentrum er centreret i den anden. Dette kan, ifølge Stern, fører til emotionel afsmitning og identifikation. Her ses det så i en slags over-identifikation, der ifølge Schibbye, mindsker muligheden for at handle på egne vegne. Heraf har vi et tydeligt billede, af hvad Sofie tidligere har oplevet, som et problem ved uafgrænsethed. Delkonklusion Når Ida tænker på andres behov før sine egne, kan det være medvirkende til at utydeliggøre den interpersonelle skillelinje i afgrænsningsprocessen. Dermed kan vi se, at der kan ske en overidentifikation gennem for stor alterocentrisk deltagelse. Det ses, at hun i for stor grad tager del i den andens oplevelse. Det kan være med til at mindske hendes mulighed for at handle på egne vegne. For Sofie kan uafgrænsetheden måske vise sig ved en dominerende kropsoplevelse. Det kan medvirke til at fordre over-identifikation, da et for stort fokus på kropsoplevelsen, kan mindske hendes fokus på egne sansninger. Derved skabes et større fokus på den anden. Dette kan resultere i at hendes dominerende kropsoplevelse måske i nogen grad, kan blokere selvafgrænsningens dialektiske forhold til selvrefleksivitet og dermed fastholde oplevelsen af uafgrænsethed. Et fastlåst fokus, kan besværliggøre en dialektisk bevægelse, som er nødvendig for være refleksiv. Begge informanters uafgrænsethed, ses ved for en stor alterocentrisk deltagelse og dominerende selvrefleksivitet. Dette ses i for stor deltagelse af andres indre subjektive oplevelsesverden. Det kan måske anskues, at de i situationen, ikke benytter deres anden-selvrefleksivitet. Eftersom at andenselvrefleksivitet, kan skabe tydelighed på hvilke følelser der tilhøre en selv og andre. Med en Side | 35 antagelse om at informanterne har en for stor alterocentrisk deltagelse, kan det måske resultere i et mindsket overblik over egen selvproces. Det gør det svært at genvinde grænser, hvilket kan gøre det svært at navigere i en relation. Grundlag for terapeutisk forandring Begge informanter har via afgrænsningsøvelsen, dannet et grundlag for terapeutisk forandring. Eksistentiel angst og dens baggrund for et selvudviklingspotentiale Sofie fortæller at hun i starten var ambivalent vedr. at arbejdet med afgrænsning i dette forløb: “Hele den der med ”Har jeg egentlig lyst til det her? Eller har jeg ikke lyst til det? Har jeg lyst til at udfordre mig selv? Har jeg ikke lyst til at udfordre mig selv?” Fordi går man udenom, nå men så undgår man ligesom de ubehagelige følelser. Men jeg valgte at gå ind i det, og jeg tænker der er derfor jeg havde den reaktion som jeg havde.” Hendes ambivalens udsprang, af tvivl om at skulle konfronteres med de ubehagelige følelser, som hun vurderede udfordringen ville give. Hun valgte alligevel at tage udfordringen op, velvidende at det ville medføre komme en reaktion. Hun ræsonnerede sig frem en nødvendighed i at tage udfordringen op, da den ubehagelige reaktion ellers ville blive udskudt. Hun oplever derfor nedenstående reaktion: “opspænding, det er jo sådan en nervøsitetstilstand.”...“Fordi jeg ikke er tryg i det, eller fordi jeg ikke tør være i mig selv og vise mig selv. Så kommer der sådan en fysisk opspænding.” Sofie indikerer at hun forsøger at være i sig selv, samt vise sig selv i overfor behandleren. Det resulterer i, at der sker en opspænding og en fysiologisk reaktion, i form af nervøsitet i mødet. Utrygheden i kontakten, viser sig måske som en intersubjektiv angst, som Stern definerer som en underliggende eksistentiel angst. Den eksistentielle angst, komme måske til udtryk for Sofie, i hendes forsøg på, at vise sig selv overfor behandleren. Det ses ved at hun imidlertid mister orienteringen og derved overblikket over egen selvproces. Ud fra det kan vi udlede, at hun på dette tidspunkt, har svært ved at orientere sig i det intersubjektive felt mellem sig selv og behandleren. Ifølge Stern, opstår angsten i et nu-øjeblik, gennem en uventet bevægelse, og viser sig som en kontakt-konflikt mellem terapeut og klient. Den har de derefter til opgave at løse i møde-øjeblikket. Hvis vi anskuer Sofie´s evner, til at overføre den intersubjektive angst, til en anvendelig viden i mødeSide | 36 øjeblikket. Kan det, ifølge Stern, være med til, at de kan opstå en gensidig relationel bevægelsesproces. Herved kan der opstå en udvikling af det intersubjektive felt, som er en vigtig del i en proces, frem imod at skabe terapeutisk forandring. Schibbye’s vinkel på selvudvikling, kan også drages i overensstemmelse med dette, da vi ser at Sofie oplever en indre dialektisk proces i presset på sin selvafgrænsning. Ifølge Schibbye er et pres, med rette mængde modstand og frustration, ofte det der skaber selvudvikling. Dermed understøtter både Stern og Schibbye’s teorier, at der for Sofie gennem eksistentiel angst, er dannet baggrund for et selvudviklingspotentiale. En vild oplevelse af kontakt som vej til terapeutisk forandring Ida havde en vild oplevelse af kontakt med sin behandler: “Men så var der så sådan et, jeg tror måske det var sidste gang, at der skete et og andet, ret vildt. Jeg sad helt vildt godt i stolen. Jeg var sådan helt afslappet og så kunne vi bare kigge hinanden i øjnene. Jeg følte ikke det der sus, som man godt kan få, når man ikke lige kan aflæse. Jeg var bare sådan, jeg var bare med det” Ida beskriver en oplevelse af en vild form for kontakt med sin behandler, hvor det var muligt at opretholde en god øjenkontakt, uden at det resulterede i ubehag. Det kan tyde på, at hun har formået at orientere sig i det intersubjektive felt, uden at det har forårsaget intersubjektiv angst. Hun fortæller at der ikke var det vante sus, der kan forekomme under en øjenkontakt. Det kan vidne om, at der er sket en udvikling i hendes måde at indgå i kontakt på, eftersom hun tidligere har oplevet ubehag i selve øjenkontakten. “Jeg tror at jeg mærkede, at jeg sådan sad godt på stolen og var i mig selv. Kan ikke helt huske hvordan det skete, men det varede ikke sådan vildt lang tid. Men jeg tror, det skete uden jeg tænkte. Eller jeg nåede lige at tænke, at nu sker der da et og andet vildt her, men så var det sådan væk. Det var fordi, at jeg først bare var i det, hvor bagefter begyndte jeg også at tænke, hvad det nu var for noget det her. Så var det tabt, eller ikke tabt, men så var det mindre”. Hun beskriver at øjeblikket skete uden at hun tænkte. Dette kan indikere at hun, ifølge Stern, har oplevet et nuværende øjeblik. Det nuværende øjeblik er en subjektiv fornemmelse af, hvad vi oplever som et uafbrudt nu. Hun beskriver oplevelsen som en positiv og vild fornemmelse, hvilket også kan tyde på at hun har været i et nuværende øjeblik med sin behandler. Eftersom der i det nuværende øjeblik forekommer lynhurtige mikro-forandringer og vitalitetsaffekter, der i denne forbindelse, kommer til udtryk i en hurtig tiltagende opbygning i følelsen af “noget vildt.” Endvidere forsvandt fornemmelsen, da hun begyndte at tænke over det. Hvilket også argumenterer for, at det nuværende øjeblik blev afbrudt af egen selvrefleksivitet over hændelsen. Schibbye beskriver at vi m Side | 37 slippe grænserne og bare være i den andens oplevelse for at kunne starte en forandringsproces. Ida oplever derfor måske et grænseløst umiddelbart moment uden selvrefleksivitet. Hvor Schibbye tilføjer, at vi derefter må genvinde vores afgrænsning, ved at tage vores bevidsthed tilbage og integrere den. Vi ser derfor at begge teorier, indikere et muligt grundlag for en terapeutisk forandring. Delkonklusion Sofie forsøger at vise sig selv i sin kontakt med behandleren. Under hendes forsøgs, opstår der måske en form for intersubjektiv angst, som evt. viser sig i en eksistentiel angst. Den opstår formentlig fordi der både er utryghed i den ydre kontakt, samtidig med en indre usikkerhed. Det medfører, ifølge Stern, en mulig konflikt, som skal løses i terapirummet. En løsning af en terapeutisk konflikt, kan danne grundlag, for en bevægelse henimod terapeutisk forandring. Med Schibbye’s perspektiv, kan angsten i relationen øge presset på selvafgrænsningen. Hvoraf et pres med rette mængde modstand og frustration, kan skabe selvudvikling. Dermed understøtter både Stern og Schibbye’s teorier, at der for Sofie er dannet baggrund for et selvudviklingspotentiale. Ida kan, med den rette orientering i det intersubjektive felt, mindske sin oplevelse af intersubjektiv angst. Derudover antager vi, at der har været en oplevelse af et nuværende øjeblik, da det er lykkes at integrere en god øjenkontakt uden at opleve ubehag, som bliver beskrevet som en oplevelse af vild kontakt. Vi ser at det nuværende øjeblik, nok gør det muligt at slippe grænserne og bare være i den andens oplevelse. Dette kan formentlig skaber en oplevelse, af et grænseløst umiddelbart moment uden selvrefleksivitet. Vi ser at der derfor er sket en udvikling, i måden informanten indgår i kontakt på. Samt at der samlet set er skabt et grundlag for terapeutisk forandring. Psykomotorisk fund af en afgrænsningsbevægelse Begge informanter har italesat at der i afgrænsningsøvelsen, er en fysisk bevægelse frem og tilbage. Herunder undersøges, hvad den gør ved oplevelsen af afgrænsning i kontakt til behandleren. Ida beskriver, at det der har hjulpet hende at læne sig tilbage i stolen, når hun ikke har kunnet afgrænse sig: “Ja, hvis jeg ikke lige kunne finde ud af at være i mig selv, så har jeg sådan lige lænet mig tilbage i stolen. Så er der selvfølgelig også nogle gange, hvor jeg har været helt vildt meget i min krop og derfor bare er faldet længere og længere tilbage i stolen, men samtidig, har kunne mærke rummet Side | 38 imellem os. Så det har været lidt dobbelt. Man kan sige, at jeg har brugt det at trække mig tilbage, som et forsvar, men det er også når jeg har trukket mig tilbage, at jeg også har kunne være i det rum.“ Når Ida er meget i sin krop, får hun en fornemmelse af at falde længere tilbage i stolen, samtidig med at hun mærker rummet imellem hende og hendes behandler. Det kan ses, at hun trækker sig fysisk tilbage for at kunne være i kontakten. Dette understøtter hendes behov, for at trække sig fra en alterocentrisk deltagelse. Vi ser at hun kan anvende den ny erfarede tavse relationelle viden, ved at hun trækker tilbage fra det fælles rum. I samme forbindelse har hun måske integreret en intersubjektiv bevidsthed, der skaber en mulig bevægelighed i det fælles rum. Det viser os at bevægelsen af at trække sig tilbage fysisk, kan forstærke hendes oplevelse af selvafgrænsning. Således at hun kan trække sig delvist fra alterocentrisk deltagelse. Hvilket bidrager til at hun kan skabe en balanceret intersubjektiv kontakt. Når hun rent fysisk laver en bevægelse tilbage i stolen, beskriver hun bevægelsen med en dobbelthed. Hvor hun både forstår tilbagetrækningen som et forsvar, men også bruger bevægelsen aktivt i kontakten mellem sig selv og behandleren. Det viser at hun har integreret sin bevægelse som et redskab, til at kunne dosere kontakten til sig selv, i en kontakt med behandleren. I dobbeltheden har hun en bevidsthed omkring, hvor hun selv er i forhold til den anden i rummet. Hvilket viser at hun har en bevægelighed i det intersubjektive felt. Bevægeligheden i afgrænsningsøvelsen indikerer, at hun benytter sig af anden-selvrefleksivitet til at navigere i kontakten, som derved skaber bevægelse i afgrænsningen. Derved ser vi, at bevægelsen har en direkte forbindelse til afgrænsningsprocessen. I sammenhæng med dette, beskriver Sofie et billede af bevægelsen “frem og tilbage” i selvafgrænsningsprocessen. Hun beskriver, at hun i kontakt med behandleren, få et billede af at stå på en kant mellem behandleren og sig selv: “man står der på kanten, og enten vil jeg vælge og falde tilbage på hælen, og tilbage i mig selv. Eller også vælger jeg og falde frem på forsiden og over i det her menneske som i det her tilfælde er dig, der sidder foran mig.“ Denne kant kan, ifølge Schibbye, forstås som den interpersonelle skillelinje, som nu er blevet tydeliggjort for Sofie. Hun er samtidig bevidst om hendes eget valg om hvilken side hun vil stå på. Gennem citatet ses, at hun forbinder uafgrænsetheden, i en nærmest altomfattende alterocentrisk deltagelse, med at være i kontakt med sin forside. Hvor afgrænsningen og oplevelsen af at være tilbage i sig selv kropsligt, består i at være tilbage på hælen. Hun har italesat forskellen mellem forside og bagside: Side | 39 “da jeg kommer frem på forsiden, selvom det faktisk nærmest ikke er særlig lang tid, så er det klart så er det kropsoplevelse der tager mig, den her ulystfølelse og ikke og kunne holde ud og være i det. Og så beder du mig ret hurtigt om at fokusere på bagsiden. Der kan jeg så huske at jeg også bliver nødt til at lukke øjnene. Sådan jeg bliver bare nødt til at lukke af, lukke øjnene, og så få den her kontakt til bagsiden. Så formår jeg faktisk at kunne glide mere ind i min kropsbevidsthed og væk fra min kropsoplevelse.” Kontakten til forsiden, er for Sofie, en oplevelse af en overvældende kontakt til kropsoplevelsen, hvor hun ikke kan holde ud at være i kontakten med behandleren. For at hun ikke skulle flyde mere ud i forsiden eller kropsoplevelsen, bliver hun bedt om at fokusere på kontakten til bagsiden. Hun fortæller, at hun bliver nødt til at lukke øjnene, dvs. trække sig fra øjenkontakten, for at etablere kontakt til bagsiden. Dette medførte, at hun kunne glide mere ind i kropsbevidstheden. Delkonklusion Vi ser at Ida oplever, at den fysiske bevægelse i afgrænsningsøvelsen, kan integreres som et redskab, til at kunne dosere kontakten i en relation til behandleren. Det tydeliggøres at bevægelsen af at trække sig tilbage, for begge informanter, er forbundet med en oplevelse af selvafgrænsning. Ida oplever at kunne trække sig delvist fra den alterocentriske deltagelse, og på den måde være i en mere balanceret intersubjektiv kontakt. Gennem øvelsen er Schibbye’s begreb den interpersonelle skillelinje, blevet tydeliggjort. Dette har vist sig, som et billede af en kant, hvor der er blevet skabt bevidsthed om egen indflydelse på at bevæge sig fra forside til bagside. I afgrænsningsprocessen, oplever Sofie en glidende bevægelse. Dette ses i en bevægelse af uafgrænsethed i kontakten til forsiden og kropsoplevelsen. Henimod en fornemmelse af afgrænsethed, i kontakten til bagsiden og kropsbevidstheden. Vi ser at afgrænsningsøvelsen for dem begge, har været med til at skabe bevægelse i afgrænsningen. Hvilket tydeliggøres i en fysisk og psykisk bevægelse, frem og tilbage. Selve bevægelsen frem og tilbage, ser vi som et direkte billede af afgrænsningsprocessens dialektiske bevægelse. Afgrænsningsbevægelsen: Fra yderpol mod midte Begge informanter oplever en bevægelse i deres afgrænsning. Bevægelsen går fra to modsatrettede poler. Vi har identificeret en bevægelse som går udefra-ind og en der går indefra-ud. Forud for dette fund, er der blevet etableret en større opmærksomhed på egne selvprocesser. Side | 40 Større tilgang til egne selvprocesser Sofie har haft stor gavn af stilheden i kontakten til sin behandler: “Så det jeg har oplevet i den kontakt, i de fire gange, det er sådan en skrøbelighed sådan en nøgenhed, fordi man bare skal sidde der, og det er det der med når der ikke er ord imellem og kun en kontakt. Så bliver der virkelig meget fokus på, hvordan reagerer ens krop? Hvilke tanker kommer der frem? Hvilke emotioner? Altså det bliver meget tydeligt hvordan at man egentlig står i sin kontakt. Fordi ordene kommer til, altså når man har en samtale, så kommer de til på en eller anden måde at, det giver sådan en støj, i forhold til at lægge mærke til om man er afgrænset eller ej. Så den her stilhed, har været ret væsentlig for at jeg har kunnet finde ud af hvor er jeg egentlig henne, og hvor afgrænset er jeg.“ Sofie har i kontakten, oplevet en nøgenhed og skrøbelighed, når der har været stilhed mellem hende og hendes behandler. Hun pointerer at ordene i en samtale kan give støj, i forbindelse til at have opmærksomhed på egen afgrænsning. Uden ord skærpes fokus på de kropslige reaktioner, tanker og emotioner som kan opstår. Det viser at hun har formået, at lave en intrapsykisk grænsedragning, hvor hun kan skelne i sine egne indre oplevelser. Vi ser at hendes organismiske selvprocesser, i den tavse relationelle viden, kommer i fokus når der ikke bliver talt. Den tavse viden er formentlig med til at skabe tydelighed på hendes kontakt med behandleren. Stilheden har muligvis skabt plads til den tavse relationelle viden, som har medvirket, til en bedre fornemmelse af egen afgrænset. Bevægelse udefra-ind Efter forløbet handler afgrænsning for Ida, om at have et større fokus på indre selvprocesser: “Så for mig handler det meget om at stå ved mig selv og hvad jeg mærker, i stedet for at tænke, hvad mærker du og hvad mærker jeg. I stedet for hele tiden at have følere ude, så vil jeg have dem inde ved mig selv.” Afgrænsningsøvelsen har skabt en opmærksomhed på, at hun tidligere har tænkt meget over, hvad hun og andre mærker. Hvilket viser at hun har været overvejende kognitiv refleksiv. Hun fortæller, at øvelsen har været medvirkende til, at give hende en ny erfaring. Denne erfaring omhandler, at hun nu gerne vil mærke hvad der foregår inde i hende selv, fremfor kun at tænke over det. Dette er i tråd med en organismisk tilgang til selvafgrænsning. Hvilket viser at der muligvis er opstået en bevægelse fra et ydre fokus, hvor hun har følere ude på andre, til et indre fokus hvor hun i stedet er opmærksom på sig selv. Denne bevægelse, bliver højst sandsynligt mulig, fordi hun er blevet mere Side | 41 opmærksom på sine kropslige sansninger. Vi ser derfor at der er sket en bevægelse fra et ydre fokus til et indre. Bevægelse indefra-ud Tidligere har Sofie troet at afgrænsning handlede om at være mest mulig ovre i sig selv. Igennem forløbet har Sofie i stedet opdaget at det er okay for hende, at give noget af sin opmærksomhed til behandleren. “Fordi jeg ligesom sætter et facit på, at hvis jeg skal være afgrænset så skal jeg være mest muligt ovre i mig selv. Men jeg ligesom oplever i dag at det er okay at give noget af min opmærksomhed til dig” Sofie har troet, at hun skulle være mest mulig hos sig selv. Hvilket nok har resulteret i, at hun har prøvet at have mest mulig opmærksomhed hos sig selv i kontakten. Det aspekt at hun oplever, at det er okay at give opmærksomheden ud i afgrænsningsøvelsen. Viser os, at hun er begyndt at åbne op for kontakten mellem sig selv og behandleren. Tidligere har hun haft et facit på hvordan afgrænsning skal opleves. Vi ser derfor at hun i forløbet, har gennemgået en ændring af sin forståelse af afgrænsning. Vi kan derfor se, at der også for Sofie er sket en bevægelse. I Sofie’s bevægelse, ligger der både et ydre og et indre perspektiv. I det ydre perspektiv, kan man se at hun vælger at give noget opmærksomhed til behandleren. For at denne udveksling, mellem terapeut og klient kan opstå, mvi antage at Sofie og terapeuten har etableret en intersubjektiv kontakt. Heri ligger der er en intersubjektiv deling af informationer imellem dem. Hendes erfaring, med at det er okay at give opmærksomhed til behandleren, viser os en udvikling. Denne udvikling vil, ifølge Stern, indikere at der er foregået nogle vellykkede relationelle skridt, hvor der har været et vellykket møde-øjeblik. Dette har muliggjort et grundlag for en bevægelse fra et indre fokus, henimod et ydre. Hun fortsætter: “Og i dag føler jeg jeg har en fleksibilitet i forhold til og kunne give dig de procenter jeg har lyst til og give mig de procenter jeg har lyst til. Så det er ligesom lige pludselig mig der bestemmer, hvor er den her afgrænsning. Og det er der balancen kommer ind i det synes jeg.“ Bevægelsen af at gå fra et indre til et ydre fokus, har måske til slut resulteret i, at hun har opnået en fleksibilitet til at bestemme hvor hendes opmærksomhed ligger. På den måde kan hun styre sin afgrænsning, hvilket for hende skaber en balance i hendes afgrænsningsproces. Side | 42 Delkonklusion Sofie fortæller at ordene i en samtale kan støje, når hun skal fornemme egen afgrænsning. Uden ord skærpes hendes fokus på kropsbevidstheden og kropsoplevelsen, som ses ved tydelige kropslige reaktioner, tanker og emotioner. Det fortæller os at stilheden kan skabe plads, til at evne intrapsykisk grænsedragning. Hvoraf vi kan se, at der kan skelnes mellem egne indre oplevelser. Stilheden er for hende, med til at skabe plads i tilgangen til organismiske selvprocesser, i den tavse relationelle viden. Den bliver således fokuspunkt, i hendes kontakt til behandleren. Dette skaber tydelighed på, hvordan hun står i kontakt til en anden, og på egen afgrænsning. Øvelsen har for Ida skabt en udvikling, fra kognitiv refleksivitet til at integrere organismisk refleksiv tilgang, i selvafgrænsningen. Hun har bevæget sig fra et ydre fokus, til et indre fokus. Hvor hun i stedet for at være opmærksom på andre, er opmærksom på sig selv. Det indikerer at der kan ske en bevægelse udefra-ind. For Sofie er der sket en modsat bevægelse indefra-ud, hvor hun har valgt at give noget opmærksomhed til behandleren. Vi formoder at der er opstået en intersubjektiv deling, gennem relationelle skridt i en intersubjektiv kontakt. Hvilket måske har skabt et vellykket møde-øjeblik, der igen har dannet grundlag for bevægelse fra et indre fokus - henimod et ydre. Hun oplever også, at der er skabt en fleksibilitet i hendes afgrænsning, som har givet balance i afgrænsningsprocessen. Vi har identificeret, at begge informanter har opnået en såkaldt “afgrænsningsbalance”, hvor de i afgrænsningsprocessen søger fra hver deres yderpol ind mod midten. En oplevelse af vekselvirkning Begge informanter har oplevet en slags vekselvirkning, hvor de påtaler øjenkontaktens forskellige betydning, for oplevelsen af afgrænsning. Afsmitning af accept Ida har oplevet at der er sket en afsmitning af accept fra behandleren til hende selv: “Ja det har smittet af på mig, at du har sagt det er fint nok. Tror din accept har påvirket min, så har jeg bare tænkt, det er sådan det bare er jo. Og sådan er det” Vi ser at Ida oplever en større følelse af accept over for sig selv, fordi terapeuten i sin egen fremtoning var anerkendende. For at muliggøre intersubjektiv deling har de, ifølge Stern, forinden integreret en intersubjektiv kontakt. Hvori deling af informationer, tillader dem at tage Side | 43 undersøgende relationelle skridt. Det kan være grundlag for, at der kunne ske en spejling, som har medført en gensidig fornemmelse af accept. Kontakt som en støtte til afgrænsning Ida taler videre ind i, at det kan være utrygt at skulle afgrænse sig selv alene, da der kan opstå mange følelser: “Det kan jo godt være svært, hvis man bare er sig selv og skal afgrænses i kroppen. Det kan jo godt være sådan lidt. Det kan godt bringe mange følelser op, men det var som om, at når der var kontakt, altså når jeg havde kontakt til dig, så støttede du mig. Du var på en måde en hjælp eller en tryghed nærmest” i kontakten til behandleren oplevede hun en støtte, som hjælp og tryghed i afgrænsningen. Det kan, via Schibbye, forstås som at der er foregået en dialektisk afgrænsningsproces. Hvor der er et dialektisk forhold mellem indre afgrænsninger, og ydre interpersonelle. Som, ifølge Stern, vidner om en vellykket kontakt i det intersubjektive felt. Der skaber grundlag for en fælles intersubjektiv bevidsthed. Det muliggør en fælles følelse af en bevidsthedsmæssig højere oplevelse, af et fælles rum eller en samhørighed. Som i dette tilfælde måske, er med til at støtte Ida i sin oplevelse af tryghed i relationen. Øjenkontakten hjalp hende til at afgrænse sig i en fornemmelse af, at de sammen skabte hvert deres afgrænsede rum: “Ja den var sådan, den hjalp med afgrænsning. Det var som om at vi sammen skabte hver vores afgrænsede rum sammen.” Dette kan måske tyde på, at de har været på en fælles følelsesrejse. Denne udformede sig ved, at de fælles bevægede sig gennem sansninger og forandringer. Hvor der i deres intersubjektive felt opstået en fælles erkendelse af deres intersubjektivitet. Vi kan derfor sige at intersubjektiv kontakt måske kan facilitere informantens afgrænsning. Det foregår måske i denne situation, ved at intersubjektiviteten muliggør et dialektisk interpersonelt forhold, i indre og ydre selvafgrænsning. Udveksling gennem øjenkontakt Sofie fortæller om sin oplevelse ved at have 100% opmærksomhed hos sig selv, hvor øjenkontakten til behandleren gjorde at det ændrede sig: Side | 44 ”jeg nærmest havde 100 procent på mig selv på et tidspunkt, og så da vi kommer i kontakt, så skifter den til 70-30.”...”Fordi at der er en eller anden udveksling, når man især får øjenkontakt med en anden” Det at hun indgik i en øjenkontakt med behandleren, resulterede i at hun delte sin opmærksomhed mere ud. Det tyder på at øjenkontakten, kan have en væsentlig betydning for hendes større alterocentriske deltagelse. Da alterocentrisk deltagelse er karakteriseret ved den opmærksomhed som er mulig at dele. Styring af opmærksomhed Sofie fortæller at der fra forløbets start er sket en udvikling i, hvor meget opmærksomhed hun kan have på sig selv i kontakten: “fra første til anden og tredje gang, er procenterne blevet mere og mere på mig selv. Hvor det så i dag er anderledes, hvor jeg siger fifty fifty”...“fifty fifty det er ligeligt delt. På en måde hvor det ikke bare er opmærksomhed, men også sådan rent menneskeligt, hvor jeg sådan føler mig ligeværdig med dig.” Den større opmærksomhed på hende selv i kontakten, viser at afgrænsningsøvelsen har bidraget med en oplevelse af at være selvafgrænset. Det er sket gennem et større, gradvist opbygget, orienteringscentrum omkring hende selv og i kontakten til behandleren. Da opmærksomhedsdelingen sidste gang er ligeligt delt, opnåede hun en oplevelse af ligeværd. Dette tyder på at afgrænsningsøvelsen, kan have en effekt på hendes styring af opmærksomhed. Dermed har den bidraget til, en etablering af en ligeværdig relation. Delkonklusion En spejling gennem øjenkontakt, kan for Ida medføre en gensidig fornemmelse af accept, som kan skabe en støtte til afgrænsning. Spejlingen er muligvis foregået som en dialektisk afgrænsningsproces. Der er nok sket en vellykket kontakt i det intersubjektive felt, som skaber grundlag for en fælles intersubjektiv bevidsthed. Den dialektiske proces foregår sandsynligvis mellem spejling og intersubjektiv bevidsthed. Vi kan derfor sige, at intersubjektiv kontakt, måske kan facilitere informantens afgrænsning. Dette på en måde, hvor intersubjektivitet muliggør et dialektisk interpersonelt forhold i indre og ydre selvafgrænsning. Det er formentlig med til at give informanterne en fornemmelse af, at de har skabte hvert deres afgrænsede rum. Derudover ser vi at Sofie oplever, at øjenkontakten har en væsentlig betydning, for at hun indgår i en større Side | 45 alterocentrisk deltagelse. Afgrænsningsøvelsen har nok bidraget til, at hun gradvist har opbygget et større orienteringscentrum omkring sig selv. Vi ser at der er sket en vekselvirkning i at fordele opmærksomheden ligeligt, som skaber en oplevelse af ligeværd. Hvilket tyder på at afgrænsningsøvelsen har haft en positiv effekt, i egen styring af opmærksomhed, som bidrager til at der kan skabes en ligeværdig relation. Erfaring med at blive sig selv i kontakten Begge informanter udtaler, at de har fået helt specifikke erfaringer med sig, fra dette forløb med afgrænsningsøvelsen. Ændret opfattelse af afgrænsning og kontakt Ida beskriver at der er sket en ændring i hendes opfattelse af, hvad det indebærer at være afgrænset og i kontakt: ”Jeg tror, at jeg havde tænkt, at med afgrænsning og kontakt, så skal jeg vel også være til stede. Altså have åbne øjne og være der. Men hvor jeg undervejs, godt har kunne mærke, at det måske ikke lige var det jeg havde brug for. Jeg havde måske ikke brug for at have åbne øjne hele tiden, og så er jeg gået mere efter det. Og så har jeg jo også fundet ud af, at jeg godt kan have lukkede øjne og være i kontakt, at det ikke nødvendigvis handler om øjenkontakt. Det skaber næsten større distance nogle gange.” Hun har fået større fokus på hvad hun selv har brug for, frem for hvad hun tror der forventes af hende. Hun har således opnået en større evne til at navigere både i egne følelser og behov - og andres. Dermed ser vi at hun nu anvender anden-selvrefleksivitet. At hun kan navigere i kontakten, samt vurdere hvornår en øjenkontakt er kontaktfuld eller skaber distance. Vidner om erfaring med at bevæge sig i en intersubjektiv kontakt, hvor hun har formået at bevare sin selvrefleksivitet. Det indikerer, at Ida har fået et større fokus på egne grænser og på hvordan det føles at være i kontakt. Selvaccept og styrke Sofie fortæller at forløbet med afgrænsningsøvelsen har udviklet hende personligt: “Ja man kan godt sige anerkendelse, man kan også sige selvaccept. At have en tillid til at være okay som den person jeg er. Fordi det er sådan en del af min proces, og det har helt klart været med til at Side | 46 understøtte at man dør ikke af at vise hvem man er. Og det føles rigtig godt, jeg får sådan virkelig sådan en styrkefølelse af og kunne være tilfreds med den jeg er, og vise hvem jeg er.” Sofie har via øvelsen, fået en større fornemmelse af selvaccept overfor sig selv. Dette medfører en større tillid til egen rolle i kontakten, hvor hun oplever at kunne vise hvem hun er. Vi ser at hun har opbygget en tillidsfuld kontakt til sin behandler, der viser at hun har indgået helt i det intersubjektive felt ved at vise sig selv. Selvaccepten har integreret en fornemmelse af styrke og tilfredshed med sig selv, integrationen vil måske vise sig ved en ændring af hendes kropsopfattelse. Hendes erfaring med, at man ikke “dør af at vise hvem man er”, fortæller os at hun har tilegnet sig viden om hvordan hun måske fremover vil håndtere intersubjektiv angst. Vi går ud fra at hun har styrket sin kropslige identitet, gennem en mere afbalanceret kropsopfattelse. Vi må antage, at det tidligere omtalte selvudviklings-potentiale, er blevet indfriet. Delkonklusion Der er sket en ændring af opfattelsen af afgrænsning hos begge informanter. Begge har opnået evnen til at navigere både i egne følelser og behov - og andres. Dette viser os, at de har fået adgang til anden-selvrefleksivitet. Det indikerer erfaring med at bevæge sig i intersubjektiv kontakt. Herunder med en integreret selvrefleksivitet, som er medvirkende til at skabe et udvidet fokus på egne grænser og en ny oplevelse af at være i kontakt. Øvelsen har skabt en større fornemmelse af selvaccept, gennem en erfaring med at kunne vise hvem man er. Måske er der sket en tilegnelse af viden om håndtering af intersubjektiv angst. Øvelsen har været medvirkende til at integrere en fornemmelse af styrke og tilfredshed, hvilket kan medvirke til en ændring af kropsopfattelsen. Vi antager at informanternes ny erfarede viden, fremadrettet kan anvendes til at skabe refleksivitet omkring intersubjektiv deling. Side | 47 Konklusion Formålet med vores interventions eksperiment, har været at undersøge hvordan en psykomotorisk afgrænsningsøvelse, kan bidrage til en oplevelse af at være afgrænset. Herunder hvordan den kan understøtte fornemmelsen af, at være sig selv sammen med en anden. For at undersøge dette har vi lavet et eksperiment, der indeholder to ens interventionsforløb. Til at belyse problemstillingen, har vi valgt den forstående forskningstype. Derudover har vi for hver af informanterne, lavet et semistruktureret interview. Disse metodevalg har resulteret i et forløb, hvor informanterne frit har kunnet undersøge øvelsernes virkning, samt selv bestemt hvad de ønskede at dele i interviewet. Det aspekt, at vi har selv har interviewet vores egen klient, har skabt en mulighed for en dybdegående fortolkningen af de fænomener vi ønskede undersøgt. Til analysen af datamaterialet, brugte vi Giorgi’s fænomenologiske analyse modificeret af Malterud. Hvilket er en velegnet metode, når vi ikke er erfarne forskere. Ved at følge den bliver analyseprocessen meget systematisk. Vi har været ekstra opmærksomme på, ikke at reducere vores datamateriale for hurtigt. Samt opmærksomme på, at sætte vores forforståelse i parentes, og at være loyale overfor informanterne ved at lede efter modsigelser i deres udsagn. Hvilket tilsammen har resulteret i, at vi har haft en meget langtrukken og dog forsvarlig analyseproces. Hvilken betydning har en psykomotorisk afgrænsningsøvelse for oplevelsen af selvafgrænsning? Begge informanter har beskrevet, at de inden forløbet har haft en tidligere tendens til uafgrænsethed. Uafgrænsetheden er kommet til udtryk, ved at de i for stor grad har taget del i en andens oplevelse. Det kan skabe en over-identifikation, som mindsker muligheden for at handle på egne vegne. De har begge i starten af forløbet, haft en oplevelse der har skabt grundlag for terapeutisk forandring. Under hovedøvelsen har Sofie oplevet et angstfuldt øjeblik, som nok bundede i en usikkerhed på hende selv og skabte usikkerhed i relationen. Det angstfulde øjeblik resulterede formentlig i en dialektisk proces, der skabte et pres på hendes afgrænsning. Et pres med rette mængde modstand og frustration, danner baggrund for selvudvikling. Når vi ser på hvilken betydning øvelsen har for oplevelse af selvafgrænsning, har Ida erfaret at hun kunne indgå i en øjenkontakt, uden at opleve ubehag. Det har givet hende en oplevelse af vild kontakt, hvor hun beskrev, at hun kunne være med det der var. Vi ser derfor en udvikling i hendes måde at indgå i kontakt på. Under det oplevelsesmæssige ved selvafgrænsningen, har vi identificeret nogle psykomotoriske fund af en afgrænsningsbevægelse. Vi ser at afgrænsningsøvelsen for begge informanter, har været med til at skabe en fleksibel bevægelse i afgrænsningen. Denne bevægelse kommer til udtryk ved en fysisk og psykisk bevægelse frem og tilbage. Den psykiske bevægelse frem og tilbage, ser vi som et direkte billede af en dialektisk bevægelse i afgrænsningsprocessen. De Side | 48 oplever, at bevægelsen af at trække sig tilbage, er forbundet med en oplevelse af afgrænsning i kontakten. Ida oplever, at hun har kunnet benytte den fysiske bevægelse i afgrænsningsøvelsen, som et redskab, til at kunne dosere kontakten til sig selv og behandleren. Dette kommer til udtryk, i hendes oplevelse af, at kunne trække sig delvist fra at opleve hvad den anden oplever. På den måde, kan hun være i en balanceret kontakt. Sofie oplever, at visualisere et billede af en kant, som er en visualisering af en psykisk skillelinje mellem hende og behandleren. Gennem billedet får hun, skabt bevidsthed om at hun selv kan vælge hvilken side hun står på. I afgrænsningsprocessen oplever hun en glidende bevægelse mellem forside og bagside. Dette viser sig, i hendes oplevelse af egen uafgrænsethed i kontakten til forsiden og kropsoplevelsen. Der bevæger sig henimod en fornemmelse af afgrænsethed, i hendes kontakt til bagsiden og kropsbevidstheden. Vi har identificeret at begge informanter har opnået en såkaldt “afgrænsningsbalance”, hvor de i afgrænsningsprocessen søger fra hver deres yderpol ind mod midten. Sofie’s bevægelse foregår indefra-ud, mens Ida’s bevægelse foregår udefra-ind. Øvelsen har bidraget til at Ida har gennemgået en udvikling. Vi ser hun har bevæget sig fra en overvejende kognitiv refleksivitet, hvor hun objektivt tænker om sansninger. Henimod at integrere en organismisk tilgang, hvor hun subjektivt sanser sig selv og den anden. Hun har bevæget sig fra et ydre fokus, til et indre fokus. heraf ses det, at hun i stedet for at være opmærksom på andre, er blevet mere opmærksom på sig selv. Det indikere at der kan ske en bevægelse udefra-ind. For Sofie er der sket en modsat bevægelse indefra-ud, hvor hun har arbejdet med at dosere sin opmærksomhed mellem hende selv og behandleren. Dette er sket, ved at hun har givet noget af hendes opmærksomhed til behandleren. Hvilket har skabt en følelse af at have en større fleksibilitet i hendes afgrænsning, som har givet balance i afgrænsningsprocessen. Og hvordan understøtter den fornemmelsen af at kunne være sig selv sammen med en anden i intersubjektiv kontakt? Begge informanter har haft en oplevelse af vekselvirkning, i deres deling af informationer med deres behandler. Øjenkontakten har haft en væsentlig betydning for deling af informationer, hvor de har haft forskellige oplevelser med den. Det som har støttet Ida i sin afgrænsning, har været en oplevelse at der er sket en spejling gennem øjenkontakt, af en gensidig fornemmelse af accept. Det var med til at give en fornemmelse af, at de sammen skabte hvert deres afgrænsede rum. Spejlingen af accept er muligvis foregået som en dialektisk afgrænsningsproces, med et dialektisk forhold mellem indre afgrænsninger og ydre interpersonelle. Vi ser at intersubjektiv kontakt, måske har kunnet facilitere informantens afgrænsning. Det underbygges af oplevelsen af samhørighed, som måske muliggør en dialektisk proces, hvor der både arbejdes med indre og ydre grænser. Ovenstående ser vi som et muligt udgangspunkt, for at skabe balanceret afgrænsning. Sofie oplever Side | 49 at øjenkontakten gør, at hun i større grad tager del i behandlerens oplevelse. Vi ser at der er sket en vekselvirkning i at fordele opmærksomheden ligeligt, som for hende skaber en oplevelse af ligeværd. Hvilket tyder på at afgrænsningsøvelsen har haft en effekt i styring af opmærksomhed, som bidrager til at der kan skabes en ligeværdig relation. Der er sket en ændring af opfattelsen af afgrænsning hos begge informanter. Sofie har troet at afgrænsning handlede om at være mest mulig hos sig selv, hvor hun erfarede at det var okay at give noget opmærksomhed til behandleren. Ida troede at afgrænsning handlede om at kunne være til stede i øjenkontakten, hvor hun erfarer, at det handler om at mærke sine egne behov i kontakten. Øvelsen har for begge informanter skabt en erfaring med at blive sig selv i kontakten til behandleren. Vi ser at de har opnået evnen til at navigere både i egne følelser og behov - og andres. Hvilket var en problematik som de inden forløbet, havde oplevet ved at være uafgrænsede. Forløbet har været medvirkende til at skabe, et udvidet fokus på egne grænser. Samt på hvordan de oplever at gå ind i en givende kontakt. Sofie har erfaret at stilhed skaber fokus på kropsbevidstheden og kropsoplevelsen som ses ved tydelige kropslige reaktioner, tanker og emotioner. Det fortæller os at stilheden for hende, kan skabe plads til at evne intrapsykisk grænsedragning. Hvor vi kan se, at der kan skelnes mellem egne indre oplevelser. Afgrænsningsøvelsen har for Sofie, skabt en styrkefølelse ved at hun har kunnet vise hvem hun er. Dette har givet hende en større fornemmelse af selvaccept. Øvelsen har medvirket til en integrering af en fornemmelse af styrke og tilfredshed. Det ser vi kommer til udtryk, i en større tillid til egen rolle i kontakten. Vi formoder at hun igennem forløbet, har tilegnet sig viden, om sin egen håndtering af intersubjektiv angst. Med ovenstående ser vi derfor, at der er sket terapeutisk forandring. Side | 50 Model af Afgrænsningsbalancen Ud fra vores psykomotoriske fund af en afgrænsningsbevægelse, er vi nået frem til at skabe et nyt begreb som vi har valgt at betegne Afgrænsningsbalancen. Som et bindeled fra undersøgelsens resultater til praksis, har vi herunder opstillet en model der viser hvilke faktorer som påvirker Afgrænsningsbalancen. Der kan opstå en Afgrænsningsbalance, hvis der er balance mellem nedenstående faktorer. Disse faktorer indgår i afgrænsningsprocessens bevægelse, mellem en oplevelse af at være i sig selv og at være i den anden: ● En psykisk og fysisk bevægelse mellem vores kropslige sansninger og emotionelle oplevelser. ● En relationel bevægelse mellem en selv som individ og den anden. De to cirkler som er placeret overfor hinanden repræsenterer to individer i et møde. Blå stjerne: Mødepunkt for kontakt. Side | 51 Flervejs-pile: Individuelle kontaktpunkter. Illustrerer det sted den enkelte har kontakt til sin krop i et møde. Pilene skal ses som værende i konstant bevægelse i afgrænsningsprocessen. Modellen illustrerer mulige yderpunkter. Lilla tovejs-pile: Viser de gensidige bevægelser der foregår mellem to mennesker, som har en påvirkning i mødepunktet for deres kontakt. Grøn flervejs-pil: Individuelt afgrænsningsbalancepunkt, jo tættere man er på dette punkt, jo mere fleksibilitet vil der være i kontakten. Da der kan foregå en vekselvirkning mellem informationer fra hhv.: kropsoplevelse og kropsbevidsthed. Mellem forside og bagside. Mellem kognitive processer og organismiske processer. Mellem objektivitet og subjektivitet. De næste to pile illustrerer yderpoler for ens indre kontakt til sig selv. De resulterer i en forringet fleksibilitet i afgrænsningsbevægelsen. Orange flervejs-pil: Viser et punkt hvor der er for meget kontakt til forsiden. Her er der øget risiko for at man tager for stor del i den andens oplevelse evt. gennem ens kropsoplevelse. Hvilket gør at det kan være svært at orientere sig, og kan skabe angst. Blå flervejs-pil: Viser et punkt hvor der er for meget kontakt til bagsiden. Her er der øget risiko for at man tager for stor afstand til den anden, hvilket kan resultere i at det kan være svært at orientere sig, og det kan skabe angst. Side | 52 Perspektivering Vi ser at afgrænsningsbalance-modellen er en vurdering af hvad vores afgrænsningsøvelse, har kunnet give vores klienter i praksis. Denne afgrænsningsbalance vil givetvis være mulig at opnå, også for andre typer af klienter. Modellen giver et overordnet billede af, hvordan vores psykomotoriske arbejde med afgrænsning, viser sig i kontakt. Med modellen kan vi videregive vores ny erfarede viden til andre professionelle, både gennem praksis og på et mere teoretisk plan. Det nye er at vi viser et helhedsorienteret billede af, hvilke faktorer der er i spil, under en relationel afgrænsningsproces. Derfor vil vi påpege at vores undersøgelse leder frem til to udviklingsperspektiver: Klient perspektiv Vi ser at øvelsen med fordel kan anvendes med klienter med kontaktproblemer, i almen psykomotorisk praksis. Vi ser et psykomotorisk udviklingspotentiale i, at bidrage til et sekundært forebyggende behandlingstilbud, indenfor psykiatrien. Herunder med specielt fokus på patienter med personlighedsforstyrrelser, da dette ofte indebærer kontaktproblemer. Herunder finder vi det specielt vigtigt, at anvende vores viden til patienter med bipolare lidelser. Af den grund at en bipolar lidelse, er en psykisk lidelse der karakteriseres ved udtalte, periodiske svingninger af stemningsleje, som medfører en manisk eller depressiv tilstand. (Depressionsforeningen.dk) Sygdommen rammer ca. 2-3 procent af befolkningen og ses lige hyppigt hos mænd og kvinder. Det svarer til at ca. 20.000-40.000 personer, vurderes til at have en bipolar lidelse. (Psykiatrifonden.dk) Professionelt perspektiv Modellen er konstrueret, for at tage afgrænsning ud af sin kompleksitet, og gøre den anvendelig i praksis. Vi ser at vi kan videregive den som et redskab, til at kunne konstruere nye afgrænsningsøvelser. Da den vil bidrage til at tage højde for fleksibilitet, bevægelighed og et helhedsorienteret billede af hvad der skal indgå i en krop-psyke-social kontekst i afgrænsningen. Da afgrænsningsbegrebet er bevægeligt og subjektivt som fænomen. Har vi med Afgrænsningsbalancemodellen, en forhåbning om at videregive en model - der kan fungere som et konkret og simpelt værktøj, til at formidle viden om afgrænsning på et let anvendeligt niveau. Vi håber at det vil gøre det mere håndgribeligt, at arbejde med modellen i praksis teori og øvelser. Side | 53 At videregive egen erfaring: Afgrænsningsøvelser er en vigtig del af de kropsterapeutiske metoder, som vi i et fagligt perspektiv, anvender i udviklingen af egen professionelle evne til afgrænsning. For at kunne videregive viden om emnet, har vi erfaret at det er af stor faglig relevans, at have et kendskab til egen-kontakt i afgrænsningsprocessen. I et professionelt arbejde med afgrænsning, vil terapeut og klient danne en psykologisk interpersonel relation. Derfor ser vi et vigtigt element i, at terapeuten også har et kendskab til sine egne grænser. Dette både med hensyn til, at terapeuten kan passe på sig selv, men også for at kunne hjælpe klienten i dennes grænsedragning. Vi ser derfor en mulig åbning, for at kunne anvende vores model, til at undervise andre fagfolk, i at få et større indblik i egen indre afgrænsningsproces. Vi mener derudover, at det kan være med til at skabe et godt udgangspunkt, for udvikling af terapeutisk relationskompetence. Et dialektisk arbejdsredskab: Da vores model har et helhedsorienteret dialektisk perspektiv, ser vi at den kan anvendes som et arbejdsredskab for terapeuter. Hvor der både tages højde for terapeutens egne indre processer og derefter skabt et udgangspunkt for et terapeutisk værktøj, der kan anvendes i arbejde med kontakt og afgrænsning. Vi vil med vores model gerne skabe mulighed for, at der kan foregå en dialektisk afgrænsningsproces. Idet terapeuten har mulighed for at tilegne sig viden, om egen afgrænsningsproces samt arbejde med det i en ydre klientcentreret kontekst. Den indre erfaring hos terapeuten, vil kunne danne et bedre grundlag, for at anvende sig selv i samspil med klienten, i en undersøgelse af klientens kontaktmønster. Afslutningsvis ser vi, at når en terapeut har opnået et kendskab, til sin egen afgrænsningsproces. Kan de i den forbindelse blive mere opmærksomme på sine egne grænser, og derved opnå en mere sikker indre afgrænsningsbalance. Vi ser at terapeuten således kan få et bedre grundlag, for at indgå i en balanceret kontakt. Hvor klienten på en sikker måde, kan få lov til at undersøge sine grænser “op ad terapeuten”. I et terapeutisk arbejde der inkluderer en intersubjektiv kontakt, vil terapeuten fungere som en prøvekanin for klientens grænsesætning. Derfor ser vi en vigtig værdi, i at terapeuten er refleksiv om egne grænser. Da det medfører at terapeuten kan have et bedre og mere autentisk udgangspunkt, for at kunne hjælpe klienten med at navigere i en bevægelig Side | 54 afgrænsningsproces. Med et særligt fokus på klienter i psykiatrien, eksempelvis klienter med bipolare lidelser. Er det væsentligt for behandleren, at have kendskab til klientens emotionelle bipolare bevægelsesproces. Vi ser det som væsentligt, at terapeuten kan følge med i klientens følelsesmæssige svingninger, for at kunne støtte til at undersøge bevægelsesprocessen, gennem en fleksibel intersubjektiv relation. Derfor kan vi med vores model anlægge et metaperspektiv, hvor vi både anvender den til at støtte en klient, i at navigere i egne processer. Samt give terapeuten redskaber, til at være en medhjælper i en intersubjektiv afgrænsningsproces med klienten. Sidst kan terapeuten anvende modellen, som et værktøj til at sortere i sine egne følelser og oplevelser, hvilket vi tænker, kan forebygge sekundær traumatisering. Herunder ser vi en stor vigtighed i, at der ud fra et professionelt perspektiv i psykiatrien. Gennem afgrænsningsøvelsen kan dannes en god ramme, til at terapeuten måske bedre kan passe på sig selv, i sit arbejde med psykisk ustabile patienter. Side | 55 Referenceliste Bøger: Akasha, E. S. (2003) Afspændingspædagogik – tekster om faget 1946-2003. København, Forlaget for Afspændingspædagogik og Psykomotorik. Launsø, L.; Olsen, L. & Rieper, O. (2011) Forskning om og med mennesker. København, Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck A/S. Malterud, K. (2008) Kvalitative metoder i medisinsk forskning. Oslo, Universitetsforlaget Thagaard, T. (2004) Systematik og indlevelse. København, Akademisk Forlag. Kvale, S. (2005) InterView - En introduktion til det kvalitative forskningsinterview. Hans Reitzels Forlag. Stern, D. (2004) Det nuværende øjeblik - I psykoterapi og hverdagsliv. Hans Reitzels Forlag. Schibbye, A. L. (2010) Relationer - Et dialektisk perspektiv på eksistentiel og psykodynamisk psykoterapi. Akademisk Forlag. Stelter, R. (2006) Med kroppen i centrum - Idrætspsykologi i teori og praksis. Dansk psykologisk forlag. Karpatschof, B.; Katzenelson, B. (2011) Klassisk og moderne psykologisk teori. Hans Reitzels Forlag. Hagen, K.B.; Herbert, R.; Jamvedt, G.; Mead, J. (2008) Evidensbaseret praksis. Munksgaard Danmark. Sonne-Ragans, V. (2012) Anvendt videnskabsteori - reflekteret teoribrug i videnskabelige opgaver. Imperiet. Van Deurs, S; Dankert Hjort, S. (2005) Psykoterapi i Danmark - Brikker af en helhed. Psykoterapeut Foreningens Forlag. Møller, L. (2011) Anerkendelse i praksis - Om udviklingsstøttende relationer. Akademisk Forlag. Mathiasen, S.S. Terapeut og klient - veje og vildveje i samarbejdet. Artikel. Hostrup, H. (1999) Awareness-begrebet. Selvstøtte. Kontakt. Gestaltterapi - Indføring i gestaltterapiens grundbegreber. Hans Reitzels Forlag. Side | 56 Internetsider: http://www.laeger.dk/portal/page/portal/LAEGERDK/Laegerdk/R%C3%A5dgivning%20og%20regler/ ETIK/WMA_DEKLARATIONER/HELSINKI_DEKLARATIONEN www.Psykiatrifonden.dk www.Depressionsforeningen.dk Side | 57 Bilag 1: Informationsbrev Informationsbrev Kære _________ I forbindelse med vores bachelorprojekt, har vi indgået en aftale med dig om nedenstående behandlingsforløb med _____. Behandlingstider: Mandag d. 17. Nov.: kl. 11.15-11.45 Flexrum 202. Fredag d. 21. Nov.: kl. 12.30-13.00 Flexrum 202. Mandag d. 24. Nov.: kl. 15.15-15.45 Flexrum 202B. Fredag d. 28. Nov.: kl. 13.15-13.45 Flexrum 202B. Med efterfølgende interview. Interview: kl. 14.00-15.15 Flexrum 202B. Dine rettigheder: ● ● ● ● ● at deltagelse er frivillig og det er uden konsekvenser at sige nej til deltagelse at jeg på et hvilket som helst tidspunkt kan trække mig fra deltagelse at ingen informationer gives videre i en sådan form, at min identitet kan genkendes at fortrolige oplysninger slettes/makuleres efter at uddannelsen er afsluttet at der ingen risici er ved at deltage i projektet På forhånd tak Med venlig hilsen Psykomotorikstuderende: Julie Ballisager og Stine Rath Hansen. Kontakt: Julie Ballisager Tlf. 42 41 XX XX Stine Rath Hansen Tlf. 28 74 XX XX Vejleder: Tanja Thinggaard Andersen Side | 58 Bilag 2: Samtykkeerklæring Samtykkeerklæring i forbindelse med Bachelorprojekt på Psykomotorikuddannelsen Vedrørende Bachelorprojekt 2014 af Julie Ballisager og Stine Rath Hansen. Formål og indhold: Formålet er at undersøge hvordan du oplever den valgte afgrænsningsøvelse virker for dig. Indholdet vil bestå af en penduløvelse, en gå-øvelse og en siddende øvelse som fungerer som hovedøvelse i forhold til at undersøge kontakten mellem klient og behandler. Information om deltagelse i projektet: Du indgår i et behandlingsforløb som kører 4 gange af 30 minutters varighed. Tidsrammen er uge 47 og 48. De aftalte tider fremgår af informationsbrevet. Direkte efter sidste behandlingsgang laves et afsluttende interview på 1 times varighed. Jeg giver hermed samtykke til, at jeg vil deltage i ovenstående projekt. I den forbindelse kan mine oplysninger m.v. bruges af de studerende der udarbejder projektet. Jeg er blevet informeret om: ● at deltagelse er frivillig og det er uden konsekvenser at sige nej til deltagelse ● at jeg på et hvilket som helst tidspunkt kan trække mig fra deltagelse ● at ingen informationer gives videre i en sådan form, at min identitet kan genkendes ● at fortrolige oplysninger slettes/makuleres efter at uddannelsen er afsluttet ● at der ingen risici er ved at deltage i projektet Navn: ________________________________ Underskrift: ________________________________ Dato: ________________________________ Side | 59 Bilag 3: Interventionsbeskrivelse Dette er et vejledningsdokument som beskriver den undersøgte interventions udførelse i praksis. Forøvelse 1 i den stående stilling ca. 7 min. Penduløvelse: Vælg et sted at stå i rummet der er rigtigt for dig. Mærk hvordan du står på dine fødder, kontakten til underlaget og hvor du har balancen i kroppen. Begynd nu skiftevis at lægge vægten på forfoden og bagfoden (6 gange frem og tilbage) – på inderside og yderside. (6 gange) Fortsæt med at vippe frem, til siden, tilbage og begynd at køre rundt på foden i et pendul. Bevæg dig fra at lave en stor cirkel rundt, ind i en lille cirkel. Hvor bevægelsen langsomt bliver så lille som mulig. Evt. få fornemmelsen af at du roterer i cirkler rundt om din rygsøjle. Find ind til et sted hvor der er balance, mellem din forside og bagside. Formål: Skabe kontakt til kroppen, og derefter undersøge behov for afgrænsning – bevæge sig frem og tilbage i det personlige rum. Sansning af sin balance på fødderne og op igennem kroppen. Det kan derudover have en centrerende effekt at arbejde cirkuleret omkring rygsøjlen. Fokus: Hvordan bevæger klienten sig? Er der forskel på volumen af cirklen, hvordan bevægelsen rundt foregår, alt efter om klienten svinger fra side til side eller frem og tilbage. Behandler fokus: Hvordan er egen kontakt? Hvor er vi placeret i rummet? Hvad kommer der op hos os? Er der noget der bliver ubehageligt i mødet? Hvordan er egen stemmeføring? Hurtig - langsom snak? Reflekterende spørgsmål: Kan det hjælpe at lukke øjnene? Hvor er der bedst kontakt til kroppen? Er der forskel på fornemmelsen af, at vippe fra side til side eller frem og tilbage. Får du nogle specielle sansninger eller impulser? Forøvelse 2 i den gående stilling. Ca. 7 min. Gangøvelse: Begynd at gå rundt i rummet, hvor du forestiller dig at det er din bagside der bevæger dig fremad. Visualiser rummet bag dig, og undersøg hvordan du selv kan skabe en god kontakt til bagsiden. (Tal ind i at klienten kan variere tempo og retning.) Formål: Afgrænsning. At få skabt et fokus på rummet bagved. Samt kontakten til bagsiden. Reflekterende spørgsmål: Anvend KB-støttekommentarer. Eksempelvis: Er du tilbagelænet, opspænding i mave? Ryg? Hvordan er din vægtoverføring på dine fødder, hvor er dit fokus? Hvordan fungerer de forskellige tempi for dig? Side | 60 Fokus på klientens visualiseringer: Visualisere rummet bag dig. Forestil dig at rummet skubber dig frem. Etabler kontakt til sansning af bagsiden. Prøv at have opmærksomhed på rummet bagved og bagsiden. Fokus: Hvordan bevæger klienten sig? Er hun fremoverbøjet, opspændt? Sker der en forskel i hendes holdning og energi, samt oplevelse ved temposkift? Søges der øjenkontakt eller er klienten fokuseret på sig selv? Behandler fokus: Fokus på åbne spørgsmål, hvor er man selv i rummet? Hvordan er eget kropssprog? Give plads til stille øjeblikke, så der er tid til fordybelse. Hovedøvelse: 15 min Siddende øvelse: Lad klienten vælge i hvilken afstand hun ønsker at sidde til dig. Klient og terapeut sidder overfor hinanden på to stole. Undersøgelse af hvordan kontakten opleves med fokus på opmærksomhedsdeling, hvor meget er du hos dig selv? Og hvor meget hos behandleren? Se reflekterende spørgsmål. Reflekterende spørgsmål: Hvordan oplever du kontakten lige nu? Hvordan er din opmærksomhed delt mellem dig og mig? Hvordan oplever du den gensidige påvirkning mellem os? Hvordan mærkes/føles det at sidde overfor mig? Hvordan sanser du det, at mærke din bagside? Hvordan er i kontakten til din bagside? Hvordan oplever du kontakten er for dig lige nu? Hvordan oplever du vores kontakt? Formål: Meningen med øvelsen, er at klienten skal undersøge hvordan hun kan være til stede med det, der foregår i kontakten mellem klienten og terapeuten. Samt være opmærksom på om fokus på bagsiden, kan være med til at støtte hende i, at være i kontakten med behandleren og stadig mærke sig selv. Behandler fokus: Fokus på at være rolig og autentisk. Eksperimenter med stilhed og snak. Have opmærksomhed på sig selv. Hvad sidder vi med som terapeuter, hvordan er vores kontakt til os selv under øvelserne? Side | 61 Bilag 4: Skema til operationalisering af forskningsspørgsmål Forskningsspørgsmål: Interviewspørgsmål 1. 1.a Hvilken betydning har afgrænsningsøvelsen for oplevelse af selvafgrænsning? Vil du fortælle lidt om de oplevelser der har været de tydeligste du har haft gennem forløbet med øvelserne? 1.b Hvilke sansninger og indre billeder har du haft i forbindelse med øvelserne? 1.c Efter du har arbejdet med afgrænsningsøvelsen, kan du så sige lidt om hvad afgrænsning er for dig? 1.d Vil du fortælle lidt om hvad afgrænsningsøvelsen har bidraget med til din oplevelse af afgrænsning? 2. Hvordan understøtter afgrænsningsøvelsen fornemmelsen af at være sig selv sammen med en anden i intersubjektiv kontakt? 2.a Hvordan har du oplevet det at sidde i kontakt til mig? 2.b Hvilke steder har din opmærksomhed været da du sad på stolen i kontakt til mig? 2.c Føler du at afgrænsningsøvelsen har støttet dig i at bevare dig selv i kontakt med mig? Side | 62 Bilag 5: Interviewguide Briefing: Åbning af interview: Varighed 1 time, gennemgang af interviewguide, samtykke, spørgsmål inden start og forventningsafstemning, teste optageren. Oplevelser, visualiseringer og sansninger i forbindelse med afgrænsningsøvelsen 1.a Vil du fortælle lidt om de oplevelser der har været de tydeligste du har haft gennem forløbet med øvelserne? 1.b Hvilke sansninger og indre billeder har du haft i forbindelse med øvelserne? Din oplevelse af afgrænsning 1.c Efter du har arbejdet med afgrænsningsøvelsen, kan du så sige lidt om hvad afgrænsning er for dig? 1.d Vil du fortælle lidt om hvad afgrænsningsøvelsen har bidraget med til din oplevelse af afgrænsning? Afgrænsning og kontakt 2.a Hvordan har du oplevet det at sidde i kontakt til mig? 2.b Hvilke steder har din opmærksomhed været da du sad på stolen i kontakt til mig? 2.c Føler du at afgrænsningsøvelsen har støttet dig i at bevare dig selv i kontakt med mig? Side | 63 Afslutning Hvad har været det vigtigste for dig i det her forløb? Er der noget du kan tage med dig? Hvad kunne have været anderledes? Debriefing Er der mere du har lyst til at tilføje lige afslutningsvis? Tak for deltagelse. Side | 64 Bilag 6: Transskriptionsregler For transskriptionerne gælder følgende regler: Informant 1: 1 Informant 2: 2 Interviewer for informant 1: J (Udtalelser markeres i kursiv) Interviewer for informant 2: S (Udtalelser markeres i kursiv) Navne på personer: X-person Navne på steder: X-sted Uforståelig tale/tale der ikke kan høres: (?) , : Kort pause … : Lang pause Kropssproget udelades. Interviewerens anerkendende ”ja”, “okay” og “nå” udelades. Lyde som øhm, mmm, grin osv. transskriberes ikke Side | 65 Bilag 7: Analyseprotokol 1) Transskription af begge interviews efter gældende transskriptionsregler, hver interviewer transskriberede eget interview. 2) Individuel gennemlytning, og rettelse af tegn, kursiv skrift, udtale og tastefejl. Bytte lydfiler og lave endelig gennem-høring samt tjek af transskription. 3) Udprint af begge interviews. 4) I et forsøg på at sætte forforståelsen i parentes, læste vi åbent begge interviews igennem først alene, med hver vores noter til fælles gennemgående temaer. 5) Vi delte vores individuelle nedskrevne temaer, og dannede vores fælles databaserede temaer ud fra det der blev vægtet af begge informanter. 6) Vi identificerede og medtog alle de meningsbærende enheder, som fortalte noget om de temaer vi så, og lod dem være så lange og sammenhængende som muligt. Dette ved at gennemgå hver informants transskription med en farvekode, informant 1 med gul, informant 2 med rød. 7) Dernæst klippede vi alle meningsbærende enheder ud, og placerede dem under hvert deres tema som blev skrevet på post-its. Den næste del af processen var sammenflydende da udkrystalliseringen af koder og temaer skete side om side. 8) De første udvalgte temaer blev til koder, og vi inddelte dem i nye temaer for at kunne holde problemformuleringens begreber adskilte. Løbende inddeltes de meningsbærende enheder i to forskellige koder under hvert tema. 9) Kun under nogle af koderne kunne vi igen dele enhederne ind i flere forskellige subgrupper. 10) Efter dette var gjort, satte vi vores enheder ind i en matrice, der repræsenterer begge informanters syn, på det system af som blev skabt i analysen. Løbende har vi holdt enhederne op mod resten af transskriptionen, for at se dem i deres sammenhæng med konteksten. 11) Vi valgte at beholde næsten alle de identificerede meningsbærende enheder som vi så fra start. Vi kiggede efter modsigelser i begge informanternes udsagn. For dernæst at se på forskelle mellem deres udsagn. Dette for ikke at udelade vigtige sammenhænge under sammenskrivningen af indholdet indenfor hvert emne i de kunstige citater. Vi skrev kunstige common-sense citater, som blev dannet af informanternes egne udsagn ud fra vigtigste kernebegreber, dette for at have et arbejdsnotat til ligheder, forskelle og modsigelser i informanternes udsagn. De kunstige citater Side | 66 skrives almindeligvis kun ud fra subgrupperne, men vi valgte også at skrive dem ud fra de koder som ikke indeholdt nogle subgrupper. 12) De meningsbærende enheder som blev udvalgt som citater i resultatdiskussionen blev markeret med fed. 13) Analysen og resultatdiskussion blev sammenkoblet i ét afsnit. Side | 67 Bilag 8: Matrice Tema: Afgrænsning Kode 1: At være ovre i andre Informant 1 Informant 2 22-25: Men det har irriteret mig undervejs i øvelserne, hvis jeg ikke har kunne det jeg ville. Det er også fordi, jeg får sådan en, - jeg kan godt være sådan lidt perfektionistisk. Så jeg bliver sådan lidt, f.eks. den der, hvad hedder den, penduløvelsen, så kan jeg godt få følelsen af, at den skal være stor og at jeg ikke kan komme så langt ud. Det der med at præstere i det, den kan jeg godt nogen gange have, at jeg skal gøre det rigtigt. 166-168 2: Jamen jeg tænker at opspænding, det er jo sådan en nervøsitetstilstand. Altså hvor det hele sådan lidt spænder op, sådan lidt forkrampet. Fordi jeg ikke er tryg i det, eller fordi jeg ikke tør være i mig selv og vise mig selv. Så kommer der sådan en fysisk opspænding. 171-175: ”hov min spændingstilstand, den viser sig når jeg ikke rigtig kan finde ud af at være i mig selv og ikke rigtig kan finde ud af at 137-138: Det der med at være afgrænse på den måde.” Og så i andre, så vil jeg gerne vise at fik jeg det redskab at ligesom det virker eller generelt bare og kunne få lov til at falde tilfredsstille. tilbage rent fysisk tilbage i stolen. Men også sådan, der slapper min muskulatur mere 140-144: Jamen det betyder at af. Selvfølgelig er der en jeg sådan tit tænker på andre, spændingstilstand for at jeg kan holde mig oprejst, men før at jeg tænker på mig selv. ikke den der Så jeg tit tænker hvad mine venner har lyst til før mig selv. nervøsitetsspænding. Altså en Så jeg tænker på deres behov. usikkerhed, på en eller anden måde. Eller hvad jeg tror deres behov er, før jeg tænker på mit eget. At jeg tilpasser mig. Jeg er rigtig god til at tilpasse 337-338: Ja f.eks. hvad kan mig situationer eller andres man sige der hvor jeg, i følelser. Eller det er måske afgrænsningen tenderer til og ikke så meget at tilpasse, men skulle løbe over i den anden, jeg bliver meget påvirket af det er jo fordi jeg ikke er i mig andres følelser. Jeg kan selv selv, altså i min krop. nogle gange få det på samme måde som andre, selvom jeg måske havde det anderledes 395-401: Og hvis man falder Side | 68 Kode 2: At være hos sig selv Subgruppe 2.1: Forside - bagside før. over i den anden, og det har jeg da også oplevet, så bliver der for meget sympati, der bliver for meget subjektivitet, så man identificerer sig for meget med det her menneske. Og måske vækker det menneske nogle ting i én selv, og det er ikke fordi det ikke må det, men det må bare ikke tage overhånd. Man skal simpelthen kunne mærke ”Hov, det her gør noget ved mig”, eller jeg mærker medfølelse, men jeg sidder i den professionelle rolle og har mine briller på, ”Hvad kan jeg fagligt gøre ved den her problemstilling?”. I stedet for at jeg begynder at græde fordi ”Hov jeg mistede da også min farfar for 2 år siden”, eller ”Nej jeg kan sku heller ikke finde ud af at afgrænse mig”. 253-257: Ja, hvis jeg ikke lige kunne finde ud af at være i mig selv, så har jeg sådan lige lænet mig tilbage i stolen. Så er der selvfølgelig også nogle gange, hvor jeg har været helt vildt meget i min krop og derfor bare er faldet længere og længere tilbage i stolen, men samtidig, har kunne mærke rummet imellem os. Så det har været lidt dobbelt. Man kan sige, at jeg har brugt det at trække mig tilbage, som et forsvar, men det er også når jeg har trukket mig tilbage, at også har kunne være i det rum. 154-158: så er du på forhånd med hvordan at du skal reagere, fordi du hele tiden kan afspejle det andet menneske. Men når jeg falder tilbage i mig selv, og er i mig selv, så viser jeg mig selv. Så er jeg ikke ovre i dig, så derfor kan jeg ikke nå at for-analysere hvordan jeg skal reagere. Så viser jeg mig, som jeg er med de reaktioner jeg har, velvidende at du kan have nogle tanker om de reaktioner jeg har både kropsligt og alle de her ting som jeg har. 159-163: man står der på kanten, og enten vil jeg vælge Side | 69 og falde tilbage på hælen, og tilbage i mig selv. Eller også vælger jeg og falde frem på forsiden og over i det her menneske som i det her tilfælde er dig, der sidder foran mig. Så det mentale er i at jeg godt ved det er sårbart at falde tilbage i mig selv, fordi jeg skal vise mig selv. Og har tenderet til at falde forover førhen, fordi så er det nemmere at være på vagt, overfor hvordan man skal reagere. 315-317: der er forskel på, altså jeg har jo også haft sværere ved at etablere kontakten til bagsiden, hvor min forside den er nemmere at etablere en kontakt til, men den er også mere sensitiv og følsom end min bagside er. 318-324: da jeg kommer frem på forsiden, selvom det faktisk nærmest ikke er særlig lang tid, så er det klart så er det kropsoplevelse der tager mig, den her ulystfølelse og ikke og kunne holde ud og være i det. Og så beder du mig ret hurtigt om at fokusere på bagsiden. Der kan jeg så huske at jeg også bliver nødt til at lukke øjnene. Sådan jeg bliver bare nødt til at lukke af, lukke øjnene, og så få den her kontakt til bagsiden. Så formår jeg faktisk at kunne glide mere ind i min Side | 70 kropsbevidsthed og væk fra min kropsoplevelse. Sådan at det ikke tog overhånd og sådan at jeg ikke blev helt vildt ked af det. 384-391: i den forstand det helt mentale i at falde tilbage i sig selv og være i sig selv, så har jeg styr på hvordan jeg har det i dag, hvad mærker jeg i min krop, hvor er jeg henne i dag. Hvorimod hvis jeg ikke er landet i mig selv, så tror jeg, jeg vil have nemmere ved at falde over i den anden, altså falde over i min klient. Så jeg tænker det er noget der skal vedligeholdes, det er noget man skal aktivt arbejde på. Fordi vi jo som mennesker interagerer og ofte har nemt ved at mærke andre og hvad de slås med. Men jeg tænker hvis jeg ikke aktivt har indstillet mig på og skal grounde mig eller være i mig selv og afgrænse, så vil jeg have nemmere ved at falde over i et andet menneske, det tror jeg jeg vil have i dag og det tror jeg også jeg vil have om 20 år. Subgruppe 2.2: At give slip og at stå ved sig selv 33-34: så kunne, så gav jeg måske slip på tanken om at gøre det rigtige, og så var det faktisk behageligt også at være i en lidt større cirkel. 122-128: Som jeg sagde lige 131-133: Ja det synes jeg er ret konkret at kunne være i sig selv, i kontakt med andre. Det er afgrænsende for mig. Sådan lidt ligesom at man holder fokus og ansvar på sig selv og det ikke behøver at være over i det andet menneske. Side | 71 før, kan jeg godt have en tendens til at være meget ovre i andre. Så for mig handler det meget om at stå ved mig selv og hvad jeg mærker, i stedet for at tænke, hvad mærker du og hvad mærker jeg. I stedet for hele tiden at have følere ude, så vil jeg have dem inden ved mig selv. Jeg tror også på en måde, at afgrænsning for mig, handler om at kunne sige fra og at kunne sige nej. Det har altid været svært for mig at sige nej. Også at se det som en god ting at kunne det, så det ikke kun er negativt at stå ved sig selv. Men jeg synes det har været ret let i det her rum, bare at være med det der var. Så har jeg selvfølgelig i starten prøvet at gøre noget, jeg troede jeg skulle. 139-149: lidt ligesom at kunne slippe spændingen. Sådan en muskelspænding i kroppen. Når jeg giver slip på den, så kan min krop falde tilbage i sig selv. Man kan godt lidt forestille sig at det er sådan, samarbejdet mellem sjæl og krop, hvis man kan sige det sådan. Og det kan godt være kroppen er der og man er der i sig selv. Men det er ligesom sjælen eller ens bevidsthed der skal, også skal lande i kroppen. Og når jeg får lov til at læne mig tilbage, eller lige føle den her tyngde af min krop, så føler jeg at jeg lander i mig selv. Hvorimod hvis jeg skulle sidde i nogle lidt mere anstrengte stillinger, eller skulle holde mig oprejst eller hvor der er kommet noget mere spændingstilstand, så 317-319: Ja, når jeg f.eks. falder jeg ikke rigtig tilbage i mærker det der gisp i maven, mig selv. Det er sådan jeg har når mine grænser bliver oplevet det her. Og den overskredet. Så vil jeg gerne spændingstilstand synes jeg undersøge, hvad det lige er der handler om, hvor jeg er rent sætter det i gang. Jeg kan mentalt. Altså kan jeg normalt godt finde på ikke at overskue det her, har jeg lyst anerkende den, eller til at falde tilbage i mig selv, registrerer det ordentligt når eller er jeg ovre i dig. Det har det sker. Eller skubber det jeg kunne etablere fordi der væk. har været de her forudgående øvelser, og at det ligesom blev gjort gradvist. 152-154: Jeg tænker det handler om at turde at være i sig selv, og ligesom vise, det her det er hvem jeg er. Så det Side | 72 er i princippet lidt mere sårbart at skulle lande i sig selv og være i sig selv. End at gå over i det andet menneske, 184-187: Fordi jeg ligesom sætter et facit på, at hvis jeg skal være afgrænset så skal jeg være mest muligt ovre i mig selv. Men jeg ligesom oplever i dag at det er okay at give noget af min opmærksomhed til dig, eller noget af alle de her procenter som jeg lagde på. Det føltes ikke intimiderende, eller det var ikke en dårlig ting at det var fifty fifty. Fordi jeg følte jeg kunne have mig selv med. 192-195: nå men afgrænsning er jo også faktisk bare at være sig bevidst om hvornår er jeg i mig selv, og hvornår har jeg lyst til at gå ud og give af mig selv, og hvornår kan jeg lande tilbage i mig selv. Så det er egentlig mere sådan en balanceret tilgang til afgrænsning. 207-210: Og i dag føler jeg jeg har en fleksibilitet i forhold til og kunne give dig de procenter jeg har lyst til og give mig de procenter jeg har lyst til. Så det er ligesom lige pludselig mig der bestemmer, hvor er den her afgrænsning. Og det er der balancen kommer ind i det synes jeg. Side | 73 408-411: Det er at kunne turde at være i mig selv. Altså turde vise mig selv. Fordi der ligger så mange elementer i det og afgrænse, man kan ikke bare kun bruge det som et fagligt begreb, og så sige jamen så er det sådan det er. Altså det vedrører rigtig mange ting, og det er.. for mig er det sådan, det er okay at vise mig selv, det er okay at være den jeg er. 413-416: Ja man kan godt sige anerkendelse, man kan også sige selvaccept. At have en tillid til at være okay som den person jeg er. Fordi det er sådan en del af min proces, og det har helt klart været med til at understøtte at man dør ikke af at vise hvem man er. Og det føles rigtig godt, jeg får sådan virkelig sådan en styrkefølelse af og kunne være tilfreds med den jeg er, og vise hvem jeg er. 419-422: hvis jeg er ved at falde i det der med at blive usikker på mig selv og falde over i det andet menneske, sådan som at sige ”nej hov, det er okay at jeg er her, med det jeg er”. Altså fordi det er alt jo, mine kropslige fornemmelser er okay, min følelsesmæssige tilstand er okay, altså alt omkring mig er okay. Selv i forbindelse med andre. Side | 74 428-432: jeg kan tage med mig betydningen af at afgrænse, og vigtigheden af det, en større selvaccept, og at man ikke dør af at tage en udfordring op, og så har jeg fået en endnu større kropslig bevidsthed, altså fordi igen kort sagt når den her stilhed er der, så bliver der mere plads til at få sådan en skærpet sansning rent kropsligt og emotionelt, der bliver simpelthen plads til at kunne sanse mig selv på mange planer. Subgruppe 2.3.: Kontakt til sig selv i afgrænsningsøvelsen 96-98:Når jeg bare står, så bliver det meget fokus på knæ og lår. Jeg tror tit, at det er det jeg har sagt, at jeg har mærket. Og så når jeg begynder at gå, så rykker dig sig sådan op i ryggen. Så når jeg sidder ned bliver det samlet på en måde. 312-315: Det der sker lige nu, for man kan jo godt være sådan, at man tænker, at man har en masse afgrænsningsøvelser, men det er jo ikke sikkert, at de virker lige den dag altid. Så tænker jeg det måske er en øvelse at blive bedre til at mærke de små signaler i situationen, f.eks. hvis man ikke lige er så meget i sig selv, så lige mærke hvordan man skal komme tilbage her og nu. 134-136: Men afgrænsning er også noget mere specifikt, altså noget mere fysisk. At ligesom de øvelser vi laver først, at kunne mærke sin krop rent fysisk. Mærke tyngden, mærke.. lige blive bevidst om at man lander i sin krop rent fysisk. Det synes jeg også er afgrænsende. Og det virker afgrænsende selvom jeg ikke skal i kontakt med et andet menneske. Fordi jeg mærker ”hvor er jeg” helt sådan fysisk. 187-191: jeg har opøvet igennem de her gange, at kunne være så tryg i mig selv og tryg i det her og tilbage i mig selv. At jeg godt kan begynde at give ud, af min opmærksomhed på mig selv, og det føles ikke som om at det var forkert. Hvor de andre gange, har jeg sådan tænkt, ”Nej men det er meget meget Side | 75 vigtigt at jeg nærmest har 100 procent hos mig selv fordi det er det facit er”. Altså ”Det er meget vigtigt at jeg er ovre hos mig selv, fordi det er det jeg skal lære”. 204-205: i dag kunne jeg observere, hvor er min opmærksomhed henne. Og jeg kunne vælge og give den til dig eller ej. Hvor de andre gange er det ikke et valg jeg har taget. 242-243: Jeg har gentagende gange, også første gang, haft nemmere ved at være i mig selv når jeg får lov til at kigge ned i jorden. Så er det som om der virkelig kan blive etableret en god kontakt til mig selv. 326-327: Men jeg tænker det er bare svært for mig at etablere den kontakt til min ryg. Så hvis jeg skal bruge det fremadrettet, så er det jo noget jeg aktivt skal gå ind og arbejde på. 334-335: Men for at få den der virkelig gode kontakt, så skal der noget mere træning til, kan man vel godt sige. 361-365: det kunne være dejligt at give klienten en chance for at få lov til at lande Side | 76 i sig selv. Så man ligesom kan tale ud fra nogle ting, der virkelig kommer mere i dybden, fordi når man lander i sig selv, og lige får lov til at mærke sig selv, så bliver det også mere tydeligt, hvad det er at der egentlig er ens problem. Hvad det er der hersker, eller ja det bliver tydeligere og mærke sig selv, på godt og på ondt. 373-375: selvfølgelig skal man have nogle informationer fra det menneske som der sidder overfor en. Men hvis man ikke er i stand til at mærke sig selv, eller være i sig selv, så tænker jeg ikke at man udgør en specielt god behandler. 377-379: Altså hvis det skal, hvis der er en der specifikt kommer med et afgrænsningsproblem, og det tænker jeg der er mange der, om ikke direkte så indirekte slås med. Det var også derfor jeg tog den her udfordring op, fordi jeg tænker det er virkelig vigtigt. 380-382: jeg vil som behandler, lave nogle øvelser, lave en penduleringsøvelse selv, eller gå rundt eller trampe eller et andet så jeg lige sådan lander i mig selv, inden at jeg skal have en klient. Så der er noget Side | 77 forberedende arbejde til at man kan forblive objektiv eller neutral eller sådan. Tema: Kontakt Kode 3: At passe på sig selv i kontakt med en anden 56-59: ja og netop også fordi, at når jeg så lukker øjnene, kan jeg mærke efter, f.eks.: det er jo den lille cirkel der er rarest for mig. Så når jeg lukker øjnene kan jeg bedre mærke hvad, altså også fordi, at jeg jo godt kan have lidt en tendens til at være ovre i andre mennesker. Altså være i andres følelser eller energi og prøve at aflæse hvad der sker. Når jeg så lukker øjnene, så skal jeg jo ikke forholde mig til det. 62-65: Altså jeg mærker sådan en varme, når jeg mærker kontakten. Jeg kan faktisk godt lide det. Det der med at lukke øjnene, det er ikke et skjold. Det er bare en sådan, så kan jeg mærke det bedre energien imellem, kontakten imellem, fordi at jeg så netop slukker for det der, men at jeg måske skal præstere. At jeg skal gøre det rigtige. 260: : Ja eller lige tage et break og så komme ind i den igen. 263: Ja det er sådan en, at trække sig ud så starte forfra. Det er nok at passe lidt på mig selv. 13-17: så tog jeg automatisk mit ben op, op foran min krop, og sad sådan her og snakkede. Det gjorde jeg af refleks, og så bagefter så får jeg lynhurtigt en fornemmelse af at det bliver jeg nødt til at gøre for at beskytte mig selv. Altså for at der var et eller andet der beskyttede min forside. Ja det synes jeg det var ret interessant, at når der ikke var flere instruktioner så havde den brug for at reagere, eller så havde den brug for at afskærme. 20-24: Fordi det handler jo også noget om at afgrænse, altså ligesom sige ”hvor meget har jeg lyst til at du skal se af mig”. Og det var vildt vildt grænseoverskridende og sidde og blive ked af det. Og noget jeg ikke kunne styre og noget jeg ikke kunne holde tilbage. Så det handler jo ligesom også om afgrænsning, jeg skal følge med i det der skal ske, men i virkeligheden har jeg lyst til at trække mig. 67-72: Helt konkret kan man sige at de her øvelser med pendulering og gå rundt, det er lige at give mig en chance for og mærke mig selv og falde til i det der nu skal ske. Fordi der er jo ingen tvivl om at det der Side | 78 269-273: Jeg tror, at jeg havde tænkt, at med afgrænsning og kontakt, så skal jeg vel også være til stede. Altså have åbne øjne og være der. Men hvor jeg undervejs, godt har kunne mærke, at det måske ikke lige var det jeg havde brug for. Jeg havde måske ikke brug for at have åbne øjne hele tiden, og så er jeg gået mere efter det. Og så har jeg jo også fundet ud af, at jeg godt kan have lukkede øjne og være i kontakt, at det ikke nødvendigvis handler om øjenkontakt. Det skaber næsten større distance nogle gange. er det udfordrende, det er at skulle sidde overfor dig i den her stol til sidst. Det ved jeg jo godt instinktivt, det er jo ikke farligt at gå rundt i et rum, eller lave en pendulering. Men jeg tror ikke jeg ville kunne have gjort det hvis de forgående øvelser ikke havde været der. For så havde det simpelthen været for intimiderende. Så det er sådan konkret at de øvelser har været med til at jeg har kunnet fuldføre det her. 73-77: Jeg blev nødt til at tage en beslutning om at jeg havde lyst til at lære at være i mig selv. Selvom jeg fremstår nøgen, og sårbar og… Første gang var der jo sådan en spændingstilstand, man har ikke mødt hinanden før og så på en eller anden måde have en eller anden facade. Som godt kan på en eller anden måde skjule et eller andet, så man ikke går for dybt ind i tingene. Hvor jeg så de efterfølgende gange beslutter mig for, ”Det skal jeg det her”. 230-232: Det gør det bare mere nøgent. Og simpelthen mere skrøbeligt, fordi så er det bare mig. Og jeg kan ikke forsvare mig, fordi min krop taler sit tydelige sprog. Så jeg kan ikke stille noget op, fordi de her, altså jeg har mærket sådan koldsved i mine hænder, Side | 79 simpelthen sådan en nervøsitet der sætter sig i mine hænder, 234: den har jeg oplevet mange gange, i kontakten med dig fordi jeg bliver nervøs eller usikker. 304-307: at jeg har ligesom sådan et skjold på min ryg som beskytter mig. Og når jeg går om på det skjold, så kan jeg være der uden at blive hylet helt ud af den. Det har været med til at styrke at jeg har kunnet være i mig selv, og afgrænse mig. Men også det der at jeg følte jeg havde brug for noget at flygte om i, hvis det blev for meget. Og den sidder jeg ikke med i dag. Kode 4: At være i kontakt med en anden 68-69: ja for så ser jeg jo heller ikke hvad du f.eks. gør, så skal jeg ikke reagere på hvad du gør, så kan jeg mere i stedet for bare reagere på energien. Subgruppe 4.1: Øjenkontakt og Vekselvirkning 93-94: Når jeg sidder sammen med dig og sådan kan mærke, der tror jeg tit, at jeg føler, min krop er blevet en helhed. 149-152: Nej for jeg føler egentlig, at jeg har kunne tage det jeg kunne bruge fra dig. Jeg føler jeg har kunne åbne op for energien, når jeg selv lige kunne rumme det. Så det er som om, at i det her rum, 270-276: det er ikke så vigtigt hvor procenterne ligger henne, det er mere et spørgsmål om hvordan jeg fordeler dem. Hvor vi sidste gang snakkede om, at jeg nærmest havde 100 procent på mig selv på et tidspunkt, og så da vi kommer i kontakt, så skifter den til 70-30. Og så snakker vi ind i det der med om ville det være positivt at man kunne have en fokusering på sig selv 100 procent i samspil med et andet... Og det kunne jeg godt mærke, nej det kunne ikke lade sig gøre, og det er heller ikke sådan det skal være, at jeg skal have 100 procent på mig selv hele tiden. Side | 80 har det været en del anderledes end det ville være ude i den virkelige verden. Også fordi at der er plads til det her, men det er der selvfølgelig også ude. Men det at du giver mig plads til at være i det og jeg sådan tillader mig selv det. 161-162: Ja det har smittet af på mig, at du har sagt det er fint nok. Tror din accept har påvirket min, så har jeg bare tænkt, det er sådan det bare er jo. Og sådan er det. 202-205: Så tror jeg bare, at jeg følte, at kontakten til dig. Det kan jo godt være svært, hvis man bare er sig selv og skal afgrænses i kroppen. Det kan jo godt være sådan lidt. Det kan godt bringe mange følelser op, men det var som om, at når der var kontakt, altså når jeg havde kontakt til dig, så støttede du mig. Du var på en måde en hjælp eller en tryghed nærmest. 206-208: Altså i selve kontakten, øjenkontakten? 1: Ja den var sådan, den hjalp med afgrænsning. Det var som om at vi sammen skabte hver vores afgrænsede rum sammen. Fordi at der er en eller anden udveksling, når man især får øjenkontakt med en anden. 278-281: Det er sådan en forholden sig til. Og jeg tænker at det er ikke noget at vi kan styre. Fordi man bliver jo nødt til at finde ud af hvad fortæller det der menneske mig, og hvad fortæller jeg det menneske. Så der er sådan en vekselvirkning som gør at man ikke kan have 100 procent opmærksomhed hos sig selv. 283-288: Jeg tænker at det har jeg nok vidst hele tiden. Fordi det kan man jo godt mærke at man på en eller anden måde giver noget energi til den anden, og der sker en eller anden forbindelse. Men jeg kan forholde mig til det på en konkret måde, efter det her. Og helt sikket, nu siger jeg det bare en gang til, at når jeg kan bestemme hvor meget der skal være det ene og det andet sted. Det er sådan noget jeg tager med mig herfra, at det er okay og give og have en vekselvirkning. Men så kan jeg selv beslutte hvornår jeg ikke vil det, og det føler jeg ikke jeg kunne før eller havde en bevidsthed omkring på samme måde som jeg har nu. 290-291: oppe fra første til anden og tredje gang, er Side | 81 procenterne blevet mere og mere på mig selv. Hvor det så i dag er anderledes, hvor jeg siger fifty fifty, 293-296: fifty fifty det er ligeligt delt. På en måde hvor det ikke bare er opmærksomhed, men også sådan rent menneskeligt, hvor jeg sådan føler mig ligeværdig med dig. Hvor der har været nogle andre, ja hvor det har været vigtigt at passe på mig selv og skærme mig selv og have opmærksomheden på mig selv. Hvor i dag der er det ikke lige så farligt, eller sådan. Subgruppe 4.2: Kognitiv støj 191-196: Altså jeg kan huske de første par gange, var jeg meget i tvivl om jeg skulle kigge dig i øjnene, eller ikke kigge dig i øjnene. Jeg havde ikke lyst til det i starten, det er bare sådan meget intimt, at kigge et andet menneske i øjnene, især uden at sige noget. Men så var der så sådan et, jeg tror måske det var sidste gang, at der skete et og andet, ret vildt. Jeg sad helt vildt godt i stolen. Jeg var sådan helt afslappet og så kunne vi bare kigge hinanden i øjnene. Jeg følte ikke det der sus, som man godt kan få, når man ikke lige kan aflæse. Jeg var bare sådan, jeg var bare med det. 211-215: Jeg tror at jeg mærkede, at jeg sådan sad 221-228: Så det jeg har oplevet i den kontakt, i de fire gange, det er sådan en skrøbelighed sådan en nøgenhed, fordi man bare skal sidde der, og det er det der med når der ikke er ord imellem og kun en kontakt. Så bliver der virkelig meget fokus på, hvordan reagerer ens krop? Hvilke tanker kommer der frem? Hvilke emotioner? Altså det bliver meget tydeligt hvordan at man egentlig står i sin kontakt. Fordi ordene kommer til, altså når man har en samtale, så kommer de til på en eller anden måde at, det giver sådan en støj, i forhold til at lægge mærke til om man er afgrænset eller ej. Så den her stilhed, har været ret væsentlig for at jeg har kunnet finde ud af hvor er jeg egentlig henne, og hvor Side | 82 godt på stolen og var i mig selv. Kan ikke helt huske hvordan det skete, men det varede ikke sådan vildt lang tid. Men jeg tror, det skete uden jeg tænkte. Eller jeg nåede lige at tænke, at nu sker der da et og andet vildt her, men så var det sådan væk. Det var fordi, at jeg først bare var i det, hvor bagefter begyndte jeg også at tænke, hvad det nu var for noget det her. Så var det tabt, eller ikke tabt, men så var det mindre. afgrænset er jeg. 279-290: Jamen jeg har haft helt vildt meget uro i min krop i dag, men så tror jeg bare, at jeg helt vildt gerne ville opleve og fornemme det, som jeg fornemmede sidste gang. Fordi der oplevede jeg det her, med at jeg bare sad i stole og bare var til stede. Jeg havde ikke nogle impulser til at gøre noget, jeg sad bare og sank længere og længere ned i den der stol nærmest. Også fordi de første par gange, følte jeg lidt, at jeg skulle bevæge mig, men sidste gang var det bare okay at sidde stille og være med og i kontakten. I dag vil jeg bare gerne opnå det igen, præstere det igen. Jeg tror det ændrede sig fordi du sagde, at det nogle gange hjalp bare at give slip, eller sige sådan er det lige nu. Bare det, at det lige blev italesat, så tænkte jeg, så er det jo bare lige sådan det er lige nu. Så kunne jeg ligesom Side | 83 give lidt slip på den tanke, så lukkede jeg mine øjne og prøvede at give lidt slip på det. Så var det som om, at jeg ved at give slip, fandt en og anden ro i min krop igen, ikke den samme, men jeg kunne godt sidde stille og være i det. Og så mærkede jeg kontakten mellem os igen. Det er måske den eneste gang i dag, jeg virkelig mærkede den der specielle kontakt imellem os, fordi jeg fandt noget ro og så kunne jeg lige pludselig mærke noget varme ovre fra dig eller imellem os Tema: Intervention Kode 5: Afgrænsningsøvelser 76-77: Altså det virker rigtigt godt for mig med visualisering. De røde tråde, står for mig som noget meget tydeligt. 106-107: Men det var ret sjovt i dag, også med at jeg følte at min ryg var en plade og når jeg gik blev den til mange plader på række. Det var bare en underlig måde at mærke det på, især fordi det blev ændret. 88-91: den første gang fik jeg også den fornemmelse af at det var tydeligt for mig at mærke afstanden til rummet bag mig, selvom jeg egentlig ikke havde set det, og der forklarede jeg dig også at det er den her følelse af når man lukker øjnene og går mod muren, så kan man mærke i panden hvor tæt man er på den her mur. 98-101: Og i dag var det sådan lidt finurligt, jeg kunne ikke 109-110: Jamen til sidst følte jeg ikke min ryg som en plade, lade være at smile lidt af det det var også da jeg kom ned og fordi at så fulgte du med mig sidde. Så mærkede jeg det som rundt, altså sådan i mit billede inde i hovedet. Både hvor jeg en hel krop. fik sådan en fornemmelse af at blive klappet på ryggen og så sådan en fornemmelse af og 167-168: Det har bare virket blive skubbet fremad som en rigtig godt, når jeg sådan har kunne sætte billeder på. Fordi mor der puffer sit barn. Side | 84 jeg har kunne mærke dem af mig selv og kunne vende tilbage til dem, når jeg lige har lukket mine øjne og mærket det. 114-120: så tog jeg selv over og ligesom videreudviklede de metoder der skulle til for at jeg kunne mærke kontakten bedst. Og det var helt klart, det var ligesom hænder der lavede 178-182: : Ja, det er fordi, det nogle strygninger henover min er svært at forklare. Når det ryg eller nogle klap. Eller bare bliver konkret, altså når jeg får en flad hånd der er helt tæt et billede, som jeg kan se eller mod min, oppe fra hovedet af mærke, så kan jeg slå mit og ned mod ryggen og ned på hoved fra, og så kan jeg være i bagsiden af benene. Sådan lidt kroppen. Fordi så skal jeg ikke ligesom at man vasker ryggen, tænke over, det der med at eller vasker med hænderne. Så præstere igen. Så skal jeg f.eks. man ligesom mærker hele ikke tænke over at mærke bagsiden eller hele fladen. Og rummet bag ved mig eller det billede det har jeg kunne hvordan gør jeg lige gør det. bruge rigtig mange gange, den Så kører der ikke alle de der visualisering. tanker. Så den tanke der er, den er der bare. F.eks. når der er røde strenge bag ved mig, 120-122: så var det som om at så er det mit fokus, så det rummet bag mig også lige bliver nærmest meditativt. lavede sådan en scanning oppe på min bagside. Ligesom at det lige mærkede det hele 185-188: Så har mit hoved igennem, så jeg kunne se hele fokus på de her billeder, så kan min bagside for mig, selvom jeg mærke mere tydeligt hvad jeg ikke kunne se den. der sker i kroppen. Så kan de der billeder, sådan udvikle sig. F.eks. at jeg lige pludselig 329-331: Så hvad nu hvis jeg bliver opmærksom på, at der ude i den virkelige verden ikke var lige noget rødt der i min har kunnet formå og lande i krop. Så arbejder min hjerne mig selv og lave nogle øvelser? med det billede, med at Så er jeg ikke sikker på at min udforske det. Men det er ting, bagside vil være så tydelig. der er svære for mig at sætte Men jeg har jo så i hvert fald ord på, det er mere noget jeg en bevidsthed om at tage bare mærker. visualiseringerne med mig. 302-310: Også at køre kroppen Side | 85 rundt i cirkler, som den penduløvelse vi har lavet. Jeg kan bare mærke, at lige så snart jeg gør det, så kommer der billeder frem. Jeg kan bare mærke, at det giver mig en og anden ro i min mave, når jeg gør det. Hvilket jo kunne være ret fint, at kunne bruge som redskab, når jeg ikke lige kan være i mig selv. Så er det også bare noget, som jeg gerne vil arbejde videre med, det her med afgrænsning. Det er så svært, men også fordi, at det ændrer sig så meget. Det er også noget jeg kan tage med, det at det har været 4 meget forskellige gange, der er jo sket meget forskelligt. Det er også godt lige at være opmærksom på, at det kan ændre sig fra dag til dag og fra time til time. Så jeg vil gerne have en opmærksomhed på det øjeblik, når det virker. Kode 6: Tanker om forløbet 6-8: Men så er jeg bare blevet overrasket, over hvor meget der er sket, og hvor forskelligt det har været. Altså det føles ikke som om, at vi har lavet de samme øvelser. Jeg har jo også haft forskellige udgangspunkter. 10-12: F.eks. der var den dag, hvor jeg måske ikke lige synes det var det fedeste at jeg skulle det, men at det så blev vendt til, at det faktisk var virkelig godt for mig. Så det er 40-42: Ja, og jeg kan også sådan, altså jeg har prøvet det før, fordi det handler egentlig om at jeg kan vælge og tage den her udfordring op, og vælge at være med i det her, velvidende at jeg har en udfordring på det her område, så jeg vælger også ligesom at sige sådan ”okay, nu gør vi det bare.” 47-50: der hvor det rykker, der hvor man skal ind og virkelig sådan trykke på nogle ting, det Side | 86 bare lige den stemning, som jeg lige har været i den dag. var nok derfor jeg fik den her ulyst følelse fordi at jeg godt vidste at det var udfordrende at skulle være i det her. Og ligesom selv aktivt vælge at gå 15-16: Altså lige den første ind i noget som man egentlig gang, der kunne jeg godt har svært ved, og som man mærke, at jeg var sådan lidt, hvad er det her lige og hvem er godt ved kan påvirke én. du. 221-223: rummet der er ikke vildt meget plads til at kunne gå rundt. Det der med at gå rundt, det var lidt svært at gå rundt, jeg kunne føle mig lidt klemt inde. Det hele er bare blevet meget mere naturligt, men nu har jeg jo også været her flere gange. 226-227: Men jeg tror også det er fordi, så har jeg jo vidst hvad der skulle ske. De første par gange, var jeg sådan mere, hvad sker der? Skal jeg gøre noget? 236-238: Jeg ved ikke om jeg synes, at den øvelse var så konkret. I forhold til den, er det mere det her med at jeg ikke skal tænke hele tiden. Det her med at jeg vidste hvad der skulle ske, så jeg ikke skulle tænke hvad sker der nu og bagefter? 51-54: Hele den der med ”Har jeg egentlig lyst til det her? Eller har jeg ikke lyst til det? Har jeg lyst til at udfordre mig selv? Har jeg ikke lyst til at udfordre mig selv?” Fordi går man udenom, nå men så undgår man ligesom de ubehagelige følelser. Men jeg valgte at gå ind i det, og jeg tænker der er derfor jeg havde den reaktion som jeg havde. 55-59: Man kan jo sammenligne det lidt med at, ”nå men jeg kan ikke lide nåle, og nu skal jeg så have taget den her blodprøve”, så kan man jo udskyde det, i så lang tid som muligt. Og så når man kommer derhen ved man godt det bliver ubehageligt, men man bliver nødt til at gøre det. Og sådan kan man sige det med personlig udvikling, eller med nogle grænser man gerne vil have rykket, eller noget man gerne vil blive bedre til. 235-237: de fire gange er med til at jeg bliver mere tryg ved Side | 87 dig. For hver gang bliver der skabt en større tryghed, og jeg ved hvad det handler om og hvad jeg går ind til. Så det har også haft en betydning i kontakten. 260-262: der er stor forskel i forhold til de første par gange, fordi den første gang tænkte jeg ”Hvem er hun?”. Så er det sådan en tankevirksomhed omkring ”Hvem er du som menneske?”, og ”Hvad tænker du om mig?”, og ”Hvad tænker jeg om dig?”. 437-439: rummenes størrelse, gør at det bliver mere grænseoverskridende, men spørgsmålet er om jeg ville have rykket mig ligeså meget hvis det var at rummet havde været større. Hvor jeg ligesom kunne flygte lidt mere. 447-448: det er slående hvor simple øvelser der skal til for at kunne rykke noget i et andet menneske. Og det synes jeg er rigtig fedt at have fået lov til at opleve at være med til. 448-452: Fordi man tænker at det her fag, så skal man 117 ting for at kunne, for at kunne rykke noget. Men det skal man i princippet ikke. Det er egentlig ret simpelt. Så længe Side | 88 man bare giver det tid, og giver det opmærksomhed. Og får lov til at være i det som man nu laver. Så det synes jeg har været ret interessant. At sådan en simpel opbygning kan rykke så meget. Side | 89 Side | 90 Bilag 9: Kunstige common-sense citater Tema: Afgrænsning Kunstigt common-sense citat: Kode 1: At være ovre i andre: "Når jeg laver en øvelse vil jeg gerne gøre den rigtigt, det betyder at jeg nok er lidt perfektionistisk og at jeg gerne vil præstere. Det er en del af det med at være i andre - jeg vil gerne tilfredsstille så jeg tilpasser mig de andres behov. Jeg bliver også påvirket af andres følelser og nogle gange får jeg det på samme måde som andre, selvom jeg havde det anderledes før. Når jeg ikke er tryg eller føler mig usikker sker der en opspænding som er en nervøsitetstilstand, hvor det hele spænder op. Nervøsitetsspændingen viser sig når jeg ikke kan afgrænse mig og jeg har også tendens til at være ovre i andre. Når man er ovre i andre oplever man for meget subjektivitet og sympati så man identificerer sig med den anden. I den professionelle rolle kan klienten vække nogle ting i én selv, og det er der ens egen følelsesmæssige respons ikke må tage overhånd." Kode 2: At være hos sig selv Kunstigt common-sense citat: Subgruppe 2.1: Forside - bagside "Hvis jeg ikke lige har kunne være i mig selv, har det hjulpet at læne mig tilbage i stolen. Jeg har brugt det som et forsvar til at trække mig tilbage, men det er også når jeg har trukket mig tilbage at jeg har kunne være meget i kroppen og i rummet. Og når jeg er meget i min krop falder jeg gså længere tilbage i stolen. Det er sårbart at falde tilbage i mig selv, og vise mig selv. Når jeg falder tilbage i mig selv, er jeg ikke ovre i den anden og kan derfor ikke nå at for-analysere hvordan jeg skal reagere og er derfor ikke på vagt. Det er nemmere at være ovre i den anden, fordi så ved jeg hvordan jeg skal reagere. Når jeg viser mig selv, viser jeg de reaktioner jeg i virkeligheden har, velvidende at jeg eksponerer mig selv. Min forside er nemmest at etablere kontakt til, men den er også mere følsom end min bagside, som er sværere at få kontakt til. Når jeg er på forsiden er det min kropsoplevelse, og når jeg er på bagsiden mærker jeg min kropsbevidsthed. Bagsiden som indeholder kropsbevidstheden, kan man bruge til at trække sig fra en kontakt som er følelsesmæssigt overvældende. Afgrænsningen skal man hele tiden arbejde på at vedligeholde, fordi vi som mennesker interagerer med hinanden og har let ved at mærke hvad andre slås med." Kunstigt common-sense citat: Subgruppe 2.2: At give slip og stå ved sig selv. Side | 91 "Normalt når mine grænser bliver overskredet får jeg et gisp i maven, det skubber jeg nogle gange væk, men jeg vil gerne undersøge hvad det er der sætter det i gang. I starten prøvede jeg at gøre noget i øvelsen, som jeg troede jeg skulle. Når jeg giver slip på tanken om at gøre øvelsen rigtigt, bliver det straks behageligt at være i den. Jeg ved jeg har tendens til at være ovre i andre, og for mig handler afgrænsning om at stå ved mig selv og det jeg mærker. Samt det at kunne sige fra. I stedet for at have følere ude blandt andre, vil jeg gerne have dem hos mig selv. Jeg vil gerne se det som en god ting at kunne stå ved sig selv, så det ikke kun er negativt, og det har været let at gøre i det her rum. Afgrænsning for mig er at kunne være sig selv i kontakt med andre. Så kan man holde fokus og ansvaret på sig selv. For at kunne afgrænse mig skal jeg kunne give slip på muskelspændingen, det er et samarbejde mellem krop og sjæl. For at kunne gøre det er det vigtigt med de forudgående øvelser. Stilheden i kontakten gør at jeg får en skærpet sansning rent kropsligt og emotionelt. Afgrænsning handler om at turde vise hvem man er. Jeg troede i starten jeg skulle være mest muligt hos mig selv, men jeg har oplevet at det er okay at give noget af min opmærksomhed til behandleren. I dag ved jeg at afgrænsning er en bevidsthed om hvor meget jeg kan give af mig selv, så det er en balancering. Jeg har en fleksibilitet til at bestemme hvor meget jeg giver af mig selv og hvor afgrænsningen er. Afgrænsning kræver at man tør være i sig selv, og vise selv, det handler om tillid og selvaccept." Kunstigt common-sense citat: Subgruppe 2.3: Kontakt til sig selv i afgrænsningsøvelsen "Jeg tror der er mange der har et problem med afgrænsning, jeg har selv en udfordring på det område. De forskellige øvelser er med til at opbygge en sammenhængende kontakt i kroppen til sidst. Om en afgrænsningsøvelse virker, er afhængig af hvordan man har det her og nu, derfor er det vigtigt at være opmærksom på at mærke de små signaler fra kroppen. Afgrænsning er også noget fysisk. Igennem forløbet har jeg opbygget en tryghed, der resulterer i at jeg kan dele ud af min opmærksomhed uden at det føles forkert. Altså jeg er blevet bedre til at observere hvor min opmærksomhed er henne, og jeg kan styre den. Når jeg kigger ned kan jeg etablere en god kontakt til mig selv. Hvis jeg skal blive ved med at arbejde med afgrænsning, skal jeg øve mig i at etablere kontakten til bagsiden. Når man er afgrænset bliver det tydeligt hvad ens problem er, det bliver tydeligere at mærke sig selv på godt og ondt. For at blive en god behandler skal man kunne mærke sig selv, og for at kunne være objektiv eller neutral som behandler er det vigtigt at lave afgrænsningsøvelser." Tema: Kontakt Side | 92 Kunstigt common-sense citat: Kode 3: At passe på sig selv i kontakt med en anden "Når jeg lukker øjnene kan jeg mærke hvad der er rarest for mig, fordi jeg ikke skal forholde mig til den anden. At lukke øjnene gør det lettere at mærke den energi der er i kontakten, fordi jeg ikke føler jeg skal præstere. Inden forløbet havde jeg tænkt at man skal have åbne øjne for at indgå i kontakt, men jeg har fundet ud af at kontakt ikke nødvendigvis handler om øjenkontakt. En måde jeg kan passe på mig selv på, er ved at beskytte mig selv og min forside f.eks. ved at tage mit ben op. Det udfordrende i de her afgrænsningsøvelser, er at sidde overfor dig i kontakten til sidst. Det har jeg kun kunnet fordi jeg har fået de forudgående øvelser. I starten af forløbet tog jeg et valg om at droppe facaden, fordi det kun var på den måde jeg kunne lære at være i mig selv, selvom jeg så fremstod nøgen og sårbar, jeg har oplevet at være meget nervøs i kontakten, det har jeg oplevet før." Kode 4: At være i kontakt med en anden Kunstigt common-sense citat: Subgruppe 4.1.: Vekselvirkning og det fælles rum "Uden øjenkontakt skal jeg ikke reagere på hvad den anden gør, så kan jeg i stedet bare reagere på energien mellem os. Når jeg sidder sammen med behandleren til sidst, føler jeg min krop er blevet en helhed. Der har været plads i det her rum til at jeg føler jeg har kunne gå ind i kontakten og den her energi, når jeg selv har kunne rumme det. Min behandlers accept har påvirket min, hvilket gjorde at jeg kunne tænke "sådan er det bare". Det kan være svært at afgrænse sig selv alene, fordi der kan komme mange følelser op. Men i kontakten til min behandler, var hun min støtte til afgrænsning. På et tidspunkt hjalp øjenkontakten med afgrænsning. Det var som om, vi sammen skabte hvert vores afgrænsede rum. Man kan ikke gå i kontakt og have 100% kontakt hos sig selv, fordi der sker en udveksling især når der er øjenkontakt. I kontakten giver man noget energi til den anden og der sker en forbindelse. I kontakten med en anden er det ikke så vigtigt hvor opmærksomheden ligger henne til at starte med, det er mere vigtigt hvordan man kan fordele den. Fra forløbets start er der sket en udvikling i hvor meget opmærksomhed jeg kan have på mig selv i kontakten. Den sidste gang oplever jeg at opmærksomheden er delt fifty fifty, det gav mig en følelse af rent menneskeligt at være ligeværdig med min behandler." Kunstigt common-sense citat: Subgruppe 4.2: Kognitiv støj “I starten var jeg i tvivl om jeg skulle kigge dig i øjnene, jeg havde ikke lyst til det, fordi det er meget intimt uden at sige noget. En af gangene skete der noget vildt, jeg sad rigtig godt på stolen, var helt Side | 93 afslappet og kunne bare kigge dig i øjnene. Jeg var bare med det og var i mig selv. Det skete uden at jeg tænkte over det, men da jeg begynde at tænke over det, forsvandt det eller blev mindre. gangen efter ville jeg rigtig gerne opleve det igen, fordi jeg bare var tilstede og havde ikke nogle impulser til at gøre noget. Jeg kunne ikke komme i kontakt med det, men det ændrede sig da du sagde at det var okay at give slip. Så mærkede jeg kontakten imellem os igen. Når der ikke er ord mellem min behandler og jeg, er der en skrøbelighed og nøgenhed, fordi der er meget fokus på ens kropslige reaktioner, tanker og følelser. Det bliver tydeligt hvordan man står i sin kontakt. Ord kan give støj, hvorimod stilhed er ret væsentlig for at jeg har kunne finde ud af hvor afgrænset jeg er.” Tema: Intervention Kunstigt common-sense citat: Kode 5: Afgrænsningsøvelser “ Det virker godt for mig at visualisere. Jeg har oplevet min ryg som plader på en række og set min bagside som røde energitråde. Det virker godt når jeg selv kan sætte billeder på, fordi jeg har kunne mærke dem af mig selv, og har kunne vende tilbage til dem. Det bliver konkret for mig, når jeg får et billede som jeg kan se eller mærke. Så kan jeg slå mit hoved fra og være i kroppen, så skal jeg ikke tænke at præstere. Når jeg visualiserer, har mit hoved fokus på billederne og jeg kan mærke tydeligt hvad der sker i min krop i forbindelse med at billederne udvikler sig. penduløvelsen og billederne giver mig en ro i maven, som jeg gerne vil bruge som redskab, når jeg ikke er afgrænset. afgrænsning ændrer sig hele tiden, det er det der gør det så svært. Jeg vil gerne have opmærksomhed på det øjeblik når det virker. Jeg tager selv og videreudvikler de metoder som der skal til for at jeg kan mærke kontakten bedst. Det er f.eks. en fornemmelse af at blive klappet på ryggen og et billede af en mor der skubber sit barn. Eller generelt bare hænder der stryger henover min ryg, den har jeg kunne bruge rigtig mange gange. Jeg kan tage visualiseringerne med mig ud i den virkelige verden på en anden måde end øvelserne” Kunstigt common-sense citat: Kode 6: Tanker om forløbet “ Den første gang havde jeg tanker om hvad forløbet gik ud på og hvem du var og havde derfor tanker om hvad der skulle ske. I starten havde jeg også tanker om, hvad vi tænkte om hinanden. Jeg er blevet overrasket over hvor meget der er sket og hvor forskelligt det har været, det føles ikke som de samme øvelser. Det er slående, hvor simple øvelser der skal til, for at kunne rykke noget i et andet menneske. Jeg har haft forskellige udgangspunkter fra gang til gang. En dag havde jeg ikke lyst, men det endte med at blive rigtig godt. I starten valgte jeg at gå ind i forløbet, fordi jeg har en udfordring på det her område, jeg oplevede ulyst, men tog et aktivt valg om at tage udfordringen op. Selvom det Side | 94 er hårdt, bliver man nødt til at gå ind i det, hvis man gerne vil rykke sine grænser. Gennem de fire gange, er jeg blevet mere og mere tryg, det har haft en betydning i kontakten. Behandlingsrummets størrelse har haft betydning for kontakt og afgrænsning. ” Side | 95
© Copyright 2024