1. No category

Socialt forvaltningsarbejde på
børne-/familieområdet
– en kontekst-baseret forståelse
Artiklen er udarbejdet med støtte fra NUBU på baggrund af
forskningsprojektet MOSUL
Bente Adolphsen
Peter Vangsgaard
Forår 2014
1
Socialt forvaltningsarbejde på børne-/familieområdet – en kontekstbaseret forståelse
1
Baggrunden ................................................................................................................................................................... 3
2
Resumé .......................................................................................................................................................................... 3
3
Kompleksiteten som udgangspunkt ........................................................................................................................ 5
4
Hvad er det dog der sker.. .......................................................................................................................................... 7
5
Tre dominerende tænkemåder i socialt forvaltningsarbejde på børneområdet. ........................................... 9
5.1 Forandringstankerne ................................................................................................................................................................10
5.2 Lighedstrækkene .......................................................................................................................................................................11
6
Meningsbegrebet og dettes sammenhæng med spørgsmålet om teoretiske præferencer ..................... 12
6.1 Meningsbegrebet .......................................................................................................................................................................12
6.2 Meningsbegrebet og teorierne ............................................................................................................................................13
6.2.1 Viden og sagdimensionen .................................................................................................................................... 14
6.2.2 Viden og tidsdimensionen.................................................................................................................................... 14
7
Den institutionelle kontekst og videnstyperne ................................................................................................... 15
7.1 Lidt om retten og økonomien ...............................................................................................................................................16
7.2 Retsstaten......................................................................................................................................................................................17
7.3 Velfærdsstaten ............................................................................................................................................................................19
7.4 Konkurrencestaten....................................................................................................................................................................21
8
Konkurrencestaten og faldgruberne ..................................................................................................................... 23
8.1 Faldgruberne - risikovurderingerne og konstruktionen af de særlige behov...............................................23
8.1.1 Magisk konstruktionisme (retter sig mod eksperten i eget liv) ............................................................. 24
8.1.2 Forlegen konsekvenspædagogisk tænkning (retter sig mod den rationelle aktør) ...................... 26
8.1.3 Social pendlings-økologisme (retter sig mod det socialiserede menneske).................................... 28
8.2 Faldgruberne – proceskonsulenten og de andre ......................................................................................................30
8.2.1 Proceskonsulenten/udviklingsagenten og konsekvenspædagogen .................................................. 30
8.2.2 Den system(at)iske socialøkolog og ICS-operatør ...................................................................................... 33
9
Afslutning - den professionelle kompleksitetshåndtering som paradokshåndtering ................................. 35
10
2
Litteratur .................................................................................................................................................................. 37
Socialt forvaltningsarbejde på børne-/familieområdet – en kontekst-baseret forståelse
1 Baggrunden
Baggrunden for denne artikel er et ønske om at bidrage til en bedre fagkobling på de dele af
Socialrådgiveruddannelsen/Diplomuddannelsen, der retter sig mod myndighedsudøvelsen - og
igennem denne bestræbelse at medvirke til at skabe et forbedret grundlag for socialt arbejdes
kompleksitetsforståelse og evne til at respondere på de udfordringer, som møder det i konteksten
af den moderne socialforvaltning. Fokus er på det sociale børneområde, men mange af de
resultater og pointer, der formidles, er for så vidt lige så velanbragte på andre områder af socialt
forvaltningsarbejde.
Vi er to jurister med mange års erfaring bl.a. med undervisning af socialrådgiverstuderende på
grund- og efteruddannelsesniveau. Tilsammen repræsenterer vi viden, erfaringer og indsigter, der
efter vores opfattelse er vigtigere at formidle i dag end nogensinde før. De begrebslige bud og
medfølgende pointer vedr. arbejdets udfordringer og faldgruber, som vil blive præsenteret i
artiklen, udspringer primært af vores samarbejde om et tre-årigt udviklingsprojekt, MOSUL (MOdel
for Socialretlig Udvikling og Læring). Projektet (2010-2012) blev støttet af Socialstyrelsen og
gennemført i samarbejde med to kommuner, hvor vi i godt to år deltog i sagsmøder, på hvilke
sagsbehandlerne tog vanskelige sager op til udredning og drøftelse. Formålet med vores
deltagelse var at udvikle en model, herunder et kompleksitetskort, der kan facilitere det sociale
forvaltningsarbejde, hjælpe det med at finde mål og retning i hverdagsprocesser, der ofte virker
både uoverskuelige og uhåndterbare (se Adolphsen og Vangsgaard, 2012).
Som (jura-)undervisere på Socialrådgiveruddannelsen er det oplagt, at vores endemål må være
understøttelsen af ”den gode praksis” i socialt forvaltningsarbejde. Det er imidlertid lige så oplagt,
at vi som fagdidaktikere på en tvær- eller flerefagligt orienteret uddannelse må være særligt
interesserede i at oplyse vejen dertil – og i at yde vores bidrag til, at det fag vi repræsenterer,
juraen, bliver synligt på vejen og kommer til sin ret i den sammenhæng, det bør indgå i sammen
med andre fag.
Vi har i den forbindelse oplevet, at vores fag i for høj grad bliver betragtet som en ramme og ikke
som en optik, der farver virkelighedsbilledet og den måde selve opgaven anskues på. Med et
begreb, vi bruger senere i artiklen, kan man sige, at socialrådgiverstuderende nemt kommer til at
forholde sig til jura som et fænomen, der først og fremmest skal tilgås fra ”ydersiden”, mens det,
der undervises i under betegnelsen ”perspektiver i socialt arbejde”, kommer til at repræsentere
det sociale arbejdes ”inderside”.
Vi mener, at dette forhold er uheldigt og med at skabe problemer for de færdiguddannede
socialrådgivere, der starter i praksis. Og værre endnu: At det også for den mere erfarne
socialrådgiver kan vedblive at være en uhensigtsmæssig begrænsning i arbejdet; at den
ovennævnte tilgang med andre ord kan sætte sig fast og på tværs i rådgiverens synsfelt og dér
spærre for ellers oplagte horisonter med tilhørende handlemuligheder.
2 Resumé
Med artiklen vil vi gerne bidrage til at skabe bedre integration mellem det sociale arbejdes
formelle faglige (refleksions-)grundlag og dets institutionelle ditto. Kun en tilnærmelse eller
3
kobling mellem de to kan efter vores opfattelse skabe et grundlag for navigation og refleksion,
som reelt kan understøtte vores studerende i den dagligdag, der møder dem, når de efter endt
studium, skal praktisere deres fag i socialforvaltningen.
Det er for os afgørende, at socialrådgiverstuderende i deres studietid indser, at økonomi og jura –
forvaltningens grundlæggende mekanismer til kompleksitetsudfoldelse og –reduktion – både
lægger rammer for socialt arbejdes praksis og udgør perspektiver på opgaven,
rammeperspektiver om man vil, som man som praktiker, der gerne vil ”flytte ting”, må være
fortrolig med og opfatte som sine egne.
I nogle henseender kan man, som vi vil se, slå juraen og økonomien i hartkorn. I andre
henseender er det netop forskellene, der er pointen. Mens det økonomiske perspektiv, udtrykt
gennem nytte- og optimeringsberagtninger på alle niveauer, helt umærkeligt lægger ledetråde for
det sociale arbejdes praksis, herunder dets teoriinddragelse, er det juridiske perspektiv truet i
disse år. Denne artikel handler om, hvorledes det juridiske perspektiv kan bidrage til et mere
helhedsorienteret socialt forvaltningsarbejde, der udfolder en større grad af kompleksitet under
samtidig opretholdelse af fremdriften i sagerne.
Artiklen tager læseren med på en tur, en teoretisk guidet tur, i den moderne socialforvaltning.
Formålet er, at læseren ved vejs ende kan se konturerne af et nyt refleksionsgrundlag for socialt
forvaltningsarbejde. Skal et sådant have anvendelsesværdi skal det kunne informere om
ledetråde og faldgruber i arbejdet, ligesom det skal kunne give idéer til, hvorledes en sag, der er
kørt fast, kan fortsættes på baggrund af en klargjort horisont og et fornyet perspektiv på
opgavevaretagelsen.
Kompleksitetsbegrebet er MOSUL-projektets vigtigste teoretiske udgangspunkt. Projektets
ovennævnte ambition om at tegne et kompleksitetskort vidner om dette. Kompleksitetssporet
holdes varmt igennem hele projektet og således også i denne artikel.
Meningsbegrebet, som danner det andet spor, er begrebet, der forener MOSULs grundlæggende
teoretiske perspektiver, fænomenologien og systemteorien. Begrebet gennemsyrer artiklens
begrebslige udfoldelser og understøtter dens bestræbelse på at tænke i forskel(le) såvel som
helhed(er). Det socialfaglige svar på kompleksitetsudfordringen er netop helhedssynet og artiklen
har et bud på, hvad der bør ligge i et sådant.
Det institutionelle spor udspringer af forestillingen om det sociale arbejde som kontekstbestemt.
Dette spor, som er denne artikels hovedspor, væver sig ind og ud af de andre spor og er i høj grad
et historisk spor. Det er artiklens mest centrale påstand, at kompleksiteten ikke kan begribes
uden indsigt i den social- og forvaltningspolitiske historie, som i dag udfordrer forvaltningspraksis
ved, ideelt set, at skulle forholde sig til hele tre ”grammatikalske” lag. Eftersom der er et åbenbart
behov for kompleksitetsreduktion, er det ikke underligt, at man i forvaltningen jævnligt forsøger
sig med overspring, hvilket betyder, at det kun er de seneste social- og forvaltningspolitiske
tendenser, man får forholdt sig til. Med eksempler fra projekt MOSULs datamateriale søges det
påvist, hvorledes handlingsforkortelser er en risiko i dagens forvaltningsarbejde og hvorledes
særligt autoritetsforlegenhed og formynderiforflygtigelse spiller en tvivlsom rolle i de allermest
vanskelige børnesager. En måde at gøre disse risici mindre er at besinde sig på forvaltningens
retsstatslige udgangspunkt - og et retligt perspektiv på opgavevaretagelsen.
Vejen til at snakke om kontekst og helhedssyn i den sociale forvaltning skal tage sin begyndelse i
teorierne i det praktiske sociale arbejde. Den socialfaglige kompleksitet er en kompleksitet der
vedrører opgaven, men for mange socialrådgivere (og især studerende og undervisere) handler
professionalisme om vidensinddragelsen og de problemer, der er forbundet hermed. Fra et
4
udgangspunkt i de – i praksis - dominerende socialfaglige teorier, når vi frem til at beskrive
kompleksiteten i dens kontekstbestemthed og meningsfylde.
I artiklen bruger vi flere cases fra vores undersøgelsesmateriale til belysning af nogle af vores
pointer. Der er tale om referater fra drøftelsen af sagerne, hvorfor det flere steder er de forskellige
mødedeltageres formuleringer og forslag, der refereres og citeres. Man skal således være
opmærksom på, at der forekommer en del daglige talemåder.
3 Kompleksiteten som udgangspunkt
Det sociale arbejde er komplekst. I denne påstand er der intet kontroversielt endsige
overraskende. Og få – om overhovedet nogen - vil formentlig være uenige heri. Men hvordan er
det komplekst? I dette spørgsmål er der måske lidt mere sprængkraft. Hvis
kompleksitetsbegrebet for alvor skal nyttiggøres som udgangspunkt for en forståelse af det
sociale forvaltningsarbejde er det nødvendigt at komme besvarelsen af hvordan-spørgsmålet lidt
nærmere.
Arbejdets kompleksitet kommer utvivlsomt til syne i interaktioner, det vil sige i de situationelle
udvekslinger sagsbehandleren har med kolleger i sagsbehandlergruppen, fagpersoner fra andre
forvaltningsdele og myndigheder, ledere og ikke mindst de familier og børn og unge, som
sagsbehandlingen er rettet imod. Ikke sjældent fører kompleksiteten til ærgrelser, misforståelser
og somme tider konflikter.
Kompleksiteten er defineret ved en grad af uoverskuelighed, ved et overskud af muligheder for
fortolkning, situationsbedømmelse og handling. Kompleksitetsbegrebet har sammenhæng med
kontingensbegrebet. Det, der er kontingent, er muligt, men ikke nødvendigt. Man kunne med
andre ord have besluttet anderledes, gjort noget andet, sagt noget tredje. Sådan er det i socialt
forvaltningsarbejde. Og det bliver nok ikke anderledes. Og det er godt! Ingen ønsker vel et
mekaniseret eller manualiseret socialt arbejde, hvor der ikke er spillerum for hensyntagen til den
konkrete situation.
Det første, man kan spørge sig selv om, er, hvad interaktionerne betyder for kompleksiteten.
Situationer eller interaktioner er defineret ved, hvem der konkret er nærværende. Selvom de
fleste socialarbejdere vil nikke genkendende til, at der er forskel på de personer, man arbejder
med - nogle er besværlige, andre er udfordrende, atter andre er nemmere at have med at gøre –
står det dog klart, at disse forskelle ikke kan definere kompleksiteten. Kompleksiteten er der –
uanset hvem sagsbehandleren konkret står overfor og interagerer med.
Hvis det ikke er situationerne, der definerer det sociale arbejdes kompleksitet, er det måske de
anvendte kommunikative logikker og koder? I systemteorien betegner en kommunikationskode
en forskel, der styrer kommunikationen, giver den mål og retning – en nærmere bestemt horisont
af muligheder og handling.
I mange situationer – i mange funktionelle sammenhænge - kan det være fristende at skære
kommunikationen til. Og det sker da også ofte. Det er fx, hvad der sker, når underviseren
adresserer sin studerende som studerende og kun som studerende. Eller når lægen adresserer
patienten som patient og kun som patient. Selvom kommunikationen således skæres til, kan
5
kompleksiteten i kommunikationen være stor. En pædagogisk kommunikation kan spænde vidt:
Der er mange undervisningsmetoder og lige så mange læringsstile. Læringsstoffet er i sig selv
komplekst. På samme måde er lægelig behandling ikke nødvendigvis nogen enkel ting. Der kan
være forskellige behandlingsmetoder med forskellige bivirkninger. Og der kan være spørgsmål
om, hvorledes patienten gennem sin egen medvirken kan understøtte hhv. skade sit
behandlingsforløb.
Muligheden for på ovennævnte vis at skære kommunikationen til står ikke umiddelbart til
rådighed for det sociale forvaltningsarbejde. Hvordan skal man eksempelvis forstå barnet? I
praksis synes der at være en del tvivl herom. Er barnet først og fremmest et individ, der skal lære
at lære? En der skal lære at mestre sine livsvilkår? En (potentiel) afviger, der skal behandles? En
borger med begrænset partshabilitet, der skal have opfyldt sine rettigheder? En svag person, der
skal beskyttes? En ressource, der for den enkeltes og samfundets skyld skal investeres i?
Den sociale hjælp er en alt for tvetydig størrelse til, at det kan lade sig gøre at skære
kommunikationen entydigt til. Hjælp kan være mange ting. Mange koder er i spil. Ingen kode er i
stand til at indtage positionen som den ledende. Det sociale arbejde er i den forstand
kodeambivalent (se fx Kleve, 2000; Andersen, 2003). Derfor kan det heller ikke være en
kommunikationskode, der er definerende for det sociale arbejdes kompleksitet.
Tilbage er der den organisatoriske eller institutionelle kompleksitet, som den der definerer det
sociale forvaltningsarbejde.
Karen Healey skriver (Healey, 2005, s. 20): "Den stærkt kontekstuelle natur af socialt arbejde
adskiller det fra andre professioner. Grundlagene for vores faglige praksis - vores base af viden,
formål og færdigheder - konstrueres i høj grad i og af de miljøer, vi arbejder i. Derfor må
forbedringen af vores evne til at forstå, analysere og respondere på vores institutionelle
kontekster være uløselig forbundet med vores rammer for den faglige praksis."
Vores artikel handler om, hvorledes den institutionelle infrastruktur præger socialt
forvaltningsarbejde. Hvilke opmærksomhedspunkter giver en indsigt i denne struktur
socialarbejderen? Hvor er der muligheder for socialt arbejde? Hvor er der faldgruber?
Vi vil imidlertid starte et andet sted, end den institutionelle kontekst. Vi vil starte et sted, hvor vi
regner med at have de bedste chancer for at mødes med vores studerende. Vores tanke er
følgende: Som socialrådgiverstuderende er man – ligesom de socialfagsundervisere, man møder
på studiet – primært interesseret i socialfaglig teori. Og i at overskue den komplekse situation,
det er, at skulle vælge mellem så mange forskellige teoretiske udgangspunkter og perspektiver og
få de valgte – hvis der er flere – til at spille sammen i en mere helhedsorienteret praksis. Den
(kommende) professionelle forstår sig i uddannelseskonteksten som bruger af teori.
Professionsteoretisk er vidensinddragelse i praksis da også definerende for, hvad man i det hele
taget forstår ved professionalisme.
Hvor oplagt det end er at lægge ud med at se på praksisteorierne og teorianvendelsen i praksis,
må det allerførste skridt på vejen dog være, at vi fortæller lidt om, hvad der undrede os ved vores
MOSUL-møde med praksis. Al teoretisk refleksion og refleksion i det hele taget begynder med en
undren. Det gælder også i vores projektarbejde. Vil man indvende, at vi, med vores mangeårige
erfaring, må have svært ved at mobilisere en undren, kan vi sagtens følge denne pointe. Vi
accepterer derfor, at der for vores vedkommende i nogle tilfælde og i nogen grad må tales om
”den lille undren”, men den er der til gengæld også. Praksis er en dynamisk størrelse og der er
hele tiden ting man uanset erfaring kan blive både overrasket over og klogere på.
6
4 Hvad er det dog der sker..
Gennem mange år har vi i medierne fået oprullet en lang række sager, hvor udsatte børn har
været svigtet af den kommune, der skulle hjælpe dem. Der har i medierne været stillet skarpt på
den utilstrækkelige og undertiden noget pinlige indsats på det sociale børneområde, som er
blevet afdækket i den ene sag efter den anden. Beretningerne er hjerteskærende og kommer ofte
fra de ofre, der i årevis har lidt under mangel på omsorg fra både forældre og professionelle i
deres nære miljø.
De sager, der har givet anledning til kritikken og den senere diskussion af samfundets indsats
overfor de svageste og mest udsatte børn, har fået navne som Brønderslevsagen, Esbjegsagen og
Rebildsagen og indtrykket er efterhånden, at enhver købstad har sine ømme sager, der
ubønhørligt kalder på den dårlige samvittighed.
Når det handler om børn indtræder der ikke, som i så mange andre tilfælde, hvor tingene ikke
fungerer, en træthed overfor emnet. Det er som om interessen for disse ulykkelige sager aldrig
sløves. På netop dette område er alle enige om, at der skal ydes om ikke den bedste indsats, så
dog en indsats, man klart kan være bekendt og forargelsen er lige stor hver gang det viser sig
ikke at holde stik.
Igennem vores MOSUL-projekt er vi blevet vidner til socialt forvaltningsarbejde, som nok har sine
udfordringer, men sandelig også sine kvaliteter. Rigtig meget arbejde udføres godt med en
passende blanding af involvering, faglighed og ydmyghed. Vi skal her minde om, at de sager, vi
har hørt om i MOSUL, alle er sager, der voldte sagsbehandlerne problemer. At der selv i de
vanskelige sager kan opvises ”godt socialt arbejde” betyder selvsagt ikke, at der ikke kan peges
på problemer. Det kan der altid, når det bliver komplekst og der er flere måder at anskue sagerne
på. Nogle af de problemer, vanskeligheder eller faldgruber, vi er stødt på, ser faktisk ud til at være
ret gennemgående og man kan få det indtryk at de ligger latent, lige under overfladen, klar til at
poppe op ved passende anledning. Det er dem, vi vil fokusere på i det følgende. Problemerne,
vanskelighederne og faldgruberne vedrører såvel den institutionelle navigation som
vidensinddragelsen.
Påfaldende var det for os, at sagsbehandlerne lagde forholdsvis lidt vægt på traditionelle
sagsbehandlingsdyder som systematisk udredende arbejde, gravearbejde i form af afdækning af
potentielt skadegørende mønstre i familierne og grundige socialfaglige anamneser. I flere tilfælde
havde vi i MOSUL tilflytterfamilier på dagsordenen, hvor man – på trods af klare indikationer for
nedarvede social-psykologiske belastninger – ikke havde fundet anledning til at indhente
oplysninger om familiehistorikken fra fraflytningskommunen. I nogle tilfælde var der tydeligvis tale
om ”dynastifamilier” med alenlang forsørgelseshistorie. Ikke engang i disse tilfælde var
tilskyndelsen stor til at indlede et bagudrettet udredningsarbejde, der evt. kunne kaste lys over
familiens aktuelle forhold. I stedet var der megen fokus på de aktuelt fremtrædende problemer
og især ressourcer. Alle familier rummer ressourcer – om ikke andet så gør de det, når man
medtager netværket, det uformelle såvel som det formelle og det er selvfølgelig vigtigt, at dette
forhold ikke undgår sagsbehandlerens opmærksomhed. At hitte rede i disse netværk og deres
(potentielle) betydning for familien, forælderen, barnet, den unge, kan i sig selv være en
omfattende opgave.
Et andet bemærkelsesværdigt forhold er den vægt, det konsensussøgende samarbejde tillægges
i moderne forvaltningsarbejde. Professionelt socialt arbejde er et målrettet arbejde. Traditionelt
har den socialfaglige (prognostiske) vurdering, sammenfattet i den mere eller mindre sikkert
begrundede antagelse, været det styrende redskab i arbejdet. Det var antagelsen, der styrede
7
afgørelsen af, hvorvidt der skulle indledes en undersøgelse. Det var antagelsen, der sikrede, at
undersøgelsen ikke blev udstrakt mere end nødvendigt. Og det var den bekræftede eller
afkræftede antagelse, der lå til grund for undersøgelsens konklusion og ved det eventuelle valg af
foranstaltninger. Antagelsen er selvfølgelig ikke væk som styringsværktøj i arbejdet, men
samarbejdet synes at trænge frem som det moment, der fastlægger næste sagsskridt, næste
processuelle beslutning, næste afgørelse i sagen. Talrige er de sager, der forløber primært som
en ”samarbejds-historie” med ups and downs. Samarbejdet inkluderer interne
samarbejdspartnere i forvaltningen og eksterne samarbejdspartnere i form af plejefamilier,
behandlere, skolelærere mfl., men selvfølgelig primært familierne, forældrene, barnet eller den
unge, hvorom alting i sidste ende drejer sig. Snarere end at bruge psykologerklæringer og andre
erklæringer i sagen som bidrag, der kan anvendes i opbygningen af antagelsen, bruges andre
professionelle som sparringspartnere. Det gøres ofte i et tværfagligt samarbejde, hvor det gælder
om så vidt muligt at opnå konsensus om, hvad der til enhver tid er det mest hensigtsmæssige
tiltag over for barnet og familien. I MOSUL har vi ofte undret os over, at eksperterklæringer, som
regel betalt i dyre domme, ikke bruges mere aktivt i de socialfaglige vurderinger. Faktisk viste det
sig flere gange under MOSUL-møder, hvor sagsbehandleren havde medbragt dele af sagen, at der
i erklæringerne fandtes hidtil upåagtede udtalelser af stor værdi for vurderingen af forældreevnen
og mulighederne eller manglen på samme for at forbedre den gennem forskellige behandlende
eller støttende tiltag.
Et sidste bemærkelsesværdigt forhold, som sprang os i øjnene, har med forskellige slags tærskler
at gøre. Et sagsforløb består af faser: I den første fase skal der tages stilling til, om der skal
indledes en egentlig undersøgelse af et barns forhold. Situationen kan fx være den, at der er
modtaget en underretning fra skolen om, at barnet har vanskeligheder, som ikke har kunnet løses
ved en professionel pædagogisk-didaktisk indsats fra lærerens side og i et skole-hjemsamarbejde, hvor forældrene er blevet involveret. Anden fase, som altså kun indledes ved en
egentlig afgørelse herom, er undersøgelsesfasen, som munder ud i en konklusion gående på, om
der skal træffes afgørelse om foranstaltninger og evt. hvilke. Træffes afgørelse om
foranstaltninger skal der følges op, og det skal sikres, at indsatsen understøtter formålet. Kun
hvis problemerne ikke kan løses i hjemmet, er der grundlag for at anbringe barnet udenfor
hjemmet. Og kun hvis særlige forhold gør sig gældende, kan en sådan foranstaltning ske uden
samtykke fra forælderen og den unge der er fyldt 15 år. I undersøgelsesfasen er der også, hvis
det ellers er relevant, mulighed for at undersøge barnets person, men kun hvis særlige
betingelser er opfyldt, kan en sådan undersøgelse ske uden samtykke.
Når vi kort – og ufuldstændigt – opsummerer sagens faser på denne måde, er det fordi man vil
forvente en stor faglig opmærksomhed omkring de tærskler, der danner overgang mellem
faserne. Denne forventning bliver langt fra altid indfriet. Tærsklerne markerer – udover at man
som sagsbehandler må indstille sig på en anden opgave – at relationen til familien får et nyt
indhold og måske en ændret karakter. I praksis er der dog en tendens til at se sagens forløb som
et kontinuum, hvor tilsyn, undersøgelse, foranstaltning og opfølgning er overlappende – ligesom i
øvrigt en indsats i hjemmet hhv. er indsats udenfor hjemmet. Det betyder ikke, at
sagsbehandlerne ikke er klar over, at børneundersøgelsen ikke kan udstrækkes i det uendelige
og at der er forskel på en anbringelse og en massiv indsats med blandt andet masser af
aflastning. Men det betyder, at det er andre tærskler, der er mere vigtige for rådgiveren, fx den
tærskel der overskrides når man går fra at ”stole på forælderen” og til at ”mistro forælderen”.
Grænsen mellem tillid og mistillid i personlige forhold kan efter omstændighederne ændres på
meget kort tid, og derfor har vi i MOSUL set en hel del eksempler på abrupte forløb, der efter en
længere, nærmest ”tærskelløs” periode, pludselig ændres markant.
8
Nogen vil måske her foretrække at tale om blød social konstruktionistisk indsats, der pludselig
ændres i en mere håndfast og positivistisk retning.
På et tidligt tidspunkt i projektet stod det os klart, at begreber som netværk, ressourcer og
samarbejde er helt centrale for forståelsen af, hvad der kendetegner det sociale arbejde, dets
problemforståelse såvel som dets grundlæggende tilgang til forvaltningsindsatsen.
5 Tre dominerende tænkemåder i socialt forvaltningsarbejde på
børneområdet.
Vi vil i det følgende forsøge at komme det lidt nærmere, hvorledes de forhold, som vi fandt
påfaldende og som blev kilder for vores undren, kan opstå. Spørgsmålet er i første omgang, hvilke
teoretiske forestillinger, der ligger bag de ovennævnte måder at gå til opgaven på.
Vi har i MOSULprojektet mødt tre dominerende tænkemåder/teoretiske tilgange til det sociale
forvaltningsarbejde på børneområdet. Vi vil kalde dem ”konsekvenspædagogikken”,
”økologismen” og ”konstruktionismen”. De to sidstnævnte er – hver for sig og i forskellige
kombinationer – tydelige i den socialfaglige kommunikation og de overvejelser, sagsbehandlere
lægger frem som baggrund for deres vurderinger af det enkelte barns situation og som
begrundelse for påtænkte afgørelser og beslutninger. Den første, konsekvenspædagogikken,
afviger fra de andre derved, at den aldrig (eller kun uhyre sjældent) forekommer ”i ren form” og ej
heller som det primære udgangspunkt for sagsbehandlingen. Derimod inddrages den opportunt
og ofte forlegent i sammenhænge, hvor sagsbehandleren har mistet handlemuligheder i et forløb,
der oprindeligt blev grundlagt på en af de to andre tilgange.
Tænkemåderne/tilgangene er forskellige og alligevel er der træk, der forener dem, hvad vi vil
vende tilbage til.
I den moderne socialforvaltning adresseres i forlængelse af ovenstående forælderen i
børnesagen på en af tre måder (eller på en måde, der kombinerer de tre):
Forælderen adresseres som en person, der nok har nogle vanskeligheder i rollen som
omsorgsperson, men som
 i et eller andet omfang, der evt. må afdækkes nærmere, dog evner at træffe ”økonomisk”
rationelle valg for sig selv og sin familie (den rationelle beslutningstager);
 samtidig reagerer adækvat på sine forudsætninger og omgivelser i bredeste forstand,
herunder ikke mindst de sociale omgivelser, der, udover familien, bl.a. tæller forskellige
uformelle netværk og formelle arenaer (fx socialforvaltningen), med hvilke han lever og
har levet i et omfattende og sindrigt net af kausale udvekslingsforhold (det økologiske
menneske);
 samtidig inkarnerer et individualiseret verdensforhold, en selvstændig meningsinstans, og
(måske) en nitte i det sociale relations-, forhandlings- og positioneringspil, hvor han aldrig
rigtig er blevet mødt med anerkendelse og forståelse for de kompetencer, der (også) vil
kunne kaldes frem og vise et andet billede af ham og hans muligheder (eksperten i eget
liv).
9
Selvom sagsbehandleren ikke direkte tiltaler forælderen som anført (”goddag, ekspert i eget liv!”),
ligger adresseringsmåderne i umiddelbar forlængelse af de nævnte tænkemåder – de udgør i den
forstand det sociale børnearbejdes implicitte adressater.
For så vidt angår barnet/den unge må der naturligvis gøres visse modifikationer i forhold til det
ovenanførte:
 barnet er (måske) endnu ikke i stand til at træffe rationelle valg og få det bedste ud af
situationen1
 barnet har (formentlig) endnu ikke indoptaget de normer, der skal gøre det muligt for det
at gebærde sig i samfundet, idet det kun er i den indledende lærings- og socialiseringsfase
 den unge er nok det større kompetente barn, men trods alt kun en meget ”umoden
ekspert”.
5.1 Forandringstankerne
Nu er socialt forvaltningsarbejde jo et arbejde, der gerne skal bidrage til forandring. Med til
billedet af, hvorledes de omhandlede tænkemåder præger arbejdet, hører derfor også nogle
forestillinger om, hvorledes forandring sker.
”Den rationelle beslutningstager” påvirkes først og fremmest via regulative strukturer. Regulative
strukturer er incitamentsstrukturer, der fastlægger betingelser for belønning/straf/sanktion.
I den socialfaglige tiltale er den rationelle beslutningstager en person, der – i et eller andet
omfang – kan tage ansvar for/korrigeres i sin adfærd i forhold til andre, hvis der på den rette vis
appelleres til hans motivation/interesse i at have det eller få det så godt som muligt (og herunder
undgå ubehag).
”Det økologiske menneske” påvirkes, udover af biologiske og fysiologiske strukturer, af normative
strukturer. Normative strukturer er socialt udviklede strukturer, der påvirker den enkelte gennem
mere eller mindre uigennemskuelige socialiseringsprocesser.
I den socialfaglige og helhedsorienterede tiltale er mennesket indlejret i meget omfattende socialstrukturer, der spænder fra mikro- over meso- og makro- til ekso-niveauet, hvor (skadegørende
hhv. beskyttende og understøttende) påvirkning potentielt kan ske fra dem alle. I det sociale
forvaltningsarbejde har man traditionelt haft mest fokus på (påvirkning fra/af) de nære relationer,
men spørgsmålet er selvfølgelig hvordan man afgrænser det ”nære”. Under alle omstændigheder
minder økologismen sagsbehandleren om, at de relevante sammenhænge kan være mere
omfattende end, hvad der foregår aller tættest på. Denne påmindelse kommer til udtryk i form af
usikkerhed om, hvorvidt undersøgelsen skal udstrækkes yderligere for at være fyldestgørende.
”Eksperten i eget liv” påvirkes af kognitive strukturer. Kognitive strukturer er symbolske
konstruktioner, udviklet i sociale samspil, hvor den enkelte deltager som medkonstruktør, omend
undertiden som en noget afmægtig sådan.
I den socialfaglige tiltale er eksperten kompetent og deltagende i sociale konstruktionsprocesser,
idet han – på sin helt egen måde – sammensætter sit verdenssyn af socialt konstruerede
elementer og symboler. I det sociale forvaltningsarbejde er man sprogligt bevidst og optaget af at
fremkalde og bygge på den enkeltes ressourcer, som ingen andre evt. har haft tilstrækkeligt øje
1
Det bedste er ikke nødvendigvis ”godt”; hvad der er bedst afhænger af de foreliggende muligheder og det gode skal
være inden for rækkevidde, hvis det skal kunne vælges.
10
for. Sagsbehandleren skal understøtte hans deltagelse i og ejerskab i forhold til sagens
behandling. Hverken problemer eller ressourcer findes som substantielle størrelser. Eksperten i
eget liv er ikke én, der er som han er, men én der er som han bliver.
5.2 Lighedstrækkene
Kigger man lidt nærmere på de implicitte tiltaleformer, ser man, at de alle tre er symmetriske og
ikke-vertikale. Vi reagerer alle økonomisk rationelt på incitamenter, som vi i øvrigt alle er udsat
for. Vi er alle indfældet i og påvirket af den sociale virkeligheds normer. Vi er alle eksperter i eget
liv (hvad det så end betyder).
Tiltaleformerne er i forlængelse af ovenstående egnede til at sløre magtforholdet i
kommunikationen. Sagsbehandleren og barnet/den unge/forælderen er tilsyneladende – men
selvfølgelig kun tilsyneladende – på lige fod. Man kan spørge, om dette også er gældende, når
forælderen tiltales som ”økonomisk rationel beslutningstager” i forbindelse med en afgørelse om
forældrepålæg og ledsagende trussel om sanktion i form af inddragelse af børn- og ungeydelsen. I
en vis forstand gælder symmetrien også denne situation: Både sagsbehandler og forælder kan – i
hver deres position – blive tiltalt som rationelle beslutningstagere. Konkret er det nu forælderen,
der tiltales. Men hvis forælderen bliver omfattet af sanktioner, er pågældende ikke i egentlig
forstand udsat for magtanvendelse. De pålæg, der træffes afgørelse om, følger enten af loven
eller af sund fornuft og forælderen styrer selv, ved sin adfærd, sin egen beslutning, om
sanktionerne skal udløses.
På samme måde med det økologiske menneske. Når sagsbehandler og forælder mødes, finder de
sig selv i to forskellige positioner, men med alle muligheder for at identificere sig med hinanden.
De mødes med hver deres forudsætninger og specielle baggrund, men der er også mange
fællestræk i deres liv (i økologien hænger det hele jo sammen). Fx er de en del af samme
samfund og hvis dette samfund generelt har et problem med autoritet og formynderi, kan de se
hinanden som individuelt og gensidigt udfordrede af denne omstændighed.
Tiltaleformerne er alle kompatible med et konkurrencestatsligt ressourcesyn på barnet/den
unge/forælderen. En person, der, i et eller andet omfang, kan fungere som rationel
beslutningstager må alt andet lige besidde nogle ressourcer. Det samme må gælde det
økologiske menneske: Hvis det kniber lidt med ressourcerne i den allernærmeste del af
mikromiljøet findes der måske nogle lidt længere væk – eller måske kan der kompenseres ved at
kigge nærmere på fx mesoniveauet. Selvom eksperten i eget liv ikke er ekspert i meget andet, er
der også i dette begreb noget, der umiskendeligt associerer til ressourcer.
Ressourcesynet er med andre ord i økologismen indbegrebet af et særligt blik for barnet/den
unge/forælderens netværksressourcer og sociale kapital. I konsekvenspædagogikken bekræftes
og fremvises den enkeltes iboende rationelle ressourcer, når han reagerer adækvat på passede
incitamenter. I konstruktionismen fremkaldes ressourcerne i kommunikationens pendulering
mellem forskellige medier og logikker, hvorved de kommer til syne som (enten)
udviklingspotentialer (i den pædagogiske kommunikation), investeringspotentialer (i den
økonomiske), psykiske potentialer (i den psykologiske) osv. Peduleringen kan fortsættes indtil der
”findes noget” at tage afsæt i.
11
Tiltaleformerne er tilpas tvetydige til at rollerne i kommunikationen ikke fryser så fast, at
fleksibiliteten går fløjten. Klart at en ekspert i eget liv må anerkendes – men spørgsmålet om
hvordan svæver lidt i luften.
Som konsekvens af tvetydigheden kan det også fremhæves som et fællestræk ved de
omhandlede tilgange, at det kan være svært ud fra dem at udvikle og fastholde et nogenlunde
entydigt problemfokus. Problemerne bliver med andre ord endnu vildere, endnu vanskeligere at få
hold på. Det kan være svært ud fra de omhandlede teorier og tilgange at lave fremskrivninger af
barnets/familiens situation ved forskellige foranstaltninger og interventioner. Teorierne er ikke
prognostiske, men nok håbefulde.
6 Meningsbegrebet og dettes sammenhæng med spørgsmålet om
teoretiske præferencer
Vi har just set på en række lighedstræk mellem de dominerende teoretiske forestillinger i
moderne sociale forvaltningsarbejde. Ét lighedstræk, måske det mest centrale, har vi dog ikke
berørt. Det er således påfaldende, at begreberne ”struktur” og – mere indirekte – ”relation ”går
igen i forskellige varianter, både når man forsøger at bestemme teorierne indholdsmæssigt og
indkredse deres forandringstanker. Teorierne handler alle om forskellige typer strukturers relation
til og betydning for menneskelig handling og ageren. For at komme videre med tegningen af
kompleksitetskortet har vi brug for at se dette fællestræk i en større sammenhæng, hvor de
dominerende teorier optræder med andre typer teorier, der, omend de er knap så meget fremme,
alligevel kan have en vigtig funktion for forvaltningsarbejdet. Spørgsmålet er nærmere, hvilke
typer af teorier, der er relevant at operere med, når der skal skabes overblik med henblik på
refleksion og navigation i arbejdet. For at komme en besvarelse nærmere vil vi på dette sted
indsætte en parentes, hvor vi kort behandler meningsbegrebet og dettes betydning for MOSULprojektet.
6.1 Meningsbegrebet
Som nævnt i resuméet har vi i MOSULprojektet arbejdet ud fra to grundlæggende forskellige
teoretiske udgangspunkter. Vi startede med systemteorien, men fandt – takket være vores
samarbejde med Morten Raffnsøe-Møller2 – at det var nødvendigt at supplere med et
fænomenologisk perspektiv.
Tre forhold gjorde denne nødvendighed tydelig for os. De to første forhold har med
kompleksiteten at gøre og refererer på en meget direkte måde til vores første mere systematiske
iagttagelser af praksisfeltet:
1. Det ene af disse forhold handler om den ovenfornævnte kodeambivalens: Når det ikke er
muligt at adressere forælderen, barnet eller den unge på en nogenlunde entydig måde, bliver det
nødvendigt at forholde sig til ”det hele menneske”. Dette menneske tager ikke blot del i
samfundets funktionelle sammenhænge, hvor det indtager forskellige roller, men har rod i en
livsverden, hvor gensidigheden er af en anden art. En del af rådgiverens opgave bliver at skabe et
fællesskab med den familie/det barn, der skal hjælpes. Kampen om fællesskabet, som Højlund
(2000) kalder det, trækker ikke kun på samfundsmæssige semantikker og
kommunikationssystemer, men også på fællesmenneskelige erfaringer, følelser og empati.
2
Morten Raffnsøe-Møller, AU, sikrede projektet dets universitetsforankring.
12
Sådanne almenmenneskelige vilkår og erfaringer gribes ikke adækvat af systemteorien.
2. Det andet forhold handler om den måde, hvorpå sagsbehandlerne anskuer kompleksiteten.
Der går noget tabt, hvis man alene forsøger at begribe sagsbehandlerens oplevelse af
kompleksiteten med systemteoretiske begreber. Vi har i vores projekt fundet tre fremtrædende
sagsbehandlerperspektiver på socialt forvaltningsarbejde: Livsverdensperspektivet,
forvaltningsperspektivet og professionsperspektiver. Til hvert perspektiv er knyttet en opgave, der
dog kun kan løses i sammenhæng med de andre. I denne artikel har vi valgt at stille skarpt på
professionsopgaven og nærmere bestemt den del af professionsopgaven, der handler om den
professionelle vidensinddragelse. Det betyder, at der er dele af socialrådgiveropgaven, som er
underbelyst i denne artikel (for et mere fuldstændigt billede kan man læse Adolphsen og
Vangsgaard, 2014).
3. Det tredje forhold som overbeviste os om nødvendigheden af at supplere med et
fænomenologisk perspektiv har også at gøre med vores iagttagelser af praksisfeltet, men
vedrører vores mere teoretisk-refleksive arbejde med dette. Dette arbejde har – så snart vi blev
klar over systemteoriens begrænsning – handlet om at finde begrebslige tilbud, der kan matche
og skabe sammenhæng med de systemteoretiske begreber og samtidig repræsentere den mest
adækvate udvidelse af den horisont, vi lagde ud med at bekende os til.
Allerede de første spadestik vores teoretiske gravearbejde afslørede, at de samfundsmæssige
(systemteoretiske) og fænomenologiske perspektiver i virkeligheden er ret nært forbundne (se fx
Paul, 2001). De mødes og kobles i meningsbegrebet, som er kommet til at spille en afgørende
rolle for os. Meningsbegrebet udtrykker i en vis forstand enheden af det samfundsmæssige og
det fænomenologiske. Mening stiller betydningsgivende forskelle til rådighed for både bevidsthed
og kommunikation. Mening er bevidsthedens og kommunikationens mulighedshorisont. Mening
er løse koblinger, der kan kondenseres i utallige meningsgivende former og begreber. Det
samfundsmæssige bruger mening til at uddifferentiere kommunikationssystemer; det
fænomenologiske/fundamentalontologiske bruger mening til at uddifferentiere grundlæggende
vilkår for menneskelivet, eksistentialer.
Hvor mening forekommer, forekommer tillige en reference til menings grundlæggende
dimensioner eller arketyper. Det er disse dimensioner, sagsdimensionen, tidsdimensionen og
socialdimensionen, vi trækker på i vores videnstypologi. Da formålet med MOSUL og nærværende
artikel er at bidrage til det sociale arbejdes helhedsorientering, er det af stor vigtighed at finde
begreber, der samtidig med, at de betegner noget forskelligt, tilsammen kan danne en helhed.
6.2 Meningsbegrebet og teorierne
Alle teorier har deres særlige måde at udfolde kompleksitet på. Nogen gør det tidsligt. Det er
teorier, der primært skelner mellem før og nu, og på det sociale område: Mellem forskellige faser,
udviklingszoner og forebyggelsesniveauer. Andre gør det sagligt. Det er substantielt orienterede
teorier, der som primær skelnen sætter forskellen mellem dette og noget andet, og på det sociale
område: Mellem forskellige tilstande, problemer, målgrupper. Endelig er der de teorier, vi har talt
om ovenfor, teorier som primært udfolder deres kompleksitet i socialdimensionen, idet de skelner
mellem dem og os, os og det (strukturerne) eller dem og det, og på det sociale børneområde:
Samspillet mellem barnet/den unge/forælderen, samspillet mellem barnet/den unge/forælderen
og ressourcepersoner eller andre aktører på forskellige niveauer, samspillet mellem forskellige
strukturer og bdf osv.
13
Mens sidstnævnte teorier (videnstype) er belyst i det foregående, kan viden med primær
forankring i hhv. sagsdimensionen og tidsdimensionen trænge til en uddybning, hvad vi vil råde
bod på i de følgende to afsnit.
6.2.1 Viden og sagdimensionen
De tre typer af viden, der har deres primære forankring i hhv. sags-, tids- og socialdimensionen
kalder vi for hhv. diagnostisk, dynamisk og dialogisk-relationel. Eftersom den dialogisk-relationelle
viden er omtalt følger nu omtalen af hhv. den diagnostiske og dynamiske.
Først den diagnostiske.
Meget socialt arbejde og i hvert fald socialt forvaltningsarbejde på børneområdet bygger på, at
der på grundlag af en systematisk undersøgelse af den enkelte problemramte families forhold
kan udarbejdes ”sociale diagnoser”, som kan forbinde kritiske symptomer og tegn på fejludvikling
af forskellig art (medicinsk, psykiatrisk, socialpsykologisk mv.) med kausale forestillinger om,
hvilke mekanismer der skaber disse tilstande. Viden om sygdomsårsager og sygdommes opståen
(eller tilsvarende viden på andre felter end det medicinske) danner baggrund for vurderinger af
prognoser og behandlingsmuligheder. Den viden vi kalder ”diagnostisk” beskriver en tilstand og
præsenterer sig som objektiv og prognosesikker og den er helt nødvendig for den sagsbehandler,
der står i begreb med fx at ”bygge en anbringelsessag op”. Hele forestillingen/teoridannelsen om
”social arv” hører med til den type viden, vi taler om her. I dag er der megen skepsis knyttet til
disse teorier, der anklages for determinisme og kontraproduktivitet i form af negative
stemplingseffekter. Her er vi mest optaget af at anskueliggøre den vigtige funktion som viden af
denne type har for børnesagerne. Betingelsen for at fjerne et barn fra hjemmet er, at problemerne
ikke kan løses med en støttende indsats i hjemmet. Hvis denne meget indgribende foranstaltning
skal kunne begrundes i overensstemmelse med loven, skal fortid og nutid med andre ord kunne
fremskrives, og der skal i denne fremskrivning kunne tages højde for forskellige
indsatsmuligheder. Kravet om en vis prognosesikkerhed gælder naturligvis så meget desto mere i
tvangssager som i sager, hvor der opnås samtykke.
Skal man pege på teori, som rækker ud over den medicinske og som har relevans i sammenhæng
med børne-/familiearbejdet, kan det være moderne varianter af psykoanalytisk teori eller
tilknytningsteori og teori inspireret heraf, herunder moderne neuroaffektiv teori. Udover at de
begreber og forestillinger, der opereres med i disse teorier, prætenderer den tyngde, objektivitet
og sikkerhed, som udkræves i de alvorlige børnesager, har de den fordel, at de efterhånden
indgår som en del af ”folkepsykologien”. De har en klangbund i noget, der er hørt før. Noget
velkendt. Samtidig med at de tilhører en videnskabelig verden, hvor nogen er eksperter og andre
er lægfolk eller klienter.
6.2.2 Viden og tidsdimensionen
Både den diagnostiske og den dynamisk-udviklingsorienterede viden kan være orienteret mod
udviklingsfaser, men hvor den diagnostiske knytter patologier til faserne, der på den måde bliver
et redskab til identifikation af fejludvikling, bruger den dynamiske faserne til at finde frem til den
”nærmeste udviklingszone”.
Hvor Freud kan trækkes frem som eksempel på en repræsentant for den diagnostiske
vidensform, kan Lev Vygotsky fungere som eksempel på en viden, der er mere dynamisk og har
inspireret moderne og udviklingsorienterede professioner som socialpædagoger og
socialrådgivere.
14
En humanistisk strømning hører med til karakteristikken af den omhandlede videnstype.
Humanismen sætter fokus på menneskelige udviklingsmuligheder. Hos Maslow tegnes de i en
pyramidalsk formet lagdeling med de mest basale behov i bunden og de højere og mere
avancerede i toppen. Maslow og Rogers har i en vis forstand stået fadder til den
selvrealiseringsbølge, der endnu ruller ind over os med krav om, at vi udvikler vores individuelle
potentialer og muligheder. Selvrealisering er med andre ord ikke alene et fritidsprojekt for den
enkelte, det forventes, at man arbejder med sig selv, også i arbejdslivet og andre steder, med
henblik på at fuldbyrde sin indre kerne (som det ses har denne strømning et potentiale, der peger
frem mod konkurrencestaten).
Samtidig med at den humanistiske strømnings psykologer har bidraget til udviklingsoptimismen
og troen på, hvad hver enkelt kan opnå, hvis han eller hun bliver mødt på den rigtige måde, har
den også, hvad der er lige så vigtigt i denne sammenhæng, bidraget til at udviklingsprojektet er
blevet et endeløst projekt.
Andre teorier kan også nævnes, fx de mere socialpsykologisk orienterede, der ikke mindst med
begrebet ”selvopfyldende profetier” sætter fokus på betydningen af forventninger i
mellemmenneskelige forhold. Teorier af denne art kan lægge grunden til en tro på positive
udviklingsmuligheder, men indeholder tillige en foruroligende erkendelse, der peger frem mod
mere paradokse, helt moderne vidensformer: Problemer er ikke essentielle. De opstår i samspil,
hvor negative forventninger, herunder fra velmenende mennesker, måske hjælpere, er i spil.
Hjælpen mister gradvist sin uskyld under velfærdsstaten.
7 Den institutionelle kontekst og videnstyperne
Vi minder på dette sted om artiklens formål: At bidrage til integrationen mellem det sociale
arbejdes formelle faglige (refleksions-)grundlag og dets institutionelle ditto. Et vigtigt led i arbejdet
med tegningen af det sociale forvaltningsarbejdes kompleksitetskort er derfor
sammenkædningen af overvejelserne vedrørende forskellige videnstyper og muligheder for
professionel vidensinddragelse med den institutionelle kontekst, idet den centrale antagelse kan
formuleres derhen, at sidstnævnte lægger ledetråde ud for førstnævnte. Vi har indledningsvis
undret os over visse teoriers dominans i det sociale arbejdes praksis og dens tilsvarende
ufølsomhed overfor eller ringe prioritering af andre muligheder. Det ligger ligefor at antage, når
man samtidig har øje for behovet for kompleksitetsreduktion, at moderne tendenser i den
forvaltningsmæssige policy-kontekst slår igennem og gør praksis modeorienteret i stedet for
helhedsorienteret. Det ligger endvidere ligefor at antage. at en højere grad af helhedsorientering
må indebære en mindre grad af modeorientering og dermed en større tilbøjelighed til at holde
(delvis) fast i eller (lejlighedsvis) gribe tilbage til teorier og tænkemåder, der forbindes med
tidligere ”modestrømninger”.
Vi har fundet, og gennem litteraturstudier fået bekræftet, at velfærdsstatsudviklingen kan
inddeles i tre faser, der alle har bidraget med nye semantikker og videnstyper, nye betydninger og
”grammatiske” fordringer til forvaltningens virksomhed. Ved en grammatik forstår vi et overordnet
sæt regler for, hvorledes man anvender sprog og symbolsystemer. Der er altså tale om et
normativt fænomen: Grammatikken fortæller ikke blot noget om, hvorledes der sædvanligvis
forholdes med dette eller hint symbol, men også om hvorledes der bør forholdes.
Grammatikkerne har dermed også et budskab til den professionelle vidensperson om hvilke typer
af viden, der er mest relevant at forholde sig til. De tre faser, vi taler om her, er retsstaten,
velfærdsstaten og konkurrencestaten.
15
Læseren har, i vores beskrivelse af den nutidige forvaltningsmæssige praksis, allerede fået
hentydninger til konkurrencestaten, som er det underlæggende baggrundstæppe, der får
begreber som ”ressourcer” og ”potentialer” til at stå tydeligere frem. Det har vist sig, at nutidens
intense fokus på optimering af strukturer, hvad enten de er regulative, normative eller kognitive,
med henblik på fremme af potentialer og ressourcer, har sammenhæng med neoinstitutionelle
teoriers sejrsgang i perioden, der tillige er præget af hensynet til konkurrencedygtighed og
effektivitet. Vi vil nedenfor redegøre for faserne – kronologisk og i korte træk. Da formålet ikke er
at formidle historie, men at tegne billedet af nogle idealtyper, lige netop så detaljeret, at de kan
tydeliggøre de forskellige grammatiske lag i socialforvaltningen og hvordan de har påvirket den
professionelle kompleksiteshåndtering og ”vidensproblematikken”, vil vi tillade os at være meget
summariske og henvise den læser, der vil gå mere i dybden med disse forhold, til den glimrende
litteratur herom.
7.1 Lidt om retten og økonomien
For at forstå faserne og deres betydning for det sociale forvaltningsarbejde er det væsentligt at
gøre sig klart, at de udfolder deres semantiske og grammatiske virkninger gennem nogle særlige
mekanismer (koder som er særligt specialiserede i institutionel kompleksitetshåndtering), nemlig
retten og økonomien. Hver fase repræsenterer en præference mht. kompleksitetshåndtering og
dermed en implicit vægtning af de to. Det er oplagt, at det i konkurrencestaten ikke er den retlige
mekanisme, der har førsteprioritet. Det er imidlertid vigtigt, at retten ikke kobles af i en
optimeringsivrig tid. Det er vigtigt, at man som sagsbehandler ikke kun kan relatere til
optimerings- eller nyttehensyn, men også til retssikkerhedshensyn. Det er endvidere vigtigt, at
man som sagsbehandler kan relatere til begge ud fra en tilgang, der skiftevis er
indersideorienteret og ydersideorienteret. De to mekanismer udmærker sig ved at være såvel
vigtige rammer for, som perspektiver i socialt arbejde. Man kan måske kalde dem for ”rammeperspektiver”. Som optakt til vores fasegennemgang vil vi opholde os lidt mere ved disse rammeperspektiver.
Kravet om helhedsorientering betyder, at man for at blive en god udøver af socialt
forvaltningsarbejde må gøre sig fortrolig med anvendelsen af flere kommunikationslogikker, flere
kommunikationskoder/-differencer. Selvom vi her betoner rettens og økonomiens betydning, må
vi ikke glemme at denne betydning netop skal ses på baggrund af den tidligere omtalte kodekompleksitet og –ambivalens, hvis fulde billede kræver inddragelse af andre koder og differencer
end rettens og økonomiens. De differencer, vi taler om her, er begreber og modbegreber, der
former forventninger og gør kommunikationen tilslutningsduelig på særlige systemspecifikke
måder. Fx skelner den kommunikation, der benytter et retligt perspektiv, mellem ret og uret. Man
er optaget af, at sagen behandles på lovlig vis og for at lande på ret-siden af forskellen
(forskellens positive værdi), benytter man sig af hjælpekoder, fx sondringen mellem retsfaktum og
faktum. Som regel peger normen (retsfaktum) på et komplekst faktum, der kun kan oplyses
gennem inddragelse af mange typer viden. En retlig kommunikation handler imidlertid i sidste
ende om og kommer til at forme mediet ret eller retfærdighed, hvilket selvsagt er en anden form
for kommunikation end én, der fx drejer sig om penge og skelner mellem betale/ikke-betale.
Sidstnævnte kommunikation er økonomisk og handler ikke kun om talkolonner og
sammentællinger, men om at tage det alvorligt, at socialt arbejde skal nytte. Skal man fx tage
stilling til, om en indsats kan “betale sig”, må man finde måder at gøre samtlige (typer af)
gevinster og omkostninger op, herunder såvel de aktuelle som de forventelige. Dette kræver igen
16
inddragelse af flere forskellige typer af viden.
På trods af – eller måske netop i kraft af – den kodeambivalens, vi tidligere har karakteriseret det
sociale forvaltningsarbejde ved, er det under særlig indflydelse af præcis de to ovennævnte
perspektiver, retten og økonomien (men som tidligere antydet ikke i samme grad på forskellige
historiske tidspunkter). Netop disse perspektiver har, bl.a. på grund af deres relative åbenhed og
fleksibilitet, særlige kvaliteter i forhold til det sociale arbejdes kompleksitetsudfoldelse og
-reduktion. Vi vender tilbage med en mere indgående karakteristik af denne indflydelse senere i
artiklen.
At lære at pendle mellem forskellige perspektiver indebærer indsigten i og erfaringen med at se
det samme fra hhv. indersiden og ydersiden, hvorved det bliver forskelligt. Set fra indersiden er fx
både retten og økonomien perspektiver, forskellige optikker og forskellige måder, hvorpå en
omverden kan komme til syne. Kommer de derimod til syne som fænomener i en omverden, der
ses fra et andet perspektiv, kommer de til syne fra ydersiden, det vil sige som “rammer” (se fx
Vangsgaard, 2009).
Ingen tvivler på, at sagsbehandlere orienterer sig efter lovgivningen og ej heller, at de véd
nogenlunde, hvordan det kommunale budget på deres område ser ud og hvor mange penge, der
er tilbage i “kassen” (rammerne). Men det betyder ikke nødvendigvis, at de agerer ud fra et retligt
hhv. økonomisk (inderside)perspektiv.
Handler man som sagsbehandler ud fra et retligt perspektiv, nøjes man ikke med ved sagens
afslutning – og efter opfordringer fra sin leder – at tjekke efter, om nu sagen vil kunne holde i
klageinstansen. Et indersideperspektiv på retten indtager den sagsbehandler, som lige fra sagens
start har det retlige grundlag for øje og lader det præge synet på opgaven, alle interaktioner med
såvel de børn og familier, pågældende kommer i berøring med, som de samarbejdspartnere, der
indgår i sagens behandling. Det er ikke bare orienteringen mod det retlige grundlag, der
kendetegner indefra-perspektivet, men også den måde, hvorpå tilnærmelsen sker, nemlig ud fra
en oplevelse af at skulle medvirke til at bringe harmoni i reglerne. Det betyder fx, at man forsøger
at fortolke de socialretlige regler, så de kommer til at virke sammenhængende (en udfordring der
bliver stadigt større med den stigende lovgivningstakt), men også at man forsøger at få de
almindelige forvaltningsretlige regler til at spille sammen med og harmonere med de socialretlige.
På samme måde med det økonomiske perspektiv. Dette kan fx være et
økonomistyringsperspektiv: "[Det] er ikke alene spørgsmålet om at få kassen og bevillingerne til at
stemme. Økonomisk styring er en aktivitet, der gennemsyrer – bevidst eller ubevidst – stort set
alt, hvad vi gør arbejdsmæssigt, og dermed også den sagsbehandling, vi foretager" (Schrøder,
2012).
7.2 Retsstaten
Vi vil i vores gennemgang af faserne forsøge at få flere tråde vævet sammen: Foretrukne
kompleksitetshåndteringsmekanismer, nye semantikker og videnstyper og nye reguleringstyper
som udtryk for fasens grammatikker.
17
Både historisk og idealtypisk henfører vi den viden, vi kalder den diagnostiske, til retsstaten og
den tidlige velfærdsstat. Forvaltningens rolle er primært at være ordensskabende. Uroligheder
søges forebygget, men ellers er det den reaktive stat, vi taler om. Det handler for statsmagten
først og fremmest om at sikre en basal set tilfredsstillende sundhedstilstand i befolkningen og at
slå ned på og bekæmpe sygelige tilstande, når de opstår.
Vi minder på dette sted om, at formålet med de gældende regler om særlig støtte efter
serviceloven til børn og unge er at sikre børns sundhed og udvikling på trods af de
familiemæssige opvækstvilkår, de er blevet til del. Den basale sundhed er således stadigvæk et
fokusområde.
Retsstaten er konditionalprogrammernes tid (se nedenfor). Den idealtypiske virksomhed er
myndighedsudøvelsen. Retssikkerhedsidealet er forudsigelighed. Den liberale samfundsorden
skal som nævnt opretholdes, og det sker, udover gennem sikring af en basal sundhedstilstand,
ikke mindst ved, at borgeren sikres et formelt frihedsrum. Ejendomsretten beskyttes, så han kan
agere selvstændigt og varetage egne, familiens – og i sidste ende samfundets interesser – på det
frie marked. Under den demokratiskliberale retsstat er det markedet, der producerer og
distribuerer samfundsnytte.
Det generelle socialpolitiske mål om at værne om samfundet og bidrage til sikring af orden, er på
det sociale børneområde udtrykt ved et ligeligt fokus på faren for barnet og det farlige barn.
Retsstaten peger på retten som det foretrukne perspektiv til kompleksitetsudfoldelse og
kompleksitetsreduktion. Det retlige perspektiv er optaget af ret og retfærdighed og benytter
centrale skelnemåder som ret/ikke-ret, ret/faktum, ret/pligt. Retsstatens forvaltning er reaktiv og
formynderisk. Dens videnstype er diagnostisk.
Retsfasens grammatik sætter sig igennem på alle niveauer af den forvaltningsmæssige
virkelighed. Den regulerer og påvirker alle relationer og adresserings-/subjektiveringsmuligheder.
Den indsætter i forvaltningen sine egne præferencer, fx i forhold til tidsmæssig orientering. For så
vidt angår tid betyder det ovenfor nævnte fokus på forudsigelighed, at retsstaten må betone og
understøtte muligheden for at danne forventninger ud fra eksisterende lovgivning og den praksis
(i form af fortilfælde), der på grundlag af denne er dannet.
Lad os kort se på, hvorledes konditionalprogrammerne har sat sig spor i den gældende lovgivning.
Et konditionalt program for lovgivning anlægger en logisk gennemsigtig ”hvis-så-skematik”. ”Hvisså-skematikken” siger, at hvis disse nærmere definerede retsbetingende kendsgerninger er til
stede, så indtræder denne nærmere definerede følge. Reglerne skal være klare og konsistente og
ikke give anledning til for mange tolkningsmuligheder, endsige lægge op til et egentligt skøn. Hvis
de klart og entydigt formulerede betingelser i retsfaktumsbeskrivelsen, er opfyldt, indtræder en
retsfølge, der ligeledes er klart og entydigt beskrevet.
Ser vi alene på socialretten i snæver forstand, er der ikke mange af de gældende regler, der lever
op til disse krav, heller ikke de sociale børneregler, som er vores fokus. Eftersom den omhandlede
lovgivning er indrettet til at opfylde mange andre formål end forudsigelighed, er dette måske ikke
så underligt.
Taler vi om socialretten i lidt bredere forstand, hvorved vi inkluderer den privatretlige regulering af
børns og forældres forhold, som den offentligretlige ditto bygger på og spiller sammen med,
kommer vi lidt nærmere nogle eksempler på lovgivning af den ovenfor nævnte karakter. Der er
dog også her er tale om lovgivning, der ikke blot skal bringe klarhed i de retlige forhold mellem
18
børnene og deres forældre, men også – og især – understøtte barnets tarv på den mest
hensigtsmæssige måde.
Mest relevant er det i sammenhæng med retsstaten og forudsigelighedskravet at fokusere på de
almindelige forvaltningsretlige regler og principper.
Helt centralt er legalitetsprincippet, der negativt udtrykt fastslår, at forvaltningen aldrig må handle
i strid med loven og positivt stiller krav om, at forvaltningens virksomhed skal have hjemmel i lov.
Det, der positivt gælder for forvaltningen, er med andre ord det stik modsatte af, hvad der gælder
for borgerne, hvilket selvfølgelig har at gøre med det frihedsrum, som borgerne skal sikres og som
forvaltningen skal stå som garant for. Borgerne kan i princippet gøre alt, hvad der ikke er gjort
direkte ulovligt. Forvaltningen derimod skal – som udøvende magt – have hjemmel for at foretage
sig noget som helst. Forvaltningen skal have klarere hjemmel, jo mere indgribende
forvaltningsafgørelser, den træffer. På børneområdet har hjemmelsspørgsmålet qua de meget
indgribende tvangsafgørelser stor betydning.
Andre centrale principper er officialprincippet, saglighedsprincippet, proportionalitetsprincippet,
lighedsprincippet. Principperne fungerer som ledetråde for forvaltningen og har som formål at
hegne myndighedsudøvelsen ind, igen for at tilgodese borgerens ret til et nogenlunde klart
afgrænset frihedsrum.
Officialprincippet spiller en særlig rolle for tydeliggørelsen af, hvad der ligger i et retligt perspektiv
på socialt forvaltningsarbejde på børneområdet: Skal dette princip vægtes, betyder det både en
entydighed i ansvarsfordelingen, forvaltning og borger imellem, når det gælder sagsoplysningen
og en understregning af det asymmetriske forhold mellem disse. Det i retssikkerhedsloven
fastslåede helhedsprincip er med til at betone forvaltningens myndighedsansvar i forhold til
sagsoplysningen.
Det sidste, vi vil fremhæve her, er betydningen af de almindelige forvaltningsretlige (proces)regler.
Disse regler er udviklet gennem retspraksis og senere ombudsmandspraksis over et langstrakt
historisk forløb, der først i sidste halvdel af det 20. århundrede, altså langt inde i
velfærdsstatsperioden, førte til reglernes kodificering i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Alligevel er det oplagt at kategorisere disse regler, som er blevet til med inspiration fra retsplejen,
som retsstatslige. Netop på grund af deres generelle karakter (de gælder alle steder, hvor der
træffes afgørelser i forvaltningen) er de med til at skabe den forudsigelighed, gennemsigtighed og
genkendelighed på det processuelle område som de ovenfor nævnte konditionalprogrammer var
tænkt at skulle skabe på det materielle område.
Som det vil være fremgået adresseres forældrene, barnet eller den unge i et retsstatsligt
perspektiv idealtypisk som “borgere”. Der er ikke her tale om en funktionelt entydig adressering
på linje med “patient”, “studerende” eller “forbruger”. Begrebet har en politisk konnotation,
borgeren er såvel politikkens mål som dens legitimation. Men der er også en retlig konnotation:
Borgeren har rettigheder og pligter. Borgeren er som udgangspunkt habil, men kan også være
inhabil. Fx kan han være mentalt umoden eller på grund af mindreårighed være ude af stand til at
varetage sine egne anliggender.
7.3 Velfærdsstaten
Den dynamiske viden henfører vi til den mere modne velfærdsstat med dens store ambitioner om
beskyttelse af borgerne, forebyggelse af problemer af snart sagt enhver art og understøttelse af
19
det gode liv. Hvor den diagnostiske er mest tilbageskuende, anamnese- og reparationsorienteret,
er den dynamiske mere fremadskuende og udviklingsorienteret.
Mens den diagnostiske viden arbejder med ret fastgroede men dog formbare mønstre, ”noget der
ligner naturlove”, en virkelighed af nærmest materiel tyngde, hvorfor den indstiller sig på ”det
lange seje træk”, arbejder den udviklingsorienterede med en større grad af lethed. Denne lethed
harmonerer bedre med den nytteorienterede interventionsoptimisme, der kan forbindes med
velfærdsstaten i dens glansperiode.
Velfærdsstaten er mål-middelprogrammernes tid. Den idealtypiske virksomhed er
servicevirksomheden. Den demokratiske retsstat (skal ideelt set) udbygges med reel frihed til
alle. Dette kræver en mere aktiv stat, der på den måde tildeles en markant rolle ift. at producere
og distribuere samfundsnytte. Professionerne får herunder en vigtig rolle at spille. Det
retssikkerhedsmæssige ideal går fra forudsigelighed mod hensynsfuldhed.
Et vigtigt socialpolitisk mål i fasen er gennem reaktive og proaktive interventioner at bidrage til
velfærdens udbygning og beskyttelsen af den enkelte i et demokratisk samfund. På
børneområdet handler det nu om at komme alvorlige farer i barnelivet i forkøbet og forebygge, at
det bliver nødvendigt at beskytte samfundet mod det farlige barn.
Det nytteorienterede (økonomiske) perspektiv er en følge af velfærdsstatens
interventionsoptimisme og tro på, at samfundet kan styres og det gode liv fremmes og beskyttes
gennem en blanding af demokratisme, professionalisme og keynesianisme.
Velfærdsstaten peger på økonomien som det foretrukne perspektiv til både
kompleksitetsudfoldelse og kompleksitetsreduktion. Det nytteorienterede perspektiv er
optaget af “økonomi” i bredeste forstand og benytter gevinst/omkostning, fordel/ulempe som
sine centrale skelnemåder. Velfærdsstatens forvaltning er proaktiv og planlæggende. Dens
videnstype er dynamisk.
Den sociale lovgivning på børneområdet er, måske ikke overraskende, væsentligt præget af målmiddel-skematikken. Det er så oplagt, at vi ikke behøver et langt afsnit for at illustrere det.
Lovgivningen handler om at sikre børns opvækstvilkår på trods af vanskeligheder i deres familie
eller opvækstmiljø i lidt bredere forstand. Alle regler i servicelovens børneafsnit er systematisk –
målrationelt – indrettet på at opfylde dette formål.
Selvom der i de senere år er vedtaget og udrullet flere nye reformer på børneområdet, er det
fortsat de lovændringer, der i forbindelse med Graversen-betænkningen, trådte i kraft i 1993,
som grundlæggende regulerer feltet: Regler om formål, tilsynspligt, undersøgelse,
foranstaltninger, opfølgning og særlige retssikkerhedsgarantier i tvangstilfældene.
Beskyttelse er i velfærdstatsfasen nøgleordet, man skal have fat i, hvis man skal forstå, hvordan
borgeren, forældrene og barnet/den unge adresseres i perioden. Borgeren er ikke bare borgeren,
men den beskyttede borger, i socialforvaltningen: Klienten. Klienten er for så vidt selvstændig
som han ofte selv kan søge om hjælp (den der søger advokathjælp bliver også klient), men
klienten er tillige, hvis man følger ordets etymologiske spor tilbage til oldtidens Rom, en afhængig
person. I Rom var klienten afhængig af en velhavende og magtfuld patron. Under velfærdsstaten
er denne patron netop staten, men som det ses er klientbegrebet, ligesom borgerbegrebet, ikke
nogen funktionel entydig størrelse.
Kritikken af den patroniserende stat var et af de forhold, der ledte til konkurrencestaten.
20
7.4 Konkurrencestaten
Mens retsstaten og velfærdsstaten repræsenterer den lineære rationalitet, repræsenterer
konkurrencestaten den cirkulære. Det betyder ikke, at der ikke findes ”lineære praksisser” (på
børneområdet behøver man blot at tænke på forældre- og ungepålæg), men det betyder, at disse
ofte kommer til at hvile på et grundlag af forlegenhed (”nogen kan man kun nå på den hårde
måde”, hvor den hårde måde altså refererer til en entydig og asymmetrisk linearitet i
adresseringsstilen).
Det, som nogen kalder paradigmeskiftet mod det relationelle, indebærer den paradoksale
erfaring, som også flere af teorierne (i hvert fald de konstruktionstiske) afspejler, at relationen
bliver til selvrelationen, at mødet med den anden bliver til mødet med sig selv og at det ydre bliver
det indre. I de forskellige teorier får denne interne pendling forskelligt udtryk. I systemteorier
sættes fokus på systemiske samspil i forskellige strukturelle kontekster, det indre som enheden
af den indre og det ydre. I diskursteorier sættes fokus på forholdet mellem diskurs og struktur og i
narrativ teori beskæftiger man sig med historiefortælling og eksternalisering osv.
Konkurrencestaten er rammeprogrammernes tid. Den idealtypiske virksomhed er
reguleringsvirksomheden. Det retssikkerhedsmæssige ideal er ligeværdighed. Velfærden skal
sikres på kort og langt sigt i en globaliseret verden med store åbne markeder og fx
grænseoverskridende problematikker på miljø-, social- og kriminalitetsområdet. Det kræver blandt
andet, at staten bidrager til på den ene side at sikre fælles internationale minimumsregler på
forskellige områder af grænseoverskridende karakter og på den anden at sikre private
virksomheder gunstige nationale rammebetingelser i bredeste forstand for, at de kan klare sig i
konkurrencen med udenlandske virksomheder.
Et vigtigt socialpolitisk mål er at sikre, at så mange som muligt så længe som muligt kan bidrage
til vækst og velfærdsudvikling. Dette gælder selvfølgelig også på det sociale børneområde, hvor et
vigtigt fokus er det udsatte barns aktuelle og fremtidige uddannelses- og
abejdsmarkedsperspektiv.
Det konkurrencestatslige perspektiv er konkurrenceorienteret og optaget af at optimere sociale
praksisser gennem fokus på rammer og strukturer. Hertil benytter det skelnemåderne
praksisoptimering/rammer eller strukturer, ressourceaktualisering/kontekst. Den
konkurrencestatslige forvaltning er strategisk (“koncern-agtig”) og relations-/aftaleorienteret.
Dens videnstype dialogisk-relationel (som udtryk for den neo-institutionelle teoris dominans, jfr.
ovenfor)
På det sociale område er udviklet en ny måde at lave lovgivning på, som har ført til en blanding af
1) ”coersiv/regulativ incitamentslovgivning”,
2) ”normativ metodelovgivning” og
3) ”kognitiv/konstruktionistisk inddragelseslovgivning”.
Vi har tidligere i denne artikel, i sammenhæng med vores omtale af den gældende
forvaltningspraksis/de dominerende teorier, behandlet de omhandlede strukturer, der som nævnt
refererer til neo-institutionel teoris dominans i perioden.
Nogle vil afvise hensigtsmæssigheden i at sammenblande bestræbelserne på at finde hhv.
effektive, fleksible og legitime offentlige løsninger, idet de forbinder førstnævnte med
“markedsgørelsen” og sidstnævnte med “refleksive retsformer”, der på nærdemokratisk vis sigter
21
på at fremme dialog mellem borger og forvaltning og placerer en større del af ansvaret for
opgaveløsningen på de direkte berørte. I praksis skal de to former imidlertid virke sammen,
ligesom de kan være vanskelige at skelne fra hinanden i et meget klart snit, hvilket kodificeringen
af det socialfaglige metodekrav om borgerinddragelse vidner om. Det betyder, at vi ikke vil gøre
noget videre ud af denne skelnen, omend vi anerkender, at den er retspolitisk relevant (se
Gottrup, 2011).
For at vise, hvordan den konkurrencestatslige interesse for rammer/strukturer og samspil
udmønter sig i forskellige typer lovgivningstiltag, vil vi bruge den ovennævnte skelnen:
Ad 1) Eksempler på incitamentslovgivning findes både på det beskæftigelsesmæssige område og
børneområdet. På det beskæftigelsesmæssige område gælder det især retlig styringslovgivning,
det vil sige lovgivning der regulerer forholdet mellem centrale myndigheder og kommuner. Et
eksempel kan være brugen af differentierede statsrefusionssatser og sanktionelle inddragelser af
refusioner som aktivt instrument i styringen af den kommunale beskæftigelsesindsats.
Kommunen vil i forbindelse med budgetledelsen og den interne revision sørge for, at
medarbejderne handler rationelt i forhold til de gældende refusionsmuligheder, der, med større
eller mindre risiko for uhensigtsmæssige kompleksitetsreduktioner, er tilrettelagt efter at skulle
understøtte opnåelsen af nogle vægtede politiske målsætninger.
På børneområdet, der ikke på samme måde er refusionsstyret, findes tankegangen i fortyndet
form fx i bestemmelsen om valg af konkret anbringelsessted, der påbyder kommunen at vurdere
og tage eksplicit stilling til, om anbringelse i en plejefamilie vil være mest hensigtsmæssig. I
lovgivningen ligger med andre ord en antagelse om, at en anbringelse i plejefamilie
gennemsnitligt vil være en god løsning for barnet. Den sagsbehandler, der ikke finder denne
mulighed relevant, slipper ikke for at foretage vurderingen og argumentationen imod
plejefamilieløsningen. Vælges derimod plejefamilieløsningen skal afgørelsen ikke begrundes i
forhold til muligheden for at anbringe på fx døgninstitution.
Stiller vi i stedet skarpt på forholdet mellem forvaltning og borger (den retlige regulering), finder vi,
at nye og anderledes reaktionsmuligheder eller foranstaltningsmuligheder er blevet spillet
sagsbehandleren på børneområdet i hænde. Vi tænker her først og fremmest på de nyere regler
om forældre- og ungepålæg. Forældrenes incitament til at følge de konkrete handlingspligter, de
pålægges af forvaltningen, sikres bl.a. ved at gøre det til en betingelse for modtagelse af børn- og
ungeydelse, at pålægget overholdes.
Ad 2) Et vigtigt eksempel på metodelovgivning er den centrale undersøgelsesparagraf på
børneområdet, der i de senere år er blevet udbygget, blandt andet med en stadig højere grad af
detaljering om, hvilke forhold der skal belyses i en børnefaglig undersøgelse, hvem der skal
inddrages hvordan og hvordan og hvorledes, der i øvrigt skal gås frem. Tilsvarende eksempler
findes på det beskæftigelsesmæssige område.
Der er her tale om en styring, der søges indsat på indersiden af sagsbehandlerens faglighed. Der
er tale om forsøg på om at kodificere gældende professionsnormer eller en praksis som gode
professionelle kan blive enige om, er en god praksis. På den måde knæsættes, så at sige, “best
practice”. Kunsten er så her at balancere, så de i lovgivningen beskrevne metodeelementer rent
faktisk bliver en styrkelse af fagligheden og ikke en uhensigtsmæssig spændetrøje.
Ad 3) Det oplagte eksempel på konstruktionistisk inddragelseslovgivning er
inddragelsesparagraffen i retssikkerhedsloven. Denne paragraf fremhæves af retsteoretikere som
22
eksempel på ”refleksiv ret” og har været genstand for en ret omfattende socialfaglig litteratur. Vi
mener imidlertid også, at den kan kædes sammen med den udvikling, som Niels Åkerstrøm
Andersen (Andersen, 2003) har betegnet som borgerens kontraktliggørelse (borgeren som
aftalepartner). I praksis er det som nævnt svært at skelne skarpt mellem markedsgørelse og
demokratisering.
Det konstruktionistiske element ligger på to niveauer. Det første niveau er bestemmelsens
formulering. Bestemmelsen er ret upræcis og ligner ikke de almindelige sagsbehandlingsregler.
Det betyder, at selve fastlæggelsen af meningen med paragraffen kræver en konstruktiv indsats.
Det andet niveau er det forhold mellem sagsbehandler og forældre og børn, som reglen er med til
at skabe, et forhold hvor der i et eller andet omfang er lagt op til en slags (i traditionel forstand
forvaltningsfremmed) forhandling. I forståelsen og udmøntningen af reglen kan man ikke støtte
sig til, at den alene skal opfylde det i forvaltningsretten så velkendte formål, at sagsbehandleren
forstår barnets og familiens situation tilstrækkeligt til at træffe den rigtige afgørelse. Udover at
tjene dette formål skal reglen befæste borgerens autonomi og medansvar for sin situation
(Andersen, 2013, s. 321-22).
Som det vil være fremgået, handler det i konkurrencestaten om at skabe nye perspektiver på
forholdet mellem forvaltning og forvaltningsansat og mellem borger og forvaltning. Nye rammer og
strukturer for produktive samspil. Borgeren er ikke bare borger og klient. Han er tillige
selvstændig aktør, konkurrenceudsat borger (”ekspert i eget liv”). Sagsbehandleren er ikke bare
forvalter og professionel ekspert. Han eller hun er aktør og selvleder.
8 Konkurrencestaten og faldgruberne
Udover at gøre sammenhængen mellem institutionel kontekst og helhedsorientering tydeligere,
håber vi med ovennævnte gennemgang at kunne præcisere de udfordringer og faldgruber, som vil
blive emnet for den afsluttende del af artiklen. Tankegangen er følgende: Forvaltningen er
historisk konstitueret, hvorfor dens kompleksitet kun kan forstås og overskues på grundlag af en
“lag-på-lag-model”. Modellen giver således følgende udfordring: Kommunikation og
meningsdannelse må ske gennem den kombinatoriske anvendelse af tre forskellige
grammatikker. Hvis dette ikke lykkes, fordi man bider sig entydigt fast i de nyeste reformer, i
moderigtige semantikker og betydninger, der dermed bliver enerådende, har det konsekvenser,
som er antydet i den indledende del af artiklen og som vi med eksempler vil belyse nedenfor.
8.1 Faldgruberne - risikovurderingerne og konstruktionen af de særlige behov
Vi vil afslutningsvis med baggrund i nogle eksempler fra vores MOSUL-materiale, vise nogle
centrale faldgruber i det moderne sociale forvaltningsarbejde. Vi vil i nogen grad lade
eksemplerne tale for sig selv og opfordrer læseren til at tænke videre med baggrund i egne
praksiserfaringer.
23
8.1.1 Magisk konstruktionisme (retter sig mod eksperten i eget liv)
Magisk konstruktionisme uden hold i ”virkeligheden”, ressourcetænkning på tynd is – det er den
kognitive tænknings risiko.
Fra vores MOSUL-praksis har vi et eksempel på en sag med en meget ressourcesvag kommende
mor. Vi vil indlede dette afsnit med en omtale af sagen, som kan illustrere, hvad vi mener med
magisk konstruktionisme: Den vordende mor (omtales i det følgende som ”mor”) beskrives som
svagt begavet, ”tung”. Hun har en ADHD diagnose, som hun ikke er enig i, men hun er i følge
sagsbehandleren ustruktureret og har svært ved at holde aftaler. Hun kan ikke styre sin egen
økonomi og hun kan ikke passe et arbejde. Tidligere har hun været stofmisbruger, men skal
angiveligt være kommet ud af dette.
Flere beskriver mor som ude af stand til at forstå et barn. Når mor bliver spurgt, hvad et barn har
brug for, fremhæver hun, at det har brug for at blive kildret rigtig meget. Et familiemedlem
beskriver mor som en uselvstændig person, der ikke har formået at skabe et fundament for sig
selv.
Mor har sagt ja til en § 50 undersøgelse. Der foreligger en godkendt handleplan (som rettelig er
en observationsplan) om hjemme-hos-støtte (undersøgelsen er på tidspunktet for
sagsfremlæggelsen ikke færdig endnu). Der er koblet ekstra sundhedsplejerske på.
Hver gang sagsbehandleren er ude hos moren, er det ligesom at starte forfra. Mor spørger” Har
jeg sagt ja til hjemme-hos?” Hun har tydeligvis ikke rigtig fattet, hvad der er gået forud. ”Hvad hvis
hun siger nej?”, spørger sagsbehandleren. Rigtig mange er rigtig bekymrede for mors
forældreevne eller mangel på samme. Det gælder således både læge og sundhedsplejerske.
Der er flere mænd i mors liv, men den mand mor gerne vil være sammen med, vil ikke have
hende.
Kommunen har bevilget tilskud til en ny lejlighed, mens en tidligere bevilget bo-støtte til mor, er
ophørt, fordi mor ikke kunne finde ud af at bruge bo-støtten.
24
I forhold til det fremadrettede giver sagsbehandleren udtryk for, at det ikke er udelukket, at der er
noget at bygge på hos mor. Til støtte for en optimistisk tilgang til mors forældreevne, henviser
sagsbehandler til, at ansatte i voksenafsnittet mener at kunne se en positiv udvikling hos mor.
Sagsbehandleren har mange overvejelser om relationsskabelse og inddragelse af moren. Hun har
også nogle overvejelser om, hvorledes mors forældreevne kan undersøges. Sagsbehandleren er
bange for at presse moren, fordi presset kan give et forkert billede af moren, der let bliver
stresset. Af samme grund har sagsbehandleren valgt, at observationen ikke skal ske på et
døgnophold.
På mødet, hvor sagen diskuteres, får sagsbehandler en kommentar fra en kollega: ”Det virker til,
at det er grebet rigtig godt an. Du har en god relation.”
Casen taler i nogen grad for sig selv. Relations, samarbejds- og socialkonstruktionistisk
forhandlingstænkning kobles i den neoinstitutionelle tilgang til socialt arbejde på en måde, der
giver dette en helt særlig toning, som tydeligt genkendes i praksis. Vores hensigt med at bringe
ovennævnte er at tydeliggøre, hvorledes “ressource- og udviklingstænkning” bør føjes til billedet
for at opnå en mere komplet beskrivelse af, hvad der ligger i det omhandlede perspektiv.
Der udfoldes store anstrengelser for at belyse forældres ressourcer. Det skal der også – og det er
rigtigt, at der tidligere var uforholdsmæssig megen fokus på vanskelighederne. Men spørgsmålet
er, om disse anstrengelser nu nærmer sig en slags magisk tænkning. Den magiske tænkning er
efter vores opfattelse en af de allerstørste faldgruber i moderne socialforvaltningsarbejde, hvilket
kan skyldes, at den nærmest vedhåndenværende3 (økonomiske) logik til håndtering af
kompleksiteten har svært ved at sætte grænser for samme tænkning: Hvis det virkelig er rigtigt,
at et svagt ressourcemæssigt fundament hos en forælder/en familie dog indeholder et
udviklingspotentiale, der kan tales op med en positiv og konstruktionistisk tilgang (fx Marte Meo),
er der meget store gevinster at hente og tilsvarende omkostninger at spare (på
”anbringelseskontoen”).
Man er mere end almindelig opmærksom på, hvorledes forskellige metoder til
forældreevneundersøgelse kan virke ind på resultatet. Den lidt ”tunge”, nervøst anlagte mor skal
man virkelig passe på ikke at stresse. Under stressende forhold vil hun vise langt mindre, end hun
virkelig kan. I virkeligheden betyder den sociale virkeligheds konstruktionistiske karakter, at det
er forkert at tale om en forældreevne, der kan afdækkes. Forældreevner findes ikke som
substanser men nok som konstruktioner, der kan udvikles i samspil.
Risikoen i disse sager er, at man gør forældrene bedre, end de er. At man tror, at ressourcer vil
vise sig, hvis bare undersøgelsen er hensyntagende nok. I forsøget på at (op)finde ressourcer kan
man tiltale forælderen på vekslende vis og se, hvad der afslører sig ved det: Som en syg, der i en
eller anden grad kan hjælpe sig selv; som en mentee, der kan lære sig selv bedre at kende; som
en borger med rettigheder, der kan bidrage til sin sags behandling; som en latent motiveret, der
mangler at aktualisere sin motivation og de kræfter der ligger her osv. Der er mange
søgemuligheder.
I denne magiske tænkning indregner man samtidig slet ikke den stress, som netop et barn tilfører
forælderens liv og situation. For længe forsøger man sig så med alle mulige foranstaltninger, der
ikke rigtig kan virke, fordi udgangsforudsætningerne og udviklingspotentialet er for lille.
3”Vedhåndenværende”
er det, der er uløseligt forbundet med en praksissammenhæng. Modsætningen til dette er det
”forhåndenværende” som er mere løsrevet fra praksissammenhængen. Begrebsbrugen er inspireret af Heidegger
(2007).
25
I forståelsen af hvad der sker i denne type sager skal man også lægge til, at der findes vigtige
etiske overvejelser som støtter tilgangen. Vi har tidligere berørt det forhold, at socialt
forvaltningsarbejde er præget af – eller bør præges af – en blanding af pligt-, nytte- og
situationsetik. Det er arketyper, der kan udledes af de grammatikalske lag i forvaltningshistorien
(se nærmere denne artikels note 2). I dag er der tendens til at disse løber sammen i en
anerkendelsesetik. Anerkendelsen af den (unikke) forælder skal ske i kombination med en retlig
anerkendelse, hvor den enkelte respekteres på linje med andre, som rettighedsperson. I den
kognitive tænkning er det anerkendelsen af det unikke (også kaldet den solidariske
anerkendelse), der spiller den primære rolle – med en bestemt toning af indsatsen til følge.
8.1.2 Forlegen konsekvenspædagogisk tænkning (retter sig mod den rationelle aktør)
Forlegen ”konsekvenspædagogisk” tænkning, for megen tiltro til ”den rationelle aktør” (de er selv
skyld i det) – det er den ”regulative tænknings” risiko.
Den konsekvenspædagogiske tænkning findes ikke i ren form i socialt forvaltningsarbejde på
børneområdet, hvor den aldrig (eller kun uhyre sjældent) er udgangspunktet for
sagsbehandlingen. Derimod er det en tænkning, der inddrages mere opportunt og ofte forlegent i
situationer og i sager, hvor ”tingene går i hårdknude”, hvor sagsbehandleren ser en markant
indsnævring af sine handlemuligheder og hvor denne indsnævring tilskrives forældrenes eller
børnenes (typisk de unges) beregnende og/eller obstruktive adfærd. Forud for den
konsekvenspædagogiske tænknings indtræden på den forvaltningsprocessuelle scene går
således ofte et undersøgelses- og/eller foranstaltningsforløb, som indledningsvist blev grundlagt
på idéer og forestillinger, der svarer til hvad vi gennemgik i sidste afsnit.
Nogle børn/unge og forældre er selvsagt så ”dårlige”, at de ikke kan tilskrives beregnende eller
obstruktiv adfærd. På den anden side: Når man ser på, hvor lidt der undertiden skal til for i en
børnesag at konkludere, at der findes et udviklingspotentiale, må man på tilsvarende vis
forudsætte, at det i de fleste tilfælde – og under de rette omstændigheder, vil være muligt for
sagsbehandlerne at antage, at de omhandlede forældre og børn har den mentale og rationelle
kapacitet, der er fornøden til at rette de anslag, vi taler om her. Ofte er det imidlertid unge og ikke
mindst forældre, der nok har meget væsentlige vanskeligheder, men trods alt ikke så alvorlige
som i ovennævnte sag, hvis adfærd fører til konsekvenspædagogiske overvejelser. Ikke sjældent
sker det så sent, at det er for sent.
I børnereglerne findes som nævnt kun reglerne om forældre- og ungepålæg som udtryk for den
rendyrkede konsekvenspædagogiske tænkning. Somme tider sker tvangsfjernelser imidlertid
også efter ”nu-kan-det altså-være-nok-princippet”. Det vi kalder den forlegne magtanvendelse.
Det siger sig selv, at der er forskel på en sådan tvangsfjernelse og så en fjernelse, der sker efter
en analyse, gennemført efter ”systematisk-sagsbehandlings-metode”, hvor det er afdækket, at
problemerne ikke kan løses i hjemmet og at risikoen for barnet er åbenbar.
Én af vores pointer, som vi undervejs i denne artikel har forsøgt at bygge op, er, at en
snæversynet konkurrencestatstænkning kan føre til formynderiforflygtigelse.
Formynderiforflygtigelse skal imidlertid ikke forstås sådan, at der ikke træffes
myndighedsbeslutninger, at reglerne om tvangsanvendelse ikke bruges (tilstrækkeligt). Nej,
26
formynderiforflygtigelsen hænger sammen med (det forsinkede) tidspunkt, (den abrupte) måde og
(den langmodige) optakt til myndighedsudøvelsen.
”Nu-kan-det-være-nok”-situationen som – hvis den har udviklet sig for længe – kan vise sig som
et vaskeægte (selvskabt) dilemma uden mulighed for, at noget kan gå rigtig godt, er desværre
ikke helt ualmindelig i vores MOSUL-materiale.
Fra dette materiale kan følgende eksempel hentes:
Sagen er 5-7 år gammel i kommunen (før den tid var der også liv i sagen, men i en anden
kommune). I lige så lang tid er der løbende indkommet underretninger. Der er givet forskellige
former for støtte i hjemmet, men ikke meget – der har været i hjælp til rengøring og den slags
støtte – altså praktisk bistand.
Mor, der har været social- og sundhedsassistent gennem flere år, har to børn sammen med én
mand – en teenagepige og en lidt yngre dreng. Mor har desuden haft et særbarn, som havde
alvorlige misbrugsproblemer og nu er død. Særbarnet var – udover at være misbruger - også
psykisk syg. Pigen forlod engang hjemmet om vinteren i strømpesokker. Hun ville ikke overvære
den nu afdøde halvbroders vold mod moren.
Pigen blev efter denne episode akutanbragt efter eget ønske. Mor sagde ”ok”, men så ville hun
ikke længere tale med pigen, sagde hun.
Der har været en del vold i familien og forældrene bor ikke længere sammen.
Da vi hører om sagen, har sagsbehandleren haft den et års tid. Sagsbehandleren begyndte på
det tidspunkt en undersøgelse vedrørende drengen og der blev iværksat foranstaltning i form af
aflastning.
Der har været lavet en skolevurdering og en psykiatrisk erklæring, som konkluderer, at drengen
er dårligt begavet.
I forbindelse med en samværssag er der lavet en børnesagkyndig undersøgelse hvoraf det
fremgår, at drengen gerne vil se sin far. Der har også været uenighed om forældremyndighed.
Drengen vil ikke frivilligt på aflastning og mor går aldrig med til en frivillig anbringelse af drengen.
Mor vil gerne have aflastning (det vil nemlig i praksis sige alenetid med storesøster, når hun er
hjemme). Mor og søn har meget tæt forhold, som beskrives som symbiotisk.
I den aktuelle situation vil pigen hjem – for at passe lillebror og mor, der er syg. Mor siger, at hun
er i gang med at kigge efter et relevant tilbud til datteren.
Sagsbehandleren har forsøgt at motivere datteren til at forblive anbragt. Storesøster har et meget
konfliktfyldt forhold til sin lillebror. Sagsbehandleren er meget bekymret for drengen og håber, at
det lykkes at motivere storesøsteren til at forblive anbragt. Mor vil fortsat samtykke hertil.
Aflastningsfamilien er ikke-professionel og har ringe viden om sociale problemer mv., men er en
rigtig kærlig familie.
Mor er meget flov over sin situation og kan blive meget vred. Det er hun også blevet på
sagsbehandler. Når hun har problemer med drikkeri (det har hun haft) er det dog ikke så udtalt,
at hun ikke evner at samarbejde, mener sagsbehandleren.
27
Det drøftes, hvad drengen kan socialt, men dette er ikke tilstrækkeligt afklaret. Det vurderes dog,
at han er ”for dårlig til plejefamilie”, hvis han skal anbringes. Men det vil formentlig være
ødelæggende for både mor og søn, hvis han skal institution.
Datteren vil flytte hjem, uden at der er fundet et skoletilbud.
I casen findes flere af de elementer, der kan anskueliggøre faldgruben ”det selvskabte dilemma”.
Der er tale om et vanskeligt samarbejde, hvor sagsbehandleren er mest optaget af forhandling og
samtykke. I sagsforløbet mister forvaltningen, bl.a. på grund af en symbioseproblematik, der får
lov at udvikle sig, gradvist handlemuligheder for til sidst at ende i den aktuelle situation med stor
usikkerhed om, om det hele kan nytte.
8.1.3 Social pendlings-økologisme (retter sig mod det socialiserede menneske)
Hvis det ikke er muligt at lave prognoser, er afprøvning det middel man må ty til. Forlegenhed i
form af en ikke-prognostisk, eksperimentel tænkning – det er økologismens og den ”normative
strukturtænknings” risiko.
Økologismens strukturelt differentierede og niveaudelte referensområde udfolder det sociale
arbejdes kompleksitet i det, vi har kaldt socialdimensionen. Socialt forvaltningsarbejde omfatter
det at forstå, planlægge og udføre forandringsprocesser til bedste for det udsatte barn, men
spørgsmålet er, om økologiske teorier i sig selv kan bidrage til at understøtte en fokuseret indsats
i forhold hertil. Det er efter vores opfattelse ikke klogt at fæste sin lid til en sådan understøttelse.
Tværtimod. Uden andre input risikerer fokus snarere at pendle mellem økologiens forskellige
niveauer uden at kunne finde mål og retning i en fremadskridende og handlingsbefordrende
bevægelse. Det forhold, at alt hænger sammen, peger ikke på bestemte måder at forholde sig.
Anskuet isoleret frembyder, som tidligere nævnt, den opgave, vi har kaldt oversættelsesopgaven,
en risiko for cirkularitet. Økologismen kan, i forhold til en snæver cirkulær pendulering omkring en
personlig relation, bidrage til at udbrede perspektivet – fra mikro over meso til makro og sågar
eksoniveau. Men for at præstere den fornødne kompleksitetsreduktion eller -håndtering kræves
der hjælp, en hjælp der ofte i praksis findes i den institutionelle
kompleksitetshåndteringsmekanisme, der ligger nærmest, økonomien – økonomien i dens
bredeste betydning. Igen er det, med andre ord, for at forstå vidensinddragelsen og dens
konsekvenser, det moderne arbejdes faldgruber, vigtigt at kigge nærmere på samspillet mellem
konkurrencestatens grammatik, fasens primære institutionelle logik til kompleksitetsreduktion og
de ledetråde med hensyn til socialfaglig teoriinddragelse, der er lagt med de neo-institutionelle
teorier.
Vi har, med baggrund i vores MOSUL-erfaringer, ingen grund til at tro, at de økologiske teorier og
ambitioner i større omfang vil få sagsbehandlere til at fare vild i den økologiske ”dartskives”
yderste ringe. Optimerings- og nyttebetragtninger vil utvivlsomt være et værn imod dette, idet de
uvægerligt vil bringe foranstaltningsmulighederne i fokus og bidrage til at skabe sammenhæng
mellem det, der undersøges og det, man kan gøre (af nytte) i forlængelse af en undersøgelse.
Det forhold, at økologiske teorier imidlertid ikke er særligt velegnede til at bygge egentlige
prognoser op, lave fremskrivninger hvorved forskellige indsatsers konsekvenser kan beregnes i
forhold til hinanden, kan imidlertid betyde, at de ikke effektivt nok kan understøtte
sagsbehandlerens mulighed for at træde i karakter som myndighedsperson. Da det endvidere
ikke rigtig ligger i fasens grammatik og de neoinstitutionelle ledetråde at søge hjælp i en mere
28
diagnostik og socialanamnestisk tilgang4, vil det mest sandsynlige udkomme af undersøgende
eller afdækkende aktiviteter være én af to, som vi har flere eksempler på i vores MOSULmateriale:
1) Man indstiller sig på, at analysen eller vurderingen af barnets hjælpebehov ikke kan
foretages endeligt – altså færdiggøres uden afprøvning af forskellige (yderligere)
foranstaltninger i forhold til familien/barnet/den unge (vi taler her om en mere
eksperimenterende tilgang til det sociale arbejde).
2) Man undlader at træffe afgørelse om foranstaltninger, men lader virkeligheden ”afprøve”
familien, idet man holder sig på sidelinjen, en slags skærpet tilsyn eller en forlænget
”forundersøgelse” (begrebet findes ikke i loven, men nok i virkeligheden), klar til at sætte
ind hvis noget går helt galt.
Begge strategier kan finde belæg i en optimerings- og nytteorienteret tilgang, der mangler den
tydelige ”tærskel-orientering”, som kan siges at ligge i et retligt perspektiv5.
Det betyder ikke, at der ikke foreligger diagnoser og erklæringer fra læger, psykiatere, psykologer og andre
sundhedspersoner i de sociale sager på børneområdet. Det gør der – i massevis. Men på forunderlig vis spiller de
ikke den rolle, de potentielt kunne spille i sagerne. Deres antal devaluerer måske deres betydning? Rigtig mange har
diagnoser – og hvad så? Måske mangler sagsbehandlerne forudsætninger for at bruge dem? Måske mangler de bare
den socialfaglige tilskyndelse, de vil kunne finde ved at grave et forvaltningsgrammatikalsk spadestik dybere? Også
de sociale anamneser i sagerne forekommer tynde. Kan man ikke se meningen med at investere kræfter i et
gravearbejde, der eventuelt betyder, at man må interessere sig for tidligere opholdskommuners sager på familien?
Disse er forhold, der har været en kilde til undring for os – og vi er ikke færdige med at undre os. Den
socialøkologiske tilgang kan ikke alene være forklaringen – den er i virkeligheden ret åben over for de aspekter, vi
taler om her. Under alle omstændigheder er det vanskeligt at forklare, hvordan man i en ressourcefokuseret tid kan
bruge rigtig mange penge på ekspertundersøgelser, som man så ikke anvender til ret meget bagefter.
4
I et retligt perspektiv (og dermed et retligt ankendelsesperspektiv) relateres spørgsmålet om
magt/tvangsanvendelse tæt til social- og forvaltningslovgivningens grundlæggende proceduremæssige
bestemmelser og materielle betingelser, nærmere bestemt de forvaltningsretligt definerede faser (og overgange) i
en børnesag og de grundlæggende betingelser for at træffe afgørelse om forskellige former for
hjælpeforanstaltninger.
5
Magten sætter en dagsorden, repræsenterer en indgriben. Magt med tvangselement (der sættes en dagsorden som
familien ikke kan modsætte sig) kræver i et retligt perspektiv klar hjemmel og stor opmærksomhed på de
proceduremæssige tærskler, der skal trædes over, hvis forvaltningens indblanding i en families forhold skal
fortsætte i en nærmere angivet retning med en nærmere angivet intensitet i magtanvendelsen.
Afgørelsen om at indlede en børnefaglig undersøgelse er den første ”tærskel” i forløbet, der kræver ”magtmæssig
opmærksomhed”. Forvaltningen kan ikke undlade at træffe afgørelse om at indlede en børnefaglig undersøgelse ved
at kalde de afdækkende aktiviteter for en forundersøgelse. Hvis forvaltningen træffer afgørelse om at indlede en
undersøgelse, skal der som nævnt kunne formuleres en klar antagelse om, at der foreligger et hjælpebehov, der kan
tilgodeses efter reglerne om foranstaltninger. Hvis forvaltningen træffer afgørelse om ikke at indlede en
børneundersøgelse, har den samtidig afvist muligheden for at sætte en måske hårdt tiltrængt omsorgsdagsorden i
familien, der så antageligt vil gøre som den plejer, for man kan heller ikke bare vælge at stille sig på sidelinjen, i
hvert fald ikke på ubestemt tid. Et andet perspektiv kan være, at forvaltningen har overført kompleksiteten til
primærsektoren, der så i samspil med forældrene står alene med at sikre barnets sundhed og udvikling.
Træffer forvaltningen til gengæld afgørelse om at indlede en undersøgelse, kan familien ikke modsætte sig denne.
Undersøgelsen (må) vedkende(r) sig, at den er en ”myndigheds og ekspertundersøgelse”, en undersøgelse som
forvaltningen har ansvaret for og står sagligt inde for, jr. tidligere om officialprincippet.
29
8.2 Faldgruberne – proceskonsulenten og de andre
Sagsbehandlerens problemforståelse og hendes tilgang til myndighedsrollen kommer i praksis
ofte til at spejle hinanden, hvad de sidste afsnit da også har vist. Det er imidlertid både teoretisk
og i praksis muligt at foretage en skelnen. Hvor vi i sidste afsnit fortrinsvis kædede de forskellige
neoinstitutionelle teorielementer og strukturer sammen med (forskellige tilgange til)
problemforståelse og undersøgelsesfokus, vil vi i dette afsnit foretage samme øvelse, men denne
gang med primært fokus på sagsbehandlerens stil i relation til myndighedsudøvelsen.
Vi mener på baggrund af vores MOSUL-erfaringer at kunne skelne mellem tre
konkurrencestatslige aspekter af myndighedsrollen, udtrykt som rolle-stilarter:
1. Den socialkonstruktionistiske proceskonsulent (som er den kognitive tænknings produkt)
2. Den forlegne konsekvenspædagog (den regulative tænknings produkt)
3. Den forlegne eksperimentør (som er den normative tænknings produkt)
I praktisk socialt arbejde vil sagsbehandleren ofte pendulere mellem de tre aspekter/stilarter.
Man burde, for at undgå dysfunktionalitet, udvide repertoiret med eksempelvis formynderen. Det
sker da også, men ikke så ofte som man kunne ønske.
Vi vil i det følgende behandle 1. og 2. samlet, idet vi først og fremmest vil beskæftige os med
proceskonsulenten. ”Den forlegne eksperimentør” vil kort blive behandlet i sammenhæng med en
kort omtale af ICS, som er en vigtig metode på børneområdet.
8.2.1 Proceskonsulenten/udviklingsagenten og konsekvenspædagogen
Fra vores MOSUL-materiale har vi fundet et eksempel, som vi vil indlede afsnittet med:
Sagen drejer sig om en mor til to små skolebørn. Hun beskrives som stærkt overvægtig og da
sagsbehandleren, som fortæller historien, fik sagen overdraget, var mor tillige deprimeret. Et
sagsbehandlingsforløb blev startet op – et forløb der viser sig at blive til et frustrerende forløb for
sagsbehandleren, der alt for længe tror på mors samarbejdsvilje og måske ikke mindst mors
samarbejdsevne.
Det centrale er at notere sig, hvilket vi vender tilbage til, at der på intet tidspunkt i sagsforløbet,
bliver foretaget en egentlig systematisk undersøgelse. ”Den materielle sandhed” findes ifølge
30
proceskonsulenten ikke – og derfor er der selvfølgelig grænser for, hvor megen energi, der skal
bruges på at opsøge eller afdække den. I stedet skal energien bruges på forhandling og udvikling.
Det hele begynder med, at socialforvaltningen modtager en underretning fra distriktspsykiatrien.
Begrundelsen for underretningen er, at lokalpsykiatriens samarbejde med moren er brudt
sammen. Da mor også er misbruger, bliver det – og sagsbehandleren udtrykker lettelse herover –
kommunens misbrugscenter, der kommer ind i billedet og påtager sig den koordinerende rolle i
forhold til mor, som lokalpsykiatrien tidligere havde spillet.
Tilbage var der så børnene, som sagsbehandleren måtte have fokus på – og det understreges
flere gange under sagsfremlæggelsen, at det er præcis det fokus, der opretholdes. Sagsbehandler
laver som sagt ikke en omfattende undersøgelse. Det, der var behov for, var en aflastning. Mor
pegede selv på dette. ”Alle” pegede på dette. Akut havde sagsbehandler fat i børnehaven. ”Det
skal gå hurtigt”, blev der sagt. ”Undersøgelsen” klaredes med andre ord ved at tage kontakt med
professionelle i morens og til dels børnenes netværk – der heldigvis pegede på samme
foranstaltning, som sagsbehandleren også selv havde i tankerne.
Havde det hele ikke skullet gå så hurtigt, fordi mor havde forladt sine børn i deprimeret
sindstilstand, havde sagsbehandleren måske inddraget flere professionelle, holdt et egentlig
netværksmøde.
Mor havde vanskeligheder. Det stod klart for sagsbehandleren og det stod lige så klart (selv om
det jo ikke var undersøgt), at vanskelighederne formentlig ville være forbigående. Børnene syntes
at være trygge ved deres mor. Hvis vanskelighederne skulle vise sig ikke at være forbigående,
hvilket i følge sagsbehandleren ikke kunne forudsiges på dette tidspunkt, var det vigtigt, at den
aflastningsfamilie, der skulle tage sig af børnene, kunne overgå til at være døgnplejefamilie.
Det var oplagt, at børnene lige nu fyldte for meget for mor. Derfor gjaldt det på det helt korte sigt
om at få mobiliseret børnenes far. Børnenes far, som ikke tidligere havde spillet nogen større rolle
for børnene, skulle blive en vigtig alliancepartner for sagsbehandleren, som det blev udtrykt.
Ganske rigtigt. Der kom en tid med fremgang for mor (i hvert fald tilsyneladende), misbruget var
aftagende eller helt under kontrol, men så døde en af mors forældre og hun blev indlagt på
psykiatrisk afdeling i en kort periode. Hun tabte sig hurtigt og misbruget tog til.
Senere viste det sig, at mor hele tiden havde ført sagsbehandleren – og vist nok også andre
professionelle – bag lyset. Hun havde aldrig lagt stofferne på hylden.
Det viste sig også, at mor ikke var flyttet ind i den lejlighed, hun havde fået. Hun var i stedet flyttet
ind hos en tidligere kæreste og det blev situationen bestemt ikke bedre af. Faren viste sig
desværre heller ikke at være nogen helt god alliance.
Aflastningsfamilie blev nu til døgnplejefamilie. Men ikke formelt. Aflastningsfamilien/plejefamilien
skulle senere have ferie i 3 uger, så igen måtte sagsbehandler tage stilling til, hvad der skulle ske.
Da sagen fremlægges, er mor inde i et kraftigt misbrug. Der har været underretninger og politiet
har spurgt til, hvor hun er. Underretter er ”anonym”, men sagsbehandleren ved, hvem det er.
Sagsbehandler har ikke haft samtaler med børnene på noget tidspunkt, men har hilst på dem.
31
Sagsbehandleren gør rede for sine tanker om fremtiden: Mor skal i døgnbehandling og børnene
skal anbringes. Sagsbehandleren giver udtryk for usikkerhed om, hvordan mor vil stille sig til en
anbringelse.
”Proceskonsulenten” på børneområdet leder, rammesætter og holder på den måde (udviklende)
processer i gang. Proceskonsulenten befinder sig i et multivers, hvor der altid er mange forskellige
perspektiver – og hvor ingen af dem så at sige kan gøre krav på at være mere rigtige end de
andre. For den socialkonstruktionistiske proceskonsulent findes der ingen rigtige løsninger, i
materiel, saglig forstand, men der findes løsninger, der er mere eller mindre udviklende, bedre
eller dårligere afstemt eller forhandlet med dem, de angår og med de professionelle, der omgiver
dem.
Hvor det retlige (retsstatslige) perspektiv sætter fokus på bestemte fixpunkter i et sagsforløb,
bestemte processuelle beslutninger og vurderinger, er den konkurrencestatslige proceskonsulent
optaget af flow, fleksibel indgriben, situationsledelse.
Hvor det retlige perspektiv sætter fokus på objektivitet og gennemsigtighed i de faglige
vurderinger, er den konkurrencestatslige proceskonsulent optaget af ”tilstrækkelig og
hensigtsmæssig rammesætning”, af at anerkende det særegne og mediere det forskellige.
I det beskrevne sagsforløb mangler der ud fra en retlig vurdering opmærksomhed omkring
afgørelses- og beslutningssituationerne. Hvornår er der grundlag for at indlede en undersøgelse?
Hvilke oplysningsskridt er nødvendige for at oplyse sagen tilstrækkeligt?
Hvilken foranstaltning er den materielt rigtige og hvorfor? Kan problemerne reelt løses i hjemmet?
Hvis problemerne ikke kan løses i hjemmet, og betingelserne i øvrigt er opfyldt, skal der træffes
en afgørelse om anbringelse. Ikke bare en afgørelse om at yde aflastning i et omfang, der næsten
svarer til en anbringelse, men en formel anbringelsesbeslutning med alle de krav om tydelighed i
forhold til ansvaret for børnene, som dette indebærer.
Det, der ud fra ét perspektiv kan se grundlæggende sjusket ud – hvor i det beskrevne forløb er fx
den grundige undersøgelse og vurdering af barnets behov? – kan i et andet perspektiv indeholde
en grundlæggende rigtig tilgang, omend den konkrete udmøntning kan findes plettet af
skønhedsfejl.
Sagsbehandleren i den case, vi har beskrevet ovenfor, ærgrede sig nok over, at pågældende ikke
på et tidligere tidspunkt havde ”gennemskuet” mor. På intet tidspunkt gav sagsbehandler
imidlertid udtryk for tvivl om, hvorvidt det, der var gjort i sagen, nu også var det rigtige på det
givne tidspunkt. Der var blevet arbejdet med udstrakt inddragelse af mor (måske ikke så meget af
børnene, men de var så små) og af de professionelle, som har kendskab til familiens forhold. Og
det måtte fra sagsbehandlerens perspektiv være det væsentligste.
Oversættelsesopgaven er en grundlæggende opgave i den triangel af i øvrigt sammenhængende
opgaver, vi har beskæftiget os med, dels hver for sig, dels som samlet udtryk for det
professionelle perspektivs selv-bestemmelsesdimension. Den tilgang, som sagsbehandleren i
omhandlede sag benyttede, repræsenterer så at sige en relationstænkning i dobbelt potens: Den
bygger som alle andre tilgange på forestillingen om relationsarbejdets grundlæggende betydning,
men derudover trækker den på den neoinstitutionelle tænkning i strukturer og samspil som
kompleksitetsudfoldende og kompleksitetsreducerende mekanisme. Endelig bygger den på den
32
almindelige medmenneskelige tilbøjelighed til at identificere sig og sympatisere med (andre)
forældre, der på grund af skæbnens lunefulde tilskikkelser kommer i en vanskelig situation, fx
ved at falde i depressionens sorte hul.
Pointen med at fremhæve relationstænkningens dobbelte indflydelse er at vise, hvorledes
”relations-” og ”samarbejdstænkning” kædes sammen i et perspektiv, der nok kan indebære
fordele, fx i forhold til en substantiel retssikkerhedstænkning med vægt på ligeværdighed, men
som også frembyder faldgruber, som er farlige og lette at falde i. Har man som sagsbehandler
først sporet sig ind på denne tænkning og i en konkret sag faktisk oplevet at tro på sin ”relation”
og på ”samarbejdet”, kan det være svært at frigøre sig fra de i reglen stærke forældres egen
tolkning af deres situation. Og det er selvsagt langt fra sikkert, at det er den tolkning, der kan
bringe familien og dermed barnet videre.
Opsummerende om ovenstående case kan vi sige følgende: Casen illustrerer, at
formynderiforflygtigelsen, den socialkonstruktionistiske forhandlingstrategi og den pludselige
tvangsanvendelse (som kan opleves som overgreb) sagtens kan gå hånd i hånd i
sagsbehandlingen, særligt i tilfælde hvor det neoinstitutionelle perspektiv på opgavevaretagelsen
løsrives fra den social- og forvaltningspolitiske kontekst som helhed og kommer til at forvrænge
sig selv i en historisk afkoblet version af ”myndighedsudøvelse”.
I flere af de ”svære samarbejdssager”6 lykkes det forældrene – eller den unge – at styre
sagsbehandlingen på en uhensigtsmæssig måde, der ikke tilgodeser barnets eller den unges
beskyttelsesinteresse. I nogle sager indrulleres sagsbehandleren i et uigennemskueligt
relationsspil, som pågældende ikke formår at vikle sig ud af igen – med det tab af overblik og
kølig analyse, der følger heraf. I andre sager skyldes forældrenes ”kontrol” med
sagsbehandlingen, at de massive problemer, der konstateres i familien, ikke kan løses hverken i
eller uden for hjemmet. Indsatsens formål bliver dermed ikke så meget et spørgsmål om at sikre
en positiv udvikling, som at minimere skadevirkninger. Er problemerne først nået dertil, kan det
efter omstændighederne blive vanskeligt at argumentere for den tvangsfjernelse, som skulle have
været foretaget for mange år siden, hvis den skulle have effekt. Dette åbner op for friere
nyttebetragtninger i sagsbehandlingen, der bliver mere usammenhængende og præget af
manglende dybtgående ”diagnostisk” analyse.
Som det er antydet taler vi her i virkeligheden om de samme sager, men i forskellige faser af
familiens udvikling og deres samspil med forvaltningen.
8.2.2 Den system(at)iske socialøkolog og ICS-operatør
Den system(at)iske socialøkolog risikerer meget vel at ende i samme situation som
proceskonsulenten: At der ikke (endnu) kan laves en tilstrækkelig sikker socialfaglig
prognose/vurdering i sagen med den usikkerhed og udfordring i forhold til myndighedsudøvelsen,
som det giver. Mens proceskonsulenten imidlertid har taget principiel stilling til sådanne
vurderinger og fundet, at de ikke giver mening at efterstræbe, er økologen grundlæggende
optaget af at kunne præstere de omhandlede vurderinger/prognoser, men har vanskeligheder
6
I vores Mosul-rapport (Adolphsen og Vangsgaard, 2012) skelner vi mellem 8 forskellige sagstyper. Alle
sagstyperne har særlige vanskeligheder indbygget – der er tale om sager, som sagsbehandlerne selv har båret frem,
netop fordi de havde problemer med sagsbehandlingen. Vi kan på dette sted kun opremse de forskellige sagstyper
(ønsker man nærmere uddybning kan man hente rapporten): De larmende teenagere, de voksne unge, de
konfliktende forældre, de lukkede familier, det svære forældresamarbejde, de alvorlige mistanker, kaosfamilierne
og de andre.
33
med at styre kompleksiteten i sagerne og inddrage den viden, der eventuelt kan hjælpe hende i
så henseende. Hun er opdraget til systematisk sagsbehandling og benytter da også fx ICS som et
vigtigt redskab i arbejdet. Problemet er – og det opdager hun før eller siden – at ingen teori,
økologisk eller ej, kan stå alene, at ingen metoder kan rumme alle krav, endsige endegyldigt
reducere kompleksiteten for hende.
Vi vil – i stedet for at gentage flere af de pointer, som allerede er lagt frem i det foregående – kort
omtale nogle forhold omkring ICS (DUBU ufortalt), som vi er faldet over i forbindelse med projekt
MOSUL, hvor vores deltagerkommuner begge i løbet af projektperioden påbegyndte
implementering af netop ICS.
Praksisundersøgelser og et utal af konkrete ankeafgørelser har vist, at den kommunale
sagsbehandler har vanskeligt ved at integrere og overholde de generelle forvaltningsretlige regler
og principper.
Denne tendens synes desværre forstærket på børneområdet i forbindelse særligt med § 50
undersøgelsen. I praksis er § 50 undersøgelsen således blevet synonym med al undersøgelse i
børnesager. Herved har sagsbehandleren ”glemt”, at der inden for det offentlige gælder et
officialprincip, som pålægger forvaltningen at undersøge en sag tilstrækkeligt inden, der træffes
en afgørelse.
Det har bl.a. ført til, at vigtigheden af og forståelsen for, at vi har med et pligtområde at gøre, er
skubbet i baggrunden af betoningen af inddragelse og samarbejde med forældre/familie. På
denne måde har ”den gode metode” i nogen grad overtrumfet den hjemmel (beføjelse og pligt),
der er i § 50 til at påbegynde en undersøgelse, når det ”antages, at barnet har behov for særlig
støtte”.
ICS (med det digitale støtteben DUBU) kan ses som et forsøg på fra de centrale myndigheders
side at arbejde styringsmæssigt med et inderside-perspektiv. Med indersideperspektiv skal her
forstås de professionelle frontarbejderes eget perspektiv: ICS skal i grunden ikke forandre det
sociale arbejde og de meningsgivende strukturer det trækker på (skal ikke påtvinge det
fremmede strukturer), men understøtte og optimere den mening der findes i forvejen og gøre den
mere operationaliserbar i forhold til den daglige sagsbehandling. Man kan tale om
institutionalisering og manualisering af ”den gode praksis”.
Metodekoncepter frembyder en øget risiko i forhold til ovennævnte tendenser, idet det i praksis
meget nemt bliver til ”at vi arbejder efter ICS” i stedet for efter loven, officialprincippet m.v.
Denne risiko er alvorlig nok i sig selv, men da de systemer, man betjener sig af, ofte (altid?)
hentes i andre lande øges risikoen betragteligt, idet de jo så skal ”oversættes” til dansk
lovgivning. Desværre ser det ud til, at denne alvorlige risiko ikke har været taget i tilstrækkelig
betragtning ved oversættelsen af ICS, hvor det kunne se ud til, at der ikke har været inddraget
(tilstrækkelig) juridisk ekspertise.
ICS-systemet tager således slet ikke afsæt i ”antagelsen om behov for særlig støtte”, som jo er
grundlaget for påbegyndelse af en § 50 undersøgelse. ICS forholder sig således ikke i
tilstrækkelig grad til den hjemmel, kommunen har, ligesom systemet opererer med ”barnets
udækkede behov”, hvor servicelovens kriterium er ”et særligt behov”.
Herudover bruger ICS nogle af servicelovens vendinger i andre sammenhænge end dem, de
optræder i i loven, hvilket også er med til at svække forståelsen og respekten for krav til det
offentlige om hjemmel, saglighed, proportionalitet m.v.
34
Nogle af de faldgruber der åbner sig ved brugen af ICS og DUBU kan således være uklare
afgørelser om, hvorvidt der skal indledes en undersøgelse, overoplysning af sagerne (et punkt
som man allerede fra udviklernes side er opmærksom på, men uden at man kæder risikoen
sammen med manglende eller uklar antagelse som grundlag for undersøgelsesarbejdet
(Servicestyrelsen, 2011, s. 42)), manglende fleksibilitet og risiko for, at et voluminøst
undersøgelsesarbejde går i metodemæssigt selvsving, så nyttebetragtninger helt afskæres og
inddragelsesperspektivet bliver for snævert med den virkning, at familien aldrig får indflydelse på
selve undersøgelsesrammen.
Officialprincippet sætter snævre grænser for, hvor stor indflydelse
forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige kan få på selve undersøgelsesrammen, men
det skal dog overvejes konkret om de har synspunkter, der – også uden for de tilfælde hvor deres
samtykke er påkrævet – har betydning for selve undersøgelsens tematiske tilrettelæggelse.
9 Afslutning - den professionelle kompleksitetshåndtering som
paradokshåndtering
De sidste afsnit har gennemgået forskellige sager og eksempler på sagsbehandling, der er gået i
hårdknude eller er stødt på vanskeligheder, som formentlig har kunnet afhjælpes med en mere
helhedsorienteret indsats. Det handler altså ikke om, at de elementer i indsatsen, som er blevet
kunstigt forstørret ved et ensidigt konkurrencestatsligt og neoinstitutionelt fokus, skal helt ud af
sagsbehandlingen. Det handler om, at disse elementers betydning skal nedtones. Og at andre
elementer og perspektiver skal bringes ind og tillægges en passende betydning.
Det handler imidlertid også om, at den ideelle sagsbehandling ikke findes. Enhver sag kan gå galt.
Og enhver sag kan kritiseres.
Loven skal holdes. Det samme skal budgettet. Hænger det altid sammen?
Forældre og børn skal anerkendes. Solidarisk og retligt. Kan man anerkende alle - på begge
måder - samtidig?
Indsatsen skal yde beskyttelse og retssikkerhed – går disse hensyn uproblematisk op i hinanden?
Myndighedsudøvelsen skal være tydelig og ærlig mht. sagsbehandlerens vurdering af situationen.
Kan den samtidig virke motiverende og mobiliserende på den ressourcesvage forælder?
Sagsbehandleren skal på samme tid være problem- og ressourceorienteret. Hvordan etablerer
man dén balance?
Virkelighedens problemer er vilde og komplekse. Alligevel skal man som sagsbehandler kunne
lave prognoser og socialfaglige vurderinger af fremskrivende karakter. Hvordan lader det sig
gøre?
Formel regeloverholdelse skal spille sammen med optimerings- og nyttehensyn. Lyder det
sammenspil altid harmonisk?
Paradokser er ladet med uro og spænding, men de sætter ikke (professionel) praksis i stå. Der er
forskellige måder at forholde sig til paradokserne på. Om man i sin praksis hælder til den ene
eller den anden kan blive afgørende for det sociale arbejdes mulighed for at lykkes. De forskellige
måder er beskrevet af Rennison (Rennison, 2011):
a. Ignoransstrategien går ud på at ignorere paradoksets eksistens. Vælger man denne, bliver
man uværgerligt utroværdig – eller kommer til at snakke sort.
35
b. Den fundamentalistiske strategi anerkender paradokset, men vælger en fast og bestemt
måde at gå til det på. Vægter med andre ord konsekvent den ene side af den
dobbeltsidige fordring.
c. Dekoblingsstrategien anerkender også den dobbeltsidige og dermed tvetydige fordring,
men afparadokserer beslutningssitutionen ved eksempelvis at fremhæve dens
processuelle og uafsluttede karakter. Det er med andre ord ”hver-ting-til-sin-tid”argumentationen, der spilles på her.
d. Hykleristrategien er, som navnet siger, ikke den mest tillidsskabende strategi. Hykleri, der
består i at anerkende paradokserne, og derefter lade som ingenting, bliver hurtigt
gennemskuet.
Vi har i denne artikel forsøgt at fremhæve en femte mulighed, en slags helheds- og
afbalanceringsstrategi. Det er ikke nogen nem strategi og helhed findes kun i flertal. Men det er
den eneste, vi kan se som virkelig produktiv og frugtbar. I praksis vil det være vanskeligt at skelne
en sådan afbalanceringsstrategi fra en integreret refleksions- og profleksionsstrategi:
Refleksionen reflekterer konstant over vilkår og muligheder i arbejdet, profleksionen kaster sig ud
i paradokset og ser, hvad der sker.
Vi har vist, at en mere helhedsorineteret indsats først og fremmest må trække (mere aktivt) på
det retlige perspektiv, som under konkurrencestaten er presset af mere nytte- og
optimeringsorienterede perspektiver. På vidensinddragelsesniveau handler det om at være mere
opmærksom på diagnostiske vidensformers potentielle betydning i børnesagerne.
36
10 Litteratur
Adolphsen, Bente og Peter Vangsaard (2012), Mosul (Model for socialretlig udvikling og læring) –
Rapport vedr. forsknings-/udviklingsprojekt i forbindelse med den sociale diplomuddannelse for
børn og unge), Socialstyrelsen, http://www.boerneungediplom.dk/filer/Fil204_MOSUL-rapport--endelig-august-2013.pdf
Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2013): ”Klassisk og moderne samfundsteori”, Hans
Reitzels Forlag
Andersen, Jon (2013): ”Socialforvaltningsret”, Nyt Juridisk Forlag, 5. udgave.
Andersen, Niels Åkerstrøm (2003), ”Borgerens kontraktliggørelse”, Hans Reitzels Forlag.
Brinkmann, Svend (2006), ”John Dewey – en introduktion”, Hans Reitzels Forlag.
Dalberg-Larsen, Jørgen (1984): ”Retsstaten, velfærdsstaten og hvad så?, 1984, Akademisk
Forlag.
Dalberg-Larsen, Jørgen (1999), ”Lovene og livet”, Jurist- og Økonomforbundets forlag.
Danmarks Evalueringsinstitut (2001), ”Socialrådgiver- og socialformidleruddannelserne, Statens
Information.
Doublet, David Roland (1995), ”Rett, vitenskap og fornuft”, Alma Mater.
Egelund, Tine og Lis Hillgaard (1993), ”Social rådgivning og social behandling”, Socialpædagogisk
Bibliotek.
Egelund, Tine (1997), ”Beskyttelse af barndommen – Socialforvaltningers risikovurdering og
indgreb”, Hans Reitzels Forlag.
Gottrup, Rikke (2011), ”Officialprincippet og sagsoplysning – mod øget borgerinddragelse?”,
Jurist- og økonomforbundets forlag.
Healey, Karen (2005), ”Socialt arbejde i teori og kontekst – En grundbog”, Professionsserien,
Akademisk forlag.
Henrichsen, Carsten (1997), ”Retssikkerhed og moderne forvaltning - Et retspolitisk studie i
samspillet mellem stat, forvaltning og borger”, Akademisk forlag.
Heidegger, Martin (2007), ”Væren og tid”, Klim.
Husted, Jørgen (2009), ”Etik og værdier i socialt arbejde”, Hans Reitzels Forlag.
37
Hutchinson, Gunnar Strand og Siv Oltedal (1998), ”Modeller i socialt arbejd – fra ulike røtter til
samme felt”, Tano Aschehoug.
Højlund, Holger (2004), ”Markedets politiske fornuft – Et studie af velfærdens organisering i
perioden 1990-2003”, Samfundslitteratur.
Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.) (2003): ”Organiseret kommunikation –
systemteoretiske analyser”, Samfundslitteratur.
Højlund, Peter (2000), ”Socialretsfilosofi – Retslære for socialt arbejde”, Socialpædagogisk
Bibliotek, Gyldendal.
Højlund, Peter & Søren Juul (2002), ”Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde”,
Research Papers from the Department of Social Scienses, Roskilde University.
Højlund Peter & Søren Juul (2005), ”Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde”, Hans
Reitzels Forlag.
Karpatschof, Benny og Bøje Katzenelson (red.)(2011), Klassisk og moderne psykologisk teori,
Hans Reitzels forlag.
Killén, Kari (2010), ”Om omsorgssvigt – Praksis og ansvar”, 4. udgave, Hans Reitzels Forlag.
Kirkeby, Ole Fogh (2013), ”Eventologien – begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser”,
Samfundeslitteratur.
Kleve, Heiko (2000), ”Die Sozialarbeit ohne Eigenschaften – Fragmente einer postmodernen
Professions- und Wissenschafttheorie Sozialer Arbeit, Lambertus.
Lindblom, Charles E (1959), ”The science of ”muddling through””, Public Administration Rewiew,
Vol. 19, No. 2, 1959.
Luhmann, Niklas (2000), ”Sociale systemer: grundrids til en almen teori”, Hans Reitzels Forlag.
Luhmann, Niklas (2003), ”Iagttagelse og paradoks – essays om autopoietiske systemer”,
Gyldendal.
Majgaard, Klaus (2008/2009), ”Slip paradokserne løs! – laboratorier for ny offentlig styring,
Økonomistyring & Informatik, 24. Årgang, nr. 3.
Mik-Meyer, Nanna (2004), ”Dømt til personlig udvikling”, Hans Reitzels Forlag.
Paul, Axel T (2001), Organizing Hussel: On the Phenomenological Foundations of Luhmann´s
System Theory, Journal of Classical Sociology, 1:371
Paulsen, Michael og Jesper Tække (red.)(2008), ”Luhmann & Organisation”, Konstruktivistiske
Byggesten, Forlaget UP.
Pedersen, Ove K. (2011), ”Konkurrencestaten”, Hans Reitzels Forlag.
38
Nielsen, Søren Overgaard og Steen Vallentin (2003), ”Organisation og samfund – mellem
systemteori og neoinstitutionel teori” i: Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.): ”Organiseret
kommunikation – systemteoretiske analyser”, Samfundslitteratur.
Raffnsøe- Møller (2011), ”Etik, selvdannelse og selvledelse i sygepleje” (kap. 10) i
”Sundhedsfaglig ledelse” (red.: Lisbeth Uhrenfeldt, Erik Elgaard Sørensen), GAD.
Rennison, Betine Wolfgang (2011), ”Ledelsens genealogi – offentlig ledelse fra tabu til trend”,
Samfundslitteratur.
Schaumburg-Müller (2009), ”Fem retsfilosofiske teser”, Jurist- og økonomforbundets forlag.
Schrøder, Ida Maria (2012), ”Økonomi på dagsordenen – bør sagsbehandlererne tage
økonomiske hensyn i deres arbejde med udsatte børn og unge”, Udenfor Nummer, nr. 24, 13.
Årgang.
Taylor, Charles (2008), ”Modernitetens ubehag – autencitetens etik” (med forord af Morten
Raffnsøe-Møller), Forlaget Philosophia, 3. oplag.
Vangsgaard (2009), ”Socialretslæren og systemteorien – udkast til en kognitivt orienteret
socialretslære mellem retsfilosofi, videnskabsteori og retssociologi”, VIA University college,
http://www.viauc.dk/socialraadgiver/Documents/Fælles%20indhold%20til%20genbrug/Social%2
0Skriftserie/Social%20Skriftserie%20nr%2014%20-%202009.pdf
39