1. No category

Socialt børnearbejde i
forvaltningskontekst
Artiklen er udarbejdet med støtte fra NUBU på baggrund af
forskningsprojektet MOSUL
Bente Adolphsen
Peter Vangsgaard
Forår 2014
1
1
Baggrunden ................................................................................................................................................... 3
2
Resumé........................................................................................................................................................... 4
3
Kompleksiteten som udgangspunkt......................................................................................................... 6
3.1 Kompleksiten som faktum og som etisk fordring ......................................................................................... 8
3.2 Et sociologisk og et humanistisk perspektiv på kompleksitet ................................................................. 9
3.3 Perspektiverne og meningsbegrebet............................................................................................................... 10
4
Tre dimensioner i forvaltningsarbejdet – med tilhørende opgaver ................................................. 14
4.1 Om livsverdensperspektivet og oversættelsesopgaven ........................................................................... 16
4.2 Forvaltningsperspektivet idag ........................................................................................................................... 19
4.3 Velfærdsstatsudviklingen. .................................................................................................................................... 22
Retsstatens forvaltning (ca 1849-(1900-)1930)....................................................................................... 23
Velfærdsstatens forvaltning (ca1900-(1930-)1990). ............................................................................. 25
Konkurrencestatens forvaltning (ca 1990-?). ............................................................................................ 26
4.4 Nærmere om specifikationsopgaven............................................................................................................... 28
Fra problem til særligt behov for støtte ....................................................................................................... 29
Fra bekymring til særlig risiko ......................................................................................................................... 30
Fra relation til opgave.......................................................................................................................................... 31
4.5 Om professionsperspektivet og håndteringsopgaven .............................................................................. 32
5
Om professionsperspektivet og selv-bestemmelsen ......................................................................... 35
5.1 Selvbestemmelsen, meningsdimensionerne og den professionelle vidensinddragelse .............. 36
5.2 Faserne og vidensformerne ................................................................................................................................. 37
Retsstaten og den diagnostiske viden ........................................................................................................... 38
Velfærdsstaten og den dynamiske viden ..................................................................................................... 39
Konkurrencestaten og den dialogisk/relationelle viden ....................................................................... 40
6
Selvledelsen, konkurrencestaten og de neoinstitutionelles teoriers dominans .......................... 41
6.1 Faldgruberne - risikovurderingerne og konstruktionen af de særlige behov ............................... 44
Magisk konstruktionisme (retter sig mod eksperten i eget liv) .......................................................... 44
Forlegen konsekvenspædagogisk tænkning (retter sig mod den rationelle aktør) .................... 46
Social pendlings-økologisme (retter sig mod det socialiserede menneske) .................................. 48
6.2 Faldgruberne – proceskonsulenten og de andre ....................................................................................... 50
Proceskonsulenten/udviklingsagenten og konsekvenspædagogen ................................................. 51
Den system(at)iske socialøkolog og ICS-operatør.................................................................................... 54
6.3 Den professionelle selvledelse som paradokshåndtering ....................................................................... 56
6.4 Afslutning .................................................................................................................................................................... 57
7
Litteraturliste .............................................................................................................................................. 58
2
1 Baggrunden
Baggrunden for denne artikel er et ønske om at bidrage til en bedre fagkobling på de dele af
Socialrådgiveruddannelsen/Diplomuddannelsen, der retter sig mod myndighedsudøvelsen. Kan
en bedre fagkobling opnås, er der samtidig mulighed for at medvirke til at skabe et forbedret
grundlag for socialt arbejdes kompleksitetsforståelse og evne til at respondere på de udfordringer,
som møder det i konteksten af den moderne socialforvaltning. Fokus er på det sociale
børneområde, men mange af de resultater og pointer, der formidles, er for så vidt lige så
velanbragte på andre områder af socialt forvaltningsarbejde.
Vi er to jurister med mange års erfaring bl.a. med undervisning af socialrådgiverstuderende på
grund- og efteruddannelsesniveau. Tilsammen repræsenterer vi viden, erfaringer og indsigter, der
efter vores opfattelse er vigtigere at formidle i dag end nogensinde før. De begrebslige bud og
medfølgende pointer vedr. arbejdets udfordringer og faldgruber, som vil blive præsenteret i
artiklen, udspringer primært af vores samarbejde om et tre-årigt udviklingsprojekt, MOSUL (MOdel
for Socialretlig Udvikling og Læring). Projektet (2010-2012) blev støttet af Socialstyrelsen og
gennemført i samarbejde med to kommuner, hvor vi i godt to år deltog i sagsmøder, hvor
sagsbehandlerne tog vanskelige sager op til udredning og drøftelse. Formålet med vores
deltagelse var at udvikle en model, herunder et kompleksitetskort, der kan facilitere det sociale
forvaltningsarbejde, hjælpe det med at finde mål og retning i hverdagsprocesser, der ofte virker
både uoverskuelige og uhåndterbare (se Adolphsen og Vangsgaard, 2012).
Som (jura-)undervisere på Socialrådgiveruddannelsen er det oplagt, at vores endemål må være
understøttelsen af ”den gode praksis” i socialt forvaltningsarbejde. Det er imidlertid lige så oplagt,
at vi som fagdidaktikere på en tvær- eller flerfagligt orienteret uddannelse må være særligt
interesserede i at oplyse vejen dertil – og i at yde vores bidrag til, at det fag vi repræsenterer,
juraen, bliver synligt på vejen og kommer til sin ret i den sammenhæng, det bør indgå i sammen
med andre fag.
Vi har i den forbindelse oplevet, at vores fag i for høj grad bliver betragtet som en ramme og ikke
som en optik, der farver kommende praktikeres virkelighedsbillede og den måde selve opgaven
anskues på. Med et begreb, vi bruger senere i artiklen, kan man sige, at socialrådgiverstuderende
nemt kommer til at forholde sig til jura som et fænomen, der først og fremmest skal tilgås fra
”ydersiden”, mens det, der undervises i under betegnelsen ”perspektiver i socialt arbejde”,
kommer til at repræsentere det sociale arbejdes ”inderside”.
Vi mener, at dette forhold er uheldigt og er med til at skabe problemer for den nyuddannede, der
starter i praksis. Og værre endnu: At det også for den mere erfarne socialrådgiver kan vedblive at
være en uhensigtsmæssig begrænsning i arbejdet; at den ovennævnte tilgang med andre ord kan
sætte sig fast og på tværs i rådgiverens synsfelt og dér spærre for ellers oplagte horisonter med
tilhørende handlemuligheder.
3
2 Resumé
Med artiklen vil vi gerne bidrage til at integrere det sociale arbejdes formelle faglige (refleksions)grundlag med dets institutionelle ditto. Kun en tilnærmelse eller kobling mellem de to kan efter
vores opfattelse skabe et grundlag for navigation og refleksion, som reelt kan understøtte vores
studerende i den dagligdag, der møder dem, når de efter endt studium, skal praktisere deres fag i
socialforvaltningen.
Det er for os afgørende, at socialrådgiverstuderende i deres studietid indser, at økonomi og jura –
forvaltningens grundlæggende mekanismer til kompleksitetsudfoldelse og –reduktion – både
lægger rammer for socialt arbejdes praksis og udgør perspektiver på opgaven, rammeperspektiver
om man vil, som man som praktiker, der gerne vil ”flytte ting”, må være fortrolig med og i en eller
anden grad også opfatte som sine egne.
I nogle henseender kan man, som vi antyder, slå juraen og økonomien i hartkorn. I andre
henseender er det netop forskellene, der er pointen. Mens det økonomiske perspektiv, udtrykt
som nytte- og optimeringsbetragtninger på alle niveauer, er stærkt i disse år – helt umærkeligt
lægger det vanedannende ledetråde ud for det moderne forvaltningsarbejdes praksis, herunder
dets teoriinddragelse – er det juridiske perspektiv omvendt truet. Denne artikel handler om,
hvorledes det juridiske perspektiv kan bidrage til et mere helhedsorienteret socialt
forvaltningsarbejde, der udfolder en større grad af kompleksitet under samtidig opretholdelse af
fremdriften i sagerne.
Artiklen tager læseren med på en tur, en teoretisk guidet tur, i den moderne socialforvaltning.
Formålet er, at læseren ved vejs ende kan se konturerne af et nyt refleksionsgrundlag for socialt
forvaltningsarbejde. Skal et sådant have anvendelsesværdi skal det kunne informere om
ledetråde og faldgruber i arbejdet, ligesom det skal kunne give idéer til, hvorledes en sag, der er
kørt fast, kan fortsættes på baggrund af en klargjort horisont og et fornyet perspektiv på
opgavevaretagelsen.
Vejen mod målet er ikke snorlige og der følges forskellige spor, hvor kompleksitetsbegrebet
betegner det ene, meningsbegrebet det andet og kontekstbegrebet det tredje.
I artiklen bruger vi flere cases fra vores undersøgelsesmateriale til belysning af nogle af vores
pointer. Der er tale om referater fra drøftelsen af sagerne, hvorfor det flere steder er de forskellige
mødedeltageres formuleringer og forslag, der refereres og citeres. Man skal således være
opmærksom på, at der forekommer en del daglige talemåder.
4
Kompleksitetsbegrebet er måske MOSUL-projektets vigtigste teoretiske udgangspunkt. Projektets
ovennævnte ambition om at tegne et kompleksitetskort vidner om dette. Kompleksitetssporet
holdtes varmt igennem hele MOSUL-projektet og også i denne artikel.
I begyndelsen af vores MOSUL-forløb forudsatte vi, at kompleksiteten kunne begribes alene ved
brug af systemteoretiske begreber og iagttagelsesstrategier. Det blev imidlertid undervejs i
projektet tydeligt, at et vigtigt perspektiv på kompleksiteten, den (professionelles) oplevede eller
fænomenologiske kompleksitet, ikke kunne komme tilstrækkeligt til orde uden en sporføring, der
kunne forene et sociologisk og humanistisk perspektiv på socialt arbejde. Artiklens andet spor
udspringer blandt andet af det forhold, at socialt arbejde er et arbejde i spændingsfeltet mellem
individ og samfund. Artiklen forsøger at vise, hvorledes fænomenologi og systemteori går fint i
spænd i forsøget på at komme det sociale arbejdes samlede kompleksitet i møde. Det forenende
begreb er meningsbegrebet, der gennemsyrer artiklens begrebslige udfoldelser og understøtter
dens bestræbelse på at tænke i forskel(le) såvel som helhed(er).
Det tredje spor er det institutionelle spor, som udspringer af forestillingen om det sociale arbejde
som kontekstbestemt. Dette spor, som væver sig ind og ud af de andre spor, er i høj grad et
historisk spor. Det er en af artiklens mest centrale påstande, at kompleksiteten ikke kan begribes
uden indsigt i den social- og forvaltningspolitiske historie, som i dag udfordrer forvaltningspraksis
ved, ideelt set, at skulle forholde sig til hele tre ”grammatikalske” lag. Eftersom behovet for
kompleksitetsreduktion er åbenbart, er det ikke underligt, at man i forvaltningen jævnligt forsøger
sig med overspring. Overspring betyder, at det kun er de seneste social- og forvaltningspolitiske
5
tendenser, man får forholdt sig til. Med eksempler fra projekt MOSULs datamateriale søges det
påvist, hvorledes handlingsforkortelser er en risiko i dagens forvaltningsarbejde og hvorledes
særligt autoritetsforlegenhed og formynderiforflygtigelse spiller en tvivlsom rolle i de allermest
vanskelige børnesager. En måde at gøre disse risici mindre på er at besinde sig på forvaltningens
retsstatslige udgangspunkt - og et retligt perspektiv på opgavevaretagelsen.
Faldgruberne i arbejdet bliver præciseret til sidst i artiklen, der altså lægger lag på lag af
kompleksitet på kompleksitetskortet, indtil de kritiske aspekter i den moderne praksis præciseres.
3 Kompleksiteten som udgangspunkt
Det sociale arbejde er komplekst. I denne påstand er der intet kontroversielt endsige
overraskende. Og få – om overhovedet nogen - vil formentlig være uenige heri. Men hvordan er
det komplekst? I dette spørgsmål er der måske lidt mere sprængkraft. Hvis kompleksitetsbegrebet
for alvor skal nyttiggøres som udgangspunkt for en forståelse af det sociale forvaltningsarbejde er
det nødvendigt at komme besvarelsen af hvordan-spørgsmålet lidt nærmere.
Arbejdets kompleksitet kommer utvivlsomt til syne i interaktioner, det vil sige i de situationelle
udvekslinger sagsbehandleren har med kolleger i sagsbehandlergruppen, fagpersoner fra andre
forvaltningsdele og myndigheder, ledere og ikke mindst de familier og børn og unge, som
sagsbehandlingen er rettet imod. Ikke sjældent fører kompleksiteten til ærgrelser, misforståelser
6
og somme tider konflikter.
Kompleksiteten er defineret ved en grad af uoverskuelighed, ved et overskud af muligheder for
fortolkning, situationsbedømmelse og handling. Kompleksitetsbegrebet har sammenhæng med
kontingensbegrebet. Det, der er kontingent, er muligt, men ikke nødvendigt. Man kunne med
andre ord have besluttet anderledes, gjort noget andet, sagt noget tredje. Sådan er det i socialt
forvaltningsarbejde. Og det bliver ikke anderledes. Og det er godt! Ingen ønsker vel et mekaniseret
eller manualiseret socialt arbejde, hvor der ikke er spillerum for hensyntagen til den konkrete
situation.
Man kan spørge sig selv om, er, hvad interaktionerne betyder for kompleksiteten.
Situationer eller interaktioner er defineret ved, hvem der konkret er nærværende. Selvom de fleste
sagsbehandlere vil nikke genkendende til, at der er forskel på de personer, man arbejder med –
nogle er besværlige, andre er udfordrende, atter andre er nemmere at have med at gøre – står det
dog klart, at disse forskelle ikke kan definere kompleksiteten. Kompleksiteten er der – uanset
hvem sagsbehandleren konkret står overfor og interagerer med.
Hvis det ikke er situationerne, der definerer det sociale arbejdes kompleksitet, er det måske de
anvendte kommunikative logikker og koder? I systemteorien betegner en kommunikationskode en
forskel, der styrer kommunikationen, giver den mål og retning – en nærmere bestemt horisont af
muligheder for handling.
I rigtig mange situationer – i de fleste funktionelle sammenhænge – er det fristende at skære
kommunikationen til. Det er fx, hvad der sker, når underviseren adresserer sin studerende som
studerende og kun som studerende. Eller når lægen adresserer patienten som patient og kun som
patient.
Selvom – eller måske netop fordi – kommunikationen foregår på en bestemt måde, hvorved noget
skæres væk, kan kompleksiteten i kommunikationen være stor. En pædagogisk kommunikation
kan spænde vidt: Der er mange undervisningsmetoder og lige så mange læringsstile.
Læringsstoffet er i sig selv komplekst og hvert fag har sin egen didaktik. På samme måde er
lægelig behandling ikke nogen enkel ting. Som regel vil der foreligge forskellige undersøgelses- og
behandlingsmetoder med forskellige risici og bivirkninger. Desuden kan der være spørgsmål om,
hvorledes patienten gennem sin egen medvirken kan understøtte hhv. skade sit
behandlingsforløb. Meget kompleksitet kan med andre ord udfoldes. Hvad der ligger fast er, at der
er tale om et ret veldefineret underviser-studerende hhv. læge-patient-forhold, der i første tilfælde
centrerer sig om pædagogikken og i sidstnævnte om sundheden.
Muligheden for på ovennævnte vis at skære kommunikationen til, står ikke umiddelbart til
rådighed for det sociale forvaltningsarbejde. Hvordan skal man eksempelvis forstå barnet? I
praksis synes der at være en del tvivl herom. Er barnet først og fremmest et individ, der skal lære
at lære? En (potentiel) afviger, der skal behandles? En borger med begrænset partshabilitet, der
skal have opfyldt sine rettigheder? En svag person, der skal beskyttes? En ressource, der for den
enkeltes og samfundets skyld skal investeres i?
Den sociale hjælp er en alt for mangetydig størrelse til, at det kan lade sig gøre at skære
kommunikationen entydigt til. Hjælp kan være mange ting. Mange koder er i spil. Ingen kode er i
stand til at indtage positionen som den ledende. Det sociale arbejde er i den forstand
7
kodeambivalent (se fx Kleve, 2000; Andersen, 2003). Derfor kan det heller ikke være en
kommunikationskode, der er definerende for det sociale arbejdes kompleksitet.
Tilbage er der den organisatoriske eller institutionelle kompleksitet, som den der definerer det
sociale forvaltningsarbejde.
Karen Healey skriver (Healey, 2005, s. 20): "Den stærkt kontekstuelle natur af socialt arbejde
adskiller det fra andre professioner. Grundlagene for vores faglige praksis – vores base af viden,
formål og færdigheder – konstrueres i høj grad i og af de miljøer, vi arbejder i. Derfor må
forbedringen af vores evne til at forstå, analysere og respondere på vores institutionelle
kontekster være uløselig forbundet med vores rammer for den faglige praksis."
Vores fremstilling handler om, hvorledes den institutionelle infrastruktur præger socialt arbejde.
Hvilke opmærksomhedspunkter giver en indsigt i denne struktur socialarbejderen? Hvor er der
muligheder for socialt arbejde? Hvor er der faldgruber?
3.1 Kompleksiteten som faktum og som etisk fordring
Det er sædvanligt at definere det gode sociale arbejde i overensstemmelse med en nærmere
bestemt målsætning: Det sociale arbejde skal frigøre, fuldbyrde borgernes rettigheder efter loven,
hjælpe personer med hjælp behov til (bedre) at hjælpe sig selv, inkludere, understøtte sociale
processer effektivt og give størst mulig nytte for pengene osv.
For os er det oplagt, at det sociale forvaltningsarbejdes formål defineres i overensstemmelse med
de formål, der kan læses i serviceloven, herunder selvfølgelig de særlige målsætninger, der er
stillet op for det specialiserede børn og unge område. Også retssikkerhedsloven indeholder
generelle målsætninger, gældende for hele det sociale område og dermed også for børneområdet.
Vi vender tilbage til målsætningerne i et senere afsnit.
Ofte vil sagsbehandleren imidlertid have behov for at orientere sig i forhold til mere processuelle
mål for arbejdet. For sagsbehandleren er det sociale forvaltningsarbejde først og fremmest
kendetegnet ved dets sagsbehandlende, understøttende og ressourceformidlende processer. Det
centrale spørgsmål i den forbindelse er: Hvornår er der tale om en god udførelse af
hjælpeprocesser?
Man vil, når dette spørgsmål søges besvaret, kunne remse en lang række fordringer til arbejdet
op: Det skal være systematisk, inddragende, selvevaluerende, gennemsigtigt osv.
Søger man imidlertid et mere overordnet udtryk for den processuelle fordring er det efter vores
opfattelse ikke til at komme udenom kompleksitetsbegrebet:
Det sociale arbejde er godt, når det - uden at miste handlekraft - behandler størst mulig grad af
kompleksitet, herunder etisk kompleksitet. Med andre ord: Det sociale forvaltningsarbejde er ikke
bare komplekst, det bør være komplekst – men kun til en vis grad: Der skal jo også være fremdrift
i sagen. Ikke at gøre noget er også en beslutning – en beslutning med konsekvenser. Etisk er der
måske en tendens til at reflektere mest over det, der gøres, men det er lige så vigtigt at reflektere
over det der ikke gøres.
8
3.2 Et sociologisk og et humanistisk perspektiv på kompleksitet
Det sociale arbejde beskrives som et arbejde i skæringspunktet mellem individ og samfund
(Hutchinson m.fl., 2006, s. 17). Der kan lægges mange associationer i dette billede. Blandt andet
ligger det lige for at se socialrådgiveren som en professionel, der – idet hun stiller sig på “kanten”,
lige dér hvor den nødstedte familie/det nødstedte barn i forvejen befinder sig– forsøger at hjælpe
denne/dette til at få bedre fodfæste i tilværelsen. Det bemærkes herved, at den enkeltes
tilværelse naturligvis ikke kan tænkes uden for samfundet.
I nærværende sammenhæng er det i forlængelse af ovennævnte billede oplagt at anskue
kompleksiteten som et tosidet fænomen. På den ene side et samfundsmæssigt (sociologisk)
fænomen. Ingen enkeltperson eller gruppe bestemmer eller opfinder den samfundsmæssige
kompleksitet, som altså findes uafhængig af denne. På den anden side et humanistisk
(fænomenologisk) fænomen. Kompleksitet er altid kompleksitet for nogen, som må forholde sig til
den; den skal altid håndteres af nogen. Desuden kan kompleksiteten ikke dækkende beskrives
som samfundsmæssig kompleksitet (kompleksitet knyttet til kommunikationssystemer), den er
også fællesmenneskelig/almenmenneskelig (altså knyttet til oplevelse, bevidsthed).
Det sociologiske perspektiv er i vores udgave systemteoretisk, det humanistisk-fænomenologiske
er i vores udgave eksistentielt orienteret:
1. Den sociologiske systemteori har den samfundsmæssige kompleksitet som et helt centralt
analytisk udgangspunkt. Vi har længe antaget og i MOSUL-projektet fået bekræftet, at
systemteorien har noget vigtigt at byde på både ift. beskrivelsen af det sociale
forvaltningsarbejdes kompleksitet og ift. samfundskompleksiteten som sådan (og dermed også
den kompleksitet som forældre, barnet og den unge er udfordret af ved at skulle kunne begå sig i
en vifte af forskellige livs- og handlingsarenaer med forskellige inklusionskrav og forventninger). Vi
har allerede - med systemteoretisk inspiration - karakteriseret det sociale arbejde som
kodeambivalent.
2. Set fra sagsbehandlerens synsvinkel, som er den vinkel, der anlægges i denne artikel – det
fænomenologiske professionsperspektiv på kompleksiteten - må det handle om dels at få
elementer fra professionens vidensbase kombineret og omsat på en måde, der er kompatibel med
de social- og forvaltningspolitiske semantikker i bred forstand (arbejdets primære kontekstuelle
referenceramme), dels, for at sikre hjælpens mere subjektive komponenter, at få bygget adækvat
på elementer fra det kollektive erfaringsrum, de grundlæggende vilkår og dertilhørende
forestillinger, som vi alle er rundet af som mennesker. Hvordan kan det personlige, det
livsverdensbaserede og det professionelle spille sammen med viden om den institutionelle
infrastruktur og bidrage til praktikerens forståelse af egne professionelle handlemuligheder? Og
hvorledes kan samspillet bidrage til at oplyse (om) faldgruberne i arbejdet?
Det gode sociale arbejde, forstået som det ”tilstrækkeligt kompleksitetsabsorberende og
kompleksitetshåndterende arbejde”, kræver en hensigtsmæssig kobling mellem ovennævnte
perspektiver. Denne kobling bliver ofte forsømt i formelle teorier om socialt arbejde.
9
Forsømmelsen fører til, at de praktiserende sagsbehandlere overlades til at formulere deres egne
“praksisteorier”. Desuden er der en risiko for, at der blandt praktikerne udvikles teorilede efter
devisen: “Teorierne nytter jo ikke noget alligevel”.
Healey (Healey, 2005, s. 132) har iagttaget følgende: “Selvom socialarbejdere ofte udvikler teori i
praksis, er forholdet mellem formel teori og praksis i socialt arbejde omstridt. Socialarbejdere
udtrykker ofte en ambivalent – grænsende til fjendtlig – holdning til teori. For mange
socialarbejdere er teori i bedste fald en luksus, man kan reflektere over, når det sociale arbejdes
"virkelige arbejde" er udført; i værste fald afvises teori som autoritært og irrelevant for socialt
arbejde."
Denne artikel er som nævnt et forsøg på at komme sagsbehandleren i forvaltningen i møde med
et teoretisk bud, der tager den institutionelle kontekst alvorligt.
3.3 Perspektiverne og meningsbegrebet
Det fænomenologiske perspektiv på forvaltningsarbejdet, som vi i næste afsnit uddifferentierer i
tre, vil spille den ledende og strukturerende rolle i vores fremstilling. Dog er det vigtigt at
understrege, at systemteorien følger med, enten eksplicit – som når der direkte henvises til den,
eller implicit – som når den fungerer som et uundværligt baggrundstæppe for vores udredninger:
De samfundsmæssige (systemteoretiske) og fænomenologiske perspektiver er i virkeligheden
nært forbundne (se fx Paul, 2001). De mødes og kobles i meningsbegrebet, som spiller en
afgørende rolle for os. Meningsbegrebet udtrykker i en vis forstand enheden af det
samfundsmæssige og det fænomenologiske. Mening stiller betydningsgivende forskelle til
rådighed for både bevidsthed og kommunikation. Mening er bevidsthedens og kommunikationens
mulighedshorisont. Mening er løse koblinger, der kan kondenseres i utallige meningsgivende
former og begreber. Det samfundsmæssige bruger mening til at uddifferentiere
kommunikationssystemer; det fænomenologiske bruger mening til at uddifferentiere
grundlæggende vilkår for menneskelivet – eksistentialer.
Vi har kaldt kompleksitetsbegrebet for vores vigtigste analytiske udgangspunkt. Meningsbegrebet
er imidlertid det mest grundlæggende, men også abstrakte begreb, projektet har trukket på.
10
Dets høje abstraktionsniveau til trods yder meningsbegrebet betydelig operationel støtte til vores
analyser i projekt MOSUL. Begrebet kan opløses i tre dimensioner, betydningens arketyper:
Sagsdimensionen, socialdimensionen og tidsdimensionen. Meningsbegrebets understøttelse af
muligheden for på samme tid at tænke i differencer og helhed, gør det til et nøglebegreb i vores
tilgang til (undersøgelse af) det sociale arbejde. Læg i læsningen af de følgende afsnit mærke til,
hvordan de præsenterede og udfoldede treheder abonnerer på netop de ovennævnte
dimensioner. Det drejer sig ikke her om at tvinge virkeligheden ned i en form, nej, virkeligheden
rummer et logisk meningsoverskud og dette overskud er på et grundlæggende niveau indbegrebet
af disse treheder, der altid, på et nyt iagttagelsesniveau, kan opløses i ekstra treheder, indtil
kompleksitetsopbygningen når et niveau, hvor det ikke længere giver mening at fortsætte.
11
Andre grundlæggende (systemteoretiske/fænomenologiske) differencer og helheder er på spil i
MOSUL og således også i denne artikel: Først og fremmest helheden (enheden) af system og
omverden og af intentionen (intentio) og dens genstand (intentum).
Fsva. førstnævnte: Tager man i betragtning, at der findes flere forskellige funktionssystemer
(handlingslogikker), alle med hver deres omverden, tydeliggøres en vigtig forudsætning for
systemteorien og for vores tilgang: Verden er. Systemer findes og er ikke til at komme udenom.
Verden er tilgængelig, ikke i sin helhed, men som en uddifferentieret størrelse, der (kun) kommer
til syne i perspektiv, når vi bakser med den. En helhedsforståelse kræver med andre ord
perspektivisk pendling – og tid.
Det sociale arbejdes principielle karakter har gjort helhedsforståelsen til dets adelsmærke. Man
kan sige, at kravet om tilstrækkelig kompleksitetsabsorption og kompleksitetshåndtering kræver
en helhedsorienteret tilgang.
Kravet om helhedsorientering betyder, at man for at blive en god udøver af socialt
forvaltningsarbejde må gøre sig fortrolig med anvendelsen af flere kommunikationslogikker, flere
12
kommunikationskoder/-differencer. De differencer, vi taler om her, er begreber og modbegreber,
der former forventninger og gør kommunikationen tilslutningsduelig på særlige systemspecifikke
måder. Fx skelner den kommunikation, der benytter et retligt perspektiv, mellem ret og uret. Man
er optaget af, at sagen behandles på lovlig vis og for at lande på ret-siden af forskellen
(forskellens positive værdi), benytter man sig af hjælpekoder, fx sondringen mellem retsfaktum og
faktum. Som regel peger normen (retsfaktum) på et komplekst faktum, der kun kan oplyses
gennem inddragelse af mange typer viden. En retlig kommunikation handler imidlertid i sidste
ende om og kommer til at forme mediet ret eller retfærdighed, hvilket selvsagt er en anden form
for kommunikation end én, der fx drejer sig om penge og skelner mellem betale/ikke-betale.
Sidstnævnte kommunikation er økonomisk og handler ikke kun om talkolonner og
sammentællinger, men om at tage det alvorligt, at socialt arbejde skal nytte. Skal man fx tage
stilling til, om en indsats kan “betale sig”, må man finde måder at gøre samtlige (typer af)
gevinster og omkostninger op, herunder såvel de aktuelle som de forventelige. Dette kræver igen
inddragelse af flere forskellige typer af viden.
På trods af – eller måske netop i kraft af – den kodeambivalens, vi tidligere har karakteriseret det
sociale forvaltningsarbejde ved, er det under særlig indflydelse af præcis de to ovennævnte
perspektiver, retten og økonomien (men som tidligere antydet ikke i samme grad på forskellige
historiske tidspunkter). Netop disse perspektiver har, bl.a. på grund af deres relative åbenhed og
fleksibilitet, særlige kvaliteter i forhold til det sociale arbejdes kompleksitesudfoldelse og reduktion. Vi vender tilbage med en mere indgående karakteristik af denne indflydelse senere i
artiklen.
At lære at pendle mellem forskellige perspektiver indebærer indsigten i og erfaringen med at se
det samme fra hhv. indersiden og ydersiden, hvorved det bliver forskelligt. Set fra indersiden er fx
både retten og økonomien perspektiver, forskellige optikker, forskellige måder hvorpå en
omverden kan komme til syne. Kommer de derimod til syne som fænomener i en omverden, der
ses fra et andet perspektiv, kommer de til syne fra ydersiden, det vil sige som “rammer” (se fx
Vangsgaard, 2009).
Ingen tvivler på, at sagsbehandlere orienterer sig efter lovgivningen og ej heller, at de véd
nogenlunde, hvordan det kommunale budget på deres område ser ud og hvor mange penge, der
er tilbage i “kassen” (rammerne). Men det betyder ikke nødvendigvis, at de agerer ud fra et retligt
hhv. økonomisk (inderside)perspektiv.
Handler man som sagsbehandler ud fra et retligt perspektiv, nøjes man ikke med ved sagens
afslutning – og efter opfordringer fra sin leder – at tjekke efter, om nu sagen vil kunne holde i
klageinstansen. Et indersideperspektiv på retten indtager den sagsbehandler, som lige fra sagens
start har det retlige grundlag for øje og lader det præge synet på opgaven, alle interaktioner med
såvel de børn og familier, pågældende kommer i berøring med, som de samarbejdspartnere, der
indgår i sagens behandling. Det er ikke bare orienteringen mod det retlige grundlag, der
kendetegner indefra-perspektivet, men også den måde, hvorpå tilnærmelsen sker, nemlig ud fra
en oplevelse af at skulle medvirke til at bringe harmoni i reglerne. Det betyder fx, at man forsøger
13
at fortolke de socialretlige regler, så de kommer til at virke sammenhængende (en udfordring der
bliver stadigt større med den stigende lovgivningstakt), men også at man forsøger at få de
almindelige forvaltningsretlige regler til at spille sammen med og harmonere med de socialretlige.
På samme måde med det økonomiske perspektiv. Det økonomiske perspektiv kan fx være et
økonomistyringsperspektiv: "[Det] er ikke alene spørgsmålet om at få kassen og bevillingerne til at
stemme. Økonomisk styring er en aktivitet, der gennemsyrer – bevidst eller ubevidst – stort set alt,
hvad vi gør arbejdsmæssigt, og dermed også den sagsbehandling, vi foretager" (Schrøder, 2012).
4 Tre dimensioner i forvaltningsarbejdet – med tilhørende opgaver
Det gode sociale arbejde blev i forrige afsnit karakteriseret som kompleksitetsabsorberende og håndterende. ”Absorberende” henviser til den modtagelighed, sagsbehandleren må besidde for at
lære kompleksiteten at kende: Kompleksiteten er et vilkår. Den må indoptages og medtænkes i
hele tilgangen til det sociale arbejde. ”Håndteringen” henviser til den mere aktive forholden sig til
kompleksiteten: Kompleksiteten skal konkretiseres og – igennem denne konkretisering –
aktualiseres og formes som den dynamiske og plastiske størrelse, den også er. Sagsbehandleren
vil gennem denne aktualisering bidrage til forandring af de familiers forhold, som søges påvirket
gennem indsatsen (forhåbentligt positivt), men vil derudover – omend i reglen ganske umærkeligt
– bidrage til forandring af selve karakteren af den samlede kompleksitet, der formes gennem
hjælpeprocessen1.
Enheden af kompleksitetsabsorption og kompleksitetshåndtering fremgår tillige af de følgende tre
perspektiver, som vi kalder de grundlæggende fænomenologiske perspektiver i socialt arbejde.
Hver af tre perspektiver kalder på såvel den absorberende som den håndterende indstilling,
omend handlingssiden af socialt arbejde bliver stadig mere tydelig, som vi bevæger os fra første til
tredje perspektiv.
Dette skal ikke forstås sådan, at kompleksiteten foreligger før aktualiseringen. Der er tale om gensidigt afhængige
størrelser. Både absorption og håndtering henviser til en foreliggende kompleksitet, men hvis der ikke er nogen, der
absorberer og handler, er der heller ingen kompleksitet.
1
14
De fænomenologiske perspektiver kan tydeligt iagttages i den daglige kommunikation på området,
således som vi har haft mulighed for at observere og deltage i den i vores MOSUL projekt. Til hvert
perspektiv hører en særlig opgave. Ligesom perspektiverne kun kan forstås i deres indbyrdes
sammenhæng, således er også opgaverne sammenhængende og derfor ikke i praksis mulige at
adskille. Man kan altså ikke line opgaverne op i en rækkefølge og løse dem successivt, på
systematisk sagsbehandlingsvis. Alligevel kan det for overblikkets skyld betale sig at skelne.
1. Livsverdensperspektivet.
Vi har allerede flere gange omtalt det sociale arbejdes kodeambivalens. Netop på grund af
denne ambivalens, der betyder, at kommunikationen ikke kan skæres entydigt til efter en
bestemt funktionel kode, er samme kommunikation henvist til at tage udgangspunkt i “det
hele menneske”. Adressaten kan ikke entydigt tiltales som lærende, mentee, part, forbruger,
behandlingskrævende, ressourcefattig, hvorfor der må gribes tilbage til “mennesket bag”
rollerne og personen.
De tidligere inkluderende indsatser og foranstaltninger, i primærsektoren, er fejlslåede, når
sagsbehandleren i forvaltningen møder familien og barnet eller den unge. Nu må man hele
vejen rundt, startende ved den enkeltes udgangspunkt i en livsverden. Ved ”primærsektoren”
forstår vi skolen, børnehaven, ungdomsklubben, sundhedsplejen m.fl.
At få skabt en relation til forælderen/barnet/den unge (f/b/d) er under disse omstændigheder
15
ikke nogen enkel sag. Det er en "oversættelsesopgave" hvor der ikke mindst må bygges på
almenmenneskelige erfaringer for at finde mødepunkter, åbninger til noget, der kan blive til et
fællesskab. Højlund (Højlund, 2000) taler om “kampen” om at opnå et fællesskab med f/b/d.
Det lyder dramatisk, men glemmer man associationen til en boksering, er den anstrengelse,
der strømmer fra ordet, sandt som udtryk for den måde, hvorpå sagsbehandlerne selv
beskriver deres relationsarbejde med familien.
2. Forvaltningsperspektivet.
Forvaltningsperspektivet angiver som nævnt en helt central horisont for den kompleksitet, som
er socialarbejderens dagligdag. Forvaltningen er i dag en meget kompleks størrelse og vi
vender tilbage til denne pointe. Den ganske omfattende social- og forvaltningspolitiske
semantik er indbegrebet af det lager af betydning og meningselementer, sagsbehandleren
trækker på i sit daglige virke. Betydningslager skal forstås bredt. Det omfatter love,
bekendtgørelser, vejledninger, skrivelser mv., men også en stor mængde vidensopsamlinger,
forskningsrapporter, evalueringer, statistikker og andre undersøgelser – materiale der bl.a.
indgår i loves forarbejder og efterarbejder. Det socialpolitiske er i sig selv et bredt område,
hvor delområder påvirker hinanden. Det forvaltningspolitiske er også et led – et meget centralt
led – i de semantikker, der danner ramme om og påvirker sagsbehandlerens
handlingskontekst. Det handler om forvaltningernes og organisationernes indretning,
myndighedsafdelingers forhold til udførerne af det socialpædagogiske og behandlende
familiearbejde, om BUM, digitalisering osv. Det handler ultimativt om forskellige måder at styre
på, som uvægerligt vil præge alle led i styringskæden, herunder forholdet mellem
forvaltningsledelse og sagsbehandler, sagsbehandler og andre professionelle og plejefamilier,
sagsbehandler og forælder/barnet/den unge.
Opgaven med at forholde sig til den socialpolitiske del af betydningslageret (som selvfølgelig
hænger sammen med den forvaltningspolitiske) kalder vi sagsbehandlerens
“specifikationsopgave”.
3. Professionsperspektivet.
Professionsperspektivet handler om at absorbere kompleksiteten og håndtere opgaven i bred
forstand, herunder at skabe formidling og sammenhæng mellem livsverdensperspektivet og
forvaltningsperspektivet. “Håndteringsopgaven” kalder vi denne udfordring for
sagsbehandleren, som kun antages at kunne løses under udfoldelsen af en betydelig
kompetence til selvledelse. Vi vil vende tilbage til selvledelsesbegrebet senere i fremstillingen.
Her kan vi nøjes med at konstatere, at der med selvledelsesbegrebet peges på en kontekst
som har forandret sig, bevæget sig grænsende mod det hyperkomplekse, siden man om
sagsbehandlerens spillerum for handling engang sagde, et det var et rum for udøvelse af
professionel dømmekraft (et pænt ord for, hvad der i politologien er blevet kaldt, “the science
of muddling through” (Lindblom, 1959)).
4.1 Om livsverdensperspektivet og oversættelsesopgaven
Vi vil i dette afsnit beskæftige os med livsverdensperspektivet og den medhørende
oversættelsesopgave. Vi har til den ende ladet os inspirere af en af fænomenologiens store
16
filosoffer, Heidegger (Heidegger, 2007). Læg mærke til, hvorledes de tre nedenfor opregnede
dimensioner harmonerer med førnævnte meningsdimensioner: Kastetheden refererer primært til
sagsdimensionen, eksistensen til tidsdimensionen og hjemfaldelsen til socialdimensionen.
Oversættelsesopgaven skal løses med udgangspunkt i en kamp om fællesskab med
barnet/familien, der bygger på den fællesmenneskelige erfaring af tilværelsen som
Kastethed, det vil sige erfaringen af tilværelsen som noget, der i vidt omfang foreligger
for os, et faktum, indbegrebet af nogle psyko-sociale betingelser, som allerede har gjort deres
virkning. Denne erfaring er helt fundamental og forener vores tilværelse med en særlig stemthed,
en befindtlighed. En meningshorisont foreligger allerede, når den enkelte bliver bevidst om sin
væren-i-verden.. Sagsbehandleren møder i børnesagerne (og andre sager) personer, som hver
især har deres egen habitus og deres egne problemer, rundet af de ovennævnte betingelser.
Med udgangspunkt i sagsbehandlerens forståelse af sin egen habitus, sine egne vaner,
problemer, præferencer og værdier som udtryk for, at både almene og mere specifikke
formgivende kræfter har virket i hendes eget liv, skal hun nu gennem sit relationsarbejde og en
slags andenordenstilnærmelse til familien og den unge forsøge at forstå dennes særlige
problemer med at finde sig til rette i den tilværelse, der er dem givet.
Eksistens, det vil sige erfaringen af tilværelsen som livsprojekt, hvor den enkelte i sidste
ende må give sit liv sin egen tolkning, der tillader ham at folde sine kræfter bedst muligt ud. Vi
erfarer ikke vores tilværelse som fuldstændigt determineret af det miljø, vi er opvokset op i. Vi er
selv formgivere og kan, gennem vores egne tolkninger, vores egen forståelse, give vores liv
mening og retning. Vi kan på den måde både begrænse og udvide vores muligheder.
Sagsbehandleren véd, også fra sit eget liv, at dette projekt gennemgår forskellige faser, hvor det
er mere eller mindre skrøbeligt. Sagsbehandlerens usikkerhed om, om det vil kunne lykkes (for
barnet), er det der giver anledning til bekymring.
Hjemfaldelse - det vi sige erfaringen af tilværelsen som det at høre hjemme i bestemte sociale
17
sammenhænge og relationer.
Selvom – eller måske netop fordi – verden ligger åben, er det vigtigt for enhver at have et hjem,
hvor man kender sine omgivelser. At kunne indgå hjemmevant, småsnakkende og fortroligt, i et
miljø af velkendte sociale relationer er identitetsskabende og kan endda give en form for tryghed,
selvom samme miljø præges af manglende nærhed, diskontinuitet og andre for et barn (potentielt)
skadelige faktorer. Nogle børn bliver mønsterbrydere, men ingen bryder formentlig alle mønstre.
Sagsbehandleren kender som alle andre betydningen af styrken og sårbarheden forbundet med
relationer og relationsdannelse. Det er med denne alvor hun selv går ind i relationsarbejdet.2
Tilværelsen er sammensat og hver dimension giver denne sammensathed sine særlige udtryk. En
måde sammensatheden kan komme til udtryk er som et forhold mellem distance og
involverethed. En anden kan være forholdet mellem fortrolighed og fremmedhed:
Sociale problemer har fremtrædelsesformer, som forekommer mange velkendte. Den forhutlede
far, det sky og undselige barn, den fuldesyge og brovtende kvinde/mor. Vi slutter hurtigt, at vi her
har at gøre med en manglende eller utilstrækkelig evne til at ”finde sig tilrette i livet”, det vil bl.a.
sige at øve omsorg, både for sig selv og andre. Og med manglende
mening/orientering/kompetence i forhold til dette. Om end vi her har at gøre med forhold, der
altid kræver en nærmere tilværelsestolkning, er det dog karakteristisk, at vi alle har en
grunderfaring af meningsløshed/fremmedhed i forhold til det liv, der er os givet. I større eller
mindre grad. Og at denne grunderfaring kan vækkes – og – umiddelbart - føles som en
fortrolighed med det tilsyneladende forulykkede menneske.
Ligesom vi hurtigt kan spotte sociale problemers fremtrædelsesformer og associere dem med
grunderfaringer, vi er fortrolige med og vedkender os, lige så ofte erfarer vi, hvor svært det kan
være at acceptere sociale problemer. Sociale problemer er også karakteriseret ved fremmedhed,
eksklusion og abnormalisering - ved noget vi ikke vil have og fordømmer.
Også i mødet med sig selv som professionel kan hun genkende de omhandlede dimensioner:
Sagsbehandleren er, når hun møder i forvaltningen, kastet ud i en kontekst, der allerede har fået mening, en historisk
konstitueret mening, som hun umiddelbart må acceptere som et vilkår og som hun først og fremmest må erfare ved at
være åben overfor den i sin dagligdag. Hun vil efterhånden komme til at opleve den, ikke kun i dens umiddelbare
imødekommenhed (her møder hun først og fremmest konkurrencestaten), men også i dens mere middelbare ditto.
Det sidste kræver ofte lidt mere tid. Erfaringen af den middelbare forvaltning kan også hjælpes på vej af teoretisk
viden: For at møde forvaltningens historiske lag, kan det være en fordel at kende lidt til velfærdsstatsudviklingen (se
nedenfor). Og til et retligt perspektiv på opgavevaretagelsen. Erfaringen af kastethed kan forbindes med
forvaltningsperspektivet i socialt arbejde.
På den anden side, bliver hun, qua forvaltningsperspektivets overvældende kompleksitet og manglende entydighed,
mindet om livsverdensperspektivets nødvendighed som basis for en helhedsforstålese af de personer, hun skal
arbejde med. På den måde kommer arbejdet – paradoksalt - til at understøtte hjemfaldelsen til en dagligdags
indstilling til mødet med mennesker.
Alt er altså ikke muligt i denne kontekst. De forskellige opgaver, der skal løses – opgaver med tæt kobling til de
grundlæggende perspektiver i arbejdet – er uomgængelige. Og alle opgaveløsninger er ikke lige gode. Dog er alt heller
ikke bestemt for hende. Hun har en fortolkningsopgave og der er et råderum. Erfaringen af dette råderum kan
forbindes med professionsperspektivet i socialt arbejde og – som vi skal se – selvledelsesbegrebet.
2
18
Den åbenhed for fortolkning, der også på det umiddelbare plan præger de ”sociale problemer”,
fører i disse tilfælde til, at problembærerne opfattes som fremmede eller farlige, herunder ikke
mindst i moralsk forstand. Skyldige der ofte end ikke vil erkende deres egen skyld. Det lille barn,
det tidligere var synd for, kan fx let gå hen og blive opfattet som den truende unge.
Det er klart, at sagsbehandleren må undgå såvel den overidentifikation, der kan følge af for
megen fortrolighed med den familie, der skal hjælpes - som den kølige afstandtagen, der kan
følge af fremmed(gjort)hed eller mangel på genkendelighed i forholdet. Særligt overidentifikation
med forældrene til et udsat barn er i socialfaglig litteratur fremhævet som en risiko, der i mange
tilfælde kan betyde, at sagsbehandleren ikke for alvor ser barnet og barnets behov, men ser og
sympatiserer med forælderens (forgæves) anstrengelser for at få familielivet til at hænge sammen
(Killén, 2010).
4.2 Forvaltningsperspektivet i dag
Vi skal videre med tegningen af kompleksitetskortet og mangler – som optakt til at komme
specifikations- og håndteringsopgaven nærmere – at beskrive nogle centrale træk af den moderne
forvaltningskontekst. Kompleksiteten ”rammes ind” af konteksten, som dermed bliver af
afgørende vigtighed for forståelsen af sagsbehandlerens handlemuligheder.
Det overfyldte forventningsrum.
Forvaltningskonteksten er karakteriseret ved, at der stilles flere og flere helt konkrete krav til
sagsbehandling, undersøgelse, opfølgning, beslutninger og afgørelser. Reform har i de senere år
19
afløst reform: Anbringelsesreformen fra 2006, reform om en styrket indsats fra 2009, barnets
reform fra 2011, overgrebspakken fra 2013. Hver reform har bragt nye krav, nye metoder og nye
opmærksomhedspunkter. Man kan i en vis forstand sige, at sagsbehandlerens handlingsrum er
overfyldt med forventninger – og at det netop er denne overfyldthed, der i dag skaber
spillerummet for og nødvendigheden af den selvledelse, som vi vil omtale i forbindelse med
afsnittet om professionsperspektivet. Skal man overskue den mere og mere komplekse
forvaltningskontekst, siger det sig selv, at der skal udvikles dertil egnede redskaber eller
forståelser. Det har afstedkommet, at vejledninger mv. fra de centrale myndigheder er begyndt at
forholde sig til overfyldtheden som den kompleksitetsudfordring, den er og opleves som. De
metaværktøjer, der i dag tilbydes til understøttelse af arbejdet (fx ICS), er – med henblik på at
vinde en passende afstand til virvaret – blevet abstrakte samtidig med, at de er konkrete og
understøtter troen på, at kompleksiteten kan styres ved hjælp af en maualiseret tilgang til feltet.
Bemærkelsesværdigt i den forbindelse er det, at redskaberne forudsættes at kunne udformes på
en måde, der er neutral i forhold til de forskellige – og modstridende – kommunikative logikker i
forvaltningsrummet. Fx. hævdes ICS at være kompatibel med såvel retlige krav til
sagsbehandlingen som hensynet til effektiv opgavevaretagelse og helhedsorienterede
socialfaglige vurderinger.
Forvaltningens paradoksliggørelse.
Flere sociale love indeholder som nævnt formålsbeskrivelser af relevans for det sociale
børne/familiearbejde. Af bestemmelserne fremgår, at støtten skal være tidlig og
helhedsorienteret, understøtte såvel kontinuitet i opvæksten som barnets personlige udvikling,
sundhed og trivsel, skolegang med videre. Afgørelse skal træffes efter behørig undersøgelse af
sagen og på grundlag af en individuel behovsvurdering. De valgte foranstaltninger skal være dem,
der bedst løser problemerne. Hertil kommer, at afgørelse skal træffes på baggrund af faglige og
økonomiske hensyn. Sidstnævnte formulering blev indsat ved en lovændring i 2012 og skulle
tydeliggøre, hvad der hele tiden har været gældende med hensyn til inddragelsen af økonomiske
hensyn i sagsbehandlingen.
Et træk ved den moderne socialforvaltning er dens paradoksliggørelse. Det nye er ikke, at der i
dag fx skal indfries såvel retssikkerhedsmæssige som økonomiske krav i indsatsen. Det nye er, at
flere og flere er mere og mere i tvivl om, hvilken værdi der er den styrende. Det er i det lys, det
giver mening at tale om, at den sociale forvaltning undergår en paradoksliggørelse. For en jurist er
der ikke de store problemer med at hegne skønnet ind på en måde, så de økonomiske hensyn får
deres (afgrænsede) plads at udfolde sig på – det vil sige på retssikkkerhedens præmisser. For
andre er det langt mere tvivlsomt, om man skal vælge den bedste løsning for barnet/den unge og
familien eller man – af hensyn til kommunekassen og muligheden for inden for de økonomiske
rammer at hjælpe andre børn/familier– skal vælge den næstbedste, men noget billigere løsning.
For tvivlerne tydeliggør ovennævnte lovændring blot den spænding mellem retlige og økonomiske
hensyn, som i flere år har karakteriseret den kommunale praksis.
Selvom det skulle stå klart for alle, at man ikke slipper af sted med åbent at vælge det
næstbedste, resterer stadig spørgsmålet om, hvorledes det godtgøres hvad “bedst” eller
“næstbedst” er. Økonomiske hensyn, bredere nyttebetragtninger end dem, der skal foretages
efter loven, lader sig forholdsvist nemt smugle ind i vurderingerne under dække af faglig
20
usikkerhed om konsekvenserne af hhv. den ene og den anden afgørelse. Ofte vil en sådan
usikkerhed være ganske reel og i så fald vil andre hensyn, der evt. kan spille bedre sammen med
hensynet til kommunekassen, kunne tillægges (endnu) større betydning: Hvad siger familien?
Hvad er den mindst indgribende foranstaltning?
De institutionelt virksomme perspektiver i socialt forvaltningsarbejde, herunder ovennævnte,
abonnerer alle på det reservoir af betydninger, vi tidligere har betegnet “det social- og
forvaltningspolitiske semantikgrundlag”. Det politiske kan i forhold til den moderne
socialforvaltning ikke forstås som et styringsgrundlag i lineær hierarkisk forstand. Vi taler ikke
længere om government, men om governance. Langt snarere kan det politiske anskues som et
semantisk grundlag for kobling af divergerende og modstridende perspektiver.
Et koblingsgrundlag forhindrer ikke – på samme måde som det lineære styringsgrundlag –
paradokser. Der er forskellige tilgange til semantikken og de lader sig ikke umiddelbart udligne,
men, som vi håber at anskueliggøre i det følgende, nok håndtere gennem en helhedsorienteret
tilgang.
En retskildeorienteret tilgang til det politiske koblingsgrundlag integrerer social- og
forvaltningsretlige elementer i en proces, der søger det lovlige og rigtige procesresultat. Det
handler om at iagttage og bruge de forvaltningsretlige procesregler, fortolkningsregler, skøns- og
bevisbedømmelsesregler i kombination med de materielle socialretlige regler – og selvfølgelig
socialfaglig viden, snusfornuft mv. Konsekvenserne af retsanvendelsen indgår i
overensstemmelse med retskildelæren som moment i både processuelle beslutninger og
materielle afgørelser.
En anden – og potentielt modstridende – tilgang er, som vi har forsøgt at vise, den nytte- og
optimeringsorienterede. Denne indebærer et friere og mindre tekstnært forhold til lovgivningen
som en del af koblingsgrundlaget. Hensynet til det lovlige og rigtige indgår i overvejelserne, men
nu som en del af en mere omfattende nyttekalkule. Man vil i en sådan sammenhæng skelne
mellem lovgivning, som er effektivt sanktioneret og lovgivning som ikke er det (idet de to vil vægte
forskelligt i nyttekalkulen). Ambitionen om at integrere de forskellige elementer i
koblingsgrundlaget viger til fordel for en tilnærmelse, der om nødvendig bliver selektiv, når det
nyttige eller optimale skal udfindes.
Forvaltningens ubeslutsomme beslutsomhed.
Beslutninger transformerer åben kontingens til lukket kontingens. De mange og ofte
modstridende forventninger til arbejdet, gør beslutninger nødvendige. Spørgsmålet kan fx være,
hvilken regel der skal gælde for skønsudøvelsen i den konkrete sag, sagsbehandleren lige nu
sidder med.
Lovgivningen går tættere og tættere på sagsbehandlingen og regulerer nu også aspekter af den
metodiske fremgangsmåde. Reguleringen skaber yderligere forventninger om beslutninger. Nogle
af de beslutninger, der skal træffes, har man altid skullet træffe, fx om hvorvidt sagen er
tilstrækkeligt oplyst, om partshøring er fornøden osv.. Men nu skal der også træffes beslutning om
fx hvilke metoder, der skal vælges ved inddragelsen af familien/barnet eller den unge. Samtidig
med at beslutninger forventes, er de også sværere og sværere at fastholde som beslutninger.
21
Kommunekassen øver et pres. Loven øver et pres. Klienten øver et pres. osv. Det kræver stor
navigationsevne at holde en nogenlunde lige kurs i dette miljø.
4.3
Velfærdsstatsudviklingen.
Vi har karakteriseret den moderne forvaltning ved dens overfyldte forventningsrum, dens
paradoksliggørelse og dens ubeslutsomme beslutsomhed. Spørgsmålet er nu, hvordan det er
kommet hertil. Og især: Om besvarelsen af dette spørgsmål kan give os nogle idéer om, hvorledes
den omhandlede kompleksitet nærmere kan forstås og hvorledes man kan navigere i den.
Vi har tidligere omtalt det sociale arbejdes kodeambivalens, og når vi sammenholder denne
ambivalens med det just udviklede, herunder om forvaltningens paradoksliggørelse, står det klart,
at vi, for at komme videre med tegningen af vores kompleksitetskort, må have fat i nogle mere
overordnede skemaer, der kan hjælpe os til et bedre overblik. De skemaer, vi taler om, er altså
ikke – i hvert fald i første omgang – de tidligere omtalte funktionelle logikker/koder/perspektiver.
For at gøre forskellen i forhold til disse klar vælger vi at kalde det, vi leder efter, for grammatikker
og mener hermed en slags metalogikker3, der, på et trinhøjere iagttagelsesniveau, forsyner os
med nogle tiltrængte oversigtsgivende former og begreber. En grammatik er med andre ord et
mere overordnet sæt regler for, hvorledes man anvender sprog og symbolsystemer. Der er tale om
Grammatikkerne svarer for så vidt til de forskellige historisk udviklede differentieringsformer, som man arbejder med
i systemteorien. De senest udviklede differentieringsformer er hhv. den ”substantielt-hierarkiske” og den
”funktionelle”. I samfund (områder), hvor førstnævnte dominerer, kan alt i sidste ende forklares/forstås ud fra
forskellen oppe/nede – altså ud fra indplacering eller position i den lagdelte samfundsorden. I samfund (områder)
hvor sidstnævnte dominerer, vil hierarkier kun kunne opretholdes, hvis de ud fra en fordomsfri betragtning er bedst
egnede til at løse de aktuelle samfundsmæssige problemer. Det er med andre ord de løsninger, der fungerer bedst,
som overlever.
3
22
et normativt fænomen: Grammatikken fortæller ikke blot noget om, hvorledes der sædvanligvis
forholdes med dette eller hint symbol, men også om hvorledes der bør forholdes.
Vi har i løbet af vores projektperiode med MOSUL undersøgt og – gennem litteraturstudier – fået
bekræftet, at der faktisk udspringer sådanne grammatikker af hver af de faser af
velfærdsstatsudviklingen, som beskrives med overskrifterne: Retsstaten, velfærdsstaten og
konkurrencestaten (se om faserne fx Adolphsen og Vangsgaard, 2012; Pedersen, 2011;
Henrichsen, 1997; Dalberg-Larsen, 1984). Vi mener også – gennem vores empiriske arbejde i to
kommuner – at have fået bekræftet, at disse grammatikker alle er mere eller mindre virksomme i
den måde, hvorpå den moderne socialforvaltning fungerer i dag.
Tankegangen er følgende: Forvaltningen er historisk konstitueret, hvorfor dens kompleksitet kun
kan forstås og overskues på grundlag af en “lag-på-lag-model”. Modellen giver således følgende
udfordring for sagsbehandleren og alle andre, der deltager, som del af målgruppen eller på anden
vis, i det sociale arbejde: At tale sammen og danne meningsfulde helheder gennem den
kombinatoriske anvendelse af tre forskellige grammatikker.4
Vi har i vores undersøgelse fundet, at de forskellige faser, med tilhørende grammatikker, peger på
forskellige funktionelle koder/perspektiver som foretrukne ift. kompleksitetsudfoldelse og
kompleksitetsreduktion. Selvom grammatikkerne er mere åbne og mindre entydige end de
funktionelle logikker/koder, er der altså en sammenhæng mellem grammatikkerne og koderne.
De foretrukne koder er - i vekslende prioriteringsforhold retten og økonomien. Da prioriteringen af
retten især forbindes med det ældste kompleksitetslag, har vi i lag-på-lag-modellen fundet en
slags forklaring på, hvorfor socialretsjurister ofte kommer til at repræsentere en kritisk vinkel på
nyere forvaltningsmæssige tendenser.
Vi vil i det følgende give en oversigt over de tre omhandlede faser. Da formålet ikke er at formidle
historie, men at tegne billedet af nogle idealtyper, lige netop så detaljeret, at de kan tydeliggøre de
forskellige grammatiske lag i socialforvaltningen, vil vi tillade os at være meget summariske og
henvise den læser, der vil gå mere i dybden med disse forhold, til den glimrende litteratur herom.
Retsstatens forvaltning (ca 1849-(1900-)1930).
Første fase (retsstaten) er konditionalprogrammernes tid (se nedenfor). Den idealtypiske
virksomhed er myndighedsudøvelsen. Retssikkerhedsidealet er forudsigelighed. Den liberale
samfundsorden skal opretholdes, og det sker først og fremmest ved, at borgeren sikres et formelt
frihedsrum og en beskyttelse af sin ejendomsret, så han kan agere selvstændigt og varetage
egne, familiens – og i sidste ende samfundets interesser på det frie marked. Under den
demokratiskliberale retsstat er det markedet, der producerer og distribuerer samfundsnytte.
Et vigtigt socialpolitisk mål er at værne om samfundet og bidrage til sikring af orden. På det
sociale børneområde har der altid været fokus på faren for barnet og det farlige barn.
Den senest tilkomne vil, som tidligere nævnt, på den ene side have som ambition at indoptage centrale elementer
fra de tidligere lag, men på den anden side – på grund af nødvendigheden af kompleksitetsreduktion – have en
tendens til at løsrive sig fra disse. En faldgrube er her, som tidligere nævnt, handlingsforkortelsen. Eller man kunne
måske også sige: Overspringet.
4
23
Retsstaten peger på retten som det foretrukne perspektiv til kompleksitetsudfoldelse og
kompleksitetsreduktion. Det retlige perspektiv er optaget af ret og retfærdighed og benytter
centrale skelnemåder som ret/ikke-ret, ret/faktum, ret/pligt. Retsstatens forvaltning er reaktiv og
formynderisk.
Retsfasens grammatik sætter sig igennem på alle niveauer af den forvaltningsmæssige
virkelighed. Den regulerer og påvirker alle relationer og adresserings-/subjektiveringsmuligheder.
Den indsætter i forvaltningen sine egne præferencer, fx i forhold til tidsmæssig orientering. Fsva.
tid betyder det ovenfor nævnte fokus på forudsigelighed, at retsstaten må betone og understøtte
muligheden for at danne forventninger ud fra eksisterende lovgivning og den praksis (i form af
fortilfælde), der på grundlag af denne er dannet.
Lad os kort se på, hvorledes konditionalprogrammerne har sat sig spor i den gældende lovgivning.
Et konditionalt program for lovgivning anlægger en logisk gennemsigtig ”hvis-så-skematik”. ”Hvisså-skematikken” siger, at hvis disse nærmere definerede retsbetingende kendsgerninger er til
stede, så indtræder denne nærmere definerede følge. Reglerne skal være klare og konsistente og
ikke give anledning til for mange tolkningsmuligheder, endsige lægge op til et egentligt skøn. Hvis
de klart og entydigt formulerede betingelser i retsfaktumsbeskrivelsen, er opfyldt, indtræder en
retsfølge, der ligeledes er klart og entydigt beskrevet.
Ser vi alene på socialretten i snæver forstand, er der ikke mange af de gældende regler, der lever
op til disse krav, heller ikke de sociale børneregler, som er vores fokus. Eftersom den omhandlede
lovgivning er indrettet til at opfylde mange andre formål end forudsigelighed, er dette måske ikke
så underligt.
Taler vi om socialretten i lidt bredere forstand, hvorved vi inkluderer den privatretlige regulering af
børns og forældres forhold, som den offentligretlige ditto bygger på og spiller sammen med,
kommer vi lidt nærmere nogle eksempler på lovgivning af den ovenfor nævnte karakter. Der er
dog også her er tale om lovgivning, der ikke blot skal bringe klarhed i de retlige forhold mellem
børnene og deres forældre, men også – og især – understøtte barnets tarv på den mest
hensigtsmæssige måde.
Mest relevant er det i sammenhæng med retsstaten og forudsigelighedskravet at fokusere på de
almindelige forvaltningsretlige regler og principper.
Helt centralt er legalitetsprincippet, der negativt udtrykt fastslår, at forvaltningen aldrig må handle
i strid med loven og positivt stiller krav om, at forvaltningens virksomhed skal have hjemmel i lov.
Det, der positivt gælder for forvaltningen, er med andre ord det stik modsatte af, hvad der gælder
for borgerne, hvilket selvfølgelig har at gøre med det frihedsrum, som borgerne skal sikres og som
forvaltningen skal bidrage med at sikre. Borgerne kan i princippet gøre alt, hvad der ikke er gjort
direkte ulovligt. Forvaltningen derimod skal – som udøvende magt - have hjemmel for at foretage
sig noget som helst. Forvaltningen skal have klarere hjemmel, jo mere indgribende
forvaltningsafgørelser, den træffer. På børneområdet har hjemmelsspørgsmålet qua de meget
indgribende tvangsafgørelser stor betydning.
Andre centrale principper er officialprincippet, saglighedsprincippet, proportionalitetsprincippet og
lighedsprincippet. Principperne fungerer som ledetråde for forvaltningen og har som formål at
24
hegne myndighedsudøvelsen ind, igen for at tilgodese borgerens ret til et nogenlunde klart
afgrænset frihedsrum.
Officialprincippet spiller en særlig rolle for tydeliggørelsen af, hvad der ligger i et retligt perspektiv
på socialt forvaltningsarbejde på børneområdet: Skal dette princip vægtes, betyder det både en
entydighed i ansvarsfordelingen, forvaltning og borger imellem, når det gælder sagsoplysningen og
en understregning af det asymmetriske forhold mellem disse. Det i retssikkerhedsloven fastslåede
helhedsprincip er med til at betone forvaltningens myndighedsansvar i forhold til sagsoplysningen.
Det sidste, vi vil fremhæve her, er betydningen af de almindelige forvaltningsretlige (proces)regler.
Disse regler er udviklet gennem retspraksis og senere ombudsmandspraksis over et langstrakt
historisk forløb, der først i sidste halvdel af det 20. århundrede, altså langt inde i
velfærdsstatsperioden, førte til reglernes kodificering i forvaltningsloven og offentlighedsloven.
Alligevel er det oplagt at kategorisere disse regler, som er blevet til med inspiration fra retsplejen,
som retsstatslige. Netop på grund af deres generelle karakter (de gælder alle steder, hvor der
træffes afgørelser i forvaltningen) er de med til at skabe den forudsigelighed, gennemsigtighed og
genkendelighed på det processuelle område som de ovenfor nævnte konditionalprogrammer var
tænkt at skulle skabe på det materielle område.
Som det vil være fremgået adresseres forældrene, barnet eller den unge i et retsstatsligt
perspektiv idealtypisk som “borgere”. Der er ikke her tale om en funktionelt entydig adressering
på linje med “patient”, “studerende” eller “forbruger”. Begrebet har en politisk konnotation,
Borgeren er såvel politikkens mål som dens legitimation. Men der er også en retlig konnotation:
Borgeren har rettigheder og pligter. Borgeren er som udgangspunkt habil, men kan også være
inhabil. Fx kan han være mentalt umoden eller på grund af mindreårighed være ude af stand til at
varetage sine egne anliggender.
Velfærdsstatens forvaltning (ca1900-(1930-)1990).
Anden fase (velfærdsstaten) er mål-middelprogrammernes tid. Den idealtypiske virksomhed er
servicevirksomheden. Den demokratiske retsstat (skal ideelt set) udbygges med reel frihed til alle.
Dette kræver en mere aktiv stat, der på den måde tildeles en markant rolle i forhold til at
producere og distribuere samfundsnytte. Professionerne får herunder en vigtig rolle at spille. Det
retssikkerhedsmæssige ideal går fra forudsigelighed mod hensynsfuldhed.
Et vigtigt socialpolitisk mål i fasen er gennem reaktive og proaktive interventioner at bidrage til
velfærdens udbygning og beskyttelsen af den enkelte i et demokratisk samfund. På børneområdet
handler det nu om at komme alvorlige farer i barnelivet i forkøbet og forebygge, at det bliver
nødvendigt at beskytte samfundet mod det farlige barn.
Det nytteorienterede (økonomiske) perspektiv er en følge af velfærdsstatens
interventionsoptimisme og tro på, at samfundet kan styres og det gode liv fremmes og beskyttes
gennem en blanding af demokratisme, professionalisme og keynesianisme.
Velfærdsstaten peger på økonomien som det foretrukne perspektiv til kompleksitetsudfoldelse
- og kompleksitetsreduktion. Det nytteorienterede perspektiv er optaget af “økonomi” i bredeste
forstand og benytter gevinst/omkostning, fordel/ulempe som sine centrale skelnemåder.
Velfærdsstatens forvaltning er proaktiv og planlæggende.
25
Den sociale lovgivning på børneområdet er, måske ikke overraskende, væsentligt præget af målmiddel-skematikken. Det er så oplagt, at vi ikke behøver et langt afsnit for at illustrere det.
Lovgivningen handler om at sikre børns opvækstvilkår på trods af vanskeligheder i deres familie
eller opvækstmiljø i lidt bredere forstand. Alle regler i servicelovens børneafsnit er systematisk –
målrationelt – indrettet på at opfylde dette formål.
Selvom der i de senere år er vedtaget og udrullet flere nye reformer på børneområdet, er det
fortsat de lovændringer, der i forbindelse med Graversen-betænkningen, trådte i kraft i 1993, der
grundlæggende regulerer feltet: Regler om formål, tilsynspligt, undersøgelse, foranstaltninger,
opfølgning og særlige retssikkerhedsgarantier i tvangstilfældene.
Beskyttelse er i velfærdstatsfasen nøgleordet, man skal have fat i, hvis man skal forstå, hvordan
borgeren, forældrene og barnet/den unge adresseres i perioden. Borgeren er ikke bare borgeren,
men den beskyttede borger, i socialforvaltningen: Klienten. Klienten er for så vidt selvstændig og
kan ofte selv søge om hjælp (den der søger advokathjælp bliver også klient), men klienten er
tillige, hvis man følger ordets etymologiske spor tilbage til oldtidens Rom, en afhængig person. I
Rom var klienten afhængig af en velhavende og magtfuld patron. Under velfærdsstaten er denne
patron netop staten, men som det ses er klientbegrebet, ligesom borgerbegrebet, ikke nogen
funktionel entydig størrelse.
Kritikken af den patroniserende stat var et af de forhold, der ledte til konkurrencestaten.
Konkurrencestatens forvaltning (ca 1990-?).
Tredje fase (konkurrencestaten) er rammeprogrammernes tid. Den idealtypiske virksomhed er
reguleringsvirksomheden. Det retssikkerhedsmæssige ideal er ligeværdighed. Velfærden skal
sikres på kort og langt sigt i en globaliseret verden med store åbne markeder og fx
grænseoverskridende problematikker på miljø-, social- og kriminalitetsområdet. Det kræver blandt
andet, at staten bidrager til på den ene side at sikre fælles internationale minimumsregler på
forskellige områder af grænseoverskridende karakter og på den anden at sikre private
virksomheder gunstige nationale rammebetingelser i bredeste forstand for, at de kan klare sig i
konkurrencen med udenlandske virksomheder.
Et vigtigt socialpolitisk mål er at sikre, at så mange som muligt så længe som muligt kan bidrage til
vækst og velfærdsudvikling. Dette gælder selvfølgelig også på det sociale børneområde, hvor et
vigtigt fokus er det udsatte barns aktuelle og fremtidige uddannelses- og
abejdsmarkedsperspektiv.
Det konkurrencestatslige perspektiv er konkurrenceorienteret og optaget af at optimere sociale
praksisser gennem fokus på rammer og strukturer. Hertil benytter det skelnemåderne
praksisoptimering/rammer eller strukturer, ressourceaktualisering/kontekst.
Den konkurrencestatslige forvaltning er strategisk (“koncern-agtig”) og relations-/aftaleorienteret.
På det sociale område er udviklet en ny måde at lave lovgivning på, som har ført til en blanding af
1) ”coersiv/regulativ incitamentslovgivning”,
26
2) ”normativ metodelovgivning” og
3) ”kognitiv/konstruktionistisk inddragelseslovgivning”.
Vi vender i et senere afsnit tilbage til begreberne coersiv/regulativ, normativ og kognitiv. På dette
sted vil vi gennem eksempler vise, hvad de dækker over.
Nogen vil afvise hensigtsmæssigheden i at sammenblande bestræbelserne på at finde hhv.
effektive, fleksible og legitime offentlige løsninger, idet de forbinder førstnævnte med
“markedsgørelsen” og sidstnævnte med “refleksive retsformer”, der på nærdemokratisk vis sigter
på at fremme dialog mellem borger og forvaltning og placerer en større del af ansvaret for
opgaveløsningen på de direkte berørte. I praksis skal de to former imidlertid virke sammen,
ligesom de kan være vanskelige at skelne fra hinanden i et meget klart snit, hvilket kodificeringen
af det socialfaglige metodekrav om borgerinddragelse vidner om. Det betyder, at vi ikke vil gøre
noget videre ud af denne skelnen, omend vi anerkender, at den er retspolitisk relevant (se
Gottrup, 2011).
For at vise, hvordan den konkurrencestatslige interesse for rammer/strukturer og samspil
udmønter sig i forskellige typer lovgivningstiltag, vil vi bruge den ovennævnte skelnen:
Ad 1) Eksempler på incitamentslovgivning findes både på det beskæftigelsesmæssige område og
børneområdet. På det beskæftigelsesmæssige område gælder det især retlig styringslovgivning,
det vil sige lovgivning der regulerer forholdet mellem centrale myndigheder og kommuner. Et
eksempel kan være brugen af differentierede statsrefusionssatser og sanktionelle inddragelser af
refusioner som aktivt instrument i styringen af den kommunale beskæftigelsesindsats.
Kommunen vil, i forbindelse med budgetledelsen og den interne revision, sørge for, at
medarbejderne handler rationelt i forhold til de gældende refusionsmuligheder, der, med større
eller mindre risiko for uhensigtsmæssige kompleksitetsreduktioner, er tilrettelagt efter at skulle
understøtte opnåelsen af nogle vægtede politiske målsætninger.
På børneområdet, der ikke på samme måde er refusionsstyret, findes tankegangen i fortyndet
form, fx i bestemmelsen om valg af konkret anbringelsessted, der påbyder kommunen at vurdere
og tage eksplicit stilling til, om anbringelse i en plejefamilie vil være mest hensigtsmæssig. I
lovgivningen ligger med andre ord en antagelse om, at en anbringelse i plejefamilie gennemsnitligt
vil være en god løsning for barnet. Den sagsbehandler, der ikke finder denne mulighed relevant,
slipper ikke for at foretage vurderingen og argumentationen imod plejefamilieløsningen. Vælges
derimod plejefamilieløsningen skal afgørelsen ikke begrundes i forhold til muligheden for at
anbringe på fx døgninstitution.
Stiller vi i stedet skarpt på forholdet mellem forvaltning og borger (den retlige regulering), finder vi,
at nye og anderledes reaktionsmuligheder eller foranstaltningsmuligheder er blevet spillet
sagsbehandleren på børneområdet i hænde. Vi tænker her først og fremmest på de nyere regler
om forældre- og ungepålæg. Forældrenes incitament til at følge de konkrete handlingspligter, de
pålægges af forvaltningen, sikres bl.a. ved at gøre det til en betingelse for modtagelse af børn- og
ungeydelse, at pålægget overholdes.
27
Ad 2) Et vigtigt eksempel på metodelovgivning er den centrale undersøgelsesparagraf på
børneområdet, der i de senere år er blevet udbygget, blandt andet med en stadig højere grad af
detaljering om, hvilke forhold der skal belyses i en børnefaglig undersøgelse, hvem der skal
inddrages hvordan - og hvorledes der i øvrigt skal gås frem. Tilsvarende eksempler findes på det
beskæftigelsesmæssige område.
Der er her tale om en styring, der søges indsat på indersiden af sagsbehandlerens faglighed. Der
er tale om forsøg på om at kodificere gældende professionsnormer eller en praksis som gode
professionelle kan blive enige om, er en god praksis. På den måde knæsættes, så at sige, “best
practice”. Kunsten er så her at balancere, så de i lovgivningen beskrevne metodeelementer rent
faktisk bliver en styrkelse af fagligheden og ikke en uhensigtsmæssig spændetrøje.
Ad 3) Det oplagte eksempel på konstruktionistisk inddragelseslovgivning er
inddragelsesparagraffen i retssikkerhedsloven. Denne paragraf fremhæves af retsteoretikere som
eksempel på ”refleksiv ret” og har været genstand for en ret omfattende socialfaglig litteratur. Vi
mener imidlertid også, at den kan kædes sammen med den udvikling, som Niels Åkerstrøm
Andersen (Andersen, 2003) har betegnet som borgerens kontraktliggørelse (borgeren som
aftalepartner). I praksis er det som nævnt svært at skelne skarpt mellem markedsgørelse og
demokratisering.
Det konstruktionistiske element ligger på to niveauer. Det første niveau er bestemmelsens
formulering. Bestemmelsen er ret upræcis og ligner ikke de almindelige sagsbehandlingsregler.
Det betyder, at selve fastlæggelsen af meningen med paragraffen kræver en konstruktiv indsats.
Det andet niveau er det forhold mellem sagsbehandler og forældre og børn, som reglen er med til
at skabe, et forhold hvor der i et eller andet omfang er lagt op til en slags (i traditionel forstand
forvaltningsfremmed) forhandling. I forståelsen og udmøntningen af reglen kan man ikke støtte sig
til, at den alene skal opfylde det i forvaltningsretten så velkendte formål, at sagsbehandleren
forstår barnets og familiens situation tilstrækkeligt til at træffe den rigtige afgørelse. Udover at
tjene dette formål skal reglen befæste borgerens autonomi og medansvar for sin situation
(Andersen, 2013, s. 321-22).
Som det vil være fremgået, handler det i konkurrencestaten om at skabe nye perspektiver på
forholdet mellem forvaltning og forvaltningsansat og mellem borger og forvaltning. Nye rammer og
strukturer for produktive samspil. Borgeren er ikke bare borger og klient. Han er tillige selvstændig
aktør, konkurrenceudsat borger (”ekspert i eget liv” er en betegnelse, man ofte hører anvendt).
Sagsbehandleren er ikke bare forvalter og professionel ekspert. Han eller hun er aktør og
selvleder.
4.4 Nærmere om specifikationsopgaven
Vi har i det foregående præsenteret socialt arbejdes livsverdens- og forvaltningsperspektiv. I
sammenhæng med livsverdensperspektivet har vi omtalt sagsbehandlerens oversættelsesopgave.
I vores undersøgelse af forvaltningen som kontekst for socialt arbejde har vi indtil videre fået
afdækket den moderne forvaltning som en tvetydig størrelse, der dog kan karakteriseres ved
nogle iboende og historisk genererede (og overbliksskabende) grammatikker. Vi har allerede
foregrebet grammatikkernes betydning som bidrag til synliggørelsen af arbejdets faldgruber. Dette
28
vil vi vende tilbage til. Een ting er imidlertid at få udfoldet (refleksions-)grundlaget for det gode
sociale arbejde – en anden er overhovedet at sikre, at arbejdet kan genkendes som socialt
forvaltningsarbejde.
Dette sidste kræver, at forvaltningsperspektivet i arbejdet afgrænses overfor
livsverdensperspektivet. Selvom forvaltningen er en tvetydig størrelse, har den trods alt grænser
og det er gennem erkendelse af disse grænser, at sagsbehandleren kan bryde den cirkularitet,
som ellers nemt kan blive oversættelsesprocessens forbandelse. Forvaltningsperspektivet
understøtter med andre ord – på trods af dets kompleksitetsudfordringer - handlekraften i det
sociale arbejde. Vi vil nedenfor vise hvordan:
Det første skridt i retning af at få ting til at ske i overensstemmelse med den social- og
forvaltningspolitiske kontekst er den kommunikative håndtering af, hvad vi har kaldt
specifikationsopgaven. Der skal ske en konkret ”indskrivning” af sagen i den socialpolitiske
koblingskontekst, så den bliver genkendelig som en socialsag, der kan håndteres i en moderne
socialforvaltning. Der er som nævnt vide rammer herfor og socialforvaltningspolitikken kan ikke
levere noget entydigt bidrag hertil. Alligevel angiver semantikken en retning for indsatsen.
Specifikationsproblematikken handler altså om at transformere symmetri til asymmetri. Det
handler om at give den menneskelige relation mellem sagsbehandlere og barnet/familierne
spænding og vertikalitet og indsatsen mål og retning. Man taler i den forbindelse også om
autoritet som et tema for både den praktiske og teoretiske tilgang til socialt arbejde.
Fra problem til særligt behov for støtte
Umiddelbart retter det sociale forvaltningsarbejde på børneområdet sig mod børnenes sociale
problemer.
Ved at forskyde fokus fra sociale problemer til ”barnets eller den unges særlige behov for støtte”
knyttes det sociale arbejdes problemaspekt til løsningsaspektet. ”Barnets særlige behov for
støtte” refererer til servicelovens kapitel om ”Særlig støtte til børn og unge”, der i skrivende stund
indledes med ordene ”Formålet med at yde støtte til børn og unge, der har et særligt behov herfor,
29
er at sikre at disse børn og unge kan opnå de samme muligheder for personlig udvikling, sundhed
og et selvstændigt voksenliv som deres jævnaldrende.” Længere fremme i samme kapitel oplistes
de foranstaltninger, der i følge loven kan bringes i anvendelse, når det er ”væsentlig betydning af
hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte”.
Sociale problemer viser ikke selv, hvordan de skal behandles. Det kommer helt an på det blik, der
objektiverer dem, om de i forbindelse med undersøgelse blot forekommer vildere og vildere eller
om løsningsmuligheder faktisk tegner sig efterhånden som udredningerne skrider frem. Det første
kunne nemt blive tilfældet, hvis problemerne primært blikkes med ”forskerbriller”, det vil sige på
en måde, hvor man først og fremmest øver sig i at blive bedre til at stille spørgsmål om
virkeligheden. Det sidste kan imidlertid også ske, nemlig hvis problemerne undersøges af en, der
gerne vil hjælpe og har en nærmere bestemt horisont af foranstaltningsmuligheder for øje. Vores
erfaring og viden om socialt arbejde taler her i samme retning, at behovsbestemmelse og
foranstaltningsorientering er gensidigt afhængige størrelser igennem hele hjælpeprocessen. Det
er dette forholds gensidighed, vi skylder den kendsgerning, at man hver dag i forvaltningerne
overhovedet når frem til at gøre noget for de berørte familier og børn.
Set i det lys er den politiske koblingskontekst indbegrebet af de semantiske referencepunkter om
den tilstrækkelige undersøgelse af barnets og familiens forhold inden for rammerne af en bestemt
løsningshorisont. Det vil sige en måde at få udfoldet den maksimale grad af problemkompleksitet
under samtidig bevarelse af den nødvendige handlingskapacitet. Kan der for eksempel ikke
formuleres nogen antagelse om, at barnet har behov for særlig støtte – altså at de i loven
opregnede foranstaltninger kan være relevante for barnets og familiens forhold – skal en
nærmere undersøgelse slet ikke indledes.
Den politiske koblingskontekst klargør ikke det sociale problem, der skal løses i familien, men kan
hjælpe sagsbehandleren til at fastholde et fokus, som kan føre til, at sagsbehandleren kan
afklare, hvordan sagen skal gribes an i socialforvaltningen.
På denne måde skærpes også et fokus, der skelner mellem de af barnets behov, som kommunen
eller regionen skal løse indenfor de ”normale” områder, skoleområdet, dagtilbudsområdet eller
sundhedsområdet fra de som skal løses ved en særlig, ”helhedsorienteret” og/eller koordineret
indsats på det sociale område.
Fra bekymring til særlig risiko
Angsten er en grunderfaring, som vi alle i større eller mindre grad kender. ”Bekymringen” for
barnet, som man ofte hører sagsbehandlere tale om, er i slægt med angsten, men udtrykker bedre
end angsten den følelse, man kan have, når man indser at et andet (måske yngre, måske mere
sårbart) menneske deler vilkår med en selv: Det har begrænset tid, det skal nå så meget, det skal
kunne klare sig selv og tage sin egen tilværelse på sig som et selvforvaltende menneske osv.
Bekymringen er eller kan være uendelig og behøver for så vidt ikke føre nogen vegne hen. Skal
sagsbehandlerens opgave fortolkes i saglige termer, der kan give indsatsen mål og retning, må
bekymringer transformeres til risikovurderinger.
Begrebet risiko optræder rigtig mange steder i servicelovens kapitel om særlig støtte til børn og
unge. Fx kan en anbringelse uden for hjemmet uden samtykke kun ske, når der, af nærmere
opgivne grunde, er ”åbenbar risiko for, at barnets sundhed eller udvikling lider alvorlig skade” og
30
der er begrundet formodning om, at problemerne ikke kan løses under barnets eller den unges
fortsatte ophold i hjemmet.
Igen handler det altså om, at en almenmenneskelig kategori omformuleres i overensstemmelse
med loven, der med folkestyrets autoritet og legitimitet minder om, at børneområdet er et socialt
indsatsområde, hvor der skal gøres noget. Der skal ”handles”.
I modsætning til bekymringen, som er uspecifik og almen, er risikoen specificérbar, idet den
opdeler verden i noget, der kan kaldes risiko og noget andet, der kan kaldes fare. Faren behøver
man ikke beskæftige sig meget med, thi i forhold til den er handlemulighederne alligevel
begrænsede. Er man heldig, når man at slippe i læ for uvejret, når det pludselig kommer. Også det
moderne samfund rummer abstrakte farer, som alle i lige mål er udsat for, mærkværdige
kulturelle normer fx., som man ofte bare må tage til efterretning, hvis man overhovedet
bemærker, hvor mærkværdige de er.
Risiko betegner derimod noget, professionelle kan beregne og somme tider komme i forkøbet.
Fagfolk kan lave prognoser og herigennem estimere risicis omfang og vi kan i en eller anden grad
gardere os, med vores aktive og målrettede indgriben, så risici forbliver risici og ikke fuldbydes
som (uønsket) virkelighed.
Særlig vigtig – i sammenhæng med børneindsatsen – er naturligvis vurderingen af risici i
forbindelse med barnets (forsatte) ophold i hjemmet hhv. en anbringelse udenfor hjemmet:
Sagsbehandleren skal kunne vurdere hvilke risici, der i hvilke omfang kan påvirkes eller håndteres
hhv. ikke påvirkes eller håndteres med forskellige foranstaltninger i hhv. den ene og den anden
situation og sammenligne og afveje disse vurderinger overfor hinanden med henblik på at
tydeliggøre forudsætningerne for kommunens stillingtagen til barnets opholdssted.
En risikovurdering i en børnesag tager afsæt i en beskrivelse og analyse af barnets behov set i et
udviklingsperspektiv. Hvad betyder det for barnets udviklingsopgave, at dette eller hint behov (for
stimulering, omsorg eller lignende) ikke i tilstrækkelig grad bliver tilgodeset af forældrene? Og
hvordan er mulighederne for, under forskellige forudsætninger, at det i fremtiden kan tilgodeses?
Risici kan opdeles på forskellige måder, men i vores sammenhæng er det naturligt at tage
udgangspunkt i servicelovens bestemmelse om børneundersøgelsen, det vil sige at opdele dem
efter de temaer for undersøgelsen som er opregnet her, nemlig ”udvikling og adfærd”,
”familieforhold”, ”skoleforhold”, ”sundhedsforhold”, ”fritidsforhold og venskaber” og ”andre
relevante forhold”.
Forekommer der fx i relation til skoleforholdene udækkede behov, som ikke modsvares af
relevante forældrekompetencer eller af andre ressourcepersoner i barnets omgivelser, ja, så kan
der foreligge en særlig risiko for barnet, afhængig af hvorledes man nærmere vurderer barnets
samlede situation.
Fra relation til opgave
Ligesom det sociale problem kan føre til svimmelhed, hvis man fokuserer på det uden at forholde
det til løsningsmuligheder og foranstaltninger, kan ”relationen” åbne for en verden så stor og
modsætningsfuld, at man kun kan fare vild i den. Med til forestillingen om relationen hører
31
forestillingen om den fordybede og uddybede interaktion mellem mennesker. Og eftersom den
enkelte, som ”helt menneske” betragtet, siden romantikken er blevet anset som et univers i sig
selv, ser man nemt det vanskelige udgangspunkt for ”relationsarbejde”.
Skal relationsarbejdet pege fremad i mere praktisk forstand skal det have et mål og en retning,
som det ikke kan finde ud fra sig selv. I et socialpolitisk perspektiv sker det ved at transformere
den mellemmenneskelige relation til en offentlig opgaverelation. Når relationen bliver til en
offentlig opgave, bliver den specificeret forvaltningsretligt efter forskellen offentlig/privat. Fokus
kommer på den offentlige forpligtelse over for forældrenes forældreansvar og barnets
(beskyttelses)ret. Og dermed på legalitetsprincippet og andre forvaltningsretlige principper som
saglighedsprincippet, proportionalitetsprincippet og officialprincippet. Det betyder, at kommunen
kan have en forpligtelse til at interessere sig for familiens forhold, men samtidig, at der er grænser
for, hvordan og i hvilket omfang sagsbehandleren kan interessere sig for familiens forhold.
Fokusset på opgaven gælder selvfølgelig også i forhold til iagttagelsen af relationen mellem
forældre og børn. Også i dette forhold er der behov for, at en evt. cirkularitet i relationen brydes.
Forældrene har faktisk efter forældreansvarsloven et forældreansvar og en omsorgsforpligtelse,
som de må leve op til. Der er som tidligere nævnt tale om et primært omsorgsansvar, hvilket
betyder, at hvis forældrene lever op til deres forpligtelser, har det offentlige ingen forpligtelser og
heller ingen beføjelse til at blande sig.
Den politisk etablerede semantik vedrørende relationen som opgaverelation skærper altså et
fokus på indsatsens asymmetriske karakter og dens karakter af indgreb, både når det besluttes at
undersøge familiens forhold mere indgående og når der tilbydes foranstaltninger, der forudsætter,
at familien ikke kan klare sig selv. Denne står dog – som tidligere nævnt - ikke alene.
Socialpolitisk er der fx også fokus på relationen som en slags ”kontraktrelation”.
Gennem sin eksplicitering af indsatsens pligtmæssige karakter og barnets krav på beskyttelse er
koblingskonteksten med til at understøtte handlingsberedskabet på området. Forholdet til
familien er og skal i den forstand være formynderisk og det er formynderiforflygtigelse ikke at
agere som formynder, dvs. som den der – indenfor kompetenceområdet - véd bedst. Dog – igen er
semantikken langt fra entydig. En særlig relationsmæssig udfordring, set i et retligt perspektiv, er
fortolkningen af de moderne medinddragelsesrettigheder sammenholdt med de traditionelle
forvaltningsretlige spilleregler, herunder helheds- og officialprincippet.
4.5 Om professionsperspektivet og håndteringsopgaven
32
Resten af denne artikel vil vi tilegne professionsperspektivet. Det er gennem
professionsperspektivet, de mange og lange tråde skal redes ud og samles.
Kravet til det professionelle sociale arbejde er at skabe helhed i et fragmenteret miljø. Det skal:
• Etablere sammenhæng mellem professions-, livsverdens- og forvaltningsperspektivet. En
etisk kompleks opgave.
• Yde en passende kompleksitetsabsorption/-håndtering og herunder en afbalanceret
vidensinddragelse.
• Undgå de faldgruber, der ligger langs de dominerende ledetråde.
Gennem professionsperspektivet sættes fokus på etik og viden i forbindelse med håndteringen af
forvaltningsopgaven. Der findes ikke enkle vejledende fix til denne håndtering, men det er muligt
ved hjælp af de allerede skitserede grammatikker og logikker at finde vej i kompleksiteten, at se
de udspændte ledetråde, så man ikke falder i dem eller kommer til at følge dem blindt uden øje
for deres forløb. Et kompleksitetskort, det kort vi forsøger at skitsere, skal gerne øge overblikket,
så man når sit mål – uden unødige omveje, uden at falde i faldgruber, uden at søge unødigt
risikofyldte genveje.
Det gode sociale arbejde findes ikke i én version. Det betyder, at man som professionel på
området må være rede til – nærmest til enhver tid - at stille op til (berettiget) kritik, uanset at man
har gjort det godt. Man ser straks, at professionsperspektivet kræver stor grad af selvbevidsthed
og selvberoenhed. I det hele taget er SELV- semantikken kommet til at spille en stadigt større rolle
for os, i vores forsøg på at forstå det sociale arbejdes betingelser og udfordringer i
forvaltningskonteksten. Det sociale arbejde er, som vi vil gøre nærmere rede for i det følgende,
selvledende, nærmere bestemt selvbestemmende, selvdannende og selvnærværende.
Det var ved at følge ledelsesbegrebets etymologiske rødder (Raffnsøe-Møller, 2011), vi
33
indledningsvis blev overbevist om rigtigheden af at bruge selvledelsesbegrebet om det sociale
forvaltningsarbejde:
1. Socialt forvaltningsarbejde kan oplagt forbindes med ledelse i betydningen at lede efter eller at
undersøge. Det, der ledes efter, er den gode praksis, som hele tiden bliver udfordret af de mange
blikke, der hviler på den5. Det er som nævnt vores opfattelse, at der til brug for undersøgelsen af
egen praksis (praksisrefleksionen) er behov for nye begreber, begreber der på samme tid er
praksisnære (kontekstnære) og abstrakte. Disse begreber mangler vi stadig at se udviklet, men vi
fremlægger i denne artikel et foreløbigt bud på, hvordan de kan se ud.
2. Det forhold, at sagsbehandleren til stadighed er tvunget til selvundersøgelse og selvransagelse,
mener vi, i almindelighed håndteres ret godt. Ikke mange andre professionsgrupper er som
sagsbehandlerne vant til at fremlægge (resultaterne af) deres arbejde i så mange og forskellige
fora – de være sig både administrativt kontrollerende og fagligt superviserende. Men det kan da
ikke undgås, at det også kan fremkalde lede, her forstået som væmmelse eller kvalme.
3. Sagsbehandleren er også en person, der, hvis den pågældende tager myndighedsrollen på sig
og det er jo meningen, må træde i karakter som én, der bestemmer, som een der leder i
betydningen styrer, udøver magt og som en der optræder formynderisk (i det sidste ligger også
dette, at man tør tro på sin faglighed, at man tør tage konsekvensen af at være den der véd
bedre). Som antydet er denne udfordring en stor udfordring for den moderne myndighedsudøver.
Måske oven i købet én, der kan fremkalde en vis lede.
I kritiske undersøgelser af forvaltningspraksis, herunder på børneområdet, fremhæves det sociale arbejde som en
praksis, der overvejende bygger på tavs viden, der ikke (kan) begrundes (se fx Egelund, 1997). Der er en sandhed
heri: Man gør ”som man plejer”, man efterligner de andre, man bygger på sine erfaringer og yndlingsteorier,
indimellem øver man sig på at blive bedre til at anvende vedhåndenværende praktiske metoder og redskaber og til
sidst behersker man dem, man opøver ”knowledge-in-action”. Men det er kun en del af sandheden: På grund af
arbejdets komplekse natur viser ”knowledge-in-action” sig at være utilstrækkelig som arbejdsstrategi. Det bliver
nødvendigt, som en integreret del af det praktiske sociale arbejde, at skabe en distance til samme praksis og i den
forbindelse opøve ”knowledge-on-action”.
5
34
5 Om professionsperspektivet og selv-bestemmelsen
Som det vil være gået op for læseren handler den øvelse, vi gennemfører i denne artikel, om at
nærme os det sociale forvaltningsarbejdes kompleksitet på forskellige måder og fra forskellige
synsvinkler. Vi har været omkring begreber som kodeambivalens, paradoksliggørelse,
konkret/abstrakt, tvetydighed, overfyldte forventningsrum. Man kan udtrykke nogle af de samme
pointer ved at tale om det sociale forvaltningsarbejdes tab af sikre fremmedreferencer:
1. Det sociale forvaltningsarbejde kan ikke bare læne sig op af en formel position i et hierarkisk
forvaltningssystem. Dels er der ikke entydig vejledning, endsige forholdsordrer at hente fra de øvre
led i hierarkiet (og hvis der undtagelsesvis er, kan spørgsmålet hurtigt opstå, om den eller de er
lovlige). Dels er opgaven så tilpas diffus og de forskellige perspektiver på opgavevaretagelsen så
uensartede, at en rent formel tilgang nemt vil blive opfattet som skinger og uvederhæftig. Alligevel
må sagsbehandleren i sin opgavevaretagelse aktiv bruge dette, at hun er en del af et formelt
forvaltningshierarki. Evner hun ikke det, vil hun komme til at svigte som myndighedsperson.
2. Sagsbehandleren kan ikke forankre sin indsats i en tydelig anerkendelse af hendes faglige
dømmekraft: Også professionens traditionelle enemærker, ikke mindst metoderne, er nu
genstand for regulering, en anden slags regulering end den, man tidligere har set, og vel at mærke
under samtidig opretholdelse af andre typer af regulering; Hvordan skal de forskellige
35
forventninger håndteres? Dette spørgsmål kan – uanset den manglende tydelighed i
anerkendelsen af den professionelle faglighed – kun løses professionelt, altså ved brug af
faglighed.
Tabet af fremmedreference betyder, at sagsbehandleren er overladt til sin selv-bestemmelse6,
ikke i den forstand naturligvis at alt er muligt, men forstået på den måde, at hun ultimativt må stå
frem som sig selv i den måde hun bestemmer sit sagsområde, sin principielle tilgang til arbejdet
og – i det konkrete tilfælde – den måde hun konstruerer sin sag på. Da det er et fælles vilkår for
alle sagsbehandlere, er selv-bestemmelsen noget, der bør håndteres i et fagligt fællesskab.
Den eneste selv-bestemmende tilgang, der kan fungere på det moderne vilkår, er efter vores
opfattelse en helhedsorienteret tilgang. Det er selvledelse i denne forstand, der vil blive
hovedemnet i det følgende. Selvledelsens dannelsesdimension (eller skabelsesdimension) og
selvnærværsdimension (eller selvtilstedeværsdimension) vil dermed ikke blive omtalt i det
følgende7.
5.1 Selvbestemmelsen, meningsdimensionerne og den professionelle vidensinddragelse
Ser vi bort den monopoliserede erhvervsudøvelse, som er et væsentligt kendetræk ved
professioner, er det karakteristiske ved professionsudøvelse, at de professionelle baserer deres
virke på en særlig etik og på vidensinddragelse.
Fsva. etikken har Jørgen Husted allerede, på grundlag af en analyse af socialarbejdernes
internationale professionsetiske regler, vist, hvorledes denne trækker på såvel pligtetik som nytteog dydsetik (Husted, 2009). Vi mener at kunne påvise det samme ud fra en forståelse af
socialrådgiverprofessionens kontekstbestemthed, dens indlejrethed i en historisk konstitueret
Når fokus er på selv-bestemmelse, kommer uvægerligt den samlede differentierede opgave for socialt
forvaltningsarbejde i fokus, det vil sige oversættelse, specifikation og absorption/håndtering. Dette indebærer også et
afsæt i:
a) fortolkningen af hvad opgaven indebærer (generelt såvel som konkret),
b) det, ideelt set vidensbaserede, skøn som må foretages i den konkrete handlingssituation og
c) den koordination, der i et tidsmæssigt perspektiv er fornødent mhp. at sikre en sammenhængende
undersøgelse og social indsats.
Vi vil i det følgende behandle a, b og c under eet.
6
7
Selvdannelsen handler om at være på forkanten af sin arbejdssituation, at fortsætte sin læring og uddannelse som
professionel. Selvnærværet handler om at kunne rumme dette at blive kaldt frem som selv. Man kan som moderne
professionel ikke henholde sig til sin rolle, endsige bære en maske, men bliver udfordret på sin person, det vil sige
kaldt på som det højst individualiserede menneske, man er.
Det ligger uden for vores formål med denne artikel at gå i dybden med disse forhold, men det er klart, at de vil være
vigtige at søge belyst. Lad dette altså være en opfordring til selv at gå videre med at studere spørgsmålet om,
1) hvorledes det sociale arbejde generelt og den enkelte sagsbehandler konkret kan løse (og i et eller andet omfang
faktisk løser) opgaven med at være fremadrettet, og helst foran de nye problemer og problemtyper der hele tiden
dukker op – vel at mærke under samtidig indfrielse af fordringen om at være samtidig med de problemer, der faktisk
eksisterer lige nu og her.
2) hvorledes der bliver kaldt på, ikke blot sagsbehandleren som rolle, men også som person og som menneske – og
hvorledes man som sagsbehandler kan håndtere den belastning, som dette fører med sig.
36
institutionel, forvaltningsmæssig kontekst8. Vores hovedfokus i det følgende vil imidlertid være de
professionelles vidensinddragelse. For at komme videre med tegningen af vores
kompleksitetskort, vil vi søge følgende spørgsmål besvaret: Hvorledes præger den
forvaltningsmæssige kontekst det sociale forvaltningsarbejdes vidensinddragelse?
Vi har fundet, at kompleksiteten i socialt forvaltningsarbejde folder sig ud i tre dimensioner
(tidligere kaldt faser/grammatikker), der, omend de burde ses i sammenhæng, desværre i
praksis har en tendens til at løsrive sig fra hinanden - og dermed skabe en for snæver tilgang til
arbejdet. Bag de tre faser ligger meningsdimensionerne: Sag, tid og socialitet. På forunderlig vis
styrer de alle vores ”treheder”. Også viden kan altså inddeles i typer, der har hhv. den ene, den
anden og den tredje dimension som primær dimension. Videnstypens primære dimension er den
dimension, der fortrinsvis styrer videnstypens (og de heraf omfattede teoriers)
kompleksitetsopbygning. Lad os indledningsvis definere, hvad der ligger i de forskellige
dimensioner:
Sagsdimensionen skelner mellem “dette” og “noget andet”. Kompleksiteten folder sig i
videnstypens teorier altså primært ud som en skelnen mellem forskellige ”genstande”, tilstande,
persontyper el. lign.. Dette er en substantielt orienteret videnstype.
Tidsdimensionen skelner mellem “før” og “nu” - og mellem “nutidsfremtid” og “fremtidsnutider”
mv..
Kompleksiteten folder sig i videnstypens teorier primært ud som en skelnen mellem forskellige
faser, forebyggelsesniveauer, udviklingszoner el. lign..
Socialdimensionen skelner mellem “os” og “dem” eller “det”, altså andre “aktører” eller
“strukturer”. Kompleksiteten folder sig i teorierne primært ud som en skelnen mellem forskellige
økologiske systemniveauer, forskellige strukturer med tilhørende – funktionelle eller
dysfunktionelle - praksisser el. lignende.
5.2 Faserne og vidensformerne
8
Pligtetikken passer til det retsstatslige perspektiv med dets fokus på lovmedholdelighed og forudsigelighed.
Nytteetikken peger på velfærdsstatens bestræbelser på at maksimere lykke og minimere omkostninger (den
formelle retssikkerhed suppleres i denne periode af den materielle retssikkerhed, som fremhæver værdier som
hensigtsmæssighed og hensynsfuldhed).
Mens både pligtetikken og nytteetikken går ud fra, at man kan finde frem til det rigtige ved at følge regler eller stille
de rigtige kalkuler op (det etiske valg er forbundet med valget om at følge reglen eller kalkulen), er dydsetikken den
etik der undersøger betingelserne for det gode liv, idet den insisterer på at der skal være plads til både lykken
(nytten) og det rigtige. Dydsetikken gør regler og kalkuler til rammer, der skal fortolkes fleksibelt og efter
situationens krav En sådan etik forbinder vi med konkurrencestatens fokus på optimerende rammer og samspil (den
formelle og materielle retssikkerhed suppleres i denne periode af den substantielle retssikkerhed, der vægter
værdier som anerkendelse og ligeværdighed).
37
Vi vil gerne folde det ovenstående om videnstyperne lidt mere ud og gøre det i sammenhæng med,
hvad der tidligere er udviklet omkring velfærdsstatsudviklingen.
Retsstaten og den diagnostiske viden
Retsstaten vægter ”pligt” og tager udgangspunkt i det retlige og saglige (ret/faktum). Vi vil omtale
saglig viden som ”diagnostisk viden”. Der er fokus på at gøre/handle reaktivt og sagligt – en
forsorgsmodel.
Både historisk og idealtypisk henfører vi den viden, vi kalder den diagnostiske, til retsstaten og
den tidlige velfærdsstat. Forvaltningens rolle er primært at være ordensskabende. Uroligheder
søges forebygget, men ellers er det den reaktive stat, vi taler om. Det handler for statsmagten
først og fremmest om at sikre en basal set tilfredsstillende sundhedstilstand i befolkningen og at
slå ned på og bekæmpe sygelige tilstande, når de opstår.
Vi minder på dette sted om, at formålet med de gældende regler om særlig støtte efter
serviceloven til børn og unge er at sikre børns sundhed og udvikling på trods af de familiemæssige
opvækstvilkår, de er blevet til del. Den basale sundhed er således stadigvæk et fokusområde.
Meget socialt arbejde og i hvert fald socialt forvaltningsarbejde på børneområdet bygger på, at der
på grundlag af en systematisk undersøgelse af den enkelte problemramte families forhold kan
udarbejdes ”sociale diagnoser”, som kan forbinde kritiske symptomer og tegn på fejludvikling af
forskellig art (medicinsk, psykiatrisk, socialpsykologisk mv.) med kausale forestillinger om, hvilke
mekanismer der skaber disse tilstande. Viden om sygdomsårsager og sygdommes opståen (eller
tilsvarende viden på andre felter end det medicinske) danner baggrund for vurderinger af
38
prognoser og behandlingsmuligheder. Den viden vi kalder ”diagnostisk” beskriver en tilstand og
præsenterer sig som objektiv og prognosesikker og den er helt nødvendig for den sagsbehandler,
der står i begreb med fx at ”bygge en anbringelsessag op”. Hele forestillingen/teoridannelsen om
”social arv” hører med til den type viden, vi taler om her. I dag er der megen skepsis knyttet til
disse teorier, der anklages for determinisme og kontraproduktivitet i form af negative
stemplingseffekter. Her er vi mest optaget af at anskueliggøre den vigtige funktion som viden af
denne type har for børnesagerne.
Betingelsen for at fjerne et barn fra hjemmet er, at problemerne ikke kan klares med en støttende
indsats i hjemmet. Hvis denne meget indgribende foranstaltning skal kunne begrundes i
overensstemmelse med loven, skal fortid og nutid med andre ord kunne fremskrives, og der skal i
denne fremskrivning kunne tages højde for forskellige indsatsmuligheder. Kravet om en vis
prognosesikkerhed gælder naturligvis så meget desto mere i tvangssager som i sager, hvor der
opnås samtykke.
Skal man pege på teori, som rækker ud over den medicinske og som har relevans i sammenhæng
med børne-/familiearbejdet, kan det være moderne varianter af psykoanalytisk teori eller
tilknytningsteori og teori inspireret heraf, herunder moderne neuroaffektiv teori. Udover at de
begreber og forestillinger, der opereres med i disse teorier, prætenderer den tyngde, objektivitet
og sikkerhed, som udkræves i de alvorlige børnesager, har de den fordel, at de efterhånden indgår
som en del af ”folkepsykologien”. De har en klangbund i noget, der er hørt før. Noget velkendt.
Samtidig med at de tilhører en videnskabelig verden, hvor nogen er eksperter og andre er lægfolk
eller klienter.
Velfærdsstaten og den dynamiske viden
Velfærdsstaten vægter ”nytte” og tager udgangspunkt i det økonomiske og tidslige
(gevinst/omkostning). Vi vil omtale tidsligt orienteret viden som ”dynamisk viden”. Der er fokus på
at handle proaktivt og muliggørende – en omsorgsmodel.
Den dynamiske viden henfører vi til den mere modne velfærdsstat med dens store ambitioner om
beskyttelse af borgerne, forebyggelse af problemer af snart sagt enhver art og understøttelse af
det gode liv. Hvor den diagnostiske er mest tilbageskuende, anamnese- og reparationsorienteret,
er den dynamiske mere fremadskuende og udviklingsorienteret.
Mens den diagnostiske viden arbejder med ret fastgroede men dog formbare mønstre, ”noget der
ligner naturlove”, en virkelighed af nærmest materiel tyngde, hvorfor den indstiller sig på ”det
lange seje træk”, arbejder den udviklingsorienterede med en større grad af lethed. Denne lethed
harmonerer bedre med den nytteorienterede interventionsoptimisme, der kan forbindes med
velfærdsstaten i dens glansperiode.
Den dynamiske udviklingsorienterede viden kan nok være orienteret mod udviklingsfaser, men
hvor den diagnostiske knytter patologier til faserne, der på den måde bliver et redskab til
identifikation af fejludvikling, bruger den dynamiske faserne til at finde frem til den ”nærmeste
udviklingszone”.
Hvor Freud og senere Stern, Bowlby og andre kan trækkes frem som eksempel på en
repræsentant for den diagnostiske vidensform, kan Lev Vygotsky fungere som eksempel på en
39
viden, der er mere dynamisk og har inspireret moderne og udviklingsorienterede professioner som
socialpædagoger og socialrådgivere.
En humanistisk strømning hører med til karakteristikken af fasens videnstype. Humanismen
sætter fokus på menneskelige udviklingsmuligheder. Hos Maslow tegnes de i en pyramidalsk
formet lagdeling med de mest basale behov i bunden og de højere og mere avancerede i toppen.
Maslow og Rogers har i en vis forstand stået fadder til den selvrealiseringsbølge, der endnu ruller
ind over os med krav om, at vi udvikler vores individuelle potentialer og muligheder. I dag vil
pyramiden i den praktiske hverdag oftest blive vendt om, idet problemerne i børnesagerne ikke
primært handler om mad og tøj på kroppen, men manglende psykisk omsorg.
Selvrealisering er ikke alene et fritidsprojekt for den enkelte, det forventes, at man arbejder med
sig selv, også i arbejdslivet og andre steder, med henblik på at fuldbyrde sin indre kerne (som det
ses har denne strømning et potentiale, der peger frem mod konkurrencestaten).
Samtidig med at den humanistiske strømnings psykologer har bidraget til udviklingsoptimismen og
troen på, hvad hver enkelt kan opnå, hvis han eller hun bliver mødt på den rigtige måde, har den
også, hvad der er lige så vigtigt i denne sammenhæng, bidraget til at udviklingsprojektet er blevet
et endeløst projekt.
Andre teorier fra perioden kan også nævnes, fx de mere socialpsykologisk orienterede, der ikke
mindst med begrebet ”selvopfyldende profetier” sætter fokus på betydningen af forventninger i
mellemmenneskelige forhold. Teorier af denne art kan lægge grunden til en tro på positive
udviklingsmuligheder, men indeholder tillige en foruroligende erkendelse, der peger frem mod
mere paradokse, helt moderne vidensformer: Problemer er ikke essentielle. De opstår i samspil,
hvor negative forventninger, herunder fra velmenende mennesker, måske hjælpere, er i spil.
Hjælpen mister gradvist sin uskyld under velfærdsstaten.
Konkurrencestaten og den dialogisk/relationelle viden
Konkurrencestaten vægter det ”optimale i situationen” og tager udgangspunkt i det økonomiske
og sociale (strukturer/adfærd - sociale praksisser). Vi vil omtale socialt orienteret viden som
“dialogisk/relationel viden”. Man skal her tænke relationel i bredere forstand end noget, der kun
angår forholdet mellem mennesker. Der er som nævnt også et forhold til strukturer at tage med i
betragtning. Der er fokus på polysocialitet, optimerede samspil og effektivitet – en
ressourcemodel.
I konkurrencestaten lægger man nok planer, men den grundlæggende tro på, at kompleksiteten
kan håndteres systematisk og ”trin-for-trin”, med formålsrationelle planer, findes ikke på samme
måde som tidligere. Blandt andet derfor ser man større muligheder i kontrakten, der modsat
planen indeholder en relationel binding med henblik på en usikker fremtid.
I konkurrencestaten lever man med en fornemmelse af, at alt er under forandring og at det, man
gør i dag, er forældet i morgen. Samtidig er man klar over, at hvis man skal finde de bedste
løsninger, må man være orienteret mod de chancer, der byder sig i øjeblikket. Det gælder altså om
at få etableret nogle strukturer eller rammer, der kan frigøre energi og opmærksomhed til et fokus
på mulighederne lige nu og her. I denne orientering er tillige en tendens til at lægge vægten på
ressourcerne og det i den forbindelse, at det nye børnesyn vinder frem.
40
Mens retsstaten og velfærdsstaten repræsenterer den lineære rationalitet, repræsenterer
konkurrencestaten den cirkulære. Det betyder ikke, at der ikke findes ”lineære praksisser”,
herunder indenfor socialt børnearbejde (tænk blot på forældre- og ungepålæg), men det betyder,
at disse ofte kommer til at hvile på et grundlag af forlegenhed (”nogen kan man kun nå på den
hårde måde”, hvor den hårde måde altså refererer til en entydig og asymmetrisk linearitet i
adresseringsstilen).
Det, som nogen kalder paradigmeskiftet mod det relationelle, indebærer den paradoksale
erfaring, som også flere af teorierne afspejler, at relationen bliver til selvrelationen, at mødet med
den anden bliver til mødet med sig selv og at det ydre bliver det indre. I de forskellige teorier får
denne interne pendling forskelligt udtryk. I systemteorier sættes fokus på systemiske samspil i
forskellige strukturelle kontekster, det indre som enheden af den indre og det ydre. I
diskursteorier sættes fokus på forholdet mellem diskurs og struktur og i narrativ teori beskæftiger
man sig med historiefortælling og eksternalisering osv.9
6 Selvledelsen, konkurrencestaten og de neoinstitutionelles teoriers
dominans
Det er ikke underligt at konkurrencestatens ledetråde med hensyn til vidensinddragelse er
nemmest tilgængelige og dem, der umiddelbart følges. Det er således heller ikke overraskende, at
det er elementer af ”konkurrencestatsteorierne”, der – når de praktiseres for snævert og uden
tilstrækkelig forståelse for, hvad en helhedsorienteret selvledelse kræver – udgør de mest
Nogen vil i den foregående gennemgang af ”de tre D´er” savne, at vi forholder os til forskellen mellem individuelle
og sociale årsagsforklaringer på sociale problemer. Denne skelnen og den standende uenighed om, hvilken af siderne
der skal vægtes, når sociale problemer skal forklares, løber som en forudsætning for og en understrøm under både
socialpolitiske debatter og socialfaglige diskussioner.
Det er vigtigt i denne sammenhæng at betone, at de tre D´er ideelt set skal kobles i den sociale indsats. Det er det
nødvendige samspil imellem dem, der kan siges at udtrykke kompleksiteten i det moderne sociale forvaltningsarbejde
på børneområdet.
Det er dernæst vigtigt at erkende, at forskellen mellem individuelle og sociale årsagsforklaringer ikke kan ses som en
anden måde at skelne mellem de tre D´er. Sidstnævnte skelnen løber så at sige på tværs af D´erne.
Den diagnostiske viden og tænkning er ikke som sådan en tænkning, der udelukker sociale og relationelle forklaringer
på sociale problemer. Vi har ganske vist i vores eksemplificering fokuseret på individualpsykologiske teorier, men også
i disse teorier spiller relationer en vigtig rolle. Betoningen i disse teorier af de tidlige års betydning for den senere
udvikling, herunder også for problemer, der træder frem senere i barndommen, i ungdommen eller voksenalderen,
kan endvidere nuancere billedet af den enkelte som en, der er ”skyldig” i sit livs misere. Snarere end at udelukke et
fokus på relationer er den diagnostiske tænkning en tænkning der understreger det saglige aspekt, herunder i
relationerne. Relationen, tilknytningen, herunder den patologiske, er der, og er der altid allerede. Som en nærmest
materiel kendsgerning breder den sine effekter ud.
Også den dynamiske viden er relationel, men på en mere dynamisk fremadrettet måde. Eksempel: Den nærmeste
udviklingszone er ikke en zone, der kan fastlægges med et ensidigt blik på den enkelte. Den nærmeste udviklingszone
opstår i mødet mellem én, der kan noget og en anden, der kan noget mere. Relationen er dynamisk fordi det hele
tiden afprøves, hvad den enkelte fremadrettet kan sammen med andre.
Den dialogisk-relationelle viden er altså ikke den eneste relationelle viden og heller ikke den eneste viden, der kan
præstere sociale forklaringer på sociale problemer. Den dialogisk-relationelle viden har vi præsenteret som en viden,
der er relationel på sin egen relationelle måde.
9
41
almindelige faldgruber i arbejdet.
For at tydeliggøre konkurrencestatstænkningens indflydelse er det nødvendigt på dette sted at
uddybe, hvad vi tidligere i denne artikel har omtalt ved hjælp af den generaliserede betegnelse
”struktur”.
Spørgsmålet er, hvorledes fokus er kommet på strukturer? Hvilken teoretisk inspiration har
bidraget til at gøre strukturer og forholdet mellem strukturer og adfærd eller sociale praksisser til
et hovedfokuspunkt i kombination med en interesse for at tune og optimere forvaltningsmæssige
processer? Er strukturer et entydigt begreb? Og hvis det ikke er tilfældet: Hvorledes kan en
opklaring af begrebet bidrage til kompleksitetskortet, navigationen og den selvbestemmende
helhedsledelse?
Lad os sige det med det samme: ”Struktur” er i konkurrencestaten ikke noget entydigt begreb,
hvilket også er antydet i det foregående. Vi har ikke gennemført selvstændige analyser af
konkurrencestatens teoretiske inspirationskilder, men henholder os på dette punkt til Kaj Ove
Pedersens bog om netop ”Konkurrencestaten” (Pedersen, 2011). Ramme- og struktur-fokusset
skyldes ifølge KOP ”neoinstitutionel teoris” dominans i den periode, der indleder og udgør
konkurrencestatsfasen. Neoinstitutionel teori er i virkeligheden i flertal. Der er mange
neoinstitutionelle teorier og de afviger fra hinanden i mangt og meget, herunder i deres
42
videnskabsteoretiske forudsætninger. Det er almindeligt at skelne mellem rational-choice
institutionalisme, historisk og organisatorisk institutionalisme og diskursiv institutionalisme. Til
dels i forlængelse af disse skelnes mellem forskellige typer institutioner, forskellige isomorfistiske
kræfter. En institution er en struktur, der bidrager til skabelse og vedligeholdelse af mening med
sociale praksisser. Vi vil sondre mellem følgende:
1. Regulative strukturer.
Coercive eller regulative strukturer er strukturer, der er indrettet på øve en nærmest tvingende
magt overfor individer, der formodes at ville gøre alt for på den ene side at indkassere belønning
og på den anden side undgå straf. Tænkning, der stiller skarpt på sådanne strukturers
(potentielle) indflydelse, forudsætter aktører med naturlige interesser, aktører kapable til at træffe
”økonomisk” rationelle valg (rational choice). Sådanne aktører kan man styre ved hjælp af
belønning og straf/sanktion.
2. Normative strukturer.
Hvor de regulative strukturer fokuserer på individet, sætter tænkning, der vægter de normative
strukturer, spotlight på mere kollektive processer, på forskellige niveauer, hvorved normer dannes
og opretholdes gennem socialisering. Mennesker er sociale væsener og responderer som sådan
på de normer, der gælder for samfundet, deres socialgruppe, omgangskreds,
professionsfællesskab mv.
3. Kognitive strukturer.
De kognitive strukturer er nok de strukturer, der forbindes mest med ”neo” i ”neo-institutionel”.
Teorier, der vægter de kognitive strukturer, udspringer, i modsætning til de to foregående, af en
konstruktionistisk videnskabsteoretisk position. Positionen fremhæver betydningen af social
forhandling. Symbolsk interaktionisme er her et centralt element i forståelsen af det enkelte
individ som aktør og deltager i konstruktive processer i samfundet og fællesskaber af forskellig
slags.
Vi har tidligere vist, hvorledes konkurrencestatslig grammatik har sat sig spor i lovgivningspraksis
på det (børne-)socialforvaltningsretlige område.
I det følgende vil vi, i forlængelse af ovenstående, undersøge, hvorledes de konkurrencestatsligt
prægede institutionelle ledetråde virker ind på socialt arbejdes praksis: Hvorledes er
vidensinddragelsen påvirket? Hvorledes spiller teoriinddragelsen sammen med den
grundlæggende tilgang til kompleksitetshåndteringen, som for konkurrencestatens vedkommende
er økonomisk (optimerings- og nytteorienteret)? Vi vil i forlængelse heraf illustrere, hvorledes
ledetrådene, hvis de følges blindt, kan blive til uhensigtsmæssige/uproduktive eller ligefrem
farlige manier. Vi taler ikke her om determinismer, men om mekanismer der nemt kommer til at
råde, hvis der ikke i praksis etableres den fornødne distance og kritiske refleksion. Vi vil basere os
på vores erfaringer fra MOSULprojektet, og håber, at vores eksempler kan give inspiration til – ud
fra egne erfaringer - selv at tænke videre.
Med fare for at blive anklaget for at være for summariske i vores gennemgang af
neoinstitutionel(le) teori(er), vil vi altså springe direkte til at illustrere deres indflydelse på socialt
forvaltningsarbejde.
43
Vi vil lægge vægt på at beskrive den ikke-afbalancerede og ikke-helhedsledede indsats og de
farer, der kan forbindes hermed. Vi vil herunder skitsere, hvorledes en mere retsstatslig-retlig
orienteret tilgang som supplement til den konkurrencestatslige-økonomiske kan sikre en mere
helhedsorienteret sagsbehandling med større kompleksitetsabsorption og repertoire i
handlemulighederne. Også i forhold til det sidste opfordres læseren til selv at tænke videre.
6.1 Faldgruberne - risikovurderingerne og konstruktionen af de særlige behov
Magisk konstruktionisme (retter sig mod eksperten i eget liv)
Magisk konstruktionisme uden hold i ”virkeligheden”, ressourcetænkning på tynd is – det er den
kognitive tænknings risiko.
Fra vores MOSULpraksis har vi et eksempel på en sag med en meget ressourcesvag kommende
mor. Vi vil indlede dette afsnit med en omtale af sagen, som kan illustrere, hvad vi mener med
magisk konstruktionisme: Den vordende mor (omtales i det følgende som ”mor”) beskrives som
svagt begavet, ”tung”. Hun har en ADHD diagnose, som hun ikke er enig i, men hun er i følge
sagsbehandleren ustruktureret og har svært ved at holde aftaler. Hun kan ikke styre sin egen
økonomi og hun kan ikke passe et arbejde. Tidligere har hun været stofmisbruger, men skal
angiveligt være kommet ud af dette.
Flere beskriver mor som ude af stand til at forstå et barn. Når mor bliver spurgt, hvad et barn har
brug for, fremhæver hun, at det har brug for at blive kildret rigtig meget. Et familiemedlem
beskriver mor som en uselvstændig person, der ikke har formået at skabe et fundament for sig
selv.
44
Mor har sagt ja til en § 50 undersøelse. Der foreligger en godkendt handleplan (som rettelig er en
observationsplan) om hjemme-hos-støtte (undersøgelsen er på tidspunktet for sagsfremlæggelsen
ikke færdig endnu). Der er koblet ekstra sundhedsplejerske på.
Hver gang sagsbehandleren er ude hos moren, er det ligesom at starte forfra. Mor spørger” Har
jeg sagt ja til hjemme-hos?” Hun har tydeligvis ikke rigtig fattet, hvad der er gået forud. ”Hvad hvis
hun siger nej?”, spørger sagsbehandleren. Rigtig mange er rigtig bekymrede for mors
forældreevne eller mangel på samme. Det gælder således både læge og sundhedsplejerske.
Der er flere mænd i mors liv, men den mand mor gerne vil være sammen med, vil ikke have
hende.
Kommunen har bevilget tilskud til en ny lejlighed, mens en tidligere bevilget bo-støtte til mor, er
ophørt, fordi mor ikke kunne finde ud af at bruge bo-støtten.
I forhold til det fremadrettede giver sagsbehandleren udtryk for, at det ikke er udelukket, at der er
noget at bygge på hos mor. Til støtte for en optimistisk tilgang til mors forældreevne, henviser
sagsbehandler til, at ansatte voksenafsnittet mener at kunne se en positiv udvikling hos mor.
Sagsbehandleren har mange overvejelser om relationsskabelse og inddragelse af moren. Hun har
også nogle overvejelser om, hvorledes mors forældreevne kan undersøges. Sagsbehandleren er
bange for at presse moren, fordi presset kan give et forkert billede af moren, der let bliver
stresset. Af samme grund har sagsbehandleren valgt, at observationen ikke skal ske på et
døgnophold.
På mødet, hvor sagen diskuteres, får sagsbehandler en kommentar fra en kollega: ”Det virker til,
at det er grebet rigtig godt an. Du har en god relation.”
Casen taler i nogen grad for sig selv. Relations, samarbejds- og socialkonstruktionistisk
forhandlingstænkning kobles i den neoinstitutionelle tilgang til socialt arbejde på en måde, der
giver dette en helt særlig toning, som tydeligt genkendes i praksis. Vores hensigt med at bringe
ovennævnte er at tydeliggøre, hvorledes “ressource- og udviklingstænkning” bør føjes til billedet
for at opnå en mere komplet beskrivelse af, hvad der ligger i det omhandlede perspektiv.
Der udfoldes store anstrengelser for at belyse forældres ressourcer. Det skal der også - og det er
rigtigt, at der tidligere var uforholdsmæssig megen fokus på vanskelighederne. Men spørgsmålet
er, om disse anstrengelser nu nærmer sig en slags magisk tænkning. Den magiske tænkning er
efter vores opfattelse en af de allerstørste faldgruber i moderne socialforvaltningsarbejde, hvilket
kan skyldes, at den nærmest vedhåndenværende10 (økonomiske) logik til håndtering af
kompleksiteten har svært ved at sætte grænser for samme tænkning: Hvis det virkelig er rigtigt, at
et svagt ressourcemæssigt fundament hos en forælder/en familie dog indeholder et
udviklingspotentiale, der kan tales op med en positiv og konstruktionistisk tilgang (fx Marte Meo),
er der meget store gevinster at hente og tilsvarende omkostninger at spare (på
”anbringelseskontoen”).
Man er mere end almindelig opmærksom på, hvorledes forskellige metoder til
forældreevneundersøgelse kan virke ind på resultatet. Den lidt ”tunge”, nervøst anlagte mor skal
”Vedhåndenværende” er et udtryk, vi har brugt før i denne artikel. ”Vedhåndenværende” er det, der er uløseligt
forbundet med en praksissammenhæng. Modsætningen til dette er det ”forhåndenværende” som er mere løsrevet
fra praksissammenhængen. Begrebsbrugen er inspireret af Heidegger.
10
45
man virkelig passe på ikke at stresse. Under stressende forhold vil hun vise langt mindre, end hun
virkelig kan. I virkeligheden betyder den sociale virkeligheds konstruktionistiske karakter, at det er
forkert at tale om en forældreevne, der kan afdækkes. Forældreevner findes ikke som substanser
men nok som konstruktioner, der kan udvikles i samspil.
Risikoen i disse sager er, at man gør forældrene bedre, end de er. At man tror, at ressourcer vil
vise sig, hvis bare undersøgelsen er hensyntagende nok. I forsøget på at (op)finde ressourcer kan
man tiltale forælderen på vekslende vis og se, hvad der afslører sig ved det: Som en syg, der i en
eller anden grad kan hjælpe sig selv; som en mentee, der kan lære sig selv bedre at kende; som
en borger med rettigheder, der kan bidrage til sin sags behandling; som en latent motiveret, der
mangler at aktualisere sin motivation og de kræfter der ligger her osv. Der er mange
søgemuligheder.
I denne magiske tænkning indregner man samtidig slet ikke den stress, som netop et barn tilfører
forælderens liv og situation. For længe forsøger man sig så med alle mulige foranstaltninger, der
ikke rigtig kan virke, fordi udgangsforudsætningerne og udviklingspotentialet er for lille.
I forståelsen af hvad der sker i denne type sager skal man også lægge til, at der findes vigtige
etiske overvejelser som støtter tilgangen. Vi har tidligere berørt det forhold, at socialt
forvaltningsarbejde er præget af – eller bør præges af – en blanding af pligt-, nytte- og
situationsetik. Det er arketyper, der kan udledes af de grammatikalske lag i forvaltningshistorien
(se nærmere denne artikels note 2). I dag er der tendens til at disse løber sammen i en
anerkendelsesetik. Anerkendelsen af den (unikke) forælder skal ske i kombination med en retlig
anerkendelse, hvor den enkelte respekteres på linje med andre, som rettighedsperson. I den
kognitive tænkning er det anerkendelsen af det unikke (også kaldet den solidariske
anerkendelse), der spiller den primære rolle – med en bestemt toning af indsatsen til følge.
Forlegen konsekvenspædagogisk tænkning (retter sig mod den rationelle aktør)
Forlegen ”konsekvenspædagogisk” tænkning, for megen tiltro til ”den rationelle aktør” (de er selv
skyld i det) – det er den ”regulative tænknings” risiko.
Den konsekvenspædagogiske tænkning findes ikke i ren form i socialt forvaltningsarbejde på
børneområdet, hvor den aldrig (eller kun uhyre sjældent) er udgangspunktet for
sagsbehandlingen. Derimod er det en tænkning, der inddrages mere opportunt og ofte forlegent i
situationer og i sager, hvor ”tingene går i hårdknude”, hvor sagsbehandleren ser en markant
indsnævring af sine handlemuligheder og hvor denne indsnævring tilskrives forældrenes eller
børnenes (typisk de unges) beregnende og/eller obstruktive adfærd. Forud for den
konsekvenspædagogiske tænknings indtræden på den forvaltningsprocessuelle scene går
således ofte et undersøgelses- og/eller foranstaltningsforløb, som indledningsvist blev grundlagt
på idéer og forestillinger, der svarer til hvad vi gennemgik i sidste afsnit.
Nogle børn/unge og forældre er selvsagt så ”dårlige”, at de ikke kan tilskrives beregnende eller
obstruktiv adfærd. På den anden side: Når man ser på, hvor lidt der undertiden skal til for i en
børnesag at konkludere, at der findes et udviklingspotentiale, må man på tilsvarende vis
46
forudsætte, at det i de fleste tilfælde – og under de rette omstændigheder, vil være muligt for
sagsbehandlerne at antage, at de omhandlede forældre og børn har den mentale og rationelle
kapacitet, der er fornøden til at rette de anslag, vi taler om her. Ofte er det imidlertid unge og ikke
mindst forældre, der nok har meget væsentlige vanskeligheder, men trods alt ikke så alvorlige
som i ovennævnte sag, hvis adfærd fører til konsekvenspædagogiske overvejelser. Ikke sjældent
sker det så sent, at det er for sent.
I børnereglerne findes som nævnt kun reglerne om forældre- og ungepålæg som udtryk for den
rendyrkede konsekvenspædagogiske tænkning. Somme tider sker tvangsfjernelser imidlertid også
efter ”nu-kan-det altså-være-nok-princippet”. Det vi kalder den forlegne magtanvendelse. Det siger
sig selv, at der er forskel på en sådan tvangsfjernelse og så en fjernelse, der sker efter en analyse,
gennemført efter ”systematisk-sagsbehandlings-metode”, hvor det er afdækket, at problemerne
ikke kan løses i hjemmet og at risikoen for barnet er åbenbar.
Én af vores pointer, som vi undervejs i denne artikel har forsøgt at bygge op, er, at en snæversynet
konkurrencestatstænkning kan føre til formynderiforflygtigelse. Formynderiforflygtigelse skal
imidlertid ikke forstås sådan, at der ikke træffes myndighedsbeslutninger, at reglerne om
tvangsanvendelse ikke bruges (tilstrækkeligt). Nej, formynderiforflygtigelsen hænger sammen med
(det forsinkede) tidspunkt, (den abrupte) måde på og (den langmodige) optakt til
myndighedsudøvelsen.
”Nu-kan-det-være-nok”-situationen som – hvis den har udviklet sig for længe – kan vise sig som et
vaskeægte (selvskabt) dilemma, uden mulighed for at noget kan gå rigtig godt, er desværre ikke
helt ualmindelig i vores MOSUL-materiale.
Fra vores casemateriale kan følgende eksempel hentes:
”Sagen er 5-7 år gammel i kommunen (før den tid var der også liv i sagen, men i en anden
kommune). I lige så lang tid er der løbende indkommet underretninger. Der er givet forskellige
former for støtte i hjemmet. Men ikke meget – der har været i hjælp til rengøring og den slags
støtte – altså praktisk bistand.
Mor, der har været social- og sundhedsassistent gennem flere år, har to børn sammen med en
mand – en teenagepige og en lidt yngre dreng. Mor har desuden haft et særbarn, som havde
alvorlige misbrugsproblemer og nu er død. Særbarnet var – udover at være misbruger - også
psykisk syg. Pigen forlod engang hjemmet om vinteren i strømpesokker. Hun ville ikke overvære
den nu afdøde halvbroders vold mod moren.
Pigen blev efter denne episode akutanbragt efter eget ønske. Mor sagde ”ok”, men så ville hun
ikke længere tale med pigen, sagde hun.
Der har været en del vold i familen og forældrene bor ikke længere sammen.
Da vi hører om sagen, har sagsbehandleren har haft den et års tid. Sagsbehandleren begyndte
på det tidspunkt en undersøgelse vedrørende drengen og der blev iværksat foranstaltning i form
af aflastning.
Der har været lavet en skolevurdering og en psykiatrisk erklæring, som konkluderer, at drengen er
dårligt begavet.
47
I forbindelse med en samværssag er der lavet en børnesagkyndig undersøgelse hvoraf det
fremgår, at drengen gerne vil se sin far. Der har også været uenighed om forældremyndighed.
Drengen vil ikke frivilligt på aflastning og mor går aldrig med til en frivillig anbringelse af drengen.
Mor vil gerne have aflastning (det vil nemlig i praksis sige alenetid med storesøster, når hun er
hjemme). Mor og søn har meget tæt forhold, som beskrives som symbiotisk.
I den aktuelle situation vil pigen hjem – for at passe lillebror og mor, der er syg. Mor siger, at hun
er i gang med at kigge efter et relevant tilbud til datteren.
Sagsbehandleren har forsøgt at motivere datteren til at forblive anbragt. Storesøster har et meget
konfliktfyldt forhold til sin lillebror. Sagsbehandleren er meget bekymret for drengen og håber, at
det lykkes at motivere storesøsteren til at forblive anbragt. Mor vil fortsat samtykke hertil.
Aflastningsfamilien er ikke-professionel og har ringe viden om sociale problemer mv., men er en
rigtig kærlig familie.
Mor er meget flov over sin situation og kan blive meget vred. Det er hun også blevet på
sagsbehandler. Når hun har problemer med drikkeri (det har hun haft) er det dog ikke så udtalt, at
hun ikke evner at samarbejde, mener sagsbehandleren.
Det drøftes, hvad drengen kan socialt, men dette er ikke tilstrækkeligt afklaret. Det vurderes dog,
at han er ”for dårlig til plejefamilie”, hvis han skal anbringes. Men det vil formentlig være
ødelæggende for både mor og søn, hvis han skal institution.
Datteren vil flytte hjem, uden at der er fundet et skoletilbud.”
I casen findes flere af de elementer, der kan anskueliggøre faldgruben ”det selvskabte dilemma”.
Der er tale om et vanskeligt samarbejde, hvor sagsbehandleren er mest optaget af forhandling og
samtykke. I sagsforløbet mister forvaltningen, bl.a. på grund af en symbioseproblematik – der får
lov at udvikle sig – gradvist handlemuligheder for til sidst at ende i den aktuelle situation med stor
usikkerhed om, om det hele kan nytte.
Social pendlings-økologisme (retter sig mod det socialiserede menneske)
Hvis det ikke er muligt at lave prognoser, er afprøvning det middel man må ty til. Forlegenhed i
form af en ikke-prognostisk, eksperimentel tænkning – det er økologismens og den ”normative
strukturtænknings” risiko.
Økologismens strukturelt differentierede og niveaudelte referensområde udfolder det sociale
arbejdes kompleksitet i det, vi har kaldt socialdimensionen. Socialt forvaltningsarbejde omfatter
det at forstå, planlægge og udføre forandringsprocesser til bedste for det udsatte barn, men
spørgsmålet er, om økologiske teorier i sig selv kan bidrage til at understøtte en fokuseret indsats
i forhold hertil. Det er efter vores opfattelse ikke klogt at fæste sin lid til en sådan understøttelse.
48
Tværtimod. Uden andre input risikerer fokus snarere at pendle mellem økologiens forskellige
niveauer uden at kunne finde mål og retning i en fremadskridende og handlingsbefordrende
bevægelse. Det forhold, at alt hænger sammen, peger ikke på bestemte måder at forholde sig.
Anskuet isoleret frembyder, som tidligere nævnt, den opgave, vi har kaldt oversættelsesopgaven,
en risiko for cirkularitet. Økologismen kan, i forhold til en snæver cirkulær pendulering omkring en
personlig relation, bidrage til at udbrede perspektivet – fra mikro over meso til makro og sågar
eksoniveau. Men for at præstere den fornødne kompleksitetsreduktion eller -håndtering kræves
der hjælp, en hjælp der ofte i praksis findes i den institutionelle
kompleksitetshåndteringsmekanisme, der ligger nærmest, økonomien. Økonomien i dens
bredeste betydning. Igen er det, med andre ord, for at forstå vidensinddragelsen og dens
konsekvenser, det moderne arbejdes faldgruber, vigtigt at kigge nærmere på samspillet mellem
konkurrencestatens grammatik, fasens primære institutionelle logik til kompleksitetsreduktion og
de ledetråde med hensyn til socialfaglig teoriinddragelse, der er lagt med de neo-institutionelle
teorier.
Vi har, med baggrund i vores MOSUL-erfaringer, ingen grund til at tro, at de økologiske teorier og
ambitioner i større omfang vil få sagsbehandlere til at fare vild i den økologiske ”dartskives”
yderste ringe. Optimerings- og nyttebetragtninger vil utvivlsomt være et værn imod dette, idet de
uvægerligt vil bringe foranstaltningsmulighederne i fokus og bidrage til at skabe sammenhæng
mellem det, der undersøges og det, man kan gøre (af nytte) i forlængelse af en undersøgelse.
Det forhold, at økologiske teorier imidlertid ikke er særligt velegnede til at bygge egentlige
prognoser op, lave fremskrivninger hvorved forskellige indsatsers konsekvenser kan beregnes i
forhold til hinanden, kan imidlertid betyde, at de ikke effektivt nok kan understøtte
sagsbehandlerens mulighed for at træde i karakter som myndighedsperson. Da det endvidere ikke
rigtig ligger i fasens grammatik og de neoinstitutionelle ledetråde at søge hjælp i en mere
diagnostik og socialanamnesisk tilgang11, vil det mest sandsynlige udkomme af undersøgende
eller afdækkende aktiviteter være én af to, som vi har flere eksempler på i vores MOSULmateriale:
1) Man indstiller sig på, at analysen eller vurderingen af barnets hjælpebehov ikke kan
foretages endeligt – færdiggøres - uden afprøvning af forskellige (yderligere)
foranstaltninger i forhold til familien/barnet/den unge (vi taler her om en mere
eksperimenterende tilgang til det sociale arbejde).
2) Man undlader at træffe afgørelse om foranstaltninger, men lader virkeligheden ”afprøve”
familien, idet man holder sig på sidelinjen, en slags skærpet tilsyn eller en forlænget
Det betyder ikke, at der ikke foreligger diagnoser og erklæringer fra læger, psykiatere, psykologer og andre
sundhedspersoner i de sociale sager på børneområdet. Det gør der – i massevis. Men på forunderlig vis spiller de
ikke den rolle, de potentielt kunne spille i sagerne. Deres antal devaluerer måske deres betydning? Rigtig mange har
diagnoser – og hvad så? Måske mangler sagsbehandlerne forudsætninger for at bruge dem? Måske mangler de bare
den socialfaglige tilskyndelse, de vil kunne finde ved at grave et forvaltningsgrammatikalsk spadestik dybere? Også
de sociale anamneser i sagerne forekommer tynde. Kan man ikke se meningen med at investere kræfter i et
gravearbejde, der eventuelt betyder, at man må interessere sig for tidligere opholdskommuners sager på familien?
Disse er forhold, der har været en kilde til undring for os – og vi er ikke færdige med at undre os. Den
socialøkologiske tilgang kan ikke alene være forklaringen – den er i virkeligheden ret åben overfor de aspekter, vi
taler om her. Under alle omstændigheder er det vanskeligt at forklare, hvordan man i en ressourcefokuseret tid kan
bruge rigtig mange penge på ekspertundersøgelser, som man så ikke anvender til så meget bagefter.
11
49
”forundersøgelse” (begrebet findes ikke i loven, men nok i virkeligheden), klar til at sætte
ind hvis noget går helt galt.
Begge strategier kan finde belæg i en optimerings- og nytteorienteret tilgang, der mangler den
tydelige ”tærskel-orientering”, som kan siges at ligge i et retligt perspektiv12.
6.2 Faldgruberne – proceskonsulenten og de andre
Sagsbehandlerens problemforståelse og hendes tilgang til myndighedsrollen kommer i praksis
ofte til at spejle hinanden, hvad de sidste afsnit da også har vist. Det er imidlertid – både teoretisk
I et retligt perspektiv (og dermed et retligt ankendelsesperspektiv) relateres spørgsmålet om
magt/tvangsanvendelse tæt til social- og forvaltningslovgivningens grundlæggende proceduremæssige
bestemmelser og materielle betingelser, nærmere bestemt de forvaltningsretligt definerede faser (og overgange) i en
børnesag og de grundlæggende betingelser for at træffe afgørelse om forskellige former for hjælpeforanstaltninger.
12
Magten sætter en dagsorden, repræsenterer en indgriben. Magt med tvangselement (der sættes en dagsorden som
familien ikke kan modsætte sig) kræver i et retligt perspektiv klar hjemmel og stor opmærksomhed på de
proceduremæssige tærskler, der skal trædes over, hvis forvaltningens indblanding i en families forhold skal
fortsætte i en nærmere angivet retning med en nærmere angivet intensitet i magtanvendelsen.
Afgørelsen om at indlede en børnefaglig undersøgelse er den første ”tærskel” i forløbet, der kræver ”magtmæssig
opmærksomhed”. Forvaltningen kan ikke undlade at træffe afgørelse om at indlede en børnefaglig undersøgelse ved
at kalde de afdækkende aktiviteter for en forundersøgelse. Hvis forvaltningen træffer afgørelse om at indlede en
undersøgelse, skal der som nævnt kunne formuleres en klar antagelse om, at der foreligger et hjælpebehov, der kan
tilgodeses efter reglerne om foranstaltninger. Hvis forvaltningen træffer afgørelse om ikke at indlede en
børneundersøgelse, har den samtidig afvist muligheden for at sætte en måske hårdt tiltrængt omsorgsdagsorden i
familien, der så antageligt vil gøre som den plejer, for man kan heller ikke bare vælge at stille sig på sidelinjen, i hvert
fald ikke på ubestemt tid. Et andet perspektiv kan være, at forvaltningen har overført kompleksiteten til
primærsektoren, der så i samspil med forældrene står alene med at sikre barnets sundhed og udvikling.
Træffer forvaltningen til gengæld afgørelse om at indlede en undersøgelse, kan familien ikke modsætte sig denne.
Undersøgelsen (må) vedkende® sig, at den er en ”myndigheds og ekspertundersøgelse”, en undersøgelse som
forvaltningen har ansvaret for og står sagligt inde for, jr. tidligere om officialprincippet.
50
og i praksis – muligt at foretage en skelnen. Hvor vi i sidste afsnit fortrinsvis kædede de forskellige
neoinstitutionelle teorielementer og strukturer sammen med (forskellige tilgange til)
problemforståelse og undersøgelsesfokus, vil vi i dette afsnit foretage samme øvelse, men denne
gang med primært fokus på sagsbehandlerens stil i relation til myndighedsudøvelsen.
Vi mener på baggrund af vores MOSUL-erfaringer at kunne skelne mellem tre konkurrencestatslige
aspekter af myndighedsrollen, udtrykt som rolle-stilarter:
1. Den socialkonstruktionistiske proceskonsulent (som er den kognitive tænknings produkt)
2. Den forlegne konsekvenspædagog (den regulative tænknings produkt)
3. Den forlegne eksperimentør (som er den normative tænknings produkt)
I praktisk socialt arbejde vil sagsbehandleren ofte pendulere mellem de tre aspekter/stilarter.
Man burde, for at undgå dysfunktionalitet, udvide repertoiret med eksempelvis formynderen. Det
sker da også, men ikke så ofte som man kunne ønske.
Vi vil i det følgende behandle 1. og 2. samlet, idet vi først og fremmest vil beskæftige os med
proceskonsulenten. ”Den forlegne eksperimentør” vil kort blive behandlet i sammenhæng med en
kort omtale af ICS, som er en vigtig metode på børneområdet.
Proceskonsulenten/udviklingsagenten og konsekvenspædagogen
Fra vores MOSUL-materiale har vi fundet et eksempel, som vi vil indlede afsnittet med:
Sagen drejer sig om en mor til to små skolebørn. Hun beskrives som stærkt overvægtig og da
sagsbehandleren, som fortæller historien, fik sagen overdraget, var mor tillige deprimeret. Et
sagsbehandlingsforløb blev startet op – et forløb der viser sig at blive til et frustrerende forløb for
sagsbehandleren, der alt for længe tror på mors samarbejdsvilje og måske ikke mindst - evne.
Det centrale er at notere sig, hvilket vi vender tilbage til, at der på intet tidspunkt i sagsforløbet,
bliver foretaget en egentlig systematisk undersøgelse. ”Den materielle sandhed” findes ifølge
proceskonsulenten ikke – og derfor er der selvfølgelig grænser for, hvor megen energi, der skal
bruges på at opsøge eller afdække den. I stedet skal den bruges på forhandling og udvikling.
Det hele begynder med, at socialforvaltningen modtager en underretning fra distriktspsykiatrien.
Begrundelsen for underretningen er, at lokalpsykiatriens samarbejde med moren er brudt
sammen. Da mor også er misbruger, bliver det – og sagsbehandleren udtrykker lettelse herover –
kommunens misbrugscenter, der kommer ind i billedet og påtager sig den koordinerende rolle i
forhold til mor, som lokalpsykiatrien tidligere havde spillet.
Tilbage var der så børnene, som sagsbehandleren måtte have fokus på - og det understreges flere
gange under sagsfremlæggelsen, at det er præcis det fokus, der opretholdes. Sagsbehandler laver
som sagt ikke en omfattende undersøgelse. Det, der var behov for, var en aflastning. Mor pegede
selv på dette. ”Alle” pegede på dette. Akut havde sagsbehandler fat i børnehaven. ”Det skal gå
hurtigt”, blev der sagt. ”Undersøgelsen” klaredes med andre ord ved at tage kontakt med
professionelle i morens og til dels børnenes netværk – der heldigvis pegede på samme
foranstaltning, som sagsbehandleren selv havde i tankerne.
51
Havde det hele ikke skullet gå så hurtigt, fordi mor havde forladt sine børn i deprimeret
sindstilstand, havde sagsbehandleren måske inddraget flere professionelle, holdt et egentlig
netværksmøde.
Mor havde vanskeligheder. Det stod klart for sagsbehandleren og det stod lige så klart (selv om
det jo ikke var undersøgt), at vanskelighederne formentlig ville være forbigående. Børnene syntes
at være trygge ved deres mor. Hvis vanskelighederne skulle vise sig ikke at være forbigående,
hvilket iflg. sagsbehandleren ikke kunne forudsiges på dette tidspunkt, var det vigtigt, at den
aflastningsfamilie, der skulle tage sig af børnene, kunne overgå til at være plejefamilie.
Det var oplagt, at børnene lige nu fyldte for meget for mor. Derfor gjaldt det på det helt korte sigt
om at få mobiliseret børnenes far. Børnenes far, som ikke tidligere havde spillet nogen større rolle
for børnene, skulle blive en vigtig alliancepartner for sagsbehandleren, som det blev udtrykt.
Ganske rigtigt. Der kom en tid med fremgang for mor (i hvert fald tilsyneladende), misbruget var
aftagende eller helt under kontrol, men så døde en af mors forældre og hun blev indlagt på
psykiatrisk afdeling i en kort periode. Hun tabte sig hurtigt og misbruget tog til.
Senere viste det sig, at mor hele tiden havde ført sagsbehandleren – og vist nok også andre
professionelle – bag lyset. Hun havde aldrig lagt stofferne på hylden.
Det viste sig også, at mor ikke var flyttet ind i den lejlighed, hun havde fået. Hun var i stedet flyttet
ind hos en tidligere kæreste og det blev situationen bestemt ikke bedre af. Faren viste sig
desværre også ikke at være nogen helt god alliance.
Aflastningsfamilie blev nu til plejefamilie. Men ikke formelt. Aflastningsfamilie/plejefamilie skulle
senere have ferie i 3 uger, så igen måtte sagsbehandler tage stilling til, hvad der skulle ske.
Da sagen fremlægges, er mor inde i et kraftigt misbrug. Der har været underretninger og politiet
har spurgt til, hvor hun er. Underretter er ”anonym”, men sagsbehandleren ved, hvem det er.
Sagsbehandler har ikke haft samtaler med børnene på noget tidspunkt, men har hilst på dem.
Sagsbehandleren gør rede for sine tanker om fremtiden: Mor skal i døgnbehandling og børnene
skal anbringes. Sagsbehandleren giver udtryk for usikkerhed om, hvordan mor vil stille sig til en
anbringelse.
”Proceskonsulenten” på børneområdet leder, rammesætter og holder på den måde (udviklende)
processer i gang. Proceskonsulenten befinder sig i et multivers, hvor der altid er mange forskellige
perspektiver – og hvor ingen af dem så at sige kan gøre krav på at være mere rigtige end de
andre. For den socialkonstruktionistiske proceskonsulent findes der ingen rigtige løsninger, i
materiel, saglig forstand, men der findes løsninger, der er mere eller mindre udviklende, bedre
eller dårligere afstemt eller forhandlet med dem, de angår og med de professionelle, der omgiver
dem.
52
Hvor det retlige (retsstaslige) perspektiv sætter fokus på bestemte fixpunkter i et sagsforløb,
bestemte processuelle beslutninger og vurderinger, er den konkurrencestatslige proceskonsulent
optaget af flow, fleksibel indgriben, situationsledelse.
Hvor det retlige perspektiv sætter fokus på objektivitet og gennemsigtighed i de faglige
vurderinger, er den konkurrencestatslige proceskonsulent optaget af ”tilstrækkelig og
hensigtsmæssig rammesætning”, af at anerkende det særegne - og mediere det forskellige.
I det beskrevne sagsforløb mangler der ud fra en retlig vurdering opmærksomhed omkring
afgørelses- og beslutningssituationerne. Hvornår er der grundlag for at indlede en undersøgelse?
Hvilke oplysningsskridt er nødvendige for at oplyse sagen tilstrækkeligt?
Hvilken foranstaltning er den materielt rigtige og hvorfor? Kan problemerne reelt løses i hjemmet?
Hvis problemerne ikke kan løses i hjemmet, og betingelserne i øvrigt er opfyldt, skal der træffes en
afgørelse om anbringelse. Ikke bare en afgørelse om at yde aflastning i et omfang, der næsten
svarer til en anbringelse, men en formel anbringelsesbeslutning med alle de krav om tydelighed i
forhold til ansvaret for børnene, som dette indebærer.
Det, der ud fra ét perspektiv kan se grundlæggende sjusket ud – hvor i det beskrevne forløb er fx
den grundige undersøgelse og vurdering af barnets behov? – kan i et andet perspektiv indeholde
en grundlæggende rigtig tilgang, omend den konkrete udmøntning kan findes plettet af
skønhedsfejl.
Sagsbehandleren i den case, vi har beskrevet ovenfor, ærgrede sig nok over, at pågældende ikke
på et tidligere tidspunkt havde ”gennemskuet” mor. På intet tidspunkt gav sagsbehandler
imidlertid udtryk for tvivl om, hvorvidt det, der var gjort i sagen, nu også var det rigtige på det givne
tidspunkt. Der var blevet arbejdet med udstrakt inddragelse af mor (måske ikke så meget af
børnene, men de var så små) og af de professionelle, som har kendskab til familiens forhold. Og
det måtte fra sagsbehandlerens perspektiv være det væsentligste.
Oversættelsesopgaven er en grundlæggende opgave i den triangel af i øvrigt sammenhængende
opgaver, vi har beskæftiget os med, dels hver for sig, dels som samlet udtryk for det professionelle
perspektivs selv-bestemmelsesdimension. Den tilgang, som sagsbehandleren i omhandlede sag
benyttede, repræsenterer så at sige en relationstænkning i dobbelt potens: Den bygger som alle
andre tilgange på forestillingen om relationsarbejdets grundlæggende betydning, men derudover
trækker den på den neoinstitutionelle tænkning i strukturer og samspil som
kompleksitetsudfoldende og – reducerende mekanisme. Endelig bygger den på den almindelige
medmenneskelige tilbøjelighed til at identificere sig og sympatisere med (andre) forældre, der på
grund af skæbnens lunefulde tilskikkelser kommer i en vanskelig situation, fx ved at falde i
depressionens sorte hul.
Pointen med at fremhæve relationstænkningens dobbelte indflydelse er at vise, hvorledes
”relations-” og ”samarbejdstænkning” kædes sammen i et perspektiv, der nok kan indebære
fordele, fx i forhold til en substantiel retssikkerhedstænkning med vægt på ligeværdighed, men
som også frembyder faldgruber, som er farlige og lette at falde i. Har man som sagsbehandler
53
først sporet sig ind på denne tænkning og i en konkret sag faktisk oplevet at tro på sin ”relation”
og på ”samarbejdet”, kan det være svært at frigøre sig fra de i reglen stærke forældres egen
tolkning af deres situation. Og det er selvsagt langt fra sikkert, at det er den tolkning, der kan
bringe familien og dermed barnet videre.
Opsummerende om ovenstående case kan vi sige følgende: Casen illustrerer, at
formynderiforflygtigelsen, den socialkonstruktionistiske forhandlingstrategi og den pludselige
tvangsanvendelse (som kan opleves som overgreb) sagtens kan gå hånd i hånd i
sagsbehandlingen, særligt i tilfælde hvor det neoinstitutionelle perspektiv på opgavevaretagelsen
løsrives fra den social- og forvaltningspolitiske kontekst som helhed og kommer til at forvrænge
sig selv i en historisk afkoblet version af ”myndighedsudøvelse”.
I flere af de ”svære samarbejdssager”13 lykkes det forældrene – eller den unge - at styre
sagsbehandlingen på en uhensigtsmæssig måde, der ikke tilgodeser barnets eller den unges
beskyttelsesinteresse. I nogle sager indrulleres sagsbehandleren i et uigennemskueligt
relationsspil, som pågældende ikke formår at vikle sig ud af igen – med det tab af overblik og kølig
analyse, der følger heraf. I andre sager skyldes forældrenes ”kontrol” med sagsbehandlingen, at
de massive problemer, der konstateres i familien, ikke kan løses hverken i eller uden for hjemmet.
Indsatsens formål bliver dermed ikke så meget et spørgsmål om at sikre en positiv udvikling, som
at minimere skadevirkninger. Er problemerne først nået dertil, kan det efter omstændighederne
blive vanskeligt at argumentere for den tvangsfjernelse, som skulle have været foretaget for
mange år siden, hvis den skulle have effekt. Dette åbner op for friere nyttebetragtninger i
sagsbehandlingen, der bliver mere usammenhængende og præget af manglende dybtgående
”diagnostisk” analyse.
Som det er antydet taler vi her i virkeligheden om de samme sager, men i forskellige faser af
familiens udvikling og deres samspil med forvaltningen.
Den system(at)iske socialøkolog og ICS-operatør
Den system(at)iske socialøkolog risikerer meget vel at ende i samme situation som
proceskonsulenten: At der ikke (endnu) kan laves en tilstrækkelig sikker socialfaglig
prognose/vurdering i sagen med den usikkerhed og udfordring i forhold til myndighedsudøvelsen,
som det giver. Mens proceskonsulenten imidlertid har taget principiel stilling til sådanne
vurderinger og fundet, at de ikke giver mening at efterstræbe, er økologen grundlæggende optaget
af at kunne præstere de omhandlede vurderinger/prognoser, men har vanskeligheder med at
styre kompleksiteten i sagerne og inddrage den viden, der eventuelt kan hjælpe hende i så
henseende. Hun er opdraget til systematisk sagsbehandling og benytter da også fx ICS som et
vigtigt redskab i arbejdet. Problemet er – og det opdager hun før eller siden – at ingen teori,
13
I vores Mosul-rapport (Adolphsen og Vangsgaard, 2012) skelner vi mellem 8 forskellige sagstyper. Alle
sagstyperne har særlige vanskeligheder indbygget – der er tale om sager, som sagsbehandlerne selv har båret frem,
netop fordi de havde problemer med sagsbehandlingen. Vi kan på dette sted kun opremse de forskellige sagstyper
(ønsker man nærmere uddybning kan man hente rapporten): De larmende teenagere, de voksne unge, de
konfliktende forældre, de lukkede familier, det svære forældresamarbejde, de alvorlige mistanker, kaosfamilierne og
de andre.
54
økologisk eller ej, kan stå alene, at ingen metoder kan rumme alle krav, endsige endegyldigt
reducere kompleksiteten for hende.
Vi vil – i stedet for at gentage flere af de pointer, som allerede er lagt frem i det foregående – kort
omtale nogle forhold omkring ICS (DUBU ufortalt), som vi er faldet over i forbindelse med projekt
MOSUL, hvor vores deltagerkommuner begge i løbet af projektperioden påbegyndte
implementering af netop ICS.
Praksisundersøgelser og et utal af konkrete ankeafgørelser har vist, at den kommunale
sagsbehandler har vanskeligt ved at integrere og overholde de generelle forvaltningsretlige regler
og principper.
Denne tendens synes desværre forstærket på børneområdet i forbindelse særligt med § 50
undersøgelsen. I praksis er § 50 undersøgelsen således blevet synonym med al undersøgelse i
børnesager. Herved har sagsbehandleren ”glemt”, at der inden for det offentlige gælder et
officialprincip, som pålægger forvaltningen at undersøge en sag tilstrækkeligt inden, der træffes
en afgørelse.
Det har bl.a. ført til, at vigtigheden af og forståelsen for, at vi har med et pligtområde at gøre, er
skubbet i baggrunden af betoningen af inddragelse og samarbejde med forældre/familie. På
denne måde har ”den gode metode” i nogen grad overtrumfet den hjemmel (beføjelse og pligt),
der er i § 50 til at påbegynde en undersøgelse, når det ”antages, at barnet har behov for særlig
støtte”.
ICS (med det digitale støtteben DUBU) kan ses som et forsøg på fra de centrale myndigheders side
at arbejde styringsmæssigt med et inderside-perspektiv. Med indersideperspektiv skal her forstås
de professionelle frontarbejderes eget perspektiv: ICS skal i grunden ikke forandre det sociale
arbejde og de meningsgivende strukturer det trækker på (skal ikke påtvinge det fremmede
strukturer), men understøtte og optimere den mening der findes i forvejen og gøre den mere
operationaliserbar i forhold til den daglige sagsbehandling. Man kan tale om institutionalisering og
manualisering af ”den gode praksis”.
Metodekoncepter frembyder en øget risiko i forhold til ovennævnte tendenser, idet det i praksis
meget nemt bliver til ”at vi arbejder efter ICS” i stedet for efter loven, officialprincippet m.v.
Denne risiko er alvorlig nok i sig selv, men da de systemer, man betjener sig af, ofte (altid) hentes i
andre lande øges risikoen betragteligt, idet de jo så skal ”oversættes” til dansk lovgivning.
Desværre ser det ud til, at denne alvorlige risiko ikke har været taget i tilstrækkelig betragtning
ved oversættelsen af ICS, hvor det kunne se ud til, at der ikke har været inddraget (tilstrækkelig)
juridisk ekspertise.
ICS-systemet tager således slet ikke afsæt i ”antagelsen om behov for særlig støtte”, som jo er
grundlaget for påbegyndelse af en § 50 undersøgelse. ICS forholder sig således ikke i tilstrækkelig
grad til den hjemmel, kommunen har, ligesom systemet opererer med ”barnets udækkede behov”,
hvor servicelovens kriterium er ”et særligt behov”.
Herudover bruger ICS nogle af servicelovens vendinger i andre sammenhænge end dem, de
optræder i i loven, hvilket også er med til at svække forståelsen og respekten for krav til det
55
offentlige om hjemmel, saglighed, proportionalitet m.v.
Nogle af de faldgruber der åbner sig ved brugen af ICS og DUBU kan således være uklare
afgørelser om, hvorvidt der skal indledes en undersøgelse, overoplysning af sagerne (et punkt som
man allerede fra udviklernes side er opmærksom på, men uden at man kæder risikoen sammen
med manglende eller uklar antagelse som grundlag for undersøgelsesarbejdet (Servicestyrelsen,
2011, s. 42)), manglende fleksibilitet og risiko for, at et voluminøst undersøgelsesarbejde går i
metodemæssigt selvsving, så nyttebetragtninger helt afskæres og inddragelsesperspektivet bliver
for snævert med den virkning, at familien aldrig får indflydelse på selve undersøgelsesrammen.
Officialprincippet sætter snævre grænser for, hvor stor indflydelse
forældremyndighedsindehaveren og den 15-årige kan få på selve undersøgelsesrammen, men det
skal dog overvejes konkret om de har synspunkter, der – også uden for de tilfælde hvor deres
samtykke er påkrævet - har betydning for selve undersøgelsens tematiske tilrettelæggelse.
6.3 Den professionelle selvledelse som paradokshåndtering
De sidste afsnit har gennemgået forskellige sager og eksempler på sagsbehandling, der er gået i
hårdknude eller er stødt på vanskeligheder, som formentlig har kunnet afhjælpes med en mere
helhedsorienteret selvledelse. Det handler altså ikke om, at de elementer i indsatsen, som er
blevet kunstigt forstørret ved et ensidigt konkurrencestatsligt og neoinstitutionelt fokus, skal helt
ud af sagsbehandlingen. Det handler om, at disse elementers betydning skal nedtones. Og at
andre elementer og perspektiver skal bringes ind og tillægges en passende betydning.
Det handler imidlertid også om, at den ideelle sagsbehandling ikke findes. Enhver sag kan gå galt.
Og enhver sag kan kritiseres. Vi minder med andre ord på dette sted om socialforvaltningens og
det sociale arbejdes paradoksliggørelse.
Loven skal holdes. Det samme skal budgettet. Hænger det altid sammen?
Forældre og børn skal anerkendes. Solidarisk og retligt. Kan man anerkende alle - på begge måder
- samtidig?
Indsatsen skal yde beskyttelse og retssikkerhed – går disse hensyn uproblematisk op i hinanden?
Myndighedsudøvelsen skal være tydelig og ærlig mht. sagsbehandlerens vurdering af situationen.
Kan den samtidig virke motiverende og mobiliserende på den ressourcesvage forælder?
Sagsbehandleren skal på samme tid være problem- og ressourceorienteret. Hvordan etablerer
man dén balance?
Virkelighedens problemer er vilde og komplekse. Alligevel skal man som sagsbehandler kunne
lave prognoser og socialfaglige vurderinger af fremskrivende karakter. Hvordan lader det sig gøre?
Formel regeloverholdelse skal spille sammen med optimerings- og nyttehensyn. Lyder det
sammenspil altid harmonisk?
Paradokser er ladet med uro og spænding, men de sætter ikke (professionel) praksis i stå. Der er
forskellige måder at forholde sig til paradokserne på. Om man i sin praksis hælder til den ene eller
den anden kan blive afgørende for det sociale arbejdes mulighed for at lykkes. De forskellige
måder er beskrevet af Rennison (Rennison, 2011):
56
a. Ignoransstrategien går ud på at ignorere paradoksets eksistens. Vælger man denne, bliver
man uværgerligt utroværdig – eller kommer til at snakke sort.
b. Den fundamentalistiske strategi anerkender paradokset, men vælger en fast og bestemt
måde at gå til det på. Vægter med andre ord konsekvent den ene side af den dobbeltsidige
fordring.
c. Dekoblingsstrategien anerkender også den dobbeltsidige og dermed tvetydige fordring,
men afparadokserer beslutningssitutionen ved eksempelvis at fremhæve dens
processuelle og uafsluttede karakter. Det er med andre ord ”hver-ting-til-sin-tid”argumentationen, der spilles på her.
d. Hykleristrategien er, som navnet siger, ikke den mest tillidsskabende strategi. Hykleri, der
består i at anerkende paradokserne, og derefter lade som ingenting, bliver hurtigt
gennemskuet.
Vi har i denne artikel forsøgt at fremhæve en femte mulighed, en slags helheds- og
afbalanceringsstrategi. Det er ikke nogen nem strategi og helhed findes kun i flertal. Men det er
den eneste, vi kan se som virkelig produktiv og frugtbar. I praksis vil det være vanskeligt at skelne
en sådan afbalanceringsstrategi fra en integreret refleksions- og profleksionsstrategi:
Refleksionen reflekterer konstant over vilkår og muligheder i arbejdet, profleksionen kaster sig ud
i paradokset og ser, hvad der sker.
Vi har vist, at en mere helhedsorineteret indsats først og fremmest må trække (mere aktivt) på det
retlige perspektiv, som under konkurrencestaten er presset af mere nytte- og
optimeringsorienterede perspektiver.
På vidensinddragelsesniveau handler det om at være mere opmærksom på diagnostiske
vidensformers potentielle betydning i børnesagerne.
6.4 Afslutning
MOSUL bygger på idéen om nødvendigheden af at koble et fænomenologisk og systemteoretisk
perspektiv i forsøget på at forstå det sociale forvaltningsarbejde, dets udfordringer og betingelser.
Udgangspunktet har været systemteoriens begreb om kompleksitet, men kompleksitet kan ikke
beskrives fuldt ud som samfundsmæssig kompleksitet. Kompleksiteten er ikke kun
kommunikativ, den er også oplevelsesmæssig.
Det fænomenologiske og systemteoretiske perspektiv har bidraget til forståelsen af forælderen og
den unge som dels mennesker med rod i en livsverden, dels adressater for forskellige
kommunikations- og kompleksitetshåndteringslogikker. Det samme kan man sige om
sagsbehandleren.
Livsverdensperspektivet, forvaltningsperspektivet og professionsperspektivet er de tre
perspektiver, der tilsammen favner forvaltningsopgaven som en samlet opgave, omfattende
”oversættelse”, ”specifikation” og ”kompleksitetshåndtering”. Sidstnævnte skal som sagt bl.a.
skabe formidling mellem livsverden og forvaltning.
Opgaven kan imidlertid ikke løses af den enkelte, løsrevet fra et professionsfælleskab. Sker det, at
den enkelte sagsbehandler presses derud, hvor hun må blive ”privatpraktiserende”, da har vi at
gøre med en uacceptabel situation, for den enkelte og for den opgave der skal løses.
57
7 Litteraturliste
Adolphsen, Bente og Peter Vangsaard (2012), MOSUL (Model for socialretlig udvikling og læring) –
Rapport vedr. forsknings-/udviklingsprojekt i forbindelse med den sociale diplomuddannelse for
børn og unge), Socialstyrelsen, http://www.boerneungediplom.dk/filer/Fil204_MOSUL-rapport--endelig-august-2013.pdf
Andersen, Heine og Lars Bo Kaspersen (2013): ”Klassisk og moderne samfundsteori”, Hans
Reitzels Forlag
Andersen, Jon (2013): ”Socialforvaltningsret”, Nyt Juridisk Forlag, 5. udgave.
Andersen, Niels Åkerstrøm (2003), ”Borgerens kontraktliggørelse”, Hans Reitzels Forlag.
Brinkmann, Svend (2006), ”John Dewey – en introduktion”, Hans Reitzels Forlag.
Dalberg-Larsen, Jørgen (1984): ”Retsstaten, velfærdsstaten og hvad så?, 1984, Akademisk
Forlag.
Dalberg-Larsen, Jørgen (1999), ”Lovene og livet”, Jurist- og Økonomforbundets forlag.
Danmarks Evalueringsinstitut (2001), ”Socialrådgiver- og socialformidleruddannelserne, Statens
Information.
Doublet, David Roland (1995), ”Rett, vitenskap og fornuft”, Alma Mater.
Egelund, Tine og Lis Hillgaard (1993), ”Social rådgivning og social behandling”, Socialpædagogisk
Bibliotek.
Egelund, Tine (1997), ”Beskyttelse af barndommen – Socialforvaltningers risikovurdering og
indgreb”, Hans Reitzels Forlag.
Gottrup, Rikke (2011), ”Officialprincippet og sagsoplysning – mod øget borgerinddragelse?”,
Jurist- og økonomforbundets forlag.
Healey, Karen (2005), ”Socialt arbejde i teori og kontekst – En grundbog”, Professionsserien,
Akademisk forlag.
Henrichsen, Carsten (1997), ”Retssikkerhed og moderne forvaltning - Et retspolitisk studie i
samspillet mellem stat, forvaltning og borger”, Akademisk forlag.
Heidegger, Martin (2007), ”Væren og tid”, Klim.
Husted, Jørgen (2009), ”Etik og værdier i socialt arbejde”, Hans Reitzels Forlag.
58
Hutchinson, Gunnar Strand og Siv Oltedal (1998), ”Modeller i socialt arbejd – fra ulike røtter til
samme felt”, Tano Aschehoug.
Højlund, Holger (2004), ”Markedets politiske fornuft – Et studie af velfærdens organisering i
perioden 1990-2003”, Samfundslitteratur.
Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.) (2003): ”Organiseret kommunikation –
systemteoretiske analyser”, Samfundslitteratur.
Højlund, Peter (2000), ”Socialretsfilosofi – Retslære for socialt arbejde”, Socialpædagogisk
Bibliotek, Gyldendal.
Højlund, Peter & Søren Juul (2002), ”Udkast til en kritisk normativ teori for socialt arbejde”,
Research Papers from the Department of Social Scienses, Roskilde University.
Højlund Peter & Søren Juul (2005), ”Anerkendelse og dømmekraft i socialt arbejde”, Hans Reitzels
Forlag.
Karpatschof, Benny og Bøje Katzenelson (red.)(2011), Klassisk og moderne psykologisk teori,
Hans Reitzels forlag.
Killén, Kari (2010), ”Om omsorgssvigt – Praksis og ansvar”, 4. udgave, Hans Reitzels Forlag.
Kirkeby, Ole Fogh (2013), ”Eventologien – begivenhedsfilosofiens indhold og konsekvenser”,
Samfundeslitteratur.
Kleve, Heiko (2000), ”Die Sozialarbeit ohne Eigenschaften – Fragmente einer postmodernen
Professions- und Wissenschafttheorie Sozialer Arbeit, Lambertus.
Lindblom, Charles E (1959), ”The science of ”muddling through””, Public Administration Rewiew,
Vol. 19, No. 2, 1959.
Luhmann, Niklas (2000), ”Sociale systemer: grundrids til en almen teori”, Hans Reitzels Forlag.
Luhmann, Niklas (2003), ”Iagttagelse og paradoks – essays om autopoietiske systemer”,
Gyldendal.
Majgaard, Klaus (2008/2009), ”Slip paradokserne løs! – laboratorier for ny offentlig styring,
Økonomistyring & Informatik, 24. Årgang, nr. 3.
Mik-Meyer, Nanna (2004), ”Dømt til personlig udvikling”, Hans Reitzels Forlag.
Paul, Axel T (2001), Organizing Hussel: On the Phenomenological Foundations of Luhmann´s
System Theory, Journal of Classical Sociology, 1:371
59
Paulsen, Michael og Jesper Tække (red.)(2008), ”Luhmann & Organisation”, Konstruktivistiske
Byggesten, Forlaget UP.
Pedersen, Ove K. (2011), ”Konkurrencestaten”, Hans Reitzels Forlag.
Nielsen, Søren Overgaard og Steen Vallentin (2003), ”Organisation og samfund – mellem
systemteori og neoinstitutionel teori” i: Højlund, Holger og Morten Knudsen (red.): ”Organiseret
kommunikation – systemteoretiske analyser”, Samfundslitteratur.
Raffnsøe- Møller (2011), ”Etik, selvdannelse og selvledelse i sygepleje” (kap. 10) i
”Sundhedsfaglig ledelse” (red.: Lisbeth Uhrenfeldt, Erik Elgaard Sørensen), GAD.
Rennison, Betine Wolfgang (2011), ”Ledelsens genealogi – offentlig ledelse fra tabu til trend”,
Samfundslitteratur.
Schaumburg-Müller (2009), ”Fem retsfilosofiske teser”, Jurist- og økonomforbundets forlag.
Schrøder, Ida Maria (2012), ”Økonomi på dagsordenen – bør sagsbehandlererne tage
økonomiske hensyn i deres arbejde med udsatte børn og unge”, Udenfor Nummer, nr. 24, 13.
Årgang.
Taylor, Charles (2008), ”Modernitetens ubehag – autencitetens etik” (med forord af Morten
Raffnsøe-Møller), Forlaget Philosophia, 3. oplag.
Vangsgaard (2009), ”Socialretslæren og systemteorien – udkast til en kognitivt orienteret
socialretslære mellem retsfilosofi, videnskabsteori og retssociologi”, VIA University college,
http://www.viauc.dk/socialraadgiver/Documents/Fælles%20indhold%20til%20genbrug/Social%2
0Skriftserie/Social%20Skriftserie%20nr%2014%20-%202009.pdf
60
Neoinstitutionelt
strukturfokus
Regulativ
Den rationelle
aktør
MyndighedsMyndighedsrollen
udøvelsens
Stil
Konstruktionistisk Proceskonsulenten/
udviklingsagenten
KonsekvensPædagogen
pædagogisk
Normativ
Det økologiske
menneske
System(at)iskEksperimentel
Kognitiv
Forvaltningsarbejdets
adressat
Eksperten i eget
liv
Økologen
Faldgrube
Magisk konstruktionisme
Forlegen, for sen og
abrupt magtanvendelse
Normativ
strukturforvikling
eller endeløst tilsyn
Institutionel
handlingsmekanisme
(perspektiv)
Forvaltningens
rolle
Viden
Meningsdimensionel ledetråd
(hvor fokuserer
man primært, når
man skal finde
nøglen til det gode
sociale arbejde?)
Tidsdimensionel
ledetråd
(hvor er den
primære
tidsmæssige
orientering i
arbejdet)
Den retligtdiagnostiske
Ordensskabende
Reparativ
Reaktiv
Sagen
Fortiden
Den (dynamiske)
udviklingsorienterede
nyttetænkning
Udviklingsorienter
et
Proaktiv
Tiden (det
fremadrettede)
Fremtiden
Den optimerende
struktur- og
samspilstænkning
Optimerende
Konstruktiv
Diagnostisk
(Tilstandsorienter
et,
Prognosesikker)
Dynamisk
(Faseorienteret,
Eksperimentel,
Udviklingsorienter
et)
Dialogiskrelationel
(Vedrører en
forhandlet verden,
Relationel
Konstruktiv
Optimerende)
Relationen
Nutiden
61