Velkommen i dagplejer hos: Anni Pedersen Søllingevej 2, Ringe Hos mig er der trygt og rart at være – der er altid tid til knus og kram Velkommen i min dagpleje – her er trygt og rart at være. I mit arbejde lægger jeg stor vægt på tryghed, nærvær og omsorg – alt dette giver glade og tilfredse børn – så de er klar til leg og læring. Jeg er altid åben for dialog omkring jeres barn, jeg vægter forældresamarbejdet meget højt. Jeg vægter udelivet rigtig højt – vi er ude stort set hver dag. Jeg bor i landlige omgivelser – tæt ved Ringe by. Jeg har en stor have, som er indrettet til at børnene kan lege og boltrer sig. I området, hvor jeg bor, er der heste, æsler og køer på markerne, som vi ofte besøger på vores ture ud i det blå. Nogle gange pakker vi madkurven og nyder vi frokosten i det fri. Andre gange er vi hjemme og nyder haven – og leger lige det vi har lyst til. Når vi er indenfor laver vi mange forskellige ting. Vi synger meget – gerne fagtesange. ”Jeg gik mig over sø og land” eller ”Jens Petersens ko” og ”Bager Bro” er et hit hos børnene. Vi lægger stor vægt på, at hverdagen i min dagpleje er let genkendelig, da det skaber tryghed for børnene. Vi har fx faste rutiner til vores måltider. Vi vasker altid vores fingre inden måltiderne, hvorefter børnene henter hver deres kop og tallerken – så er vi klar til at spise. Jeg prioriterer en hyggelig og rolig stemning omkring måltiderne, hvor vi snakker om, hvad vi skal lave eller har lavet i løbet af dagen. Vi synger ofte sange, når vi er færdige med at spise og efter frokost sidder børnene og putter med en bog og deres dyne, mens de på skift bliver skiftet – så ved de, at nu skal de ud og putte. Dagplejens læreplaner er en naturlig del af mit arbejde med børnene – jeg støtter børnene i deres sociale, sproglige og motoriske udvikling. Jeg gør meget ud af at gøre børnene selvhjulpne og klar til børnehaven. Vi øver os meget i at tage tøj og sko af- og på - og hjælpe hinanden. Jeg er årgang ´67 – gift med Alex, sammen har vi 3 store børn. Jeg har været ansat som dagplejer siden 2002. Jeg har gennemført flere kurser i dagplejeregi - senest kompetenceudvikling i pædagogisk læreplansarbejde.
© Copyright 2024