NYHEDSBREV Pilehaveskolen maj 2015 Kære forældre Sommerferien nærmer sig. Efter pinsen går ”slutspurten” ind for at nå i mål med den undervisning og de aktiviteter, vi har planlagt for dette skoleår, og planlægningen af næste skoleår er så småt ved at komme på plads. Året har været præget af, at vi på flere områder har skulle ”øve os”, både i forhold til lærernes nye arbejdstid og i forhold til den nye folkeskolereform. Alle medarbejdere på Pilehaveskolen har gjort en stor indsats for at indarbejde alt det nye- bl.a. de nye elevplaner - og vi er godt på vej med at få gjort reformen til en del af skolens hverdag. Alle vores cykler bliver ”luftet” dagligt, der er grøde i vores skolehave(r), og busserne bringer børn og voksne rundt til mange spændende oplevelser i det danske forårslandskab. Udsmykning af Pilehaveskolen Som en sidste del af vores udbygning af Pilehaveskolen, tager vi nu fat på udsmykningen af skolen. Vi har søgt Assens kommune om midler fra en pulje, der hedder ”Kultur i børnehøjde” og håber bl.a. at få penge til at få udsmykket endevæggen i kantinen i samarbejde med en lokal kunstner. Det er vigtigt, at eleverne får stor indflydelse på udsmykningen. I vores emneuge i uge 24, med titlen ”Vi trækker havet op til Pilehaveskolen”, vil alle skolens elever på mange forskellige måder være med til at udsmykke skolen. Resultatet vil I kunne se ved en fernisering til skolefesten den 12. juni. Der kommer senere et program ud for skolefesten. Folkeskolereformen Som nævnt i indledningen har vi i dette skoleår haft stor fokus på Folkeskolereformen. Flere forældre har kunne mærke på deres børn, at skoledagen er blevet længere for især de ældste elever. I det kommende skoleår har vi reduceret lidt i undervisningstiden for Ældste/Unge gruppen. Dette vil I kunne se, når I modtager de nye skemaer. Der er fortsat stor fokus på at arbejde med de nye elektroniske elevplaner, og vi håber, at de med tiden kan udvikles således, at de bliver et godt arbejdsredskab for medarbejderne samtidig med, at de giver jer forældre en overskuelig information om jeres børns faglige og sociale udvikling. Hvad der sker” lige nu” og kommende ”begivenheder”. Lejrskoler er tegn på forår og at sommerferien nærmer sig. Nogle klasser har været af sted og flere følger efter i løbet af juni måned. Busserne fører børn og voksne mange forskellige steder hen. Fanø, Nordjylland, Kolding og Sverige for blot at nævne nogle af bestemmelsesstederne. En teaterforestilling var et tilbud til Yngste og Mellemgruppen den 13. maj, og både børn og voksne fik en forrygende oplevelse af ”Konen i Muddergrøften”. Det var rigtig godt at se, hvorledes en meget dygtig skuespiller, med få virkemidler, kunne fange børnenes opmærksomhed i knap en time. Hockysejr blev fejret med pokaloverrækkelse til vores fælles morgensang. Pokalen blev hentet hjem ved en flot indsat af nuværende og tidligere elever fra Pilehaveskolen. Musikfestival på Byhaveskolen i Svendborg er en årlig tilbagevendende begivenhed i foråret, hvor vores dygtige Ældste / Ungdom igen i år optrådte på musikscenen med stor succes Brangstrup festival var til gengæld noget nyt, vi deltog i den 8. maj. Også her havde nuværende og tidligere Pilehaveskoleelever stor succes med deres orkester ” Pilehaveskolens All Stars”, og orkesteret kan også være stolte af, at de har stået på festivalprogrammet sammen med Wafande. Elevrådstur til Assens Rådhus i maj måned blev en meget stor succes. Borgmester Søren Steen tog imod i Byrådssalen og svarede på alle de spørgsmål, som elevrådet havde forberedt inden besøget. Det er godt at vide, at vores elever er gode til at repræsentere Pilehaveskolen, når vi har dem med i byen. Pilehaveskolen er meget velkomne til at besøge Rådhuset en anden gang. Skolehaven ved kolonihaverne er nu blevet suppleret med en skolehave tæt på Pilehaveskolen. Skolens skråning ned mod søen blev på få timer gjort klar til køkkenhave, da vi havde besøg af to store ”bryggerheste” med gammeldags plov. Efter at mange af vores elever har arbejdet hårdt med at forberede jorden, er de første planter så småt ved at spire frem, og vi glæder os til at smage på ”høsten”. I tilknytning til projektklassen har vi en 3. afdeling af vores skolehaver. Ud over plantekasser er her også et væksthus, udekøkken og en pizza ovn. Som noget nyt deltager Pilehaveskolen – sammen med en række andre skoler – i et projekt igangsat af Assens kommune,” Ellevilde haver”, hvor vi har fokus på at inddrage skolehaverne i undervisningen. Morgensang er nyt tiltag, som vi nu har ”prøvet af” i nogle måneder i dette forår. Det giver en rigtig god start på dagen, at elever og voksne m ødes i ”Den gule gang” og sammen synger en enkelt sang fra det sanghæfte, der er lavet til lejligheden. Det er en god tradition, vi vil fastholde. I arbejdet med Læsebånd i foråret har der været fokus på at arbejde på tværs af klasserne, hvor store elever har læst med små elever. Evalueringen viser, at denne måde at arbejde sammen på har været en positiv oplevelse for både store og små elever. I arbejdet med Matematikbåndet har klasserne haft fokus på at arbejde med Reformens læringsmål for matematik, hvor man i de enkelte team har omsat målene til konkret undervisning MC klubben, som vi havde besøg af for tre år siden, kommer og besøger skolen den 15. august. Der vil være mulighed for at få en tur på motorcykel for alle børn, der måler 1,35 m og derover. Der kommer program ud for besøget lige efter sommerferien. Sidste skoledag er den 26. juni. Der kommer senere et program ud for dagen. Fordeling i klasserne Vi er nu ved at være klar med fordelingen af elever i klasserne. Der kommer besked ud til alle forældre om fordelingen sidst i uge 22. Personalesituationen Elevtallet ligger stabilt omkring 87 elever, også til næste skoleår. Det betyder, at vi kan beholde den samme personalenormering, som vi har på nuværende tidspunkt. Helga går på efterløn efter mange års engageret og kompetent virke på Pilehaveskolen. Vi ønsker alle Helga en god tid som efterlønner. SFO leder Anders Illum har holdt orlov i hele dette skoleår, og Andres har nu besluttet at gøre orloven fra Pilehaveskolen ”permanent”. Anders stopper som SFO leder den 1. juni for at starte som leder af et kollegie for unge mennesker. Anders ønskes held og lykke med sit nye job. Vores fysioterapeut Charlotte har, efter et års orlov for at være på ”fuld tid” i familien, valgt at opsige sin stilling. Vi skal derfor have ansat en ny fysioterapeut. Også Charlotte ønskes held og lykke med hendes fremtidige opgaver. Anders opsigelse har givet anledning til at vurdere vores organisering af ledelsen på Pilehaveskolen. Det betyder, at Anette Holgersen frem over bliver koordinator for samarbejde og trivsel i forhold til alle elever, medarbejdere og forældre, og Anders Dyregaard Jensen bliver koordinator for pædagogisk udvikling for både skole og SFO. En arbejdsfordeling, der vil understøtte skolens udvikling henimod at tænke og handle i helheder til gavn for vores elever på Pilehaveskolen. Det betyder samtidig, at der ikke længere vil være en selvstændig leder for SFO. Venlig hilsen Mette Karlsson Skoleleder Vigtige datoer til kalenderen Besked om elevfordeling sidst i uge 22 Emneuge i uge 24 Skolefest den 12. juni Sidste skoledag den 26. juni Besøg af MC klub den 15. august
© Copyright 2024