Bachelor opgave
Bachelor Konflikthåndtering og relationer Linea Berdiin Thomsen (PA11525) UCSyd campus Aabenraa Vejleder: Poul-Erik Feldsted 15. juni 2015 Antal tegn: 50.503 Indholdsfortegnelse Indledning................................................................................................................................... 2 Problemformulering ............................................................................................................... 2 Afgrænsning af problemformulering ...................................................................................... 2 Metode ................................................................................................................................... 2 Case ............................................................................................................................................ 5 Konflikt og konflikthåndtering ................................................................................................... 6 Mobning.................................................................................................................................. 8 Fri for mobberi .................................................................................................................... 9 Mobning og drilleri.............................................................................................................. 9 Mobbere ........................................................................................................................... 10 Mobbeofre ........................................................................................................................ 11 Anerkendelse............................................................................................................................ 12 Relationer børn imellem .......................................................................................................... 15 Inklusion................................................................................................................................ 16 Leg ......................................................................................................................................... 18 Børn og sociale kompetencer................................................................................................... 18 Pædagogens rolle ..................................................................................................................... 19 ICDP....................................................................................................................................... 20 Konklusion ................................................................................................................................ 22 Litteraturliste ............................................................................................................................ 24 Side 1 af 26 Indledning Konflikter spiller en stor rolle i børnehavebørns sociale liv i institutionen i dag. Derfor er det som pædagog vigtigt at arbejde med konflikthåndtering, herunder mobning, da dette allerede starter i børnehaven (Bille, 2013). Det er vigtigt at arbejde med både det enkelte barn og hele børnegruppen på en anerkendende og inkluderende måde, for at fremme børnenes sociale kompetencer, da mobning og andre konflikter præger børnenes relationer til hinanden og deres sociale kompetencer. Jeg har valgt at arbejde med børns relationer, konflikthåndtering og sociale kompetencer i børnehaven, da jeg finder emnerne relevante og interessante i forhold til det pædagogiske arbejde. Derudover står der i dagtilbudsloven, at man skal fremme børns trivsel, udvikling og læring, forebygge eksklusion samt understøtte det enkelte barns udvikling og selvværd (Retsinformation, Dagtilbudsloven). Problemformulering Hvordan kan jeg som pædagog, gennem konflikthåndtering, arbejde med 3-6 årige børns relationer, således at deres sociale kompetencer styrkes? Aldersgruppe: 3-6 årige børn i børnehaven Afgrænsning af problemformulering I opgaven tager jeg udgangspunkt i empiri som jeg løbende, gennem mine praktikker, observationer og læst materiale, har tilegnet mig. Ud fra ovenstående, vil jeg beskrive, hvordan jeg som pædagog kan arbejde med 3-6 årige børns relationer, gennem konflikthåndtering, så deres sociale kompetencer styrkes. Jeg har valgt at arbejde med konflikttypen mobning, da den fylder meget af børnenes hverdag i børnehaven. Metode Jeg vil starte med at fortælle en case fra praksis. Jeg anvender denne empiri, da casen er fra praksis og jeg derved får mulighed for, at koble teori og praksis og på denne måde analysere teorien. Jeg vil kort redegøre for begreberne konflikter og konflikthåndtering og derefter redegøre for mobning, anerkendelse, relationer børn imellem, børn og sociale kompetencer, og pædagogens rolle, herunder mobning og drilleri, mobbere, mobbeofre, leg, inklusion samt ICDP. Dette vil jeg uddybe med nedenstående teoretikere. Side 2 af 26 Til konflikter og konflikthåndtering anvender jeg teoretikerne Peter Wick, da han har været konsulent på en døgninstitution på Sjælland, hvor konflikthåndtering var en stor opgave, hvilket skaber troværdighed for, at han har skrevet bogen ”Sådan håndterer du konflikter – situationel konflikthåndtering i pædagogisk arbejde”. Lotte Christy (Det Kriminalpræventive Råd), da hun var projektleder for udviklingsprojektet ”Skolens Sociale Liv”, hvorudfra bogen ”Grib konflikten” er skrevet og udgivet af Det Kriminalpræventive Råd og Center for Konfliktløsning. Tina Monberg, da hun har specialiseret sig i at forebygge, håndtere og løse konflikter i erhvervslivet samt skrevet bogen ”Konflikthåndtering”. Peter Clausen, da han er lektor i pædagogik og psykologi ved Jysk Pædagogseminarium og han har skrevet bogen ”Anvendelse af nyere psykologi” hvori han har skrevet et kapitel omkring konflikter og konflikthåndtering. Til at belyse emnet mobning samt håndtering af mobning og begrænsning af dette, anvender jeg Helle Høiby og Anja Trolle da de begge er uddannet pædagoger, arbejder med mobning og har skrevet bogen ”Drop drilleri – forebyggelse af mobning i vuggestue og børnehave”. Dorthe Rasmussen, Signe-Marie Paludan Bøgeskov og Christina Stær Mygind, Red barnet og Mary Fonden, da de har udarbejdet materialet til ”Fri for mobberi”, som er et antimobbeprogram for børn i børnehave og indskoling. Materialet henvender sig både til børn, fagfolk og forældre og undersøgelser viser, at man gennem arbejde med materialet får mere omsorgsfulde børn, større viden omkring emnet samt at børnene bliver mere selvstændige og tager initiativ hvis de ser børn som er kede af det. Da dette er et antimobbeprogram som er afprøvet i praksis, vil jeg anvende det til, at få et overblik over, hvad mobning er i praksis, samt hvordan man håndterer denne konfliktform. Til det psykiske omkring mobning, har jeg anvendt Poul Videbech, da han i 2011, hvor han skrev artiklen, var speciallæge og leder for psykiatrisk afdeling på Århus Universitetshospital, Risskov og derfor har viden omkring det psykiske for både mobbere og mobbeofre, samt Thomas Nielsen, da han arbejdede ved det Samfundsvidenskabelige Fakultet på Århus Universitet da han skrev artiklen, som omhandler de psykiske mén ved mobning. Til emnet anerkendelse, vil jeg benytte teoretikerne Bente Lynge som er lærer, autoriseret psykolog og arbejder med anerkendende Side 3 af 26 kommunikation og pædagogik, samarbejdsrelationer og arbejds- og læringsmiljø, samt har skrevet bogen ”Anerkendende pædagogik”, hvilket gør, at jeg med fordel kan benytte hendes bog som inspiration til emnet anerkendelse. Axel Honneth, da han er en tysk filosof og sociolog og har udviklet en teori omkring anerkendelse, som jeg benytter, for at få et overblik over, hvilke former for anerkendelse, et barn støder på i løbet af livet. Derudover anvender jeg Honneths teori til casen omkring Per. Honneth fik omkring 1980 en interesse for antropologi og begyndte i denne sammenhæng at interessere sig for Habermas’ teori om den kommunikative handlen, hvorefter han i 1983 blev Habermas’ assistent og begyndte at udforske kampen for anerkendelse som et begreb mere metodisk. (Honnet, 2003, s. 8-10). Derudover anvender jeg hos Suzanne Krogh og Søren Smidt da de har deltaget i forsknings- og udviklingsprojekter inden for dagtilbudsområdet samt har skrevet boget ”Anerkendelse og iagttagelse i børnehøjde” om pædagogisk arbejde i dagtilbud med børn, med behov for en særlig indsats. Til emnet relationer benytter jeg Margareta Öhman, som er psykolog, familieterapeut samt ekspert inden for børnekultur. Hun har skrevet boget ”Må jeg være med? – relationsarbejde i daginstitutionen”, hvilken jeg kan anvende til min empiri omkring Per. Anne Linder, da hun har redigeret bogen ”Livsduelighedens Pædagogik” og har i flere år publiceret artikler og bøger inden for pædagogisk relationsarbejde. Til inklusion anvender jeg teoretikerne Dorthe Andersen og Katrine Tranum Thomsen, som arbejder for PPR hvor de har fokus på at udvikle læringsmiljøer med plads til alle. De har sammen skrevet bogen ”Inklusionsvejledning i dagtilbud”. Derudover anvender jeg Bent Madsen, da han er ansat på Nationalt Videnscenter for Inklusion og Eksklusion (NVIE), hvilket skaber troværdighed for, at jeg søger inspiration hos ham, til afklaring af emnet omkring inklusion i børnehaven Til emnet leg, anvender jeg teoretikerne Anne Bovbjerg, da hun igennem mange år har arbejdet med børn og skrevet bogen ”Frydlege”, Susan Hart, da hun arbejder med hjerneforskning indenfor børneområdet og har skrevet bogen ”Inklusion, leg og empati” samt Peter Clausen, da han har skrevet et kapitel omkring leg i bogen ”Anvendelse af nyere psykologi”. Jeg anvender disse teoretikere til at belyse hvad børn erfarer i deres leg samt hvordan leg hænger sammen med relationer og sociale kompetencer. Side 4 af 26 Til emnet sociale kompetencer vil jeg, til at afklare emnet, anvende Liv Vedeler da hun blandt andet har studeret den sammenhæng, som er mellem leg og sprog i børns udvikling samt er kendt for sit forskningsarbejde inden for samme område. Hun har skrevet bogen ”Social mestring i børnegrupper”. Til emnet ICDP vil jeg benytte Margit Margrethe Nielsen, som har redigeret bogen ”Relations- og ressourceorienteret pædagogik – ICDP”. Da ICDP er et arbejdsredskab i institutioner i dag, har jeg derved mulighed for, at omsætte teorien til praksis og derved anvende den til min valgte empiri. I opgaven vil jeg gøre brug af den hermeneutiske metode, som handler om fortolkning og forforståelse (Ebdrup, 2012). Ifølge hermeneutikken, fortolker vi alt, som vi tænker, gør og oplever i løbet af livet, men også film vi ser og bøger vi læser, fortolkes (Ebdrup, 2012). Jeg har derfor valgt at anvende den hermeneutiske metode i min opgave, da jeg gennem opgaven fortolker den læste teori samt den anvendte empiri og sammensætter disse, til mulige løsningsmuligheder til konflikter, som skal styrke børns relationer og sociale kompetencer. Jeg gør dette ud fra en forforståelse jeg har fra erfaringer, som jeg blandt andet har fået i mine praktikker på uddannelsen. Løbende i opgaven, vil jeg analysere, ved at beskrive forløbet i casen og underbygge dette med opgavens øvrige afsnit. Afslutningsvis vil jeg konkludere hvordan jeg som pædagog, gennem konflikthåndtering, kan arbejde med 3-6 årige børns relationer, således at deres sociale kompetencer styrkes. Case Per er 4 år gammel og går på blå stue i børnehaven Solsikken. Han er plejebarn, som, med sin søster, blev fjernet fra forældrene da han var mindre. Pers forældre har flere gange forsøgt, at få begge børn hjem igen, men uden held. Mens disse sager har stået på, har faren sagt til Per, at de skal i kamp for at få ham og hans søster hjem til mor og far igen. Per trives hos plejeforældrene, som involverer sig i Pers liv, tanker, følelser og færden. Per tilbringer hver anden weekend hos forældrene, hvilket tydeligt mærkes på hans færden i børnehaven, hvor han efter disse weekender er udad reagerende, voldelig og højtråbende. Ellers er Per Side 5 af 26 en kærlig dreng, som giver mange kram og godt kan lide voksenkontakt, men som oftest reagerer med at slå og sparke de andre børn når noget går ham imod, for eksempel hvis han ikke må være med i en leg. I børnehaven leger Per i perioder med en lille gruppe eller et enkelt barn, dog svinger det meget, om Per leger med andre børn eller om han leger selv, da han ikke kan overskue når der er mange mennesker og meget larm omkring ham. Pers udad reagerende adfærd benyttes af de andre børn, som en grund til, at de ikke vil have ham med i deres leg. Flere børn fra stuen er begyndt på at give Per skylden for ting som sker på stuen og legepladsen, når børn enten falder og slår sig, når de slår hinanden eller nogen råber, uden han har været til stede. To drenge fra grøn stue, er begyndt at være efter Per. Drengene driller Per, de skubber til ham, kalder ham navne og råber af ham, til han reagerer ved at slå, sparke og/eller råbe af dem, hvorefter de løber grinende rundt på legepladsen, med Per i hælende, indtil han giver op og går hen i udkanten af legepladsen, for sig selv. Per har svært ved at overskue, når der er for mange mennesker eller for meget støj. Dette er oftest til stede i garderoben, når børnene skal have tøj af og på, hvor denne uoverskuelighed fører til, at Per får en negativ adfærd. Konflikt og konflikthåndtering Konflikt stammer fra det latinske ord conflictus, hvilket betyder uoverensstemmelse (Clausen, 2004, s. 210). Konflikter kan blandt andet opstå mellem personer, grupper og lande (Clausen, 2004, s. 210), hvilket gør, at der findes mange former og definitioner på ordet konflikt. Konflikten som forekommer i det enkelte menneske kaldes en intrapersonel (Monberg, 2006, s. 35) eller intrapsykisk konflikt (Clausen, 2004, s. 211), mens konflikter mellem mennesker kaldes interpersonelle (Monberg, 2006, s. 35) eller mellemmenneskelige konflikter (Clausen, 2004, s. 211). Oftest omtales konflikter negativt (Monberg, 2006, s. 5), men ved at acceptere hinandens forskellighed i konflikten, gøres det muligt, at parterne i fællesskab kan skabe noget, som er større end det man kan skabe på egen hånd (Monberg, 2006, s. 10). Herigennem vil parterne have mulighed for at lære empati og tolerance for det som er nyt og anderledes. Som skrevet ovenfor, findes forskellige definitioner på begrebet konflikt, hvoraf den mest benyttede definition er, at der opstår uoverensstemmelser, hvor parterne ikke vil det Side 6 af 26 samme (Wick, 2011, s. 14). Organisationsteoretikerne Jacobsen og Thorsvik har en tilføjelse til ovenstående definition, da de ikke mener, at konflikter kun består af en uoverensstemmelse, men at der til denne skal lægges endnu to kriterier, for, at der er tale om en konflikt (Wick, 2011, s. 14). Disse to kriterier er, at der skal være et afhængighedsforhold mellem parterne, at den ene part for eksempel kan forhindre den anden i at nå sit mål men også, at alle parter i sagen, skal være involveret følelsesmæssigt (Wick, 2011, s. 14). Jacobsen og Thorsvik har inddelt konflikter i faserne latent konflikt, uenighed, følelsesmæssig konflikt og manifest konflikt, hvilke afhænger af, hvilken og hvor stor en konflikt der er tale om (Wick, 2011, s. 14-15). På denne måde spiller de enkelte parters følelser en meget større rolle, end de vil gøre når der kun er tale om en uoverensstemmelse. I bogen ”Grib konflikten” skriver Det Kriminalpræventive Råd, at vores hverdag er fyldt med mindre konflikter, da vi alle er mennesker som ikke altid vil det samme (Christy, 2012, s.11) eller har de samme interesser. Dog kan de fleste konflikter, såsom valg af aktiviteter, løses hurtigt. Det Kriminalpræventive Råd kombinerer ovenstående definitioner af konflikter: ”En konflikt er en uoverensstemmelse, der giver spændinger i og mellem mennesker” (Christy, 2012, s. 16). Uoverensstemmelsen mellem parterne omhandler et problem hvori der opstår angreb, spændinger og ubehagelige følelser mellem parterne, hvilket påvirker relationen mellem disse (Christy, 2012, s. 16). Det Kriminalpræventive Råd anvender ligeledes konflikttrappen som en metode, til konfliktløsning (Christy, 2012, s. 18-19), dog fokuserer de også på, at man med børnene skal gå i dybden med menneskets naturlige instinkter i forbindelse med en konflikt: kamp, undvigelse samt at blive stående og åbne konflikten (Christy, 2012, s. 23). Herved får pædagogen, gennem konflikttrappen, overblik over konflikten, samtidig med, at børnene arbejder med og lærer at accepterer hvilke forskellige situationer der kan udspille sig, i forbindelse med en konflikt og derved komme frem til en fælles løsning (Christy, 2012, s. 24). I praksis vil man med fordel kunne anvende konflikttrappen eller Jacobsen og Thorsviks fire faser af en konflikt, dog har disse også ulemper, da ikke alle konflikter følger trappens trin (Wick, 2011, s. 15). Ingen konflikter er ens, hvilket gør, at nogle vil følge disse modeller, Side 7 af 26 mens andre konflikter opstår i midten af modellerne eller springer nogle faser/trin over. Derved er det relevant at tænke på modellerne, dog være opmærksom på, at praksis ikke er lige så planlagt og struktureret som teorien oftest giver udtryk for. Derfor vil det være relevant at benytte metoden, hvor børnene opstiller de forskellige situationer som kan udspille sig og derved kan se konflikten udefra og finde en fælles løsning. Konflikten i forbindelse med Per opstår idet han enten starter sin dag med at være voldsom og udad reagerende eller at han i løbet af dagen leger med en gruppe børn og flere gange ødelægger legen, ved at blive vred og slå de andre børn. Derudover opstår konflikten med Per også, når de andre børn beskylder ham for ting han ikke har gjort, fordi han ofte slår, sparker og råber. Men også, når de to drenge fra grøn stue er efter Per og jagter ham rundt på legepladsen, til han reagerer på deres adfærd og bliver vred, højtråbende og voldelig i sin adfærd. For at placere konflikterne med Per på konflikttrappen, vil det være nødvendigt, at placere hver enkelt konflikt, da der som tidligere skrevet, ikke er nogen konflikter som er ens. For at få børnenes og ikke mindst Pers øjne op for, hvad der sker i de enkelte konflikter samt at kunne løse dem, vil man som pædagog, med fordel, kunne opstille situationer som den enkelte konflikt kan udvikle sig til og derudfra løse den i fællesskab med Per og de andre børn som er en del af konflikten. For at pædagogen kan løse de pågældende konflikter, er det vigtigt at have en viden omkring konflikttyper. Den adfærd som de to drenge fra grøn stue har over for Per, er konflikttypen som kaldes mobning eller drilleri. Mobning Mobning er en mellemmenneskelig konflikt, hvilket tydelig ses når en mobbesituation observeres. Når drengene fra grøn stue gentagende gange er efter Per, kan man her se, at mobning sker mellem mennesker frem for i det enkelte menneske. Mobning omhandler ifølge nyere forskning det sociale, kulturelle og relationelle (Rasmussen, 2012, s. 7) og omhandler hele sammenhængen i situationen, både det som er sket men også alle som er indblandet i situationen (Rasmussen, 2012, s. 8). Derved ligger fokus ikke på det enkelte individ, som mobber og mobbeoffer, men i stedet på hele sammenhængen i den eller de pågældende situationer. Mange har den opfattelse i dag, at børn i børnehaven ikke mobber, da de endnu ikke besidder den modenhed man mener der skal til, for at de bevidst kan udstøde enkelte af Side 8 af 26 deres venner (Høiby, 2009, s. 9). Ud fra observationer (Høiby, 2009, s. 9) ses det, at børn dagligt lukkes ude af fællesskabet. Dette sker på trods af, at børnene ikke er bevidste om deres handlinger (Høiby, 2009, s. 9), men alligevel forekommer oplevelsen for det enkelte barn lige så ødelæggende, som den ville have gjort, hvis børnene bevidst havde valgt at udstøde det enkelte barn. Forældre og pædagoger har ikke haft fokus på mobning, men i stedet brandslukning, da de har haft ovenstående opfattelse af børnehavebørn og mobning (Høiby, 2009, s. 9). Dog er der i 2007 lavet et antimobbeprogram ”Fri for mobberi”, som i dag benyttes i cirka 1/3 af de danske børnehaver (Maryfonden. Fri for mobberi). Inden for mobning, er der i Danmark begrænset forskning inden for dagtilbudsområdet, for 3-6 årige børn (Høiby, 2009, s. 10). Dog har Red Barnet lavet deres projekt ”Fri for mobberi”, for børn i alderen 3-8 år, ud fra forskning, fra forskergruppen RUC (Høiby, 2009, s. 10). Fri for mobberi Fri for mobberi er et antimobbeprogram lavet af Red barnet og Mary Fonden og har fokus på børn i alderen 3-8 år (Red Barnet og Mary Fonden, Fri for mobberi). Fokusgruppen indebærer derfor børn i børnehaver samt børn i 0.-2. klasse. Programmet henvender sig til børn i denne aldersgruppe samt deres forældre og fagpersonalet, som er tilknyttet denne aldersgruppe (Red Barnet og Mary Fonden, Fri for mobberi). Projektets vigtigste faktorer er, at der arbejdes med, at mobning som forekommer mellem børn er voksnes ansvar, at der i institutionen og skolen arbejdes forebyggende med mobning, at alle inddrages i bekæmpelsen af mobning, både mobbere, mobbeofre og tilskuer samt at børnene udvikler fællesskaber som bygger på tolerance, respekt, omsorg og mod (Red Barnet og Mary Fonden, Fri for mobberi). Mobning og drilleri I nudansk ordbog defineres begrebet drilleri som ”Bevidst at lave sjov med eller genere nogen, fordi man selv synes, det er sjovt” (Høiby, 2009, s. 13). Derved er drilleri ikke lige så ondskabsfuldt som mobning og det strækker sig heller ikke over lige så lang tid. Dog starter mobning oftest som drilleri (Høiby, 2009, s. 14). Der skal man som pædagog være opmærksom på, hvordan man kommunikere med børnene. Ofte driller voksne børn, dog har børn svært ved at kende forskel på alvor og ironi, selvom den voksne siger: ”Det var for sjov” Side 9 af 26 (Høiby, 2009, s. 14) og børnene har derfor svært ved at finde ud af, hvor de har de voksne. Oftest vil man se det samme i forbindelse med drillerier mellem børn, hvor de som driller, siger: ”det var for sjov”, men den som drilles måske bliver ked af det og derfor ikke deler denne mening (Høiby, 2009, s. 14). Som pædagog skal man være opmærksom på drillerier i børnegruppen, da ikke alle børn synes det er sjovt, men også at drillerierne ikke udvikler sig til mobning (Høiby, 2009, s. 14), selvom børnenes hensigt ikke har været dette. Hvis uskyldige drillerier ikke stoppes i tide, men bliver vedvarende og begynder at blive negative, er der tale om mobning (Høiby, 2009, s. 15). Hvilket tydeligt ses i Pers tilfælde, hvor det startede med lidt drilleri fra de to drenge på grøn stue og med tiden endte ud i mobning af Per. Mobning i børnehaven er, når et eller flere børn gentagende gange udsætter et andet eller flere børn for ubehagelige ting, trusler og andet og disse børn ikke har mulighed for at forsvare sig mod disse handlinger (Høiby, 2009, s. 15). I børnehaven ses mobning oftest ved, at bestemte børn ikke lukkes ind i en leg samt at de ignoreres, når de forsøger at snakke med de andre børn og disse handlinger foregår over længere tid (Høiby, 2009, s. 15). For at kunne begrænse og håndtere mobning, er det vigtigt, at kunne kende forskel på mobning og konflikt, da mobning er et overgreb (Høiby, 2009, s. 16) som ikke kan løses med almindelig konflikthåndtering, mens en konflikt, som tidligere skrevet, defineres som en uoverensstemmelse (Høiby, 2009, s. 16). Mobbere En mobber, er det barn, som tager initiativ til at mobbe og derved ekskludere enkelte andre børn (Rasmussen, 2012, s. 12). De børn som mobber, er oftest de som er ældre, stærkere eller større end den som mobbes samtidig med, at de benytter mobningen til at få magt over et andet barn (Videbech, 2011). En koreansk undersøgelse af 1700, 14-15 årige skolebørn viser, at det ikke kun er mobbeofre som får mén af mobningen i børnehaven, men også mobberne har en tendens til at få selvmordtanker senere i livet, da de enten har dårlig samvittighed over deres negative adfærd eller de vender den negative adfærd ind mod dem selv, så den bliver selvdestruerende (Nielsen, 2009). Ud fra dette kan man se, at det i Pers situation ikke kun er Side 10 af 26 Per som fokus skal være på, i forbindelse med at stoppe mobningen, men også de to drenge som mobber ham. Mobbeofre Mobbeofre er ofte kendetegnet ved at det er børn, som er stille, følsomme, har lav selvværd, er fysisk svagere end de jævnaldrende, har få venner samt børn som tilbringer mere af tiden i børnehaven med pædagogerne, frem for jævnaldrende børn (Videbech, 2011). Ved at det er denne gruppe børn som mobbes, vil det oftest forværre situationen for det enkelte barn. Hvis barnet for eksempel gentagende gange får at vide, at han/hun er dum, irriterende, grim og bare skriger hele tiden, vil barnet begynde at tro på disse påstande og blive endnu mere usikker på sig selv (Nielsen, 2009). I Pers situation, mobbes han ikke af de andre drenge, fordi han er stille, men fordi han reagerer på negative hændelser med at slå, sparke og råbe, hvilket de andre drenge synes er sjovt. Per er én af de drenge, som foretrækker selskab med pædagogerne, frem for de andre børn, da han med pædagogerne bliver anerkendt og får derved styrket sit selvværd. Fra 2010 er børnemiljøvurderinger blevet en del af de pædagogiske læreplaner, hvilket institutionerne benytter til, at undersøge hvordan børnene trives i institutionerne (Rasmussen, 2012, s. 7). Disse undersøgelser viste i 2011, at 8,2 % af de 4-6 årige tit oplever, at de bliver drillet i børnehaven, så de bliver kede af det (Rasmussen, 2012, s. 7). I Danmark er der, som tidligere skrevet, begrænset med undersøgelser omkring mobning i børnehaven, dog viser undersøgelser fra Norge, at cirka 10-20 % af alle børn oplever mobning i børnehaven (Rasmussen, 2012, s. 7). Forskning viser, at børnene ikke kun går igennem en hård tid psykisk, hvis de mobbes i børnehaven, men også når de bliver ældre, er der stor sandsynlighed for, at disse børn får depressioner eller at de synes, at livet er så hårdt og svært for dem, at de går med selvmordstanker (Nielsen, 2009). Derfor er det vigtigt, at pædagogen går ind i mobbesituationen med Per, får snakket med drengene og stoppet mobningen, så de alle får en god tid i børnehaven. Men for, at drengene får opbygget en relation, er det vigtigt, at de lærer at anerkende, at alle ikke er ens og tænker og opfører på samme måde, som de selv gør. Side 11 af 26 Anerkendelse I dag er det meget vigtigt, at arbejde med anerkendelse i daginstitutionerne, både for at styrke børns selvværd og skabe et godt miljø, men også fordi der i dagtilbudslovens § 1 står: ”Formålet med denne lov er at, fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring gennem dag-, fritids- og klubtilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud (Retsinformation, dagtilbudsloven)”, hvilket muliggøres gennem gensidig anerkendelse og værdsættelse i institutionen. Anerkendende pædagogik er et nyere begreb, som ikke handler om, at pædagoger, børn og forældre hele tiden skal rose hinanden i børnehaven, men i stedet blive mere opmærksomme på, at den enkelte viser anerkendelse og værdsættelse (Lynge, 2007, s. 16). Det at møde og give anerkendelse og kærlighed når vi gør og siger ting, skaber både glæde og et bedre miljø, men det præger også vores hjerne, samt den måde vi føler, tænker og opfører os (Lynge, 2007, s. 16). Når pædagogen anerkender barnets handling, sætter han/hun sig i barnets sted og hvad barnet har oplevet, mens værdsættelsen ligger vægt på pædagogens oplevelse (Lynge, 2007, s. 39). Når man dagligt føler, at man bliver set, hørt og værdsat, skaber det tryghed og selvtillid (Lynge, 2007, s. 16), samt man trives i institutionen, hvilket skaber gode vilkår for børns udvikling og læring. Dette ses tydeligt med Per, da han af pædagogerne i børnehaven værdsættes og anerkendes for de ting han gør og den han er. Han får mere selvtillid og lysten til at tilbringe tiden med voksne bliver derved større, da han i deres selvskab føler sig godt tilpas. Modsat anerkendes han, med sin historie og væremåde, ikke af de andre børn, specielt ikke af drengene fra grøn stue, som mobber ham med hans negative adfærd. Når Per anerkendes, styrker det hans oplevelse af, at han bliver set, forstået og hørt af pædagogen, mens værdsættelsen gør, at hans oplevelse af at være en del af et fællesskab styrkes (Lynge, 2007, s. 39). Det er dog ikke kun mellem børn og pædagoger, anerkendelse og værdsættelse skal være til stede. Det er både mellem børn, pædagoger, forældre og andre som kommer i institutionen. Den gode stemning, som anerkendelse og værdsættelse skaber, smitter af på miljøet og mennesker som kommer i institutionen (Lynge, 2007, s. 16). At udvise og opleve anerkendelse er noget som foregår mellem mennesker, det er relationelt (Lynge, 2007, s. 33). Anerkendende relationer er til stede lige fra relationen Side 12 af 26 mellem spædbarnet og forældrene til det senere liv i børnehave, skole, SFO, arbejde, i parfoldet, mellem venner, familie (Lynge, 2007, s. 33) og generelt mellem mennesker. Anerkendelse forekommer derved både bevidst og ubevidst i vores hverdag. Når man som pædagog skal arbejde med anerkendelse, skal man arbejde bevidst med begrebet, ved at sætte sig ind i hvad betydningen er, samt hvordan det benyttes i praksis (Lynge, 2007, s. 33). Mange pædagoger har en opfattelse af, hvad anerkendelse er, samt hvor og hvornår de gør brug af det. Oftest vil man i forbindelse med en konflikt sige til det enkelte barn: ”Jeg kan godt forstå at du bliver vred når drengene fra grøn stue mobber dig, men når du begynder at råbe, slå og sparke…”. Dog skal man i anerkendende pædagogik, blive mere opmærksom på, hvornår og hvordan man bruger anerkendelse samt træne sig selv i, at gøre mere brug af det (Lynge, 2007, s. 38). I ovenstående eksempel er det vigtigt, at pædagogen giver udtryk for, at han/hun forstår og hører barnet, derfor er det vigtigt enten at holde en pause inden ordet ”men” eller helt at undlade ordet, da barnet kan få en følelse af, ikke at blive hørt og forstået og at dét pædagogen lige har sagt, virker utroværdigt (Lynge, 2007, s. 38). Ved, at man som pædagog skal tænke på, samt ændre den måde man taler på, er der opstået megen kritik af begrebet anerkendelse, da det på denne måde kommer til at virke kunstigt for pædagogen (Lynge, 2007, s. 38). Dog er dette en naturlig ting for det enkelte menneske, da nye og anderledes metoder som skal benyttes i situationer man er vant til at befinde sig i og agere anderledes på, oftest kommer til at virke forkerte eller kunstige (Lynge, 2007, s. 38). Axel Honneth er en tysk filosof og sociolog, som har beskrevet tre former for anerkendelse (Lynge, 2007, s. 41): Den emotionelle anerkendelse forekommer i den private arena, som oftest er i hjemmet og handler om den gensidige kærlighed, anhængighed og sociale støtte mellem familie og venner. I den private arena er kærligheden mellem parterne ligeværdig og barnet kan være fortrolig og åbne sig for alle som befinder sig i denne arena. Det, at barnet i den private arena, mødes af emotionel anerkendelse, gør det i stand til at udtrykke sig og kunne være en del af andre fællesskaber. Derudover styrker det barnets selvtillid. (Lynge, 2007, s. 41). Side 13 af 26 Anerkendelse gennem lovmæssige relationer, som omhandler det, at vi alle har rettigheder i samfundet. Gennem love sikrer denne anerkendelsesform, barnet til at være et selvstændigt og handlende menneske. Anerkendelsesformen giver barnet og det enkelte menneske selvrespekt. (Lynge, 2007, s. 41) Anerkendelse i relation til gruppe og fællesskab, hvor barnet gennem positiv deltagelse, anerkendes af fællesskabet. Her bliver barnet set, hørt, forstået og værdsat som den det er, samt barnet kompetencer værdsættes. I denne form for anerkendelse kan barnet se sig selv, som en positiv del af et fællesskab. (Lynge, 2007, s. 41). Honneths anerkendelsesteori viser tydeligt, at anerkendelse er til stede i alle arenaer, som det enkelte barn og voksen befinder sig i, samt vigtigheden af anerkendelsens eksistens for barnet, dets udvikling og dannelse. Per har ikke oplevet megen emotionel anerkendelse hos sine forældre og har derfor ikke megen selvtillid. Hans selvtillid er under opbygning hos plejefamilien og i børnehaven, hvilket gør det vigtigt, at Per mødes af anerkendelse i disse arenaer. Derudover oplever Per kun til tider og korte perioder af gangen, at han med sin deltagelse og kompetencer bliver værdsat og anerkendt i fællesskabet, hvilket gør, at han ikke føler sig godt tilpas og ikke føler sig som en positiv del af fællesskabet i børnehaven. Når Per mobbes af drengene fra grøn stue, er anerkendelse et vigtigt begreb. Ikke kun for Per, men også for de to drenge fra grøn stue. En måde, at få drengene til at få en dialog er gennem spejling. I spejling er der en fortæller og en lytter. Fortællerens rolle er, at fortælle om den pågældende situation i korte sætninger, mens lytteren efter hver sætning, gentager fortællerens ord (Lynge, 2007, s. 60). I denne dialogform forstærkes børnenes oplevelse af anerkendelse i den pågældende relation og der skabes tryghed, indlevelse og forståelse (Lynge, 2007, s. 59). I denne proces skiftes Per og drengene fra grøn stue til at være fortæller, mens pædagogen er lytter, gentager hvad fortælleren siger hvilket kan gøre, at den modsatte part i konflikten med mobning kan sætte sig i den andens sted, ved at skabe indlevelse og forståelse for situationen og deres handlinger. Som beskrevet ovenfor, er anerkendelsesbegrebet knyttet til relationer og samspillet mellem mennesker. Anerkendelse handler om det som sker i det enkelte menneske, i det enkelte Side 14 af 26 barn, som både skaber og påvirker barnets relationer til andre (Krogh, 2009, s. 37). Derved omhandler anerkendelsesbegrebet både det som sker i det enkelte individ samt det som sker i samspillet med andre. Relationer børn imellem Relationsbegrebet er et meget stort begreb, da relationskompetence kan opfattes som at kunne indgå i samspil med andre mennesker (Linder, 2015, s. 9). Når man snakker om relationer mellem børnene i børnehaven, kan man se dem fra to forskellige perspektiver: 1. Pædagogens perspektiv, hvor fokus ligger på at skabe samt bibeholde gode relationer både til det enkelte barn, men også relationer som barnet har til de resterende børn, hvilket kaldes professionel relationskompetence (Öhman, 2011, s. 203). 2. Børnenes perspektiv, hvor fokus for det enkelte barn, ligger på det, at skabe, bibeholde, forandre samt afslutte barnets relationer til andre børn i børnehaven (Öhman, 2011, s. 203). Derved arbejdes der meget med relationer i børnehaven, både af pædagogerne, men også børnene, da de hele tiden skal være på, de skal være opfindsomme, fantasifulde og selvstændige for at skabe relationer til de børn, som de gerne vil være sammen med og skabe et fællesskab med. Relationerne betyder derfor meget i børns hverdag, både relationer til kammerater og pædagoger i børnehaven, men også til forældre og familie i hjemmet, hvilket har stor betydning for barnets trivsel, selvtillid og udvikling (Öhman, 2011, s. 204). Gennem en dag, når det enkelte barn at opleve både succes og glæde når relationer lykkes samt frustration over, at relationer ikke lykkedes. Når børnene danner relationer til andre børn, lærer de hvordan man er sammen, samt hvordan de selv skal agere i et fællesskab og få dette fællesskab til at forblive positivt (Öhman, 2011, s. 204). Hvis fællesskabet forbliver positivt, vil der være gensidig anerkendelse mellem børnene og de vil derved føle sig set, hørt og forstået samt at de er en del af gruppen, hvilket skaber selvtillid hos barnet og øger lysten til at forblive i et positivt fællesskab (Öhman, 2011, s. 204). Modsat vil barnets selvtillid svækkes, hvis barnet ikke kan blive en del af et positivt fællesskab, skabe relationer til andre og føle sig anerkendt og værdsat af andre børn (Öhman, 2011, s. 204). Per har ikke meget lyst til at være en del af fællesskabet, da de andre børn sjældent vil lege Side 15 af 26 med ham og det oftest ender negativt for Per og han må forlade fællesskabet. Dette svækker Pers selvtillid, da han ikke er en positiv del af fællesskabet og ikke føler sig anerkendt og værdsat af de andre børn på grund af hans adfærd. Hele livet, søger børn relationer, de søger at være en del af fællesskabet for at styrke deres selvværd og udvikling (Öhman, 2011, s. 205). Børn har en relation i hjemme, til deres familie. Denne relation kender alle børn til, dog sker der en forandring, når barnet starter i børnehave, da de ikke længere er i centrum, som de er i hjemmet og skal derfor lære nye regler og normer som er i denne arena, for at kunne skabe relationer til de andre børn i børnehaven (Öhman, 2011, s. 205). I disse relationer som børnene har med hinanden, udvikler de deres egne meninger, holdninger og handlingsmønstre, hvilket de ikke kan opnå på samme måde, i relationer med voksne (Öhman, 2011, s. 205). Derfor er det vigtigt, at Per skaber relationer til andre børn og inkluderes i fællesskabet. Men dette er dog ikke ensbetydende med, at det er godt at være en del af fællesskabet for alle børn. Inklusion Inklusion betyder at have alle med og åbne op for andre (Madsen, 2005 s. 203). I børnehaven er inklusion derved, at alle børn får mulighed for at blive en del af fællesskabet (Andersen, 2014, s. 15), som tilpasses, så der er plads til alle uanset væremåde og udseende. EVA har spurgt en gruppe pædagoger fra praksis, om de har børn i deres børnegruppe, som på grund af eksklusion, ikke får mulighed for udvikling gennem inkluderende fællesskaber. Hertil svarede 50 %, at det forekom i deres institutioner (EVA, 2014, s. 9). Pædagogens opgave er derfor at skabe fællesskaber (Andersen, 2014, s. 15), som er tilpasset, så der er et fællesskab til både de vilde og de stille børn. Når man arbejder med inklusion i børnehaven, er der fra pædagogens side, fokus på dét at være en del af et fællesskab, at skabe relationer til andre børn, for at styrke det enkelte barns selvtillid, trivsel, adfærd og udvikling gennem anerkendelse, succes og venskaber (Andersen, 2014, s. 15). Oftest vil det være de stille og sårbare børn, som ikke finder vej til et fællesskab på egen hånd (Andersen, 2014, s. 15), eller som lukkes ude af fællesskabet. Her er det pædagogens opgave, at hjælpe det enkelte barn og gruppen, så fællesskabet åbnes op for barnet, ved at fremhæve det enkelte barns kompetencer frem for dets svagheder. Børneforsker Charlotte Højholt har ud fra observationer udtalt, at alle børn uanset om de er sårbare eller har sociale vanskeligheder, Side 16 af 26 søger andre børn og har fokus på, at være en del af sociale fællesskaber med jævnaldrene børn samt gøre en forskel, have en betydning i disse fællesskaber (Andersen, 2014, s. 16). Derved søger børn bevidst og ubevidst dét at blive inkluderet i fællesskabet, da de frygter, at blive ekskluderet af det sociale fællesskab, hvilket kan resultere i uhensigtsmæssig adfærd fra barnet som ekskluderes (Andersen, 2014, s. 16). Pædagogen forsøger at inkludere Per i fællesskabet, for at han kan skabe relationer til jævnaldrende børn. Dog besværliggøres dette af Pers uhensigtsmæssige adfærd og han bliver derved ekskluderet af de andre børn. Dét at Per til tider ekskluderes af fællesskabet samt at drengene fra grøn stue mobber ham, kan styrke hans uhensigtsmæssige adfærd, hvilket gør, at hans selvtillid mindskes og hans lyst til at blive inkluderet i fællesskabet begrænses, da han kun i kort tid af gangen, oplever at være i en positiv relation til de andre børn i fællesskabet. Når man taler om inklusion, er børnenes forskellighed ikke en begrænsning, men en ressource (Andersen, 2014, s. 136). Dog vil børn som Per, børn med specielle behov, være svære at inkludere i fællesskabet. Derfor vil der i disse tilfælde være tale om differentierede fællesskaber. Differentiere betyder ifølge Den Danske Ordbog at skille sig ud, at være anderledes (Den Danske Ordbog) hvilket gør differentierede fællesskaber til anderledes fællesskaber. Når særligt sårbare eller udfordrede børn skal inkluderes i fællesskabet, er det som pædagog vigtigt, at kigge på det enkelte barns kompetencer, men også barnets muligheder for at indgå i et fællesskab (Andersen, 2014, s. 136) med jævnaldrende børn. Da det styrker det enkelte barns selvtillid, trivsel, adfærd og udvikling at have en relation til andre børn, at være inkluderet i fællesskabet, er det vigtigt for alle børn, uanset om barnet er særlig sårbar eller udfordret, at være en del af et fællesskab. Selvom Per har svært ved at fungere i sociale sammenhænge, uden at reagere med en voldsom adfærd og skubbe de andre børn væk fra ham, er det vigtigt, at han får mulighed for, at være en del af fællesskabet. Det er vigtigt at fokusere på Pers kompetencer, hvad kan han, hvad er han god til, for at vise resten af børnegruppen, at Per er en god ven, som kan bidrage med sine kompetencer, i deres leg. Per har svært ved at overskue for mange børn og støj, specielt i garderoben. Derfor er det vigtigt, at Per får gode oplevelser med at være i garderoben, når børnene skal have overtøj af og på, men også at han viser sine kompetencer gennem for eksempel voksenstyrede aktiviteter. Side 17 af 26 Leg Mange børn leger mindre i dag, da børn bruger mange timer på elektroniske kilder, såsom IPads, hvilket ikke foregår i konkrete legefællesskaber, men i stedet, i virtuelle fællesskaber (Bovbjerg, 2015, s. 9). Børns leg bygger oftest på glæde og fantasi, legen er nødvendigvis ikke lig med virkeligheden, men børnenes syn og oplevelse af denne (Clausen, 2004, s. 108), blandet med deres fantasi, hvor et blad for eksempel kan være en pude. Børne leger oftest fordi de synes det er sjovt (Clausen, 2004, s. 108), men når børn leger, udvikles de motorisk (Clausen, 2004, s. 108), socialt og finder deres vej i livet, da de gennem leg erfarer nye sanseindtryk, træner deres sanser (Bovbjerg, 2015, s. 10), udvikler deres personlige kompetencer (Hart, 2015, s. 18) samt deres intellektuelle evner og følelser (Hart, 2015, s. 37), da de kan se og spejle sig i andre børn og derved erfare, hvad de personligt finder bedst. Når børn er en del af en leg, kan der opstå konflikter i gruppen, som skal løses af børnene. Dette muliggøres gennem de sociale kompetencer, som børnene har erfaret. Børn og sociale kompetencer Når børn leger med andre børn i børnehaven, styrkes deres sociale kompetencer. Sociale kompetencer handler om, hvordan børnene finder og løser konflikter, som opstår i de relationer de befinder sig i (Vedeler, 2008, s. 16) samt hvordan barnet skal handle for, at opnå den ønskede relation (Vedeler, 2008, s. 17). I alle relationer, har hvert enkelt barn sine personlige ønsker og behov til relationen, om det er til ét andet barn eller en gruppe, har barnet nogle mål og ønsker for, hvad det ønsker i det sociale samvær med andre børn, hvilke for eksempel kan være at få et venskab, at blive anerkendt eller accepteret (Vedeler, 2008, s. 17). Når det enkelte barn besidder sociale kompetencer, er barnet i stand til at tage initiativ til samt at vedligeholde den sociale relation som det befinder sig i, løse de konflikter som opstår i relationen samt at opbygge venskaber (Vedeler, 2008, s. 16). Derudover styrker det også barnets udvikling, at gøre brug af dets sociale kompetencer, ved at barnet involveres kognitivt, kommunikativt og følelsesmæssigt i relationen (Vedeler, 2008, s. 17). Selvom Pers adfærd besværliggør, at inkludere ham i fællesskabet, er det vigtigt for, at han får et mere positivt syn på sig selv, får mere selvtillid, samt udvikler sine sociale kompetencer. På denne måde kan Per få øjnene op for sin negative adfærd og derved få mulighed for at begrænse den. Side 18 af 26 Sociale kompetencer er et overordnet begreb for sociale færdigheder og sociale mestringsstrategier (Vedeler, 2008, s. 16). Sociale færdigheder er den adfærd barnet bruger i sociale situationer, som giver det ønskede positive resultat. For eksempel, at sig tak for mad, hilse pænt på hinanden samt at tage initiativ til kontakt med andre. Derved er sociale færdigheder et positivt begreb, hvilket indebærer at barnets handling, barnets færdigheder lykkes i de sociale sammenhænge som det befinder sig i (Vedeler, 2008, s. 18). Mens sociale mestringsstrategier ikke indebærer det, at være god i sociale sammenhænge, men at håndtere et problem, for eksempel hvis barnet ekskluderes af fællesskabet og en leg, ved at benytte ens personlige samt de omkringliggende ressourcer (Vedeler, 2008, s. 19). Barnet vil her gøre brug af enten følelsesmæssigt fokuseret eller problemfokuseret strategi ved, at det for eksempel begynder at græde, og derved lukkes ind i fællesskabet eller barnet finder en genstand, et stykke legetøj, som ikke kan undværes i legen og derfor lukkes ind i fællesskabet (Vedeler, 2008, s. 19). I de sidste mange år, er der dog kommet fokus på manglen på sociale kompetencer blandt børn samt den negative brug af sociale mestringsstrategier, hvilket har resulteret i samspilsvanskeligheder for børnene (Vedeler, 2008, s. 37). I disse tilfælde vil det være relevant for pædagogen at gøre brug af mestringsteorier, ved at fjerne fokus fra det egentlig problem, den egentlig konflikt, og i stedet fokusere på, hvad barnet og omgivelserne kan komme med af ressourcer, for derved at se nye muligheder for at skabe en positiv relation mellem de pågældende børn (Vedeler, 2008, s. 37). Denne metode kan pædagogen også gøre brug af, når Per mobbes af drengene fra grøn stue, ved at få en dialog omkring børnenes ressourcer og hvad de kan gøre for at få en god relation. Pædagogens rolle I forbindelse med konflikthåndtering, har man som pædagog en central rolle, når konflikten udvikler sig til, at børnene ikke kan løse den på egen hånd. Når der er tale om mobning i børnehaven, er det vigtigt, at man som pædagog påtager sig en lederrolle, på en bestemt men positiv måde, for ikke at miste børnenes respekt og tillid (Høiby, 2009, s. 29). Hvis pædagogen ikke påtager sig lederrollen i forbindelse med mobning, kan man risikere, at børnenes adfærd over for de andre børn, smitter af på deres adfærd over for pædagogen, så Side 19 af 26 de også taler grimt og har en aggressiv adfærd over for pædagogen (Høiby, 2009 s. 29). Som pædagog skal man være opmærksom på at stoppe drillerier, inden de udvikler sig til mobning, være en god rollemodel, lære børnene, at de skal hente en voksen, hvis der er børn som driller og ikke reagerer på ordet ”stop” (Høiby, 2009, s. 30). Det er vigtigt, at pædagogen får en god relation til børnene, viser at han/hun respekterer og anerkender hele børnegruppen. Dette vil smitte af på børnene, som med tiden vil lære at acceptere at de er forskellige, hvilket begrænser drillerier og mobning (Høiby, 2009, s. 39-40). Som pædagog har man en vigtig rolle for, at barnet skaber relationer til andre børn, men det er også vigtigt at man som pædagog skaber en relation til det enkelte barn. Relationsarbejdet mellem pædagog og barnet er elevant og meget betydningsfuldt i forhold til det enkelte barns udvikling og læring (Linder, 2015, s. 25), da barnet får mere selvtillid og udvikler sig, når det føler sig tryg og anerkendt i relationen. Derved er det vigtigt at pædagogen følger med på sidelinjen og støtter børnene, i for eksempel konflikthåndtering, for at børnene kan udvikle sociale kompetencer. Her kan blandt andet være tale om konflikthåndteringsmetoden mediation, hvor pædagogens rolle i processen er, at være mediator, mens det er børnene som skal finde løsninger på den pågældende konflikt. Det er dog også vigtigt, at man som pædagog møder børnene hvor de er, sætter sig i deres sted, møder dem på deres præmisser og er anerkendende. Pædagogerne skal være anerkendende, både over for børn og voksne, men børn skal også lære at være anerkendende. For at gøre dette muligt, er det vigtigt, at pædagogen er en god rollemodel, som børnene kan lære af. ICDP Ifølge nyere forskning, hænger børns trivsel, udvikling og læring sammen med den kontakt, omsorg og opmærksomhed som det enkelte barn får af sine omsorgsgivere (Nielsen, 2013, s. 7), hvilke i børnehavebarnets tilfælde er forældre og pædagoger. Pædagogens rolle har udviklet sig og er ikke længere kun at passe børnene, men også, i samarbejde med forældrene, at sørge for, at børnene lærer og udvikles (Nielsen, 2013, s. 7). ICDP står for International Child Development Programme (Linder, 2015, s. 27) og er udviklet af professorerne Karsten Hundeide og Henning Rye (Nielsen, 2013, s. 7). Formålet med ICDP- Side 20 af 26 programmet i børnehaven er, at pædagogerne bliver mere sensitive over for børnenes behov, men også at pædagogerne bliver bedre til at møde børnene på deres præmisser, frem for pædagogens (Linder, 2015, s. 27), altså at styrke forholdet mellem barn og pædagog (Nielsen, 2013, s. 7). ICDP-programmet består af 8 samspilstemaer som er til for at hjælpe pædagogen til at forstå, hvor vigtigt det gode samspil med barnet er, for at styrke dets følelsesmæssige og mentale udvikling (Nielsen, 2013, s. 7). Samspilstemaerne er fordelt på 3 dialogformer (Linder, 2015, s. 27): 1. Den emotionelle dialog Hvor pædagogen skal anerkende barnet samt udtrykke sin glæde for barnet, lade barnet tage initiativ og tilpasse sig dette. Derudover skal pædagogen invitere barnet til, at have en dialog, hvor det er barnet som taler, mens pædagogens rolle er at lytte og svare på spørgsmål. (Linder, 2015, s 27). 2. Den meningsskabende og udvidende dialog Hvor det er pædagogens opgave at fange og opretholde barnets opmærksomhed, ved at vise følelser, at man vil barnet, samt at gå i dybden med barnets oplevelse, ved at uddybe og forklare barnets eller en fælles oplevelse. (Linder, 2015, s. 27). 3. Den regulerende og grænsesættende dialog Hvor pædagogen hjælper barnet til, hvad det trin for trin skal gøre i bestemte situationer (Linder, 2015, s. 27), hvor pædagogen støtter barnet i dets handlinger, samtidig med, at der på en positiv måde, sættes grænser for, hvad barnet skal og ikke skal gøre (Nielsen, 2013, s. 19). For at man som pædagog kan få det enkelte barn til at åbne op, er det vigtigt, at pædagogen bliver en del af barnets zone for intimitet. Dette gøres ved at pædagogen går ind i de 8 samspilstemaer og derved benytter de 3 dialogformer, for at skabe trygge rammer for barnet, vise at man anerkender barnet, sætter sig ind i barnets følelser, vise omsorg og ser barnet som en person, frem for et objekt (Nielsen, 2013, s. 15). For at få Per inkluderet i aktiviteterne i hverdagen, er det vigtigt at gøre det overskueligt for ham. Dette kan pædagogen gøre, ved at gøre brug af alle 3 dialogformer, men ligge vægt på den regulerende og grænsesættende dialog. For eksempel i garderoben, hvor det bliver for Side 21 af 26 svært for Per at overskue hvad han skal tage på, samtidig med, at han finder det uoverskueligt, at der er mange børn og meget larm. Det er her vigtigt at pædagogen skaber et tillidsforhold til Per, kommer ind i hans zone for intimitet og de sammen får dialog hvor de udvikler en strategi for, hvad Per skal gøre, når han skal i garderoben. Når Per mobbes af drengene fra grøn stue, kan pædagogen ligge vægt på den meningsskabende og udvidende dialog og derved få en dialog med de 3 drenge, omkring den pågældende situation, udvide og forklare hvad der skete og derved komme frem til en løsning. Konklusion På baggrund af min opgave kan jeg konkludere, at pædagogen gennem blandt andet arbejde med konflikter og konflikthåndtering, kan arbejde med 3-6 årige børns relationer samt konflikthåndtering, for at styrke deres sociale kompetencer. Konflikthåndtering er i dette tilfælde mobning, hvor der kan arbejdes aktivt med materialerne fra Fri For Mobberi, for at give både børn og pædagoger strategier til, hvad mobning er og hvordan det stoppes/begrænses. Da en konflikt er en uoverensstemmelse, hvor følelser er indblandet, er det som pædagog vigtigt, at få en dialog med børnene omkring deres indbyrdes relation, for at løse konflikten på en positiv måde og muliggøre nye legerelationer mellem børnene i den pågældende konflikt. Gennem denne proces lærer børnene at anerkende hinanden, hvilket er vigtigt for deres selvtillid, personlige udvikling og lysten til at deltage i fællesskabet. Derudover erfarer børnene også i denne proces, hvordan de finder og løser konflikter, som opstår i relationer, de befinder sig i, samt hvordan de skal handle for at få den relation de ønsker. For at jeg som pædagog kan styrke børnenes sociale kompetencer gennem arbejdet med relationer og konflikthåndtering, er det vigtigt, at jeg selv skaber en positiv relation til børnene i institutionen og at børnene føler sig anerkendt og værdsat af mig. Ellers opstår der hurtigt et mistillidsforhold mellem børnene og mig. Når jeg som pædagog har en positiv relation med børnene, bliver jeg mere troværdig samt sandsynligheden for, at komme ind i børnenes zone for intimitet, bliver større. Ved at jeg som pædagog befinder mig i børnenes zone for intimitet, skabes der større tillid mellem børnene og mig. På denne måde, har jeg mulighed for, at få inkluderet børn med specielle behov i fællesskabet, ved at deltage i fællesskabet med det/de enkelte børn, indtil de føler sig trygge og anerkendt af de andre Side 22 af 26 børn, samt får lyst til at deltage i fællesskabet på egen hånd. Herved hjælper jeg til at styrke det enkelte barns sociale kompetencer, ved at guide barnet til, at være en del af fællesskabet, hvordan man opfører sig med andre, hvad man skal gøre hvis der sker noget, hvad man skal gøre, hvis der opstår en konflikt samt hvordan man leger med de andre børn med så få konflikter som muligt. Side 23 af 26 Litteraturliste Andersen, Dorthe og Katrine Tranum Thomsen (2014). Inklusionsvejledning i dagtilbud. Frederikshavn: Forlaget Dafolo. Bille, Marie og Anne Anthin Andersen (2013). Mobning starter allerede i børnehaven. Internet: http://www.bupl.dk/fagbladet_boern_og_unge/nyheder/mobning_starter_allerede_ i_boernehaven?opendocument (hentet 27.04.2015). Bovbjerg (2015). Frydlege – leg som social inklusion og resiliens. Frederiksberg C: Forlaget Frydenlund. Christy, Lotte (2012). Grib konflikten – om konstruktiv konflikthåndtering i skolen. Glostrup: Det Kriminal Præventive Råd. Clausen, Peter (2004). Anvendelse af nyere psykologi. Århus: Forlaget Systime. Kapitel 9, side 210-230, kapitel 5, side 108-128. Den Danske Ordbog Internet: http://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=differentiere (hentet 27.05.2015) Ebdrup, Niels (2012). Hvad er hermeneutik? Internet: http://videnskab.dk/kultur-samfund/hvad-er-hermeneutik (hentet 11.06.2015). EVA (Danmarks Evalueringsinstitut) (2014). Inklusion i dagtilbud. Internet: file:///C:/Users/Linea%20B.%20Thomsen/Downloads/Inklusion%20i%20dagtilbud%2 02014.pdf (01.06.2015). Hart, Susan (2015). Inklusion, leg og empati – neuroaffektiv udvikling i børnegrupper. Hans Reitzels Forlag. Honneth, Axel (2003). Behovet for anerkendelse. København K: Hans Reitzels Forlag. Højby, Helle og Anja Trolle (2009). Drop drilleri – Forebyggelse af mobning i vuggestue og børnehave. Frederikshavn: Forlaget Dafolo. Krogh, Suzanne og Søren Smidt (2009). Anerkendelse og iagttagelse i børnehøjde. Psykologisk Forlag A/S. Side 24 af 26 Linder, Anne (red.) (2015). Livsduelighedens pædagogik. Frederikshavn: Forlaget Dafolo. Lynge, Bente (2007). Anerkendende pædagogik. Bente Lynge og Psykologisk Forlag A/S. Madsen, Bent (2005). Socialpædagogik – integration og inklusion i det moderne samfund. København K: Hans Reitzels Forlag. Maryfonden. Fri for mobberi Internet: http://www.maryfonden.dk/da/fri-for-mobberi (hentet 18.05.2015). Monberg, Tina (2006). Konflikthåndtering. København K: Børsens Forlag. Nielsen, Margit Margrethe (red.) (2013). Relations- og ressourceorienteret pædagogik – ICDP. Frederikshavn: Forlaget Dafolo. Nielsen, Thomas (2009). Mobbeofre har stor selvmordsrisiko. Internet: http://videnskab.dk/kultur-samfund/mobbeofre-har-stor-selvmordsrisiko (hentet 19.05.2015). Rasmussen, Dorthe, Signe-Marie Paludan Bøgeskov og Christina Stær Mygind, Red barnet (2012). Fri for mobberi – faghæfte om teori og praksis. 3. udgave. Mary Fonden og Red barnet. Red barnet og Mary fonden. Fri for mobberi Internet: http://www.friformobberi.dk/fl/tilfagfolk/omfriformobberi (hentet 15.05.2015). Retsinformation. Dagtilbudsloven Internet: https://www.retsinformation.dk/forms/R0710.aspx?id=168340 (hentet 22.05.2015). Vedeler, Liv (2008). Social mestring i børnegrupper. København K: Akademisk Forlag. Videbech, Poul (2011). Mobning. Internet:https://www.sundhed.dk/borger/sygdomme-a-aa/psyke-hosboern/sygdomme/oevrige-sygdomme/mobning/ (hentet 19.05.2015). Wick, Peter (2011). Sådan håndterer du konflikter – situationel konflikthåndtering i pædagogisk arbejde. København: Akademisk Forlag. Side 25 af 26 Öhman, Margareta (2011). Må jeg være med? – Relationsarbejde i daginstitutionen. København K: Hans Reitzels Forlag. Side 26 af 26
© Copyright 2024