FORUDGÅENDE OFFENTLIGHED OM BOLIGPROJEKT PÅ VESTERGADE/BEKKASINVEJ I GRINDSTED Ændring af plangrundlag for området Vestergade 80–86/Bekkasinvej 21 i Grindsted Indledning Økonomiudvalget i Billund Kommune har besluttet at undersøge mulighederne for at ændre plangrundlaget for et område ved Vestergade/Bekkasinvej, som vist på kortbilaget. Beslutningen er truffet på baggrund af en ansøgning fra ejeren af ejendommen, som ønsker at nedrive den eksisterende bebyggelse på Vestergade 80-86/Bekkasinvej 21 og opføre et nyt etagebyggeri for boliger. Ejendommen har rummet det tidligere møbelhus Danbo. Projektet forventes at rumme 100 - 120 boliger, som tænkes opført som etagebyggeri i varierende højder – op til 4 etager. Byggeriet vil blive disponeret således, at de højeste bygninger placeres i den vestlige ende mod Fælledvej og de laveste bygninger mod øst. Bebyggelsesprocenten for projektet ønskes fastsat til maks. 80. Vejbetjeningen til området forventes at skulle ske fra Bekkasinvej. Kommuneplan 2013 - 2025 Området ligger i kommuneplanens rammeområde 1.C.2. For området gælder følgende bestemmelser: • I området kan placeres boliger og håndværkervirksomheder • Bebyggelsesprocenten for den enkelte ejendom må ikke overstige 40 • Bebyggelse må ikke opføres med en større højde end 8,5 m. • Bebyggelse må ikke opføres med mere end 2 etager Kommuneplantillæg Det påtænkte boligprojekt kan ikke rummes i kommuneplanens bestemmelser. Der vil derfor skulle udarbejdes et kommuneplantillæg, som muliggør byggeriet. Tillægget skal indeholde nye rammebestemmelser, der tillader bebyggelse i op til 4 etager og en bebyggelsesprocent på op til 80. Indkaldelse af ideer og forslag Inden Byrådet fremlægger et forslag til kommuneplantillæg til offentlig debat, skal der i henhold til planloven gennemføres en såkaldt Forudgående Offentlighed om spørgsmålet. Efterfølgende skal der tilvejebringes en lokalplan for området, med nærmere bestemmelser for bebyggelse, veje, parkering osv. Formålet med Den Forudgående Offentlighed er at indkalde bemærkninger og ideer til forslaget om ny bebyggelse og for at få viden om der er særlige forhold eller hensyn, der skal indgå i det videre planlægningsarbejde. Ideer, forslag og bemærkninger skal sendes Billund Kommune, Jorden Rundt 1, 7200 Grindsted eller [email protected], sådan at de er kommunen i hænde senest den 21. juli 2015. Herefter vil Byrådet tage stilling til, om der skal laves et konkret forslag til kommuneplantillæg og et forslag til lokalplan for området. Hvis det besluttes at der skal laves disse forslag, vil de, hver for sig eller samlet, blive fremlagt i en offentlighedsperiode af 8 ugers varighed, hvor der igen kan fremsættes bemærkninger til forslagene. Når dette er sket, kan byrådet vedtage planerne endeligt. Hvis man har spørgsmål til denne Forudgående offentlighed, er man velkommen til at kontakte Hans Pagaard i Byg og Plan hos Billund Kommune. Telefon: 7972 7065. Mail: [email protected]
© Copyright 2024