1 Carsten Kastrup Lilleåvej 35 7500 Holstebro Kystdirektoratet J.nr

Carsten Kastrup
Lilleåvej 35
7500 Holstebro
Kystdirektoratet
J.nr. 14/00460-29
Ref. Marianne Jakobsen
25-02-2015
Afslag på etableret kystbeskyttelse og påbud om fjernelse af
kystbeskyttelse ud for Rævehulevej 34, Skagen, Frederikshavn
Kommune
Kystdirektoratet meddeler hermed afslag på tilladelse til forstærkning af
stenkastning og sandfodring i forhold til tilstanden i 2009.
Afgørelsen og påbuddet vedrører især matr.nr. 304 b Skagen Markjorder Skagen
beliggende Rævehulevej 34, Skagen men også en del af matr. nre. 301ø og 14es
Skagen Markjorder, som nævnt i anmodning om bemærkninger.
Der meddeles samtidig påbud om, at enhver forstærkning af stenkastning og
sandfodring, som er etableret siden 2009, fjernes igen. Det er også gældende for
det sand, der er deponeret jf. afgørelsen fra Naturstyrelsen dateret den 23-022015.
Sandet skal fjernes senest mandag den 09-03-2015. Denne frist svarer til
fristen fra Naturstyrelsen.
Stenene skal fjernes senest mandag den 30-03-2015. Denne frist er lidt
længere, da det muligvis kræver tungere materiel.
Lovgrundlag
Etablering af kystbeskyttelse og terrænændringer på kysten kræver tilladelse fra
Kystdirektoratet, jf. § 16, stk. 1, nr. 1 og 2 i kystbeskyttelsesloven (LBK. 267 af 11.
marts 2009).
Kystdirektoratet kan meddele påbud om fjernelse af kystbeskyttelse og
terrænændringer etableret uden tilladelse, jf. § 19 a, nr. 1 og 2 i
kystbeskyttelsesloven.
Begrundelse for afslaget
Når Kystdirektoratet træffer afgørelse i sager om kystbeskyttelse skal vi varetage
en række hensyn jf. kystbeskyttelseslovens § 1, hvori der står:
”§ 1. Formålet med kystbeskyttelse er at beskytte mennesker mod
oversvømmelser samt ejendom mod oversvømmelser og nedbrydning fra havet,
fjorde eller andre dele af søterritoriet. Dette formål varetages ved en afvejning af
følgende hensyn:
1) Behovet for kystbeskyttelse,
2) økonomiske hensyn,
3) kystbeskyttelsesforanstaltningens tekniske og miljømæssige kvalitet,
Kystdirektoratet • Højbovej 1 • 7620 Lemvig
Tlf. 99 63 63 63 • CVR 36876115 • EAN (drift)5798000893313 • EAN (anlæg)5798009812599 • [email protected] • www.kyst.dk
1
4) kystlandskabets bevarelse og genopretning,
5) naturens frie udfoldelse,
6) rekreativ udnyttelse af kysten,
7) sikring af den eksisterende adgang til kysten og
8) andre forhold af væsentlig betydning for kystbeskyttelse. ”
I afgørelsen har Kystdirektoratet lagt afgørende vægt på den tekniske og
miljømæssige kvalitet, kystlandskabets bevarelse, naturens frie udfoldelse og den
rekreative udnyttelse af kysten.
Kystdirektoratet udarbejdede i 2011 en national kystbeskyttelsesstrategi. Denne
har som formål at implementere kystbeskyttelseslovens formålsbestemmelse i
Kystdirektoratets sagsbehandling. Én af strategiens målsætninger er bl.a., at for at
kystbeskyttelse i fremtiden kan fungere bedst muligt i krydsfeltet mellem
menneskeskabte og natur- og landskabsmæssige værdier, skal den udføres
optimeret, langsigtet og ud fra en helhedsbetragtning om ikke mere end
nødvendigt.
I det konkrete tilfælde er der gennem mange år opbygget en stenkastning
suppleret med sandfodring, hvor der ikke er givet tilladelse til nogen af delene.
Kystdirektoratet har tidligere meddelt afslag til det etablerede anlæg og meddelt
påbud om fjernelse, med efterfølgende politianmeldelse. Politianmeldelsen blev
imidlertid frafaldet den 11-07-2008, da det blev oplyst, at Rævehulevej 34 skulle
indgå i en samlet løsning for Gl. Skagen. En løsning for den allerede etablerede
kystbeskyttelse skulle indgå i det samlede projekt.
På grundlag heraf kan man anlægge den betragtning, at den kystbeskyttelse, der er
etableret før 2009 er forblevet på stedet i god tro.
Det samme kan imidlertid ikke siges om al senere etablering, forstærkning og eller
ændring.
I 2008 gav Kystdirektoratet en engangstilladelse til at sandfodre med fygesand,
som var fjernet fra adgangsvejen ud for Rævehulevej 34. Tilladelsen udløb den 0409-2019.
Kystdirektoratet er ikke sindet at give en ny tilsvarende tilladelse. En sådan fordrer
en dispensation fra klitfredningen, og det har ikke været muligt at opnå en sådan
dispensation for enkeltejendomme andre steder på Vestkysten - uanset hvor truet
beboelsen har været.
Der er ikke senere søgt om eller givet nogen tilladelse til kystbeskyttelse af
Rævehulevej 34 endsige terrænændring.
Frederikshavn Kommune skriver 06-03-2014 bl.a. følgende
”Samtidig forsøgte kommunen i samarbejde med ejeren af Rævehulevej 34 at
finde en alternativ løsning for denne ejendom ved at undersøge muligheden for
at rykke huset på ejendommen så langt tilbage på grunden som muligt. Det
projekt, der blev udarbejdet som følge heraf, fik dog i efteråret 2013 afslag fra
NaturErhvervsstyrelsen i forhold til Klitfredningslinjen.
Sagen blev derefter forelagt politisk til afklaring af projektets videre behandling.
Teknisk Udvalg har med baggrund heri på sit møde den 13. januar 2014 besluttet
Kystdirektoratet • Højbovej 1 • 7620 Lemvig
Tlf. 99 63 63 63 • CVR 36876115 • EAN (drift)5798000893313 • EAN (anlæg)5798009812599 • [email protected] • www.kyst.dk
2
at arbejde videre med kystsikring ved Gl. Skagen uden inddragelse af
kystbeskyttelse om ejendommen Rævehulevej 34 (Fellen). Samtidig blev besluttet
at kommunen vil være positiv over for at fremme et særskilt kystsikringsprojekt
omkring ejendommen Fellen (Rævehulevej 34) under forudsætning af, at huset
flyttes længst muligt væk fra vandkanten og at projektet sikrer passage langs
stranden også ved højvande”.
Formålet med kystbeskyttelse er at beskytte menneskeliv og væsentlige værdier
som bebyggelse og infrastruktur. Ifølge bemærkningerne til kystbeskyttelsesloven
vil erosionsbeskyttelse som udgangspunkt kun kunne tillades, hvis der kan siges at
være behov, hvilket betyder at der inden for en kortere periode på 20-25 år vil
være risiko for beskadigelse eller ødelæggelse af ejendom, herunder beboelse og
infrastruktur. Dette er også Kystdirektoratets praksis.
Kystdirektoratet finder i den pågældende sag, at der er behov for kystbeskyttelse
på strækningen, da bebyggelsen ligger meget tæt på vandet.
Kystdirektoratet finder imidlertid også, at den etablerede løsning ikke er en
teknisk acceptabel løsning, da enhver form for passiv hård kystbeskyttelse (høfder,
bølgebrydere og skråningsbeskyttelse) har en indvirkning på sedimenttransporten
på kysten, såfremt anlægget er virksomt. Årsagen er, at anlæggene reducerer
sedimenttilførsel til kysten nedstrøms, hvilket medfører læsideerosion.
Kystdirektoratet skal yderligere afveje hensyn som kystlandskabets bevarelse, den
rekreative udnyttelse samt naturens frie udfoldelse. Kystdirektoratet vurderer, at
ethvert hårdt kystbeskyttelsesanlæg påvirker kystens naturlige udvikling ved at
skabe øget erosion foran samt nedstrøms anlægget. Endvidere påvirker
stenkastningen visuelt oplevelsen af kystlandskabet, og den rekreative udnyttelse
af kysten.
På den aktuelle kyst sker der en betydende erosion, hvilket grundejer har søgt at
modvirke ved at opbygge en markant stenkastning uden tilladelse, en stenkastning
som dog ikke er teknisk optimeret og kan have medvirket til en øget erosion på
strækningen.
Skønt sandfodring kan leve op til kystbeskyttelsesstrategiens hovedformål, er det
Kystdirektoratets opfattelse, at beboelsen ligger så fremskudt på stranden, at det
ikke er mulig at bevare den på sigt.
Strategien omtaler, at det kan være for sent at kystbeskytte. Der skal ikke
Kystbeskyttes for enhver pris – det kan være et så voldsomt indgreb i naturen, at
det kommer ud af proportion med det omgivne landskab.
Kystdirektoratet finder, at den løsning, der er etableret, hverken lever op til
kystbeskyttelsesstrategiens formål eller vision og at forsøg på at bevare boligen er
ude af proportion med det omgivne landskab.
Kystdirektoratet gør endelig opmærksom på, at kystbeskyttelsen ligger inden for
klitfredningslinjen og dermed kræver en dispensation fra Naturstyrelsen. En
tilladelse til kystbeskyttelse er betinget af, at der kan opnås denne dispensation.
Kystdirektoratet • Højbovej 1 • 7620 Lemvig
Tlf. 99 63 63 63 • CVR 36876115 • EAN (drift)5798000893313 • EAN (anlæg)5798009812599 • [email protected] • www.kyst.dk
3
Generelt om renovering, vedligeholdelse og genopfyldning
Det er Kystdirektoratets praksis, at renovering og genopbygning af eksisterende
tilladte kystbeskyttelsesanlæg kræver en fornyet tilladelse efter
kystbeskyttelsesloven. Med renovering menes, at et anlæg ændres med hensyn til
materialevalg, beliggenhed eller dimension.
Vedligeholdelse af et eksisterende anlæg må ske uden forudgående tilladelse dog
under visse betingelser:




Alle materialer svarer til de, der er anvendt i det eksisterende og tilladte
anlæg.
Anlæggets opbygning og dimensioner må ikke ændres i forhold til
tilladelsens vilkår.
Anlæg etableret før 1988, må vedligeholdes i det omfang, de har haft i
1988, men bliver de fjernet helt eller delvist og derefter genopført, kræver
det altid en forudgående tilladelse.
Anlæg med tilladelse givet efter 1988 må vedligeholdes i den udstrækning,
det er dækket af tilladelsen
Ved en genopfyldning er der som udgangspunkt tale om en terrænændring. Uden
forudgående tilladelse må der ikke foretages genopfyldning af en skrænt, hvor
havet engang har eroderet. Skrænten må dog afrettes, så anlægget kan etableres
stabilt.
Sagsgennemgang
Kystdirektoratet anmodede den 02-02-2015 om bemærkninger til anmeldelsen om
forstærkning af anlægget.
Kystdirektoratet modtog den 20-02-2015 bl.a. følgende bemærkninger, fra dig til
anmodningen:
” Jeg er ikke enig i dine konklusioner, om hvad der er sket på grunden; men min
advokat er hjemme fra ferie på mandag, og så tager jeg en snak med ham, om
hvordan vi skal forholde os til en anmeldelse, som vi end ikke har set. Det er jo en
kendt sag, at Paul Kjær med alle midler ønsker at skade min sag, så det er vel
ikke helt fair sådan bare, at tage hans ord for gode varer. - Vil du venligst
fremsende anmeldelsen med eventuelle bilag, og så kontakter vi dig på mandag”.
Du fik tilsendt aktindsigten mandag den 23-02-2015.
Kystdirektoratet har ikke hørt fra dig herefter.
Naturstyrelsen har den 23-02-2015 truffet afgørelse vedrørende samme adresse.
Klagevejledning
Kystdirektoratets afgørelse om at give afslag på ansøgningen om kystbeskyttelse
kan påklages til miljøministeren.
For afgørelsen gælder følgende:
 Kystdirektoratets afgørelse kan alene påklages for så vidt angår retlige
forhold.
 Klagefristen er 4 uger fra den dag, afgørelsen er meddelt.
Kystdirektoratet • Højbovej 1 • 7620 Lemvig
Tlf. 99 63 63 63 • CVR 36876115 • EAN (drift)5798000893313 • EAN (anlæg)5798009812599 • [email protected] • www.kyst.dk
4

Klage indgives til Kystdirektoratet, som videresender klagen til
miljøministeren sammen med sagens akter.
Med venlig hilsen
Marianne Jakobsen
+45 40 44 15 33
[email protected]
Kopi til: Naturstyrelsen, Frederikshavn Kommune, Danmarks
Naturfredningsforening, Friluftsrådet, Ejendomsforeningen Danmark,
Fritidshusejernes Landsforening, Dansk Ornitologisk Forening og
Geodatastyrelsen og naboer.
Kystdirektoratet • Højbovej 1 • 7620 Lemvig
Tlf. 99 63 63 63 • CVR 36876115 • EAN (drift)5798000893313 • EAN (anlæg)5798009812599 • [email protected] • www.kyst.dk
5