En diagnoses betydning for
hverdagslivet – oplevet af personer
med borderline
personlighedsforstyrrelse
Brugerinddragelse i Psykiatrien
DSR temadag den 20. januar 2015
Hvorfor inddrage brugere af psykiatrien?
”.. effektiv kommunikation mellem patienten og
sundhedspersonalet forudsætter, at
sundhedspersonalet har sat sig ind i og accepterer
patientens tanker, følelser, værdier og holdninger”
(Amtsrådsforeningen 2003)
Det er kun muligt for sundhedspersonale at hjælpe
personer med psykiatrisk sygdom med at komme sig,
såfremt sundhedspersonalet forstår de udfordringer,
som disse personer står overfor.
(Repper and Perkins 2009)
borderline personlighedsforstyrrelse
• De oplever måden, hvorpå diagnosen bliver givet
som ufølsom, og den information som
sundhedsprofessionelle giver om diagnosen som
utilstrækkelig
• Et tilstrækkeligt vidensgrundlag om diagnosen
udgør en væsentlig del af processen med at
komme sig
(Morris et al. 2014)
• De oplever deres diagnose borderline
personlighedsforstyrrelse som en nedsættende
etikette, der påvirker sundhedspersonalets
holdninger til dem
• De oplever, at sundhedspersonalet ser på dem som
mindreværdige mennesker
(Fallon 2003, Nehls 1999, Horn, Johnstone & Brooke 2007, Perseius et
al. 2005, Rogers, Dunne 2011)
METODE
Det fænomenologiske perspektiv
Fænomenologi som et modstykke til
naturvidenskabens objektivisme
… i kraft af mit fænomenologiske perspektiv så var
det vigtigt, at jeg ikke lod min forforståelse (det jeg
forstod i forvejen) mislede min forståelse af, hvordan
diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse
sætter sig igennem i hverdagslivet for mine
informanter. Så jeg anstrengte mig ihærdigt på, at
møde deres beskrivelser fordomsfrit og intuitivt, og
ikke forstå for ureflekteret
En interviewundersøgelse
Hvorfor denne modstand mod at inddrage
mig som forsker og dermed brugernes
perspektiver?
DE 3 INFORMANTER
En 34-årig kvinde, som har haft diagnosen i 13 år,
omfattende indlæggelseshistorie på psykiatrisk
hospital, kontakt til såvel lokal- som
socialpsykiatrien, bor med sin samlever
En 24-årig kvinde, som har haft diagnosen i ½ år,
ingen indlæggelser, kontakt til lokalpsykiatrien, bor
alene med sin søn
En 36-årig kvinde, som har haft diagnosen i 8 år, få
indlæggelser på psykiatrisk hospital, tilknyttet
ambulant behandlingsenhed, gift og har 2 børn
FUND
At opleve sig selv som forskellig fra, men også
lig andre mennesker
At opleve diagnosen som et filter
”Alt hvad jeg sagde, alt hvad hun hørte, det blev til,
jamen det er jo borderlineadfærd… okay jeg er
her altså ikke som menneske mere, jeg er en
diagnose”.
”Det er faktisk sådan, at når man ringer, og
de ser CPR-nummeret og på en eller anden
måde diagnosen, så er det ligesådan, af en
eller anden årsag så er det ikke så vigtigt”.
”… når jeg rakte hånden op, så ville hun ofte
slet ikke tage mig, så tog jeg hånden ned igen,
fordi jeg gad ikke sidde der og flagre, altså jeg
ville ikke ydmyge mig selv, og når jeg så blev
spurgt, så blev jeg cuttet af, altså hun cuttede
mig simpelthen af med, at nej det passer ikke
eller det kan du ikke sige”
”… det betyder jo bare, at hun vitterlig ikke aner en
skid om det, når hun med det samme tror, at jeg ikke
er i stand til at tage mig af min søn bare fordi jeg har
fået diagnosen, fordi hvis jeg kunne tage mig af ham 5
min før jeg fik diagnosen, så kan jeg vel også bagefter
altså, så det gjorde mig sur, at hun med det samme fik
den indstilling til det”.
”Der er nok mange, der ringer i løbet af sådan
en aften, og hvor mange er der egentlig af de
psykisk syge, der har det skidt, så på den måde
kan man jo godt følge dem”
Overvejelser om at fortælle eller fortie om
diagnosen
”… der har været nogle situationer, hvor jeg sådan har
holdt igen, indtil de egentlig har fået et indtryk af mig,
og så kunne jeg så sige, jamen jeg har en masse at slås
med”.
”Jeg tror, at hvis jeg havde forsøgt på at opretholde
den facade og så bagefter havde kommet og smidt
bomben og sagt, men jeg er i øvrigt borderline, har i
øvrigt borderline, så tror jeg folk ville have, wow, fordi
det så ikke var den person, de havde lært at kende”.
At opleve diagnosen som både meningsfuld og
betydningsløs
”… så kan jeg bedre forstå at hele mit liv har føltes
som op ad bakke, og det vil jeg sige, det har sådan
været hovedingrediensen til at starte med, at det gav en
befrielse til, at der kan være en forståelse her egentlig”.
”Men når man så lige pludselig bliver placeret i den
her kasse, så er det faktisk ikke særlig rart længere”.
At opleve familien med et medansvar for
diagnosen
”… hun er meget hurtig til at skyde skylden fra sig,
jamen jeg fejler jo ikke noget og sådan nogle ting.
Hun kan ikke selv se det, og hun har meget svært
ved at tage det ansvar på sig, at det rent faktisk
kommer fra hende, fordi jeg siger ikke, at det er
hendes skyld, men det kommer fra hende, og det gør
det”
At opleve sygdommen som begrænsende for
deres livsudfoldelse
”… nogle gange har jeg brug for lige at passe på
mig selv og trække mig og så få noget ro, i forhold
til måske at være social hele tiden”
”… det føltes som om, at man fejlede på den
måde”
Vil specialets fund gælde for alle personer
med diagnosen?
Sygepleje-assessment som et værktøj
til brugerinddragelse
• Hvad er personens problem?
• I hvilken grad generer det personen?
• I hvilken grad og på hvilken måde griber det ind i
personens hverdagsliv?
• I hvilken form kan personen udøve en form for
kontrol over problemet?
”Assessment kan identificere de kendetegn som
forskellige mennesker har til fælles, men assessment
kan også hjælpe til at skelne den ene person fra den
anden, altså hjælpe med at klarlægge, hvad der gør
denne persons erfaring unik”.
Find yderligere inspiration her:
Barker, P. 2004, Assessment in Psychiatric and
Mental Health Nursing, Nelson Thornes Ltd, UK
Barker, P. & Buchanan-Barker, P. 2009, ”Assessment
i psykiatrisk sygepleje”, in Psykiatrisk sygepleje, ed.
N. Buus, 1st edn, Dansk Sygeplejeråd; Nyt Nordisk
Forlag Arnold Busck, København K
Hvordan kan I anvende sygepleje-assessment i
jeres kliniske hverdag?