Nytårsdag 2016
Et nyt år er begyndt i dag. Det ved vi godt, det er jo derfor vi er her i kirken nu, selv om nytårsdag
egentlig og ret beset ikke er nogen helligdag. Det er dog en højtid og vi er kommet for at takke Gud
for det år som gik og lægge det nye år, med hvad det måtte bringe i Hans gode hånd. Alting er
lukket i dag, alle forretninger, alle kontorer, for der skal være tid til at komme sig over fejringen i
går, og en del mennesker i det ganske danske land vågner da sikkert også op ud på dagen med ondt i
håret, som man siger. Der er nok brug for en dag til rekreation. Og det er interessant, at nytårsdag er
alting lukket, men man kan godt holde forretninger åbne juledag. De verdslige helligdage fejres
efterhånden mere end de rent faktisk hellige helligdage.
Danmark er et land, hvor kristendommen er på retur. Det er lidt lige som med klimaproblemerne, vi
kan se, at det er ved at ske, men hvad i al verden skal vi gøre ved det? Regeringen skrev ind i
regeringsgrundlaget, at Danmark er et kristent land, så var det i hvert fald på plads, sådan rent
politisk. Det var det nu i forvejen, for det står i Grundloven, at den evangelisk lutherske kirke er den
danske folkekirke og at staten skal understøtte den som folkets kirke, og så er det sådan det er, indtil
noget andet vedtages af et flertal i befolkningen. Men at det står på et stykke papir hjælper ikke i
menneskers indre. For der sker noget i disse tider, som vil gøre det svært at kalde Danmark et
kristent land for al fremtid.
Det har ikke noget med faldende dåbsprocenter eller konfirmationsforberedelsens placering at gøre.
Det er symptomer på dårligdommen, men ikke dens årsag. Det har med vores syn på andre
mennesker at gøre. Der er sket noget ubehageligt med os på det område. Og det er sket meget
hurtigt. Vi har selv gjort vort bedste til at det skulle blive sådan, så det er ikke noget, vi kan skylde
andre lande eller kulturer for. Rent sprogligt har vi nemlig malet os selv op i et hjørne hvad angår
udsatte mennesker, fattige landsdele og byer samt alle vi før betragtede som autoriteter. Foragten
for de magtesløse har vokset sig stor og grim. Og vi hopper med på bølgen hver eneste gang, der
kommer en ny rullende og skyller hen over landet. Tænk over det. Vi har kæmpet mod betegnelsen
udkants-Danmark her på Lolland Falster, men alle andre indbyggere i landet ved, at det er udkanten,
det er så meget udkant, at ingen gider betale for en ny bro herned til. Og hvad så, om
togforbindelsen til os ryger? Er der mon nogen, som vil bemærke det? – synes tanken at være. Det
er kun hvis forbindelsen til Tyskland nogensinde bliver til noget, at det kunne være godt med nye
og forbedrede jernbanespor.
For vi hører til de socialt belastede områder af landet. Socialt belastede er sådan nogle skrækkelige
ord. Hvis vi skal tage de ord alvorligt, så er det områder, som kunne have været udmærkede steder
at bo, hvis de ikke var fyldt med fattige mennesker, som ødelægger det pæne billede og som hele
tiden skal have noget af os andre - betalt af vore surt optjente penge. Og det gider man ikke mere.
Enhver må klare sig selv. Vi går og fortæller hinanden, at så længe man har arme og ben i behold,
kan man godt arbejde, og så beror det på ren dovenskab, hvis man ikke gør det. Man må tage sig
sammen, komme over det, hvad det nu end er som har sat en stopper for arbejdslivet og måske sat
én helt ud af spillet samfundsmæssigt. De slidte, de stressramte, de syge – de dårligt begavede for
den sags skyld. Der bliver ikke taget med fløjlshandsker på nogen mere. Og jeg vil slet ikke
begynde at tale om, hvordan vi behandler nydanskere og flygtninge, for det er så uskønt, at vi lader
det ligge i dag. Kort sagt, er vi ved at miste respekten for hinanden som mennesker. Det har været
en lang tur ned ad en moralsk glidebane, men nu er vi ved at kunne se resultatet af manglende
kristen indlæring siden 60´erne. Og jeg taler slet ikke om et udsvævende liv med druk og hor, selv
om det sagtens kunne fylde en hel del prædikener. Jeg taler om det, simpelthen ikke at respektere og
anerkende andre mennesker, fordi de netop er mennesker. Skabt af Gud som os selv.
I første Petersbrev kan vi læse, at kærligheden skjuler mange synder, men snart vil der ikke være
noget at gemme sig bag længere. Vi opfører os nemlig som om kærlighed var noget, man kan
trække i en automat. Så vi selv kan bestemme, hvem vi vil elske eller hade. Det har ikke meget med
kærlighed at gøre, hvis man kan slå det til og fra som lyset i dagligstuen. Hvis 2016 skal blive et
bedre år for Danmark og danskerne, både de nye og de gamle af slagsen, så må vi gøre op med disse
onder i vort samfund og insistere på, at vi er kristne mennesker, som skal leve i overensstemmelse
med Jesu bud til os. Ellers vil vi fortsætte med at leve som en flok hyklere, som sidder og skriger op
om at vi er kristne, alt imens vi gør vort bedste for at udrydde alt, der kunne minde om varme og
omsorg i vort samfund. Vi kan ikke stiltiende se til, mens det sker. Vi må protestere, vi må bruge os
selv i kampen mod den ondskab, som lurer i det åndelige mørke, der efterhånden omgiver os. Vi
kan ikke afskaffe det hellige uden at smide barnet ud med badevandet. Vi er stærkt på vej til at
afskaffe vor egen kristenhed. Den, som vi er så bange for at nogle andre udefra kommer og tager fra
os, men jeg siger jer, de kan ikke tage noget fra os, som slet ikke findes.
Derfor, når I i dag beder jeres Fadervor, så gør det med særlig tanke på at Guds navn skal blive
helligt i blandt os. Vi har brug for, som folk, at indse, at vi ikke kan tage selv af det, som er det
vigtigste i livet, kærlighed, venskab, respekt, det gives os af Gud gennem andre mennesker. Det er
noget, vi skal værne om. Lige som vi skal værne om alle menneskers rettigheder i de konventioner,
vi som land har skrevet under på. Det er en beskyttelse af de små og svage, det er et løfte om, at vi
skal tage os af dem, som intet har. Hvis vi tænker, at de konventioner står os i vejen, så må vi
spørge os selv, hvad de står i vejen for? Frådende egoisme? Udnyttelse af dem, som ikke er så
hurtige til at regne den ud? Mishandling og fængsel uden dom til folk, vi ikke gider tage os af? Skal
det forestille at være kristendom at tænke sådan? – for så er det ikke en udgave af kristendommen,
jeg bekender mig til.
Jesus bød os at elske Gud og elske hinanden. I den rækkefølge. Det tager ikke noget fra Guds
hellighed og almagt, at vi ikke anerkender den. Gud er Gud om alle mand var døde. Men det tager i
høj grad noget fra os, hvis vi ikke længere kan elske og ære Gud og se livet som givet af Ham. Det
tapper langsomt og næsten umærkeligt kærligheden ud af vort samfund. I sprog, i handling, i vores
moral. Vi har brug for at vende om og vende tilbage til Gud. Hvordan skal vi gøre det? Det bliver
en meget stor opgave, men hvis vi skal lave et fælles nytårsfortsæt som kristen menighed, så burde
det være at kæmpe for kristne værdier, for kristen moral og kærlighedens tilbagevenden til os som
samfund. For vi kan ikke leve meningsfuldt med hinanden uden kærlighed til hinanden. For med
kærligheden følger respekt, tillid og medfølelse. Iklæd jer Guds fulde rustning for det bliver en hård
kamp, og den bliver op ad bakke, men vi kan vinde. Vi står på lysets side, og når Gud er med os,
hvem kan så være imod os? Amen.