Kaptajn Johnsens Skole Nyhedsbrev Februar 2016 Kære forældre Uddannelsesparathed og -valg 8. klasserne har sammen med deres klasselærere været på besøg på STX, HTX og TEC, hvor de over nogle dage fulgte undervisning på gymnasialt niveau. Det er en god måde at spore eleverne ind på, hvad der venter efter KJS’tiden og det er vores indtryk, at de blandt andet efter disse dage, føler sig mere parate til at træffe valg for deres videre uddannelsesretning. Senere på året følger vi op med to forløb for hhv. 8.kl. (14. og 15.4) og 9.kl. (18., 19. og 20.4), hvor de får undervisning i at gå til eksamen af instruktører fra Bang Akademi. Undervisningen foregår på skolen. Lærerne, uddannelsesvejlederen og ledelsen har holdt møde om 9. klasserne, hvor hver enkelt elev blev vurderet ift. uddannelsesparathed. Læs særskilt info fra UU-vejleder Michael Hansen på hjemmesiden. Der har ligeledes været enkelte dage, hvor elever efter aftale med skolen har haft fri for at deltage i en enkelt eller et par ”besøgsdage” på gymnasier efter eget valg. Konsultationer Når der indbydes til konsultation i Riddersalen for 3.-9. klasserne opfordrer vi som skole til at forældre sammen med deres barn deltager. Det gør vi fordi vi både tror på og har god erfaring med, at man som barn og lærer og forældre sammen byder ind i samtalen om hvordan det går i det pågældende fag. Begrundelsen for, at det er fra 3. klasse – og ikke de mindre børn fra 0.-2. klasse – er, at vi vurderer, at det hænger godt sammen med, at eleverne får karakterbøger fra 3. klasse. Vinterferie Skolen holder lukket i uge 7 – men Piraten har åbent alle dage for 0.-3. klasse i intervallet 7:30-17, dog lukkes fredag kl. 16:30. Julita Johnsen (SFO-leder) vil sætte pris på, at I forinden meddeler, hvilke dage jeres barn kommer i Piraten af hensyn til planlægningen. Tak! Fri uden for ferie Hvis man af velovervejede private årsager beder sit barn fri uden for ferietid, skal man orientere klasselæreren og benytte formularen, der findes på hjemmesiden. Derfor vil I opleve, at vi på kontoret stiller spørgsmålet til jeres barn – eller til jer selv, hvis I kommer forbi – om I nu har fortalt det til klasselæreren… Det er for at understrege vigtigheden af, at klasselæreren altid også får besked. Klubben Huset – og sommerferien Der kan synes længe, længe til, men klubben på Skt. Knuds Vej holder sommerferie-lukket i uge 28, 29 & 30 og beder jer om at melde ind, hvis I har pasningsbehov i de uger. Der tilbydes et fælles klub-tilbud på Klub Cassiopeia, Lindevangsskolen, men der skal tilmeldes senest tirsdag den 16. februar. Kontakt Huset for nærmere info. Nye i klub Alle forældre med barn i 3. klasse har fået brev fra skolen om, hvad der skal gøres ift at få klubplads fra 1. maj, hvor deres tid i Piraten stopper. Influenza-tid I denne tid er der desværre mange, der er sygdomsramte. Dagligt må vi ringe børn hjem med ondt i maven, hovedet eller fordi de er superforkølede. Vi vurderer altid om et glas vand eller andet kan hjælpe og ringer kun til jer, hvis vi skønner det nødvendigt. Derfor er det dejligt, at I kommer så hurtigt som muligt, så jeres barn kan komme hjem under en varm dyne og blive hjemme til han/hun er frisk nok til igen at klare en lang skoledag på normalt niveau. En vigtig forebyggende ting i forhold til smitte er at minde om god håndhygiejne jf. vores hygiejnepolitik (klik her) Kort sagt: Host i ærmet! Vask hænder efter hvert eneste toiletbesøg og hver eneste gang du har pudset din næse. Hvis alle husker det, kan vi minimere noget af den smitte, der flyver i luften omkring os. Hvis barnet har en lille håndsprit med i tasken kan den også være praktisk at bruge. På skolen opsættes desinficeringssprit ved toiletterne. Ligeledes opfordrer vi jer til at tage en snak med jeres barn om gode toiletvaner: at det er vigtigt, at man rammer ned i toilettet og ikke på brættet eller gulvet; at man trækker ud; og igen – at man altid vasker hænder. Klasselærerdag og Fastelavn Mandag den 8. februar er der klasselærerdag for alle klasser. Vi møder klokken 8-12. For 0.-4. klasserne holdes denne dag som fastelavn og udklædninger er velkomne. For 5.-9. kasserne er der individuelt program efter aftale med klasselæreren.. Skolen byder på fastelavnsboller til alle elever den dag. Hjemmesiden Føj gerne – hvis ikke allerede gjort – vores hjemmeside til jeres ”favoritter”. Vi opdaterer løbende og lægger altid bl.a. nyhedsbreve og ”I denne uge” op. Med venlig hilsen og rigtig god vinterferie, Annette Messerschmidt Skoleleder Lisbet Kjærgaard Viceskoleleder Kim Christian Larsen Afdelingsleder
© Copyright 2024