HISTORISKE STIER VED TØLLØSE Tølløse Skoven er en dejlig varieret skov med mange udfordringer og stier af forskellig kvalitet, heriblandt Tysingestien, som fører gennem Nederskoven og Tysingemosen. Tysingestien har været noget ufremkommelig på grund af stormfald og skovhugst, men er nu tilgængelig igen. Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen har markeret to startpunkter og der er opsat skilte ved Skovfogedhuset og ved vejen til Kr. Eskilstrup. Tysingemosen er det flade område, som begynder syd for Tølløse og som strækker sig omkring 5 km mod syd og sydvest. I 1800-tallet lå området hen som enge til malkekvæget fra Tølløsegården. Stien fører forbi den gamle malkeplads, hvor malkepigerne fra Tølløsegaard mødte morgen og aften. Malkestalden blev revet ned i halvtredserne. Mosens opdeling i mange mindre lodder, som fremgår af matrikelkortet, går tilbage til den tid, hvor fæstegårdene under bl.a. Tølløsegården fik tildelt hver sin lod til tørvegravning. Da fæstebønderne blev selvejere, fulgte tørvelodderne med. Før og under Anden Verdenskrig blev der gravet tørv, bl.a. til salg i København. HTJ kørte dengang ikke færre end 16 særtog i døgnet! Det var dengang Tølløse havde en meget stor godsbanegård, hvor der kunne stå op til 40 godsvogne til rangering. Efter den tørvegravning blev området drænet og man uddybede åløbet. Alt i alt blev vandstanden sænket ca. 2 m. En anden historisk sti er Hovstien, som fører fra Kvarmløse til Åstrup. Stien er markeret efter Kvarmløsevej 66 med en bro og en trappe. Navnet går tilbage til den tid, hvor fæstebønderne fra Kvarmløse skulle udføre hoveriarbejde på Åstrup. Den fører delvis langs med en stensat rende, som muligvis har været stedet for et par skvatmøller. Den kaldes også Gedestien eller Vægterstien fra dengang Åstrups vægter boede i Kvarmløse. Stien er meget gammel og kan i hvert fald spores tilbage til 1789. Endnu er der beboere i Tølløse, som kan huske den som en grussti, hvor man kunne køre på cykel og den var bred nok til en barnevogn. Da stien i halvfemserne var ved at forfalde, gjorde Lokalhistorisk Forening og Grundejerforeningerne en indsats for at få den bevaret som den historiske og landskabsmæssige naturperle den er. Den blev genetableret som en trampesti, som følger et gammelt markskel. Den er desværre ikke i særlig god stand. Buskadset langs med stien er beskåret, men stien krydser marken et sted, hvor der pløjes henover den! Desuden er der over hele dens længde pløjet meget tæt på den, så man i realiteten kommer til at gå i enten i en plovfure eller i kornet! Lokalhistorisk Forening for Tølløse Egnen har kontaktet Holbæk Kommune om problematikken. Det gælder også Sporet i Tølløse Skov. Det er ikke en historisk sti, men en spændende læresti, der fører forbi forskellige træarter og beplantninger. Brochuren (www.spor.dk) fortæller om de forskellige træarters anvendelse og lidt om skovens historie. Desværre er stien nogle steder meget sumpet og ikke farbar for tiden grundet skovarbejde mm. Lokalhistorisk Forening er i dialog med kommunen og skovfogeden om genetablering af stien. Og man har en forventning om at stien vil blive farbar i foråret/sommer 2016. Det er vigtigt at bruge stierne, så de ikke igen går i glemmebogen. Det er en ond cirkel med trampestier – hvis de ikke bruges jævnligt, gror de til, og så vil folk i hvert fald ikke bruge dem. Så brug sporet og trampestierne og oplev naturen på nært hold.
© Copyright 2024