”Børnehjemsdreng 1951 – 1961” I disse år hører man ofte fortællinger om børnehjemsbørn, som blev mødt af en børneforsorg i en voksenverden uden medfølelse og forståelse, og endda ofte med svigt. Men det er ikke alle børnehjemsbørn, som får den start på livet. Steff Ejlertsen var børnehjemsdreng på børnehjemmet Kildebjerget ved Vejlefjord i årene 1951 – 1961. Han har siden i bogen: ” Børnehjemsdreng 1951 – 1961” beskrevet årene på børnehjemmet. Og den fortælling lejrer sig i baghovedet og slipper ikke så let igen. For det er en gennemgribende positiv fortælling om voksne mennesker, der med empati forsøgte at hjælpe, at give, at omdanne en institution til et hjem, et hjem for børn. Og det er en fortælling om en dreng, der boede på det hjem for børn, som samtidig forstod at tage fra af de ressourcer og den kærlighed han mødte og som derfor kunne gå videre i livet med mod og med håb. Steff er en sprudlende fortæller. Både bog og foredrag er fængslende. Det er bagefter, når eftertænksomheden sætter ind, at foredrag og bog sætter sig spor i form af tanker og overvejelser. Kirkerne er derfor stolte over at kunne invitere til sogneaften onsdag i næste uge til et spændende foredrag med Steff Ejlertsen i konfirmandstuen i Skarp Salling. Sogneaftenen er en del af de fællesaktiviteter som fællesaktivitetsudvalget mellem Løgstør, Løgsted, Kornum, Aggersborg, Salling, Næsborg, Vindblæs og Oudrup arrangerer.
© Copyright 2024