3. Rejsebrev 2017
Vi har nu været nogle dage på børnehjemmet og atter bliver vi betaget af det overskud, de voksne
har. - Jeg har før fortalt om ægteparret Purie og Gedé. De er begge ansat på børnehjemmet,
Purie som leder og Gedé som gartner. De er begge vokset op på det samme børnehjem og er
nogle fantastiske mennesker, som vi er kommet til at holde meget af. De er til rådighed døgnet
rundt. Praktiske opgaver, regnskab, rapporter og sidst men ikke mindst "sjæleomsorg". - Der er
så mange af børnene, der har tunge ting i bagagen. - Vi læser jo lektier med børnene om aftenen
- jeg sad med Marta og hendes engelsk-lektie, som var Louis Armstrong sangen "What a
wonderful world". Da jeg spurgte Purie lidt ud om Marta, fik jeg at vide, at hendes mor var død
efter en fødsel for 4 måneder siden. Faderen var nu alene med en baby og en anden yngre
søskende. Purie sagde, at Marta nu engang imellem smilede, og at den bedste hjælp for hende var
de andre børn, hvoraf mange selv havde mistet en far eller en mor. - "De kan græde sammen og
forstå hinandens sorg", sagde Purie. Hvad mon Marta har siddet og tænkt, da vi oversatte "what a
wonderful World"?
Jeg fortæller ofte om skønheden på Bali. Alt er grønt, masser af blomster på jord, på buske og i
træer. Smilende mennesker. Men......
I går var vi med Purie og Gedé inde i en større by. Det skal lige siges, at området her ikke har
turister. - Vi havde en del ærinder og på et tidspunkt trængte vi til noget at drikke.
Purie (et festfyrværkeri).
Gedé (stilfærdig humor)
Vi sidder og hygger os, da der pludselig er noget der dumper ned fra loftsbjælkerne og rammer
Gedés skulder. En rotte. Skrig fra os. Personalet på restauranten er helt upåvirkede af situationen.
Rotten spæner af sted, og et øjeblik efter, da vi kigger op, sidder der TO rotter og hygger sig på
loftsbjælkerne (Michael har dem på video) Jeg var rigtig glad for, at vi kun havde bestilt
drikkevarer og med sugerør! Fødevarestyrelsen ville få meget travlt hernede!
På børnehjemmet er der en ansat, Wayan. Han er gift, har tvillingepiger på 16 år og en pige på 8.
Hans kone er omkring 40 år gammel. Hun fik for 5 uger siden en hjerneblødning, blev lammet i
højre side og mistede talen. Efter lidt tid på hospitalet kom hun hjem til børnehjemmet og bliver nu
passet af sin mand og børnene. - Vi kender Wayan. Også hende, men ikke så godt. - Purie
spurgte, om vi ville hen og se til hende. Det virkede, som om hun syntes, at det skulle vi. Så OK.
Vi fortalte, at hvis man i Danmark besøgte syge mennesker, var det almindeligt, at man havde
blomster eller chokolade med. Så fik vi at vide, at hvis man her besøgte syge på hospitalet, tog
man vand og penge med. Besøgte man syge i hjemmet kun penge. - Det er dyrt hernede for
lokalbefolkningen med både læge og medicin, så der kan være brug for hjælp. - Nå, vi tog på
besøg. Vi kunne se, dels at hun kunne genkende os, og dels at hun forstod, hvad vi sagde, så det
var jeg lidt lettet over. Wayan fortalte, hvordan det hele var sket. Hans kone havde dels sukkersyge
og dels for højt blodtryk. Hun fik medicin for begge dele, men blodtryksmedicinen havde hun kun
taget, når hun følte sig lidt utilpas!!! Så da hun kom ind på hospitalet var hendes blodtryk 220. - På
en eller anden måde er det noget typisk balinesisk. Medicin koster penge, så den tager man ikke,
hvis man ikke føler sig syg!