Menighedsrådsvalg 2016 Der skal i år være valg til Menighedsrådene landet over. Det sker d. 8. november 2016. Dog vil der rent faktisk ikke blive afholdt afstemning ret mange steder i Danmark den dag, da der i langt de fleste sogne afholdes såkaldte Fredsvalg. Det kaldes Fredsvalg, hvis der kun er opstillet én valgliste, og der derfor ikke er grund til at gennemføre en egentlig valghandling. Her i Jungshoved Sogn har der vist aldrig været afholdt andet end Fredsvalg. Hvor mange skal vælges til det nye Menighedsråd? Da der bor under 1.000 medlemmer af Folkekirken i Jungshoved Sogn, skal der vælges 5 personer plus 2 suppleanter til Menighedsrådet. Man skal være medlem af Folkekirken for at blive valgt ind i Menighedsrådet. Informations- og Opstillingsmøde tirsdag d. 13. september 2016. Hvis du har lyst til at opstille til valget til Jungshoved Menighedsråd, bør du komme til et opstillingsmøde i Rejsestalden ved Jungshoved Kirke tirsdag d. 13. september 2016 kl. 19:00. På dette møde vil det nuværende Menighedsråd opstille en valgliste. Hvis du ikke kan deltage eller ønsker at opstille din egen liste, kan du kontakte Bent Pedersen, der er udpeget til at være Valgformand. Bent Pedersen kan træffes på mobil. 24 80 08 32. Alternative valglister skal afleveres til Bent Pedersen senest tirsdag d. 27. september 2016 kl. 19.00. Kom og drøft dine og vore visioner tirsdag d. 13. september 2016! Det nuværende Menighedsråd vil indlede Menighedsmødet med at informere om de mål, vi har nået de sidste 4 år, samt orientere om de ideer og mål, vi har for arbejdet i de kommende 4 år. Kom og drøft Menighedsrådets arbejde og fortæl os samtidig om dine visioner og hvilken rolle, du synes, Jungshoved Kirke bør spille i vores lokalsamfund: . Hvad vil du gerne have, at Jungshoved Kirke kan tilbyde? . Har du ønsker om eller ideer til arrangementer? . Kunne du tænke dig at være frivillig og en gang imellem at hjælpe til i forbindelse med kirkelige handlinger eller arrangementer? . Kunne vi anlægge kirkegården på en anden måde? . Skal Jungshoved Kirke være en Grøn Kirkelig Organisation? . Der er fra visse sider ønsker om at sammenlægge Menighedsrådene i Allerslev og Jungshoved! Hvad mener du om det? Disse og mange andre spørgsmål vil vi gerne drøfte med dig – også selvom du ikke ønsker at opstille til Menighedsrådsvalget! Sæt x i kalenderen d. 13. september 2016 kl. 19:00! Vi ser frem til et godt fremmøde! Jungshoved Menighedsråd
© Copyright 2024