ambassaden i santiago søger to praktikanter til spændende og

AMBASSADEN I SANTIAGO SØGER TO PRAKTIKANTER TIL SPÆNDENDE OG
UDFORDRENDE PRAKTIKOPHOLD I HANDELSAFDELINGEN
Ambassaden i Santiago er en spændende og dynamisk arbejdsplads i et land, der i øjeblikket gennemgår en rivende
udvikling. Ambassaden søger to praktikanter med opstart den 1. februar 2017.
Stillingsbeskrivelse
Ambassaden, som udover Chile også dækker Peru og Ecuador, beskæftiger sig med handel, politik, konsulære opgaver og
kommunikation, og praktikanterne vil i forløbet få berøring med flere af ambassadens forskellige opgaver. Praktikanterne vil
dog primært være tilknyttet handelsafdelingen, som består af tre eksportrådgivere, og det er praktikanternes opgave at
bistå eksportrådgiverne med det daglige kommercielle arbejde. Praktikanterne kommer desuden til at stå for
videreudviklingen af ambassadens profil på de sociale medier.
Af typiske praktikopgaver kan fremhæves assistance med udarbejdelse af markeds- og sektoranalyser, kontaktformidling
mellem danske og chilenske virksomheder, udarbejdelse af artikler til ambassadens og Udenrigsministeriets publikationer,
udvikling og vedligeholdelse af ambassadens hjemmeside samt assistance i forbindelse med forberedelse og afvikling af
møder, seminarer og messer. Desuden indgår praktikanterne i arbejdet med at besvare de mange forskellige spørgsmål, der
naturligt kommer til ambassaden fra såvel chilenere som danskere.
Kvalifikationer
Praktikopholdene indebærer en stor grad af ansvar og selvstændighed, og det forventes derfor, at praktikanterne udviser
stor omstillingsparathed og initiativ i deres arbejde. Det er nødvendigt med veludviklede færdigheder på både dansk, spansk
og engelsk - særligt dog spansk og dansk. Praktikanterne bør eksempelvis være i stand til at assistere med kritisk og
detaljeorienteret læsning på de respektive sprog. Da opgaverne indebærer megen kontakt med forskellige aktører i Chile, er
det endvidere en fordel at være udadvendt.
Praktikanterne skal fortrinsvis befinde sig på overbygningen af et relevant kandidatstudie (dansk eller udenlandsk), typisk
inden for kommunikation, handel, økonomi, samfundsvidenskab eller jura, men lad dig ikke stoppe af denne grund, såfremt
du har en anden relevant uddannelsesretning.
Endelig bør praktikanterne have kendskab til programmerne i Microsoft Office-pakken, herunder beherske brugen af Word
og Excel på et fornuftigt niveau, samt være vant til at bruge internettet til informationssøgning. Inden praktikopholdets start
skal praktikanterne sikkerhedsgodkendes af Udenrigsministeriet.
Aftaleforhold og løn
Praktikantopholdet er ulønnet, men ambassaden bidrager med et tilskud til boligudgifter og andre omkostninger svarende til
ca. 3.000 kr. pr. måned (afhængig af valutakursen).
Den ugentlige arbejdstid udgør 37 timer, inkl. ½ times daglig frokostpause. Arbejdstiden er mandag-torsdag kl. 9.00-17.00
samt fredag kl. 9.00-14.00. Praktikanten kan afholde 2,5 dages ferie pr. måneds praktik. Afholdelsen af ferien aftales med
ambassaden.
Eventuelle spørgsmål kan rettes til de nuværende praktikanter: Freja, [email protected], +56 2 2941 5510 eller Mikaela,
[email protected], +56 2 2941 5101.
Ansøgning
Ansøgning skal sendes til ambassaden vedlagt CV og relevante eksamensbeviser, anbefalinger etc. pr. e-mail til:
[email protected] senest 1. oktober 2016. Mailen mærkes 3f.Santiago.24 – Praktikantansøgning, samt kandidatens navn.