Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse EIF og Europa-Kommissionen lancerer nyt kapacitetsopbygningsinitiativ for udbydere af mikrokreditter og social finansiering Bruxelles, den 22. december 2016 . Den Europæiske Investeringsfond (EIF) og Europa-Kommissionen præsenterer et nyt initiativ, der skal hjælpe udbydere af mikrokreditter og finansiering af sociale virksomheder med at udvikle deres virksomheder under EU-programmet for beskæftigelse og social innovation(EaSI). Det nye initiativ "EaSI Capacity Building Investments Window" vil styrke kapaciteten hos udvalgte finansielle formidlere inden for mikrofinansiering og finansiering af socialt iværksætteri. Primært gennem investeringer i egenkapital (som f.eks. seedfinansiering og risikovillig kapital) vil EIF støtte udviklingen af disse finaniseringsudbydere, så de f.eks. kan åbne en ny filial, investere i menneskelige ressourcer, udvikle et nyt IT-redskab eller finansiere visse udgifter. I sidste ende vil disse investeringer medvirke til at øge udbuddet og forbedre mulighederne for mikrolåntagere og sociale virksomheder. Marianne Thyssen, EU-kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold, kompetencer og arbejdskraftens mobilitet, udtalte: "Det glæder mig at kunne lancere EaSI Capacity Building Window, som vil medvirke til at strømline adgangen til finansiering gennem strukturelle foranstaltninger. Initiativet vil hjælpe udvalgte finansielle formidlere med at udvikle deres virksomhed på lang sigt og give europæiske mikroiværksættere og sociale virksomheder vedvarende adgang til finansiering. Det imødekommer behovet hos finansielle institutioner, som ønsker at opbygge deres kapacitet og styrke udbuddet på markedet. Med dette instrument bekræfter vi vores tilsagn om at sætte gang i vækst og beskæftigelse og hjælpe de mest sårbare mennesker på arbejdsmarkedet." EIF's administrerende direktør, Pier Luigi Gilibert udtalte: "Jeg er sikker på, at "EaSI Capacity Building Investments Window" vil medvirke til at styrke den operationelle og institutionelle kapacitet hos udbydere af mikrokreditter og social finansiering. Kapacitetsopbygning er afgørende for, at udbydere af finansiering kan opfylde deres investeringsmål på en effektiv og bæredygtig måde. Det glæder mig, at EIF vil støtte disse udbydere ved at skabe et investeringsvenligt miljø." Det forventes, at EaSI Capacity Building Investments Window vil styrke økosystemet for mikrofinansiering og socialt iværksætteri og samtidig virke som katalysator for yderligere investeringer i de europæiske økonomier. Det afspejler Kommissionens stærke engagement i at iværksætte konkrete initiativer, der tager sigte på at fremme beskæftigelse, vækst og investeringer. Om EaSI Europa-Kommissionens program for beskæftigelse og social innovation (EaSI) har til formål at støtte EU's mål om et højt beskæftigelsesniveau, passende social beskyttelse, bekæmpelse af social udstødelse og fattigdom samt forbedring af arbejdsvilkårene. EaSI-garantiordningen blev oprettet i juni 2015 og finansieres af Europa-Kommissionen og administreres af Den Europæiske Investeringsfond. Garantiordningen støtter finansielle formidlere, som yder mikrolån til iværksættere eller finansiering til sociale virksomheder, der ellers ikke ville have været i stand til at opnå finansiering på grund af risikoen. Målet er at øge adgangen til mikrofinansiering for sårbare grupper, der ønsker at etablere eller udvikle en virksomhed eller mikrovirksomhed, navnlig gennem lån på op til 25 000 EUR. Derudover hjælper Kommissionen for første gang sociale virksomheder via investeringer på op til 500 000 EUR. Europa-Kommissionen vil desuden styrke den sociale dimension af Den Europæiske Fond for Strategiske Investeringer (EFSI) for både mikrofinansiering og socialt iværksætteri. Samlet set forventes den samlede støtte til disse områder at stige (fra 193 mio. EUR under EaSI-programmet) til ca. 1 mia. EUR, hvilket mobiliserer yderligere investeringer for ca. 3 mia. EUR. Om EIF Den Europæiske Investeringsfond (EIF) er en del af Den Europæiske Investeringsbank-Gruppen. Dens vigtigste opgave er at støtte Europas mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder (SMV'er) ved at hjælpe dem med adgang til finansiering. EIF udformer og udvikler venture- og vækstkapital, garantier og mikrofinansieringsinstrumenter, som er rettet specifikt mod dette markedssegment. Således understøtter EIF EU's mål om at støtte innovation, forskning og udvikling, iværksætterkultur, vækst og beskæftigelse. Yderligere oplysninger om EU's støtte til mikrofinansiering og socialt iværksætteri: Programmet for beskæftigelse og social innovation (EaSI) EU's støtte til socialt iværksætteri Pressehenvendelser: EIF: David Yormesor Tlf. + 352 24 85 81 346, mail: [email protected] Europa-Kommissionen: Sara Soumillion Tlf. + 32 (0)2 29 67 094, mail: [email protected] IP/16/4470 Pressehenvendelser: Christian WIGAND (+32 2 296 22 53) Sara SOUMILLION (+32 2 296 70 94) Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail
© Copyright 2024