1. No category

Jeg løber, han løber, hun løber ... mange løber
– er det muligt at knytte nye venskaber på tværs af alder, arbejdssteder?
Ja – det er mit svar, og min opfordring til at andre også starter med at løbe sammen.
Jeg var så heldig at blive tilbudt en plads på en fantastisk tur med Jernbaneidræt til
Rom, for at løbe en halvmarathon.
Bestyrelsen i Jernbaneidræt arrangerede en orienteringsaften ved Ny Ellebjerg, og
spændt mødte jeg op – hvem var de andre, hvordan løb de – ville jeg bare skulle ligge
bagerst og pruste som et gammelt lokomotiv.
En for en – eller i par mødte løbere i alle aldre op, og efter lidt opvarmning så startede
vi på vores løbetur. Alle kiggede på alle, og lige så stille faldt gruppen i en god rytme
og humøret steg og snakken begyndte.
Vi fik løbet en god tur igennem Valby parken, og da vi kom til Gammel Købelandevej,
så begyndte gruppen – naturligt – at blive opdelt i mindre grupper, som hver især fulgte
deres løberytme. Selvom man løber i forskelligt tempo, var der opmærksomhed på
hinanden – skønt at mærke selv om jeg ikke kendte så mange endnu. Ja – gennem at
dyrke samme sport, opstår der et fællesskab, som er svært at beskrive, men som skal
opleves.
I perioden op afrejse dagen mod Rom, fulgte alle deres forskellige individuelle
træningsprogrammer, og den 17. august havde Bruno arrangeret en 15 km. testtur i
Taastrup og omegn. Jeg mødte op, og var spændt på hvordan min form var i forhold til
de andre deltagere. Jeg kunne godt følge med, men det var noget hårdt – jeg var dog
ikke den eneste som fandt turen hård.
Torsdag den 25. gik så turen mod Rom. Efter en stille og rolig flyvetur, fik fornøjelsen
af at prøve at køre med vores italienske kollegaers tog og på deres skinner. Der var
skruet godt op for varmen da vi kom til Rom, og da vi skulle finde sporvognen til vores
hotel, var det som at stikke hovedet ind i en føntørre. Var det den varme vi skulle løbe
i – puha, så skulle der drikkes godt med vand i løbet af fredag, og så have vand med
på løbet. Vi fandt hurtig vores hotel, og kom på plads i vores værelser.
For at kunne løbe med fredag aften i ”Roma by night”, var det nødvendigt, at vi have
gennemgået et sundstjek – så nogle skulle til læge allerede fredag aften, og andre
skulle så til lægetjek fredag formiddag.
Nogle af damerne kørte med taxa, og de øvrige tog til en nærliggende restaurant for at
få noget af spise. Lidt inde i måltidet kom damerne tilbage, og de delte rundhåndet af
deres erfaring, og jeg var lidt spændt på næste dags lægetjek.
Det var en varm nat, og nattesøvnen blev ikke så god som jeg havde håbet.
Fredag drog 5 svende med højt humør til lægetjek. Hos lægen mødte vi de øvrige som
også skulle til tjek. Humøret var højt, og både lægen og lægesekretærerne kigge
måbende på os, for hvad havde vi gang i.
Så blev det min tur, og nu ikke noget med at lave sjov med lægesekretæren, for det
var jo ikke noget der var arrangeret for at genere os, men noget der bare skulle
overståes. Efter en mindre ”afhøring” om sygdom i familien, drikkevaner og lignende
skavanker, så fik jeg lov til at vise hvad mine lunger kunne præstere. Efter en fin
demonstration var det min tur til at prøve, og det gik helt fint. Munden god rundt om
”enden af en køkkenrulle”, så pustede jeg det bedste jeg havde lært – om hun var
imponeret ved jeg ikke, men jeg fik så sat plaster på, så der kunne lave
hjertekardiogram hos lægen.
Hos lægen var det op på cyklen, og så afsted i et stille og roligt tempo – det var da ikke
svært – ikke endnu – men det blev det. Stille og roligt skruede lægen belastningen op,
og så måtte jeg bide tænderne sammen og cykle det bedste jeg havde lært. Jeg bestod
og fik så min starttilladelse.
Resten af dagen gik med at få noget af spise og drikke og ikke blive for varm, og det
var ingen nem opgave, for lægen lå i den ene ende af Rom, og vores hotel lå i den
anden ende. Alle kom godt tilbage til hotellet, og brugte eftermiddagen til at hvile og få
lidt af spise.
Klokken 18 var der afgang mod startområdet. Inden løbet som skulle starte klokken 22,
var det ”fantastisk pasta-party”. Hurtigt fandt vi ud af, at de nemt kunne stryge
”fantastisk” og ”party”, for det var en tam omgang mad. Jeg var glad for jeg havde
nogle bananer og lidt kiks, og kunne godt se at nogle af de andre løbere kigge noget
underligt på den mad der skulle give energi til de 21 kilometer. Spændte ventede vi på
at klokken skulle blive 22, så vi kunnen komme i gang med løbet.
Selv om det var varmt om dagen, føltes aftenen ikke så varmt – det var bare snyd, for
vi sad under en bro tæt på floden, så da vi kom op til startområdet, kunne vi mærke
varmen fra asfalten og husene. Puha – ville det blive en varm omgang.
For at hjælpe løberne, var det fartholdere som vi kunne følge. Vi skiltes og fandt de
fartholdere de forskellige løbere ville følge.
Inden starten blev der afholdt 1 minut stilhed for at minde ofrene for jordskælvet i A.....
Så blev løbet skudt i gang, og stille og roligt bevægede menneskeslangen af løbere sig
ud i Rom’s gader. Jeg fandt hurtigt ud af, at der var en god grund til at følge
fartholderen, og ikke komme op på fortovet, for kantstenen var meget højere end i
Danmark. De gik fint med at følge med, og langsomt blev gruppen som fulgte
fartholderne med tiden 2:20 mindre og mindre. Der var lidt snak i gruppen, og det var
meget underligt, at løbe i en fremmed by, og blandt løbere som talte et sprog jeg ikke
forstod. På et tidspunkt spurgte den ene fartholder om noget, og måtte bede og at det
blev gentaget på engelsk, og det var ikke muligt. UBS – her var jeg så, midt i en
fremmed by blandt italienere, som ikke var meget dygtige til engelsk. Nå det var bare
om at hænge på, og ikke blive sat.
Arrangørerne vinder ingen pris for at have lavet en interessant rute gennem Rom.
Eneste større attraktion vi kom i nærheden af, var det olympiske stadion. Vi løb i noget
som mindede om udkanten af Rom, og i noget som mindede om semiproduktionsvirksomheder. Vi fik fornøjelse af at løbe forbi et samlingspunkt for
fejemaskiner, og kunne nyde duften af diesel, da en eller anden renovationsarbejder
lige skulle afprøve om motoren stadig kunne køre.
Jeg var glad for jeg selv havde mine væskeflasker med, selvom der var tre depoter
undervejs. Ved det sidste depot fik vi en flaske vand, og kunne så vælge noget frugt
eller en småkage. Meget har jeg fået til løb, men aldrig en småkage – nå men det var
ikke tidspunktet hvor dette skulle prøves. Omkring 15 km. var jeg lidt flad, og kunne
mærke at jeg ikke skulle have for meget vand, for selvom det var varmt, så blev væsken
ikke optaget så hurtigt.
Jeg bed tænderne sammen, og holdt ved mine fartholdere. Nu var vi tre løbere og to
fartholdere. Ved 18 km. var vi langs med floden, og under en meget mørk bro, så det
var bare at håbe på der ikke var huller i vejen.
19 km, og jeg var ved at slippe, men ville med hjem.
20 km – så fulgte jeg tæt den ene fartholder. Den anden lå bagved med en anden løber
på slæb. Lidt foran os, løb en solbrændt senet ”ikke ung” italiener.
Så kunne vi se målet, og begge farholdere og vi tre løbere fulgtes næste sammen over
målstregen. Selvom jeg ikke kunne sproget – uddelte vi ”high-five” til hinanden, og jeg
fik nogle varme og våde kram fra de to andre løbere og de to fartholdere – meget
hyggeligt, når det nu var to damer.
Jeg kom i mål på 2:17:23, så jeg var godt tilfreds. Jeg havde faktisk løbet fra fredag til
lørdag...
Jeg kiggede efter de andre løbere, og fandt nogle, og kunne konstatere at de hurtigste
løbere allerede var taget tilbage til hotellet, for de var sultne og trætte.
Vi havde mulighed for at prøve ”fantastisk pasta” igen, men de fleste af os, takkede
pænt nej til mere pasta.
Sammen med to andre, fandt jeg langt om længe en taxa, så vi kunne komme tilbage
på hotellet og komme i bad og i seng. Undervejs i taxaen overvejede vi om vi
overhovedet nåede tilbage til hotellet, for vores taxachauffør, kørte noget stærkt – og
åbenbart også i følge de øvrige trafikanter – noget ”rådent” selv efter italiensk standard.
Glade forlod vi taxaen og så hjem i bad og på hovedet i seng.
Det var en god følelse at havde gennemført noget med kollegaer som havde samme
passion for løb som jeg har.
Så jeg kan kun opfordre andre til at deltage i løbearrangementer – mød op og hils på
dine kollegaer fra DSB og Banedanmark, og mærk det fællesskab der kan opstå når alle
har samme passion.