Microsoft Word Viewer - BA11000E.DOC

HØJESTERETS KENDELSE
afsagt mandag den 16. januar 2017
Sag 110/2016
(1. afdeling)
Topdanmark Forsikring A/S
(advokat Vivi Bruhn Knudsen)
mod
If Skadeforsikring, Filial af If Skadeförsäkring AB (PUBL)
og
Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS (tidligere Rønnede VVS ApS)
(advokat Jens Rostock-Jensen for begge)
I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Glostrup den 22. maj 2015 og dom af Østre
Landsrets 21. afdeling den 12. januar 2016.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Jytte Scharling, Jens Peter Christensen, Oliver
Talevski, Jan Schans Christensen og Jens Kruse Mikkelsen.
Påstande
Appellanten, Topdanmark Forsikring A/S, har påstået byrettens kendelse stadfæstet og sagen
hjemvist til fortsat behandling ved Retten i Glostrup.
De indstævnte, If Skadeforsikring, Filial af If Skadeförsäkring AB (PUBL), og Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS, har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.
Anbringender
Topdanmark har anført navnlig, at forældelsesfristen i sager om myndighedspåbud skal regnes fra det tidspunkt, hvor påbuddet blev efterkommet. I den foreliggende sag skal forældelsesfristen derfor regnes fra den 5. juli 2013, hvor Faxe Kommune traf afgørelse om, at påbud-
- 2 -
det af 12. november 2012 var efterkommet. I tilfælde, hvor en part er forpligtet til at afholde
en udgift, antages det således, at forældelsesfristen først indtræder, når udgiften er afholdt.
Dette svarer til den foreliggende sag, hvor If Skadeforsikring havde erkendt erstatningsansvaret, men hvor erstatningskravets størrelse afhang af udstedelsen af et påbud efter jordforureningslovens § 48.
Subsidiært skal forældelsesfristen regnes fra de enkelte endelige påbud. Der forelå ikke en
skade efter forældelseslovens § 2, stk. 4, der kunne danne grundlag for fremsættelse af et
krav, før Faxe Kommune udstedte de enkelte påbud. Det bestrides ikke, at ejeren af den forurenede ejendom på et tidligere tidspunkt end datoerne for påbuddene formentlig kunne have
fremsat krav om erstatning for ejendomsværditab og dækning af omkostningerne til udbedring af den mangelfulde olietankinstallation mv., men der kunne ikke inden udstedelsen af de
enkelte påbud være fremsat krav om erstatning af de ved påbuddene krævede undersøgelser
og oprensningen af den forurenede jord.
Så længe der kan rejses berettiget tvivl om, hvorvidt der er lidt et tab, er begyndelsestidspunktet ikke indtruffet. Faxe Kommunes påbud af 31. oktober 2005 om delvis oprensning af
den forurenede jord blev påklaget, hvorefter der skulle foretages en ny prøvelse af, om og i
givet fald i hvilket omfang der skulle udstedes påbud. Frem til Natur- og Miljøklagenævnets
afgørelse af 18. juli 2011 kunne der rejses tvivl om, hvorvidt der var lidt et tab, som ville være
dækket under forsikringsordningen for villaolietanke.
Hvis forældelsesfristens begyndelsestidspunkt skulle regnes fra et tidligere tidspunkt end påbudsdatoerne, ville der være nærliggende risiko for, at en kommunes regreskrav over for en
ansvarlig skadevolder ville blive forældet, inden kommunen havde mulighed for at rejse regreskrav. Beløbsgrænsen for forsikringsordningen var tidligere 1,6 mio. kr. eksklusive moms
og er nu forhøjet til ca. 3,3 mio. kr. eksklusive moms. Det kan imidlertid først afgøres, om
kommunen skal afholde en del af omkostningerne til oprensning af forurenet jord, når jordbundsundersøgelsen og oprensningen er endeligt afsluttet. Da forureningssager ofte strækker
sig over adskillige år, er der risiko for, at kommunens krav over for skadevolderen vil være
forældet, før kommunen har mulighed for at rejse kravet.
- 3 -
Mere subsidiært gøres det gældende, at forældelseslovens § 21, stk. 2, finder anvendelse i
sagen. Det er ubestridt, at omkostningerne til opfyldelse af påbuddene af 18. juli 2011, 20.
februar 2012 og 12. november 2012 ikke er forældet, såfremt forældelseslovens § 21, stk. 2,
finder anvendelse. Det bør ikke være afgørende for anvendelse af bestemmelsen, om skyldneren er part i klagesagen. Det afgørende må være, at både fordringshaver og skyldner er bekendt med klagesagen, og at skyldneren må påregne, at afgørelsen i klagesagen kan resultere
i, at der rejses krav.
På tidspunktet for Investeringsselskabets anerkendelse af sit erstatningsansvar havde selskabet
en sådan klar og individuel interesse i klagesagen, at både selskabet og If Skadeforsikring i
realiteten havde partsstatus under klagesagen. Investeringsselskabets og If Skadeforsikrings
synspunkt om, at klagesagen var uden betydning for Topdanmarks krav, er uforeneligt med
sagens faktum.
Mest subsidiært gøres det gældende, at Investeringsselskabet og If Skadeforsikring stiltiende
har anerkendt, at forældelsesfristen var suspenderet, indtil Natur- og Miljøklagenævnet havde
truffet afgørelse. If Skadeforsikring anerkendte ved sit brev af 21. februar 2006 til bl.a. Topdanmark, at der ville gå en rum tid, før klagesagen blev afgjort, og at udfaldet af klagesagen
var afgørende for regreskravet, samt at der ikke burde foretages yderligere i den mellemliggende periode. If Skadeforsikrings anerkendelse af erstatningsansvaret og bemærkninger til
både undersøgelsesrapporten og klagesagen gav Topdanmark og Faxe Kommune grund til at
antage, at Investeringsselskabet og If Skadeforsikring havde anerkendt deres forpligtelser
over for Topdanmark og Faxe Kommune og dermed havde accepteret, at forældelsen blev
afbrudt, indtil der forelå en afgørelse i klagesagen, jf. herved forældelseslovens § 15. Ydermere må det antages, at If Skadeforsikring var fuldt bekendt med, at sagsbehandlingstiden i
Natur- og Miljøklagenævnet var 5-10 år.
If Skadeforsikring og Investeringsselskabet af 2. juli 2007 har anført navnlig, at det er ubestridt, at Topdanmark afleder sit krav fra grundejeren. Det fremgår af fast retspraksis, at forældelsesfristen for et regreskrav følger forældelsesfristen for hovedkravet. Grundejerens erstatningskrav mod Investeringsselskabet er et erstatningskrav uden for kontrakt, og forældelsesfristens begyndelsestidspunkt skal derfor fastlægges efter forældelseslovens § 2, stk. 4.
- 4 -
Forældelsesfristen for erstatningskrav vedrørende forurening regnes efter fast retspraksis fra
det tidspunkt, hvor fordringshaveren blev bekendt med fordringen og skyldneren, hvilket typisk vil være i forbindelse med udarbejdelsen af undersøgelsesrapport eller udstedelse af påbud. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt er ikke betinget af, at fordringshaver kan opgøre sit endelige erstatningskrav.
Forureningsskaden blev konstateret den 21. april 2004, og Ingeniørfirmaet Skude & Jacobsen
afgav den 21. september 2004 en rapport over supplerende undersøgelser og afværgeforslag i
relation til forureningen samt et notat af 9. maj 2005 med resultater af supplerende undersøgelser. Faxe Kommune meddelte den 31. oktober 2005 påbud om delvis oprensning.
Grundejeren og dermed også Topdanmark havde den 21. september 2004, subsidiært den 9.
maj 2005, tilstrækkeligt kendskab til skaden og erstatningsansvaret, og forældelsesfristen begyndte derfor at løbe fra denne dato, jf. forældelseslovens § 2, stk. 4.
Under alle omstændigheder blev grundejeren og dermed Topdanmark bekendt med kravet,
senest da Faxe Kommune meddelte påbud til grundejeren den 31. oktober 2005, hvilket indebærer, at kravet var forældet senest den 31. oktober 2010, hvor både den 5-årige forældelsesfrist efter 1908-loven og den 3-årige forældelsesfrist efter 2007-forældelsesloven var udløbet.
Topdanmarks forsikringsbetingelser er ikke relevante for spørgsmålet om forældelse. Det er
således uden betydning, hvad Topdanmark yder forsikringsdækning til og på hvilket grundlag, da Topdanmark ikke har et selvstændigt og direkte erstatningskrav mod If Skadeforsikring og Investeringsselskabet, men derimod er indtrådt i grundejerens krav.
Suspensionsreglen i forældelseslovens § 21, stk. 2, finder ikke anvendelse i den foreliggende
sag, idet Investeringsselskabet ikke var part eller havde partsstatus under den administrative
sag for Faxe Kommune og klagesagen for Natur- og Miljøklagenævnet. Topdanmarks krav
mod Investeringsselskabet afhang ikke af, om der blev udstedt et påbud. Grundejeren og dermed også Topdanmark havde et krav mod Investeringsselskabet fra skadestidspunktet, uanset
om grundejeren senere måtte blive mødt med et påbud og uanset indholdet af et sådant påbud.
Grundejerens krav mod Investeringsselskabet, og dermed også Topdanmarks afledede krav, er
et selvstændigt erstatningskrav, som er uafhængigt af Faxe Kommunes påbud over for grund-
- 5 -
ejeren. Det forhold, at kommunen udstedte påbud den 31. oktober 2005, etablerede således
ikke erstatningskravet, men bekræftede blot, at kravet eksisterede. Den omstændighed, at påbuddet blev påklaget til Natur- og Miljøklagenævnet, har ikke betydning for forældelsesfristens begyndelsestidspunkt og ville højest kunne have betydning for kravets størrelse.
If Skadeforsikrings blotte anerkendelse af et erstatningsansvar ved brev af 12. december 2005
medfører ikke, at forældelsen afbrydes, jf. forældelseslovens § 15. Der har aldrig været enighed mellem parterne om størrelsen af et eventuelt erstatningskrav, og Topdanmark har aldrig
haft føje til at antage, at der skulle bestå nogen enighed om erstatningskravets størrelse. Selv
hvis man måtte antage, at forældelsen var afbrudt ved If Skadeforsikrings brev af 12. december 2005, ville erstatningskravet alligevel være forældet, idet der ved afbrydelse af forældelse
efter forældelseslovens § 15 begynder at løbe en ny forældelsesfrist, som også var sprunget,
da parternes suspensionsaftale blev indgået den 16. august 2011.
Retsgrundlag
På skadestidspunktet bestemte jordforureningsloven i § 48 og § 49 bl.a. (jf. lov nr. 370 af 2.
juni 1999):
”§ 48. For olieforureninger, der konstateres efter en af miljø- og energiministeren nærmere fastsat dato, kan miljømyndigheden, jf. § 39, uanset hvordan forureningen er sket,
meddele ejere af olietanke, jf. stk. 3, påbud om afgivelse af oplysninger og udførelse af
undersøgelser som omhandlet i § 40, stk. 1, og om at fjerne den konstaterede forurening
og genoprette den hidtidige tilstand eller foretage tilsvarende afhjælpende foranstaltninger.
Stk. 2...
Stk. 3. Påbud efter stk. 1 kan meddeles ejere af olietanke med et rumindhold under 6000
l, hvor 50 pct. eller mere af det areal, der opvarmes med olie fra den pågældende olietank, anvendes til beboelse, hvis anlægget har været brugt efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, og har været eller kan have været anvendt umiddelbart før konstateringen af forureningen. Hvis forureningen konstateres inden for 12
måneder efter den af miljø- og energiministeren fastsatte dato, jf. stk. 1, kan påbud efter
stk. 1 tillige meddeles, hvis anlægget har været i brug inden for 12 måneder før konstateringen af forureningen.
Stk. 4. Påbud kan meddeles, uanset om ejeren af olietanken har rådighed over den forurenede ejendom. I påbudet skal der fastsættes pligt til reetableringer af den forurenede
ejendom.
Stk. 5. Hvis ejeren af olietanken ikke har rådighed over den forurenede ejendom, kan
miljømyndigheden meddele påbud til den, der har rådighed over ejendommen, om at
tåle, at undersøgelser, oprydningen eller andre foranstaltninger gennemføres. Dette påbud er bindende over for den, der til enhver tid har rådighed over den forurenede ejendom.
- 6 -
Stk. 6. For olieforureninger, der ikke er omfattet af stk. 1, jf. stk. 2, finder de øvrige bestemmelser i lovgivningen om forurenet jord anvendelse.
Stk. 7. Miljø- og energiministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke påbud der
kan tinglyses på ejendommen.
§ 49. Ejere af olietanke, der kan meddeles påbud efter § 48, stk. 1, jf. § 48, stk. 3, skal
være omfattet af en forsikring, der dækker udgifterne, jf. dog stk. 2, til miljømyndighedernes krav om undersøgelser og oprydning efter bestemmelsen i § 48.
Stk. 2. Forsikringspligten omfatter ikke dækning af udgifter, hvor forureningen
1) er forårsaget forsætligt af tankejeren,
2) stammer fra installationer, som tankejeren vidste eller burde vide ikke opfylder
offentlige forskrifter herom indeholdt i olietankbekendtgørelsen, eller
3) skyldes, at leveringen af olie i tankejerens ejertid ikke er sket efter offentlige
forskrifter herom, indeholdt i bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods.
…
Stk. 5. Forsikringen skal dække udgifter som nævnt i stk. 1 Viser udgiften til opfyldelse
af et påbud, jf. § 48, stk. 1, sig at ville overstige 2 mio. kr., skal forsikringsselskabet
rette henvendelse til miljømyndigheden, for at denne kan godkende den del af projektet,
der overstiger 2 mio. kr. Udgifter, der overstiger 2 mio. kr., skal betales af miljømyndigheden. Miljømyndigheden skal forlods på forlangende stille garanti herfor.
Stk. 6. Staten, amter og kommuner er undtaget fra forsikringspligten.
Stk. 7-9…”
Højesterets begrundelse og resultat
Sagens baggrund og problemstilling
Der blev den 21. april 2004 konstateret en olieforurening fra en olietank på en ejendom i Faxe
Kommune. Efter forudgående undersøgelse af forureningens omfang udstedte kommunen den
31. oktober 2005 påbud til ejerne af ejendommen efter jordforureningslovens § 48 om at
fjerne en del af olieforureningen. Ejerne klagede over denne afgørelse til Miljøstyrelsen med
anmodning om, at der blev givet påbud om oprensning i videre omfang, så en større del af
olieforureningen blev fjernet. Klagen havde opsættende virkning.
Klagesagen blev siden overført til Natur- og Miljøklagenævnet, der den 18. juli 2011 traf afgørelse om at ændre kommunens oprensningspåbud til et påbud om at udarbejde et projekt for
en mere omfattende oprensning af forureningen på ejendommen. Efter et yderligere undersøgelsespåbud af 20. februar 2012 udstedte Faxe Kommune den 12. november 2012 påbud til
ejerne af ejendommen om oprensning af størstedelen af forureningen på grunden, og den 5.
juli 2013 meddelte kommunen ejerne, at påbuddet ansås for efterkommet.
- 7 -
Ejernes forpligtelse til at efterkomme myndighedernes krav om undersøgelser og oprydning
efter jordforureningslovens § 48 er omfattet af en obligatorisk forsikring hos Topdanmark
Forsikring A/S, jf. lovens § 49, stk. 1.
Parterne er enige om, at årsagen til olieudslippet var en håndværksmæssig fejl begået af Rønnede VVS ApS (nu Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS), ved levering og montering af
et kobberrør til villaolietanken på ejendommen. Rønnede VVS anerkendte ved brev af 12.
december 2005 erstatningspligten, men har taget forbehold for erstatningskravets størrelse.
Rønnede VVS var ansvarsforsikret hos If Skadeforsikring.
Topdanmark anlagde den 12. november 2013 sag mod If Skadeforsikring og Investeringsselskabet med påstand om betaling af afholdte udgifter til opfyldelse af påbuddene om undersøgelser og afhjælpning af olieforurening på ejendommen. Den del af kravet, der overstiger 1,6
mio. kr. eksklusive moms, er rejst efter bemyndigelse fra Faxe Kommune.
Parterne indgik forinden, den 16. august 2011, aftale om suspension af forældelsesfristen med
forbehold for, at kravet ikke allerede var forældet.
Sagen for Højesteret angår, om Topdanmarks og Faxe Kommunes erstatningskrav er forældet.
Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt
Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, gælder en almindelig forældelsesfrist på tre år, som i medfør af § 2, stk. 1, regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket fordringshaveren kunne kræve at
få fordringen opfyldt, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Parterne er enige om, at
erstatningskravet fra ejerne af den forurenede ejendom mod Investeringsselskabet som ansvarlig skadevolder er et krav om erstatning uden for kontraktforhold, og derfor regnes forældelsesfristen for dette krav fra tidspunktet for skadens indtræden, jf. § 2, stk. 4.
Det er i forældelseslovens forarbejder (betænkning nr. 1460/2005 om revision af forældelseslovgivningen, s. 267) lagt til grund, at tredjemand, som har et afledet regreskrav mod en
ansvarlig skadevolder, som udgangspunkt indtræder i den skadelidtes retsstilling med hensyn
til forældelse. Det er anført, at udgangspunktet kan fraviges i særlige tilfælde, og der er i den
- 8 -
forbindelse henvist til Højesterets dom af 19. december 2001 (UfR 2002.573). En sådan fravigelse er eksempelvis sket ved Højesterets dom af 11. december 2014 (UfR 2015.944).
Ordningen efter jordforureningslovens § 48 med påbud om udførelse af undersøgelser og oprydning ved olieforurening fra villaolietanke indebærer, at det er muligt for myndighederne at
rette et påbud mod ejeren af olietanken (typisk ejeren af den faste ejendom), uden at der stilles
krav om ansvarspådragende adfærd (culpa). Den obligatoriske forsikringsordning efter lovens
§ 49 til dækning af udgifterne hertil sikrer, at det inden for forsikringens dækningsmaksimum
(dengang 2 mio. kr.) ikke er det offentlige, der kommer til at betale for oprydningen efter forureningen.
Først når der foreligger et bindende påbud efter jordforureningslovens § 48 om omfanget af
undersøgelsen eller oprydningen efter olieforureningen har forsikringsselskabet (og kommunen for beløb over dengang 2 mio. kr.) et grundlag for at rejse et regreskrav mod en ansvarlig
skadevolder herfor. Om der er et regreskrav, beror således på, at der er meddelt et bindende
myndighedspåbud. Regreskravet vil ikke kunne fastslås under en retssag mod den ansvarlige
skadevolder uafhængigt af et sådant påbud.
På denne baggrund finder Højesteret, at der foreligger særlige omstændigheder, således at den
3-årige forældelsesfrist først begynder at løbe, når der er meddelt et bindende påbud, jf. forældelseslovens § 2, stk. 1.
Topdanmarks krav angår udgifterne til opfyldelse af to undersøgelsespåbud af 18. juli 2011
og 20. februar 2012 fra henholdsvis Natur- og Miljøklagenævnet og Faxe Kommune samt
opfyldelse af kommunens oprydningspåbud af 12. november 2012. Da parterne har indgået en
suspensionsaftale den 16. august 2011, er ingen del af kravet forældet.
Konklusion
Højesteret tager Topdanmarks påstand til følge.
Sagsomkostninger
Sagsomkostningerne for landsret og Højesteret er fastsat til dækning af advokatudgifter med
150.000 kr. og af retsafgift med 69.760 kr., i alt 219.760 kr.
- 9 -
Sagsomkostningerne for byretten fastsættes i forbindelse med sagens endelige afgørelse.
Thi bestemmes:
Byrettens kendelse stadfæstes, og sagen hjemvises til byretten.
I sagsomkostninger for landsret og Højesteret skal If Skadeforsikring, Filial af If
Skadeförsäkring AB (PUBL), og Investeringsselskabet af 2. juli 2007 ApS solidarisk betale i
alt 219.760 kr. til Topdanmark Forsikring A/S.
Det ikendte beløb skal betales inden 14 dage efter denne højesteretskendelses afsigelse og
forrentes efter rentelovens § 8 a.