Europas energiomstilling er godt i gang

Europa-Kommissionen - Pressemeddelelse
Europas energiomstilling er godt i gang
Bruxelles, den 1. februar 2017
Den anden rapport om status over energiunionen viser, at der er ved at ske en
modernisering af EU's økonomi og en omstilling til lave emissioner.
På områder som drivhusgasemissioner, energieffektivitet og vedvarende energi er Europa
på vej til at nå sine 2020-mål. For yderligere at fremme denne proces lancerer
Kommissionen i dag en ny rundrejse i energiunionen.
I overensstemmelse med tilsagnet om årligt at rapportere om energiunionen offentliggør
Kommissionen i dag sin anden statusrapport. Denne rapport handler om de fremskridt, der er opnået
siden offentliggørelsen af den første status over energiunionen i november 2015. Disse rapporter er
centrale værktøjer til at overvåge gennemførelsen af energiunionen, som er en af JunckerKommissionens vigtigste prioriteter.
Maroš Šefčovič, næstformand med ansvar for energiunionen, siger: "Energiunionen handler om mere
end energi og klima; den har til formål at fremskynde den grundlæggende modernisering af Europas
samlede økonomi, så vi opnår lave emissioner og sikrer energi- og ressourceeffektivitet på et socialt
retfærdig måde. Vi bør også øge indsatsen inden for energiunionens eksterne dimension for at styrke
EU's globale førerrolle. Da en stor del af de relevante lovforslag efterhånden ligger på bordet, bør vi nu
sørge for at få dem ført ud i livet i 2017. Det er det budskab, jeg vil overbringe medlemsstaterne i
forbindelse med den nye rundrejse i energiunionen, som jeg vil lancere den 3. februar".
Miguel Arias Cañete, EU's kommissær for klima og energi, tilføjer: "Europa er godt på vej til at nå sine
klima- og energimål for 2020. På trods af den nuværende geopolitiske usikkerhed gør Europa store
fremskridt med omstillingen til renere energi. Der er ikke noget alternativ. Og kendsgerningerne taler
for sig selv: Vedvarende energi er nu blevet konkurrencedygtig og er ofte billigere end fossile
brændstoffer. Den beskæftiger mere end 1 mio. mennesker i Europa, tiltrækker flere investeringer end
mange andre sektorer og har reduceret vores import af fossile brændstoffer med 16 mia. EUR. Europa
skal nu fortsætte sin indsats i samarbejde med sine partnere og vise vejen i kapløbet hen imod en
mere bæredygtig og konkurrencedygtig økonomi".
Siden offentliggørelsen af den første status over energiunionen er en række tendenser inden for EU's
omstilling til en lavemissionsøkonomi blevet videreført og styrket. Kommissionen vil foretage yderligere
dybdegående analyser af medlemsstaternes politikker og vil i den forbindelse trække på den nye
rundrejse i energiunionen gennem hele 2017.
For energiunionen var 2016 et år med resultater, idet rammestrategien for energiunionen blev omsat
til yderligere lovgivningsmæssige og ikke-lovgivningsmæssige initiativer, især i form af pakken om ren
energi til alle europæere, som blev fremlagt den 30. november 2016.
EU har som helhed fortsat sine fremskridt mod at nå målene for energiunionen, især med hensyn til
energi- og klimamålene for 2020 (se MEMO/17/162 og MEMO/17/163). Unionen har allerede opfyldt
målet for det endelige energiforbrug i 2020. Det samme gælder for drivhusgasemissionerne: I 2015 lå
EU's drivhusgasemissioner 22 % under niveauet i 1990. EU er også på rette spor i sektoren for
vedvarende energi, idet andelen af vedvarende energi ifølge data fra 2014 nåede op på 16 % af EU's
samlede endelige energiforbrug. En anden vigtig tendens er, at EU fortsat har held med at afkoble den
økonomiske vækst fra drivhusgasemissioner. I perioden 1990-2015 steg EU's samlede
bruttonationalprodukt (BNP) med 50 %, mens de samlede emissioner faldt med 22 %.
Efter indgåelsen af Parisaftalen i december 2015 var det EU's hurtige ratificering, der gjorde det muligt
for aftalen, som er den første universelle, juridisk bindende klimaaftale nogensinde, at træde i kraft
den 4. november 2016.
I et meget omskifteligt geopolitisk miljø er en energiunion, der skaber resultater, afgørende for at
beskytte Europas og de europæiske borgeres økonomiske interesser og velfærd. Derfor har der i
arbejdet med energiunionen i de seneste måneder været et øget fokus på energidiplomatiet, som har
til formål at styrke energiforsyningssikkerheden, øge eksporten af lavemissionsteknologi fra EU og øge
Europas industrielle konkurrencedygtighed.
I 2016 fremlagde Kommissionen også en europæisk strategi for lavemissionsmobilitet med en klar
ambition: Inden midten af århundredet skal drivhusgasemissionerne fra transport være mindst 60 %
lavere end i 1990 og være godt på vej mod nul; samtidig skal mobilitetsbehovene for personer og
varer opfyldes og globale forbindelser skal sikres.
Yderligere oplysninger
Meddelelsen om status over energiunionen og alle de ledsagende dokumenter kan findes på
Kommissionens websted
MEMO/17/162 – om rapporten om energieffektivitet
MEMO/17/163 – om rapporten om vedvarende energi
Oplysninger om rundrejsen i energiunionen i 2017 kan findes på næstformand med ansvar for
energiunionen Maroš Šefčovičs websted
IP/17/161
Pressehenvendelser:
Jakub ADAMOWICZ (+32 2 29 50595)
Anna-Kaisa ITKONEN (+32 2 29 56186)
Nicole BOCKSTALLER (+32 2 295 25 89)
Borgerhenvendelser: Europe Direct på tlf. 00 800 67 89 10 11 eller pr. mail