Vejen d.1.februar 2017 Nyhedsbrev februar 2017 Kære medlemmer Vi vil gerne sige mange tak for den store opbakning, vi oplevede i forhold til valg af ny næstformand på den ekstraordinære generalforsamling i Vejen lærerkreds. Det er dejligt at mærke, at I har en interesse i det fagpolitiske arbejde gennem opstilling af flere kandidater. Vi håber på ligeså stor opbakning til den ordinære generalforsamling den 15. marts 2017. Her har vi tænkt os at komme med nogle ændringer til selve indholdet på generalforsamlingen. Vi har et stort ønske om at gøre generalforsamlingen mere vedkommende for jer, ved at skabe en debat i forhold til relevante temaer om folkeskolen og lærernes arbejdstid. Dette ville give Vejen lærerkreds et bedre indblik i, hvilke forventninger og prioriteringer I har til os som organisation, og som vi så kan drage nytte af i vores strategidrøftelser f.eks. i forhold til, hvad er det, I ønsker, vi skal fremme på dialogmøderne med skoleforvaltningen, politikerne, dlf osv. Derfor har vi tænkt os at dispensere generalforsamlingen efter den mundtlige beretning og så sætte tid af til en debat af forskellige temaer. Formandens mundtlige beretning vil bl.a. komme ind på to vigtige områder som OK18 og inklusion. Ud over disse to temaer vil tillidsrepræsentanterne få indflydelse på en eller flere, og disse vil blive lagt ud til debat på generalforsamlingen. Her vil man ved bordene få mulighed for at drøfte de forskellige temaer og ved hvert bord vælger man en ”speaker”, som fremlægger de drøftelser, der har været. Speakers fremlæggelse foregår på en kasse (vi har stillet op) lidt som ”speakers corner”. Vi vil også opfordre til, at man allerede nu begynder at overveje om man ved næste valggeneralforsamling i 2018 kunne tænke sig at opstille som kandidat til kredsstyrelsen. Med venlig hilsen Vejen lærerkreds Kontor: Nørregade 58 B, 6600 Vejen Telefon: 75 41 08 44 Telefax: 75 41 08 70 E-mail: [email protected] Web: www.kreds104.dk
© Copyright 2024