Læs hele artiklen

Der er gang i Skagen Kirke
På årsbasis deltager flere end 30.000 i kirkens arrangementer
I Skagen er der rigtig mange former for aktiviteter, man kan deltage i. Hele året rundt og ikke kun i
turistsæsonen.
Nogle af de aktiviteter, mange måske er knap så opmærksomme på, er mængden af arrangementer,
der finder sted i kirken og i Sognehuset.
Blandt andet for at få dokumentation for påstanden om de tomme kirker bad biskoppen i Aalborg
for snart 3 år siden menighedsrådene i Aalborg Stift om at tælle deltagerne til alle de aktiviteter, der
finder sted i menighedsrådets regi.
Derfor kan menighedsrådet nu sætte tal – dels på de forskellige former for kirkelige handlinger samt
øvrige arrangementer og dels på antallet af deltagere.
Helt overordnet kan det konstateres, at kirkens arrangementer i løbet af 2016 har tiltrukket lige knap
31.000 deltagere.
I løbet af året har man sammenlagt afholdt 190 gudstjenester i kirken, på plejehjemmene og ved
Den Tilsandede Kirke med godt 14.000 deltagere. Når nogle jævnligt taler om tomme kirker, er det
i den sammenhæng værd at bemærke, at søndagsgudstjenesterne i Skagen kirke har et
gennemsnitligt deltagerantal på 99 kirkegængere.
Man må også konstatere, at der er mange begravelser og bisættelser i Skagen – godt 100 om året
med deltagelse af over 6.000 personer.
Der har i løbet af året været 25 vielser med små 2.000 bryllupsgæster.
Men det der virkelig springer i øjnene er de mange arrangementer i Sognehus og kirke. Det drejer
sig om foredragsrækker, kristendomskurser, børne- og familiearrangementer, café-arrangementer,
babysalmesang, koncerter, tværkulturelle aftener, messy church og eftermiddagsmøder for blot at
nævne et tilfældigt udvalg.
I 2016 har der været afholdt 270 af den slags arrangementer – det vil siger omkring 5 om ugen –
med lige knap 9.000 deltagere.
For en god ordens skyld skal det nævnes, at de koncerter som eksempelvis Jens-Christian Wandt og
Lions afholder ikke tæller med i opgørelsen, ligesom det store antal turister, der besøger kirken,
heller ikke tælles med.
Selv for menighedsrådet har resultatet af disse pålagte tællinger været overraskende, men det giver
bestemt også anledning til en vis tilfredshed både over deltagerantallet og aktivitetsniveauet.
Det er vel ikke helt forkert at konkludere, at der er gang i Skagen kirke.
Februar 2017/ Arne Ehrenreich, medlem af Skagen Menighedsråd