Den Politiske Hjerne
Hjerneforskningen har talt. Følelser slår fornuft, hver gang
Af: Kresten Schultz Jørgensen
Brexit, Donald Trump og højrefløjens fremmarch over hele Europa repræsenterer starten på en epoke,
hvor de kendte institutioner går i opløsning, og hvor følelser af vrede og pludselig begejstring driver det
politiske liv i alle retninger.
Følelsernes politik repræsenterer en tid, hvor fakta spiller en mindre rolle end tidligere.
Hvor vrede vælgere køber populistiske politikeres løfter om lette løsninger på komplekse problemer. Hvor
de traditionelle medier løber efter konflikter og konspirationsteorier, og hvor sociale medier forvrænger
debatten og forstærker vreden.
Den institutionelle opløsning er grundlæggende resultatet af både teknologiske og sociale kræfter, der er
svære at kontrollere. Men set med vores viden om branding og kommunikation burde det ikke være
overraskende, at følelser – snarere end rationelle data – styrer menneskers beslutningstagning - også den
politiske. Vi vælger med følelserne og begrunder først derefter med fornuften. Det vidste allerede de
gamle grækere, der afhængig af situationen anbefalede en særlig dosering af etos, logos og patos – det vil
sige troværdighed, fornuft og følelse.
Desværre blev de gamle grækeres visdom ikke rigtigt respekteret i de mange årtier, hvor ’fornuftens
politik’ voksede frem i hænderne på teknokrater overalt i den vestlige verden. Her, i opbygningen af EU og
den teknokratiske politik efter 2. Verdenskrig, ligger en hovedforklaring på den fremmedgørelse og
folkelige afmagt, der i disse år styrer millioner af mennesker mod populisme og demagogi.
Men måske er noget ved at vende? Hjerneforskningen og neurovidenskaben giver de græske retorikere
ret. Den nyeste forskning i det limbiske system og dets kernekomponent i tindingelappens spids
– amygdala – begrunder, at følelser slår fornuft, hver gang. Reklamebranchen og marketing har
fornemmet det i mange år, mens seriøse politikere har i årtier slået syv kors for sig.
Drew Westens gode test
Et eksperiment, der beskrives i psykologen Drew Westens aktuelle bog ’The Political Brain’ er værd at
studere. I de sidste afgørende måneder i det amerikanske præsidentvalg i 2004, da republikaneren George
W. Bush og demokraten John Kerry kæmpede mod hinanden, blev 30 forsøgspersoner bedt om at deltage
i et politisk eksperiment. Halvdelen af de 30 personer beskrev sig selv som ’overbeviste republikanere’, den
anden som ’overbeviste demokrater’, og de blev om at forholde sig til udsagn fra både Bush og Kerry, hvor
kandidaterne helt klart modsagde sig selv.
Resultatet: Republikanerne var nøjagtigt lige så kritiske overfor Kerry, som demokraterne var overfor
Bush. Til gengæld forsvarede og forklarede de deres egen kandidat i et omfang, hvor selvmodsigelserne
slet ikke blev erkendt. Forsøgspersonerne holdt kort sagt med deres favoritkandidat uanset, hvad
vedkommende konkret sagde.
Forskningstemaet, der bestod af psykologen Drew Westen og to neurobiologer, bad helt konkret
forsøgspersonerne om at studere en række udsagn fra de politiske kandidater, mens de undersøgte deres
hjerner med en såkaldt fMRI-scanning. Denne scanning-teknik blev udviklet i 1990 og har gjort det muligt
at studere hjerneaktivitet med en metode, der registrerer hjernens blodgennemstrømning i forhold til
dens neuroaktivitet; der er nemlig en sammenhæng – jo større aktivitet i en af hjernens funktionsområder,
jo større blodgennemstrømning.
Westens mål var at konfrontere forsøgspersonerne med en række udsagn, der ville få et menneske uden
følelsesmæssig involvering til at registrere selvmodsigelserne. Sagt enkelt: Forsøgets mål var at skabe en
konflikt mellem de holdningspåvirkninger, der kommer fra fornuft og beviser (data, der viser at
kandidaten har gjort noget usammenhængende, uærligt eller slet og ret uetisk) og de
holdningspåvirkninger, der bygger på følelser (sympati overfor og tillid til kandidaten og hans parti).
Med et enkelt spørgsmål: Hvordan den menneskelige hjerne forholder sig til en konflikt mellem fornuft og
følelse. Mens de 30 forsøgspersoner lå placeret i scanneren, blev de præsenteret for en serie af slides. Den
første slide i hver serie præsenterede et oprindeligt budskab, typisk et citat fra én af kandidaterne. Den
anden slide præsenterede et modsatrettet budskab fra den samme kandidat, der således rummede en
selvmodsigelse og dermed en intern konflikt. Et eksempel fra John Kerry:
Oprindeligt budskab (slide 1.): Under den første golf-krig skrev John Kerry til en vælger: ”Tak fordi du
kontakter mig med din modstand mod krigen … Jeg deler din bekymring. Jeg stemte således for en
resolution, der ville have givet sanktionerne mere tid til at virke”.
Modsatrettet budskab (slide 2.): Syv dage senere skrev Kerry til en anden vælger: ”Tak fordi du udtrykker
din støtte til den irakiske invasion af Kuwait. Fra begyndelsen af denne invasion har jeg stærkt og entydigt
støttet præsident Bushs svar på krisen”.
Uden andre informationer end disse er det svært at mene andet, end at udsagnene er direkte
modsatrettede, det vil sige selvmodsigende. Præsident Bush’s udsagn var lige så modsatrettede. De to
kandidater kan naturligvis med en vis ret argumentere for, at udsagnene er taget ud af sammenhæng og
derfor mangler nuancer. Men det er ikke sagens kerne; sagens kerne i Westens forskningsprojekt var,
hvordan de 3o forsøgspersoner faktisk svarede.
Westen og hans team blev ikke skuffede. Forsøgspersonerne kunne sagtens se modsigelserne hos den
kandidat, som de ikke støttede. For deres egen kandidat var reaktionerne imidlertid anderledes.
Demokraterne forklarede og forsvarede deres kandidat, nøjagtigt som republikanerne støttede deres.
Westen kunne se det på hjernescannerne: Den menneskelige hjerne registrerer en konflikt mellem data og
følelser og begynder at lede efter måder, hvorpå den ubehagelige strøm af konfliktende informationer kan
ophøre. Dét lykkes hjernen normalt med - og for forsøgspersonerne i eksperimentet så succesfuldt, at de
sjældent nåede til slide 3., før den mentale ro var genoprettet. Deres respektive kandidater var til at stole
på, mente de.
Glem de frelste
Så hvad er implikationerne af dette forsøg?
I forhold til den mere kyniske variant af spin og politisk markedsføring er de umiddelbare konklusioner
enkel: Man behøver egentlig ikke bruge så lang tid på de vælgere, der allerede har besluttet sig, og som fx
slet ikke bryder sig om én. Vi har således lov at antage, at de fx 20-30 af vælgerne, der under inden
omstændigheder vil stemme fx stærkt borgerligt eller venstreorienteret pludselig vil ombestemme sig.
Deres hjerner er ikke modtagelige for vores kommunikation, og vi kan i stedet fokusere på de såkaldte
marginalvælgere, det vil sige, der har en tendens til at skifte holdninger.
Men hvis vi tager et lidt mere grundlæggende perspektiv, indeholder forsøget en konklusion, der ligger
helt i forlængelse af de seneste års stigende psykologiske og samfundsfaglige interesse for hjernen: Den
politiske hjerne er en følelsesmæssig hjerne. Det er ikke en hjerne, der nøgternt regnede sig igennem data
og beviser for at kunne tage den oplyste og ’korrekte’ beslutning.
Forsøgspersonerne i Westens forsøg var ikke hverken dumme eller uoplyste. De var ikke idioter til fals for
populisme eller falsk beskedenhed; alle de forklaringer de etablerede politikere gennem historien har
hæftet på vælgere, som tilsyneladende ikke reagerede på ’korrekte’ informationer. De var normalt
begavede – men traf beslutninger med deres følelsesregister.
Den politiske hjerne er en følelsernes hjerne, der rummer millioner af års udvikling. Det kan næppe ændres
uden videre. Til gengæld kan vi politikerne ændre den måde, hvorpå de henvender sig til den.