Publikum tænker med i ny opsætning af Holberg Teatret er kommet tilbage på Store Scene! Af Emilie Hackenberg Alstrup Det er skelsættende fornøjelser, der i disse dage kan opleves på Aarhus Teater. Holbergs klassiker ”Erasmus Montanus” iscenesættes på Store Scene med en stærk intention om at ruske i publikum og ikke bare lade dem sidde blidt og behageligt i plyssæderne. Det er langt fra teatrets tidligere tendenser om at lave ren underholdningskunst, hvor teaterkoncerterne og musicals har floreret på Store Scene. Men nu sker der noget nyt. Det er provokerende, det er tankevækkende – det er kort sagt teater i sit allerbedste format. Klare kontraster Men kan nemt spørge sig selv, hvad vi i dag skal bruge Holbergs gamle tekst til. ”Erasmus Montanus” handler om bondesønnen Rasmus Berg, der vender bedrevidende hjem til landet efter sine studier på universitetet med det latinske navn Erasmus Montanus og beskeden, om at jorden er rund. Dette skaber en stor kontrast mellem Erasmus og landsbyens indbyggere. Erasmus insisterer på hans sandhed, og derfor kommer han i klemme, da hans svigerfar nægter ægteskabet mellem Erasmus og sin datter. Gennem tortur og pres ender Erasmus med at overgive sig til landsbyens tro. Hos Christian Lollike, der har iscenesat denne opsætning, er konflikten mellem jorden som værende enten flad eller rund ændret til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bygger på kristendommen eller oplysningstidens værdier. I tematikken har Lollike altså lavet en opdatering, så publikum kan forstå det. Forestillingen er fyldt med fantastiske og finurlige virkemidler, som samlet set formår at skabe et let aflæseligt billede for publikum, der oplever kontrasten mellem Erasmus Montanus og landsbyen. Først og fremmest kan man blot tage et kig på skuespillernes spillestil. I starten af forestillingen har vi landsbyen for os selv og kan nå at danne os et billede af, hvilke karakterer vi har med at gøre. Alene i introduktionen af dem mærker man, hvordan de bliver skildret som virkelighedsfjerne ved en spillestil, der i høj grad er præget af det mekaniske. Når de fører en dialog, kan de kun stå frontalt og se direkte ud mod publikum. De har altså ikke nogen ægte kontakt med hinanden. På den måde fremstår de afstumpede. Kontrasten til denne mekaniske spillestil møder vi gennem Erasmus’ entré, idet han er mere naturlig i sin tilstedeværelse. Derudover får Erasmus med det samme etableret en forbindelse til salen vha. publikumshenvendelser, og vi bliver derfor hurtigt ret gode venner med Erasmus. (Landsbyen og dens indbyggere – foto: Emilia Therese) Scenografien går ligeledes i fantastisk godt spænd med skildringen af bønderne. Her er der nemlig gjort brug af gamle dages teatertraditioner med flade kulisser, der blot fungerer som en illusion. Der er intet bag dem, og som Erasmus skriger ud til publikum: ”Det er jo for fanden bare pap! ”. Scenografien er altså også med til at vise landsbyens distance fra virkeligheden, og Erasmus bruger det også som et våben mod bønderne ved at smadre scenografien. Han stiller sig helt ud til scenekanten med en flaske vand i hånden for at hælde det i et krus, som er lavet af pap – blot for at gøre det tydeligt for publikum, hvad vi har med at gøre. Et dilemma til Erasmus og publikum Men vi fortsætter ikke med at være 100% gode venner med Erasmus. Vi ser nemlig, hvordan han gør indbyggerne mere ulykkelige og angste ved tanken om, at deres trygge land ikke skulle være bygget på kristne værdier. Erasmus kan ikke selv opgive sin sandhed for at få kærligheden, men det bliver et stort dilemma for ham, for han vil jo gerne giftes. Her møder forestillingen ligeledes vores samtid, da Erasmus igen vha. en publikumshenvendelse må spørge én på 2. række, om han eksempelvis selv ville kunne konvertere til islam, hvis han mødte kærligheden. Landsbyen forvandles til slut til en hær i røde kostumer, der afklæder Erasmus. Han står nu med sænkede parader og overgiver sig blot for at overleve. Alt dette sker lige ved scenekanten, hvor den nøgne Erasmus nærmest er ved at falde ud over. (Andreas Jebro spiller Erasmus Montanus – foto: Emilia Therese) Denne iscenesættelse formår at plante et dilemma hos sit publikum ud fra den stærke virkning af de mange publikumshenvendelser. Forestillingen slutter med linjerne fra en gammel dansk salme; ”Kæmp for alt, hvad du har kært. Dø om så det gælder” og sender dermed et direkte spørgsmål ud til publikum. Hvad vil man selv gøre i Erasmus’ situation? Hvilke værdier har man i sidste ende? Vil man overgive sig, eller vil man dø for sin sandhed? Jeg mener helt klart, at denne forestilling formår at vise os, hvad teatret skal kunne. Publikum skal provokeres og møde sig selv. Kære Aarhus Teater – vi skal videre ad den vej! Af: Ludvig Holberg Bearbejdelse: Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike Instruktion: Christian Lollike Scenografi og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup Nielsen Lysdesign: Anders Kjems Lyddesign: Lars Gaarde Medvirkende: Andreas Jebro, Lars Brygmann, Lotte Andersen, Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Ole Thestrup, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen + et kor på seks sangere
© Copyright 2024