Publikum tænker med i ny opsætning af Holberg
Teatret er kommet tilbage på Store Scene!
Af Emilie Hackenberg Alstrup
Det er skelsættende fornøjelser, der i disse dage kan opleves på Aarhus Teater. Holbergs klassiker
”Erasmus Montanus” iscenesættes på Store Scene med en stærk intention om at ruske i publikum og
ikke bare lade dem sidde blidt og behageligt i plyssæderne. Det er langt fra teatrets tidligere
tendenser om at lave ren underholdningskunst, hvor teaterkoncerterne og musicals har floreret på
Store Scene. Men nu sker der noget nyt. Det er provokerende, det er tankevækkende – det er kort
sagt teater i sit allerbedste format.
Klare kontraster
Men kan nemt spørge sig selv, hvad vi i dag skal bruge Holbergs gamle tekst til. ”Erasmus
Montanus” handler om bondesønnen Rasmus Berg, der vender bedrevidende hjem til landet efter
sine studier på universitetet med det latinske navn Erasmus Montanus og beskeden, om at jorden er
rund. Dette skaber en stor kontrast mellem Erasmus og landsbyens indbyggere. Erasmus insisterer
på hans sandhed, og derfor kommer han i klemme, da hans svigerfar nægter ægteskabet mellem
Erasmus og sin datter. Gennem tortur og pres ender Erasmus med at overgive sig til landsbyens tro.
Hos Christian Lollike, der har iscenesat denne opsætning, er konflikten mellem jorden som værende
enten flad eller rund ændret til spørgsmålet om, hvorvidt Danmark bygger på kristendommen eller
oplysningstidens værdier. I tematikken har Lollike altså lavet en opdatering, så publikum kan forstå
det.
Forestillingen er fyldt med fantastiske og finurlige virkemidler, som samlet set formår at skabe et let
aflæseligt billede for publikum, der oplever kontrasten mellem Erasmus Montanus og landsbyen.
Først og fremmest kan man blot tage et kig på skuespillernes spillestil. I starten af forestillingen har
vi landsbyen for os selv og kan nå at danne os et billede af, hvilke karakterer vi har med at gøre.
Alene i introduktionen af dem mærker man, hvordan de bliver skildret som virkelighedsfjerne ved
en spillestil, der i høj grad er præget af det mekaniske. Når de fører en dialog, kan de kun stå
frontalt og se direkte ud mod publikum. De har altså ikke nogen ægte kontakt med hinanden. På den
måde fremstår de afstumpede. Kontrasten til denne mekaniske spillestil møder vi gennem Erasmus’
entré, idet han er mere naturlig i sin tilstedeværelse. Derudover får Erasmus med det samme
etableret en forbindelse til salen vha. publikumshenvendelser, og vi bliver derfor hurtigt ret gode
venner med Erasmus.
(Landsbyen og dens indbyggere – foto: Emilia Therese)
Scenografien går ligeledes i fantastisk godt spænd med skildringen af bønderne. Her er der nemlig
gjort brug af gamle dages teatertraditioner med flade kulisser, der blot fungerer som en illusion. Der
er intet bag dem, og som Erasmus skriger ud til publikum: ”Det er jo for fanden bare pap! ”.
Scenografien er altså også med til at vise landsbyens distance fra virkeligheden, og Erasmus bruger
det også som et våben mod bønderne ved at smadre scenografien. Han stiller sig helt ud til
scenekanten med en flaske vand i hånden for at hælde det i et krus, som er lavet af pap – blot for at
gøre det tydeligt for publikum, hvad vi har med at gøre.
Et dilemma til Erasmus og publikum
Men vi fortsætter ikke med at være 100% gode venner med Erasmus. Vi ser nemlig, hvordan han
gør indbyggerne mere ulykkelige og angste ved tanken om, at deres trygge land ikke skulle være
bygget på kristne værdier. Erasmus kan ikke selv opgive sin sandhed for at få kærligheden, men det
bliver et stort dilemma for ham, for han vil jo gerne giftes. Her møder forestillingen ligeledes vores
samtid, da Erasmus igen vha. en publikumshenvendelse må spørge én på 2. række, om han
eksempelvis selv ville kunne konvertere til islam, hvis han mødte kærligheden. Landsbyen
forvandles til slut til en hær i røde kostumer, der afklæder Erasmus. Han står nu med sænkede
parader og overgiver sig blot for at overleve. Alt dette sker lige ved scenekanten, hvor den nøgne
Erasmus nærmest er ved at falde ud over.
(Andreas Jebro spiller Erasmus Montanus – foto: Emilia Therese)
Denne iscenesættelse formår at plante et dilemma hos sit publikum ud fra den stærke virkning af de
mange publikumshenvendelser. Forestillingen slutter med linjerne fra en gammel dansk salme;
”Kæmp for alt, hvad du har kært. Dø om så det gælder” og sender dermed et direkte spørgsmål ud
til publikum. Hvad vil man selv gøre i Erasmus’ situation? Hvilke værdier har man i sidste ende?
Vil man overgive sig, eller vil man dø for sin sandhed?
Jeg mener helt klart, at denne forestilling formår at vise os, hvad teatret skal kunne. Publikum skal
provokeres og møde sig selv. Kære Aarhus Teater – vi skal videre ad den vej!
Af: Ludvig Holberg
Bearbejdelse: Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike
Instruktion: Christian Lollike
Scenografi og kostumedesign: David Gehrt og Ida Grarup Nielsen
Lysdesign: Anders Kjems
Lyddesign: Lars Gaarde
Medvirkende: Andreas Jebro, Lars Brygmann, Lotte Andersen, Anders Baggesen, Zaki Youssef,
Nanna Bøttcher, Ole Thestrup, Sofia Nolsøe, Simon Mathew, Andreas Nicolai Petersen + et kor på
seks sangere