Kvindernes internationale bededag 2017
Tekst: Matt 20,1-16
”Min ven, jeg gør dig ikke uret”, lyder svaret til de utilfredse arbejdere i Jesu lignelse. Jeg gør dig
ikke uret. Det troede du måske, men verden ser ikke ud, som du tror. Du ser den ikke, som jeg ser
den. Sådan kunne vingårdsejeren godt have talt. Det gjorde han nu ikke, for han bebrejdede i stedet
den klagende arbejder for hans manglende medfølelse med dem, der havde stået på torvet hele
dagen. Det at arbejderne så på deres sidst ankomne kolleger med onde øjne.
Det med at sende hinanden onde øjne, det har vi kendt til altid. Det har været frygtet altid. Selv i
oldtidens samfund. Det at se på et andet menneske og ønske at noget ondt sker for ham eller hende.
Man forbandt det med noget ligefrem overnaturligt, med magi. I Danmark tænkte man, at det var
særligt farligt, hvis det nu var en heks, der kiggede ondt på det andre havde, for de kunne både få
markernes korn til at visne og køernes mælk til at blive sur. Troede man. Og mente, at man netop
derved kunne kende en heks, nemlig at der skete noget slemt – som at husdyrene faldt døde om –
når heksen havde kigget på dem. Man beskyttede sig imod de onde øjne med amuletter eller
billeder, man malede på huse eller både. Øjne, der kunne stirre tilbage på det onde og måske
skræmme det væk.
Det er overtro. Man kan ikke få planter til at visne eller husdyr til at falde døde om ved at kigge
vredt på dem. Men måske kan man få mennesker til at visne ved at stirre ondt på dem. Hvis man gør
det længe nok og tit nok. Så de mister deres selvtillid og bøjer nakken og ikke længere tør være
dem, de er. Så får man det, som man gerne selv vil, for et menneske, man har kuet og måske endda
klemt al livsmod og håb ud af, vil ikke svare igen. De vil gemme sig og liste langs panelerne og på
alle måder forsøge at undgå at blive bemærket. Så de ikke bliver ramt af foragtende og onde blikke.
Der var nogle af arbejderne i lignelsen, der havde stået på torvet hele dagen. Og ventet. De var
blevet forbigået hver gang, der var arbejde. Folk, der gik forbi har kigget irriteret og forarget på
dem. Tænk, at de stod der stadigvæk. De undseelige, de svagelige, de gamle, dem med de skæve
ben eller den dårlige ånde. Der kan jo være mange grunde til at tilhøre gruppen af de ikke-udvalgte.
Til sidst har de nærmest opgivet håbet, nogen har sat sig ned. Er sunket mere sammen jo mere solen
sank på himlen. Endnu en dag er gået, hvor de ikke har kunnet brødføde familien. Endnu et
nederlag til samlingen. Men de bliver valgt. Til sidst. Og håbet tændes i dem igen. Så forestil jer
deres tindrende, strålende glæde, da de fik en denar udbetalt ved fyraften. Den løn som de første
arbejdere til at begynde med var glade for at få for en hel dags hårdt arbejde.
Jesus fortæller os med lignelsen her om en barmhjertig Gud, som også henter mennesker ind til
himmerigets velsignelser i 11. time. En overflodens Gud, som er god mod dem, der har lidt under
tvivl og frygt og svagheder. Dem, der ikke har anet, om de var købt eller solgt. Jesus fortæller os
også om en Gud Fader, som hele tiden må minde menneskene om, at vi skal dele alt her med
hinanden. Arbejde og glæde og brød skal vi være fælles om. Så ingen slides ned og bliver gamle før
tid. Så alle har lov til at glæde sig over livet og dets mange gaver. Så alle bliver mætte. Også dem,
der ikke kan arbejde. Også de syge og de gamle, som vi ofte glemmer. Vi skyder ofte skylden for
alverdens ulykker på Gud. Men mange ulykker kommer fra menneskene selv. Fordi vi ikke vil dele
med hinanden. Vi bliver misundelige og føler os uretfærdigt behandlet, hvis andre får mere end os
selv. Somme tider også, hvis de får det samme som os selv. Når vi ikke synes, at de har fortjent det.
Alt det, vi får fra Gud, kan vi ikke gøre os fortjent til. Hvem af os kan påstå, at vi har gjort os
fortjent til overhovedet at leve? Og endda leve lige her, hvor der er fred og mad nok til os alle. Gud
har givet os en fantastisk og rig verden at leve i. Der er nok til os alle, hvis vi tænker os om. Hvis vi
kan undgå misundelse og selvretfærdighed.
Det er når misundelsens orm gnaver i vores hjerter, at vi kommer i tanke om, at vi nok selv har ret
til noget mere end de andre. Når vi får den tanke, så er det, at vi skal høre vor Herres stemme i vort
indre, som spørger ”Har jeg gjort dig uret?” For det ved vi jo godt, at han ikke har. Gud er retfærdig
og god. Når vi har fået til dagen og vejen, så vi har tid til at overveje, hvad vi ellers går og mangler,
så mangler vi i virkeligheden ikke mere. Så bør vi kunne rumme, at andre også får deres helt basale
behov dækket. At nogle mennesker altså har brug for hjælp til at få mad på bordet, tag over hovedet
eller hjælp til at finde et job. Vi skal lære at gå i os selv og se mildt, med venlige øjne, på dem, der
ikke er lige så heldige som os selv. Så de får mod til at løfte hovedet og være i verden, som de
mennesker de er.
Når vi ser på hinanden med kærlighedens øjne, så kan mennesker folde sig ud, som smukke
blomster, der engang vil give god frugt for vor Herre på høstens dag. Gud, som har givet os alle
gode gaver, har også givet os muligheden for at gøre livet rigt og godt for hinanden. Han har givet
os fællesskabets mulighed. På en dag som i dag, hvor vi fejrer gudstjeneste med hinanden på tværs
af kirkeretninger og landegrænser, giver Gud os blik for det fællesskab som er større end de små
begrænsede fællesskaber, vi normalt holder os til. I dag fornemmer vi at verden er stor, men at det
er Guds verden, og at Han binder sin kirke sammen med sit hellige ord, så vi kan holde gudstjeneste
sammen i indbyrdes kærlighed og forståelse. Amen.