Virksomheders ønsker til Digital Post er nu virkelighed Ifølge rapport udarbejdet af Rambøll for Digitaliseringsstyrelsen i 2015, har virksomheder haft en række ønsker til Digital Post. Ønskerne omfatter blandt andet system til system integration, differentieret adgang til bestemte mapper samt én fælles indgang. Det er nu muligt. I løbet af det sidste halve år har Digital Post fået en række nye funktioner, som imødekommer virksomhedernes ønsker. Odense Kommune vil gerne slå et slag for at sprede budskabet. ”Som kommune er vi mere end godt tilfredse med, at virksomheder nu har mulighed for at håndtere Digital Post-kommunikationen med det offentlige lettere og mere effektivt. Dobbeltarbejde og tidsrøvende manuelle arbejdsgange har været et irritationsmoment lige siden, det i 2013 blev obligatorisk for virksomheder at modtage Digital Post fra det offentlige. Men nu er det slut. De fine vejledninger på virk.dk skal nok hjælpe mange virksomheder i gang med de nye muligheder for en mere effektiv håndtering af posten.” siger Birgitte Hjelm Paulsen, chefkonsulent med ansvar for Digital Post og selvbetjening i Odense Kommune. Hun tilføjer: ”Er der en lokal brancheorganisation eller et lokalt netværk af virksomheder, der gerne vil have en mundtlig orientering om og demonstration af de nye muligheder, ja så dukker vi gerne op til et sådant arrangement. Bare giv os et praj!” Behov efter størrelse Virksomheder har forskellige behov alt efter størrelse – også når det kommer til Digital Post. De mindre virksomheder har udtrykt ønske om at have ét samlet sted med én fælles adgang. For de mellemstore og store virksomheder er behovet et andet. Privat NemID kan nu bruges til erhverv Virksomhedsejere, som tegner selskabet alene, kan nu bruge et og samme nøglekort til den private og til virksomhedens Digital Post. Også indberetning af moms og refusion af sygedagpenge kan nu håndteres ved hjælp af privat NemID. Videresend post til virksomhedens mailsystem eller it-system Mindre virksomheder kan have stor nytte af, at videresende deres Digital Post automatisk til eget mailsystem. Så skal der ikke tjekkes post flere steder. Når posten bliver videresendt som sikker e-mail, er følsomme oplysninger stadig sikrede. Modtager virksomheden meget post, kan en anden løsning være mere hensigtsmæssig. Det er nemlig også muligt at integrere Digital Post med virksomhedens egne it-systemer. Det giver virksomheden mulighed for både at modtage og besvare post inde fra egne it-systemer. Hjælpe-univers I hjælpeuniverset på Virk.dk ”virk Hjælp” (hjaelp.virk.dk/digitalpost), kan man læse mere om Digital Post samt finde vejledninger til de forskellige muligheder og funktioner, der er i Digital Post. For at hjælpe både små, mellemstore og store virksomheder er emnerne på ”virk Hjælp” opdelt efter hvilken størrelse virksomhed, emnerne er relevant for. Fakta om Digital Post Digital Post er sikker digital kommunikation mellem det offentlige og virksomheder og borgere. Med kun ganske få undtagelser modtager alle private virksomheder i Danmark meddelelser fra det offentlige via Digital Post. Det har de gjort siden d. 1. november 2013, hvor virksomheder med et CVR-nummer automatisk blev omfattet af obligatorisk Digital Post. Digitaliseringsstyrelsen arbejder løbende på at forbedre Digital Post. I takt med teknologiens udvikling ændres rammerne og behovene. Digitaliseringsstyrelsen forventer at lancere Næste generation Digital Post i 2019/2020. Muligheder for håndtering af Digital Post for virksomheder Eksempler på vejledninger fra hjælpeuniverset ”virk Hjælp” hjaelp.virk.dk/digitalpost. Videresend automatisk digitale postmeddelelser til virksomhedens eget mailsystem Hvis en person udenfor virksomheden skal opsætte virksomhedens digitale postkasse Videresend automatisk digitale postmeddelelser til virksomhedens eget fagsystem Synkroniser virksomhedens digitale postkasse med e-boks til erhverv Giv andre medarbejdere adgang til den digitale postkasse Kontakt Birgitte Hjelm Pausen, chefkonsulent, Strategi og Udvikling i Odense Kommune tlf. 20 55 82 57, e-mail: [email protected] Kilder Rapport ’Digital Post 3 Virksomhedsanalyse’ fra 2015. Udarbejdet af Rambøll Management Consulting og Celuma (herefter Rambøll) for Digitaliseringsstyrelsen. https://www.google.dk/url?sa=t&rct=j&q=&esrc=s&source=web&cd=1&cad=rja&uact=8&ved=0ahUKEwj1gt fFzpTSAhVMiCwKHT46DBgQFggaMAA&url=https%3A%2F%2Fwww.digst.dk%2F~%2Fmedia%2FFiles% 2FIt-loesninger%2FDigital-Post%2FDigital-Post-3-Virksomhedsanalyse.pdf&usg=AFQjCNHsY0yJOmUphEaWjIaysPE24T080w&sig2=2_mR5wcbjcvR5Rq_S TAZqw&bvm=bv.147134024,d.bGg
© Copyright 2024