1. No category

Niels Klim udvalg
Hvem er bange for Wolf 359?
Ken MacLeod
Hvem er bange for Wolf 359?
Noveller
Udvalgt og oversat af
Niels Dalgaard
Science Fiction Cirklen
Ken MacLeod
Hvem er bange for Wolf 359?
Udgivet 2016 af Science Fiction Cirklen
www.sciencefiction.dk
Copyright © 2016 Science Fiction Cirklen og bidragyderne
Udvalgt og oversat af: Niels Dalgaard
Omslag: Manfred Christiansen
Sats & layout: Carl-Eddy Skovgaard
Tryk: Toptryk Grafisk
Sat med Times New Roman
1. udgave, 1. oplag 2016
ISBN 978-87-93233-12-6
”Mod nye horisonter” er oversat efter ”Lighting Out” (opr. udgivet i disLocations,
ed. Ian Whates, 2007)
”Begivenheden i Vorkuta ” er oversat efter ”The Vorkuta Event” (opr. udgivet i The
New and Perfect Man, eds. Peter Crowther & Nick Gevers, 2011)
”Hvem er bange for Wolf 359?” er oversat efter ”Who’s Afraid of Wolf 359?” (opr.
udgivet i The New Space Opera, eds. Gardner Dozois & Jonathan Strahan, 2007)
”Den bedste science fiction fra året 3” er oversat efter ”The Best Science Fiction of
the Year Three” (opr. udgivet i Solaris Rising: The New Solaris Book of Science
Fiction, ed. Ian Whates, 2011)
”En tulipan til Lukrets” er oversat efter ”A Tulip for Lucretius” (opr. udgivet i
Subterranean Online spring 2009)
”Hele den uhyre superstruktur: En installation” er oversat efter ”The Entire
Immense Superstructure: An Installation” (opr. udgivet i Reach for Infinity, ed.
Jonathan Strahan, 2014)
”Landevejens mænd” er oversat efter ”The Highway Men” (opr. udgivet som
selvstændig publikation fra Sandstone Press, 2006)
”Et tilfælde af konvergerende evidens” er oversat efter ”A Case of Consilience”
(opr. udgivet i Nova Scotia: New Scottish Speculative Fiction, eds. Andrew J.
Wilson & Neil Williamson, 2005)
”iThink, derfor er jeg” er oversat efter ”iThink Therefore I am” (opr. udgivet i The
Solaris Book of New Science Fiction, vol. 3, ed. George Mann, 2009)
”Jordtimen” er oversat efter ”Earth Hour” (opr. udgivet online på tor.com 2011)
Indhold
Mod nye horisonter ................................................................7
Begivenheden i Vorkuta ......................................................33
Hvem er bange for Wolf 359? .............................................59
Den bedste science fiction fra året 3 ....................................77
En tulipan til Lukrets ...........................................................93
Hele den uhyre superstruktur: En installation ...................125
Landevejens mænd ............................................................141
Et tilfælde af konvergerende evidens ................................183
iThink, derfor er jeg ...........................................................199
Jordtimen............................................................................203
Komplekse fortællinger til en kompleks verden:
Om Ken MacLeods science fiction
Efterord ved Niels Dalgaard ..............................................223
Hvem er bange for Wolf 359?
Når man er så gammel som mig, opdager man at hukommelsen ikke er hvad den har været. Det er ikke det at man
mister erindringer. Det er ikke sket for mig eller nogen anden siden den palæokosmiske periode, Ældre Rumalder, da
folk boede i huler på Månen. Mit problem er at jeg har fået
erindringer, og jeg ikke ved hvilke af dem der er ægte. Jeg
tog meget afslappet på hukommelseslagring dengang, så
vidt jeg husker. Det kan også ske for dig, hvis du ikke passer
på. Lad det være en advarsel. Gør som jeg siger, ikke som
jeg gjorde.
Nogle af historierne om mig er i modstrid med hinanden,
eller kunne umuligt have fundet sted, fordi det er sådan jeg
fortalte dem første gang. Andre bebrejder jeg forfattere og
historiefortællere. De finder på ting. Det har jeg aldrig gjort.
Hvis jeg har fortalt historier der ikke kan passe, er det fordi
det er sådan, jeg husker dem.
Her er en af dem.
Jeg løb nøgen gennem Den Lange Station og kastede mit
smarttøj fra mig for at distrahere Magnatens hunde. Bukser,
skjorte, kravetøj, jakke, vest, strømper, forskelligt undertøj –
én efter en løb, flaprede, gled, dansede eller vimsede de
væk, og efter hver af dem spurtede en fært-søgende men
gudskelov dum hund. Men Magnaten havde flere hunde i sit
kobbel end jeg havde tøj i min bylt. Jeg var nået ned til skoene og lyden af gøen fortsatte. Jeg kastede et blik over skulderen. To hunde var kun ti meter bag mig. Jeg kastede en
sko efter hver af dem og ramte dem begge lige på deres ge59
netisk modificerede næser. Hundene gled i stå mens de
bjæffede og hylede. Få meter væk lå en juvelérbod. Jeg
spurtede hen til den, sprang over disken, greb en genbrugsmaskine og hamrede løs på udstillingskabinettet. En alarm
brægede og sikkerhedsnettet gik ned bag mig. Hundene, der
var kommet sig og som var rasende, kastede sig mod det.
Resten af koblet kom hoppende til syne og sluttede sig til
dem. Poter, kæber, gøen, du ved hvad jeg mener.
”Hænderne op,” sagde en stemme hen over larmen.
Jeg vendte mig og så ind i den klokkeformede munding
på en norton i hænderne på en sødt udseende pige der bar et
udvalg af bodens varer. Jeg løftede hænderne, mens jeg ønskede at jeg kunne anbringe dem andetsteds. Dengang havde
jeg stadig en rest af ærbarhed.
”Jeg er et menneske,” sagde jeg. ”Den kan ikke skade
mig.”
Hun tillod sig det mindste, flakkende sideblik på EMPvåbnets skærm.
”Den kunne give dig en pæn stor hovedpine,” sagde hun.
”Det kunne den,” sagde jeg da min bluff blev afsløret.
Jeg havde halvvejs håbet at hun ikke vidste hvordan man
skulle aflæse instrumentet.
”Sikkerhedsfolkene er på vej,” sagde hun.
”Godt,” sagde jeg. ”Hellere dem end hundene.”
Hun sendte mig et stramt smil. ”Problemer med Magnaten?”
”Ja,” sagde jeg. ”Hvordan kunne du gætte det?”
”Det er kun stationens ejer der har råd til hunde,” sagde
hun. ”Desuden …” Hun blinkede langsomt to gange.
”Det har du nok ret i,” sagde jeg. ”Eller stuepiger.”
Indehaveren af boden lo mig op i ansigtet. ”Alt dette for
en tjenestepige? Var det ikke Ladyens soveværelse du hoppede ud af?”
Jeg gyste. ”Du smigrer mig,” sagde jeg. ”Men hvordan
kender du til –?”
60
Hun blinkede igen. ”Det er allerede på sladderkanalerne.”
Jeg skulle til at komme med et vredt udbrud om hvorfor det
bras ikke var blandt forbedringerne i mit kranium, ellers tak,
da bøllerne dukkede op, sendte hundene væk, slukørede og
modvillige, og tog mig med. De havde sat tape over munden
på mig før jeg havde fået spurgt pigen i boden hvad hun
hed, for slet ikke at tale om hendes nummer. Ikke at jeg,
som det viste sig, ville have kunnet gøre meget med det hvis
hun havde fortalt mig det. Men det ville have været høfligt.
Anklagen lød på bevidst at forsøge at undgå straffen for
utroskab. Jeg blev rasende.
”Røvhuller!” råbte jeg, krøllede anklagen sammen og
smed den på gulvet i min celle. ”Jeg troede polygami var
ulovligt!”
”Det er det,” sagde min sagfører og bøjede sig for at samle udskriften op, ”i civiliserede jurisdiktioner.” Han glattede
den ud. ”Men dette er Lange Station Et. Magnaten har privilegier.”
”Det er barbarisk,” sagde jeg.
”Det er en overlevering fra hulerne på Månen,” sagde
han.
Jeg gloede på ham. ”Nej, det er ikke,” sagde jeg. ”Jeg husker ikke” – jeg tog mig i det, lige i sidste øjeblik – ”at jeg
har læst noget i den retning.”
Han prikkede på en let bule i sit hoved. ”Det står der her.
Diskutér med redaktørerne, ikke med mig.”
”Okay,” sagde jeg. En anden beklagelse steg op øverst i
stakken. ”Hun sagde aldrig noget om at hun var gift!”
”Spurgte du hende?”
”Selvfølgelig ikke,” sagde jeg. ”Det ville have været
voldsomt uhøfligt. Under omstændighederne ville det have
betydet at hun overvejede at være sin mand utro.”
”Jeg forstår.” Han sukkede. ”Jeg kommer aldrig til at forstå jer unge galaners … etik, hvis det er det rette ord.”
61
Det smilede jeg ad.
”Imidlertid,” fortsatte han, ”undskylder det dig ikke for
ukendskab til loven – ”
Hvordan skulle jeg vide at Magnaten var gift med sine
piger?”
” – eller skik og brug. Der er en oplysningspakke, ved du.
Alle der kommer hertil, anses for at have læst den.”
”Anses,” sagde jeg. ”Dér er et ord, der så at sige opsummerer alt hvad der er galt med – ”
”Du kan fraskrive dig en advokat, hvis du ønsker det.”
Jeg rakte hænderne op. ”Nej, nej. Gør dit bedste.”
Han gjorde sit bedste. En uge senere fortalte han at han
havde sørget for at jeg slap med en bøde plus erstatning.
Hvis jeg lånte penge til at betale det hele med det samme,
ville det tage 257 år at betale gælden af. Jeg havde andre
planer for de næste 257 år. I stedet forhandlede jeg mig frem
til et éngangsforskud for at ordne sagerne på Wolf 359, og
brugte det til at betale retten og Magnaten. Den eksperimentelle civilisation omkring Wolf 359 – et aktieselskab –
var ti år tidligere trådt i likvidation og havde taget ti milliarder aktionærer med sig i faldet. Ingen vidste hvad der var
blevet af den. Hvad end der var derude, havde været forbudt
område lige siden, og ville forblive det i hundreder af år
fremover – med mindre nogen gik ind og ryddede op.
På en måde var situationen med Wolf 359 den stik modsatte af hvad De Civiliserede Verdener indtil nu havde måttet tage sig af, hvilket var habitater, netværker og nogle gange hele systemer der oplevede eksponentiel forstærkelse af
intelligens – det vi kalder hurtig brænding. Vi vidste godt
hvordan man håndterer hurtig brænding: Ignorér det i fem
år, så forsvinder det. Send så nogle spionrobotter med kraftige firewalls ind og gennemgå ruinerne for tilbageværende
isenkram. Nogle gange kommer der et udbrud hvor nogle af
isenkramrobotterne genstarter og begynder at føle sig bedre
end de er, men det er et job for fysikholdet.
62
En civilisation der imploderer var en helt anden bølge
atommissiler. En del af problemet var ren og skær nervøsitet. Vi var historisk set for tætte på det der var sket med Månens moderplanet til at vi var helt sikre på at vi ikke på en
eller anden måde ville blive suget ind selv. En anden del af
det var simpel økonomi: Jobbet var for langvarigt og risikabelt til at være attraktivt, i betragtning af alle de andre muligheder der stod åbne for dem der ikke var fuldstændigt desperate. Jeg ville ønske jeg kunne sige at jeg trådte ind i dette tomrum for fuldstændigt desperate. Når sandheden skal
frem, blev jeg skubbet.
Selv jeg var bange for Wolf 359.
En astronomisk enhed (AU) er et af de mål der burde være
forældet men ikke er det. Det er hverken mere eller mindre
arbitrært end et lysår. Alle vores enheder har oprindelser der
ikke længere betyder noget for os – vi måler tiden i noget
der oprindelig var en brøkdel af en rotation omkring aksen
på Månens moderplanet, og rummet i en brøkdel af omkredsen. En AU var oprindelig afstanden mellem Månens moderplanet og dens moderlegeme, nemlig Solen. Nu om dage
ses den som regel som den omtrentlige afstand mellem en
stjerne af typen G og midten af dens beboelige zone. Omkring 150 millioner kilometer.
Det Lange Rør, som Den Lange Station eksisterede for at
fragte folk til og fra, og for at vedligeholde i almindelighed,
var 180 AU lang. 27.000 millioner kilometer, eller for at
sætte det i perspektiv, én lys-dag. Fra færgen lignede det en
hårfin sprække i uendeligheden, men det var ikke så meget
som et museknurhår i sammenligning med Oort-skyen. Det
var rettet lige mod Sirius, som jeg kunne se som en klar
stjerne med en ulden grøn dis af habitater. Jeg gyste. Jeg
skulle fryses ned, anbringes sammen med de øvrige passagerer på det næste udgående nåleskib, accelereres elektromagnetisk i månedsvis med 30 g til relativistiske hastighe63
der i Det Lange Rør, slynges gennem 6,4 lysår, decelereres i
det tilsvarende rør ved Sirius, accelereres igen til Procyon,
derfra til Lalande 21185, og endelig med en hurtig klipper
til Lalandes nabo, der ligesom den var en rød dværg, Wolf
359. Det var nødt til at være en hurtig klipper, for De Lange
Rør ved Wolf 359 blev ikke længere kalibreret – og når man
sigter med et Langt Rør hen over lysår mod mundingen af et
andet, betyder det noget at det er kalibreret.
En hurtig klipper – i virkeligheden smertelig langsom,
navnet stammer fra før Røret, hvor 0,1 c var hurtigt – har
også problemer med kalibrering. Den bliver drevet frem af
lasere og decelereres af laserlys der bliver kastet tilbage fra
en spejlskal der bliver bragt i anvendelse når den nærmer sig
destinationssystemet, og den blev som regel kun brugt til
udsåningsskibe. Denne klipper var et ombygget udsåningsskib, men jeg rejste i fuld figur, fordi det faktisk var billigere at tø mig op ved ankomsten end at dyrke mig fra en
bønne. Hvis kalibreringen ikke var helt rigtig, ville jeg aldrig få det at vide.
Færgen lavede nogle mindre kurskorrektioner så den
kunne lægge til ved Det Lange Rør.
”Gå venligst direkte til nedfrysningsområdet,” sagde den
til os.
Jeg gyste igen.
Rejse med nedfrysning er blevet bedre siden dengang; subjektivt set er den nærmest øjeblikkelig. Dengang kaldte man
det kold søvn, og det er præcis sådan det føltes, som at være
meget kold og have langsomme, onde drømme. Selv med
relativistisk tidsforlængelse og metabolisme der var langsom
som en gletsjer, stod det på i månedsvis.
Jeg vågnede skrigende i en gennemsigtig kasse.
”Så, så,” sagde kassen. ”Alt er i orden. Drik noget kaffe.”
Kassens låg stak en sut hen mod min mund. Jeg skreg
igen.
64
”Nå, hvis du skal være på den måde…” sagde kassen.
”Det mindede mig om et mareridt,” sagde jeg. Min mund
var knastør. ”Be’ om.”
”Åh, så lad gå da.”
Jeg sugede kaffen i mig og mærkede varmen brede sig
fra maven.
”Bring mig up to date,” sagde jeg rundt om sutten.
Mine gennemskinnelige omgivelser blev gennemsigtige,
med forklarende tekst og diagrammer flydende omkring
som efterbilleder. En udsigt, med fodnoter. Det hjalp, men
ikke nok. En enorm blå og hvid sfære hang lige foran mig.
Jeg trak mig tilbage så hurtigt at jeg slog hovedet mod bagsiden af kassen.
”Hvad fanden er det?”
”En terraformet jordlignende planet,” sagde kassen. ”Vær
venlig at læse før du reagerer.”
”Beklager,” sagde jeg. ”Jeg troede vi faldt ned mod den.”
”Det gør vi også,” sagde kassen.
Jeg må have råbt igen.
”Læs før du reagerer,” sagde kassen. ”Vær så venlig.”
Jeg drejede hovedet som for at se mig over skulderen. Jeg
kunne i virkeligheden ikke dreje mig så langt, men kassen
drejede lydigt udsigten. Den røde dværg lurede bag ryggen
på mig, tilsyneladende tættere på end den blå planet. Jeg
blev næsten lettet. I det mindste var Wolf 359 dér hvor jeg
ventede den. Ifølge fodnoterne til udsigten var der ikke noget andet, bortset fra de inaktive Lange Rør i den luftige rest
af kometskyen tolv lysår ude. Ingen mikrobølgestationer i
kredsløb om solen. Ikke engang skrogene fra habitater. Ingen asteroider. Ingen større kometmasser, Og en planet, noget der ikke burde være der, var der. Jeg behøvede ikke den
forklarende tekst til at sætte dem i forbindelse. Hver eneste
stump af tilgængelig masse i systemet var kastet ind i denne
kulørte rekonstruktion. Planeten mindede mig om billeder
65
jeg havde set af Månens moderplanet, dengang den havde
flydende vand.
De seneste tilgængelige oplysninger, der uundgåeligt var
et årti eller deromkring gamle, kom fra Lalande 21185. At
holde øje med hvad der foregik omkring Wolf 359 var en interesse der kun blev dyrket af en lille minoritet, men med en
befolkning på 100 milliarder kan det blive til en masse.
Samtidig var diameteren af Lalandes habitatsky en hel del
mindre end en AU, men det giver stadig et meget stort virtuelt teleskop. Stort nok til at opløse vejrmønstrene på planeten under mig, for slet ikke at tale om kontinenterne. Planetens samling var begyndt før jeg tog afsted, tilsyneladende
under bevidst kontrol, og terraformingen var færdig omkring
50 år tidligere, mens jeg var undervejs. Den var stadigvæk
rå – med masser af vulkaner og jordskælv – men beboelig.
Der var selvfølgelig liv, men ingen vidste hvad slags. Ingen
radiosignaler var blevet opdaget, og heller ingen tegn på intelligens bortset fra nogle muligvis kunstigt frembragte
grupper af lys på nattesiden.
”Nå, det er det hele,” sagde jeg. ”Problemet er løst. Systemet er nærmest ubeboeligt nu, hvor hele massen og alle
de organiske stoffer er samlet på én planet, men der er måske mulighed for turisme. Ingen trusler mod nogen. Tilkald
et udsåningsskib. De kan få noget ud af resterne af det lokale kuiperbælte, og få De Lange Rør i gang igen. Væk mig
når det er overstået.”
”Det er bestemt ikke det hele,” sagde kassen. ”Ikke før vi
ved hvad der er sket. Ikke før vi ved hvad der er dernede.”
”Så send nogle sonder ned.”
”Jeg har ikke udstyr til at lave spionrobotter med
firewalls,” sagde kassen, ”og andre sonder kunne blive forurenede. Mine ordrer går ud på at levere dig til hvad der måtte være tilbage af civilisationen ved Wolf 359, og det er
hvad jeg vil gøre.”
66
Det må have været en illusion, ud fra hvad jeg kunne aflæse om vores hastighed, men planeten syntes at komme
nærmere.
”Du agter at lægge til – at lande på den genstand?”
”Ja.”
”Den har en atmosfære! Vi brænder op! Og så styrter vi
ned!”
”Det der er tilbage af vores fremdriftssystem kan ombygges til at bremse i luft,” sagde kassen.
”Det skulle beregnes latterligt præcist!”
”Det skulle det,” sagde kassen. ”Lad venligst være med
at distrahere mig.”
Kald mig sentimental, men da kassens turingfunktioner
lukkede ned for at frigive processorkraft til disse latterligt
præcise beregninger, følte jeg mig ensom. Indførslen i atmosfæren tog fjorten timer. Jeg drak varm kaffe og sugede, fra
en anden sut, noget lunkent men næringsholdigt og spiseligt
snask. Jeg sov endda, min første ægte søvn i mere end et
halvt århundrede. Jeg blev vækket af et stød da kassen brugte det sidste af sit brændstof og reaktionsmasse på klipperens sidste kurskorrektion. Planeten var en blå bue af atmosfære under mig, den interstellare fremdriftsplade et
varmeskjold foran, og decelerationsskallen en endnu sammenfoldet faldskærm bag mig. Placeringerne var illusoriske
– i forhold til klipperen lå jeg fladt på ryggen. De første stød
fra vores passage gennem den øvre atmosfære faldt sammen
med en forøget fornemmelse af vægt. Varmeskjoldet blussede op. Rødglødende luft strøg forbi. Vægten blev knusende. Det improviserede varmeskjold blev skrællet af og
eksploderede, og dele af det strøg bagud. Faldskærmen foldede sig ud med et brag og et stød der næsten fik mig til at
miste bevidstheden. Overfladen blev til et landskab, derefter
et land, derefter en mur af træer. Klipperen skar og rystede
sig gennem dem, i sekund efter sekund med brag og rystel-
67
ser. Den pløjede en lang fure hen over grøn jord og standsede i en sky af røg og damp.
”Dét var en landing,” sagde kassen.
”Ja,” sagde jeg. ”Du kunne have prøvet at undgå træerne.”
”Det kunne jeg ikke,” sagde kassen. ”Fytobremsning var
en integreret del af min oprindelige landingsplan.
”Fytobremsning,” sagde jeg.
”Ja. Desuden kan den smadrede cellulose bruges til at
spinde dig et stykke tøj.”
Det tog nogle få minutter. Klistret snask sivede fra boksen og stivnede omkring mig. Da den ubehagelige proces
var forbi, havde jeg et par overalls og støvler ud i ét.
”Forholdene udenfor er udholdelige,” sagde kassen,
”uden nogen umiddelbare farer.”
Kassen bevægede sig. Låget gled tilbage. Jeg så lilla himmel og hvide skyer over mig. Jeg bekæmpede et ubehag
som jeg senere identificerede som agorafobi, og satte mig
op. Jeg befandt mig i bagenden af klipperens spidse trekantede form, omkring ti meter over jorden og 50 meter fra skibets næse. Udsigten var desorienterende. Det var som at være et kæmpemæssig habitat med indlagt landskab, hvor underlaget bøjede den forkerte vej. Wolf 359 hang på himlen
som en uhyre rød ballon, over den lige kant på et fladt område med antydning af violet i farven, som jeg med nogen
vantro genkendte som en uhyre mængde vand. Det mødte
det faste underlag omkring en kilometer væk. Lidt til venstre
for mig, strømmede et åbent vandløb mod det større vandområde. Landskabet var ujævnt, stedvist med skarpe kanter,
hvor den nøgne klippe stak op gennem plantedækket. Den
slette, som vores rygende spor strakte sig hen over mod
knuste træer, var det fladeste stykke land i nærheden. På horisonten kunne jeg se en kæde af meget højt land, domineret
af en kegleformet masse, fra hvis overskårne top der drev
røg.
68
Det mest usædvanlige og opmuntrende træk ved landskabet var imidlertid den halve snes tydeligvis kunstige og metalliske knoldede klumper der var spredt ud over det. Systemet havde haft mindst en million habitater da det var på
højden; disse var vragene af nogle af dem. Der steg røg op
fra de fleste af dem, deriblandt den nærmeste, der stak omkring tyve meter op fra jorden, omkring halvanden kilometer væk.
”Kan du tale til mit hoved?” spurgte jeg skibet. ”Kan du
se hvad jeg ser?”
”Ja,” sagde det i mit hoved.
Jeg klatrede ned og begyndte at gå hen over den ujævne
overflade.
Jeg arbejdede mig frem langs et smalt vandløb mellem to
mosklædte klippefremspring, da jeg hørte en lyd foran mig
og så op. Ved udgangen fra klippen så jeg tre mænd, der
hver sad på ryggen af et stort dyr og holdt noget der lignede
en spids kæp. Deres hår var langt, deres hud nøgen undtagen
der hvor det var svøbt i den behårede hud fra et andet dyr.
Jeg hævede den ene hånd og trådte frem. Mændene rejste
omgående børster og sigtede med deres skarpe kæppe.
”Kom langsomt fremad,” råbte den ene af dem.
Glad over at de ikke havde mistet sproget samtidig med
civilisationen adlød jeg. De tre mænd skulede ned til mig.
De store dyr lavede lyde med næsen.
”Du er fra rumskibet,” sagde en af dem.
”Ja,” sagde jeg.
”Vi har ventet længe på dette,” sagde manden. ”Kom
med os.”
De vendte alle sammen deres ridedyr rundt og bevægede
sig i retning af skroget af habitatet, som jeg nu kunne se tydeligt. Det var omgivet af meget mindre kunstige bygninger,
måske tyve i alt, og af rektangulære stykker jord, hvor der
groede planter i rækker. Ingen tilbød mig at ride, til min let69
telse. Da vi kom nærmere, kom små børn løbende ud for at
møde os, mens de råbte og lo og hev i mine overalls. Endnu
tættere på så jeg kvinder foroverbøjede mellem de velordnede rækker af planter, der flyttede rundt på underlaget med
håndredskaber. Lugten af plantemateriale i forrådnelse og
menneskelig og dyrisk gødning invaderede mine næsebor og
besatte dem. Inde i selve bosættelsen sad der en person foran de fleste indgange. De så mig gå forbi uden tegn på nysgerrighed. Nogle var mænd, andre kvinder, alle med rynket
hud, manglende eller rådnende tænder, og misfarvet hår.
Skibet hviskede hvad der var sket med dem. Jeg sloges stadig med brækreflekserne da vi ankom til forenden af skroget. Det var svedet, rustet og eroderet, men virkede ikke desto mindre inderligt fremmedartet i forhold til de tilflugtssteder af sten og plantemateriale der omgav det. Det
var svært at tro at de var lavet af den samme art. Foran noget
der engang havde været en luftsluse havde resten af landsbyens unge og modne mænd samlet sig.
En høj mand der var endnu højere på grund af et underligt cylindrisk arrangement af dyreskin på hovedet, trådte
frem og hævede en hånd.
”Velkommen til Ny J– ,” sagde han.
Så snart han udtalte tabuordet for Månens moderplanet,
indså jeg hvilken forfærdelig ting der var sket her, og det
endnu værre der ville ske. Min bevidsthed stivnede næsten
af skræk. Jeg tvang mig selv til at blive stående, at smile –
utvivlsomt sygeligt – og til at tale.
”Jeg hilser jer fra De Civiliserede Verdener,” sagde jeg.
Under det festmåltid der fulgte, snakkede mændene i timevis. Mit fordøjelses- og immunsystem klarede det jeg fik
at spise og drikke, fint. På vej tilbage til skibet om aftenen,
så snart jeg var ude af syne, kastede jeg det hele op. Men det
var det mit hoved havde taget til sig, der gav mig kvalme og
gjorde at jeg var ked af det på tilbagevejen.
70
Den største politiske enhed der nogen sinde har eksisteret,
omfattede ti milliarder mennesker, og slog dem ihjel. Ikke
med vilje, men den voldsomme sneboldeffekt der dækkede
planeten med is, kan udenfor enhver tvivl henføres til visse
af Verdensstatens velmenende politikker. Den lektie havde
man lært grundigt i De Civiliserede Verdener. Stifterne af
det selskab der slog sig ned på Wolf 359 troede at de havde
fundet en vej omkring det, og at de kunne bygge en enkelt
organisation der dækkede hele systemet og som var befriet
for de mange besværligheder der fulgte med den måde man
gjorde tingene på andre steder. Et aktieselskab ville bestemt
ikke lide under de samme fatale fejl som en regering – ikke
engang med ti milliarder aktionærer! De tog fejl.
Det begyndte med uenighed i bestyrelsesværelset. En af
direktørerne apellerede til aktionærerne. Aktionærerne dannede stemmeblokke, man forsøgte at købe ledelsen ud, en
fjendtlig overtagelse blev bestilt hos en nystartet venturekapitalfond omkring Lalande; et juridisk angreb på det blev
sat i værk før invitationen var nået et lysminut væk; en eller
anden gjorde et obskurt finansielt instrument til en kunstig
intelligens med stemmeret; adskillige kunstige intelligenser
der arbejdede med fondsmidler dannede et konsortium for at
modarbejde denne nedværdigende præcedens, og derefter
begyndte kommunikationen at lide under alvorlige nedbrud.
Dette er ikke ironisk eller en eufemisme: I en enhed der breder sig over et helt system, kan rene og skære misforståelser
resultere i millioner af døde, og det skete her. Selve skyderiet, det være sig nok så forfærdeligt, var bare dødsstødet.
Mod slutningen af den nedadgående spiral, hvor sorg,
had og beskyldninger fyldte den kommunikation der var tilbage, var der nogen der kom på en idé der kun kunne have
virket tiltrækkende på halvgale folk. Den gik ud på endelig
at løse det problem omkring koordination, som ingen, helt
op til selskabets grundlæggere, havde kunnet løse, ved at
begynde samfundsudviklingen helt forfra igen: at bygge en
71
ny planet modelleret over den gamle hjemplanet, og befolke
den med mennesker hvis gener var ført tilbage til den standardiserede menneskelige grundmodel. Det betød selvfølgelig at man dømte dem og deres efterkommere til at dø af forfald i løbet af nogle årtier. Men hvornår har den slags overvejelser nogen sinde standset fanatikere? Og blandt de svindende, desperate millioner der var tilbage i det kredsende
vrag og den fortsatte tumult, var der mere end nok af fanatikere. Nogle af dem levede endnu, i døren til hytterne. Deres
efterkommere var ikke mindre fanatiske, og mere vildførte.
De lod til at tro at De Civiliserede Verdener med interesse
afventede de indsigter de var nået frem til i løbet af et par
kortlivede generationers stammekrig. Det gjorde mændene i
al fald. Kvinderne havde for travlt på grønsagsmarkerne og
andre steder til at tænke på den slags.
”Projektet besad en vis elegance,” sagde skibet, mens vi
diskuterede det langt ud på natten. ”At bruge evolutionen
selv i et forsøg på at overgå den… Og selv hvis de ikke opnåede det, kunne de frembringe noget nyt. Billionerne af
mennesker på De Civiliserede Verdener nedstammer fra en
grundlæggende befolkning på nogle få tusinder, og er derfor
begrænset af grundlæggereffekten. Jeres udvidede levetider
låser jer yderligere inde. I lever indenfor biologiske og samfundsmæssige begrænsninger som I ikke kan få øje på, netop på grund af begrænsningerne. Dette eksperiment har
utvivlsomt mulighed for at ryste posen.”
”Lad være med at fortælle mig hvorfor det her var så god
en idé!” sagde jeg. ”Fortæl mig hvilken respons du forventer
fra De Civiliserede Verdener.”
”En eller anden form for frygt-respons har en meget højere sandsynlighed end en kærlig respons,” sagde skibet.
”Dette planet-eksperiment vil blive set som et forsøg på at
arbejde sig udenom de tilfældige men velgørende effekter af
den flaskehals, menneskeheden passerede igennem i Månehulerne, hvorfra de kom ud med polyarki. Sandsynligheden
72
for at der vil opstå skadelige virkninger af en genetisk eller
memetisk mutation der kunne gøre det muligt at grundlægge
succesfulde stater på en hel planets skala – eller større – er
meget større end de positive virkninger af planetens beboeres kvalitetsjusterede levetid. Og simpelthen at lade planeten
i fred ville i bedste fald danne grundlag for en fremtidig katastrofe der ville opsluge en meget større befolkning eller i
værste fald, gøre det muligt for den at blive en interstellar
magtfaktor – hvilket efter de flestes mening ville resultere i
katastrofer på en endnu større skala. Det moralske regnestykke er ligetil.”
”Det var hvad jeg tænkte,” sagde jeg. ”Og vores moralske regnestykke er vel så at beslutte om vi skal rapportere
tilbage.”
”Den beslutning er truffet,” sagde skibet. ”Jeg efterlod
nogle mikrosatellitter i kredsløb, der allerede har videregivet
vores opdagelser til de sendere på systemets Lange Station
der stadig fungerer.”
Jeg bandede virkningsløst et stykke tid.
”Hvor længe har vi?”
Skibet var nogle få sekunder om at svare, hvilket var ukarakteristisk. ”Det kommer an på hvor og hvornår afgørelsen
bliver truffet. Den absolut korteste tid er mindst et årti, hvis
vi tager højde for sendetiden til Lalande og antager at der
bliver truffet en øjeblikkelig beslutning om at sende relativistiske våben og bruge deres Lange Rør som kanoner. Mere
realistiske estimater, der giver plads til diskussion og til at
beslutningen kan overgives til en af de større og fjernere civilisationer, giver en gennemsnitlig tid på omkring fem årtier. Jeg ville vente at det bliver længere, i betragtning af beslutningens alvor og at der ikke er noget der haster.”
”Okay,” sagde jeg. ”Lad os give dem en grund til at det
haster. Du har lige mindet mig om at der er et Langt Rør i
dette system, der ikke er kalibreret så det kan sende eller
modtage fra andre Rør.”
73
”Jeg kan ikke se at det er relevant,” sagde skibet.
”Det kommer du til,” sagde jeg. ”Det kommer du til.”
Næste morgen gik jeg tilbage til bosættelsen og snakkede
med de unge mænd i lang tid. Da jeg kom tilbage til skibet,
red jeg særdeles ukomfortabelt på ryggen af et dyr. Jeg fortalte skibet hvad jeg ville have. Skibet var rasende, men som
alle kunstige intelligenser på udsåningsskibe var den stærkt
begrænset (ingen ønsker at tilså et system med en hurtig
brænding). Skibet gjorde hvad det fik besked på.
To år senere var Forsinket Meteornedslag, den unge mand
der havde modtaget mig, konge over et område på adskillige
tusinde kvadratkilometer. Udsåningsskibets bootstrappede
nanofabrikker lavede substrat til våben og redskaber, og cellulose fra planter til tøj og andre varer til at handle med. En
laserkanon der skulle bruges til at sende anden generations
udsåningsskibe, var under konstruktion. Et år senere skød
det første af dem op mod himlen. Fem år senere nåede nogle
af disse skibe resterne af kometskyen og den forladte Lange
Station. Ti år efter min ankomst havde vi en rumelevator.
Forsinket Meteornedslag herskede over kontinentet og hans
flåder hærgede de andre kontinenters kyster. Fem år til, så
havde vi det meste af befolkningen fra Ny Jord oppe gennem elevatoren og ud i nye habitater. Vores Lange Rør blev
flyttet hyppigt og uforudsigeligt, med rigelig brug af reaktionsmasse. Da det relativistiske våben fra Procyon smadrede
Ny Jord, 37 år efter min ankomst, var vi parate til at udnytte
stumperne til at bygge flere habitater og flere skibe.
Min rumadmiral, Forsinket Meteornedslag II, var også
parat med det vi nu kaldte Den Lange Kanon. Lalande kapitulerede med det samme, Ross 128 efter en demonstration
af Den Lange Kanons styrke. Procyon var længere om at
falde. Sirius bad om fred, ligesom Solsystemet, hvorefter vi
vendte opmærksomheden udad mod de yngre civilisationer
som jeres egen. Nu erobrer vi med udsendinge i stedet for
74
skibe og våben, men skibene og De Lange Kanoner er der.
Det kan du være sikker på. Som udsending fra Imperiet giver jeg dig mit ord.
Hvad mig selv angår, var jeg den sidste overlevende fra
Jordens regering, en laverestående funktionær der strandede
på Månen under en rutinemæssig ekspedition efter oplysninger, da den pludselige klimakatastrofe frøs alt liv på moderplaneten. Hvordan jeg overlevede i det anarki der fulgte,
er en lang historie, og en anden historie. Du har måske ikke
hørt den, men det betyder næppe noget.
Du vil have hørt om mig.
75
76
Den bedste science fiction fra året 3
I året 3, l’année trois, som man kalder det her, bor der tre
slags amerikanere i Paris: de gamle ekspatrierede, de nye
emigranter, og spioner og agenter. Og så er der turister som
er kommet via Dublin, med pas der ikke er stemplet i Shannon. Man kan træffe dem alle i boghandlen Shakespeare &
Co.; eller de kan finde én.
Jeg rodede i tilbudskasserne efter science fictionbilligbøger da jeg bemærkede at fyren ved min albue ikke
gik væk. Jeg skævede til siden og identificerede ham som
turist – noget med hudens struktur, tøjet, udtrykket. Han så
tilbage på mig, og det gav et sæt i os begge.
”Bob!” sagde jeg og stak hånden frem. ”Har ikke set dig
siden – ”
”Verdenskongressen i London,” sagde Bob og trykkede
min hånd. ”Mand, det er … længe siden.”
”Hvordan går det?”
”Fint, fint. Du ved hvordan det er.”
Jeg nikkede. Jo, jeg vidste hvordan det var.
”Hvad bringer dig hertil?” spurgte jeg.
”Forretninger,” sagde Bob. Han smilede tørt. ”Endnu en
science fiction-antologi. Vinklen er denne gang, at den præsenterer historier fra amerikanske forfattere i eksil. Så jeg
henvender mig systematisk til dem jeg kender, prøver at opspore dem jeg ikke har kontakt med, og bestiller historier.
Aftalen er allerede lavet med Editions Jules Verne – antologien bliver udgivet her, på engelsk. I USA vil den kunne
købes gennem Amazon. På den måde kan jeg komme udenom alle censurproblemerne. Det er ikke så slemt at man ikke
77
kan læse hvad man vil, men at udgive det man vil er et større problem.”
”Så slemt at du er nødt til at tage hertil, bare for at kontakte forfatterne?”
”Det er rigtigt. At prøve at stable det her på benene indefra USA kunne være … altså. Lad os bare sige at jeg ikke
ville tage chancen.”
”Du store,” sagde jeg. ”Så slemt.”
Jeg så ned på bøgerne igen og så at min pegefinger var
landet, som styret af en usynlig hånd, på ryggen af en paperback af J. Neil Schulman. Jeg trak Alongside Night op.
”Nå,” sagde jeg. ”Jeg har fundet det jeg ledte efter. Og
du?”
Bob trak på skuldrene. ”Jeg oser bare,” sagde han. ”Hvad
med en kop kaffe?”
”Selvfølgelig.”
Jeg smuttede indenfor, betalte en euro for bogen, og sluttede mig til Bob igen på den kølige februar-eftermiddag.
Han stod og stirrede hen over Seinen på Notre Dame.
”Svært at tro at jeg faktisk ser på den,” sagde han. Han
blinkede og rystede på hovedet. ”Hvorhen?”
Jeg pegede mod venstre. ”Et par hundrede meter, et rart
traditionelt sted.”
Caféen lå på Quai des Grands Augustins. Den bitre vind
blæste støv i ansigtet på os. På vejen bemærkede jeg Bob
kaste sideblikke på de flammende røde, gule og sorte farver
fra venstreorienterede, anarkistiske og altermondialistiske
plakater klistret på mure og fremspring.
”Må være lidt underligt sådan at se kommunistisk bras alle vegne,” sagde han.
”Man holder op med at bemærke det,” sagde jeg.
Det var nemt at gå fejl af indgangen. Indenfor virkede caféen højere end den var bred, en lille kløft af reklamespejle
og grønmalet messing og røgplettet træværk. To gamle fyre
så på os og vendte derefter tilbage til deres lavmælte samtale
78
omkring en lille håndholdt skærm, som heste gallopperede
hen over. Jeg bestilte et par espressoer og vi tog et bord næsten bagerst under en Ricard-plakat der så ud som om den
var fra før månelandingen, om ikke fra før brødrene Wright.
Vi fumlede med kuverter med sukker og træpinde, og nippede nogle øjeblikke i tavshed.
”Nå,” sagde Bob til sidst, ”jeg må vel hellere spørge.
Hvad mener du om revolutionen?”
”Den minder mig altid,” sagde jeg, ”om noget Marx sagde om den franske stat: hvordan alle revolutionerne har
’fuldkommengjort denne maskine, snarere end at smadre
den’.”
Bob bjæffede af latter. ”For helvede, ja! Men det ligner
dig at komme med et citat af Marx. Du har altid været lidt af
en røv hvad det angår.”
Jeg lo også, og vi tog noget tid til at mindes og komme á
jour.
Bob var science fiction-fan, af og til science fictionredaktør og anarkist, men ingen af de ting betalte regningerne. Han var lektor i antropologi ved et katolsk universitet
langt inde i bibelbæltet. Han brugte meget lidt tid på at udbrede anarkismens idéer, selv ikke dengang hvor det havde
været sikkert – ”røv” og ”hobbymand” var blandt hans mere
venlige betegnelser for ideologer. I stedet arbejdede han
med fagforeningsafdelinger, fora for små virksomheder, nye
firmaer med gratis software, og stammeguerillaer i Papua
New Guinea. Det var alt sammen antropologisk forskning;
det hævdede han i al fald. Den slags grupper blev som regel
mere effektive efter at han havde arbejdet med dem.
For at være ærlig havde jeg ikke tænkt meget på ham i
årenes løb – vi har aldrig ligefrem været nære venner – men
når jeg gjorde, spekulerede jeg på hvordan han klarede sig
under det nye system i USA. Ikke alt for godt, efter hvad det
lød til. Men det ville sandsynligvis alligevel have været værre hvis jeg havde e-mailet om det. Denne tanke hjalp med at
79
dæmpe de stik af skyldfølelse jeg måtte have, over ikke at
have holdt forbindelsen vedlige.
”Hej,” sagde Bob, ”lige et øjeblik – du må da kende nogle af de her forfattere!”
Jeg nikkede.
”Måske kunne du give mig deres kontaktoplysninger?”
I det øjeblik begyndte jeg at få en mistanke om at vi ikke
var mødtes tilfældigt.
”Det ved jeg ikke om jeg kan,” sagde jeg.
Jeg havde numrene på de fleste af de forfattere Bob ledte
efter, på min mobil. ”Men,” fortsatte jeg, ”jeg ved hvor du
kan finde dem i morgen aften. Der skulle ikke undre mig om
du kunne træffe hver eneste science fiction-forfatter i Paris.”
Bob så undrende ud et øjeblik.
”Opstigningen,” sagde jeg.
Han slog sig i panden med hånden. ”Selvfølgelig!”
Som om han havde glemt det; som om han ikke havde timet sit besøg netop på grund af det. Datoen var blevet offentliggjort nytårsaften, i en særlig udsendelse med præsidenten fra Elyséepalæet.
Vi udvekslede telefonnumre og drak vores kaffe op.
”Hvad med et glas vin?” sagde Bob.
Jeg så på uret. ”Beklager, jeg må af sted,” sagde jeg.
”Men vi ses i morgen. Luxembourghaven, hovedindgangen,
klokken 11.”
”Vi ses,” sagde Bob.
Jeg slentrede hen over Île de la Cité og standsede et øjeblik
for at suge gløden fra den lave sol der blev kastet tilbage fra
forsiden af Notre Dame, til mig. Som altid sendte den mig
ned af lange passager af erindringer og meditation. Der er
noget ved den kompleksitet der fylder øjnene, som man kan
få med i et enkelt blik, der løfter ånden. Det minder mig om
den tilbageværende facade af Celsus-biblioteket i Efesos,
som jeg for mange år siden så på, overvældet, støvet, ramt af
80
hedeslag, lammet af lyset, slået med stumhed. Den hedenske
og den kristelige arkitektoniske overdådighed ligner hinanden hvad det angår.
Og som altid, som en slags fodnote da jeg vendte mig og
gik væk, kom tanken om en anden bygning på samme ø, en
der er lige så repræsentativ for vores tidsalder, med dens kølige cementmodernisme, som katedralens gotik var for sin.
Pinligt at måtte indrømme det: Min reaktion på mindesmærket over deportationen har altid været formet af en
forudgående beskrivelse, den i Iain M. Banks’ kortroman
”The State of the Art”: Det stak som altid i mine øjne ved
tanken; hårene på min hage og hals prikkede som altid. At
se mindesmærket et øjeblik, gennem en fiktiv fremmed
kommunists øjne: Hvorfor skulle det bevæge mig så stærkt?
Man må forstå at det var oven i virkningen af selve genstanden, af dens monstrøse synekdoke. Måske føler jeg bare nostalgi fra det fremmede kommunistiske blik. Nu om dage, i
året 3, er det svært at fremkalde det blik – men hvornår var
det ikke det?
Jeg tog metroen fra Châtelet til Bastille og gik rask op til
Richard Lenoir, drejede til venstre for at købe nogle få dyre
nødvendigheder – et baguette, en halv liter bordvin, en
håndfuld grønsager, et glas sovs – i det lokale supermarked,
og skyndte mig gennem de små gader mellem de to boulevarder til den lille lejlighed vi lejede i en sidegade til Beaumarchais. Jeg havde pasta og salat parat da min kone kom
hjem. Hun var træt som altid. I vores alder er det svært at
finde ordentligt arbejde. Hun sidder fast i administration, for
en af sundhedsorganisationerne. I den engelsktalende verden
er gensidighed en af de slatne anarkistiske ideologier. I
Frankrig er mutualiste en nutidig virkelighed, et navn på tusinder af skilte hos optikere, tandlæger, læger. Jeg håbede at
få lejlighed til at tørre Bobs ansigt med det en dag.
Hvad angår mit eget arbejde … det er også udmattende,
men på en anden måde.
81
Jeg bragte min kone kaffe på sengen klokken ni den næste
morgen. Hun skulede til mig fra under sengetæppet.
”Det er tidligt.”
”Jeg tænkte at du måske ville med.”
”Du laver sjov. Jeg er smadret. Hvis jeg er vågen, ser jeg
det på fjernsynet.”
”Okay,” sagde jeg.
Jeg kyssede hende på panden og lod kaffen stå på sengebordet. Jeg bragte mig ajour med nyhederne og sladderen
online mens jeg selv spiste morgenmad, og forlod lejligheden omkring halv elleve. Himlen var skyfri, luften kold og
stille. Den lave sol forgyldte Bastillemonumentets guld nogle få hundrede meter henne ad gaden. Børn råbte og skreg på
rutsjebaner og gynger i den lille park langs midten af boulevarden. På en bænk sov en hjemløs mand, eller lå meget stille, under avissider med rimfrost på. På den næste bænk delte
et ungt par en joint og så diskret på vagabonden. Markedsboderne havde været åbne i timevis, på denne årstid solgte
de marmelader, nipsgenstande, efterligninger, fodboldtrøjer.
Det havde været min hensigt at begynde dagen med en
frisk gåtur, men jeg ombestemte mig da mit venstre knæ lavede vrøvl efter hundrede meter. Jeg vendte om og humpede
ned ad trappen til Richard Lenoir. Metroen var fyldt og
langsom og stank af fredag aften. Sådan havde det ikke altid
været, mindede jeg mig selv om.
Vi havde selvfølgelig været latterligt optimistiske med
hensyn til at mødes på den aftalte tid og sted. Den lørdag
morgen, godt en time før opstigningen skulle finde sted, var
udgangen fra metroen ved Luxembourg så overfyldt som
indgangen til et fodboldstadium når der er pokalfinale: Boulevard St. Michel så ud som om – ha, ha – at revolutionen
var brudt ud, eller i det mindste en voldsom demonstration.
Strømere, trafik, møde nogen: alt det kunne man godt
glemme.
82
Jeg gjorde det fornuftige og fandt en pullert midt på boulevarden som jeg kunne støtte mig til mod presset. Jeg slog
ørerøret til, fyrede op under telefonen og ringede til Bob.
”Hvor er du?” spurgte jeg.
”Lige indenfor porten,” sagde han. ”Jeg går ingen steder.”
”Jeg er lige udenfor,” sagde jeg, ”og ditto her. Lad os gøre det her elektronisk.”
I løbet af få minutter havde jeg fået gang i et telefonmøde
med Bob og en halv snes amerikanske science fiction-forfattere der allerede var spredt rundt i menneskemængden.
Jack, selvfølgelig, og Nicole, og Catherine og Seymour og
gode gamle Milton og Ali. Jeg ignorerede deres ivrige sladder og arbejde for at komme up to date, og zappede gennem
nyhedskanalerne.
Der skete ikke ret meget på stedet for opstigningen midt i
parken – maskinen var stadig i kassen – så de udfyldte tiden
med talende hoveder og optagelse af dens ankomst et par
dage tidligere: den brede lastbil, politieskorten, de militære
følgebiler, ansigterne og flagene langs Rue de Vaugirard; de
hvide handsker, de blinkende lys, de glitrende riffelløb. En
vis mængde komik når konvojen skulle rundt om hjørner og
gennem porten til parken. Så kranen, der kæmpede for at
løfte den brede, flade kasse og sænke den ned på græsset.
Æresvagten omkring den skjulte maskine, og den virkelige
vagt mellem træerne, bevæbnet og fuld af elektronik.
Jeg slog over på telefonen.
” – må være et fupnummer,” sagde Jack, med sin sædvanlige selvsikre brægen. ”Bare vent.”
”Vi venter,” sagde Nicole.
Latter kaglede hen over telefonerne.
”Hvorfor tror I det er fup?” spurgte Bob med en tone af
nervøsitet i stemmen.
”Antityngde, hold nu op!” sagde Jack. ”Hvor er teorien?”
83
Et kaos af afbrydelser, råbte navne på marginale fysikere
og direkte særlinge, blev overdøvet af et kollektivt indtag af
luft, som et vindstød i den stadig stille luft. Jeg lod telefonkanalen være åben og slog over på nyhederne. Fire teknikere
i hvide kitler var marcheret ud på græsset og hen mod kassen. De skubbede låget til side – det lignede en rulledør af
aluminium, som de da også rullede op – og let vaklende
slæbte de den som en træstamme og lagde den fra sig nogle
få meter derfra. Så stillede de sig ved kassens hjørner. Med
en overdreven bevægelse rakte de ud efter hvert sit hjørne,
trykkede på en kontakt og trådte et pænt stykke tilbage.
Kassens sider faldt væk og afslørede en sølvlinse med en
diameter på omkring femten meter og en højde på lidt over
tre meter i midten. Et voldsomt brøl rejste sig.
”Du godeste,” sagde Milton. ”En forbandet flyvende tallerken.”
Han lød ikke imponeret.
”Hvis det her er et nummer,” sagde Catherine, ”så udfører de det i al fald meget offentligt.”
”Ved I hvad det minder om?” sagde Nicole. ”Den scene i
Jefferson i Paris, I ved, den dér med Nick Nolte? Hvor han
ser en opstigning med montgolfiere?
”Helt rigtigt,” sagde Jack. ”Det er en skide ballon! Ligesom i Roswell!”
Science fiction-forfatterne lo alle. Jeg smilede for mig
selv. De ville få syn for sagn.
Endnu et brøl brød ud da piloten kom ud med hjelmen i
sin bøjede arm. Han smilede rundt og vinkede. Nyhedskanalerne var ude af sig selv – testpiloten var Jean-Luc Jabril,
en veteran fra luftvåbnet i trediverne, noget af en maskot for
republikken på grund af sin oprindelse: søn af marokkanere
fra forstæderne, der havde gjort det godt og havde bevist sin
franske patriotisme til det yderste på den brændende himmel
over Nordafrika. Alle omkring mig så opslugte på deres te-
84
lefoner. Få meter væk i mylderet havde en pige i hijab tårer
på kinderne.
Jabril tog højtideligt hjelmen på, lod visiret glide ned,
vinkede en gang til for kameraerne og dukkede ned under
maskinens omkreds. En luge på undersiden svingede op og
dannede en kort rampe. Han forsvandt ind i den, og lugen
lukkede. Hvid damp pustede fra ventiler i kanten.
Og så, uden ståhej, på slaget tolv, steg maskinen op i luften. Den bevægede sig direkte lodret, uden at vippe eller
svaje. Nyhedskanalernes mikrofoner opfangede og forstærkede en svagt brummende lyd der steg til en hvinen da skiven steg op. Jeg kunne se den direkte nu, hvor den steg over
muren og trætoppene. Jeg holdt op med at se på skærmen og
hævede min telefon for at optage det. Alle omkring mig
gjorde det samme.
Op og op steg maskinen, hurtigere og hurtigere, op mod
den klare blå himmel. 300 meter, 600. I en kilometers højde
var maskinen en skinnede plet. Jeg ønskede at jeg havde
tænkt på at tage en kikkert med.
Glimtet var så stærkt at jeg havde ondt af dem der havde.
Der kom en lyd som om en halv million mennesker var
blevet slået i maven samtidig. Et øjeblik senere en lyd som
torden. Derefter skrig.
Jeg blinkede stadig ad lilla efterbilleder da jeg fik øje på
en sort plet der faldt ned fra den hendøende ild. En faldskærm gik op, faretruende lavt. Den sejlede nedad i nogle få
sekunder og forsvandt af syne. Jeg havde fulgt den med kameraet med åben mund. Jeg vendte telefonen og så på nyhedsskærmen, lige i tide til at opfange en skikkelse der landede og rullede rundt, og derefter rejste sig, mens faldskærmen faldt sammen ved siden af ham. Klemt af masserne nåede Jabril at tage hjelmen af og give et rystet smil, før teknikerne og lægerne fjernede ham.
”Jesus,” sagde jeg. Ingen hørte mig. Jeg kunne knap nok
høre mig selv i alle de råb og skrig og brøl af lettelse.
85
Det var hen mod midt på samme eftermiddag før vi alle
mødtes i en bistro i Marais-kvarteret, ikke langt fra min lejlighed. Jeg var taget forbi og havde hentet min kone, der nu
var ganske vågen og lige så rystet som alle andre der havde
set opstigningen. Vi slentrede rundt om et par hjørner og
sluttede os til den nu noget større gruppe udenfor en bistro i
en sidegade til Beaumarchais. De stod udenfor fordi Jack
tydeligvis havde insisteret på at ryge en af sine cubanske cigarer (en gestus der var temmelig overflødig i år 3, men han
havde fået smag for dem før i tiden). Jeg hentede drinks og
sluttede mig til flokken, idet jeg præsenterede min kone for
Bob og to forfattere der ikke havde mødt hende før. Hun
smilede høfligt og trak sig tilbage til et bord med Milton og
Ali, over tør hvidvin og en skål med sorte oliven.
”Men hvorfor,” sagde Bob, ”ville de have deres store,
prangende demonstration til at ryge i luften på den måde?
Foran alle mennesker? Hvis det var et fupnummer, en skide
ballon, ville det have været meget bedre bare at hente den
ned efter en kort flyvning.”
”Dobbelt bluff,” sagde Jack. Han stak ud i luften med cigaren. ”Præcis sådan at folk vil tænke på samme måde som
dig.”
Diskussionen kørte rundt og rundt og kom ingen vegne.
”Det får vi snart at vide,” påpegede Nicole. ”Med alle de
kameraer og telefoner rettet mod den, og utvivlsomt alle
mulige slags instrumenter – for fanden, der er sikkert lavet
en spektrografisk analyse – ”
”Vent lige lidt,” sagde Jack. Han smed cigarstumpen og
maste den ud på fortovet, stak så hånden i jakkelommen og
hev sin telefon frem. Han satte tomlen mod skærmen.
”Jeg vidste jeg havde den app,” sagde han.
Han prikkede rundt et øjeblik, og holdt så triumferende
telefonskærmen op så alle kunne se. Jeg stirrede på et farvekodet histogram.
”Hvad?” sagde jeg.
86
”Analyse af lyset fra mine billeder,” sagde han. ”Hovedsagelig brint og magnesium. Ikke underligt at glimtet var så
allerhelvedes kraftigt.”
Himlen var overskyet, solen var gået ned, regnen begyndte at plaske. Vi gik indenfor. Efter endnu en runde
drinks og diskussion, gik vi ud. Over på den anden side af
boulevarden og dybere ind i Marais-kvarteret, mod vest. Det
blev til en af de aftener. Vi stod udenfor en serveringsluge i
støvregnen og spiste bretonske pandekager af madpapir, sejlede over gaden, indtog en bar. Kom i diskussion, gik, blev
smidt ud fra en bøsseklub som Milton og Ali havde troet de
kunne få os ind på, fandt en anden bistro. Bob købte flere
omgange end han drak. Han arbejdede sig rundt fra bord til
bord, snakkede med hver af forfatterne, og klemte sig til
sidst ind ved siden af mig og min kone.
”Så er den klaret!” sagde han. ”Alle er skrevet på.”
”Godt for dig,” sagde jeg.
”Du har glemt én,” påpegede min kone.
Bob efterlignede et spjæt af overraskelse. ”Fandens. Pardon, madame. Ja, selvfølgelig.” Han så mig i øjnene. ”Er du
klar til at skrive en historie?”
”Jeg er ikke amerikaner,” sagde jeg.
”Hej, mand, det har ikke noget at gøre med det. Du er en
af slænget, selv om du er brite.”
”Jeg værdsætter tilbuddet, Bob,” sagde jeg. ”Men jer tror
det ligesom ville … mindske fokus, hvis du forstår hvad jeg
mener? Og jeg har ikke svært ved at få mine ting ud, ikke
engang på engelsk.”
”Lad være med at være dum,” sagde min kone. ”Australierne og New Zealænderne? De betaler ikke ret godt, og det
er ikke meget af et marked.”
Jeg smilede til hende, og derefter til Bob. ”Hun vogter
mine interesser på det voldsomste,” sagde jeg. ”Lader mig
aldrig gå glip af en cent. Men faktisk har jeg et job der giver
udmærket.”
87
”Ja, med at vedligeholde gamle administrative universitetsprogrammer i kælderen under Sorbonne,” sagde Bob.
Hvor vidste han det fra? Måske nogen havde nævnt det.
Jeg trak på skuldrene. ”Det passer mig fint. Og som jeg
siger, lønnen er udmærket.”
”Hold nu op, du har ikke solgt en historie i USA i årevis.
Og læserne ville synes om noget fra dig, ved du. Det ville
ikke gøre antologien mere snæver, det ville gøre den bredere
at få dit navn på omslaget.”
”Det ville gøre lige så meget at have dit navn som redaktør,” sagde jeg.
”Tilbuddet står ved magt,” sagde Bob. Han lænede sig
frem og tilføjede lavmælt, ”For dig – 50 cents pr. ord.”
Jeg lo. ”Hvor meget er en cent værd for tiden?”
”Jeg snakker om euro,” sagde Bob. ”En halv euro pr.
ord.”
Min kone hørte det og gispede. Jeg må indrømme at jeg
selv satte mig opmærksomt op.
”Det er latterligt,” sagde jeg. ”Et par tusinde for hver historie?”
”Ikke for hver historie,” sagde Bob og så sig overdrevet
tydeligt om for at sikre sig at der ikke var nogen der havde
hørt det. Det var der ikke store chancer for – baren var støjende og science fiction-forfatternes samtale gjorde den
endnu mere støjende. ”Fra dig vil jeg tage 10 k ord. Fem tusinde.”
For første gang i ugevis følte jeg trang til en cigaret.
”Jeg bliver nødt til at gå udenfor og tænke over det,”
sagde jeg.
Jeg bommede en Gitane fra Nicole, grinede ad min kones
panderynken og gik ud. Regnen var stoppet. Gaden var
mørk, halvdelen af gadelamperne var slukkede. Min Zippo
flammede – jeg sørger altid for at den er fyldt op, netop med
henblik på sådanne lejligheder. Kort efter kom Bob ud til
88
mig. Han tog en ny pakke op af lommen, skrællede cellofanen af og tændte én.
”Også dig?” sagde jeg overrasket.
Han trak på skuldrene. ”Kun når jeg rejser. Det bryder
isen visse steder.”
”Det tror jeg på,” sagde jeg. Jeg skulede til ham. ”Skide
yankee.”
”Hvad?”
”Lad være med at røvrende mine venner.”
”Hvad?”
”Jeg ved hvad du er ude på,” sagde jeg. ”Du undersøger
dem for at finde ud af hvem der har det hele i munden og
hvem der mener det alvorligt nok til at være interesseret i et
af dine små foretagender.”
”Der tager du godt nok fejl,” sagde Bob. ”Jeg er ikke interesseret i dem. Jeg er interesseret i dig.”
Han bredte hænderne ud og sendte mig et konspiratorisk
grin.
”Glem det,” sagde jeg.
”Hold nu op, du hader de røvhuller lige så meget som jeg
gør.”
”Det er problemet,” sagde jeg. ”Det gør du ikke.”
”Hvad mener du med det?” Han lød oprigtigt indigneret,
næsten såret. Jeg vidste at det ikke betød noget. Det var et
tonefald jeg selv havde brugt ganske tit.
”Du hader ikke revolutionen,” sagde jeg. Jeg viftede et
røgspor frem. ”Borgerkrig, terror, censur, mangler, diktatur
– ja, det er jeg sikker på at du hader alt sammen. Men det er
stadigvæk begyndelsen til socialisme. Det er stadigvæk revolutionen, er det ikke?”
”Ikke min revolution!”
”Du har aldrig været en røv,” sagde jeg. ”Lad være med
at tro at jeg er en.”
Han smed cigaretten i den strømmende rendesten og fortsatte armbevægelsen i en bølge.
89
”Hvorfor så … alt dette?”
”Vi har fuldkommengjort denne maskine,” sagde jeg.
Han sendte mig et langt blik.
”Åh,” sagde han. ”Jeg forstår. Så det er sådan det er?”
”Sådan er det,” sagde jeg.
Jeg holdt døren åben for ham da vi gik ind igen. Fjernsynet over baren viste endnu et klip af den katastrofale flyvning. Bob lo da døren smækkede bag os.
”I har ikke fuldkommengjort den maskine!”
Vi fandt vej gennem gæsterne til flokken, der nu havde
skubbet to borde sammen og alle var samlet i én stor klump
hoveder.
”Beskriv hvad der skete,” sagde jeg da vi havde sluttet os
til dem igen. ”I Jardin’en.”
”Jo, altså,” sagde Bob og så forundret ud, ”vi så alle hvad
man har hævdet var en maskine der fløj ved hjælp af antityngdekraft, hæve sig op i luften og eksplodere. Og nogle af
os mener – ”
”Nej,” sagde jeg og slog i bordet. ”Hør her, alle sammen.
Bob vil fortælle os hvad han så.”
”Hvad vil du have mig til at sige?” ville Bob vide. ”Jeg
så det samme som resten af jer. Jeg var lige indenfor indgangen til parken. Jeg så det på min telefon, og da tingesten
kom fri af trætoppene så jeg det med mine egne øjne. Maskinen, eller det vi har fået at vide var en maskine, hævede
sig – ”
”Ikke det,” sagde jeg. ”Start med da du kom til parken.”
Bob rynkede panden. Stedet var fuldt af folk. Jeg kunne
ikke se hvad der skete omkring kassen. Der var folk i vejen,
træer…” Han trak på skuldrene. ”Hvad kan man sige?”
”Beskriv træerne. Tænk tilbage til da du så op på dem.”
Bob drak sjatten af den grønne drink foran sig og rystede
på hovedet.
”Nøgne grene, klar blå himmel.”
”Bevægede grenene sig?”
90
”Hvad har det med noget at gøre?”
”Jamen, gjorde de?”
”Selvfølgelig ikke!” sagde han. ”Der var fuldstændigt
vindstille.”
”Bingo!” sagde jeg. ”Der var en klar blå himmel. Og der
var fuldstændigt vindstille.”
”Jeg forstår det ikke.”
Det var der heller ingen andre der gjorde, at dømme ud
fra de blikke jeg fik.
”Maskinen bevægede sig lodret op,” sagde jeg. ”Og vi er
temmelig sikre på at det var et fupnummer af en slags, ikke?
En konstruktion af balsa og mylar, brint og magnesium.”
Jeg tog min Zippo frem, slog låget op og drejede hjulet.
”Det er alt hvad der skulle til. Puf!”
”Ja,” sagde Jack og så interesseret ud. ”Og hvad så?”
”Opstigningen blev annonceret for halvanden måned siden,” sagde jeg. ”Nytårsaften. Annonceret med dagen, timen, minuttet! Middag, lørdag den 15. februar.”
”Jeg forstår det ikke.”
”Forestil jeg hvordan dagens lille demonstration ville have været,” sagde jeg, ”hvis der havde været … en let brise.
Eller lavthængende skyer. Fupnummeret ville have været
tydeligt.” Jeg rakte hånden frem med spredte fingre og vippede med den samtidig med at jeg lod som om den drev.
”Sådan.”
Jack slog en stor latter op, og Bob sluttede sig til ham.
Alle andre rynkede bare panden.
”Siger du at franskmændene kan kontrollere vejret?”
”Nej,” sagde jeg. ”Jeg siger at de kan forudsige vejret.
Det er det, de demonstrerede i dag, ikke antityngdekraft – og
det er det, der vil gøre amerikanerne og briterne skidebange.
Det har det sandsynligvis allerede gjort.”
”Det er umuligt at forudsige vejret 40 dage i forvejen,”
sagde Catherine. ”Kaosteori, sommerfugleeffekt, alt det dér,
ikke?”
91
”Tilsyneladende ikke,” sagde jeg. ”Der foregår en masse
matematisk forskning på Sorbonne, du ved.” Jeg vendte mig
til Bob. ”Tag det med hjem til din revolution.”
Han gloede på mig et langt øjeblik.
”Skråt op med dig,” sagde han, ”og den hest du kom ridende på.”
Han rejste sig og styrtede ud.
Ingen af os hørte fra ham igen. Editions Jules Verne, forlaget, hørte heller aldrig fra ham. De opfyldte kontrakterne,
men der kom ikke noget ud af antologien.
Opstigningen i Jardin de Luxembourg er stadigvæk den
bedste science fiction fra året 3.
92
Komplekse fortællinger til en kompleks
verden
Om Ken MacLeods science fiction
Efterord ved Niels Dalgaard
Ken MacLeod (egentlig Kenneth Macrae MacLeod) er født i
1954 i Stornoway i Skotland, og mange af hans værker har
en skotsk tone, rummer personer der taler skotsk og/eller foregår ligefrem i Skotland. Der er ikke sjældent tale om indflydelse fra en gruppe af forfattere, der enten var/er skotske,
eller som har boet i Skotland i et stykke tid, bl.a. Iain M.
Banks og Charles Stross.
MacLeods første science fiction-roman, The Star Fraction kom i 1995 og blev efterfulgt af The Stone Canal
(1996), The Cassini Division (1998) og The Sky Road
(1999). Tilsammen kaldes de The Fall Revolution, og de
vakte straks fra starten opmærksomhed om forfatterskabet.
Titlerne lyder ret rum-agtige, men selv om en del af handlingen foregår på planeten ”New Mars” (der ligger i en anden arm af galaksen og som man er forbundet med via et
ormehul), er det centrale den politiske udvikling fra et opsplittet og fraktionshærget samfund gennem titlens revolution til en ny begyndelse. De fire bind følger mange forskellige handlingstråde, bl.a. diskussionen af truslen fra posthumans (mennesker der har undergået så mange forandringer
at der er tale om en helt ny art) der lever på Jupiter.
De to tråde, rejsen ud i rummet og den politiske kompleksitet på Jorden, er de gennemgående hovedinteresser i
223
MacLeods science fiction-forfatterskab som helhed. Han
bliver ofte sat i forbindelse med den strømning der er kendt
som the new space opera. Space opera er den traditionelle,
ofte trivielle historie om galaktiske imperier, slagsmål mellem kæmpe rumflåder og rejser over ufattelige afstande, kort
sagt ”røvere og soldater i rummet”, i nyere tid bedst kendt
fra filmens verden, fx Star Wars. Men i firserne og halvfemserne blev denne subgenre, der i litteraturen længe havde
været anset for stendød, taget op af en ny generation af forfattere, der dels drev den ud i postmoderne ekstremer (et
godt eksempel er Colin Greenlands Take Back Plenty), dels
gav den en ny kompleksitet ved at tilføre den en række andre motiver og temaer. Den fremtidige galaktiske situation
blev ikke længere set som et spørgsmål om et enkelt imperium med eventuelle ydre og indre fjender, men om en ofte
indviklet og ikke umiddelbart overskuelig mangfoldighed af
verdener, organisationer og strukturer. Samtidig blev den
nye space opera også ramme om diskussioner af posthumanitet, kunstig intelligens, kosmologi og meget andet
(blandt de forfattere der har arbejdet med new space opera
er Alistair Reynolds og Paul McAuley, der begge er blevet
udgivet på dansk af Science Fiction Cirklen).
MacLeods space opera adskiller sig fra flere af hans kollegaers ved næsten altid at have en tråd tilbage til en genkendelig Jord, og i mange tilfælde at bruge næsten lige så
meget plads på jordiske forhold som på turen ud i rummet.
Det gælder således hans næste trilogi, Engines of Light, som
består af Cosmonaut Keep (2000), Dark Light (2001) og
Engine City (2002), der i højere grad end The Fall Revolution kan siges at rumme egentlig new space opera. Men
også her starter handlingen på en politisk kaotisk Jord (hvor
Europa er under kontrol af Sovjet, hvilket ikke er nogen idealtilstand – som gammel trotskist ser MacLeod ikke Bresjnevs tradition som nogen brugbar model), og en række modeller for samfundsindretning bringes på bane. Imidlertid
224
handler historien også om first contact, den første kontakt
med udenjordiske væsner, i dette tilfælde nogle småbitte aliens der bor overalt på asteroider mv. Den teknologi der benyttes giver ikke mulighed for rejser hurtigere end lyset,
men for de ombordværende på et af disse skibe er rejsen
øjeblikkelig. Det betyder at de familier der styrer handelsskibene – og som også sidder på informationsstrømmen
(”information wants to be paid for”, hedder der med ironisk
reference til William Gibson) – bliver løsrevet fra det øvrige
menneskelige samfund i kraft af den opståede usamtidighed.
Første bind beskriver blandt meget andet et mytteri på en
rumstation, der bliver bygget om til et rumskib, og hvis rejser ud i rummet udgør hovedelementet i de to følgende bind.
Endnu mere rendyrket new space opera finder man i
MacLeods følgende roman Newton’s Wake (2004), men
igen med tråd tilbage til Jorden: Menneskene er nemlig blevet nødt til at flygte ud i rummet fordi der har været en hard
rapture på Jorden. Denne ”rapture” er et af de begreber der
har bredt sig i diskussionen af en mulig singularitet: det
tidspunkt, hvor kunstige intelligenser overhaler de menneskelige, bl.a. ved hele tiden at bygge nye generationer af
maskiner der er klogere end dem selv. Det resulterer efter
denne model i kunstige intelligenser der er så fremmedartede og har så anderledes bevidsthedsmæssig horisont, at
menneskene i sådan en situation ikke vil kunne overleve
(noget tilsvarende er udgangspunktet for to af novellerne i
denne samling: ”Mod nye horisonter” og ”Hvem er bange
for Wolf 359?”).
Også i Learning the World (2005) er udgangspunktet et
sammenbrud på Jorden, som har ført til at de overlevende
mennesker i en periode har levet i huler på Månen, men det
er nok tvivlsomt om man kan kalde den for space opera
(gammel eller ny). Der er snarere tale om en anden tradition
for historier om rejser i rummet, mindre flamboyante men
desto mere gennemtænkte end den ofte kulørte space opera.
225
Her er der tale om et generationsrumskib – et rumskib der er
så længe undervejs at folk lever og dør ombord på det gennem generationer, og de der når frem, er efterkommere af
dem der tog afsted. Det er også en historie om møde med en
anden intelligent art, og udmærker sig ved at lade en del af
kapitlerne blive fortalt fra de fremmedes side.
Herefter fokuserer MacLeods romaner på Jorden, fremfor
rummet. I det ”ekstramateriale” der følger med hans næste
roman The Execution Channel (2007) fortæller han at det
dels skyldes at han ikke føler han kan komme længere med
space opera, dels at han er vred over hvordan tingene går i
verden. Selve romanen er også en vred bog, der foregår i en
nær fremtid hvor verden er i krig over resterne af olien,
mens der bedrives kraftig desinformation og i øvrigt jævnligt sendes henrettelser på tv (titlens ”execution channel”).
Til sidst viser det hele sig at foregå i en verden med en alternativ historisk udvikling, hvor bl.a. Al Gore er blevet
præsident i USA.
Grebet med at flytte handlingen til en anden virkelighed
har MacLeod beskrevet som befriende, men han benytter det
ikke i sine senere romaner, i al fald ikke eksplicit. Til gengæld betjener han sig i stigende grad af en thriller-struktur
hvor flere parallelle handlingsforløb og voldsomme jagt- og
flugtscener spiller en væsentlig rolle. The Night Sessions
(2008) fokuserer på et andet af MacLeods emner, religion
og politik, samtidig med at det stadigt væsentligere spørgsmål om hvornår en robot eller en kunstig intelligens skal
regnes for ligeværdig med mennesker, spiller en væsentlig
rolle. Begivenhederne udspiller sig i en ikke alt for fjern
fremtid efter en krig, der hævdes at have handlet om religion, men som i virkeligheden handlede om olie. Nu er
Storbritannien blevet officielt sekulært, hvilket betyder at
staten ikke anerkender nogen religion. Det betyder også at
der fx er frit spil for kreationister til at udnytte kunstige intelligenser og robotter i forlystelsesparker. Selve handlingen
226
er bygget op omkring efterforskningen af et mord på en
præst og følger klassiske forbilleder fra kriminallitteraturen.
Men som så ofte i science fiction er det baggrunden i form
af den fortalte verden der dominerer læseoplevelsen.
Thrillerstrukturen kombineres i The Restoration Game
(2010) med spiludvikler-miljø og en mulig singularitet i en
(fiktiv) lilleputstat, Krasnia, i ex-Sovjet. Et computerspil,
bygget på statens national-epos, Krasniaden, bringer hovedpersonen til stedet, hvor der bl.a. er en klippevæg med en
tekst der scroller som på en computerskærm og som rummer
de latinske ord SIC – TUNC og ALTER, hvilket programmører og andre computerfolk måske vil genkende som IF –
THEN og ELSE. Forklaringen skal ikke røbes her, men er et
eksempel på MacLeods evne til at skabe fantastiske og overraskende billeder og situationer på baggrund af science fiction-udgangspunktet.
Med Intrusion (2012) kommer forfatteren tæt på læseren,
både i tid og sted, i en historie der foregår i en nær fremtid,
hvor man har opfundet et ”genetisk fix” for en række sygdomme, i form af en pille der skal tages af moderen under
svangerskabet. Som udgangspunkt er det selvfølgelig helt
frivilligt om man vil være med i ordningen, men hvis man
ikke vil (som bogens kvindelige hovedperson), viser der sig
hurtigt en række problemer og kraftigt pres fra forskellige
offentlige instanser. I det konkrete tilfælde udfolder det sig
som et plot, hvor bl.a. en flugt (til ægtemandens familie i
Skotland) spiller en væsentlig rolle. Men under den effektive spændingskonstruktion er der også her tale om en diskussion af et væsentligt samfundsproblem, der dels handler
om hvor meget den genetiske determinisme er til at stole på,
dels iscenesætter spændingerne mellem en myndighed der
”ved bedst” og en befolkning der i nogle tilfælde er principielt imod alt hvad myndighederne vil have dem til. Interessant nok er den eneste mulighed for at blive fri for behandlinger, at man erklærer sig for medlem af et trossamfund der
227
anser den for syndig. Men hvis man ikke vil det (fordi man
faktisk ikke tror på nogle af de pågældende religioner), er
man en paria. Det er ikke første gang, religion spiller en rolle hos MacLeod, jf. også The Night Sessions, foruden flere
historier i nærværende bind.
Der er også religiøse bevægelser på spil i Descent (2014),
men ellers handler den mest om det problem, man står i,
hvis man mener at have været ude for en UFO-oplevelse.
Det sker for hovedpersonen som dreng, og efterhånden som
han vokser op, påvirker det hans forhold til en række mennesker. Samtidig med at han udforsker hvad der kan være
sket, oplever han også at personer fra hans fortid dukker op
igen i andre roller, således en præst der tidligt i forløbet optræder som en ”man in black” der advarer ham mod at snakke om hans oplevelser, men senere bliver karismatisk politiker. Det er karakteristisk at bogen ender uden nogen helt
præcis afklaring af hvad der er sket, men dog med at hovedpersonen forsones med forskellige af dem han har haft konflikter med undervejs (bl.a. en kæreste som han overvåger
efter at de er gået fra hinanden). Bogen rummer også andre
science fiction-elementer som nye materialer og en mulig ny
type raket; helhedsindtrykket er igen af kompleksitet.
Det er karakteristisk for MacLeod, at der sjældent gives
nogen entydig løsning på problemerne i fortællingen, og at
der ofte præsenteres flere positioner, uden at der peges på en
enkelt som vejen frem. Det gælder i hans space opera, og
det gælder i hans mere jordbundne nærfremtids-romaner,
hvor der ofte fremlægges en vifte af politiske positioner
og/eller religiøse omverdenstolkninger. Det kan godt være at
hovedpersonen repræsenterer en enkelt, men det behøver ikke at betyde at den har en privilegeret stilling. Det kan også
være, sådan som tilfældet er i The Fall Revolution, at den
der er helt, når historien fortælles fra én vinkel, står i et mere
tvivlsomt lys når den ses fra en anden. Som det ofte er tilfældet i virkeligheden. Både ”Landevejens mænd” og ”Den
228
bedste science fiction fra året 3” præsenterer politiske situationer efter sammenbrud og/eller revolutioner, og begge
lægger op til diskussion, snarere end til en afgørelse af om
begivenhederne har været af det gode eller det modsatte.
Sidstnævnte historie repræsenterer også et andet genkommende træk i MacLeods forfatterskab: hans dybtgående
kendskab og store kærlighed til science fiction-genren. Titlen er et ordspil på de talrige antologier af typen ”årets bedste”, der ofte har et løbenummer – men her er det altså blevet til selve årstallet. Der refereres mange steder i romanerne og novellerne til kendte forfattere og tekster, hvilket
naturligvis er en gevinst for den læser der kender noget til
genren, men ikke er så fremtrædende at de ødelægger læseren for nybegynderen. Et meget markant eksempel i nærværende samling er ”Et tilfælde af konvergerende evidens”,
hvis engelske titel ”A Case of Consilience”, spiller på James
Blishs kanoniske science fiction-roman A Case of Conscience (1958; på dansk som Paradisplaneten, 1969), der ligeledes har en religiøs og filosofisk problemstilling i centrum.
Hovedpersonen er i begge tilfælde en præst, men hvor
Blishs katolske pater tumler med spørgsmålet om hvorvidt
den tilsyneladende syndfrie verden i virkeligheden er et
blændværk lavet af djævelen, er MacLeods præst mere optaget af kommunikation med muligvis intelligente aliens.
For hvis de er intelligente, har de en sjæl, og så må man
kommunikere den kristne lære til dem. Novellen skriver sig
dermed også ind i en lang tradition for historier om det vanskelige eller umulige i at kommunikere med væsner der er
anderledes indrettet end os selv – samtidig med at det militære og politiske kontrolapparat får nogle hak igen.
MacLeod demonstrerer også sit kendskab til genren ved
ikke alene at referere til Blishs roman, men også at lade sin
hovedperson overveje andre modeller, fra C. S. Lewis’ roman Out of the Silent Planet (1938) til Harry Harrisons ”The
229
Streets of Ashkelon” (1962) – foruden i øvrigt nogle tekster
der ikke er science fiction.
Skal man sammenfatte MacLeods værk indtil nu, må det
være som en række romaner og noveller, der tager fat i den
menneskelige situation i bred forstand – socialt, psykologisk, økonomisk, intellektuelt – under skiftende og stadigt
mere komplekse forhold. Han arbejder med en række af tidens varme emner, bl.a. singularitet, posthumanitet, apokalyptiske scenarier, kunstig intelligens og kommunikation, og
han fremstiller dem uden at forenkle dem urimeligt. Der er
ingen lette løsninger hos MacLeod (eller i al fald ikke ret
mange), for tiden er ikke til dem. Derimod er der en synliggørelse af selve kompleksiteten og dermed en forøget bevidsthed om at løsninger må inddrage mere end én enkelt
modsætning i en given situation.
Det gør i nogle tilfælde hans værker lidt mere opmærksomhedskrævende; men det belønner også læseren med stof
til eftertanke – og det er som bekendt en af genrens fineste
egenskaber.
230
Science Fiction Cirklen
I 1974 stiftede en kreds af science fiction-interesserede
foreningen Science Fiction Cirklen med det formål at virke
for udbredelse af kendskabet til genren. Dette sker dels
gennem afholdelse af møder, kongresser og festivaler, dels
gennem udgivelsen af tidsskriftet Proxima samt en række
andre publikationer.
I tiåret for foreningens stiftelse begyndte man at udgive
’Cirkel Serien’, en uprætentiøs serie hæfter i A5-format med
dels skønlitterært, dels faglitterært indhold. Gennem de næste
15 år udsendtes mere end 50 af disse udgivelser.
Omkring årtusindskiftet ændredes de økonomiske
betingelser for fremstilling af udgivelser imidlertid så meget,
at foreningen siden 1999 har kunnet udsende en række
egentlige bøger. Ligesom i ’Cirkel Serien’ omfatter den både
skønlitteratur og faglitteratur, og fælles er at det drejer sig om
science fiction. Denne bogserie fortsætter stadig.
På det skønlitterære område udgiver foreningen dels
klassikere – ældre forfattere, der ikke fortjener glemslen på
det hurtige moderne bogmarked – dels nyere oversatte
forfattere, som i mange tilfælde præsenteres på dansk for
første gang. Endelig har foreningen gennem mange år været
et væsentligt forum for den danske science fiction-novelle.
Inden for faglitteratur udgiver Science Fiction Cirklen
bøger om science fiction i både bred og dyb forstand, fra
bredt anlagte litteraturhistorier til dybtgående studier af
enkelte forfattere.
Se meget mere på vores hjemmeside:
www.sciencefiction.dk
Nyere bøger fra SFC
Ny dansk science fiction:
Som et urværk – Lige under overfladen 10 (antologi) -----------------------------298,De sidste kærester på Månen – Lige under overfladen 9 (antologi) -------------298,Ib Johansen: Forår på Ansar og andre SF noveller--------------------------------199,Farvel, min astronaut – Lige under overfladen 8 (antologi) ----------------------248,Nær og fjern – Lige under overfladen 7 (antologi)---------------------------------248,Lars Ahn Pedersen: Månebase Rødhætte og andre SF noveller -----------------248,Manfred Christiansen: Galaktiske forestillinger og andre SF noveller ---------199,Andre verdener – Danske noveller (antologi)---------------------------------------248,Gudrun Østergaard: Tidsfordærv og andre SF noveller ---------------------------199,Fremmed stjerne – Lige under overfladen 6 (antologi)----------------------------298,A. Silvestri: Faderens sønner og andre SF noveller -------------------------------198,Den nye koloni – Lige under overfladen 5 (antologi) ------------------------------298,Helle Aarøe Nissen: Urmunden og andre SF noveller ----------------------------178,Flemming R. P. Rasch: Minerne på Orthomyx og andre SF noveller -----------199,Richard Ipsen: Drømmetid og andre SF noveller ----------------------------------199,Ingenmandsland – Lige under overfladen 4 (antologi) ----------------------------298,Den hemmelige dal – Lige under overfladen 3 (antologi)-------------------------289,I overfladen – Lige under overfladen 2 (antologi) ---------------------------------269,Kristian Massey: År 2035 (roman) ---------------------------------------------------179,Lige under overfladen – En dansk SF antologi -------------------------------------219,-
Nyere dansk:
Niels E. Nielsen: Den beske magt (roman) ------------------------------------------298,Niels E. Nielsen: Narrens drøm (roman) --------------------------------------------249,Niels E. Nielsen: To sole stod op (roman) -------------------------------------------249,Niels E. Nielsen: Troldmandens sværd (roman) ------------------------------------249,Niels E. Nielsen: Vogteren (roman) --------------------------------------------------249,Niels E. Nielsen: Herskerne (roman) ------------------------------------------------249,Tage Eskestad: Flygtninge fra himlen (roman) -------------------------------------249,Niels E. Nielsen: Vagabondernes planet (roman) ----------------------------------249,Niels E. Nielsen: Skyggen fra Sirius (roman) ---------------------------------------249,Niels E. Nielsen: Weekend på Mars – Samlede SF noveller bind 1 -------------249,Niels E. Nielsen: Klode til salg – Samlede SF noveller bind 2 -------------------249,-
Ældre dansk:
Valdemar Hanøl: Den elvte planet (roman) ---------------------------------------- 178,Niels Meyn: Den hvide fjende (roman) --------------------------------------------- 198,Niels Meyn: Kærlighedsraketten (roman) ------------------------------------------ 149,Albert Dam: Det bevingede hjul (roman) ------------------------------------------- 178,Slaget ved Lyngby og andre danske fremtidskrigsfortællinger (antologi)------ 249,Carl S. Torgius: Syndfloden (roman) ------------------------------------------------ 199,Karl Larsen: Dommens dag (roman) -------------------------------------------------- 99,Sophus Michaëlis: Himmelskibet (roman) ------------------------------------------ 179,Vilhelm Riegels: Dr. Kotin – Livets herre (roman) ------------------------------- 169,Otto M. Møller: Guld og ære (roman) ---------------------------------------------- 179,Carl Muusmann: Nordpolens hemmelighed (roman) ----------------------------- 169,-
Internationale topnavne:
Ken MacLeod: Hvem er bange for Wolf 359? (noveller) ------------------------ 248,Pat Cadican: Søheste på Mars (noveller) ------------------------------------------- 248,Ian Watson: Langsomme fugle (noveller) ------------------------------------------ 248,Nancy Kress: Nano kommer til Clifford Falls (noveller) ------------------------- 248,Hvad Fluffy vidste – 16 science fiction-katte (antologi) -------------------------- 248,Paul McAuley:Under Mars(noveller) ----------------------------------------------- 248,George R. R. Martin: Sandkonger (noveller) -------------------------------------- 248,James Tiptree, Jr.: Houston, Houston, kan I høre os? (noveller) ---------------- 248,Alastair Reynolds: Vejen mellem stjernerne (noveller) --------------------------- 199,Benjamin Rosenbaum: Start uret (noveller) --------------------------------------- 178,Frederik Pohl: Tunnelen under verden (noveller) --------------------------------- 248,Harry Harrison: Efter stormen (noveller) ------------------------------------------- 229,Charles Stross: Antistof (noveller) --------------------------------------------------- 199,Norman Spinrad: Kontinentet der gik tabt (noveller) ----------------------------- 199,Fantastiske virkeligheder. Omtale og noveller af: Anne McCaffrey,
Zoran Živković, Stephen Baxter samt Stanisław Lem ------------------- 279,Stephen Baxter: Det himmelske tyranni (noveller) -------------------------------- 169,John Varley: Farvel, Robinson Crusoe (noveller) --------------------------------- 169,Greg Egan: Madonna fra Tjernobyl (noveller) ------------------------------------ 199,Bruce Sterling: Cykelsmeden (noveller) -------------------------------------------- 189,James Patrick Kelly: Tænk som en dinosaurus (noveller) ------------------------ 175,-
Klassikere:
C. J. Cutcliffe Hyne: Atlantis – Det sunkne kontinent (roman) -------------------248,Olaf Stapledon: Stjernemageren (roman) -------------------------------------------298,Arthur Conan Doyle: Fare! – og andre science fiction-noveller -----------------298,John W. Campbell Jr.: Det kom fra en anden verden (noveller) -----------------248,Arthur Conan Doyle: Professor Challengers bedrifter (noveller) ---------------298,Stanley G. Weinbaum: Odyssé på Mars (noveller) --------------------------------289,Jack London: Skyggen og Lynet (noveller) ------------------------------------------249,H. P. Lovecraft: Farven fra rummet ny udvidet udgave (noveller) -------------248,-
Faglitteratur:
Niels Dalgaard: Vinkler på dansk science fiction ----------------------------------348,Stig W. Jørgensen: Ekkorummet (blogartikler) -------------------------------------298,Palle Juul Holm: Den virkelige tåre i det fiktive bæger (artikler) ----------------348,Niels Dalgaard: Litteraskopet – 30 spalter om science fiction -------------------298,Ellen Miriam Pedersen: Golem og hans venner (artikler) -------------------------348,Niels Dalgaard: Advareren – Niels E. Nielsen og science fiction ----------------249,Stig W. Jørgensen: Det virtuelle cocktailparty (artikler) --------------------------348,Niels Dalgaard: Mareridtsmanden – Stephen King og SF ------------------------249,Niels Dalgaard: Verdensjongløren – Svend Åge Madsen og SF------------------249,Thomas Winther: Indeks til gyserantologier ----------------------------------------249,Niels Dalgaard: Rumvandringer (artikler)-------------------------------------------269,Niels Dalgaard: Litteratur på dansk om science fiction ---------------------------349,Niels Dalgaard: Fra Platon til cyberpunk -------------------------------------------298,-
Engelsksproget:
Sky City – New Science Fiction Stories by Danish Authors-----------------------199,-
Creatures of Glass and Light (antologi med europæiske forfattere) -- 199,-
Bøger for unge – ZAP! serien:
Emil Taj Petersen: Slinger i rumtiden (roman) ------------------------------------ 248,Jon Bing: Mizt – Genfærdenes planet (roman) ------------------------------------ 198,Anna Dyhr Lorenzen: Den resistente – Area 42 (roman) ------------------------ 198,Jon Bing: Zalt – Dampherrernes planet (roman) ---------------------------------- 198,Sten Knudsen: Unge på Månen (roman)-------------------------------------------- 198,Jon Bing: Azur – Kaptejnernes planet (roman) ------------------------------------ 149,Cory Doctorow: Little Brother (roman) -------------------------------------------- 298,Vagn Grønkilde: Forræderens datter (roman) ------------------------------------- 198,Anna Dyhr Lorenzen: Den resistente – Farligt spil (roman) -------------------- 198,Lene D. Møller og Ronny Reffelt: Tristan og Chiaki – Virus (rom.) ----------- 198,-
Bestil via din boghandel eller direkte fra Science Fiction Cirklen
www.sciencefiction.dk
Science Fiction Cirklen er den ældste
danske science fiction-forening og
har stadig fuld gang i aktiviteterne.
Bliv medlem af SFC og få medlemsbladet Novum gratis 4 gange om året.
Medlemskab for 2015 koster kun 150 kr.
Bestilling
Bestilling af bøger og medlemskab kan enten ske fra vores hjemmeside,
eller ved forudbetaling via vores bank. Vi opkræver ikke ekspeditionsgebyr eller porto for forudbetalte bestillinger. Ved efterbetaling er der et
samlet gebyr inkl. forsendelse på 50 kr. pr. ordre.
Bank: Beløbet indbetales på reg.-nr. 6610 kontonr. 0002688393.
HUSK at skrive hvilke publikationer, bestillingen dækker. Send helst
også bestilling via hjemmesiden: www.sciencefiction.dk
Medlemsrabat
Medlemmer af Science Fiction Cirklen får 20 pct. rabat på
listeprisen på Proxima samt alle bøger udgivet af SFC ved bestilling
direkte hos SFC.
Niels Dalgaards litteraturhistorie: Fra Platon til cyberpunk er specielt
interessant for science fiction-interesserede. Derfor tilbyder vi den til:
Halv pris til medlemmer, dvs. at prisen for den bog kun er 149 kr.
Hvis du forudbetaler, kan du generelt blot trække 20 pct. fra listeprisen.
Ønsker du faktura, får du stadig rabat på bøgerne, men der tillægges
forsendelsesgebyr som normalt.
Hvis du er interesseret i science fiction, er
der således ikke meget at betænke sig på!