1. No category

Tekster
Læseprøven består af følgende tekster:
Tekst 1: Derfor går det galt på skiferien (artikel)
Tekst 2: Brødrene Grimm: Bidronningen (eventyr)
Tekst 3: Kinesiske mødre svinger pisken (artikel)
Tekst 4: Jan Sonnergaard: Valget (novelle)
Tekst 5: Forureneren betales (klumme) (findes i opgavehæftet)
fsa
Folkeskolens
Afgangsprøve
DANSK
LÆSNING OG
RETSKRIVNING
(dansk sprog og
sprogbrug)
LÆSNINGTEKSTER
December 2011
Tekst 1
2
3
Tekst 2
Bidronningen
Fra Grimms Eventyr
Der var engang to kongesønner, som gik ud på
eventyr, men forfaldt til et vildt og udsvævende
liv, så de slet ikke kom hjem igen. Deres yngste
bror, som blev kaldt dumme Peter, begav sig da
på vej for at lede efter dem, men da han endelig
fandt dem, gjorde de kun nar af ham, fordi sådan
en dum fyr troede, at han kunne klare sig ude i
den vide verden, når det ikke engang var lykkedes for sådan to kloge hoveder som dem. De drog
imidlertid alle tre videre sammen og kom til en
myretue. De to ældste ville rode op i den for at
se, hvordan de små dyr blev forskrækkede og
løb af sted med deres æg, men dumme Peter
sagde: »Lad dyrene være i fred, jeg kan ikke lide,
at I gør dem noget.«
De gik så videre og kom lidt efter til en sø,
hvor der svømmede mange, mange ænder. De to
brødre ville fange nogle af dem og stege dem,
men dumme Peter satte sig imod det og sagde:
»Lad dyrene være i fred. I må ikke røre dem.«
Noget efter kom de til et bistade, hvor der var
så meget honning, at den løb ned ad stammen.
De to brødre ville tænde ild op under træet for at
kvæle bierne, så de kunne tage honningen, men
dumme Peter satte sig igen imod det. »Lad de
små dyr være i fred,« sagde han.
Efter nogen tids forløb kom de til et slot, hvor
staldene stod fulde af stenheste. De gik gennem
alle salene, men der var ikke et levende menneske at se. Endelig kom de til en dør, hvor der
hang tre nøgler, og midt på døren var der en lem,
som de kunne kigge igennem, og de så da, at der
inde i stuen sad en lille grå mand ved bordet. De
kaldte på ham en gang og to gange, men han
hørte det ikke. Tredje gang rejste han sig endelig
op og kom hen og åbnede døren. Han sagde ikke
et ord, men førte dem til et rigt besat bord, og da
de havde spist og drukket, viste han dem ind i
hver deres soveværelse.
Næste morgen kom han ind til den ældste,
vinkede ad ham og førte ham hen til et stenbord,
hvorpå der stod skrevet tre opgaver, som måtte
udføres, hvis slottet skulle befries. For det første
skulle man samle tusind af prinsessens perler,
som lå ude under mosset i skoven, og hvis der
ved solnedgang manglede en eneste, blev den,
der havde prøvet derpå til sten. Den ældste gik
derind og ledte hele dagen, men ved solnedgang
havde han kun fundet hundrede og blev straks
forvandlet til sten. Den næste dag ville den næstældste prøve sin lykke, men det gik ham ikke
stort bedre, han fandt kun to hundrede perler og
blev også til sten.
Til sidst kom turen til dumme Peter. Han søgte og søgte, men det gik kun langsomt, og han
satte sig bedrøvet på en sten og græd. Mens han
sad der, kom den myrekonge, som han engang
havde frelst, med fem tusind myrer, og det varede ikke ret længe, før de små dyr havde fundet
alle perlerne og lagt dem sammen i en bunke.
Den anden opgave var at hente nøglen til
kongedatterens sovekammer op fra havets bund.
Da dumme Peter kom ned til vandet, kom de
ænder, han engang havde frelst, svømmende og
dykkede ned og hentede nøglen til ham.
Den tredje opgave var den vanskeligste. Kongen havde tre døtre, som lå og sov, og han skulle
nu sige, hvem der var den yngste. De lignede
hinanden aldeles, og der var ikke anden forskel
end den, at de, lige før de faldt i søvn, havde spist
forskellige søde sager. Den ældste havde spist et
stykke sukker, den anden lidt sirup og den yngste en skefuld honning. Da kom dronningen for
de bier, som dumme Peter havde frelst, flyvende
og satte sig på munden af dem. Da den mærkede, hvem der havde spist honning, blev den siddende der, og således fandt kongesønnen den
rette.
Nu var trolddommen løst, alle vågnede, og
de, der var forvandlet til sten, blev til mennesker
igen. Dumme Peter blev gift med den yngste og
bedste og blev konge, da hendes far var død, og
hans to brødre fik de to andre søstre.
5
Tekst 3
Kinesiske mødre svinger
6
pisken
7
Tekst 4
VALGET
Jan Sonnergaard
På mange måder er historien om den unge Ib
interessant og tankevækkende, men også lidt
­
mærkelig.
Der er nemlig endnu ingen entydig slutning
på historien, og pointen kan stadig nå at blive
grusom og modbydelig, ligesom den omvendt
kan blive ret positiv og livsbekræftende. Det
afhænger alt sammen fuldstændigt af Ib.
Men for at læseren kan følge ordentligt med,
må jeg vist hellere forklare lidt om baggrunden
for den mærkelige situation, Ib er i, og de egentlig
ret alvorlige overvejelser, han gør sig.
Ib er en dreng på næsten seksten, og på mange
måder kan man sige, at han er helt almindelig måske er han i virkeligheden så almindelig, at det
er lidt specielt. Han er middel af højde, brunhåret,
spiller lidt fodbold og er i meget god fysisk form,
men ingen af delene så meget, at det er påfaldende. Han skal nok i gymnasiet i år, hans karakterer
i skolen er sådan set udmærkede.
Han er hverken specielt ond eller specielt god.
Men det er jo for øvrigt også sjældent, at et menneske er dét og kun dét. Igennem historien er det
ret få mennesker, der helt entydigt har været
onde. De bliver som regel mest synlige under krige eller katastrofer: Der er eksempler på egentligt
onde mennesker under nazitidens Tyskland,
under kulturrevolutionen i Kina eller De Røde
Khmerers rædselsherredømme i diktaturtiden i
Cambodja i halvfjerdserne. Indimellem anholder
politiet også mordere eller andre forbrydere, hvor
man kan sige: ”Ja, dette ér et decideret ondt menneske”. Men den rene ondskab er en undtagelse,
det er dét, der er min pointe. Den rene godhed er
det også. Der har været eksempler på selvopofrende mennesker, der har sat alt til side for at
hjælpe andre, nogle gange har de endda ofret
deres eget liv - men det er ikke mange.
Langt de fleste mennesker er ligesom Ib: De
har noget godt i sig og kan sagtens være flinke og
hjælpsomme, men de rummer også noget ondt og
kan sagtens være rigtigt dumme svin. På den
måde kan man sige, at de fleste mennesker selv
kan bestemme, om det skal gå den ene eller den
anden retning, om de skal være ondskabsfulde
eller det modsatte.
Det er dette, som lige for nyligt er gået op for
Ib. Og da det skete, kom det som lidt af et chok for
ham. Han var ikke vant til at skulle tage tingene
8
særligt alvorligt. Som sagt kan man ikke sige, at
han var hverken ond eller god. Hvis man skulle
sige noget grimt om ham, var det nok snarere, at
han var sådan lidt overfladisk i det, at han tog ret
let på tingene. Han var ikke typen, der mobbede
sine kammerater. Men på den anden side tog han
ikke Fede-Mikael eller Stinke-Stine i forsvar, når
plageånderne i klassen for alvor gik i gang med
mobning og chikane. Ib tav og lod, som om det
ikke angik ham.
Engang var det blevet for meget for FedeMikael, og han havde slået ud efter John, da han
og tre andre havde leget skubbeleg og ret længe
puffet rundt med ham. Og svaret var kommet
omgående: De andre drenge havde givet FedeMikael så mange bank, der overhovedet kunne
ligge på ham. Da Ib kom forbi, stod de og sparkede på ham, selvom han lå ned og græd og tryglede dem om at holde op.
Ib kunne godt have grebet ind, men han gjorde det ikke. Og det havde betydet noget. Ib var
ganske respekteret af de andre. Hvis han havde
bedt dem om at holde op, ville de have gjort det.
Og hvis han havde støttet Fede-Mikael, ville mobningen måske være ophørt.
Men det gjorde Ib ikke, han trak på skuldrene,
gik udenom og lod, som om det ikke ragede ham.
Det var den måde, han oftest reagerede på, når
der var en konflikt. For eksempel var deres matematiklærer engang blevet rasende, fordi han havde mistanke om, at to i klassen skrev af efter en
anden. Han ville vide, hvem det var, de skrev af
efter, men ingen ville sige noget. De fleste kunne
heller ikke, for de anede ikke, hvem det var. Men
Ib vidste det godt. De tvang Allan til at lave opgaverne, det havde de snart gjort et helt år. Allan var
en lille nørd med briller, men hans far var it-ekspert og ekstremt dygtig til matematik og hjalp
gerne Allan. Derfor var han så god at skrive af fra.
Dette vidste Ib, men han sladrede selvfølgelig
ikke. Han trak på skuldrene, som om det ikke
angik ham.
Ib var ikke nogen nassekarl, bestemt ikke. Det
var ikke ham, der altid kom og lige skulle have
noget af de andres slik eller lige skulle låne en
tyver til en sodavand eller have hjælp til et eller
andet. Det var kun sket ganske få gange. På den
anden side var det lige så sjældent, at han selv gav
noget væk. Hvis der kom nogen og ville have
hjælp til en opgave, de ikke havde nået at lave,
kunne han simpelt hen sige ”Nej!”.
Han kunne heller ikke se, hvorfor han skulle
låne penge til nogen eller dele med andre. Han
gav noget til alle i klassen, når han havde fødselsdag, og han havde selvfølgelig også gave med, når
der blev afholdt fødselsdagsfest, men ellers kunne han ikke rigtigt se pointen i at dele.
Så på en måde kan man sige, at Ib prøvede at
glide roligt og ubesværet igennem livet. Problemfrit, det var det, det hele helst skulle være. Det er
livet bare ikke. Der kommer ikke alene én gang,
hvor man er nødt til at træffe valg, der kommer
mange. Utallige, faktisk. Og det kan man lige så
godt indse. Det hjælper ikke noget at lukke øjnene.
Men det var netop det, Ib havde gjort indtil for
ganske nyligt. Det var en dag i vinters, og isen på
søen så ganske sikker og fast ud. Der var ganske
vist skilte oppe rundt omkring om, at isen var
usikker, og at det var forbudt at gå på den, men
det gjorde jo kun det hele endnu mere interessant.
Derfor tænkte han, at han lige ville prøve at spadsere lidt ude på den forbudte is. Den kunne umuligt være usikker, det havde jo frosset i hvert fald
fem grader hver eneste dag den sidste uge.
Isen virkede virkelig fast og sikker at gå på, og
det var den sådan set også. De fleste steder. Hvad
Ib imidlertid ikke vidste var, at søen ledte vand
ud i nogle åer, og nogle andre åer udløb i søen, så
visse steder var der en slags strøm, som gjorde, at
der skulle helt ekstrem kulde til, før vandet frøs
rigtigt til.
Så da Ib var ti-femten meter ude på søen, skete
det pludseligt: Isen knækkede, og Ib gik igennem!
Søen var måske to-tre meter dyb på dét sted,
og det er jo ikke så meget. Men det er rigeligt til,
at man kan drukne alligevel. Især når vandet er så
iskoldt, som det var.
Ib gik i panik. Han prøvede desperat at komme op på isen igen, men iskanten brast, hver gang
han fik fat.
”Hjælp!” skreg han desperat, ”Hjælp. Jeg
drukner, hjælp …”
Det var en flot og frostklar vinterdag, og der
var en del mennesker ude ved søen at spadsere.
Det kunne Ib se, selvom han hele tiden røg tilbage
i det iskolde vand. Han skreg panisk, for han troede, han ville drukne nu. Men ingen af de forbipasserende reagerede.
Ingen!
Enten troede de, der bare var tale om en eller
anden møgunge, der fjollede rundt på isen, hvor
han i øvrigt ikke havde noget at gøre. Eller også
kunne de simpelt hen ikke høre eller se ham, han
var jo trods alt et stykke ude. Eller også havde de
set og hørt ham, men ville blot ikke hjælpe. Måske
havde de udmærket set, at der var én, der virkelig
var i problemer hér, men havde bare ikke lyst til at
blive rodet ud i noget. Hvis de mavede sig ud på
isen og trak ham op, risikerede de jo selv at gå
igennem ...
Det er naturligvis ikke til at sige, hvad der løb
igennem hovedet på dem. Men faktum er, at han
måtte klare sine problemer selv, og det lykkedes
heldigvis også, mest fordi han var i så god form.
På et tidspunkt fik han ordentligt fat og kunne
forsigtigt trække sig op. Det hele varede måske
fem minutter, men alligevel følte han sig nærmest
bundfrossen, og den dag i dag aner han ikke,
hvordan det lykkedes for ham at komme hjem.
Men hjem kom han, og han fik en slem lungebetændelse, der holdt ham i sengen i en uge.
Men dette var ikke det værste. Det var ganske
vist utroligt ubehageligt, men det værste for Ib
var, at så mange bare var gået forbi ham uden at
røre en finger for at komme ham til hjælp. For
Himlens skyld, han kunne være druknet!
Det er en tanke, der har givet Ib en hel del
mareridt. Men den har også givet ham noget at
tænke over. Han er ikke helt den samme længere.
Ofte forbander han andre mennesker - der var
ikke én eneste, der rørte en finger. Når folk er så
dumme svin, er der ingen grund til at være rar
eller flink. Du har kun dig selv at stole på …
Andre gange tænker han:
Sådan noget må aldrig ske igen. Man skal da
hjælpe andre mennesker. Tænk, hvis det var mig
selv, der var gået forbi, og jeg så bare havde ladet
et andet menneske drukne. Sådan et menneske
vil jeg aldrig selv blive, aldrig!
Ib har ikke rigtigt taget en beslutning endnu,
men jeg tror snart, han gør det. Forhåbentlig vælger han, at han aldrig selv vil blive ligeså egoistisk
et svin som dem, der bare ignorerede, at en dreng
var lige ved at drukne. Jeg håber virkelig, at det
bliver dét, han konkluderer.
Men der er en risiko for det modsatte. At han
af selvmedlidenhed tænker, at når folk er sådan,
kan man lige så godt være ligesådan. Man må
hyle som de ulve, man er iblandt, der er ingen
grund til ikke også selv at være egoist.
Jeg håber ikke, det bliver det, han beslutter sig
for. Men der er en fare for det, det er der helt
bestemt. Det kan gå begge veje, som så meget
andet.
9