Rejsedagbog – del 1 – Grønland – Trop- og klanspejdere, Esbern Snare, Kalundborg
Skrevet af Thorbjørn Randrup Christensen
Da vi for første gang hørte om ”Turen til Grønland”, lå idéen om isbjørne og slædehunde langt borte.
Men den 1. juli gik det altså løs. Med store sweatre, huer og vanter, og en spændt rygsæk, fløj vi tidligt om
morgenen til den lille fiskerby Kangerlussuaq. Stemningen på flyet var spændt, og efter 4 timer, landede vi.
Ikke i Grønland, hvis man skulle regne med det man havde set i fjernsynet, men et øde, varmt og tørt sted.
Byen ligger i en dal, der er fyldt med smeltevandssøer og klipper. Her skulle vi tilbringe de næste fire dage.
Efter en kort frokost, begyndte vi at gå ud ad byen, med kurs mod indlandsisen. Her begyndte vort eventyr.
Det skulle senere vise sig at være meget mere end bare det. For få kilometer ude af Kangerlussuaq går det
galt. En spejder træder forkert, og får ”en hæmatom på venstre ben”. På dansk betyder det, at det gør
skideondt at gå, og med et længere besøg på den lokale skadeklinik, og med par krykker venligst udlånt af
en sygeplejerske fra Samsø, fortsatte vi.
Hele dalen består af lyng, og her er næsten ingen træer. En lokal vits går på, hvis man farer vild i skoven,
skal man bare rejse sig op. Det tørre klima gør, at et nogle nåletræer, der blev plantet her for fyrre år siden,
kun er halvanden meter høje.
Endelig slår vi lejr, og her er dejlig varmt, vindstille, og et sandt myggeparadis. Vi kan drikke vandet fra de
iskolde gletchersøer. Og dagen blev afsluttet med en herlig blanding kaffe og spejdrehygge.
Jeg vågnede natten til den 2. ved, at der var lyst uden for teltet. Midnatssolen. Det var altså rigtigt nok:
Solen går aldrig ned. Myggene summede lystigt uden for myggenettet, solen stod lige under bjergryggen,
og her var iskoldt. Hvad var dette for et mystisk sted, vi er rejst hen?
Den næste dag skulle vise sig at sætte krop og sjæl på prøve. Først skulle vi bestige Sukkertoppen. Et bjerg i
midten af dalen, der som et myggestik på huden, viste sit ansigt i den ellers flade dal. Her skulle vi op.
Med vand i drikkedunken gav vi os i kast. Opad, opad. Den bagende sol skinnede ned på vores blege
ansigter, og solcremen blev delt rundt. Opad, opad gik det, opad mod toppen. Op på næste afsats, videre
endnu. Toppen syntes uopnåelig. Mine lår og fødder var ømme. Og dér, stik øst, lå hun. Den Hvide Kæmpe,
indlandsisen.
Vi skulle videre. Vores tur gik op ad den ene side af dalen, som vi havde sovet i. Solen var bagende, og der
var en tung luft, der hang over os. Vi fandt et sted at slå os ned til frokost, og regnede med, at vi kunne
drikke vandet fra den nærtliggende sø. Men vi fandt hurtigt ud af, at dette vand var beskidt og fyldt med
alger. Vand var dog en nødvendighed, så der var ingen anden udvej, end at drikke det, og tage chancen.
Det smagte forfærdeligt af metal. Der var dyr i det. Vores medbragte brød satte gang i benene igen, og
inden for få minutter, var vi på vej op ad bjerget.
Op, op, op gik det, med tunge tasker og trætte ben. Vi var sultne, vi havde dårligt vand, og vores ben var
ømme og trætte. Men vi skulle frem, og der var kun én vej. Op. Der gik ikke lang tid før jeg igen kunne se
indlandsisen. Dér lå den. Om få dage skulle jeg endelig se den. En fantastisk udsigt. Vi kom endelig over
bjergryggen og stod og så på den mægtige ”Aajuitsup Tasia”, på dansk, ”10-kilometersøen”. Lang og flot,
præcis 10 kilometer, strakte den sig, som en kvinde på en eng. Flot og blå lå den. Her skulle vi have lejr. Vi
fandt en sø i vores niveau. ”Endelig” tænkte jeg, ”Rent vand”.
Vi gik længere ned ad bjerget og så en stor eng. Nogle af vores telte lå her allerede. Det var de
tropsspejderne, der var kommet os i forkøbet. Et æstetisk portræt af Grønland. Da vi endelig kom til
teltene, var det som efter jødernes vandring i ørkenen; nu var vi endelig kommet frem, og her skulle vi
hvile.
Det var rart at få de kilotunge tasker af. En befriende følelse, der kun blev overgået af følelsen af at tage
støvlerne af. Vi havde gået i ca. 4 timer i stegende sol. I støv og hårdt terræn. Og nu var vi fremme.
UDFLUGT TI INDLANDSIS
Jeg vågnede ved en varm brise, der strøg ind i teltet. Klokken var halv 8, og solen stod allerede højt på
himlen. I dag skulle vi se hende. Indlandsisen. Jeg var spændt. Nu kom jeg endelig til det sted, jeg kun havde
set i fjernsynet eller læst om.
Vi gik over en bakketop. Det var rart endelig at skulle derhen. Endelig at bevæge sig i den rigtige retning. Vi
havde gået og snakket om hvordan, at det vi havde set ”ikke var rigtig Grønland” Og hvordan Kangerlussuaq
”kun bestod af en byggeplads og en lufthavn. ”
En par hurtige kig på kortet viser, at vi skal krydse et bjerg. En hård stigning og en time senere, rammer den
beroligende, friske, kolde vind mit ansigt. Man kunne dufte hende. Isen lå tung og ubevægelig.
Endelig kommer vi hen til den. Et kæmpestort stykke is ligger og venter på os. Det er først da vi er helt tæt
på, at jeg bliver ramt af ærefrygt. Her er den. Den er en fuldstændig uhåndgribelig størrelse. En nærmest
monumental væg står lige foran os. Kun adskilt af en rivende elv. Vand fosser ud af isen. Pludselig brækker
et stort stykke af, og vælter ned i vandet. Det giver et kæmpe brag, og efterlader os med visheden om, at vi
står foran verdens største problem: Isen smelter, og det går hurtigt. Hvad kan man gøre? Når man står
foran isen, virker man lille og ubetydeligt. Isen står fast og er truende og nærmest guddommelig. Man er
magtesløs foran en sådan størrelse.
Vi er forbløffede. Vi kommer til os selv, og bliver fattede. Efter den obligatoriske tagen billeder, forbereder
vi suppen. Den bliver kogt på is, vi hugger af et isbjerg.
Og så, selvfølgelig, en god whisky med isterninger. 12 års whisky med 100.000 års is. Se, dét er en
fornøjelse som ingen bør misse. En skøn oplevelse.
Vi spiser og går senere op langs den rivende elv. Der er en voldsom strøm, og vandet løber i mange tusinde
liter ned af det store vandfald, længere oppe. Is og klippe dominerer landskabet, og her er som på en anden
planet. Jeg går og ser på klipperne, og kommer hurtigt frem til den konklusion, at dette må være et
geologisk paradis. Med lange årer, sprækker og forskellige lag i klippen gør, at dette må være mekka, når
det kommer til geografi og geologi.
Da vi kommer hjem til lejren, bliver jeg grebet af længsel. Jeg vil tilbage og se mere. Vi kom aldrig op og gå
på isen. Men jeg er fast besluttet på at vende tilbage.
Lige før jeg falder i søvn, hører jeg et stort brag. Et minde om, at isen stadig ligger derude og venter.
TUR TIL ILULISAT
Vi vågner tildigt i vores lejr. Vi skal videre nordpå. Vi går hen til vejen med vores oppakning, og bliver hentet
af en grønlandsk bus. Den er varm. Der er ikke meget plads. Og vejen er elendig. Vores tur til Kangerlussuaq
er lang og støvet, og vi er stuvet ind i en lille bus, der er lige et sæde til os alle. Stemningen er presset. Alle
er trætte og varme, og der er ganske få, der snakker ombord. Endelig er vi fremme ved byen, og forbereder
os på en flyvetur på 45 minutter. Efter en forholdsvis let og fejlfri indregistrering, befinder vi os i
Kangerlussuaq lufthavn. Intet sikkerhedscheck. Ingen scannere. Vi er ved Gate 1. Det er den til
indenrigsflyvninger. Der er også en Gate 2. Det er til udenrigs.
Da vi går ombord, opdager jeg, at vores flyver en den legendariske Dash-8 flyver. Ja, lige præcis, den med
de mange styrt på landingsbanen, grundet et svagt landingsstel. Jeg går langsomt op i det lille fly og sætter
mig ud for en propel. Der står ”Free” ved mit sædenummer, så jeg må sætte mig hvor jeg vil. Jeg er ligeså
spændt som et barn er til jul. Firmaet, der har lavet propellerne hedder ”Hope Inc.” og jeg morer mig ved
synet af det lillebitte cockpit, hvor de to piloter sidder med udfoldede kort. Pludselig høres lyden af en
græsslåmaskine, der starter, og efter en smule røg, starter propellen på min højre side. En høj rumlen
begynder og den bliver ved i lang tid. Det larmer voldsomt inde i en sådan maskine. Ligesom i bussen, som
også var lille, er her meget varmt og indelukket. Efter en lang opstart letter vi i larm og rysten. Endelig er vi
oppe.
Udsigten fra flyveren er helt fantastisk, og trods størrelsen af flyveren, kommer der også her en servicevogn
med kage og cola.
Vi flyver over indlandsisen. Udsigten er overvældende, og jeg bliver igen målløs. I ca. 3500 fods højde, er
Grønland ganske smukt.
Da vi lander, og går igennem byen, Ilulissat, bliver jeg glad ved tanken om, at min barndomshelt Knud
Rasmussen, blev født her. Dengang hed byen dog Jakobshavn, og verden var et andet sted.
Vi søger tilflugt på en campingplads, der ligger ved en specialskole. Her er der bad.
Hvis I nogensinde har været på tur i det fri i mere end en uge, vil I forstå hvad jeg mener, når jeg siger, at et
bad på dette tidspunkt var ganske rart, mildt sagt. Vi stank. Jeg græmmes, når jeg tænker på de mennesker
vi fløj sammen med, og hvad de har måtte gå igennem, for at nå deres destination. Ren hud var en dyd vi
kun havde drømt om, siden den morgen vi tog hjemmefra.
Og det var skønt. Vandet havde en rensende effekt, det havde en nærmest religiøs betydning for gruppens
velvære og psyke. Et bad kan gøre meget for en gruppes morale. Og når vandet så oven i købet er varmt, er
det bare toppen.
KLAN PÅ HEIK
Nu skulle vi på heik. Ud og gå med vores oppakning i tre dage. Ja tak.
Fra vores base camp kunne vi se den berømte Isfjord, der glimtede i fjeldsolen. Det var en helt fantastisk
udsigt. Jeg glemte helt min tykke sweaters kløen, og stod blot og så til, i mens brag fra den knækkende is
rungede i fjorden.
Vi hastede afsted på klipperne. En pludselig smerte i knæhasen fik mig til at sænke farten. Det havde jeg
intet i mod, da jeg på denne måde kunne se på den smukke is endnu længere. Man forstår, hvorfor den er
sat på UNESCOs liste som et fredet stykke natur. En fuldstændig imponerende størrelse, vi har med at gøre.
Følelsen bliver kun kraftigere, da vi ser en lille prik sejle forbi isbjergene. Prikken er en båd. Det tager lidt tid
for os at opfatte, at isbjerget ca. er 1 kubikkilometer. Ufatteligt.
Efter et par timers vandring, finder vi et plateau, der egner sig perfekt til lejr for natten. Vi har en storslået
forhave, og et værelse med udsigt. Det er også verdens bedste toiletudsigt, som flere af os bemærker hen
ad aftenen.
Niels Jakobsen, der er fungerende ”læge” på turen, bemærker et par gamle inuitgravpladser tæt ved vores
lejr. Magnus Larsen, Niels Jakobsen, Kenneth Zipfel og jeg selv styrter afsted for at få et lille indblik i dette
mystiske folk mod nord. Efter lang tids søgen finder vi dem endelig. Og de er frit tilgængelige. Pludselig,
under en stor bunke sten, ligger de der. Jakobsen finder dem, ved et blik på en lårbensknogle. ”Den er god
nok” bliver der sagt med ærefrygt i stemmen. ”Dette er mennesker. ”
Det er en mærkværdig mavefornemmelse man får af at se på knogler. Det her er ægte, døde mennesker.
Intet fusk, intet snyd. Jeg går lidt omkring gravene, og ser pludselig fire kranier, der stirrer op på mig. Et lille
sæt går igennem mig. Larsen, der er klanleder, beordrer at de andre skal se gravene, når vi går fra lejren
næste dag.
Den næste dag vågner jeg ved et brag fra indlandsisen. Det er temmelig tåget, og fuldstændig umuligt at
klæde sig ordenligt på. Er det koldt eller varmt? Det er det samme.
Vejret og de underlige temperature gør, at gruppens psyke er en smule ved siden af. Det ses tydeligt, at
man har gået og set og snakket med de samme mennesker i seks dage, uden afveksling. Det er varmt og
myggeinficeret hele tiden, og hvis det endelig ikke er det, er det bidende koldt og fugtigt.
Og da vi finder vores næste lejrplads, efter lang tids gåen rundt og stoppen op, er vi trætte af myg. Luften
er tyk af de små bæster, og det er svært at skrive logbog eller tale, på grund af alle de myg, der sværmer.
Lejren ligger tæt på Ilulissat. Vi ligger bevidst her, for at den sidste dag ikke skal blive hård.
Da vi slår vores telte op, er det næsten som om at pløkkene skal forhindre mig i at flyve væk med teltet. Her
skriver jeg i min logbog: ”Velsignet være myggenettet”.
Den 6. vågner vi op til tæt tåge og regn. Det er hårdt at stå op. Vi kom sent i seng, og lyden af regn mod
teltet kan få enhver klanspejder til at blive i posen. Men op må vi, og op kommer vi. Klipperne er glatte af
regn, og vi går forsigtigt tilbage på stien for at komme hjem til Base Camp. Vi ser på kortet. Det bliver
hurtigt klart, at den hurtigste rute hjem er gennem slædehundenes territorier. Vi er trætte og kolde. Lige
før vi går ned til hundene, der godt kan være glubske, kigger vi endnu en gang.
”Hvad med at gå udenom?” Foreslår Steffen Andresen. Der opstår en hurtigt konsensus om at det må være
den bedste idé, og snart er vi hjemme.
Hjemme i Base camp venter dog en grum overraskelse. Huset, som vi normalt henter vand ved og går i bad
i, er gået tør for vand. Tanken er tom. Træls.
BYEN ILULISAT
Næste dag vågner jeg tidligt. Vi skal på Knud Rasmussen Museum i dag. Jeg kan næsten ikke vente med, at
vi får spist morgenmad og kommer afsted.
Da vi kommer ind, er jeg fyldt med respekt. Her er manden, der i det store hele har gjort vores tur mulig.
Foran hans hus, hvor museet er blevet indrettet, er der en buste, der forestiller Knud Rasmussen med
teksten:
”KNUD RASMUSSEN. POLAR FORSKER. 7. JUNI 1871, JAKOBSHAVN – 21. DECEMBER 1933, KØBENHAVN”
Et skønt museum, der har nok information til at vække interesse, og lidt information nok til, at man selv kan
søge efter mere. Huset er et dejligt rødt villahus, med den klassiske hvide farve om dør og vindue. Når man
går ind, møder man en plakat med Knud Rasmussen, der stirre fast ud på indlandsisen. På første sal er der
udstillinger med hans slæde, hans anorak, og andre personlige ejendele.
Jeg går lidt for mig selv, og finder så de sidste dagbogsnotater fra den tragiske Danmarksekspedition hvor
Høeg Hagen, Mylisus Erichsen og Jørgen Brønlund omkom. Jeg bemærker teksten: ”Omkom ved fjord 79.
Kan ikke fortsætte på grund af forfrysninger i Fødder og Mørket.” Det er stærkt at skrive at man skal dø.
Jeg forlader huset med dyb ærefrygt og respekt.
Men som Knud Rasmussen sagde: ”Eventyret venter den, der forstår at gribe den”