1. No category

Islands (makro)geologi - en introduktion
En sammenfatning af gængse geologiske begreber og personlige iagttagelser
- med oplæg til debat, også vedr. den danske istids-diskussion. Karsten Duus
Tektonik og hotspots
Fotos ved Karsten Duus og billeder hentet på
Internettet. Fotos og figurer kan ses i stort format
på www.duus.dk/islandsgeologi
Øvrige fotoserier om Island findes på
www.foto-out.dk (og www.duus.dk )
Island er, geologisk set, i sær kendt for sin unge og meget
nutidige vulkanisme, der i kombinationen: En tektonisk
spredningszone der bliver til et kontinent, er enestående i
verden. Vulkanismen er ”til at føle på”, og indbefatter alle
de kendte hovedtyper - hvilket i sig selv er et studie værd.
Men med en placering lige under polarcirklen, og en årlig
nedbør på 1500-4000 mm over det sydlige højland, er der
også basis for iskapper og en betydelig gletsjeraktivitet.
Den store nedbørsmængde betyder en stor overfladisk
afstrømning, der sammen med iskappernes smeltevand,
resulterer i en mængde store og mindre floder og vandløb.
Island er derfor også et fantastisk sted at observere isens
og vandets landskabsdannende effekter.
Sø i moræneområdet nedenfor Svinajökull.
Island er et ungt kontinent. De ældste bjerge i nordvest er
ca. 14 mio. år gamle efterfulgt af bjergene i nordøst og
sydøst. Bjergene er resultater af en tidlig og voldsom
vulkansk aktivitet hvor store mængder lava er strømmet ud
fra spalter, såkaldte fissurer og enkeltstående vulkaner.
Lavaen er kommet fra det hotspot/den kappediapir i jordens
indre, der er hovedårsagen til, at Island overhovedet er et
kontinent. Hotspottet har vekselvirket med det tektoniske
forhold, at Island ligger midt på en spredningszone hvor
den Nordamerikanske Plade og den Eurasiske Plade
bevæger sig væk fra hinanden med en gennemsnitlig
hastighed på 2 cm om året.
Billedet, ældst i nordvest og i nordøst og øst og yngst i vest
og i det centrale Island, forklares af spredningszonen.
Medens den voldsomme vulkanisme forklares af hotspottet.
Tektoniske spredningszoner, der ofte er knyttet til
oceanbunde, er kendetegnet ved at materiale fra jordens
kappe tilføres jordens overflade og danner ny skorpe.
Dannelsesprocessen er en naturlig følge af Lithosfærepladernes bevægelser (skorpen + den øverste del af
kappen). Nogle steder kolliderer pladerne, andre steder
bevæger de sig væk fra hinanden. Processen har logisk set
sat skub i Islands opståen og udvikling. Men da
spredningszonerne typisk resulterer i ny oceanbundsskorpe
i en tykkelse på ca. 6 km. - er hotspottet under Island den
egentlige forklaring på, at der her dannes kontinentskorpe
med en tykkelse der er væsentligt større end oceanbundsskorpen.
Det islandske hotspot og den midtatlantiske
spredningszone forklarer den aktuelle nyvulkanske zone,
der også er den zone med flest jordskælv, og som
illustrationen viser, går tværs igennem Island. Først i en
øst-vestlig retning fra halvøen Reykjanes i vest til det
centrale højland. Herefter i en nordøstlig retning fra det
centrale højland til den nord-østlige kyst. Den nyvulkanske
zone omfatter de store og aktive vulkansystemer: Blåfjöll i
vest, Katla i sydvest, Hekla, Grimsvötn og Askja i det
Internettet.
centrale højland og Krafla i nordøst.
Islands geologiske zoner - cirklerne er
centralvulkaner. Efter Sæmundsen. Modificeret af
Erik Sturkell, i kompendiet: Islands geologi från
Tertiär till recent” = ES
Hotspot
Et hotspot er en koncentration af flydende kappemateriale
der er trængt så langt op i jordens kappe, at det påvirker
forholdene i jordens skorpe.
Hotspottet befinder sig typisk under de stenplader,
lithossfæreplader, der udgør jordens overflade. Dvs.
stenplader der omfatter jordens skorpe (oceanbunds- eller
kontinentskorpe) og det øverste lag af jordens kappe.
Varmt/flydende materiale smelter lithossfæren og/eller
trænger op igennem revner i den og danner magmakamre
tæt på jordens overflade.
Et hotspot kaldes også en kappediapir, der er en
betegnelse for en opadgående udposning af
kappemateriale.
Hotspottet/kappediapiren resulterer i en koncentreret
vulkanisme.
Nogle mener, at selve hotspottet kan bevæge sig pga.
strømninger i Kappen - men det typiske er, at hotspottet
ligger stille, medens stenpladerne, pga. de pladetektoniske
bevægelser over det, bevæger sig. På den måde kan der
dannes rækker af vulkaner, der svarer til pladernes
bevægelsesretning. Er godt eksempel er rækken af
vulkaner ved Hawaii - hvor øen Hawaii er den yngste
vulkanø, medens der nord for øen befinder sig en række
vulkanøer, der bliver ældre og ældre jo længere man
kommer væk fra Hawaii.
Hotspottet under Island befandt sig for ca. 70 mio. år siden
under Grønland, nord for Diskobugten og udløste her en
voldsom vulkansk aktivitet. I konsekvens af at den
Nordamerikanske Plade har bevæget sig mod vest, men
måske også fordi hotspottet selv har bevæget sig (sic!), har
hotspottet flyttet sig i sydøstlig retning.
Når man mener at hotspottet under Island selv har bevæget
sig, skyldes det, at det kan forklare mønstret af centrene for
vulkansk aktivitet, hvor noget kunne tyde på, at hotspottet
har ligget både vest og øst for spredningszonen.
Island set fra 800 kms højde med højde
forholdene i havet angivet. Bemærk at den
islandske kontinentsokkel er næsten dobbelt så
stor som det Island der i dag stikker op af havet.
Kontinentsoklen er opbygget af tidligere tiders
vulkanudbrud og sedimenter fra det islandske
fastland. Google Earth.
Det islandske hotspots bevægelse. ES efter
Lawver og Müller.
Hawaii - øerne på Stillehavspladen. De yngste øer
ligger tættest på spredningszonen mod øst. De
ældste, mod vest, er pga. den efterfølgende
erosion nu oversvømmede. Google Earth.
Vulkanisme på Island
Det islandske kontinent er dannet af mange forskellige
former for vulkanisme. Den mest fremtrædende er
spaltevulkanen/fissuren hvor jorden sprækker og der
vælter lava ud i store mængder.
Laki: I 1783 åbnede der sig en ca 30 km lang sprække
mellem Katla og Grimsvötn der i løbet af et halvt år
producerede 14 km3 lava der dækkede 565 km2. De
vulkanske dampe indeholdt bl.a. flour der forgiftede marker
og dyr, og som efterfølgende slog op i mod 20% af den
daværende befolkning i hjel. Udbruddet er lavamæssigt set
det største udbrud i verden i de sidste 1.000 år.
700 år før fandt der et tilsvarende udbrud sted parallelt med
Laki-fissuren. Men det var på et tidspunkt hvor der ikke var
mennesker på Island. Eldgja udbruddet var muligvis endda
større end Laki.
Og måske betød Eldgja udbruddets formodentlig enorme
askeskyer, at Island overhovedet blev fundet af de
skandinaviske vikinger (?)
Laki fissuren med små-vulkaner
Lavastrømmene fra Laki og Eldgja. ES. Efter Sigurdsson og
Sparks.
På Island finder man også de klassiske vulkantyper som
keglevulkanen, skjoldvulkanen, askevulkanen og
eksplosionsvulkanen.
Keglevulkanen dannes ved at relativt langsomt flydende
lava fra et hovedkrafter, og ofte flere side-kratere, opbygger
en keglestruktur.
Keglevulkanen Baula i det vestlige Island
Skjoldvulkanen udleder hurtigt-flydende lava - ofte i store
mængder og ofte i ét udbrud fra ét krater, som resulterer i
en vulkan der er relativt lav ifht. vulkanens omfang.
Forholdet mellem højde og bredde er ca. 1:15.
Skjoldvulkanen Skjaldbreidur, der kan ses fra Tingvellir er
f.eks. 600 meter høj og har en diameter på 10 km.
Askevulkanen er en ”tør vulkan” dvs. eksplosioner fra
vulkanens magmakammer udspreder såkaldt tefra, dvs.
Skjoldvulkanen Skjaldbreidur (eller ”Ok” (?)) nord
for Tingvellir (desværre delvist indhyldet i skyer)
fortrinsvis tørstoffer som aske og småsten, der gradvist
opbygger en kegle omkring et centralt krater, Vulkanens
sider består således af aske, grus og lavasten og der ingen
eller kun lidt lava involveret. : Islands bedste eksempel er
Hverfell ved Myvatn.
Eksplosionsvulkanen, også kaldet en maar, er den
ekstreme udgave af askevulkanen, hvor en eller flere store
eksplosioner sprænger jordskorpen - eller evt. en tidligere
vulkan - i stykker. Ofte fremtræder en sådan vulkan blot
som et fladt krater uden nævneværdige sider.
På Island er flere vulkantyper ofte indbyrdes forbundne og
man taler i det tilfælde om vulkansystemer. Et
vulkansystem har typisk en centralvulkan - ofte i form af en
keglevulkan - et eller flere eksplosionskratere og et eller
flere områder med fissurer. Et godt eksempel er
vulkansystemet Krafla, som det er let at komme tæt på, og
som er beliggende nordøst for Myvatn i det nordøstlige
Island. Krafla havde sine sidste udbrud mellem 1975 og
1984. Men i 2012 dampede det stadig fra flere af fissurkraterne. Varmen fra undergrunden omkring Krafla udnyttes
i et af Islands største geotermiske kraft-varmeværker.
Askevulkanen Hverfell ved Myvatn
En delvis ”islandsk specialitet” er Moberg-et. Et moberg er
en vulkan der er opstået under en iskappe. Dvs. at
magmaen/udbrugsprodukterne først møder is - og når isen
er smeltet, en issø der er indlejret i den omgivende iskappe
og som har vulkanen midt i sig.
Eksplosionsvulkanen (-krateret) Grænavatn ved
Krysuvik på Reykjanæs
Mobergs-dannelse i følge ES. Efter Jones.
Det siger sig selv, at mødet med is og vand, giver nogle
helt særlige størkningsformer og også påvirker vulkanens
udbrudsprodukter. Det generelle billede er, at når isen
efterfølgende er helt afsmeltet (ofte mange tusinde år efter),
står der bjerge tilbage i landskabet, der typisk er flade på
toppen - og samtidig bjerge, der udgøres af et løsere - og
lettere eroderbart materiale. Man ser mange af disse bjerge
på Island. Under de nuværende iskapper gemmer der sig
tilsvarende vulkaner - et godt eksempel er vulkanen
Grimsvötn under iskappen Vatnajökull. Grimsvötn er fortsat
særdeles aktiv og bl.a. var ophav til det store jökell-løb
nedenfor Skaftafell i 1996.. (se nedenfor).
Vulkanismen er fortsat særdeles aktiv på Island. Øens
største vulkan, Hekla, var sidst i udbrud i år 2000 og har
siden 1970 haft et udbrud hvert 10. år. Geologer forventer
følgelig et nyt udbrud hver dag det skal være (2012).
Den 14. april 2010 gik vulkanen Eyjafällajökull, der ligger
tæt på vulkansystemet Katla, nord for byen Vik på Islands
sydkyst, i udbrud. Udbruddet var så voldsomt, at asken
lammede store dele af den nordeuropæiske flytrafik i en
uge. Og det var ikke bare på grund af den nedsatte
sigtbarhed at man undlod at flyve. Asken bestod af
skarpkantede partikler som ville være ødelæggende for en
jet-motor.
Moberg-et: Herdubreid, nordøst for Vatnajökull
Luftfoto af Eyjafällajökull 2010. Internettet.
Island er altså en legeplads for vulkanologer, dels fordi
kontinentet er så nyt og dels fordi øen rummer så mange
forskellige vulkantyper.
Det at kontinentet er så nyt, udtrykker sig konkret ved, at
store dele af Reykjanæs halvøen, hvor Reykjavik, Islands
hovedstad og altdominerende by ligger, er dannet siden
sidste istid!. Dvs. at det land man betræder, de
lavastrømme man betragter, og de bjerge der omgiver
Reykjavik, er max. 10.000 år gamle. Og det er ungt i en
geologisk sammenhæng! Faktisk så ungt, at det må
betragtes som endog særdeles sandsynligt, at Reykjavik vil
blive påvirket af et vulkanudbrud indenfor de næste 100 år.
Krafla fissuren - dampende lavamarker
Fissurudbruddet vest for centralvulkanen
stoppede i 1984 efter at have været aktivt i flere
år, men når man betræder lavamarkerne i dag
(2012) damper det stadig fra sprækker i lavaen og
fra de minivulkaner der er opstået i forbindelse
med fissuren.
Pseudokratere
Området omkring Myvatn i det nordøstlige Island er
spækket med større og mindre vulkanstrukturer der minder
om askevulkaner. Kraterne benævnes pseudokratere fordi
antagelsen er, at de ikke har haft noget magnakammer
under sig, og som sådan ikke er rigtige vulkaner. Man
mener, at de er dannet ved at lava har oversvømmet
områder med vand. Mødet mellem flydende lava og vand
har udløst dampeksplosioner der har findelt lavaen til tefra
og dannet vulkanformen. Dvs. en dannelse der skyldes én
eksplosion.
Jeg tror, at man skal nuancere denne forklaring. For det
første, fremtræder vulkanerne som klassiske askevulkaner,
dvs. en vulkantype der normalt er et resultat af mange
mindre eksplosioner/udbrud. For det andet, virker det som
der er en lagdeling i tefraen - hvilket ikke stemmer overens
med en enkelt eksplosion. For det tredje, er der ofte synlige
lavarester i kraterranden, som havde der været mindre
lavaudbrud (se det nederste billede hvor størknet lava er
tydelig ved vulkanens krater).
For det fjerde, resulterer mødet mellem lava og vand som
regel blot i nogle opvæltninger i lavastrømmene, de
såkaldte tumuli, som man ser overalt på Island. Dvs. at i de
tilfælde er lavaen ikke blevet findelt men blot blevet
opsprækket i store flager. Hvad er årsagen til at noget
andet er sket ved Myvatn?? For det femte, ville så store
eksplosioner at lavaen findeles snarere resultere i fladere
strukturer ala maaren, fordi materialet slynges betydeligt
længere væk end det tilsyneladende har været tilfældet ved
pseudokraterne ved Myvatn.
På den anden side er det veldomenteret, at lava der
kommer i kontakt med vand, under de rette betingelser, kan
nedbrydes til tefra meget hurtigt. Heri kunne ligge en
forklaring på den store mængde tefra som vulkanerne
indeholder. Men tefraen kan også komme fra de mange
nærved liggende vulkaner der ved eksplosioner og såkaldte
”Pliniske udbrud” kunne have dækket myvatn-området med
tefra.
En forklaring på de mange kratere bør nemlig dels rumme
en forklaring på tefra-mængderne og dels forklare
årsagerne til eksplosionerne. Og hvad det sidste angår, er
”Pseudokrater” ved Myvatn.
”Pseudokrater” side ved Myvatn, vest for
søen. Tydelige lava-spor.
Plinisk udbrud: Vulkanske eksplosioner, typisk
fra keglevulkan, hvor materiale slynges højt op i
atmosfæren. Romeren Plinus’s beskrivelse af
Vesuvs udbrud i år 79 e.kr. har givet navn til
denne type udbrud.
Sådanne udbrud kan også resultere i såkaldt
pyroklastiske askestorme: Efter at
udbrudsprodukterne - fortrinsvis aske - er blevet
afkølet i atmosfæren daler materialet ned igen og
kan i nogle tilfælde samles i en sky af gasser og
varm aske, der ruller nedad vulkanens sider og
som dræber alt levende på sin vej. Man formoder
der to muligheder - enten er det gaseksplosioner fra et
dybereliggende - måske fælles magmakammer - men hvor
eksplosionerne af en eller anden årsag udbredes over et
større område. I dette tilfælde er vulkanerne altså ikke
”pseudo-vulkaner”. Eller også er vulkanstrukturerne dannet
ved dampeksplosioner fra dybere liggende møder mellem
vand og magma og hvor damptrykket, på sin vej op, har
medbragt tefra-materiale og aflejret det i vulkanform. Og
processen er blevet gentaget mange gange, som var det
en højeksplosiv geyser der var i spil.
Fremtiden vil vise om det er den gængse forklaring der
holder eller om nogle af ovennævnte faktorer skal
inddrages.
at de dræbte i Pompeji, ved Vesuvs fod, netop
blev indfanget af en sådan varm gas- og askesky.
Bjergkædedannelse og isostasi
Vulkanismen er den altdominerende basis for Islands
topografi (et områdes højdeforhold). Men inden vi forlader
vulkanerne skal andre bjergdannende faktorer nævnes.
Globalt set er foldning af jordskorpen og brud og
opvæltning i/af jordskorpen de vigtigste årsager til
bjergkædedannelse. Heraf betegnelserne foldebjerge og
brudbjerge. Alperne er et eksempel på bjerge hvor foldning
er den dominerende proces. De norske og svenske bjerge
er eksempler på brudbjerge. I begge tilfælde er der tale om
bjerge, som er opstået ved, at tektoniske plader har trykket
på hinanden, og dele af jordskorpen er så enten foldet op
eller brudt op. En forklaring på forskellene kunne muligvis
være at foldebjerge fortrinsvis består af oceanbundsskorpe
med havbunds-sedimenter øverst, medens brudbjergene er
opsprækninger af kontinenter. Det kunne måske også
forklare, at man i hele den alpine foldning fra Alperne i vest
til Himalaya i øst kan finde lag med forsteninger af
havorganismer helt op til bjergenes toppe. Det gør sig mig
bekendt ikke gældende hos brudbjergene med mindre lag
med havsedimenter er meget gamle og evt. først
blotlægges i forbindelse med selve opsprækningen.
En tredje bjergdannende (reelt bjergnedbrydende) faktor er
den proces der benævnes isostasi. Enkelt beskrevet, er
isostasi de ligevægtsprocesser i jordskorpen, der f.eks. gør,
at hvis dele af jordskorpen hæves - vil tilgrænsende
områder sænkes. I det lange løb vil erosionsprocesser
sammen med den fortsatte ligevægtsproces resultere i en
udligning, en udfladning, benævnt peneplan. Men når
pladetektoniske processer f.eks danner nye bjergkæder - vil
processen starte forfra. Man kan derfor sige, at isostasi
handler om tyngdekraftens påvirkning af jordens overflade.
På Island finder man, mig bekendt, ikke eksempler på
foldebjerge, medens noget der kunne minde om brudbjerge
- i kombination med isostatiske processer - faktisk er ret
udbredt.
Et kontinent der dannes i en kombination af vulkanisme og
spredning, vil opbygge spændinger i jordskorpen.
Spændinger der kan resultere i større eller mindre
jordskælv. Vulkanisme i sig selv udløser også jordskælv og sammen med tektoniske-spændinger er der derfor
utallige - typisk mindre - jordskælv på Island. Selvom der
ikke er registreret rigtigt store jordskælv på Island i nyere
tid, er der ingen tvivl om, at de er forekommet - det vidner
bl.a. de mange synlige horizontale og vertikale
forkastninger om.
Når isostasi og brudbjerge skal nævnes, er det fordi, at når
man besøger de geologisk set ældste områder i nordvest
og i øst og kigger på de mange blotlagte bjergsider, så gør
der sig et tydeligt og udbredt fænomen gældende: De lag
Lagtipning i Østfjordene nær Reykjahid set sydfra.
Tipningsretning vest-øst
Lagtipning i østfjordene, Faskrudfjordur, set fra
nord. Tipningsretning vest-øst
Lagtipning i vestfjordene, Gilsfjordur, set fra syd.
Tipningsretning øst-vest.
Billederne bekræfter alle det generelle billede af
tipningsretninger på Island. Men man ser også
blotlagte lag der vender i andre retninger. Kegleog skjoldvulkaner afsætter trods alt lag der er
nedadgående ifht. vulkanens centrum.
som bjergene er opbygget af tipper i samme retning med
en vinkel på mellem 5-10%. Og det der er umiddelbart
uforståeligt, er at lagene ligger lavest tættest på den
centrale spredningszone og højere længere væk fra zonen.
Forholdet er så udbredt og så markant at det kalder på en
forklaring. Forklaringen er ikke let, for umiddelbart skulle
man jo tro at det var modsat. Når man ser på den
Midtatlantiske Højderyg er den jo højest ved
dannelseszonen og falder mod begge sider. Svarende til
den hældning lavastrømme fra fissurer nær ved
dannelseszonen vil have. Lava løber som bekendt nedad!
Det var derfor nærliggende at formode, at ville hælde ind
mod spredningszonen.
Den p.t. fremherskende forklaring er, at det handler om
isostasi, tyngde og massefylde. Når ny kontinentskorpe
dannes af spedningszonens vulkaner etableres
lagstrukturen både ved egentlige lavastrømme og ved
efterfølgende tørre udbrudsprodukter fra vulkanerne og
andet vind- og vand-tilført materiale. Spredningen fører
lagene væk fra zonen, men nye lag overvælter dele af de
tidligere dannede lag, der derved tippes op i retningen væk
fra spredningszonen.
En anden, men måske reelt blot supplerende forklaring,
kunne være, at der også indgår et element af brud(bjerge) i
forholdet. Alt andet lige må der være et større tryk på
bjergmasserne tættest på spredningszonen. Og dette tryk
kunne muligvis resultere i nogle forkastninger der kunne
tippe lagstrukturen (?). Endelig kunne tipningen helt eller
delvist forklares af massefylden: Tættest på
spredningszonen er temperaturen højest, hvilket bevirker
mindre materialetæthed og derved mindre massefylde,
hvorved nydannede lag ville synke indad mod
spredningszonen.
Reelt er der sikkert tale om en kombination af ovenstående
forklaringer - med mindre fremtidig forskning vil resultere i
en helt fjerde?
Jordskælv på Island 1994-2000 - ES. Efter
Einarsson og Sæmundsson.
Isens og vandets påvirkning af det islandske landskab
De islandske bjerge som vulkanismen har opbygget
gennem de sidste 16 mio. år er efterfølgende blevet
påvirket af is og vand, kulde og vind. Nogle bjerge er
nærmest helt forsvundet samtidig med at dale er blevet
uddybet og aflejringer fra is og smeltevand, floder og
storme har skabt store flader i form af højsletter,
hedesletter eller kystnære deltaområder.
Smeltevandssletten / hedesletten
Skeidararsandur.syd for Vatnajökull. Sletten er
50-60 km bred og 20-30 km dyb.
Vatnajökull er Europas største iskappe og iskappen føder
adskillige gletsjere hvoraf de fleste løber mod syd, hvor
højlandets bjerge når kystlandet.
Isen på Island er ”tempereret” dvs. at temperaturen ligger
omkring 0 til -1 grad.
Det at isen ikke er ”bundfrossen” betyder en større mobilitet
og iskapperne udskiftes med ca. 1.000 års mellemrum.
Fordampning. smeltevand og gletsjeraktivitet er ”udfaktorerne” medens nedbør i form af sne er ”ind-faktorerne”.
Iskapperne på Island siges at have været rimeligt stabile i
nyere tid, hvor iskapper og gletsjere ellers globalt set har
været vigende.
Men under istiderne har iskapperne dækket hele Island og
overalt ser man derfor resultater af isens eroderende effekt.
På Island kaldes både en iskappe og en gletsjer det
samme: En jökull. En distinktion er dog nyttig jf.:
Vatnajökull med Skaftafells gletsjeren til venstre
På Island - og andre steder i verden - er det nemlig relevant
at skelne mellem bjerggletsjere med stort fald og
bevægelse - og derfor voldsommere eroderende effekt - og
mere stabile udflydende gletsjere/ismasser med mindre
eroderende effekt. Iskappen Vatnajökull føder fra sine
randområder adskillige bjerggletsjere med stor
bevægelsesenergi pga. højdeforskellene. Men den centrale
del af iskappen ligger stort set stille og her er den vigtigste
eroderende kraft formodentlig de underliggende
smeltevandfloder.
U-dale
Når gletsjere bevæger sig ned igennem dale i bjergområder
skurer de på dalens bund og sider og udformer det kaldes
en U-dal. På Island ser man mange eksempler på dale der
på den måde er blevet formet af tidligere gletsjere.
Smeltevandssletten foran Skaftafellsjökull
Skeidarajökull
Skaftafellsjökull og Skeidarajökull er eksempler på
bjerggletsjere.
U-dal i det nordøstlige Island. På et tidspunkt har gletsjeren
fyldt hele dalen og skuret bjergsiderne til en u-form. Billedet
er måske ikke den bedste illustration. Men både i nordvest
og i øst er der mange gode eksempler på sådanne
gletsjereroderede dale.
Det islandske landskab bærer tydelige spor af
gletsjererosionen - både den nutidige - og den ældre - og
det er stort set kun de vulkaner og lavastrømme der er
nyere end sidste istid, der ikke har været påvirket af
gletsjere og iskapper (bortset fra de vulkaner der ligger
under de nuværende ismasser).
Typisk is-eroderet bjergmassiv i det vestlige
Island. Først har isen slebet og afrundet
bjergmassivet siden har floden taget over og
dannet en kløft.
Isens sandpapir-effekt. Eroderede klipper øst for Holmavik i
det nordlige Island
Moræne
Bevægende is eroderer ikke blot jorden under sig (og
bjerges sider) den kan også skubbe løsere materiale op og
afsætte det som randmoræner i form af endemoræner og
sidemoræner (eller midtmoræner hvor to gletsjerstrømme
møder hinanden). Man kan kalde det isens buldozer-effekt.
Sådanne bakker vil bestå af usorteret materiale, dvs.
materiale af forskellig størrelse fra små lerpartikler til sand,
grus, småsten og helt op til blokke og endog meget store
blokke, der dog typisk har været indlejret i isen og senere
er aflagt ved isens afsmeltning. Denne type aflejringer
kaldes moræne og står i modsætning til vand- og vindsorteret materiale hvor materialet sorteres efter strøm- og
vindhastighed.
Buldozer-effekten.
På trods af den betydelige gletsjeraktivitet ser man
overraskende få, højdemæssigt set, store
moræneaflejringer i Island
Et af de eneste steder hvor randmorænerne er virkeligt
iøjnefaldende er ved foden af Kviarjökull der udgår fra
iskappen Öræfajökull på Vatnajökulls sydside.
Moræneaflejringer ved Kviarjökull. Billederne er
taget fra endemoræneområdet. Til højre ses den
betydelige sidemoræne.
Ved Kviarjökull er både sidemorænerne og endemorænen
af anseelig højde. Men dog ikke over ca. 30 meter (se
billeder).
Kviarjökull skærer sig igennem noget porøst moberg
(moberg: se ovenfor) og det er givet vis årsagen til de
markante moræner.
De nærliggende gletsjere - og dem er der en del af, har ikke
efterladt noget der ligner. Her er det typiske billede, at evt.
tidligere morænebakker stort set er blevet skyllet væk af
smeltevand. Under alle omstændigheder er det der kan
iagttages (foran de fleste gletsjertunger) nogle mindre
moræneaflejringer der går over i nogle større moræneflader
På disse flader kan der ligge smådynger af morænerester.
Men alt i alt er det typiske indtryk et fladt landskab ind i mod
gletsjerne.
Og de mindre morænebakker der ér, er gennemskåret af
smeltevandsfloder. De udfladede morænebakker syner ikke
meget højere end 2-10 meter.
Dette billede gør sig tydeligt gældende ved Islands største
gletsjere som f.eks. Skeidararjökull, Skaftafellsjökull og
Breidarmerkurjökull, medens Fjallsjökull lige ved siden af
Kviarjokull og Svinafallsjökull længere mod øst, har et
egentligt men dog udglattet morænebakkeområde foran
sig.
Fjallsjökull og Kviajökull har deres udspring fra Islands
højest beliggende iskappe: Öræfajökull og falder stejlt ned
mod sletteområdet - noget tilsvarende gør sig gældende for
Svinafallsjökull. Da det er disse tre gletsjere der har
efterladt de mest markante morænebakker, er det
nærliggende at antage, at det netop har noget at gøre med
buldozereffekten, der alt andet lige, vil være størst, når
faldet er stort. De øvrige gletsjere flydere langsommere og
derfor har smeltevandet (se nedenfor) en større
landskabsdannende effekt end buldozereffekten.
Men uanset hvordan man vender det, er isens buldozereffekt i form af morænebakke-opbygning, generelt set, ikke
særlig synlig på Island.
Sidemoræne-bakker ved Kviajökull. Set fra
nordøst. Samme sidemoræne som øverste billede
bare set fra en andel vinkel.
Morænebakker foran Fjallsjökull
Moræne kan også dannes ved, at det materiale som isen
har opsamlet simpelthen efterlades i takt med at isen
smelter. Såkaldt beskidt is kan indeholde meget usorteret
materiale der kan danne store moræneflader. Mange af de
moræneflader man ser på Island er formodentlig dannet på
denne måde.
Moræneflade foran Breidamerkurjökull og
Öræfajökull (ses i billedet).
Gletsjeraktiviteten på Island er i dag koncentreret i det
centrale højland og mod syd. Hvilket banalt hænger
sammen med iskappernes aktuelle placering. Men tidligere
istider har påvirket hele Island. Og fjordene og dalstrøgene
mod øst, nord og vest er formet af disse istiders
gletsjeraktivitet.
I disse områder er der meget få morænebakker.
Dalbundene og de store flodsletter er delvist dannet af
aflejringer fra isen, men større morænebakker i de
kystnære områder ser man stort set ikke. En af
undtagelserne er resterne af en morænebakke nær
Bjönduos i det nordvestlige Island. Efter isen er smeltet, er
bakken blevet påvirket af vanderosion der formodentlig er
forklaringen på de små ”falske bakker” som fremtræder i
dag. Se fotos
Falske bakker
Bakker der opstår fordi regnvand, bække og floder skærer
sig ned i f.eks. en oprindelig bakkekam - og danner
selvstændige bakketoppe. Fænomenet gør sig også
gældende i egentlige bjergområder - hvor nogle af de toppe
man iagttager tidligere har hængt sammen med
nabobjerget.
Morænebakker og ”falske bakker” nær Bjönduos.
Når man ikke ser flere egentlige morænebakker/landskaber i vest, nord og øst skyldes det dels at
smeltevandet har eroderet evt. tidligere bakker væk og dels
at de tidligere gletsjere har aflejret en stor del af det
transporterede materiale i havet. Eventuelle randmoræner
er således blevet til havbund. Og samme forhold har givet
vis gjort sig gældende på sydkysten.
Vandets landskabsdannende effekt
Vand har en afgørende betydning for landskabsdannelsen.
Vand penetrerer og nedbryder bjergarter. Vand gør
materiale mere flydende og giver tyngdekraften lettere spil.
Vand der fryser er den vigtigste årsag til nedbrydning af
klipper, fordi vandet har let ved at søge ind i revner og
sprækker. Og når det efterfølgende fryser, og isen udvider
sig, vil klippen/stenen med tiden blive nedbrudt.
Vand i bevægelse, som bølger i havet og åer og floder
udgør en konstant erosionsfaktor, dels fordi vandet i sig
selv, herunder det materiale der er opslemmet i vandet,
virker nedbrydende, og dels fordi bevægende vand har
energi til at flytte materiale.
Vandets eroderende effekt er tydelig når man ser på
floder der har skåret sig ned i undergrunden og alt
afhængig af vandmængde, fald og undergrundens
beskaffenhed har lavet mere eller mindre dybe kløfter i
landskabet. Som det eksempelvis gør sig gældende ved
Dettifoss og Gullfoss.
Vandets sorterende effekt hænger sammen med vandets
evne til a flytte og opslemme materiale. Vandets
bevægelsesenergi sætter dagsordenen for hvor langt
materialet kan transporteres. Tungt materiale afsættes
hurtigt, lettere materiale afsættes længere væk - og herved
sorteres materialet efter massefylde.
Vandet har også en nivellerende funktion.
Tyngdekraften bestemmer, at vand der får sin
bevægelsesenergi fra højdeforskelle, vil strømme nedad,
indtil der ikke er mere højdeforskel, f.eks. det klassiske
flodforløb fra bjerg til hav.
Når højdeforskellen mindskes, og bevægelsesenergien
følgelig nedsættes, begynder floden af aflejre materiale i sit
eget løb. Det tvinger floden til at finde nye veje, evt. dele sig
i mindre floder. Hvis dette sker i forbindelse med flodens
udløb i havet eller i en stor sø, opstår det man kalder et
floddelta, hvor hovedfloden har delt sig i mange flodarme
og hvor flodlejet fortrinsvis består af materiale floden selv
har aflejret.
Landskabsformen er udbredt på Island med den store
Skeidararsandur syd for Vatnajökull som det bedste
eksempel. Men overalt ser man store floddale som
årtusinders floderosion har gjort brede og flade.
Meandrering er en anden vigtig nivellerende faktor. Når en
flod ”kommer i svingninger” vil den eroderende kraft være
størst i den udvendige del af buen og mindst i den indre
del. På den måde vil floden gøre buen større og større indtil
buen evt. helt afsnøres. Når en flod løber gennem et
landskab i store bugter kaldes det at floden meandrerer.
Processen medfører, over tid, at større og større dele af
landskabet bliver berørt af flodens bevægelser. Bakker
bliver nedbrudt og det længere flodløb betyder en
nedsættelse af strømhastigheden, hvilket medfører
aflejringer i flodløbet, der kan tvinge floden til at finde andre
veje. Samlet set bevirker disse processer at landskabet
nivelleres.
Men en flod kan også møde en sø og således tabe sin
bevægelsesenergi. Søer er vigtige for aflejring af små
partikler der i stille vand vil bundfældes og når søen enten
er opfyldt eller af en eller anden årsag tømmes, vil lagene
med småpartikler, organiske som uorganiske, udgøre en
Hamarsdalur og -fjord i Østisland. Is-og
vanderoderet landskab. Find selv lokaliteten på Google
Earth for at se detaljerne.
Floddalen nord for Dettifoss
Skeidararsandur set fra Skaftafell
Skeidararsandur med den store gletsjer
Skeidararjökull set fra 63 kms højde, Google
Earth. Find selv området på Google Earth - fotografierne er
imponerende.
god grobund for plantevækst.
Alle disse forhold kan iagttages på Island.
Også globalt er rindende vand er en særdeles vigtig faktor i
forbindelse med landskabsdannelse, og reelt er det nok
den vigtigste!. Hvis man ser på Jorden ved hjælp af de
satellitbilleder, som programmet Google Earth/-Map er
baseret på, er det tydeligt, at selvom pladetektonikken har
skabt den overordnede topografi - så er vandets (og isens)
efterfølgende påvirkning næsten lige så markant. Fotoet
viser det centrale Himalaya set fra 110 kms højde.
Gletsjererosionen - men i sær vand/floderosionen har sat
sig sine tydelige spor.
Alle dalene har givetvis tidligere været fyldt med gletsjere,
men efterfølgende har vand- og floderosionen taget over og
er tydeligvis den vigtigste faktor p.t.
Himalaya set fra 110 kms højde. Google Earth
Når en gletsjer udformer en dal resulterer det som regel i
det vi kalder en U-dal (se ovenfor). Når det er en flod der er
den eroderende kraft bliver resultatet en V-dal. I en V-dal
hælder dalsiderne ned mod floden i samme vinkel, fordi i
takt med at bjergsiderne nedbrydes, triller det løsgjorte
materiale ned af siderne og danner en skrå skrænt. Hvis
materialet er løst vil den naturlige skrænthældning være ca.
30%.
V-formen fastholdes så længe floden fortsat skærer sig ned
i dalbunden og/eller transporterer materiale væk.
Overalt på Island ser man eksempler på skrænter der er
opstået ved floderosion - og derfor også mange V-dale.
V-dale i bjergene vest for Akureyri. I baggrunden
kan man godt ane en U-profil som resultat af
tidligere tiders gletsjererosion. Men floden har
efterfølgende taget over og eroderet sig langt ned
i dalen. OPG: Find bjergområdet i Google Earth og se om
vanderosionen ser ud til at være den fremherskende
erosionsform.
Nedbør i form af regn er den vigtigste kilde til vanderosion.
Og da det sydlige og centrale Island modtager betydelige
regnmængder, er der i disse områder en voldsom erosion
og udvaskning. Bakker og bjerge er udsat for en kontinuert
nedbrydning, og nedbøren udvasker lerpartikler og
næringsstoffer. Store områder ligger derfor hen som
udsatte skråninger og sletter hvor selv græsser har svært
ved at få fodfæste.
Billedet bliver ikke bedre af, at der stort set ikke er nogen
skov tilbage på Island. I historisk tid har Island mig bekendt
aldrig, på grund af øens klima- og jordbundsforhold, været
helt dækket af skov. Den skov der var, er blevet fældet til
brænde, bygninger og skibe - og det barske klima og det
senere udbredte fårehold har nærmest umuliggjort en ny
Ufrugtbar højslette i det nordøstlige Island
træ- og buskvækst. De manglende buske og træer fremmer
erosion og udvaskning, så menneskets aktivitet på øen,
siden de første vikingers ankomst i slutningen af 900-tallet,
har overordnet set ikke gjort Island frodigere.
Enkelte steder er der skovrejsningsprojekter i gang - men
de syner ikke af meget i den barske natur hvor græsarter
og mosser er de altdominerende planter
Hun-får med de typiske to lam på sydkysten af
Island.
Landbrug
Landbrugsarealet udgør mindre end 10% af det samlede
areal og landbrugets arealanvendelse er domineret af høproduktionen, hvoraf det meste går til malke- og kødkvæg,
der stort set holdes indendøre, samt til de mange heste, der
dog selv får lov til at finde en del af føden udendørs! I 2010
var der 77.000 heste og lidt færre køer.
Man ser stort set ikke kornmarker, rapsmarker eller
kartoffelmarker. Men får er der ”overalt”, i 2010 var der en
lille halv million. Fårene afgræsser især de ikke dyrkbare
arealer men udgør som sådan også en trussel mod
plantelivet i disse områder. Overproduktion og
tilskudsordninger har dog reduceret bestanden fra 825.000
får i 1980 til det nuværende niveau. Det har alt andet lige
en gunstig indflydelse på den islandske fauna.
Hø-marker ved Borgarfjordur i det nordøstlige
Island.
Smeltevand.
I princippet opfører smeltevand sig som alt andet rindende
vand - men da det er knyttet til afsmeltningen af ismasserne
er smeltevandet dels meget sæsonbestemt og dels kan det
i varmeperioder udløse enorme vandmasser.
Smeltevandsfloder er typisk grumsede - og naturligvis kolde
- i sammenligning med floder der fødes af regnvand. Det
grumsede er et resultat af at smeltevandet medbringer lerog små-partikler som isen har opsamlet. Hvis ikke
smeltevandsfloden løber ud i en sø, hvor partiklerne kan
bundfældes, betyder det naturlige fald, som mange af
smeltevandfloderne har (isen ligger højt), at hovedparten af
små-partiklerne først bundfældes når floden når havet. Og
eftersom flere af disse floder på Island er meget vandrige,
og falder betydeligt fra udspring til hav, transporteres
enorme mængder potentielt frugtbart materiale direkte ud i
havet. Det bedste eksempel er floden Jökullså a Föllum der
afvander Vatnajökull mod nord. Floden skaber bl.a.
Europas vandrigeste vandfald, Dettifoss. Der er
skræmmende ved sin kombination af flodens
brungrumsede farve og den kraft vandfaldet repræsenterer.
Floder med denne styrke er naturligvis også særdeles
eroderende og Jökullså a Föllum har bl.a. skabt en meget
stor kløft der gennemskærer det nordøstlige højland - se
foto ovenfor - og find kløften på Google Earth.
Is og smeltevand hænger uløseligt sammen - og i den store
geologiske historie - kan det være svært at vurdere hvilken
faktor der har haft størst indflydelse på
landskabsdannelsen. På Island ser det ud til at regnvand
og smeltevand er gået af med sejren. Og billedet af
Himalaya med sine mange V-dale bekræfter vel samme
forhold. Og det er måske ikke så uforståeligt endda.
Dettifoss - Europas vandrigeste vandfald - på
smeltevandsfloden: Jökullså a Föllum i det
nordøstlige Island.
Gullfoss med sin dybe smeltevandsdal
Selvom ismasser kan se voldsomme ud og bevægende is
bevisligt påvirker det landskab den kommer i kontakt med
så påvirker is jo kun det område den dækker. Medens det
smeltevand der strømmer ud fra isen påvirker langt større
arealer. Og nedbør i form af regn er en konstant
erosionsfaktor uanset om det er koldt eller varmt
Og regnvand og smeltevand eroderer ikke blot foran isen.
Smeltevandet (og regnvandet) løber også på, i og under
isen. På og i isen kan der dannes issøer og floder, der hvis
de er i funktion længe nok, kan fungere som
aflejringsbassiner for sorteret materiale og som
efterfølgende kan fremtræde i landskabet som fladbakker
og åse. Sådanne bakker adskiller sig fra moræneaflejringer
ved at de udgøres af sorteret materiale, der f.eks. kan gøre
dem interessante for sand og grusudvinding. Men meget
tyder på at landskabsformen ikke er særlig udbredt i Island.
Jeg mindes i alt fald ikke, at have set den type grusgrave vi
kender så godt fra Danmark. Men det hænger muligvis
sammen med, at islændingene får hovedparten af deres
råstoffer til veje og lign. fra de mange vulkaner der er
dannet af aske og tefralag og som er meget enkle at
udgrave
Planche der illustrerer hvordan Gullfoss har skåret
sig ned i jordlagene. De blågrå lag er hårde og de
brune er relativt blødere og dermed hurtigere at
nederodere. Billedet er generelt for alle vandfald.
Men der er også andre forhold der kan gøre det svært at
afgøre om det er isen eller smeltevandet der er den
vigtigste faktor:
Vand der løber under gletsjere og iskapper opfører sig her
som var det enhver anden flod, bortset fra at en sådan
”isflod” er omgivet af is over sig og langs dens sider.
Gletsjererosion er derfor en kombination af isens påvirkning
og smeltevandet under isen.
Nogle mener at sådanne smeltevandsfloder er under tryk
og derfor har en særlig eroderende effekt. Men realiteten er
nok at sådanne floder skaber deres eget hulrum fordi de
simpelthen smelter den omgivende is.
Jökelløb
En ekstrem form for smeltevandserosion opstår hvis store
mængder af smeltevand pludselig frigives som var det en
dæmning der forsvandt. På Island benævnes fænomenet
Jökellløb og fænomenet er særlig udbredt her fordi mødet
mellem vulkaner og iskapper skaber forudsætningerne for
et jökellløb. Det typiske situation opstår når et vulkanudbrud
under en iskappe smelter isen over sig. Normalt vil dette
resultere i en øget mængde smeltevand. Det kan være
alvorligt nok fordi vandstand og vandtryk stiger. Men i
særlige tilfælde vil afsmeltningen resultere i en ophobning
af smeltevand, der når presset bliver stort nok, pludselig
gennembryder den omgivende is, eller en anden barriere,
og enorme vandmasser frigives. Smeltevandet vil være
fyldt af isblokke og partikler med relativt store kornstørrelser
og dette sammen med selve vandmængderne har en
ødelæggende effekt på det landskab der berøres. Jern- og
betonkonstruktioner kan ødelægges som var det
tændstikker og flodløb og tilgrænsende arealer kan blive
nederoderet til uigenkendelighed.
Billederne illustrerer det store jökelløb der ramte Island i
1996 og som ødelagde flere broer og veje på
Skeidararsandur. Vejen mellem Vik og Höfn var lukket i
månedsvis, så al biltransport måtte gå via det nordlige
Flyfoto af jökelløbet i 1996, fra udstillingsplanche.
Island, en omvej på mange hundrede kilometer.
Historisk forestiller man sig at Island mange gange har
været udsat for måske endda enorme jökelløb. Nogle
mener f.eks. de særlige klippeformationer ved Asbyrgi i det
nordøstlige Island kan forklares af et jökelløb. Teorien er, at
vandmasser fjernede store mængder klippe i et hug og
efterlod en dal med 30-50 meter lodrette skrænter. Se
illustrationerne og find dalen på Google Earth.
Personligt er jeg usikker på denne forklaring. En anden
mulighed kunne være at Asbyrgi er en del af en meget stor
forkastningszone hvor jordlagene har forskudt sig. Noget
der taler for dette, er at Asbyrgi kun er en lille del af et
større skræntområde som kan iagttages når man nærmer
sig Asbyrgi fra vest.
Og eftersom hele området ligger havnært kunne en tidligere
hav-erosion måske også have spillet en rolle (?).
Rester af vejbroen efter jökelløbet i 1996.
Asbyrgi - muligt resultat af et jökellløb:
Men under alle omstændigeheder er Asbyrgi, som så
mange andre steder på Island, en lokalitet der udfordrer
den geologiske fantasi.
Asbyrgi klippeskrænter
Issøer
Ikke alle issøer giver ophav til jökelløb. Det typiske billede
er trods alt, at der i forbindelse med isen dannes mere
stabile søer, der fungerer som sedimentationsbassiner for
smeltevandets ler-, sand- og gruspartikler. Når man taler
om issøer er det fordi de opfyldes af smeltevand, og fordi
isens beliggenhed muliggør den ophobning af vand der er
selve definitionen på en sø. En sådan sø kan være helt
indlejret i is, men mere typisk er det at søen kun delvist er
omgivet af is.
Når en issø har eksisteret længe nok vil der på bunden
være afsat lag med sorteret materiale, typisk ler og
sandpartikler. Når isen smelter bort tømmes vandet ud - og
det der tidligere var søbund fremstår nu i landskabet som et
fladt plateau - en såkaldt fladbakke.
Søer ved isrande er meget typiske og Islands største og
mest imponerende er issøen Jökulsarlon ved
Breidarmerkurjökull i det sydøstlige Island. Søen er
mærkeligt nok (hvorfor?) en af Islands dybeste, og er, trods
sin globale lidenhed, alligevel så stor, at man kan få et
Issøen Jökulsarlon, syd for Vatnajökull.
indtryk af forholdene ved rigtigt store gletsjere i f.eks.
Grønland. I nærheden Illulissat i Diskobugten kælver
enorme gletsjere direkte ud i havet. I Jökulsarlon brækker
isbjergene af i en sø. Størrelsesforholdene er forskellige,
men princippet er det samme og det er betagende at stå
ved bredden af Jökulsarlon og se på de flydende isbjerge
og kigge over på gletsjeren i baggrunden.
Isbjerge i issøen Jökulsarlon
Uanset hvordan man vender og drejer det, er det vigtigt a
betragte is og smeltevand som en kompleks relation der
vekselvirker med hinanden. Erosionen under isen er f.eks.
både et resultat af isens bevægelser og smeltevandets løb.
Og når smeltevandet forlader isen har det stor effekt på
f.eks. de aflejringer som isen har lavet. På Island er det
typiske billede, at isens moræneaflejringer er voldsomt
berørt af smeltevands (og regnvands-) floderne. Mange
steder så meget, at man næsten ikke kan se spor af isens
buldozereffekt.
Smeltevandsfloder og landskab foran Fjallsjökull
Afsluttende bemærkninger
I det ovenstående har jeg forsøgt at sammenfatte nogle af
de iagttagelser man kan gøre sig på Island og koble dem
med nogle generelt accepterede begreber og teorier.
Iagttagelserne, sammenfatningerne og koblingerne
intenderer ikke at være videnskabelige - det ville kræve
længere tid og grundigere studier - end mine i alt 4 uger på
Island fordelt på to rejser.
Men det er altid spændende, at se på landskaber og prøve
at give et bud på deres dannelse. Det er ikke altid man har
ret - men det er forudsætningen for, at man måske engang
kan få det.
Det er nemlig med geologien som med så mange andre
forhold: Øvelse gør mester - og øvelsen består i at forsøge
at tænke selv, og ikke bare købe alt det der står i guider og
lærebøger.
Og derfor heller ikke alt hvad der står i denne introduktion!
Efterskrift om islandske iagttagelser overført til den danske
istids-diskussion
Det islandske geomorfologiske laboratorium giver også vigtige erkendelser for forståelsen af
landskabsudviklingen i Danmark. Danske geologer har i mange år studeret naturfænomenerne på Island. Men
de når ikke altid til de samme konklusioner:
I den klassiske geomorfologiske teori har der været lagt megen vægt på isens bevægende kraft.
Tipning og foldning af lagene på Møns og Stevns Klint, topografien i Østjylland, dannelsen af Asnæs, Røsnæs
og Sjællands Odde og landskabet omkring Vejrhøj i Vestsjælland og mange andre lokaliteter, er søgt forklaret af
gletsjerfremstød og derved isens buldozereffekt.
I 2003 tilspidsedes en 20 årig diskussion om isens- og smeltevandets betydning for det danske landskab.
Geologerne Claus Hammer, Ib Marcussen og Troels V. Østergård offentliggjorde en artikel der lagde
hovedvægten på smeltevandet, i stedet for isens bevægelser, som baggrund for det danske landskab (Naturens
verden 11-12/2003). I artiklen problematiserede forfatterne den fremherskende og klassiske opfattelse af
landskabsdannelsen. I stedet for at forklare bakker o.lign. som resultat af isens buldozer-virksomhed, ser de
snarere isen over Danmark som en mere fastliggende masse hvis nederste lag var fyldt med materiale i større
eller mindre kornstørrelser, og som blev aflejret som usorteret materiale når isen var smeltet bort. Dette
sideløbende med at smeltevandsfloder sorterede og aflejrede materiale og flyttede rundt på isens aflejringer.
En vigtig proces er dannelsen af issøbakker, samt opfattelsen af, at de vekslende istider har afsat lag ovenpå de
eksisterende lag med mindre smeltevandsfloder har forstyrret dette billede. Bakkestrukturer i det danske
landskab ses som et resultat af aflejringer på og i isen (og en efterfølgende regn- og smeltevandserosion) frem
for som et resultat af isens bevægelser.
En provokerende nyforklaring er forholdet til ledeblokke (de sten man med nogenlunde sikkerhed kan bestemme
som kommende fra helt bestemte lokaliteter som f.eks. rombeporfyr fra Oslo-området og tilsvarende ledeblokke
fra Midtsverige og Gotland).
I den klassiske teori er disse sten, når de findes langs de danske kyster, et bevis på isens bevægelsesretninger.
Den nye forklaring indoptager muligheden for, at stenene er ført hertil af isbjerge, der flød rundt i det hav, man i
visse mellemistider ved, har dækket hele eller dele af det nuværende danske landområde.
En anden meget provokerende tese er, at isen under sidste istid også dækkede det vestjyske landskab. Dvs. at
de tre forfattere forkaster ideen om en ”hovedstilstand-linje” midt igennem Jylland. Noget som er afgørende i den
klassiske teori, hvor strukturen i det jyske landskab er forklaret ved at isbevægelser dannede de østjyske
morænebakker - men i og med at isen ikke nåede længere end til Midtjylland - så er det vestjyske landskab
udformet som en hedeslette af smeltevandsfloder fra isranden. I princippet svarende til smeltevandsletten foran
Vatnajökull.
Alle er vel enige om at smeltevandet har haft en afgørende indflydelse for det Vestjyske landskab. Men de tre
forfattere forklarer det jyske landskab som dannet i en proces af flere på hinanden følgende istider i stedet for
stort set blot en.
De nye forklaringer blev forkastet af flertallet af geologer og derfor er opfattelsen af bevægende ismasser fortsat
den fremherskende teori om landskabsdannelsen under istiderne i Danmark. Naturligvis indtænkes effekten af
smeltevand o.lign i denne teori - men det er ikke her hovedvægten lægges.
Personligt er jeg meget tiltalt af Hammer, Marcussen og Østergårds synspunkter. Jeg har f.eks. meget svært ved
at tro på et gletsjerfremstød fra Den Botniske Bugt via Østersøen, der i følge den klassiske teori har haft
afgørende betydning for landskabet på Sydsjælland, Lolland Falster og Fyn - og som også skulle have dannet
halvøerne Asnæs og Røsnæs og muligvis også Sjællands Odde (?).
Lad os dvæle lidt ved denne Østersø-gletsjer:
Forudsætningen for at en iskappe begynder at bevæge sig - altså danne gletsjere - er først og fremmest
højdeforskelle i det underliggende landskab. Dernæst kan en vis bevægelse langs isranden forklares ved, at de
højere liggende lag i iskappen trykker på de lavere liggende lag, og derved forårsager at den nederste del af
isen langsomt flyder væk fra områder med højere tryk. Men denne flydeproces har ikke karakter af det man
normalt opfatter som gletsjervirksomhed fordi flydeprocessen går meget langsomt. Forholdet kan iagttages ved
alle de nuværende iskapper i verden og iskappen Vatnajökull på Island er ingen undtagelse.
Det er i det sydlige Island hvor landskabet falder ned mod havet at alle de markante gletsjere befinder sig. Mod
nord hvor der ikke er samme niveauforskelle er der stort set ingen gletsjervirksomhed. ”Gletsjerne” mod nord
f.eks. Dyngjujökull og Bruarjökull bevæger sig stort set ikke. Nedenstående satellitbillede fra Google Earth afslører tydelige bevægelsesstriber i forbindelse med de store sydlige gletsjere medens de nordlige, såkaldte
gletsjere, mere har karakter af stilleliggende iskapper.
Hvis man forestiller sig en baltisk gletsjer, der skulle have opfyldt havområdet fra den Botniske Bugt i nord til
Østersøen i øst - altså en længde på mere end 1.000 km - eller måske ”blot” fra Gotland til Fyn - godt 500 km kan højdeforskelle ikke have spillet nogen rolle. En sådan kæmpegletsjer måtte altså stort set udelukkende have
fået sin bevægelsesenergi fra massetrykket fra iskappen over Nord- og Midtskandinavien. Det er klart at
terrænforhold kunne forklare den første del af bevægelsen, men når gletsjeren nåede det nuværende Østersøområde ville niveauforskellene være ophævet. Og selvom iskappen har været enorm med en højde på flere km.
Skal der efter min mening mere til for at holde en Østersø-gletsjer i live. Med andre ord, jeg tror ikke på en sådan
gletsjer.
Men da det er en vigtig brik i den klassiske teori er der fortsat mange der tror på en sådan kæmpe gletsjer. Hvad
”tror” du selv?
”Tror”! (?) I sidste ende handler det naturligvis ikke om hvad man måtte tro og mene. Videnskab handler om at
sammenstille systematiske observationer og pålidelige forsøgs- og måleresultater med gennemtænkte
forklaringer. Nye observationer og nye resultater bekræfter tidligere antagelser eller kræver nye forklaringer og
hypoteser - og først når man har materiale nok og har afprøvet sine konklusioner kan man formulere egentlige
teorier. Men teorier er pr. definition ikke ”sandheder”, de er til for at blive testet, og er i et historisk lys kun et
udtryk for det aktuelle erkendelses-niveau. Menneskehedens videnskabelige erkendelseshistorie stopper aldrig.
Det der er sandt i dag kan vise sig at være falskt i morgen. Men en forudsætning for ny erkendelse er at nogen
forholder sig kritisk og udfordrende til de gængse teorier. Derfor skal man passe på med at afvise udfordrende
teser. Og i det hele taget passe på med kun at fokusere på de iagttagelser der passer ind i ”ens kram” - og sætte
det blinde øje for andre.
En anden iagttagelse fra Island, der er interessant i en dansk sammenhæng - er fraværet af markante
morænebakker - og at de bakker, jeg har set, ikke ”når Himmelbjerget til sokkeholderne”. Det islandske
morænelandskab er overordnet set ”fladt som en pandekage” på trods af, at det vælter med aktive gletsjere.
Forholdet rejser naturligvis spørgsmålet - om ikke den klassiske forklaring på de danske morænebakker bør
revurderes?
Det kan godt være at Hammer, Marcussen og Østergaard ikke har ret på alle punkter - men på den anden side
indgår der også mange ”fantasifulde” elementer i den klassiske teori. Fremtiden vil vise hvem der får ret. Du kan
selv være en del af denne proces. Geografi og geologi er spændende fag - hvad enten du vælger at studere
dem - eller ”bare” holder dig orienteret om udviklingen i vores viden om naturens kræfter. Under alle
omstændigheder håber jeg du selv vil ”lege med”, dvs. forholde dig til de fænomener du iagttager.
Skulle jeg selv prøve at give et ultra kort bud på de landskabsdannende processer i Danmark - kunne det se
således ud:
Prækvartærfladen - dvs. det topografiske landskab der fremstår, når man skræller de kvartære lag af - er en
vigtig del af grundlaget for det nuværende landskabs højdeforhold. Det er tankevækkende at f.eks. dele af den
østjyske højderyg - hvor vi finder Danmarks højeste bakker - allerede var der for 2 mio. år siden. Tjek selv i et atlas
eller i en lærebog.
Efterfølgende har vi haft istider mange gange indenfor de sidste 2 mio. år (Kvartær-tiden) (alment erkendt).
Derfor har isen - men i sær smeltevandet - haft afgørende betydning for landskabet i Danmark. De vekslende
istider har aflejret det materiale som de danske bakker er opbygget af. Istiderne har bygget videre på det
landskab de foregående istider og mellemistider har efterladt. Eksisterende bakker er nogle steder blevet
forhøjet af isens aflejringer andre steder nederoderet af smeltevandsfloderne. Nye bakker er opstået ved at
materiale er aflejret i issøer på, i og foran isen.
Mange af de eksisterende bakker er såkaldte falske bakker, dvs, resultater af vanderosion under og efter
istiderne hvor plateauer og bakkekamme er blevet nedbrudt af rindende vand og flydejord. I mellemistiderne (og
i forbindelse med isens tilbagetrækning) har vinderosionen også haft en stor betydning. Klitter er blevet dannet
og isen er af vinden blevet overdækket af sand- og lerpartikler der senere er aflagt ved isens afsmeltning.
Bevægende gletsjere har vi stort set ikke haft over det danske landområde.
Den typiske istid over Skandinavien og hermed Danmark er opstået ved, at sneen ikke er tøet væk og
snedækket år efter år er vokset på grund af større varmeudstråling end -indstråling. Til sidst er sneen pakket
sammen til is og en egentlig iskappe er blevet dannet. I iskappens randområder er der mulighed for
gletsjeraktivitet - men kun hvis terrænforholdene tilsiger dette. Ellers har isen ligget stille, bortset fra en vis
flydning i de nederste lag, og isen har samlet set snarere virket beskyttende end eroderende. De vigtigste
landskabsdannende faktorer i Danmark er derfor smeltevandet og meget vigtigt: de efterfølgende effekter af
nedbør, vind, temperatur og havbølger samt ikke mindst de landsænkninger og landstigninger som istrykkenes
variation har udløst.
Det er i disse processer og ikke som resultat af gletsjeraktivitet at vi skal forstå den danske landskabs-dannelse.
Men med både rigelig tid - og is, vand, vind, temperatur og isostasi i spil - er der tale om et kompliceret samspil
af processer. Der gives derfor ingen enkle forklaringer på den danske topografi - og det er de fleste da heldigvis
enige om.
Laugø den 25/9 2012.