”Nu skal vi bolle!” På en sommerdag for fem år siden blev Anne Jensen voldtaget. Hvert år bliver mange kvinder offer for samme forbrydelse, men alt for få anmelder det. Af Emil Filtenborg Mikkelsen For fem år siden var Anne taget med sin nye ven Kenneth hjem på hans gård. Hun blev vist rundt på gården, og dyrene blev peget ud. Anne var totalt ligeglad. Dyr interesserede hende ikke. Efter rundvisningen går de op på Kenneths værelse. Foran fjernsynet på drengeværelset, skulle dagen tage en drejning. En drejning, der skulle ændre Annes liv for altid. ”Vi lå rimelig adskilt i hans seng og drak saft. Så nussede han mig på maven, og så sagde han det. Nu skal vi bolle. Jeg sagde nej, og så begyndte han så at knappe mine bukser op og hive dem af”, siger Anne Jensen. Kontaktsky og deprimeret Efter voldtægt er det normalt, at offeret kan have rigtig svært ved fysisk kontakt. Dette gjorde sig også gældende for Anne. ”Jeg bryder mig ikke om fysisk kontakt. Jeg skal nærmest have givet dem lov, før de må røre ved mig. Jeg havde en lærer i 10. klasse, der satte sin hånd på min skulder, og jeg fik virkelig fysisk kvalme. Jeg følte, at hendes hånd brændte på mig”, siger hun. Ud over hendes problem med fysisk kontakt, fik Anne også en depression halvandet år efter. De samme følelser begyndte at svømme over for hende igen, og hun havde mest af alt lyst til at være væk fra alting. ”I 10. klasse får jeg det rigtig dårligt. Det eneste jeg har lyst til er at ligge hjemme i min seng med hovedet under dynen, i et helt mørkt rum, uden fjernsyn, uden ingenting. Og jeg sover heller ikke. Jeg kunne ikke sove. Jeg havde bare lyst til kun at ligge. Hele tiden”, siger Anne. Mange gør ikke modstand Selvom voldtægter kan medføre flere ar på sjælen, er der mange af ofrene, som ikke gør modstand. Det anslås, at under en tredjedel kæmper imod. Heller ikke Anne prøvede at forsvare sig, da Kenneth forgreb sig på hende. ”Jeg gik i forsvarsposition ved at låse min egen krop. Mit sind forlod kroppen, og så gjorde han det ellers bare. Jeg rykkede mig ikke, jeg gjorde ikke noget, jeg sagde ikke noget, jeg lå bare og kiggede. Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg tænkte imens. Det var sådan noget, som man tænker på, lige før man skal sove”, siger hun. Ifølge Sara Bek Eriksen, psykolog ved Center for Voldtægtsofre i Aarhus, er det meget normalt ikke at gøre modstand: ”Det er ganske enkelt overlevelse, og det kan være en rigtig fin strategi, fordi modstand kan provokere overfalderen. Det kan også være lammelse af frygt, som vi kender det fra dyrenes verden, hvor musen spiller død, når katten får fat i den.” Vaskede sig med ståluld Lige da det hele var overstået, skrev Annes mor. De havde aftalt, at hun skulle hente hende. Anne skyndte sig i tøjet og løb uden at sige noget. ”Da jeg kom hjem, gik jeg i bad. Så tager jeg en af de der stålsvampe med ud i badet. Jeg skrubber hele min krop med det, jeg skal bare være så ren som muligt. Jeg tror jeg vaskede mit hår fire gange og min krop endnu flere gange, og jeg skal virkelig bare være ren efter det her”, siger hun. Anne er langt fra den eneste, der er blevet udsat for voldtægt. Ifølge Center for Voldtægtsofre bliver der politianmeldt 500 voldtægter i Danmark hvert år. Men der bliver begået mange flere, som ikke bliver anmeldt. Derfor ved man ikke, hvor mange voldtægter der bliver begået. Undersøgelserne peger på meget forskellige tal. Nogle siger mellem 1.000 og 2.500 om året, andre mener, at tallet er mellem 5.000 og 10.000. Meld det! Det er dog vigtigt, at ofrene melder det, så hurtigt som muligt. ”Det første man skal gøre er at ringe til politiet. Så kører de en herop, og så sørger vi for sporsikring og behandling. Selvom det er naturstridigt, må man ikke gå i bad! Det er vigtigt”, siger Sara Bek Eriksen Anne er også enig i, at man bør gå til politiet ”Hvis jeg skulle give et råd, så skulle det være, at anmelde det. Det er noget af det, som jeg fortryder mest, at jeg ikke gjorde. Og så del det med nogen, du stoler på”, siger hun. Selvom Anne har det fint i dag, har oplevelsen sat sit præg på hende og hendes hverdag: ”Man glemmer det aldrig”