1. No category

I MØRKET (Sofia H. Colombo, 7. klasse, Skovvangskolen)
De bare hvide vægge farer forbi hende, mens hun løber ned ad gangen. Den vil ingen ende tage, bliver bare
ved og ved ud i det uendelige. Hun stopper forpustet op, vender sig rundt og ser sig tilbage. Mørket
kommer tættere og tættere på. Hvis hun ikke løber videre, fanger det hende. Det vil ligge sig om hende
som en tung dyne og kvæle hende, ingen tvivl om det. Hun sætter i løb igen. Der må være en udgang et
sted eller bare en sidegang, en dør eller et vindue. Et eller andet der kan føre hende væk fra den her
rædsomme hvide gang. Hun kan mærke, at mørket haler ind på hende, så hun tvinger sine trætte ben til at
sætte farten op.
Hun snubler. Hun falder. Et skrig flænger stilheden. Hun bryder en vandoverflade. Skriget forstummer. Med
en kraftanstrengelse får hun sig kæmpet op til vandoverfladen. Hostende og spruttende prøver hun at få luft
ned i lungerne, mens hun forvirret kigger sig omkring. Der er vand alle 360 grader rundt. Et spejlblankt
ocean i en dybblå nuance.. Over hende breder der sig en himmel, der kun er en anelse lysere end vandet
men lige så ubrudt. Hun er en stabil svømmer. Måske vil hun støde på land eller en båd, hvis hun svømmer
længe nok, måske. Solen. Hun må finde solen, så hun ikke kommer til at svømme i ring. Hendes blik fejer
hen over himlen. Panikken rør på sig, og hun kigger sig desperat omkring. Hvor fanden er den? Himlen er lys,
men der er ingen spor af en lyskilde. Himlen er fuldstændig ren. Nu truer panikken virkelig med at tage over.
Hun drejer febrilsk rundt om sig selv et par gange og tager et svømmetag i en tilfældig retning. En dyb
indånding og hun dykker ned under overfladen. Mørke. Det svier lidt i de vidtåbne øjne, men ellers er der
intet andet end et totalt mørke. En isnende kulde kryber ind over hende, og hun må bide hårdt sammen for
at tænderne ikke skal begynde at klapre. Hun må bevare kontrollen, ikke lade panikken tage over. Luften i
lungerne er ved at være brugt op, et spark og hun vil være oppe ved overfladen igen. Hendes hoved støder
mod noget hårdt, hun rækker forsigtigt en hånd op, og lader den glide hen over en kold og glat overflade.
Hun kan stadig intet se, så hun lukker øjnene og føler sig frem på genstanden over sig. Kulden spreder sig
fra fingerspidserne og videre ud i den allerede iskolde krop. Et lille håb flammer op, idet hendes fingre når
en kant. I forventning om at se lys åbner hun øjnene, men der er intet. Kun langt oppe i den lille spalte,
hendes fingre havde fundet, kan hun ane et isblåt skær. Panikken for overtaget. Hun vil åbne munden for at
skrige, men der kommer ikke en lyd ud, kun vand ind. Sorte prikker danser for hendes øjne og i næste nu er
alt sort.
”Så så du skal ikke være bange Musse, far er hos dig.” Stemmen, varm og blid, trænger igennem
bevidstløshedens tykke tæppe af mørke, der omsvøber hende. Og efter den kommer varmen og den svage
lugt af hjem, lugten af tryghed. En finger stryger langsomt og regelmæssigt hen over hendes kind, en
velkendt fornemmelse. Langsomt åbner hun øjnene. Det føles, som om hun lige har haft grædt. Hun lader
blikket glide rundt i den lille stue, som for hende er det tryggeste sted i verdenen. En sofa, som er den, hun
ligger på. Et stuebord i mørkt træ, altandøren med tunge, lysebrune gardiner og en fladskærm, der næsten
kører 24 timer i døgnet. Lige i øjeblikket er de to værter fra Go’ aften Danmark ved at snakke med en
midaldrende mand klædt i et gråt jakkesæt. Hun retter blikket mod manden, der stadig stryger hendes
kind. Han smiler, da deres øjne mødes. De er så varme og får hende pludselig til at tænke på smeltet
chokolade.
Et jag af smerte skyder igennem hendes side, da hun sætter sig op for at omfavne ham. Hun bliver ramt af
et flashback. En underlig fornemmelse af, at hun har oplevet dette øjeblik før, men hun slår det hen, da
hendes elskede far taler til hende igen: ”Har du det bedre nu Musse?” Hun stivner. Lugten af cigaretrøg
rammer hendes næse, da han bøjer sig ind over hende for at give hende et kys på panden. Hendes far ryger
ikke længere, det er flere år siden han er stoppet. ”Hva’ Musse, er du ok?” MUSSE - hun er hans Blomst,
ikke Musse. Hurtigt trækker hun sig væk fra ham og presser sig ind mellem sofaens puder. Det gør
forfærdeligt ondt i siden, og hendes hjerte er begyndt at hamre i brystet. ”Musse?” Det bliver ikke til andet
end en halvkvalt kvækken, men han hører det alligevel. Han retter sig op og kaster hovedet tilbage. Og så
ler han den der kolde latter, som altid får hende til at krympe sig. Da han kigger på hende igen, er hendes
elskede fars ansigt byttet ud med et andet. Smalt. Alt er smalt og afskyeligt ved det. Det mørkebrune
næsten sorte, pjuskede halvlange hår falder ned i de kolde grå øjne, der stirer på hende med foragt. Hun
klynker og trækker sig sammen i sofaens hjørne. Smerten, som hun nu forbinder med det kun fem år ældre
ansigt foran hende, skær hende i siden ved bevægelsen. Han ler igen. ”Du må bare lære at holde dig væk
fra de store drenges sager, lille Musse. Du skal bare holde dig væk, er det feset ind i dit lille vatstoppede
hoved?”, spørger han hårdt med en stemme, som slet ikke er varm længere bare kold og fuld af had. Hun
gemmer ansigtet i hænderne og begynder at græde. Hendes hjerte banker stadigt af frygt for, hvad han kan
finde på. Men han griner bare og kommer med nogle hånlige bemærkninger. ”Sølle lille taber, fucking
møgunge.”
Hun lukker med besvær af for hans stemme, og koncentrerer sig udelukkende om sin egen hulken.
En fugletrille skærer gennem stilheden omkring hende. Længe sidder hun bare og lytter til fuglen, mens
hun vugger sig selv fra side til side. Der går noget tid, før hun mærker den kølige brise, der leger med
hendes hår. Langsomt fjerner hun hovedet fra hænderne i skødet og retter sig ud. Hele kroppen
protesterer, da hun rejser sig op, hun må have siddet ned i flere timer. Forsigtigt prikker hun sig selv i siden,
der er ingen spor af smerten eller noget, der kunne have forårsaget den. Med en dyb indånding åbner hun
øjnene. Det kan ikke passe at hun stadig er i stuen, her er for koldt. Angsten for, hvor hun ellers kan befinde
sig, gør, at det er svært at få øjnene op. Det første hun ser er græsset og hendes bare fødder. Hun kigger
forsigtigt op. Høje træer svajer let fra side til side omkring hende. Hun kigger overvældet op mod kronerne.
Aldrig før har hun set så høje træer. Pludselig bliver hun grebet af angst, og hendes hjerte sætter atter i
galop. Det er begyndt at skumre. Fuglen er stoppet med sin sang. Hun er alene og snart vil det blive mørkt.
Alene i mørket et sted midt inde i en skov uden nogen sti at følge. Noget siger hende, at der ingen stier er i
skoven, her skal man finde sine egne veje. Uden rigtigt at tænke over det begynder hun at løbe i en
tilfældig retning. Ind mellem to tynde tætstillede træer, over en mos begroet sten, forbi et lille vandløb. Til
sidst kan hun ikke mere, forpustet stopper hun op og støtter sig til et træ. Hun fryser ikke længere, men
hun har det heller ikke varmt. Hun kigger ned af sig selv, hun har stadig den irgrønne natkjole fra farmor på.
Træt kigger hun frem mellem træerne. Hvordan er hun overhoved endt her? Fødderne gør ondt, idet hun
begynder at gå igen. De er forrevne, og der pibler lidt blod ud af et sår over anklen. Hun retter igen sin
opmærksomhed mod omgivelserne. Det er blevet betydeligt mørkere. Hun går forbi to tætstående træer
uden rigtigt at bide mærke i det, men da hun efter at have passeret en mosbegroet sten støder på et
vandløb, går det forfærdelige op for hende. Hun går i ring. Før sprang hun ikke over vandløbet, det er hun
sikker på. Med påtaget ro gør hun sig klar til at springe, hun tager et stort tilløb og sætter af. I samme
sekund hendes fødder slipper jorden, bliver alt omkring hende sort. Hun falder ned gennem intetheden
med et rædselsslagent skrig.
Hun slår øjnene op med et sæt. Badet i sved og med hamrende hjerte sætter hun sig op. Panisk lader hun
blikket glide rundt i det lille værelse. I den halvmørke belysning kan hun ikke lige umiddelbart se noget
usædvanligt. Hun lader endnu engang blikket glide rundt i værelset, denne gang en smule roligere. Hun
farer sammen, da hun kigger ind i det mørke felt mellem skabet og endevæggen. Efter at have stirret
derind et godt stykke tid, slapper hun mere af. Langsomt svinger hun benene ud over sengekanten og
træder ned på det kolde gulv. Hun skutter sig i den tynde natkjole. Det knager lidt, idet hun træder et
skridt frem, og hun farer sammen. Hjertet begynder at slå hurtigere igen. Med et suk lukker hun øjnene
og forsøger at tage sig sammen. Der er ikke noget at være bange for, ikke noget at frygte. I to lange
skridt er hun over ved vinduet og begynder at rulle mørklægningsgardinet op. Langsomt bliver værelset
lyst mere og mere op, til sidst kan mørket ikke engang skjule sig i hjørnet. Hendes hjerte er faldet næsten
helt til ro nu. Da hun alligevel ikke vil kunne sove mere, åbner hun vinduet og stikker hovedet halvt ud
for at tage en dyb indånding af den friske morgenluft.
Kun et øjeblik senere har hendes hjerte fundet sin naturlige rytme. Men den hvide gang, faderens
forvandling, skoven uden stier samt andre billeder sider stadig og rumstere i udkanten af hendes
bevidsthed. Hun må ud på badeværelset for at skylde sved og skræmmende billeder væk under
bruseren. Det hjalp sidste gang, så mon ikke det vil hjælpe igen.
Hun er dog knap nok nået hen til døren, før den bliv flået op, og hun farer sammen med et forskrækket
skrig. ”God morgen! Klokken er 6 og jeg er sulten.” Mille danser ind på sine små bare fødder. ”Far er lige
gået, han skal hente mor i lufthavnen, så du skal passe mig.” Lillesøsteren smiler stort og tager
beslutsom fat i hendes arm. ”Kom nuuu, jeg er sulten, og jeg kan altså ikke nå Nutellaen.” Hun rykker lidt
i armen. ”Kom nu Viktoria.” Mille kigger op med bedende hundeøjne. Viktoria sukker irriteret og følger
med den lille plageånd, som, i sin iver efter at få sin tidlige morgenmad, snubler over dørtrinet, hvilket
får Viktoria til at le. Badet kan nok godt vente til senere.